Det universelle vs. det sprogspecifikke

Transkript

1 Det universelle vs. det sprogspecifikke 1. Indledning Der er rigtig mange aspekter af lingvistikken, der er blevet diskuteret gennem tiden. Et af de emner der altid har været interesse for, er det universelle. Mange har været draget af idéen om et grundliggende sprog, som alle andre sprog stammende fra, og som stadigvæk findes underliggende i et hvert sprog. Universalbegrebet har udviklet sig, og fået en noget bredere betydning, fx det at stille universelle regler op. Gennem tiden har idéerne udviklet sig i takt med, at man har beskrevet flere og flere sprog og udviklet nye teorier. Efter hånden som man har opdaget noget nyt, der har modbevist de gældende regler, er man gået over i nogle mere og mere abstrakte regler for at kunne inddrage den nye information. Som modstykke til de universelt orienterede lingvister er der de lingvister, der ikke interesserer sig for at finde universelle regler. De mener, at det bliver for abstrakt, og at man ikke kan anskue det i et så bredt perspektiv. De går i stedet ind og kigger på sproget, som det er, og beskriver det uden at tænke på, om der er nogle sammenhænge. Der har altid været en mere eller mindre tydelig fløjdeling af lingvistikken; på den ene side de meget formelle og rationalistiske lingvister og på den anden side de mere empiriske og funktionelle lingvister. Man kan ikke sige, at den ene fløj går efter det universelle og den anden efter der sprogspecifikke, da det ikke er så simpelt. Der er universelle og sprogspecifikke tendenser og interesser på begge sider. Det er deres måde at anskue tingene på, der skiller dem ad - formalistisk vs. funktionalistisk og rationalistisk vs. empirisk. Stadig er det lidt svært at lave denne skarpe opdeling, da der også er lingvister, der har fundet inspiration i begge dele og mikset det i en teori. Gennem opgaven vil jeg skildre denne udvikling indenfor successive skoledannelser i gennem tiden lige fra den historisk-komparative æra og frem til i dag, fra både den universelle og den sprogspecifikke synsvinkel. Derudover vil jeg inddrage de lingvister, der har betydet meget for udviklingen og opfattelsen af de to anskuelser gennem tiden. 2. Beskrivelse af den historisk-komparative æra Tanken om det universelle har figureret lige siden Platon. Han havde den teori, at der var en anden verden, der indeholdt alle idéerne bag alting - Idéernes Verden. I Idéernes Verden var der en idé/et billede af alting i en perfekt udgave, fx den perfekte hest. Det var ud fra dette billede, at man kunne genkende en hest, selv om der er en vis variation over, hvordan en hest ser ud i vores verden. Det var denne af Platons teorier, der var den første spire til de efterfølgende teorier om prototyper og universalitet i lingvistikken. De perfekte udgaver af alting i Idéernes Verden, var noget alle havde adgang og kendskab til, mere eller mindre ubevidst. Platon mente, at det var derfor vi kunne genkende forskellige ting i vores verden, vi kunne simpelthen sammenligne med Idéernes Verden og så finde den idé, der passede bedst og derved bestemme hvad det var, vi så på. Han har været inspirationskilde for mange af de rationalistiske lingvister. En anden gammel græker, der ligesom Platon har haft stor indflydelse på lingvistikken, er Aristoteles. Han siges at være grundlægger af empirismen og hans tankegang har derfor også været udgangspunkt for mange af de empirisk tænkende lingvister. Aristoteles mente, at alt var at finde i naturen i modsætning til Platons Idéernes Verden. De fysiske love var han derfor stor tilhænger af og mente, at mennesket kunne opnå en større viden gennem erkendelse. For at nå frem til sine teorier brugte han både deduktive og induktive metoder i modsætning til Platon, hvis metoder var Side 1 af 10

2 essentielt deduktive. Lingvisterne i den historisk-komparative æra var meget præget af omverdenen og samfundet, romantikken og darwinismen - også mere end lingvisterne i de følgende æraer. Perioden var præget af en stor trang til at søge det universelle. Man ville meget gerne finde det originale sprog - ursproget. Dette forsøgte man med baggrund i de sprog, man kendte til og havde adgang til på det tidspunkt, dvs. at det, indtil Jones fandt sammenhængen mellem sanskrit og engelsk i 1786, kun var de europæiske sprog. Med Jones' opdagelse begyndte man at tænke i større perspektiv - indoeuropæiske sprog. Det blev en milepæl indenfor kategoriseringen af verdens sprog. Fremgangsmåden i den historisk-komparative æra var meget diakron, og de metoder, der blev brugt, var udelukkende induktive. Man siger, at