Jysk børneforsorg Fredehjem

Transkript

1 Jysk børneforsorg Fredehjem Lege i livstræets krone Årsskrift 2009

2 Jysk børneforsorg/fredehjem Indhold Årsskrift 2009 Foreningen Jysk børneforsorg/fredehjem Redaktion Bent Ulrikkeholm (ansv. redaktør) Susanne B. Nielsen Forsidefotos Bent Ulrikkeholm - Gamle lege ved JbF-Træf Øvrige fotos Bent Ulrikkeholm og privat udlån Produktion Dimenzions Jysk børneforsorg/fredehjem er en sammenslutning af Jysk børneforsorg, der under navnet»kvindehjælpen«blev påbegyndt i Århus i 1906 af Ellen Schepelern, og»fredehjem«, der blev påbegyndt samme år af pastor Jørgen Chr. Berthelsen i Harboøre. Jysk børneforsorg/fredehjem har som formål som en del af folkekirkens diakoni at udøve pædagogisk og støttende arbejde for svagt stillede børn, unge og familier. Formålet søges realiseret gennem driften af en række tilknyttede institutioner, der samarbejder med offentlige myndigheder, og gennem oprettelse og drift af socialpædagogiske alternativer. Sekretariat Ellengården Bethesdavej Århus N. Tlf fax mail@jyskborneforsorg.dk Skæbner 3-4 Diakoni Skabe håb i ensomheden 6 Dynamisk og lærerigt 7 Lege i livstræets krone 8-9 Ridser, revner og buler Sommertid er ferietid - for alle? Sommerlejr i Kolobrzeg, Polen Velkommen til de nye 17 Verden forandrer sig 18 Mange nye veje 19 Jobkollegie med blik for ressourcer Når kaos flytter ind Havredal - nu med ph.d Jysk børneforsorg/fredehjem - sekretariat og hovedbestyrelse 26 Institutionsfortegnelse 27

3 Skæbner Hovedbestyrelsens formand, socialrådgiver Jette Hansen indleder her årsskriftet med betragtninger om det store ansvar, det er at bære skæbner i sine hænder. Inspiration fra bogen Højtlæseren knyttes sammen med foreningens arbejde med formål og værdigrundlag. Af Jette Hansen Drengen og kvinden Jeg læste i foråret bogen Højtlæseren af Bernhard Schlink. Bogen gjorde dybt indtryk på mig med sin beretning om to menneskeskæbner. Hovedpersonerne er Drengebarnet med navnet Michael og kvinden Hanna. Ved bogens begyndelse er Drengebarnet 15 år og Hanna 36, de er bosiddende i en tysk by i efterkrigstiden. De mødtes tilfældigt. Drengebarnet kom en dag under et sygdomsudbrud til at kaste op på gaden ud for Hannas bolig. Hun hjalp ham beredvilligt i situationen, og da han et halvt år senere var i bedring for sin gulsot, sendte hans mor ham af sted til kvinden med en buket blomster som tak for hjælpsomheden. Der udviklede sig et kærlighedsforhold de to imellem. Drengebarnet, som Hanna kaldte ham, fortalte blandt andet, at han var mere optaget at hende end af skolen. Det reagerede hun kraftigt på og opfordrede ham til at være flittig med skole og lektier. Hanna arbejdede som sporvognskonduktør. Hun viste interesse for hans bøger og opfordrede ham til at læse højt for sig under påskud af, at hans stemme var så smuk. Herefter blev deres fælles ritual: højtlæsning, styrtebad, elskov og samvær. For at få mere tid sammen med Hanna foreslog Drengebarnet, at de i påskeferien skulle planlægge en fælles cykeltur. Hanna interesserede sig ikke for hans orientering om ruten på kortet eller om at finde den rigtige vej under turen. Der opstod en konflikt, da Drengebarnet en morgen var stået tidligt op og gået ud for at købe blomster til Hanna. Han forstod ikke hendes voldsomme reaktion, da han kom tilbage. Han havde jo lagt en seddel med godmorgen og besked om, at han snart var der igen. Pludselig en dag var Hanna væk. Drengebarnet kontaktede i sin uforklarlighed sporvejsselskabet, der kunne oplyse, at hun havde meddelt, at hun ikke kom mere. Helt uforståeligt, havde funktionæren sagt, fordi Hanna netop var tilbudt uddannelse til vognstyrer. Skjulte svagheder Der gik mange år, inden de genså hinanden. Drengebarnet havde valgt at læse jura og var som studerende med til at overvære den første koncentrationslejrproces, et retsopgør med nazitiden. Hanna var som 17-årig kommet til Berlin, havde fået arbejde ved Siemens, afstod fra en forfremmelse og meldte sig i 1943 til SS som vogterske. Indtil foråret 1944 gjorde hun tjeneste i Auschwitz og efterfølgende i en lille annekslejr tæt ved Krakow. Hanna blev anklaget sammen med fem andre vogtersker. Anklagepunkterne handlede om speciel udvælgelse af kvinder i lejren, men også om et bombardement under en fangetransport mod vest, hvor alle fanger på nær en mor og datter omkom, fordi de var låst inde i en kirke, og ingen bekendte sig til at have nøglen. Den overlevende datter var under retssagen et betydningsfuldt vidne. Hun havde skrevet en bog om lejren og transporten. Bogen var tilgængelig for alle og blev derfor ikke læst op. Hanna indrømmede til slut at have skrevet en betydningsfuld rapport for at undgå konfrontation med en skriftekspert, og hun blev anklaget for at have ført pennen og ordet og dømt til livsvarigt fængsel. Vi møder skæbner, der kommer til at berøre os dybt Fortsættes næste side 3

