Havbrugsudvalget. (Udvalget vedr. udviklingsmulighederne for saltvandsbaseret fiskeopdræt i Danmark) c. Bilag 4-11 til udvalgets rapport.

Transkript

1 Havbrugsudvalget (Udvalget vedr. udviklingsmulighederne for saltvandsbaseret fiskeopdræt i Danmark) c. Bilag 4-11 til udvalgets rapport Marts 2003 Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri

2 2

3 3 Indhold c. Bilag Lovgrundlag, handlingsplaner, godkendelsesmyndigheder og nuværende administration 4.1. Miljøbeskyttelsesloven 4.2. Planloven 4.3. Lov om afgift på spildevand 4.4. Fiskeriloven 4.5. Lov om kystbeskyttelse 4.6. Internationale aftaler 4.7. Vandmiljøplan I og II 4.8. Sammenhængen mellem VMP-målsætninger og reguleringen af saltvandsbaseret fiskeopdræt 4.9. Oversigt over love, bekendtgørelser, handlingsplaner m.v Miljøstyrelsens brev til amterne 8. oktober 2002 om fastsættelse af kvalitetskrav EU-Kommissionens strategi for bæredygtig udvikling af akvakultur (resumé) En strategi for bæredygtig udvikling af europæisk akvakultur - Rådets konklusioner 5. Miljøministeriets Havbrugsplan Supplerende figurer, tabeller og notater 6.1. Danske havbrug, produktion og ejerforhold Kommercielle danske saltvandsdambrug, produktion og ejerforhold Placeringen af havbrug i Danmark Produktionen i dansk saltvandsbaseret fiskeopdræt 6.5. Verdens samlede fiskeproduktion fra landinger og opdræt 6.6. Økonomien i havbrug og saltvandsdambrug 6.7. Sygdomsproblemer hos fisk i recirkulationsanlæg 6.8. Eksisterende yngelopdræt i Danmark, bortset fra ørred 6.9. Opdræt af torsk i Danmark Udstyrsleverandører, rådgivning m.v Foderudnyttelse i forskellige husdyr Punktkilder og diffuse kilder for næringsstoftilførsel til havet Tilførselen af kvælstof og fosfor til havet omkring Danmark Størrelsen og variationen fra år til år af udledninger mv. til havet omkring Danmark "SWOT"-analyse af dansk saltvandsopdræt og dets fremtidsmuligheder 7. Den norske opdrætslov 8. Miljømål for norsk oppdrettsnæring 9. MOM-systemet 9.1. Reint miljø eller oppdrett - ja takk, begge deler! 9.2. Kvalitetssikring av miljø innen oppdrettsnæringen 9.3. Vurdering af MOM ved implementering under danske forhold 10. Økologisk opdræt 11. Referenceliste (anvendte rapporter, notater m.v.)

4 4

5 5 Bilag 4. Lovgrundlag, handlingsplaner, godkendelsesmyndigheder og nuværende administration 1 Bilag 4.1. Miljøbeskyttelsesloven Saltvandsdambrug I henhold til miljøbeskyttelseslovens (1) kapitel 4 (om beskyttelse af overfladevand) giver amtsrådet tilladelse til udledning af spildevand til vandløb, søer eller havet (dog kommunalbestyrelsen vedr. anlæg med en kapacitet på 30 personækvivalenter eller derunder). Spildevandsbekendtgørelsen (11), udstedt i henhold til (1), definerer spildevand som "alt vand, der afledes fra beboelse, virksomheder, øvrig bebyggelse samt befæstede arealer". Spildevandsanlæg defineres som "såvel åbne som lukkede ledninger og andre anlæg, der tjener til afledning og/eller behandling af spildevand m.v. i forbindelse med udledning til vandløb, søer eller havet, afledning til jorden eller anden form for bortskaffelse". Efter disse regler skal alle anlæg for saltvandsbaseret fiskeopdræt således have tilladelse til udledning af spildevand. Ansøgning efter (11) indsendes til kommunalbestyrelsen, som videresender til amtsrådet, hvor dette er den kompetente myndighed. Kommunalbestyrelsens afgørelser om udledningstilladelser kan ikke påklages til anden administrativ myndighed. Saltvandsdambrug skal endvidere godkendes efter (1) kapitel 5 ("miljøgodkendelse" eller "kapitel 5- godkendelse"), da de omfattes af godkendelsesbekendtgørelsen (2) og indkaldelsesbekendtgørelsen (4). Ansøgning sendes til kommunen, som videresender til amtet. Godkendelsespligten gælder for listevirksomheder, d.v.s. særligt forurenende virksomheder, som i (2) er nævnt i en særlig liste. I Miljøministeriets Bekendtgørelse om saltvandsbaseret fiskeopdræt (18) defineres bl.a.: Saltvandsdambrug: Opdrætsanlæg placeret på land med indtag af saltvand, herunder kølevand fra kraftværker el. lign., og hvis drift forudsætter anvendelse af foder. Etablering, ændring eller udvidelse af saltvandsdambrug kun ske efter forudgående godkendelse fra amtet. Bekendtgørelsen rummer særlige, generelle krav vedr. foderkvotient, egenkontrol, detaljeret driftsjournal, årlige indberetninger m.v. Ved amtets godkendelse stilles endvidere individuelle krav vedr. foderkvote, -type og -sammensætning, max. udledning (N og P) m.v. (18) blev udstedt som konsekvens af vandmiljøhandlingsplanen (19) og den derpå udarbejdede havbrugsplan (22), som fastsatte en national målsætningsramme for de samlede tilførsler til havet af N og P fra havbrug og saltvandsdambrug. Denne ramme er afgørende for udledningstilladelser, miljøgodkendelser og foderkvoter. Efter 41 a i (1) gælder godkendelsen i 8 år, men miljøministeren kan "for bestemte listevirksomheder" nedsætte dette indtil 4 år. Indenfor denne periode må der ikke gives påbud eller forbud. "Tilsynsmyndigheden 2 skal dog tage godkendelsen op til revurdering og om nødvendigt meddele påbud eller forbud", hvis forureningen går ud over godkendelsesgrundlaget, eller hvis " 4) væsentlige ændringer i den bedste tilgængelige teknik skaber mulighed for en betydelig nedbringelse af emissionerne, uden at det medfører uforholdsmæssigt store omkostninger, * 5) det af hensyn til driftssikkerheden i forbindelse med processen eller aktiviteten er påkrævet, at der anvendes andre teknikker, eller * 6) der er fremkommet nye oplysninger om sikkerhedsmæssige forhold på virksomheder, der er omfattet af regler fastsat i medfør af 7 om risikobetonede processer m.v." Efter 41 b i (1) kan amtet desuden efter de 8 år (eller evt. ned til 4 år, se ovenfor) (a) ved påbud ændre godkendelsens vilkår, hvis virksomheden medfører væsentlig forurening eller der skønnes at være nærliggende risiko for en sådan, eller amtet kan (b) forbyde fortsat drift og evt. forlange virksomheden fjernet, hvis forureningen ikke kan nedbringes. "Ministeren fastsætter regler om, at tilsynsmyndigheden regelmæssigt skal tage godkendelser af bestemte listevirksomheder op til revurdering og om nødvendigt meddele påbud eller forbud..." 1 ) Tal i paraentes henviser til afsnit 4.8. Oversigt over love, bekendtgørelser m.v. Oversigten omfatter ikke veterinære regler. 2 ) = amtet