lingvistikken blev grundlagt i begyndelsen af 1800 tallet i Europa af fire mænd; Rask( ), Bopp( ), Grimm( ) og Humboldt( ). Men allerede inden da havde der været forskellige teorier om sammenhængen mellem verdens sprog, eller rettere sagt de sprog man kendte til. Der havde, lige siden kristendommens udbredelse, været en tro på, at hebraisk var det originale sprog. Derfor forsøgte man at relatere alle sprog til hebraisk. Det gav mange problemer, da det senere blev klart, at det ikke var rigtigt. Omkring 1300 delte Dante( ) for første gang Europa ind i tre sproggrupper; germansk, latin og græsk. Det var begyndelsen på en lang årrække med forskellige bud på, hvordan de forskellige sprog var relateret. Nogle der kan nævnes, er Salinger( ) og Leibniz( ). Salinger genkendte i slutningen af 1500 tallet 11 sprogfamilier, her af fire store; romansk, græsk, germansk og slavisk. Disse var det, han kaldte Muttersprache, altså en slags ophavssprog til de underliggende sprog i den pågældende familie. Leibniz skar omkring 1700 tallet antallet ned til kun to sproggrupper; japhetic/kelto-scythian og aramaic. Liebniz havde også den idé at udvikle ét alfabet, som alle sprog skulle kunne skrives på - igen idéen om noget universelt. Der var i perioden også en higen efter at finde ét universelt underliggende sprog, selv om man var gået bort fra hebraisk som underliggende sprog. Med Rask, Bopp, Grimm og Humboldt begyndte den historisk-komparative ære af lingvistikken. Rask og Grimm bragte orden i de etymologiske relationer ved at formulere den regel, der bliver kaldt Grimm's law. De forsøgte gennem den at formulere grundlaget for relationer mellem sprog; der er en basal relation mellem to sprog, hvis der kan findes bogstavændringer, der går igen i begge sprog. Bopp koncentrerede sig om den komparative beskrivelse af sproget. Han udviklede en rekonstruktion af den originale grammatik, der blev kaldt Conjugation system. På samme tid blev sanskrit ikke kun betragtet som en del af den indoeuropæiske sprogfamilie, men som det sprog, der kom tættest på det originale sprog, i hvert fald når det kom til morfologisk struktur. Derfor var sanskrit en central del af hans teori. Bopp udviklede senere en ny grammatik, der hed Compatative grammar. Comparative grammar understregede hans fokus på den komparative beskrivelse af sproget. Humboldt var berømt for sine typologiske anskuelser. Han udviklede sammen med F. Schlegel( ) en typologisk opstilling af sprogene, der senere er blevet en grundlaget for fremtidige typologier. Han havde en teori om, at der var en Innere Sprachform, der bestemte den grammatiske, semantiske, fonetiske og leksikalske struktur af et sprog. På den ene side var Innere Sprachform universel forstået på den måde, at den var kendt af enhver. På den anden side var den sprogspecifik, da den var den formelle identitet af et hvert sprog. Humboldt opfattede sprog som en individuel organisme med dets eget udvikling, hvilket udsprang af hans naturlige tilgang til sprog. Denne opfattelse har senere været inspiration for mange lingvister. F. Schlegel delte omkring 1800 sprog op på en ny måde. En gruppe med de sprog hvis Side 2 af 10

3 grammatik var baseret på indre ændringer, og en gruppe med de sprog hvis grammatiske ændringer var baseret på andre elementer så som affikser. På baggrund af F. Schlegels opdeling, delte A.W. Schlegel( ) sprog op i tre grupper, de affiksigerende, isolerende og inflektionerende. I midten af 1800 tallet udviklede Schleicher( ) sin Stammbaumtheorie, der i al sin enkelhed var et stamtræ for verdens sprog. Han delte sprog ind i grupper, der hver havde et grundsprog, og disse blev så kædet sammen i ét ursprog. Han fulgte den overbevisning, at alle sprog kunne føres tilbage til ét og samme originale sprog. Han var inspireret af Darwin, og mente at sprog skulle behandles videnskabeligt, fordi det var en naturlig organisme. Neogrammatikerne gjorde lingvistikken meget fysisk og historisk i slutningen af 1800 tallet. De udviklede bl.a. nogle lydlove, som de mente herskede principielt og undtagelsesløst. Igen tanken om det universelle ved sprog og sprogs sammenhæng. En af de lingvister der tilhørte Neogrammatikerene var Osthoff( ). Han udviklede sammen med nogle andre Neogrammatikere et lydsystem på baggrund af Grimms lov. Omkring 1900 begyndte amerikanerne også at interessere sig for lingvistik med Boas, Sapir og Bloomfield som forgangsmænd. De undersøgte de amerikansk-indianske sprog og nåede frem til den konklusion af de amerikansk-indianske sprog var en adskilt fjern sprogfamilie til indoeuropæisk. 