Anbragte børn og unge

Transkript

1 Anbragte børn og unge Resumé og redigeret udskrift af høring i Folketinget d. 3. april 2002 Teknologirådets rapporter 2002/4

2 Anbragte børn og unge Resumé og redigeret udskrift af høring i Folketinget d. 3. april Projektledelse i Teknologirådets sekretariat Laura Zurita Morten Jastrup Projektmedarbejder: Jeppe Grønholt-Pedersen Resumé Informationsprojektleder i Teknologirådet, Morten Jastrup Redigeret udskrift Folketingstidende og Teknologirådet Omslag Bysted HQ A/S Tryk Folketingets Trykkeri ISBN: ISSN: Rapporten bestilles hos Teknologirådet Antonigade København K Telefon Fax tekno@tekno.dk Rapporten findes også på Teknologirådets Hjemmeside Teknologirådets rapporter 2002/4

3 Forord Denne rapport er en redigeret udskrift af en åben høring om anbragte børn og unge, som blev afholdt på Christiansborg den 3. april Høringen blev afholdt af Teknologirådet for Folketingets Socialudvalg. Socialudvalget ønskede at bruge en dag på debatten om anbragte børn og unge. I løbet af dagen blev følgende emner belyst: Er beslutningsgrundlaget for anbringelser godt nok? Hvordan styrker man udbuddet, kvaliteten og kontinuiteten af anbringelsespladserne? Hvad er vigtigt for brugerne af anbringelsessystemet? Hvad er de særlige problemer med anbringelse af børn og unge fra etniske minoriteter? Hvordan kan det omgivende samfund støtte anbragte børn og unge og deres familier? Denne rapport indledes med et resumé af høringen, delt i emneområder, efterfulgt af en udskrift af oplægsholdernes mundtlige indlæg og de tilhørende spørge- og debatrunder. Oplægsholdernes skriftlige indlæg er trykt som bilag bagerst i rapporten. Denne høringsrapport kan ses på og hentes fra Teknologirådets hjemmeside Teknologirådet vil gerne benytte lejligheden til at takke høringens oplægsholdere, der bidrog væsentligt til debatten, samt Folketingets Udvalgsafdeling og administration. En særlig tak til de eksperter, der har bistået Teknologirådet i planlægningen af høringen: Else Christensen, programleder, Socialforskningsinstituttet Tine Egelund, seniorforsker, Socialforskningsinstituttet Geert Jørgensen, Sekretariatschef, Landsforeningen af Opholdssteder og Skoletilbud Endelig skal Socialministeriet have en stor tak for inspiration og godt samarbejde. Teknologirådet, september 2002 Projektledere Laura Zurita, Morten Jastrup 1

4 Indhold Resumé... 4 Folketingets Spørgepanel Redigeret udskrift af høringen Else Christensen (programleder, Socialforskningsinstituttet) Er grundlaget for beslutningen om anbringelse godt nok? Hanne Moos (ankechef, Den Sociale Ankestyrelse) Tine Egelund (seniorforsker, Socialforskningsinstituttet) Hanne Poulsen (leder, Familieafd., Greve Kommune) Karin Kildedal (socialrådgiver, cand.scient.soc.) Spørgsmål fra Folketingets Spørgepanel Kvaliteten, udbuddet og kontinuiteten i anbringelsespladserne Geert Jørgensen (sekretariatschef, Landsforeningen af Opholdssteder og Skolebehandlingstilbud) Niels Dueholm (cand.psyk., fmd., Familieplejen i Danmark) Lilian Vaaben (afd.chef, familieafd. Fyns Amt) Kirsten Nissen (forbundsfmd., Socialpædagogernes Landsforbund) Spørgsmål fra Folketingets Spørgepanel Hvad er vigtigt for brugerne af anbringelsessystemet? Bente Nielsen (leder, Baglandet, Århus) Charlotte Guldberg (forstander, Skodsborg Observations- og behandlingshjem) Birthe Nielsen (landsfmd., Forældrelandsforeningen for Børne- og Ungdomsbistand) Pernille Ørskov (teamchef, Børnefamilieteamet, Kbh. Kommune) Spørgsmål fra Folketingets Spørgepanel Anbringelse af børn og unge fra etniske minoriteter Marianne Skytte (lektor, AAU, Den Sociale Højskole i Kbh.) Ahmet Demir (cand.pæd., familieterapeut) Henning Hjort (leder, Ellehus) Steen Elholm Christensen (souschef, Ellehus) Spørgsmål fra Folketingets Spørgepanel Anbragte børns forhold til det omgivende samfund/skolen Jens Bundgaard (centerleder, Udviklings- og Formidlingscenter for Socialt Arbejde Børn & Familier, Aabenraa) Peter Jensen (konsulent,, Udviklings- og Formidlingscenter for Socialt Arbejde med Unge i Hillerød, De fire årstider) Spørgsmål fra Folketingets Spørgepanel Præsentation af oplægsholderne

5 Skriftlige oplæg Introduktion til problemstillingen og høringen - Af Else Christensen Om grundlaget for beslutninger om anbringelse uden for hjemmet af børn og unge - Af Hanne Moos Hvad ved vi om kommunernes grundlag for at træffe beslutninger om anbringelse? - Af Tine Egelund Den gode anbringelse set fra en kommunal vinkel - Af Hanne Poulsen Beslutninger omkring anbringelser og ømme punkter i beslutningsgangene - Af Karin Kildedal Hvordan styrker vi udbuddet, bredden, og overblikket over pladserne? - Af Geert Jørgensen Familieplejen Danmark - Af Niels Dueholm Anbringelsesstederne - Problemstillinger, Udfordringer og Styringsmuligheder - Af Lillian Vaaben Kvaliteten, udbuddet og kontinuiteten i anbringelsespladserne - Af Kirsten Nissen Inddragelse af barnet/den unge som forudsætning for en god anbringelse - Af Bente Nielsen Hvorledes fremmes forældres ressourcer under barnets anbringelse - Af Charlotte Guldberg FBU ForældreLANDSforeningen - Af Birthe Nielsen Erfaringer fra det 2-årige Familierådslagningsprojekt på Ydre Østerbro i København - Af Pernille Ørskov Anbringelse af etniske minoritetsbørn - Af Marianne Skytte Behandl mig ordentligt, fordi det gør ondt i min sjæl! - Af Ahmet Demir Ellehus - Af Henning Hjort Tendenser, udfordringer og dilemmaer i forhold til den aktuelle diskussion om rummelighed i normalsystemet set med udgangs-punkt i det aktuelle fokus på kvalitet i anbringelsesarbejdet - Af Jens Bundgaard Nielsen Anbragte børns forhold til det omgivende samfund om samarbejdet mellem de kommunale myndigheder og anbringelsesstederne i forbindelse med udslusning og efterværn - Af Peter Jensen Program Deltagerliste Teknologirådets udgivelser