4 Skæbner - fortsat Under retshandlingen gik det op for Drengebarnet, at Hanna var analfabet. Hun lod sig afsløre som forbryder af angst for at blive afsløret som analfabet. Hun kæmpede i livet - ikke for at vise, hvad hun kunne, men for at skjule, hvad hun ikke kunne. Drengebarnet fik under retshandlingen anfægtelser i forhold til, om han burde afsløre, at han var blevet klar over, at Hanna var analfabet og således ikke kunne dømmes for at have skrevet den afgørende rapport. Smertefuld længsel Han kontaktede sin far, der var professor i filosofi. Drengebarnet havde som barn haft en længsel efter, at familien skulle have haft større betydning for faderen. Som filosof endte han med ikke at kunne hjælpe sin søn med spørgsmålet, men udtrykte det uudholdelige i heller ikke at kunne gøre det som far. Drengebarnet fik svært ved at finde en livsbane. Da Hanna havde været fængslet i otte år, genoptog han sin rolle som højtlæser og sendte hende en båndoptager. Han indtalte regelmæssigt kassettebånd, som han sendte til hende i fængslet. Sådan fortsatte det de næste 10 år. Efter fire års forbindelse på denne måde modtog Drengebarnet et kort brev med kommentarer og tak fra Hanna. Han modtog senere flere små breve og iagttog, at håndskriften med tiden blev mere flydende. Han sendte aldrig breve tilbage til hende. Bogen slutter med, at Drengebarnet af fængselsinspektøren blev bedt om at hjælpe Hanna i livet efter en forestående benådning. Han var hendes eneste kontakt uden for fængslet. Et besøg i fængslet bragte ikke noget godt med sig. Der var en afstand mellem dem og et misforhold mellem hans beundring af, at hun havde lært sig at læse og det forhold, at han aldrig havde svaret på hendes breve og givet hende en plads i sit liv. Hanna havde kæmpet sin kamp i læseprocessen ved at låne de bøger, hun fik på lyd fra ham. Skæbner i vore hænder I foreningens arbejde møder vi skæbner, der kommer til at berøre os dybt, og nogle fylder meget. Det er måske de situationer, hvor det bliver svært at hjælpe tilstrækkeligt, til at noget kan forandres til det bedre, der berører os mest. Konflikterne i os selv kender vi. Hvordan hjælper vi bedst i en given situation med respekt for det andet menneske, og er vi altid parate til at yde det, der er brug for? Bogens Hanna fandt aldrig den tryghed til et andet menneske, der gjorde, at hun blev i stand til at tale om den skam, hun bar på i forhold til at være analfabet, og det blev hendes skæbne. Mod til forandring I Jysk børneforsorg/fredehjem bærer vi skæbner i vore hænder, og det ansvar vil vi løfte i overensstemmelse med de bærende værdier i foreningens arbejde. Disse værdier er formuleret i den pjece, som er udgivet om foreningens formål og værdier. Heri slås det fast, at vi gennem de fire kerneværdier: Menneskets værdighed Liv i vore hænder Livsudfoldelse og Åbne og tillidsfulde relationer vil møde den enkelte respektfuldt, værdigt og tillidsfuldt. Mange kæmper - som bogens Hanna - med at skjule svagheder. Vi har modet til at tro på, at forandringer kan ske, og at ethvert liv har potentiale til at folde sig ud. Vi vil bestræbe os på at gøre det bedste. 4 Da Drengebarnet på løsladelsesdagen skulle hente Hanna, havde hun hængt sig. Hun efterlod et brev og bad ham overbringe opsparede Mark til den datter, der havde overlevet fangetransporten og været vidne i retssagen.

5 Diakoni 2010 Stiftsudvalget for Diakoni og Sjælesorg har besluttet at synliggøre diakonien i Århus Stift med et tredages arrangement i marts Til at koordinere arrangementet har Stiftsudvalget i samarbejde med Jysk børneforsorg/fredehjem og Diakonhøjskolen ansat religionshistoriker Maria Aamand i en midlertidig projektstilling, og hun fortæller her om, hvad der skal ske. Af Maria Aamand Diakoniudvalget under Århus Stift holder marts 2010 diakonidage i Vor Frue Kirke. Formålet er at sætte diakoni og sjælesorg på dagsordenen hos konfirmander, menighedsråd, ansatte og frivillige i sognene. Ildsjæle og frivillige fra diakonale frivillige organisationer er også indbudt og vil deltage med inspirerende debatoplæg. En bred vifte af fagfolk, kunstnere og frivillige vil desuden udfordre de deltagende konfirmander, menighedsråd og andre interesserede til fordybelse i diakoniens værdier og menneskesyn og ikke mindst til et fornyet indblik i den praktiske side af diakonien. Diakonien vokser nedefra Diakonien er nemlig praktisk af natur og vokser som regel op nedefra - lige dér, hvor behovet er. Der findes i folkekirken ikke en overordnet diakoniplan over, hvordan man gør, og det diakonale arbejdes vilkår er, at det socialpolitiske felt altid forandrer sig. Diakonien må derfor ofte finde nye former og udtryk. Projektet Diakoni Kirkens åndedrag skal være væksthus og forum, hvor nye diakonale idéer kan spire og diskuteres, og hvor nyt diakonalt (sam-) arbejde kan se dagens lys. Arrangementet vil vise noget af bredden i det diakonale arbejde og den diakonale forståelse i kirken. Det vil inspirere menighedsråd og ansatte i kirken til at gå i gang med konkrete tiltag og støtte præsterne i undervisningen af konfirmander med henblik på en styrkelse af den diakonale side af undervisningen. Geocaching i byen Hver diakonidag vil begynde med en andagt i kirken, og derefter vil de deltagende konfirmander tage på geocaching (byløb ved hjælp af GPS) til forskellige diakonale institutioner i midtbyen og andre udvalgte steder. Diakonelever fra Diakonhøjskolen står for geocachingen og vil være på posterne. Hver eftermiddag vil der være debatoplæg inden for temaer som: Kirken, politikerne og loven, Kirken - den sociale endestation og Best practice - diakonale tiltag med forbehold for ændringer. Om aftenen vil en kunstner dele ud af sine diakonale og socialpolitiske overvejelser i forbindelse med sit arbejde, hvorefter der vil være koncert, filmfremvisning og teater med diakonalt indhold. Hver aften rundes af med natkirke. Programmet opdateres løbende og kan ses på hjemmesiden 5