3. Beskrivelse af den strukturalistiske æra Den strukturalistiske æra var meget præget af en trang til at sætte i system og etablere lingvistikken som en videnskab. Hidtil havde lingvistikken været præget af europæiske lingvister, men det blev der lavet om på i løbet af den strukturalistiske æra, nu kom også andre for alvor med som fx amerikanerne. Man begyndte at lave meget feltarbejde og derfor kom mange flere sprog i betragtning. Dette gjorde dog også, at forsøg på at finde noget universelt blev mere og mere abstrakte. Man gik ned i mindre og mindre enheder for at finde sammenhæng, det gjorde, at morfologi blev et vigtigt begreb i den strukturalistiske æra. Man begyndte at interessere sig for det synkrone og ikke kun det diakrone som i den historisk-komparative æra. De metoder, der blev brugt, var stadig overvejende induktive. Fløjdelingen af lingvistikken, der kom i løbet af den strukturalistiske æra, var mere eller mindre mellem psykologi og antropologi. Lingvistikken i den strukturalistiske æra var også præget af udefra kommende aspekter, selv om det ikke var så markant, som i den historisk-komparative æra. Amerikanerne var meget optaget af deres feltarbejde med at beskrive de indianske sprog, inden disse uddøde. Lingvister blev generelt i slutningen af perioden, under 2. verdenskrig, brugt til krigskorrespondance. Hvilket satte lingvistikken lidt i stå, da der blev brugt meget tid på det. Gennem den historisk-komparative æra havde der været en spredning blandt lingvisterne. Det ændrede Saussure( ). Han blev samlingspunktet for den nye tendens inden for lingvistikken i begyndelsen af strukturalismen. Strukturalismen tog dog for alvor først fat efter Saussures død lige efter 1. Verdenskrig. Men han regnes alligevel som den centrale person, da det var ham, der satte det hele i gang. Saussure lod sig inspirere af begge fløje fra den historiskkomparative æra både af Neogrammatikerne og Humboldt. Han forstod at udnytte og kombinere aspekter af både det rationelle og det empiriske til en samlet teori. Han tog ikke afstand til nogen af fløjene, som lange de fleste inden ham havde gjort. Det skal dog ikke forstås på den måde, at han var enig i alle tidligere idéer, der var også ting, han ikke var enig i og tog afstand fra. Saussures ønske var at komme helt ind til den rene lingvistik - kernelingvistik - han ville skære alle andre discipliner fra så som psykologi. Det lykkedes ham mere eller mindre for en periode. Neogrammatikerne lagde meget emfase på det historiske ved sprog. Dette var Saussure ikke Side 3 af 10

4 enig i, men det gjorde ham meget bevidst om forskellen på det diakrone og det synkrone. Hvilket blev et meget gennemgribende aspekt ved Saussures teori. Humboldt idé om Innere Sprachform, altså hans markante skelnen mellem form og substans sammenholdt med hans opfattelse af sproget som en organisme gjorde, at Saussure fik idéen til hans markante adskillelse af indhold og udtryk. Det gjaldt for flere aspekter af sproget fx langue and parole, hvor langue var systemet - en grundlæggende social færdighed og parole den individuelle anvendelse af systemet, der gjorde, at vi kunne udtrykke os. Det vigtige for Saussure i denne sammenhæng var, at det var langue, der var genstand for lingvistisk analyse, men at det samtidig var nødvendigt med parole for at kunne udtrykke langue. Efter Saussures død i 1913 videreførte Meillet( ) hans idéer. Meillet var Saussures elev og overtog på en måde hans teori, da han døde. Han kom også med nye idéer selv, han var en af de første, der begyndte at tale om grammatikalisering. Grammatikalisering er en sprogbetragtning, der fokuserer på, at sproget er i konstant udvikling, og som søger at identificere generelle regler for sprogs udvikling med fokus på grammatikken. Hans fokus var altså meget på sproget, som det var, og han betragtede det for så at kunne opstille nogle regler for udviklingen. Meillet blev en central del af Pariserskolen. En anden vigtig person i den strukturalistiske æra var Bloomfield( ). Han siges at være lingvistikkens fader i Amerika. Bloomfield var en af de første lingvister, der virkelig slog i gennem derovre. En af grundene var nok, at det var ham, der grundlagde LSA - Language Society of America - der var diskussions- og udviklingsforum for mange amerikanske lingvister. Hans bog Language blev en meget anerkendt læsning for alle unge lingvister i Amerika, hvilket også var med til at styrke hans enorme påvirkning af lingvistikkens udvikling i Amerika. Faktisk er næsten alle skoler i amerikansk lingvistik udsprunget fra Bloomfield på den ene eller den anden måde. Enten fordi der har været stor enighed, eller