Motivation og indledning:

Transkript

1 Motivation og indledning: Som dansklærer er det min opgave at undervise i medier. Disse er en integreret del af danskfaget, men desværre har de i mange år også været en nedprioriteret del. Dette kan have mange grunde, men i et samfund hvor medierne er en så stor del af vores hverdag, må en sådan nedprioritering ikke finde sted. De elektroniske medier bruges af børn og unge som aldrig før, og vi ved, at de er en fremstående dannelsesfaktorer i deres liv. I omgangen med medier tilegner børn og unge sig en uformel læring, som bl.a. kommer til udtryk i sekundærerfaringer. For at kvalificere og bevidstgøre denne uformelle læring er der behov for, at vi inddrager en velfunderet undervisning i medierne i skolen. Jeg anser dette som et stort ansvar og en uundgåelig opgave. Jeg må som dansklærer have viden omkring, hvordan børn og unge forholder sig til medier og få indsigt i deres kompetencer. Jeg må have et kendskab til den store rolle, medierne spiller i de unges liv, og endvidere må jeg forholde mig didaktisk til, hvordan jeg kan bruge denne viden i en undervisning, der skal danne eleverne til bevidste, reflekterede medborgere. For at indkredse dette, vælger jeg at tage udgangspunkt i tv-mediet, der på trods af mange andre elektroniske mediers frembrusen, stadig bliver brugt i stor til. Her er bl.a. de mange realityprogrammer dominerende på sendefladen, da de er store seermagneter, der ikke mindst har børn og unge som målgruppe. Denne genre vil derfor være et af omdrejningspunkterne, når jeg i denne opgave vil forholde mig til, hvordan jeg som lærer løfter den store opgave det er, at implementere en god og udbytterig medieundervisning i folkeskole. Dette leder mig frem til følgende Problemformulering: Med særligt henblik på reality-tv ønsker jeg at belyse, hvordan udskolingens elever bruger tvmediet, og hvordan denne brug påvirker deres personlige udvikling samt almene dannelse. Jeg ønsker endvidere at undersøge, hvordan jeg som dansklærer kan være med til at udvikle eleverne til bevidste og reflekterende mediebrugere. Metode: Som det første i denne opgave, vil jeg belyse nogle af de udfordringer, undervisningen i medier, ikke mindst tv-mediet, støder på i folkeskolen. Disse indbefatter bl.a. mediernes uselvstændige rolle i Fælles Mål, synet på tv-mediet som underlødigt og en redegørelse af forskellige mediesyn. 1

2 Jeg vil dernæst komme ind på mediernes betydning for børn og unges udvikling og identitet, ved at inddrage Thomas Ziehes teorier om kulturel frisættelse, samt de kulturelle tendenser tematisering og subjektivering. Desuden vil jeg kaste lys over, hvordan disse tendenser spejler sig i tv-sendefladens programmer, ikke mindst reality-programmerne. For at bevæge mig nærmere ind på genren reality og dennes relevans i undervisningen, følger en redegørelse af genren og dens subgenre. Dernæst vil en analyse af reality-gameshowet, Paradise Hotel, blive foretaget for at vise, hvordan dette program lægger op til identifikation og spejling fra seeren. Som det næste vil jeg ved hjælp af et interview med fire 9.klasses elever, forsøge at nærme mig en forståelse af disse elevers mediekompetence og bruge denne viden, når jeg til sidst vil komme med mit bud på, hvad en medieundervisning, der er medvirkende til at gøre eleverne bevidste og reflekterede, kan indeholde. 1. Elektroniske medier og danskfaget 1.1 Fællesmål: Formålet med undervisningen i faget dansk er at fremme elevernes oplevelse og forståelse af sprog, litteratur og andre udtryksformer som kilder til udvikling af personlig og kulturel identitet. Faget skal fremme elevernes indlevelsesevne og deres æstetiske, etiske og historiske forståelse. 1 Dette citat er taget fra Fælles Mål formål for faget dansk. Her ser vi et dannelsesmål, der lægger vægt på både historie, etik og æstetik. Vi ser samtidig en fokusering på sprog, litteratur og andre udtryksformer. Sidstnævnte må (bl.a.?) referere til medieområdet i danskfaget, som lider under en fagtradition, der i høj grad er præget af skriftkulturen og litteraturundervisningen. En tradition, der med en tung, nedarvet brille, ser på litteraturen som den rigtige kultur og på populære medier som underlødige. Det er dårlig smag at se reality-programmer om dumme mennesker, og det virker langt fra intellektuelt at indleve sig i programfladens store tilbud af følelses-tv. Sådanne 1 Fælles Mål Dansk

3 lavtstående genrer har længe ikke passet ind i skolens kultur, hvor den gode smag kan siges at have magten. Vi skal se på kvalitet, men hvem bestemmer, hvad det er? I uddannelsessystemet hersker muligvis en kulturel-kapital og habitus, der ikke ser undervisning i f.eks. tv-programmer som værdigt undervisningsstof. Begreberne kulturel-kapital og Habitus er den franske sociolog, Pierre Bourdieus, der beskriver habitus som værdier, normer, kulturelle vaner eller holdninger den enkelte orienterer sig efter, og som er dannet ud fra livsbetingelser i vores opvækst. Den er de kognitive strukturer, der gør, at et mennesket handler, som det gør. Kulturel-kapital betegner værdier eller ressourcer, der har betydning i et pågældende felt. Feltet kan defineres som et rum, hvor forskellige aktører fungerer i samspil og modspil med hinanden. 2 I, hvad vi kan kalde, uddannelsesfeltet, har politikere, ledere, teams og lærere på hver sin måde gennem deres kulturelle-kapital en stor indflydelse og magt. Hvis deres normer og værdier til stadighed tilskynder en finkulturel dannelse i litteratur og bøger, er det vanskeligt at overvinde den modstand, der er mod den bredere mediekultur. Ovenstående er muligvis et synspunkt, som er sat på spidsen. Det skal ikke lyde som om, arbejdet med medier ikke eksisterer i praksis i folkeskolen, men det er helt tydeligt at se, at området ikke er så prioriteret i Fælles Mål for Dansk, som man kunne ønske, når man ser på børn og unges massive medieforbrug i fritiden. Jørgen Asmussen gør opmærksom på dette i sin artikel, Medier og medieundervisning, hvor han påpeger mediernes vage beskrivelser i faghæftet. 3 Endvidere skriver han: Elevernes medieproduktion synes at være et mål i sig selv ikke for at kvalificere medieanalysen eller den selvstændige refleksion. Medier nævnes således heller ikke i forbindelse med elevens dannelse, der primært hører under området litteratur. Faghæftet ser altså ud til at hvile på et mediesyn, der først og fremmest forstår medier som en teknologi mere end som en kilde til oplevelse, erfaring og dannelse. 4 2 Ulriksen, 2008, s Asmussen og Clausen, 2010, ss Asmussen og Clausen, 2010, s.256 3