6 Skabe håb i ensomheden Mathias Lasgaard er forsker og netop ansat i nyt job på Syddansk Universitet. Med en baggrund som psykolog har han i år afsluttet sin ph.d. om unges ensomhed og mistrivsel ved Psykologisk Institut i Århus. Mellem 4-8% af de unge oplever væsentlige problemer med ensomhed og den sårbarhed, det medfører i relationer og selvværd. Mathias Lasgaard er aktiv som bestyrelsesmedlem i Café Husrum i Århus. Et projekt, der retter sig mod disse unge. Af Bent Ulrikkeholm Kendskabet til Jysk børneforsorg/fredehjem var kun sporadisk, da han for et års tid siden blev spurgt, om han ville gå ind i bestyrelsesarbejdet. Men da der var et godt match mellem hans professionelle arbejde og opgaven i det daværende Café Lytten, som nu hedder Café Husrum, sagde han ja. - Den ånd og det fokus, arbejdet i Café Husrum har, fik mig til at sige ja til at indtræde i bestyrelsen, siger Mathias Lasgaard. Der er brug for mere helhedsorienterede tilbud til de unge Skabe sammenhæng Bestyrelsesarbejdet bliver for Mathias Lasgaard også en måde at bygge bro mellem hans forskningsmæssige hverdag og et fritidsengagement, der harmonerer med det faglige. - Jeg føler da en vis forpligtelse til at bidrage til at forsøge at skabe sammenhæng mellem de to verdener, jeg bevæger mig i. Den forskningsmæssige og den praktiske i forhold til de unge, hvis situation jeg forsker i, siger han. Bestyrelsens rolle For Café Husrum er situationen for øjeblikket præget af forandringer. Der er skiftet leder, navn og hjemsted, og hele projektet er til revision i forhold til de nye vilkår. I en sådan fase får en bestyrelse ifølge Mathias Lasgaard en særlig rolle. Som dem, der - lidt bag den daglige drift - kan holde sammen på tingene og bære det videre til en ny leder. Traditioner og historie skal bæres videre ind i en ny tid. - Det er klart, at man som frivillig bestyrelse er meget afhængig af, at der står en professionel organisation ved siden af, og dér er foreningens kontor jo af stor betydning for os. Man kan måske sige, at de to parter - foreningen og bestyrelsen - kan berige hinanden og er hinandens forudsætning, siger Mathias Lasgaard. 6 Et nødvendigt tilbud - De unge, jeg gerne vil forstå bedre, vide noget om og undersøge vilkårene for, er de unge, som har problemer med ensomhed og mistrivsel af forskellig slags, fortæller Mathias og tilføjer: - Der er brug for mere helhedsorienterede tilbud til de unge, tilbud hvor også gruppesamtaler kan tilbydes. Mathias Lasgaard oplever Café Husrums tilbud som en nødvendig niche på den palet af tilbud, som i øvrigt findes til de unge. Han mener, at der i nogle offentlige tilbud kan være en påtvunget optagethed af at få et bestemt antal unge igennem tilbuddet, mens man i Café Husrum i højere grad kan arbejde individuelt og behovsbestemt. At nå de unge Det kan være vanskeligt at nå de unge, som har brug for hjælpen. Mathias Lasgaard fortæller, at det ligger i selve problemstillingen med at have oplevet tab og svigt, at de tidligere oplevelser med dårlige relationer kan gøre det særligt svært for en ung at række ud efter et hjælpetilbud. Det bliver en ond cirkel, hvor den unges isolation og smerte tiltager. Vi vil med Café Husrum også gerne være et øverum for den unge, der har brug for langsomt og forsigtigt at få en bedre oplevelse med relationer til andre, siger Mathias Lasgaard.

7 Dynamisk og lærerigt Ude-Bo i Horsens er et socialpædagogisk ungdomsprojekt med egen styregruppe under foreningen Jysk børneforsorg/fredehjem. Der ydes professionel støtte og vejledning til unge i alderen år med psykosociale problemstillinger. Styregruppen har seks medlemmer. I lidt mere end et år har Sofie Løvbjerg, der er psykologistuderende, været med i styregruppen. Bestyrelsesarbejdet er lærerigt - Jeg synes, det er spændende og lærerigt at få indblik i, hvordan det organisatoriske arbejde fungerer med forhandlinger med kommunen for eksempel. Men man kan godt nogle gange blive skuffet over systemet og over at høre om de problemer, vores unge møder dér, siger Sofie. Hun tilføjer med et smil, at det nok ikke er diskussionerne om projektets økonomi, der får hendes engagement helt op i det røde felt, det er mere, når de unges vilkår drøftes. Af Bent Ulrikkeholm Det var en studiekammerat, der opfordrede Sofie Løvbjerg til at tage en periode som vikar i Ude- Bo s styregruppe i Horsens. Hun sprang til og er nu fast medlem af styregruppen. En beslutning hun er glad for, og som har ført til et frivilligt engagement i Jysk børneforsorg/fredehjem gennem godt og vel et år. Sofie Løvbjerg er psykologistuderende på 7. semester, så der er et par år endnu af studiet. Efter gymnasietiden satte Sofie ikke kursen direkte mod Psykologisk Institut, men ud af studiemiljøet for at arbejde med mennesker. Et levende engagement Den engagerede og undersøgende tilgang til tilværelsen bragte Sofie Løvbjerg til Egmont Højskolen i Odder i et år som personlig hjælper. Så tog hun ud i verden. Først til Thailand på et hjem for handicappede børn og videre til Kina som engelsklærer. Så kom hun hjem igen til et arbejde i socialpsykiatrien i Horsens, derefter på Stensagerskolen i Århus. Det blev til i alt tre års møder med mennesker og personlige udfordringer, inden Sofie for tre og et halvt år siden tog fat på studiet til psykolog. Et studium, der godt kan forekomme hende temmelig teoretisk. Studiet er alt for teoretisk, og der er ikke mange cases, men så har jeg kunnet bruge mine egne eksempler i stedet, siger Sofie. Det giver mig så meget personligt, og det er et perfekt supplement til mit psykologistudie En blandet og dynamisk flok I styregruppen sidder der personer med vidt forskellig baggrund og alder. Det mener Sofie er en fordel, og det giver efter hendes mening en super god dynamik i arbejdet. Vi kan netop bidrage med mere til drøftelserne, fordi vi er så forskellige, siger hun. Det folkelige engagement, som frivillige bestyrelsesmedlemmer kan bidrage med, er efter Sofies opfattelse vigtigt, og det er en mekanisme, som gør at projekter og selvejende institutioner er et godt supplement til offentlige tilbud. Giver opfordringen videre Sofie giver gerne en opfordring videre til andre, som kunne overveje et engagement som bestyrelsesmedlem. Det giver mig så meget personligt, og det er et perfekt supplement til mit psykologistudie. I bestyrelsesarbejdet oplever jeg, at jeg måske kan bruge noget af mit overskud til at give andre et lille skub på vejen, fortæller Sofie, der glæder sig over den dynamik, som udfoldes i Ude-Bo. Medarbejderne brænder virkelig for det, og arbejdet er præget af, at det her, det skal vi bare. Det er sjovt at være en del af, slutter Sofie. 7