også fordi der har været stor uenighed med hans teori. Hans IC-analysis (immediate constituent analysis) revolutionerede lingvistikken indenfor konstituens analyse. IC-analysis er en hierakisk analyse af konstituens strukturen. Det var en helt ny måde at anskue konstituens strukturen på, men meget i tråd med den strukturalistiske æra, da den var hierakisk bygge op. I modsætning til Saussure holdt Bloomfield ikke til inden på midten, mellem de to fløje, men mener ovre på den rationalistiske side. Han mente, at alt var deskriptivt, og at intet var kognitivt, han troede altså ikke på erkendelse. Hans syn på sprog kom fra tre forskellige kilder; traditionel komparativ filologi, analysen og beskrivelsen af ikke indoeuropæiske sprog og den europæiske tradition for refleksion over den psykologiske og logiske basis af tale og sprog. Hans arbejde var meget systematisk og målrettet henimod noget universelt. Han mente, at sprog var delt op i uafhængige lag - det fonetiske, syntaktiske, pragmatisk osv. Det semantiske aspekt forkastede han helt. Det var på disse grundlag, at han udviklede behaviourismen. Behaviourismen var en meget formalistisk og matematisk teori bygget op omkring det psykologiske perspektiv. Det matematiske ved behaviourismen sås i den megen fokus, der var på input - output. Grunden til at behaviourismen var så psykologisk orienteret, som den var, var den at Bloomfield udviklede den sammen med en god ven og kollega Albert P. Weiss, der var psykolog. En anden skole der udsprang fra Saussure teori, var Pragerskolen, der blev stiftet i 1926 efter initiativ fra Mathesius( ). Pragerskolen var bl.a. inspireret af Saussures skelnen mellem langue og parole, hvilket blev meget vigtig for dem. De interesserede sig som Saussure mest for langue. Derudover blev Saussures vægt på det paradigmatiske også meget vigtig for Pragerskolen. Det var Karcevskij( ) der bragte Saussures teori med til Prag, efter at han havde været i Geneve for at studere. Pragerskolen interesserede sig mest for fonetik/fonologi, men også lidt for de andre Side 4 af 10

5 lingvistiske discipliner som syntaks. Jakobsen( ) var en af dem, der interesserede sig for andet og mere end fonetik/fonologi. Han undersøgte børns sprogtilegnelse og afasi og skrev en del herom. Han nåede bl.a. frem til den konklusion, af det der tilegnes sidst tabes først, han mente, at det var universelt gældende. Jakobson inspirerede mange med denne teori. Pragerfonologernes mål var at etablere en ny tilgang til den lydlige side af sproget - fonologien. De ville gerne have, at den skulle være uafhængig af fonetikken og ikke bare en ny synsvinkel. Den meget skarpe opdeling af fonetik og fonologi betød, at mange lingvister gjorde indsigelser imod det. Men selv om det tog lang tid, endte det dog med, at også fonologien blev almindeligt anerkendt. En af de lingvister, der tilhørte Pragerskolen, var Trubetzkoy( ). Han oversatte Saussures langue/parole til Sprachgebild/Sprechakt, men beholdt omtrent den samme betydning. Trubetzkoy mente, på baggrund af skelnen mellem form og substans, at fonologien tilhørte det humanistiske, hvorimod fonetikken tilhørte det naturvidenskabelige. Jakobson kunne dog ikke tilslutte sig den parallel mellem Sprachgebild/Sprechakt og fonologi/fonetik, da han mente, at fonemet også skal realiseres i talen. Men han opretholdt dog ligestillelsen mellem form/substans og fonologi/fonetik. Pragerskolen lod sig inspirere af Baudouin de Courtenays definition af fonemet. Han var polsk, men havde væren en del år i Rusland, og var derigennem blevet påvirket af russernes meget formelle syn på grammatisk deskription. Han definerede fonemet som en psykologisk enhed - speech sound/lyd, hvorimod Mathesius brugte en mere funktionel definition. Både Trubetzkoy og Jakobson gav Baudouin de Courtenay ret til at begynde med, men senere modificerede de begge deres tilslutning. Jakobson ændrede opfattelse og tog afstand fra det psykologiske aspekt af definitionen. I stedet gik han over til den mere funktionelle definition, som Mathesius havde haft fra starten. Trubetzkoy modificerde kun sin tilknytning Baudouin de Courtenays definition lidt. Han pointerede, at fonemet kun skal indeholde relevante informationer, derfor bør en speech sound være en realisation af et fonem, og ikke det samme som et fonem. Generelt var pragerfonologerne meget interesserede i, at der ikke skulle være noget overføldigt med i definitionerne. Dette medførte, at Jakobson udviklede de distinktivetræk, der i dag er en almindelig anerkendt del af lingvistikken, også i andre sammenhænge end fonetik og fonologi. De bruges