Kapitel 1 Indledning Problemfelt Erkendelsesinteresse Problemformulering Begrebsdefinering 10

Transkript

1 INDHOLDSFORTEGNELSE Kapitel 1 Indledning Problemfelt Erkendelsesinteresse Emneafgrænsning Problemformulering Begrebsdefinering Metode Valg af case Kritik af case Teoretiske overvejelser Videnskabelig metode Projektdesign Projektoversigt 18 Kapitel 2 Empiri Forløbet op til Irak-krigen FN og Sikkerhedsrådet 24 Kapitel 3 Teori Det internationale politiske system Realisme Idealisme Det modne og det umodne anarki Orden og retfærdighed Retslige strategier Magtbalance Uni-, bi- og multipolaritet 37 1

2 Minimalisme kontra maksimalisme Udfordring eller accept af supermagten Hegemoni Sikkerhedsbegrebet Militær styrke Multilateralisme kontra unilateralisme Globale risici Et økonomisk perspektiv 47 Kapitel 4 Analyse Organisationsstruktur Økonomiske midler Militære midler Vetoretten Reformdiskussionen Landenes egeninteresser Økonomi Suverænitet Afpresning i Sikkerhedsrådet Delkonklusion Det transatlantiske forhold Begrebet Europa USA's udenrigspolitiske visioner USA og Storbritanniens retslige strategier Menneskerettigheder Terrorbekæmpelse 100 Kapitel 5 Afslutning Konklusion Litteraturliste 109 2

3 3 1. INDLEDNING

4 De Forenede Nationer (FN) er en mellemfolkelig, international organisation. I denne er det mest magtfulde organ Sikkerhedsrådet, hvor navnlig de permanente stormagtsmedlemmer forsøger at nå til enighed om en fælles linje i sikkerhedspolitiske spørgsmål. Hvilke barrierer skal overkommes, førend de kan nå til enighed? Hvilken indflydelse har den nuværende hegemoniske verdensorden for handledygtigheden? Hvorledes kan Irak-krigen illustrere sammenhængen? Det er, hvad denne projektrapport handler om. 1.1 Problemfelt FN havde gennemført økonomiske sanktioner mod Irak allerede i forbindelse med invasionen af Kuwait tilbage i sommeren Saddam Husseins regime havde dog forblevet uanfægtet ved magten. Således ramte amerikanske krydsermissiler den irakiske hovedstad Bagdad i forårsmånederne Den anden Golfkrig var begyndt. Denne gang havde verdensorganisationen ikke godkendt den militære intervention. Efter langvarige forhandlinger i Sikkerhedsrådet var det ikke lykkedes stormagterne at nå til enighed om en fælles linje. Intensiteten kulminerede, da svenskeren Hans Blix havde fremlagt resultatet af våbeninspektørernes månedlange undersøgelser. Efter hans bedste opfattelse var der ikke fremkommet tilstrækkeligt bevisførelse for, at Saddam Hussein var i besiddelse af masseødelæggelsesvåben, et af kardinalargumenterne for international indgriben. Det endegyldige bevis, the smoking gun, dukkede aldrig op. Ikke desto mindre havde den amerikanske regering en anden opfattelse, og så sig derfor nødsaget til at gå uden om FN, paradoksalt nok i ønsket om at forsvare selvsamme organisations gode navn og rygte. I Det Hvide Hus var man efter alt af dømme træt af diktatorens åbenlyse brud på internationale retningslinjer og evige legen kispus med våbeninspektørerne. Nogle europæiske regeringer begrundede beslutningen om deltagelse i krigen med samme argument. Nu blev disse lande en del af koalitionen; en 4

5 kreds af villige lande, der bidrog med såvel militær som symbolsk støtte til den overvejende amerikansk-britiske styrke. I mellemtiden stillede eksperter i international lov, folkeretten, spørgsmålstegn ved Irakkrigens legitimitet. Begreber som aggressor og forsvarer var tilsyneladende vanskelige at holde adskilt. Der herskede dog ingen tvivl om, at USA s nye nationale sikkerhedsstrategi, Bush-doktrinen, havde indvarslet en ny fremgangsmåde i internationale affærer. Den hegemoniske verdensorden Bipolaritetens dage var talte, da Sovjetunionen overraskende kollapsede over en kort årrække i de tidlige 1990 ere. Som et lyn fra en klar himmel opstod en historisk set unik magtbalance, hvor én enkelt supermagt den amerikanske hypermagt stod komplet uudfordret på den globale scene. Den hegemoniske verdensorden var født. USA er et økonomisk kraftcenter og en militær råstyrke i en klasse for sig. De største indenlandske virksomheder har omsætninger på størrelse med mindre landes bruttonationalprodukt og forsvarsbudgettet er dobbelt så stort som hele resten af verdens tilsammen. Som følge heraf er det forholdsvist nemt at sætte den verdensomspændende politiske dagsorden. Europa bliver genforenet efter Østblokkens sammenbrud, samlet overstiger befolkningens størrelse klart den amerikanske. På det økonomiske og teknologiske område kan man tale om to konkurrerende magter, der ikke er hinanden væsentligt overlegne. Militært og politisk kan man overhovedet ikke. Europa er endnu ikke i stand til at nå til enighed om at definere en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, hvorfor det indtil da er meget vanskeligt at være en effektiv med- og modspiller til USA s hegemoni. Vesten splittes Noget lod da til at have forandret sig. Efter Berlin-murens Fald, efter Bill Clinton og ikke mindst efter den 11. september var verden tilsyneladende ikke, hvad verden engang var. 5

6 Voldsomme diskussioner i månederne forinden havde resulteret i en regulær splittelse af det globale samfund. Især Europa var delt i to lejre, men man kunne også mærke kraftige konturer af en transatlantisk holdningskløft. Gamle allierede opførte sig som bitre fjender, retorikken var koldhjertet og skarpsleben. Sværvægteren NATO, indbegrebet af den transatlantiske forbindelse og fundamentet for det amerikansk-europæiske militære samarbejde i en generation, var i voldsom identitetskrise. Efter Sovjetunionens opløsning søgte de tidligere fjender nu alle som én optagelse i alliancen. Fraværet af det fasttømrede ydre fjendebillede syntes at splitte det gamle skæbnefællesskab, og rejste spørgsmålet om begrebet Vesten havde nogen berettigelse længere. Var splittelsen i Irak-spørgsmålet enestående, eller ville det blive den første i en lang række af uenigheder? Bevæger USA og Europa sig i hver sin retning? Det europæiske kontinent har som bekendt været én stor slagmark de sidste totusinde år. Man kan således argumentere for, at europæerne har taget ved lære af de bitre historiske erfaringer, hvorfor de er nået til en højere erkendelse af, at forhandlinger og diplomati skal løse konflikter. At økonomisk samhandel og politisk samarbejde på tværs af landegrænser mindsker behovet for militær råstyrke, der i mange tilfælde vil skade mere end det vil gavne. Man kan dog også argumentere for, at den eneste grund til at europæerne tager afstand fra brugen af militær magt er, at de netop ikke besidder denne længere. Såfremt Europa lægger vægt på internationalt samarbejde og multilateralisme, er det ikke et udtryk for en højere erkendelse eller ædle hensigter, men snarere en realpolitisk indfaldsvinkel anlagt af en sekundær magt. I forbindelse med Irak-konflikten kunne man tydeligt se store uenigheder internt på det europæiske kontinent, en opsplitning i en kontinental og en perifer del, der var henholdsvis modstandere og tilhængere af en militær intervention. 6

