Kapitel 61 PATTEDYRENES ÆRA PÅ URANTIA 1. KONTINENTETS NYE LANDJORDSSTADIUM DE FØRSTE PATTEDYRENES TIDSALDER

Transkript

1 Kapitel 61 PATTEDYRENES ÆRA PÅ URANTIA Pattedyrenes æra strækker sig fra dengang da livmorpattedyrene opstod, til slutningen af istiden og dækker lige under halvtreds millioner år. I denne kenozoiske tidsalder havde verdens landskaber et tiltalende udseende, med bølgende bakker, vidåbne dalsænkninger, brede floder og store skove. To gange i løbet af dette tidsrum gik Panama landtange op og ned, og Beringstrædets landbro gjorte det samme tre gange. Dyrearterne var både mange og forskelligartede. I træerne myldrede det af fugle, og hele verden var et dyrenes paradis, rent bortset fra at dyrearterne som udviklede sig, førte en uafbrudt kamp om overtaget. De ophobede aflejringer fra de fem perioder i denne halvtreds millioner år lange æra indeholder fossile efterlevninger efter de efterfølgende pattedyrdynastier, og fører helt frem til efter at mennesket selv var dukket op. 1. KONTINENTETS NYE LANDJORDSSTADIUM DE FØRSTE PATTEDYRENES TIDSALDER For år siden lå verdens landområder for det meste over vandet eller bare lidt oversvømmet. Formationerne og aflejringerne fra denne periode stammer fra både land og hav, men mest land. I løbet af en betydelig tidsperiode steg landet gradvis, men blev samtidig vasket ned til lavere niveauer og ud mod havet. Tidligt i denne periode dukkede livmorpattedyrene pludselig op i Nordamerika, og de udgjorte det mest vigtigste evolutions udvikling indtil da. Tidligere livmorløse pattedyrsarter havde eksisteret, men denne nye type sprang direkte og pludselig fra de allerede eksisterende forløbere til krybdyrene; deres efterkommere havde overlevet gennem hele dinosaurernes nedgangstid. Faderen til alle livmorpattedyrene var en lille, vældig aktiv, kødædende, hoppende slags dinosaur. Grundlæggende pattedyrsinstinkter begyndte at komme til udtryk i disse primitive pattedyrsarter. Pattedyrene har et kæmpe fortrin i deres overlevelsesevne over alle andre former for dyreliv ved at de kan : 1. Frembringe relativt modent og veludviklet afkom. 2. Ernære, fostre og beskytte sit afkom med en hengiven omsorg. 3. Bruge sin overlegne hjernekapacitet i sin selvopholdelse. 4. Udnytte sin tiltagende hurtighed og smidighed for at undslippe fjender. 5. Anvende sin overlegne intelligens for at regulere omgivelserne og tilpasse sig dem. For år siden hævede kontinentets hovedbjergkæde sig i forbindelse med en meget almindelig nedsænkning af kystlinien. Pattedyrslivet udviklede sig hurtig. Et lille, æglæggende krybdyr af pattedyrstypen var vel udbredt, og forløberne til eftertidens kænguruer strejfede omkring i Australien. Snart fandtes der små heste, letbenede næsehorn, tapirer med snabel, primitive svin, egern, halvaber, opossumer og flerfoldige stammer med abelignende dyr. De var alle små, primitive og bedst

2 tilpasset livet i skovene i bjergområderne. En stor, strudsagtig landjordsfugl udviklede sig til at blive henimod 3 meter høj, og lagde 22 centimeter brede og 33 centimeter lange æg. De var forløberne til de senere gigantiske passagerfugle som var så højt intelligente og som en gang i tiden transporterede mennesker gennem luften. Pattedyrene i begyndelsen af kenozoikum levede på landjorden, under vandet, i luften og i trætoppene. De havde fra et til elve par brystkirtler, og var alle godt pelsklædte. I lighed med de efterfølgende dyrearter, udviklede de evnen til at få to tandsæt efter hinanden, og de havde store hjerner i forhold til kropsstørrelsen. Men blandt dem fandtes ingen af de nuværende forme. For år siden begyndte den nordlige halvkugles landområder at hæve sig, og dette blev efterfulgt af omfattende landjordsaflejringer og andre jordskorpeaktiviteter som lavastrømme, forvridninger, sødannelser og erosion. Gennem den senere del af denne epoke lå det meste af Europa under vand. Efter en ubetydelig landhævning, var kontinentet dækket af søer og bugter. Det Arktiske Hav forbandt sig østover via Uralnedsænkningen til Middelhavet, som