6 Resumé I foråret 2002 bad Folketingets Socialudvalg Teknologirådet om assistance til at arrangere en høring om anbragte børn og voksne. Efter valget i 2001 havde udvalget fået en ny sammensætning og flere medlemmer ville gerne diskutere dette emne grundigt igennem. Desuden havde særligt en enkelt sag bragt emnet op igen. Den såkaldte Græsted/Gilleleje Hobro sag, hvor et forældrepar, ved at flytte fra den ene kommune til den anden, havde fået ophævet en velfungerende anbringelse af deres barn. Høringen blev arrangeret af udvalget og Teknologirådet i fællesskab med hjælp fra Socialministeriet, Socialforskningsinstituttet og Landsforeningen af Opholdssteder og Skoletilbud (LOS). Høringen blev afholdt i en fyldt Landstingssal på Christiansborg d. 3. april Vold eller mangel på diplomati Når jeg er ked af det, så tager jeg altså et par bajere, og så er jeg ikke diplomat, men det er aldrig gået ud over børnene. Sådan forklarede Helge, der er far til den tvangsfjernede dreng Peter og hans to søskende, da han fortalte sin historie til programleder ved Socialforskningsinstituttet Else Christensen. Else Christensen interviewede ham til et forskningsprojekt, men valgte i anonym form at fremdrage dette eksempel i sin indledning til Socialudvalgets høring om anbragte børn og unge. For som så ofte i de sager, var der stor uenighed om, hvordan tingene egentlig forholdt sig, forklarede Else Christensen: Se, i Socialforvaltningen, der havde sagsbehandleren den opfattelse, at forældrenes livsførelse var et stort problem for Peter og for hans yngre søskende, forklarede Else Christensen, da hun indledte Folketingets Socialudvalgs høring om anbragte børn og unge. Det, som Helge kalder, at han ikke er diplomat, det kalder Socialforvaltningen, at når han har drukket, så banker han sin kone og undertiden også børnene, fortalte hun. Så de synes, at nu har de gennem årene fået så mange henvendelser, at børnene må anbringes. Peter kommer på skolehjem, for der er faktisk også problemer med skolen, og de to små kommer i familiepleje. Forældrene ankede sagen, men fik ikke medhold. Var det en rigtig beslutning, at Peter og hans yngre søskende skulle anbringes uden for hjemmet? spurgte Else Christensen forsamlingen. Hun undlod selv at svare, men brugte Peters eksempel til at gennemgå de problemstillinger, der kan være i en anbringelsessag. Problemstillinger, der gik igen i programmet for høringen: Er grundlaget godt nok, når en kommune beslutter at anbringe et barn? Er der et ordentligt udbud af pladser, hvor børn og unge kan anbringes uden at skulle skifte mellem flere forskellige anbringelser? Hvad er vigtigt for børnene, de unge og deres forældre? Er der særlige problemer med børn fra etniske minoriteter? Og hvordan hjælper man unge, der har været anbragt, til at leve et normalt liv når de fylder 18 og skal stå på egne ben? Mange faktorer har betydning for om en anbringelsessag går godt, slog Else Christensen fast. Har man tilstrækkelig viden om hvert enkelt barns sag? Holdninger og værdier hos sagsbehandlerne har også en betydning. Forestillingen om, hvad der er rigtigt familieliv, er medspiller i mange sager. 4

7 Og endelig er der også opgaven for værterne, Folketingsmedlemmerne; at føre en fornuftig politik på området: Politik kan i denne her sammenhæng beskrives som dels at åbne muligheder og dels at sætte grænser, sagde Else Christensen: For eksempel er der en politik for uddannelsesniveauet for sagsbehandlere eller andre, der arbejder med mennesker. Der er en politik for efteruddannelse, for ansvarsfordeling, for antal pladser, der er til rådighed, og for økonomien på et område. Og de fleste faglige beslutninger sker faktisk inden for et politisk rum, både det landspolitiske med de store rammer, og det lokale med de konkrete daglige beslutninger. Loven er god nok men. Allerede den første oplægsholder, ankechef Hanne Moos fra Den Sociale Ankestyrelse, slog dog som flere andre oplægsholdere fast at efter hendes mening har de gjort et udmærket stykke arbejde på Christiansborg. Regelsættet er grundlæggende godt nok, men det er jo ikke det samme som at regelsættet rent faktisk i praksis altid efterleves efter dets ordlyd og intentioner, sagde Hanne Moos og slog dermed en af dagens store temaer an: Er kommuner gode nok til at arbejde med anbragte børn og unge? Vi ser for ofte, at sagsbehandlingen i kommunerne ikke er god nok, forklarede Hanne Moos. Det er den tekniske og den kunstneriske udførelse, for at bruge skøjtesproget, som ikke altid er god nok. Det kan være de forebyggende foranstaltninger i hjemmet, der Pointer fra Hanne Moos oplæg: - Lovgivningen er grundlæggende god nok, men regelsættet efterleves ikke altid efter dets ordlyd og intentioner i kommunerne - Der laves meget godt arbejde i kommunerne, men for ofte er det kunstneriske indtryk ikke godt nok. Sagsbehandlingen halter på et eller flere områder - Den Sociale Ankestyrelse har taget initiativ til opkvalificering af de kommunale sagsbehandlere, gennem et undervisningsprojekt for over 1200 kommunale sagsbehandlere over hele landet og for børne- og ungeudvalgsmedlemmer. Styrelsen har oplevet en positiv effekt i sagsbehandlingen af den undervisning. Undervisningen fortsætter. - Tiden er inde til at samle erfaringer fra kvalitetsprojektet fra Socialministeriet og føre dem ud i livet. bliver iværksat for sent, det kan være, de er for utilstrækkelige eller over alt for lang tid, eller at man burde være skredet ind med en anbringelse allerede fra starten. Og det går jo ud over barnet, og barnets tid er kostbar, sagde hun. Flere andre oplægsholdere sluttede sig til kritikken af kommunerne. Børn inddrages ikke i det omfang de skal i deres egne sager, fortalte seniorforsker ved Socialforskningsinstituttet, Tine Egelund: Det er velbelyst i nordisk forskning, at børn er relativt usynlige i forvaltningernes arbejde med dem. I stedet fokuserer man på forældres, og det vil først og fremmest sige mødrenes livsførelse og afvigelser fra standardforventninger til forældreskab. Inddragelse af børnene kan ses som en kvalitetssikring af arbejdet, fordi et nuanceret kendskab til barnets hverdagsliv og samspil med forældre og andre er en forudsætning for at kunne udøve et kvalificeret fagligt skøn over barnets behov, forklarede hun i sit oplæg, og uddybede i den senere diskussion: 5

