Kina og Ruslands kamp for prestige

Transkript

1 Kina og Ruslands kamp for prestige En analyse af Kina og Ruslands ønske om at ændre magtbalancen i regionerne gennem anvendelse af imperialisme og prestigeforøgelse. KL Jacob Bilde Lauridsen, ma Antal tegn:

2 Abstract This paper analyses whether Russia and China are revisionist states that use imperialistic expansion or prestige to change their regional balance in their favour. It does so by focusing on two cases; Russian annexation of Crimea and Chinese actions in the East China Sea. The two cases are analysed with regards to three aspects of power; Natural resources such as oil and natural gas, military power and prestige. These three variables all have a different impact on the two cases, but this paper will show that the common variable in both cases is the drive for changing the regional balance by maximizing the power as perceived by China s and Russia s counterpart in the conflicts. The perception of power by their respective rivals are in Russia s case increased dramatically as a function of Russia s annexation of Crimea, where the increase in Chinese prestige is rising as a result of Chinese actions in the East China Sea. The paper ends by concluding, that though power aspects such as resources and military power cannot be neglected, the matter of prestige is a vital part of the Chinese and Russian tools in order to shift their regional power and should not be underestimated. Side 1 af 62

3 Resumé Ruslands annektering af Krim og Kinas ageren i det Østkinesiske hav har umiddelbart ikke meget til fælles. Dette viser sig dog ikke at være korrekt ved en nærmere analyse af de to cases, hvilket denne analyse vil vise. Analysens fokus er, hvorvidt de to stater er revisionistiske stater der ønsker at ændre deres regionale magtbalance og hvorvidt denne ændring sker gennem imperialistisk ekspansion eller ved at fokusere på prestigeforøgelse. Der er store forskelle på de to konflikter; Rusland har gennemført sin annektering af Krim på rekordtid, mens konflikten i det Østkinesiske hav er igangværende og har været dette gennem en længere periode. Der er dog også ligheder. Begge konflikter indeholder et spørgsmål omkring deling af ressourcer såsom olie og gas, og begge konflikter kan have indflydelse på den militære magtfordeling i regionen. Sortehavet indeholder store olie og gasdepoter, ligesom det er tilfældet med det Østkinesiske hav. Delingen af disse ressourcer er påvirket af de to konflikter, men hvor Kina kan realisere denne eventuelle gevinst, så har Rusland mere vanskeligt ved dette grundet Ruslands behov for udenlandsk økonomi til at understøtte udvindingen af ressourcer i Sortehavet. Derfor har Kina en bedre mulighed for at anvende disse ressourcer til at ændre den regionale magtfordeling, mens Rusland ikke har denne mulighed. Når det handler om den militære magt i de to regioner er der også forskelle på gevinsten for Rusland og Kina. Rusland har gennem annekteringen af Krim mulighed for, at kontrollere Sortehavet gennem placering af luftforsvarssystemer og anti skibsmissiler på Krim. Dermed har Rusland mulighed for at nægte NATO og USA anvendelse af Sortehavet i forbindelse med operationer og gennem dette ændret den regionale militære magtbalance. USA fastholder retten til at anvende Sortehavet, men i tilfælde af en skærpet konflikt, kan USA ikke længere forvente at kunne operere i Sortehavet. Annekteringen har også haft negative konsekvenser for Rusland, idet Ukraine var en integreret del af Ruslands militære produktion, som Rusland vil skulle erstatte andetsteds. Dette må forventes at tage tid, hvorfor Ruslands udbygning af sine militære kapaciteter er blevet bremset i væsentlig grad. Side 2 af 62

4 Kina har ikke samme gevinst i forhold til det Østkinesiske hav. Dette skyldes i høj grad, at Kina stadig ikke har kontrollen med Senkaku øerne. Oprettelsen af en Air Defence Identification Zone har heller ikke haft den store militære betydning, idet Kina indtil videre ikke har håndhævet denne. I stedet er der sammenfald i ændringen af den regionale magtbalance som følge af prestigeforøgelsen ved Ruslands og Kinas ageren i de to tilfælde. NATO s opfattelse af Rusland som militær magt og trussel viser, at Rusland gennem annekteringen har ændret magtbalancen i forhold til NATO og udfordrer alliancen. Dette skyldes i mindre den øgede militære magt som beskrevet ovenfor, men i stedet NATO s opfattelse af Rusland som en stat, der kan og vil anvende militær magt effektivt. På samme vis har Kina rykket balancen i det Østkinesiske hav, men dog gennem anvendelse af ikke-militære midler. Kina har gennem udfordringen af Japans kontrol over Senkaku øerne, som er støtte af USA, vist, at de ikke accepterer japansk suverænitet i området. Dette har medført et fokusskifte i det amerikanske forsvar, som ikke alene kan begrundes med Kinas modernisering af militæret. Kina og Ruslands anvendelse af prestigeforøgelse som en vigtig del af deres middel til at ændre den regionale magtbalance viser, at prestigeforøgelse ikke må undervurderes i forbindelse med internationale konflikter, men i stedet kan være den drivende faktor. Side 3 af 62

5 Indhold Abstract... 1 Resumé... 2 Indledning... 6 Problemformulering... 8 Metode og struktur... 8 Teori Revisionistiske stater, imperialisme og status quo Militær, økonomisk og kulturel imperialisme Magtbalancen Prestige Ressourcer Det Østkinesiske hav Ressourcer i det Østkinesiske hav Senkaku suveræniteten Ressourcernes betydning for Kinas ageren i det Østkinesiske hav Krims betydning for Ruslands ressourcemæssige magt Betydningen for Ruslands og Kinas ressourcemæssige magt Militær betydning Kinas militære magt i det Østkinesiske hav Den militære betydning af Ruslands annektering af Krim Ruslands opbygning af Sortehavsflåden og annekteringen af Krim Konsekvenserne for Ruslands militære magt ved annekteringen af Krim Konsekvenserne for Ruslands og Kinas militære magt ved Krim og det Østkinesiske hav Prestige Side 4 af 62

6 NATOs opfattelse af Ruslands magt før og efter Krim Ruslands relationer til NATO og USA før Krim Ruslands relationer til NATO og USA efter Krim Kinas prestigeforøgelse med baggrund i det Østkinesiske hav Ruslands og Kinas prestigeforøgende strategi Konklusion Bibliografi Side 5 af 62

7 Kampen om prestige Indledning Is the foreign policy of the other nation imperialistic, or is it not? [ ] The answer to that question has determined the fate of nations, and the wrong answer has often meant deadly peril or actual destruction; for upon the correctness of that answer depends the success of the foreign policy derived from it. (Morgenthau 1978, 67-68) Da Rusland annekterede Krim, kom det som en overraskelse for både EU og NATO. Hverken EU, NATO eller USA havde forestillet sig, at Rusland havde evnerne og viljen til at gennemføre en operation, som på mindre end to måneder kunne annektere en del af Ukraine. Operationen blev gennemført uden at EU, NATO eller USA kunne gøre andet end at se på. Efterfølgende kom reaktionerne fra de ovennævnte, men på det tidspunkt havde Rusland allerede sikret sig magten over Krim. Spørgsmålet i den sammenhæng er, om vesten har sovet i timen og ikke anerkendt, at Ruslands gennem militære reformer har evnet at skabe en magt, som gav mulighed for at foretage sig aktioner som annekteringen af Krim, eller om vesten har set forkert og konkluderet, at Ruslands alene ønskede at bevare den nuværende magtfordeling i regionen? På samme vis er Kinas fremfærd i det Østkinesiske hav et spørgsmål som dog, modsat Ruslands annektering af Krim, endnu er en uafklaret potentiel konflikt. Situationen har siden Kinas krav på området blev fremsat været spændt, og selvom der både har været udsigt til samarbejde mellem parterne har der også været højtspændte perioder, hvor en åben konflikt synes tæt på. Senest er Kinas anvendelse af kystvagt og fiskefartøjer en anledning til kontroverser med Japan, som på sin vis kan drage paralleller til Ruslands anvendelse af grønne mænd på Krim. Men hvorfor annekterede Rusland egentlig Krim? Har Rusland med annekteringen af Krim haft en mulighed for at optimere sin magt gennem anvendelse af energipolitik og militær kontrol over Sortehavet, eller annekterede Rusland Krim, for herigennem at demonstrere Side 6 af 62

