1. Projektdesign. 1.1 Motivation. 1.2 Problemfelt

Transkript

1 1. Projektdesign 1.1 Motivation Vores og vores forældres generation er vokset op med, hvad der kan ses, som den evige konflikt mellem Palæstina og Israel. Vi ved alle, at den er kompleks, uproportionel og modbydelig. Men ved vi egentlig, hvad den handler om? I medierne hører vi om Israels bosættelser, Hamas terroriseren, børn der kaster med sten, og en gang imellem blive reagere FN. Kaster man et blik tilbage i historien, finder man hurtigt ud af, at ingen af de to parter er uskyldige i denne konflikt. Endvidere at mange eksterne aktører altid har haft interesser i konflikten. Palæstina-området har mange gange været et forhandlingsobjekt og er blevet kastet rundt mellem interesserede parter. Efter Israels uafhængighed og statens dannelse i 1947, har Israel besat mere af det palæstinensiske land, og som konsekvens af dette er den palæstinensiske befolkning blevet forflyttet, bekriget, spærret inde og palæstinenserne har med god grund fået mod på at yde modstand. Med denne udvikling er det palæstinensiske folk blevet spredt for alle vinde, hvilket tydeligst kommer til udtryk ved opdelingen af det palæstinensiske folk i henholdsvis Gaza-striben ud til Middelhavet og Vestbredden ud til Det Døde Havs vestlige bred. Splittelsen af det palæstinensiske folk har også ført til en splittelse mellem de grupperinger, der forsøger at repræsentere et samlet Palæstina og derved skabt en ny konflikt. En konflikt der bremser kampen for et selvstændigt Palæstina. Her startede vores undren, og vi fandt hurtigt ud af, at vi ville undersøge, hvad denne interne konflikt har af betydning for den ydre konflikt og det palæstinensiske statsprojekt som helhed. 1.2 Problemfelt Mellemøsten har i mange år været en region fyldt med religiøse, politiske og regionale konflikter. Disse konflikter har haft vidtrækkende konsekvenser for de berørte befolkninger og på det internationale plan. Regionen har en geografisk, central placering og er i besiddelse af enorme naturressourcer. Mellemøsten kom for alvor på den vestlige verdens 1

2 dagsorden efter terrorangrebet mod World Trade Center den 11. september 2001 og ved mange vestlige landes efterfølgende militære tilstedeværelse i Irak og Afghanistan. I 2010 bragte Det Arabiske Forår endnu engang de mellemøstlige konflikter i verdenssamfundets søgelys, da de folkelige oprør i en lang række mellemøstlige stater skabte nye regionale problemstillinger og tvang omverdenen til at revurdere deres politiske linje i forhold til Mellemøsten. Ingen af disse konflikter i Mellemøsten har dog været mere omfangsrige end den årelange konflikt mellem Israel og Palæstina. Denne konflikt har været verdenssamfundets bekymring, lige siden staten Israel blev dannet i Lige siden Israels statsdannelse har landet ligget i konflikt med de omkringliggende lande. Dette skyldes den arabiske befolknings generelle modvilje mod oprettelsen af den israelske stat, samtidig med deres uforbeholdne støtte til den palæstinensiske befolkning. Konflikten mellem Israel og det palæstinensiske folk er ikke kun et spørgsmål om nabolandendes modvilje mod oprettelsen af Israel, men også et spørgsmål om det palæstinensiske selvstyre og israelske bosættelser på palæstinensiske områder. De to største hovedaktører i kampen for et selvstændigt Palæstina er Fatah og Hamas. Fatah er en politisk organisation, som blev dannet i Organisationen startede som den første udelukkende palæstinensiske oprørsgruppe og har siden kæmpet for et selvstændigt styre på de palæstinensiske områder. Fatah er sekulære og har gradvist afvæbnet selve partiet og fører derfor nu en diplomatisk frem for væbnet kamp mod Israel. Hamas er en bevægelse, som blev dannet i Hamas udspringer af Det Muslimske Broderskab, der er en islamistisk bevægelse med rødder i flere arabiske lande. Hamas har altid haft en social profil, der udfører humanitært arbejde og en militær profil, der fører en væbnet kamp mod Israel. Hamas har været afhængig af begge for at opnå legitimitet blandt den palæstinensiske befolkning. Selvom partierne i en årrække har kæmpet side om side mod den fælles fjende, Israel, har de gradvist fjernet sig fra hinanden gennem deres forskellige ideologier og syn på en mulig løsning af konflikten mellem det palæstinensiske folk og Israel. Som følge af denne distancering mellem Fatah og Hamas er de blevet hinandens modstandere i en konflikt, hvor de på sin vis deler samme interesser og i hvert fald samme fjende. I 2006 opstod der så en væbnet konflikt mellem Fatah og Hamas efter det palæstinensiske valg. Det endte i en borgerkrig blandt palæstinenserne og førte 2

3 endvidere til en demografisk fløjopdeling blandt det palæstinensiske folk i henholdsvis Gaza-striben og på Vestbredden. Det var derudover også med til at understrege, hvilke ideologiske og religiøse forskelle der spiller ind i det palæstinensiske selvstyre. Det fører os så frem til spørgsmålet om, hvordan denne polarisering påvirker det palæstinensiske statsprojekt. Dette problemfelt byder op til et projekt af større omfang. Det vil derfor ikke være et mål i denne opgave at komme frem til et endegyldigt svar på den palæstinensiske situation, og det vil blive vores ønske til dels at undgå at inddrage konflikten mellem Israel og Palæstina som et selvstændigt hovedpunkt Problemformulering Hvordan påvirker konflikten mellem Fatah og Hamas det palæstinensiske statsprojekt samt anerkendelsen af en palæstinensisk stat? Uddybning af problemformulering I første led af vores problemformulering, vil vi beskrive, hvordan de interne stridigheder mellem Hamas og Fatah har indflydelse på det palæstinensiske statsprojekt. I denne forbindelse afdækkes også eksterne aktøres indflydelse på henholdsvis Fatah og Hamas. Med det palæstinensiske statsprojekt forstås bestræbelserne for en samlet, repræsentativ, palæstinensisk regering, som den palæstinensiske befolkning støtter op om. I andet led af problemformuleringen vil vi undersøge, hvordan Palæstina kan opnå statsanerkendelse af det internationale samfund, indenfor international ret samt hvordan splittelsen i den palæstinensiske befolkning påvirker denne anerkendelse. Statsanerkendelse vil blive behandlet ud fra Montevideo-konventionen og sættes i perspektiv til en anerkendelse i FN-regi Arbejdsspørgsmål 1. Hvad udgør de palæstinensiske territorier og hvad er fakta omkring den palæstinensiske befolkning? 2. Hvad er den historiske kontekst for konflikten mellem Israel og Palæstina og Fatah og Hamas? 3. Hvem er Fatah og Hamas? 4. Hvorfor er Fatah og Hamas i konflikt med hinanden? 3

4 5. Hvilke sociologiske processer kan påpeges i konflikten, og hvilken betydning har de for det palæstinensiske statsprojekt? 6. Kan Palæstina leve op til kriterierne for at være en stat, og kan det palæstinensiske selvstyre opnå anerkendelse? 7. Hvordan påvirker konflikten mellem Fatah og Hamas anerkendelsen af den palæstinensiske stat? 4

5 1.3 Projektmodel Metode Projektdesign Kvalitative kilder Historisk redegørelse Fatah Hamas Interview Demografisk profil Statistik Eksterne aktører Sociologisk Deduktiv Magtanalyse Statsanerkendelse Konklusion Figur 1 Perspektivering 5

6 1.3.1 Opgavestruktur Opgaven er opbygget således at vi indledende i kapitel 1 præsenterer vores projektdesign. Denne opgavestruktur er en del af vores projektdesign. Vores projektdesign indeholder projektets problemfelt, problemformulering, metode og teori. Kapitlet vil forhåbentlig give et grundigt indblik i vores fremgangsmåde til at besvare problemformulering, samt hvordan vi metodisk og teoretisk har grebet projektet an. Dernæst i kapitel 2 findes en historisk redegørelse for Palæstina frem til borgerkrigen i Gældende for al historisk redegørelse i denne opgave er, at vi bevidst har valgt at fokusere på begivenheder, der i vores optik enten har bragt Israel-Palæstina konflikten tættere på - eller længere fra - en løsning. Dette har vi prioriteret, da det har stor relevans for det palæstinensiske statsprojekt og anerkendelsen. Kapitel 3 er en præsentation og redegørelse af opgavens hovedaktører, Fatah og Hamas. Til dette afsnit skal det nævnes at der har været en besværlig proces at finde konkrete informationer vedrørende Fatah oprindelse, da Fatah er en grundsøjle i PLO, og samtidigt hænger uløseligt sammen med PNA. I kapitlet fremkommer der også yderligere historisk redegørelse, hvori de to hovedaktører optræder, og hvor den nuværende situation - pr. december opsummeres. Situationen er dog utrolig ny, og vi tager forbehold imod at kunne dække situationen fyldestgørende. Herefter følger kapitel 4, der er en redegørelse for en række relevante statistiske, demografiske og geografiske fakta, der omhandler Gaza-striben og Vestbredden. Dette er inkluderet som empiri til senere analyser, samt for at give et grundigere indblik i den faktuelle profil for Palæstina i dag. Kapitel 5 udgør en redegørelse over de væsentlige eksterne aktører, der har indflydelse på den interne konflikt. Derudover vil der indgå en argumentation for fravalg af aktører. Kapitel 6 er vores første analyse: et sociologisk perspektiv. Her har vi undersøgt nogle af de sociologiske processer i Palæstina og i konflikten mellem Fatah og Hamas. Analysen er inkluderet for at give projektet tværfaglig styrke og for at kunne opsætte nogle sociologiske definitioner, der er relevante for at kunne kategorisere konflikterne og eventuelt sammenligne dem med andre konflikter. Det gælder for alle vores analyser, at vi bruger deduktiv metode. Kapitel 7 indeholder vores magtanalyse, der primært er inddraget for at kunne beskrive, hvilke hindringer, der eksisterer i forhold til Fatah og Hamas beslutningsprocesser og en fælles beslutningsarena. 6

7 Kapitel 8 omhandler vores sidste analyse: Statsanerkendelsesanalysen. Analysen er inddraget for at kunne undersøge, hvilke interne forhold, der har relevans for, om det palæstinensiske statsprojekt bør anerkendes af det internationale samfund. Samtidigt redegør analysen også for det komplicerede forhold mellem anerkendelse, international ret, FN og den suveræne stat.. Ydermere vil vi opsummere for Palæstinas tidligere forsøg på anerkendelse. Endelig i kapitlerne 9 og 10 vil der være fokus på konklusion og perspektivering. Konklusionen opsummerer hele opgaven og konkluderer afsluttende på vores problemformulering. Perspektiveringen indeholder en række refleksioner vedrørende andre måder vi kunne have grebet problemfeltet an på. Til sidst i kapitlerne findes vores litteraturliste, begrebsoversigt og bilag. Litteraturlisten er naturligt en liste over anvendte bøger, artikler, hjemmesider, osv. Vi har inkluderet en begrebsoversigt, da vi nævner mange organisationer, forkortelser og begreber, der ikke nødvendigvis uddybes i brødteksten, og som derfor forklares i begrebsoversigten. Bilag indeholder en række kort over de palæstinensiske områder og grafer, transskriptioner af vores interviews, samt andre bilag. Til sidst i bilaget er vores studieforløbsbeskrivelse. 1.4 Metode Dette afsnit omhandler vores overvejelser vedrørende de anvendte metoder til besvarelsen af opgaven og analyse af disse Kvalitativ metode Vores kvalitative metode inkluderer brugen af tre forskellige ekspertinterviews, hvor vi ønsker at få yderligere indblik i disse personers tolkning og forståelse af problemerne som er til stede i Palæstina. Endvidere er vores primærkilder behandlet efter kvalitativ metode Vores interview Vi har igennem vores projektforløb foretaget tre interviews. Interviewpersonerne er udelukkende valgt på baggrund af deres faglige kompetencer og deres tilgængelighed. Det skal understreges at eventuelt politiske og personlige holdninger, synspunkter etc., 7