7 Amerikanerne, derimod, stiller sig i nogen grad uforstående overfor den europæiske antimilitarisme og modstand mod at vælte tyrannen i Bagdad. Den gængse opfattelse er her, at Saddam Hussein er uden for diplomatisk rækkevidde, og derfor bør erstattes af en demokratisk valgt regering. På trods af, at amerikanerne igennem halvfemserne gentagne gange har forsøgt at få denne ændring iværksat af Sikkerhedsrådet, lader det til, at det amerikanske ønske om et irakisk regimeskifte i sidste ende har overskygget behovet for at have et enigt Sikkerhedsråd bag sig. Dette ønske er ikke blevet mindre ved at en række neokonservative politikere, der for manges vedkommende også bestred høje poster under den første Irak-krig, er kommet til magten under præsident George W. Bush. Sikkerhedsrådet Sikkerhedsrådet består af repræsentanter fra femten lande. Frankrig, Kina, Rusland, Storbritannien og USA har været permanente medlemmer siden oprettelsen, siden fredsslutningen efter Anden Verdenskrig, hvor netop de fremtrådte som sejrherrer. Således har den globale magtbalance tilsyneladende ikke forandret sig på et halvt århundrede, hvis man som uforstående anskuer organisationsstrukturen. Reformdiskussioner starter ofte her. Især landene fra Den tredje Verden har peget på, at tiden er kommet til en omfangsrig ommøblering af verdensorganisationens strukturelle vilkår. I denne forbindelse er vetoretten særdeles udskældt; den bliver anklaget for at være et illegitimt og elitært privilegium, og er derudover en hæmsko for hurtig og effektiv handling. Men er det i virkeligheden dette instrument alene, der har sikret organisationens eksistens? I FN-pagtens artikel 24 er Sikkerhedsrådets rolle beskrevet således: 1. For at sikre omgående og effektive skridt fra de Forenede Nationers side overdrager medlemmerne Sikkerhedsrådet hovedansvaret for opretholdelse af mellemfolkelig fred og sikkerhed og er enige om, at Sikkerhedsrådet under udøvelsen af de pligter, som dette ansvar pålægger det, handler på deres vegne. 7

8 2. Under opfyldelsen af disse pligter skal Sikkerhedsrådet handle i overensstemmelse med de Forenede Nationers formål og grundsætninger. Meget har dog tydet på, at Sikkerhedsrådet ikke kun handler på vegne af FN, men udnytter kravet om omgående og effektive skridt til egen fordel. Medlemmerne handler ud fra egne behov, og ideen om det multilaterale samarbejde, hvor landene tænker i fælles interesser, kan virke som en illusion, et forældet ideal Erkendelsesinteresse Baggrunden for dette projekt er en fælles undren over, at FN tilsyneladende har store vanskeligheder ved at sætte slagkraft bag ordene, visionerne og de ædle hensigter. Hvorledes kan det være, at en verdensomspændende organisation af en sådan størrelse, hvor legitimiteten er i en klasse for sig, hvor rollen som konfliktløser i globale brændpunkter er vidt og bredt anerkendt, hvorledes kan det være, at den ikke har mere, at skulle have sagt? Er FN de facto et ligegyldigt snakkeforum sat udenfor reel politisk indflydelse, og hvad skyldes dette i givet fald? Vores undren kunne imidlertid blot være et overfladisk indtryk, baseret på det negative billede massemedierne tegner, medier, der for øvrigt har en dårlig vane med at fokusere på de dårlige nyheder frem for succeshistorierne Emneafgrænsning Vi har valgt at se helt bort fra den humanitære dimension af FN-systemet. En af de væsentligste bevæggrunde for en global sammenslutning af stater var at sikre verdensfreden, hvorfor netop det fredsbevarende element er centralt. Som følge heraf har organisationen lagt særdeles stor vægt på socioøkonomiske områder, såsom fattigdomsbekæmpelse og sociale hjælpeprogrammer. Ikke desto mindre har den humanitære dimension ikke relevans for vores projekt, hvorfor den ikke vil blive berørt. 8

9 FN er en verdensorganisation, en international mastodont, der forgrener sig i utallige underorganisationer. Områder som uddannelse, videnskab og kultur forefindes i UNESCO, børns vilkår i UNICEF og flygtninges rettigheder i UNHCR - for at nævne et par enkelte. På den økonomiske front ses giganterne Verdensbanken, den Internationale Valutafond IMF og verdenshandelsorganisationen WTO, der alle er tilknyttet FNsystemet, dog med særstatus. FN består desuden af en håndfuld politiske fora. Generalforsamlingen, f.eks., er en vigtig del af organisationsstrukturen i FN ikke mindst på papiret idet samtlige medlemslande er repræsenteret med én stemme hver, hvorfor legitimiteten er enorm. Vi skriver projekt om Sikkerhedsrådet. Dette valg af fokus betyder, at vi kraftigt nedtoner alle andre organisationer og fora i FN-regi. For en god ordens skyld vil det i enkelte tilfælde være nødvendigt kort at beskrive faktuelle omstændeligheder, men udelukkende på baggrund af systematiske eller forståelsesmæssige hensyn. 9

