Shangri-La. Tibet mellem myte og virkelighed. Når man diskuterer Tibet, er der to navne, der kan give anledning til en kombination af panderynken

Transkript

1 Shangri-La 3 Tibet mellem myte og virkelighed Når man diskuterer Tibet, er der to navne, der kan give anledning til en kombination af panderynken og trækken på skuldrene i den kinesiske udenrigstjeneste. Det er James Hilton og Heinrich Harrer. For parkerer man et øjeblik den egentlige substans i Tibet-diskussionen, har de to mere end nogle andre været med til i den vestlige meningsdannelse at bidrage til en skævvridende mytedannelse, der udvisker grænserne mellem følelser og virkelighed. Men de har samtidig båret vidnesbyrd om, at der stadig er hold i det gamle ord om, at pennen er mægtigere end sværdet. Den britiske forfatter James Hilton, der levede fra 1900 til 1954, opnåede verdensberømmelse med to romaner. Farvel, Mr. Chips om engelsk kostskoleliv og Tabte horisonter, begge skrevet i trediverne. Dagens bestemmende kinesere kunne godt have nøjedes med den første. For den anden, der har gjort navnet Shangri-La til internationalt fælleseje, har med sin idyllisering af munketilværelsen i en paradisisk Himalaya-dal, hvor visdom, skønhed og langt liv går op i en højere enhed, hentet geografisk inspiration og mysticisme fra præstestaten Tibet og bidraget til en falsk romantisering af livet sammesteds. Den tysk-østrigske eventyrer Heinrich Harrers Syv år i Tibet om hans liv ved lama-hoffet som flygtet krigsfange under og efter anden verdenskrig er virkeligheden nærmere. Selvom den er enøjet i forhold til den egentlige tilværelse for flertallet af tibetanerne, er bogen blevet en flot markedsføringsplatform for Dalai Lama, efter at han i 1959 flygtede fra Lhasa til Dharamsala i Indien. Kineserne har simpelthen ikke haft noget, der kunne matche den litterære påvirkning fra Hilton og Harrer. Hverken dengang i slutningen af halvtredserne, da det tibetanske khampa-oprør mod de kinesiske styrker ydermere havde David og Goliat-billedet i sig, eller senere da kulturrevolutionens udskejelser ramte hårdt i forhold til den tibetanske kloster- og munkeverden. Eller i dag, hvor Dalai Lama med snart 45 års landflygtighed bag sig besidder en enestående international position som meningspåvirker. Lad Hilton og Harrer være repræsentanter for det litterære troldspejls magi. I forhold til det kinesiske styre er Dalai Lama substans.

2 4 Foto: Jonas Ahlstrøm nister i den hjemlige opinion, da han nøjedes med at møde Dalai Lama i et lokale i Kastrup Lufthavn. Til gengæld har regeringen via de diplomatiske kanaler fået drøje hug fra regeringen i Beijing. Rigets enhed Tornen stikker. Enkelt kan forklaringen koges ned til to problemstillinger, som præger tankesættet i det kinesiske styre. Den ene er rigets enhed. Hvad man har, giver man ikke slip på. Og ifølge den kinesiske tradition, som der er historisk belæg for, har Tibet i århundreder været kinesisk lydland. Hvad man også udmærket har vidst i Europa. Læs blot citatet af Ludvig Holberg i artiklen om Potala s. 18, hvoraf kendskabet til det politiske forhold mellem Tibet og Kina fremgår og 1700-tallets Holberg kan vel næppe beskyldes for fremsynet at have villet gå et kommunistisk styres ærinde. Munkestaten har levet sit eget indre liv, men betalt tribut til Beijing, og udenrigspolitikken har været styret fra den kinesiske hovedstad. Det har været med vekslende styrke gennem århundrederne, afhængig af op- eller Han er for så vidt selve substansen og dermed anledning til mere panderynken end trækken på skuldrene. Kombinationen af religiøst og nationalt symbol er en farlig cocktail, og den vestlige verdens forhold til Dalai Lama er en konstant nagende torn i foden på de kinesiske ledere. Kineserne er ellers gennem yin- og yangfilosofien vant til at forholde sig til modsætningernes teori, men de har svært ved den modsætning, de oplever i den vestlige verden, når det gælder forholdet til Tibet: I realpolitikken er der ingen tvivl om, at Tibet er en del af Den kinesiske Folkerepublik. Der