Marie Larsen: Cuba - orkanens øje. Marie Larsen: Cuba - orkanens øje

Transkript

1 Marie Larsen: Cuba - orkanens øje Den 5. september 2004 begav jeg mig af sted på mit livs rejse. Jeg var lige blevet sproglig student fra Næstved Gymnasium, og jeg havde, som så mange andre, en længsel efter at møde verden og komme væk fra den velkendte trummerum. Da jeg i 2.g havde skrevet den obligatoriske historieopgave om Cubakrisen, blev jeg interesseret i at kende mere til denne isolerede ø, så tæt på USA og med en så forholdsvis ny historie om revolution og ildsjæle. Der er noget romantisk og (Gadebillede. Foto: Marie Larsen) gribende ved tanken om denne Fidel Castro som kæmpede for retfærdighed og lighed. Kæmpede som guerillasoldat, blev fængslet, endte med at lave revolution og stadig sidder som leder af landet (romantikken i det sidste kan selvfølgelig diskuteres, det vender jeg tilbage til). Jeg besluttede mig i hvert fald for at jeg ville se denne ø og mærke hvordan cubanerne egentlig følte ved at leve i et socialistisk samfund. Udover den historiske interesse havde jeg spansk tre år i gymnasiet, 1 år på højniveau, og det havde jeg også vældig meget lyst til at lære mere af. Så jeg kom i kontakt med universitetet i Havanna hjemmefra, og blev indskrevet til spanskkursus, ja altså, jeg troede det var et kursus på 6 måneder, men det skulle vise sig (som det gerne gør) at være helt anderledes. Gennem universitetet fik jeg mulighed for at bo på et kollegium lidt uden for centrum. Det passede fint for den første måneds tid. Min plan var egentlig at jeg gerne ville indlogeres privat, men kommunikation til Cuba er dels meget ustabil, dels meget dyr, derfor skulle så meget som muligt klares når jeg kom frem. Jeg var så heldig at have en enkelt kontakt hjemmefra, José Luis, som hentede mig i lufthavnen og hjalp mig med alting! Han fik hurtigt ordnet at jeg efter 3 uger kunne flytte ind hos Felicia og Galia. Felicia er en meget lille, og utrolig snakkende dame på omkring 60 år. Hun har meget få tænder i munden, men et meget stort hjerte. Hun bor med sin datter Galia på 28. Galia studerer økonomi og har som en blandt få haft muligheden for at rejse ud. Hun har studeret japansk og fik igennem studiet og gode kontakter lov til at rejse 2 uger til Japan. Hun er meget interesseret i verden udenfor og ville vide alt om Danmark. Der boede jeg i et værelse, jeg spiste sammen med dem hver dag, og blev 1

2 en del af deres lille familie. Så planen fra start var altså at rejse 6 måneder, være i Havanna, bo hos en familie, studere spansk og cubansk kultur, og selvfølgelig danse salsa, spille musik, drikke rom og hvad dertil hører. Det var med skælvende ben jeg ankom til lufthavnen i Havanna, de snakkede alle sammen meget hurtigt og fulgte slet ikke de udtaleregler jeg havde lært! Når jeg fortalte cubanerne, at jeg var der for at lære spansk rystede de på hovedet og sagde: Lære spansk her? Held og lykke! De spiser endelserne, bruger en masse slang og opfinder ord selv. Jeg skulle begynde på universitetet allerede dagen efter min ankomst, og jeg skulle have styr på mit visum. Jeg rejste af sted på turistvisum, men det gælder jo kun for 30 dage, så det skulle laves om til et studievisum, men det var lettere sagt end gjort! Jeg blev sendt rundt mellem alle mulige forskellige kontorer, det virkede som om der egentlig kun var én kvinde som kunne hjælpe, men hun var meget travl og der var ikke rigtig nogen der vidste hvor hun var. Det eneste de kunne sige var at jeg skulle skynde mig, for hvis det ikke var i orden inden 8 dage, så skulle jeg rejse hjem igen! I Danmark er vi jo vant til at tage frister alvorligt, så jeg var ved at gå i spåner over at ingen kunne hjælpe mig, jeg lærte senere, at i Cuba