6 oktober 2010 årgang 4. Fremtidens ydelser er nærvær. Tema: Neuropædagogik

Transkript

1 VISS.dk Nr. 6 oktober 2010 årgang 4 Fremtidens ydelser er nærvær Tema: Neuropædagogik Neurokonferencen 2011

2 Indhold Leder 3 Fremtidens ydelse er nærvær 4 Når krybben er tom... 6 Tema: Neuropædagogik Neurokonferencen Neuropædagogik i et relationelt perspektiv 10 Sansestimulation i neuropædagogik 13 Mentalisering - gammel vin på nye flasker 14 Update 16 Redaktion: Forstander og leder af VISS.dk, Maurits Eijgendaal Specialpædagogisk konsulent, Per Lærkegaard Formidlingskonsulent, Jette Lorenzen Foto: Sanne Dudoret Nr. 6 oktober 2010 Årgang 4 Videnscenter Skanderborg Sølund Dyrehaven Skanderborg Telefon viss@skanderborg.dk Deadline næste nr.: Layout og tryk: Scanprint.dk 2

3 Leder Af Maurits Eijgendaal, Leder af VISS.dk Kære Læsere! Fysiske rammer omkring relationer er ikke de vigtigste, selvom de er betydningsfulde: Et hus er bygget af sten, ler eller andre materialer, men et hjem er bygget på en kærlig relation! Relationer er omdrejningspunktet for artiklerne i dette nummer af VISS.dk nyt. Som pædagoger investerer vi både fagligheden og os selv i andre menneskers liv. Vi skal turde slippe kontrollen og møde mennesket bag facaden. Det pointeres i artiklen Fremtidens ydelser er nærvær, at først når vi slipper kontrollen, inviterer vi borgeren tilbage i eget liv. Der kan vi møde borgeren relationskompetent gennem nærvær, hvilket bliver fremtidens væsentligste ydelse. Der har i perioder være meget fokus på ganske andre ydelser af mere konkret art. Budgetter, kroner og ører har været sat på dagsordenen, hvilket er en relevant, men også en meget vanskelig diskussion, specielt når den gælder de svageste, men også de mest udfordrende borgere vi har med at gøre, nemlig borgere i enkeltmandsprojekter rundt omkring i Danmark. Om nogen har disse borgere behov for tæt kontakt. Derfor må økonomien ikke hindre de gennembrud den pædagogiske tilgang kan medvirke til. Med temaet om neuropædagogik sætter vi i dette nummer spotlight på at forstå borgerne frem for at diagnosticere, og dermed ønsker vi at vise forskellige måder at skabe relationer på. Gennem neuropædagogikken vejledes vi til at møde og forstå mennesket bag adfærden, og dermed opnå en indsigt i os selv og de andre. Kontaktfladen kan være sanserne, som er kroppens fysiske bro mellem vores indre og omverdenen. Hvis broen er brudt sammen, kan vi, qua vores viden om neuropædagogikken, hjælpe med igen at finde vej til borgeren via sanserne. En anden vinkel på relationen præsenteres i artiklen Mentalisering gammel vin på nye flasker?. Når vi forstår os selv på baggrund af egne og andres mentale tilstande, skaber vi en indre sammenhæng, der gør os i stand til at se os selv som et individ med personlighed og identitet, der kan indgå i relationer med andre. Når du har læst temaartiklerne, har du måske fået appetit på at vide mere om neuropædagogik i et relationelt perspektiv. Vi afholder en konference om dette tema d.13. og 14. april Du kan allerede nu sikre dig en plads på konferencen. Der bruges meget tid og mange penge på rammer, men jeg vil opfordre til, at vi sætter fokus på det, der er inde i huset, nemlig mellemmenneskelige relationer, der er udgangspunktet for et godt liv. Vi er sociale og lever og udvikles gennem vores indbyrdes kontakt; som sagt, når relationen bygges af kærlighed opstår et hjem. God læselyst! Camilla Overdal på gåtur med pædagog Elin Jakobsen 3