10 1.2 Problemformulering Hvilke barrierer tegner en hegemonisk verdensorden for FN s Sikkerhedsråds handledygtighed - set i lyset af Irak-konflikten? Begrebsdefinering - Barrierer skal forstås som de faktorer, der komplicerer og vanskeliggører, at man kan nå til enighed i Sikkerhedsrådet. Vi har valgt netop dette udtryk, idet det beskriver beslutningstagningen som en fortløbende proces, hvor det er nødvendigt at overkomme forhindringer, forinden man kan vedtage fælles resolutioner og i sidste instans skride til handling. - Hegemonisk verdensorden skal forstås som den rendyrkede unipolaritet. Således er verdensordenen i en tilstand af hegemoni, såfremt den udelukkende bliver præget af én enkelt supermagt - i dette tilfælde USA. - Handledygtighed skal forstås som Sikkerhedsrådets evne til at nå til enighed og udøve konfliktløsning i globale brændpunkter på grundlag af FN s målsætninger. - Irak-konflikten skal forstås som forløbet op til krigens udbrud i marts 2003, hvor Sikkerhedsrådet for alvor spillede en rolle i international politik. Da kamphandlingerne var begyndt mistede forhandlingerne i Sikkerhedsrådet sin betydning, hvorfor vi i mindre grad vil belyse krigens gang og efterspil. 10

11 1.3 Metode Vi arbejder case-orienteret. Dette hænger sammen med, at vi er af den opfattelse, at man må tage udgangspunkt i virkelighedens verden for at belyse komplikationerne for konsensusdannelsen i Sikkerhedsrådet. Den teoretiske ramme er anlagt for at forstå casen, ikke omvendt Valg af case De forudsætninger og overvejelser, der ligger til grund for valg af case, er primært i henhold til problemformuleringen og sagens natur at den vil sætte Sikkerhedsrådets arbejde i relief. Derudover er det essentielt, at den givne sag favner og belyser de centrale områder, vi kommer ind på i vores teoretiske kapitler. Endeligt spiller tidsperspektivet også en væsentlig rolle. Sagen må nødvendigvis være af relativ dagsaktuel karakter, idet projektet udelukkende behandler de nuværende problemer, som FN står over for. I denne anledning ville det ikke være hensigtsmæssigt at vælge noget fra Den kolde Krig, idet verdensorganisationen havde fundamentalt andre arbejdsbetingelser i denne periode. Vi nåede vidt omkring på globen i forsøget på at finde netop den sag, der på bedste vis opfyldte alle forudsætningerne. FN har været involveret i mange konflikter verden over, eksempelvis den væbnede opstand i Israel-Palæstina, løsrivelseskampen på Østtimor samt de etniske udrensninger i Kosovo; alle udgjorde de potentielt case-materiale. Efter modne overvejelser fremstod Irak-konflikten dog som det indlysende valg. Den er et aktuelt og rendyrket eksempel på, hvorledes Sikkerhedsrådet fungerer, hvordan stormagtsinteresser og verdensanskuelser kan kollidere og hvilke store udfordringer, der skal overkommes, før man kan intervenere i et globalt brændpunkt. I forlængelse heraf tydeliggør den på glimrende vis de specifikke områder, der især kan vanskeliggøre 11

12 effektiv beslutningstagning i Sikkerhedsrådet. Områder som vi vil beskæftige os indgående med ud fra teoretiske indfaldsvinkler. Vi er nået til den opfattelse, at man ved at beskæftige sig med de problemstillinger, som Irak-konflikten rejser, mere eller mindre kan generalisere til hele Sikkerhedsrådets virke. Casen er ikke en enlig svale med unikke problemstillinger, den er meget sigende for endda hele organisationen FN Kritik af case Vi er imidlertid bevidst om svaghederne ved denne sag. Den er som udgangspunkt særdeles fortærsket; længe har den været genstand for hidsig offentlig debat og længe har den været i mediernes søgelys, hvor den er blevet vendt og drejet til hudløshed. Derudover er den fortsat politisk betændt, hvorfor mange kilder alt andet lige vil være af normativ eller ligefrem ideologisk beskaffenhed. Man skal således holde sig for øje, at det er vanskeligt at forholde sig fuldstændigt objektivt til en sag, der hersker så delte meninger om, endsige er et overstået kapitel i historiebøgerne. I denne forbindelse ligger der et stort arbejde i at sortere irrelevant, ulødigt litteratur og materiale fra. Der er i sandhed blevet sagt og skrevet meget om netop denne sag Teoretiske overvejelser I forbindelse med en analyse af Sikkerhedsrådets muligheder og komplikationer i konfliktløsningsøjemed er det nødvendigt at anlægge en tværfaglig og flerdimensional vinkel. Allerede tidligt i projektarbejdet stod det os klart at vi for bedst muligt at arbejde normativt blev nødt til at benytte adskillige teorier for at nå til en dybere forståelse af en så kompleks organisation som Sikkerhedsrådet. Derfor researchede vi på området, og kunne hurtigt observere en række faktorer der påvirker Sikkerhedsrådets generelle beslutningsproces og omstændelighederne i forløbet op til Irak-konflikten i særdeleshed. 12

13 De deltagende nationers syn på Sikkerhedsrådets rolle spiller en afgørende rolle i forbindelse med vedtagelse af resolutioner der giver bemyndigelse til militær intervention. Tidligere har der været en tydelig forskel og opdeling i Sikkerhedsrådet svarende til den bipolære verdensorden der herskede under Den kolde Krig. Sovjetunionens sammenbrud har imidlertid ændret på verdensorden og i takt med USA s fremherskende hegemoniske rolle har synene på Sikkerhedsrådet bevæget sig i forskellige retninger. Tydeligst ses dette i forbindelse med Irak krigen hvor flere europæiske nationer forholdt sig anderledes til Rådets rolle end deres tidligere forbundsfælle USA. Dette har ført til adskillige teorier om den nye verdensordens magtbalance og hegemonisk adfærd i en unipolær verden. Blandt disse teorier er især Robert Kagan og Birthe Hansens velegnede til vores projekt. De to teorier er valgt fordi de til dels står i kontrast, dels komplementerer hinanden. Vi vil anvende disse to teorier som teoretisk ramme for projektet idet de vil kunne forklare, hvorfor stormagten, som har de største militære og økonomiske ressourcer i det politiske system, i alle tilfælde vil forsøge at gøre brug af sin magt, og derfor vil nedprioritere et mellemstatsligt organ som FN. Derudover forklarer teorierne hvordan de sekundære magter agerer i forhold til stormagten; at de vil hæge om det internationale samarbejde, da dette er deres forsikring for, at stormagten ikke har for meget at skulle have sagt. Dette leder hen mod besvarelsen af vores problemformulering, idet spørgsmålet melder sig, om et organ som FN overhovedet kan fungere i en unipolær verdensorden. Begreberne modent anarki/umodent anarki er ligeledes en måde at forstå hvor verdenssamfundet er på vej hen, rent samarbejdsmæssigt jo flere svage og fragmenterede stater der eksisterer i det politiske system, og jo mindre grad af internationalt samarbejde, jo mere umodent er anarkiet. Realisme/idealisme-teorierne, grundidéerne i den internationale politiske videnskab, er to bud på, hvordan staterne agerer om de handler ud fra egeninteresse eller i fælles 13