da strakte sig længere nordover, med Alperne, Karpaterne, Apenninerne og Pyrenæernes højlandsområder som søer i havet. Panama landtangen lå over vandet. Atlanterhavet var adskilt fra Stillehavet. Nordamerika var forbundet med Asien via Beringstrædets landbro og med Europa via Grønland og Island. Landjordens omslutning af kloden på de nordlige breddegrader blev kun brudt af Uralstræderne, som forbandt de arktiske have med det udvidede Middelhav. Betydelige mængder med foraminiferalholdig kalksten blev aflejret i europæiske søområder. I dag er denne sten hævet op til tre tusinde meter i Alperne, nærmere fem tusinde meter i Himalaya og over seks tusinde meter i Tibet. Kridtaflejringerne fra denne periode kan man finde langs kysterne af Afrika og Australien, ved Sydamerikas vestkyst og rundt Vestindien. Gennem hele denne såkaldte eocenperiode fortsatte pattedyrene og andre beslægtede livsformers udvikling med lidt eller ingen forstyrrelse. Nordamerika havde da landforbindelse med alle kontinenterne undtagen Australien, og forskellige varianter af primitiv pattedyrsfauna spredte sig gradvis ud over verden. 2. DET NYERE OVERSVØMMELSESSTADIET DE HØJERE UDVIKLEDE PATTEDYRS TIDSALDER denne periode kendetegnes ved en yderligere og hurtigere udvikling af livmorpattedyrene, de mere fremadskridende pattedyrsformer udviklede sig i denne tid. Selv om de første livmorpattedyr nedstammede fra kødædere, udviklede der sig ganske snart planteædende forgreninger, og ikke længe efter opstod der også altædende pattedyrsslægter. Dækfrøede planter blev hovedmenuen for den hastig øgende pattedyrsbestand; den senere tids landjordsflora, som omfatter størsteparten af dagens planter og træer, var allerede fremkommet i tidligere perioder. For år siden markeres begyndelsen på livmorpattedyrenes verdensherredømmes tidsalder. Den sydlige landbro var udstrakt og forbandt det daværende enorme antarktiske kontinent med Sydamerika, Sydafrika og Australien. På trods af landjordsforøgningen langs de nordlige breddegrader holdt verdens klima sig forholdsvis mildt på grund af at de tropiske havområder udvidede sig enormt, og

3 fordi landjorden ikke lå højt nok til at der dannede sig gletscher. Omfattende lavaudstrømninger indtraf på Grønland og Island, med noget kulaflejring mellem disse lag. Tydelige forandringer fandt sted i planternes fauna. Sølivet gennemgik store tillempninger; de fleste af dagens former for søliv fandtes allerede, og foraminiferene fortsatte med at spille en vigtig rolle. Insektlivet var meget lig det som var i den forgående æra. Florissant-fossillejrene i Colorado skriver sig fra disse fjerne tiders senere år. De fleste af de nulevende insektfamilier daterer sig fra denne periode, men mange af dem som fandtes dengang er uddød nu, skønt fossilerne efter dem er der. På landjorden var dette først og fremmest tidsalderen for pattedyrenes fornyelse og områdeudvidelse. Blandt de første, mere primitive pattedyr var over hundrede arter uddød før denne periode var over. Også de store pattedyr som havde små hjerner, døde snart ud. Panserbeskyttelse og størrelse havde måtte vige for hjernekapacitet og bevægelsesdygtighed i dyrenes overlevelsesevnes videre udvikling. Og mens dinosaurer slægten var i tilbagegang, overtog pattedyrene gradvis herredømmet over jorden, og tilintetgjorte hurtig og fuldstændig levningerne efter deres krybdyrsforgængere. Samtidig med at dinosaurerne forsvandt, skete der andre, store forandringer i de forskellige grene af øgleslægten. De medlemmer fra de tidligere krybdyrsslægter som havde overlevet, er skildpadderne, slangerne og krokodillerne, sammen med den ærværdige frø, den eneste tilbageblevne gruppe repræsenterende menneskenes urgamle forgængere som har overlevet. Forskellige pattedyrsgrupperinger havde deres oprindelse/ophav i et enestående dyr som nu er uddød. Denne kødædende skabning var omtrent som en krydsning mellem en kat og en sæl; den kunne leve på land eller i vand og var høj intelligens og meget aktiv. I Europa udviklede forgængeren til