Kapitel 45 - Imødekommelse af en verdensomspændende kirkes behov

Transkript

1 Teksten er den del af: Kirkens historie i tidernes fylde Kapitel 45 - Imødekommelse af en verdensomspændende kirkes behov Tidslinie Dato Betydningsfuld begivenhed 1975 Konferencerne for hjælpeorganisationerne ophører Okt De Halvfjerds' Første Kvorum organiseres som et generalautoritet-kvorum 1978 Det slægtshistoriske navneuddragningsprogram introduceres 1979 Stavskonferencernes antal reduceres til to gange årligt 1980 Ny søndagsmødeplan indføres 1982 Kirkens medlemstal overstiger 5 millioner 1984 Områdepræsidentskaber kaldes 5. november 1985 Spencer W. Kimball dør 90 år gammel Indledning Kirkens medlemstal var nået op på , da Spencer W. Kimball blev præsident for Kirken i begyndelsen af 1973,1 og det fortsatte med at vokse hurtigt under hans ledelse. I begyndelsen af 1980'erne voksede Kirken med over en kvart million nye medlemmer hvert år. I 1982 passerede Kirkens medlemstal fem millioner. En sådan vækst i løbet af et årti medfører store udfordringer: Hvordan kan generalautoriteterne på effektiv vis bevare forbindelsen til det hurtigt voksende antal kirkeenheder og hellige over hele verden? Hvordan kan Kirkens programmer og aktiviteter bedst imødekomme medlemmernes behov, som lever under meget forskellige forhold? Hvordan kan templets velsignelser stilles til rådighed for alle medlemmer? Den voksende kirke havde behov for flere ledere til at møde udfordringerne i en ny tid. De Halvfjerds' Første Kvorum organiseres Det voksende antal stave og missioner i Kirken lagde et større tidspres på generalautoriteterne. Der var flere stavskonferencer, som de skulle deltage i, og flere missionsdistrikter, som havde behov for tilsyn. Fem højpræster var blevet kaldet i april 1941 til at tjene som assistenter til De Tolv for at hjælpe dem med de voksende administrative pligter. Som Kirken fortsat voksede i årenes løb, blev yderligere Brødre kaldet til denne stilling. Indtil oktober 1976 havde 38 assistenter til De Tolv virket (se aktuelle Deseret News Church Almanac): 1. Marion G. Romney 2. Thomas E. McKay 3. Clifford E. Young Side 1 af 9

2 4. Alma Sonne 5. Nicholas G. Smith 6. George Q. Morris 7. Stayner Richards 8. ElRay L. Christiansen 9. John Longden 10. Hugh B. Brown 11. Sterling W. Sill 12. Gordon B. Hinckley 13. Henry D. Taylor 14. William J. Critchlow jun. 15. Alvin R. Dyer 16. N. Eldon Tanner 17. Franklin D. Richards 18. Theodore M. Burton 19. Thorpe B. Isaacson 20. Boyd K. Packer 21. Bernard P. Brockbank 22. James A. Cullimore 23. Marion D. Hanks 24. Marvin J. Ashton 25. Joseph Anderson 26. David B. Haight 27. William H. Bennett 28. John H. Vandenberg 29. Robert L. Simpson 30. O. Leslie Stone 31. James E. Faust 32. L. Tom Perry 33. J. Thomas Fyans 34. Neal A. Maxwell 35. Wm. Grant Bangerter 36. Robert D. Hales 37. Adney Y. Komatsu 38. Joseph B. Wirthlin Der blev ligeledes lagt yderligere opgaver over til de syv generalautoriteter, som udgjorde De Halvfjerds' Første Råd. Præsident David O. McKay bekendtgjorde i september 1961, at disse halvfjerdser var blevet ordineres til embedet som højpræst og havde fået myndighed til at organisere stave og ward, og herunder at indsætte stavspræsidenter og biskopper, under De Tolvs ledelse.2 Tidligere havde det Første Råd ført tilsyn med halvfjerdserkvorummer i stavene over hele Kirken, men ikke fået myndighed til at regulere stave og ward. I 1975 bekendtgjorde Spencer W. Kimball, at tiden var kommet til at organisere De Halvfjerds' Første Kvorum. Disse Brødre skulle hjælpe de eksisterende syv præsidenter for De Halvfjerds med at fremme Herrens værk, "især hvad angår missioneringen."3 Det Første Præsidentskab erklærede efterfølgende, at medlemmer af De Halvfjerds' Første Kvorum ville få den samme myndighed som assistenterne til De Tolv. Ved oktoberkonferencen i 1976 bekendtgjorde præsident Kimball, at Det Første Præsidentskab havde "følt sig inspireret til at kalde alle assistenterne til De Tolv Side 2 af 9