14 interesse - og de vil blive anvendt i analysen ligeledes for at forstå, om der overhovedet er ideologisk grobund for et organ som FN, eller om de permanente medlemmer i Sikkerhedsrådet kun interesserer sig for institutionen, så længe den kan avendes til deres egen fordel. Til en mere juridisk forståelse af, hvad Coalition of the willing har betydet eller vil betyde for FN-samarbejdet kan vi bruge de fire retlige strategier i forhold til en Sikkerhedsrådsbeslutning, som fortæller noget om, hvilke konsekvenser det kan have at ignorere et veto i Sikkerhedsrådet på længere sigt. Til en forståelse af, hvilke overordnede argumenter der har ligget bag hhv. koalitionens og modstanderlandenes overvejelser, kan man anvende diskussionen om, hvorvidt orden og stabilitet i verden er en forudsætning for retfærdighed, eller om det modsatte er tilfældet. I et tværfagligt perspektiv må man, for at få en nuanceret opfattelse af problemstillingen, arbejde med teori der ligger uden for det primære fagområde. I dette projekt vil den politologiske analyse blive suppleret med en økonomisk redegørelse og analyse. Til dette har vi valgt at benytte en teori der forklarer de økonomiske konsekvenser for et land der går i krig. Den valgte teori, keynesiansk militarisme, beskriver hvorledes en krig kan sætte gang i et lands produktion og dermed afstedkomme et økonomisk opsving. Således vil USA's argumenter for en krig muligvis være påvirket af økonomiske interesser. Endvidere anlægger vi et mikroøkonomisk syn på vigtigheden af USA s tilgang til naturressourcer. Formålet med ovenstående teorier er at danne grundlag for en fyldestgørende analyse. Da de hver for sig har et mål for øje vil det være utilstrækkeligt at benytte dem hver for sig. I vores arbejde med teorierne har vi derfor opstillet tre analyseområder. Første analyseområde har til formål at belyse de strukturelle barrierer for Sikkerhedsrådet. De strukturelle barrierer er bl.a. organisationssammensætningen og vetoretten, men også Sikkerhedsrådets manglende militære uafhængighed. 14

15 Andet analyseområde er landenes egeninteresser. Sådanne kan være af både økonomisk, ideologisk, militærstrategisk, territorial såvel som politisk art. De enkelte landes især stormagternes særskilte interesser kolliderer ofte med hinanden og med ønsket om et effektivt og velfungerende Sikkerhedsråd. Det tredje analyseområde vil fordret af teorierne om hegemoni, retlige opfattelser og unipolaritet rumme en dybere analyse af de transatlantiske forhold. Dette betyder en dybere analyse af de amerikanske og europæiske udenrigspolitiske visioner samt en sammenholden af disse. Endvidere vil vi analysere de enkelte medlemslandes forhold til international lov og ret. De tre analyseområder efterfølges af en besvarelse af projektets problemformulering. Det andet analyseområde er landenes egeninteresser. Sådanne kan være af både økonomisk, ideologisk, militærstrategisk, territorial såvel som politisk art. De enkelte landes især stormagternes særskilte interesser kolliderer ofte med hinanden og med ønsket om et effektivt og velfungerende Sikkerhedsråd Videnskabelig metode Vores analysemetode af Sikkerhedsrådet er i grove træk præget af rammen sat af de beskrevne teorier. For at anvende teorierne i praksis har vi dog valgt at eksemplificere Sikkerhedsrådet ved en case. Casen vil i høj grad blive berørt i store dele af projektet men er ikke det egentlige genstandsfelt. Det er således Sikkerhedsrådet der er projektets genstandsfelt. Denne metodiske fremgangsmåde hjælper til en konkretisering af arbejdsområdet, men sætter også nogle naturlige grundforudsætninger der ikke i alle tilfælde stemmer overens med virkeligheden. Det ville f.eks. være naivt at forestille sig, at Irak-konflikten alene er et produkt af Sikkerhedsrådet. Dette er naturligvis ikke tilfældet og det er derfor nødvendigt at anlægge adskillige delmål til at nå en højere forståelse af årsagerne til problemet. 15

16 Disse delopgaver har alle til mål at opfylde projektets forklarende behov 1. I overensstemmelse med vores valgte teori vil det empiriske genstandsfelt derfor også bestå af analyser der forklarer en årsagssammenhæng i Irak-konflikten, årsager der ikke nødvendigvis er i direkte forbindelse med projektets omdrejningspunkt, Sikkerhedsrådet. F.eks. fordrer konflikten i Irak en indgående analyse af de enkelte nationers nationale interesser og udvikling, i dette tilfælde først og fremmest USA og de europæiske lande, da de i høj grad er dominerende faktorer i vores teoretiske og empiriske ramme. Ligeledes har vi også anlagt en økonomisk tilgangsvinkel til de enkelte nationers adfærd for at undersøge om der kan være økonomiske årsager til denne konflikt, årsager der ellers ville være uforklarlige i det storpolitiske spil i Sikkerhedsrådet. Et relevant emne at undersøge er derfor de permanente Sikkerhedsrådsmedlemmers syn på FN-systemet. I det valgte case-studie er det dog mindre relevant at analysere Kina og Ruslands generelle opfattelser, idet disse to lande spillede en lille rolle i beslutningsprocessen op til Irak-krigen. Derfor har vi valgt at fokusere på de faktorer, som kan forklare spliden i Sikkerhedsrådet i netop denne case for Kina og Ruslands vedkommende begrænser dette sig til deres interesser i Irak, samt deres generelle opfattelse af militære interventioner i FN-regi. Dette har dog også betydet en nedprioritering af de øvrige permanente Sikkerhedsrådsmedlemmer; Rusland og Kina. således vil der være omstændeligheder hvor en generel årsagsforklaring vil kunne forekomme mangelfuld i kraft af netop denne nedprioritering 1 Poul B. Olsen & Kaare Pedersen: Problemorienteret projektarbejde, Roskilde Universitetsforlag, 2003, p

17 1.3.5 Projektdesign Kap.1 Indledende kapitel Kap.2 Empirisk studie af Sikkerhedsrådet og Irak Kap.3 Teoretisk ramme for projektet Det internationale politiske system Magtbalance Hegemoni Keynesiansk Militarisme Kap.4 Analyse af Sikkerhedsrådets barrierer eksemplificerede ved case Analyseområde 1 Organiationsstruktur - Vetoretten - Militære problemer - Kontingentbetaling Analyseområde 2 Landenes egeninteresser - Økonomi. - Suverænitet - Afpresning Analyseområde 3 Den transatlantiske forbindelse. - Begrebet Europa - USA's udenrigspolitiske visioner - USA og UK retslige strategier - Menneskeretigheder - Terrorbekæmpelse Kap. 5 Konklusion 17