8 Lege i livstræets krone Årets JbF-Træf på Rødding Højskole satte både tankerne og bevægeapparatet i gang. Ninna Nørgaard Gevitz er afdelingsleder i Bofællesskabet Birkedalen, og hun fortæller her om sin oplevelse af træffet, hvor der blev lyttet, reflekteret, leget, sunget, snakket, kæmpet, grinet, spist, festet, danset kun søvnen kom nok lidt i underskud. Af Ninna Nørgaard Gevitz Uhelbredelig optimisme Kendetegnende for JbF-Træf i Rødding er, at når vi begynder turen hjemad, er vi fyldt op - så godt og vel - på den gode måde. Fyldt med indtryk. Både af den lidt tungere slags, som måske kan relateres til ens eget arbejde, såsom oplægget af Søren Hertz, der fortalte om udviklingen og de to nyheder inden for børne- og ungdomspsykiatrien eller det lidt lettere, Peter A. G. leverede om det sanselige menneske, men som giver stof til eftertanke. For eksempel vigtigheden af at elske verden frem for at beherske den eller mental sundhed betyder, at man godt kan rumme forskelligheden. Lad os lege Friluftsaktiviteterne var et scoop. Om natten havde vi festet, så en snert af træthed sad i kroppen. Derfor var det fedt at komme ud at tumle, kæmpe og bruge lidt energi og få iltet kredsløbet. Flere af legene vil fint kunne bruges i forhold til beboere, også de ældre, som ikke altid er så lette at motivere. Men så sandt som det blev sagt, hvis personalet selv griner og har det sjovt, så kan vi trække de fleste op af sofaen og få deres deltagelse med røde kinder og glade smil til følge. Højskole med atmosfære Det, at træffet foregår på Rødding Højskole, er en dejlig fornemmelse. At være et sted, hvor bygningerne er smukke, opslagstavlerne fyldt med spændende tanker og idéer og atmosfæren i det hele taget, er befordrende for fordybelse og til at tænke lidt længere ud ad et spor, end tiden måske tillader i det daglige. Samtidig er det historisk og folkeligt - og vi samler tallerkener efter middagen på højskolemanér. At fortælle børn og venner derhjemme, at vi skal på højskole med mit arbejde, giver anerkendende kommentarer med på vejen. I det daglige arbejde er tiden ofte knap, så der er sjældent tid til at tale med ansatte på andre afdelinger på institutionen. Dette råder JbF-Træffet bod på - et døgn, hvor mangt og meget kan blive vendt. Samtidig er det ok at tage sin gemal med. Set med mine øjne et fint tilbud, da vi får en fælles oplevelse og knap så adskilte verdener. Det er dejligt med indsigt i hinandens arbejdsliv. Fællesskabet I det hele taget synes jeg, at det at være en lille brik i det store hele, som Jysk børneforsorg/fredehjem er, giver fællesskabet en ekstra dimension. I Rødding er vi til JbF-Træf, ikke kun medarbejderstævne, da der jo også er bestyrelsesmedlemmer, seniorklub osv. Siden min første ansættelse på en af foreningens institutioner og dermed første træf i Rødding har jeg altid haft oplevelsen af, at der er en højere grad af noget fælles tredje, end der er som ansat på en kommunal eller (i gamle dage) amtslig institution. Udvikling af muligheder og gøren brug af stødpuder er to sider af samme sag - at være under Jysk børneforsorg/fredehjem. Tusind tak for det - det er guld værd. Når vi begynder turen hjemad, er vi fyldt med indtryk 8

9

10 Ridser, revner og buler Peter A. G. Nielsen er musiker og digter. En mand der tænker over livet, og hvordan vi lever det. Han fik det sidste ord på årets JbF-Træf og gav med humor og indlevelse brudstykker til en mosaik om sin opvækst, livet i Østjylland og København med børn, manden på bænken og de hurtige motionister, der forstyrrer eftertanken ved søerne. Bent Ulrikkeholm talte med ham om nogle af hans tekster - over kaffe og kringle på Rødding Højskole. Af Bent Ulrikkeholm Vi er de vilde kaniner I Selvopfyldte profetier fra 2002 skriver du, at du stadig får mails fra de Vilde kaniner (1982). Er der stadig brug for de vilde kaniner? - Ja, det tror jeg. Altså, dengang ville jeg gerne lave en sang om at sige sandheden, fordi verden er så fuld af løgn. Hvis du så skriver: man skal altid sige sandheden, så har det ingen effekt. Du må give din idé en krop. Det er jo nærmest en sangleg, siger Peter A.G., der glæder sig over, at sangen stadig lever og har det fint. Peter A.G. mener, at kunsten har en vigtig rolle at spille i samfundsdebatten. - Kunsten skal hele tiden give et bud på, hvad det vil sige at være menneske. Sige, at vi værdsætter det mangfoldige. Og noget af det smukkeste er måske, at når du optræder med dine sange live, så er der folk, som ikke er enige, der er med alligevel, fortæller Peter A.G. Skrøbeligheden vil lære os noget om det at være menneske Ridser, revner og buler Sangen Ridser, revner og buler, vi er, hvad vi skjuler kom i Mange af dine tekster handler om skrøbeligheden, de skæve og de skrå. Hvad betyder det for dig at tage afsæt i det skrøbelige? - Man siger jo, at man bliver digter ved den kærlighed, der ikke bliver forløst, eller den pige man aldrig fik. Det er, når smerten kommer ind i verden, at vi forandrer os og lærer noget nyt. Nogle siger: hvor er det forfærdeligt! Men for mig har det været en stor befrielse at få indblik i den verden, fordi man så også bliver et følsomt menneske, som kan genkende skrøbeligheden, fortæller Peter A. G. - Jeg har tit oplevet at møde mennesker, som det er rart at være sammen med, fordi de har en mildhed i deres væremåde. Så viser det sig, at de har et barn med et handicap eller har været udsat for noget slemt, fortæller Peter. Han tilføjer, at det er skrøbeligheden og smerten, der vil lære os noget om det at være menneske, og det er fattigt, hvis vi ikke vil vedkende os det. Det perfekte er bare kedsommeligt. De farlige ufejlbarlige Der er også en pointe mere i sangen, påpeger Peter A. G. For teksten fortsætter: Det er de ufejlbarligste, der er de farligste. - Når vi var ude at spille til bal et sted, så var det ikke altid Guds bedste børn, vi havde med at gøre, men vi fandt da ud af, at de ikke var de værste. Det var dem, der lod som om, de var gode, siger Peter. 10

