Arbejdsrapport. -Fra billede til kontekst

Transkript

1 Kunstteori og æstetik, 35 B Efterår 2002 Ved Jacob Wamberg Arbejdsrapport Frederik Langkjær, årskortnr Arbejdsrapport -Fra billede til kontekst Institut for æstetiske fag Afdeling for Kunsthistorie Aarhus Universitet Januar

2 Indholdsfortegnelse Side 3.Indledning Side 4 Historisk redegørelse Side 5.. Modernisme Side 6...Postmodernisme Side 7.. Konklusion 2

3 Indledning Maleri subst. et, -er, -erne 1.et malet billede; ofte om et kunstværk malet på lærred der er udspændt på en træramme (politikkens nudansk ordbog) Et af kunsthistoriefagets væsentlige undersøgelsesområder er af naturlige årsager maleriet. Det er det medie de fleste umiddelbart forbinder med begrebet kunst og det er et medie der kan spores helt tilbage til menneskeracens oprindelse. Dengang ganske vist ikke malet på lærreder, men på hulevægge, i gravkamre og lignende. Ikke desto mindre tjener disse tidlige kunstneriske frembringelser som bevis på menneskets evne og lyst til at kommunikere gennem maleriet. Således har mennesket altid benyttet sig af malerier (eller nærmere bestemt billeder, af hvilke maleriet har sit udspring) og tilskrevet disse en betydning/funktion, men gennem historien har billedet samtidig været genstand for utallige konflikter og diskussioner vedrørende dets forhold til den såkaldt virkelige verden, det åndelige og det guddommelige. Med andre ord er billedet på én gang et af de vigtigste og mest omdiskuterede interesseområder indenfor kunstens historie helt frem til vor tid. Jeg skal i nærværende rapport kort skitsere nogle af de problematikker der har dannet grundlag for forskellige epokers forståelse af og tilgang til billeder samt disses funktion/position i samfundet. Dette gøres med henblik på at synliggøre den historiske kompleksitet der omgiver selve begrebet billede ved indgangen til det 20. århundrede, hvor den modernistiske periodes tiltro til billedets immanente kvaliteter for alvor slår igennem blandt kunstnere og teoretikere, og, som det vil fremgå, giver grobund for en historisk stor tiltro til selve kunstobjektet som bærer af en egen betydning. Efterfølgende skitseres nogle af de teoretiske og videnskabelige nybrud der finder sted med postmodernismens gennembrud indenfor kunsthistoriefaget samt de konsekvenser dette har haft for billedets position som betydende objekt. Forholdet mellem de to perioder vil efterfølgende blive uddybet og diskuteret i den mundtlige fremstilling. 3

4 Historisk redegørelse Allerede i antikken møder vi en voldsom skepsis overfor mediet billeder. Med opfattelsen af verdenen som i forvejen værende et genskin af idealet, problematiserer Platon i Staten billedet som værende en kopi af en kopi, hvorfor billeder for ham fremstår som løgnagtige og således er til skade for samfundet og dettes moral 1. Den antikke forestilling om en højere ideal-verden erstattes i den tidlige middelalder med ideen om det guddommelige. Med bibelens andet bud som udgangspunkt, kredser den ikonoklastiske debat i det 7. og 8. århundrede, akkurat som i antikken, netop om billedets manglende evne til at repræsentere det der ligger hinsides den menneskelige sfære. Det guddommelige er ifølge ikonoklasterne pr. definition immaterielt og formløst, hvorimod billedet netop er materielt, formbundet og menneskeskabt i profane materialer og følgelig ikke hverken kan eller må give sig i kast med gengivelsen af det guddommelige. Det centrale modargument i debatten var det kristologiske argument, der hævder, at Kristus via inkarnationen blev både menneske og gud, hvorfor Han også kan portrætteres som menneske 2. Derudover fungerede tiltroen til billedets didaktiske funktion i forhold til datidens mange analfabeter som endnu en grund til legitimering af billeder; en funktion der også var væsentlig for den gradvise protestantiske accept af billeder 3. I renæssancen erobrede billedet en højere status og repræsenterede nu et vindue til verden.. Billedet/maleriet var nu i stigende grad et produkt af en skabende kunstner der så verden med specielle øjne og kunne gengive verdenen som denne tog sig ud i naturalistisk men idealiseret form. Det overordnede princip var centralperspektivet som, i lighed med de klassiske forbilleder, havde sit udspring i matematikkens og geometrikens logiske og harmoniske strukturering af synet, men samtidig ønskede at gengive virkeligheden som denne fremstod indenfor disse rammer samt de religiøse perspektiver der gjorde sig gældende i perioden. I barokkens og rokokoens tidsalder fungerede maleriet i førstnævnte tilfælde som den katolske kirkes propagandaredskab og siden som middel til fastholdelse af borgerskabets passivitet. Men i midten af det 17. århundrede, hvor udviklingen af det autonome borgerlige individ for alvor gjorde fremskridt, finder vi i 1 Platon, Staten, 10. bog, p Barasch, Mosche, The Icon and the Doctrine of Art: Theodor of Studion, Icon: Studies in the History of an iidea, New York, New York University Press, 1992, p Christensen, Carl C., Art and Reformation in Germany, Ohio: Ohio University Press og Wayne State: Wayne State University Press, 1979, p. 60 4

