Forord. Den nedenstående gennemgang af regler bygger på Tandklagesystemets (Landstandlægenævnets og Regionstandlægenævnenes) praksis.

Transkript

1 Forord Den nedenstående gennemgang af regler bygger på Tandklagesystemets (Landstandlægenævnets og Regionstandlægenævnenes) praksis. Ansvaret for teksten er udelukkende mit. Fremstillingen kan ikke opfattes som retningslinjer, og der gives ikke udtryk for opfattelsen hos Tandlægeoverenskomstens parter eller i Tandklagesystemet, ej heller hos de enkelte medlemmer af Landstandlægenævnet eller af Regionstandlægenævnene. Offentliggørelsen sker som bidrag til informationen om Tandklagesystemet og større åbenhed om dets arbejde. K. Wiingaard TANDKLAGERET (Indholdsfortegnelse anbragt bagest) 1. For de privatpraktiserende tandlægers og deres patienters klageordning gælder et særligt sæt regler. I denne fremstilling kaldes regelsættet Tandklageret. Tandklageproces, Tandklageansvar, Tandklagesystem

2 Tandklagerettens retskilder er Tandlægeoverenskomsten (5-9), forskellige bestemmelser i lovgivningen (26-58) og den praksis, der er udviklet i forbindelse med behandlingen af klagesagerne. Derimod findes der så godt som ingen domspraksis på området. Sagsbehandlingsreglerne ( Tandklageprocessen, ) er formelle forskrifter i forbindelse med behandling af klagerne og har til hovedformål at sikre rigtige afgørelser vedrørende Tandklageansvaret, herunder disciplinæransvaret ( ) og kontraktsansvaret ( ). Disciplinæransvaret, men ikke kontraktsansvaret, omfatter også tandskade (445). I daglig tale anvendes udtrykket Tandklagesystemet. Der tænkes på de klageorganer, der som Regionstandlægenævnene og Landstandlægenævnet har til opgave at behandle klager vedrørende privatpraktiserende tandlægers disciplinæransvar og kontraktsansvar. Strengt taget dækker udtrykkene Tandklageret, Tandklageproces, Tandklageansvar og Tandklagesystem også Serviceansvar (18-19 og 82-85) og de klagesagsbehandlende samarbejdsorganer på tandlægeområdet, men denne emnekreds behandles kun lejlighedsvis i denne fremstilling. FØRSTE DEL TANDKLAGESYSTEMET: OVERENSKOMST. Resumé

3 Tandlægeoverenskomsten forpligter parterne og kan undertiden skabe ret også for patienterne. Det er Landssamarbejdsudvalget, der fortolker Overenskomsten. Tandklagesystemet behandler disciplinærklager og forbrugerklager, men kan ikke tage stilling til erstatningskrav. Den samtidige (integrerede) behandling af disciplinærklage og forbrugerklage har visse fordele. Praksissektoren 4. Sundhedsvæsenets opgaver udføres af praktiserende sundhedspersoner samt af regionernes sygehusvæsen, kommunerne og øvrige offentlige og private institutioner m.v. Praksissektoren drives gennem landsoverenskomster mellem Regionernes Lønnings- og Takstnævn og faglige organisationer af privatpraktiserende sundhedspersoner. Tandlægeoverenskomsten 5. Regionernes Lønnings- og Takstnævn har med Tandlægeforeningen indgået Overenskomst om tandlægehjælp af 9. juni 1999, senest ændret ved aftale af 27. maj 2010 ( Tandlægeoverenskomsten ). Der er ca privatpraktiserende (aktive) medlemmer med ydernummer. Hertil kommer et betydeligt antal ansatte privatpraktiserende tandlæger. Eksklusivbestemmelser er forbudt. En tandlæge kan være tilsluttet Tandlægeoverenskomsten uden at være medlem af Tandlægeforeningen. Antallet af sådanne tandlæger er yderst beskedent.

4 I medfør af Tandlægeoverenskomsten er der udsendt Forretningsorden for Regionstandlægenævnene af 10. december En forretningsorden af samme dato er gældende for Landstandlægenævnet. Gælder Tandlægeoverenskomsten for patienterne? 7. Tandlægeoverenskomsten er en aftale mellem dens parter og binder umiddelbart kun dem. Men adskillige overenskomstbestemmelser skaber desuden ret for patienterne. Patienterne kan påberåbe sig bestemmelserne, når dette fremgår af disses ordlyd eller af den fortolkning, der må anlægges. Derimod kan Tandlægeoverenskomsten ikke uden hjemmel forpligte patienterne (men der foreligger hjemmel, hvis Overenskomsten gengiver, hvad der står i loven). Landssamarbejdsudvalget fortolker Tandlægeoverenskomsten 8. Langt de fleste landsoverenskomster, også Tandlægeoverenskomsten, indeholder regler om samarbejdsorganer (Samarbejdsudvalg og Landssamarbejdsudvalg). 9. Landssamarbejdsudvalget for Tandlægehjælp behandler henvendelser om fortolkning af Tandlægeoverenskomsten fra blandt andre Regionstandlægenævnene og Landstandlægenævnet. Landssamarbejdsudvalget kan udlægge hele Tandlægeoverenskomsten. Landssamarbejdsudvalgets beføjelse gælder altså også alle spørgsmål, der kan opstå i forbindelse med patientklage under Overenskomsten.

5 Landssamarbejdsudvalget har godkendt Vejledning i sagsbehandling af klager over tandlæger, marts 2012, Tandklagesystemet - Klager og ansvar Disciplinærklage, forbrugerklage disciplinæransvar, kontraktsansvar, mangelsansvar 11. Patientens klage over den sundhedsfaglige virksomhed falder uden for alle landsoverenskomster med undtagelse af en enkelt, Tandlægeoverenskomsten. Sundhedsfaglig virksomhed er ikke alene den faglige udførelse af undersøgelse, diagnosticering, behandling m.v., men også opfyldelse af processuelle pligter, der er knyttet hertil, fx journalføring, indhentelse af informeret samtykke og tavshedspligt. I forbindelse med patientens klage over den privatpraktiserende tandlæges sundhedsfaglige virksomhed bruges der i denne fremstilling udtrykkene disciplinærklage og disciplinæransvar. 12. Patientens klage over den kontraktlige ydelse falder uden for alle landsoverenskomster med undtagelse af en enkelt, Tandlægeoverenskomsten. I forbindelse med patientens klage over en sådan ydelse fra en privatpraktiserende tandlæge bruges der i denne fremstilling udtrykkene forbrugerklage og kontraktsansvar eller normalt synonymt med udtrykket kontraktsansvar mangelsansvar.

