Hvornår bortfalder handelsagentens krav på provision?

Transkript

1 Hvornår bortfalder handelsagentens krav på provision? I krisetider kæmpes der af naturlige årsager lidt mere om pengene, og spørgsmålet om hvorvidt en provision kan inddrages er et væsentligt emne mellem en handelsagent og en agenturgiver. Handelsagentsloven hviler på et EU direktiv Handelsagentloven implementerer EU s handelsagentsdirektiv fra Man kan derfor regne med, at nedenstående bemærkninger gælder for agenter i hele EU. Danske handelsagenters krav på provision fremgår af 8 til 15 i handelsagentsloven. Spørgsmålet om bortfald af provision reguleres i 14, der klart foreskriver, at handelsagentens krav på provision bortfalder kun, hvis det godtgøres, at aftalen mellem agenturgiver og tredjemand ikke opfyldes, og dette ikke skyldes omstændigheder, der kan tilregnes agenturgiveren. Bestemmelsen lyder en anelse kringlet, men det klassiske eksempel på bortfald af provision, er den situation, hvor kunden ikke betaler for leverandørens varer, fordi kunden er blevet betalingsudygtig. I denne situation må agenterne lide den samme tort som agenturgiveren nemlig ikke at få betaling. Selv om de fleste bestemmelser i loven, der omhandler provision, kan fraviges ved aftale, kan 14 ikke fraviges til skade for agenten. I de situationer, hvor agenturgiveren giver kunden mulighed for at annullere dele af ordren, eller hvor kunden ikke ønsker at betale, fordi leverancen er mangelfuld, påvirker dette ikke agentens krav på provision. Mange gange vil agenturgiver og agenten have en fælles forståelse for de opståede problemer, men som agenturgiver bør man være opmærksom på, at agenten i de nævnte situationer kan kræve fuld provision. Ønsker agenturgiver ikke at efterkomme dette, kan agenturgiveren risikere, at agenten opsiger hele agenturforholdet, og gør krav på godtgørelse for oparbejdelse af kundekreds. Er der tale om et større agentur, kan dette blive en større udskrivning for agenturgiveren. Agenturgiveren skal godtgøre, at manglende opfyldelse af købekontrakten ikke er hans fejl Det er agenturgiverens pligt at bevise, at det ikke er hans skyld, at kunden ikke har betalt for leverancen, hvis han skal undgå at betale provision til agenten. Det er alment antaget i dansk ret, at handelsagenten ikke kan fordre, at agenturgiveren forgæves har taget sagen i fogedretten for at bevise kundens manglende betalingsevne. Har agenturgiver flere gange rykket for pengene, og betaler kunden stadig ikke, er det nok, at agenturgiver fremsender en kopi af den meddelelse, hvori han ophæver købet med kunden. Generelt må det anbefales, at det afklares i agentkontrakten Konkursrådets betænkning om konkursryttere Hvordan kan man beskytte samfundet mod konkursryttere? Konkursrådet har nu offentliggjort sine overvejelser i en betænkning. Dansk Erhverv er i det store hele positive over for forslagene, som du kan læse mere om her. Antallet af konkurser i øjeblikket på sit højeste Antallet af konkurser er i øjeblikket på sit højeste, og der er derfor rig lejlighed til at se på diverse

2 konkursboer. Efter konkursrådets opfattelse vil der i ca. 10 procent af konkursboerne være anledning til at kurator undersøger nærmere, om der er anledning til at indlede en sag om konkurskarantæne mod hele eller dele af virksomhedens ledelses for groft uforsvarlig forretningsførelse. Personer som man typisk vil betegne som konkursryttere. Hvad er groft uforsvarlig forretningsførelse? Konkursrådet kommer ikke med en endelig facitliste over hvilke elementer, der indgår i denne vurdering. Som et eksempel nævnes, at et selskab i en kortere periode modtager forudbetalinger, som herefter overføres til bankkonti tilhørende andre selskaber- eksempelvis i udlandet -, hvorefter selskabsaktiviteterne ophører uden indsendelse af selvangivelser til SKAT og årsregnskaber til Erhvervs og Selskabsstyrelsen, der derfor tvangsopløser selskabet. Som et led i