5 filosofihistorien kimen til en ny skønhedsopfattelse, der med sin vægtning af det subjektive peger frem mod nogle væsentlige aspekter ved det moderne. Da Alexander Gottlieb Baumgarten i 1750 erne udgav Aesthetica, frigjorde han således ikke blot æstetikken som et selvstændigt filosofisk undersøgelses og erkendelsesområde 4, men dannede samtidig grobund for en række fremtidige, filosofiske overvejelser vedrørende det æstetiske felt, der skulle få vidtrækkende konsekvenser for eftertidens kunstteorier og generelle kunstforståelse. Hos Baumgarten var skønheden stadig bundet til sin genstand, men blot 30 år senere finder vi hos Imanuel Kant, i Kritik der Urteilskraft (1790), at den æstetiske erkendelse nu er betinget af et betragtende subjekt der oplever genstande sådan som de fremtræder for os (für uns) og ikke som de er i sig selv (an Sich) 5. I samme værk fastslår Kant at det skønne vækker et interesseløst behag der eksisterer uafhængigt af udefrakommende autoriteter og personligt begær 6, hvorved han netop fremhæver nogle af den klassiske modernismes grundpiller; nemlig den subjektive beskueroplevelse og det autonome kunstværk. Modernisme Det ville i nærværende rapport være for omfattende at indgå i en diskussion om en nærmere bestemmelse af selve begrebet modernisme, idet en sådan bestemmelse, ikke mindst i kunsthistorisk regi, er genstand for utallige synspunkter. I stedet skal det blot pointeres, at denne opgave forholder sig til den klassiske højmodernisme og den formalisme og l art pour l art tænkning der ofte forbindes med denne. En af de oplagte eksponenter for den modernistiske tænkning er amerikaneren Clement Greenberg. I artiklen Towards a never Laocoon fra 1940 beskriver han, hvorledes litteraturen i det 17. og 18. århundrede var blevet den dominerende kunstform som alle andre kunstarter forsøgte at imitere, for maleriets vedkommende i en sådan grad at all emphasis is taken away from the medium and transferred to subject matter 7. Greenbergs pointe er at maleriet ( og ligeså de øvrige kunstarter ), for at komme videre, må vende sin interesse mod sig selv som medie 4 Jørgensen, Dorthe, Skønhedens Metamorfose, p. 236, Odense Universitetsforlag, OP.cit,.p OP.cit,.p Greenberg, Clement, Towards a never Laocoon, in: Harrison, Charles & Wood, Paul (eds), Art in Theori : An anthology of Changing Ideas, Oxford and Cambridge (mass.), Blackwell, 1 p

6 og fokusere på de elementer der netop er karakteristiske for maleriet; dvs. farver, linier og flader. Ved kun at referere til sig selv som kunstværk og medie kan kunstværket således udskille sig fra hverdagen og henvise til en ophøjet og tidløs sandhed om verden samt et alternaiv til massekulturens kitschdyrkelse 8. En lignende forståelse af kunsten som frelsende og korrigerende instans findes hos Theodor Adorneo og Max Horkheimer som i deres artikel Kulturindustri: oplysning som massebrag fra 1944, der netop fremhæver kunsten som det væsentligste middel til en kritik af den moderne massekommunikation og dennes manipulation af masserne. Ligeledes kan teoretikere som Clive Bell og Benedetto Croce, med deres æsteticistiske tilgangsvinkel siges at repræsentere den modernistiske tiltro til selve mediet som bærer af betydning. Her er det beskuerens subjektive, æstetiske oplevelse af farver og former der konstituerer en særegen oplevelse og udsiger noget andet og mere end oplevelsen af den virkelige verden evner. Overordnet kan man sige at kunsten, ifølge modernismen, rummer et potentiale til at udsige sandheden om sig selv samt at henvise til et højere, strukturerende princip der ligger til grund for et kunstnerisk skabende princip, der tager sit udgangspunkt i form og materiale. Dermed kan modernismen kategoriseres som en ideologi der favoriserer den formelle, rendyrkede kunst med stort K. En ideologi der skulle udfordres af den æra vi kalder postmodernismen. Postmodernisme Postmodernismen er, i stil med modernismen, ikke en periode man entydigt og neutralt kan definere kronologisk eller idealistisk. Overordnet kan det postmoderne måske bedst beskrives som et opgør med modernismens store fortællinger eller den modernistiske myte, der mente at rumme en sandhed om og løsning på menneskehedens grundlæggende problemer og eksistensvilkår 9. Indenfor det videnskabelige felt betød dette opgør en problematisering af selve begrebet sandhed samt en fokusering på det relative og de kontekster/diskurser der danner rammerne om forskellige paradigmers forståelse af viden og sandhed. Indenfor kunsthistorien resulterede dette i den såkaldte New Art History der i de sidste ca. 30 år har ændret faget radikalt. Med semiotik, psykoanalytisk teori, fænomenologi og diskursanalysen som nogle af de væsentlige nye metoder, har fokus flyttet sig fra det konkrete kunstobjekt til den/de kulturelle og receptionsmæssige kontekst(er) som 8 Greenberg, Clement, Avant garde and Kitsch, in:the collected Essayes and Criticism (ed. John O Brian), University ofchicago Press, vol. 1, p Kjørup, Søren, Menneskevidenskaberne, pp , Roskilde Universitetsforlag,