6 Tandklagen rummer som oftest en kombination af begge klagetyper (begge former for ansvar). Tandklagesystemets grundkompetencer 14. Efter Tandlægeoverenskomsten bedømmer Regionstandlægenævnet klager, der vedrører rent faglige forhold. På denne overenskomstbestemmelse støttes kompetencen til at behandle disciplinærklager. 15. Det hedder videre, at Regionstandlægenævnet over for en tandlæge kan beslutte, at tandlægen til patienten skal betale et af nævnet fastsat beløb. På denne overenskomstbestemmelse støttes kompetencen til at behandle forbrugerklager. Ifølge Overenskomsten fungerer Landstandlægenævnet som ankeinstans for afgørelser truffet af Regionstandlægenævnene. Negativt er Tandklagesystemets kompetence afgrænset ved en bestemmelse i Landstandlægenævnets forretningsorden, hvorefter der ikke kan påkendes krav om erstatning, f.eks. for tabt arbejdsfortjeneste, påført skade, svie og smerte eller invaliditet. 16. Om organisationen af Tandklagesystemet henvises også til bemærkningerne under Regionstandlægenævnene og Landstandlægenævnet modtager henholdsvis ca. 600 og ca. 120 sager årligt. Klager og ansvar uden for Tandklagesystemet

7 I klagen kan der indgå elementer, der falder uden for Tandklagesystemets kompetence, således at kun en nærmere analyse kan adskille elementerne. Klager af alle slags kan i princippet indbringes som retssag for domstolene, også selv der måtte være en klageadgang i Tandklagesystemet, som ikke har været udnyttet i forvejen. Serviceklage Serviceansvar 18. Langt de fleste landsoverenskomster, også Tandlægeoverenskomsten, indeholder regler om klage til samarbejdsorganerne. Klagereglerne gælder for blandt andre patienter og de pågældende overenskomstomfattede sundhedspersoner. Genstanden for klage er de forhold, der er beskrevet i overenskomsten. 19. I forbindelse med patientens klage over sådanne forhold bruges der i denne fremstilling udtrykkene Serviceklage og Serviceansvar. I praksis rejses der ret få serviceklager. Deliktsansvar 20. Deliktsansvar er erstatningsansvar for al ansvarspådragelse, der ikke udspringer af en forudgående aftale. Erstatning i henhold til deliktsreglerne kaldes i denne fremstilling undertiden skadeserstatning. Delikt giver ikke patienten mangelsbeføjelser, og allerede af den grund falder deliktet uden for Tandklagesystemets område. Se dog nedenfor 445 om disciplinæransvar.

8 - 8 Produktansvar 21. Produktansvaret er det erstatningsansvar, som påhviler en producent, en leverandør eller en anden mellemhandler herunder efter omstændighederne tandlægen, når et produkt under brug volder skade, i nærværende sammenhæng altså skade på patienten. Produktansvaret er efter sin karakter et deliktsansvar. Produktansvarsloven omfatter ansvaret for løsøregenstande dvs. rørlige, fysisk overgivelige ting. Indgår der imidlertid i præstationen af tandlægeydelsen materialer, bevarer disse materialer deres karakter af løsøre i lovens forstand, således at en produktskade forvoldt af en defekt ved de anvendte materialer omfattes af lovens produktansvar. Området for produktansvaret omfatter imidlertid mere end det ansvar, der reguleres i Produktansvarsloven, og området kan muligvis udstrækkes til enhver form for tandlægeydelse. Produktansvarsspørgsmål falder uden for Tandklagesystemets kompetence og dermed uden for rammerne af nærværende fremstilling. Tandklagesystemet i perspektiv 22. Klageordningen forudsættes i alle landsoverenskomster med undtagelse af en enkelt, Tandlægeoverenskomsten, principielt at være trestrenget (serviceklager, disciplinærklager og forbrugerklager behandles i hvert sit regi). Til forskel herfra er Tandlægeoverenskomstens ordning énstrenget. Praksissektorens flerstrengede klagesystemer bliver undertiden kritiseret, fordi de virker uoverskuelige. De er dermed ikke patientvenlige. Tandklagesystemet rammes ikke af denne kritik.

9 - 9 Den énstrengede ordning muliggør behandling af disciplinærklage og forbrugerklage i én sagsgang. Dette er til fordel for både patient og tandlæge. Man undgår, at samme sag skal behandles af flere klagesystemer. Ordningen sparer sagsskridt, er procesbesparende og forkorter i sig selv perioden, inden alle spørgsmål er afgjort. Den helhedsbaserede ordning giver dernæst særegne, umiddelbare muligheder for på grundlag af den almindeligt anerkendte tandfaglige norm at skabe, opretholde og udbygge praksis vedrørende forholdet mellem disciplinæransvar og kontraktsansvar. Som noget særligt for det sundhedsfaglige klageområde har enhver sundhedsperson (privatpraktiserende tandlæge), der kritiseres disciplinært og/eller findes kontraktsansvarlig, ret til få sagen prøvet ved en højere klageinstans. Tilsvarende er det kun patienten hos den privatpraktiserende tandlæge, der har ankeadgang. Tandklagesystemet er som noget særligt i forbindelse med retshåndhævelsen ved forbrugerklager gebyrfrit og uden beløbsmæssig under- og overgrænse. Der er inden for Tandklageretten på grundlag af langvarig praksis i Landstandlægenævnet og Regionstandlægenævnene skabt den mest udviklede gren af forbrugerretten inden for praksissektoren. Den ydre autoritet af denne omfattende forbrugerretlige praksis skal selvsagt vurderes i lyset af, at kun få afgørelser har været indbragt for domstolene. Dette forhold gør sig dog også gældende inden for andre områder af det samlede forbrugerklagesystem. ANDEN DEL TANDKLAGESYSTEMET: LOVGIVNING Resumé

10 I denne del af nærværende fremstilling nævnes fem lovområder, der har relevans for Tandklagesystemet. I hovedsagen angår de to første Tandklageprocessen og de tre øvrige Tandklageansvaret. 24. Klage- og erstatningsloven indeholder regler om klageadgang. Tandklagesystemets beføjelse til at behandle disciplinærklager bygger på en særlig lovordning. Disciplinærafgørelser kan munde ud i kritik og kan under visse betingelser offentliggøres. Tandskader behandles efter en særlig lovordning af Tandskadesystemet. Tandklagesystemets sagsbehandlingsprocedurer skal være i overensstemmelse med Forvaltningsloven. 25. Autorisationsloven indeholder regler om tandlægepligter, herunder den centrale forpligtelse til at udvise omhu og samvittighedsfuldhed. Sundhedsloven indeholder bestemmelser om patienters rettigheder, derunder retten til selvbestemmelse og fortrolighed. Tandklagesystemet er undtaget fra forbrugerklageloven. Købeloven gælder heller ikke, men lovens principper spiller en vigtig rolle. AFSNIT I: PROCESORIENTERET LOVGIVNING Første lovområde: Klage- og erstatningslovgivningen 26. Klage- og erstatningsloven (Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet, jf. Lovbekendtgørelse nr af 7. november 2011 med senere ændringer) samler en række bestemmelser, der tidligere var indeholdt i loven om Sundhedsvæsenets centralstyrelse m.v. og Patientforsikringsloven. 27. I medfør af Klage- og erstatningsloven er udsendt Bekendtgørelse nr af 15. december 2010 om offentliggørelse af afgørelser m.v. i klage- og tilsynssager på sundhedsområdet