8 En af de begrundelser for ikke at inddrage børnene, som jeg har hørt i en dataindsamling, det er, at vi behøver ikke selv kende børnene, for det gør skolen, og det gør daginstitutionen. Og det kan jo være vældig problematisk, fordi skolen skal vurdere nogle andre ting end socialforvaltningerne skal, når de skal tage stilling til en anbringelse, fortalte Tine Egelund. Bente Nielsen, der er leder af støtte- og netværkscentret for anbragte børn, Baglandet i Århus, efterlyste, at de professionelle blev bedre til deres arbejde. Hun har selv været anbragt som barn og kender derfor systemets svagheder indefra. I praktisk taget alle skriftlige indlæg til i dag omtales vigtigheden af, at systemets omsorgs- og fagpersoner rustes langt bedre til at varetage deres respektive funktioner inden for anbringelsesområdet. Det kan jeg kun bifalde og på det kraftigste anbefale, at man går i gang med hurtigst muligt. En idé kunne også være, at opgaverne bliver fordelt Pointer fra Tine Egelunds oplæg: Undersøgelser viser at: - Sagsbehandlere kommer til overraskende forskellige konklusioner og træffer forskellige foranstaltninger, når de præsenteres for samme sag - Det ser ud som om, at man i kommunerne har meget forskellige procedurer for, hvordan anbringelsesbeslutninger kvalitetssikres Undersøgelserne før en anbringelse ( 38-undersøgelsen) laves ofte for dårligt, i nogle tilfælde slet ikke - Børnene inddrages ikke i processen i det omfang loven lægger op til. Men ser oftest kun på forældrenes (mest moderens) livsførelse - Afgørelserne i fjernelsessager bygger i højere grad på common sense, moralske forestillinger og kulturelt forankrede opfattelser af, hvordan en god barndom bør se ud end på fagligt funderede argumenter - Sagsbehandlerne har et overdrevet pessimistisk billede af, hvordan det vil gå børnene, hvis ikke kommunen gør noget. Til gengæld har de overdrevet optimistiske forventninger til resultatet af en anbringelse på en sådan måde, at alle - inklusive de børn og forældre, det drejer sig om - ved hvem, der tager sig af hvad. Ethvert barn eller ung, der yderligere svigtes på grund af uvidenhed fra systemets side, er et barn for meget. Det vil da være systemets omsorgssvigt, hvilket jeg vil vove at påstå er værre end forældrenes, sagde Bente Nielsen. Og forældrene svigtes også, kunne Birthe Nielsen, landsformand for Forældrelandsforeningen Børne- og Ungdomsbistand stemme i. De får for eksempel ikke tilbudt de støttepersoner, som loven giver mulighed for. Loven er relativ ny, og mange kommuner tilbyder det slet ikke, eller ved slet ikke ordningen findes og aner ikke hvordan, de skal håndtere den osv., forklarede hun og foreslog, at man laver et korps af støttepersoner, der kan kontaktes, hvis forældre til anbragte børn ønsker en hjælper. Sådan en ordning er kendt fra psykiatrien. Hvad kan vi gøre? Men hvis lovgivningen er god nok, og der alligevel er disse problemer, hvordan kan Folketingets så gribe sagerne an, ville René Skau Björnsson (S) vide: Hvad er det så, vi kan gøre her inde fra Folketingets side? Når det ikke fungerer i praksis, som Hanne Moos sagde, hvad skyldes det? Er det en politisk lokal modvilje? Er det socialrådgiverne og sagsbehandlerne og familiebehandlerne lokalt, der bremser det her arbejde? Er det økonomien i den enkelte kommune?, spurgte han. 6

9 Og det mente Karin Kildedal fra Ålborg Universitet at have svaret på. Tag ansvaret for at finde en god anbringelsesplads fra kommunerne og placer det i en række centre otte til tolv foreslog hun hvor man kan sikre, at arbejdet laves ordentligt. Utrolig mange børn i Danmark bliver jo anbragt som papirsager, det vil sige, at rådgiveren læser papirerne og ringer et eller andet sted hen eller nogle steder hen og finder ud af, der er en plads uden nogen sinde at have talt med barnet, sagde Karin Kildedal: Sådan tror jeg, langt, langt de fleste børn bliver anbragt. Og det er på grund af to ting, tror jeg; dels manglende erfaring med at tale med de her børn, og dels kræver det tid at lære barnet at kende, og det kan man simpelt hen ikke under de rammer, man arbejder under, sagde Karin Kildedal, der ikke tror på, at kommunerne kan rette op på problemerne: Der findes jo et hav af små kommuner i Danmark, som aldrig ville kunne leve op til det her. Et hav af små kommuner, hvor sagsbehandlerne har en anbringelse hvert andet år, og det bliver man altså ikke specialist af. Man kan ikke lave en anbringelse, når man kun ser en sag hvert andet år, og ude i de små kommuner vil man heller ikke kunne udbyde kurser til plejeforældre, grupper af plejebørn eller grupper af biologiske forældre, argumenterede hun og foreslog, at man kunne lade et antal kommuner slå sig sammen om at danne centre. Det der med centre kan jo forstås på mange måder, for det kan jo også forstås som, at x antal kommuner skulle slå sig sammen om at lave et fælles center omkring det her arbejde, for at få den kvalificering ind i det, sagde Karin Kildedal. Pointer fra Birthe Nielsens oplæg: - Lovgivningen er god nok, men intentionerne i lovgivningen bør efterleves bedre i praksis - Den faglige viden på området bør bruges mere - Børn, der er anbragt, har ret til at kende deres rødder: Deres biologiske forældre - Forældre bør tilbydes en støtteperson, når deres børn anbringes - Forældrene bør i videst muligt omfang bevare et ansvar og opgaver i forbindelse med det anbragte barns dagligdag og tilværelse i øvrigt Pointer fra Bente Nielsens oplæg: - Unge, der har været anbragt, er i alt for ringe grad rustet til at stå på egne ben, når anbringelsen ophører - Der bør fokuseres meget mere på de stærke sider hos de børn og unge, der er anbragt uden for hjemmet, børn der har løftet store byrder i hjemmet kan vende det til en styrke, som man ikke må tage fra dem i misforstået godhed - Børn og deres forældre bør inddrages meget mere både før, under og efter beslutningen om at etablere en anbringelse, og både forældre og barn bør have en støtteperson i hele processen - Der er brug for bedre uddannede professionelle, og plejeforældre skal rustes bedre bl.a. med mulighed for supervision Hendes synspunkt mødte dog ikke meget støtte fra de andre oplægsholdere. Hanne Moos fra Den Sociale Ankestyrelse mente, at man i stedet for at ændre hele systemet skulle koncentrere sig om de ømme punkter man allerede kender til. Der er foretaget så mange analyser af det nuværende system, at for mig at se bør man bruge kræfterne på at sætte ind på de ømme punkter i det nuværende system, vi har, fordi vi ved godt, hvor de er, sagde hun og uddybede: Og der er jo forskellige ting at gøre: At bedre sagsbehandlernes uddannelse på området, som det jo er politisk diskuteret allerede; at der skrides politisk ind i kommunerne, så man prioriterer og opprioriterer anbringelses- 7

