Reddet fra bordfyldt Hobie Cat

Transkript

1 Reddet fra bordfyldt Hobie Cat Nordfalcken trækker den væltede katamaran ind til stranden. Jeg har været forsigtig så længe. Nu skulle den bare have fuld gas. Nu kunne det ikke gå galt. Peter Korsbjerg skruer tiden tilbage til 8. september. En søndag med sekundmeter fra øst, sol og varme. Hans Hobie Cat ligger klar på stranden i Kongsgårde på Helgenæs, og forventningerne er i top. I årevis har han snakket med en god ven og habil OK-sejler, Ken Zier, om at tage med ud. Nu er det endelig blevet til noget. Nu skal der fart på. Det er skidesjovt. Vi sejler nok 17 knob. Den kan tåle noget, når vi er to store mænd i trapez, fortæller Ken Zier. Peter Korsbjerg sejler cirka en gang om ugen i sin Hobie Cat. Enten alene, sammen med sin søn eller med andre mere eller mindre uøvede sejlere. Fredag havde han været på vandet i tilsvarende vejr men som så ofte før holdt han sig inde i det beskyttede farvand i Begtrup Vig. Dramatisk eftermiddag Denne søndag er vigen ikke nok for de to garvede sejlere. Efter at have varmet op en lille times tid for fulde drøn i vigen, beslutter de at lægge sig udenpå Helgenæs ud i bølgerne. Det går forrygende og meget hurtigt. Snart er de et par sømil fra kysten, og det er på tide at vende om. De læner sig lidt tilbage for ikke at lave et nose dive, som er den typiske årsag til kæntringer med flerskrogsbåde. De bemærker, at båden virker tung i det, og i rundingen går de helt i stå, og hele molevitten tipper bagover. En meget usædvanlig kæntring. Det er jo ikke usædvanligt at vælte med en jolle. 20 BÅDMAGASINET

2 To sejlere på Aarhus Bugten i høj sø med sejl og mast lodret ned i vandet. TEKST LONE BOLTHER RUBIN FOTO NORDFALCKEN, HERNING SHIPPING, LONE BOLTHER RUBIN OG PETER KORSBJERG Men når jeg sejler alene, er den svær at få op selv, og så er det klart, at man sejler mere forsigtigt. Men her var vi overbeviste om, at vi nok skulle få den op. Jeg følte ikke på noget tidspunkt, at det var en farlig situation. Kun lidt pinlig, fortæller Peter Korsbjerg. De to fyre kæmper i over en time på at få vendt båden. Men hver gang det er lige ved, ryger den ned med snuden eller enden først. De bliver klar over, at der nok er vand i pontonerne. Til sidst ligger båden med sejl og mast lodret ned i vandet. De forsøger, men det lykkes ikke at få bjærget sejlet. Så sidder de der på hver sin ponton med benene nede i vandet cirka tre km fra land i cirka 1 ½ meter høje bølger. Reddet af tankskib De vinker til en sejlbåd, til land og til et fragtskib. Der sker ingenting. Tiden går, og det er midt på eftermiddagen. Det er blæst op, og solen svigter. De overvejer, om de kan svømme i land. Det gør vi heldigvis ikke. Imod vind og bølger er det en alt for hård tur, og slipper kræfterne op, er du meget svær at fi nde. Man er noget mere synlig på to gule pontoner, erkender Ken Zier. Mols-Linien passerer et par gange, men den forsøger de ikke at praje. Hellere tilbringe natten på vandet end at blive samlet op af Mols-Linien, erklærer Peter Korsbjerg, der bare ikke vil op og dryppe på dækket af en færge fyldt med passagerer. Efter endnu en halv time dukker et mindre tankskib op bag Sletterhage på vej mod Aarhus. MT Rikke Theresa fra Herning Shipping ændrer kurs og sejler hen imod dem. Det lægger sig cirka 150 meter væk i læ for ikke at drive ind mod de skibsbrudne. Besætningen smider en rebstige ud over rælingen og tilkendegiver, at de to sejlere skal svømme hen til skibet. Det er et stort skib, og det virker lidt friskt, men vi forsøger. Halvvejs må vi give op. Der er simpelthen så meget modstand i vandet. Det føles som en mur. Det skyldes formentlig turbulens fra skibsskruen, fordi kaptajnen var nødt til at bakke for at positionere sig i forhold til os, fortæller Peter Korsbjerg, og Ken Zier tilføjer: Vejen tilbage var meget hård imod vind og bølger. Da fi k vi en smagsprøve på, hvordan det ville have været at svømme mod land. Beredskabet i aktion Rikke Theresa sætter en redningsbåd i vandet, og det lykkedes endelig Peter og Ken at komme om bord på tankskibet. De var utroligt søde og meget tålmodige. Det var deres fi rst rescue, så de fi k øvet sig lidt og fi k vel også noget velfortjent underholdning, fortæller Ken Zier. Det viser sig, at det er nogen på land, der har alarmeret Søværnets Operative Kommando, og som det nærmeste skib er Rikke Theresa trådt til. Nu skal resten af Search And Rescue aktionen planlægges. Der er gået besked til det frivillige redningskorps Nordfalcken i Egå Marina, og de er på vej med en RIB-båd, der kan trække katamaranen tilbage til Helgenæs. Ken og Peter får 10 minutter på Rikke Theresa. Det NOVEMBER