8 overfor vesten, at Rusland ikke længere kan negligeres i sikkerhedspolitiske spørgsmål og at Ruslands evne og villighed til at anvende dens magt nødvendigvis skal respekteres? Næsten de samme spørgsmål kan stilles omkring Kinas ageren i det Østkinesiske hav. Skal Kinas ageren alene ses som en status quo strategi, hvor Kina forsøger at sikre sin egen magtbase og forhindre, at USA og Japan får mulighed for at kunne trænge tæt ind på kinesisk territorium, eller er Kina ved at sikre sin egen forsyning af olie og gas? Ønsker Kina i stedet, ligesom Rusland, at demonstrere overfor de øvrige magter i regionen, at Kinas magt er vokset tilstrækkeligt at udfordre Japan og USA? Det er derfor vigtigt at identificere, hvorvidt Kina gennem imperialisme eller prestigeforøgelse ønsker at ændre magtbalancen i regionen. En analyse af de to konflikter hvor der alene fokuseres på ressourcer og militær magt alene, vil formentlig kun give en del af svarene på ovenstående spørgsmål. Denne del er vigtig for forståelsen af de to staters ageren i deres respektive regioner, men analysen af disse variable kan ikke stå alene. En mindst lige så vigtig del af analysen er spørgsmålet omkring Ruslands og Kinas modstandere og deres opfattelse af de to staters magt. Denne opfattelse er med til at definere, hvilken magt og dermed indflydelse Rusland og Kina har i deres regionale magtkamp. Handlinger der har til formål at demonstrere magt eller påvirke modstanderens opfattelse af magt er derfor afgørende. Det er derfor nødvendigt at se på, i hvilken udstrækning Ruslands og Kinas anvendelse af prestigeforøgelse har betydning for magtforholdene i regionen. Jeg vil med min analyse vise, at magtbalancen i de to regioner bliver rykket, men at dette ikke alene sker på grund af den forøgede magt Kina og Rusland erhverver sig som ressourcer eller militær magt. I stedet er konflikterne i lige så høj grad et spørgsmål om, at Rusland og Kina kan demonstrere deres magt og dermed gennem prestigeforøgelse opnå at ændre magtbalancerne i regionen. Ved at analysere begge cases, vil jeg have mulighed for at vise, at staters revisionistiske tendenser ikke alene er handler om ressourcer og militær magt, men at prestigeforøgelse er en vigtig variabel i forbindelse med staters mulighed for at ændre den regionale magtbalance. Jeg vil derfor, med udgangspunkt i de to cases omkring Ruslands annektering af Krim og Kinas ageren i det Østkinesiske hav analysere følgende problemstilling: Side 7 af 62

9 Problemformulering I hvilket omfang er Kina og Rusland revisionistiske stater, der benytter sig af imperialistisk ekspansion og prestigeforøgelse til at forøge deres regionale magtbalance? Metode og struktur For at kunne analysere og sammenligne Ruslands og Kinas tendens til at forøge deres regionale magtbalancer, har jeg valgt to cases der ligger tæt på hinanden tidsmæssigt og derudover er sket for få år tilbage, eller stadig udfolder sig. Det er nødvendigt at have fokus på tidsaspektet i denne sammenhæng, idet magtbalancer kan forskyde sig som følge at staters udvikling over tid, hvorfor ældre cases vil kunne miste deres relevans i forhold til at belyse mit problem. Idet konflikten omkring det Østkinesiske hav er været en konflikt der startede med Kinas og Taiwans krav på et stort havområde i 1970, har denne konflikt en lang historie, som kan vanskeliggøre fokus på den nutidige del. Jeg har derfor valgt at fokusere på den nylige eskalering af konflikten og dermed på den del af konflikten der ligger efter 2000, mens størstedelen af mit fokus vil være på de aktiviteter der er sket omkring og efter 2012, hvor den japanske stat købte tre af øerne og konflikten udviklede sig. Denne del er særlig interessant, idet den medfører en del aktivitet i konflikten, som ellers i længere perioder har været præget af en fastlåst tilstand. Der er andre problemer med den lange udstrækning af casen omkring det Østkinesiske hav, som gør det nødvendigt at fokusere på enkelte perioder af denne. Ved at se på en kortere tidsperiode, er det bedre muligt at identificere enkelte betydende variable. En længere tidshorisont ville gøre dette vanskeligt, idet flere variable kan ændre sig over tid. Et eksempel på dette er udviklingen i Kinas militære magt og økonomiske magt, som gennem perioden fra 1970 og frem har ændret sig markant. Der er også problemer ved at fokusere på en kort tidsperiode. Der er en risiko for, at der overfortolkes på enkelte begivenheder og dermed ikke får det korrekte billede af baggrunden for Kinas ageren i konflikten, men gennem en grundig analyse af disse begivenheder, vil denne risiko kunne minimeres. Begge konflikter er internationale konflikter, som involverer nogle af de samme parter i konflikterne, mens der også er forskelle. Styrken ved den forskellige sammensætning af stater i konflikterne er, at de to cases er forskellige, hvorfor de variable som er ens i de to Side 8 af 62

10 cases vil kunne påvise en tendens til disse eller denne variabels vigtighed i international politik. Derudover har begge cases den egenskab, at de ikke involverer den anden part i nogen udstrakt grad. For Krim krisen betyder dette, at Kina ikke var involveret, mens Rusland heller ikke involverer sig i særlig grad i det Østkinesiske hav. En sammenblanding af interessenter i disse cases ville vanskeliggøre at påvise, at Rusland og Kina, også uden et tæt samarbejde, har samme betingelser for at udfolde deres revisionistiske tendenser og dermed ønsker at påvirke deres regionale magtbalance. At både Rusland og Kina i andre sammenhænge har et samarbejde, vil jeg ikke behandle i nævneværdig grad i denne analyse, idet dette som beskrevet har mindre betydning for de to cases. En anden begrundelse for at vælge Krim krisen, og ikke en anden af de konflikter Rusland har været involveret i for nylig er, at Krim krisen peger på et skifte i russisk udenrigspolitik. Det medfører naturligvis også den usikkerhed, at Krim kunne være en enlig svale i russisk udenrigspolitik og derfor ikke vil have relevans fremadrettet. Sandsynligheden for dette vurderes dog mindre, idet Rusland har fortsat sin konfrontation i forhold til USA og NATO, ved stadig at fastholde konflikten i Ukraine, ligesom der er stærke indikationer på russiske provokationer i de Baltiske stater, som peger i retning af en permanent ændring i russisk udenrigspolitik. De to cases vil blive analyseret med hensyn til tre variable, ressourcer, militær magt og prestigeforøgelse. Disse variable har nogen sammenhæng, idet prestigeforøgelse og energiressourcer kan understøtte den militære magt, mens energiressourcerne også kan anvendes som et økonomisk magtmiddel. De tre variable er relevante ifølge Morgenthau, idet stater kan søge at opfylde deres imperialistiske mål gennem anvendelse af enten militære midler, økonomiske midler eller kulturelle midler (Morgenthau 1978, 62-67). Jeg vil alene behandle den militære imperialisme og den økonomiske imperialisme, idet bege mine cases indeholder militære magtmidlers anvendelse, mens det økonomiske spørgsmål vil blive behandlet ved at se på potentialet for råstoffer i de to cases og hvordan spørgsmålet om disse råstoffer påvirker magtforholdene i regionen. Et spørgsmål som har betydning i begge cases. På samme vis vil jeg vise, hvordan de militære magtforhold ændrer sig i de to regioner som følge af konflikten. Dette vil kunne underbygge, i hvilken grad Rusland og Kina anvender militær imperialisme til at ændre de regionale magtforhold. Side 9 af 62