8 der fremgår i vores interviews og opgave, udelukkende repræsenterer de interviewedes holdning. De interviewede er formanden for Folketinget og tidligere udenrigsminister Mogens Lykketoft (interviewet d. 9. oktober 2012), formanden for Dansk-Palæstinensisk venskabsforening Fathi El-Abed (interviewet d. 24. oktober 2012) og Politikkens journalist Anders Jerichow (interviewet d. 31. oktober 2012) Interviewanalyse I dette afsnit vil vi analysere de interviews, vi har foretaget til dette projekt og hvordan disse er blevet inddraget i selve opgaven. Vi vil i vores analyse tage udgangspunkt i Kvale og Brinkmanns bog Interview introduktion til et håndværk. De to første interviews vi foretog, var med henholdsvis Mogens Lykketoft og Fathi El- Abed. Da vi arrangerede de to interviews, var det med en klar forventning om, at vi kunne inkludere de to interviewpersoner mere direkte i vores opgave. Da vi kom længere ind i projektet, viste det sig til at en del af de problemstillinger der blev diskuteret i de to første interviews, ikke længere var relevante for den overordnede problemstilling. Dette skyldes et skift i fokus, fra eksterne aktører til en mere koncentreret vinkling på de interne magtforhold imellem opgavens to hovedaktører, Fatah og Hamas. Dette har resulteret i, at der ikke findes direkte citater fra de to første interviews, da de i højere grad blev brugt til at danne overblik over baggrundshistorien, samt en diskussion af aktuelle problemstillinger. Ydermere kunne vi bruge de to første interviews til at få en bredere viden omkring begreber og væsentlige personligheder, der har indflydelse på vores fokusområde. Omstændighederne ved alle tre interviews har været vidt forskellige, og dette kunne have haft indflydelse på mængden af brugbar information. Ved det første interview med Lykketoft var omstændighederne meget formelle. Grundet sin meget offentlige status og person, var vi ikke tilstrækkelig i stand til at forholde os kritisk under interviewet Dette skal ikke ses som et udtryk for at Lykketoft var problematisk at interviewe, men blot ses som et udtryk for at vi på det givne tidspunkt ikke var tilstrækkeligt fortrolige med interviewmetoden til at forholde os kritisk til besvarelserne under selve interviewet. Dette medførte at interviewet blev foretaget på den måde, at vi stillede et bredt spørgsmål med mulighed for fortolkning, mens Lykketoft besvarede det uden nogen synderlig indblanding fra vores side. Som følge af denne måde at interviewe på, bar det gennemførte interview i høj grad præg af 8

9 Lykketofts egen vurdering af, hvad der var relevant at diskutere vedrørende vores problemstilling. Dette medførte at en del af den information der blev udledt af interviewet med Lykketoft ikke kunne benyttes i den endelige opgave. Da vi gennemførte interviewet med Fathi El-Abed havde vi lært en del efter vores tidligere interview med Lykketoft, og var derfor bedre i stand til at indgå i en dialog samt at stille opfølgende og kritiske spørgsmål til den information der blev fremlagt under interviewet. Selvom vores interviewmetoder var forbedret væsentligt, blev en stor af interviewet ikke inddraget i opgaven, grundet en personlig bias fra interviewpersonen. På grund af El-Abeds rolle som formand for Dansk Palæstinensisk Venskabsforening, blev interviewet præget af en mangel på et nuanceret synsvinkel på den aktuelle konflikt i Palæstina. Vi var på forhånd bevidste om, at interviewet kunne forekomme ensidigt, men det var vores mål at foretage et interview der omhandlede et fokus på den palæstinensiske befolkning og hvordan de politiske interne stridigheder påvirkede dagligdagen i Palæstina. På trods af den brugbare information der blev udledt af interviewet, valgte vi at undlade at citere i opgaven, da vi ønskede en mere nuanceret beskrivelse af situationen. Det tredje og sidste interview vi foretog var med journalisten Anders Jerichow. Til dette møde var vi nået så langt i projektarbejdet, at vi havde mulighed for at konkretisere interviewet, således at vi fik besvaret vores problemstillinger fyldestgørende. Ligeledes havde vi lært af de tidligere interviews, at det gav en bedre mulighed for dialog, jo færre interviewere der var til stede. Der var en klar arbejdsfordelingen, hvor et gruppemedlem var hovedansvarlig for interviewet, mens de resterende assisterede med opfølgende spørgsmål og gjorde opmærksom på, når interviewet mistede fokus på det stillede spørgsmål. Det faktum at vi nu var mere fortrolige med et interviews fremgangsmåde betød, at interviewet bibeholdt sin relevans gennem hele forløbet. Derudover var interviewpersonen tydeligt vant til at forholde sig kritisk til emnet, hvor han argumenterede for og dokumenterede sine påstande. Derfor kan vi i højere grad anvende udsagnene og analyserne fra Jerichow, da han selv fremlagde referencer for påstandene samtidig med at han forsøgte at belyse alle aspekter kritisk. Vi vil nu forsøge at vurdere validiteten og reliabiliteten af de gennemførte interviews. 9

10 Først vil vi definere vores forståelse af begreberne validitet og reliabilitet. Ved begrebet validitet forstår vi den gennemgående troværdighed af interviewet. Dette analyseres på baggrund af troværdigheden af de informationer der forekommer i interviewet, samt interviewpersonens mulighed for at forholde sig kritisk til problemstillingen. Reliabilitet ser vi som udtryk for kvaliteten af vores udførelse af interviewet. Grundlæggende ser vi reliabiliteten som muligheden for, at andre interviewere ville kunne få samme oplysninger og meninger ud af interviewpersonen som vi selv fik. Dette afhænger af vores spørgsmål, samt evnen til at stille relevante opfølgningsspørgsmål i løbet af interviewet. Interviewet med Lykketoft havde en høj validitet, da udsagnene har vist sig at være korrekte gennem vores videre arbejde med projektet. Derimod er reliabiliten ved dette interview lav, som følge af vores ukonkretiserede interviewform, som gav interviewpersonen for meget råderum til selv at definere dagsordnen for interviewet. Med det andet interview var validiteten lavere end ved de andre interviews, da interviewpersonen var underlagt en personlig bias vedrørende emnet. Reliabiliteten var ved dette interview væsentligt højere, end ved første interview, da vi var opmærksomme fra starten af interviewet, at personlige bias kunne forekomme. Ydermere havde vi på det gældende tidspunkt taget ved lære af vores tidligere interview, og havde derfor bedre kontrol over indholdet af interviewet. I det sidste interview var validiteten den højeste af de tre interviews. De faktuelle udsagn som blev givet under interviewet, og som vi har gjort brug af i opgaven, har været rigtige jævnført. vores egne undersøgelser. Ligeledes gjorde interviewpersonen meget ud af at begrunde og argumentere for sine udtalelser gennem hele interviewet. Ligesom validiteten var reliabiliteten også væsentlig højere end ved de andre interviews, da vi på det givne tidspunkt havde lært af vores fejl og mangler fra tidligere erfaringer. Interviewstrukturen var mere konkret og vores uddybende spørgsmål gjorde, at vi fik en stor mængde dokumenteret viden, som vi ikke kunne have fundet gennem normal litteratur. 10

11 1.4.2 Kvantitativ metode Det kvantitative aspekt af projektet dækkes blandt andet af beskrivende statistik vedrørende den palæstinensiske demografi og geografi. Igennem statistikker over befolkningstal, aldersstruktur økonomi, etc. ønskes et overordnet indblik i fakta vedrørende de palæstinensiske områder, Gaza-striben og Vestbredden. Kvantitativ empiri anvendes også i statsanerkendelsesanalysen, hvor det indgår som en central del af første punkt Projektets brug af metode Det er tydeligt, at langt størstedelen af vores opgave bygger på den kvalitativ metode, enten gennem interviews eller historisk/litteraturmæssig empiri, hvorimod kvantitativ empiri kun anvendes i begrænset omfang. Derudover indgår interview-empirien ikke nær så meget som kilde i rapporten, i forhold til hvor kompliceret analyse- og transskriptionsprocessen er. 1.5 Teori Her er den anvendte teori i projektet opstillet. Nogle analyser vil dog uddybe den anvendte teori i kapitlet. Derfor vil nogle af teoriafsnittene være mere udførlige end andre. Til sidst findes refleksioner omkring projektets tværfaglighed, samt et afsnit vedrørende fravalget af IP-teorierne Magtteori Magtteorierne anvendes til at analyserer polariseringen, som har ledt til konflikten mellem Fatah og Hamas. De magtteorier, som er specielt interessante for problemstillingen, er den direkte, indirekte og institutionelle magt fra bogen Kontrol i det stille (Christensen & Jensen 2008). Direkte magt består simpelt sagt i, at magten udøves i beslutningsarenaen. I denne sammenhæng menes der med beslutningsarena: en stedfæstet begivenhed med et afgrænset antal aktører, som foregår, fra en sag er optaget på dagsordnen, til at der er taget en beslutning (Christensen & Jensen 2008). Indirekte magt lægger vægt på, at der også udøves magt i selve udvælgelsen af hvilke sager, der bliver optaget på dagsordnen, og hvilken arena sagerne henvises til, og hvilke aktører, der får mulighed for at deltage. Desuden er der også en form for magt udøvelse i form af, hvordan beslutningerne faktisk bliver implementeret. Dette hænger blandt andet 11