hundeslægten sig, og gav snart ophav til mange små hundearter. Omtrent samtidig dukkede gnaverne, deriblandt bæveren, egern, jordegern, mus og kaniner op og blev snart en dyregruppe som gjorte sig bemærket; denne slægt har ikke forandret sig ret meget siden da. De yngre aflejringer fra denne periode indeholder fossiler af stamfædrene til hundene, kattene, vaskebjørnene og mårdyrene. For år siden begyndte dagens pattedyrstyper at vise sig. Før havde pattedyrene stort set levet oppe i bakkerne som bjergdyr, men pludselig begyndte slettedyrene eller hovdyrene, de græssende arter, at udvikle sig, som noget helt andet end de kødædende dyr med kløer. Disse græssende arter udgik fra et ensartet stamdyr som havde fem tæer og fireogfyrre tænder, og som uddøde før denne tidsalder var over. Udviklingen af tæer gik ikke længere end til det tretået stadium i løbet af denne periode. Hesten, et af udviklingens fremragende eksemplarer, levede på denne tid både i Nordamerika og Europa, selv om udviklingen af den ikke blev fuldført før senere under istiden. Mens næsehornsslægten dukkede op ved slutningen af denne periode, fik den sin største udbredelse i den efterfølgende. En lille svinlignende skabning udviklede sig også og blev forløberen til mange arter af svin, navlesvin, og flodheste. Kamelerne og lamaerne havde deres oprindelse i Nordamerika omkring midten af denne periode og spredte sig ud over de vestlige slettelande. Senere udvandrede lamaerne til Sydamerika og kamelerne til Europa, og snart var de begge uddød i Nordamerika, selv om nogen få kameler overlevede helt til istiden. Omtrent på denne tid skete der noget bemærkelsesværdig i Nordamerika: De tidligere forløbere til urhalvaberne dukkede op for første gang. Mens denne slægt ikke

4 kan betragtes som rigtige halvaber, markeret deres tilsynekomst at linien som de virkelige halvaber senere udsprang fra, var blevet etableret. Som landjordsslangerne der i en tidligere tidsalder var trukket ud i havet, var det nu en hel stamme med livmorpattedyr som vendte landjorden ryggen og bosatte sig i havet. Og lige siden har de opholdt sig til søs, og efterlevningerne er dagens hvaler, delfiner, marsvin, sæler og søløver. Fuglelivet på planeten fortsatte med at udvikle sig, men med få vigtige udviklingsmæssige forandringer. Flertallet af dagens fuglearter fandtes, deriblandt mågerne, hejrene, flamingoerne, musvågerne, falkene, ørnene, uglerne, vaklerne og strudsene. Ved slutningen af denne Oligocenperiode, som strækker sig over ti millioner år, havde plantelivet, sammen med sølivet og landjordsdyrene udviklet sig vældig langt, og fandtes på jorden omtrent som det gør i dag. Betydelig specialisering har fundet sted efter det, men stamformene for det meste af det som har liv, var allerede i live. 3. De nuværende bjerges stadium Elefanten og hestens tidsalder Landhævning og adskillelse af havene forandrede langsomt vejret i verden og fik det til gradvis at køle sig ned, men klimaet var fortsat mildt. Ægte kæmpegraner og magnolia voksede på Grønland, men de subtropiske planter begyndte at trække sydover. Ved slutningen af denne periode var disse planter og træer, som var tilpasset et varmt klima, for en stor del forsvundet fra de nordlige breddegrader, og i deres sted voksede der nu mere hårdføre planter og løvfældende træer. Der var en stor forøgelse i antallet af græsarter, og tænderne hos mange pattedyrsarter forandrede sig gradvis for at tilpasse sig dagens græssende typer. For år siden var der en mindre landsænkning efter den lange epoke med landhævning. Rocky Mountains-området holdt sig højt over havet så at aflejringerne fra erosionsmaterialet fortsatte udover slettelandet mod øst. Nevadabjergene hævede sig igen højt, og har faktisk hævet sig lige siden. Den store seks kilometer dybe lodrette forkastning i California-området stammer fra denne tid. For år siden havde pattedyrene virkelig deres guldalder. Beringstrædets landbro lå over vand, og mange dyregrupper udvandrede til Nordamerika fra Asien, deriblandt mastodonter med fire