3 til tjeneste i De Halvfjerds' Første Kvorum." Præsident Kimball fortsatte: "Med disse forandringer... er de tre styrende kvorummer i Kirken, der er blevet tilkendegivet gennem åbenbaring -- Det Første Præsidentskab, De Tolv Apostles Kvorum og De Halvfjerds' Første Kvorum -- blevet sat på deres rette pladser, som åbenbaret af Herren [se L&P 107:22-26]. Det vil gøre det muligt effektivt at klare det nuværende arbejdspres og at berede os til den yderligere udvidelse og vækst af arbejdet i forventning om den dag, da Herren vil vende tilbage og overtage den direkte ledelse af sin kirke og sit rige"4 Som del af en fortsat proces blev der ved hver af de efterfølgende generalkonferencer føjet flere medlemmer til De Halvfjerds' Første Kvorum.5 Kontakten til de hellige overalt i verden bevares Mens medlemmer af De Halvfjerds tilvejebragte den nødvendige hjælp ved Kirkens hovedsæde, blev der ligeledes truffet foranstaltninger til at styrke forbindelsen til de vidtspredte lokale enheder. Regioner, som havde ledet velfærdsprojekter siden 1936, og områder, som havde koordineret missioner siden 1960'erne, blev reorganiseret. Derpå blev hvert missionsområde stillet under personligt tilsyn af en generalautoritet. I 1966 boede elleve af disse Brødre uden for USA. I 1975 kom regioner og stave også ind under disse fastboende generalautoriteter eller områdetilsynsførende.6 En vigtig udvikling kom til i 1984, da verden blev opdelt i 13 store områder, der hver blev ledet af et præsidentskab, der bestod af 3 medlemmer af De Halvfjerds. Denne forandring bragte ny styrke til Kirkens ledelse på områdeniveau. Disse generalautoriteter i områdepræsidentskabet havde viden og erfaring, som hjalp dem med at lede deres områder i overensstemmelse med de helliges forskellige behov og forhold i de forskellige dele af verden. Præsident Gordon B. Hinckley, andenrådgiver til præsident Spencer W. Kimball, fremhævede, at Kirkens vækst kræver fleksibilitet i forvaltningen, selv om Kirkens guddommelige mandat ikke ændres."7 Generalautoriteterne fik også ansvar for at lede de talrige afdelinger og komitéer ved Kirkens hovedsæde. I 1977 bekendtgjorde Det Første Præsidentskab en opdeling mellem ansvaret for de timelige anliggender hos Det Præsiderende Biskopråd på den ene side, og på den anden side for de kirkelige og åndelige anliggender hos De Tolv Apostle og De Halvfjerds. Medlemmerne af De Halvfjerds Første Kvorum overtog hovedansvaret for den daglige administration af Kirkens programmer inden for missionering, tempel og slægtshistorie, så vel som for de forskellige afdelinger, som ledte arbejdet med præstedømmets kvorummer og hjælpeorganisationerne. Da medlemmerne af De Halvfjerds' Kvorummer overtog dette ansvar, fik De Tolv Apostle bedre muligheder for at vise større opmærksomhed over for Kirkens behov på verdensplan. Da Kirken voksede, blev udgiften ved at bringe lokale ledere til generalkonference to gange om året en voksende byrde, og Kirkens ledere besluttede, at det var bedre at uddanne lokale ledere i deres eget land. Fra 1971 begyndte generalautoriteter at afholde områdekonferencer rundt omkring i verden. Disse konferencer blev afholdt i store auditorier eller sportshaller, så mange mennesker kunne deltage. Områdekonferencer var imidlertid ikke kun til oplæring af lokale ledere. Lokale medlemmer, hvor mange kom fra små, fjerntliggende grene, var taknemmelige for at kunne høre generalautoriteternes råd og for at kunne samles med tusinder af deres medhellige. Men efterhånden blev selv områdekonferencer for store og upraktiske. I midten af 1980'erne begyndte regionale eller multi-regionale konferencer, overværet af små delegationer af generalautoriteter, at erstatte de større forsamlinger. Side 3 af 9