4 1.2 Den parallelle skole? At medier netop er medvirkende til oplevelse, erfaring og dannelse, kan anskueliggøres med Birgitte Tuftes tanker om mediernes parallelle skole. Med begrebet menes det forhold, at børn og unge i deres fritid lærer fra medierne og tilegner sig erfaringer og viden, men at dette ikke integreres i skolen. 5 Den parallelle skole nævnes i størstedelen af bøger om mediedidaktik, men i Faktiske tekster stilles der spørgsmål ved begrebet. Her mener man, at det er misvisende at kalde børns omgang med medierne i fritiden for en skole, da medierne ikke er et socialt system, men en række udifferentierede kommunikationssystemer,,. Man kan sagtens lærer noget af at opsøge medier, men ofte er det en ubevidst medlæring, der finder sted og ikke en tilrettelagt fokuseret læring. 6 En parallel skole kan man altså sætte spørgsmålstegn ved, men en læring i et eller andet omfang er en kendsgerning. Den læring skal udnyttes. Fritiden og skolen skal gå i dialog med hinanden, så vi kan tale dannelse på et niveau, hvor en ikke-reflekteret viden om medierne, bliver til en gennemtænkt måde at forholde sig analyserende og fortolkende til mediernes æstetik og etik, og en forståelse af sin egen måde at anskue dem på. 7 Birgitte Tufte siger: selv om børnene har en vis mediekompetence, selv om de på nogle punkter er innovatører, så mangler de mediekulturel indsigt og tolkningsredskaber til det internationale medielandskab og hverdagens mediekulturer. Her kommer behovet for medieundervisning ind Udfordringer: En række udfordringer må dog påregnes, når det gælder denne medieundervisning. Et stigende pres mod det målbare i danskundervisningen kan nævnes som eksempel. Stig Hajrvard påpeger i sin artikel Medialiseringen af uddannelse og undervisning 9, hvordan bogen, skønlitteraturen, er blevet et medie blandt mange, men et medie som i mindre grad end før bruges af de unge. De omgiver sig i stedet med elektroniske medier. Dette, mener Stig Hjarvard, skaber en uligevægt i skolen, når vi i stedet for at give eleverne kompetencer til at omgås den verden, som hovedparten 5 Iversen et al., 2002, s Asmussen, 2005, s Asmussen og Clausen, 2010, s.98 8 Pilegaard Larsen, 2003, s Christiansen og Rose, 2010, s.41 4

5 rent faktisk færdes i, fortsat lægger den største vægt på at analysere skønlitteraturen. I uge 12, 2011, brugte de årige 24 timer og 13 minutter foran fjernsynet 10 - altså over 3 timer hver dag. Vi kan altså ikke komme udenom, at børn og unge omgiver sig med elektroniske medier i hverdagen og påvirkes af dem slet ikke hvis vores opgave i folkeskolen er at fremme deres alsidige udvikling og danne dem til at leve i et demokratisk samfund. I midlertidig gør det, at børn beskæftiger sig så meget med medierne også, at der skabes bekymring omkring deres evne til at læse og arbejde med litteratur, da undersøgelser viser, at børn og unge bruger betragtelig mindre af deres fritid på at læse bl.a. pga. mediers store tiltrækningskraft. 11 Resultatet af dette kan aflæses i Pisa-målingerne, som sidste år havde fokus på læsning, og hvor Danmark indtager en 18. plads mellem OECD landene, og dermed ikke har forbedret sig i 10 år. 12 Sådanne undersøgelser skaber et stort pres på folkeskolens dansklærere, der beskyldes for at være dårlige undervisere. Det kan være et aspekt, der gør at medieområdet nedprioriteres, da den internationale konkurrence presser os mod stadig mere fokusering af de målelige kompetencer. Det er dog spørgsmålet, om vi af disse grunde, kan lade os presse til at lade medieundervisningen have sidste prioritet, da det at være mediebevidst og at kunne forholde sig reflekterende og kritisk til medier, også må anses som vigtige kompetencer i et samfund som vores. 1.4 Medieudvikling og mediesyn: Mediernes hurtige udvikling, kan ses som et eksempel på en anden udfordring for medieundervisningen. Medierne er blevet en naturlig del af vores hverdag. Vi er alle udstyret med mobiltelefoner, fjernsyn og bærbare computere med adgang til internettet. Udviklingen går så hurtigt, at det kan være svært at følge med, og mediernes måde at filtre sig ind i hinanden kan være vanskelig at overskue. Det er ikke kun i fjernsynet, vi ser tv, men også på nettet eller på mobiltelefonen. At høre radio er ikke længere ensbetydende med at sidde i nærheden af en radio, men kan gøres hvor som helst med høretelefoner i ørerne og en mp3-afspiller i lommen. Der er tale om en mediekonvergens i stigende udvikling, hvor medierne smelter sammen, og mulighederne bliver mange. Medierne er blevet tilgængelige på en helt ny måde

6 Terminalkonvergens 13 har især fået sit indtog med smartphones, som efterhånden er blevet hvermandseje, også i folkeskolen. Med dette apparat kan vi tale i telefon, sende sms og mms, gå på nettet, tage billeder, høre musik, spille spil, se tv, optage film næsten det hele og nærmest på samme tid. Det forenkler vores dagligdag, og vi bliver afhængige af mediernes tilstedeværelse. Med denne stormende proces for øje, er det nemt at blive bekymret, for den indvirken alt dette har på børn og unge. De er til tider hurtigere end voksne til at mestre teknikken medierne fordrer, og dermed længere fremme hvad angår mulighederne. Det kan være svært at overskue, hvor og hvordan de færdes på nettet, og hvordan kan vi vide, hvad de sekundærerfaringer de gør sig ved f.eks. at se tv, kommer til at betyde på længere sigt? Som voksne, og i særdeleshed som lærere, er det vigtigt at holde sig opdateret og have viden på området. I min 4.års praktik kunne jeg f.eks. blive meget forarget og chokeret, når jeg hørte, hvordan der foregik grov mobning på Facebook eller over sms, og mine øjenbryn skød i vejret, da jeg er erfarede, at mine elever i 6.klasse syntes at tv-serien, Californication, var et stort hit. Til stadighed, kan jeg også blive overrasket, når jeg oplyses om, præcis hvor unge nogle af seerne til Paradise Hotel er. Det er let at bekymre sig, og der er ikke noget at sige til, at der til tider stadig hersker et pessimistisk syn på medierne, bl.a. kan nævnes den ideolog kritiske tilgang. Her ses barnet som et sårbart væsen, et offer for mediernes manipulation. De voksne må beskytte mod den skadelige indvirkning, medierne kan have på et uskyldigt barn, og undervisningen vil typisk indbefatte oplysning om mediernes uheldige påvirkning. 14 At opfatte medier på denne måde, er ikke noget nyt, men har været en tilgang, der har hersket længe. Mange ting har man i tidens løb, ville beskytte børn og unge imod, f.eks. musik, tegneserier, bøger, film og tv, men som vi kan se i dag, har det ikke nyttet at bure vores unge mennesker inde, holde dem for ørene og øjnene og fortælle dem om farlige konsekvenser. Med tiden har en mere positivt måde at anskue medier da også vundet indpas, nemlig det konstruktivistiske mediesyn. Man er blevet optaget af, hvordan børn og unge bruger medier og ved, at de er en stor dannelses- og identitetsfaktor i de unges kulturelle liv. Barnet opfattes som kompetent, og undervisningen sigter mod at lære eleverne at forstå mediernes æstetik ud fra deres egen kompetence og refleksion. De skal arbejde producerende og fagligt fordybet. 15 Jeg vil 13 Christianen og Rose, 2010, s Christiansen og Rose, 2010, s Asmussen og Clausen, 2010, s

