Kirsten Weber, Birger Steen Nielsen & Henning Salling Olesen (red.) Modet til fremtiden. inspirationen fra Oskar Negt. Roskilde Universitetsforlag

Transkript

1

2 Kirsten Weber, Birger Steen Nielsen & Henning Salling Olesen (red.) Modet til fremtiden inspirationen fra Oskar Negt Roskilde Universitetsforlag

3 Kirsten Weber, Birger Steen Nielsen &Henning Salling Olesen (red.) Modet til fremtiden inspirationen fra Oskar Negt 1. udgave 1997 Roskilde Universitetsforlag Omslag: Torben Lundsted Sats og tryk: Narayana Press, Gylling Omslagsillustration: Poul Klee ISBN Roskilde Universitetsforlag Rosenørns Allé Frederiksberg C Tlf Fax slforlag@sl.cbs.dk Alle rettigheder forbeholdes. Mekanisk eller fotografisk gengivelse af denne bog eller dele deraf er uden forlagets skriftlige samtykke forbudt ifølge gældende dansk lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag til anmeldelse.

4 Indhold Forord Levnedsbeskrivelse Oskar Negt Modet til fremtiden Ved redaktørerne Fordrivelse, adskillelse, drømme Biografisk notits Oskar Negt Første del Samfundskritik og erfaring Arbejde, kultur og frigørelse Oskar Negts bidrag Palle Rasmussen Demokrati og offentlighed Henrik Kaare Nielsen En kritisk teori om offentlighed og medier John Mortensen Ekspertkultur og orienteringsusikkerhed Kurt Aagaard Nielsen Arbejde og økologi Hanne Meyer-Johansen Arbejdskraftens politiske økonomi Henning Salling Olesen

5 Anden del Uddannelseskritik og læreprocesser Arbejderuddannelse Negt og fagbevægelsen Poul Hansen Barndom og børnekultur Selvregulering og erfaringsprocesser Jan Kampmann Køn, klasse og subjektivitet Kirsten Weber Det eksemplariske princip Birger Steen Nielsen Hastighed som politik Oskar Negt Bibliografi Nils Bredsdorff

6 FORORD Roskilde Universitetscenters beslutning om at udnævne Oskar Negt til æresdoktor har givet en kærkommen anledning til at tage nogle af hans inspirationer og tanker op på ny. Negt har haft en langvarig indflydelse på den intellektuelle og politiske diskussion, og vi tror, at Negts samfundskritik i endnu højere grad aftegner fremtidens temaer. Derfor har vi samlet en gruppe forfattere om at skrive en samling artikler, der skulle handle om og videreudvikle problemstillinger, hvor Negt har spillet en rolle. I tilgift har vi oversat nogle små tekster af Negt selv, dels en personlig levnedsbeskrivelse, dels nogle tekster som signalerer den personlig-historiske orientering i både politisk og videnskabeligt arbejde. Artikelsamlingen befinder sig derfor et eller andet sted i spændet mellem Negts forfatterskab og den realitet i Danmark, hvori han er blevet reciperet og anvendt. Samlingen gør ikke krav på at være repræsentativ eller dækkende i forhold til forfatterskabet eller den faktiske reception i Danmark. Der har ikke været noget krav om enighed med eller ros til æresdoktoren på den anden side udgør forfattergruppen naturligvis en generelt set sympatisk indstilletposition. Vi har valgt at samle bidragene i to hovedgrupper. De knytter sig hver for sig til et område, hvor Negt har præget den danske diskussion og det er samtidig temakredse, der afstikker en teoretisk udviklings- og argumentationsretning, som vi gerne vil forfølge. At opdele den teoretiske tematik på denne måde er så iøvrigt problematisk, fordi pointen ofte er, at de hænger sammen. Det kan man også klart se i forholdet mellem bogens to hoveddele. Den ene handler om samfundsanalyse og samfundskritik. Samfundskritik og erfaring er nøgleord i Negts måde at forstå samfundet og politiske processer. Negt har ikke mindst inspireret diskussionen om fagbevægelsen og arbejdets politik herunder været en reference for den dialog mellem fagbevægelsen og akademiske miljøer, som har sat gang i arbejdslivs- og fagforeningsforskning og også i den interne selvransagelse i fagbevægelsen. Teoretisk har pointeringen af 5

7 MODET TIL FREMTIDEN arbejdets konstituerende betydning ikke blot for samfundet, men også for kulturen i bred forstand, været en fornyelse af marxistisk diskussion. I denne forstand er tematikken langt bredere: Demokrati, erfaringsdannelse og politiske processer. Anden del handler om Uddannelseskritik og læreprocesser. Her er fokus på individuelle og kollektive læreprocesser, og de samfundsmæssige institutioner som de foregår i. Negt har som mentor for Glocksee-skolen været med til at præge en dansk pædagogisk debat som en eksponering og refleksion af problemstillinger, der også var omdrejningspunktet for alternativskoler og reformpædagogik. Som teoretiker og aktuel debattør om uddannelsespolitikken har Negt formuleret de bredere socialisations- og kulturprocesser, som ligger bag uddannelsespolitikkens modsætninger. Det er læreprocesser i uddannelsesinstitutionerne såvel som udenfor, for børn såvel som voksne, der danner den røde tråd i denne del af bogen. Vi håber, at bogen kan aktualisere Oskar Negts skrifter og tanker. Men først og fremmest som den udfordring som bogens titel sammenfatter: At få mod på fremtiden af at omgås kritisk med nutiden. Kirsten Weber Birger Steen Nielsen Henning Salling Olesen

8 Oskar Negt Levnedsbeskrivelse Født den 1. august 1934 i landsbyen Kapkeim, kreds Wehlau, ca. 30 km øst for Königsberg. Jeg stammer fra en familie af bønder og landarbejdere. Min far fra 1918 medlem af det socialdemokratiske parti, han døde i 1977 drev indtil flugten i 1945 et stykke jord på 60 Morgen, belastet af hypoteker. Jeg er den yngste af syv børn, jeg har fem ældre søstre. I januar 1945 flugt for de fremrykkende sovjetiske tropper. Via Königsberg og Gotenhafen kommer jeg til Danmark sammen med to ældre søstre, registreret som forældreløse børn af Røde Kors år tilbringer jeg i danske flygtningelejre, først i Agger, dernæst i Frederikshavn. Denne tid er absurd nok en af de bedste i mit liv, tilfredsstillende og rig på erfaringer. Den tyske nød oplevede vi kun på afstand. Tilbagevenden til Tyskland i 1948, adskillige skoleskift i omegnen af Berlin flygter familien igen for at undslippe SED-regimets undertrykkelse. Vi flytter til Oldenburg, hvor jeg tager studentereksamen i Jeg studerer et semester jura ved universitetet i Göttingen, dernæst sociologi og filosofi i Frankfurt am Main. Fra 1960 til 1962 arbejder jeg som stedfortrædende leder ved det tyske LO s skole i Oberursel. På baggrund af erfaringerne med virksomhedsråd og tillidsfolk udvikler der sig efterhånden et nyt begreb om arbejderuddannelse. Doktorgrad hos Adorno i 1962 med et arbejde om Comte og Hegel, derefter er jeg videnskabelig assistent hos Jürgen Habermas ved Institut for filosofi ved universitetet i Heidelberg. Her underviser jeg i bl. a. Kant, Hegel, Marx, den rationelle naturret fra Pufendorf over Thomas Hobbes og John Locke til Rosseau. I 1965 vender Jürgen Habermas tilbage til Frankfurt, og jeg følger med. Han har en dobbelt lærestol (professorat) i filosofi og sociologi, jeg vælger Institut for filosofi. Min akademiske karriere er ledsaget af talrige aktiviteter uden for universitetet, i tæt tilknytning til politisk arbejde. I 1956 bliver 7