vurderingen af forholdende lægges der generel vægt på, om der er rod i regnskaber med videre. Omvendt ønsker konkursrådet ikke at ramme personer, der uforskyldt er blevet involveret i en konkurs, fordi deres kunder er gået konkurs eller pga. andre ydre omstændigheder, som personen ikke kan eller med rette burde have haft indflydelse på. I tråd med regeringens anbefaling lægger konkursrådet op til, at hensynet til iværksættere inddrages. Det, at en iværksætter er gået konkurs 2 eller 3 gange medfører ikke automatisk en konkurskarantæne. Det afhænger af personens konkrete dispositioner i forbindelse konkursens indtræden. Hvad er konkurskarantæne? Konkursrådet foreslår, at en konkurskarantæne skal indebære et forbud mod at deltage i ledelsen af en virksomhed, hvori den pågældende ikke hæfter personligt og ubegrænset for virksomhedens forpligtelser. Vedkommende kan således ikke længere optræde som direktør eller bestyrelsesmedlem i et ApS eller A/S. Man kan starte op i personlig regi, men kan heller ikke sidde i ledelsen af eksempelvis en ægtefælles eller samlevers virksomhed. Konkursrådet foreslår videre, at karantænen bør fastsættes til 3 år medmindre særlige grunde taler for en kortere karantæne periode. Overtræder man konkurskarantænen bør dette kunne straffes og strafferammen er enten bøde eller fængsel indtil 6 måneder. Hvem bestemmer om der skal idømmes konkurskarantæne? Som led i behandlingen af konkursboerne finder konkursrådet det naturligt, at det bliver de enkelte skifterretter rundt omkring i landet, der tager stilling til, hvorvidt en given person skal idømmes konkurskarantæne. Etablering af et karantæneregister Sluttelig foreslår konkursrådet, at der i Erhvervs og Selskabsstyrelsens regi etableres et register over de personer, der er idømt konkurskarantæne. Registeret forhindrer automatisk, at personerne registrerer sig, som ny direktør eller ejer af et selskab. Konkursrådet lægger ikke op til, at registeret skal være offentligt tilgængeligt. Høringsfristen er den 13. maj Eventuelle kommentarer rettes til Sven Pedersen eller Maria Nyman.

3 Følger garantien produktet? Dansk Erhverv modtager mange forespørgsler om en leverandør kan skrive, at en given garanti kun gælder overfor den kunde garantien er udstedt til, således at garantien bortfalder ved videreoverdragelse af genstanden? Læs mere om emnet her. Garanti kontra reklamationsret Mange virksomheder er af den opfattelse, at købeloven indeholder bestemmelser omkring garanti. Det gør den ikke. Købeloven bestemmer til gengæld, at såfremt man ikke har aftalt andet, kan kunden reklamere over en vare i 2 år fra leveringstidspunktet. Denne regel er i forbrugerforhold (BtC) ufravigelig, men kan i B2B (Business to Business) fraviges ved aftale. Der er således intet i vejen for, at en leverandør alene giver den erhvervsmæssige kunde eksempelvis 3 måneders reklamationsfrist. Den største forskel i praksis på begreberne reklamationsfrist og garanti er den, at en garanti vender bevisbyrden, således at det ikke længere er køber, der skal bevise, at der forelå en mangel på leveringstidspunktet. Er der eksempelvis givet en funktionsgaranti ( Jeg giver 5 års garanti ), kan køber nøjes med konstatere genstanden ikke virker, hvorefter det er sælger, der skal bevise, at problemerne skyldes kundens fejlagtige håndtering af varen eller andre forhold, der må tilskrives kunden. Det er vigtig at bide mærke i, at brugen af ordet garanti i markedsføringsmæssig sammenhæng indholdsmæssigt skal følges op ved at give køberen en bedre retstilling end efter købeloven. Ellers foreligger en overtrædelse af markedsføringsloven. Dette gælder ubetinget i forbrugerforhold. I erhvervsforhold gælder ikke tilsvarende regler, men man skal som leverandør være varsom med at bruge ordet garanti. Dette kan være i strid med markedsføringsloven 1, hvis køberen bliver vildledt til at tro, at han har en væsentlig bedre retstilling end han i øvrigt