7 senere komme ind på, hvordan et sådan arbejde kan udformes mere præcist, og i den sammenhæng også fastslå, at det er et konstruktivistisk mediesyn, jeg selv tilsigter. 1.5 Sammenfatning Jeg har nu gennemgået nogle centrale udfordringer for medieundervisningen i danskfaget. På trods af Fælles Måls uspecifikke beskrivelser af medieområdet og et traditionelt syn på tv-mediet som en underlødig genre, er det vigtigt at prioritere en undervisning i medier i folkeskolen, da børn og unge omgiver sig med dem i størstedelen af deres hverdag. Det er af yderste relevans, at de får redskaber, så de kan udvikles til bevidste og kritiske mediebrugere i et samfund med så stor medieindflydelse. Jeg vil i følgende afsnit belyse relevansen nærmere ved at kigge mere indgående på den rolle, mediesamfundet spiller for børn og unges personlige udvikling. 2. Mediernes indvirken Den tyske kultursociolog og ungdomsforsker, Thomas Ziehe, beskæftiger sig meget med de mentalændringer, der er sket blandt unge mennesker pga. den stærke individualiseringsproces, som er udsprunget af, hvad han kalder den kulturelle frisættelse. Der er ifølge Ziehe sket en udvikling i vores samfund fra 1950 erne, der har gjort, at normer og værdier er blevet frisat, og man kan nu, uden at være bundet til sine forældres sociale og kulturelle fodspor, forme sit eget liv. Den normregulerede hverdag står tilbage for en mere præferenceorienteret hverdag, som både er frisættende og mulighedsskabende, men også ambivalent, da ansvaret for det gode liv alene bliver ens eget. Når traditioner og fastlagte normer ikke længere spiller ind på livets afgørelser, bliver det de individuelle beslutninger, der gør det, og de valg man træffer, bliver samtidig til en åbenbaring, omkring de valg man fravælger. Ziehe skriver: Så når man hele tiden er i et præferenceorienteret miljø, er man ikke nødvendigvis mere tilfreds, end man var tidligere. Der er masser af drømme, masser af ønsker, og det er i princippet fint. Men bevidstheden om, at de ikke bliver opfyldt, er stærkt tilstede hele tiden!. 16 Specielt tre kulturelle tendenser beskriver Ziehe flere steder, som karakteristiske for unges individualisering; Tematiseringer, subjektivering og informalisering. I netop de to førstnævnte 16 Social Kritik, nr.109 (juni 2007), s.53 7

8 aspekter, kan man se i hvor høj grad medieverden spiller en rolle i de unges eksistens, hvilket jeg nu vil uddybe nedenfor. 2.1 Tematisering ændringer i viden: Ziehe beskriver, hvordan adgangen til de store temaer nu er blevet åbnet for alle. Med dette menes, at ingen emner er utilgængelige hverken for børn eller voksne 17. Specielt på internettet kan vi regne med at blive serviceret af Google, der lydigt finder informationer, om det vi beder om på under et sekund, men også tv-mediet sørger i høj grad for at dele flere og flere emner med os. F.eks. kunne man over aftenkaffen, kl , på TV2, torsdag d.31/3, se Danmark ifølge Bubber, hvor den tidligere børnevært behandlede emnet dyresex et sjældent behandlet emne og måske især sjældent behandlet i primetime. Tv går længere og længere for at underholde, og de temaer de tager op bliver mere og mere udpenslede, måske netop fordi vi grundet den åbne dør, efterhånden har set det hele. Også programmet, Paradise Hotel, som henvender sig mere til de unge, og som jeg vil lave en indgående analyse af senere i denne opgave, bryder sine egne grænser fra sæson til sæson, og det bliver hele tiden mere vildt, mere sexet og med flere intriger. Mange temaer, der før var hemmelige, forbundet med mystik eller opfattet som forbudte, er det sjældent mere, for børn og unge, skal bare tænde for fjernsynet eller computeren så kan de få indsigt. Dette skaber både fordele og ulemper. Den store adgang til information, kan være med til at nedbryde tabuer og til at selvstændiggøre. På den anden side betyder det, at vi nu har fået så stor indsigt og viden fra medier også, at vi på nogle punkter får flere sekundære erfaringer til rådighed end primære. Dette gælder naturligvis især børn og unge. De sekundære erfaringer vil sige de erfaringer, vi oplever kunstigt gennem f.eks. medier. Vi har ikke nogen aktiv del i dem, modsat de primære erfaringer, som tilegnes ved handlinger i sociale samspil. Dette kan give en følelse af at vide alt på forhånd, uden egentligt at have oplevet det på egen krop, og det kan være problematisk. Et tv-program som førnævnte Paradise Hotel, (PH), der har fokus på seksualitet og indbyrdes forhold mellem piger og drenge, kan til tider give unge mennesker nogle forkvaklede sekundærerfaringer omkring, hvordan man gør sig populær ved det andet køn. Når de kvindelige deltagere udfører frække stripshows, og de mandlige applauderer det med julelys i øjnene og kommentarer om, at det er nogle virkelig søde piger, de lever sammen med på hotellet, kan det 17 Ziehe, 2005, s. 82 8