9 MODET TIL FREMTIDEN jeg medlem af SDS (Det socialistiske tyske studenterforbund), der havde afgørende betydning for venstrefløjen frem til 68 -bevægelsen. Fra er jeg medlem af SPD (det tyske socialdemokrati). Da partiledelsen konfronterer de enkelte SDS-medlemmer med kravet om, at de enten forbliver medlem af SDS eller SPD, lader jeg mig sammen med mange andre ekskludere af SPD. Denne fatale fejltagelse fra SPD s side er gået over i historien under navnet uforenelighedsbeslutningen. Herefter organiserer jeg mig aktivt i den udenomsparlamentariske opposition, dog således at mit arbejde i fagforeningerne kan fortsætte. Sammen med en lille gruppe af politiske intellektuelle arbejder jeg med en indholdsmæssig og organisatorisk reform af fagforeningernes uddannelsesarbejde. Ved siden af min akademiske karriere bevæger jeg mig altså ad to spor, dengang og egentlig helt frem til i dag: På den ene side det politiske engagement i forskellige organisatoriske sammenhænge, på den anden side mit vedvarende, tætte forhold til fagforeningerne. Som protestbevægelsens mentor, som man har kaldt mig, gør jeg forsøg på at forankre opbruddets substantielle indhold institutionelt. I 1972 efter at jeg året før havde fået et professorat i samfundsvidenskab ved universitetet i Hannover grundlægges den alternative skole Glocksee. Skolen eksisterer stadig og kan i 1997 fejre sit 25 års jubilæum. Skoleprojektet har på mange måder inspireret den pædagogiske diskussion i 70 erne og 80 erne; den har lagt rum til mange konferencer for kompetente pædagoger. Det pædagogiske princip eksemplarisk erfaringslæring, som jeg havde udviklet på baggrund af arbejderuddannelsen, blev her brugt i forhold til børn og unge. I en ny bog med titlen Kindheit und Schule in einer Welt der Umbrüche har jeg forsøgt at fremstille min opfattelse af opdragelse og læring i alle deres komplekse forgreninger. I 70 erne og 80 erne har jeg haft en række gæsteprofessorater. Et i Milwaukee og Madison (USA), hvor jeg underviste i over et halvt år, og hvor jeg især var optaget af at formidle Frankfurterskolens tanker. Endvidere har jeg haft gæsteprofessorater i Bern og Wien. Mine rejser har ikke altid resulteret i publikationer. Jeg vil dog nævne bogen Modernisierung im Zeichen des Drachen. China und der europäische Mythos der Moderne fra I 70 erne arbejder jeg på, at de stridende fraktioner inden for venstrefløjen undgår en så stærk opsplitning, at man må frygte en total 8

10 LEVNEDSBESKRIVELSE lammelse af kritisk politik. Jeg var en af grundlæggerne af Sozialistisches Büro, som var et forsøg på bevidsthedsdannelse på tværs af fraktionerne, og hvor alle ensidige positioner kunne komme til orde. Det handlede først og fremmest om at prøve at trække de såkaldte marxistisk-leninistiske grupper og RAF (Rote Armee Fraktion) ind i den politiske diskussion igen. I slutningen af 70 erne opløses disse forstenede organisationer, i 1980 grundlægger jeg sammen med tidligere medlemmer af Sozialistisches Büro og fagforeningsfolk Komitee für Grundrechte und Demokratie ; her sidder jeg stadig i bestyrelsen. I de seneste år har komiteen primært ydet hjælp til de jugoslaviske krigsområder. Vi har indsamlet over 2 millioner DM årligt til medicin og levnedsmidler. I 1962 blev jeg gift med Ingeborg Wittsack. Fra dette ægteskab stammer døtrene Monika (født 1966) og Katharina (født 1969). Monika arbejder som klipper med film og fjernsyn, Katharina har studeret spansk og jura og er nu i gang med en uddannelse som skuespiller. I 1985 blev jeg gift med Christine Morgenroth, der arbejder dels som selvstændig terapeut, dels som professor i socialpsykologi ved universitetet i Hannover. Fra dette samliv stammer to børn, min søn Philip (født 1983) og min datter Leonore (født 1989). I denne levnedsbeskrivelse nævner jeg ikke alle mine publikationer. Jeg vil dog alligevel fastholde enkelte momenter i min filosofisksociologiske produktion. Det ene handler om mit samarbejde med filminstruktøren og forfatteren Alexander Kluge. Gennem mere end 30 år har der udviklet sig et lykkeligt venskab, som har resulteret i tre store bogprojekter: Öffentlichkeit und Erfahrung 1972, Geschichte und Eigensinn 1981, Maßverhältnisse des Politischen Vi har gang på gang sat os sammen for at arbejde med aktuelle problemer, selv om vi er vidt forskellige mennesker. Herigennem har jeg lært, hvor vigtigt det er at rette blikket ud over ens egne faggrænser. Den strenge akademiske specialisering har altid ligget mig fjernt, mine egne forskningsprojekter går alle på tværs af den akademiske arbejdsdeling. De rummer psykologiske, filosofiske og politologiske aspekter og litterære tekstfortolkninger, som jeg alle anser for vigtige i mine forskningssammenhænge. Det er et resultat af den opdragelse og dannelse, jeg har fået gennem mine akademiske lærere Horkheimer og Adorno. Heraf udspringer også en anden synsvinkel, som er vigtig for tolk- 9