12 sammen med udformningen af sagernes beslutninger, da uklarheder kan forekomme. Disse uklarheder kan både være et produkt af, at aktørerne ikke har gennemtænkt udformningen på en klar nok måde, men det kan også være et resultat af specifikke aktørers plan for at påvirke implementeringen eller decideret at få implementeringen til at bryde sammen og på denne måde at udøve magt (Christensen & Jensen 2008). Institutionel magt bevæger sig omkring en ide om, at aktørernes meninger og holdninger egentlig ikke er fri, men i stedet et produkt af de holdninger, der findes inden for de institutionaliserede rammer i vores samfund. Med institutionaliserede rammer menes der, hvad der er normen eller hvad der er kulturelt og lovmæssigt bestemt. På en måde kan man kalde disse rammer for de ting, der ikke sættes spørgsmålstegn ved. Hvis man går ud fra, at aktørernes varetagelse af interesser foregår på baggrund af disse rammer, findes den reelle magt i udformningen af disse rammer. På grund af disse tre magtteoriers vidt forskellige fokusområder er de optimale for at forstå og kortlægge magtbalancen i Palæstina (Christensen & Jensen 2008) Etnisk identitet For at give et sociologisk perspektiv på konflikten mellem Fatah og Hamas har vi valgt at inddrage teorien om etnisk identitet. Denne teori er inddraget, da den beskriver, hvordan den etniske identitet påvirker den palæstinensiske befolknings nationalfølelse samt deres forhold til Israel. Den etniske identitet er et udtryk for en identitet, som en gruppering i et samfund har til fælles. Der er her tale om en identitet, som ikke nødvendigvis hører under den nationale identitet, hvor nationalstaten er den grundlæggende faktor i identitetsdannelsen. Teorierne om etnisk identitet anser etnicitet og nationer som to forskellige begreber, som ikke nødvendigvis hænger sammen. Der argumenteres for, at alle etniske grupperinger ikke har en selvstændig nation, samtidig med at nogle nationer er bygget op af flere etniske grupperinger. Derfor er etnisk identitet ikke ensbetydende med national identitet. (Østergård 2007:549) Antagonisme og hegemoni For at beskrive forholdet mellem Fatah og Hamas og hvordan dette har udviklet sig gennem historien, har vi valgt at gøre brug af to begreber fra diskursanalysen, antagonisme og hegemonisme. Disse begreber er blevet brugt til at forklare de politiske 12

13 og kulturelle forskelle på de to grupperinger, og hvordan de to parter har bevæget sig i forhold til hinanden i palæstinensisk politik. Vi har bevidst undladt at gøre brug af diskursanalysen som en helhed, da vi ikke kunne forsvare dens relevans i opgaven. Derimod har vi valgt at fokusere på den historiske udvikling af politiske ståsteder, som de grupper har haft og derigennem benytte os af de to diskursanalytiske begreber til at beskrive, hvordan Fatah og Hamas forholder og adskiller sig fra hinanden International ret (anerkendelsesanalyse) International ret er et nødvendigt teoretisk punkt for at kunne forstå, hvordan processen omkring statsanerkendelse foregår. Der findes mange forskellige teorier, men vi har hovedsagligt valgt at fokusere på såkaldt deklaratorisk teori ved at anvende Montevideo-konventionen fra 1933, som definerer staters rettigheder og pligter. Denne konvention er tidligere blevet brugt i forbindelse ved anerkendelse af stater som Taiwan og Kosovo (Knudsen 2008: Udenrigs 1). Teorien bygger på, at det er de interne forhold i staten, der definerer, hvorvidt en stat bør anerkendes af det internationale samfund. Dog bygger anerkendelse i praksis ofte på nogle andre eller mere uformelle internationale relationer, der determinerer, hvordan man omfattes af international ret, hvilket vi også diskuterer i analysens konklusion Fravalg af IP-teorier I forbindelse med analysen af Palæstinas anerkendelse og på grund af opgavens afgræsning er de to IP-teorier, neorealismen og liberalismen, blevet fravalgt. Dette fravalg skyldes, at vores fokus først og fremmest ligger på de interne stridigheder mellem Fatah og Hamas. En anden baggrund for fravalget, skal ses ved, at vi har valgt at fokusere på de eksterne aktører. Dette vil tage udgangspunkt i en redegørelse for deres relationer til henholdsvis Fatah og Hamas. Neorealismen er fravalgt, da den fokuserer på stater og ikke på organisationer som Fatah og Hamas. Liberalismen er fravalgt, da den har et stort fokus på staternes interdependens i det internationale system, hvilket ikke er en del af vores opgave, og også derfor er teorien blevet fravalgt. 1.6 Projektets tværfaglighed For at besvare fyldestgørende på vores problemformulering, har det været nødvendigt at inddrage elementer fra både sociologi og politologi. Situationen i Palæstina samt den 13

14 palæstinensiske befolknings støtte til henholdsvis Fatah og Hamas er en kompleks størrelse, som behøver en række forskellige værktøjer, der hver især kan hjælpe til at forstå situationen i de palæstinensiske områder. Gennem politologi vil vi analysere magtforholdet mellem Fatah og Hamas, samt hvordan Palæstina har mulighed for at efterleve det internationale samfunds krav for en selvstændig stat. Det palæstinensiske spørgsmål kan ikke udelukkende besvares ud fra en politologisk tilgang. Derfor inddrager vi ligeledes sociologiske teorier, hvorfra vi ønsker at beskrive den palæstinensiske befolknings identitetsfølelse, samt hvordan forskellene i den politiske linje mellem Fatah og Hamas påvirker det palæstinensiske statsprojekt. Begge tilgange til problemstillingen belyser hver deres side af konflikten, og tilsammen giver de sociologiske og politologiske synspunkter en samlet vurdering af, hvordan de interne stridigheder i Palæstina påvirker dannelsen af den palæstinensiske stat. 14

15 2. Historisk redegørelse af det palæstinensiske områder 2.1 Zionismen og zionist-kongressen i 1897 Under den første zionistkongres i Basel i 1897 bliver det i en resolution besluttet og nedskrevet at, der skal arbejdes for oprettelsen af et hjemsted i Palæstina for det jødiske folk, sikret gennem offentlig lov. (Rahbek 2000:1) Man kan argumentere for, at kampen om det palæstinensiske område her søsættes. Man kan spore zionismen helt tilbage til Østeuropa i slutningen af 1800-tallet. Fra begyndelsen var zionismen delt op i to grene: en politisk og en religiøs. Det politiske perspektiv bundede i det historiske tilhørsforhold til Palæstina, mens det religiøse refererede til, at Gud i Det Gamle Testamente gav sit folk, jøderne, det forjættede land. (Religion.1 18/12/12) 2.2 Første verdenskrig De palæstinensiske områder indleder det tyvende århundrede med delvist at være under britisk kolonimagt. Men næsten to årtier senere udbryder første verdenskrig, og Storbritannien kommer under pres. I sommeren 1915 starter en korrespondance mellem den engelske højkommissær, Henry McMahon og guvernøren i Mekka, Sharif Hussein. Storbritannien lover selvstændighed mod til gengæld at få hjælp til at omstyrte de osmannerne, der har allieret sig med Tyskland imod Frankrig og Storbritannien. Men der går kun et år, før Storbritannien i 1916 indleder forhandlinger med Frankrig om en opdeling af Mellemøsten, der går direkte imod aftalen med Sharif Hussein. Aftalen opkaldes efter de to chefforhandlere, briten, Mark Sykes, og franskmanden, Georges Picot, og på trods af bred bekymring og flere advarsler kom Sykes-Picot-aftalen til at danne grundlag for Frankrig og Storbritannien opdeling af mellemøsten efter første verdenskrig. I 1916 er det endnu ikke til at spå om krigens udfald, og Frankrig og Storbritannien sender en bøn til USA, hvor de britiske jøder opfordrer deres amerikanske trosfæller til at presse deres regering til at gå ind i krigen. Til gengæld for amerikansk støtte vil den britiske regering støtte de zionistiske ambitioner i Palæstina, som de var vedtaget på Basel-kongressen i Den endelige aftale blev ikke så radikal, som mange zionister ønskede det, men den fik en ualmindelig opmærksomhed, og som daværende 15

16 zionistleder, Nahum Sokolov, beskriver det: Hver eneste ide som kom til verden i London, blev afprøvet af zionistbevægelsen i Amerika, og hvert eneste forslag fra Amerika blev givet den største opmærksomhed i London. (Rahbek 2000:13) Den 2. november 1917 underskriver den britiske udenrigsminister, Arthur J. Balfour, på regeringens vegne en erklæring, hvori han støtter ideen om et nationalt hjem i Palæstina for det jødiske folk (Ibid.:14). Jøderne udgør på dette tidspunkt kun 10% af den palæstinensiske befolkning og besidder kun cirka 2% af jorden i Palæstina overfor en væsentlig større andel af palæstinensere. Balfour-deklarationen må derfor også ses som et udtryk for, hvor lidt briterne (og den vestlige verden) kendte til de faktiske forhold i Palæstina. Birgitte Rahbek tolker på netop dette i sin analyse af konflikten i Mellemøsten: Det var imidlertid heller ikke nødvendigt for at indse at Storbritannien, der ved krigens afslutning havde besat hele Palæstina, i 1915 og 1917 havde afgivet to modsatrettede og uforenelige løfter til henholdsvis araberne (sharif Hussein-McMahonkorrespondancen) og jøderne (Balfourdeklarationen). (Ibid.:14). 2.3 Det britiske Palæstina-mandat Med afslutningen på 1. verdenskrig danner de allierede Folkeforbundet (i dag FN) i Med Folkeforbundet indføres et nyt begreb, mandatmagt (se begrebsafklaring), som er en slags formynderordning, der blandt andre tildeles Palæstina i form af England som mandater (United Nations.1 17/12/12). Det område, vi i dag kender som Jordan og Israel med Gaza og Vestbredden, er på daværende tidspunkt under britisk herredømme. Det britiske Palæstina-mandat dækker indtil 1922 over selvsamme område. I 1922 hvor mandatet officielt træder i kraft, afgives det jordanske område også, så Palæstinamandatet nu dækker over området fra Middelhavet til Vestbredden. Rammerne for Palæstina-mandatet underskives i 1923 og indeholder både Balfour-deklerationens løfte om at hjælpe til at opnå et jødisk nationalhjem i Palæstina (Rahbek 2000: 14) og folkeforbundets pagt 22 (Yale Law School.1 17/12/12) om at hjælpe det palæstinensiske samfund til at opnå fuld selvstændighed. Der er altså en klar ambivalens i charteret, da målet for det britiske Palæstina-mandat bliver at tage hensyn til to parter, der hver især ikke ønsker hinandens tilstedeværelse. Det blev på sin vis også tydeligt for den britiske regering, da de i 1922 så sig nødsaget til at fremsætte en forklaring: Hans Majestæts regering erklærer nu (...) utvetydigt at det ikke er dens politik at Palæstina skal være en jødisk stat. Regeringen ville i høj grad betragte det som værende i 16