er det anderledes. Man skal ikke tage tingene så alvorligt, hvis vi hjælper hinanden og taler pænt, så går det nok alt sammen. Og det gjorde det jo også. Der gik godt nok en måned, men jeg fik visum og et identitetskort. Kurset på universitetet viste sig kun at være på en måned, så kunne man gå videre næste måned med et nyt niveau eller med noget helt andet. Så det endte med jeg studerede spansk i 4 måneder, holdt fri i 1 måned og tog et kursus om cubansk kultur i den sidste måned. Udover universitetet begyndte jeg som frivillig i et børnecenter. Et hus i den gamle bydel hvor børnene kom efter skole og lavede forskellige aktiviteter. Jeg har altid spillet musik og teater, så jeg prøvede at lave en musikforestilling med dem. Spændende udfordring! Jeg arbejdede der i 2 måneder. Min kontakt fra Danmark, José Luis, som hurtigt blev min støtte og bedste ven, er uddannet salsainstruktør, så to gange om ugen kom jeg hjem til ham og vi dansede løs i hans lille hus. Nærmest alle cubanere har en god del rytme i kroppen, og det er fascinerende hvordan børnene så snart de har taget første skridt, danser de første trin. Jeg tænkte at det måtte være muligt at få lidt af den rytme selv, så jeg begyndte at få undervisning i percussion, en gang om ugen mødtes jeg med Joaquin 2

3 og spillede congas. Jeg endte med at købe to trommer med hjem, og det er fantastisk at mærke de cubanske rytmer strømme ud gennem fingrene. UDLÆNDING I CUBA. Efter jeg selv har været af sted er jeg selvfølgelig meget interesseret i hvad andre cubarejsende har syntes om det, og jeg oplever tit at folk som har været på en 10 dages tur, har fundet det ubehageligt og synes at cubanerne er meget nærgående og kun interesseret i penge, og at det har overskygget hvad de ellers har oplevet. Det oplevede jeg selvfølgelig også meget selv i starten, Det er svært at få lov at gå i fred på gaden. Det er både nysgerrige cubanere som vil vide hvor man er fra og hvad man laver, men der er også mange som får dollartegn i øjnene når de ser en udlænding. Da jeg kom derover var der to valutaer, den amerikanske dollar og den cubanske peso. (Dansetime. Foto: Marie Larsen) Den cubanske peso stammer tilbage fra revolutionen i 1959 og er 26 gange mindre værd end 1 dollar, forholdet er altså 1:26. I gadebutikkerne, grøntsagsmarkeder og de boder hvor man bruger rationeringskort, er priserne i pesos. Men det er ikke alt man kan få disse steder. Madolie, ordentlig sæbe, shampoo og tandpasta er man nødt til at købe i supermarkeder hvor alle priser er i dollars. Alle cubanere som arbejder for staten får udbetalt deres lønninger i cubanske pesos. Det danner naturligvis et stort skel imellem dem der har dollars og dem der ikke har. Når man kommer som udlænding er det dollaren man bruger. Hvis man går ind på et museum står der to priser, én for cubanere og én for udlændinge. Det samme hvis man spiser på restaurant eller kører med langtursbusser. I mine første måneder i Havanna syntes jeg at det var svært at tænke på at jeg skulle være der i 6 måneder, jeg følte mig så anderledes, og denne opmærksomhed på mine penge var så uvant og ubehagelig. Men da jeg så småt begyndte at lære byen rigtig godt at kende, begyndte at føle mig hjemme og blev bedre til det spanske, og nok vigtigst af alt: Begyndte at forstå hvorfor mange af de cubanere jeg mødte på gaden var så interesserede i mine penge, så var det ikke så belastende mere. Jeg snakkede og diskuterede en masse med José Luis og forstod hvor uretfærdigt behandlet han følte sig, når vi gik ud sammen og vi blev behandlet forskelligt. Han blev konstant mistænkeliggjort, hvad mon han lavede sammen med en udlænding? og vi oplevede at vi nogle steder, ikke kunne komme ind af samme indgang. Det er af stor vigtighed i det cubanske system at fremvise Cuba som meget velfungerende, se hvor godt det går! Og der bliver lagt vægt på at man som udlænding kun ser det gode, og fortæller om det derhjemme. Denne forskelsbehandling skaber et skel mellem udlændinge og indfødte, og jeg forstår godt den frustration de må føle. Der er mange turister i Havanna, som går rundt med lommerne fulde af de dollars der er så meget brug for, det retfærdiggør selvfølgelig ikke tyveri og overdreven opmærksomhed, men det gør fokuseringen forståelig. 3