11 - 11 ( Offentliggørelsesbekendtgørelsen ) og Bekendtgørelse nr af 18. december 2012 om afgrænsning af Sundhedsvæsenets Disciplinærnævns virksomhed og behandlingen af klager over privatpraktiserende tandlæger ( Klagebekendtgørelsen ). Klage- og erstatningsloven 1 Klageadgang 28. Klage- og erstatningsloven indeholder i første række formelle regler om klageadgang. Patientombuddet 29. Patientombuddet behandler patientens klage over den konkrete samlede sundhedsfaglige virksomhed i sundhedsvæsenet, også i tilfælde, hvor ansvaret herfor ikke eller ikke umiddelbart kan placeres hos navngivne sundhedspersoner. Patientombuddets afgørelser retter sig til vedkommende behandlingssted, fx til vedkommende institution eller private praksis. Disciplinærklager, hovedordning: Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn 30. Disciplinærklager behandles som hovedregel af Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn. Der er givet nærmere regler om kompetencefordelingen mellem Patientombuddet og Disciplinærnævnet. 31. Endvidere behandler Disciplinærnævnet indberetninger, også vedrørende privatpraktiserende tandlæger, fra blandt andre Sundhedsstyrelsen, såfremt denne myndighed finder, at der vil være grundlag for kritik eller anden sanktion.

12 - 12 Disciplinærklager, særordning: Tandklagesystemet 32. Disciplinærklager er undtaget fra Disciplinærnævnets kompetence, hvis sundhedspersonen er omfattet af Tandlægeoverenskomsten. Sådanne disciplinærklager behandles af Tandklagesystemet, jf. nærmere Klagebekendtgørelsen. En klage over, at tandlægen har undladt af egen drift gøre opmærksom på skader, som må antages at kunne give ret til skadeserstatning fra Tandlægeforeningens Patientforsikring må dog uden udtrykkelig lovhjemmel anses som en disciplinærklage, der kan behandles i Tandklagesystemet. Offentliggørelse af disciplinærafgørelser 33. Der kan i medfør af Klage- og erstatningsloven fastsættes regler om offentliggørelse af afgørelser om sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed. Sådanne regler er fastsat ved Offentliggørelsesbekendtgørelsen. Klage- og erstatningsloven 2 Erstatningsadgang 34. Klage- og erstatningsloven indeholder i anden række regler om patienters mulighed for at opnå forsikringsdækning af skader, de påføres i forbindelse med undersøgelse eller behandling. Særordning: Tandskadesystemet

13 Visse sager kan undtages fra lovens almindelige ordning og henlægges til en privat institution. Dette er sket for sager om skader forvoldt af privatpraktiserende tandlæger. Disse sager behandles i det såkaldte Tandskadesystem (Tandlægeforeningens Patientskadeforsikring og Tandskadeankenævnet). Andet lovområde: Forvaltningslovgivningen De almindelige forvaltningslove gælder for den offentlige forvaltning 36. Praksissektorens ydelser udføres af private sundhedsaktører, jf. ovenfor 4. De almindelige forvaltningslove Forvaltningsloven (Lovbekendtgørelse nr. 988 af 9. september 2012), Offentlighedsloven og Ombudsmandsloven gælder for den offentlige forvaltning. Disse forvaltningsretlige love omfatter altså ikke den private sundhedssektor, herunder klageorganer, der er oprettet på privatretligt grundlag, som fx Tandklagesystemet. Det samme er tilfældet for fundamentale forvaltningsretlige principper om saglighed, lighed og proportionalitet m.v. Persondataloven finder anvendelse også inden for den private sundhedssektor... men det er aftalt, at Forvaltningsloven m.v. gælder for Tandklagesystemet

14 Det kan imidlertid være aftalt, at forvaltningsretten helt eller delvis finder anvendelse inden for den private sundhedssektor. En sådan aftale er indgået for Tandklagesystemets vedkommende, hvilket er udmøntet i en bestemmelse i Landstandlægenævnets forretningsorden. Efter denne bestemmelse fastsætter Landstandlægenævnet selv sin egen og Regionstandlægenævnenes forretningsordener. De heri fastsatte sagsbehandlingsprocedurer skal være i overensstemmelse med Forvaltningslovens regler om inhabilitet, vejledning og repræsentation, parters aktindsigt, partshøring, klagevejledning og tavshedspligt. Forvaltningslovens regler om begrundelse og de nævnte fundamentale forvaltningsretlige principper er ikke nævnt i denne opregning, men der kan ikke sluttes modsætningsvis. De forvaltningsretlige lovregler og principper er udviklet for at sikre borgeren en rimelig retsstilling over for den offentlige forvaltning. Forvaltningsretten kan dermed betragtes som en retssikkerhedsgaranti. Aftalen om anvendelse af Forvaltningsloven og de fundamentale forvaltningsretlige principper inden for Tandklagesystemet bygger på ønsket om retssikkerhed for både patienter og tandlæger. AFSNIT II: ANSVARSORIENTERET LOVGIVNING Tredje lovområde: Autorisationslovgivningen m.v.

15 Autorisationsloven (Lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed, jf. Lovbekendtgørelse nr. 877 af 4. august 2011) samler en række bestemmelser, der tidligere var indeholdt i 14 specielle autorisationslove, herunder den tidligere Tandlægelov, samt en række yderligere bestemmelser. Det kan i denne forbindelse nævnes, at der er påtænkt ændringer af lovgivningen med henblik på gennemførelse af Lov om virksomhedsansvarlige læger og tandlæger. Efter nærmere regler skal klinikker, hvor der foretages tandlægebehandling, og som ikke ejes af offentlige myndigheder, udpege en virksomhedsansvarlig tandlæge. Den virksomhedsansvarlige tandlæge har det overordnede ansvar for at sikre kvalitet i behandlingen og er kontaktperson i forhold til tilsynsmyndighederne. Ordningen betyder, at der er etableret en utvetydig tandlægefaglig ledelse. Det overordnede ansvar supplerer den enkelte tandlæges selvstændige ansvar efter Autorisationsloven m.v. 39. I medfør af Autorisationsloven er udsendt Bekendtgørelse nr. 3 af 2. januar 2013 om autoriserede sundhedspersoners patientjournaler (journalføring, opbevaring, videregivelse og overdragelse m.v.) ( Journalbekendtgørelsen ). Tandlægepligter 40. Autorisationsloven indeholder navnlig regler om sundhedspersoners pligter vedrørende sundhedsfaglig virksomhed. Centralt står den almindelige pligt til at udvise omhu og samvittighedsfuldhed i virket. Visse grupper af sundhedspersoner, herunder tandlæger, skal føre patientjournaler over deres virksomhed, og journalen skal indeholde de oplysninger, der er nødvendige for en god og sikker patientbehandling.