11 MODET TIL FREMTIDEN ningen af mine arbejder. I alt hvad jeg har skrevet, har jeg altid søgt den offentlige fremstillingsform. I radio, fjernsyn og presse har jeg søgt og fået lejlighed til at fremstille det, som i den filosofisk-sociologiske sammenhæng fremtræder komplekst og vanskeligt tilgængeligt, på en enkel og forståelig måde. Herpå beror til syvende og sidst også princippet om eksemplarisk læring. Den intellektuelle som offentligt gør brug af sin fornuft, har et politisk ansvar. Herom handler ikke kun min bog Achtundsechzig. Politische Intellektuelle und die Macht (1995), for mig er det også en slags program for min forskning og undervisning. (Oversat af Birger Steen Nielsen)

12 Kirsten Weber, Henning Salling Olesen og Birger Steen Nielsen Modet til fremtiden om inspirationen fra Oskar Negt Anledningen Oskar Negt er en af de forholdsvis få politisk-teoretiske skribenter, som har formået at forholde sig til den dagsaktuelle politik og det nære livs problemer og samtidig reflektere dem i forhold til kerneproblemerne i den teoretiske marxisme og den socialistiske tradition i en bred og aktuel samfundsdiagnose. Negts værk er alsidigt, men det gennemgående er en særlig art intellektuel essayistik, der ikke lystrer genrestandarderne. Den fastholder til gengæld sit perspektiv: frigørelsens mulighed. Den er altid historisk perspektiverende. Den udgør en syntetiserende kritisk analyse, fordi den fastholder de mange dimensioner i sine begreber. Helhedsprægede tematikker formuleres med let hånd. Det er få beskåret at være en tilbagevendende inspirator og dagsordenssætter i den politiske og intellektuelle debat over mere end 25 år. Det er få, der formår både at være kritisk dialogpartner med fagbevægelsen, inspirator i den pædagogiske fag-offentlighed, markant bidragyder til diskussionen af marxismens teoretiske status og eftermæle og politisk debattør på den oplyste offentligheds præmisser. Intellektuelle fyrtårne skiftes ud. De fremstår i korte glimt som uundværlige orienteringspunkter for derefter at glemmes igen. I forhold til mange af disse lysglimt kan Negt fremstå som en arbejdsmand, der udholdende gennemarbejder vidt forskellige tematikker og inspirerer vidt forskellige debatter uden helt at blive anerkendt for det. Det er jo risikoen, når man skriver på tværs af de akademiske discipliner og litterære genrer. 11

13 MODET TIL FREMTIDEN Betegnelsen arbejdsmand har imidlertid også nogle helt forkerte konnotationer, for Negt er om nogen den uafhængige intellektuelle, der uden at lade sig opsluge kaster nye synspunkter og perspektiver af kritisk og syntetiserende art ind i akademiske og politiske diskussioner. Originaliteten af hans synspunkter og perspektiver er netop præget af bredden, af kombinationen af de politiske problemstillinger og faglige felter. Der er ikke tale om en tålmodig gennemarbejdning af det ene efter det andet, men altid om nogle tankevækkende ryk på tværs. RUC s beslutning om at promovere Negt til æresdoktor er derfor ikke blot logisk, men samtidig en passende anledning til at gøre status fremadrettet som det fremgår af titlen over et stykke intellektuel inspirationshistorie. Negt har haft en alsidig og tilbagevendende betydning for RUC s konceptudvikling og for centrets indre faglige liv; i forhistorien via fagkritikken, direkte som inspiration i projektarbejdsbegrebet og for de studerendes politiske forståelse af deres arbejde. Med RUC s placering i det danske landskab som den mest politiske akademiske institution, med de svingende og modsætningsfyldte relationer til arbejderbevægelsen og en social basis i de progressive, alternative kulturer var Negt en indlysende teoretisk inspiration. Er det paradoksalt at producere personhyldest til et menneske med netop Negts forfatterskab? Tjah, men skal det være, er sammenfaldet med det kritiske universitet RUC s fejring af sig selv på 25-årsdagen meget passende. Måske skal der ligefrem en institutionaliseret tværfaglig sammenhæng som vores til, for at man kan værdsætte Oskar Negts på-tværsløbende begreber. Vi har samlet en gruppe personer, som har det på nogenlunde samme måde, og bedt dem skrive et bidrag. Artiklerne skulle ifølge opdraget handle om problemstillinger, hvor Negt har spillet en rolle, eller videreudvikle sådanne. Artikelsamlingen befinder sig derfor et eller andet sted i spændet mellem Negts forfatterskab og den realitet i Danmark, hvori han er blevet reciperet og anvendt. Når artiklerne spænder fra det fagligt-politisk debatterende til det akademisk teoriudviklende afspejler de altså den løbebane, de forholder sig til. Billedet af Negt er blevet bredt, men det er næppe udtømmende hvilket en lang række læsere, der også kunne have bidraget, nok vil bemærke. Der har ikke været noget krav om enighed med eller ros til æresdoktoren på den anden side udgør 12

14 MODET TIL FREMTIDEN OM INSPIRATIONEN FRA OSKAR NEGT forfattergruppen naturligvis en generelt set sympatisk indstillet og indforstået position. Filosof teoretiker politisk praktiker Oskar Negt betragter sig selv primært som politisk filosof. Han placerer sig generelt altid præcist i forhold til oplysningstraditionen og den kritiske teori en side af hans forfatterskab, der ikke ydes retfærdighed i denne introduktion. Men som netop politisk filosof demonstrerer Negt styrken og begrænsningen i Marx gamle slagord om, at filosofferne altid har fortolket verden, men det det drejer sig om, er at forandre den. Vil man forandre verden, står og falder fortolkningens betydning med dens forankring i den realitet, som fortolkes. Der er især to forhold ved Negts politiske filosofi, som skal fremhæves i denne forbindelse: Det ene er, at Negt perspektiverer aktuelle og hverdagspolitiske spørgsmål og stridsemner i forhold til de store sammenhænge i samfundsstrukturen og de historiske transformationsprocesser. Radikale politiske visioner vokser ud af denne kritik det er en processuel politisk tænkemåde, hvor politiske mål ikke er fjerne og uopnåelige, men heller ikke pragmatisk udvandede og situationsbundne. Nogle vil opfatte det som en gradbøjning af socialisme-begrebet, men faktisk handler det primært om at respektere, at utopiske forestillinger skal og må være åbne og ufærdige. Det andet er, at han påpeger, hvordan den objektive samfundsforandrings mulighed afhænger af, at hverdagserfaringens konflikter omsættes i kollektive læreprocesser. Kun hvis man kollektivt lærer af dem, kan man forestille sig samfundsstrukturelle forandringer. Hermed stiller Negt den subjektive faktor centralt. Han gør det i en form, der hverken er voluntaristisk (som den borgerlige humanisme plejer at blive) eller faktisk elitær (som de radikale traditioner i socialisme-tænkningen har en tendens til at blive). Den politiske filosofi er nært forbundet med Negts politiske praksis. Han er offentlig debattør. Der er i Tyskland en vistnok mere udbredt praksis for offentlige debatter i de seriøse aviser og radio/tvstationer på et principielt plan i tilknytning til dagsaktuelle spørgsmål som et sympatisk ekko fra den borgerlige offentligheds meningsdannelse. Mere interessant måske er hans langvarige engagement på den udogmatiske venstrefløj, som skal beskrives lidt mere 13