10 området; at man giver bedre retningslinjer for arbejdets udførelse, standarder og metode i arbejdet, og herunder også supervision; og at man foretager en realistisk tidsmæssig og ressourcemæssig dimensionering af disse sager, som jo er nogle af de vanskeligste overhovedet, også hvis kvaliteten skal være i orden. Og så endelig, at man udarbejder regionale og landsdækkende fortegnelser over, hvad der er af anbringelsessteder på området, det er noget, man har efterlyst længe, og som man nu er i gang med. Jeg synes, det er meget vigtigt, man hurtigt får det afsluttet, sådan at man rundt omkring kan se, hvad er der af anbringelsessteder, hvad er der af ledige pladser, sagde Hanne Moos. Men selv om der ikke var den store trang til at ændre systemet grundlæggende blandt oplægsholderne kunne de dog blive enige om, at nogle tinge måtte gøres bedre. Særligt at børnene skulle høres mere. Et udbredt synspunkt var, at børn, der er inddraget i anbringelsessager bør have en fast kontaktperson som støtte igennem hele forløbet fra sagen rejses til anbringelsen er afsluttet. Bør man ikke også sige, at børn allerede måske fra årsalderen har krav på en advokat? spurgte Jette Bergenholz Bautrup (S). En støtteperson er en god idé, men det skal nok ikke være en advokat, indvendte Line Barfod (EL): Der ikke er behov for at sætte flere advokater ind. Jeg skal nok lige sige, jeg er selv advokat, og advokater er udmærkede til at løse juridiske konflikter, men vi er overhovedet ikke uddannet til at gå ind i sociale spørgsmål sagde hun og fortsatte: Derimod synes jeg, at ideen om at have en fast støtteperson eller værge, eller hvad man nu vil vælge at kalde vedkommende, som kan følge barnet hele vejen igennem, uanset hvor barnet bliver flyttet hen, og hvor forældrene flytter hen osv., lyder spændende. Det samme gjorde René Skau Pointer fra Karin Kildedals oplæg: - Cirka en tredjedel af de børn, der bliver anbragt, viser sig at være fejlanbragte, dvs. at de bliver flyttet mere end tre gange - Ideelt set bør et barn ikke anbringes mere end to gange, en gang på en døgninstitution, mens tingene bliver udredet, og derefter i en permanent anbringelse - Kommunernes problemer med at håndtere anbringelsessager kan ikke håndteres af kommunerne. I stedet bør man oprette en række centre, der med faglig ekspertise og erfaring kan håndtere anbringelserne Björnsson (S). Men han kunne dog, forklarede han, blive bekymret for om man i forsøgene på at inddrage barnet mere, kunne gøre det skade. Hvor er grænsen mellem at beskytte barnet og så at barnet selv er med til at træffe de beslutninger, som angår barnets liv. Jeg vil godt høre din holdning til det, sagde han henvendt til Bente Nielsen fra Baglandet. Hun mente ikke, at der principielt var noget i vejen for at inddrage børn mere i deres egne sager. Men det måtte ske på forsvarlig vis: Hvis man har sin faglighed i orden, så mener jeg ikke, at der er nogen grænse for, hvad man egentlig kan spørge børn om, når det er, at de børn alligevel har haft det tæt inde på kroppen, forklarede hun. Men det handler selvfølgelig også om at have tid, og om grunduddannelse og efteruddannelse. Udannelse, uddannelse, uddannelse Netop uddannelse pegede flere af oplægsholderne på som en nødvendighed, hvis arbejdet med anbragte børn og unge skal gøres bedre. Hanne Poulsen fra Greve Kommune var med for at fortælle om arbejdet i Greve, hvor de har haft succes med at opprioritere området anbragte børn og unge. På tretten år har de reduceret antallet af børn, der er anbragt uden for hjemmet, 8

11 fra 225 til 90. Men de lettelser, det har givet i økonomien, har fået lov at komme arbejdet på området til gode. Men man kunne jo bare have sparet alle de penge dengang, men det gjorde Pointer fra Hanne Poulsens oplæg: - Godt arbejde i anbringelsessager bevarer fokus på børn og forældre - Godt arbejde fordrer nærhed og skal foregå i barnets nære miljø - En anbringelse kan ske så nænsomt og skånsomt som muligt, ved at forældrene er enige i formålet - Der skal være en kontaktperson til barnet under anbringelsen. Det behøver ikke være familierådgiveren, det behøver ikke være familieplejekonsulenten, det kan være en væsentlig lærer, men der skal være en person, som kan følge barnet - Hvis arbejdet med anbringelsessager skal blive bedst muligt kræver det enighed og engagement fra såvel politikere, kommunal ledelse og kommunale medarbejdere man ikke politisk. Forudsætningerne for, at man kan lave det her arbejde i Greve Kommune, eller i en kommune i det hele taget, er, at man skal give sagsbehandlerne nogle ordnede forhold. Jeg kan sige, at hos os virker det med 35 sager pr. rådgiver. Og når jeg siger 35 sager, så er det jo ikke anbringelsessager. Det kan man jo selv regne ud med vores anbringelsestal. I snit så har hvert sagssted 6-7 anbringelser. Det kunne lyde meget, ja animerende til at søge til os, at man kun har 35 sager, men det kræver dyb kvalifikation og videreuddannelse. Rådgiverne hos os skal hele tiden være villige til at videreuddanne sig. Vi har lavet vores egen børn og ungeuddannelse i tæt samarbejde med Esbjerg Sociale Højskole og Københavns Sociale Højskole, så man hele tiden plejer både praksis og teori. Man kan ikke komme bare fra Den Sociale Højskole, og så komme ud at lave det her arbejde. Men det er kommunerne, det er virksomheden, som er ansvarlig for at efteruddanne sine egne medarbejdere. Det indebærer efteruddannelse, fortalte Hanne Poulsen. Kirsten Nissen, forbundsformand for Socialpædagogernes Landsforbund, var helt enig. Lovens krav om individuel behandling og inddragelse af barnet gør det umuligt at betragte anbringelsessager som et rutinearbejde med standardløsninger. Når det så er sådan og det synes vi er vigtigt og rigtigt, at det er ja så er det jo også nogle nye måder, som vi skal give tilbuddene på. Og det passer os som sagt fint, men det stiller også nogle større krav til medlemmerne, både om effektivitet og fleksibilitet og forandring, og dermed selvfølgelig også et yderligere uddannelsesbehov, forklarede hun. Pointer fra Kirsten Nissens oplæg: - Lov om social service indebærer, at børn eller unge, der skal anbringes, ikke må tilbydes en standardydelse. Indsatsen skal hver gang være individuel - Det stiller store krav til uddannelsen af de personer, der arbejder med anbragte børn og unge - Men der mangler faktisk viden om både processerne i indsatsen og det produkt, der kommer ud af den. Viden om de umiddelbare resultater og også, om resultaterne har virkning på længere sigt Flere oplægsholdere, herunder Karin Kildedal, der selv underviser, gjorde opmærksom på, at det nok ikke lader sig gøre at lægge mere ind i grunduddannelserne. Og tidligere undervisningsminister Margrethe Vestager, der var med i politikernes spørgepanel var enig: Jeg tror ikke, at det giver mening at gøre grunduddannelsen længere eller fylde mere ind i den for den sags skyld. Jeg tror, det er helt afgørende, at man laver meget velstrukturerede efter- og videreuddannelsesforløb, som man opfatter 9