4 I 1975 bekendtgjorde præsident Kimball, at konferencerne for hjælpeorganisationerne ved Kirkens hovedsæde skulle ophøre. Disse konferencer var årligt blevet afholdt af Hjælpeforeningen, Unge Mænd og Unge Piger (GUF), Søndagsskolen og Primary. Instruktionerne til de lokale ledere blev herefter givet ved regionale møder og ved generalkonferencer. Tilsvarende blev generalkonferencerne i 1977 skåret ned fra tre til to dage og afholdt den første weekend i henholdsvis april og oktober. Det betød, at aprilkonferencerne ikke altid faldt på den 6. april, som er årsdagen for Kirkens organisering. Ved at afholde generalkonferencer i weekender fik flere stavspræsidenter og andre mulighed for at deltage, eftersom de ikke behøvede at rejse hjemmefra midt i en arbejdsuge. I forbindelse med Kirkens to-dages halvårlige generalkonferencer afholdt hjælpeorganisationerne begrænsede workshops og åbenthus torsdag og fredag forud for konferencen. På det mere lokale plan blev antallet af årlige stavskonferencer i 1979 reduceret fra fire om året til to. Det blev gjort, for "at lette Kirkens medlemmers byrder i form af tid, rejse og økonomi."8 Fra midten af 1980'erne deltog medlemmer af De Tolvs Kvorum i stigende grad i regionale eller multi-regionale konferencer snarere end i de individuelle stavskonferencer.9 Forenklede aktiviteter Kirkens ledere fortsatte med at tage skridt for at sikre sig, at Kirkens mål blev opfyldt uden unødvendige krav til de helliges tid eller økonomi. Generalautoriteterne rådede de lokale ledere til ikke at sponsorere ungdomsture eller andre overdådige aktiviteter, som ville belaste medlemmernes ressourcer. Unge Mænds og Unge Pigers organisation havde tidligere kaldet ledere inden for musik, drama, tale og sport i hvert ward. I 1977 ophørte disse kaldelser, og en aktivitetskomité med tre medlemmer blev oprettet til at koordinere alle sådanne aktiviteter i hvert ward. Formålet med disse komiteer i ward og stave var at aflaste præstedømmekvorummer og hjælpeorganisationer for ansvaret for aktiviteter i ward eller stav. Dette gav præsidentskaber mulighed for at fokusere på de pligter og ansvar, som de direkte var ansvarlige for. Aktivitetskomiteen bestod af en formand og en leder for henholdsvis kulturelle og fysiske aktiviteter. De blev en ressource for præsidentskaber i præstedømmet og i hjælpeorganisationer og fremmede kultur, sport, fritidsbeskæftigelser og fysisk sundhed. Specialister blev kaldet midlertidigt til aktivitetskomiteen til at arbejde med specifikke aktiviteter og arrangementer som fx en musical, teaterproduktioner, dans, taleaktiviteter, familiens og den personlige fysiske sundhed samt generelle familieaktiviteter, der tjener de helliges generelle udvikling.7 Mange sidste dages hellige verden over kunne ikke nyde godt af hele tilbuddet af sådanne aktiviteter, fordi de var isoleret fra andre kirkemedlemmer. I mange tilfælde boede blot to eller tre medlemsfamilier spredt over et større område, og de kunne ikke gennemføre de programmer, som hører til et fuldt organiseret ward. Disse familier afholdt kirkemøder i deres hjem, hvor alle familiens medlemmer på skift holdt tale og udførte andre opgaver. Kirken indledte derfor i 1978 et program for "grundlæggende enheder" for at hjælpe sådanne isolerede medlemmer. Dette program blev også brugt af Kirkens enheder i områder af verden, hvor der var behov for at begynde enkelt og udvikle sig gennem forskellige udviklingstrin. En særlig håndbog forklarede, hvilke embedsmænd der skulle kaldes, samt hvilke aktiviteter de kunne gennemføre på hvert udviklingstrin. En Side 4 af 9

5 familievejledning fortalte, hvilke møder der skulle afholdes, hvis familien var isoleret og helt alene. Medlemmer over hele verden nød godt af den vejledning, som den grundlæggende enheds program tilbød. Selv i områder med fuldt organiserede stave blev dette program tilpasset til små grupper af medlemmer, der var isolerede fra flertallet pga. geografiske forhold eller sprogbarrierer. Håndbog i evangeliske principper, et af seks kursushæfter, der især er udarbejdet til brug i mindre enheder, blev populært blandt alle sidste dages hellige som et glimrende opslagsværk om Kirkens lærdomme. Kirkens positive erfaring med et forenklet program i disse spredte enheder dannede også model for forenkling af andre kirkeprogrammer. I årtier blev præstedømme- og søndagsskolemøder afholdt søndag formiddag