4 Fremtidens ydelse er n Alle medarbejdere kan lære at tage ansvar for sine relationer og blive nærværende over for borgeren, hvilket giver selvbestemmelse til borgeren og større arbejdsglæde for medarbejderen. Metoden går ud på at udvikle relationskompetencerne ved bl.a. at lære sin egen adfærd at kende, bringe personligheden mere i spil og ved at lade andre give feedback på ens relationer. Af Anne Mikkelsen, socialpædagog og daglig leder, og Morten Fuglsang, konsulent. Her 12 år efter Servicelovens fødsel er det overraskende nok stadig til debat, hvor alvorligt medarbejderen skal tage borgerens udsagn og ønsker, samt hvilken indflydelse borgerens rettigheder måtte have på medarbejderens faglighed. Vi mener, at det er indiskutabelt, at medarbejderen skal tage borgerens ønsker og egen relation til borgeren alvorligt. Vi tilslutter os derfor Lisbeth Jensen, formand for ULF, når hun siger: Der er mange, der mener, at indflydelse og selvbestemmelse er det samme, men hvis man spørger en beboer i bostedet om noget, og det ikke bliver, som beboeren ønsker, har man haft indflydelse - men selvbestemmelse er at få det, som man vil have det. (ULF s hjemmeside, 2008). Selv om der vitterligt er sket store fremskridt, siden Serviceloven blev indført, og mindre fremskridt siden Lisbeth Jensen appellerede om mere selvbestemmelse, har vi ikke nået et niveau, hvor vi er nået i mål med at respektere alle borgeres ret til selvbestemmelse. I hvert fald ikke så længe man kan møde en kvinde i et bo-tilbud for voksne udviklingshæmmede, der siger: I skal hjælpe mig med at leve MIT liv ikke jeres., og specielt ikke, når vi jævnligt oplever lignende tilfælde i hverdagen. Formålet med Serviceloven var bl.a. at sikre borgerens ret til selvforvaltning og selvbestemmelse, hvilket mere konkret betyder, at hun fx ikke kun skal tage stilling til, om hun vil have mælk i kaffen eller ej, men også skal afgøre, hvordan hun ønsker at håndtere sin privatøkonomi, og om hun ønsker at tage imod tilbuddet om beskæftigelse. For at borgeren reelt kan få selvbestemmelse, er medarbejderen nødt til at holde op med at bestemme i borgerens liv og begynde at møde denne i øjenhøjde. Det kan lade sig gøre, når medarbejderne tager ansvaret for, at relationen bliver så ligeværdig som overhovedet mulig. De fleste medarbejdere har faktisk et ønske om at hjælpe borgeren mest muligt og at respektere hendes rettigheder, men det er ikke altid lige nemt at indgå i en relation hverken for borgeren eller medarbejderen. Området for udviklingshæmmede er ramt af nye politikker, retningslinjer, besparelser og forvirring om paragraffer og dermed også forvirring om borgerens rettigheder. Desuden står de pårørende ude på sidelinjen og presser på. Nogle af dem er vrede på systemet andre på medarbejderen og hvad med omsorgspligten? Her er det så medarbejdernes opgave at finde vej gennem denne jungle af krav og ubesvarede spørgsmål, så hun kan passe sit arbejde. Det går blandt andet ud på at styrke borgerens følelse af at være et betydningsfuldt menneske, støtte hende i selv at træffe beslutninger, vejlede undervejs og stå parat med en hjælpende hånd, når hun snubler i øvelsen med at mestre sit eget liv. Relationen som livline En god relation mellem medarbejderen og borgeren har afgørende betydning for borgerens livskvalitet og medarbejderens arbejdsglæde, en betydning der er stærkt undervurderet. Mange udviklingshæmmede lever størstedelen af deres liv omgivet af medarbejdere, så når de taler og handler, er det oftest en medarbejder, de spejler sig i. Det kan være et problem, fordi medarbejderen ofte har en anden baggrund og livssituation end borgeren. Bear Hart, nordamerikansk medicinmand, udtrykker smukt at: Man skal ikke dømme et menneske, før man har gået mindst en mil i hans mokkasiner. Uanset hvilke metoder, medarbejderne lærer og anvender, har de færreste gået en mil i en udviklingshæmmets mokkasiner. Vores pointe er, at det medarbejderne ser, hører og tror de forstår, altid vil være udtryk for en subjektiv vurdering og ofte er spejlet i egne normer og holdninger. Anne Mikkelsen præsenterer i sit diplomafgangsprojekt fra 2005, Alle har brug for at betyde noget for nogens liv!, resultatet af sin brugerundersøgelse om udviklingshæmmedes venskaber og relationer. I undersøgelsen fortæller en række udviklingshæmmede, at de ofte har svært ved at formulere deres behov, og hvis deres udsagn ikke umiddelbart giver mening for medarbejderen, begynder denne at gætte på, hvad der er budskabet, og som en ung kvinde i undersøgelsen udtrykker det: og så gætter I forkert, og så bliver det hele meget værre. En medarbejder vil altid have en vis magt over borgeren, om ikke andet så magten til at definere, hvad der er rigtigt og forkert. Eftersom medarbejderen ofte er borgerens eneste bindeled til det system, som borgeren er afhængig af, så kræver det stort mod af ham at sige fra over for medarbejderen. Derfor kan det ikke siges ofte nok, at det altid er medarbejderen, der har ansvaret for relationen og dermed også for at tilstræbe et minimum af balance i magtforholdet. At bestemme er 4

5 ærvær magt, også når vi udøver magten på raffineret og næsten usynlig vis. Et andet eksempel på, at borgeren undertrykker sin identitet, er, når han forsøger at aflæse medarbejderens kropssprog og sindsstemning, fordi han har vænnet sig til at afstemme sin adfærd og sit eget humør i forhold til medarbejderens. Det gør det ekstra svært for medarbejderen at gennemskue borgeren behov. Men der findes løsninger, som dels kan minimere misforståelserne i kommunikationen, dels gøre relationen mere ligeværdig. En af løsningerne er nærvær og tid til tillid. Medarbejdere med relationel X-Factor Medarbejderne har både deres faglighed og personlighed i spil i mødet med borgeren. En række medarbejdere besidder det, der hedder relationskompetencer, hvilket betyder, at de har meget nemt ved at etablere kontakt og skabe nærvær med borgeren. Nærvær forstår vi som det, at medarbejderen er aktivt lyttende, jeg-støttende, så borgeren mærker, at han er god nok, som den han er, og samtidig formår medarbejderen at rumme borgerens behov uden at styre ham i en bestemt retning. Nogle medarbejdere har naturlige relationskompetencer, mens andre skal arbejde for at udvikle disse, så de bliver i stand til at møde borgeren med et professionelt nærvær. Det første skridt i retning af at tilegne sig relationskompetencer er at blive bevidst om, hvilken adfærd og udstråling man har over for borgeren (sprogligt/ kropsligt). Det andet skridt går ud på at finde ud af, hvilke relationskompetencer man ønsker at udvikle. Det tredje skridt er at lade andre hjælpe med at evaluere, hvordan man gør fremskridt. Det fjerde skridt handler om at blive ved med at øve sig og ikke være bange for at fremstå mindre Gert Merlot Jensen og Kurt Fogh Jensen, Landsbyen Sølund relationskompetent, men derimod udvikle sig i sit eget tempo. Det hjælper mange medarbejdere i dagligdagen at tale åbent med andre i personalegruppen om de relationskompetencer, de ikke besidder, men gerne vil have. Det vil sikkert give nogle medarbejdere sved på panden, men hvis de tør udvise åbenhed over for kolleger og andre, finder de hurtigt ud af, at man ikke kan være lige populær hos alle borgere. Det er også en fordel, hvis medarbejderne er fagligt forankrede, så de ikke tager det som et personligt nederlag, når andre medarbejdere er mere populære end dem. I stedet kan de fokusere på de borgere, de kan hjælpe og på udviklingen af relationskompetencerne. Slip kontrollen og nyd nærværet Som udviklingshæmmet har man ret til at blive mødt som medmenneske og medborger. Det kræver, at medarbejderen både bringer sin faglighed og personlighed i spil. Medarbejderen skal tålmodigt vinde borgerens tillid. Nærværet opstår ikke bare, fordi medarbejderen ønsker det. Medarbejderen skal turde skabe nærværet gennem sine handlinger fx ved at skrue ned for ambitionsniveauet på borgerens vegne, ved at være til stede i nuet og ved ind i mellem at turde prioritere samværet over de praktiske opgaver. Det kræver mod af en medarbejder at sætte sig ned ved siden af et andet menneske uden en dagsorden og tage tingene, som de kommer. Når man holder op med at gemme sig bag de velkendte metoder, åbner det op for tilstedeværelsen, nærværet, humoren og respekten. Det giver en følelse af værdi både for medarbejder og borger, når medarbejderen tør møde mennesket bag handicappet, ser dets potentiale og lader mennesket vokse på dets egne præmisser. Det er tilfredsstillende for alle, når medarbejderen slipper kontrollen og inviterer borgeren tilbage i det liv, han ellers var bakket ud af. Det er den moderne pædagogs fornemste opgave at være nærværende uden at blive privat, at være professionelt nærværende, at være relationskompetent. 5