havde efter loven. Kan sælger bestemme, at kundens garanti bortfalder, såfremt kunden overdrager varen til tredje mand? Hverken købe- eller aftaleloven indeholder bestemmelser, der direkte forbyder den slags klausuler i en købekontrakt. Principielt kunne man således antage, at der ikke er noget i vejen for, at sælger kan gøre det klart for kunden, at den afgivne garanti er personlig, og således kun kan påberåbes af køberen. Men så enkelt er det ikke. Man skal skelne mellem erhvervskøb (BtB) og forbrugerkøb (BtC). Markedsføringsloven spiller i denne sammenhæng en væsentlig rolle. Markedsføringsloven Som nævnt må man i ens markedsføringsmateriale kun anvende ordet garanti såfremt erklæringen giver modtageren en væsentlig bedre retstilling end den modtager har efter lovgivningen i øvrigt. Det er især indenfor BtC, at man skal være opmærksom med at bruge begrebet korrekt. Hvordan man skal gebærde sig, uddybes på, hvor ombudsmanden stiller en lang række betingelser til, hvornår man må bruge begrebet garanti i forbrugerforhold. Blandt andet må garantien ikke bortfalde i tilfælde af genstandens overdragelse til 3.mand! Køber man brugte forbrugsgoder i eksempelvis den Blå Avis med producentgaranti, kan man altså gøre den gældende overfor sælger eller muligvis også overfor producenten alt efter hvordan garantien er formuleret. Indeholder garantien på trods af de nævnte betingelser fra forbrugerombudsmanden en bortfalds-klausul kan producenten ikke gøre den gældende overfor forbrugeren, da en sådan klausul efter aftalelovens 36 betragtes som et urimeligt vilkår, og som derfor er ugyldig.

4 Konklusion I Business to Business forhold er der intet til hinder for, at man som sælger/leverandør opererer med garantier, der alene gælder overfor kunden og bortfalder ved kundens videreoverdragelse af genstanden. I forbrugerforhold vil der til gengæld være problemer i relation til markedsføringsloven, hvilket igen fører til, at den slags klausuler er ulovlige. Kan din virksomheds langfristede lån opsiges af banken med kort varsel? Hvad kan du gøre, hvis din bank med kort varsel opsiger din virksomheds langfristede lån? Læs svaret fra advokat Lene Bech McCormick, Dansk Erhverv. Af advokat Lene Bech McCormick Kan danske banker opsige langfristede lån til erhvervsvirksomheder med kort varsel, selvom der ikke foreligger misligholdelse fra virksomhedens side, hvis banken har indsat en bestemmelse herom enten i bankens almindelige forretningsvilkår eller i selve lånedokumentet? Selv om banken har indsat en bestemmelse om ret til opsigelse af et langfristet lån i selve låneaftalen eller bankens generelle forretningsbetingelser, må det antages, at banken IKKE kan forbeholde sig ret til en fri adgang til at opsige et engagement. En opsigelse af et langfristet lån er i forhold til debitor et meget vidtgående skridt det er yderligere forværret af den finansielle krise. I forbrugerforhold kan lån kun opsiges, hvis der er en saglig begrundelse samme krav må stilles ved et erhvervsengagement. Saglig begrundelse for opsigelse af et langfristet lån må være et krav uanset om banken har indsat en bestemmelse om opsigelse direkte i lånedokumentet eller i sine generelle forretningsbetingelser. Opsigelsen skal være rimelig og kreditmæssigt begrundet. Selv ved en saglig begrundelse kræves rent aftaleretligt et vist rimeligt varsel. Det er fristende at hælde til det 2-måneders opsigelsesvarsel, der gælder for forbrugere i henhold til kreditaftalelovens 27 stk. 2, men der er ikke nogen afgørelse i retspraksis eller lovgivningen, der giver et fingerpeg om, hvad et rimeligt varsel er for erhvervsvirksomheder. De fleste bankers almindelige forretningsbetingelser om opsigelse af engagementer må antages ikke at blive accepteret af domstolene, hverken i henseende til deres korte varsler eller de begrundelser, der er anvendt i forretningsbetingelserne, med mindre, der er tale om saglige og kreditmæssige hensyn.