15 MODET TIL FREMTIDEN indgående nedenfor. Og som et sidste element, der måske er mest kendt i Danmark, deltagelsen i etableringen af Glocksee-skolen. Her indtog Negt en rolle som rådgiver og mentor snarere end græsrod. Som sociologi-studerende fra 1961 og et par år frem var Negt ansat som lærer og souschef på den tyske fagbevægelses lærlingeskole i Oberursel, en progressiv uddannelsesenhed indenfor fagbevægelsen. Her udviklede han som teoretikeren sammen med folk fra fagbevægelsen en kritisk forståelse af den faglige skolingsproces, og et alternativt koncept det eksemplariske. Fadderskabet var vist temmelig kollektivt, men Negt skrev det sammen til en samlet konception, bogen om eksemplarisk læring og arbejderuddannelse (Negt 1971). Uddannelsessekretæren i det tyske Metalarbejderforbund dengang og nu verdens største og formentlig vigtigste fagforening Hans Matthöfer tog initiativ til et projekt under overskriften virksomhedsnært oplysningsarbejde, uddannelse på gulvet. Hensigten var at lancere det eksemplariske princip og at uddanne en række folk på arbejdspladserne, som kunne starte studiekredse og kurser med udgangspunkt i lokale erfaringer og konflikter. Projektet blev lagt død igen, muligvis pga. en for tæt kobling mellem deltagerne og de vilde strejker i 1969, muligvis pga. Matthöfers opstigning i det socialdemokratiske system han blev siden finansminister. Konceptet, og erfaringen med det, fik også senere betydning som samlingspunkt for de basisdemokratiske venstrefløjsfolk i den tyske fagbevægelse med en kontinuitet frem til Willy Brandts politiske bagland i SPD i 80 erne, efter magtdelingen med Helmut Schmidt. Kernen i det er en kritik af fagbevægelsens centralisering og bureaukratisering og den måde en sådan organisation kommer til at tænke uddannelse på nemlig som funktionær-uddannelse: Kvalificering af tillidsfolkene til at føre organisationens politik. Kritikken har derfor i lige grad ført til konflikter med højresocialdemokrater og apparatorienterede venstrefløjsfolk. Mange var kommunister eller såkaldte STAMOKAP-orienterede socialdemokrater, der i lighed med DKP erne så en folkelig alliance mod et stats-monopolkapitalistisk magtcentrum som politikkens akse. Uddannelsesprojektet løb sammen med radikaliseringen af den Frit Forum-lignende studenterorganisation SDS. Den blev samlingssted for en stærk kritik af den socialdemokratiske rådvildhed overfor velfærdsstatens videre skæbne. Det førte til en disciplinæraktion 14

16 MODET TIL FREMTIDEN OM INSPIRATIONEN FRA OSKAR NEGT fra partiets side: medlemmerne af SDS fik valget mellem at forlade SDS eller blive ekskluderet af SPD. Ifølge Negts selvbiografi kunne han på dette tidspunkt lige så godt være blevet politiker, men Habermas kom i vejen med et tilbud om en stilling som videnskabelig assistent i det professorstyrede universitet indgangen til en akademisk karriere. Og derved blev det så. Men Negt udviser stærke bindinger til det politiske miljø, hvilket man bl.a. kan se af hans bog om Unbotmässige Zeitgenossen (Negt 1994). Bogen rummer Negts egen historie i form af erindringer om og inspirationer fra en række sådanne opsætsige tids-fæller spændende fra den kritiske teoris fædre over teoretisk-politiske diskussionspartnere (f.eks. Wolfgang Abendroth og André Gorz), til kunstnere og netop Matthöfer. Konceptionen om eksemplarisk læring rummede også en kritik af marxismens anvendelighed og relevans for arbejdernes hverdagserfaring og dermed også dens frugtbarhed i arbejderuddannelsen. Eksemplarisk læring var et didaktisk princip om at udfolde konkrete problemstillinger fra hverdagserfaringen i industrien som udtryk for grundlæggende samfundsmæssige konflikter. Orienteringen om arbejdernes bevidsthed var baseret på den daværende positivistiske sociologi om holdninger og meninger, men gav senere stødet til en mere præcis teoriudvikling omkring erfaringsdannelse i almindelighed. Uddannelseskonceptet udvikledes løbende fra et didaktisk til et bevidsthedsteoretisk synspunkt. Bevidsthedsteorien blev almengjort i en omfattende begrebsdannelse om og analyse af bevidsthedsdannelse og kommunikation i Offentlighed og erfaring (Negt & Kluge 1972). Det er en mediekritik og samfundsanalyse i eet. Man kan bl.a. se den som en almengørelse af de problemstillinger om erfaringsdannelse og erfaringsblokering, som knyttede sig til arbejderuddannelsen. Den rummede f.eks. en skarp kritik af arbejderbevægelsen og dens forståelse af politiske processer. Den behøvede ikke gribe til den forræderianklage om reformismens svigt af klasseinteresserne, som ellers prægede venstrefløjens holdning til arbejderbevægelsen både i Vesttyskland og Danmark. Den har nemlig en alternativ radikaldemokratisk forestilling om samfundsforandring med så at sige alternativet til de klassiske diskussioner om revolution eller reform, avantgardens rolle osv. nemlig begrebet proletarisk offentlighed. Det var vel ikke 15