3 MT Rikke Theresa blev den første redningsbåd for Peter og Ken. Giv besked i land, inden du sejler ud. Overvej om du kan have telefon og nødblus med. Vurder risikoen i forhold til besætningens evner og erfaringer. når du sejler jolle Tjek jævnligt båd og rig for brud. Klæd dig på, så du kan holde varmen i vandet, hvis uheldet er ude. Husk selvfølgelig svømme- eller redningsvest. Bliv ved båden, hvis den kæntrer, og du ikke kan få den op. er tid nok til at underrette de pårørende på land. Så kommer de over på lodsbåden fra Aarhus, der sejler dem tilbage til katamaranen og venter på Nordfalcken. Den kommer med 90 hk og tre friske fyre om bord, og sammen er de helt overbeviste om, at de nu kan vende båden. De forsøger forgæves igen og igen, men til sidst må de give op. Løsningen er et meget langsommeligt tovtrækkeri imod vind og bølger med mast og sejl, der stikker cirka syv meter lodret ned i vandet. De gav bare ikke op, og de var meget opmærksomme på, hvordan vi havde det. Jeg undskyldte, at vi brugte deres søndag, men sådan skulle jeg slet ikke se på det, sagde de. De var bare glade for at kunne hjælpe, fortæller Peter Korsbjerg, der efterfølgende har kvitteret med en donation til Nordfalcken. Peter Korsbjerg sejler altid forsigtigt, når han har mere uerfarne sejlere med i sin Hobie Cat. Helt færdige bagefter Nordfalcken trækker båden ind mod stranden, til masten står på grund. Det er nu aften, og de to sejlere er meget trætte. Min krop var ødelagt i tre dage, erkender Peter Korsbjerg, og Ken Zier bemærker, at hans underben var ildrøde af brandmænd, fordi han kun havde en kort våddragt på. Dagen efter blev Hobie Cat en vendt om ved hjælp af et træktov og en bil. Den sejlede selv de sidste meter ind på land. Efterfølgende har Peter Korsbjerg tappet flere hundrede liter vand af og fundet en glasfiberskade i bunden af begge skrog. Han og Ken gætter på, at vandet nærmest er blevet suget ind i pontonen som i en omvendt bailingfunktion. Jeg skulle selvfølgelig have tjekket bunden i løbet af sæsonen, og især når man er på vej ud i hård sø. Den er vel blevet slidt af at blive trukket op på land igen og igen, siger Peter Korsbjerg. Han tror ikke, noget tilsvarende vil ske en anden gang. Set i bakspejlet er de to ikke i tvivl om, at de kunne have forberedt sig bedre, men de tog også en række rigtige beslutninger. For eksempel vidste Peters 22 BÅDMAGASINET

4 Her er glasfiberskaden, hvor vandet trængte ind. Ken Zier(tv) og Peter Korsbjerg på kanten af Begtrup Vig. Til dagligt lever de et stille liv som henholdsvis marinekunstmaler og ITkonsulent. På vandet kan det ikke blive vildt nok. kone, at de var sejlet ud. De var klædt i våddragter og svømmeveste, og i det lune vand havde de ikke svært ved at holde varmen. Den vigtigste beslutning var at blive ved båden. Men det er en overvejelse at tage en mobiltelefon med. Der er selvfølgelig ingen steder på båden, man kan have den, men i et vandtæt cover kunne man godt have den inden for vesten, siger Peter Korsbjerg. Så kunne vi have ringet til en fra Kongsgårde, der kunne have hentet os. Vi kunne også have fået brug for et nødblus, tilføjer Ken Zier. De to garvede sejlere følte sig dog ikke i nød på noget tidspunkt. Havde det været en mere uøvet sejler end Ken, kunne man nok have taget modet fra vedkommende, men så var jeg jo heller ikke sejlet så langt fra land, siger Peter. NOVEMBER