11 Jeg vil derfor med analysen af Ruslands annektering af Krim og Kinas ageren i det Østkinesiske hav kunne fastslå, om Rusland og Kina begge anvender imperialistisk ekspansion for at opnå deres mål om en ændret regional magtbalance. De magtbalancer der er relevante for at analysere ovenstående er, for både Rusland og Kina, især forholdet til USA. Dette forhold er relevant, idet både Kina og Rusland, som de store regionale magter de er, er magter USA må forholde sig til, og hvor det betyder noget for USA, hvordan de agerer. For casen omkring det Østkinesiske hav, vil jeg også kort berøre Kinas magtbalance til Japan. Japan er en spiller i denne case, idet de også gør krav på øerne. For det Østkinesiske hav er det altså alene magtforholdene mellem Kina- USA og Kina-Japan der vil blive behandlet i dybden, mens jeg vil berøre forholdet mellem Japan og USA ganske kort. Casen omkring Ruslands ageren på Krim involverer flere aktører, hvorfor det er nødvendigt at afgrænse denne case, for at kunne behandle de mest essentielle i dybden. Igen er USA en naturlig aktør at se på, af de tidligere nævnte årsager. Derudover er der store europæiske stater, som har væsentlige interesser i forhold til Ukraine og Rusland. Disse vil ikke alle blive behandlet enkeltvis, men vil i stedet blive behandlet som et samlet Europa. Denne Europæiske enhed eksisterer kun i nogen udstrækning, men idet den europæiske politik overfor Ukraine har været præget af en samlet EU-politik overfor Rusland, hvilket blandt andet ses af de indførte sanktioner, er denne afgrænsning mulig. Den Europæiske politik er derudover knyttet til USA gennem NATO, og vil derfor også blive berørt gennem dette forhold. Efterfølgende vil jeg vende mig mod spørgsmålet om, hvorvidt Rusland og Kina anvender prestigeforøgelse, for at ændre den regionale magtbalance. Jeg vil analysere de to cases med baggrund i handlinger der ikke medfører en reel forøgelse af Ruslands eller Kinas magt i forhold til den militære magt eller den økonomiske, idet disse handlinger vil blive behandlet som en del af de to tidligere nævnte variable. Jeg vil i forbindelse med prestigeforøgelse analysere handlinger fra Rusland og Kina, som af andre stater opfattes som truende. Disse handlinger kan dermed betegnes som symbolske handlinger, som ændrer opfattelsen af den magt Rusland og Kina besidder. Jeg vil derfor anvende kildemateriale der dels beskriver Kina og Ruslands Side 10 af 62

12 handlinger, men også kilder der beskriver hvordan disse handlinger imødegås af de øvrige parter i konflikten, såsom Japan, USA og NATO. Side 11 af 62

13 Teori For at analysere spørgsmålet om hvorfor Rusland og Kina anvender sammenlignelige metoder, vil jeg analyse de to aktører i forhold til tre variable. De tre variable er som allerede nævnt millitær magt, ressourcer og prestige. Alle tre variable er beskrevet af både Hans J. Morgenthau (Morgenthau 1978) og Robert Gilpin (Gilpin 1981). Revisionistiske stater, imperialisme og status quo Hvorvidt Rusland og Kina er revisionistiske stater afhænger af, hvordan begrebet defineres. Jeg vil bruge begrebet ved at se på Morgenthau og hans inddeling af stater som tilhørende to hovedgrupper; Stater der ønsker at fastholde den nuværende fordeling af magt, status quo stater, eller stater der i et eller andet omfang ønsker at ændre den nuværende tilstand (Morgenthau 1978). Sagt på en anden måde: Stater er enten status qou, eller også er de det ikke, hvorfor de er revisionistiske. Det er naturligvis en grov inddeling af alle stater, hvorfor der da også er forskellige grader af, hvilken ændring stater kan ønske at opnå. Dette vil jeg dog komme mere ind på senere. Morgenthaus definition af status quo giver mulighed for, at stater godt kan styrke deres magtposition, så længe det ikke medfører en ændring i den relative magtposition. Kina og Rusland vil derfor godt kunne betragtes som status quo stater, hvis deres handlinger på Krim og det østkinesiske hav ikke har medført ændringer i den relative magtbalance. Omvendt betyder det heller ikke, at Rusland og Kina er status quo stater, hvis deres handlinger ikke har medført en ændring af den relative magtbalance, idet disse to cases kan være et skridt på vejen i en ændring af magtbalancen. Morgenthaus syn på imperialisme er i forbindelse med denne analyse væsentlig. Hvor Morgenthau definerede status quo politikken som en strategi der havde til hensigt at fastholde den nuværende magtbalance, så er imperialismen en strategi der har til formål at ændre denne (Morgenthau 1978, 57). Der er forskellige ambitioner for ændringer af magtbalancen og Morgenthau opdeler disse i tre niveauer: Global hegemoni, et kontinental emperie eller hegemoni samt et regionalt magtheredømme. Jeg vil alene basere min analyse på, om Rusland og Kina forsøger at opnå et regionalt magtherredømme, idet den globale dominans måske er opnåelig på lang sigt for en af Side 12 af 62

14 staterne, men for nuværende vurderes hverken Rusland eller Kina til at have magten der er nødvendig til at opnå og fastholde et globalt verdensherredømme. Hvad angår det kontinentale magtherredømme, så er der i Asien flere stærke stater, og en analyse af, hvorvidt Rusland og Kina vil kunne dominere alle disse stater, vil kræve en analyse af alle de magtbalancer der eksisterer i Asien. Det mest realistiske scenarie og mest relevante er, at Rusland og Kina hver for sig ønsker at skabe en regional magtoverlegenhed. Dette vil under alle omstændigheder være det første skridt på vejen mod større ambitioner, hvorfor dette scenarie er det mest relevante. Netop dette aspekt, hvor en stats mål indledningsvist er lokal magtoverlegenhed, men som vokser med sin succes, behandles også af Morgenthau. Han påpeger, at det kan være meget vanskeligt at afgrænse disse ambitioner med hensyn til staternes strategiske mål, idet staten muligvis ikke selv indledningsvist har store tanker (Morgenthau 1978, 75). Derfor er det i min analyse nærliggende at lave den afgrænsning, således at der alene analyseres med henblik på at afdække, om Rusland og Kina ønsker at forøge deres regionale magtbalance gennem imperialistisk ekspansion eller prestigeforøgelse. Et regionalt magtherredømme er dog heller ikke en fast definition, hvorfor jeg vil definere Kinas regionale område til at bestå af de lande, der grænser op til havområderne i det Østkinesiske hav. Det udelukker en del stater i området, men idet min case er Kinas ageren i det Østkinesiske hav, så vil min analyse ligeledes fokusere primært på Kinas sømilitære magt og anvendelse af denne. For Ruslands vedkommende er den regionale afgrænsning mere vanskelig at lave, men jeg vil dog forholde mig til, hvorvidt Rusland har imperialistiske ambitioner i forbindelse med de stater der historisk set har været tæt knyttet til Rusland. Dette er naturligvis Ukraine, men også landene omkring Sortehavet. Militær, økonomisk og kulturel imperialisme. Udover udstrækningen af imperialismen opdeler Morgenthau den på tre måder, hvorpå den imperialistiske strategi kan finde sted; Militaristisk, økonomisk og kulturel (Morgenthau 1978, 62-67). Den militære imperialisme beskrives af Morgenthau som den ældste, mest effektive og hurtigste form for imperialisme. Men også den mest risikable. For min analyse, så vil jeg Side 13 af 62

15 anvende denne metode til at se på Ruslands ændring af militær magt som følge af annekteringen af Krim, ligesom jeg vil analysere Kinas magtændring i regionen. Den anden metode handler om økonomisk imperialisme. Denne metode handler om at ændre magtbalancen gennem anvendelse af økonomisk magt. Det er formålet med denne form for imperialisme, at opnå en kontrol over en anden stats handlinger, i stedet for deres territorie som var tilfældet ved den militære metode. Morgenthau beskriver dette gennem anvendelse af casen med de central amerikanske republikker, hvor USA har kontrollen med deres handlinger gennem økonomisk magt: But, their economic life being almost completely dependent upon export to the United States, these nations are unable to pursue for any length of time policies of any kind, domestic or foreign, to which the United States would object. (Morgenthau 1978, 63) Ressourcerne der er til stede i begge cases hører ind under denne kategori. Det er i begge cases derfor relevant at se på olie og gasressourcer som en del af grundlaget for, at kunne udføre imperialisme gennem økonomiske midler. Magtbalancen. Morgenthau har ganske kort beskrevet international politik som værende en kamp om magt (Morgenthau 1978, 29). Af denne beskrivelse af international politik følger også, at for at kunne analysere hvorfor Rusland og Kina anvender sammenlignelige midler i deres udenrigspolitik, må man nødvendigvis se på de relevante magtbalancer. Her er det nødvendigt at fokusere på enkelte elementer blandt de mange komponenter der udgør en stats magt, for at kunne fokusere på de væsentlige komponenter. Morgenthau beskriver vigtigheden af den militære component: The dependence of national power upon military preparedness is too obvious to need much elaboration (Morgenthau 1978, 126). Derfor vil jeg også anvende den militære magt til at illustrere magtbalancen mellem de tidligere nævnte stater. Der må nødvendigvis fokuseres på enkelte komponenter af den militære magt, hvilket for Kinas vedkommende særligt vil være den del der handler om flåden og dens kapacitet til at føre en offensiv såvel som en defensiv strategi. Den defensive del er vigtig, selvom dens sammenhæng med en imperialistisk strategi ikke er åbenlys, så handler imperialisme dog ikke kun om en hovedløs erobring af landområde, Side 14 af 62