17 uoverensstemmelse med regeringens forpligtelser såvel over for de arabere der bor i mandatområdet som i forhold til de forsikringer der tidligere er afgivet over for det arabiske folk hvis Palæstinas arabiske befolkning skulle tvinges til at blive borgere i en jødisk stat. (Rahbek 2000:15). Dog tages Balfour-deklarationen ikke af bordet. Heller ikke da 110 medlemmer af det britiske underhus året efter indgiver en anmodning til den siddende regering om at forkaste Balfour-deklarationen (Palestine Land Society.1 17/12/12). Palæstinenserne var og blev aldrig interesserede i at være et mandatområde og krævede deres selvstændighed, men Storbritannien og mandatkommissionens andre medlemmer afviste deres bøn. Med tiden blev det svært at se reelle tiltag fra Storbritannien mod at fremme en senere oprettelse af en palæstinensisk stat. Den arabiske andel af embedsmænd i Palæstina blev ligefrem holdt nede af briterne. Til gengæld blev det jødiske parlament, Knesset, hurtigt anerkendt af den britiske regering (Rahbek 2000:16). Antallet at jødiske indvandrere i Palæstina steg ekspotentielt. Jøderne havde midlerne til at opkøbe den bedste jord og beskæftigede næsten udelukkende kun jødisk arbejdskraft. Det fik store økonomiske konsekvenser for den arabiske befolkning i Palæstina, der mistede et væsentligt indtægtsgrundlag. Det resulterede i 1936 i en omfattende generalstrejke og et oprør, der lammede landet i 6 måneder. 2.4 Peel-kommissionen og den britiske Hvidbog for Palæstina Som reaktion på dette nedsatte de britiske myndigheder Peel-kommissionen. I deres endelige rapport indrømmede de, at det britiske Palæstina-mandat ikke fungerede, da de arabiske og jødiske interesser var uforenelige. På baggrund af Peel-komissionens arbejde og rapport, blev der i 1937 stillet forslag om en opdeling af Palæstina i tre zoner: en arabisk stat (underlagt Jordan), en jødisk stat og et neutralt/internationalt område omkring Jerusalem (Britannica.1 17/12/12). Forslaget ville som konsekvens betyde, at palæstinensere skulle tvangsforflyttes (svarende til det samlede antal jøder i Palæstina på daværende tidspunkt) overfor sammenlagt jøder. Den palæstinensiske befolkning ønskede ikke at give afkald på Jerusalem eller blive lagt sammen med Jordan, og de afviste derfor blankt forslaget igennem den Den Arabiske Højkomité. Daværende leder af Mapai (Landet Israels Arbejderparti), David Ben- Gurion, var tilgengæld åben overfor forslaget, og så det som et skridt på vejen mod en 17

18 endelig overtagelse af Palæstina (Rahbek 2000: 17). Forslaget blev ikke vedtaget, og tankerne om en deling af landet blev begravet til fordel for en binational stat. To år senere, i 1939, offentliggøre briterne deres hvidbog for Palæstina. Ifølge hvidbogen skulle det britiske Palæstina-mandat vare ti år til, hvorefter området skulle opnå selvstændighed. I mellemtiden skulle jødisk indvandring og jordopkøb begrænses. Målet var en uafhængig palæstinensisk stat i løbet af ti år, og denne skulle deles mellem arabere og jøder, sådan at begge parters interesser blev tilgodeset. En såkaldt binational stat. Dette forslag fik afslag af både jøderne og araberne. Det er dog værd at nævne, at dele af den palæstinensiske befolkning var for forslaget, men da den palæstinensiske ledelse anført af stormuftien, Amin al-husseini, forsøger at skifte holdning var det for sent. De mistede befolkningens støtte, da de forsøgte at genoplive det palæstinensiske 1936-oprør. Initiativet glider over til zionisterne (Rahbek 2000: kap. 1), der de næste år sætter alle kræfter ind på at vælte de britiske myndigheder i Palæstina. Peel-komissionens foreslag havde sat tanker i zionisternes hoveder, der: alle talte for etnisk udrensning af palæstinenserne. Den skulle ikke blot finde sted fra den af Peel foreslåede palæstinensiske stat, men fra hele det historiske Palæstina fra Jordanfloden til Middelhavet. (Jensen 2000: 11). Denne udvikling betød for palæstinenserne, at de mistede muligheden for at opgradere deres stilling i mandatadministrationen og for at øge muligheden for dannelsen af en selvstændig palæstinensisk stat. Det får følgevirkninger i form af øget uro og politisk disorganisering blandt palæstinenserne. Kort efter udbryder anden verdenskrig. 2.5 Efterkrigstiden og Palæstinas deling Nazismen og den etniske udrensning af jøderne havde vækket den vestlige verdens dårlige samvittighed og sympati. Palæstinenserne krævede stadig selvstændighed og et øjeblikkeligt stop for jødisk indvandring, og påny forlangte zionisterne, at Storbritannien skulle åbne op for fri indvandring af jøder til Palæstina. I Storbritannien forsøgte man at slippe af med det overordnede ansvar for det palæstinensiske område. Det bedste bud kom imidlertid fra USA, der i sommeren 1945 lagde pres på den britiske regering skulle tillade en indvandring af jøder fra Europa til Palæstina. I efteråret samme år nedsatte den engelske udenrigsminister en anglo-amerikansk komité, 18

19 der skulle undersøge konflikten og problemerne og fremsætte løsningsforslag. Komitéen afslutter sit arbejde i 1946 efter at have besøgt jødiske flygtningelejre i Europa og senere hen de to folk i Palæstina. I Palæstina blev komitéen modtaget af et venligsindet og imødekommende jødisk folk og blev boykottet af palæstinenserne. Komitéen endte med følgende løsningsforslag: 1) jøder fra de europæiske flygtningelejre skulle have lov til at indvandre i Palæstina (...) 2) der skulle oprettes en binational stat under FN s formynderskab med lige ret for begge befolkningsgrupper (Rahbek 2000:32). Forslagene blev forkastet af både palæstinenserne, jøderne og den britiske regering. I 1947 indbringer Storbritannien Palæstina-spørgssmålet til FN og offentliggører her sine intentioner om at afstå det britiske Palæstina-mandat. En ny komité blev nedsat af FN s generalforsamling, UNSCOP (United Nations Special Committee on Palestine), med repræsentanter fra 11 FN-medlemslande. Komitéens formand blev den svenske dommer Emil Sandström. Komitéen fik til opgave at undersøge årsagen til konflikten og, hvis muligt, at finde en løsning derpå. Men UNSCOP blev ligesom den anglo-amerikanske komité mødt med modstand og fjendtlighed fra palæstinenserne og en imødekommen- og venlighed fra det jødiske folk og især zionisterne. På trods af et mere intenst og omfangsrigt arbejde kom UNSCOP i realiteten ikke frem til mere, end hvad Peel-komissionen havde fremlagt 10 år forinden (mideastweb.1 17/12/12). To løsningsforslag blev i d. 25 november 1947 præsenteret for FNs generalforsamling. Ifølge en delingsplan skulle: Palæstina efter en toårig periode, overvåget af FN, (...) deles i en arabisk og en jødisk stat. Jerusalems skulle fremover have en særlig international status, administreret af FN. De to stater skulle endvidere underskrive en tiårig aftale om en økonomisk union som betingelse for selvstændighed. (Rahbek 2000: 37). Det andet forslag lød på, at en uafhængig forbundsstat af jødiske og arabiske områder der skulle være selvstyrende (men ikke selvstændige) og med Jerusalem som hovedstad. Overgangen skulle vare i tre år under FN-kontrol. (Ibid.: 37) For sidstnævnte forslag lød argumenterne: at Palæstina var for lille til at rumme to stater, og at man ikke kunne gennemføre en løsning imod flertallets ønsker (Ibid.: 37). Der var ikke flertal for forslaget, der senere hen er blevet kendt som mindretalsplanen. Men få stemmer afgjorde, at delingsplanen heller ikke opnåede 2/3 flertal af stemmerne i FNs Generalforsamling. Et tredje forslag blev nedsat af de arabiske medlemslande, 19

20 men dette faldt også, og araberne valgte derefter ikke at deltage i arbejdet i de nedsatte underkomitéer (...) Her forpassede de en mulighed for at lodde stemningen som skiftede flere gange. (Ibid.:37). Disse underkomitéer blev akut nedsat af FN for at finde en kompromisforslag. Et forslag der skulle til afstemning kun fire dage efter afstemningen om delingsplanen. 2.6 Resolution 181 Den 29. november 1947 vedtog FN s Generalforsamling Resolution 181 (Ibid.:37). Resolutionen var et kompromis baseret på UNSCOPs oprindelige delingsplan og gav jøderne godt 56% af Palæstinas jord og sikrede ubegrænset jødisk indvandring. De palæstinenserne fik cirka 42% af jorden i Palæstina, tilgengæld skulle de palæstinensere der i forvejen boede på, hvad der nu blev jødisk jord, sikres alle rettigheder af FN. De resterende 2% dækkede området omkring Jerusalem og skulle forblive under international kontrol. Formålet med internationaliseringen af Jerusalem var at bevare respekten for alle religioner (islam, jødedommen og kristendommen) repræsenteret gennem deres respektive helligdomme i byen. Den endelige deling af Palæstina skulle ske i forbindelse med ophøret af det britiske Palæstina-mandat i august Man forsøgte at imødekomme en fornuftig overgang til et demokratisk styre i de to nye kommende stater. Men det var noget tvivlsomt i, at en international instans som FN tillod sig at bestemme og administrere folks jord. Repræsentanter fra det arabiske Palæstina og de arabiske stater modsatte sig med det samme delingen med den begrundelse, at det var en overtrædelse af bestemmelser i FNs charter. Endvidere at forsamlingen havde godkendt en plan, der under omstændighederne var FN uværdig, og at araberne i Palæstina ville modsætte sig enhver ordning, der ville føre til en segregation eller deling af deres land. De jødiske repræsentanter for Palæstina så delingen som et skridt på vejen mod det endelige mål, og da antallet af arabere i Palæstina stadig oversteg antallet af jøder, var denne deling en stor gevinst for jøder og zionister verden over (Ibid.:37). 2.7 Staten Israel Vedtagelsen af resolution 181 førte til mange voldelige udbrud i Palæstina. Situationen blev kun værre, og FNs sikkerhedsråd indkaldte generalforsamlingen til et ekstraordinært møde d. 16. april Men det lykkedes ikke at standse, hvad der nu 20

21 var blevet til en reel borgerkrig imellem palæstinenserne og jøderne. Under alt dette havde briterne travlt med at lukke og pakke administrationen i Palæstina ned. Den 14. maj 1948 proklamerede David Ben-Gurion, jøderne i Palæstinas leder, at staten Israel ville blive oprettet d. 15. maj 1948, hvor de sidste britiske soldater trak sig ud. Samme dag gik arabiske styrker ind i Palæstina og Israel, og krigen var officielt. Staten Israels oprettelse og krigen i 1948 er af palæstinenserne efterfølgende blevet kaldt al-nakba (katastrofen), da det var i denne periode, flertallet af palæstinensere blev fordrevet fra deres land. I mange landsbyer havde man indgået ikke-angrebspagter med de lokale kibbutzer, men begge parters terroriseren stiger ekspotentielt og ligeså antallet af dræbte og sårede. Israel var ikke bare militært overlegne, men deres motivation spillede også en væsentlig faktor. Mindet om holocaust var stadig tydeligt (ibid. 37). Afgørende for forløbet blev jødernes såkaldte Daletplan, og i henhold til denne skulle de jødiske styrker iværksætte operationer mod fjendtlige befolkningscentre der er beliggende inden for eller i nærheden af vort forsvarssystem for at forhindre dem i at blive brugt som baser (...) Disse operationer kan udføres på følgende måde: 1) enten ved at ødelægge landsbyer (...) 2) eller ved at iværksætte finkæmnings- og kontroloperationer efter følgende retningslinjer: omringning og gennemsøgning af landsbyen. I tilfælde af modstand skal den væbnede styrke tilintetgøres og befolkningen jages ud af landet (United Nations.2 17/12/12). Daletplanen resulterede i mange flygtningestrømme. Den israelske regering så det som deres legitime ret at definere og vedtage love, der i realiteten betød, at alle tidligere palæstinensere mistede alle ejendomsrettigheder (Rahbek 2000: 54). I sammenhæng med den psykiske terror og fysiske magtanvendelse, israelerne førte, skete der en systematisk etnisk udrensning af palæstinenserne. For palæstinenserne var der ikke meget hjælp at hente hos de arabiske politikere, vis modsatrettede holdninger og ambitioner kun gjorde situationen mere kompleks for de flygtende palæstinensere. I december 1948 forsøgte man i FN-regi at imødekomme de palæstinensiske flygtningestrømme ved at vedtage resolution 194, der bl.a. skulle være med til at sikre de palæstinensiske flygtninge, der ønskede at vende tilbage til deres hjem og leve i fredelighed med deres naboer, skulle have mulighed for dette på den nærmest mulige dato. For de der valgte ikke at vende tilbage, skulle der sikres kompensation. 21