17 MODET TIL FREMTIDEN meget konkretiseret, men fremstod som en ramme for en politisering og utopidannelse med udgangspunkt i konkrete livserfaringer. På den ene side fastholdes marxismens grundlæggende klassekategorier, på den anden side er proletarisk her meget mere end tilspidsede erfaringer fra barrikaderne og forarmede livsbetingelser. Begrebet udvikles sammen med et erfaringsbegreb, der indebærer, at læring tager udgangspunkt i ambivalenser og konflikterfaringer. Begreberne udgør en rammeforståelse for reelle utopiske muligheder og modstandspotentialer i den eksisterende virkelighed. Det er derfor et politisk meget afgørende begreb. Måske skal man se Negts senere politiske engagement i Sozialistisches Büro (en paraplyorganisation for en række mellemlagsbaserede bevægelser) som en organisatorisk udmøntning af denne tænkning, men måske også som en lære af den blandede erfaring med arbejderorganisationerne. I hvert fald var SB en organisation, der først og fremmest sigtede på kommunikation, netværker og offentlighedsdannelse. Den virkede indenfor et bredt spektrum af områder, der på den ene side var alment-politisk vigtige, på den anden side havde brug for en græsrodsorganisering. Blandt dem var det arbejdspladsnære fagforeningsarbejde hvor SB etablerede bladet Express, der stadig udkommer med kritiske indlæg, analyser og rapporter fra det faglige felt, skrevet af og for fagoppositionen, uddannelsesfolk og fagforeningsforskere. SB organiserede også netværk indenfor centrale professionsrelaterede områder som social- og sundhedssektoren. Tidsskriftet Links er det samlende udtryk for denne politiske bestræbelse. Negt har reflekteret forskydningen i organisationsfokus, og dermed antydet en komplicering af spørgsmålet om subjektet for politisk handlen, i bogen Keine Demokratie ohne Sozialismus keine Sozialismus ohne Demokratie (1976). Titlen indrammer problemstillingen, som både er udadrettet (diskussionen om demokratiets vilkår i den højtudviklede kapitalisme) og indadrettet (mod organiseringen af politiske bevægelser på venstrefløjen, herunder afgrænsningen overfor de autoritære K-grupper kommunister og maoister og overfor Rote Armee Fraktion, m.fl.). Socialisme-forestillingen og dens demokratibegreb har mange ligheder med den danske udogmatiske venstrefløjs, som den på det tidspunkt fandtes i partiet VS, i talrige græsrodsorganisationer (kvindebevægelsen, slumstormere, 16

18 MODET TIL FREMTIDEN OM INSPIRATIONEN FRA OSKAR NEGT arbejdsmiljøgrupper, modstanden mod atomkraft). SB fungerede som forlag og kommunikationscenter med basis i Frankfurt, men var samlingssted for bredere landsdækkende netværk indenfor de enkelte områder. Man tog f.eks. miljø- og nedrustnings-initiativer. Et af de større arrangementer, som satte Frankfurt og offentligheden på den anden ende, var Russel-tribunalet om menneskerettigheder i Det havde baggrund i terroristjagt, Berufsverbot og i det forpestede politiske klima i Vesttyskland. Årlige pinsemøder var samlingssted for større debatter, herunder også noget af den diskussion der førte frem til dannelsen af partiet De grønne i Negt var ofte blandt oplægsholderne. Men SB skal først og fremmest forstås som paraplyorganisation i forhold til en decentreret politisk proces, hvor der ud af konkrete erfaringer vokser forestillinger om alternativer og dannes organisationserfaringer altså en almengørelse af begrebet sociologisk fantasi, som det indgik i arbejderuddannelses-diskussionen. Parallelt hermed i overensstemmelse med den politik-konception, som var udviklet i Keine Demokratie... og efterhånden som døtrene skulle til at i skole! var Negt sammen med sin daværende kone Inge Negt involveret i etableringen af en alternativ skole, Glocksee-skolen formentlig næst efter Summerhill den mest berømte udenlandske skole i Danmark (Kontext 1978). SB smuldrede bl.a. som følge af udspaltningen af den miljøpolitiske dagsorden, der i denne periode var enormt afgørende for de udogmatiske venstrekræfter. Socialismen var parkeret i smågrupperne, henholdsvis undertrykt i SPD og fagbevægelsen. Negt var i mellemtiden blevet establishment, og hans næste politiske initiativ var etableringen af Komitee für Demokratie und Grundrechte (dvs. borger- og menneskerettigheder). Komiteen udgør en bevægelse i retning af mere offentlighedsorienteret politik, og har som sin største satsning haft indsamling af penge til hjælpearbejde i Bosnien/det tidligere Jugoslavien. Geschichte und Eigensinn, historie og egensindighed, (Negt & Kluge 1981) kan ses som en teoretisk viderebearbejdning af den politiske filosofi. Filosofien relateres først og fremmest igen til en samfundsmæssig problematik med arbejdet som afgørende konstituent. Denne bog kan næsten ses som en skulptur: Den er kalejdoskopisk i form og indhold, den handler om det konkrete livs egensidighed 17

19 MODET TIL FREMTIDEN dets mening og selvstændige perspektiv. Som radikal kritisk analyse eftersporer den ganske vist den menneskelige subjektivitets underordning under samfundsmæssige strukturer, men samtidig er hele bogens budskab, at det er dette liv som leves, og som skaber historiens fremdrift. Civilisationsprocessens samfundsmæssiggørelse som anonym tvang modsvares af livsprocessernes mangfoldige og autonome selvstændighed. Bogen genoptager samtidig marxismens teoretiske landvindinger, og rummer dermed et skridt til at etablere en teoretisk ramme for en ikke-reduktiv forståelse af historisk udvikling i materialistiske kategorier. Bogens monumentale ydre som en bibel indrammer således en højst verdslig form for teoriudvikling. I 80 erne fulgte Negt dette op med en teoretisk og praktisk orientering mod de centrale politiske problemstillinger for fagbevægelsen. Bogen Det levende arbejde den stjålne tid (1984, dansk udgave 1985) indeholder både teoretiske overvejelser i mere traditionel forstand og argumentationer og synspunkter, der direkte rettes mod det dengang aktuelle politiske kampfelt om arbejdstiden. Stærke kræfter i IG Metall og i SPD så den radikale arbejdstidsforkortelse som løsningen på såvel beskæftigelsesproblemet som talrige andre centrale samfundsproblemer, mens arbejdsgiverne aggressivt forsøgte at gennemtvinge fleksibel arbejdstid altså opløsning af det traditionelle kollektive reguleringssystem. Denne politiske kamp kulminerede i en faglig konflikt indenfor metalindustrien eller også kulminerede den med aftalerne på Volkswagen-fabrikkerne om en kombineret beskæftigelsesgaranti, arbejdstidsreduktion og fleksibilisering! Dette kompromis er siden blevet opfattet som et fremsynet eksempel på lokale fremskridt når nu den store forkromede løsning lader vente på sig. Det centrale synspunkt er, at arbejdets befrielse ikke kun kan anskues som en kvantitativ reduktion af det fremmedgjorte lønarbejde, men at det primært er en kvalitativ befrielse af det levende arbejde fra det dødes dominans. I arbejdsprocesmæssig forstand drejer det sig derfor om arbejdskvalitet, i samfundsmæssig forstand om befrielse fra lønarbejdet. De forbindende kategorier er tidssuverænitet og begrebet om det levende arbejde. Med denne bog er Negt imidlertid tilbage ved fagbevægelsen. Problematiseringen af arbejdsbegrebet medfører også tematisering af interessebegrebet og fagbevægelsens mandat. En sammentænkning af læreproces- og organisationspro- 18