12 som en pligt både for fagpersonen, men også fra kommunens side. Det springende punkt er, om kommunerne er villige til at afsætte ressourcer til medarbejdernes uddannelse i den forstand, og der vil jeg spørge Hanne Poulsen, om det er dit indtryk, at andre kommuner har den samme forbilledlige optagethed af medarbejdernes forudsætninger for at løse de her opgaver? Ikke alle måske, men mange er interesserede i, hvad Greve Kommune gør, kunne Hanne Poulsen fortælle: I de sidste år har haft besøg af i hvert fald 38 kommuner, så man er optaget af at gøre det her anderledes, det er bare svært at få taget hul på det. Fordi hvor skal man starte? Hos os var det økonomisiden, som var den drivende i sin tid, men man vil i hvert fald gerne, sagde hun. Greve Kommune er langt fra den eneste, hvor der sker en udvikling. Pernille Ørskov, der er teamchef for Børnefamilieteamet i Københavns Kommune kunne også fortælle om deres forsøg med at forbedre arbejdet med anbragte børn. De bruger nu såkaldte familierådslagninger, hvor en større gruppe af familiemedlemmer og andre pårørende inviteres til at diskutere problemerne i den pågældende familie og så give deres bud Pointer fra Pernille Ørskovs oplæg: - Lovgivningen er god nok, men både politiske og administrative ledere i kommunerne kan blive bedre til at lægge en klar linje for arbejdet med anbragte børn - Familierådslagning er god til at afdække de forhold, som 38- undersøgelsen skal belyse Arbejdet med familierådslagning har betydet at børnene inddrages mere - Forsøg med udvikling kræver ekstra ressourcer og overskud på en løsning. Forsøget har løbet i to år, og foreløbigt er resultaterne positive, kunne Pernille Ørskov fortælle: Familierådslagning giver faktisk svaret på de her spørgsmål, der skal stilles i undersøgelsesarbejdet, altså 38- undersøgelsen. Hos os er de blevet væsentligt mere grundige, fordi vi får familierne med som aktive spillere, fordi de ser frem til en familierådslagning, hvor de er meget væsentlige elementer det er dem, der udfærdiger en stor del af handleplanen. Det vil sige, at familiemedlemmerne plus netværket og barnet går aktivt med ind i undersøgelsen. Det vil sige, at medarbejderne nu taler med børnene helt ned til 7-8-års-alderen, hvad de ikke gjorde så meget før i tiden. Det vil sige, børnene ved, hvad det er, der skal ske på det her møde, og de ved, at der skal ske noget, man skal i gang med at støtte det her barn, forklarede hun. Bente Nielsen fra Baglandet i Århus, pegede dog på, at uddannelse ikke gør det alene. De personer, der skal tage sig af børnene og de unge, skal have modet til at være synlige rollemodeller: Ja, det jeg mangler, det er jo, at de fagpersoner, socialrådgivere, pædagoger og hvem, der ellers er omkring børn og ikke mindst plejeforældrene, at de tør at være sig selv, det er egentlig det. Og støttepersoner, ja, man kan egentlig meget let gå hen og blive den person, som er den mest gennemgående person i det barns liv. Mange anbragte børn har været udsat for mange svigt og også mange brud i deres barndom, og bare en person, viser undersøgelser, kan være med til at gøre en mønsterbryder senere hen, altså en person, der kan få livet til at lykkes på trods. Voksne, som viser sig som det menneske, det er på godt og ondt. Sådan, at man ikke føler, at man er det eneste menneske i hele verden, der har nogle mystiske familieforhold, men at pædagogen eller plejeforældrene også kan have nogle eksistentielle problemer. Jeg mener ikke, man skal pådutte plejebørn eller anbragte børn disse, men man bør heller ikke feje noget ind under gulvtæppet, så den unge føler, at det kun er ens egen familie, der er noget galt med. Altså nogle synlige voksne på godt og ondt, og det gør også, at 10

13 man ikke føler sig så mislykket som person, heller ikke senere hen i voksentilværelsen, sagde Bente Nielsen. Når forældrene flytter Kommunerne er ikke alene om at bære ansvaret når en anbringelsessag går skævt, viste høringen. Barnets biologiske forældre kan også sabotere en anbringelse. For eksempel ved at flytte. Så skal en ny sagsbehandler starte forfra på sagen, og det samarbejde, der er opbygget mellem kommune og anbringelsesstedet, skal bygges op igen. I nogle tilfælde er barnet blevet flyttet tilbage til de biologiske forældre eller til en anden anbringelse. Det var tilfældet i en sag, der fik stor opmærksomhed på høringen. Det er en sag, der blandt fagfolk kendes som Græsted-Gilleleje Hobrosagen, hvor en kvinde med et anbragt barn flyttede fra Græsted-Gilleleje kommune til Hobro Kommune. Hobro Kommune afgjorde, at barnet ikke længere skulle være ved sin plejefamilie. Særligt Anne Baastrup (SF) var optaget af denne sag: Der hvor jeg ser problemet, det er, at der er ikke nogen, der passer på barnet, når der kommer en konflikt mellem anbringende kommune og handlekommune (i dette tilfælde Græsted- Gilleleje og Hobro Kommune, der var uenige om anbringelsen, red.), sagde Anne Baastrup. Hun mente, at Den Sociale Ankestyrelse kunne spille en mere aktiv rolle i denne type sager og afgøre sådanne tvister. Hun fik støtte fra Niels Dueholm, formand for Familieplejen i Danmark: Vi kunne godt have ønsket os en sanktionsmulighed, der hed, at Ankestyrelsen, rent bortset fra at den Pointer fra Niels Dueholms oplæg: - Familiepleje er det mest skånsomme indgreb for barnet, for det ved, hvad en familie er og det bevarer en vigtig tilknytning til det normale samfund - Familieplejen i Danmark har besluttet at intensivere arbejdet med netværk for pleje- og biologiske forældre - Alle plejeforældre skal gennemgå en grunduddannelse, før de modtager børn i familiepleje, som kan fortælle dem og lære dem, hvad det vil sige at have med fremmede folks børn at gøre fastholdt anbringelsen, kunne have fastholdt et krav om en fornyet undersøgelse, altså en udsættelse, før der blev truffet en endelig beslutning, sagde han. Men Hanne Moos fra Ankestyrelsen frabad sig dog denne opgave. Jeg mener ikke, vi skal ind og vurdere, hvordan barnet skal anbringes, for vi har ikke det nærkendskab, der skal til. Vi er en efterprøvelsesinstans, som går ind og ser på den retslige side af sagen, altså er de formelle ting opfyldt? Vi skal ikke ind og vurdere det ene anbringelsessted i forhold til det andet. Jeg mener, at man, jo mere man udhuler kommunernes ansvar for at være dem, der skal foretage de rigtige ting i anbringelsssagerne, jo mere ansvarsforflygtigelse vil der blive. Derfor tror jeg, det er utrolig vigtigt, at vi ikke går ind og ligesom laver for mange huller i osten og rokker på princippet om, at ansvar og kompetence ligger hos kommunerne, sagde hun. Plads til alle? Høringen viste dog også, at en del af problemerne i sager om anbringelse af et barn uden for hjemmet skyldes en vis mangel på steder at placere dem. Og måske især mangel på overblik over de pladser, der er til rådighed. Geert Jørgensen, der er sekretariatschef i Landsforeningen af Opholdssteder og Skoletilbud (LOS), pegede på, at sagsbehandleren i 26 % af alle sager ikke tror, at de har fundet et sted at anbringe barnet eller den unge, der passer til deres behov. 11