18 1.3.6 Projektoversigt Dette projekt er opdelt i fire kapitler efterfulgt af en konklusion 1. kapitel Indledning, introducerer problemstillingen, afgrænser emnet og fortæller, hvordan vi metodisk griber projektrapporten an. 2. kapitel Empirisk studie af Sikkerhedsrådet og forløbet op til Irak-krigen. En kort redegørelse for de to genstandsfelter for analysen; der redegøres for de begivenheder og konflikter i og uden for Sikkerhedsrådet, der ledte til Irak-krigen i Herefter, med vægt på FN s tilblivelse og faktuelle forhold, redegøres for de grundlæggende mål med organisationen, samt kort for Sikkerhedsrådets strukturelle opbygning. 3. kapitel Teoretisk ramme for projektet. Der redegøres for de teorier, der tilsammen danner projektrapportens teoretiske ramme, og som vil blive anvendt i analyse-afsnittet. 4. kapitel Analyse af Sikkerhedsrådets barrierer for konsensusdannelse. I tre underafsnit vil følgende hovedområder blive analyseret; for det første, de organisationsstrukturelle forhold som udgør et problem for Sikkerhedsrådets. For det andet, landenes egeninteresser, og for det tredje, den transatlantiske forbindelse, hvor forholdet mellem USA og Europa bliver analyseret. 18

19 19 2. EMPIRI

20 2.1 Forløbet op til Irak-krigen Dette kapitel vil give en kort beskrivelse af vores case. Kapitlet skal medvirke til en overordnet forståelse af de faktiske begivenheder i den lange diplomatiske krise. En egentlig strid i Mellemøsten kan observeres langt tilbage i tiden, men vi vil primært fokusere på 90 erne da Sikkerhedsrådets rolle er størst i denne periode. Ydermere vil flere af de skildrede begivenheder senere i projektet blive genstandsfelt for en analyse funderet i teorien. I 1991 overskred irakisk militær grænserne til Kuwait for at besætte landet. Dette førte til Sikkerhedsrådets resolution 660 der krævede at Irak skulle trække deres militær ud af Kuwait eller forvente militær modstand fra de Forenede Nationer med USA i spidsen. Krisen spidsede til og konflikten endte med at en koalitionsstyrke, primært bestående af amerikanske og britiske styrker, forsvarede Kuwait. Da de irakiske tropper var besejret i Kuwait var muligheden for videre kamp mod det diktatoriske styre Irak et oplagt militært træk. Det var dog ikke muligt, da det ikke kunne legitimeres i Resolution 660 og de lande der advokerede for videre krigsføring først og fremmest USA og Storbritannien, måtte holde sig i skindet. Dette blev starten på en lang diplomatisk krise med Irak som genstandsfelt og international uenighed som omdrejningspunkt 2. Som følge af krigen, der for alvor havde vakt Sikkerhedsrådets opmærksomhed for Irak som en mulig trussel, blev resolution 687 enstemmigt vedtaget. Denne resolution forlangte af irakerne at de skulle nedlægge størstedelen af deres militære styrker og samtlige masseødelæggelsesvåben. For at garantere og dokumentere denne afvikling af våben krævede resolution 687, at et våbeninspektørkorps (UNSCOM United Nations Special Commission) fra FN, fik fuld adgang til alle militære anlæg 3. I starthalvfemsernes efterkrigstid, blev Irak desuden udsat for økonomiske sanktioner, der forbød landet al handel med FN s medlemslande. Disse sanktioner er et led i den af Sikkerhedsrådet 2 Michael I. Jensen: Irak fra diktatur til demokrati?, Lindhardt og Ringhof, 2003, p

21 bestemte strategi der gik ud på at isolere landet økonomisk og derved gøre det medgørligt overfor international lov og ret. Sanktionerne fik dog uønskede konsekvenser, da man hurtigt registrerede at ofrene for de økonomiske sanktioner var befolkningen 4. For at foregribe denne negative konsekvens af sanktionerne oprettede FN i 1995 et olie-for-mad program der gav Irak mulighed for at handle med de vestlige lande, så længe det kunne bevises at pengene fra disse handler kom den irakiske befolkning til gode (i kraft af forbedring af forbedret infrastruktur og nødhjælpsprogrammer). De direkte output af dette program var dog til at overse, og Irak truede i midthalvfemserne gentagne gange med at modarbejde eller direkte stoppe samarbejdet med FN så længe der eksisterede en olieembargo 5. I årene optrappedes uenigheden mellem Irak og Sikkerhedsrådets våbeninspektører. Irakerne følte sig krænket af våbeninspektørerne og foretog adskillige militære manøvrer der insinuerede at de direkte modarbejdede de krav der var stillet af resolution 687. Blandt andet blev der konsekvent hemmeligholdt oplysningerne der kunne hjælpe våbeninspektørerne i deres arbejde 6. På den anden side var flere af Sikkerhedsrådets lande begyndt at tvivle på at sanktionerne var den rette løsning. Der blev presset på for en egentlig løsning og de irakiske provokationer var medvirkende til manglende tiltro til våbeninspektørernes arbejde. Således tyder meget på at der eksisterede en amerikansk infiltration af UNSCOM, der havde til formål at fremprovokere en hurtig tilbagetrækning af korpset 7. Kulminationen på disse uenigheder kom i december 1998 og betød at UNSCOM blev nedlagt, inspektørerne trukket tilbage fra Irak og en militær offensiv mod Irak iværksat. Offensiven bestod af et fire dages langt bombardement af Irak og blev kaldt Operation Ørkenræv. Denne operation var en markant ændring i forhold til den tidligere linie overfor Irak, men kan ikke betegnes som en egentlig krig, da den aldrig blev fulgt op af en egentlig invasion. Således var der ikke mandat til dette fra FN. Operationen blev forankret i resolution 687, og vedtaget af et 3 William R. Pitt: Krig mod Irak?, Bindslev, 2002, p.38f 4 Lars E. Andersen: Den amerikanske orden USA og det moderne mellemøsten, Aschehoug, 2003, p Elisabeth Svane et al: Det endelige opgør, Ekstra Bladets Forlag, 2003, p Pitt, op.cit., p.41 21