stødtænder, kortbenene næsehorn og mange varianter af katteslægten. Den første hjort viste sig, og Nordamerika blev snart overrendt af drøvtyggere - hjortedyr, kvæg, kameler, bison og mange næsehornsarter, men kæmpesvinet som var næsten to meter højt, døde ud. De vældig store elefanter fra denne og de efterfølgende perioder havde både store hjerner og store kroppe, og de bredte sig snart ud over hele verden undtagen Australien. For en gangs skyld blev verden domineret af et kæmpestort dyr som havde en stor nok hjerne til at kunne holde ud. Konfronteret med disse tidsaldrenes højt intelligente liv ville ingen dyr på størrelse med en elefant have overlevet om det ikke havde haft en stor hjerne af overlegen kvalitet. Når det gælder intelligens og tilpasningsdygtighed, er det bare hesten som kommer i nærheden af elefanten, og den

5 bliver kun overgået af mennesket selv. Og alligevel; af de halvtreds elefantarter som fandtes da denne periode begyndte, har kun to overlevet. For år siden var Eurasiens bjergområder på vej op, og der var en del vulkanaktivitet rundt om i disse områder, men dette var ingenting sammenlignet med lavastrømmene på den vestlige halvkugle. Disse ustabile forhold var fremherskende over hele verden. Gibraltarstrædet lukkede sig, og Spanien var forbundet med Afrika over den gamle landbro, men Middelhavet flød ud i Atlanten gennem en smal kanal som strakte sig gennem Frankrig, bjergtoppene og højlandet var øer i dette urgamle hav. Senere begyndte disse europæiske have at trække sig tilbage. Endnu senere var Middelhavet forbundet med det Indiske Hav, mens ved slutningen af denne periode lå Suez-området så højt at Middelhavet for en tid blev en salt indlands sø. Landbroen over Island sank, og polarhavet gik i et med Atlanten. Nordamerikas Atlanterhavskyst blev hurtig nedkølet, men Stillehavskysten holdt sig varmere end i dag. De store havstrømme var i bevægelse og påvirkede klimaet omtrent som de gør det i dag. Pattedyrslivet fortsatte med at udvikle sig. Enorme hesteflokke holdt følge med kamelerne i Nordamerikas vestlige sletteland; dette var virkelig hestenes tidsalder såvel som elefanternes. Hesten har den bedste dyrehjerne næst efter elefanten, men i et henseende er den afgjort underlegen, for hesten overvandt aldrig helt sin dybt iboende tendens til at flygte når den blev skræmt. Hesten har ikke den samme kontrol over sine følelser som elefanten, mens elefanten har et stort handicap ved sin størrelse og dårlige bevægelighed. I løbet af denne periode udviklede der sig et dyr som på en måde lignede både hesten og elefanten, men det blev snart udryddet af katteslægten, som hurtig formerede sig. I det Urantia træder ind i sin såkaldte hesteløse tidsalder, burde I dvæle lidt ved hvad dette dyr har betydet for jeres forfædre. Mennesket brugte hesten først som mad, så til at rejse med, og senere i landbrug og i krig. Hesten har længe tjent menneskeheden, og har spillet en vigtig rolle i civilisationens udvikling. De biologiske udviklingsforløb i denne periode bidrog meget til at gøre arenaen klar til at mennesket en dag skulle vise sig. I Centralasien udviklede de ægte typer af både den primitive abekat og gorilla sig, fra en fælles forgænger som nu er uddød. Men ingen af disse arter regnes med i den stamtavle af levende skabninger som senere skulle blive forløberne til menneskeracen. Hundeslægten var repræsenteret ved forskellige grupper, særlig ulven og ræven; katteslægten ved panteren og de store sabeltands tigre - den sidstnævnte udviklede sig først i Nordamerika. Medlemmerne af de nuværende katte- og hundeslægter øges i antal over hele verden. Væsel, måren, odder og vaskebjørn trives og udviklede sig under de nordligere breddegrader. Fuglene fortsatte med at udvikle sig, skønt der var få markante forandringer som fandt sted. Krybdyrene lignede dagens typer - slanger, krokodiller og skildpadder. Dermed gik en vældig begivenhedsrig og interessant periode af verdens historie mod sin slutning. Denne elefantens og hestens tidsalder er kendt ved navnet miocen.