4 Jeg synes at det er fascinerende og uhyggeligt at opleve hvordan der er to Cubaer. Der er det Cuba man ser når man kommer til Havanna, bor på hotel, rejser rundt på øen med turistbusser, og ser den idylliske side af den romantiske ø. Ser det Cuba som Fidel og hans kammerater ønsker at vise frem. Og det er ikke fordi man er en ignorant og dum turist, det er fordi man skal helt ind bagved for at se det andet Cuba, det cubanerne lever i. Jeg havde en chokerende oplevelse da jeg rejste rundt på øen, og jeg mødte en lille dansk familie som var på ferie. De havde været i Cuba i 14 dage og vi snakkede om hvad de havde oplevet og hvad de syntes om det, jeg sagde at jeg syntes det var lidt hårdt med den økonomiske situation med to valutaer. De kiggede undrende på mig, to valutaer? De havde været i landet i to uger, uden at bemærke at cubanerne lever et fuldstændigt andet liv end Dollarlivet. Jeg var som sagt af sted i 6 måneder, så der er mange ting jeg slet ikke har fået indblik i eller ved, men heldigvis er det sådan at når man er i Cuba i mere end 4 måneder og studerer så får man et identitetskort, og når man har sådan et, så må man køre med de private taxaer, man må købe efter cubanske peso-priser, ja man må stort set leve som cubaner. Det var vigtigt, for at prøve at forstå hvad det er der foregår, skønt José Luis svarede, når jeg sagde det til ham: Mari, hvordan skulle du kunne forstå vores samfund, når vi som cubanere ikke fatter hvad der foregår? Næh, men jeg kunne da prøve. Rationering Jeg har tidligere nævnt rationeringskortene. Med dem mærker man virkelig at man befinder sig i et socialistisk samfund. Det er en smuk tanke; Alle cubanerne har små bøger hvor alle rationeringsvarerne står i. I starten af hver måned går de til deres lokale bodega (ja, det hedder de, de små boder hvor varerne udleveres) og henter ris, bønner, pasta, ost, kylling, nudler, sæbe, tandpasta og andre fornødenheder til meget lave priser. (Bodega, foto: Marie Larsen) 4

5 Det lyder jo fint, men problemet er at mængderne er latterligt små i forhold til at det er for en hel måned og til en hel familie, udover det hænder det ofte, at der ikke er nok varer. Børnefamilier kan indtil børnene er 9 år hente mælk og yoghurt i Bodegaen hver morgen. Rationeringsvarer og hele dette system er noget af det der er tilbage fra revolutionen. Der bliver konstant ændret på lovgivningerne. F. eks blev det besluttet i oktober 2004 at nu måtte cubanerne ikke længere bruge amerikanske dollars. Man ønskede ikke en afhængighed af USA, så derfor skulle cubanerne inden en uge have vekslet alle dollars til den cubanske peso convertible, som har samme værdi som dollaren, efter en uge kom der 10 % vekselgebyr på. Grundlaget for denne ændring er til at forstå synes jeg, forholdet mellem Cuba og USA er jo ikke godt, så en økonomisk afhængighed kan have alvorlige konsekvenser! Men ændringerne sker nærmest fra dag til anden. Et andet eksempel var da det pludselig blev besluttet at nu skulle der være rygeforbud. Der blev indført forbud mod at ryge på offentlige instanser, bliver man snuppet i at ryge mindre end 500 meter fra en skole, vanker der bøde. Det hele skifter så hurtigt at ingen rigtig kan