20 MODET TIL FREMTIDEN OM INSPIRATIONEN FRA OSKAR NEGT blematikken finder vi endelig i begrebet om organisationsfantasi (Negt (e.a.) 1989). Her indkredses fagbevægelsens fornyelsespotentialer på grundlag af et par større empiriske projekter, hvor det bevidsthedsteoretiske er blevet udarbejdet med inspiration fra psykoanalytisk socialpsykologi. Det er i de traditionelt betragtet mere perifere medlemsgrupper, at bevægelsens politiske potentiale eksisterer i dag, nemlig hos kvinderne, hos de unge og hos indvandrerne. Den faglærte, hvide, heltidsarbejdende mands fagbevægelse har ingen fremtid, hvis den ikke lærer af disse gruppers erfaringer. Negt og Danmark Negt har primært haft indflydelse som teoretiker i bred forstand. Karakteristisk er det, at indflydelsen er gået via den tværfaglige diskussion snarere end disciplinfaglige. Ud over på diskussionen af marxistisk teori har Negt haft indflydelse på teoriudviklingen i bl.a. sociologi, pædagogik, medieteori og såmænd også politologi og altid på tværs af eller fra randen af disciplinernes faglighed. Uddannelse og læreprocesser Det er nok indenfor den pædagogiske og uddannelsespolitiske diskussion, Negt frem for noget er kendt og har været en teoretisk reference. Bogen og konceptionen om eksemplarisk læring faldt på et tørt sted i en fase, hvor politiseringen af pædagogik og oplysningsideer tog fart. Forud gik en uddannelsespolitisk tematisering af lighed og demokrati, som ikke mindst studenterorganisationerne havde formået at gøre til politisk dagsorden fra og fremad men fortrinsvis med et uddannelsespolitisk og institutionsorienteret handleperspektiv. Den decentralisering og fagkritiske orientering, som var en vigtig side af studenterbevægelsens udvikling i , førte imidlertid til en fokusering på faglighed og form, og hermed også til en (klasse)politisk kritik af universiteternes og andre uddannelsesinstitutioners uddannelsesfunktion. Et element i kritikken var naturligvis selve undervisningsformerne, og her var der stærke antiautoritære traditioner at trække på først og fremmest den reformpædagogiske tradition, der var tilstede i børnepædagogikken, men også liberal-humanistisk orienteret tænkning fra USA. Det var imidlertid 19

21 MODET TIL FREMTIDEN kendetegnende for studenterbevægelsens orientering, at den nok byggede på en kritik af uddannelsernes tilknytning til det borgerlige samfund, men at bevægelsens egen sociale arv og tankegods i vid udstrækning var individualistisk og borgerlig avantgardistisk. Negts bog kom på denne baggrund til at spille en ikke ringe rolle i tematiseringen af et alternativt oplysningsprojekt, som var orienteret mod arbejderklassen og arbejderkulturen, og som dermed også var mere konkret politisk i sit sigte. Karakteristisk var den første og stærkeste interesse blandt de humanistiske fagkritiske studerende på universiteterne (f.eks. didaktik-projektet i Danske Studerendes Fællesråds regi, og et antal fagkritiske tekster om arbejderuddannelse og -oplysning, der udkom omkring Århus Universitet). Siden blev det eksemplariske princip søgt anlagt i mange forskellige diskussioner på godt og knap så godt. Det indgik som en af de centrale inspirationer i udviklingen af projektpædagogikken på universiteterne, i en frugtbar spænding eller sammensmeltning med den reformpædagogiske og antiautoritære strømning. Man kan sige, at den Negt ske tænkemåde virkede som et bindeled mellem den overvejende form-orienterede pædagogiske diskussion og den overvejende indholds-orienterede fagkritik (Hultengren 1979, Borgnakke 1996). Udvekslingen fik perspektiv til andre uddannelsesfelter bl.a. formidlet (på hver sin måde) via tidsskrifterne Kontext og Unge Pædagoger. Såvel skolepædagogik som erhvervsuddannelse blev diskuteret bl.a. under inspiration fra arbejderuddannelsen. Pudsigt nok var det eneste uddannelsesområde, som stort set ikke tog konceptionen til sig, fagforeningernes tillidsmandsuddannelse, FIU. På en større konference i FIU-systemets barndom diskuteres eksemplarisk læring som en blandt flere inspirationskilder til arbejderuddannelsen, men det var Paolo Freire, der tiltrak sig størst interesse. Senere forsøg på at genoptage denne inspirationslinje har ikke haft synderlig held (Hultengren & Salling Olesen 1977, Andersen (e.a.) 1993). Nu var en væsentlig del af interessen ikke kun teoretisk, men snarere metodisk. Det knap så gode heri var tendensen til at omstøbe den eksemplariske læring til et didaktisk princip med mere eller mindre almen gyldighed, ofte ledsaget af den karakteristiske oversættelse til eksemplarisk indlæring. I didaktikken går nogle centrale pointer tabt: For det første, at læreprocesser først og sidst 20

22 MODET TIL FREMTIDEN OM INSPIRATIONEN FRA OSKAR NEGT afhænger af de mennesker, det drejer sig om, og at det politiske perspektiv i Negts konception var knyttet til en historisk og klassemæssig specifik sammenhæng. For det andet trækker perspektivet en misforståelse af kollektivitet med sig for at sikre undervisningen det gode kollektive handlingsperspektiv må deltagerne have fælles erfaringer! Disse tendenser fortsatte over i formuleringen af en almen erfaringspædagogik og det på nogenlunde samme tid som Negt og Kluge i Offentlighed og erfaring udbyggede og nuancerede erfaringsbegrebet. Den eksemplariske konception kom ind i en disciplinfaglig ideologisk mølle: Pædagogikkens binding til det didaktiske, læringskontrollerende perspektiv krævede sin ret den gamle bogs teoretiske afsikring var ikke ret solid og stod ikke imod og indenfor rammerne af erfaringsbegrebet er kampen mellem erfaringsbaseret læring og erfaringspædagogik fortsat (Borgnakke , Salling Olesen 1981 frem til Weber 1992 og 95). Men uden al tvivl har det eksemplariske princip og erfaringsbegrebet i den Negt ske aftapning en vigtig andel i den fagkritiske hovedpointe i pædagogikken: At disicplinen må begrunde sig i kritik og refleksion af betingelser for læring snarere end i operationaliseringer eller begrundelser af pædagogisk praksis. Indflydelsen blev udbygget via Glocksee-skoleforsøget, som givetvis er mere berømt i Danmark end i Tyskland. Positionen blev integreret i Knud Illeris almengørelse af problemorienteret, projektoganiseret undervisning (Illeris 1981). Glocksee-inspirationen føjede mest formidlet af Thomas Ziehe en psykoanalytisk refleksionsramme på kultur og læreprocesser til den politisk-samfundsmæssige. Den mere kulturanalytiske orientering knyttede især formidlet af tidsskriftet Kontext forbindelsen mellem pædagogikken og grundlaget for erfaringsbaseret læring nemlig børns liv (f.eks. Kontext 1980a og b, 1984, 1988). Det var på dette område den oprindelige pointe at forholde sig til en gruppes livsbetingelser og erfaringsdannelse på en samfundsmæssigt reflekteret måde og dermed omtænke pædagogikken havde mest reelt gennemslag (jvf. også Felding (e.a.) 1985). Selvom tematiseringen ikke direkte kom fra Oskar Negt, knyttede den sig indholdsmæssigt til den teoretiske videreudvikling af bevidstheds-problematikken med begreberne erfaring og offentlighed. 21