9 muligvis gøre, at nogle piger føler sig presset ud i en bestemt opførsel, som de måske slet ikke kan overskue konsekvenserne af eller er klar til. En bevidsthed om sådanne programmers fokuseringer, koncepter og måder at fremstille virkeligheden på, ville muligvis kunne afhjælpe sådanne situationer. Ellers kan det pres, der hviler på unge menneskers skuldre via deres sekundærerfaringerne, blive et problem. Ziehe udtrykker det således: I dag giver mange unge udtryk for en helt anden selvopfattelse: De ved allerede alt. Det er, som om der fandtes et færdigskrevet manuskript, som de allerede kender hver eneste side af. Og hovedproblemet er ikke længere deres manglende viden, men deres skamfulde bekymring for, om de nu også kan leve op til dette manuskript og til det foreskrevne forløb Subjektivering ændring i motivation: Ziehe taler også om subjektivering og øget refleksivitet. Med dette mener han en øget tendens til at være fokuseret på sig selv og sit indre. Man iagttager sig selv, spørger sig selv, hvorfor man er som man er, hvorfor man gør som man gør, og hvordan man mon virker på andre. 19 Denne øgede refleksivitet skyldes måske delvist de førnævnte sekundære erfaringer, som er os givet af medierne. Der er meget at forholde sig til og vende indad, og selve tendensen bliver også udpenslet i høj grad i medierne. Vi bliver bombarderet med tv-programmer, som beskæftiger sig med forskellige menneskers problemer, interne forhold og intime tanker. Igen kan jeg nævne PH, som i bund og grund handler om, hvordan unge mennesker forholder sig til sig selv og andre. I hvert afsnit får vi en udførlig indføring i, hvordan hver deltager opfatter forskellige situationer, hvordan de følelsesmæssigt har det med de andre deltagere, og hvordan de ser sig selv og deres handlinger. Også dette fostrer både fordele og ulemper. Ziehe forklarer om de unge, at De bliver over-bevidste om sig selv, og det gør det sværere for dem at vurdere sig selv, for over-bevidste individer er sårbare og meget modtagelige for at føle skam eller få svækket deres selvværdi. 20 Det er godt at være selvbevidst, men det gør også tingene komplicerede. 18 Ziehe, 1989, s Social Kritik, nr.109 (juni 2007), s Ibid. s

10 2.3 Sammenfatning: Ud fra Ziehes syn på mediernes indflydelse på børn og unges mentalitet, må man konkludere, at medierne er en afgørende dannelsesfaktor. De berører deres erfaringsdannelser, deres værdier og deres syn på sig selv. Dette må jeg som dansklærer forholde mig til. Det må være min opgave at skabe et læringsrum for kritisk refleksion i mødet mellem barn og medie. Jeg vil senere komme nærmere ind på, hvordan et sådant læringsrum kan udformes, men først zoome konkret ind på genren reality-tv, som en mulig og relevant genre i undervisningen. 3. Reality-genren En af de tendenser vi ser i tv-mediet, er som fornævnt reality-programmer, der går tæt på intimsfæren, forskellige menneskers følelser og indbyrdes forhold. For at gøre eleverne bekendte og reflekterede i forhold til denne tendens og dens mange betydninger, er det relevant at inddrage sådanne programmer i medieundervisningen. Jeg vil nu indkredse genren nærmere. Det skal på forhånd siges, at dette kan rumme en del vanskeligheder, da genren reality-tv, indeholder mange aspekter og nærmest kan omtales som en hybridgenre, hvor der lånes og bruges aspekter fra mange andre tv-genrer. Man kan f.eks. se paralleller til gameshows, talkshows og selvfølgelig i høj grad til dokumentaren. Sidstnævnte er i sig selv en genre i stor udvikling, og reality kan ses som et nyt skud på genrens stamme. 21 Fælles er dog først og fremmest, at der arbejdes med det autentiske, og der forsøges med forskellige tilgange og forskellig dagsorden at afdække noget virkeligt med virkelige mennesker, dog med en tendens til en mere bearbejdet virkelighed i reality, (hvilket kan forekomme ironisk, når man kigger på ordet reality). For mere overskuelighed inddeles reality-tv gerne i 3 undergenre. Både Gitte Horsbøl og Jette Meldgaard Harboe 22, forfatterne der har bidraget til afsnittet om reality-tv i Faktiske Tekster, samt Gurli Bjørn Iversen 23 bruger denne inddeling. Gurli Bjørn Iversen gør dog opmærksom på, som den af de nævnte, der nyligst har beskæftiget sig med genren, at der heller ikke her vil være 21 Asmussen, 2005, s Asmussen, 2005, s Asmussen,

11 vandtætte skodder imellem disse underkategorier,. 24 Dette er værd at have for øje, da udviklingen tilsyneladende er, at genrerne (og genrernes undergenrer) hele tiden griber ind i hinanden og bliver mere og mere hybride, som nævnt tidligere. Dette er man som dansklærer nødt til at forholde sig til, når man skal undervise sine elever. Det kræver et godt genrekendskab og en stor opmærksomhed at holde fingeren på pulsen i mediernes rivende udvikling, da genren antageligt ændrer sig, allerede mens den undersøges. På nuværende tidspunkt ser inddelingen således ud: Reality-magasiner Reality-serier Reality-gameshows/ Reality-showet 3.1 Reality-magasinet: Reality-magasinet er måske den del af reality-tv, der minder mest om dokumentaren. Her er der tale om et journalistisk program, som typisk kredser om kriminalitet, svindel eller ulykker. Der vil sædvanligvis optræde en vært, som vi enten følger på hans vej ud for at afsløre fjenden, (som f.eks. i TV2 s Operation X) eller også er han en slags tovholder, der guider os igennem forskellige emner via faktuelle indslag og interviews undervejs i programmet, (f.eks. TV2 s Station 2). 25 Der vil i denne type udsendelse være lagt stor vægt på det faktuelle, men enkelte fiktionskoder kan dog også vise sig, f.eks. i form af rekonstruktioner. Tv-programmerne indenfor denne genre forsøger at appellere til os ved at tage os med ind i den virkelige verden, hvor skurkene bliver fanget og afsløret. I nogle programmer kan vi sågar hjælpe ved at give oplysninger til politiet eller gøre opmærksom på en bestemt sag, vi ønsker undersøgt. Vi er altså som seere med, hvor det sker, og vi kan, som Gitte Horsbøl og Jette Meldgaard Harboe skriver få en fornemmelse af at være med til at fange forbryderen. Og det er selvfølgelig en anden måde at konstruere nærhed og spænding på Asmussen, 2011, s Ibid. s.7 26 Asmussen, 2005, s