5 Frivillige hjælper sejlere i nød Til dagligt kører de ambulance og redder menneskeliv. I fritiden står de på spring for at hjælpe sejlere, surfere og andre, der kommer i nød på Aarhus Bugt. TEKST LONE BOLTHER RUBIN FOTO LONE BOLTHER RUBIN OG NORDFALCKEN Der er fart på, når Nordfalcken skal ud på aktion. Det koster brændstof, og det frivillige søredningskorps er afhængig af økonomisk hjælp fra sponsorer og fonde. Søndag 8. september kl : Maritimt Overvågningscenter Nord alarmerer om en væltet katamaran ud for Helgenæs. To mand i vandet. Under en halv time senere er den 17 fods RIB-båd, Nordfalcken, sat i vandet i Egå. Tre frivillige har smidt, hvad de havde i hænderne og er på vej med hjælp. Det bliver en vellykket, næsten fem timer lang indsats på vandet i halvanden til to meter høje bølger. En barsk og hård tur, men også spændende. Vi var trætte bagefter, men vi gør det, fordi vi har lyst. Folks taknemmelighed og ros er vores løn. De to, vi hjalp søndag, var ovenud begejstrede, fordi de kunne få katamaranen med ind, fortæller en af dem, Martin Holm, da Bådmagasinet møder Nordfalcken nogle dage senere. Et bådfællesskab Nordfalcken er en frivillig søredningstjeneste, der opererer i Aarhus Bugten. Foreningen har 30 medlemmer, der alle er Falckreddere fra den nu nedlagte Falckstation Nord. Det begyndte dog ikke som en søredningstjeneste, 24 BÅDMAGASINET

6 men som et privat bådfællesskab. I 2010 vandt arbejdspladsen kroner for et godt psykisk arbejdsmiljø. Medarbejderne ville bruge pengene på noget fælles, og lidt tilfældigt faldt valget på en lille, udfaset redningsbåd fra en Falckstation i Køge. Vi købte Dory-jollen for at have noget at samles om og for at have en mulighed for at komme på vandet, fortæller formanden Mads Thøger Jensen. En mission bliver til Men båden viste sig at være lidt for fl adbundet til havsejlads, og Falckredderne fi k lyst til noget bedre. Samtidig savnede de en mening med bådfællesskabet. Vi manglede en god grund til at tage på vandet, og så havde vi Præstø-ulykken i baghovedet, siger Martin Holm. Den ene idé tog den anden, og så gik det stærkt. Søværnets Operative Kommando sagde ja tak til at samarbejde om søredningen, og flere fonde udbetalte i alt kroner til indkøb af en RIB med 90 hestes motor og tilhørende udstyr, redningsveste, hjertestarter, genoplivningskuffert og et termisk kamera/kikkert til NOVEMBER

7 Vi synes, det er sjovt, siger formanden for Nordfalcken, Mads Thøger Jensen, om de frivillige redningsaktioner til søs. Vi manglede en god grund til at tage på vandet, siger Martin Holm. eftersøgning af mennesker. Lokale firmaer har siden sponsoreret brændstof og lignende. Vi betaler selv 300 kroner om året for at være medlem. Vi er afhængige af hjælp udefra. Ellers hænger det ikke sammen, siger formanden. For to år siden var udstyret på plads, og redderne tog på de første missioner i Samarbejder om bjærgning Opgaverne er primært at bjærge folk og deres udstyr for eksempel ved motorstop, kæntring og grundstødning. Nordfalcken rykker også ud ved eftersøgninger og bistår ved arrangementer på vandet for eksempel Open Water, som er en svømmekonkurrence på tværs af Aarhus Bugten. De akutte aktioner sker ofte i samarbejde med Maritimt Overvågningscenter Nord og Marinehjemmeværnet ligesom andre søfolk på vandet kan være involveret. Søndagsturen til den væltede katamaran involverede både en coaster og en lodsbåd, inden Nordfalcken tog over og trak den kæntrede Hobie Cat ind til stranden i samarbejde med de to sejlere. fra Egå Marina. De må bruges privat for eksempel til at stå på vandski. Men tager man ribben, skal man blive i Aarhus Bugten, og man skal være parat til at indgå i beredskabet, hvis der er behov. Der er ingen vagtplan. Der er en telefonkæde, og som regel tager det højst en time at sætte et hold og være klar på gashåndtaget. Men de garvede ambulanceførere kunne godt tænke sig at være endnu hurtigere på vandet. Drømmen er at få en båd med større rækkeevne, som kan ligge klar i havnen med alt udstyr om bord. Men det kræver nok kroner, før vi kan realisere det, siger Mads Thøger Jensen. Men er det en opgave for frivillige? SOK redder mennesker. Vi redder udstyr. Der er ikke andre til det end os og Marinehjemmeværnet, men vi er opmærksomme på, at vi ikke tager arbejdet fra de professionelle, men bare hjælper med at gøre indsatsen bedre, siger Mads Thøger Jensen. Han tilføjer, at sejlere gerne må ringe direkte, hvis de har brug for hjælp, men ikke ligefrem er i nød. For eksempel ved grundstødning og motorstop. I princippet kan alle, der bjærger materiel for andre, kræve bjærgeløn, men hos Nordfalcken er hjælpen gratis. Vi synes, det er sjovt at være på vandet og endnu sjovere, når der er en opgave forbundet med det. Vi har alle et arbejde, hvor det er naturligt at hjælpe andre. Vi kan nok bare ikke lade være, forklarer han. Drømmer om noget større Nordfalckens to både ligger i en lade 10 min. kørsel Termografisk kamera er en fast del af udstyret på Nordfalcken. Det tager som regel højst en time at få båden i vandet, når der er bud efter Nordfalcken. NOVEMBER