16 - 16 Sundhedsstyrelsens tilsyn og sanktionsmuligheder 41. Autorisation meddeles af Sundhedsstyrelsen til personer, der har gennemført en nærmere bestemt uddannelse. Tandlæger er undergivet tilsyn af Sundhedsstyrelsen, der kan sanktionere tilsidesættelse af de faglige pligter. Det er ingen betingelse, at der forinden er givet kritik efter disciplinærklage. Skærpet tilsyn 42. Der kan iværksættes skærpet tilsyn, hvis Sundhedsstyrelsen har en begrundet formodning om, at virksomhedsudøvelsen vil udgøre en forringet sikkerhed for patienter. Det skærpede tilsyn kan fx indebære, at tandlægen skal afgive en redegørelse vedrørende særlige faglige forhold. Fagligt påbud 43. Såfremt en tandlæge har udvist alvorlig eller gentagen kritisabel faglig virksomhed, kan Sundhedsstyrelsen påbyde vedkommende at ændre denne. Et fagligt påbud er en konkret anvisning af, hvorledes tandlægen skal forholde sig for at rette op på en konstateret kritisabel virksomhed. Fagligt påbud vil typisk vedrøre journalføring, information eller efterlevelse af sædvanlige faglige normer.

17 - 17 Virksomhedsindskrænkning 44. Hvis det ikke findes tilstrækkeligt med et fagligt påbud, og en fuldstændig autorisationsfratagelse ikke skønnes nødvendig, kan Sundhedsstyrelsen foretages virksomhedsindskrænkning. En virksomhedsindskrænkning er en delvis autorisationsfratagelse. Det kan fx pålægges en tandlæge at afholde sig fra at anvende visse behandlingsmetoder eller behandle visse patienter. Indskrænkningen kan også bestå i, at tandlægen ikke kan virke selvstændigt, men skal arbejde under en anden tandlæges vejledning og instruktion. Autorisationsfratagelse 45. En tandlæge kan fratages autorisationen af Sundhedsstyrelsen, såfremt han eller hun må antages at være til fare for andre mennesker på grund af grov forsømmelighed udvist ved udøvelsen af hvervet. Fjerde lovområde: Sundhedslovgivningen 46. Sundhedsloven (Lovbekendtgørelse nr. 913 af 13. juli 2010 med senere ændringer) samler en række bestemmelser, der tidligere var indeholdt i 15 forskellige love, herunder den tidligere Tandplejelov. 47. I medfør af Sundhedsloven er udsendt henholdsvis Bekendtgørelse nr. 665 af 14. september 1998 og Vejledning nr. 161 af 16. september 1998 om information og samtykke og om videregivelse af helbredsoplysninger mv.

18 - 18 Patientrettigheder 48. Mens Autorisationsloven som nævnt navnlig indeholder bestemmelser om autoriserede sundhedspersoners pligter, indeholder Sundhedslovens kapitel 4-7 og 9 navnlig regler om patienters rettigheder. Blandt patientrettighederne er retten til selvbestemmelse og retten til fortrolighed. 49. Klager over stillingtagen til aktindsigt i patientjournalen er ikke omfattet af Tandklagesystemets kompetence. (I Forretningsordenerne for henholdsvis Regionstandlægenævnene og Landstandlægenævnet er det ved en lapsus angivet, at kompetencen omfatter sådan aktindsigt.) 50. Patientoplysninger, som ikke er led i behandling af patienten, omfattes ikke af Sundhedslovens regler om aktindsigt. Spørgsmålet om adgang til aktindsigt i disse tilfælde må besvares efter reglerne i den øvrige lovgivning. Om aktindsigt efter Forvaltningsloven henvises til I denne forbindelse skal nævnes Persondataloven, der finder anvendelse, når behandling af helbredsoplysninger m.v. helt eller delvis foretages ved hjælp af elektronisk databehandling. Klager efter Persondataloven falder uden for Tandklagesystemets kompetence. Femte lovområde: Den forbrugerretlige lovgivning

19 En forbrugeraftale er en aftale, en erhvervsdrivende indgår som led i sit erhverv, når den anden part (forbrugeren) hovedsageligt handler uden for sit erhverv. Forbrugerretlig lovgivning 1 Offentligretlig forbrugerlovgivning 52. Den offentligretlige forbrugerlovgivning har ingen praktisk direkte betydning for Tandklageansvaret. Tandlægers handlinger i erhvervsøjemed er omfattet af Markedsføringsloven, men retshåndhævelsen af denne lov sker ved domstolene. Visse af lovreglerne, fx om vildledende og utilbørlig markedsføring og om vejledning, udtrykker dog grundsætninger, som har betydning for kontraktsansvaret Forbrugerklager, hovedordning: Forbrugerklagenævnet og godkendte nævn 53. Forbrugerklager kan indbringes for Forbrugerklagenævnet eller for et godkendt, privat klage- eller ankenævn. Forbrugerklager, særordning: Tandklagesystemet 54. Dette gælder dog ifølge Forbrugerklageloven ikke, hvis der i lovgivningen er foreskrevet en særlig klageadgang. En sådan særlig klageadgang er foreskrevet for det område, der dækkes af Tandlægeoverenskomsten (og flere andre områder, fx advokatydelser, lægemidler og tandskader).

20 - 20 Forbrugerretlig lovgivning 2 Privatretlig forbrugerlovgivning 55. Der findes en del lovregler, som begrænser aftalefriheden mellem de erhvervsdrivende og deres private kunder, forbrugerne, men reglerne har ingen praktisk betydning for Tandklageansvaret. 56. I Aftalelovgivningen findes regler om forbrugerbeskyttelse mod urimelige aftalevilkår. 57. Forbrugeraftaleloven indeholder en række regler om beskyttelse af forbrugeren i tilfælde, hvor en forbrugeraftale indgås uden forbrugerens forudgående henvendelse til den erhvervsdrivende på dennes forretningssted. Købeloven gælder ikke, men 58. Købeloven regulerer alle køb (bortset fra køb af fast ejendom og visse internationale køb). Nogle af lovens regler gælder dog kun forbrugerkøb. Tandlægeydelsen og betalingen herfor er ikke et køb, ej heller et bestillingskøb, se 223. Tandlægekontrakten omfattes ikke af Købeloven. Købeloven er imidlertid i betydeligt omfang udtryk for uskrevne almindelige regler, som omfatter også Tandklageansvaret. Købeloven spiller på denne indirekte måde en vigtig rolle. TREDJE DEL

21 - 21 TANDKLAGEPROCESSEN Resumé 59. Tandklagesystemet er organiseret i Visitationsudvalg, Besigtigelsesudvalg, Regionstandlægenævn og Landstandlægenævnet. 60. Tandklagesystemets afgørelser er som hovedregel realitetsafgørelser, dvs. at der tages stilling til selve mellemværendet mellem patienten og den indklagede tandlæge. Tandklagesystemets behandling af sagerne er imidlertid til en vis grad formbunden. En del afgørelser er på denne baggrund formalitetsafgørelser, dvs. at de drejer sig om den processuelle teknik i forbindelse med sagsbehandlingen og ikke om selve mellemværendet. Til de processuelle spørgsmål under en tandklagesag hører spørgsmål om, hvem der er part, frister for fremsættelse af krav og Tandklagesystemets kompetence. Der stilles en lang række krav til selve sagsbehandlingen, dels forvaltningsretlige, dels interne krav inden for Tandlægesystemet selv, blandt andet vedrørende indsendelse af patientjournaler. 61. I en realitetsbehandlet sag om en faglig klage skal der altid tages stilling til spørgsmålet om disciplinæransvar. Inden for Tandklageprocessens område behandles også nogle spørgsmål om bevis og bevisbyrde samt om Tandklagesystemets underretningspligt.