22 sikkerhedsråd hvor Frankrig, Rusland og Kina stiltiende havde accepteret dette. Et britiskamerikansk resolutionsforslag der gav yderligere bemyndigelse i forhold til Irak blev forhalet og eller vetoet af de tre andre permanente medlemmer 8. Slutningen af halvfemserne og starten af det nye årtusinde bød med jævne mellemrum på bombninger og flyangreb af Irak og et status quo i Sikkerhedsrådet. Rådet var splittet i en fløj, bestående af Frankrig, Rusland og Kina der ønskede at lægge diplomatisk pres på landet, og en anden fløj bestående af USA og Storbritannien, der ønskede at styrte det irakiske regime, og etablere demokrati i landet 9. Den 8. november 2002 vedtager et enstemmigt Sikkerhedsråd resolution 1441 der giver Irak en sidste chance for at give våbeninspektørerne (fra det dertil oprettede UNMOVIC - the United Nations Monitoring, Verification and Inspection Commission) fuld adgang til Irak. Ydermere forlanger resolutionen fuld dokumentation for en komplet destruktion af kemiske masseødelæggelsesvåben og langtrækkende missiler. Saddam Hussein accepterer kravene 10. Den efterfølgende dokumentation, en irakisk rapport på sider, erklæres fra amerikansk side utroværdig, men våbeninspektørerne, repræsenteret ved Hans Blix, beder om længere tid for at kunne fremlægge en endelig rapport. Hans Blix gør ved samme lejlighed opmærksom på at det ikke har været muligt at fremlægge beviser for en tilstedeværelse af masseødelæggelsesvåben. I starten af 2003 er splittelsen i Sikkerhedsrådet total. USA og Storbritannien advokerer for krig funderet i resolution 1441, men der er ikke enighed i Sikkerhedsrådet til at give mandat til en sådan aktion. Samtidig understreger UNMOVIC igen og igen, at våbeninspektørerne har brug for mere tid. I Europa er der også kraftigt differentierede holdninger til en eventuel krig. I januar 2003 fordømmer Tyskland og Frankrig krigsløsningen, mens en række andre europæiske lande (bl.a. Storbritannien, Spanien, Danmark m.fl.) udtaler at Irak skulle afvæbnes, men at det skal ske forankret i FN. En endelig enighed kommer til udtryk ved et hasteindkaldt 7 Ibid., p Andersen, op.cit., p Ibid., p.214f 10 Jensen, op.cit., p.72 22

23 EU-topmøde den 17. februar, der resulterer i at en krigsløsning kun kan komme på tale ved en klar forankring i FN 11. Den 23. februar 2003 fremlægger USA og Storbritannien et resolutionsforslag der giver mandat til en militærintervention af Irak. Forslaget bliver ikke vedtaget og forhandlingerne i Sikkerhedsrådet bryder sammen. Den 1. marts 2003 trækker UNMOVIC sig ud af Irak og en koalitionsstyrke bestående af bl.a. USA, Storbritannien, Polen, Danmark, Spanien og Australien påbegynder en krig imod Irak. En krig der ifølge koalitionen er legitimeret i et irakisk brud på resolution 1441, men samtidig bliver kritiseret af en række Sikkerhedsrådsmedlemmer kritiseres for ikke at have et klart FNmandat Svane et al., op.cit., p.79f 12 Jensen, op.cit., p.74f 23

24 2.2 FN og Sikkerhedsrådet FN s tilblivelse En ny verdensform begyndte at tage form, efter at store dele af verden var blevet involveret i de to omfattende verdenskrige i første halvdel af det 20. århundrede. Visionen var at skabe et tættere politisk internationalt samarbejde for fred, og undgå gentagelser, i form af udryddelser og andre overgreb på menneskeheden, som man havde set i de autoritære regimer i henholdsvis Italien og Tyskland 13. Efter 2. verdenskrig og dens terrorvækkende rædsler blev den internationale organisation de Forenede Nationer oprettet. Organisationen byggede på medlemmernes suveræne ligeberettigelse, og medlemskab skulle stå åbent for alle fredselskende nationer. Til at begynde med var aksemagterne, heriblandt Tyskland, Japan og Italien derfor udelukket. Ved stiftelses-konferencen den 25. april 1945, deltog ca. halvtreds lande. Til grund for samarbejdet lå Atlanterhavserklæringen, som den daværende amerikanske præsident Roosevelt og den engelske premierminister Churchill havde nedfældet den 14. august Før 2. verdenskrig var der ikke et ønske iblandet nationerne om at afgive deres suverænitet til noget internationalt retssystem. Statens indre retslige og politiske forhold, mente staterne udelukkende var et anliggende mellem myndighed og borgere. Det betød at andre nationer ikke kunne gribe ind i en anden nations anliggender, skønt der fandt overgreb på borgere sted. I 1920 var Folkeforbundet blevet oprettet, en organisation der bestod af knap tredive lande, og vis mål ligesom FN var at sikre den kollektive fred og arbejde for nedrustning. Organisationen fik aldrig den ønskede position i verden, dels pga.. den manglende militære styrke, dels var den handlingslammet i flere konflikter pga.. manglende enighed, 13 Dette kapitel er baseret på DUPI: FN, verden og Danmark, DUPI, 1999, p.17f 24

25 hvilket bl.a. kom til udtryk i vetoretten, der tilfaldt alle. Dels havde flere stormagter ikke ønsket at medvirke, heriblandt USA, hvilket svækkede organisationen betydeligt. Disse erfaringer blev brugt under oprettelsen af FN, og det blev således besluttet at FN s Sikkerhedsråd skulle have faste militære styrker til rådighed, medlemslandene skulle kunne beordres til at deltage i kollektive foranstaltninger mod en fredsforbryder, kun de fem stærkeste skulle være permanente medlemmer af Sikkerhedsrådet og have vetoret, og alle lande i verden skulle slutteligt være medlemmer af organisationen. FN-pagten I 1944 blev FN-pagten nedfældet, og den trådte i kraft den 24. oktober Visionen var at kæmpe for verdensfreden igennem kollektiv sikkerhed. FN ønsker at opretholde staternes suverænitet, hvilket formuleres i FN-pagtens artikel 2(7): intet i nærværende pagt skal give de Forenede Nationer ret til at gribe ind i forhold, der i det væsentlige hører ind under en stats egen jurisdiktion, eller forpligter medlemmerne til at forelægge sådanne forhold til bilæggelse i henhold til nærværende pagt... samt i artikel 2(4), der lyder: Alle medlemmer skal i deres mellemfolkelige forhold afholde sig fra trussel om magtanvendelse eller brug af magt; det være sig mod nogen stats territoriale integritet eller politiske uafhængighed eller på nogen anden måde, der er uforenelig med de Forenede Nationers mål. 14 Der opstår en problematik mht. hvor skellet ligger mellem nationale og internationale anliggender, og hvem der skal sondre mellem disse. Internationale problemer har fået en bredere definition siden FN s grundlæggelse, og FN s forpligtelse til at bekræfte troen på fundamentale menneskerettigheder, som det står skrevet i Pagtens præambel, lægger op til, at krænkelser af en sådan art hører ind under FN s jurisdiktion. 14 Ibid., p