12 3.2 Reality-serien: Når det kommer til nærhed, det relationelle og det emotionelle går Reality-serien en del tættere på end magasinet. Her er et klart fokus på følelsesmæssig indlevelse fra seeren, som i føljetoner kan følge alt fra en bestemte grupper af personer med nogenlunde enslydende problemstillinger (f.eks. Kanal 4 s De unge mødre eller Singleliv), til udvalgte locations, hvor mennesker fra gang til gang krydser hinandens veje på godt og ondt, (f.eks. TV2 s CPH - Lufthavnen). Vi lukkes som seere ind i private rum, hvor vi ser rigtige mennesker græde og kæmpe mod f.eks. fedme, misbrug eller ensomhed, og vi relaterer os til deres følelser og spejler os selv i dem. 27 Det hele ligner virkeligheden indfanget med et kamera, men Reality-serien kan dog ikke sige sig fri for at bruge fiktionskoder især på lydsiden, hvor underlægningsmusikken gør sit til at intensivere sørgelige eller glade scener, og en forklarende voice-over sætter os ind i personernes situation nu og her. Historierne i reality-serien er i mere eller mindre grad editeret, men de har dog rod i virkeligheden - noget der måske er mere diskutabelt, når man vender blikket mod Reality-showet. 3.3 Reality-showet: Under denne kategori kan man virkelig tale om en seermagnet. Siden Robinson Ekspeditionen blev sendt første gang i 1998, er der blevet udviklet et hav af reality-gameshows, og der er, rent seermæssigt, blevet taget godt imod dem. På TV2 s hjemmeside, kan man finde udvalgte kanalers seertal, og heraf fremgår det, at reality-konceptet, Paradise Hotel, er det mest sete program på TV3, når det sendes mandag til torsdag. Næsten kigger med hver aften klokken 22.00, og cirka ser genudsendelsen klokken dagen efter. 28 PH er et typisk reality-show, som ligner mange af sine forgængere. Der er tale om et koncept, hvor en gruppe almindelige mennesker dog nøje udvalgt og castet - bliver sat sammen på en form for lukket location, (f.eks. en ø, et hotel, et hus eller en gård). Her skal de konkurrere med hinanden typisk for at vinde en form for præmie. Undervejs vil de ofte være nødt til at benytte sig af alliancer og beskidte tricks for at komme så langt mod målet som muligt. 29 Man kan se en klar udvikling af konceptet mod mere fokus på spillet end på filmede hverdagssituationer, som holdt os fanget foran skærmen for 27 Ibid., s Asmussen, 2005, s

13 10 år siden, da Big Brother var en stor reality-succes på Tv Danmark. Denne betragtning er Anne Jerslevs, der mener, programmerne fokuserer i højere grad på de følelsesmæssige udbrud, som producerne kan skabe igennem spillet, i stedet for hverdagsbanaliteterne af frygt for, at disse er blevet for kedelige. 30 Reality-showet skiller sig ud ved netop at foregå en skabt virkelighed. Deltagerne bliver fulgt af kameraer konstant, og producerne bag programmet tilrettelægger optagelserne, så de kan vise den virkelighed, de ønsker ofte med fokus på intriger og ballade, og man har ind imellem hørt deltagere, der har udtalt sig om situationer i programmet, som de umiddelbart ikke selv opfattede på samme måde, som det tog sig ud på tv. I TV3 s nye spin-off-program 31, Paradise After Dark, som sendes hver aften efter PH, og som er et slags talkshow, hvor man diskuterer hotellets deltagere, intriger og inviterer gæster både fra nuværende og ældre sæsoner til at kommentere programmet, gør man dog en smule op med dette, da man i denne udseendelse selv opsøger deltagerne og lader dem forklare forskellige episoder fra afsnit til afsnit. Dette kan måske ses som konceptets måde at anerkende sig selv som koncept og muligvis gøre op med de mange kritiske røster, om hvordan unge mennesker ikke kan skelne imellem virkelighed og fiktion i programmerne. Det kan dog også være vanskeligt, da reality-showet klart må kategoriseres som den subgenre af reality-tv, der ligger fjernest fra virkeligheden. Det iscenesatte og den fremherskende brug af fiktionskoder blander sig snedigt med det faktum, at det er almindelige mennesker, der deltager i programmerne, som kan have samme interesser, bo i samme by og have samme baggrund som os, seere. Det kunne altså være os, derinde på hotellet, baren eller ude på øen, og dét er virkeligheden. 3.4 Sammenfatning: Ved kort at have opridset reality-genren og mere specifikt dennes sub-genrer, kan man udpege nogle områder, der er væsentlige at have for øje, hvis genren skal gøres til genstand for undervisning. Netop det hybride ved genren og vekslen mellem fakta - og fiktionskoder, gør det både interessant og vanskeligt at arbejde med reality, da det kræver et stort forudgående arbejde med fakta og fiktion i tv-mediet, for at kunne gennemskue det iscenesatte og det virkelige. Jeg Spin-off: Fænomen der angiver en videreudvikling af et eksisterende produkt 13

14 nævnte, at især reality-showet, har mange seere, og man kan udlede, at den store fascination af sådanne programmer opstår, fordi man hele tiden får mulighed for identifikation og spejling, når man ser andre mennesker optræde i deres følelsers vold på tv. Det fascinerende indhold er samtidig et billede på samfundsmæssige tendenser, hvor vi, som nævnt under afsnit 2.2, hele tiden reflekterer over os selv og vores eksistens. At anskueliggøre dette kan hjælpe til en bredere forståelse og metatænkning i forhold til mediernes indvirken. Til sidst ligger der på indholdsplanet, specielt i de mange gameshows, etiske aspekter, som kan være med til at forme en diskussion om værdier, der kan være et led i en mere holdningsmæssig dannelse. Man kan altså konkludere at genren på et indholdsplan kan have stor relevans som undervisningsmateriale. I næste afsnit vil jeg gå mere æstetisk til værks, ved at analysere 2 udvalgte sekvenser fra PH. 4. Analyse af Par-ceremoni (Paradise Hotel) 4.1 Konceptet Paradise Hotel i korte træk: Jeg vil som det første kort skitsere konceptet i Paradise Hotel. Programmet er produceret af selskabet Mastiff og sendes på Tv3, mandag til torsdag, i 14 uger. 11 unge mennesker castes nøje til udsendelsen, hvor de tjekker ind på et luksus hotel i Mexico. Her skal de danne par, pige og dreng, men da der hver uge tjekker nye deltagere ind, eller singler, hvis man skal bruge PH s udtryksmåde, vil der hele tiden være enten en pige eller dreng for meget på hotellet. Den der ikke finder sig en partner til par-ceremonien, som afslutter ugens programmer, må forlade programmet igen og tage tomhændet hjem til Danmark. Det par, der står tilbage, når sæsonen afsluttes, vinder en halv million til deling, hvis ikke den ene part bryder troskabsprøven og tager alle pengene selv. Undervejs bliver deltagerne udsat for alverdens prøver, hvor de kan vinde en magt, så de kan få indflydelse på f.eks. pardannelserne til par-ceremonien, eller de kan være uheldige at få en straf, der sætter dem i en uheldig position for overlevelse på hotellet. Programmets primære målgruppe er de årige. 4.2 Analytisk tilgang: Min analyse koncentrerer sig om episode 8 fra 7.sæson af PH. Her vil jeg analysere en indledende sekvens før par-ceremonien og dernæst foretage nedslag i selve par-ceremonien. 14