11 I sit Københavnerliv omgås Peter A.G. meget folk på bænkene, spritterne og de mange med psykiske problemer, som ikke kan holde ud at være inde. - De har det nederlag, at mange ikke vil kendes ved dem. Når de står og sælger Hus Forbi, så er der mange, der bare kigger væk. Jeg synes, man har pligt til som menneske at udvise et minimum af interesse. Da specielt over for dem, der ikke har så meget. Men du har ret, jeg kan godt lide det skrøbelige, faktisk. Det er meget interessant, siger Peter. Når jeg bliver gammel....vil jeg sidde på en bænk, der hvor havet slår ind over molen. (1989). Mange mener, at vi forherliger ungdom i vores tid. Hvad tænker du om det at blive ældre? - Fordelen ved at blive ældre er, at man kan gå efter det, man selv synes er vigtigt. Du behøver ikke tækkes alt og alle, ligesom når du er 18, siger Peter A.G. Han mener, det er i orden, at det kan ses på mennesker, at de har levet. Det er et mål at stræbe efter at lære at være taknemlig over, hvad livet bringer én, næsten uanset, hvad det er og ikke forsøge at lade som om, rynker og grå hår ikke er der. - Det er ikke nemt at blive gammel. Min onkel siger, at det er havnen for alle dårlige ting, siger Peter og fortsætter: - Men de mennesker jeg beundrer allermest, det er dem, der formår at tage imod sygdom med oprejst pande uden bitterhed. Jeg håber, jeg kan tackle det sådan, når jeg bliver gammel. At se på det, jeg stadigvæk kan, og glæde mig over at få en kop kaffe og et stykke kringle henne på plejehjemmet, siger Peter A.G. med et smil og tager den sidste bid af den kringle, højskolen har serveret for os. Godnat nu Du skrev i 1984 en godnatsang. Godnat nu. Drøm noget godt. Drøm om fremtiden, drøm den smuk og flot. Tror du på, at man kan skabe noget med drømme? - Ja, det tror jeg helt sikkert på. Alle forældre kender det jo. Uanset hvad dagen har bragt, så prøver vi at lade barnet falde i søvn med en smuk drøm, siger Peter og taler sig varm: - Tænk på Danmark. Vi er et lille land sammenlignet med de store i verden. De store frygter man, fordi de er mange. Hvis alle tyskerne marcherer, så er det farligt. Vi er for få danskere til at skabe frygt, hvis vi marcherer, men vi kan skabe store drømme, og det vidste vores forfædre. Vi har været langt fremme med forsorg, skole for alle, at man kan låne bøger gratis på et bibliotek. Det format er en stor, smuk drøm, og det har de kigget efter ude i verden. De store, der kan marchere, de har kigget på lille Danmark og tænkt, hvordan gør de det dér? Peter A.G. sætter kaffekoppen fra sig og fortæller, at mange af hans sange handler om at tæmme en drøm. Når jeg bliver gammel for eksempel. - Jeg tror, den sang blev så populær, fordi det er en drøm. Der skal være fisk i havet, de gamle kan gå og fange engang. Og tilbage til godnatsangen. Den slutter jo med at sige: Trang tid for soldater, postulater og absolutter. - Der er ikke nogen endegyldig sandhed, vi må være åbne, kritiske og i dialog, slutter Peter A.G. Læs en udvidet udgave af interviewet på 11

12 Sommertid er ferietid - for alle? Jysk børneforsorg/fredehjem arrangerer hvert år sommerlejre for børn, unge og familier. I dette årsskrift omtales i ord og billeder blandt andet årets tur til Polen. Lars Bundgaard fortæller her om tankerne bag sommerlejrkonceptet, og hvordan det hele begyndte. Af Lars Bundgaard De fleste kan sikkert blive enige om, at alle bør have en god sommerferieoplevelse, ikke mindst børn og unge. Alligevel er det sådan, at der er børn, unge og børnefamilier, som har svært ved at få en god sommerferieoplevelse. Det kan der være mange grunde til. Det kan være en kombination af økonomi, psykiske problemer, brudte familier eller manglende struktur i hverdagen. Sommerlejre i 25 år Alt dette var baggrunden for, at Jysk børneforsorg/fredehjem i 1984 tog initiativ til at arrangere sommerferie for børn. Vi oplevede for ofte at møde børn, der i den lange skoleferie ikke havde haft en god sommerferieoplevelse. Og det blev ikke bedre af, at disse børn efter skoleferiens afslutning kom tilbage til skolekammeraterne og her hørte de mere heldigt stillede børn fortælle om spændende og begivenhedsrige ferieoplevelser. Vi koblede dette behov med, at vi rundt på foreningens bosteder for børn og unge havde medarbejdere med årelang erfaring i at give børn og unge en god ferieoplevelse. De første ferielejre blev udbudt i Sønderjylland, og det viste sig hurtigt, at kommunerne og pårørende henvendte sig i stort tal. Forventningsfulde børn Hver sommer lige siden har vi haft den glæde at møde hundredvis af forventningsfulde børn, unge og børnefamilier, og perioden op til sommerferien er på foreningens kontor i høj grad præget af forberedelser til disse feriearrangementer. Vi har prøvet at følge med tiden, så vores tilbud har gradvist udviklet sig. Vi har differentieret i alder, så vi i dag har tilbud til de mindre børn, til juniorerne og til de unge. Vi har sommerhusdaseferie, vi har ridelejre, vi har aktivitetsferier, og så har vi rejser for unge. For en del år siden startede vi også med at tilbyde børnefamilier en sommerferieoplevelse - noget, som i de senere år har fyldt meget i feriearbejdet. Netværk af landmandsfamilier I nogle år havde vi det problem, at vi fik en del tilmeldinger i sidste øjeblik, og hvor der ikke var plads på de eksisterende arrangementer. Dette var medvirkende til, at vi udviklede et netværk af landmandsfamilier, der står til rådighed for med kort varsel at være værter ved et sommerferieophold eller et aflastningsophold. Ligeledes er de til rådighed, hvis et barn eller et søskendepar ikke skal have ferie sammen med en anden gruppe, men primært skal være sammen med voksne i ferien. Landmandsfamilienetværket er således også i dag et vigtigt element i vores mulighed for at give et så kvalificeret og målrettet tilbud som muligt. Som nævnt ovenfor arrangerer vi i dag rejser til udlandet for de unge mellem 14 og 18 år. I år gik turen til Polen, og lederen af denne tur, Jan Gosvig, fortæller i årsskriftet om oplevelserne på turen. 12