22 - 22 AFSNIT I: ORGANISATION Visitationsudvalg 62. Enhver klage vurderes af det lokale Visitationsudvalg for Tandlægeklager. Dette sker blandt andet med henblik på at henvise ( visitere ) klagen til rette klageforum (det lokale Regionstandlægenævn, det lokale Samarbejdsudvalg for Tandlægehjælp). Erstatningssager, der ikke (også) er klagesager, videresendes til Tandlægeforeningens Patientforsikring. Der er ikke i Tandlægeoverenskomsten tillagt Regionens sekretariat eller Visitationsudvalget nogen instruktionsbeføjelse i det indbyrdes forhold, men et samvirke følger af det samarbejde, der må anses som forudsat ved Overenskomsten. 63. Visitationsudvalget kan efter Tandlægeoverenskomstens ordlyd afvise enhver klage, men dette må forstås således, at adgangen til afvisning kun omfatter åbenbart grundløse klager. Visitationsudvalget kan ikke træffe realitetsafgørelse i en faglig klagesag. 64. Sagsbehandlingen i Visitationsudvalget kan i overensstemmelse med et ret udbredt princip inden for klagesager på sundhedsområdet også muliggøre et tilbud om en dialog med vedkommende indklagede tandlæge. I Tandlægeoverenskomsten finder dette udtryk i en bestemmelse, hvorefter det påhviler udvalget at (r)etablere kontakt mellem klageren, tandlægen og udvalget.

23 - 23 Reglen er formuleret absolut, men den forstås således, at der vil forekomme situationer, hvor Visitationsudvalget efter sit skøn kan undlade tilbud om dialog og forligsforsøg. Det vil gælde, såfremt det på grund af sagens hidtidige forløb, parternes forhold eller lignende omstændigheder på forhånd må antages, at mægling vil være forgæves. Undladt forligsmægling vil i sådanne situationer ikke være en retlig mangel, der kan føre til ophævelse af Regionstandlægenævnets afgørelse. 65. Der er ikke i Tandlægeoverenskomsten tillagt Regionens sekretariat eller Visitationsudvalget nogen instruktionsbeføjelse i det indbyrdes forhold, men et samvirke følger af det samarbejde, der må anses som forudsat ved Overenskomsten. Regionstandlægenævnet kan give en generel bemyndigelse til Visitationsudvalget om at igangsætte besigtigelse i klagesager. Besigtigelsesudvalg 66. Et Besigtigelsesudvalgs opgave er ifølge Tandlægeoverenskomsten blandt andet efter anmodning fra Regionstandlægenævnet at foretage en faglig vurdering af det påklagede forhold. Besigtigelsesudvalgets opgave må antages at være faglig bevissikring (hvorledes kan det påklagede forhold faktisk beskrives, hvilke egenskaber har det udførte tandlægearbejde, hvilken kvalitet har det osv.). Besigtigelsesudvalget skal derimod ikke foretage faglig bedømmelse (er det påklagede forhold udført i overensstemmelse med den almindeligt anerkendte faglige norm, se , hvilken behandling ville kunne være hensigtsmæssig osv.). Dette hænger sammen med, at den instans, der skal afgøre sagen Regionstandlægenævnet eller Landstandlægenævnet selv rummer fagkundskab.

24 - 24 De besigtigende tandlæger bør derfor afholde sig fra at fremkomme med bemærkninger om prognose på omgørende arbejde eller lignende. 67. Besigtigelsesudvalget udfører i henhold til Tandlægeoverenskomsten sin opgave efter anmodning fra Regionstandlægenævnet. Derfor bør det være Regionstandlægenævnet, der tager stilling til, hvorvidt udbedring af det påklagede tandlægearbejde kan iværksættes efter endt besigtigelse. De besigtigende tandlæger bør derfor i givet fald henvise patienten til Regionstandlægenævnet angående dette spørgsmål. Regionstandlægenævnet må omgående træffe afgørelse om spørgsmålet, hvis omstændighederne kræver hurtig udbedring af arbejdet. Tandklagesystemet kan kun afgøre en sag, der er oplyst i fornødent omfang. Fjernes den indklagede tandlæges arbejde fx påstået mangelfulde kroner, således at det ikke er i behold som før, når det er muligt at foranstalte fagkyndig besigtigelse, kan arbejdet efter omstændighederne ikke underkastes den fagkyndige vurdering, som er en forudsætning for at bedømme patientens klage. Under sådanne omstændigheder er det ikke er muligt at fastslå, hvorvidt tandlægen er ansvarlig. Resultatet må herefter være, at der ikke gives medhold i klagen. Forudsætningen for, at Besigtigelsesudvalget kan udføre sin opgave er naturligvis, at Udvalget faktisk kan få lejlighed til om fornødent at undersøge den patient, som har rejst klagen.

25 - 25 Hvis besigtigelse er indiceret og derfor skal foretages efter Regionstandlægenævnets anmodning hviler risikoen for en manglende besigtigelse principielt på den, der har bevisbyrden, dvs. som udgangspunkt på patienten som den, der klager over en mangelfuld tandlægeydelse. Ved bedømmelsen af disciplinærklager kommer efter praksis enhver rimelig bevistvivl den indklagede tandlæge til gode, se 123, også den rimelige tvivl, som kunne være afklaret, hvis ikke patientens sygdom havde hindret den nødvendige besigtigelse. Det principielle udgangspunkt fraviges ikke, selv om sygdom kan være en uforskyldt personlig forhindring, som patienten ikke kan overvinde. Konsekvensen af manglende besigtigelse kan være, at der helt eller delvis ikke gives patienten medhold i klagen. Hvis patienten har oplyst sygdomsforfald, vil klagesagen som regel blive udsat. Modparten har dog krav på, at behandlingen af sagen fremmes rimeligt hurtigt. Udsættelse bestemmes derfor normalt ikke for et længere samlet tidsrum end et par måneder. Regionstandlægenævn 68. Regionstandlægenævnet behandler disciplinærklager og forbrugerklager i 1. instans og står i øvrigt for gennemførelsen af Landstandlægenævnets afgørelser om betaling og tilbagelevering. Det påhviler Nævnets sekretariat at formidle udveksling af tilbagebetaling og eventuelt det påklagede tandlægearbejde, se 348 ff., 383 og 385. Nævnet har pligt til at oplyse sagen i denne forbindelse, idet Nævnet som i alle andre sager skal afgøre, om der er behov for indhentning af yderligere materiale til oplysning af sagen. Landstandlægenævnet 69. Landstandlægenævnet fungerer som ankeinstans for afgørelser truffet af Regionstandlægenævnene.