8 Dansk Søredningsselskab trækker en båd i havn ved Vedbæk. Der er masser af frivillige rundt omkring i landet, der er med til at øge sikkerheden til søs, og der kommer støt flere til. Ni, snart ti havne har et beredskab, der er klar til at rykke ud og bjærge folk. Den ene er Nordfalcken i Aarhus. Dertil kommer Dansk Søredningsselskab med otte aktive redningsstationer plus en ny i Nykøbing Falster, der er klar til at deltage i aktioner fra Der er søredningsselskaber i Lynetten (København), Helsingør, Lynæs (Hundested), Spodsbjerg og Rudkøbing på hver sin side af Langeland, Kerteminde og Bregnør på Fyn og endelig Aarø i Lillebælt. Den første blev etableret i Helsingør i 2004 på opfordring fra den svenske søsterorganisation, der ofte måtte hjælpe danske sejlere. Mads Thøger Jensen fra Nordfalcken i Aarhus hørte først om søredningsselskabet efter, at de havde etableret Nordfalcken. Han har undersøgt muligheden for at blive en del af selskabet. De er mere velfunderede, end vi er, og vi har fået meget inspiration af dem. Men for at blive et søredningsselskab, skal man garantere, at man kan rykke ud, og det kan vi ikke. Vi kan ikke lave en vagtplan, når vi alle har fast arbejde med skiftende arbejdstider og tilkaldevagter. Det er dog kun sket en gang, at vi har sagt nej til at hjælpe, fortæller Mads Thøger Jensen. Dansk Søredningsselskab er ligesom Nordfalcken afhængig af fonde og sponsorer. De kræver heller ikke penge for at bjærge en båd, men de opfordrer folk til at blive medlem. Der er medlemmer, som betaler 550 kroner om året. 28 BÅDMAGASINET

9 TEKST LONE BOLTHER RUBIN FOTO TROELS LYKKE Havets kranbiler Dansk Søredningsselskab og Nordfalcken er ikke konkurrenter til Søværnets Operative Kommando (SOK). Man kan sammenligne med indsatsen på vejene: Det offentlige betaler for ambulancekørsel, mens de private selv må stå for at trække en bil på værksted. Der sker bare for lidt på vandet til, at bugsering er et forretningsområde derfor er der brug for frivillige. Vi hjælper gerne SOK, men så er det altid på deres kommando, erklærer Dansk Søredningsselskabs formand Ole Lyngenbo. SOK er meget tilfreds med samarbejdet. De primære Search And Rescue (SAR) enheder er bemandet med særligt uddannede personer i livredning og søredningsaktioner. Primære SARenheder er Flyvevåbnets redningshelikoptere og Søværnets egne skibe, kystredningsstationerne og Marinehjemmeværnets fartøjer. Marinehjemmeværnet er bemandet med frivillige, der ligesom brandmænd på land har særlige beredskabskrav. Fartøjerne skal være klar til SAR-aktioner i løbet af en time døgnet rundt. Dertil kommer et samarbejde med i alt cirka 90 frivillige organisationer så som redningskorps, fl yveklubber og radioamatørklubber. De har ingen pligter og ansvar i forhold til beredskabet, men de gør nytte alligevel. Vi er meget glade for alle de tilsagn og aftaler om assistance, som vi får fra de mange frivillige ressourcer. De kan ganske ofte være med til lokalt og hurtigt at standse situationer, inden de udvikler sig til egentlige søulykker, udtaler presseofficer i SOK, Jesper Rasmussen. Mere info: nordfalcken.dk dsrs.dk NOVEMBER