14 Pointer fra Geert Jørgensens oplæg: - Det største problem er pladsmangel på opholdsstederne - I 26 procent af anbringelserne så har sagsbehandleren ikke tro på, at de har matchet barnets behov med anbringelsesstedets ressourcer - Det er en skrøne, at priserne på opholdsstederne er steget voldsomt - Udgifterne til anbringelse stiger fordi Folketingets selv ønsker flere, tidligere og længere anbringelser Det er jo beskæmmende, at i 26 procent af anbringelserne så har sagsbehandleren ikke tro på, at de har matchet barnets behov med anbringelsesstedets ressourcer. Det betyder, at sidste år var der børn og unge, der fik et tilbud, som sagsbehandleren kun delvist mente, levede op til deres behov Og ud af dem var der 1.091, cirka 8 pct. af de anbragte, der fik et tilbud, som sagsbehandleren simpelt hen ikke mente levede op til deres behov, men vedkommende havde ikke andet valg eller kunne ikke finde andet. Det er dybt beskæmmende, sagde Geert Jørgensen. Han pegede især på, at der er behov for at systemet skaber et overblik over de tilbud, der er om anbringelsespladser. Computeren blev opfundet for 20 år siden. Det er flere år siden, at vi lavede centrale oversigter over opholdssteder. Vi har på vores hjemmeside lister over, hvor der p.t. er ledige pladser, så sagsbehandlere slipper for at skulle ringe til 300 forskellige opholdssteder, inden hun finder ét, hvor der er ledigt, sagde han. Det fik dog René Skau Björnsson (S) op af stolen: Geert du er inde på, at 26 pct. af anbringelsessagerne ikke er optimale, og du giver systemet skylden. Men er I en del af systemet, eller er I ikke det? Du siger, systemet har et problem. Har I ikke et problem også? Hvad gør I for at dokumentere jeres indsats? Hvad gør I for at bedre de tilbud, der er? Jeg håber, at der også kommer en selverkendelse af, at I måske også har et problem, Geert Jørgensen holdt dog fast på, at de private opholdssteder og skoletilbud, som han repræsenterede er hurtige til at udvikle og forbedre de tilbud de har. Men det, der er problemet er, at det offentlige system på nogle punkter er lidt trægt. Det tager lidt tid, fra man bliver enige om, at nu skal der altså laves nogle pladser, til man så rent faktisk kan få lavet dem. Der er noget af det, det helt konkrete, ting omkring planlove og hvad ved jeg, som man simpelt hen ikke kan lave om på. Men en anden del er også i det, sådan som jeg ser det, at det er et problem for de offentlige institutioner, at de er centralt styret fra amterne. Jeg tror, at det havde været langt bedre, at den i langt højere grad ligger ude på institutionerne. Så måtte Lilian Vaaben, afdelingschef i Familieafdelingen i Fyns Amt, markere: Jeg er bestemt ikke enig med Gert Jørgensen i hans fremstilling af det amtslige institutionsapparat som et gammelt, forstenet system. Tværtimod så har vi inden for det Pointer fra Lilian Vaabens oplæg: - Lovgivningen er udmærket. Den giver mulighed for en individuel indsats inden for et bredt spekter af muligheder. Dog bør reglerne om de private tilbud præciseres - I de seneste år er der sket en voldsom vækst på dette område. Det skyldes dels ændret lovgivning, dels at kommunerne er begyndt at lade faglige vurderinger alene afgøre anbringelsessagerne - Vi har generelt de typer af anbringelsessteder, der er brug for, men der er kapacitetsproblemer - Kontinuitet i anbringelsen afhænger i høj grad af, om kommunen finder det rigtige sted til barnet/den unge. Det kræver grundigt forarbejde fra kommunen - Anbringelsessteder skal på deres side kunne dokumentere, hvad det er de tilbyder og dokumentere resultaterne 12

15 amtslige døgninstitutionsområde løbende en meget tæt opfyldning og planlægning og er i dialog med kommunerne om, hvad det er for nogle opgaver, de ønsker løst i vores system, sagde hun. Det fik Margrethe Vestager (RV) til at bemærke: Det er som om, at der er ikke særlig meget tillid mellem familiepleje, privat anbringelse, offentlig amtslig anbringelse, til at de andre faktisk laver et ordentligt stykke arbejde. Og det er måske en af grundene til, at der er et fravær af erfaringsudveksling og åbenhed i forhold til, hvad man gør. I sidder og kommer med sådan nogle sidebemærkninger til hinanden, som handler om, at man ikke rigtig kan regne med, at de andre gør det ordentligt, sagde hun og fortsatte med et spørgsmål: Hvordan får vi flere pladser? Fordi med en belægningsprocent på så vidt jeg husker 98, så er der ingen fleksibilitet. Kun Lilian Vaaben havde et svar. Hvordan får vi flere pladser? Ja, det gør vi jo ved at lave nogle flere pladser, hvis vi får penge til det. Men der er også andre elementer: Er det nødvendigt at anbringe så mange flere børn, som vi gør i øjeblikket? Eller er det fordi, vores forebyggelse ikke virker efter hensigten? Og så kunne vi jo også kigge på, hvordan bliver de pladser, vi har, udnyttet, sagde hun. Jeg har i hvert fald i mit amt måttet gå tæt til kommunerne for at få kommunerne til at arbejde videre med at få de børn, der var færdigobserveret, videre til rette tilbud. Jeg ser en ny mulighed i grundtakstmodellen, hvor amtet skal ind og give tilsagn om at være medfinansierende på de dyre anbringelser. Der oplever jeg nemlig, at vi på det møde, hvor vi drøfter vores tilsagn til denne her udgift og plan med kommunen, får kvalificeret visitationen og hele anbringelsesgrundlaget i hvert fald i de dyre anbringelser. Og jeg mener faktisk, Pointer fra Charlotte Guldbergs oplæg: - Familieliv og forældreskab er blevet en af de værdier vi hylder mest - Det er en socialromantisk drøm at tro, at vi blot ved at erstatte et miljø med et andet kan få et barn til at trives - At blive adskilt fra sit barn udløser en livskrise for både forældre og barn, som vi bedst hjælper dem igennem ved at give forældrene tillid til egen formåen frem for at fastholde en depressiv og magtesløs opfattelse af sig selv at det er med til at kvalitetssikre visitationen. Det koster 14 dage ekstra, men det er det værd, sagde Lilian Vaaben. Charlotte Guldberg, der er forstander på Skodsborg Obeservationshjem, pegede dog på, at diskussionen om anbragte børn ikke måtte ende i en diskussion om, hvordan man skaffede pladser nok. Man burde også diskutere, hvordan man sørger for, at der anbringes færre børn. Nogle gange så lever børn under så kummerlige kår, at det er nødvendigt at skride ind med tvang, ingen tvivl om det. Men jeg har nu også som socialarbejder en ambition om at leve i et samfund, hvor vi anvender så lidt tvang som overhovedet muligt over for det enkelte menneske, sagde Charlotte Guldberg: Jeg ved ikke, om I kan mindes den bølge, der var af ønsker om tvangsbortadoption, flere tvangsfjernelser og tvangsbehandling af misbrug hos gravide kvinder. Vi forsøgte nærmest at kriminalisere det at indtage alkohol under svangerskabet. Det var nærmest flot, når kommunerne tvangsanbragte mange børn. Det ser jeg som et udtryk for det offentliges magtesløshed, og derfor stiller jeg spørgsmålstegn ved, om man egentlig løser dybt menneskelige personlige problemer ved at anvende tvang. Det kan godt være, at vi skulle 13