16 men også om at kunne fastholde dette område. Morgenthau gør dog også opmærksom på, at en sammenligning af forskellige staters militære kapabiliteter ikke er ligetil, men dog nødvendig at foretage (Morgenthau 1978, ). Udover mit fokus på Kinas flåde vil jeg berøre den generelle militære kapacitet. Der er en fare for at der generaliseres for meget, hvilket leder til et fokus på tal og økonomi i forbindelse med den militære kapacitet, men selvom det militære budget måske ikke kan bruges til at analysere aktørernes militære formåen ud fra, så giver det dog et generelt bilede af, hvor vigtigt aktørerne ser den militære komponent. For denne opgave vil jeg alene udlede generelle betragtninger omkring om den magtanvendelse der sker i de to cases og dermed fokusere på magtanvendelsen som et politisk værktøj. Dette er en rimelig betragtning, for som vi skal se i analysen af de to cases, så sker anvendelsen af magt under en trussel om en større bagvedliggende magtanvendelse. Det er derfor ikke nødvendigt at skelne i de enkelte cases om der har været affyret skud, og om der i de to cases har været anvendt force eller power. Morgenthau har andre komponenter af national magt, herunder nogle relativt stabile faktorer (Morgenthau 1978, ). En af disse er geografi, som også for denne analyse er relevant, idet geografien ændrer sig med udfoldelsen af de to cases. Morgenthau nævner specifikt USA's placering som en væsentlig faktor i udenrigspolitikken. Ligesom USA har et ocean der skiler det fra de øvrige stater i de to cases, så har Rusland ikke dette isolerende lag. Dette kan og vil få betydning for den politik der kan udfolde sig i de to cases. Den sidste komponent jeg vil koncentrere mig om i forbindelse med analysen af magtbalancen er det økonomiske aspekt. Morgenthau beskriver den økonomiske politik som todelt. Som et udenrigspolitisk middel og som en handelsvare (Morgenthau 1978, 34). Denne opdeling fokuserer andre teoretikere ikke på, herunder Gilpin, som i stedet fokuserer på det økonomiske aspekt som en af de faktorer der ofte forårsager ændringer i det internationale system, og dermed en mulighed for konflikt (Gilpin 1981, 55-56). Gilpin siger om økonomien, at: the interaction between economy and politics is a fundamental feature of the process of international political change (Gilpin 1981, 67) Side 15 af 62

17 Denne betragtning deles også af M. Mastanduno, som beskriver, hvordan den finansielle krise har flyttet magtbalancen mellem Kina og USA over mod et mere ligeværdigt forhold (Mastanduno 2014, 163). Udover at være en del af udenrigspolitikken som Morgenthau beskriver, så er økonomien også et fundament i skabelsen af den militære magt, hvor Morgenthau især fokuserer på råstoffer og produktionskapaciteten i forbindelse med produktion af militært materiel. Jeg vil i forbindelse med min analyse se på økonomien som et udenrigspolitisk redskab, men vil også analysere staternes økonomiske udvikling, for på den måde at vise, om der er sket ændringer i dette som kan forklare skiftet i de udenrigspolitiske midler Rusland og Kina har anvendt i de to cases. Ved at anvende de tre komponenter militær magt, økonomisk magt og geografi til min analyse af magtbalancen følger jeg Gilpins tanker omring magt. Gilpin gør det ganske klart, at begrebet magt kan være vanskeligt at definere, men han anvender de tre områder militær magt, økonomisk magt og statens teknologiske kapacitet til at beskrive en stats magt (Gilpin 1981, 13). Ovenstående dækker dette på samme vis, med den ændring, at den teknologiske kapacitet behandles både som en del af en stats økonomiske potentiale, samt en del af den militære. Prestige Thus, in the struggle for existence and power-[ ]-what others think about us is as important as what we actually are. (Morgenthau 1978, 78) Med denne sætning indrammer Morgenthau essensen af sit prestige begreb; At international politik ikke kun handler om hvilken magt en stat besidder, men i lige så høj grad handler det om, hvilken magt din modstander eller allierede tror du besidder. Denne opfattelse understøttes af Gilpin, som dog lægger yderligere vægt på den militære magt: Prestige is the reputation for power, and military power in particular (Gilpin 1981, 31). Det er denne opfattelse af en stats magt de øvrige stater baserer deres analyser og dermed handlinger på. Dermed bliver prestige en lige så vigtig komponent i forhold til en analyse af Rusland og Kinas handlinger, som den reelle militære magt, idet disse Side 16 af 62

18 handlinger kan være begrundet i et ønske om at fremstå på en bestemt måde overfor de øvrige stater i deres respektive regionale områder. Morgenthau finder to anvendelser af prestige; At forfølge en strategi omkring optimering af prestige for prestigens mål alene, eller alternativt at forøge sin prestige som en del af en strategi om status quo eller imperialisme. Det er alene strategien om en forøgelse af prestige som understøttelse af en strategi om imperialisme jeg vil behandle i min analyse, idet en strategi omkring prestige for dette mål alene ifølge Morgenthau meget sjældent finder anvendelse (Morgenthau 1978, 77). Det udelukker naturligvis ikke, at netop én af mine to cases er netop denne undtagelse, men som jeg vil vise i min analyse, så anvender både Kina og Rusland prestige i forbindelse med deres imperialistiske strategi. Dermed er det essentielle element at analysere, i hvilket omfang de anvender prestigeforøgelse til at understøtte deres imperialisme og ikke en analyse af handlinger alene med det formål at forfølge en strategi for prestige. Side 17 af 62

19 Ressourcer Det Østkinesiske hav Konflikten i det Østkinesiske hav drejer sig dels om en gruppe af øer, som på kinesisk hedder Diaoyu, mens de på japansk kaldes Senkakus 1 og dels om delingen af den eksklusive økonomiske zone (EEZ) i området. Senkaku øgruppen består af fem øer, hvor den største er omkring 3 km lang og 1 km bred, samt tre klipper. Alle øerne er ubeboede. Senkaku øerne ligger placeret tæt sammen omkring 140 km nordøst for Taiwan(se Kort 1). Kort 1, Senkaku øernes placering (USC US-China Institute 2014) Både Japan, Kina og Taiwan mener alle øerne tilhører dem. Der er dog forskellige udmeldinger omkring øerne og Japan nægter at diskutere tilhørsforholdet for øerne, idet de betragter sagen som allerede afsluttet (Ministry of Foreign Affairs of Japan 2016) (Brinkley 2014), mens både Taiwan og Kina har gjort krav på øerne. 1 Efterfølgende anvendes alene Senkaku som betegnelsen for øerne. Side 18 af 62

20 Øerne blev indlejret under Okinawa i 1895 og forblev under kontrol af Japan indtil fredsforhandlingerne i forbindelse med 2 verdenskrig. Her blev de som en del af forhandlingerne underlagt amerikansk administration og forblev under denne indtil I forbindelse med underskrivelsen af aftalen omkring tilbageførsel af Ryukyu øerne overtog Japan kontrollen med øerne. Både Kina og Taiwan indgav på dette tidspunkt ovennævnte krav på øerne. Der har i en periode efter 2006 været flere konfrontationer mellem den japanske coastguard og fartøjer tilhørende Taiwan eller Kina. I 2010 kolliderede et skib fra den japanske coastguard med en kinesisk trawler, hvorefter den kinesiske kaptajn blev tilbageholdt i flere uger, før han blev løsladt (BBC News 2010). I 2012 købte den japanske stat tre af øerne, hvilket Kina officielt protesterede imod. Denne overdragelse af ejerskabet fra privateje til den japanske regering medførte, at Kina optrappede sine militære aktiviteter omkring og indenfor det af Japan hævdede territoriale farvand, ligesom også Kinesiske aktivister har forsøgt at plante flag på øerne i perioden op til og efter overdragelsen af øerne til den japanske regering. Men hvad gør egentlig Senkaku øerne så interessant? Er det adgangen til økonomiske eller militære fordele der spiller en så vital rolle, at Kina, Japan og til dels Taiwan er villige til at risikere en konflikt? Jeg vil i det næste afsnit fokusere på de ressourcemæssige magtfordele Kina kan opnå gennem deres handlinger i det Østkinesiske hav, og dermed vise, at Kina har en grund til at forsøge at ændre den nuværende situation i det Østkinesiske hav til deres fordel. Ressourcer i det Østkinesiske hav Senkaku øernes placering er interessant, idet deres placering spiller en rolle i forbindelse med delingen af de maritime og underjordiske ressourcer der må findes i området. Da den FN baserede organisation UN Economic Commision for Asia and the Far East udgav i 1969 en rapport, hvori de blandt andet beskrev potentialet i området således: Most important for the oil and gas potential in the region is the sediment fill beneath the continental shelf and the Yellow Sea[ ]The most favorable part of the region for oil and gas is the 200,000 sq. km area mostly northeast of Taiwan. Sedimentary thicknesses Side 19 af 62