22 I maj 1949 bliver Israel så optaget i FN, og Israel erklærer herved at det betingelsesløst ville acceptere og honorere de forpligtelser der lå i FN s charter. (Ibid.:100). Derudover skrives også både resolution 181 af november 1947 (delingsplanen) og resolution 194 af december 1948 (om bl.a. flygtningens ret til at vende tilbage til Palæstina) ind i optagelseserklæringen (United Nations.3 17/12/12). I realiteten betød dette, at Israel forpligtede sig til at diskutere og handle omkring flygtningespørgsmålet, men ikke længe går der, før Israelerne erklærede at kun en officiel arabisk anerkendelse af den jødiske stat kunne bane vej for alvorlige forhandlinger om flygtningene. Men samtidig havde Israel gjort det umuligt for flygtningene at vende tilbage; de havde konfiskeret deres jord og ejendom, jævnet 400 landsbyer med jorden og ladet jødiske indvandrere flytte ind i de forladte huse. (Rahbek 2000:101) Den 13. december 1949 gør Israel Vestjerusalem til hovedstad, Israel har vundet uafhængighedskrigen, som den efterfølgende er blevet kaldt i Israel. Palæstinenserne mistede ikke kun land til Israel, de mistede også Vestbredden (Østjerusalem) til Transjordanien, som i 1950 annekterede området og gjorde det til en del af det senere Jordan. Gaza-striben var besat af Egypten, og da ingen andre arabiske lande ville tage imod de godt palæstinensiske flygtninge, blev det hurtigt klart, at store dele af den palæstinensiske befolkning ville få lov til at blive splittet op som gruppe i Gaza-striben, på Vestbredden, i Israel og i de arabiske nabolande, (...) hundredevis af dem i FN-lejre. (Palæstina-info.1 17/12/12) Konflikten mellem det palæstinensiske folk og Israel blev nu en regional kamp imellem Israel og de omkringliggende arabiske lande, hvor palæstinenserne blot var et redskab i de arabiske landes skiftende interne alliancer og stridigheder. Palæstina-problemet blev inkorporeret i den generelle situation i den arabiske verden, og endnu mente også palæstinenserne at vejen til Palæstina skulle gå gennem arabisk enhed (Rahbek 2000:133) De næste årtier brugte israelerne tiden til at konsolidere deres nye stat: 370 jødiske bosættelser blev opført i tiden indtil 1953, og i samme periode indvandrede jøder fra udlandet. I 1966, 18 år efter den israelske statsoprettelse, var zionisternes mål fra 1897 stort set nået: palæstinenserne var enten fordrevet, flygtet eller gjort til et politisk umyndigt, økonomisk ubetydeligt og afhængigt mindretal. Over 90 procent af landets samlede vandreserver var bragt under den jødiske stats kontrol. I 1967 havde 22

23 israelerne nået deres vigtigste mål. Der var dannet en nationel, etnisk-religiøs afgrænset stat, hvis jødiske befolkning var begyndt at forstå sig som folk og nation (Palæstina-info.1 17/12/12) og blikket blev nu rettet fremad mod at udvide den jødiske stats territorium. 2.8 PLO I 1964 træder palæstinenserne igen ind på den politiske scene med dannelsen af PLO (Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation). Ideen med PLO var at skabe en sammenhængende palæstinensisk modstandsbevægelse, som sammen skulle kæmpe for et selvstændigt Palæstina. Før dannelsen af PLO havde der været en lang række selvstændige oprørsgrupper som f.eks. Fatah (Se Fatah afsnit), men der var kun sporadisk samarbejde mellem grupperne. Det blev nu tydeligt, at palæstinenserne syntes at mangle en fælles front imod Israel (Jensen 2000: 11). I de første år efter PLO s dannelse blev organisationen mødt med en del skepsis af de etablerede oprørsgrupper. PLO s politik var nemlig fra starten, at en diplomatisk løsning var den eneste vej for et selvstændig Palæstina. Dette betød, at PLO anerkendte Israels ret til at eksistere og gennem forhandlinger forsøgte at give Gaza-striben og Vestbredden selvstyre og ikke hele det historiske Palæstina, som eksempelvis var strategien for Fatah og andre væbnede oprørsgrupper. Det var først mellem 1968 og 1969, at PLO s charter blev ændret fra den generelt diplomatiske og panarabiske tilgang til befrielsen af Palæstina, som havde hersket siden PLO s oprettelse. I stedet blev en mere aggressiv, militær linje lagt af PLO, som nu anerkendte at væbnet kamp er den eneste mulige vej til befrielsen af Palæstina (Ibid.: 16) 2.9 Seksdagskrigen Den arabisk-israelske konflikt intensiverede op gennem 1960 erne. Syrien indgik en forsvarsalliance med Egypten i 1966, da også situationen imellem Syrien og Israel var spidset til. I April 1967 kuliminerede situationen, da Israel satte israelske bønder til at pløje jord i en demilitariseret zone trods FNs sikkerhedsrådsresolutioner og våbenhvileaftalen. Syrerne reagerede ved at skyde efter de israelske bønder. Som modsvar indsatte Israel både fly og kampvogne i Syrien og truede med at besætte Damaskus. Så galt gik det ikke, men truslen skulle primært advare Syrien om ikke at 23

24 lade den palæstinensiske modstandsgruppe Fatah foretage militære operationer. (Rahbek 2000:136). Egyptens præsident Nasser forsøgte, trods forsvarsalliancen med Syrien, at holde sig udenfor de syrisk-israelske kampe. Men Nasser var i juni 67 nødsaget til at komme Syrien til undsætning og beordrede sine tropper ind i Sinai ved den egyptiske-israelske grænse. Men de israelske tropper rykkede hurtigt frem og besatte Sinai, Vestbredden og Golan-højderne mod nord. I løbet af seks dage i juni lykkedes det israelerne at besætte et område fire gange større end Israel. Der har efterfølgende været skiftende meninger om hvorvidt, det var Israel, der fremprovokerede krigen, og hvorvidt det handlede om Israels territoriale ambitioner eller at værne om dets territorium (Ibid.: ). Krigens væsentligste konsekvenser blev, at Israel overtog kontrollen med Gaza-striben, Vestbredden og Golanhøjderne og Suezkanalen, der indtil 1975 blev lukket for gennemsejling. Derudover fordrev Israel jordanerne fra Jerusalem, og 6000 palæstinensere blev som konsekvens fordrevet fra deres hjem. Både Syrien, Egypten og Jordan led store militære nederlag Resolution 242 Hverken FN s generalforsamling eller sikkerhedsrådet havde haft held med at forhindre krigen, men kort efter krigens afslutning vedtager generalforsamlingen resolution 242 (United Nations.4 17/12/12), med det formål endnu en gang at forsøge at skabe fred i Mellemøsten. Resolutionen er opdelt i fire artikler, hvor artikel 1 fokuserer på fred i Mellemøsten, herunder forpligtes Israel til at trække alle sine væbnede styrker ud af alle områder besat under krigen, endvidere skal alle stater i området imødekomme hinanden med en gensidig respekt og anerkendelse af andre staters suverænitet. Artikel 2 handler om at garantere fri gennemsejling gennem områdets internationale vandveje samt en retfærdig løsning på flygtningespørgsmålet. Nødvendigheden af en fredsmægler i denne proces påpeges i artikel 3, og artikel 4 kræver dennes arbejde uddybet. På trods af at Israel hverken respekterede eller accepterede resolutionen, har den siden dens vedtagelse dannet ramme for håndteringen af de områder, Israel besatte i De efterfølgende årtier så man gang på gang, Israel demonstrere sin militære overlegenhed: i 1973 i Yon Kippur-krigen og igen i 1982 da Israel invaderede Libanon, hvor målet var at ramme palæstinensiske modstandsgrupper placeret på den libanesiske side af grænsen. 24

25 2.11 Den første intifada De palæstinensiske frustrationer over Israels besættelse siden 1967 var stødt stigende. Så det blev dråben, der fik bægeret til at løbe over, da en israelsk lastbil i 1987 kørte ind i en palæstinensisk personbil, og fire civile palæstinensere blev dræbt (Faktalink.1 17/12/12). Situationen kulminerede, og dagen efter udbrød store sympatidemonstrationer i Gaza-striben. Demonstrationerne udviklede sig voldsomt og spredte sig hurtigt til andre palæstinensiske områder. I årene op til 1987 havde PLO, med Yasser Arafat i spidsen, haft base i Beirut, Libanon. Men med Israels invasion af Libanon i 1982 kom også PLO under angreb og til trods for massiv kritik fra det internationale samfund, lykkedes det Israel af fordrive PLO, og Yasser Arafat måtte opgive sin base i Beirut. Dette fremprovokerede oprettelsen af den libanesiske shiamuslimske gruppe Hizbollah. Hizbollahs primære militære mål var modstanden imod Israels besættelse. Hizbollahs opererede med succes, og det resulterede i 1985 i, at Israel trak sig tilbage og forsøgte at oprette en sikkerhedszone ved grænsen til Sydlibanon i et forsøg på at skærme Israel for angreb fra Hizbollah. Israel begyndte at lide større tab end tidligere og mistede nu hurtigt den militære legitimitet blandt sin befolkning. Med et vendte stemningen blandt den palæstinensiske befolkning, hvem det gik op for, at de måtte tage kampen for frihed i egen hånd. Kombinationen af mange års undertrykkelse og nyfunden optimisme resulterede i, hvad der efterfølgende er blevet kaldt den første intifada. Intifada er arabisk for: at ryste af sig (Jerichow 2009:81). Intifada sættes oftest i forbindelse med ovennævnte oprør i Palæstina og Israel. Sidenhen er begrebet også blevet brugt om andre arabiske og muslimske oprør rundt om i verden. Blandt unge palæstinensere opstod i samme tid et nyt begreb: libanonisering. Begrebet opstod som følge af det succesrige oprør i Libanon. De unge palæstinensere ønskede det samme, de ville en libanonisering. Palæstinensiske børn og unge kastede sig uden tøven ud i sammenstød med israelske soldater, hvilket bragte Israel i en moralsk forlegenhed. Soldater, der var trænet til krig, var nu i nærkamp med børn og unge. (Ibid.:81) PLO forsøgte at lede det palæstinensiske oprør fra deres nye hovedkvarter i Tunesien, men det lykkedes kun i et begrænset omfang. Lokale grupper som den islamiske organisation Hamas havde mere indflydelse på udviklingen. Formålet med intifadaen var at få Israel til at efterleve FN s resolutioner: Israel skulle trække sig tilbage fra de 25