6 6 *) For miljøgodkendelser, der er givet før 30/ , anvendes ovennævnte pkt. 4 og 5 dog først, når der er gået mere ned 8 år efter godkendelsen (eller ned til 4 år, hvis miljøministeren efter de tidligere regler for bestemte brancher har nedsat fristen. Ifølge (2) skal en godkendelse oplyse tidspunktet for udløbet af den 8-årige retsbeskyttelsesperiode eller den kortere retsbeskyttelsesperiode, som måtte være fastsat af miljø- og energiministeren. Efter 10 gælder, at "I sager, som er omfattet af 6 c i lov om planlægning (VVM-proceduren) 3, må afgørelse om godkendelse efter lovens 33, stk. 1," (1) "tidligst træffes samtidig med den endelige vedtagelse af regionplanretningslinierne efter lov om planlægning." (10, se nedenfor). Som nævnt er saltvandsdambrug inkluderet i Liste over godkendelsespligtig virksomhed ("listevirksomheder") i (2), hvor der beskrives krav til ansøgningens indhold. Fiskeproduktionsanlæg med fuld recirkulation og uden direkte udledning til vandløb, søer eller havet, er dog explicit undtaget. Miljøstyrelsen har endvidere udsendt en godkendelsesvejledning (3) for listevirksomheder. Heri defineres fuld recirkulation som "anlæg, hvor mindst 90% af vandvolumenet recirkuleres. Der må således kun ske udtag af slam og/eller op til 10% overskudsvand." 3 stk. 1 i (1) lyder: "Ved lovens administration skal der lægges vægt på, hvad der er opnåeligt ved anvendelse af den bedste tilgængelige teknologi, herunder mindre forurenende råvarer, processer og anlæg og de bedst muligt forureningsbekæmpende foranstaltninger. Ved denne vurdering skal der lægges særlig vægt på en forebyggende indsats gennem anvendelse af renere teknologi." "Renere teknologi" og "bedste tilgængelige teknologi" skal i henhold til (3) være teknisk gennemførlig og økonomisk opnåelig: "I henhold til miljøbeskyttelseslovens intentioner og bestemmelser skal den, der påbegynder eller udøver virksomhed, som kan give anledning til forurening, træffe foranstaltninger til at forebygge eller begrænse forureningen ved kilden (renere teknologi). Virksomheden skal indrettes og drives således, at ressourceanvendelsen (herunder energiforbruget) og affaldsfrembringelsen begrænses mest muligt. Hvis indgreb ved kilden ikke i sig selv er tilstrækkelige, skal forureningen begrænses ved hjælp af rensningsforanstaltninger. De efter anvendelse af renere teknologi og rensning forekommende emissioner skal spredes i omgivelserne på en måde, som sikrer, at der ikke opstår skader på mennesker og miljø. Teknologien, der afspejler denne strategi til forebyggelse og bekæmpelse af forurening, betegnes "mindst forurenende teknologi" 4 (på engelsk: BAT, best available technique). Begrebet mindst forurenende teknologi dækker over den nyeste udvikling (state of the art) i aktiviteter, processer og driftsmetoder, herunder konstruktion, bygning, drift, vedligeholdelse og fjernelse af procesanlæg. Det forudsættes, at teknologien er afprøvet - herhjemme eller i udlandet - i en skala, som gør den tilgængelig i den relevante industrielle sammenhæng. Med tilgængelig menes industriel gennemførlig for den pågældende eller analoge virksomhedstype (ikke nødvendigvis for den enkelte virksomhed). Foruden at være teknisk gennemførlig skal teknologien tillige være økonomisk opnåelig for virksomhedstypen.... Der er i lovens bestemmelser intet nævnt om økonomiske afvejninger. Det forvaltningsretlige proportionalitetsprincip skal imidlertid respekteres. Myndigheden kan således ikke forlange af en virksomhed, at den skal afholde betydelige omkostninger til yderligere forureningsbegrænsende foranstaltninger, hvis den miljømæssige effekt vil være beskeden, og denne ikke er miljømæssigt påkrævet." I henhold til (1) 39 skal bestående listevirksomheder, der ikke har en samlet godkendelse, indsende en ansøgning herom. Dette betyder, at det enkelte saltvandsdambrug kan søge godkendelse på det eksisterende, lovlige grundlag. I henhold til (1) 33 må listevirksomheder ikke anlægges eller påbegyndes, før der er givet en godkendelse heraf. Listevirksomheder må heller ikke udvides eller ændres (bygnings- eller driftsmæssigt) på en måde, der indebærer øget forurening, før udvidelsen eller ændringen er godkendt. Dette stiller særlige krav til dokumentation for, at ændringen ikke påvirker nær- og fjernrecipienter i negativ retning. 3 ) (VVM er en forkortelse af "vurdering af virkninger på miljøet"). 4 ) "Mindst forurenende" er senere i miljøbeskyttelsesloven (1) ændret til "bedste tilgængelige" (se omtale foran). Formuleringen er ikke ændret i vejledningen.

7 7 I henhold til (1) 36 kan der gives en såkaldt rammegodkendelse. Efter ændring af loven (31) lyder denne bestemmelse: "En godkendelse... kan omfatte yderligere planlagte udvidelser på betingelse af, at 1) der i ansøgningen er tilstrækkelige oplysninger om de planlagte udvidelser eller ændringer til, at godkendelsesmyndigheden kan vurdere forureningsforholdene og fastsætte de nødvendige vilkår, og 2) udvidelserne eller ændringerne påtænkes gennemført inden for en kortere tidshorisont." I (3) beskrives rammegodkendelser nærmere: Virksomheden gives et større råderum end med en traditionel godkendelse, idet der i et vist omfang kan gennemføres ændringer i drift og indretning eller produktionsmæssige udvidelser uden forudgående godkendelse. Ansøgning, afgørelse og anmeldelse beskrives ligeledes. Ifølge (2) skal amtet nu tage rammegodkendelser, der er givet efter tidligere regler (før 30. oktober 1999), op til revurdering og erstatte dem med en godkendelse efter (2)'s almindelige regler, når der er forløbet 8 år fra rammegodkendelsen. De tidligere regler om rammegodkendelse i miljøbeskyttelsesloven gælder dog, indtil rammegodkendelserne er erstattet som nævnt foran. Efter 35 a i (1) kan miljøministeren fastsætte regler om, at listevirksomheder skal udarbejde et grønt regnskab med oplysninger om virksomhedens miljøforhold. Efter Bekendtgørelse om anvendelse af fodertyper (8) må der kun anvendes tørfoder eller bløde foderpiller. Miljøstyrelsens afgørelser herom kan ikke indbringes for højere administrativ myndighed. Efter Bekendtgørelse om anvendelse af affaldsprodukter til jordbrugsformål (9) må slam fra saltvandsdambrug udbringes uden forudgående tilladelse, hvis indholdet overholder visse grænseværdier. Prøverne skal udtages og analyseres mindst hver 3. måned af et akkrediteret laboratorium, efter metoder anvist af Miljøstyrelsen. Plantedirektoratet fører tilsyn med slammets kvalitet. Overskrides grænseværdierne, skal slammet bortskaffes ved deponering på kontrolleret losseplads eller ved forbrænding. Inden levering af slam til den enkelte bruger skal kommunen have skriftlig meddelelse om den leverede mængde, hvis denne overstiger overstiger 10 t. tørstof/år. Hvert år inden 1. marts skal det skriftligt indberettes til amtet, hvor store mængder slam, der er afhændet til jordbrugsformål i det foregående kalenderår. Dette skal, med henvisning til deklarationen, være opdelt på anvendelse til landbrug, skovbrug, gartneri, parkdrift og privat havebrug. Miljøministeriets Bekendtgørelse om kvalitetskrav for vandområder og krav til udledning af visse farlige stoffer til vandløb, søer eller havet (29, Bekendtgørelse nr. 921/1996) har som formål at begrænse udledningen af "visse farlige stoffer" mest muligt. Den regulerer bl.a. saltvandsdambrugs udledninger af rester af medicin og hjælpestoffer, i det omfang, disse er omfattet af bekendtgørelsens bilag. Antibiotika er ikke nævnt, men Miljøstyrelsen anser dem for omfattet under betegnelsen "biocider og deres derivater". Udledningen skal begrænses mest muligt med den bedste, tilgængelige teknologi (se definitionen foran). Miljøstyrelsen har i 2001 udsendt forslag til "kvalitetskriterier" (konkrete grænseværdier) for de enkelte stoffer, på grundlag af hvilke amterne skal fastsætte bekendtgørelsens "kvalitetskrav" ("kravværdier", mikrogram pr. liter) for de enkelte stoffer og vandområder. Før kvalitetskravene kan håndhæves, skal de indgå som retningslinier i regionplanen (se under planloven (10)), og der skal for eksisterende relevante kilder udarbejdes en samlet, specifik plan (et program) for, hvorledes amtet gennemfører reguleringen af udledningen af de pågældende stoffer (se bilag 4.10). I den enkelte miljøgodkendelse fastsætter amtet derpå konkrete "udlederkrav", d.v.s. vilkår for virksomhedens udledninger, der som minimum skal sikre overholdelse af kvalitetskravene. 5 Bekendtgørelse 921 (29) er en implementering af rådsdirektiv 76/464/EØF (65). Direktivet foreskriver statens fastsættelse af "kvalitetsmålsætninger" ("quality objectives") for vand, som basis for amtets fastsættelse af de konkrete krav til udledninger: "Emissionsnormerne skal beregnes på grundlag af kvalitetsmålsætninger for vand" ("kvalitetskriterier" nævnes ikke). Bekendtgørelsen foreskriver amtets fastsættelse af "kvalitetskrav... efter anvisning fra Miljøstyrelsen" ("kvalitetsmålsætninger" er ikke nævnt). 5 ) Amternes fastsættelse af kvalitetskrav har været vanskeliggjort af mangelfuld viden om stoffernes omsætning og eventuelle effekt i vandmiljøet.