26 - 26 AFSNIT II: FORMALITET PARTER 70. Parterne er klageren ( patienten) og den indklagede ( den privatpraktiserende tandlæge). Afgørelser kan kun angå patienten og den eller de indklagede tandlæge(r). Tandklagesystemet har ikke kompetence til selv at inddrage andre fx en tandlæge, der ikke er klaget over i sagen. Fysiske personer 71. En nær pårørende til en afdød patient er omfattet af klageadgangen og kan dermed have status som part. 72. Tandlægen skal have autorisation (og være omfattet af Tandlægeoverenskomsten) på tidspunktet for det faglige forhold, der klages over. Er betingelsen ikke opfyldt, kan sagen ikke behandles af Tandklagesystemet. En tandlæge kan fraskrive sig autorisationen, eller retten kan fratages eller fradømmes den pågældende. Klagesagen kan imidlertid behandles, uanset at autorisationen efterfølgende er ophørt. En bedømmelse af tandlægens faglige forhold kan få betydning i forbindelse med et eventuelt senere spørgsmål om generhvervelse af autorisationen.

27 - 27 Autorisationen kan bortfalde som følge af alder eller dødsfald. Ved bortfaldet ophører disciplinæransvaret. Behandlingen af klagesagen kan fortsætte efter bortfaldet, for så vidt angår eventuelt kontraktsansvar. Om dødsfald, se i øvrigt 73. Den ansatte tandlæge, der medvirker som tandlægelig medhjælp, er disciplinært ansvarssubjekt og er dermed part. Den ansatte tandlæge er ikke kontraktligt forpligtet over for patienten. Derimod kan patienten gøre kontraktsansvar gældende over for den tandlæge, der er principal, idet denne også hæfter for sine ansattes forsømmelighed, ganske som var det ham eller hende selv, der ikke havde opfyldt kontrakten rigtigt, se også 222. Principalen her kaldet den driftsansvarlige tandlæge er uden videre også part, hvis der er rejst forbrugerklage. Men også den driftsansvarlige tandlæge kan være disciplinært ansvarssubjekt og altså part tillige i denne egenskab, se 151. Som driftsansvarlig tandlæge anses efter fast praksis den, der er indehaver af ydernummeret. Dette skal blandt andet ses på baggrund af det offentlige sundhedsvæsens realisering af ydelser i praksissektoren. På dette område er ydelser, herunder vilkår for ydelser, og tilskud til ydelser fastsat ved overenskomst. Efter den overenskomstmæssige ordning betragtes ydelsen altså her tandlægehjælp som ydet mod tilskud og en egenbetaling fra patienten. Ydernummeret anvendes blandt andet i forbindelse med forvaltningen af de tilskud, som i henhold til Sundhedsloven ydes til behandling hos tandlæge. Afgørende for, hvem der er driftsansvarlig, er forholdene på tidspunktet for det faglige forhold, der klages over. En tandlæge kan således hæfte som driftsansvarlig og være part, selv om den pågældende på afgørelsestidspunktet ikke længere er indehaver af ydernummeret.

28 - 28 En virksomhedsansvarlig tandlæge, se 38, kan ikke være part. Klager over en sådan tandlæges varetagelse af forpligtelser i henhold til Lov om virksomhedsansvarlige læger og tandlæger indbringes for Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn. Den virksomhedsansvarlige tandlæge kan imidlertid i den konkrete sag have pådraget sig ansvar i henhold til såvel Lov om virksomhedsansvarlige læger og tandlæger som disciplinæransvar og kontraktansvar eller være driftsansvarlig. Den pågældende kan være part i de sidstnævnte henseender. Juridiske personer 73. Tidligere kunne disciplinærsager rejses af Sundhedsstyrelsen i Tandklagesystemet, men Styrelsens disciplinærsager mod privatpraktiserende tandlæger indbringes nu for Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn. Efter Tandlægeoverenskomsten kan tandlægepraksis tilrettelægges som enkeltmandspraksis, kompagniskabspraksis eller selskab. Ved enkeltmandspraksis forstås: Tandlægevirksomhed udøvet af enkeltperson uden fællesskab med andre tandlæger om økonomi. Enkeltmandspraksis med tandlægelig medhjælp betragtes efter overenskomsten som enkeltmandspraksis. Partsstatus afgøres efter de under 72 omtalte regler. Tandlægeklinikker, der drives i kompagniskab eller selskabsform, er ikke omfattet af Autorisationsloven, og de kan som sådanne ikke pådrage sig disciplinæransvar. Ved kompagniskabspraksis forstås: Praksis, der drives af to eller flere tandlæger/tandplejere med fællesskab om økonomi, lokaler og personale. Et kompagniskab vil som sådant næppe kunne pådrage sig kontraktsansvar. Det kan altså i praksis ikke optræde som part.

29 - 29 Ved selskaber forstås: At en eller flere tandlæger/tandplejer(e) ansættes i en selskabsform, der har til formål at udøve tandlægevirksomhed, og hvis vedtægter er godkendt af Tandlægeforeningen. Tandlægevirksomhed kan altså udøves i selskabsform som anpartsselskab eller aktieselskab med tildeling af ydernummer og med hæftelsesbegrænsning for selskabsejeren. Selskabet kan have partsstatus som driftsansvarlig. Der foreligger ofte ikke umiddelbart oplysninger om, hvem der kontrollerer og leder selskabet. Selskabets vedtægter og partshaverprotokol skal være tilgængelig for Tandlægeforeningen og Regionernes Lønnings- og Takstnævn samt vedkommende region, der til enhver tid skal kunne forlange attestation fra selskabet om dets ejerforhold. Efter Tandlægeoverenskomsten skal direktionens medlemmer alle udøve tandlægevirksomhed som ansatte selskabet. Det er således forudsat, at tandlægeselskabet har en direktion. Selskabets direktør (direktion) hæfter som sådan normalt ikke for gælden og kan for så vidt ikke personligt være part i sagen. Direktøren repræsenterer selskabet udadtil. Partsstatus som driftsansvarlig har altså selskabet ved direktøren. Efter tandlægens dødsfald eller konkurs kan sagen, for så vidt angår eventuelt kontraktsansvar, fortsætte med boet som part. Tandklagesystemet påtager sig ikke anmeldelse af betalingskrav. Det kan i denne forbindelse nævnes, at der blandt andet i tilfælde af tandlægens død, insolvens eller konkurs på nærmere betingelser og efter anmeldelse til Tandlægeforeningens Sikringsordning, adr. Svanemøllevej 85, 2900 Hellerup, kan opnås dækning af patientens tilgodehavende hos den pågældende tandlæge. Tandklagesystemet vejleder herom. FRISTER