følge med. Og det gør også at lovene ikke bliver taget alvorligt. Der er politimænd tilknyttet hvert kvarter, de snuser rundt og sørger for alt er i orden. Det burde bevirke at lovene respekteres, men disse politimænd er gerne fra kvarteret, og hvis man holder sig gode venner, og hjælper til når taget skal repareres eller søsteren er syg, jamen så kan man komme af sted med meget. Cubanerne Det som var den allerstørste oplevelse ved at bo i Cuba, og det som gør at jeg har været tilbage og er nødt til at vende tilbage igen og igen, det er cubanerne. Et helt fantastisk, livfuldt, sprudlende og kærligt folk. Selvom det er en brugt kliché at vi danskere er mere indelukkede end befolkningen i den sydlige del af verden, så er der noget om det. Jeg ved ikke om det er solen, eller vilkårene de lever under, men der er en livskraft og åbenhed som jeg aldrig har oplevet i Danmark. Når man f. eks står i kø til bussen, eller i banken er det ikke som herhjemme, hvor man bare stiller sig op eller trækker et nummer. Man råber: Quién es la ultima?, hvem er den sidste? Der er en der svarer, og alle ved hvem der nu er sidst i køen. Så har man ligesom åbnet munden, og så går snakken. Der er altid larm alle steder, alle snakker, griner højt eller synger. Jeg husker så tydeligt taxaturene sammen med José Luis. De snakker uafbrudt, diskuterer om politik og vejr, den enes datters dårlige knæ og prisstigninger. Der er aldrig stille, det er fantastisk. 5

6 De er også nysgerrige, virkelig nysgerrige. Der er altid styr på hvad naboerne laver, de holder øje med hinanden. En anden oplevelse var da vi kørte med cykeltaxa, og sad bagi og snakkede. Chaufføren var lige ved at køre galt fordi han skulle have det hele med, og som det mest naturlige begyndte han at snakke med, Nå ja, det kender jeg godt Cubanerne er høflige, så når nogen fortæller lytter de og nikker interesseret. Cubanerne er også et fantastisk kulturelt folk. Der er altid en festival i gang, en af de store er filmfestivalen i december, hvor der vises film fra hele verden. Jazz festivalen, også i december er også et tilløbsstykke af de store. Og udover det, er der salsafestival, folkemusikfestival, bondemusikfestival og utallige andre. Der er mange biografer og teatre i Havanna, og der er altid folk. Fidel og fremtiden Noget som jeg tit er blevet spurgt om, er: Men er alle cubanere vilde med Fidel? - Alle har et forhold til ham, der er mange der er trætte af ham, og ønsker forandring, men jeg har ikke oplevet nogen der har talt virkelig grimt om ham. Det er altid med en vis respekt. Fidel Castro var med dengang i revolutionen, han har sørget for et velfungerende sundhedssystem, og skolesystem. Han befriede Cuba fra Batistas diktatur. Han er en dygtig retoriker, taler til folket. Men nu har han siddet der længe nok, Cubas unge gider ikke blive ved med at råbe leve revolutionen, det er længe siden, og der er brug for fornyelse. Jeg har en god ven som er journalist, han er frustreret og modløs over situationen. Alt hvad han skriver bliver rettet ind så det passer præcis indenfor censurens rammer. Det er forbudt at have internet i private hjem, og der bliver i det hele taget gjort meget for ikke at oplyse cubanerne alt for meget om hvad der foregår udenfor Cuba. De fleste cubanere har aldrig været uden for landets grænser. Man skal betale et meget stort beløb for bare at få et pas, og dernæst skal man have en invitation og en arbejdskontrakt for at rejse ud, så det er nærmest umuligt. Endnu en grund til den tidligere nævnte fokusering på udlændinge. Hvis man kunne blive kæreste med en udlænding og gifte sig, forbedres mulighederne jo for at komme ud. Når snakken falder på fremtiden, hvad der skal ske når Fidel dør, jamen så fornemmer