21 exceed 2 km, and on Taiwan they reach 9 km, including 5 km of Neogene sediment. (Emery, et al. 1969, 39) Og den efterfølgende beskrivelse af området var formentlig ikke medvirkende til at ligge en dæmper på entusiasmen hos hverken Japan eller Kina idet: A high probability exist that the continental shself between Taiwan and Japan may be one of the most prolific oil reserves in the world. (Emery, et al. 1969, 41) Rapporten fastslog altså, at området har en enorm beholdning af olie og gas, hvilket senere udvindinger og undersøgelser blot har bekræftet. Omfanget af olie og gasbeholdningerne er dog stadig noget usikkert, idet yderligere undersøgelser af havbunden bliver besværliggjort af problemet med at fastslå udstrækningen af henholdsvis Japans, Kinas og Taiwans EEZ i området. Hvor stort dette potentiale reelt er, kan deles op i flere typer af estimater, hvoraf nogle er mere konkrete og pålidelige end andre(se Figur 1). Figur 1, kategorier af olie og gasressourcer (EIA) Nogle kilder anslår omfanget af de kendte oliedepoter til at være omkring 200 millioner tønder, mens de ikke kortlagte reserver af kinesiske kilder er anslået til at ligge mellem 70 og 160 milliarder tønder olie, som for størstedelens vedkommende anslås til at være placeret i Okinawa renden(okinawa through). Det skal dog bemærkes, at der for de ikke kortlagte reserver ikke er taget højde for, i hvilken grad de kan udvindes med den Side 20 af 62

22 nuværende teknologi. I januar 2014 var Kinas totale mængde af olieressourcer millioner tønder, mens Japans var 44 millioner tønder olie. Disse tal giver et rimeligt indblik i potentialet der eksisterer i det østkinesiske hav vedrørende olie, men naturgas er endnu en vital ressource der er til stede i det Østkinesiske hav i store mængder. Her giver tallene et endnu tydeligere fingerpeg om, at der er vitale ressourcer i området: De kendte forekomster af naturgas anslås til 2,8-5,6 milliarder m3 mens de endnu ikke kortlagte ressourcer anslås til enorme 7 billioner m 3 eller omtrent det dobbelte af Kinas nuværende beholdning af naturgas og en mangedobling af Japans nuværende beholdning (på omkring 20 mill. m 3 ) 2 (U.S. energy Information Administration 2014) Indledningsvist var der enighed om, at fordelingen af disse rigdomme skulle foregå fredeligt, hvilket også skete i begyndelsen (Liao 2008). Denne fredelige deling af ressourcer er dog nu afløst af konfrontationer, som allerede beskrevet. Netop tilgængeligheden af olieressourcerne er en vigtig dimension for både det Østkinesiske hav og som vi skal se senere, også for Ruslands annektering af Krim. Tallene for området antyder en enorm gevinst for den stat der kan erhverve sig området i det Østkinesiske hav, hvilket kan være en vigtig variabel i forbindelse med Kinas ønske om at ændre magtfordelingen i regionen, idet olie er en essentiel råvare i forbindelse med en stats magt og giver staten mulighed for både økonomisk og militær magt. En gevinst i de størrelsesordener som fremgår ovenfor vil have en stor økonomisk betydning, men denne økonomiske betydning bliver først realiseret i det øjeblik olien kan omsættes til penge. Kina har selv finansieret denne produktion af olie i det Østkinesiske hav gennem selvskabet The China National Offshore Oil Corporation (CNOOC), og selvom enkelte udenlandske firmaer bidrager til udvindingen, så er deres bidrag af mindre betydning (Manicom 2013). I det Østkinesiske hav er der dog også felter som indledningsvist ikke befandt sig i omstridte områder, hvorfor produktionen i disse felter kunne finde sted med samarbejde fra internationale firmaer. Meget tyder dog på, at Kina ikke er afhængige af udenlandsk valuta for at udvinde i dette område, hvilket har givet Kina en betragtelig 2 Begge tal er omregnet fra engelsk. Den engelske kilde opgiver tallene til hhv. 1-2 trillion cubic feet og 250 trillion cubic feet. Side 21 af 62

23 handlefrihed. Kina har derfor haft mulighed for at kunne iværksætte udvinding af olie og gas, hvor udvindingen af gas dog har leveret størstedelen af denne. Siden påbegyndelse af udvindingen, som i enkelte tilfælde skete med støtte fra udenlandske firmer, har Japan tydeliggjort sine krav i forhold til EEZ, hvorfor de fleste felter nu er placeret i områder, som både Japan og Kina gør krav på. Delingen af ressourcerne burde ifølge internationale konventioner kunne afgøres med grundlag i UN Convention on the Law of the Sea (UNCLOS) (U.N. 1982). Denne beskriver flere muligheder for delingen af havområder og de tilhørende ressourcer i havbunden, men der er flere stridspunkter omkring delingen af det Østkinesiske hav. Dels kan Kina og Japan ikke blive enige om, hvilke regler i føromtalte konvention der skal anvendes. Kina fastholder at kontinentalsoklen skal danne grundlag for afgrænsningen, mens Japan ønsker en deling baseret på principet omkring ækvidistance. Denne konflikt omkring udstrækningen af den økonomiske zone, EEZ, er dog ikke begrænset til fortolkningen af UNCLOS reglerne. Det handler også om suveræniteten af Senkaku øerne. Senkaku suveræniteten Fordi Senkaku øerne er placeret i det omstridte havområde, har deres tilhørsforhold en betydning for, hvordan delingen af det Østkinesiske havs rigdomme skal ske. Dette illustreres bedst ved at se på et kort over de forskellige scenarier. Side 22 af 62

24 Kort 2, Krav på EEZ (BBC 2014) Den stiplede blå linje viser den japanske foreslåede løsning på delingen af det Østkinesiske hav. Denne løsning er baseret på princippet om ækvidistance. Normalt vil en stat kunne kræve en EEZ med en udstrækning på 200 nm, men idet det Østkinesiske hav ikke har en udstrækning der muliggør dette for begge parter, vil delingen kunne ske i henhold til ækvidistanceprincippet, hvormed begge stater får en udstrækning af deres EEZ som følger medianen i forhold til de to staters landområde. Kina derimod forholder sig til kontinentalpladernes udstrækning og mener derfor at udstrækningen af deres EEZ skal gå til Okinawa forsænkningen, idet denne er afgrænsning af kontinentalsoklen (Xinhuanet 2012). Dette bestrider Japan, som mener Okinawa forsænkningen blot er en fordybning i kontinentalsoklen. Senkaku øerne er derfor en del af denne konflikt, idet en Kinesisk suverænitet over disse vil kunne besværliggøre de japanske krav. Ressourcernes betydning for Kinas ageren i det Østkinesiske hav Spørgsmålet omkring Senkaku og delingen af det Østkinesiske hav er forbundet, med en betydning for den gevinst Kina eller Japan kan opnå i forhold til de ressourcer der befinder sig i det omdiskuterede område. Der er næppe nogen tvivl om, at der er betragtelige ressourcer i området, hvilket gør området attraktivt for begge parter. Det er dog ikke alle ressourcerne der kan udvindes for nuværende, men det virker sandsynligt, at Kina med sin økonomiske fremgang kan iværksætte dette indenfor en overskuelig fremtid. Dermed vil Kina også kunne opnå en større grad af selvforsyning af olie og gas, med dertilhørende mindre afhængighed af andre staters olie og en tilsvarende økonomisk gevinst. På samme vis, så vil Japan ved en fortsat kinesisk udfordring omkring statussen for det Østkinesiske hav ikke få en gevinst ved denne olie, hvilket ikke er mindre vigtigt. Japan har ikke nævneværdige beholdninger af olie for nuværende, hvilket gør dem afhængige at forsyninger af olie, som nødvendigvis må transporteres til søs. Ved fortsat at nægte Japan adgang til olien i det Østkinesiske hav, så sikrer Kina i værste fald en fastholdelse af den nuværende magtfordeling i regionen, og i bedste fald en væsentlig magtgevinst for Kina. Kinas udfordring af statussen for Senkaku øerne og generelt for det Østkinesiske hav, er dermed af afgørende betydning for, at Japan ikke kan erhverve sig disse. Side 23 af 62