30 - 30 Ankefrist 74. Regionstandlægenævnets afgørelse kan inden 6 uger indbringes for Landstandlægenævnet, der kan se bort fra overskridelse af fristen, hvis særlige grunde taler derfor. 75. Justitsministeriet antager, at en klagefrist begynder at løbe fra det tidspunkt, da meddelelsen om afgørelsen er kommet frem til parten. Det bør i almindelighed lægges til grund, at afgørelser sendt som A-brev først er kommet frem til modtageren 2 ved afgørelser sendt som B-brev 5 dage efter, at afgørelsen er dateret og overgivet til postbesørgelse. Landssamarbejdsudvalget for Tandlægehjælp regner fristen fra afsendelsesdatoen på afgørelsen, og denne forståelse lægges derfor til grund af Landstandlægenævnet. 76. Landstandlægenævnet ser imidlertid efter fast praksis uden videre bort fra overskridelse af fristen, når der er anket inden 7 uger fra afsendelsesdatoen på afgørelsen. Er ankefristen overskredet med blot 1 dag, er den fremkommet for sent. Landstandlægenævnet kan ikke behandle sagen, medmindre der er noget i anken, der giver grundlag for at dispensere for fristen. Det er den ankende patient eller tandlæge, der bærer risikoen for, at et brevs fremkomst måtte blive forsinket i forhold til normal postgang. Frister for fremsættelse af krav (kravsfrister)

31 Disciplinærklager og forbrugerklager skal rejses inden 2 år efter det tidspunkt, hvor patienten var eller burde være bekendt med det forhold, der klages over, dog senest 5 år efter den dag, hvor klageforholdet har fundet sted års fristen løber fra den hændelse, der klages over. Fristen er absolut og kan ikke suspenderes, se derimod 79 om suspension af den korte 2-års frist. For disciplinæransvarets vedkommende regnes den lange frist fra den dag, hvor klageforholdet har fundet sted. For mangelsansvarets vedkommende regnes den lange frist som udgangspunkt fra det tidspunkt, da tandlægen afleverede arbejdet. Kan der i forbindelse med arbejdets aflevering påvises væsentlige mangler, og kan patienten kræve afhjælpning, regnes fristen fra seneste forgæves forsøg på afhjælpning. Er der på den anden side gået nogen tid efter arbejdets aflevering, førend manglerne viser sig (skjulte mangler), regnes fristen fra afleveringen års fristen løber fra det tidspunkt, da patienten kendte eller burde kende det forhold, der klages over. 2-årsfristen begynder ikke nødvendigvis at løbe, fordi en behandling er behæftet med komplikationer, fordi denne ikke medfører det forventede resultat, eller fordi patienten har været skeptisk over for behandlingen. Uanset gentagne forsøg på at afhjælpe generne løber fristen efter omstændighederne først, når patienten af en fagperson har fået tilkendegivet, at der ikke findes mulighed for yderligere behandling.

32 Så længe patienten ikke kender eller bør være bekendt med klageforholdet, suspenderes 2-års fristen. Det betyder, at fristen opsættes, så længe man ikke kan bebrejde patienten, at han eller hun er uvidende om forholdet. Fristen er kun relevant, når det, der klages over, fandt sted for mere end 2 år siden. Burde formodningen om det, der klages over, fx en mulig fejlbehandling, være opstået for mere end 2 år siden, er der klaget for sent. Man må i praksis finde frem til datoen for forholdet, der klages over, og herefter afgøre: Vidste patienten eller burde han eller hun på denne dag formode, at forholdet, der klages over fx fejl ved behandlingen blev begået. Er svaret nej til spørgsmålet, udskydes 2-årsfristens begyndelsestidspunkt til den dag, hvor svaret er ja til spørgsmålet. Såfremt patienten én gang får viden eller formodning om fx begået behandlingsfejl, kan han eller hun ikke senere glemme dette eller på anden vis undslå sig. Med andre ord: Når 2-års fristen først er begyndt at løbe, kan suspension ikke indtræde (eller indtræde igen). Suspensionen kan ikke gøre, at den absolutte frist på 5 år udskydes. Sagen kan ikke behandles, når der er gået 5 år, selv om patientens viden eller formodning om fx fejlbehandling først er indtrådt efter fx 4½ år. Fristen suspenderes ikke ved indgivelse af anmeldelse til Tandlægeforeningens Patientforsikring. 81. I Tandklagesystemet beskriver man ofte virkningen af de overenskomstbestemte frister for fremsættelse af krav som forældelse. Denne sprogbrug er strengt taget ikke korrekt. Vedkommende frist er i sig selv ingen forældelsesregel. Fristens udløb får ikke patientens krav til at ophøre, således som forældelse gør. Fristen stiller udelukkende nogle processuelle (dvs. formelle, tidsmæssige) betingelser for, at Tandklagesystemet overhovedet kan behandle sagen. Udløbet af den overenskomstmæssige frist for fremsættelse af kravet udelukker ikke i sig selv, at domstolene kan behandle kravet.

33 - 33 For at markere forskellen er de processuelle frister i det foregående kaldt kravsfrister. Nedenfor under 415 omtales nogle forældelsesfrister. SAGLIG KOMPETENCE Serviceklager 82. Det kan generelt siges, at patienters adgang til at klage over overenskomstmæssige forhold (serviceklage) skal bidrage til at sikre, at det serviceniveau for betjeningen, som er fastlagt ved Tandlægeoverenskomsten, efterleves i det enkelte tilfælde. 83. Serviceklager drejer sig hyppigst om serviceniveauet, herunder manglende tilbud om skriftligt uspecificeret prisoverslag (skønnet pris), prisoplysninger og tandlægens optræden (adfærdsklage). Spørgsmål om prisberegning er ikke et spørgsmål om faglige forhold. En del serviceklager drejer sig således blandt andet om, hvorledes prisen skal beregnes, hvis denne ikke er aftalt på forhånd. Et andet tema for serviceklage kan være, om tandlægen uanset en opgiven pris eller prisoverslag kan betinge arbejdets udførelse af et pristillæg, hvis arbejdet fordyres som følge af omstændigheder, som tandlægen ikke burde have taget i betragtning. Tvist om, hvorvidt en meddelt prisoplysning er et tilbud, en højeste pris eller et prisoverslag, indbringes også for Samarbejdsudvalget. Spørgsmålet om, hvorvidt sagen allerede er afgjort ved forlig, afgøres af Samarbejdsudvalget.

34 En speciel gruppe af serviceklager drejer sig om sagsbehandlingen i Regionstandlægenævnet. Der vil typisk være tale om adfærdsklager. I en sag var der klaget over, at en sagsbehandler i Regionstandlægenævnet glemte patientens dokumentation (kliniske fotos og røntgenbilleder) ved besigtigelsen for derved at opnå en rapport, der frikendte tandlægen, og senere sammen med Regionstandlægenævnet indberettede falsk til Sundhedsstyrelsen. Landstandlægenævnet henviste klagen til vedkommende Samarbejdsudvalg for Tandlægehjælp. Kombinerede klager 85. Klages der ikke alene over overenskomstmæssige forhold (altså en kombineret service- samt disciplinærog eventuelt forbrugerklage), behandles sagen først i Regionstandlægenævnet (med ankeadgang til Landstandlægenævnet), for så vidt angår de ikke-overenskomstmæssige forhold. Når afgørelsen foreligger, sendes sagen videre til behandling i Samarbejdsudvalget til behandling af de overenskomstmæssige forhold. Retlige mangler ved Regionstandlægenævnets afgørelse 86. Det har tidligere været gjort gældende, at Landstandlægenævnet ikke kan tage stilling til (forvaltnings)retlige mangler ved Regionstandlægenævnets afgørelse, fordi det efter Tandlægeoverenskomsten er det lokale Samarbejdsudvalg for Tandlægehjælp, der skal behandle klager over sagsbehandlingen i Regionstandlægenævnet. Hvis denne argumentation var rigtig, ville den endelige afgørelse i Tandklagesystemet af patientens og tandlægens mellemværende kunne forhales gennem systematisk klage og videre appel til Landssamarbejdsudvalget med måske grundløse indsigelser over retlige mangler ved Regionstandlægenævnets afgørelse.