fx også når man skal definere betydningen af et ord (fx hund [+aminal],[+fire ben] osv.) Pragerskolen søgte også at finde det universelle, men i modsætning til fx Bloomfield, gjorde den det på baggrund af empiriske undersøgelser. Den mente, at fonemerne var universelle og at realisationen af dem var sprogspecifik. Den opstillede mange foneminventarer, og forsøgte at gøre det så symmetrisk som muligt, hvilket gjorde det meget nemmere at overskue. Pragerskolen var tilhængere af funktionalismen og funktionel grammatik, så de lå ret fasttømret på den empiriske side. Trubetzkoys forsøg på at finde universalier skete med udgangspunkt i vokaliske, konsonantiske og prosidiske systemer. Et andet forsøg indenfor Pragerskolen på at finde en universel regel var Jakobsons førnævnte forskning inden for sprogtilegnelse. Han kom frem til, at alle børn lærer fonemerne i samme rækkefølge. Pragerfonologerne udviklede også et hierakisk system for hvilke typer vokaler og konsonanter, et sprog har, fx at alle sprog med frikativer også har lukkelyde. Efterfølgende har man dog fundet ud af, at det ville være mere korrekt, at kalde det tendenser og ikke universalier. Pragerskolen har bidraget med mange forskellige definitioner og aspekter til lingvistikken - ud over fonetikken. Heriblandt arkifonem, mora og de tidligere nævnte distinktivetræk. Pragerskolen blev opløst efter at Hitler invaderede Prag i 1939, da de fleste af medlemmerne flygtede til andre lande for at slippe for nazisterne. En anden lingvist, der var inspireret af Saussure, var englænderes Firth( ). Han var en meget central person i Londonerskolen, der er kendt for altid at have været meget orienteret mod Side 5 af 10

6 anvendt lingvistik. Det var Londonerskolen, der udviklede det i dag overalt anvendte transskriptionssystem IPA(International Phonetic Association). Firth var funktionalist og orientalist og tilhørte den prosodiske skole. Hans orientale viden kom fra hans arbejde med at beskrive indisk. Firth mente, at det essentielle analyseniveau var sætningen, hvilket hænger godt sammen med hans interesse områder. Han interesserede sig nemlig for intonation og semantik, semantikken kom han dog aldrig så langt med. Firth havde fokus på udtrykssiden altså parole, og higede efter at beskrive sproget, som det var, og gik ikke efter at finde et minimum af kriterier. Han var altså ikke tilhænger af det universelle. Firth fandt også strukturen meget vigtig og mente at de syntagmatiske relationer var de vigtigste. Specielt for Firth var, i modsætning til bl.a. Pragerskolen, at han gerne ville have to systemer til fx kinesisk - da der ikke er fonemer, der går igen både initialt og finalt. Det var en meget væsenlig forskel på Firth og Pragerskolen, i hvert fald hvad angår fonetikken/fonologien. I amerika var Boas( ) sammen med Bloomfield en fremtrædende lingvist i den strukturalistiske æra. Udover at være strukturalist var han også relativist og antropolog. Ligesom Bloomfield havde han en ret stor indflydelse på lingvistikkens udvikling i Amerika, da han underviste mange af de unge lingvister. Han var i modsætning til de fleste, slet ikke interesseret i det universelle. Han arbejdede ligesom Firth på at beskrive sprogene, som de var uden at tænke på eventuelle sammenhænge eller på at gøre det kortest muligt. Boas siges at være den amerikanske udgave af Firth, men i modsætning til ham var de sprog, Boas beskrev, uddøende sprog - det var de indianske stammesprog, der uddøde i takt med at indianerne blev fortrængt til reservater. Dette gjorde, at han havde et væsentligt tidspres. Det er takket være hans arbejde, at vi kender til så mange af de indianske sprog, som vi gør i dag. Under sin beskrivelse af de indianske sprog skilte han sprog, kultur og genetisk baggrund ad, han fokuserede kun på kortlæggelsen af de enkelte sprog. Til dette formål udviklede han et alternativ til IPA, som har visse fordele, bl.a. er der tilfælde, hvor man kan nøjes med et symbol i Boas's system mod flere symboler i IPA. Sapir( ) var en af de få, der ikke på den ene eller den anden måde tog udgangspunkt i Saussures teorier. Han gik tilbage til kilden selv, og var meget inspireret af Humboldt og F. Schlegel. Han var antropolog og strukturalist med en typologisk tilgang til sproget. Han mente i modsætning til Boas, at kultur, genetisk baggrund og sprog ikke er uafhængige af hinanden, men at de påvirker hinanden, og derfor skal tages i betragtning i en beskrivelse af sprog. Sapir lavede også empirisk arbejde bl.a. med Nootka. Han videreførte og udbyggede Humboldt og F. Schlegels typologiske opstilling af sprog. En af de tilgange