15 I min analyse vil jeg tage udgangspunkt i fortællerplanets måde at understøtte handlingsplanet. Jeg vil her komme ind på nogle af de virkemidler, som er meget gennemgående i PH, f.eks.: underlægningsmusik, brugen af forskellige kameraer og deres understøttelse af front- middle- og back region, begreber jeg vil forklare i næste afsnit, samt klipning og farver/lys. Til sidst vil jeg sammenfatte, hvordan programmet henvender sig til seeren og målgruppen. De filmiske udtryk, jeg bruger i analysen, vil være hentet fra Pilegaard Larsens filmanalyse Erving Goffmans scenerum: Sociologen, Erving Goffman, var optaget af de roller, vi påtager os, når vi agerer sammen i sociale kontekster. Man kan sige, at vi hele tiden performer i en bestemt rolle, given en bestemt situation. Realiteten er altså performet, Oprigtighed er således at forstå som den troværdige performen oprigtighed. 33 Goffmans begreber, front og back region, henviser til de performens eller de roller, vi indtager i henholdsvis mere formelle, officielle sociale kontekster (front region), og dem vi befinder os i bag scenen, i et mere privat rum (back region). 34 Det skal forstås således, at man i back region kan man udtrykke alt det, man har holdt tilbage i front region. Goffmans sociologiske teori er senere blevet suppleret af medieforskeren, Joshua Meyrowitz. Han tilfører en ekstra dimension, nemlig middle region. Denne region er en konsekvens, af mediernes nedbrydning af front og back region. Når medierne hele tiden går tættere og tættere på de mennesker, de vil portrættere, får publikum også mere af vide og nemmere adgang til de forskellige regions. Derfor udviskes grænserne mellem front og back region, og middle region opstår, som en sammensmeltning af dem begge. 35 I min analyse vil jeg påpege, hvordan disse regions bruges i PH. Brugen af dem er med til at skabe det relationelle og identifikationen fra seeren. Man kan næsten sige, at man som seer, kender deltagerne i PH ligeså godt som sine venner, fordi man har adgang til deres back region. 32 Pilegaard Larsen, 2003, ss Jerslev, 2004, s Ibid. s Christiansen og Rose, 2010, s

16 4.4 Par-ceremoni ( ) 16 minutter og 5 sekunder inde i episode 8 begynder forberedelserne til aftenens par-ceremoni. Ceremonien er en fast del af programmerne, og det klimaks der afslutter Paradise-ugen. Det er ved denne lejlighed, at en af deltagere, eller flere, skal forlade hotellet, og spændingen er i højsæde. Som regel er der fra producernes side lagt et tvist ind, der kan få følger til ceremonien, hvilket også er tilfælde i episode 8. Før ceremonien har søskendeparret Regitze og Daniel nemlig modtaget et brev med en magt. Brevene er ofte en fast del af programmernes dramaturgi, og en måde hvorpå producerne sørger for at holde spillet i gang. Et brev indeholder typisk en magt, der giver en eller flere deltagere mulighed for at gå ind og styre spillet aktivt, og dette vil som regel skabe nye konflikter og intriger. Ser man på kompositionen i episode 8, fremgår det da også, at brevet sætter hele handlingen i gang. - Regitze og Daniel modtager et brev De mulige konsekvenser af brevet diskuteres deltagerne imellem Regitze og Daniel afslører, hvordan de har brugt magten i brevet Deltagerne planlægger, hvordan de vil klare aftenens par-ceremoni Par-ceremonien udspiller sig. Jeg vælger, som nævnt at se nærmere på sekvensen lige inden par-ceremonien og på selve ceremonien. I første sekvens opbygges der en stemning lige fra starten, specielt musikken spiller en rolle. En underlægningsmusik, der fører tankerne hen imod en ventende tilstand eller utålmodighed, høres, mens der klippes mellem billeder af deltagere, der gør sig klar til ceremonien. Underlægningsmusik bruges adskillige gange i løbet af en PH-episode. Vi kender især dette virkemiddel fra fiktionen, hvor det bruges til at skabe eller understøtte stemninger. I PH er brugen til tider en smule overdrevet med grædende violiner eller ildevarslende trommer, og man kan se intertekstuelle referencer til den dramatiske underlægningsmusik i f.eks. soap-operaer. Effekten udebliver dog ikke, da underlægningsmusik i høj grad er med til at intensivere situationer, hvilket styrker identifikationen af forskellige følelser fra deltager til seer. I programmet veksles overordnet mellem 3 måder at bruge kameraer. Først Steadycam, som bruges ved mere formelle scener, som f.eks. ved par-ceremonien. Her har man en fornemmelse af et kamerahold, der filmer fra forskellige positioner. Dernæst overvågningskameraer, som er 16

17 installeret over hele hotellet, og til sidst en fast kameraposition, som bruges i interviewsituationerne, hvor deltagerne taler ud mod seeren. Imens programmet illustrerer, hvordan deltagerne gør sig klar, ser vi billeder fra overvågningskameraerne. Der klippes 21 gange og musikken intensiveres med sang, der synes at varsle noget skæbnesvangert. Nogle deltagere er klippet med i sekvensen, fordi de virker utålmodige eller nervøse, andre er fanget i badescener eller foran spejlet. Scenerne går meget tæt på. Vi ser både nøgenhed og private stunder, der afslører, hvordan deltagerne sætter hår, lægger makeup eller barberer sig. Vi får altså blik ind i noget meget intimt, og man kan sige, at vi befinder os i back region. En del af konceptet er dog overvågningen, og seksualitet og krop er en stor del af PH s fokus, så måske ville det være mere rigtig at kalde scenerne middle region. Om ikke andet, kan man konkludere, at overvågningen gør, at seerne kommer med bag scenen, når deltagerne gør sig pæne, før de går på. Det giver en mulighed for også at spejle sig i deltagerne fysiske fremtoning, hvilket måske specielt kan være interessant for den yngre målgruppe, hvis kroppe er i fuld udvikling. Desuden er de lettere grumsede billeder fra overvågningskameraerne, der står i kontrast til de skarpe, æstetiske billeder, der optages med steady-cam, med til at skabe en autentisk stemning, der prikker til seernes viden om, at deltagerne er virkelige mennesker. Disse er med stor sandsynlighed nogle af grundene til, at producenterne ofte lader sådanne scener fra overvågningskameraerne fylde i programmet, og har ladet denne sekvens vare hele 53 sekunder klippes der væk fra de intime scener, og der vises et totalt billede ud over stranden, hvor solen går ned. Underlægningsmusikken fades ned. Det er altså ikke dag mere, men aften og tid til par-ceremonien indstilles kameraet på hotellet, mørket er faldet på klippes der med en pludselig effektlyd over til et totalt billede af PH s vært, Rikke. Hun opsumerer med et drilsk glimt i øjet, at Daniel og Regitze klarede deres udfordring, mens man hører en dramatisk baggrundsmusik klippes der igen, og Rikke vises nu i halvtotal. Hun informerer os om at: To af paradisets andre gæster forsøger at holde skjult, at der så småt er en romance på vej imellem dem. Billedet skifter en sidste gang, og indstillingen bliver halvnær, I aften kan altså både romantiske følelser og et tæt familiebånd spænde ben for de øvrige deltageres taktik, når vi om lidt skal finde fem par på Paradise Hotel. 17