6 4. Det nyere kontinenthævningsstadiet Pattedyrenes sidste store vandringstid Dette er føristids landhævningsperioden i Nordamerika, Europa og Asien. Landjorden blev kraftig ændret i sin topografi. Bjergkæder opstod, floder ændrede kurs, og isolerede vulkaner brød ud over hele verden. For år siden begyndte en tidsalder med omfattende lokale landjordsaflejringer på kontinenternes lavlandsområder, men det meste af disse sedimenteringer blev flyttet videre senere. Meget af Europa var på denne tid stadig under vand, deriblandt dele af England, Belgien og Frankrig, og Middelhavet dækkede store dele af det nordlige Afrika. I Nordamerika blev der dannet omfattende aflejringer ved foden af bjergkæderne, i indsøerne og i de store landforsænkninger. Disse aflejringer har en gennemsnitstykkelse på omtrent tres meter, er mere eller mindre farvet, og fossiler ser man sjældent. To store ferskvandssøer fandtes i det vestlige Nordamerika. Nevadabjergene hævede sig; Shasta, Hood og Raimer var i begyndelsen af deres tilværelse som bjerge. Men det var ikke før i den efterfølgende istid at Nordamerika begyndte sin vandring mod Atlanterhavsfordybningen. For en kort tid var alt land i verden undtagen Australien forbundet med hinanden, og den sidste verdensomspændende udvandringstid for dyrene fandt sted. Nordamerika var forbundet med både Sydamerika og Asien, og der foregik en fri udveksling af dyreliv. Asiatiske dovendyr, bæltedyr, antiloper og bjørne vandrede ind i Nordamerika, mens nordamerikanske kameler drog til Kina. Næsehornet spredte sig over hele verden undtagen Australien og Sydamerika, men de var uddød på den vestlige halvkugle før denne periode var over. Generelt fortsatte livet fra den foregående periode med at udvikle og sprede sig. Katteslægten dominerede dyrelivet, og sølivet udviklede sig næsten ikke. Mange slags heste havde stadig tre tæer, men de moderne typer var i færd med at gøre deres indtog; lamaer og giraflignende kameler vandrede omkring blandt hestene på græssletterne. Giraffen opstod i Afrika og havde akkurat den samme lange hals som den har nu. I Sydamerika udviklede dovendyret, bæltedyret og myreslugerne og den sydamerikanske type af den primitive abe sig. Før kontinenterne til sidst blev isoleret havde mastodonterne, disse massive dyr, spredt sig over alt undtagen til Australien. For år siden havde hesten udviklet sig til det den er nu, og udvandret til hele verden fra Nordamerika. Men hesten var uddød på sit ophavs kontinent længe før den røde mand kom dertil. Klimaet blev gradvis køligere; landjordsplanterne trak sig langsomt sydover. Først var det den tiltagende kulde i nord som stoppede dyrene fra at udvandre over de nordlige landtanger; senere sank disse Nordamerikanske landbroer. Ikke så længe efter sank også landforbindelsen mellem Afrika og Sydamerika for altid, og den vestlige halvkugle blev isoleret, stort set som den er i dag. Fra denne tid af begyndte ulige typer at udvikle sig på den vestlige og den østlige halvkugle. Og dermed går denne periode som varede i næsten ti millioner år mod sin slutning, og endnu er menneskets forfædre ikke dukket op. Denne tid bliver sædvanligvis betegnet pliocen. 5. DEN FØRSTE ISTID

7 Ved slutningen af den foregående periode lå store områder af Nordeuropa og den nordøstlige del af Nordamerika højt over havet; i Nordamerika var der vidtstrakte områder som lå på ni tusinde meter og endda højere. Klimaet havde tidligere holdt sig mildt over disse nordområder og polarhavet lå åbent for fordampning og fortsatte med at være isfri næsten helt til slutningen af istiden. Samtidig med disse landhævninger skiftede havstrømmene retning, og det gjorte også årstidernes vinde. Disse forhold frembragte efterhånden en næsten konstant fugtighedsudvikling når den tungt mættede atmosfære trak ind over de nordlige højlandsområder. Der begyndte at falde sne på disse