til sprog, Sapir fik fra Humboldt, var, at sproget er i en konstant udvikling. Til at beskrive denne udvikling brugte han ordet drift. Han mente, at sproget udviklede sig i en bestemt retning og ikke bare tilfældigt. Sapir arbejdede i en periode sammen med Whorf. I denne periode udviklede de Sapir- Whorf-hypotesen, der hævder, at menneskets opfattelse af omverdenen er bestemt af sproget, hvorfor to forskellige sprog indeholder to forskellige erkendelser af omverdenen. I Danmark var lingvistikken også med i udviklingen i den strukturalistiske æra. Den vigtigste person var Hjelmslev( ). Han var med til at grundlægge Lingvistkredsen i 1931, og skabte derved et forum for diskussion og udvikling af lingvistikken i Danmark. Hjelmslev blev også inspireret af Saussure, hvilket ses i hans arbejde, bl.a. ved at han fandt den synkrone sprogbeskrivelse vigtig. Han fandt også inspiration i Sapirs definition af fonemet. Sapir mente, at fonemet skulle defineres på grundlag af kombinationer og alternationer. Den russiske formalistiske skoles måde formelt at definere de grammatiske kategorier på, var også inspiration for Hjelmslev. Hjelmslev ville gerne helt med på niveau med distinktivetræk i sin analyse, og ønskede også at lave en universel gældende teori. Han samarbejdede med en anden dansker Uldall( ). Det var i tæt samarbejdede med ham, at glossematikken blev udviklet, deres forsøg på at lave en Side 6 af 10

7 universel teori. Denne teori var inspireret af mange forskellige bl.a. Bloomfield, Pragerskolen, Sapir mf. Målet med glossematikken var at etablere lingvistikken som en eksakt videnskab. Mest af alt var glossematikken inspireret af Saussure. Det ses ved, at mange at hans kontraster er at genfinde i glossematikken nogle af dem bare med et andet navn og enkelte ændringer. Indhold/udtryk svarer til signifié/signifiant, de beholdt termerne form/substans og forstod, at det ikke var muligt at skille dem ad. Hjelmslev udvidede form til to forskellige former - udtryks-form og indholds-form. Derudover tilføjede han en ny kategori - mening, så han på dette punkt havde fire distinktioner. Der havde tidligere været anvendt udskiftnings-tests indenfor lingvistikken, men Hjelmslev var den første til at give den et navn - kommutations-test. Kommutations-testen er korrelationen mellem to enheder på udtrykssiden, som har relation til en korrelation mellem to enheder på indholdsiden. 4. Beskrivelse af den transformationel-generative æra I den transformationel-generative æra er man generelt tættere på hinanden end tidligere, forstået på den måde at man stadig har forskellige holdninger, men generelt er blevet enig om en del ting. Dog skete der stadigvæk en polarisering mellem formalister og funktionalister. Der kigges både på de diakrone og de synkrone aspekter af lingvistikken i denne æra. Det blev almindeligt anerkendt i den transformationel-generative æra ikke kun at bruge induktive metoder, men også deduktive. Der var igen i løbet af den strukturalistiske æra sket en spredning af lingvistikken, og andre videnskaber var taget i brug for at beskrive den. Det ville Chomsky(1928-) lave om på, ligesom Saussure ville i sin tid. Chomsky ville revolutionere lingvistikken, og det mente han også selv, at han gjorde, hvilket der er mange delte meninger om. Chomsky påvirkede lingvistikken meget hovedsageligt i Amerika, men også i Europa - specielt i Danmark. Chomsky var generativist, kognitivist og rationalist, og selv om han nok ikke selv vil indrømme det også lidt strukturalist. Udover at han studerede lingvistik, studerede han også både matematik og filosofi, hvilket påvirkede hans teorier en hel del. Han har ønsket at fremstille tingene så systematisk som muligt, og han inddrager mange filosoffer i argumentation bl.a. Hume, Decartes og Kant. Fra Decartes fik han bl.a. den holdning, at sprog er en medfødt evne, som selv den mest uintelligente besidder. Selv om Chomsky var meget kritisk overfor strukturalismen og gerne ville revolutionere det hele, lod han sig alligevel inspirere af flere af de centrale personer fra den strukturalistiske æra. Saussure var en af dem. Chomsky overtog hans begreber langue og parole, men omdøbte dem til henholdsvis 'competence' og 'performance'. Betydningen er omtrent den samme. Fra Humboldt fik han opfattelsen af, at sprog er et biologisk fænomen under konstant udvikling. Fra Pragerskolen - specielt Jakobson - fik han de distinktivetræk. Han afviste generelt Bloomfields idéer og behaviourismen står også klart i kontrast til Chomsky, alligevel brugte Chomsky Bloomfields ICanalysis. En af de tendenser i strukturalismen Chomsky