26 Sikkerhedsbegrebet er ligeledes blevet udvidet igennem de senere år, hvilket også er med til at udhule staternes suverænitet. Økonomiske, kulturelle og humanitære forhold er kommet på dagsordenen, og overholdelse af de fundamentale menneskerettigheder har betydning, når FN skal tage beslutninger. Hvorvidt FN s bestræbelser lykkes er afhængig af den myndighed og ressourcer organisationen får fra medlemslandene. FN under Den kolde Krig Det lykkes ikke for FN at slå igennem i de første årtier som en international fredsbevarende organisation, da de kom til at stå i skyggen af Den kolde Krigs to rivaliserende lande, USA og Sovjetunionen. Det var disse to supermagter, der kom til at afgøre den internationale økonomi og politik i årene fremover. Den kolde Krig sluttede i 1989 efter Sovjetunionens opløsning og Berlin-murens fald. Efter at der i 40 år havde været et internationalt bipolært system, opstod der i 1990 et unipolært system. Herefter var USA den eneste suveræne supermagt. Efter murens fald og østlandenes grænser blev åbnet, skete et holdningsskred. De globale problemer tydeliggjorde nødvendigheden i, at nationer opgav deres, eller i hvert fald en del af deres, suverænitet til fordel for et internationalt samarbejde. Efter Den kolde Krig opstod der en større enighed blandt de permanente stater i Sikkerhedsrådet, mængden af Sikkerhedsråds-resolutioner steg kraftigt, og vetoerne faldt ligeledes. Samtidig steg behovet for FN-operationer. FN s struktur I dag er der 185 medlemslande af FN. Organisationen er opdelt i 6 hovedorganer: Generalforsamlingen, Sikkerhedsrådet, Det økonomiske og sociale Råd (ECOSOC), Formynderskabsrådet 15, Den internationale Domstol (ICJ) og Sekretariatet. 15 Formynderskabsrådet nedlagde sig selv efter at det sidste mandatområde blev selvstændigt i begyndelsen af 1990 erne. Det er dog stadig en formel del af FN-systemet, idet en reform ville være for omstændelig. 26

27 Sikkerhedsrådet har hovedansvaret for at sikre den internationale fred og sikkerhed. Medlemmerne forsøger i fællesskab at forene parter, når konfliktsituationer truer freden. Rådet forventes at handle på FN-medlemmernes vegne, samt i overensstemmelse med de Forenede Nationers formål og grundsætninger. Sikkerhedsrådet er repræsenteret af skiftende medlemslande. Der er femten lande, som er repræsenteret ad gangen. De ti af dem vælges af Generalforsamlingen for en periode af to år, og er fordelt mellem verdens regioner. De resterende fem er sejrherrerne fra 2. verdenskrig; USA, Frankrig, Kina, Storbritannien og Rusland, som er permanente medlemmer i Rådet og har vetoret. Vetoretten medfører at hvis ikke alle fem stormagter kan blive enige, og der nedlægges veto, kan beslutninger ikke gennemføres. Det regnes ikke for veto, hvis et permanent medlem vælger ikke at stemme. Herudover kræver vedtagelser altid et flertal på ni, der vil sige at blot fire af de roterende medlemmer skal stemme ja. Sikkerhedsrådet er i kraft af denne sammensætning FN s mest magtfulde organ. For at gennemføre Sikkerhedsrådets resolutioner kan Rådet benyttet sig af mægling og tvangsforanstaltninger i form af sanktioner og militær indsats. Medlemsstaterne er forpligtet til at overholde Sikkerhedsrådets resolutioner, og Rådet kan kræve at konfliktmagterne indgår våbenhvile. Hvis ikke det sker, har Sikkerhedsrådet mulighed for at gennemføre sanktioner. I Generalforsamlingen kommer landenes ligeberettigelse til udtryk. Medlemslandene, uanset størrelse og styreform, har lige ret ved stemmeafgivelserne. De repræsenterede i Generalforsamlingen er udpeget af deres lands regering. Generalforsamlingen er hovedforum for staternes artikulation af interesser og klager. Dette betyder at ulande får mulighed får at udtrykke deres holdning overfor verdenssamfundet, i en grad, der ikke er mulig på mange andre måder. Dens opgave er bl.a. at vælge de roterende medlemmer i de øvrige FN hovedorganer, herunder Sikkerhedsrådet. 27

28 28 3. TEORI

29 3.1 Det internationale politiske system De nedenstående teorier er alle anvendelige i en analyse af det internationale politiske system og aktørerne i det, og afhænger ikke af, hvilken magtbalance systemet på et givent tidspunkt er præget af. Realismen, idealismen, det modne og det umodne anarki, samt karakteriseringen af stater som enten svage eller stærke bidrager til forståelsen af de dynamikker som til enhver tid gør sig gældende i systemet. Diskussionen om orden kontra retfærdighed, samt de forskellige retslige strategier, giver derimod et indblik i den enkelte stats overvejelser om systemets tilstand, samt statens måde at forholde sig til denne tilstand på. Der findes - groft sagt - to opfattelser af, hvordan staterne interagerer i det internationale politiske system. De to er teorierne om hhv. realisme- og idealisme/liberalisme, som nedenfor kort vil blive skildret. I den forbindelse er det dog nødvendigt at vare sig for at opfatte de to skoler som udgørende en dikotomi, hvilket Reinhold Niebuhr, en af postkrigstidens vigtigste realismeteoretikere, gjorde opmærksom på. På den baggrund vil de fleste ende med at bekende sig til realismeskolen, da idealisme-tankegangen for de fleste vil synes som en utopi Realisme Udgangspunktet i den realistiske opfattelse af det internationale system, er den machiavelliske opfattelse, at staterne og den tilhørende befolkning, til enhver tid, vil handle ud fra deres eget bedste. Dette betyder ikke, at det er umuligt for staterne at indgå internationale aftaler og alliancer, der kan drages fælles nytte af. Sådanne aftaler vil dog blive brudt i det tilfælde, at den enkelte stat ikke har nogen fordele i samarbejdet længere, hvis statens forventning 16 Torbjørn l. Knutsen: A History of International Relations Theory, Manchester university press, 1997, p.166f 29