8 8 Bekendtgørelse 921 skal erstattes af regler i henhold til EU's vandrammedirektiv (38). Miljøstyrelsen har dog vurderet, at der vil gå mange år, før Vandrammedirektivet er fuldt implementeret, og at bestemmelserne i direktiv 76/464 vil være i kraft indtil udgangen af Alle ovennævnte bekendtgørelser har basis i miljøbeskyttelsesloven. Amtet træffer afgørelser og fører tilsyn efter disse regler. Amtets afgørelser og beslutninger kan jf. (1), kapitel 11, påklages til miljøministeren, delegeret til Miljøstyrelsen (50). Klage har opsættende virkning for påbud eller forbud, medmindre Miljøstyrelsen bestemmer andet. Klage over tilladelse, godkendelse eller dispensation har ikke opsættende virkning, medmindre Miljøstyrelsen bestemmer andet. Miljøstyrelsens afgørelser kan jf. (1), kapitel 12, påklages til Miljøklagenævnet. Medmindre nævnet bestemmer andet, er der opsættende virkning af klage over forbud eller påbud, som nævnet optager til behandling (men ikke af klage over andre afgørelser). Efter (1) fastsætter miljøministeren nærmere regler om, at amtets afgørelser om, at en virksomhed, et anlæg eller en indretning eller en ændring eller en udvidelse ikke er godkendelsespligtig, kan påklages til Miljøklagenævnet. (1) rummer endvidere bestemmelser om inddragelse af offentligheden forud for afgørelser og om annoncering af afgørelser, samt regler om klageadgang for landsdækkende foreninger og organisationer. Saltvandsdambrug er som listevirksomhed omfattet af Miljøministeriets Bekendtgørelse om brugerbetaling for godkendelse og tilsyn (7). Der skal betales et årligt bidrag på kr. Der kan ikke dispenseres fra reglerne og taksterne, og amtets afgørelser kan ikke påklages til anden administrativ myndighed. Afgørende for godkendelse og tildelte foderkvoter er endvidere vandmiljøhandlingsplanen (19) fra I henhold til denne fastsatte Miljøstyrelsen i 1991 en national målsætningsramme for de samlede næringsstoftilførsler til havet fra havbrug og saltvandsdambrug: 650 t. N og 65 t. P. I henhold til Vandmiljø- 94, Redegørelse fra Miljøstyrelsen (20) blev rammen i 1993 reduceret til 560 t. N og 54 t. P, "idet effekten af de miljøforbedrende tiltag blev inddraget og ikke udløst til en mulig produktionsforøgelse" (Redegørelse om den miljømæssige og erhvervsmæssige betydning af saltvandsbaseret fiskeopdræt i Danmark (21).) Miljøstyrelsen henstillede i februar 1996 til amterne, at der indførtes et midlertidigt stop for nyetablering og udvidelser (21a), idet man fandt, at den nationale målsætningsramme i praksis var opbrugt. Dette stop ophævedes med (34), mens den skærpede målsætningsramme fra 1993 opretholdes. Rammen vil i henhold til Miljøministeriets Havbrugsplan 2001 blive taget op, når Havbrugsudvalget har afgivet sine anbefalinger. (Se nærmere omtale i afsnit 4.7). Efter bekendtgørelse om afgrænsning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder (36) må etablering, ændring eller udvidelse af havbrug og saltvandsdambrug i disse områder ikke miljøgodkendes, hvis dette kan indebære forringelse af områdets naturtyper og levesteder for arterne, eller kan medføre forstyrrelser, der har betydelige konsekvenser for de arter, området er udpeget for. (Se også omtale i afsnittet om planloven). Havbrug Havbrug skal efter miljøbeskyttelseslovens (1) kapitel 4 og spildevandsbekendtgørelsen (11) have tilladelse til udledning af "spildevand" (se nærmere under saltvandsdambrug). Miljøministeriets Bekendtgørelse om saltvandsbaseret fiskeopdræt (18) definerer havbrug som "Opdrætsanlæg bestående af netbure, trådkasser eller lignende placeret i marine vandområder, og hvis drift forudsætter anvendelse af foder." Efter denne bekendtgørelse kan etablering, ændring eller udvidelse af anlæg kun ske efter amtets forudgående godkendelse. Bekendtgørelsen rummer særlige, generelle krav vedr. havbrugs foderkvotient, egenkontrol, detaljeret driftsjournal, årlige indberetninger m.v. Ved amtets godkendelse stilles endvidere individuelle krav vedr. foderkvote, -type og -sammensætning, max. udledning (N og P) m.v. Efter (18) kan havbrug etableres på lokaliteter, der fastlægges af amtsrådet i den forudgående tilladelse. Indenfor de vandområder, der i regionplanerne er udlagt med skærpet målsætning, kan der meddeles tilladelse, når forholdene begrunder, at påvirkningen vil ske uden for områder med skærpet målsætning (se nærmere under planloven).

9 9 Havbrug skal imidlertid ikke miljøgodkendes, da de ikke er listevirksomheder efter godkendelsesbekendtgørelsen (2), men ved ansøgning efter (18) kræves oplysninger svarende til de, der kræves for listevirksomheder. Ansøgning sendes til amtet, som også fører tilsyn. Tilladelse efter (18) indgår i Fødevareministeriets tilladelse efter fiskeriloven (se nedenfor). Amtets afgørelser og beslutninger kan påklages til Miljøstyrelsen (delegeret fra miljøministeren), men dennes afgørelser vedr. havbrug kan ikke påklages til højere administrativ myndighed. Som udgangspunkt vil Miljøstyrelsen ved klagesagsbehandling lægge regionplanen til grund (se under planloven (10).) Hvis regionplanen har en retningslinie om, at der ikke tillades etablering eller udvidelse af havbrug, kan en ansøgning herom således afslås uden at blive behandlet efter (18). Miljøstyrelsen har dog stadfæstet en amtslig afgørelse, der ikke var i overensstemmelse med regionplanen, idet styrelsen anmodede amtet om at bringe regionplanen i overensstemmelse med de faktiske forhold. Afgørende for tilladelser og foderkvoter er havbrugsplanens (22; bilag 5) nationale målsætningsramme for de samlede tilførsler til havet af N og P fra havbrug og saltvandsdambrug, i medfør af vandmiljøhandlingsplanen (19) (se ovenfor under saltvandsdambrug, og nærmere omtale i bilag 4.8). Havbrug er som nævnt ikke listevirksomhed, og er ikke nævnt i Miljøministeriets Bekendtgørelse om brugerbetaling for godkendelse og tilsyn (7). Amterne har dog meddelt havbrugerne, at der vil blive opkrævet brugerbetaling i henhold til denne. Imidlertid er der, såvidt vides, ikke hidtil sket opkrævning i denne forbindelse. Havbrug er omfattet af Miljøministeriets Bekendtgørelse om anvendelse af fodertyper (8) og Bekendtgørelse om kvalitetskrav for vandområder og krav til udledning af visse farlige stoffer til vandløb, søer eller havet (29) ligesom saltvandsdambrug (se omtale ovenfor). Også havbrug er omfattet af bestemmelserne i bekendtgørelse om afgrænsning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder (36) (se under saltvandsdambrug). Opdræt af toskallede bløddyr Da opdræt af muslinger, østers m.v. ikke forudsætter anvendelse af foder, er det ikke omfattet af Miljøministeriets Bekendtgørelse om saltvandsbaseret fiskeopdræt (18). Bilag 4.2. Planloven Saltvandsdambrug Sammen med ovennævnte regler efter miljøbeskyttelsesloven er bestemmelserne i planloven (10) (eller planlægningsloven) afgørende for amtets behandling af godkendelsesansøgninger fra saltvandsdambrug. Miljøministeren er ansvarlig for den sammenfattende fysiske landsplanlægning, herunder sikring af kvalitet i planlægningen. Til varetagelse heraf kan ministeren fastsætte regler for anvendelsen af lovens beføjelser og for indholdet af planlægningen, og kan tillægge disse retsvirkning som regionplaner. Ministeren kan i særlige tilfælde pålægge amtsrådet at tilvejebringe en plan med et nærmere bestemt indhold, eller beslutte at overtage amtsrådets beføjelser efter loven i sager, der berører andre myndigheders lovbestemte opgaver eller har større betydning. Miljøministeren skal følge udviklingen og anvende lovens beføjelser til at sikre, at nationale planlægningsinteresser i kystområderne varetages efter planloven. Ifølge planlovens 6 skal for hvert amt foreligge en regionplan, der for en periode på 12 år (med revision hvert 4. år) bl.a. skal indeholde retningslinier og målsætninger for kvaliteten og anvendelsen af vandløb, søer og kystvande. Planen skal ledsages af en redegørelse for sine forudsætninger. Redegørelsen for den del af regionplanen, der indeholder retningslinier for de i 6 c nævnte anlæg, skal indeholde en vurdering af de miljømæssige konsekvenser (VVM): " 6 c. Større enkeltanlæg, der må antages at påvirke miljøet i væsentlig grad, må ikke påbegyndes, før der er tilvejebragt retningslinier i regionplanen om beliggenheden og udformningen af anlægget med tilhørende redegørelse (VVM-pligt), jf. 6, stk. 7." Miljøministeren kan fastsætte nærmere regler om, hvilke anlæg der er omfattet af 6 c, og om, hvilke mindsteoplysninger der er nødvendige, for at en miljømæssig vurdering kan foretages.