og nadvermødet i løbet af eftermiddagen eller aftenen. Hjælpeforeningens møde for kvinder, Primarys klasser og aktiviteter for børn og Gensidig Uddannelsesforening (GUF) for unge blev altsammen afholdt i løbet af ugen. I 1980 blev de grundlæggende møder i wardet -- præstedømme, Hjælpeforening, Unge Piger, Primary, Søndagsskolen og nadvermødet -- ændret og samlet i en tre timers blok søndag formiddag eller eftermiddag. Gamle traditioner som Søndagsskolens 30-minutters forprogram ophørte. Juniorsøndagsskolen blev slået sammen med Primary. En aktivitetsaften for de unge, et månedligt hjemkundskabsmøde i Hjælpeforeningen, regelmæssige aktivitets- og præstationsdage for primarybørn samt enkelte andre aktiviteter foregik stadig i løbet af ugen. Det Første Præsidentskab forklarede, at den nye mødeplan for Kirken var beregnet på at give familierne mere tid til at studere skriften, tale om evangeliet samt til andre aktiviteter i hjemmet.10 Den samordnede mødeplan gav også de hellige mulighed for at blive mere involveret i samfundstjeneste. En anden fordel ved mødeplanen var begrænsede transportudgifter for medlemmerne og færre udgifter til opvarmning og lys i kirkebygningerne. Vækst i tempelaktivitet 1970'erne11 var blot indledningen til en hidtil enestående periode i byggeriet af templer og tempelaktivitet. Templet i Washington D.C. blev indviet i 1974 af præsident Kimball. Det var det andet tempel i dette århundrede, som blev bygget med en stor forsamlingssal til præstedømmet på en af de øvre etager, det første var templet i Los Angeles. Desuden var der 6 lokaler til præsentation af tempelbegavelsen. Et år tidligere var templerne i Mesa i Arizona og i St. George blevet lukket på grund af ombygning. Disse templer blev ombygget, så de kunne præsentere tempelbegavelsen ved hjælp af audiovisuelt udstyr. Ombygningen var så omfattende, at de først to år efter i 1975 blev genåbnet for offentligheden ved åbenthus, hvorefter de blev genindviet, hvilket var første gang, det blev gjort på denne måde. Templerne i Laie på Hawaii og i Logan blev tilsvarende ombygget og genindviet senere i samme årti. I 1975 blev det bekendtgjort, at tre nye templer skulle bygges, São Paulo i Brasilien som det første i Sydamerika; Tokyo i Japan som det første i Asien samt i Seattle i staten Washington, som det første i det nordvestlige hjørne af USA. De sidste dages hellige fyldtes af taknemmelighed for de længe ventede templer. "En bølge af bevægelse gennemstrømmede områdekonferencen i Brasilien, da præsident Side 5 af 9

6 Spencer W. Kimball den 1. marts bekendtgjorde, at der skulle bygges et tempel i São Paulo. 'Jeg har en vigtig bekendtgørelse', sagde han, og tog det som det første punkt, selv inden indledningsbønnen... 'Et tempel vil blive bygget i Brasilien,' sagde han. Et overrasket gisp kunne høres over hele forsamlingen. 'Det vil blive bygget i São Paulo,' fortsatte præsidenten. På dette tidspunkt fyldtes manges øjne med tårer. De græd åbent af glæde."12 I slutningen af 1970'erne blev den hastighed, hvormed tempelbyggeri foregik, øget. Planer om et tempel i Mexico City blev bekendtgjort i 1977, og det efterfølgende år bekendtgjorde Kirkens ledere, at der ville blive bygget et tempel i Jordan River i den sydlige del af Salt Lake-dalen. I 1980 bekendtgjordes et hidtil uset antal nye templer, nemlig syv, på én gang. De skulle bygges i Atlanta i staten Georgia, det første i det sydøstlige USA, samt i Buenos Aires i Argentina, Santiago i Chile, Sydney i Australien, Nuku'alofa i Tonga, Papeete i Tahiti samt i Apia i Samoa. Præsident Spencer W. Kimball erklærede: "Nu indledes den mest intensive tempelbygningsperiode i Kirkens historie... Vi ser frem til den dag, hvor Kirkens hellige ordinancer, der udføres i templerne, vil være til rådighed for alle Kirkens medlemmer på passende steder rundt om på jorden."13 I begyndelsen af 1980'erne bekendtgjorde Kirkens ledere planer om at bygge endnu flere templer, herunder et i Sydafrika og et i Den Tyske Demokratiske Republik (det kommunistiske Østtyskland). Seks