30 om egennytte ikke bliver imødekommet. Et brud er dog betinget af, at magtbalancen i systemet er i den pågældende stats favør 17. Med andre ord anses et eventuelt overnationalt organ, som værende et redskab til at opnå visse fordele, og dermed blot endnu en aktør i den internationale arena. Opnåelsen af magt betragtes i øvrigt som et ideal i sig selv. Påstande om at politik i lige så høj grad kan handle om f.eks. menneskelig og økonomisk udvikling, er uholdbare, og i virkeligheden blot redskaber til at nå en højere magtposition. Niebuhr tilføjer, at man bør holde sig for øje, at staternes indbyrdes kamp i lige så høj grad handler om opnåelse af prestige, som økonomisk og militær magt 18. Den misundelse som de mindre magtfulde stater har overfor de virkelig magtfulde, er en af de afgørende dynamiske kræfter i verdenssamfundet, idet den, gennem krige, medfører en omfordeling af magten, og i sidste ende fører til en ny magtbalance 19. Desuden er sikkerhedsdilemmaet; at en stat udelukkende kan sikre sig sin sikkerhed ved at så usikkerhed hos de andre stater i systemet 20 også af stor betydning for staternes indbyrdes magtkampe. Dette understreger, hvordan systemet historisk set er præget af regelmæssigheder og gentagelser, og at ideen om det modne anarki derfor forbliver en utopi Idealisme I kontrast til den realistiske teori står den såkaldte engelske eller liberale skole inden for international politik. Den mener grundlæggende, at det internationale samfund har potentiale til at udvikle sig til et reelt verdenssamfund, bygget på et norm-, værdi- og interessefællesskab. Denne skole er i højere grad normativ i modsætning til den mere deskriptive realismeskole. 17 DUPI: FN, verden, op.cit., p Knutsen, op.cit., p.166f 19 DUPI: FN, verden, op.cit., p Barry Buzan: People, States and Fear, Wheatsheaf Books Ltd., 1983, p.156ff 30

31 Opblomstringen af den demokratiske stat har medført, at landene i forsvindende grad vil anvende krig som den naturlige forlængelse af politik, i det mindste ikke mod andre demokratier, da dette ikke vil være i borgernes bedste interesse. Krig anses som irrationelt og en fiasko for menneskeheden 21. De mere eller mindre demokratiske stater som verdenssamfundet er bestående af, vil derimod se fordelene ved at samarbejde. Dette medfører gevinst for de mange, i modsætning til kampen om magt, der mere kan karakteriseres som et nulsumspil, hvor nogen må give for at andre kan få. I sin mest ekstreme form lægger idealismen vægt på individets suverænitet, i kontrast til realisternes vægt på statens suverænitet. Individet er en aktør i det internationale system i samme grad som staten, og derfor må systemet gribe ind i de tilfælde, hvor individernes rettigheder (læs: menneskerettigheder) bliver krænket. Dette perspektiv ligger til grund for muligheden for - nogle ville sige forpligtelsen til - humanitær intervention Det modne og det umodne anarki Ifølge Barry Buzan vil verdenssamfundet, på trods af folkeret, love og konventioner, altid være i en tilstand af anarki, så længe der ikke findes en egentlig verdensregering. Landene har mulighed for at samarbejde og alliere sig med hinanden, men uden en overordnet lovgivning, der udtrykker konsekvenserne for deres ageren, er de frit stillet. Derimod kan man tale om to yderpunkter i anarki-spektret; det modne og det umodne 22. Det umodne anarki er i sin mest ekstreme form præget af kaos, og består af stater, der kun accepterer deres egen suverænitet, og uafbrudt kæmper for dominans og magt. Der er en høj grad af usikkerhed og uforudsigelighed i denne tilstand, hvor krig vil være allestedsnærværende, og orden kun vil være opnåelig, hvis det lykkes en enkelt af staterne at få hele systemet under sin kontrol. 21 Jackson & Sørensen: Introduction to International Relations, Oxford University press, 2003, p.107f 22 Buzan, op.cit., p

32 I det modne anarki accepterer alle staterne hinandens legitimitet og suverænitet, og den enkelte stats territoriale råderum er veldefineret, og bliver ikke sat til diskussion. Indadtil er staterne præget af stabile og veludviklede politiske systemer og institutioner, og på denne baggrund skabes et stærkt internationalt samfund, bygget på normer som ikkeindgriben i interne affærer, respekt for ideologiske forskelligheder, ikke-anvendelse af magt i løsningen af konflikter, og ikke mindst det at staterne tilslutter sig internationale institutioner, når internationale problemer skal løses. I en analyse af det internationale system vil man næppe nå frem til den konklusion, at systemet er enten modent eller umodent; i stedet kan man betegne systemet som værende på vej mod enten det ene eller det andet yderpunkt Orden og retfærdighed I diskussionerne om, hvorvidt en humanitær intervention 23 vil være fordelagtig, dukker to hovedargumenter op; ét om orden og ét om retfærdighed 24. Begge giver udtryk for en frygt for magt hvor retfærdighedsargumentet forsøger at modarbejde magt i form af tyranni, vil ordensargumentet arbejde imod magt i form af anarki 25. En bevæggrund for at ville intervenere i et land som eksempelvis er præget af borgerkrig eller diktatur, er, at det vil skabe retfærdighed, da frihed fra undertrykkelse er en menneskeret. Herudover er der altid en overliggende risiko for, at sådanne interne konflikter med tiden vil forstærkes i en sådan grad, at de vil blive til internationale konflikter, hvorfor de vil udgøre en trussel for verdenssamfundet. Dette vil forekomme, hvis den pågældende konfliktramte stat er del af et sikkerhedskompleks - altså hvis de omkringliggende, eller blot øvrige staters sikkerhed er afhængig af stabiliteten i denne stat 23 Definition af humanitær intervention iflg. DUPI: Humanitær intervention, DUPI, 1999, p.11: staters tvangsforanstaltninger med væbnet magt mod en anden stat uden dennes billigelse, med eller uden bemyndigelse fra FN s Sikkerhedsråd, med det formål at forhindre eller standse grove og omfattende krænkelser af menneskerettighederne eller den humanitære folkeret. Vi vurderer, at overvejelserne omkring udførelsen af en humanitær intervention, må være lig de overvejelser, der knytter sig til en intervention, som ikke udelukkende er begrundet i krænkelser af menneskerettighederne. Netop derfor kan vi anvende følgende teoretiske ramme på Irak-konflikten. 24 Dette afsnit er baseret på DUPI: Humanitær intervention, op.cit., p Her skal begrebet anarki dog forstås som værende lig det umodne anarki. 32