6 Når krybben Når krybben er tom bides hestene, er ikke blot et ordsprog, men en realitet. Den seneste debat om de kommunale udgifter til mennesker i enkeltmandsprojekter med særlige behov blev skudt i gang i foråret Debattens udgangspunkt var økonomisk, og har kun i meget ringe grad drejet sig om de mennesker, der gemmer sig bag de mange kroner. Denne artikel har til formål at gå bagved de store budgetter og se på de menneskelige, etiske og lovgivningsmæssige rammer, som ligger til grund for særforanstaltningerne. Af Jette Lorenzen, cand.scient.pol. og formidlingskonsulent ved VISS.dk Interview med Sine Junge, Boenhedsleder i Enkeltmandsprojektet, Landsbyen Sølund indgår som en del af artiklen. At krybben er tom har Sine Junge, boenhedsleder i Enkeltmandsprojektet, Landsbyen Sølund, registreret. Debatten hilses velkommen, for særforanstaltninger er dyre. Enkeltmandsprojektet råder over 6 pladser, som koster fra kr. til kr. Der er et stort behov for pladser, hvorfor man jævnligt må afvise at tage imod flere borgere. Ventetiden på en plads er lang, men en egentlig venteliste findes ikke, da de fleste er nødt til hurtigt at finde alternative løsninger. Sine og hendes medarbejdere er meget bevidste om, at de arbejder i en meget dyr foranstaltning, en opgave de løser både fagligt og kvalificeret. Alligevel bidrager Sine gerne positivt til den svære debat om, hvordan de pædagogiske tilbud bliver bedre indenfor de givne rammer. Oprindelig var Velfærdsstatens intention bl.a. at sikre retfærdighed og lighed for borgerne, hvilket betød, at samfundet fx kompenserede for handicap. Men Velfærdsstaten blev skabt i en anden kontekst end nutidens, derfor ser vi forandringer, som vi kan begræde eller juble over, men sikkert er det, at Velfærdsstaten forandres. I Serviceloven defineres særforanstaltninger som et tilbud, hvor der kompenseres for borgerens handicap. I Socialministeriets rapport fra 2007 om særforanstaltninger afgrænses disse yderligere til at være foranstaltning i forhold til problemskabende adfærd, der kræver et personale på mindst 1:1. Idet der tales om problemskabende adfærd, ligger der en forståelse af, at adfærden skabes i konteksten, hvorfor de skærmede omgivelser har ansvar for at inkludere disse mennesker. Særforanstaltninger etableres derfor med det dobbelte formål at skærme omgivelserne og samtidig give borgeren mulighed for at få et bedre og mere værdigt liv. Disse borgere kan ikke umiddelbart inkluderes, og eksklusion kan i det mindste i en periode være nødvendig. Eksklusion lyder så voldsomt, men det handler om, at beboerne har behov for at blive skærmet både for deres egen, men også for omgivelsernes skyld. De borgere, som Enkeltmandsprojektet i Landsbyen Sølund modtager, har typisk boet mange steder i deres liv, og ofte har tilbuddene haft svært ved at rumme dem. Dette har skabt en ond cirkel af angst og utryghed med problemskabende adfærd til følge. Selvom der så vidt muligt etableres en overgangsperiode fra det gamle bosted til det nye, opleves en flytning ofte meget voldsomt. I debatten er der blevet slået til lyd for, at borgere skal medicineres og om nødvendigt låses inde, hvis det er påkrævet, således at de foranstaltninger, der er sat i værk bliver mindre personalekrævende med deraf følgende færre udgifter. Argumentation herfor kan alene bygge på en økonomisk tilgang, hvor det medmenneskelige perspektiv og dermed også den pædagogiske tilgang er gemt af vejen. Sine begræder det ikke og nægter at stille op i tudekoret, hun har fokus på at yde den bedste pædagogiske service for de beboere, som er i hendes botilbud. Der, hvor kæden hopper af, er, når det foreslås, at de mennesker, som foranstaltningerne er skabt for, skal låses inde og medicineres. Sine har erfaring med tilflyttede borgere, som i tidligere tilbud er blevet medicineret så kraftigt, at de ikke længere kan kommunikere, spise selv eller gå på toilettet. Det bliver de ikke mindre voldsomme af, tværtimod, udtaler Sine. Sine Junge, boenhedsleder i enkeltmandsprojektet, spiller bold med beboer, Arjuna Sadhana 6