26 besatte områder, palæstinensiske flygtninges rettigheder skulle sikres og palæstinenserne ønskede en uafhængig stat. (Faktalink.1 17/12/12) Da intifadaen ebbede ud i 1991, havde den kostet mange liv, og tabene var store for begge sider dog størst for palæstinenserne. Verdens øjne rettedes nu mod et andet sted i Mellemøsten. Irak havde invaderet Kuwait. Yasser Arafat og PLO støttede officielt Saddam Hussein i Irak i den tro, at Hussein ville blive den stærke mand, der kunne samle alle de arabiske lande imod Israel. FN vedtog med det samme resolution 660, der fordømte den irakiske invasion af Kuwait, men Saddam Hussein nægtede. Hvorfor skulle han lystre, når Israel ikke havde trukket sig tilbage fra områderne besat under seksdagskrigen i Gælder FN s resolutioner ikke for alle? (Adjunkten.1 17/12/12) Med Saddam Husseins henvisning til Israel-Palæstina konflikten udstilledes de vestlige landes dobbeltmoral: Hvorfor skulle Saddam Hussein adlyde en FN-resolution om tilbagetrækning fra Kuwait, når Israel trodsede FN mht. Tilbagetrækning fra Vestbredden og Gaza? (Adjunkten.1 17/12/12) 2.12 Oslo-aftalen I 1991 lykkedes det den amerikanske udenrigsminister, James Baker, at overtale de politiske ledere i Syrien, Libanon, Jordan og Israel til at mødes ved en fredskonference i Madrid. Dog afhang en israelsk deltagelse af PLO s fraværelse. Det primære problem var derfor at finde palæstinensiske repræsentanter, israelerne gad forhandle med. Problemet blev løst ved at lade palæstinenserne indgå i en fælles jordanskpalæstinensisk delegation (Rahbek 2000:269). Efter Madridkonferencen fortsatte de officielle forhandlinger primært i Washington. Uofficielt blev der i maj 1992 dannet grobund for forhandlinger mellem Israel og PLO. I en samtale mellem nordmanden, Terje Rød-Larsen, fra det norske FAFO, norsk samfundsvidenskabeligt forskningsmiljø, og den israelske politiker, Yossi Beilin. Terje Rød-Larsen nævnte de fastkørte forhandlinger i Washington og foreslog at Norge kunne lægge hus til direkte forhandlinger mellem PLO og Israel. (Ibid.:275). Dette faldt i god jord, og i januar 1993 indledtes de første forhandlinger mellem PLO og israelerne i Oslo. Møderne strakte sig over de følgende otte måneder. Det mundede i sidste ende ud i den såkaldte Oslo-aftale. De vigtigste elementer var PLO s anerkendelse af Israel og 26

27 dets ret til at eksistere. Endvidere Israels anerkendelse af PLO som legitim repræsentant for det palæstinensiske folk. Derudover skulle der oprettes et palæstinensisk selvstyre i 1994, der senest i 1999 skulle føre til en selvstændig stat. Der var stadig mange problemer, der ikke var fundet en reel løsning på, men en fredsproces var med aftalen sat i gang, og eventuelle problemer måtte løses hen ad vejen (Adjunkten.1 18/12/12) Det palæstinensiske selvstyre Det palæstinensiske selvstyre i Gaza-striben og på Vestbredden skulle dannes med PLO og Arafat i spidsen. Men det var svært at omstille en guerillaorganisation til en ansvarlig og demokratisk statsmyndighed. Arafat agerede i realiteten som diktator i selvstyret, der i høj grad var korrupt og i hvert fald udemokratisk (Adjunkten.1 17/12/12). På palæstinensisk side var Hamas imod Oslo-aftalen. De ønskede at fortsætte den militære kamp mod Israel, for at de flere millioner palæstinensiske flygtninge kunne vende tilbage. Det palæstinensiske folk skulle træffe et svært valg. Ville de støtte den korrupte Arafat eller den terrorstemplede organisation Hamas? Valget til det palæstinensiske selvstyre i 1996 viste, at Arafat og PLO ikke havde den nødvendige opbakning blandt palæstinenserne til at forhandle videre med israelerne. I Israel havde den siddende regering også sit at slås med. Ekstremistiske jødiske bevægelser nægtede at opgive deres kamp for den jord, som Gud havde lovet dem, og i Gaza-striben og på Vestbredden var de israelske bosættere imod Oslo-aftalen. I 1995 blev Rabin myrdet af en ekstremistisk jøde, for at "forråde" Israel og i 1996 vandt Likud-partiet, som var modstandere af fredsprocessen, parlamentsvalget i Israel. (Adjunkten.1 17/12/12). Den palæstinensiske modstandsbevægelse, Hamas, var blevet verdenskendt for sine selvmordsaktioner i Israel. Disse fortsatte, og Israel nægtede derfor at leve op til deres del af Oslo-aftalerne: Israel overskred fristerne for tilbagegivelse af territorium, og man kunne ikke blive enige om Jerusalems status, spørgsmålet om de palæstinensiske flygtninges ret til at vende tilbage og de israelske bosættelser i de besatte områder. (Adjunkten.1 17/12/12) 27

28 Den ønskede fredsproces efter Oslo-aftalen var langsomt men konsekvent gået i stå, hvilket den amerikanske præsident, Bill Clinton, forsøgte at imødekomme, ved at invitere de involverede parter til sit landsted Camp David Camp David 2000 Det er en udbredt opfattelse, at der under forhandlingerne i Camp David i sommeren 2000, fra israelsk side blev givet store indrømmelser og forslag til fordel for en mulig fredsløsning mellem Palæstina og Israel (Palaestina Info.2 17/12/12). Mødet fandt sted mellem Bill Clinton, Ehud Barak den daværende israelske premierminister og Palæstinas daværende præsident, Yasser Arafat. I en analyse af forhandlingerne i Camp David 2000 argumenterer Robert Malley og Hussein Agha, der begge var til stede, for, at ovenstående opfattelse ikke tager højde for historien, dynamikken i forhandlingerne og relationerne mellem de tre parter. På grund af dette har udlægningen af processen fejlet, og hvorfor hvad så mange så som et generøst israelsk tilbud, er af palæstinenserne altid blevet opfattet som hverken generøst, ej israelsk og på ingen måde et tilbud. Alle parter tog del i forhandlingerne med hver deres syn på sagen, hvilket i sidste ende betød hver deres meget forskellige tilgang til konflikten. R. Malley og H. Agha har analyseret sig frem til, at især tre ting har ligget til grund for Baraks handlinger: For det første en antipati overfor ideen om de gradvise skridt, der lå til grund for Oslo-aftalen. Efter hans opfattelse havde Israel betalt en for høj i pris ved gennem de foregående syv år at kalde tropper tilbage fra områder i Gaza-striben og Vestbredden. En anden aksiom for Barak var, at palæstinenserne kun ville gå med til et kompromis, hvis de var overbeviste om, at der definitivt ikke var anden mulig løsning. For det tredje var det altafgørende at sikre en offentlig israelsk ratificering af en eventuel aftale, og en hver politisk friktion i Israel måtte minimeres undervejs. Det var derfor også en 'alt eller intet'-tilgang, Barack mødte op med. (The New York Book Review of Books.1 17/12/12) Samtidig var Arafat, som repræsentant for palæstinenserne, blevet noget usikker og utryg ved de israelske signaler, og der var i højere grad grund til at tvivle på, om Israel havde reelle hensigter med forhandlingerne og fredsprocessen. Stadig så Barak helst Oslo-aftalen rullet af bordet og i stedet formuleret en ny endelig aftale, der også ville være lettere at få igennem i Israel ved en folkeafstemning 28

29 (Palaestina Info.2 17/12/12) Og sagde Arafat nej, ville det se det ud som om, det er Israel, som tilbyder fred, mens palæstinenserne dybest ikke kan eller vil lave en endelig fredsaftale. (Ibid. 17/12/12) Men Arafat havde så at sige sine bekymringer ved at deltage i et sådan forhandlingsmøde, hvor en endelig aftale skulle indgås, med så kort varsel og ingen forudgående forhandlinger, men han blev overtalt, respektive tvunget til at deltage af Clinton. (Ibid. 17/12/12) Dog blev det aldrig til reelle forhandlinger i Camp David. Kun en gang mødtes Arafat og Barak ansigt til ansigt, og her blev intet nedskrevet. Clinton agerede i høj grad mægler, og hvad der siden er blevet omtalt som et generøst tilbud fra Israel, havde under mødet blot karakter af amerikanske ideer (Ibid. 17/12/12), da det var Clinton, der under Camp David blev sendt på visit hos Arafat for at lufte ideen om delt suverænitet (Ibid. 17/12/12). Og det var her man kom tættest på en egentlig forhandlingsskitse. Det var altså i sandhed højst tvetydigt, hvad der reelt var på bordet af forhandlingsforslag i Camp David. Ikke desto mindre lykkedes det for Israel at få det til at se ud som om Israel under Camp David gav palæstinenserne et generøst tilbud, som Arafat sagde nej til. Denne tolkning er imidlertid mest af alt en dygtig iscenesat israelsk myte. Camp David var ikke Baraks forsøg på at videreføre Oslo-processen, men hans klare strategi for at få den aflivet - og det lykkedes desværre alt for godt. (Ibid. 17/12/12) 2.15 Den anden intifada Efter sammenbruddet af forhandlingerne i Camp David eskalerede konflikten endnu en gang, da den daværende israelske forsvarsminister, Ariel Sharon, besøgte Tempelpladsen i Jerusalem. Besøget blev årsagen til nye sammenstød imellem palæstinensiske demonstranter og israelske soldater, og endnu en gang overtog de israelske styrker magten over hele Vestbredden (Jerichow 2009:83). Urolighederne og volden blomstrede atter op igen. Det nye oprør adskilte sig på flere måder fra det første. Denne gang var det ikke palæstinensiske børn, der spontant kastede med sten efter israelske soldater, men derimod bevæbnede aktivister. Den anden intifada blev generelt domineret af palæstinensiske selvmordsangreb og bombeattentater. Israel svarede prompte igen, mange aktivister og ledere med forbindelse til PLO blev dræbt, og det 29