tog afstand fra var strukturalisternes holdning til syntaks. Strukturalisterne delte som sagt sprog op i uafhængige lag, hvilket gjorde, at der ikke var plads til ret meget syntaks. Det ville Chomsky ændre, for for ham var syntak meget vigtig, specielt sætningssyntaks. Han ville gerne gøre syntaks mere struktureret, hvilket han bl.a. brugte frasestrukturen til. Det var ikke Chomsky, der opfandt frasestrukturen, men det var ham, der videreudviklede den, og begyndte at bruge den konsekvent, hvilket medførte, at den blev meget mere udbredt og anerkendt end før. Chomskys metoder var deduktive, da han ikke mente, at man kunne konstruere en teori på baggrund af induktion. Chomskys holdning til sprog var, udover at det var en foranderlig organisme, at den eneste forskel på to sprog tilnærmelsesvist kun var leksikon. Han mente, at man ville komme frem til Side 7 af 10

8 noget universelt i et hvert sprog, hvis man bare gik dybt nok. Det var en af grundene til, at han udelukkende byggede sine undersøgelser på engelsk. At han har haft et ret solidt kendskab til hebraisk gennem sin far, taler dog for, at der også har væren en påvirkning derfra. Chomsky mente at et sprog bestod af et antal sætninger, hver med en ideel fonetisk form og en intrinsik semantisk fortolkning. Det er fundamentalt for Chomsky, at et sprogs brugere er i stand til at producere og forstå et infinit antal nye sætninger. Chomsky grundlagde transformationsgrammatikken - en form for generativgrammatik - sammen med Halle(1923-). Det, der efter Chomskys mening gjorde en grammatik generativ, var, at den ikke bare skulle være deskriptiv, men også være i stand til at forudsige alle tænkelige sætninger i det pågældende sprog. Beskrivelsen af sproget gøres til en procedure, hvilket er et ret væsentligt karakteristika af transformationsgrammatikken. Denne proces er bl.a. bygget op af transformationelle regler, leksikon og semantiske komponenter. Chomsky opstillede tre nivauer af adækvathed, som en teori kunne operere på. Det første niveau kaldte han Observational Adequacy. Observationel adækvathed dækker over en observationel beskrivelse af et sprog, hvor man udelukkende konkluderer på det, man kan se. Chomsky mente ikke, at de amerikanske strukturalister nåede længere end hertil. Det næste niveau er Descriptive Adequacy, det dækker over en mere dybdegående analyse, der går dybere ned end de umiddelbare data og formulerer nogle generelle regler. Det tredje niveau er Explanatory Adequacy, der er det dybeste niveau for en analyse. Her er vi nede på det niveau, hvor de regler der kan opstilles, gælder universelt. Chomsky mente som sagt, at sprog var en medfødt evne hos alle børn. Det, der gjorde, at barnet fx ville lære engelsk og ikke japansk, afhang af hvilke knapper, der bliver aktiveret. Disse knapper bliver fx aktiveret af at høre forældrene tale. Hvis et barn siger noget grammatisk forkert, som i midlertid er grammatisk korrekt på et andet sprog, hvis det vel og mærket oversættes morfem for morfem, skyldes det, at der bare er blevet aktiveret en forkert knap. Der er mange, der efterfølgende har udvikler teorier, der mere eller mindre er inspireret af Chomsky. Newmeyer var en af Chomskys tilhængere, men han har senere taget afstand fra ham. Han bevægede sig over mod funktionalismen, da han fandt ud af, at det var muligt, at kombinere aspekter fra både formalismen og funktionalismen. I dag er Chomsky gået over til en helt anden teori Minimalist Program. Lidt udenom Chomsky udviklede typologien sig, hvilket hovedsageligt kan tilskrives Greenberg( ), der var antropolog og arbejdede i felten i bl.a. Afrika og på Ny Guinea. Han var inspireret af F. Schelegel og Humboldt, der arbejdede med typologi i den historisk-komparative æra. Bl.a. på grund af sit empiriske arbejde opstillede Greenberg en række universalier, og lavede en grov inddeling af verdens sprog. Greenberg tog det for givet, at alle sprog havde S'er, V'er og O'er(subjekter, verballed og objekter), dette har senere vist sig ikke at være så lige til, hvilket har resulteret i, at en del af reglerne ikke er holdbare i dag. Som et modstykke til Chomsky og andre formalister og inspireret af typologien opstod funktionel grammatik(fg). En af de centrale personer indenfor FG er Dik( ). Dik er meget interesseret i ordstilling og i at opstille hierakier. I modsætning til Chomsky er han tilfreds med tendenser og behøver ikke klare regler, før han finder det relevant. Dik udviklede i slutningen af 70'erne sin teori Funktionel grammar, den er bygget op omkring tendenser i verdens sprog, ordstilling fx SVO - SOV - VSO distinktionen og hierakier over fx semantiske roller. Han bygger sin teori op omkring en inddeling af sprogets opbygning fra den underliggende struktur og op til en lingvistisk ytring, og hvordan man kommer fra det ene niveau til det andet bl.a. ved hjælp af expression rules. FG generelt skiller sig ud fra andre lingvistiske retninger ved ikke at være baseret på Side 8 af 10