7 er tom En opgørelse over antallet af særforanstaltninger fra 2005 viser, at der var 150 hvoraf de 21 var enkeltmandsprojekter. Særforanstaltningerne gav i alt et samlet personaleforbrug og udgift på ca. 300 mio. kr. årligt. Den seneste opgørelse fra 2010, hvor 90 ud af 98 kommuner har deltaget, viser, at antallet af særforanstaltninger i dag er 235, heraf 165 på voksenområdet og med en samlet udgift ca. 700 mio. kr. pr. år. Kilde: Servicestyrelsen De borgere, som er berettiget til en plads i en særforanstaltning som Enkeltmandprojektet i Landsbyen Sølund, har ofte en dramatisk livshistorie at fortælle. Historierne er meget forskellige, men det generelle billede tegner et menneske med udviklingshæmning, som er vokset op på børnehjem eller er blevet anbragt i skiftende plejefamilier, hvilket er en medvirkende årsag til de tilknytningsforstyrrelser, som er en alvorlig del af problematikken. Derudover har de i en meget ung alder fået en psykiatrisk lidelse og er kommet i medicinsk behandling. De fleste har været bedre fungerende som børn, end de er som voksne, fortæller Sine og fortsætter. Alle de beboere, som kommer til Enkeltmandsprojektet i Landsbyen Sølund, er angste og utrygge. Nogle skjuler det i begyndelsen, men på et eller andet tidspunkt kommer det til udtryk, hvilket godt kan være voldsomt. I FN konventionen om værdighed og rettigheder for personer med handicap bliver det slået fast, at denne population har ret til selvbestemmelse og indflydelse på eget liv på lige fod med alle andre. Med konventionens bestemmelser er det dermed slået fast, at mennesker med handicap, herunder udviklingshæmning, har ret til samme indflydelse på eget liv som du og jeg. Samtidig fremgår det af artikel 14 om integritet, at handicappede ikke må frihedsberøves alene pga. handicap, men udelukkende pga. lovovertrædelser. Så selv om krybben er tom, kunne vi som samfund måske lige klappe den selv samme hest en gang til og tage de medmenneskelige briller på godt hjulpet på vej af lovgivning og konventioner.

8 Som udenforstående kan det synes vanskeligt at forholde sig til selvbestemmelsesretten i et Enkeltmandsprojekt, men Sine fortæller, at hun og hendes medarbejdere tager det meget alvorligt og forholder sig meget aktivt til borgernes integritet og selvbestemmelsesret. Det er naturligvis svært og fyldt med dilemmaer. Vi har fx beboerne, der ikke vil i bad, som kun vil sidde i en bus, står op og spiser uhæmmet om natten, vælger én pædagog frem for andre, og mange er voldelige, fortæller Sine og fortsætter: Den pædagogiske strategi går ud på, at give beboeren det vedkommende vil have, indtil vi kan give dem det, de har behov for. Der ligger et stort motivationsarbejde i dette, som kræver engagement og energi fra medarbejderne, hvis beboeren skal acceptere anvisningen. Det er naturligvis meget vigtigt, at personalet anviser og ikke afviser, samt at personalet forholder sig åbent og positivt i forhold til beboerens eget initiativ og valg. Men hvor er det, at det pædagogiske arbejde kan blive bedre og måske endda medføre den effektivisering, som efterlyses i den aktuelle debat? For at besvare dette spørgsmål skal vi runde den tilgang og måden, der arbejdes på i Enkeltmandsprojektet. I Enkeltmandsprojektet er de dygtige til at arbejde med relationerne. Der er skabt en tryg og kærlig tilværelse for de fleste beboere i Enkeltmandsprojektet i Landsbyens Sølund, hvorved deres meget udadrettede adfærd er blevet meget mindre. Rammerne er perfekte med mange forskellige tilbud inden- og udenfor døren. Men beboerne kræver, at der er en omkring dem hele tiden. Et behov der er selvforstærkende og en udfordring både for medarbejderne og beboerne. Behovsudskydelse er netop ikke det, beboerne er bedst til. Vi gør meget ud af at møde den utrygge og angste beboer kærligt og uden krav og forventninger. Måske skal vi blive bedre til at stille krav og have forventninger til, at vores beboere kan mestre at håndtere sig selv og deres eget liv mere og mere, efterhånden som de får det bedre. Det arbejder vi med, men ikke nær så målbevidst som på at opbygge relationer, fortæller Sine. Kun ved meget langsomt at give slip kan beboeren komme ud af den meget intensive foranstaltning og dermed mindske udgiften, men faren lurer hele tiden for, at beboeren får et tilbagefald, hvorfor nænsomhed er nøgleordet. Målet for den pædagogiske indsats i Enkeltmandsprojektet er, at borgerne på et tidspunkt kan tilbageføres til mindre ressourcekrævende foranstaltninger, omend man samtidig må erkende, at nogle af de borgere, der tales om her, nok aldrig kommer til at fungere i gængse tilbud, dertil er deres situation for vanskelig. Der er ingen tvivl om, at det er et hårdt arbejde at være personale i et enkeltmandsprojekt, men den store udskiftning af medarbejdere i enkeltmandsprojekter, der kunne konstateres i rapporten fra 2005, er ikke noget, der kendetegner Enkeltmandsprojektet i Landsbyen Sølund, hvor der er en god fast kerne af medarbejdere, som elsker deres job. En af årsagerne til, at det fungerer så godt, kan være, at Landsbyen qua sin størrelse råder over et veludbygget serviceapparat herunder Snoezelhus, svømmehal etc. samt en række faglige konsulenter og egen psykiater, som står klar til at yde råd og vejledning, når pædagogerne har behov for sparring. Sine er glad for den danske Servicelov, som hun ikke synes, der skal pilles ved. Ligesom intensionerne om at sikre alle et ligeværdigt liv er noget, der få lysene tændt i hendes øjne. Derfor finder hun det også ubehageligt, når de mennesker, der har allermest brug for, at andre tager sig kærligt af dem, skal opleve, at de bare er til besvær og er blevet til et antal cifre i et budget. Disse mennesker har brug for, at nogen tror på, tør og vil dem. Hvis vi møder mennesket med den tilgang, vil de fleste falde til ro. Sine Junge, boenhedsleder 8