5 Vareforsikring en absolut vigtig overvejelse i forbindelse med transport af varer Af advokat Rasmus Køie, Dansk Erhverv For at undgå tab i forbindelse med skader på gods under transport, er det vigtigt for køber henholdsvis sælger, at sørge for fornøden forsikring. Transportørens ansvar kan nemlig ikke forventes at dække tabet fuldt ud i alle situationer. I internationale samhandelsforhold vil parterne ofte aftale enten at sælger skal forestå transporten af varerne til køber eller at køber skal forestå afhentning af varerne hos sælger. Ofte anvendes en af de kendte Incoterms 2010 klausuler til fastlæggelse af leveringsstedet og dermed reguleringen af den køberetlige risikoovergang ( risikoen for varens hændelige undergang overgår typisk ved levering ) - samt hvilken part der skal bære transportomkostningerne. Uanset om det konkret måtte være køber eller sælger, der indgår transportaftalen som følge af den aftalte Incoterm, vil en af parterne bære den køberetlige risiko for varernes beskadigelse, undergang eller bortkomst og for forsinkelse, mens godset er under transport. Den part, der således bærer risikoen, vil også være den part som efterfølgende vil være berettiget til at rejse et krav på skadeserstatning mod transportøren i tilfælde af, at beskadigelse, bortkomst eller forsinkelse opstår imens godset er i transportørens varetægt. Imidlertid er det i denne forbindelse meget vigtigt at være opmærksom på det forhold, at der kan være betydelig forskel på størrelsen af risikobærerens potentielle tab og så den erstatning som samme vil være berettiget til at modtage fra den skadevoldende transportør. Begrænsning af ansvar Fælles for de gældende transportlovgivninger (som alle er baseret på internationale transportkonventioner) og som vedrører henholdsvis sø-, vej-, luft- og jernbanetransport er nemlig, at transportøren er berettiget til at begrænse sit erstatningsansvar, idet disse lovgivninger indeholder erstatningsbegrænsninger relateret til det transporterede antal eller vægt. Ved international landevejstransport er erstatningsbeløbet således ca. 70 kr. pr. kilo. Får man som køber transporteret bare en relativ værdifuld vare dækker transportørens erstatningsansvar næppe det lidte tab. Står man således i en situation, hvor man kan konstatere, at det potentielle tab vil være større end den potentielle erstatning fra den skadevoldende transportør, bør man som transportkøber/risikobærer overveje behovet for tegning af en vareforsikring som fuldt ud dækker ens potentielle tab. Til brug herfor findes en række internationalt anerkendte og standardiserede vareforsikringspolicer ( Institute Cargo Clauses A-C ). Transport- eller speditionsvirksomheden, som den transportkøbende virksomhed handler med, vil ofte kunne være behjælpelig med tegning af en sådan behørig forsikringsmæssig dækning, men det er vigtigt, at man som transportkøber selv gør opmærksom på problemstillingen, idet man ikke kan gå ud fra, at varesælgeren/- køberen eller transportøren har sørget for en vareforsikring.