25 Krims betydning for Ruslands ressourcemæssige magt Meget af den samme problematik omkring ressourcer er relevant i forbindelse med Ruslands annektering af Krim. I denne forbindelse er det havområdet i Sortehavet der bliver påvirket af annekteringen og dermed kan ændre tilhørsforhold fra Ukraine til Rusland (Bugriy 2014). Annekteringen af Krim har medført store tab for Ukraine, men også tilført et stort potentiale til Ruslands olie- og gasindustri. NATO har anslået olie- og gasressourcerne med forbindelse til Krim, til at være mellem 4-13 billioner m 3, som dog ikke alle er tilgængelige (Umbach 2014)(Se Kort 3 og Kort 4). Kort 3, Olie og gasfelter med forbindelse til Krim Kort 4, Ruslands krav på EEZ Side 24 af 62

26 Annekteringen af Krim har betydet et øjeblikkeligt tab for Ukraine og dermed presset Ukraine økonomisk. Ukraines energiminister beskrev i 2014 dette tab til mindst 40 milliarder USD (Bugriy 2014), mens Bugriy mener dette er lavt sat og at tabet på længere sigt kan vise sig væsentligt større. Tabet er naturligvis behæftet med lige så stor(eller endog større) usikkerhed som estimaterne for beholdningen af olie og gas er. Det er dog ikke alene Ukraines økonomi som er presset af annekteringen. Også for Rusland er annekteringen af Krim en økonomisk belastning, så selvom der muligvis på længere sigt er en gevinst i form af olie og gas, så er den økonomiske gevinst for øjeblikket negativ. Allerede inden annekteringen af Krim, blev Krim understøttet med 250 mill. USD, men udgifterne til at understøtte Krim er vokset betragteligt siden annekteringen og de medfølgende økonomiske sanktioner. Dmitry Medvedev anslog i april 2015 at omkostningerne ved annekteringen, med tilhørende økonomiske sanktioner, at have kostet Rusland svimlende 25 mia. EUR, eller omtrent 1,5 % af Ruslands BNP alene i 2014 (Felgenhauer 2015). Udgifterne er ikke efterfølgende faldet og Ruslands økonomi har været i tilbagegang siden annekteringen, med en tilbagegang i BNP på 3,7 % for 2015, hvor eksempelvis Europa og centralasien havde en fremgang på omkring 1,5 % (The World Bank 2016). Det bør dog sammenlignes med Ukraines BNP, som i same periode faldt med ca. 10 % (The World Bank 2016), hvorfor den relative økonomiske ændring mellem Rusland og Ukraine ikke har været til Ukraines fordel, mens Rusland altså stadig er faldet i forhold til Europa. Ruslands udsigter til en gevinst i form af udvinding af olie og gas i Sortehavet er formentlig heller ikke realistisk i en nær fremtid. Etableringen af nye olie og gasfelter er en lang proces, og for omstridte områder som den del af Sortehavet der hører til Krim, så har dette endnu længere udsigter. Internationale firmaer har indtil videre udtrykt stor tilbageholdenhed omkring investeringer i områderne omkring Krim og Shell udtalte i 2014: I don't think we'll be jumping into new investments (in Russia) anytime soon" (Sterling 2014). Dermed ser det ud til, at Rusland selv skal finansiere investeringerne i udvindingen af olie og gas i dette område selv, hvilket vil betyde en lang tilbagebetalingstid, og formentlig også en lang opstartstid før der kan produceres væsentlige mængder af olie og gas. Side 25 af 62

27 For Ruslands magtforhold til andre spillere i regionen har annekteringen haft en indflydelse på den økonomiske magt Rusland kan agere med. Forholdet til Ukraine er komplekst, selvom det med den nuværende konflikt og med baggrund i annekteringen burde være dårligt, så fungerer dele af denne handel stadig. Dette til dels fordi begge parter har behov for denne handel. Ukraine har behov for Ruslands forsyninger af olie og gas, mens Rusland har behov for penge. Annekteringen af Krim har desuden haft en indflydelse på forholdet til Europa og NATO, idet Rusland med annekteringen af Krim og krigen i det østlige Ukraine har evnet at opnå kontrol over en stor del af Ukraines olie- og gasressourcer. Dermed har Rusland effektivt stoppet en mulig fremtidig leverandør af både olie og naturgas til Europa. Dette er med til at sætte en stopper for gennemførslen af det ønske NATOs daværende generalsekretær Anders Fogh Rasmussen udtalte i marts 2014: We must make energy diversification a strategic transatlantic priority and reduce Europe s dependency on Russian energy (Grubliauskas 2014). Ukraine var heller ikke før konflikten med Rusland i stand til at levere olie eller gas til NATO lande eller andre europæiske lande i nævneværdigt omfang, men på længere sigt ville en øget Ukrainsk produktion kunne levere mere af den gas Europa har brug for, samtidig med at Ruslands rolle som eksportør til Europa ville blive mindre. Ruslands dominerende rolle som leverandør af gas til hele regionen var dermed på spil. Med Ukraines tættere tilknytning til EU efter valget af Petro Poroshenko som Ukraines præsident, er det rimeligt at antage, at Rusland ikke ville kunne øve den samme grad af indflydelse på, hvordan Ukraine ville anvende gas og olie produktionen. Dermed ville Ukraine kunne bruges som en af de alternative leverandører af gas, som NATO efterlyste i Og Ukraine ville ikke blot være endnu en kilde til gas. Ukraine ville også være en kilde, som ikke længere var nært bundet politisk til Rusland, hvorfor denne leverandør også i eventuelle konflikter med Rusland på den ene side ville være en rimelig sikker leverandør. Som allerede beskrevet tidligere, så var Ukraines produktion af gas ikke på dette niveau i 2013 hvor Ukraine stadig importerede gas fra Rusland. Denne import var dog på vej ned, idet Ukraines import af gas fra Rusland faldt fra 45 mia. m 3 i 2011 til 28 mia. m 3 i Der er derfor en del der indikerer, at Rusland stod til at miste indflydelse i regionen, både overfor Ukraine og overfor de øvrige aftagere af den russiske gas. Side 26 af 62

28 Resultatet er, at Rusland stadig på lang sigt kan styre energistrømmene i Østeuropa og herunder Ukraine, men virkningen bliver forstærket når der ses på situationen i et relativt lys. Ikke nok med at Rusland forøger sin beholdning af gas og olie, men en af de øvrige spillere i regionen, som ovenikøbet nu er tæt knyttet til EU, fik nedbragt sin beholdning. Før Ruslands overtagelse af en del af Ukraines olie- og gasreserver, så importerede Ukraine en stor del af sin gas fra Rusland, hvorfor Rusland også dengang havde indflydelse på Ukraine. Denne balance er ikke flyttet med annekteringen af Krim, idet Ukraine fortsat producerer en del gas til eget forbrug, men samtidig er nødsaget til at importere gas fra Rusland. Med annekteringen af Krim har Rusland dog sikret denne balance et stykke ud i fremtiden, medmindre Ukraine evner at øge produktionen af gas fra sine nuværende ressourcer ganske betragteligt og dermed kan frigøre sig fra import af russisk gas. Det virker dog ikke sandsynligt at Ukraine kan frigøre sig fra den russiske gasforsyning med den nuværende situation i landet. Det samme gør sig gældende for Ruslands forhold til de øvrige nationer i Østeuropa, hvad angår energi og gas. Også her leverer Rusland fortsat en stor del af deres gas, hvilket også er hvad der bekymrer NATO. Denne bekymring ser ikke ud til at aftage indenfor de næste år, med mindre der findes andre leverandører. Hvis Ukraine skulle overtage Ruslands position som leverandør af gas, ville det kræve en forøgelse af Ukraines gasproduktion, som ikke er realistisk i den nærmeste fremtid. Denne situation er dog ikke blevet væsentligt ændret som følge af Ruslands annektering af Krim, idet en sådan forøgelse af Ukraines produktion af olie og gas ville have taget adskillige år om at gennemføre. Betydningen for Ruslands og Kinas ressourcemæssige magt Begge de to cases har stor betydning for deling af olie- og gasressourcer mellem flere parter. I det østkinesiske hav er situationen uafklaret, men Kina har mulighed for at erhverve sig kontrol med olie og gasressourcer af en størrelse, som kan have indflydelse på magtfordelingen i regionen. Dette kræver at olien kan udvindes, men med Kinas økonomiske situation virker dette ikke usandsynligt. Dermed får delingen af det Østkinesiske hav en stor betydning for magtfordelingen i regionen og Kinas udfordring af statussen omkring Senkaku øerne har dermed direkte forbindelse til dette. Side 27 af 62