9 tema Neuropædagogik i et relationelt perspektiv den april 2011 Vi glæder os til at afholde konferencen med temaet Neuropædagogik i et relationelt perspektiv, hvor vi fokuserer på mennesker med udviklingshæmning. På konferencen bliver koblingen mellem en relationel tilgang og neuropsykologisk viden tydeliggjort. Denne tilgang tager afsæt i, hvordan kontekst og relation har betydning for den enkeltes mulighed for at indgå i fællesskaber. På konferencen fokuseres på Affektregulering og Motivation. Emnerne kobles til det relationelle perspektiv i neuropædagogikken. Gennem oplæg i plenum og workshops vil konferencens temaer blive forbundet til din daglige praksis. Hovedtalerne ved konferencen er: Anne Vibeke Fleischer: Selvopfattelsens rolle i styring af egen adfærd Henning Jordet: Mentalisering Albert Gjedde: Motivation er en drift Peder Esben Bilde: Fra neuroplasticitet til praksis Bo Hejlskov: Effektive metoder ved problemadfærd og konflikter Der afholdes workshops i to sektioner både d. 13. og 14. april, med bl.a. disse emner: At rumme, dele og regulere følelser, Jeg støttende samtale, Sansestimulation som affektregulering, Musikterapi som affektregulering, Stress som forklaringsmodel for problemadfærd, Neuropædagogisk arbejde med fokus på motivation og mange flere. Ud over det faglige vil der være mulighed for at møde kolleger og udveksle erfaringer i pauserne over en kop kaffe. Konferencen byder også på underholdning og en festmiddag på konferencens første aften. Få mere information om kon ferencen på hvor du allerede nu kan tilmelde dig. Der er begrænset plads, som tildeles efter princippet først til mølle. På gensyn d. 13. april 2011, i Landsbyen Sølunds festlokaler, Dyrehaven 10, 8660 Skanderborg. Oplægsholderne vil hver især dele deres teoretiske viden og praktiske erfaringer om neurobiologi, neuropsykologi og neuropædagogik med dig. 9

10 tema Neuropædagogik i et rela Neuropædagogikken har sin oprindelse i arbejdet med mennesker med senhjerneskade, men i begyndelsen af 1990`erne introducerede Susanne Freltofte og Viggo Petersen den neuropædagogiske tænkemåde og tilgang i arbejdet med mennesker med udviklingshæmning. Især i kraft af deres første bog Hjerner på begynderstadiet og et utal af kurser, blev flere og flere socialpædagoger inden for området interesseret i at lære mere om neuropædagogik. I denne artikel skitseres sammenhængen mellem udviklingen indenfor neuropædagogikken og det nye handicapsyn, samt den indflydelse det har haft på VISS.dk s neuropædagogiske efteruddannelse. Af Anna Marie Langhoff Nielsen, konsulent og Bente Torp, konsulent, VISS.dk. Neuropædagogik og det nye handicapsyn Neuropædagogik kan defineres som pædagogiske overvejelser og fremgangsmåder på baggrund af viden om hjernens funktion og funktionshæmninger i forbindelse med dysfunktioner og skader. Neuropædagogik kan ses som en forståelsesramme, der kobler blandt andet neuropsykologisk og specialpædagogisk viden med sigte på at støtte det Heidi Jørgensen og Per Damholdt i en god relation enkelte menneske i at kompensere for begrænsninger samt udnytte og udvikle ressourcer. I den seneste revidering af VISS.dk s neuropædagogiske efteruddannelse understreges det, at pædagogiske overvejelser og tiltag sker gennem fokus på konteksten og samspillet. Neuropædagogisk praksis er således rettet mod tilpasning af rammer, strukturer og samspil, så det bedst muligt understøtter den enkeltes livskvalitet og trivsel. Denne tilgang til neuropædagogik afspejler det nye handicapsyn, som blev introduceret i FN `s Standardregler om lige muligheder for handicappede fra 1994, hvor handicapbegrebet beskriver relationen mellem et menneske med funktionsnedsættelse og dets omgivelser. Det betyder, at diagnosen eller betegnelsen for dysfunktionen i hjernen ikke kan stå alene i forhold til at forklare, hvilken betydning handicappet har for personen. Betydningen af handicappet bliver med andre ord først tydelig i mødet med omgivelserne. Lidt forenklet kan man sige, at en person i kørestol i mindre grad oplever sit handicap som en begrænsning i forhold til sine muligheder for at deltage i samfundet, hvis der er tilgængelighed i samfundet i form af ramper til kørestole, handicaptoiletter, elevatorer osv. Denne særligt indrettede handicapvenlige tilgængelighed kompenserer altså for handicappet. Det nye handicapsyn bliver derfor betegnet som det miljørelaterede handicapbegreb eller det relationelle handicapbegreb i modsætning til det tidligere individorienterede medicinske 10