16 finde nogle andre løsninger, det kræver bare mere tid og flere ressourcer, sagde Charlotte Guldberg. Et meget konkret eksempel på de problemer, som kan opstå, når man forsøger at lave et nyt opholdssted, kunne Henning Hjort og Steen Elholm Christensen præsentere på høringen. De er leder og Pointer fra Henning Hjorts/Steen Elholm Christensens oplæg: - Alt for meget af vores tid er gået med økonomi - Det har været meget svært at motivere forældrene til at komme på institutionen - Arbejdet med børn og unge med anden etnisk baggrund kræver en anden og på mange måder anderledes arbejdsform souschef på Ellehus, et udrednings og observationscenter for børn og unge med en anden etnisk baggrund end dansk. Centret startede i august 2001 og løb fra starten ind i problemer, fortalte Henning Hjort. Forkert personale, børn der kommer ind, som personalet slet ikke var gearet til at modtage, et stort problem vedrørende økonomi, et stort problem vedrørende et samarbejde med et amt, som jeg i hvert tilfælde ikke betragter som en samarbejdspartner men mere som en kontrolfunktion, og en grundtakstmodel som vi rigtigt får at mærke ved, at vores økonomi er ved at løbe af stabelen, remsede han op. Økonomien var så trængt, at han på høringen ikke vidste om stedet ville overleve eller ej. Og i modsætning til Lilian Vaaben så Henning Hjort ikke særligt meget godt i grundtakstmodellen. Vi tæller virkelig på knapper i forhold til, om vi er her eller ej. Jeg kan sige, at i går erklærede personalet os konkurs ud fra, at der ingen lønninger blev udbetalt her til den første. Souschef Steen Elholm Christensen supplerede: Hennings og min intention omkring Ellehus har også været, at vi ville bare være så gode og virkelig sætte os ind i at have et sted, som man virkelig kunne bruge til børn med anden etnisk baggrund. Men det eneste, der har kørt rundt i hovedet på os hele tiden, er økonomi, og vi er begge to uddannet pædagoger. Vi vil altså gerne have noget at gøre med børnene i stedet for. Men vi har ikke gjort andet end at rende rundt efter de skide penge, fra vi har startet til nu. Nu ved vi alt om konkursbo, og det er jo ikke det, vi ville dygtiggøre os i, da vi startede på Ellehus, fortalte han. Der var også nogen uenighed på høringen om, hvorvidt det var en god idé at lave et særligt tilbud for børn og unge fra etniske minoriteter. Familieterapeut Ahmet Demir holdt på, at det ikke er særlige etniske eller kulturelle problemstillinger, der fører til, at børn og unge af en anden baggrund end dansk bliver anbragt uden for hjemmet. De bliver anbragt af de samme grunde som alle andre børn i Danmark, sagde han. Mange af jer tror, at vi har en kollektiv Pointer fra Ahmet Demirs oplæg: - Der er for meget snak og for lidt handling, når det handler om anbragte børn og unge - Indvandrere har ikke en mere velfungerende familiestruktur end danskere, de har også brug for hjælp en gang imellem - Kommunerne har ikke de rigtige tilbud - Det kræver særlig træning at arbejde med anbringelsessager og velfungerende familiestruktur, og jeg har gjort meget ud af at fortælle i mit oplæg, at det eksisterer ikke. Vi har brug for offentlig hjælp. Men kommunerne, amter, staten er i afmagt. De aner ikke, hvad de skal stille op med Ali, Ahmet og Søren, og derfor har vi mange gadebander rundt omkring, gadeuro. Det er vores ansvar at tage sig sammen og gøre noget ved det. Det er dig og mig, der er 14

17 medansvarlig for mange af dem, der er på gaden, der slår folk. De har været i vores systemer, det er ikke forældrenes børn, det er efterhånden dine og mine børn, sagde han. Marianne Skytte, lektor ved Ålborg Universitet og Den Sociale Højskole i København, bakkede op. Det er ikke kultur, der gør, at de børn bliver anbragt. Man kan heller ikke sige, at det ikke er en omsorgskultur, de kommer fra. Faren er, at vi kulturaliserer traumer, så snart det er børn fra andre steder af verden. Jeg tror, faren er, at vi får lavet en etnisk industri omkring det her, som om man netop skal have 33 mio. kr. til nogle børn, der skal have nogle helt særlige tiltag. Jeg mener det, de børn skal have, det er nogle tiltag, hvor vi viser respekten for børnene ved, at de også kan tale deres modersmål på sproget, det også er tilladt at være muslim, man også kan få halalkød. Det er det, der er det vigtige. Det er i og for sig ikke noget specielt med kultur. Det er jo fælles for alle børn, at vi skal have respekt for deres konkrete kulturbaggrund. Og der har vi et kæmpe problem i dag, fordi vi over en bank anbringer de børn, hvad enten det er i plejefamilie eller opholdssteder eller døgninstitutioner, på anbringelsessteder, hvor det er rent dansk personale, sagde Marianne Skytte, og slog fast, at børn af etniske minoriteter stadig anbringes i indre omfang end børn i almindelighed. Pointer fra Marianne Skyttes oplæg: - Børn og unge fra etniske minoriteter bliver anbragt uden for hjemmet i mindre udstrækning end andre, og der iværksættes færre forebyggende foranstaltninger - Børn og unge fra etniske minoriteter anbringes af samme grunde som andre - Danmark er via FN's konvention om barnets rettigheder, og Den Europæiske Menneskeretskonvention forpligtet til at sikre kontinuiteten i børns liv, og dermed også anbringe børn og unge fra etniske minoriteter på en måde, der sikrer kontinuiteten - Det er vigtigt at anbringe dem i miljøer, hvor den etniske mangfoldighed afspejles, så de ikke bliver yderligere udsat Men hvis der ikke er særlige grunde til, at børn fra etniske minoriteter anbringes uden for hjemmet, og de ikke har brug for andet end den samme respekt for deres særpræg som andre unge, hvad er det så, der er problemet, ville formanden for socialudvalget Tove Videbæk (KrF) vide. Hvad er det, du mangler fra os? spurgte hun med adresse til Ahmet Demir. Vi har jo egentlig meldt ud via serviceloven, hvad det er, vi forventer, at der bliver gjort for børnene. Men hvad er det, du mangler i den, hvad er det, du mangler, at vi siger? Og du skriver så også om krav og forventninger til mig og andre professionelle. Hvad er det, du mangler helt præcist? Det, jeg savner mere, er at vi bliver i stand til at bevæge os fra mødelokalerne ud i den virkelighed, hvor familien befinder sig, svarede Ahmet Demir og forklarede med et eksempel: Jeg har set masser af familier, der er beskrevet som farlige, at man skal have politiet med og alt muligt. Men når jeg møder op, er det mennesker ligesom dig og mig. De er enormt glade for at møde dig. I en familie, som bliver beskrevet som, at de ikke er motiveret til anbringelse, er det lige tværtimod. Moderen eksempelvis går med til det, det eneste hun spørger mig om er: min dreng han er 10 år, han smider sine dyne om aftenen. Når han bliver anbragt på et opholdssted, hvem lægger dyne på?, fortalte han. Så det, jeg savner konkret (af de professionelle, red.), er at man kommer ud til familierne. Det, jeg forventer af politikerne, er, at I lader være med at misbruge disse problemer, når I skal profilere jer partipolitisk. Vær sød at holde op med det. I må gerne diskutere problemerne, men det skal være på sagligt grundlag. 15