7 objektet eksisterer i 10. Dette har muliggjort mange nye og spændende læsninger af kunsthistorien, som eksempelvis Norman Bryson s semiotisk/psykoanalytiske læsning af stilleben genren 11 eller Rosalind Krauss læsning af Picassos forhold til modernismen 12, men har samtidig betydet en radikal nedprioritering af selve kunstobjektet til fordel for en interesse for diskurs, kontekst og betydningsproduktion. Således kan Hans Dam Kristensen i 1996 publicere en artikel der egentligt har det kunsthistoriske objekt som emne 13, uden dog reelt at behandle andet end en kunsthistorisk diskurs mens han samtidig reducerer såvel værk som reproduktionen heraf til fetich. Ligeledes lykkes det Lyotard, med hans afvisning af faste, kunstteoretiske systemer at omskrive det sublime fra en kantiansk tænkning af det sublime som et uoverskueligt og formløst naturfænomen til selve det at et kunstværk opstår, hvorved fokus endnu engang er flyttet fra selve objektet til beskuerens erkendelse af det kreative og skabende moment der ligger til grund for al kunstnerisk frembringelse. Konklusion Jeg mener med denne rapport både at have synliggjort nogle af de væsentlige, historiske problemstillinger vedrørende billedet som medie samt at have fremhævet nogle vigtige pointer vedrørende den klassiske modernismes grundopfattelse af kunstværket som bærer af en særegen betydning. En opfattelse der er blevet problematiseret og diskuteret i den postmoderne diskurs og konteksttænkning. De to perioder er i denne rapport blevet berørt på et overordnet og generelt niveau, ligesom den historiske gennemgang bærer præg af opgavens begrænsede omfang, og jeg ønsker i den mundtlige fremstilling at uddybe og diskutere de to perioders forskelle og ligheder. Desuden ønskes en diskussion af romantikkens indflydelse på den moderne kunstforståelse og den eventuelle indflydelse denne romantisk/moderne tilgang til kunsten har haft på vor tids kunstteori. 10 Bogh, Mikkel, Formalitet og Figurativitet, p. 216, in: Kristensen, Hans Dam, Michelsen, Anders, Wamberg, Jacob (red), Kunstteori: positioner i nutidig kunstteori, Borgens Forlag, Bryson, Norman, Still life and Feminine Space, in: Harrison, Charles & Wood, Paul (eds), Art in Theori : An anthology of Changing Ideas, Oxford and Cambridge (mass.), Blackwell, Krauss, Rosalind E., The optical unconsius, Cambridge (mass.) og London: The MIT Press, Kristensen, Hans D,, Forskydningernes Kunst,, in: Kristensen, Hans Dam, Michelsen, Anders, Wamberg, Jacob (red), Kunstteori: positioner i nutidig kunstteori, Borgens Forlag,

8 Litteraturliste Jørgensen, Dorthe, Skønhedens Metamorfose, Odense Universitetsforlag, 2001 Kjørup, Søren, Menneskevidenskaberne, Roskilde Universitetsforlag, 1996 Kristensen, Hans Dam, Michelsen, Anders og Wamberg, Jacob (red), Kunstteori: positioner i nutidig kunstteori, Borgens Forlag, 1999 Samt kompendiet til Kunstteori og Æstetik sammensat af Jacob Wamberg,