35 - 35 Det er derfor i Tandlægeoverenskomsten bestemt, at Landstandlægenævnet behandler klager over også sagsbehandlingen i Regionstandlægenævnene. 87. Regelteknisk kunne der måske være valgt en heldigere løsning, men det er altså nu præciseret, at det kun er serviceklager over Regionstandlægenævnet, der behandles i Samarbejdsudvalget. AFSNIT III: SAGSBEHANDLING FORVALTNINGSRETLIGE KRAV 88. Lovgivningen indeholder kun en enkelt speciel bestemmelse om anvendelse af Forvaltningsloven i Tandklagesystemet. I Klagebekendtgørelsen er det bestemt, at Forvaltningslovens regler om inhabilitet finder anvendelse for Regionstandlægenævnenes og Landstandlægenævnets virksomhed. Fra denne bestemmelse kan der ikke sluttes modsætningsvis. Hele Forvaltningsloven mv. gælder for hele sagsbehandlingen i Tandklagesystemet, se 37. Krav 1 - Habilitet 89. Et nævnsmedlem har pligt til at underrette nævnet om forhold, som kan medføre vedkommendes inhabilitet, ligesom ethvert af nævnets andre medlemmer, der er bekendt med sådanne forhold, har pligt til at

36 - 36 oplyse nævnet herom. Nævnsmedlemmet må ikke selv deltage i nævnets behandling og afgørelse af spørgsmålet om vedkommendes inhabilitet. Generelle habilitetskrav 90. Generelle habilitetskrav vedrører betingelserne for overhovedet at beklæde det pågældende hverv. I Tandlægeoverenskomsten findes en nærmere bestemmelse om, at der ikke må være personsammenfald i repræsentationen i Besigtigelsesudvalget og Regionstandlægenævnet, og samme bestemmelse genfindes i Forretningsordenen for Regionstandlægenævnene. Eksempler 91. Fra praksis kan nævnes, at formanden for Tandlægeforeningens Praksisforsikring, herunder Tandlægeforeningens Patientforsikring, var generelt inhabil som medlem af et Regionstandlægenævn, da formandshvervene omfattede opgaver og pligter og dermed interesser, der ikke var sammenfaldende med, hvad vedkommende skulle varetage som medlem af Regionstandlægenævnet. Den indbragte afgørelse var truffet enstemmigt af Regionstandlægenævnet som kollegialt sammensat organ, men det kunne ikke udelukkes, at den pågældende havde haft en afgørende indflydelse på resultatet. Landstandlægenævnets medlem udpeget af Forbrugerrådet har tillige sæde i Tandskadeankenævnet, men er ikke generelt inhabil; den pågældende er udpeget begge steder som repræsentant for Forbrugerrådet og varetager samme interesse.

37 - 37 Det gøres undertiden gældende, at tandlægerne i Regionstandlægenævnet ikke kan bedømme en foreliggende klagesag, fordi de i lokalområdet konkurrerer med den indklagede tandlæge. De pågældende tandlæger er imidlertid udpeget af Tandlægeforeningens Regionsbestyrelse til at have sæde i Regionstandlægenævnet og er ikke generelt inhabile i forhold til sagen. Specielle habilitetskrav 92. Specielle habilitetskrav drejer sig om forudsætningerne for at deltage i behandlingen af den konkrete sag. 93. Den nøjagtige udformning af habilitetsreglerne fremgår af Forvaltningsloven, men der kan i hovedtræk bemærkes følgende herom: Et nævnsmedlem må ikke medvirke ved behandlingen af en konkret sag, hvis 1) den pågældende har nære personlige relationer til en af sagens parter, 2) har deltaget i behandlingen af samme sag i en anden institution, fx Visitationsudvalget, Besigtigelsesudvalget, Regionstandlægenævnet eller Patientforsikringen, 3) som praktiserende har undersøgt eller behandlet patienten på noget tidspunkt, 4) er eller på det tidspunkt, hvor den påklagede virksomhed har fundet sted, var beskæftiget i den klinik, hvor den indklagede tandlæge er driftsansvarlig eller behandler, eller hvor i øvrigt patienten i forbindelse med det påklagede forhold er blevet undersøgt eller behandlet. Der må heller ikke 5) i øvrigt foreligge konkrete omstændigheder, som kan være egnede til at vække tvivl om nævnsmedlemmets uvildighed. Eksempler

38 Et tandlægemedlem af Regionstandlægenævnet var gift med et medlem af det i sagen rapporterende Besigtigelsesudvalg. Ægteparret ejede et tandlægeholdingselskab, der delte klinik med en tredje, selvstændig tandlæge, som patienten havde konsulteret. Landstandlægenævnet udtalte, at reglerne om inhabilitet har et dobbelt formål, nemlig dels at undgå en reel risiko for, at afgørelsen i den konkrete sag påvirkes af uvedkommende hensyn, dels at undgå, at der hos parterne eller omverdenen opstår mistillid til upartiskheden hos den, der skal virke i vedkommende sag. Det sidstnævnte formål indebærer, at inhabilitet foreligger, hvis der på grund af den pågældende persons tilknytning til sagen eller dens parter kan rejses tvivl om hans eller hendes upartiskhed. For at føre til inhabilitet skal tvivlen være rimeligt begrundet i objektive omstændigheder. Der blev ikke statueret inhabilitet i den pågældende sag.. Krav 2 - Vejledning og repræsentation 95. Vejledningspligt for instanserne i Tandklagesystemet foreligger, når patienten eller tandlægen i en konkret sag, der er eller vil kunne komme til behandling i vedkommende nævn, anmoder om oplysninger vedrørende fortolkning og udfyldning af regelgrundlaget, praksis og formalia, som har klar betydning for den pågældende parts varetagelse af sine interesser under sagen. 96. En skriftlig henvendelse, der ikke vedrører nævnets område, skal så vidt muligt videresendes til rette myndighed. En sådan henvendelse anses i relation til klagefrister for at være kommet frem, når den er modtaget af nogen, der er forpligtet til videresendelse. 97. Trækker en sag ud, har vedkommende nævn pligt til at underrette parten herom samt om årsagen hertil. En sag anses i Landstandlægenævnets praksis ikke for at trække ud, udelukkende fordi sagsskridt eller afgørelse må afvente førstkommende nævnsmøde. På er det oplyst, at