templer, et hidtil uset antal, blev indviet i løbet af Midt i 1984 var yderligere 21 templer planlagt eller allerede under opførelse. Færdiggørelsen af disse nye templer bragte det totale antal op på 47 sammenlignet med kun 15 i brug, da præsident Kimball indledte sin forvaltning. Den forudgående rekord havde været tre templer under opførelse på samme tid, da templerne i Salt Lake, Logan og Manti blev bygget i Utah i 1880'erne. For første gang i Kirkens historie ville der være templer på hvert eneste beboet kontinent. I mange år havde mange familier ofret det meste af deres materielle ejendele for en gang i livet at kunne rejse til det nærmeste tempel. Der krævedes næsten en hel årsindtægt for en familie fra Tahiti for at rejse til templet i New Zealand. En skomager i Costa Rica måtte sælge sin bil og hele sit skolager for at kunne rejse med sin hustru og syv børn til templet i Arizona, så deres familie kunne besegles for evigt. På denne rejse på næsten km måtte de sove på gulvet i aktivitetssale og skifte bus, hver gang de kom til et nyt land. Disse hellige var villige til at yde sådanne ekstreme ofre for at modtage de hellige velsignelser, som de kun kunne få i templerne. I nogle lande, såsom Korea, forhindrede regeringens rejserestriktioner parrene i at forlade landet på samme tidspunkt, hvad der gjorde det umuligt for dem at blive beseglet til hinanden. I andre tilfælde måtte forældre med begrænsede midler træffe den umulige beslutning om, hvilke af deres børn der skulle med til templet for at blive beseglet. Efterhånden som nye templer begyndte at dukke op overalt på jorden, blev sådanne vanskeligheder begrænset for mange hellige. Side 6 af 9

7 Teknologiske fremskridt Udvidelsen af tempelbyggeriet14 blev ledsaget af betydelige forbedringer af metoderne for indsamling af slægtshistoriske informationer. Computeren begyndte at blive et uundværligt værktøj i den slægtshistoriske forskning. Da der i 1961 blev behov for yderligere navne til arbejdet i templerne, uddrog de ansatte i Genealogical Society de vigtige informationer fra udvalgte sogne og andre optegnelser om borgerne. Computeren satte hurtigt navnene i alfabetisk orden og skrev dem ud. Indtil 1969 skulle Kirkens medlemmer, der indsendte navne til tempelordinancer, først gruppere dem i familier. Men da Kirken holdt styr på ordinancerne med et computerprogram, beslutte man at tillade medlemmerne at indsende individuelle navne. Denne større frihed gjorde det muligt for de hellige at øge deres slægtshistoriske aktivitet, således at der hvert år blev tilføjet tusindvis af navne til Kirkens voksende database med afdøde personer, hvis navne var klargjort til tempelordinancer. I midten af 1970'erne blev der årligt udført mere end tre millioner begavelser for de afdøde, men mindre end én million navne blev tilføjet af sidste dages helliges egen slægtforskning. Forskellen blev tilvejebragt gennem et navneuddragningsprogram udført af ansatte i Slægtshistorisk. Generalautoriteterne fornemmede et stigende behov for, at de hellige udførte deres egen slægtsforskning samt at udvide deres involvering i tempeltjenesten. I 1978 opfordrede Kirkens ledere de hellige til at nedskrive personlige historier, deltage i slægtsorganisationer og færdiggøre deres fire generations-skemaer. Præsident Kimball introducerede også et nyt program over hele Kirken, som gjorde medlemmer i stand til at "gå den ekstra mil" ved at uddrage navne og genealogiske oplysninger fra mikrofilmede optegnelser. Dette uddragningsprogram blev ledet af præstedømmeledere lokalt.15 Eftersom de fleste optegnelser er arrangeret kronologisk, skal slægtsforskere bruge utallige timer med at gennemgå de samme optegnelser for at finde deres personlige forfædre. I uddragningsprogrammet kan frivillige uddrage alle navne fra den originale optegnelse. Disse navne kan derpå blive sorteret af en computer, så oplysningerne er lette at finde. De helliges deltagelse i dette uddragningsprogram bidrog også til at opnå målet om, at hvert enkelt tempeldistrikt selv sørgede for navne til