29 Det andet aspekt er, at selvom Kina ikke skulle kunne få kontrollen med området, så medfører Kinas ageren i området, at Japan ikke kan udnytte ressourcerne i området. Dermed fastholder Kina Japan i sit behov for at importere store mængder af olie. Der er altså både et aspekt omkring imperialisme, idet Kina forsøger at ændre magtfordelingen i regionen gennem overtagelse af det Østkinesiske hav, men også argumenter for, at Kina, hvis det ikke lykkes at overtage kontrollen med området, så i det mindste kan fastholde status quo med hensyn til ressourcefordelingen i området. For Ruslands vedkommende har annekteringen af Krim betydet, at de fastholder Ukraine, EU og NATO i et behov for levering af gas fra Rusland. Ukraine havde store reserver af både olie og gas, men en udvinding af disse havde ganske lange udsigter. Det er derfor rimeligt at antage, at selv uden Ruslands annektering af Krim, så havde store dele af Europa været afhængige af den russiske gasforsyning. Med Ruslands nuværende økonomiske situation, samt den uafklarede konflikt i Ukraine, så er der ikke udsigter til, at Rusland kan drage yderligere fordel af de ressourcer Rusland har skaffet sig adgang til gennem annekteringen af Krim, hvorfor Ruslands magt i forhold til denne variabel ikke ses forstærket. Side 28 af 62

30 Militær betydning Et andet naturligt område hvor stater kan skabe magt, er indenfor den militære magt. Derfor vil dette afsnit omhandle, i hvilket omfang Kinas udenrigspolitik omkring det Østkinesiske hav medfører en ændring i denne militære magtbalance overfor Japan og USA, ligesom jeg vil analysere, hvilke ændringer Ruslands annektering af Krim medfører i Ruslands magt indenfor regionen. Militær magt er et vidt begreb og består naturligvis af de væbnede styrker, men også evnen til at bruge disse styrker, eller forhindre andres anvendelse af militære styrker er en del af denne analyse. Kinas militære magt i det Østkinesiske hav. Kinas udfordring i forhold til militær magt består i høj grad i, at de stater de kæmper med om indflydelse i området, Japan og USA, er dominerende sømagter. Det gælder naturligvis særligt USA, som med sin militære magt stadig er dominerende overfor Kina. Forsvarsudgifterne hjælper med at illustrere dette. Figur 3 viser de tre staters forsvarsudgifter over en periode China, P.R. Japan USA Figur 2, Forsvarsudgifter (mio. US$ 2014 niveau). Kilde: SIPRI Military Expenditure Database 2015, Nu er forsvarsudgifter alene naturligvis ikke nok til at fastlægge den militære styrke stater imellem, idet USA anvender sine midler på operationer over hele verden, mens Kina hovedsageligt kan fokusere på regionen, men udgifterne giver dog en indikation af Side 29 af 62

31 styrkeforholdet. En anden interessant ting er Japans udgifter til forsvaret i samme periode. Tallene er omregnet til 2014 niveau, hvilket umiddelbart indikerer, at Japan i hele perioden ligger på samme niveau. Tallene drukner dog lidt i de store tal for USA, idet Japan de senere år har øget forsvarsbudgettet lidt og det forventes, at budgettet for 2016 forøges endnu engang og dermed når et rekordhøjt niveau (Reuters, Japan's government approves record military spending 2016). Der er andre ting ved grafen der kræver en bemærkning, herunder Kinas militære budget. Det er tydeligt at Kina har investeret kraftigt i militæret gennem hele perioden og siden 2001 har brugt flere midler på forsvaret end Japan. Kinas budget er dog stadig kun omkring 1/3 af USA's, men afstanden er de seneste år skrumpet kraftigt. Tendensen til at Kina ønsker at udfordre USA's militære magt i området bliver mere tydeligt når vi kaster et blik på de militære projekter Kina har iværksat de seneste år. Kina iværksatte for alvor sin ambition om at anskaffe en hangarskibsbaseret flåde i 1998 med købet af skibet Varyag i 1998 fra Ukraine. billede 1, Varyag under slæb i Bosperus og Liaoning efter ombygningen. Skibet gennemgik en komplet revovering og fra 2012 indgik skibet i den kinesiske flåde. Hvor skibet oprindeligt var klassificeret som en krydser med tilhørende fly, er skibet i den kinesiske flåde betegnet som et hangarskib og det er ikke udrustet med luftforsvarsvåben, men må i stedet forlade sig på sine fly til dette formål (Bana 2015). Udover Liaoning planlægger Kina at bygge yderligere 4 konventionelt fremdrevne hangarskibe, hvoraf bygningen af en eller to er igangsat (Hempel 2016). Bygningen af skibene gør dog ikke Kina til sømagt der kan udfordre USA alene. Opbygningen af en hangarskibsbaseret flåde er en kompliceret proces, og om end Kina har fly der kan anvendes fra skibene, så er der Side 30 af 62

32 noget uklarhed omkring flyenes formåen og hvor effektive de er når de anvendes fra hangarskibe. Især stilles der spørgsmålstegn ved, hvor store våbenlast de kan medføre og hvor mange fly der kan placeres på de kinesiske hangarskibe (O'Rourke 2016). Dermed er det et relevant spørgsmål om skibene i nogen større grad bidrager til Kinas magt. Uanset ovenstående begrænsninger ved hangarskibene, så er der dog næppe nogen tvivl om, at Kina ønsker at flytte sig fra en stærk landbaseret magt, til at kunne beherske det Kinesiske hav øst og syd for Kina samt bevæge sig ud i blue water operationer. Hangarskibene skal ses som en del af denne strategi. Denne strategi har Kina selv beskrevet i Chinas military strategy fra 2014, hvor den ene opgave er at beskytte oversøiske interesser, ligesom der også beskrives i dokumentet, at PLA navy vil skifte fra offshore waters defense til at fokusere både på dette, men også open seas protection (Ministry of National Defense 2015). Dokumentet alene er udtryk for en hensigt, men set i lyset af de nybygninger Kina har iværksat, så er der meget der taler for, at Kina er i gang med at føre denne politik ud i livet. Dette bliver også pointeret af H. Atesoglu i en artikel fra 2013, hvori det beskrives, at Kinas flåde nu ikke længere kan betragtes som en kystflåde, men som en regional force with blue-water ambitions (Atesoglu 2013) og også i en orientering af den amerikanske kongres bliver det bemærket, at Kinas flåde er fokuseret på at opbygge kapacitet til at underbygge og forsvare Kinas krav i det Østkinesiske hav (O'Rourke 2016, 7). Kinas udbygning af flåden begrænser sig dog ikke til hangarskibene alene, men Kina har generelt moderniseret og udbygget deres flåde, særligt efter år I årene siden har Kina fokuseret på at opdatere deres kapaciteter indenfor alle områder af flåden (Diaconu 2015). Tilførslen af strategiske ubåde, moderniseringen af deres større overfladeenheder og konstruktionen af deres type 056 fregat, som skulle have stealth egenskaber er særligt værd at bemærke, idet alle disse enheder passer med den før omtalte strategi, hvor Kina bevæger sig fra en kystflåde, til en flåde der både kan beskytte fastlandet og Kinas kerneområder samtidig med, at flåden skal kunne beskytte oversøiske besiddelser. Selvom det ikke er udtalt direkte, må Senkaku øerne i det Østkinesiske hav formodes at falde ind under denne kategori, idet Kina som tidligere nævnt har gjort krav på disse og opfatter disse som kinesiske. Dermed underbygger flådens opdatering og nybygningsprogrammer strategien om at kunne beskytte Senkaku øerne. Side 31 af 62