11 tionelt perspektiv

12 tema handicapbegreb, som havde et større fokus på diagnosen og dennes betydning for individets problemer. Som det fremgår af definitionen på neuropædagogik ovenfor, bygger neuropædagogikken på en kobling mellem det individorienterede medicinske menneskesyn og det miljørelaterede handicapbegreb. Den neuropædagogiske uddannelse i VISS.dk i dag Som et svar på det voksende behov etablerede Sølunds kursusafdeling i midten af 1990`erne en neuropædagogisk efteruddannelse, som der i de forgangne 15 år har været en stadig stigende interesse for. I alle årene har der været gjort et stort arbejde for at revidere uddannelsen og projektoplægget, herunder det såkaldte neuroscreeningsmateriale, så det afspejler den nye viden, der er inden for området. I 2009 gennemgik uddannelsen igen en justering, hvor hensigten har været at tydeliggøre koblingen mellem det relationelle og det individuelle perspektiv, som afspejler både det miljørelaterede og biomedicinske handicapbegreb. I forståelsen af en persons adfærd tager uddannelsen udgangspunkt i nedenstående model. Alle seks bobler og relationen imellem dem er vigtige for at forstå en persons handlinger og reaktioner og alle seks bobler eller perspektiver skal sammenholdes, når der skal planlægges en neuropædagogisk indsats. Den omsluttende cirkel indikerer, at adfærd altid observeres af nogen i en relation, hvilket får betydning for, hvad der observeres og beskrives. Det neuropædagogiske projekt i uddannelsen Udover en indføring i hjernens anatomi, fysiologi, kemi, neuropsykologi og i forskellige handicaps arbejdes der løbende med det neuropædagogiske projekt. Projektet indeholder forskellige beskrivelsesredskaber, som udviklingsbeskrivelse og forudsætningsanalyser, der kobles med faktuelle informationer om den enkelte. Samlet danner dette baggrund for at opstille hypoteser om funktionsniveauer, samt tydeliggøre ressourcer og begrænsninger. Hensigten med projektet er at indsamle tilgængelig viden at systematisere observationer og koble disse med viden om udviklings- kognitions- og neuropsykologi. Desuden er der fokus på at udforske sammenhænge mellem adfærd og rammer, samt krav og forventninger i situationen. Et eksempel kunne være en borger med opmærksomhedsforstyrrelser, som skal indgå i en aktivitet. Pædagogen kan støtte borgeren i at udnytte sine ressourcer ved at tilrettelægge miljøet sådan, at forstyrrende stimuli reduceres, og hun må samtidig overveje, hvordan hun selv kan tilpasse sig i relationen med borgeren, så hun ikke bliver et forstyrrende element. Udgangspunktet er med andre ord, at det ikke er borgeren, der ejer problemet, men omgivelserne, og derfor bliver det pædagogens ansvar at sikre, at omgivelserne og hende selv er indstillet på borgeren og dennes behov og forudsætninger. Skal man vide noget om hjernen for at kunne arbejde med mennesker med udviklingshæmning? Det er ikke nødvendigt at vide noget om hjernens funktion for at møde et andet menneske, hvor det befinder sig. Dette beskrev Søren Kierkegaard allerede i midten af 1800 tallet i sin tekst om hjælpekunst, men erfaringerne viser, at det generelt er en stor hjælp indenfor specialområdet. En neuropædagogisk forståelsesramme kan ikke hjælpe os med at forudsige adfærd, men kan nuancere vores forståelse og nysgerrighed i forhold til de tilstande og intentioner, som kan ligge bag en adfærd, og som borgeren kan være begrænset i at udtrykke på anden vis. Personlighed Biografi/ livshistorie Relationer Relationer Udviklingsniveauer Funktionsniveauer Adfærdsmønstre Helbredstilstand Psykosociale forhold Neuropædagogikken forudsætter, at pædagogen øver sig i at systematisere sine iagttagelser og sammenholde mange perspektiver i forståelsen og mødet med borgeren. I sine iagttagelser må neuropædagogen reflektere konteksten og sig selv med som opretholdende faktorer for en borgers eventuelle uhensigtsmæssige handlinger. Neuropædagogikken kan således hjælpe pædagogerne til at forstå borgerens handlinger som udtryk for et samspil mellem begrænsninger i mentale funktioner, relationen mellem pædagogen og beboeren samt miljøets udformning. Den neuropædagogiske fordring bliver derfor at støtte ressourcer og motivere frem for at fokusere på mangler og begrænsninger. 12

13 tema Sansestimulation og neuropædagogik De fleste af os er født med en iboende trang til at udforske verden omkring os, hvorved vi løbende udsætter os selv for en varieret mængde stimuli. Hvis hjernen ikke er god til at bearbejde og integrere disse sanseindtryk, kan det også være svært at styre sin adfærd. I sådanne tilfælde taler vi om sanseintegrationsforstyrrelser. Kendskab til sanseintegrationsforstyrrelser og mulige tværfaglige indsatser i forhold til disse er en del af en neuropædagogisk tilgang. I det daglige pædagogiske arbejde kan den neuropædagogiske indsats handle om at tilgodese muligheden for at få dækket behovet for stimulering fx hos mennesker, der enten selv mangler drivkraften til at opsøge stimuli, er fysisk forhindrede heri eller behøver støtte til at tilpasse mængden af stimuli. Af Lilli Hansen, konsulent og Bente Torp, konsulent, VISS.dk I arbejdet med mennesker med udviklingshæmning er det ofte en pædagogisk opgave at støtte beboere i at få dækket basale behov for føde, søvn, væske m.v.. Et andet basalt behov, som i høj grad kan have betydning for vores trivsel og livskvalitet, er behovet for sansestimuli. Det kan være alt fra smagsoplevelser, dufte, berøring og bevægelse til lyde. Teorier om sansebearbejdning beskriver fællestræk i bearbejdningsmekanismer hos mennesker, men også individuelle neurologiske tærskler eller følsomhed over for sansepåvirkninger. Dette indebærer, at vi har forskellige forudsætninger for at bearbejde, forstå og opleve sanseindtryk og derfor reagerer forskelligt på de samme stimuli. Mange mennesker vil selv tilstræbe at tilpasse mængden af stimuli, fx søge nye stimuli og påvirkninger, hvis omgivelserne opleves for stereotype eller omvendt søge at begrænse mængden af stimuli, fx trække sig, hvis omgivelserne er overstimulerende. Nogle mennesker med udviklingshæmning kan mangle muligheden for selv at tilpasse mængden af stimuli pga. motoriske, følelsesmæssige og/eller kognitive begrænsninger. Derfor ser vi det som en del af en neuropædagogisk tilgang, at vi er opmærksomme på og søger at støtte den enkelte i at tilpasse stimulimængde og intensitet. Det kan gøres gennem overvejelser om, hvorvidt der er behov for støtte til at begrænse og dæmpe mængden af stimuli, fx gennem afskærmning, eller om der snarere er behov for at støtte personen i at opsøge eller få tilført passende stimuli. Disse overvejelser kan afspejles i vores tilgang i samspillet med personen. Det kan handle om at tilpasse aktiviteterne i forhold til intensitet, varighed og hyppighed fx ved brug af legeredskaber, massage; berøring, motorisk aktivitet og mere generelt i kontakten og kommunikationen med personen. Denne viden kan også inddrages på et mere overordnet plan fx i forbindelse med indretning af bosteder og aktivitetsrum. Vi må ofte gå på kompromis i forhold til rumindretning, da vi må tilgodese beboere med meget forskellige behov og funktionsniveauer. I indretningen af personlige bosteder og tilrettelæggelsen af individuelle aktiviteter vil det altid være muligt at tage særlige individuelle hensyn. Nogle beboere kan have behov for mange og varierede stimuli i nærmiljøet fx i form af farver på væggene, uroer; bevægelige ting og forskellige lydkilder, mens andre beboere kan have brug for støtte til begrænsning af stimuli fx neutrale farvevalg, få ting og genstande, der står fremme, bokse, som tingene kan gemmes væk i, så de ikke forstyrrer ved deres tilstedeværelse. Eller måske kan beboeren først falde helt til ro, når rummet er helt ryddet for løse ting. Viden om sansebearbejdning, kan ses som en del af en neuropædagogisk forståelsesramme og kan danne grundlag for, at vi i samspillet med beboeren tilstræber at tilpasse stimuli (og forventninger) og indretter omgivelserne således, at den enkelte borger gives bedst mulige betingelser for trivsel og udnyttelse af sine ressourcer. Ved den neuropædagogiske konference i april 2011 vil du få mulighed for at få mere viden om sansestimulation og sanseintegration i et neuropædagogisk perspektiv. Litteratur/reference: Christensen, Birgitte Gammeltoft, Sansestimulering for voksne, Forlaget fa. Gammeltoft Ayres, Jean, Sanseintegration hos børn, Hans Reitzels Forlag, 2005, 2.udg., København. 13