højtliggende og derfor køligere områder, og sneen fortsatte med at falde til den nåede en dybde på seks tusinde meter. De områder som havde størst snedybde i tillæg til sin egen højde, blev de kerneområder som isen derefter pressede sig ud fra. Og istiden varede akkurat så længe som denne overdådige fugtighedsudvikling fortsatte med at dække disse nordlige højlandsområder med sin enorme snekappe, som snart forvandlede sig om til fast, men krybende is. De store islag i denne periode befandt sig alle på højtliggende områder, og ikke i bjergfulde områder hvor man finder dem i dag. Halvdelen af alle is gletschere var i Nordamerika, en fjerdedel i Eurasien og en fjerdedel andre steder, for det meste på Antarktis. Afrika fik meget lidt af isen, men Australien var næsten dækket med den antarktiske iskappe. Denne verdens nordområder har været gennem seks adskilte nedisninger som kan skelnes fra hinanden, selv om der forekom dusinvis af fremrykninger og tilbagetrækninger i forbindelse med hvert enkelte islags virksomhed. Isen over Nordamerika samlede sig i to, og senere i tre kerneområder. Grønland var tildækket, og Island lå helt begravet under den vandrende is. I Europa dækkede isen til forskellige tider De Britiske Øer undtagen sydkysten af England, og den bredte sig ud over Nordeuropa ned til Frankrig. For år siden påbegyndte den første Nordamerikanske gletscher sit fremstød sydover. Istiden var nu på vej, og gletscheren brugte næsten en million år på at sprede sig fra og tilbage til de nordlige trykcentre. Det midterste islag strakte sig sydover så langt som til Kansas; de vestlige og østlige iscentre var ikke så omfattende endnu. For år siden var den første gletscher ved at trække sig tilbage nordover igen. I mellemtiden var enorme mængder sne faldet på Grønland og den nordøstlige del af Nordamerika, og det varede ikke længe før den østlige ismasse begyndte at bevæge sig sydover. Dette var den anden nedisning. Disse første to nedisninger var ikke så omfattende i Eurasien. Under disse første epoker af istiden var der i Nordamerika fyldt af mastodonter, ulddækkede mammutter, sabeltands tigere, dovendyr så store som elefanter og mange grupperinger af katteslægten og hundeslægten. Men fra denne tid af blev de hurtig meget fåtallige på grund af istidsperiodens tiltagende kulde. Mod slutningen af istiden var flertallet af disse dyrearter uddød i Nordamerika. Borte fra isen havde verdens liv til lands og til vands forandret sig meget lidt. Mellem nedisningerne var klimaet omtrent som i dag, måske lidt varmere. Isgletscherne var, trods alt lokale fænomener, selv om de bredte sig ud over store områder. Kystlinierne varierede kraftig mellem da gletscheraktiviteten var i ro, og tiden da enorme isbjerge gled ud fra kysten ved Maine og ud i Atlanten, slap ud

8 igennem Puget-sundet til Stillehavet og tordnede ned i norske fjorde og ud i Nordsøen. 6. Det primitive menneske i istiden Den store begivenhed i denne istidsperiode var udviklingen af det primitive menneske. Lidt vest for Indien, i et landområde som nu ligger under vand, og blandt afkommet efter asiatiske indvandrende halvaber af den ældre nordamerikanske type, dukkede førstadiepattedyrene til mennesket pludselig op. Disse små dyr gik mest på bagbenene, og de havde store hjerner i forhold til kropsstørrelsen eller til sammenligning med andre dyrs hjerner. I den syttende generation hos denne form for liv skilte en ny og højerestående dyregruppe sig pludselig ud. Disse nye mellemstadiedyr - næsten dobbelt så store og høje som sine forgængere, og i besiddelse af tilsvarende større hjernekapacitet - havde kun lige fået etableret sig ordentlig da primaterne, den tredje afgørende mutation, pludselig viste sig. (Samtidig med dette skete der et tilbageskridt i udviklingen blandt menneskets mellemstadiedyrebestand, som gav oprindelse til menneskeabernes forgængere; og fra