13 13

14 Sommerlejr i Kolobrzeg, Polen Jan Gosvig var sammen med andre frivillige ledere med en gruppe unge på sommerlejr i Polen i sommeren Det var første gang - men ikke sidste. Hele ledergruppen er klar til en ny tur næste år. Her fortæller Jan Gosvig om turen, der bød på mange forskellige oplevelser. Af Jan Gosvig Det var med sommerfugle i maven, at jeg og de øvrige ledere tog imod sommerlejrens deltagere uden for Musikhuset i Århus - mandag aften kl Foran os ventede 14 timers bustur med stop i Berlin, inden vi næste eftermiddag ville ankomme til vores mål - et lækkert hotel i en smuk polsk by ud til Østersøen. Der var en del ubekendte faktorer i den tur, der lå foran os. Dels den lange bustur til Polen. Hvordan ville hotellet se ud? Ville vi kunne lide den polske mad? Ville de planlagte aktiviteter være for hårde eller måske for vilde - og hvad med vores guide, Stoffer (Krzysztof), som ville følge os under hele turen? Mødet med de unge Det, der gav os sommerfugle i maven, var imidlertid noget helt andet. Nemlig mødet med de unge deltagere. Vi kendte kun den enkelte deltager ud fra en kort telefonsamtale, og hvordan ville deltagerne komme ud af det indbyrdes, når de ikke kendte hinanden på forhånd? De unge deltagere havde tydeligvis de samme overvejelser, da de stod på bussen i Århus. Det var en flok meget stille og nervøse unge, som rullede af sted med kurs mod Berlin. De få ord, der blev udvekslet de unge imellem, kom fra to piger, som kendte hinanden fra sidste års sommerlejr med Jysk børneforsorg/fredehjem. Vi voksne brugte tiden frem til den dansk/tyske grænse på at snakke lidt med de enkelte unge, og da vi stoppede for at spise natmad, var der begyndende snak de unge imellem. Efter natmaden så nogle film, mens andre sov indtil næste morgen, hvor vi ankom til Berlin. I Berlin gav Stoffer os en meget inspirerende byrundtur afsluttende med frokost, hvorefter vi satte os i bussen med retning mod hotellet, hvortil vi ankom sidst på eftermiddagen. De følgende tre dage gennemførte gruppen følgende sjove og udfordrende, men til tider også grænseoverskridende aktiviteter. Onsdag 18 km cykeltur gennem skov og langs strand til turens mål, en gammel tysk/sovjetisk luftbase. Stoffer fortalte meget livligt om det, vi cyklede forbi, og ikke mindst om livet på denne luftbase. På basen lavede vi en meget interimistisk street-fodboldbane af gamle bildæk, hvorefter de unge gav os ledere en lektion i fodbold. På cykelturen hjem - i 25 graders varme - kølede vi os ned ved at springe i Østersøens kolde bølger. Efter frokost på hotellet cyklede vi til dagens næste store mål. Et militærterræn, hvor vi blandt andet skulle prøvekøre en ægte sovjetisk kampvogn T-55 samt et terrængående bæltekøretøj. Om aftenen gik hele flokken til en fodboldbane, hvor vi ledere fik revanche for nederlaget tidligere på dagen. Fortsættes side 16 14

15 15

16 Sommerlejr i Kolobrzeg, Polen - fortsat 16 Torsdag Dagen startede med sejltur i ottemands gummibåde ned af Parseta floden. Nogle sejlede med høj fart, mens andre blot flød med strømmen og nød de smukke omgivelser. Da vi efter to timers sejlads var tilbage på land, havde Stoffer sørget for pizza og cola, som vi spiste i skoven. Herefter startede den vilde paintball krig med fuldt udstyr i 26 graders varme. De elever og ledere, som endnu ikke havde brugt al deres energi, sluttede af med en tur ind og ud mellem skovens træer på en firehjulet ATV-crosser. Efter aftenbuffeten var det tid til dagens fodboldkamp. Alle var med, og de, som ikke deltog i spillet, gik med for at supporte vi voksne. På trods af forstærkninger tabte lederne kampen og måtte derfor gå til stranden og give is til alle spillere og tilskuere. Fredag Efter den lækre morgenbuffet gik vi til den nærliggende linepark, hvor vores mod for alvor blev sat på prøve. Lineparken bestod af tre forskellige forhindringsbaner i henholdsvis 3,5 og 8 meters højde. Efter en grundig introduktion gik det så løs med armgang, balancekunst samt svævebaneture i forskellige højder, mens enkelte valgte at blive i sikkerhed på jorden. For de fleste var det en stor overvindelse og dermed også en personlig sejr at gennemføre disse baner. Efter frokost var der frit program resten af eftermiddagen. Flertallet valgte at gå med de voksne til stranden. Andre gik på shopping i byen, mens tre af drengene valgte at bruge tiden på afslapning i hotellets spabad. Lørdag Hjemad i bussen var der en livlig snak og summen på trods af, at det var nogle trætte unge og trætte ledere. Flere af de unge kom med deres bud på næste års lejr, og ved afskeden i Århus blev der sagt tak for en god tur og på gensyn! Få dage efter hjemkomsten fik vi den første skriftlige tilbagemelding med følgende flotte ordlyd: Mange tak for en rigtig fed tur til Polen. Det har været en af de bedste oplevelser i mit liv. Aktiviteterne var spændende. Lederne var rigtig gode og søde, og de instruktører, vi havde til de forskellige aktiviteter, var virkelig professionelle. Da vi ledere evaluerede turen, kom vi frem til stort set samme konklusion: Rammerne for turen var perfekte, en super guide (Stoffer), et lækkert hotel i flotte omgivelser, god mad, spændende aktiviteter og professionelle instruktører. De unges indstilling og opførsel var dog det, der gjorde turen helt perfekt. SÅ: Tak til de unge deltagere for en helt forrygende tur til Polen. Det var fantastisk at se forvandlingen, fra den enkelte unge genert steg på bussen, til den samme unge fem dage senere ankom til Århus som del af en samlet gruppe og med rygsækken fuld af gode oplevelser.