er ingen diplomatisk anerkendelse af Tibet som en selvstændig stat. Men alligevel får Dalai Lama en behandling, der efter kinesisk opfattelse svarer til den, der tilkommer statsoverhoveder eller statsrepræsentanter. Senest er den danske regering røget ind i den blæst med beslutningen om at lade statsminister Anders Fogh Rasmussen og udenrigsminister Per Stig Møller modtage Dalai Lama i statsministerens officielle bolig, Marienborg. Regeringen undgik dermed den kritik, som Poul Nyrup Rasmussen fik som statsminedgangstider i det kinesiske samfund, men grebet er formelt aldrig blevet sluppet, så da folkerepublikken i 1950 tog over, blev det ikke betragtet som en nyskabelse, men som en fortsættelse af et forhold, som borgerkrig og verdenskrig blot have bragt forstyrrelser ind i. Enhedstanken var gældende i kejserrigets tid, og den er gældende under det kommunistiske styre, hvis analytikere lige så vel som deres forgængere er klar over, at den sammensatte statsdannelse med sine store geografiske og andre forskelle ikke tåler hverken splittelse eller afskalninger. Den anden problemstilling er sikkerhedspolitisk. Og også den er hverken kejserlig eller kommunistisk, men kinesisk i tid og forløb: Stødpuder mod nord, vest og syd skal sikre kernelandet. Tibet er en sådan stødpude, ligesom ørkenprovinsen Xinjiang er det, og dagens kinesiske ledere ser ingen ændringer i det sikkerhedspolitiske billede, der gør, at man skal opgive sine stødpuder. Verden er ikke så fredelig, som den burde være, og ihvorvel missiler og anden luftbåren teknologi har ændret angrebstruslen, så har senest Irak-krigen vist, at det er på landjorden, sejren skal sikres og demonstreres den amerikanske overlegenhed var først slået fast, da USA-styrkerne stod i Bagdad. Og kineserne ser adskillige både nationalistiske og islamiske krudttønder i det meste af det indre Asien, som ikke opfordrer til nogen form for grænseafkortninger eller opgivelse af stødpude-teorien. Dalai Lamas dobbeltrolle Et tredje element drages til tider ind i diskussionen, nemlig at kineserne udnytter eller ligefrem udbytter de tibetanske naturrigdomme i form af skove og mineraler, og at de derfor ikke vil give slip. Synspunktet kan finde grundlag i bl.a. en ødelæggende hugst i Himalaya-skovene, men det er ikke så enkelt endda. Vestlige økonomer, der har analyseret udviklingen i Tibet, mener forsigtigt som et minimum, at kineserne har tilført Tibet værdier, der afbalancerer, hvad de har taget ud, og regnestykket kan vise sig at ende med, at Tibet har fået mere, end der er blevet givet. Men det er i den større sammenhæng et delelement. Fastholdelsen af enhedsstaten og de sikkerhedspolitiske krav er de urokkelige fundamenter, som tibetanske løsrivelses- eller selvstændighedsbevægelser løber imod, og Kinas stjerne vajer over Tibet.

3 som er forklaringen på mere end 40 års polemisk stillingskrig mellem regeringen i Beijing og Dalai Lamas eksilhof i Indien. Handlede det blot om religion om Dalai Lama som overhoved for den særlige tibetanske udgave af buddhismen ville sagen formentlig stille sig anderledes, eftersom de sidste ti års kinesiske ledelse har vist sig mere pragmatisk i religiøse spørgsmål end deres mere ortodokse kommunistiske forgængere i årene lige efter den kinesiske borgerkrigs ophør og i særdeleshed i årene under kulturrevolutionen. De kontakter, der har været mellem Beijing-regeringen og repræsentanter for Dalai Lama, har fra kinesisk side kunnet koges ned til en anerkendelse af Dalai Lama som religiøst overhoved under forudsætning af, at han tog bolig i Beijing, men kunne besøge Tibet ved de religiøse højtider, og at han anerkendte enhedsstaten. Længere er det ikke kommet og kommer det næppe heller foreløbig. Tid er årsag hertil. Dalai Lama er nu sidst i tresserne, og den kinesiske regering kan kynisk kalkulere med, at hans tid er begrænset og i den sammenhæng behøver man ikke at tale om et år eller to. Man kan derimod erindre sig formand Maos udtalelse om, at det eneste Kina har nok af, er mennesker og tid. Beijing-regeringen