18 Når Rikke optræder i programmet, er det ofte i forbindelse med noget alvorligt og formelt. De tre kameraindstillinger under hendes oplæg til ceremonien, kan minde om den måde nyhedsværter filmes på. Rikke fungerer som en tovholder, når mere indviklede opgaver skal gives eller afsløres på hotellet, og hun er en fast del af par-ceremonierne, hvor hun optræder som den alvidende vært, der stiller alle de rigtige spørgsmål. Man kan sige, hun tager seeren i hånden, opsumerer og forklarer, samtidig med at hun opbygger forventninger og spænding med sin tilstedeværelse og med sine opsummerende monologer, som gengivet ovenfor ser vi gæsterne komme til syne. Musik, der igen varsler spænding, afspilles, mens deltagerne nærmer sig stedet, hvor ceremonien skal foregå. På fortællerplanet gøres der en del ud af at vise de deltagere, som vil spille en vigtig rolle i aftenens ceremoni, bl.a. ved brug af slowmotion, når de går forbi eller imod kameraet. Omvendt bruges fastmotion når de personer, som umiddelbart ikke er betydningsfulde, er i billedet. Alle står nu klar, og ceremonien kan begynde. Dagens prøvelser med taktiksnak og alliancer er overstået, og deltagerne kan gå på scenen og udføre deres teaterstykke vi befinder os i front region. Rikke begynder straks, efter et formelt, godaften, at spørge Nick, hvordan han har det med beslutningerne, der er blevet taget op til ceremonien. Under dette lille interview ( ) klippes der 12 gange, og hver indstilling er altså i gennemsnit 3,5 sekund. Pilegaard Larsen siger: Klipningen har ( ) det primære formål at trække tiden sammen til en dramatisk nutid, så vi kun ser det, der har handlingsmæssig betydning eller tematisk relevans. Alt uden betydning klippes fra. 36 I denne sekvens er det hensigten, at vi skal se de andre deltageres reaktion, når Nick besvarer spørgsmål. Hver gang han nævner en af sine medspillere, klippes der, så denne deltager i er billedet. Samtidig vises Simon ofte, for at understrege hans jalousi i forhold til Sheila Marias og Nicks forhold. Den hurtige klipning er meget kendetegnende for PH, og den primære funktion med en sådan klipperytme er et forsøg på at intensivere spændingen eller lave en intens stemning et træk som i høj grad bruges i fiktionsgenren spørger Rikke, om der er en romance imellem Nick og Sheila Maria, og Nick svarer at Sheila Maria er charmerende, men at han endnu ikke ved hvor meget romance, der bliver ud af deres forhold. Imens spilles der romantisk fløjtemusik i baggrunden er billedet på Sheila Maria, 36 Pilegaard Larsen, 2003, s.43 18

19 der har lyttet til Nicks ord, og indover billedet hører vi nu igen Nicks stemme, men denne gang som en voice-over, før der klippes til interviewpositionen, hvor han fortsætter med at tale (2.56). Dette er med til at understrege, hvordan interviewpostionen, hvor Nick sidder foran kameraet, skal forestille at være en forlængelse af de følelser, han giver udtryk for til par-ceremonien. Et egentlig interview er der ikke tale om, da spørgeren ikke er medvirkende i scenerne, men man fornemmer i nogen grad, at deltagerne svarer på spørgsmål via deres sprogbrug. Kameraindstillingen er nær. Man føler nærmest man sidder overfor Nick og er i øjenhøjde med ham. Han siger: Jeg synes at Sheila Maria er en sød Paradise-flirt. Jeg nyder da at flirte med hende. Og jeg tror da også, det er taktisk godt for mig og for gruppen. Denne udlægning af hans forhold til Sheila Maria er noget anderledes, end den han giver til par-ceremonien. Han afslører, at det ikke kun er på et følelsesmæssigt plan, at han flirter med Sheila Maria, men at der også er en taktisk bonus i flirten. Man kan altså blive i tvivl om, hvor reel deres romance er fra hans side. Interviewsituationerne, som den ovenfor beskrevne med Nick, kan betegnes som værende back region. Deltagerne fortæller, hvordan de har det bag scenen, og dette fortællegreb tjener programmet mange formål. Den usynlige interviewer giver en fornemmelse af, at deltageren taler direkte til seeren, og vi får svar på mange af de spørgsmål, som vi selv sidder med. Der skabes på den måde en fortrolighed imellem seeren og deltagerne, hvor seeren kommer tæt ind på livet af hver af deltagerne. 37 Afsenderen/produceren går med iscenesættelsen af den slags betroelser bag om ryggen på deltagerne for at skabe et spil i spillet med seerne, som handler om spændingen mellem viden og merviden. 38 Netop denne merviden er en interessant måde at indfange seeren og få programmet til at virke spændende. Når man bliver bekendt med forskellige private tanker og holdninger fra hver deltagers back region, får man lyst til at se, hvordan de agerer overfor de andre i front- og middle region. Måske får man ligefrem trang til at gribe ind i programmets forløb, fordi man ved mere end deltagerne og kender til hver en løgn og hvert et skuespil, de udfører. Samtidig er det, som nævnt, også en af de aspekter ved programmet, der gør at vi kommer tæt på deltagerne og kan identificere os med dem. Dette kan eksemplificeres i nogle af de andre situationer, hvor en deltager sidder i interviewpositionen. F.eks. ser vi tre scener med deltageren, Sebastian, der i dette afsnit bliver sendt hjem og ud af hotellet. Efter at Rikke, akkompagneret af 37 Christiansen og Rose, 2010, s Asmussen, 2011, s.18 19