17 Velkommen til de nye Hvert år inviterer foreningen til introduktionsdag. Nye medarbejdere og bestyrelsesmedlemmer orienteres om arbejdet, og der bydes på en kulturel oplevelse og fællesspisning. I 2009 var der 51 deltagere og fuldt hus på Bethesdavej i Århus Nord. Af Bent Ulrikkeholm Fortællingens magt I Jysk børneforsorg/fredehjem er der ikke så mange power point præsentationer, men til gengæld en stærk fortælletradition. Den foldede sig smukt ud ved introduktionsdagen 7. oktober, hvor deltagerne lyttede til fortællinger om de første. De der under vanskelige vilkår startede foreningens arbejde båret af social indignation og et kirkeligt engagement. Man så for sig den sociale udfordring op gennem tiden i et samfund, som ikke gav de unge mødre den bedste sendetid i fjernsynet, men opførte store institutioner til diskret ophold, når det nu var gået galt. En mørk og stormfuld nat Sognepræst Annelise Søndengaard, Elsted Sogn, er tidligere medlem af Hovedbestyrelsen, og hun fortalte om foreningens begyndelse, så der knap var nogen, der turde trække vejret imens. En mørk og stormfuld nat på Århus Havn, den 6. februar 1906, gik Ellen Schepelern sammen med en diakonisse på opsøgende arbejde blandt de prostituerede kvinder. Sådan greb Annelise Søndengaard forsamlingen og fortalte om, hvordan det hele blev skabt. For den der vil læse hele historien, og se om Ellen virkelig investerede sine egne husholdningspenge, er den at finde på hjemmesiden: Hovedbestyrelse og administration Formand Jette Hansen gennemgik foreningens opbygning og forskelligartede arbejde, og hun gjorde særligt opmærksom på det arbejde med værdigrundlaget, der både på institutionerne og i hovedbestyrelsen har spillet en stor rolle. Jette Hansen fokuserede også på foreningens samarbejde med græsrødderne, det kan for eksempel være en forældrekreds, der gerne vil skabe et nyt tilbud til børn og unge. Lars Bundgaard og Pia Thomasen supplerede med at give et indblik i, hvad Jysk børneforsorg/fredehjem er og har udviklet sig til dags dato. En udvikling der stadig er i fuld gang. Lars Bundgaard understregede, at uden en stadig udvikling og tilpasning til nye vilkår gennem årene ville foreningen i dag have haft meget få institutionstilbud og ikke de 28 institutioner og en række boligselskaber, som nu er en realitet. En god oplevelse Kristian Berg Kildeholm er botræner på Havredal Praktiske Landbrugsskole. Han var med som ny medarbejder og tager her på fotografens opfordring sin første gyngetur den dag. Den anden kom om aftenen på Restaurant Gyngen i Mejlgade. - Det var spændende at høre fortællingerne om, hvordan arbejdet startede og i det hele taget at få et indblik i, hvor stor en organisation Jysk børneforsorg egentlig er, siger han. Præsentationsrunden, som Lars Bundgaard stod for, var positivt anderledes end de sædvanlige runder, men lidt plancher til at overskue de mange informationer og et navneskilt til deltagerne var måske en god idé, tilføjer Kristian. At dagens program afsluttes med en rundvisning på kunstmuseet Aros og fælles spisning på en restaurant, mener Kristian er hyggeligt og en god ramme om, at de nye medarbejdere kan få snakket med hinanden på en uformel måde. 17

18 18 Verden forandrer sig På Nørrebrogade i Horsens er morgentrafikken godt i gang, da jeg banker på i nr. 7 og finder Mona Gaarsdal, der har kaffen klar. Hun er siden 1. januar 2009 ny leder af Bo og Job Uddannelsen, der er et nyt helhedstilbud om erhvervs- og botræning for unge mellem 18 og 25 år, primært med generelle indlæringsvanskeligheder og behov for styrkelse af de sociale kompetencer. Af Bent Ulrikkeholm Stagnation er tilbagegang - verden derude forandrer sig jo. Det sagde hun virkelig, og klokken var kun ni om morgenen. Det er et åbent spørgsmål, hvad Mona Gaarsdal kender til stagnation, for hun har haft en karrierevej frem mod Bo og Job Uddannelsen, der har forudsat et stort engagement. Mona har været køkkenleder på erhvervsskoler, været selvstændig erhvervsdrivende og har læst til voksenunderviser. Efter en halvtids ansættelse som botræner ved Bo/Skole/Job i Silkeborg og koordinator i et selvhjælpsprojekt blev hun fuldtids ansat som erhvervsvejleder og afdelingsleder i Bo/Skole/Job. På den måde åbnede den pædagogiske verden sig, og opgaven i Horsens er nu rammen om Monas ønske om at skabe forandring. Ny forstander Mona Gaarsdal Det enkelte menneske Mona Gaarsdal er engageret i mange andre ting, blandt andet er hun som formand for Landsorganisationen Frivilligcentre og Selvhjælp Danmark ministerudpeget medlem af Frivilligrådet. Det frivillige arbejde er hun altså meget optaget af, og det betyder blandt andet, at Mona ser det at arbejde i tilknytning til Jysk børneforsorg/fredehjem som en stor fordel. Et lille sted som her hos os kan vi handle i dag, hvis vi har lyst. Virksomhederne tager de unge til sig, fordi de er stabile og pålidelige medarbejdere Der er ikke et stort apparat, som skal involveres, siger Mona Gaarsdal og tilføjer, at det tiltaler hende rigtig meget på den måde at kunne tage fat i det enkelte menneskes behov i overensstemmelse med værdigrundlaget. Gennem barrieren Det nye tiltag startede som en afdeling af Bo/Skole/Job i Silkeborg. Men nu er det en selvstændig enhed, der modtager unge fra alle landets kommuner til de 10 pladser. Mona Gaarsdal så udfordringen i at starte noget nyt for den målgruppe, som hun holder meget af at skabe muligheder for. - Mange af vores unge kommer og siger: aldrig mere skole!, for de har haft så mange dårlige oplevelser, fortæller hun. I Bo og Job Uddannelsen får de unge en erhvervsafklaring i en praktik i en virksomhed og støtte i botræning i egen bolig. Det er vigtigt at skabe sammenhængende tilbud. - Det nytter jo ikke, at en ung kan arbejde 20 timer om ugen på en arbejdsplads, men så er nødt til at sove resten af døgnet for at klare det. Vi ser også på opgaverne hjemme med mad, vask og fritid, siger Mona Gaarsdal. Hun ser de unges største barriere deri, at de ikke er fleksible og omstillingsparate. Men det viser sig, at virksomhederne tager de unge til sig, fordi de er stabile og pålidelige medarbejdere. Værdibåren organisation Gennem sit organisationsarbejde er Mona Gaarsdal tæt på andre frivillige organisationer, og set i det lys ville hun hilse velkommen, at Jysk børneforsorg/fredehjem blev en mere synlig forening. Vi skal fortælle vores historie, for den er god. Men måske skal den fortælles i nogle nye sammenhænge, siger Mona. Men det er en glæde at arbejde på et værdigrundlag som Jysk børneforsorgs, mener hun, og det bedste ved arbejdet er muligheden for at handle hurtigt i forhold til at finde løsninger for de unge.