da af og til i dag har menneskets forgrening haft fremgang gennem progressiv udvikling mens menneskeabestammerne har stået stille eller endda gået tilbage i sin udvikling.) For år siden blev Urantia registreret som en beboet verden. En mutation indeni bestanden af fremadskridende primater frembragte pludselig to primitive menneskevæsener, de faktiske forfædre til menneskeheden. Denne begivenhed fandt sted omtrent på den tid da isgletscheren rykkede frem for tredje gang; dermed kan man se at jeres første forfædre fødtes og opvoksede i stimulerende, kraftgivende og vanskelige omgivelser. Og de eneste overlevende efter disse Urantia-urindvandrere, eskimoerne, trives stadig i dag bedst i et koldt, nordlig klima. På den vestlige halvkugle fandtes der ikke mennesker før henimod slutningen af istiden. Men i epokerne mellem istiderne flyttede de sig vestover rundt Middelhavet og trængte sig snart indover det europæiske kontinent. I Vesteuropas huler kan man finde menneskeben sammen med rester af både tropiske og arktiske dyr, noget som vidner om at mennesket boede i disse områder op gennem de fremrykkende og tilbagetrækkende gletschers senere epoker. 7. Fortsættelsen af istiden I løbet af istiden var der også andre aktiviteter i gang, men isens virksomhed overskyggede alle andre fænomener på de nordlige breddegrader. Ingen andre jordskorpeaktiviteter sætter så karakteristiske mærker efter sig på topografien. De særlige kampesten og overflade spaltninger, så som jættegryder, søer, forflyttede stenblokke og stenmel finder man ikke i forbindelse med noget andet fænomen i naturen. Isen er også årsag til de mange højdedrag, eller bølgende overflader, som er kendt som radialmorener. Og en gletscher som skyder sig frem, får floder til at ændre kurs og forandre hele jordoverfladen. Det er kun gletschere som efterlader sig disse afslørende aflejringer - bund, side og endemorener. Disse smeltevandsaflejringer, særlig bundmorenerne, strækker sig fra den østlige kystzone nord- og vestover i Nordamerika, og de forekommer i Europa og Sibirien.

9 For år siden var det fjerde islag, en blanding af Nordamerikas midterste og østlige isflader, godt på vej sydover, da den var på sit største, nåede den ned til det sydlige Illinois og flyttede Missisippi floden femoghalvfjerds kilometer vestover, og i øst gik den så langt syd som til Ohio floden og det centrale af Pennsylvania. I Asien gjorte det sibiriske islag sit længste fremstød sydover, mens det i Europa fremrykkende islag blev stoppet lige foran Alpernes bjergkæde. For år siden, mens isen gjorte sit femte fremstød, skete der noget nyt som satte fart i menneskehedens udviklingshistorie: Pludselig og i én generation muterede de seks farvede racer sig frem fra den oprindelige urmenneskestamme. Dette er endda af dobbelt betydning siden den også markerer Planetfyrstens ankomst. I Nordamerika bestod det femte fremrykkende islag af et kombineret fremstød fra alle de tre iscentre. Den østlige istunge strakte sig rigtignok kun en kort strækning forbi St. Lawrence dalen, og det vestlige islag udvidede sig ikke særlig længere sydover. Men den midterste tunge nåede så langt syd at den dækkede det meste af delstaten Iowa. I Europa nåede denne isfremrykning ikke så langt som den forrige. For år siden begyndte den sjette og sidste nedisning. Og til trods for det faktum at de nordlige højlandsområder var begyndt at synke lidt, var dette perioden med den største sneophopning på de nordlige islagte områder. Ved denne fremrykning slog de tre store islag sig sammen til én kæmpemæssig ismasse, og alle bjergene i vest indgik i denne isdannelse. Dette var den største af alle isfremrykningerne i Nordamerika, isen bevægede sig sydover over totusindefirehundrede kilometer væk fra trykcentrene, og temperaturerne i Nordamerika nåede deres bundniveau. For år siden, mens den sidste gletscher rykkede