30 palæstinensiske selvstyre blev opløst. Israelerne satte vejspærringer op, som skulle give dem muligheden for at kontrollere de besatte områder (Jerichow 2009: kap. 5). Den anden intifada kostede mange menneskeliv. Især i Gaza-striben forekom urolighederne meget voldelige, men også Vestbredden blev et knudepunkt, især da de israelske styrker prøvede at presse det palæstinensiske selvstyre og indespærre den palæstinensiske præsident Yasser Arafat. Begrundelsen for dette var, at Arafat, ifølge Israel, skulle føre et dobbeltspil, hvor i gennem han på den ene side ønskede fred med israelerne, men i virkeligheden støttede op om de terrorhandlinger, der blev udført af palæstinensiske demonstranter (Ibid.). 3. Fatah og Hamas Dette afsnit indeholder en redegørelse over de to grupperinger, Fatah og Hamas, samt deres organisationer. Til sidst findes en redegørelse for den palæstinensiske historie efter konflikten mellem Fatah og Hamas brød ud frem til i dag. 3.1 Fatah Den palæstinensiske oprørsgruppe, Fatah, blev dannet mellem 1958 og 1959 i Kuwait af Yasser Arafat, Salah Khalef og Khalil al-wazir. Dette skete i en tid, hvor de omkringliggende arabiske lande over længere perioder havde kæmpet for palæstinensernes sag, og hvor Israel-Palæstina konflikten blev anset som en fælles arabisk konflikt, hvor alle arabiske stater stod sammen mod Israel. Denne panarabisme betød, at den palæstinensiske befolkning ikke før havde haft en oprørsgruppe bestående udelukkende af palæstinensere, som ikke anså konflikten som et samlet arabisk problem, men derimod en palæstinensisk problemstilling som i sidste ende skulle løses af palæstinenserne selv. Fatah afskrev ikke de arabiske nationernes hjælp i kampen for et selvstændigt Palæstina. De ønskede at vise omverdenen, at den palæstinensiske befolkning selv kunne kæmpe for deres sag og ikke lod de arabiske naboer kæmpe deres sag, på trods af deres militære overlegenhed i forhold til palæstinenserne. Fatah begyndte en væbnet kamp mod israelerne og begyndte at udføre angreb mod israelske mål i det historiske Palæstina. Som følge blev de hurtigt symbolet på den selvstændige, palæstinensiske oprørskamp. På trods af denne klare rolle som 30

31 palæstinensernes egen oprørsgruppe, var Fatah nødsaget til gradvist at distancere sig selv fra de palæstinensiske områder på grund af øget militært pres fra de israelske tropper samt en stigende modvilje blandt den palæstinensiske befolkning. Det fik som konsekvens, at Arafat i 1967 flyttede Fatahs hovedkvarter til Jordan. Hvor kampen fortsatte over den jordanske grænsen. De kom hurtigt i karambolage med Jordans konge grundet israelske gengældelses angreb på Fatah, som også ramte jordanske soldater og civile. De blev endnu en gang tvunget til at flytte hovedkvarter, da jordanske soldater med vold tvang Fatah over grænsen i Det næste stop for Fatah blev de palæstinensiske flygtningelejre syd for Beirut i Libanon, hvor gruppen blev en vigtig fraktion i den libanesiske borgerkrig. Samtidig fortsatte de angrebene over grænsen mod de israelske styrker. Som følge af Israels invasion af Libanon i 1983 blev Fatah endnu en gang tvunget til at flytte deres hovedkvarter. Denne gang til Tunesien. Først i 1994 kunne Fatah vende tilbage til de besatte områder i Palæstina, først i Gaza-striben og senere på Vestbredden, hvor Fatahs hovedkvarter fortsat ligger den dag i dag. (Bröning 2011: s ) Fatah og PLO Det er nødvendigt også at inddrage PLO, når man redegør for Fatah og deres politik. Selvom at Fatah og PLO er to helt forskellige organisationer, har de to parter været næsten uadskillelige gennem mange årtier i palæstinensisk politik. PLO, eller Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation, blev dannet i Kairo i Ideen med PLO var at skabe en sammenhængene palæstinensisk modstandsbevægelse, som sammen skulle kæmpe for et selvstændigt Palæstina. Før dannelsen af PLO havde der været en lang række selvstændige oprørsgrupper som f.eks. Fatah, men der var kun sporadisk samarbejde mellem grupperne, og palæstinenserne syntes at mangle en fælles front mod Israel. (Jensen 2000: s. 11) I de første år af PLO s dannelse, blev organisationen mødt med en del skepsis fra de etablerede oprørsgrupper. En koalition kunne i oprørsgruppernes øjne lede til samarbejde med andre grupperinger af anden religiøs eller ideologisk overbevisning. Denne frygt for samarbejde med uønskede oprørsgrupper var en af grundende til, at Yasser Arafat til start afviste at indlemme Fatah under PLO. Dertil lå også frygten for, at Fatah skulle miste støtten fra den palæstinensiske befolkning, hvilket gruppen havde formået at opbygget gennem sin væbnede kamp mod israelske styrker. Desuden adskilte 31

32 PLO og Fatah sig fra hinanden i deres syn på vigtigheden af væbnet oprør og anerkendelsen af Israels ret til at eksistere. PLO s politik var nemlig fra starten, at en diplomatisk løsning var den eneste vej for et selvstændig Palæstina. Dette betød, at PLO anerkendte Israels ret til at eksistere og forsøgte gennem forhandlinger at give Gazastriben og Vestbredden selvstyre og ikke hele det historiske Palæstina, som var strategien for Fatah og andre væbnede oprørsgrupper. Det var først mellem 1968 og 1969 at PLO s charter blev ændret fra den generelt diplomatiske og panarabiske tilgang til befrielsen af Palæstina, som havde hersket siden PLO s oprettelse. I stedet blev en mere aggressiv, militær linje lagt af PLO (Jensen 2000: s. 16). Denne nye politiske linje i PLO var afgørende for organisationens rolle i palæstinensisk politik. Ved at acceptere den væbnede kamp begyndte en lang række af militante grupper i Palæstina at lade sig indlemme i PLO. I 1969 overtog Arafat kontrollen med PLO. Fatah blev som følge heraf den største magtfaktor blandt PLO s forskellige grupperinger. Denne position har Fatah bibeholdt fra 1969 og til i dag (Jensen 2000: s. 17) Fatahs politiske linje I modsætning til andre palæstinensiske grupperinger er Fatah ofte blevet anklaget for at have en ikke-eksisterende ideologisk tilgang til deres politik. Selvom Fatah beskriver sig selv som et socialistisk parti, har denne ideologiske tilgang ikke været synlig i den førte Fatah politik. Flere kritikere ser Fatahs tilknytning til socialisme som et forsøg på at skabe en form for indiskutabel sammenkædning mellem Fatah og andre socialistiske partier verden over. Dette har ført til, at Fatah har fjernet sig gradvist fra den oprørsbevægelse, den var engang og i stedet påtaget sig en mere rendyrket politisk rolle i palæstinensisk politik. Dette tydeliggøres også i det faktum, at Fatah er blevet fjernet fra det internationale samfunds terrorliste. I stedet anses de som et sekulært, palæstinensisk parti, som kæmper for befrielsen af Palæstina gennem politisk dialog og diplomati frem for væbnet opstand. Selvom de væbnede grupperinger er stærkt knyttet til Fatah, fører de stadig et væbnet oprør imod de israelske styrker, og Fatah har i høj grad afvæbnet sig selv med det formål at føre en politisk kamp mod Israel. Fatah har ikke en væsentlig religiøs agenda, sammenlignet med organisationer som Hamas. (Bröning 2011: s. 59) 32

33 3.1.3 Nøglefigurer i Fatah Yasser Arafat Arafat startede sin politiske og væbnede karriere med dannelsen af Fatah i 1958, og han fortsatte indtil sin død i 2004 med at diktere den palæstinensiske modstandskamp, både ved stiftelsen af Fatah, som leder af PLO og senere som præsident for PNA ( Palæstinensiske National Autoritet). Igennem sin indflydelse har Arafat formået at gøre Fatah til en uundværlig størrelse i palæstinensisk politik, hvor Fatah har fungeret som grundpillen i både PLO og PNA. Igennem sin kamp for palæstinensisk befrielse, havde Arafat ingen problemer med at ty til væbnet kamp for at opnå sine mål. Denne væbnede kamp blev dog som udgangspunkt ikke ført af Fatah selv, men derimod af bevæbnede grupper, som modtog støtte og vejledning fra Fatah. Det var først efter Arafats død, at Fatah begyndte at miste sin indflydelse på palæstinensisk politik, som følge af den palæstinensiske befolknings manglende tiltro til partiets evne til at forhandle med Israel Mahmoud Abbas Mahmoud Abbas er en anden væsentlig figur i Fatah og i palæstinensisk politik. Mens Arafat indtog præsidentembedet for PNA, indtog Mahmoud Abbas rollen som både premierminister samt rollen som formand for Fatah. Dette blev en væsentlig faktor for Fatah og især verdenssamfundets syn på partiet. Abbas begyndte en afvæbning af de militser, som før havde fungeret som Fatahs militære gren. Andre formænd for Fatah havde tidligere forsøgt at afvæbne disse militser, men Abbas havde midlerne og viljen til at begynde en omfattende kampagne mod bevæbnede grupper, der kæmpede i Fatahs navn. I 2003 begyndte afvæbningen for alvor, og Abbas formåede at omlægge Fatah fra at føre en væbnet kamp til udelukkende at fokusere på diplomatiske forhandlinger med Israel. (Bröning 2011:59) Fatah i dag og i morgen Med udgangspunkt i interviewet med journalisten Anders Jerichow (bilag 2) kan Fatahs fremtid som politisk parti diskuteres. Jerichow ser en opdeling i Fatah mellem den etablerede parti-top samt en stor gruppe af unge aktivister, som er utilfredse og er af den holdning at Fatahs ledelse ikke har gjort nok for en løsning af den palæstinensiske sag. Jerichow beskriver i interviewet den interne problemstilling i Fatah, mellem den palæstinensiske præsident Mahmoud Abbas og de nye unge ledere, således: Abbas tror 33

34 jeg ikke er særlig korrupt selv, men han omgiver sig med folk der er under sejlivede beskyldninger for korruption ( ) Men han har ikke skabt nogen forhandlingsløsning og han har omgivet sig med folk der er korrupte og han har ikke givet plads for de unge, nye ledere som vil have at der skal ske noget. Så han er blevet mere og mere svækket (Jerichow 2012 eget interview) Som Jerichow også påpeger, er Fatahs top blevet beskyldt for korruption, og dette er en af de klare grunde til en begyndende opdeling af partiet. Det er både Fatahs evne til at skabe en forhandling med Israel men også forholdet til Hamas, der bliver diskuteret. Det mest interessante er spørgsmålet om, hvem der skal efterfølge Abbas som Palæstinas præsident, og hvordan vil det have indflydelse på den førte politik i Fatah. Et muligt bud på en efterfølger ville ifølge Jerichow være politikeren Mustafa Barghouti, der som følge af sin diplomatiske og ikke-voldelige tilgang ville have gode muligheder for forhandlinger med Israel. Men netop denne ikke-voldelige tilgang har skadet den folkelige opbakning til Mustafa Barghouti. Han ville være israelernes første prioritet som præsident men ikke det palæstinensiske folks første prioritet. Jerichow siger om Mustafa Barghouti: (...) han er en god politisk leder, han forstår hvad der rør sig. Og han forsøger at formulere et politisk våben som bygger på den her frustration og det våben han bygger er farligt for Israel, fordi det er ikke-voldeligt ( ) Og om Mustafa Barghoutis opbakning fra folket, siger Jerichow: ( ) jeg ved ikke om jeg tror at han kunne skaffe sig den opbakning som ville gøre ham til så farlig en kraft. Men jeg tror at han er den stærkeste faktor (Jerichow 2012 eget Interview). Det bedste bud på en stærk efterfølger for Mahmoud Abbas ville ifølge Jerichow være Marwan Barghouti, fætter til den førnævnte Mustafa Barghouti. Marwan Barghouti sidder fængslet i Israel på grund af sin rolle i de to intifadaer. Marwan Barghouti har tidligere været nævnt som en mulig efterfølger for Abbas og stillede i 2005 op som modkandidat til netop Mahmoud Abbas, selvom at han forsat sidder fængslet i Israel (Washingtonpost.1 2/12/12). Jerichow ser også Marwan Barghouti som en potentiel præsidentkandidat. Min opfattelse er, at den potentielt største palæstinensiske leder lige nu, det er jo en anden Barghouti. Marwan Baghouti som sidder i fængsel ( ) modsat Mustafa så har han sine papirer i orden når det gælder palæstinensisk troværdighed. (Jerichow 2012 eget 34