10 10 Bekendtgørelse om supplerende regler i medfør af lov om planlægning (33, "samlebekendtøgelsen") rummer bl.a. kapitel 2 "Om vurdering af større anlægs virkning på miljøet (VVM)": " 3. Forslag til regionplanretningslinier for de i bilag 1 angivne anlæg skal ved nyanlæg og ved væsentlige ændringer af bestående anlæg, der kan sidestilles med nyanlæg, ledsages af en redegørelse, der indeholder en særlig vurdering af anlæggets virkning på miljøet...". Bilag 1 omfatter bl.a. "Saltvandsbaseret fiskeopdræt - dog undtagen opdræt indenfor de i en endeligt vedtaget regionplan udlagte områder til fiskeopdræt." Intensivt fiskeopdræt er ligeledes nævnt i (33), bilag 2, hvorefter amtet i hvert enkelt tilfælde skal vurdere, om der skal udarbejdes regionplanstillæg med VVM-redegørelse. Miljøministeriet vurderede i Havbrugsplan 2001 (34), at stort set samtlige nye saltvandsdambrug og havbrug samt alle større udvidelser formentlig kræver udarbejdelse af et regionplantillæg og en VVM-vurdering. 5 og bilag 4 i (33) angiver minimumskrav til oplysninger i redegørelsen til regionplanretningslinierne: Bl.a. beskrivelse af det påtænkte anlæg, oversigt over de væsentligste alternativer, som bygherren har undersøgt, oplysninger om grunde til valg af alternativ, beskrivelse af de omgivelser, som i væsentlig grad kan blive berørt af det ønskede anlæg samt beskrivelse af anlæggets såvel kortsigtede som langsigtede virkninger på miljøet. VVM-proceduren er yderligere beskrevet i VVM-vejledningen (58). Heri gentages også, at stort set samtlige nye saltvandsdambrug og havbrug samt alle større udvidelser formentlig kræver udarbejdelse af et regionplantillæg og en VVM-vurdering. Regionplanen revideres som nævnt hvert 4. år i henhold til (10). Før udarbejdelse af planforslaget indkalder amtet ideer, forslag m.v. Indkaldelsen skal indeholde en kort beskrivelse af hovedspørgsmålene i den forestående planlægning. Samtidig offentliggøres en beretning om den hidtidige planlægning, de påtænkte ændringer samt en vurdering af udviklingen. Beretningen sendes til miljøministeren og øvrige myndigheder, hvis interesser berøres. Amtet sætter en frist på mindst 8 uger for afgivelse af ideer, forslag m.v. og kommentarer til beretningen. Amtet skal forestå en oplysningsvirksomhed m.h.p. offentlig debat om planrevisionens målsætning og indhold. Regionplanforslaget og en tilhørende redegørelse skal offentliggøres med en frist på mindst 8 uger for bemærkninger, og forslaget sendes til miljøministeren og øvrige myndigheder, hvis interesser berøres. Ved den endelige vedtagelse kan der foretages ændring af det offentliggjorte forslag. Berører ændringen på væsentlig måde andre myndigheder eller borgere end dem, der har foranlediget ændringen, kan vedtagelsen af planen ikke ske, før de pågældende har fået lejlighed til at udtale sig. Ved væsentlige ændringer i et regionplanforslag skal miljøministeren have lejlighed til at udtale sig. Amtet sætter en frist for disse indsigelser. Hvis ændringen er så omfattende, at der reelt foreligger et nyt planforslag, skal dette offentliggøres m.v. som omtalt ovenfor. Et regionplanforslag eller ændringer i en regionplan kan ikke vedtages endeligt, hvis miljøministeren inden udløbet af fristen skriftligt har gjort begrundet indsigelse m.h.p. varetagelse af statslige interesser. Forslaget kan herefter først vedtages, når der er opnået enighed mellem parterne om de nødvendige ændringer. Miljøministeren kan som nævnt i konkrete sager beslutte at overtage amtets kompetence, normalt i form af et cirkulære. Amtsrådets afgørelser efter planloven kan påklages til Naturklagenævnet. Klageberettiget er miljøministeren og enhver med retlig interesse i sagens udfald, samt "landsdækkende foreninger og organisationer, der som hovedformål har beskyttelsen af natur og miljø eller varetagelsen af væsentlige brugerinteresser inden for arealanvendelsen". 6 Efter bekendtgørelse om afgrænsning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder (36) skal internationale naturbeskyttelsesområder (EF-fuglebeskyttelsesområder, EF-habitatområder og Ramsarområder) optages i region- og kommuneplanerne ved førstkommende revision. Der må ikke planlægges nye eller væsentlige udvidelser af tekniske anlæg o.l. i disse områder (denne bestemmelse har 6 ) " på betingelse af, 1) at foreningen eller organisationen har vedtægter eller love, som dokumenterer dens formål, og 2) at foreningen eller organisationen repræsenterer mindst 100 medlemmer."

11 11 retsvirkning som regionplaner). Planerne skal rumme retningslinier i overensstemmelse med bekendtgørelsen (se afsnittet om miljøbeskyttelsesloven). (Efter Miljøministeriets udkast (63) (oktober 2002) til ændring af (36) bortfalder dels ovennævnte forbud om nye eller væsentlige udvidelser af tekniske anlæg o.l. i disse områder, dels den nævnte bestemmelse om retningslinier.) Havbrug Planlovens (10) bestemmelser om landsplanlægning, regionplan og VVM (se ovenfor under saltvandsdambrug) er også gældende for havbrug. I henhold til cirkulære om recipientkvalitetsplanlægning (54) skal planlægningen i de kystnære dele af søterritoriet omfatte: "1. Fjorde og bugter. Afgrænsningen af fjorde og bugter fremgår af figur 1, hvor streger markerer grænsen Lavvandende områder. Alle kystvande inden for 6 meter dybdekurven på nyeste søkort med størst detaljerethed for det enkelte område. 3. Kystnære områder. Alle kystvande inden for en afstand på 1 sømil (1862 m) fra land ifølge samme søkort som nævnt under 2." Kvalitetsmålsætningerne for de kystnære kystvande inddeles i 3 kategorier: Generel, lempet og skærpet målsætning. I vejledning i recipientkvalitetsplanlægning (57) har Miljøstyrelsen beskrevet, hvordan denne planlægning kan ske: Generel (basis-) målsætning for kystvande forudsætter ingen eller kun svag påvirkning af dyre- og plantelivet, og gode hygiejniske forhold. I nærheden af udledninger og ved andre koncentrationer af menneskelig aktivitet kan der fastsættes målsætninger med lempede krav: "Lempet målsætning". Kystvande med lempet målsætning er områder omkring havbrug, klappladser, havne med industriaktiviteter, spildevandsudledning samt områder med råstofinteresser. Visse anvendelser eller beskyttelseshensyn for en række områder kan nødvendiggøre målsætning med skærpet kontrol og specifikke krav: "Skærpet målsætning". Der kan bl.a. være tale om internationale naturbeskyttelsesområder, områder udpeget som særlige naturvidenskabelige interesseområder, områder med særlige marinbiologiske interesser, særligt følsomme naturområder, rev-områder, områder med gode badestrande samt områder med kulturhistoriske interesser. Ifølge Miljøstyrelsens bekendtgørelse om saltvandsbaseret fiskeopdræt (18) må der i områder med skærpet målsætning kun gives tilladelse til havbrug, "når forholdene begrunder, at påvirkningen vil ske uden for områder med skærpet målsætning". Amtet skal som nævnt efter (10) også fastsætte retningslinier for anvendelsen af kystvande, d.v.s. inden for 6 meter dybdekurven eller inden for 1 sømil (1862 m) fra land. Forudsat der er saglig begrundelse, kan amtet herunder fastsætte retningslinier om, hvor der må ligge havbrug. Hvis der efter en retningslinie ikke tillades etablering eller udvidelse af havbrug, kan en ansøgning herom afslås direkte på grundlag af den godkendte regionplans retningslinier, d.v.s. uden at blive behandlet efter (18). Miljøstyrelsen vil da ved en klagesagsbehandling som udgangspunkt lægge regionplanen til grund for sin afgørelse, og stadfæste afslaget. Miljøstyrelsen har dog stadfæstet en amtslig afgørelse, der ikke var i overensstemmelse med regionplanen, idet styrelsen anmodede amtet om at bringe regionplanen i overensstemmelse med de faktiske forhold. Hvis en lokalitet ligger udenfor amternes planlægningsområde, ligger kompetencen hos Kystdirektoratet: I henhold til bekendtgørelse om henlæggelse af opgaver til Kystinspektoratet og om kundgørelse af ordensreglementer for havne (61) (se bilag 4.5. Lov om kystbeskyttelse) udøver Kystdirektoratet trafikministerens beføjelser vedr. afgørelse om bl.a. "Etablering af faste anlæg og anbringelse af faste eller forankrede indretninger eller genstande" og "Anbringelse af fartøjer, der agtes anvendt til andet end sejlads" på søterritoriet, herunder om der skal gennemføres VVM: Bekendtgørelse om miljømæssig vurdering af anlæg på søterritoriet (VVM) (62) gælder bl.a. for "etablering af faste indretninger i øvrigt på søterritoriet". Kystdirektoratet afgør, om der skal gennemføres VVM for ansøgninger