man virkelig at det bliver slået hen, og at hvis han dør ikke bare er en joke, de skal virkelig se det før de kan tro på det. Da Fidel for nylig blev opereret, ringede jeg til José Luis for at høre hvordan det egentlig stod til med ham. Min vældig oplyste og intelligente ven sagde, at nu var alting godt igen, Fidel var på benene og døde ikke foreløbig. Det er aldrig lykkedes mig at få ud af José Luis hvad han virkelig tror at der vil ske i fremtiden. Det nytter ikke noget at tænke på den, der er nok at se til. Det var imens jeg var der at Fidel snublede under en tale i Santa Clara, her er det værd at bemærke, at de udklip om hans fald som mine forældre havde gemt fra danske aviser, var de første billeder jeg så fra styrtet. I de cubanske aviser, stod kun hvordan Fidel havde det aldeles strålende og hurtigt kom på benene. 6

7 Rejse rundt i Cuba I januar droppede jeg kurset på universitetet og rejste rundt i landet i stedet. Jeg rejste med bus til Cubas anden storby, Santiago de Cuba, og derfra helt ud på spidsen til Baracoa, derfra kan man i klart vejr se lysene fra Haiti. Derefter rejste jeg tilbage til Havanna med stop undervejs, i byerne Camagüey og Santa Clara. Når man vil rejse som udlænding skal man køre med turistbusselskabet, Viazul. Det fungerer ret godt, de har forbindelser til alle byerne og regelmæssige afgange, priserne er lidt høje og selvfølgelig i Dollars. Cubanerne selv rejser med et selskab der hedder Astro. Mit identitetskort gav mig muligheden for også at benytte dette. Det er en noget andet oplevelse. Man skal købe billet mindst 3 uger i forvejen, det er en regel. Så er der et helt specielt køsystem, det lykkedes mig aldrig at forstå det. Men det var i hvert fald meget besværligt. Man starter i en kø og får udleveret et mærke. Måske får man sin tur samme dag, ellers må man vende tilbage den efterfølgende og vente på at komme i den anden kø, hvor man så skal vente. Ja, det er meget langvarigt! Men heldigvis kunne jeg jo endnu engang få hjælp fra José Luis, som sørgede for at jeg fik de billetter jeg skulle bruge. Jeg er glad for at jeg kunne rejse med det cubanske selskab, den oplevelse ville jeg nødigt have været foruden. Vi holdt en masse pauser undervejs, og hver gang strømmede der sælgere ind i bussen som havde slik og sandwich og andet godt. Turen til Santiago tog 18 timer, men det var herligt at være ene udlænding. Det lyder måske mærkeligt, men det var virkelig rart at have muligheden for at gøre noget under samme omstændigheder som cubanerne. Jeg blev så træt af at blive behandlet som en prinsesse. Det var skønt at være i samme båd for en gangs skyld. Indkvartering er ret nem at finde overalt i Cuba. Der er mange som udlejer værelser. Der er også hoteller, men det er gerne noget dyrere. Hvis man ønsker at bo i et casa particular, som det hedder. Altså et privat hjem, så skal man sådan set bare kigge efter en dør med en grøn firkant hvor der i midten er et tag. Ellers kan man være sikker på at ivrige udlejere uddeler visitkort så snart man stiger ud af bussen. Det er værd at rejse ud fra Havanna når man er i Cuba synes jeg. Vest på ligger Viñales, en fantastisk smuk dal, det er dejligt at se den frodige natur og tobaksmarkerne. Man bliver helt ør af den kulsorte røg fra de gamle amerikanerflydere i Havanna. Men der er masser af frisk luft at få så snart man bevæger sig lidt uden for byen. Viñales er ikke længere væk end et par timer i bus. Øst på ligger Cienfuegos og Trinidad. Havanneserne er vilde med Cienfuegos, fordi det er en relativt stille by, og der er meget rent. Trinidad er meget turistet, men bestemt et besøg værd. Mange bygninger er bevaret fra dengang Cuba var en spansk koloni, og vejene er belagt med brosten. Det er en meget