udførelse af tempelordinancer. Derfor blev der etableret servicecentre i forbindelse med templerne i São Paulo, Tokyo og Mexico City, således at man lokalt kunne klargøre navne til tempelordinancer. Spencer W. Kimballs bidrag Ældste Spencer W. Kimballs havde et relativt dårlige helbred, før han blev Kirkens præsident, hvilket fik nogle mennesker til at forudsige, at hans forvaltning ikke ville vare længe. Hans 12 år som præsident førte imidlertid til mange betydningsfulde resultater og var fyldt med begivenheder, der havde uforglemmelige og langtrækkende virkninger. Mens han var præsident blev privilegiet at kunne bære præstedømmet udstrakt til alle værdige mænd af alle racer (se Officiel erklæring 2). Nye udgaver af skrifterne blev trykt, som omfattede vigtige hjælpekilder og tilføjelser til den hellige skrift. De Halvfjerds Første Kvorum indtog deres åbenbarede plads i Kirkens ledelse. Kirkens møder blev strømlinet. Templer i et hidtil uset antal gav mulighed for at modtage evangeliets højeste velsignelser for hellige rundt om i verden. Side 7 af 9

8 I begyndelsen af præsident Kimballs embedsperiode svarede tempoet i hans personlige liv til Kirkens hurtige vækst. Men da han blev ældre, blev hans helbred dårligere. Præsident Kimball blev inspireret til at kalde ældste Gordon B. Hinckley som en ekstra rådgiver i Det Første Præsidentskab. Spencer W. Kimball døde den 5. november 1985 efter lang tids sygdom. Han blev dybt savnet af millioner, som så taknemmeligt havde opretholdt ham som profet, seer og åbenbarer. Præsident Hinckley sagde om præsident Kimball: "Han virkede som apostel og profet i 42 år. Hans rørende eksempel på oprigtig ydmyghed, hans udstrakte kærlighed til folk og hans rolige og ærlige erklæring om sin tro, har påvirket os alle. Han førte et majestætisk liv i al sin enkelhed. Han var aldrig pralende, hovmodig eller stolt. Og alligevel havde han en personlighed, der strålede som guld. Guds hånd havde fjernet middelmådighedens ligegyldigheder fra denne mands liv. Jeg nærede en kærlighed til ham, som kun mennesker, der tjener Herren, lærer at føle og kende.16 Ældste Neal A. Maxwell sagde i samme ånd: "Det er ikke kun passende, men det er nødvendigt at bruge superlativer for at beskrive præsident Spencer Wooley Kimballs tjenestegerning... Hans mange resultater kappes allerede om at stå forrest i rækken af vores minder Der findes en særlig og tydelig grad af kærlighed til og identificering med præsident Kimball."17 Ældste Maxwell talte for Kirkens medlemmer over hele verden, da han henviste til præsident Kimball som "Spencer, den elskede".18 Slutnoter 1. Se Conference Report, apr. 1974, s. 27 eller Ensign, maj 1974, s Se Conference Report, sep.-okt. 1961, s I Conference Report, okt. 1975, s. 3 eller Stjernen, apr. 1976, s I Conference Report, okt. 1976, s. 10 eller Ensign, nov. 1976, s Se Richard O. Cowan, The Church in the Twentieth Century, (Salt Lake City: Bookcraft, 1985), s Se brev fra Det Første Præsidentskab, 3. sep Se "Area Presidencies Called as Church Modifies Geographical Administration," Ensign, aug. 1984, s Spencer W. Kimball i "Stake Conferences to Be Semi-annual," Church News, 1. apr. 1978, s Se Cowan, Church in the Twentieth Century, s Se "Meeting Schedule Approved," Church News, 2. feb. 1980, s Afsnit skrevet for Kirkens Uddannelsessystem; også udgivet i Cowan, Church in the Twentieth Century, s J. M. Heslop, "Area Conference in Brazil," Church News, 8. mar. 1975, s I Jay M. Todd, "Report of the Regional Representatives' Seminar," Ensign, maj s Afsnit skrevet for Kirkens Uddannelsessystem; også udgivet i Cowan, Church in the Twentieth Century, s I Conference Report, april 1978, s. 4 eller Den danske Stjerne, okt. 1978, s. 5-6, se også Church News, 22. apr. 1978, s I Conference Report, april 1986, s. 61; eller Stjernen, jul. 1986, s "Spencer, the Beloved: Leader-Servant," Ensign, dec. 1985, s. 8. Side 8 af 9

9 18. Se Don L. Searle, "President Ezra Taft Benson Ordained Thirteenth President of the Church," Ensign, dec. 1985, s. 2. Side 9 af 9