12 12 vedr. anlæg nævnt i VVM-direktivets bilag II (bl.a. akvakultur/intensivt fiskeopdræt), under hensyn til direktivets bilag III (bl.a. vedr. miljøets bæreevne med særlig opmærksomhed på bl.a. kystområder). Kystdirektoratet har således planlægningskompetencen på søterritoriet, d.v.s. ud til 12 sømil fra kysten, eller fra en basislinie (en ret linie mellem punkter på kysten eller øer). I praksis har der været planlagt regionalt; ansøgning vedr. de nævnte anlæg sendes til nærmeste amt. I Overblik over statslige interesser i regionplanrevision 2005 (59) indgår bl.a. "at sikre dambrug og havbrug en lokalisering, som kan være med til at mindske deres miljøbelastning og fremme deres udviklingsmuligheder." Det anføres, at anbefalingerne fra Havbrugsudvalget vil kunne få betydning for regionplanarbejdet. Bekendtgørelse om afgrænsning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder (36) (se ovenfor under saltvandsdambrug) er også gældende for havbrug. Opdræt af toskallede bløddyr Hvorvidt opdræt af muslinger, østers m.v. omfattes af regionplanlægningen synes at måtte vurderes i det enkelte tilfælde. Da disse dyr fjerner alger og dermed næringssalte fra vandet, kan opdræt af dem næppe være omfattet af VVM- betemmelserne, som angår "Større enkeltanlæg, der må antages at påvirke miljøet i væsentlig grad". Bilag 4.3. Lov om afgift på spildevand Saltvandsdambrug og havbrug I Lov om afgift på spildevand (15) er saltvandsdambrug og havbrug explicit fritaget for afgift. Bilag 4.4. Fiskeriloven Saltvandsdambrug Saltvandsdambrug er omfattet af fiskeriloven (28), der gælder for "... opdræt af fisk og for omsætning m.v. af fisk...". Fisk defineres som "Enhver art af fisk, pighuder, krebs- og bløddyr samt bestanddele, produkter og partier heraf, herunder opdrættede arter". Fødevareministeriets havbrugsbekendtgørelse (17) omfatter imidlertid ikke saltvandsdambrug. Fødevareministerens beføjelser efter fiskeriloven er delegeret til Fiskeridirektoratet jf. delegationsbekendtgørelsen (30). Fiskeridirektoratets afgørelser efter fiskeriloven kan indbringes for fødevareministeren. Med Bekendtgørelse om indberetning af oplysninger om dansk akvakultur (64), der trådte i kraft 1. januar 2003, indfører Fiskeridirektoratet med virkning fra og med produktionsåret 2002 et nyt, koordineret indberetningssystem for en generel akvakulturstatistik, der vil omfatte miljøforhold, produktion, omsætning og beskæftigelse. Havbrug I henhold til fiskeriloven (28) må opdræt af fisk på dansk fiskeriterritorium kun finde sted efter tilladelse fra fødevareministeren. Der kan ikke gives tilladelse til etablering af nye havbrug i fjordområder. Der må ikke lægges hindringer i vejen for lovlig havbrugsdrift. Fødevareministeren kan udstede regler om helt eller delvist forbud mod fiskeri på havbrugets område og i en nærmere angiven afstand fra havbrug. Omvendt kan der også udstedes regler om, at havbrug ikke må etableres i en vis afstand fra fiskeredskaber. Denne bemyndigelse er hidtil ikke blevet udmøntet. Fødevareministeriets havbrugsbekendtgørelse (17) om etablering og drift af havbrug er udstedt i medfør af Saltvandsfiskeriloven (16). Denne er blevet integreret i (28), der trådte i kraft 1. januar 2000, men endnu er (16) formelt gældende. Efter (17), der definerer havbrug ligesom Miljøministeriets Bekendtgørelse om saltvandsbaseret fiskeopdræt (18), skal ansøgning om tilladelse indsendes til amtet, der sender kopi til Fødevareministeriet (Fiskeridirektoratet).

13 13 Ansøgning om tilladelse til opdræt efter fiskeriloven gælder samtidig som ansøgning om tilladelse efter anden lovgivning. (Se iøvrigt om (28) under saltvandsdambrug). Fiskeridirektoratets tilladelse havbrug (med anvendelse af foder) er betinget af, at amtet først har givet tilladelse i henhold til miljøbeskyttelsesloven. Efter en høring fastsætter Fiskeridirektoratet vilkår for tilladelsen, herunder evt. krav om tidsbegrænsning. Der skal årligt (via amterne) indberettes om produktionsmængder, foderforbrug m.v. Følgende høres under Fiskeridirektoratets behandling af ansøgninger: Skov- og Naturstyrelsen, Kulturarvsstyrelsen, det pågældende amt, Farvandsvæsenet, Kystdirektoratet, Danmarks Fiskeriundersøgelser, den lokale fiskeriinspektør samt Danmarks Fiskeriforening. Ved høringen afklares det, om der er fiskeri i området. Hvis der er et fiskeri med faststående redskaber, som kan blive generet, vil der normalt blive fundet en alternativ placering af havbruget. Havbrug afmærkes med bøjer, og det offentliggøres af Farvandsvæsenet i Efterretninger for Søfarende, hvor der advares mod sejlads i området. Opdræt af toskallede bløddyr Opdræt af muslinger, østers m.v. kræver Fiskeridirektoratets tilladelse, da bløddyr er omfattet af fiskerilovens definition af fisk. Da muslingeopdræt imidlertid ikke forudsætter anvendelse af foder, er det ikke omfattet af havbrugsbekendtgørelsen (17). Bilag 4.5. Lov om Kystbeskyttelse Havbrug I henhold til bekendtgørelse om henlæggelse af opgaver til Kystinspektoratet og om kundgørelse af ordensreglementer for havne (61), udstedt i henhold til Lov om kystbeskyttelse (60), er trafikministerens beføjelser m.h.t. administration af statens højhedsret over søterritoriet henlagt til Kystdirektoratet vedr. afgørelse om visse foranstaltninger, i det omfang de ikke er omfattet af særskilt lovgivning. 7 (Statens højhedsret på søterritoriet er ikke fastlagt i egentlig lovgivning). De nævnte foranstaltninger omfatter bl.a. "Etablering af faste anlæg og anbringelse af faste eller forankrede indretninger eller genstande" og "Anbringelse af fartøjer, der agtes anvendt til andet end sejlads". Bekendtgørelse om miljømæssig vurdering af anlæg på søterritoriet (VVM) (62) gælder bl.a. for "etablering af faste indretninger i øvrigt på søterritoriet". Kystdirektoratet afgør, om der skal gennemføres VVM for ansøgninger vedr. anlæg nævnt i VVM-direktivets bilag II (bl.a. akvakultur/intensivt fiskeopdræt), under hensyn til direktivets bilag III (bl.a. vedr. miljøets bæreevne med særlig opmærksomhed på bl.a. kystområder). Kystdirektoratet har således kompetencen til godkendelse af anlæg på søterritoriet, d.v.s. ud til 12 sømil fra kysten, eller fra en basislinie (en ret linie mellem punkter på kysten eller øer). ). I praksis har er planlægningen sket regionalt; ansøgning vedr. de nævnte anlæg sendes til nærmeste amt (se bilag 4.2. Planloven). Bilag 4.6. Internationale aftaler Saltvandsdambrug og havbrug Med Bekendtgørelse om afgrænsning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder (36, se omtale under planloven) gennemførtes danske regler om EF-fuglebeskyttelsesområder, EF-habitatområder og Ramsar-områder. Der må ikke gives tilladelser, dispensationer, godkendelser m.v., der kan kan forringe naturtyper eller levesteder eller medføre betydelige forstyrrelser for de arter, der er grundlaget for udpegningen af de nævnte EF-områder. I afgørelser skal redegøres for specifik stillingtagen til evt. påvirkning af arter og naturtyper i de berørte områder. Fuglebeskyttelsesdirektivet (42) forpligter til at beskytte en række sjældne eller truede fuglearter opført på direktivets bilag 1, og beskytte de områder, som Danmark efter direktivet har udpeget som særlige beskyttelsesområder. De danske EF-fuglebeskyttelses-områder omfatter alle de områder, som Danmark har anmeldt til listen over vådområder af international betydning i henhold til Ramsarkonventionen. Ramsar-konventionens (40, 41) mission er "the conservation and wise use of wetlands by national action and international cooperation as a means to achieving sustainable development throughout the world". Skov- og Naturstyrelsen 7 ) Kystdirektoratet oprettedes 1. januar 2001 som en fortsættelse af Kystinspektoratet.