9 forskellen mellem langue og parole og ved at integrere semantik og pragmatik direkte ind i strukturen. Funktionalister lægger vægt på, at sproget er til at kommunikere med, og at det afspejler de behov, vi har. De mener hverken, at man kan kalde sproget for autonomt eller binært. Et mål FG har tilfælles med mange andre lingvistiske teorier, er at den også søger at finde det universelle. Der er mange andre end Dik, der har lavet funktionelle grammatikker, bl.a. Role and Reference Grammar af Van Valin og Systemic Functional Grammer af Halliday. Op gennem den transformationel-generative æra indså lingvisterne, at det kunne være en fordel af inddrage andre videnskaber til afklaring og uddybning af nogle af de lingvistiske aspekter. Det har bl.a. medført, at der er kommet nogle begreber som sociolingvistik og sprogpsykologi til. Et andet begreb der er centralt op gennem den transformationel-generative æra er kognition. Noget kunne faktisk tyde på, at kognition kunne blive det næste samlingspunkt for lingvistikken. Det centrale i kognitiv lingvistik er perspektiv, det at man kan perspektivere genstande/emner forskelligt i forholdt til hinanden. Kognitiv lingvistik, som navnet også antyder, søger at finde tankegangen bag ved sproget. Hvad det er, der gør, at vi forstår en metafor, og hvordan vi kan skille fx en kat ud fra alle andre levende væsner. Radden(1934-) har beskæftiget sig med kognitiv lingvistik. Han har tre begreber, han tager udgangspunkt i; ikonicitet, kategorisering og metafor. Ikoniciteten som forholdet mellem et udtryk og dets betydning. Ikonicitet knytter alle aspekter af kognitiv lingvistik sammen. Kategorisering som kategori til bestemmelsen af definitionen af noget, fx hvordan den prototypiske hest beskrives, i et forsøg på at beskrive den, så hesten kan skilles ud fra alle andre dyr ved hjælp af træk. Metafor som en kategori til alle de udtryk, der ikke kan forstås direkte, men kræver en eller anden form for tolkning/sammenligning med noget andet. Han mener, at overført betydning altid går fra en konkret størrelse til en mere abstrakt, fra fysisk til psykisk realitet. Radden gør også opmærksom på, at man hele tiden skal man holde fast i, hvem det er, man snakker med. For det er ikke ligemeget, om det er en ekspert eller en med almen viden, for der er en væsentlig forskel på, hvordan man forstå ting afhængig af graden af kendskab. Spørgsmålet for lingvistikken er så, hvad der kommer bagefter. I hvilken retning vil udviklingen gå? Noget kunne tyde på, at der er ved at ske en centralisering omkring kognition og funktionalisme, men det vil tiden vise. 5. Konklusion Gennem min opgave har jeg skildret udviklingen indenfor lingvistikken med udgangspunkt i det universelle vs. det sprogspecifikke. Jeg har beskrevet, hvordan man lige fra de gamle grækeres tid, allerede havde forskellige tilgange til opfattelsen af sprog udtrykt gennem henholdsvis Platon og Aristoteles. Dernæst kommer jeg ind på, hvordan den historisk-komparative æra var meget præget af en diakron synsvinkel og et stærkt ønske om at finde det universelle. Jeg har skildret, hvordan perioden var meget præget af de strømninger, der var i omverdenen, og hvordan der skete en spredning i løbet af perioden i to fløje mellem positivisme og darwinisme. Derefter har jeg beskrevet, hvordan Saussure samlede lingvistikken igen i den strukturalistiske æra, der var præget af et ønske om at etablere lingvistikken som en videnskab. Hvordan man også begyndte at beskæftige sig med det synkrone og ikke kun det diakrone. Jeg har gengivet, hvordan lingvistikken stadig var meget optaget af at danne universalier, men også begyndte at interessere sig mere for det sprogspecifikke med udgangspunkt i typologien. Og hvordan der igen skete en spredning i lingvistikken i to fløje mellem antropologi og psykologien. Og til sidst har jeg gennemgået, hvordan Chomsky igen samlede lingvistikken om et generativt kognitivt synspunkt i den transformationelgenerative æra. Jeg har beskrevet, hvordan lingvistikken blev mere samlet end tidligere, men alligevel delte sig i to fløje mellem formalisme og funktionalisme. En æra hvor spørgsmålet om det Side 9 af 10

10 universelle vs. det sprogspecifikke stadig er en vigtig faktor. Side 10 af 10