35 interview). Det er ifølge Jerichow tydeligt, at der er en stærk opdeling i den palæstinensiske befolkning. Både mellem Fatah og Hamas, men også mellem de palæstinensere, der ønsker en fredelig løsning på konflikten og dem, der ser vold som den eneste vej for et frit Palæstina. I Fatah bliver denne opdeling tydeliggjort i opgøret mellem de unge medlemmer og den etablerede partiledelse. Men ifølge Jerichow er det ikke klart, hvem der vil vinde magten i Fatah og i den palæstinensiske regering som Abbas efterfølger. På et eller andet tidspunkt bliver han nødt til at gå (Abbas red.). Hvem skal så have magten? Er det de unge brushoveder ( ) eller er det nogen af de fede, korrupte katte. Det er fuldstændig uafklaret. Den der kan bygge broen, det er ham der sidder inde i fængslet. (Jerichow 2012 eget interview) 3.2 Hamas Hamas (Harakat al-muqawamah al-islamiyya) kan med sine paramilitære rødder, betegnes som en lukket og kompleks organisation. Derfor er oplysninger om organisationen Hamas ikke lettilgængelige Det Muslimske Broderskab Hamas udspringer af Det Muslimske Broderskab (DMB), som er en islamistisk bevægelse med rødder i flere arabiske lande. DMB blev grundlagt i Egypten af Hassan al-banna i 1928 og anses for at være en af de bevægelser, der senere hen har givet politiske og religiøse bevægelser i Mellemøsten inspiration til at kæmpe for deres sag. I Egypten opstod DMB med det formål at kæmpe imod det vestlige kolonistyre og omdanne den sekulære egyptiske stat under Kong Faruk til en islamisk stat. DMB s første afdeling i Palæstina opstod allerede i 1945, men blot to år efter var der mere end 24 lokalafdelinger. Bevægelsen opnåede på kort tid stor popularitet i Palæstina ved at modsætte sig FN s delingsplan (Forsvaret.1 10/12/12). Vi kan i dag se, hvordan Hamas rødder i DMB tydeligt går igen i eksempelvis deres, anspændte forhold til FN og den vestlige verden. I de palæstinensiske områder afstod DMB fra at deltage i den væbnede kamp mod Israel. I stedet blev der sat fokus på at islamisere samfundet gennem kulturelle institutioner og socialt arbejde. Bevægelsen var overbevist om, at dette i sidste ende ville føre til en fredelig islamisk magtovertagelse. Dog blev det 35

36 efterhånden vanskeligt for DMB at fastholde sin ikke-aktivistiske politik over for det israelske styre Organisationen Hamas, som vi kender organisationen i dag, blev oprettet ved udbruddet af den første intifada i december Navnet Hamas henviser til, at det er en islamistisk modstandsbevægelse. Grundlæggeren af Hamas var Sheik Ahmad Yassin, som blev likvideret af israelske sikkerhedsstyrker den 22. marts Hamas kobling af det humanitære arbejde og den væbnede kamp indikerer, at organisationen fra starten har været bevidst om, at legitimitet i befolkningen er en forudsætning for at kunne føre en væbnet kamp imod Israel (ibid.) Økonomi Hamas likvider anslås til at udgøre ca. 50 millioner US-dollars. Den primære økonomiske støtte kommer fra Iran, men også den palæstinensiske diaspora bidrager på forskellig vis. Derudover udgør private donationer fra rundt omkring i verden også en væsentlig del af støtten (Hroub 2006: kap. 10). Økonomiske sanktioner udgør derfor kun en svag trussel for Hamas. Den brede økonomiske opbakning bør også læses som et udtryk for en bred opbakning til Hamas uden for Palæstinas grænser Militær Den militære gren af Hamas, Izz-al-Din al-qassam brigaden, er opkaldt efter en arabisk helt. Brigaden er opdelt i mindre og operative celler, som blandt andet mobiliseres ved angreb, hvilket også er med til at karakterisere den stærke kontrol- og kommandostruktur, der findes i Hamas. Organiseringen af Hamas væbnede gren indikerer, at Hamas er designet til nålestikoperationer, samt at det er særdeles vanskeligt at nedkæmpe den militære del af Hamas. I princippet kræver hver militære operation toppens godkendelse, men der er set flere eksempler på, at de operative celler handler autonomt, og at denne kontrol- og kommandostruktur derfor ikke altid har fungeret optimalt (Newsday.1 17/12/12). Hamas anses i høj grad for at være en militær organisation blandt andet på grund af de mange selvmordsangreb i Israel, de står bag. Det første selvmordsangreb planlagt af Hamas fandt sted i 1994 og blev udført som modangreb på en israelsk bosætters drab af 36

37 29 palæstinensere i Abrahimi Moskéen. Før det blev Hamas anset for at kæmpe en guerillakrig. Efter de første angreb kunne Hamas konstatere, at angrebene gav stor mediedækning, og at det samtidig gav stor popularitet blandt palæstinenserne i selvstyreområderne. Hamas selvmordsangrebs-strategi har konsekvent været at koble alle angrebene til en modbesvarelse af israelernes angreb på palæstinensere. Hamas er klar over, at selvmordsangreb er deres bedste våben mod israelerne og har flere gange vist, at de sagtens kan stoppe selvmordsangreb, såfremt det kan tjene deres sag (Hroub 2006: kap. 4) Politik Hamas grundideologi bygger på, at Palæstina er de muslimske generationers islamiske ejendom indtil dommedag. Ifølge islam er området tildelt muslimerne af Allah og er derfor det helligste område næst efter Mekka. Ifølge Hamas' charter fra 1988 er målet at oprette en islamisk stat i hele det tidligere britiske mandatområde, Palæstina (Hroub 2006). I realiteten betyder det, at staten Israel må ophøre med at eksistere. Indtil 1988 var det den generelle holdning blandt palæstinensiske politiske organisationer, at målet var at opbygge en palæstinensisk stat i, hvad der før hørte under det britiske Palæstina-mandat (Jensen 2000). Men med Oslo-aftalen i 1993 blev der dannet grundlag for et palæstinensisk selvstyre med PLO i spidsen. Dog anså Hamas aftalerne for at være værdiløse, da de byggede på princippet om en magtbalance, hvor Israel var favoriseret. Også i dag betragter Hamas Oslo-aftalen som fejlslagen, fordi Gaza-striben og Vestbredden stadig er besatte, mens områderne indsnævres af den israelske bosættelsespolitik (Hroub 2006). Hamas er i dag som politisk organisation en bevægelse med omfattende sociale aktiviteter og programmer for Gaza-stribens fattige befolkning. Antallet af kernemedlemmer i Hamas er ukendt, men officielle tilhængere og sympatisører findes i tusindvis. Bevægelsens politiske styrke er vokset i takt med selvstyrets og Fatah s forfald i korruption og handlingslammelse overfor den israelske besættelse (Forsvaret.1 10/12/12). Den brede sammensætning af Hamas gør, at organisationen er særdeles godt funderet i det palæstinensiske samfund. Det kan derfor konstateres, at der er tale om en aktør, der vil have afgørende indflydelse på det fremtidig palæstinensiske samfund. I 37

38 marts 2005 blev Hamas enige med den palæstinensiske præsident Mahmoud Abbas om en midlertidig fredsaftale med Israel. Den interne del bliver styret fra henholdsvis Gaza-striben og Vestbredden. Det, at der er lavet en ledelse for hvert af områderne, kommer af, at palæstinenserne ikke har fri bevægelighed mellem Gaza-striben og Vestbredden. Derfor er det en nødvendighed for Hamas at kunne bevæge sig frit i begge områder. (Newsday.1 18/12/12) Det interne Det interne parlament i Hamas kaldes Shura Council og spiller en central rolle for den politiske del af Hamas. Medlemmer af Shura Council er bosat både indenfor og udenfor de palæstinensiske grænser, hvilket skyldes, at mange af medlemmerne er eftersøgt af de israelske myndigheder. Det mindsker også medlemmernes muligheder for at mødes fysisk. Den primære kommunikation foregår derfor gennem internet, telefon og lignende. Det er i Shura Council, de afgørende beslutninger bliver truffet. En klar svaghed ved Shura Council s kommunikationsmuligheder er den splittelse, manglen på fysiske rammer kan skabe. De ledende profiler i Hamas repræsenterer hver deres underorganisation og har enten kontrol over militære områder eller politiske sager. Kontrollen med de militære dele af Hamas er særdeles uklar, og der findes ikke en egentlig vægtning af, om det er den politiske eller den militære del, der er den mest magtfulde part (Hroub 2006: kap. 9). Det peger på Ismail Haniyeh som leder den officielle politiske fløj af Hamas Det eksterne Den eksterne del af Hamas kaldes den politiske komité og befandt sig tidligere i Syrien, men komitéen er nu rykket til Qatar (Deutsche Welle.1 05/12/12). Khaled Meshaal er daglig leder af den politiske komité og overtog ledelsen efter Sherik A. Yassin, der også grundlagde den politiske komité. Den politiske komité er også repræsenteret i Shura Council. Den politiske komité varetager de økonomiske forbindelser og kontakten til de arabiske forbindelser. (Forsvaret.1 10/12/12) Eftersom den politiske komité sidder på de økonomiske disponeringer i Hamas, har de derved også stor indflydelse på bevægelsens handlemuligheder og i sidste ende de beslutninger, som Hamas tager. Khaled Meshaal har givet den politiske komité en meget central og stærk rolle i Hamas. 38

39 Da både de økonomiske disponeringer og forbindelsen til den muslimske verden er placeret i den politiske komité, peger det på, at de samtidig fungerer som sekretariat for Hamas og dermed udgør en central funktionen af bevægelsen. På baggrund af det store økonomiske boykot er Hamas blevet pragmatiske i deres virke efter at skaffe penge til organisationen. Denne pragmatisme ses tydeligt i deres relation til Iran, der ønsker, at Israels eksistens ophører (Gunning 2009: kap. 4). Samtidig kan denne pragmatisme skabe splittelse imellem bevægelsens interne og eksterne del, fordi disse nødvendigvis må følge to uforenelige mål. Eksempelvis skal den politiske komité tilfredsstille Iran og kvartettens krav. Nedenstående figur 2 illustrerer, hvordan organisationen Hamas er opbygget. Figur 2: (Gunning 2009:99) Toppen af organisationen (den øverste ledelse) kaldes det Nationale Shura Council. Den politiske komité er en undergren heraf og fører den ikke-væbnede kamp. Efterfølgende er der de regionale afdelinger, der er tildelt hvert sit territorium. Herunder eksisterer mange små, der hver især består af 3-10 personer. 39