14 tema Mentalisering - gammel vin på n Begrebet mentalisering er blevet aktuelt indenfor den psykiatriske behandling af personlighedsforstyrrelse de sidste 10 år, efter at det har været en gammel psykoanalytisk term uden større interesse. Det er hovedsagelig gennem arbejdet af Peter Fonagy og hans kollegaer, at begrebet har fået stor interesse, og er ved at udvikle sig til at være en grundlæggende måde at forstå og arbejde med psykiske lidelser på. Af Henning Jordet, Psykolog ved Klinik for Personlighedsforstyrrelser, Mentalisering er et forsøg på at integrere psykoanalytisk tænkning med et biologisk og kognitivt perspektiv. Især Simon Baron-Choen og hans arbejde med autister har haft en central betydning. Baron-Choen karakteriserer autister som lidende af en form for mindblindness, det vil sige en manglende evne til at have viden om mentale tilstande. Han forestiller sig, at autister ikke har evne til at skelne mellem mennesker og andre objekter i forhold til at forstå, at mennesker har mentale tilstande. Denne forståelse baserer sig på udviklingspsykologiens forskning indenfor Theory of Mind (ToM). Mentalisering defineres af Fonagy som eksplicit og implicit fortolkning af egne og andres handlinger som værende meningsfulde på baggrund af mentale tilstande, så som følelser, ønsker, behov, intentioner, tanker m.m. Det drejer sig altså om en forståelse af den psykiske verden. Det er vigtigt at bemærke, at til trods for, at ordet mentalisering kan give associationer til kognitive aspekter, fokuserer mentalisering på alle mentale tilstande, både de kognitive såvel som de emotionelle. Videre foregår mentalisering for det meste implicit, hvilket kan ses som førbevidste eller ubevidste processer. Mentalisering forekommer endvidere tredelt, idet evnen dækker over at kunne forstå en selv, andre og relationen mellem en selv og andre som meningsfulde på baggrund af mentale tilstande. Ved at forstå en selv på baggrund af mentale tilstande, skaber vi en indre sammenhæng, der gør os i stand til at se en selv som et individ med en personlighed og identitet. Vi kan danne et billede af os selv og andre, hvor fortid, nutid og fremtid mødes, og vi kan se, hvordan nutidige reaktioner hænger sammen med tidligere erfaringer, og vi kan (temmelig præcist) forudse, hvordan vi vil reagere i en fremtidig situation, baseret på fortidige og nutidige erfaringer. Når vi forsøger at forstå andres mentale tilstande på en mentaliserende facon, opfatter vi andres handlinger som meningsfulde. Dog levnes stadig en tvivl om, hvorvidt vi har forstået den anden helt. God mentalisering er kendetegnet ved, at vi tager højde for, at vi aldrig vil kunne vide nøjagtig, hvordan en anden person har det, på samme måde som ingen nøjagtig kan vide, hvordan ens egen subjektive tilstand er. Bateman og Fonagy har udviklet deres mentaliseringsbaserede psykoterapi (MBT) med henblik på at øge borderlinepatienters mentaliseringsevne, da de anser mentaliseringsdeficit som kendetegnende for borderlinepatienter. På baggrund af omfattende arbejde med denne psykiatriske population har Bateman og Fonagy udviklet begrebet, undersøgt dets udviklingsmæssige baggrund samt fremstillet en terapeutisk retning, der baserer sig på mentalisering. Den senere tid ses der, at man indenfor det psykiatriske felt videreudvikler denne forståelse til at omhandle andre psykiske lidelser, så som PTSD, depression, misbrugslidelser etc. Udvikling af mentalisering Evnen til mentalisering udvikles som alle højere former for psykologiske egenskaber i tilknytningsrelationer. Via omsorgspersoners kongruente og markerede spejling møder barnet sig selv i moderens bevidsthed. Dette indebærer, at omsorgspersonerne kan forstå, resonere og formidle hvilken følelsesmæssig tilstand barnet oplever, samt markere, at det er barnets indre tilstand og ikke ens egen indre tilstand, man oplever. Barnet udvikler herigennem selvfornemmelse, evne til intimitet, evne til selvstændighed og forståelse af egne og andres følelser, tanker og motiver. Personligheden dannes i samspil med andre. Så i modsætning til Descartes kendte postulat, cogito, ergo sum, Jeg tænker, altså er jeg, bliver det i denne forståelse til et, jeg er, fordi du tænker på mig. Former for præ-mentalisering I udviklingen af mentaliseringsevnen gennemgår barnet, hvad der er kategoriseret som tre former for præmentalisering; teleologisk position, psykisk ækvivalens og pretend mode. I begyndelsen forsøger spædbarnet at forstå verden omkring det, men denne forståelse er i høj grad funderet i fysiske årsagssammenhænge, heraf navnet teleologisk position. Barnet lærer denne form for samhørighed med omverden via de gentagne handlinger, der udføres, når barnet oplever indre spændingstilstande. Det er moderens fysiske fremtoning, som har betydning, det er brystet, som lindrer sulten, og skiftet af bleen, der ændrer ubehag, etc. 14