14 14 oplyser, at formålet er at beskytte vådområder af international betydning, navnlig som levested for vandfugle. Efter habitatdirektivet (37) (naturbeskyttelsesdirektivet) er der pligt til, om nødvendigt, aktivt at genoprette en gunstig bevaringsstatus for de arter og naturtyper, de enkelte habitatområder er udpeget for at beskytte. I de kommende år skal opstilles konkrete bevaringsmål for de enkelte områder og tages stilling til, hvilke evt. ændringer i områdets forvaltning, der er nødvendige for at sikre en gunstig bevaringsstatus for arterne eller naturtyperne. Skov- og Naturstyrelsen har (i forbindelse med ferskvandsdambrug) vurderet, at der med habitatdirektivets forpligtigelser og regionplanernes målsætninger indført et ekstra målsætningsniveau, hvor der specifikt skal administreres i forhold til beskyttelsen og fremme af en gunstig bevaringsstatus for de berørte naturtyper og arter. Styrelsen nævnte bl.a. de vestjyske fjorde samt Vadehavet, hvor målsætningerne p.t. ikke er opfyldte p.g.a. for stor belastning med næringssalte (55). I forhold til habitatdirektivet vil det være strengeste miljømål, der gælder. Hvis der således i forbindelse med bevaringsmålsætningen for habitat- eller fugleområder er behov for en særlig indsats, gælder disse krav, også hvis de går ud over kravene i vandrammedirektivet: Vandrammedirektivet (38) (ofte forkortet VRD) trådte i kraft 22. december 2000 og er endnu ikke implementeret i dansk lov (frist 3 år). Miljøministeriet arbejder med at fastslå de præcise forpligtelser, og i forlængelse heraf udarbejde modeller for, hvordan lovgivningen bedst tilpasses (55 og 56). Direktivet gælder for vandløb og søer, overgangsvande, kystvande og grundvand. Overgangsvande defineres som: "overfladevandområder i nærheden af flodmundinger, som er delvis saltholdige som følge af, at de er i nærheden af kystvande, men som i væsentlig grad påvirkes af ferskvandsstrømme." Kystvand defineres som "overfladevand på landsiden af en linje, hvor hvert punkt befinder sig i en afstand af én sømil til havsiden fra det nærmeste punkt på den basislinje, hvorfra bredden af territorialfarvande måles, og som, hvor det er relevant, strækker sig ud til overgangsvandets yderste grænse." Med hensyn til biologiske kvalitetselementer omfatter vandrammedirektivet kystvande ud til 1 sømil fra kysten eller fra den fastlagte basislinie. For kemiske kvalitetselementer er grænsen 12 sømil. De åbne farvande er ikke omfattet af vandrammedirektivet. Direktivets overordnede formål er at fastlægge en ramme for beskyttelsen af EU's vandområder, konkretiseret i en række miljømål: - at forebygge forringelse af overfladevandets og grundvandets tilstand, - at beskytte, forbedre og restaurere overfladevand og grundvand m.h.p. en god tilstand senest 22. december 2015, - at beskytte og forbedre stærkt modificerede og kunstige vandområder m.h.p. et godt økologisk potentiale og en god kemisk tilstand senest 22. december 2015, - ved EU-strategi at stræbe efter progressivt at reducere forurening m.h.t. prioriterede stoffer, og ophør eller udfasning af udledninger, emissioner og tab af prioriterede farlige stoffer, - ved EU-strategi at ændre enhver betydelig og vedvarende opadgående tendens i koncentrationen af forurenende stoffer i grundvandet som følge af menneskelig aktivitet i retning af en kun ubetydelig menneskeskabt forurening, samt - at opfylde alle krav og mål for beskyttede områder senest 22. december De nævnte frister kan kun fraviges under særlige omstændigheder. Der kan desuden fastsættes mindre strenge mål for konkrete vandområder, hvis disse er så påvirkede af menneskelige aktiviteter, at det vil være uopnåeligt eller urimeligt dyrt at forbedre tilstanden. Det overordnede, langsigtede mål for alt overfladevand er at opnå en god økologisk tilstand: "Værdierne for de biologiske kvalitetselementer for den pågældende type overfladevandområde udviser niveauer, der er svagt ændret som følge af menneskelig aktivitet, men afviger kun lidt fra, hvad der normalt gælder for denne type overfladevand under uberørte forhold." Danmark vil komme til at bestå af mindst tre vandområdedistrikter, henholdsvis Jylland/Fyn, Sjælland/Lolland-Falster og Bornholm. For hvert vandområdedistrikt skal der udpeges en ansvarlig myndighed, der med det overordnede ansvar for opfyldelsen af miljømålene skal udarbejde en vandområdeplan og iværksætte indsatsprogrammer, der skal revurderes hvert 6. år. Programmerne skal

15 15 bl.a. bygge på en analyse af vandområdedistriktets karakteristika, en vurdering af menneskelige aktiviteters indflydelse på vandets tilstand og en økonomisk analyse af vandanvendelsen. Hvis ikke disse foranstaltninger er tilstrækkelige til at sikre opfyldelse af miljømålene, skal myndighederne iværksætte supplerende foranstaltninger. Disse kan omfatte lovgivningsmæssige, administrative eller økonomiske styringsmidler, frivillige aftaler, retningslinjer for bedste miljøpraksis o.l. inden for de enkelte distrikter. For at følge udviklingen i miljøtilstanden og dermed få grundlag for at vurdere, om indsatsen er tilstrækkelig til at nå miljømålene, skal medlemsstaterne overvåge udviklingen i vandmiljøet. Direktivet definerer tre typer overvågning: Kontrolovervågning, operationel overvågning og undersøgelsesovervågning. VVM-direktivet (39) er implementeret i planloven (10) og bekendtgørelse om supplerende regler i medfør af lov om planlægning (33), omtalt ovenfor. Intensivt fiskeopdræt er optaget i direktivets bilag 2, hvorefter der ikke obligatorisk skal gennemføres en VVM-vurdering. En sådan beror på en vurdering af, om der i det enkelte tilfælde kan forventes væsentlige miljømæssige konsekvenser det pågældende sted. Amtsrådet foretager en såkaldt VVM-screening (se under planloven) og beslutter, om et givet anlæg er omfattet af VVM-reglerne. Efter planloven kan amtsrådets beslutning som nævnt påklages til Naturklagenævnet. I de internationale havmiljøkonventioner "HELCOM" (52) og "OSPAR" (53), som gælder for danske farvande, er der krav om, at reguleringen af saltvandsbaseret fiskeopdræt skal inddrage en lang række faktorer, herunder brugen af bedste tilgængelige teknologi og bedste miljømæssige praksis, reduktion i udledning af miljøfremmede stoffer og næringsstoffer samt krav til hensigtsmæssige placeringer med videre. I (52) er der fastsat grænseværdier for den specifikke udledning fra fiskeopdræt: 70 g. N og 8 g. P pr. kg. produceret fisk (levende vægt). Da de pågældende konventioner blev vedtaget i 1992 (HELCOM) og 1994 (OSPAR), blev det besluttet ikke at ændre bekendtgørelsen om saltvandsbaseret fiskeopdræt, fordi den danske regulering var på linie med det, der var international enighed om. Bilag 4.7. Vandmiljøplan I og II Vandmiljøplan I Med regeringens Handlingsplan mod forurening af det danske vandmiljø med næringssalte (19), eller vandmiljøplanen (VMP I), bestemtes 31. januar 1987, at udledningen af N fra landbrug, kommunale rensningsanlæg og direkte industriudledninger skulle reduceres med 50% i forhold til udledningen i Landbruget skulle reducere den årlige udvaskning med ialt t. N ( t. markbidrag 8 og t. gårdbidrag 9 ), kommunale rensningsanlæg med t. og industrien med t. Udledningen af P skulle samtidig reduceres med 80% i forhold til Den samlede danske N-tilførsel til de danske farvande vurderedes ved VMP I til ca t. N/år (med nedbørsbestemt variation på +/ t.), deraf t. fra landbruget (hvoraf markbidrag t.). Vandmiljøplan II Aftale om Vandmiljøplan II, Folketinget (47), VMP II, blev indgået, fordi Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) og Danmarks JordbrugsForskning (DJF) skønnede, at der kun var opnået en reduktion i de årlige markbidrag på t. N, mod VMP I's mål på t. Der blev derfor fastsat nye initiativer, der skulle give den manglende reduktion på t. N. I aftalen om VMP II forudsattes, at DMU og DJF efter udløbet af gødningsåret 1999/2000 skulle vurdere ("den faglige midtvejsevaluering"), om der samlet måtte forventes en reduktion af markbidraget på under eller over t. N/år ved udgangen af år 2003, og at regeringen på basis heraf skulle fremlægge en redegørelse for hvilke initiativer, vurderingen gav anledning til. 8 ) Markbidrag = udvaskning fra rodzonen samt overfladeafstrømning. 9 ) Gårdbidrag = udvaskning fra møddingspladser og ensilagestakke m.m.