kan vente på det øjeblik, da naturens krav sætter eksilhoffet i Indien ud af spillet, da det mister sin både nationalt og internationalt samlende skikkelse, og da den tibetanske buddhisme bliver kastet ud i en måske årelang jagt på den 15. reinkarnation af Dalai Lama. Religionen vil fortsætte, men den politiske symbolværdi, som den nuværende Dalai Lama står for, vil ikke automatisk gå i arv. Autonomien i Tibet Tibet er forfatningsmæssigt en autonom, selvstyrende region i det kinesiske samfund, og der er ingen udsigt til ændringer i det forhold. Deri ligger også en væsentlig del af forklaringen på, at den nuværende Dalai Lama på sine rejser rundt i verden kan møde megen sympati, men ikke rigtigt får noget at have den i og i hvert fald slet ikke får den diplomatiske eller statsretlige anerkendelse, som er nødvendig, hvis en diskussion om Tibet som selvstændig nation skal have mere end polemisk mening. Verdensmagterne er i det spil lige så kalkulerende som den kinesiske regering 5 Myternes Tibet er det enkelt at forholde sig til. Virkelighedens er lidt mere kompliceret ne langt fra ideelle, men de har været langt værre. Forfølgelser eller fængslinger rammer i dag kun de tibetanere, der med afsæt i religionen rejser politiske krav, som ifølge en kinesisk opfattelse truer nationens enhed, eller de tibetanere, der simpelthen griber til våben og foranstalter attentater for at gøre opmærksom på deres sag. Læser man nogle vestlige medier, kan man ind imellem få indtrykket af, at Tibet holdes i et militært jerngreb. Det er langt fra det billede, man får ved eget besøg, hvor man f.eks. i hovedstaden Lhasa ikke har andet indtryk af overvågning end det, man får i en hvilken som helst anden kinesisk by, hvor tv-monitorer døgnet rundt afspejler livet og giver politi- og bringer sig ikke i konflikt om en sag, der er udsigtsløs. Det forhindrer ikke, at spørgsmålet om menneskerettigheder fortsat vil være højt på dagsordenen, når verdensopinionen beskæftiger sig med forholdene i Kina generelt og Tibet specielt. Det forhindrer heller ikke, at meget af kritikken har været og er berettiget. Tibet har i den henseende ikke været nogen søndagsskole, hvad både ødelæggelser, forfølgelser og drab under kulturrevolutionen og fortsatte fængslinger og torturanklager kan fortælle om med al ønskelig tydelighed. Men som det er med menneskerettighederne generelt i Kina, har man også i Tibet kunnet konstatere en bedring af forholdene. Set med vestlige demokratiske briller er forholde- Deri ligger også en væsentlig del af forklaringen på, at den nuværende Dalai Lama på sine rejser rundt i verden kan møde megen sympati, men ikke rigtigt får noget at have den i

4 6 Foto: Julie Brink Kulturrevolutionens spor er ikke udvisket i Tibet. Hverken fysisk, som her i Drepungklosteret 2002, eller psykisk, hvor den særligt mørke side er, at det hovedsagelig var tibetanerne selv, der åbenbart havde brug for at tage et opgør med munke og klostre. Det var ikke kinesiske rødgardister, der ødelagde klostre og templer. Det var derimod i højere grad tibetanere mod tibetanere myndighederne mulighed for hurtig indgriben, hvis uro er under optræk. Kina er både en étparti-stat og et overvågningssamfund det er der ingen grund til at skjule og Tibet er ingen undtagelse fra den regel, men for den almindelige tibetaner, der deler sin tilværelse mellem arbejde, familie og religionen, er forholdene med årene blevet bedre. Den kinesiske forfatnings ord om, at alle borgere har ret til at tro eller ret til at lade være praktiseres dagligt i Tibet, hvor religionen er så tungtvejende en del af hverdagen, at man har en fornemmelse af, at det kommunistiske styre har opgivet kampen om sjælene så længe religionen beskæftiger sig med de himmelske materier og holder sig fra jordisk politik. De indre opgřr Det hører også med til vurderingen af udviklingen, at tibetanerne har haft nogle indbyrdes opgør. Tibet var indtil 1950 et feudalt slavesamfund, der var domineret af en fåtallig overklasse af munke og adelige, hvis levevilkår og rigdomme