23 MODET TIL FREMTIDEN Negt har med mellemrum ytret sig om pædagogik og skole på et relativt generelt niveau. Mest interesse i Danmark vakte foredraget om fem kompetencer, som en arbejder må have i fremtiden. Det er et bud på et aktualiseret og klasserelateret dannelsesprogram. Det blev grundigt introduceret på dansk (Elle 1991), siden oversat (Nielsen (e.a.) 1994), og er bl.a. blevet inddraget i SID s formulering af en målsætning for arbejderuddannelsen (SID 1992). Før vi forlader det pædagogiske felt, er der grund til at nævne Negts indflydelse på voksenpædagogikken og arbejderuddannelsen senere. Den mest omfattende og direkte udmøntning har nok været bryggeriarbejdernes uddannelsesarbejde i årene fra 1975 og frem. En gruppe studerende og forskere fra RUC RUC s bryggerigruppe initierede i samarbejde med de københavnske fagforeninger (M/K) og oplysningskonsulenten Flemming Carlsen over adskillige år en række uddannelsesaktiviteter, der var meget direkte inspireret af den gamle Negt-konception (Salling Olesen 1985). Af historisk tilfældige grunde personkonstellationer, fagforeningshistorie blev disse forløb samtidig tilstrækkelig omfattende og profileret til i praksis at sprænge det snævre pædagogik- eller oplysningsbegreb til fordel for en omfattende politisk og organisatorisk mobilisering af græsrodsaktivitet. Deri ligger en demonstration af nogle af Negts teoretiske pointer, som man måske forsigtigt kan sige siden har slået rod i voksenpædagogikken: At arbejderoplysning er arbejdernes egen sag, men den kan kvalificeres af kritisk vidensproduktion/aktionsforskning; at læreprocesser er forankret i det virkelige livs objektive og subjektive modsætninger og handlingssammenhæng, uanset om de er formaliseret som undervisning eller ej. Organisations- og demokratidiskussionen Man kan godt opfatte Oskar Negt som mere politolog end sociolog men hans perspektiv på politologien orienterer sig mod det, som stort set er udgrænset fra den statskundskabs- og forvaltningsorienterede måde at studere (i hvert fald akademisk) politiske processer på i Danmark. Men hele hans bevidstheds- og kulturanalyse er rettet mod betingelserne for (politisk) erfaringsdannelse, kommunikation og organisering. Han har teoretisk-filosofisk såvel som praktisk reflekteret over organisationserfaringer og deres implikationer for demokratiets betingelser, fremtid og mulige fornyelse. Det er derfor 22

24 MODET TIL FREMTIDEN OM INSPIRATIONEN FRA OSKAR NEGT logisk nok, at det er tværfagligt orienterede fagkritikere indenfor politologien, sociologien, og i kulturfagene, der især har grebet inspirationen på det akademiske niveau. Det er måske især udfra et politisk-praktisk perspektiv, Negts tanker om politik, organisation og demokrati er blevet værdsat. Også her påkalder fagbevægelsen sig særlig interesse. Trods sin teoretiske markering af marxismens relevans i en tid hvor det både var landsforræderi og venstreafvigelse i arbejderbevægelsen, har Negt bevaret en vis dialogisk relation til den etablerede fagbevægelse i Tyskland. Det kan skyldes den fælles fortid og de personlige relationer, og tillige det forhold, at Negt altid på samme tid har kritiseret fagbevægelsens konkrete politik og organisation, og uden vaklen fastholdt, at den var det vigtigste (eneste) bud på en demokratisk masseorganisation med mulighed for at engagere brede dele af befolkningen i en uddybet politisk diskussion. Negt har ikke haft særlig indflydelse af denne art i Danmark, men kritiske teoretikere i egentlig dialog med den danske fagbevægelse er også få. Endvidere har organisations- og demokratidiskussioner i den danske fagbevægelse været overdetermineret af strukturspørgsmål og af en defensiv vognborg overfor krav om mere demokrati i organisationerne. Negt har imidlertid leveret et indspil i den politiske diskussion, som nok ligger fagbevægelsen nærmest, nemlig spørgsmålet om arbejdets betydning og fordeling, med sin bog om den stjålne tid (Negt 1985), omtalt ovenfor. Den har bidraget til at fastholde, at problemet med fordelingen af arbejde/arbejdsløshed og arbejdstid har videre politiske og kulturelle implikationer. Dermed har den også præciseret arbejdsmarkedets og fagbevægelsens essentielle rolle i et alment demokratiseringsperspektiv. Udfordringen til fagbevægelsen, formuleret som udvidelsen af dens politiske mandat, blev siden udmøntet dels i bogen Herausforderung der Gewerkschaften (1989a) udfordring til fagforeningerne, dels i tilrettelæggelsen og gennemførelsen af et empirisk forskningsprojekt om fagbevægelsens organisationsudvikling og tematisering af nye atypiske interesseområder (Negt (e.a.) 1989, Morgenroth (e.a.) 1994). I første omgang blev det herhjemme kun samlet op i en venstrefløjsdiskussion (Social Kritik 1990), men i anden omgang af andre og med andre begrundelser i LO s medlemsundersøgelse (f.eks. Bild (e.a.) 1993). 23