16 16 Den faglige midtvejsevaluering af VMP II (1. december 2000) viste, at der manglede godt t. for at nå den ønskede reduktion på t. N. i den årlige udvaskning. Efter anmodning fra Miljø- og Energiministeriet og Fødevareministeriet udarbejdede DMU og DJF samtidig en rapport om N-balancer i dansk landbrug. VMP I og Handlingsplan for en bæredygtig udvikling i landbruget (1991) vurderedes da at have reduceret den årlige N-udvaskning fra landbruget med ca t. (mod de før nævnte t. N, p.g.a. et reduceret landbrugsareal og et større brakareal end forudsat). DMU og DJF vurderede endvidere, at foranstaltningerne i VMP II og den forventede generelle udvikling i landbruget vil reducere udvaskningen med yderligere ca t. N/år i Ved aftalens indgåelse var forventningen en reduktion på t. N/år. Sammen med den ekstra effekt af de tidligere handlingsplaner vurderes den samlede effekt således til t. N/år. De resterende t. forventedes nået efter justeringer af VMP II i Samtidig med den faglige midtvejsevaluering offentliggjorde DMU og DJF en rapport om N-balancer i dansk landbrug. Man revurderede bl.a. den samlede nitratudvaskning til vandmiljøet og kom til, at udvaskningen fra landbruget i midten af 1980 erne havde været i størrelsesordenen t. N/år, og ikke t. som tidligere antaget. Denne vurdering ændredes igen i 2002 til t. 10 Dette er således det reviderede grundlag for VMP I. Dertil kommer yderligere (ud over tallene i VMP I og II) NH 3 -fordampning, der vurderes at svare til t. N i 1996 og t. N i Efter en handlingsplan fra 2001 planlagdes yderligere en reduktion i NH 3 - fordampningen svarende til t. N fra Under forudsætning af fuld implementering af VMP II forventes i 2003 at fordampe NH 3 svarende til t. N. 11 Bilag 4.8. Sammenhængen mellem VMP-målsætninger og reguleringen af saltvandsdopdræt 12 - Miljøstyrelsens NPO-redegørelse 1984 (45). - Folketingets NPO-handlingsplan 1985 (46). - Regeringens Aktionsplan for havet omkring Danmark Folketingets dagsordenforslag 1986: Regeringen skal senest fremlægge en samlet plan, der reducerer udledning af N med 50% og P med 80% inden for 3 år. Regeringens Handlingsplan mod forurening af det danske vandmiljø med næringssalte (19), Vandmiljøplanen (VMP I): - Reduktionsmål i tons for reduktion i N-udledning med 50% og P-udledning med 80% fra landbrug, kommunale rensningsanlæg og direkte industriudledninger. - Detaljerede midler og tidsfrister for de 3 sektorer. - Nationalt overvågningsprogram. Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalgs beretning af 30. april 1987 (44), justering af VMP I: - En række ændringer m.h.t. udskydelse af tidsfrister og undtagelse af visse landbrug. - Planen skulle omfatte hele vandmiljøet. - "Dambrug" blev medtaget. Dambrug (punkt 6 i VMP I): - Øjeblikkeligt forbud mod etablering af "dambrug i det åbne vand". - Midlertidigt forbud mod etablering af "dambrug med indtagelse af saltvand" indtil nærmere regler er udarbejdet. - Inden udgangen af 1987 skal regeringen udarbejde en plan for et miljømæssigt acceptabelt niveau for udviklingen i "dambrug i det åbne hav". 10 ) Vandmiljøplan II - baggrund og udvikling. DMU og DJF, november ) Handlingsplan til reduktion af ammoniakfordampningen fra landbruget (FVM og SNS 2001), Natur- og miljøeffekter af ammoniak (DMU, 1999), Emission af ammoniak fra landbruget - status og kilder (DMU og DJF 1999). 12 ) Baseret på notat fra Miljøstyrelsen (indlæg af Jørgen Magner ved udvalgets møde 16. april 2002).

17 17 Regeringens havbrugsplan af januar 1988 (22): - Indtil udgangen af 1990 indføres et samlet loft over havbrugsproduktionen og tilførslen til havet af næringssalte fra denne produktion svarende til det niveau, der pr var givet tilladelse til (den tilladte produktion var givet ud fra anvendelse af 7000 t. foder årligt). - Tilladelse til havbrugsdrift skal gives i form af et maximum for den mængde foder, der årligt må anvendes. - Miljøministeren skal udarbejde en bekendtgørelse til opfølgning af havbrugsplanen. Miljøstyrelsens skrivelse af til amterne om stop for nye ansøgninger om etablering af saltvandsdambrug. Miljøministerens Bekendtgørelse af om saltvandsbaseret fiskeopdræt (18) (stoppet for nye saltvandsdambrug blev dermed ophævet). En national målsætningsramme fastsættes på et samråd med miljø- og energiministeren i Folketingets Miljøog Planlægningsuvalg i 1991: - Samlet tilførsel til havet fra havbrug og saltvandsdambrug: Max. 650 tons N og 65 tons P pr. år. - Miljøstyrelsen skulle følge udviklingen i den faktiske tilførsel i forhold til målsætningsrammen. I henhold til Redegørelse fra Miljøstyrelsen (20) blev målsætningsrammen i 1993 reduceret til 560 t. N og 54 t. P pr år. Reduktionen skete på baggrund af opgørelser af de faktiske næringsstoftilførsler fra saltvandsbaseret fiskeopdræt i perioden Der blev konstateret et fald i tilførslerne på 50% for N og 65% for P pr. produceret t. fisk, p.g.a. forbedringer i fodertyper og fodringsforhold. Effekten af de konstaterede miljøforbedrende tiltag blev inddraget til fordel for vandmiljøet og ikke udløst til en mulig produktionsforøgelse. Miljøstyrelsens Redegørelse om den miljømæssige og erhvervsmæssige betydning af saltvandsbaseret fiskeopdræt i Danmark, 27. februar 1996 (21): - Redegørelse for udviklingen i tilladte og faktiske tilførsler til havet af N og P fra saltvandsbaseret fiskeopdræt. Miljøstyrelsens henstillingsbrev af 27. februar 1996 (21.a) til amterne om, at der indførtes et midlertidigt stop for nyetablering og udvidelser, idet man fandt, at den nationale målsætningsramme i praksis var opbrugt. Miljøministerens handlingsplan i maj 2002: Havbrugsplan 2001 (34) (se bilag 5). Hovedpunkter: - Skærpelse af visse parametre i bekendtgørelsen om saltvandsbaseret fiskeopdræt - Ophævelse af henstillingsbrevet af 27. februar 1996 om stop for nyetablering og udvidelser - Præcisering af planlægningskravene - Den skærpede målsætningsramme fra 1993 opretholdes, men vil blive taget op, når Havbrugsudvalget har afgivet sine anbefalinger. Med brev af 8. juni 2001 til amterne ophævede Miljøstyrelsen derefter henstillingsbrevet af 27. februar 1996, samt præciserede kravene i planlovgivningen. Det meddeltes, at der i forbindelse med regionplanudmeldingen for 2005 vil der ske en yderligere vejledning. Miljøstyrelsen sendte 13. juni 2001 et udkast til en ændret havbrugsbekendtgørelse i høring. Dette er senere stillet i bero i afventen af havbrugsudvalgets anbefalinger.