fremover, indtraf der en episode som skulle få meget at gøre med begivenhedernes gang på Urantia - Lucifers oprør. For år siden var den sjette og sidste isgletscher nået sit sydligste udbredelsesområde; det vestlige islag nåede akkurat over den Canadiske grænse, den midterste ned i Kansas, Missouri og Illinois, og det østlige lag rykkede sydover og dækkede det meste af Pennsylvania og Ohio. Dette er den gletscher som udsendte sine mange istunger som udgravede dagens søer, både store og små. I det den trak sig tilbage, blev det nordamerikanske system af store søer dannet. Og Urantias geologer har med fin præcision draget deres konklusioner om de forskellige stadier i denne udvikling, og de har gjort korrekte antagelser om at disse vandmasser til forskellige tider først løb ud i Missisipidalen, så østover til Hudsondalen og til sidst i et nordlig retning ud i St.Lawrence. Det er syvogtredivetusinde år siden at det sammenhængende system af de store søer begyndte at løbe ud i dagens Niagara retning. For år siden, mens det sidste islag trak sig tilbage, begyndte de kæmpemæssige polarislag at danne sig, og kerneområderne for isophobningen flyttede sig betragtelig nordover. Og så længe polarområderne fortsat ligger dækket af is, er det ikke sandsynligt at der skulle komme en ny istid, uanset hvad slags landhævninger eller drejninger af havstrømme som fremtiden bringer.

10 Dette sidste islag brugte ethundredtusinde år på fremrykningen, og det behøvede et lige så langt tidsrum for at fuldføre sin tilbagetrækning nordover igen. De tempererede områder har været isfri i lidt over halvtredstusinde år. Den strenge istidsperiode sørgede for at mange arter blev tilintetgjort, og fik mange andre til radikalt at forandre sig. Mange gennemgik en smertelig selektiv udvælgelse idet de var nødt til at vandre til og fra alt efter om isen rykkede frem eller tilbage. De dyr som forflyttede sig i landskabet efter isgletscherne fremrykning og tilbagetrækning, var bjørnen, bisonen, renen, moskus oksen, mammutten og mastodonten. Mammutten søgte mod de åbne prærier, men mastodonten foretrak de afskærmede områder i udkanten af skovområderne. Mammuttens udbredelsesområde strakte sig indtil et ganske sent tidspunkt fra Mexico til Canada. Den sibiriske variant fik uldpels. Mastodonten holdt stand i Nordamerika indtil den blev helt udryddet af den røde mand på sin vis på samme måde som den hvide mand senere nedslagtede bisonen. I Nordamerika døde hesten, tapiren, lamaen og den sabeltandede tiger ud i løbet af den sidste store istid. I deres sted kom dovendyr, bæltedyr og flodsvin op fra Sydamerika. Livsformernes fremtvungne forflytninger i forhold til den fremrykkende is førte til en ualmindelig sammenblanding af både planter og dyr, og med det sidste islags tilbagetrækning, var der mange arktiske dyre- og plantearter som var blevet efterladt højt oppe på de enkelte bjergtoppe, hvortil de havde forflyttet sig for at redde sig fra tilintetgørelse af det sidste islag. Og derfor kan man i dag finde disse malplacerede planter og dyr højt oppe i Europas alper og til og med i Nordamerikas Appalachian bjerge. Istiden er den sidste afsluttende geologiske periode, kaldt Pleistocen, som varede i over to millioner år. For år siden markeres slutningen af den store istid udenfor planetens polarområder. Denne dato har betydning ved at den omtrent tidsfæster ankomsten af en Materiel Søn og Datter, og begyndelsen på den adamske tidsforordning som groft regnet tilsvarer begyndelsen på holocene eller efteristids perioden. Denne beretning, som omhandler tidsrummet fra da pattedyrene opstod, til isens tilbagetrækning og op til historisk tid, dækker et tidsrum på næsten halvtreds millioner år. Dette er den sidste - den nuværende - geologiske periode, som er kendt af jeres forskere som Kenozoikum eller den nyere tids æra. [Ansvarlig : en fastboende Livsbringer.]