19 Mange nye veje Café Lytten har fået nyt navn, ny adresse, ny leder og nye tilbud. Den nye leder har skiftet job og skal nu i gang med at gå nye veje i sit arbejdsliv. Conni Hagensen tiltrådte 1. november 2009 den stilling på halv tid, som lederen har til rådighed. Den udfordring tager hun fat på med respekt for det, der var i det gamle tilbud og med forventninger til alt det, der nu er nyt. Af Bent Ulrikkeholm Conni Hagensen er uddannet socialpædagog og har i de sidste 14 år arbejdet på en anden institution tilknyttet Jysk børneforsorg/fredehjem, nemlig Nørresø Børnepension i Viborg. Her arbejdes med anbragte og omsorgssvigtede børn og unge i alderen 6-23 år, og baggrunden i det pædagogiske arbejde er solid. Men Conni har flere kompetencer at byde på. Hun er uddannet zoneterapeut og massør, og til foråret afslutter hun sin uddannelse til psykoterapeut ved Institut for Krop- og Gestalt-terapi i Bjødstrup. Ny forstander Conni Hagensen Mere end et værested Conni vil gerne, at Café Husrum, som nu er navnet på det tidligere Cafe Lytten, fortsat skal være mere end et værested. Derfor er samtaletilbuddet - både individuelt og i grupper - meget centralt. Conni Hagensen fortæller, at de centrale problemstillinger hos de unge meget ofte er ensomhed, lavt selvværd og en stærk følelse af at være alene om at gå og tumle med alt for store problemer. Det er vigtigt for mig, at vi kan få skabt nogle gode relationer til de unge. De skal kunne mærke, at vi vil dem, og de skal kunne have tillid til, at vi kan hjælpe dem i en svær livssituation, siger Conni. De unge skal kunne mærke, at vi vil dem, og at vi kan hjælpe dem i en svær livssituation Forskellighed og rummelighed Det er svært at føle sig anderledes og se på alle de andres tilsyneladende succes. Derfor er det vigtigt at have øje for ressourcerne, fortæller Conni. - Jeg tror, de unge i vores tilbud har rigtig meget brug for, at vi kan rumme dem med alle de besværligheder, de nu har. At vi accepterer dem og respekterer dem, også selv om vi ikke er enige om alting, fortæller hun. Leder på halv tid Conni Hagensen vil bruge sine forskellige behandlerkompetencer i egen praksis til at supplere arbejdet som leder af Café Husrum. At få det hele til at hænge sammen bliver en særlig udfordring, men hun glæder sig til det nye arbejdsliv. - Det er bare så spændende, så jeg slet ikke kan lade være, siger hun med et smil. At det nye job også er i Jysk børneforsorg/fredehjem, betyder noget for Conni. Det giver en bredde og dybde i arbejdet, som er en ekstra dimension. At blive leder er også nyt, og det er i Café Husrum, gruppen af frivillige medarbejdere skal ledes. En stor del af de frivillige er under uddannelse, blandt andet som psykologistuderende. Den ledelsesmæssige udfordring ser Conni Hagensen hen til med positiv forventning. Hjemme i Langå Men det skal naturligvis ikke være arbejde alt sammen. Ude i naturen lader Conni bedst op til arbejdet enten med løbesko eller ski på fødderne. De sidste fem år har terapeutuddannelsen lagt beslag på en del af fritiden og læsestoffet, men hun forsøger at snige en god roman ind mellem fagbøgerne. Familien med mand og to store drenge, den ene stadig hjemmeboende, er den base, Conni Hagensen går ud fra ad de mange nye veje, der nu åbner sig. 19

20 Jobkollegie med blik for ressourcer Som beskrevet i årsskriftet 2008 har foreningen sat sig for at udvikle et helhedsorienteret job- og uddannelsestilbud til unge udviklingshæmmede. Udgangspunktet er villaen på Skovbakkevej i Brabrand, som de unge nu er flyttet ind i. Her beskriver Maria Aamand, der netop er tiltrådt en midlertidig projektstilling i projekt Diakoni 2010 (omtales på side 5) sit besøg på Jobkollegiet i Brabrand. Af Maria Aamand Som ny medarbejder i Jysk børneforsorg/fredehjem er jeg blevet præsenteret for en ny verden af diakonalt og socialt arbejde inden for næsten alle sociale områder. En smuk efterårsdag gik min vej derfor til Jobkollegiet i Brabrand, hvor Henni Richter er daglig leder for seks interne og to eksterne udviklingshæmmede unge med Downs syndrom. Jobkollegiet er en satellit under Randers Bo- og Erhvervstræning og tilbyder bedre fungerende udviklingshæmmede mulighed for at komme ind på arbejdsmarkedet som en alternativ løsning til et arbejdsliv på de beskyttede værksteder. Ambitioner og hygge De seks interne elever bor på små hyggelige værelser og deles om køkken og bad, og de er fælles om de daglige, huslige gøremål. Huset dufter stadig af frisk maling denne solbeskinnede oktoberdag, hvor jeg besøger Jobkollegiet, og hvor det nu for alvor er kommet op at køre. Eleverne flyttede ind midt i september 2009, men Henni Richter har været i gang i et langstrakt etableringsforløb, hvor hun siden januar 2009 har samarbejdet med forskellige partnere og Århus Kommune. Ud over fornemmelsen af positive, nyindrettede og moderne rammer emmer stedet af en interessant blanding af ambitioner og hygge. Det ambitiøse ligger i den umiddelbare kendsgerning, at her bor unge, som vil noget, og som selv har valgt at gennemgå en personlig og arbejdsmæssig omvæltning. Fordi de, udfordrede som de er, hver eneste dag tør og har sagt ja til det liv, som gør, at de får udnyttet deres potentiale. En stolt medarbejder Jeg vises rundt i huset af Henni, og jeg møder Maja på sit værelse. Hun slapper af efter endt arbejdsdag og er i gang med at finde sidste nyt om sin passion Vild med Dans på internettet. Maja har arbejdet tre timer denne dag i Midtvask på Skejby Sygehus, hvor hun med sine stærke hænder piller hægter af hospitalsgardiner før vask og sætter nye i efter vask. Hun sorterer med udtalt øje for facon, størrelse og kulør hospitalsperso- Arbejdsmarkedsparate unge Jobkollegiet tilbyder en tilværelse i samvær med andre unge i samme situation, og der er ingen tvivl om, at kollektivet udgør en vigtig ramme om de unges liv. Henni Richter og to medarbejdere har hver morgen et socialpædagogisk ansvar for, at de unge kommer rettidigt ud af sengen og godt af sted med bus til deres arbejdsplads. Stedets opgaver er mangesidige, men hovedopgaven er at skabe den ramme og afklaring, som gør eleverne parate til arbejdsmarkedet. 20