25 MODET TIL FREMTIDEN Negt har altså været inspiration for udviklingen af en dansk konstruktiv-kritisk debat af fagbevægelsens problemstillinger i akademisk form, og et mere direkte samspil i form af forskning, politikudvikling, osv. I sig selv er det en interessant udvikling. Negt blev selv sammen med andre SDS ere udsat for en politisk screening fra det tyske socialdemokrati. I Danmark var forholdene ikke meget anderledes. I studenterbevægelsens blomstringstid var der ingen åbenhed i den etablerede fagbevægelse over for hverken studenter eller venstrefløj og det var forøvrigt gensidigt. Arbejder-studenter-samarbejdet var i første omgang baseret på kontaktflader til især kommunistisk dominerede fagforeninger. De københavnske bryggeriarbejdere, som senere spillede en væsentlig rolle, stod uden for LO. Det var først og fremmest SID, som siden brød isen. Negts særlige betydning i denne sammenhæng var mere alment at være inspiration til en dialog mellem to politiske lejre, som ikke ville vide af hinanden. Det var fortrinsvis venstrefløjen og de akademiske miljøer, som lod sig inspirere men det gav både teoretiske inputs og politisk rygdækning til en langvarig og forsigtigt opbygget dialog med folk i fagbevægelsen, som kunne se at arbejderbevægelsens vognborg var en begrænsning. Bortset fra det, kan man næppe sige, at Negt har haft stor betydning for den praktiske organisations- og politikforståelse på venstrefløjen herhjemme. Hans pointer og praktiske arbejde aktiviteterne i Sozialistisches Büro, publicering, Glocksee-skolen osv. har vi selv mage til. Undtagen måske for så vidt angår refleksionsevne og -tilbøjelighed? Vi har ikke herhjemme været gode til at forbinde politiske problemstillinger med de store filosofiske og teoretiske traditioner såsom marxismen og psykoanalysen. Eller til at forbinde de isolerede organisationserfaringer og -politikker med et samfundsmæssigt og offentlighedsorienteret perspektiv. Et par ukendte hjørner Negts betydning i Danmark har således været mangfoldig og langstrakt. Pudsigt nok er der dog også nogle dele af hans omfattende forfatterskab, som aldrig er blevet særlig kendte i Danmark. 24

26 MODET TIL FREMTIDEN OM INSPIRATIONEN FRA OSKAR NEGT I Dragens tegn Der er een, som fortjener en særlig omtale, nemlig Modernisierung im Zeichen des Drachen, modernisering i Dragens tegn, (1988) en rejsedagbog om en delegationsrejse for kulturpinger i Kina! Bogen er dog mere end det. Den består af beretninger om rejsen og oplevelsen af Kina, de kinesiske seværdigheder, osv. altsammen berettet af Negt som dannet og belæst rejsefører. Han formidler kinesisk historie, herunder særlig kulturens og mentalitetens forankring i konfucianismen, beretter om økonomi og geografi, og om Kinas særlige status som det nu eneste land i Verden med en relativt afsondret civilisation. Kina har fulgt andre spor end de vestlige, og er ikke blevet integreret i verdens(markeds)systemet (endnu). Det er i sig selv tankevækkende og stimulerende men bogen er også en anelse krukket i sin sammensmeltning af et egentligt kulturformidlende indhold, og den personlige rejseoplevelse. Sammenflettet med beretningen er der imidlertid en række tankeeksperimenter eller refleksionsspor. Det ene handler om kommunismen, den kommunistiske magtovertagelse, og dens svingende bevægelse mellem absolutisme og modernisering. Der er mange spændende historiske og teoretiske diskussioner af forholdet mellem Sovjet- og Kina-kommunismen, som kommenterer den postrevolutionære udvikling i begge de to samfund/systemer. En væsentlig tematik er den fortsat aktuelle: i hvilket omfang det er muligt for et autoritært regime, der forener konfucianismen og kommunismen, at gennemføre moderniseringer af økonomi og teknologi, uden at modernisere kulturen og politikken i form af en borgerlig retsstat og demokrati. Moderniseringsproblematikken har imidlertid reference til den anden refleksionsstreng, om forholdet mellem den europæiske modernisering, kapitalismen og oplysningsprojektet, og andre samfunds udviklingsproces. Den handler et stykke ad vejen om etnocentrisme i almindelighed, og om eurocentrismen i omgangen med Kina gennem tiderne. Men den interessante belysning af den historiske sinologi fra Marco Polo til Max Weber kredser om spørgsmålet om den europæiske moderniseringsmyte som ramme for perception af og omgangen med de fremmede, i dette tilfælde det ultimativt fremmede, nemlig den eneste tilbageværende ikke europæiserede samfundsformation. Dét, der diskuteres, er berettigelsen af den universalisme, vi som europæere har tillagt den europæiske modernisering. 25

27 MODET TIL FREMTIDEN Den europæiske moderniseringsmyte og med den både den sovjetiske marxisme og umiddelbart også Marx forståelse tillægger kapitalen, henholdsvis udfoldelsen af produktivkræfterne, den afgørende rolle i moderniseringsprocessen. Den legitimerer dermed en imperial eller monocentrisk forståelse af civilisationsprocesser. Den særlige kinesiske vej, udmøntet i Det-store-spring-fremad, baseret på landbrug og agrarsamfund, som blev ideologiseret af maoister verden over, forudsætter, at den politiske vilje (partiet) kan muliggøre en materiel udvikling uden at acceptere de samfundsmæssige uddifferentieringer (by-land, manuelt-intellektuelt arbejde). Overfor denne modsætning i moderniseringsforståelse stiller Negt nødvendigheden af at re-etablere dialektikken mellem system og livsverden, eller at lokalisere de i livsverdenen eksisterende drivkræfter som momenter i moderniseringsprocessen. Negt vil altså anerkende de decentrale (autochtone) drivkræfter i historien. Men samtidig hævder han nogle grundtræk i den europæiske modernisering. Analysen kredser om udviklingen af og rammerne for udfoldelse af egennytte indenfor en kollektiv kultur, og fokuserer på retsformen som det afgørende moment i en modernisering af livsverdenen. Gennem retsliggørelsen kan der ske en frigørelse af de sociale kræfter og relationsformer, som er bundet i det præmoderne agrarsamfund og retsliggørelsen er altså et moment i en modernisering, som ikke skal være en udefra påført imperial tilpasning. Retsliggørelse og demokrati er imidlertid netop de forhold, som ikke er omfattet af den kinesiske moderniseringspolitik, og som blokeres af den særlige konstellation af kommunistisk partiherredømme og den konfucianske mentalitet. Det er altså nok en bog om Kinas modernisering, men det er først og fremmest en bog om moderniteten og moderniseringens indre sammenhænge: Hvordan hænger økonomi, politik og kultur sammen? Er vores moderniseringsbegreb universelt, og kan det så også bruges i Kina? Hvad er forholdet mellem socialisme og borgerligt retssamfund i udviklingen af et land går vejen fra autoritært bondesamfund til en socialistisk modernisering over etableringen af den borgerlige modernitet? Her som i andre tilfælde (f.eks. i Geschichte und Eigensinn) knytter Negt sig tæt til de klassiske moderne filosoffer Kant, Hegel og Marx, og afprøver deres bæreevne i forhold til aktuelle problemstillinger. Undertiden arbejder han omvendt, dvs. afprøver problemstil- 26