15 tema ye flasker? Efterhånden skaber barnet sig visse forestillinger om den psykologiske verden, men denne er stadig uløselig knyttet til den ydre verden, idet barnet bevæger sig ind i en psykisk ækvivalens. Her er det en indre-ydre isomorfisk tilstand, hvor barnets opfattelse af den psykologiske tilstand er afhængig af den fysiske verdens fremtræden. Et eksempel er barnet, der tænker, at det kan flyve, så snart det får supermankappen på. Efterhånden lærer barnet via leg, at der findes en som-om tilværelse, hvor man blot leger, at ting er på den ene eller anden måde. Dette er fuldstændig koblet fra den virkelige verden, og kan således ses som modsætningen til psykisk ækvivalens. Fonagy kalder dette for pretend mode. Barnet skifter så mellem at befinde sig i ækvivalens og pretend mode, indtil det lærer at mentalisere, hvilket er en syntese af de foregående præmentaliseringsformer, nemlig at det fysiske og det psykiske hænger sammen, men ikke er det samme. Former for non-mentalisering Mentalisering er en evne, der i høj grad er relateret til de præfrontale occipitale områder i hjernen. Det vil sige, at impulser, der hæmmer aktivitet i dette hjerneområde vil reducere mentaliseringskapaciteten. Sagt på en anden måde, så stiger forekomsten af non-mentaliserende former, når vi er emotionelt påvirket. En anden konsekvens af dette er, at vor evne til at mentalisere er generelt reduceret, når vi er i en tilknytningsrelation. Udtrykket kærlighed gør blind, bliver af denne grund meget relevant, da vor kritiske sans som regel er forringet i vore mest intime relationer. I det kliniske billede ser vi ofte, at patienten med personlighedsforstyrrelse tydeligt kan forstå andres situation og gennemskue, hvorfor andre har problemer, men kan være blind overfor de samme dynamikker i sin egen tilværelse. På baggrund af de præmentaliserende positioner, er der kategoriseret tre typer non-mentalisering; pseudomentalisering, konkret forståelse og misbrug af mentalisering. Pseudo-mentalisering er i hovedsagen knyttet til pretend mode, og når patienten er i denne position kan der forekomme endeløse samtaler, hvor patienten tilsyneladende opnår indsigt i egne problemstillinger og dynamiske aspekter, men hvor der ikke forekommer nogen reel ændring i patientens tilstand. I disse samtaler ekskluderes den fysiske virkelighed, og det bliver indsigt for indsigtens egen skyld. Konkret tænkning er en kombination af alle tre former for præmentalisering, men er i hovedsagen knyttet til psykisk ækvivalens, eksempelvis borderlinepatienten, der skærer i sig selv. Dette er teleologisk på to måder, både ved at den indre smerte skal have et fysisk udtryk i form af sårene, blodet og selve handlingen, men også på den måde, at den fysiske handling er det eneste, der kan ændre den indre spændingstilstand patienten oplever. Fejlagtig brug af mentalisering baserer sig i hovedsag på den teleologiske position. Her påberåber patienten sig viden om andres mentale tilstand og mener at vide nøjagtig, hvordan den anden har det. Ens egen psykiske oplevelse som behandler undermineres, da det er patientens oplevelse af behandleren, der gælder. Enhver diskussion med patienten bliver herved ufrugtbar og meningsløs, idet patienten hævder at have den eneste viden, der eksisterer. Mentaliseringsbaseret behandling Målet med mentaliseringsbaseret terapi (MBT) er at fremme patientens evne til at mentalisere, mens vedkommende er i en tilknytningsrelation og en emotionel stimuleret situation. Dette gøres primært ved, at behandleren indtager en mentaliserende holdning, hvilket vil sige, at man indtager en nysgerrig, ikkevidende position, hvor man validerer, undersøger og udfordrer patientens forståelse af sig selv, andre og relationen herimellem. Behandlerens opgave er hele tiden at være opmærksom på patientens emotionelle spændingsniveau samt aktuelle mentaliseringskapacitet og hele tiden tilpasse sine interventioner efter dette. Dersom emotionen er høj, er det forventeligt, at mentaliseringsevnen er lav, hvilket indikerer, at man skal være støttende og empatisk. Når man så observerer større evne til refleksion og/eller et fald i emotionalitet, kan man være mere udspørgende og konfronterende, vel vidende, at dette kan medføre, at emotionaliteten hos patienten igen bliver forhøjet. På denne måde, kan arbejdet siges at ligne Vygotskys koncept om Zonen for nærmeste indlæring, hvorved man hele tiden skal holde sig for øje, hvor patienten befinder sig. Man skal dog være klar over, at mentaliseringsevnen ikke er en bestandig kapacitet, men både er kontekstuel og situationel, og dermed kan være en meget flygtig størrelse at forholde sig til. Gammel vin på nye flasker? Med mentaliseringsbegrebet har Bateman og Fonagy udviklet et centralt begreb, som på mange måder er et meget gammelt, velkendt fænomen. Dets popularitet og centrale position i terapeutiske virke er nok relateret til, at begrebet på mange måder må siges at definere, hvad, vi forestiller os, er målet med al behandling, nemlig at patientens evne til refleksion over sig selv og andre forøges. Det vil bidrage til en bedret livssituation hos patienten, hvor vedkommende er i stand til at være en aktiv agent i eget liv frem for en reaktiv brik i livets mangfoldige luner. Kilder: Allen, Jon G. : Mentalizing, Bulletin of the Menninger Clinic, Vol. 67, No 2, 2003 Baron-Cohen, Simon: Understanding other minds : perspectives from autism, Oxford University Press, Oxford, Bateman, Anthony og Peter Fonagy : Psychotherapy for Borderline Personality Disorder, Oxford University Press, Oxford, 2004 Fonagy, P., Gergely, G., Jurist, E.L. & Target, M.: Affect Regulation, Mentalization, and the Development of the Self, Other Press, New York,

16 Kurser og efteruddannelse Download Kursuskataloget på klik på kurser. Bestil et huskursus på hjemmesiden eller ring til Dorte Rasmussen eller Hanne Jørgensen på tlf og fortæl, hvad du har brug for. Layout og tryk: scanprint.dk Konferencer og temadage Lykkeland uden lykkepiller d. 24. februar 2011, frist d. 12. januar Neuropædagogik i et relationelt perspektiv d. 13. og 14. april 2011, sidste frist d. 28. februar VISS.dk noget at tale om Ønsker du viden og inspiration til det daglige arbejde med mennesker med udviklingshæmning, så tilmeld dig VISS.dk s nyhedsmail på VISS.dk Dyrehaven Skanderborg Telefon viss@skanderborg.dk