stod i skærende kontrast til en fattig, uoplyst underklasse. De forandringer, som Den kinesiske Folkerepublik bragte med sig, blev bestemt ikke modarbejdet fra alle sider. Og til det mørke kapitel, som kulturrevolutionen udgør, hører det tibetanske afsnit, at det ikke var kinesere, der var værst med forfølgelse af munke og nonner. Det var ikke kinesiske rødgardister, der ødelagde klostre og templer. Det var derimod i højere grad tibetanere mod tibetanere. Det billede passer bare ikke ind i den vestlige verdens myte om Tibet, men det har til gengæld bund i virkeligheden. På samme måde kan det tibetanske selvstyre undertiden give sig udslag, som man ikke er begejstret for i Beijing. Men man tolererer det i selvstyrets hellige navn. Off the record kan man høre kinesiske embedsmænd beklage sig over tibetansk egenrådighed, stædighed og konservatisme, som gør, at den økonomiske reformpolitik i Tibet ikke altid har det ønskede tempo. Tilsvarende er indgrebene over for tibetanske systemkritikere undertiden mere brutale, end det ønskes i Beijing. Her er man nemlig meget opmærksom på verdensopinionen og det vil man i endnu højere grad være, efterhån-

5 7 den som de prestigefyldte olympiske lege i 2008 nærmer sig. De falske pĺstande Myternes Tibet er det enkelt at forholde sig til. Virkelighedens er lidt mere kompliceret. Det kan man læse om i en ny engelsk bog Tibet, Tibet: Dreams and Memories of a Lost Land. Den er skrevet af Patrick French, der er tidligere direktør for en af de vestlige supportgrupper for Tibet og Dalai Lama, The Free Tibet Campaign. Han forlod direktørposten, da han under sit researcharbejde til bogen blev desillusioneret: Myter viste sig at være myter, eksiltibetanske påstande viste sig at være falske, og ikke alt, hvad den kinesiske regering sagde, var løgn eller propaganda. Det skriver han om i bogen, hvor han også konstaterer, at tibetanere, der arbejder inden for det kinesiske system, har bedre muligheder for at beskytte tibetanske værdier og tibetansk identitet, end nok så mange råb om retfærdig harme i den vestlige verden er i stand til at sikre. Synspunktet er ikke ukært i Beijing, der ser Tibet som et af de store problemer i gennemførelsen af den egnsudviklingspolitik, der skal løfte levestandarden i Kinas vestligste provinser og regioner, så de ikke går fuldstændig bag af dansen i forhold til de østlige områder, hvor der er turbo på udviklingen. Men myterne får deres. Med sans for markedsføringen har kineserne fundet virkelighedens Shangri-La: En dal med sit eget klima på grænsen mellem Yunnan-provinsen og Tibet. Med templer og klostre, med en klassisk by fra Tang-tiden, med eksotiske nationale minoriteter, der værdsætter både kunst og viden. Lijiang sælges i dag som Shangri-La til de turister, der skal være et af fundamenterne under fremtidens økonomi i såvel de kinesiske provinser som i de selvstyrende områder og det ikke mindst i et Tibet, der kan være fattigt på andre muligheder. Og imens kan så den, der vil, tage et citat med sig fra Shangri-Las opfinder, James Hilton: Med sikkerhed kommer der en tid, hvor det at opgøre omkostningerne og betale prisen ikke er, hvad man skal bekymre sig om. Alt, hvad der tæller, er derimod værdien den endelige værdi af ens gerninger. Nils Thostrup Plakater i Lhasa Med en rivende flod i baggrunden løfter en tibetansk klædt kvinde en byrde op på ryggen af en knælende kinesisk soldat. Teksten lyder på kinesisk: Tong huxi. Gong mingyun. Xin lian xin. Det vil sige: Fælles åndedrag, fælles skæbne, fælles hjerte. I baggrunden til venstre lidt af Den Store Mur, og til højre, dominerende, Potala. Forrest til venstre en gruppe solsikker. Solsikker er symbolet på folket, der som solsikker altid vender sig mod solen, og over dem Deng Xiaoping, Mao Zedong og Jiang Zemin. Teksten lyder på kinesisk: Jiwang kailaide lingluren // dailing women zoujin xindedai, hvilket frit, men politisk korrekt oversat betyder: Fortsæt den revolutionære sag, påbegyndt af vore forbilleder, og stræb mod den nye tid. Fotos: Hans Jørgen Hinrup HJH