20 sørgeligt violinspil i baggrunden, har interviewet Jakob og Sebastian til par-ceremonien, ( ), omkring deres særlige venskab, betror Sebastian sig direkte til seerne, om hvor ked af det han er, og hvor meget Jakob betyder for ham. Han har tårer i øjnene og sukker dybt kommer endnu en scene. Sebastian siger ingenting, sidder bare uroligt foran kameraet, mens han forsøger ikke at græde. Efter et hurtigt klip, der viser, hvordan han går ud af døren til sit værelse, ser vi ham i den sidste interviewposition, hvor han knækker sammen i kroppen og græder i sine hænder. Med sådanne klip, bruges positionen ikke til at betro seeren noget, men til at vække dennes medlidenhed og medfølelse, og man kan næsten heller ikke andet end at synes, det er synd for den stakkels Sebastian, der, tilsyneladende, viser sine ægte følelser til seeren. Igen spiller musikken i baggrunden også en rolle. Paradise Hotel fascinerer ikke kun sine seere ved at skabe sociale dramaer og gå tæt ind på livet af deltagerne. Selve den ydre ramme, det paradisiske feriehotel, med de unge, smukke halvnøgne mennesker, virker dragende. Stedet lover sol, sex, luksus og løssluppenhed. Sæsonerne er ofte blevet sendt i vinterhalvåret, når vejret i Danmark er trist og gråt, og det er dejligt at besøge det solrige Mexico, når man sidder i sin mørke stue om aftenen. Der kæles også bevidst for detaljerne, og de klare og smukke farver vi ser i programmet, virker næsten overdrevne. Lyssætningen er også med til at få de medvirkende til at se smukke og tiltrækkende ud. Man kan f.eks. lægge mærke til værten, Rikkes, næsten unaturlige teint, der hjælpes på vej af lyset, under par-ceremonien, (f.eks.19.26). Programmet var ikke det samme uden de idylliske, smukke rammer, og tænkte producerne ikke på udseendet, når de castede de medvirkende, ville en del af konceptet falde til jorden. PH sælger i høj grad også sig selv på identifikationen med det lækre og luksuriøse. 4.5 Sammenfatning: Paradise Hotel er et reality-gameshow, stærkt iscenesat, redigeret og styret af producenten, Mastiff. Styring ses bl.a. ved overraskende tvists eller udfordringer, som deltagerne skal klare for at overleve på hotellet. Prøvelserne er med til at skabe drama og fremdrift i programmerne. De optræder som noget uventet, og gør programmet fascinerende og spændende - et slogan til en tidligere sæson illustrerer dette meget præcist; Alt kan ske på Paradise Hotel. 20

21 Hensigten er klart at underholde via spillet, men en stor tiltrækningskraft tilføres også ved realityaspektet. Som seer får vi adgang til deltagernes front- middle - og back region og derigennem til deres tanker og følelser. Dette giver muligheden for at spejle sig i deltagerne og identificere sig med dem, eller som Gurli Bjørn Iversen udtrykker det: Det synes som om noget af fascinationskraften i reality-programmer er forbundet med, at seerne tilbydes at eksperimentere med identitet, erfaringstilegnelse og normer for adfærd i det mikrosociale univers, som programmets interpersonelle relationer afspejler. 39 De sociale spil, de unge deltagere gennemlever på PH, minder i høj grad om de temaer, der florerer i de unge seeres personlige hverdag, hvor venskab, kærester, følelser, sex, udseende og faren for eksklusion er på dagsordnen. Det er derfor, at de, tilsyneladende, autentiske dramaer der udspiller sig på hotellet i Mexico, kan være med til at bidrage til seernes identitetsdannelse hjemme i Danmark. Reality-tv, der går tæt på personlige følelser, findes overalt på tv-kanalernes sendeflader, og de er seermagneter, ellers ville tendensen ikke være så markant. Det er en del af vores kultur at være optaget af os selv, af vores følelser og vores sindstilstand, (jf. afsnit 2.2), og programmerne spejler dette til perfektion. Alligevel er det en trend i tiden at elske at hade de mange realityproduktioner. De beskyldes for at være useriøse og fordummende udsendelser uden kvalitet, men alligevel er de fleste meget velinformerede omkring deltagerne og endda selve handlingen. Er det at se ned på f.eks. PH en projektion, fordi vi ikke vil forholde os til, at de til tider uintelligente deltagere på hotellet, der i mange situationer viser tabuiserede følelser, som vi også selv gemmer på, i virkeligheden minder os for meget om os selv? Og er det i så fald ikke interessant at forholde sig mere bevidst til programmet? Anne Jerslev skriver: optagetheden af det intime i medierne kan ikke reduceres til spørgsmål om, hvor langt kommercielt fjernsyn vil gå for at skaffe annoncørerne seere. Det er en bredere tendens i tidens kultur, som det er vigtigt at forholde sig reflekteret og nuanceret til Asmussen, 2011, s Jerslev, 2004, ss

22 5. Elevkompetence: 5.1 Interview med Sara, Nina, Casper og Kasper: For at få et større indblik i, hvordan unge mennesker i folkeskolen, forholder sig til et program som PH, interviewede jeg, som et led i min empiri-indsamling, fire 9.klasses elever fra Viby Skole. Hvis man som lærer som et led i en medieundervisning, vil inddrage PH, er det vigtigt, at man har kendskab til elevernes mediekompetencer, så man med afsæt heri kan udarbejde et passende undervisningsforløb. Jeg er selvfølgelig klar over, at interviewet ikke kan gøre det ud for en egentlig undersøgelse af årges omgang med reality-showet, men vælger alligevel at drage nogle konklusioner på baggrund af elevernes svar. Overordnet skal det siges, at pigerne i interviewet var meget snaksalige, mens drengene var mere tilbageholdende. Alle 4 elever så programmet jævnligt eller mere. Ud fra samtalen, synes jeg at kunne konkludere, at eleverne var fascineret af programmet, fordi de hele tiden havde muligheden for at spejle sig i deltagerne. De var optaget af, at deltagerne virkede dumme, og at de selv ville gøre mange ting anderledes, hvis de stod i deres situation. 41 Endvidere brugte de ordene identificere og relatere, og beskrev hvordan de holdt med nogle af deltagerne, fordi de foretog de samme valg, som eleverne selv ville tage. 42 De små interviews, hvor deltagerne betror sig til seeren, beskrev pigen Sara, som det mest spændende i programmerne. 43 Altså gik eleverne meget op i identifikationen med deltagerne. Samtidig var de opmærksomme på konceptet at PH er iscenesat fra producerens side, 44 men de havde også en forståelse for, at der i programmet foregår en form for virkelighed. 45 Formsiden synes eleverne dog ikke at være bevidste om, Det tænker man måske bare ikke lige over, når man sidder og ser det, og sådan noget. Det er der bare ligesom. 46 Man kan sige, at eleverne havde en bevidsthed omkring hvad der sker, men ikke hvordan det sker. Det er måske netop her læringspotentialet og også udfordringen for læreren ligger at få eleverne til at gå et trin op ad 41 Bilag 1, s.1, ll Ibid. s.4, ll Ibid.s3. ll Ibid. s.3, ll Ibid. s.8, ll Ibid.s.3, ll