18 18 Bilag 4.9. Oversigt over love, bekendtgørelser, handlingsplaner m.v Lov om miljøbeskyttelse, LBK nr. 753 af 25/ Bekendtgørelse om godkendelse af listevirksomhed, BEK nr.646 af 29/ Vejledning om godkendelse af listevirksomheder, Vejl. nr af 1/ (= Vejl. fra Miljøstyrelsen nr. 3 / 1993). 4. Bekendtgørelse om indkaldelse af ansøgninger om godkendelse fra bestående listevirksomheder, BEK nr. 532 af 20/6 1992, som ændret v. BEK nr. 830 af 6/ Bekendtgørelse om brugerbetaling for godkendelse og tilsyn efter miljøbeskyttelsesloven, BEK nr. 965 af 16/ Bekendtgørelse om anvendelse af fodertyper ved opdræt af fisk i fersk- og saltvand, BEK nr. 18 af 28/ Bekendtgørelse om anvendelse af affaldsprodukter til jordbrugsformål, BEK nr. 49 af 20/ Lov om planlægning, LBK nr. 763 af 11/ Bekendtgørelse om spildevandstilladelser m.v. efter miljøbeskyttelseslovens kapitel 3 og 4, BEK nr. 501 af 21/ Lov om afgift af spildevand, LBK nr. 636 af 21/ Lov om saltvandsfiskeri, LBK nr. 803 af 11/ Bekendtgørelse om etablering og drift af havbrug, BEK nr. 122 af 1/ Bekendtgørelse om saltvandsbaseret fiskeopdræt, BEK 640 af 17/9/ Handlingsplan mod forurening af det danske vandmiljø med næringssalte, 31/ (VMP I). 20. Redegørelse fra Miljøstyrelsen nr. 2, 1994, Vandmiljø Redegørelse om den miljømæssige og erhvervsmæssige betydning af saltvandsbaseret fiskeopdræt i Danmark, Miljøstyrelsen 27. februar a Jf. følgebrev til Folketinget med oversendelse af (21). 22. Miljøministeriets Havbrugsplan, sendt til Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg 28/ Fiskerilov, L nr. 281 af 12/ Bekendtgørelse om kvalitetskrav for vandområder og krav til udledning af visse farlige stoffer til vandløb, søer eller havet, BEK. nr. 921 af 8/ Bekendtgørelse om Fiskeridirektoratets opgaver og beføjelser, BEK. nr. 225 af 3/ (delegationsbekendtgørelsen). 33. Bekendtgørelse om supplerende regler i medfør af lov om planlægning, BEK. nr. 428 af 2/ Havbrugsplan 2001, Miljø- og Energiministeriet, maj Bekendtgørelse om afgrænsning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder, BEK nr. 782 af 1/ Rådets direktiv 92/43/EØF af 21/ om bevaring af naturtyper smt vilde dyr og planter (Habitatdirektivet). 38. EU-parlamentets og Rådets direktiv 2000/60/EF af 23/ om fastlæggelse af en ramme for Fællesskabets vandpolitiske foranstaltninger (Vandrammedirektivet). 39. Rådets direktiv 85/337/EØF (1985) om vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning på miljøet (VVM-direktivet), som ændret ved Rådets direktiv 97/11/EF (1997). 40. Convention on Wetlands, Ramsar, Iran ) Numrene er ikke nødvendigvis fortløbende, idet der er overlap til en tilsvarende oversigt for ferskvandsdambrug, og da ændring i regler medfører løbende revision af oversigten.

19 Bekendtgørelse af konvention af 2. februar 1971 om vådområder af international betydning navnlig som levesteder for vandfugle, BKI nr. 26 af 4/04/1978, som ændret ved BKI nr. 55 af 11/08/1987 og BKI nr. 109 af 20/10/ Rådets direktiv 79/409/EØF af 2. april 1979 om beskyttelse af vilde fugle (EF s fuglebeskyttelsesdirektiv). 44. Beretning over Vandmiljøplanen afgivet af Folketingets Miljø- og planlægningsudvalget 30. april NPO-redegørelsen (Tilførsel af kvælstof, fosfor, og organisk stof til grundvand, fersk og marint overfladevand, virkningen af denne tilførsel, forslag til afhjælpende foranstaltninger), Redegørelse fra Miljøstyrelsen, august NPO-handlingsplan, Folketinget Aftale om Vandmiljøplan II, Folketinget 17/ Bekendtgørelse om henlæggelse af opgaver og beføjelser til Miljøstyrelsen, BEK. nr. 783 af 1/ Kommissorium for Udvalget vedr. udviklingsmulighederne for saltvandsbaseret fiskeopdræt i Danmark. Fødevareministeriet, 22/ HELCOM: The Convention for the Protection of the Marine Environment of the Baltic Sea Environment, 1992 (Helsinki Convention). 53. OSPAR: The Convention for the Protection of the Marine Environment of the North-East Atlantic, 1994 (fremlagt på ministermøde ved Oslo- and Paris- kommissionerne, Paris September 1992). 54. Cirkulære om recipientkvalitetsplanlægning, CIR nr. 159 af 10/ Notat om betydningen af EU s Habitatdirektiv og Vandrammedirektiv for administrationen af ferskvandsdambrug med en note om VVM proceduren (Vurdering af Virkninger på Miljøet). Skov- og Naturstyrelsen 19. marts Redegørelse om vandrammedirektivet, Miljøstyrelsen marts Vejledning i recipientkvalitetsplanlægning. Del II Kystvande. Vejledning fra Miljøstyrelsen nr. 2/ VVM-vejledning om visse offentlige og private anlægs indvirkning på miljøet. VEJ nr af 10/ Overblik over statslige interesser i regionplanrevision Landsplanafdelingen, Miljøministeriet (november 2002). 60. Bekendtgørelse af lov om kystbeskyttelse. LBK nr. 243 af 5/ Bekendtgørelse om henlæggelse af opgaver til Kystinspektoratet og om kundgørelse af ordensreglementer for havne. BEK nr af 16/ Bekendtgørelse om miljømæssig vurdering af anlæg på søterritoriet (VVM). BEK nr. 128 af 11/ Udkast til ændring af bekendtgørelse om afgrænsning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder (BEK nr. 782 af 1/ ). (Af Skov- og Naturstyrelsen udsendt i offentlig høring 24. oktober 2002). 64. Bekendtgørelse om indberetning af oplysninger om dansk akvakultur. BEK nr. 934 af 21/ Rådets direktiv nr. 76/464/EØF om forurening, der er forårsaget af udledning af visse farlige stoffer i fællesskabets vandmiljø.

20 20 Bilag Miljøstyrelsens brev til amterne 8. oktober 2002 om fastsættelse af kvalitetskrav Miljøstyrelsen Miljøministeriet Amtskommunerne i Danmark Journalnr. bedes anført ved besvarelse. J.nr.M Ref.: JBJ/16 Den 9. oktober 2002 Fastsættelse af kvalitetskrav for visse farlige stoffer i henhold til Miljø- og Energiministeriets bekendtgørelse nr. 921 af 8. oktober 1996 I forbindelse med en række konkrete klagesager på dambrugsområdet og i forbindelse med amternes rapportering i august 2002 af hvilke kvalitetskrav amtsrådet har fastsat i perioden , er Miljøstyrelsen blevet opmærksom på, at amterne i visse tilfælde administrerer efter en praksis, som ikke er helt i overensstemmelse med reglerne på området. Herunder afgørelser, som EF-domstolen siden har truffet i relation til Rådets direktiv 76/464/EØF om udleding af visse farlige stoffer til Fællesskabets vandmiljø. Miljøstyrelsen skal derfor præcisere følgende: Amtsrådet er forpligtet til at optage kvalitetskrav, som de selv fastsætter, som retningslinier i regionplanen og med mindre fastsættelsen af kravet er begrundet i særlige beskyttelsesforhold for et konkret vandområde, vil et fastsat kvalitetskrav være gældende for alle amtets vandområder og bindende for administrationen. Forslag til optagelse af retningslinier i regionplanen skal udsendes i høring. I en konkret enkeltstående sag, hvor der skal gives tilladelse til en ny udledning, og hvor amtet i den forbindelse har behov for at fastsætte et kvalitetskrav for et stof - (hvor der ikke er fastsat landsdækkende krav) - for at kunne meddele udledningstilladelsen, vil amtet kunne fastsætte et kvalitetskrav forud for optagelse af kvalitetskravet i regionplanen. Denne fastsættelse af krav er en afgørelse omfattet af miljøbeskyttelseslovens klagebestemmelser. Derved sikres, at amtets afgørelse vil kunne prøves ved de rette klageinstanser. Miljøstyrelsen finder - i overensstemmelse med EF-domstolens praksis - at kvalitetskrav, der fastsættes af amtet for stoffer, som udledes fra en række eksisterende kilder i et amt, skal indgå i amtets regionplan, som en del af målsætningerne for vandkvaliteten, før end kvalitetskravene kan håndhæves. I denne sammenhæng forudsætter Miljøstyrelsen også i henhold til bekendtgørelsens 10 og EF-domstolens afgørelse - at der for eksisterende relevante kilder udarbejdes en samlet, specifik plan (program) for, hvorledes amtsrådet gennemfører reguleringen af udledningen af de pågældende stoffer. I brev af 20. juli 2001 meddelte Miljøstyrelsen amterne forslag til kvalitetskriterier for medicin og hjælpestoffer i dambrug. Kvalitetskriterierne og grundlaget for deres fastsættelse har været indgående drøfter i Fødevareministeriets dambrugsudvalg, som i foråret 2002 afsluttede sit arbejde med nogle anbefalinger om det videre arbejde med at gøre kvalitetskriterierne bestemmende for administrationen. På den baggrund skrev Skov- og Naturstyrelsen den 17. april 2002 til Dansk Dambrugerforening med kopi til de amter, der har dambrugsproduktion. Skov- og Naturstyrelsens brev omfatter bl.a. en udmelding om, at de aktuelle kvalitetskriterier først træder i kraft 1. april 2005, men at amterne i den mellemliggende periode skal sikre, at udledningen af medicin og hjælpestoffer begrænses mest muligt og at de foreslåede kvalitetskriterier indtil da benyttes som grundlag for at vurdere, hvorvidt etablerede foranstaltninger fører til, at dambrugenes udledninger tilgodeser, at kriterierne opfyldes.