18 Når Ali begår en kriminel handling, så kommer der 117 politikere på skærmen og skal give deres bud på, hvad der skal gøres. Det har jeg ikke brug for. Høringen afsluttedes med en diskussion om, hvad der egentlig er brug for. Hvad børn og unge, der er anbragt eller har været det, skal bruge for at kunne passe ind i det normale samfund. Og det er ikke sådan lige til, kunne Jens Bundgaard fortælle. Han er centerleder for Udviklings- og Formidlingscenter for Socialt Arbejde med Børn og Familier. For det er ikke altid, at det normale samfund er særligt imødekommende, fortalte han. På et tidspunkt var det oppe, at skoler burde gøre mere for at rumme elever med sociale eller familiemæssige problemer. Men det blev ikke til så meget. Jeg tror, den første kommune jeg stiftede bekendtskab med, da jeg arbejdede bevidst med tanker om rummelighed, var Odense Kommune, og det er år siden. De var faktisk langt fremme. De var så langt fremme, så de var begyndt at overveje politisk, om man skulle indføre sanktioner i forhold til skoler og daginstitutioner, der ikke var i stand til at rummeliggøre sig og Pointer fra Jens Bundgaards oplæg: - Vi udskiller flere og flere fra normalsystemet, og vi gør det tidligere og tidligere - Vi udskiller overvejende på grund af adfærd. Rummelighed i normalsystemet handler derfor i høj grad om rummelighed på stuen i en daginstitution, og i klassen i en skole - Vi er nødt til at have modet til at skelne mellem, hvad der er attraktiv faglighed, og hvad der ikke er særlig attraktiv faglighed - Vi skal blive bedre til at overføre erfaringer mellem anbringelsessystem, specialsystem og normalsystem omvendt give belønninger til skoler og daginstitutioner, der var i stand til at rummeliggøre sig. Men de gik fra det igen, fordi de blev bange for; punkt et, de meget selvstændige skoler og punkt to, de meget stærke forældre og mærkede en modstand imod det derfra, forklarede han. Villy Søvndal (SF) mente dog, at vi i de kommende år vil opleve et stort træk mod at gøre skoler og andre dele af det normale system mere rummelige. Simpelthen fordi man håber at kunne spare penge ved at lade dem tage sig af børn og unge med problemer. Jeg tror, der vil være kolossale anstrengelser mod rummelighed i den næste periode. Det vil være hele trenden i de næste år primært dikteret af økonomisk nødvendighed, og det vil sige, at spørgsmålstegnet ved effekten af det, man laver, vil komme skyllende ind over med en styrke, som vi aldrig har set før. Hvordan kringler vi den?, spurgte han. Det fik Margrethe Vestager (RV) til at bemærke: Det er blevet sagt af stort set alle, at det handler om at sikre børn gode opvækstvilkår. Og alligevel så har vi næsten ikke talt om andet end de barrierer, der er mellem voksne mennesker i forhold til at få det til at fungere. Det virker stadigvæk som om, at voksne ikke kan finde ud af at mobilisere deres ressourcer i forhold til at overkomme faglige barrierer og økonomiske barrierer i forhold til det, som er den fælles målsætning. 16

19 Og det indtryk kunne konsulent Peter Jensen fra Udviklings- og Formidlingscenter for Socialt Arbejde med Unge kun forstærke. Han talte om efterværn, de tilbud der er til anbragte børn og unge, der er fyldt 18 og pludselig skal klare sig selv, og han kunne opremse en liste af problemer fra geografisk isolerede institutioner med uhensigtsmæssige arbejdsforhold. Alt sammen medvirkende til, at man først meget sent holder op med at tale om grunden til, at den unge er blevet anbragt, og begynder at tale om, hvad der skal ske i livet fremover.. Efterværn, eller fremtidsorientering mod livet efter foranstaltning, må starte før det 17½ år, som man indimellem ofte har indtryk af, at det gør. Det må starte allerede i de tidlige teenageår. Det er allerede der, vi skal begynde at tale med ungerne om, hvordan ser din fremtid ud efter foranstaltningen. Det var Terese Merseback fra De fire årstider i København, der er et projekt for børn og unge, der har været anbragt uden for hjemmet, meget enig i. En pige kom og fortalte mig, at nu skulle hun for fjerde gang inden for to år skifte til en ny kommune. Hun boede på Sjælland, moren var flyttet til en kæreste i Jylland. Og så sagde Pointer fra Peter Jensens oplæg: - Efterværn kan ikke løses fra døgninstitutionen alene. Det kræver kommunalt medspil - Efterværn må starte allerede i de tidlige teenageår. Det er allerede der, man skal begynde at tale med de anbragte om deres fremtid efter foranstaltningen - Mange døgnforanstaltninger ligger langt ude på landet, kilometervis fra nærmeste ungdomsmiljøer - Overenskomsterne på området, i hvert fald indtil for nylig, har været for stive - Lovgivningen er god nok, selv om det er at foretrække, hvis efterværnsbestemmelserne knyttede sig til voksenreglerne og ikke til børnereglerne i serviceloven - Bestemmelserne i serviceloven om kontaktpersoner bruges ikke efter hensigten - Kommunerne er generelt ikke i stand til at vurdere, om døgnforanstaltningens pædagogik er i overensstemmelse med barnets eller den unges behov - Døgnforanstaltningerne fokuserer for længe og for meget på årsagen til anbringelsen og for lidt på barnets eller den unges fremtid - I en stor del af døgnforanstaltningen er en tendens til, at der udvikler sig en modkultur, som betyder, at det bliver unge mod voksne - Det fælles berøringspunkt mellem anbringelsessted og kommune er ikke en faglig tilgang til barnet. Hvis der er et fælles berøringspunkt, er det økonomien hun til mig: Jeg ved ikke, hvor mange gange jeg har fortalt min historie. Alle nye, som jeg kommer op til, de spørger hele tiden, hvad er der sket i mit liv, og jeg har fortalt det hundrede gange. Der er aldrig nogen, der har spurgt mig om, hvad jeg vil med min fremtid, eller hvad jeg tænker om den, og det er jo den, jeg skal leve i. Jeg kan sgu da ikke leve min fortid om. Jeg synes bestemt, vi skal kæmpe for, at der kommer langt mere kontinuitet hos de her børn og unge, sagde Terese Merseback. 17

20 Folketingets Spørgepanel Folketingets Spørgepanel var sammensat af medlemmer af Socialudvalget, der tog initiativ til høringen. Spørgepanelet var i centrum for høringen, idet dets medlemmer fungerede som udspørgere af de indbudte oplægsholdere. Tove Videbæk, fmd. (KrF) Eva Kjer Hansen (V) Troels Lund Poulsen (V) René Skau Björnsson (S) Pia Kristensen (DF) Villy Søvndal (SF) Margrethe Vestager (RV) Line Barfod (EL) 18