smuk by. Jeg oplevede en stor hjælpsomhed og gæstfrihed da jeg sådan var af sted på egen hånd. Hvis jeg spurgte nogen om hjælp, og vi havde samme destination, så kunne jeg være sikker på at have selskab hele vejen. Hvis de havde familie i byen, var jeg også sikret et sted at bo. På den måde er det ret nemt at komme omkring. Hvis der ikke er nogen bus at få, er der mulighed for at køre med kreaturvognene. Ikke specielt komfortabelt, man står så mange der overhovedet kan presses op på ladet, men det virker. Man må bare spørge sig frem, så er der altid muligheder. 7

8 Mit Cuba Mit Cuba. Efter et halvt år i Havanna, har Cuba fået en helt speciel plads i mit hjerte. Jeg kom hjem i marts 2005, og vendte tilbage i oktober samme år, denne gang kun tre uger. Men det var fantastisk at komme tilbage. Der er en stemning i Cuba, som jeg holder så meget af. Da jeg ankom til lufthavnen anden gang jeg var der, havde jeg en fiskestang med til José Luis, og der hvor bagagen bliver gennemlyst sad der fire medarbejdere og kiggede med. De sad og fnes over de ting jeg havde i min taske, de regnede tydeligvis ikke med at jeg forstod hvad de sagde. Da de kom til fiskestangen kiggede den ene op, og spurgte med et grin: Ah, you like fishing? Privat et ord der ikke eksisterer i det cubanske ordforråd, det kan være anstrengende, men også virkelig afslappende og dejligt. Anstrengende i forhold til, at jeg ikke altid syntes det var let at være alene så langt væk, og derfor nogen gange havde brug for bare at være lidt for mig selv. Det forstod de slet ikke! Hvordan kan man have brug for at være alene? Afslappende fordi der med José Luis ord: Der er så mange ting i det her land jeg kunne gå rundt og mule over, men så ville livet blive utrolig trist. Jeg vil hellere være glad. Der er sjældent rigtig store problemer, de bliver fejet væk, og jeg tænker: Ej, det går da aldrig! Men det gør det, det går altid i Cuba, alt er muligt. De menneskelige relationer er så mangfoldige at der altid er nogen der kender nogen. Folk hjælper hinanden, og tager hinandens problemer på sig, på en måde som er virkelig rørende og dejlig. Jeg har kaldt min artikel Cuba - i orkanens øje. (Baggård med rhumba. Foto: Marie Larsen) Det var den følelse jeg havde ved at være der. Der foregår så mange ting i farvandet omkring, i USA, så mange tanker om Cuba og fremtiden. Men cubanerne tager det meget stille og roligt, spiller domino og danser salsa. Men igen er der to sider, for selvom problemerne bliver fejet væk, bliver de ikke glemt. Jeg mødte en del frustration blandt de unge jeg snakkede med. F. eks min ven som jeg tidligere har nævnt, som er journalist. Han er også tegner, han har et stort ønske om at udgive uden for Cuba, men hans ting bliver kigget igennem og justeret, så resultatet ender alt for langt fra udgangspunktet. Jeg har prøvet at finde ud af hvilke drømme de unge har, men flere har sagt at de 8

9 ikke bruger deres tid på at drømme. Det er alligevel bare uopnåelige fantasier. De ønsker sig mest af alt muligheden for at komme til udlandet. Om ikke for resten af livet, så bare for at kunne vende tilbage, og se på Cuba med nye øjne. Det jeg ønsker for Cuba er, at Fidels død ikke betyder en tilbagevenden til det USA-dominerede Cuba som var før revolutionen. Men at der venter en realistisk og kompetent efterfølger i kulissen. Det er svært, nærmest umuligt, at forestille sig en ny Fidel. Men det er efter min mening heller ikke at foretrække. Der er i høj grad brug for fornyelse. Hvad end der sker så er Cuba værd at besøge. Dets befolkning, natur og stemning kan ingen vel ændre på. Jeg synes du skal skynde dig at få fat i en billet og rejse af sted, Cuba er fantastisk, unikt og et, og flere, besøg værd! God rejse. 9