33 Der er endnu et våbenprogram der fortjener et afsnit i denne vurdering af Kinas militære kapaciteter med forbindelse til det Østkinesiske hav. Dette program er udvikling af et ballistisk anti skibs missil, DF-21D. Missilet skulle være i stand til, at kunne sænke et amerikansk hangarskib med en enkelt træffer og dets rækkevidde er omkring 2700 km. Det er usikkert hvor effektivt missilet er (O'Rourke 2016), men det har formentligt været medvirkende til, at USA prioriterer ballistisk missilforsvar højere, ligesom bygningen af destroyere med en ballistisk missilforsvarskapacitet er blevet prioriteret (U. S. Naval Institute 2009). Derudover har det medført, at US Navy ønsker at øge andelen af skibe der er placeret på Stillehavskysten fra 55 % til 60 % af den totale flåde, øge andelen af skibe stationeret på baser i den vestlige del af Stillehavet fra 51 i 2014 til 67 i 2020 og placere mindst 6 operative hangarskibe i Stillehavet (O'Rourke 2016, 60). Det gennemgående træk for alle disse programmer med tilknytning til den Kinesiske flåde er, at Kina har et ønske om at kunne imødegå amerikansk flådemagt i regionen. For nuværende er Kinas modernisering af flåden og våbenprogrammer såsom DF-21D missilet ikke tilstrækkeligt til at kunne udfordre USA's flåde, men der er taget store skridt i retningen af dette og med moderniseringen er Kina nærmere mod et niveau, hvor de kan understøtte Kinas krav om kontrol over, hvad andre stater foretager sig på deres EEZ. Dette krav, at andre stater ikke gennemfører militær aktivitet indenfor Kinas EEZ, er omstridt og accepteres ikke af de fleste stater, men Kina fastholder kravet, hvilket blandt andet er set ved flere lejligheder. USA's og Kinas opfattelse af, hvad der er tilladt på andre nationers EEZ har kollideret i flere tilfælde. I 2009 blev USNS Impeccable forhindret i at gennemføre operationer med lytteudstyr på kinesisk EEZ, efter kinesiske trawlere, som formentlig var statsskibe, først havde forsøgt at skære lytteudstyret over og senest i 2016, hvor en amerikansk undervandsdrone blev konfiskeret af et kinesisk skib (Sæhl 2016). Kina henholder sig til UNCLOS, som af Kina fortolkes på en måde der gør, at andre stater ikke kan foretage sig militære aktiviteter indenfor deres EEZ. USA har ikke ratificeret UNCLOS, men den amerikanske flåde har udtalt, at de følger denne, idet den anses for sædvaneret grundet dens store udbredelse (Hayton 2014, ). USA tolker dog UNCLOS således, at den alene forhindrer videnskabelige undersøgelser på EEZ, men ikke militære aktiviteter. Betydningen af denne tolkning kan have stor betydning for de militære muligheder USA Side 32 af 62

34 har i forbindelse med Kina, og andre stater. Derfor har USA til hensigt at forhindre og udfordre den kinesiske tolkning af UNCLOS. Faktisk har USA allerede i 1979 formuleret deres Freedom of Navigation program, som netop har dette formål (Hayton 2014, 213). Skulle Kina få held med at påtvinge andre stater deres tolkning, vil en stor del af havområdet omkring Kina være lukket land for andre stater og herunder også USA og Japan. Derfor har delingen af det Østkinesiske hav også en betydning i dette spørgsmål. Senkaku øerne giver mulighed for at etablere overvågning over en stor del af området. Denne overvågning og Kinas fortolkning af UNCLOS kan give problemer for både Japan og USA og indskrænke deres mulighed for at flytte militære styrker. Derfor bliver udstrækningen af EEZ et spørgsmål om andre staters mulighed for at flytte deres militære styrker frit (Masahiro 2013) (O'Rourke 2016). Dette gælder i øvrigt både maritime såvel som luftstyrker, idet Kina har oprettet en Air Defence Identification Zone (ADIZ), som dækker Senkaku øerne(se Kort 2) og også i forbindelse med denne oprettelse henviser til, at fremmede stater skal følge de henvisninger der gives af Kinesiske myndigheder. Dette er, ligesom for forholdene omkring EEZ, en anderledes tolkning end Japan og USA anvender for en ADIZ, idet USA og Japan mener en ADIZ alene har til formål at identificere flytrafik i området (Pilger 2016). Hvor stor en betydning Kinas fortolkning omkring EEZ og ADIZ reelt har, er svært at spå om. Så længe USA har tilstrækkelig magt til at tvinge sin vilje igennem omkring fri bevægelse, også indenfor EEZ og ADIZ, så vil den have en ringe betydning. USA vil fortsat flytte sine militære styrker derhen hvor det er nødvendigt, men det kræver en politisk vilje og den nødvendige magt til at gennemtrumfe dette overfor Kina. Efterhånden som Kinas magt vokser, vil det kræve flere ressourcer for USA at gennemtrumfe denne vilje. Ultimativt kan prisen blive for høj til at fastholde Freedom of Navigation princippet, eller i det mindste at gennemtrumfe denne overfor Kina. De tidligere nævnte episoder er eksempler på, at USA trækker sig fra denne konfrontation og understøtter dette. Delingen af det Østkinesiske hav og dermed også spørgsmålet omkring Senkaku øernes suverænitet har derfor mindre betydning for placeringen og transporten af militære styrker for nuværende, men den kan i fremtiden få større betydning, hvis USA og Japan ikke længere har styrken til at gennemtrumfe den frie bevægelse i fremtiden. Dermed har Side 33 af 62

35 delingen af det Østkinesiske hav mindre betydning for nuværende for den militære magt i regionen, men vil dog kunne få dette i fremtiden, hvis Kina kan opbygge en militær magt der er tilstrækkelig til at underbygge kravet om at kontrollere, hvilke stater der har styrker til stede på Kinas EEZ. Derfor har Kinas ageren i det Østkinesiske hav mindre betydning for den militære magtbalance for nuværende, mens dette ikke er gældende i samme omfang for Ruslands annektering af Krim. Den militære betydning af Ruslands annektering af Krim Ruslands annektering af Krim medførte, udover de tidligere nævnte aspekter vedrørende energi, også en ændring i de militære muligheder for Rusland i regionen omkring Sortehavet. Jeg vil derfor i dette afsnit koncentrere mig om at vise, at Ruslands annektering af Krim har medført en øget mulighed for, at Rusland kan anvende sin militære magt i regionen, og dermed kan påvirke staterne omkring Sortehavet i en anden grad en før annekteringen. Geografien omkring Sortehavet spiller en stor rolle for, hvilke ændringer der er sket i den militære balance efter Ruslands annektering af Krim. Før annekteringen var delingen og rollerne vedrørende det Azovske hav uklar. Rusland og Ukraine var i en dialog omkring problemet, men siderne havde forskellige synspunkter omkring det Azovske hav og Kertjstrædet. Rusland ønskede, at det Azovske hav skulle deles mellem Rusland og Ukraine, mens Ukraine ønskede at havet skulle have international status. Kertjstrædet var på det tidspunkt under Ukrainsk kontrol, men Rusland ønskede også en deling af dette stræde. Disse spørgsmål er ikke officielt afklaret, men eftersom Rusland har annekteret Krim, så har Rusland sikret sig kontrollen over Kertjstrædet og dermed adgangen til det Azovske hav. Med kontrollen over Kertjstrædet har Rusland tilmed sikret sig kontrollen over det Azovske hav, eftersom Ukraine ikke kan kontrollere den del af kysten der ligger ud til havet (Delanoe 2014). Denne kontrol har endvidere givet Rusland mulighed for at påbegynde konstruktionen af en bro over Kertjstrædet, hvilket blev påbegyndt i 2015 (BBC News 2015). Side 34 af 62

36 Figur 3, Sortehavet Der er flere vigtige aspekter vedrørende geografien af Krim. Med annekteringen kommer Rusland et væsentligt skridt længere vestpå, hvorved russiske missilsystemer kan dominere stort set hele Sortehavet. Dette ville ikke være muligt uden besiddelsen af Krim, idet Rusland ikke kunne opstille missilsystemerne på Krim tidligere, på grund af begrænsninger i aftalen med Ukraine. Derfor er den geografiske placering af Krim vigtig for Ruslands kontrol med Sortehavet. Det russiske luftforsvarssystem S-400 har en rækkevidde på op til 400 km og med en placering på Krim, vil dette system kunne dække en stor del af Sortehavet. S-400 missilsystemet er et moderne luftforsvarssystem og det vil vanskeliggøre anvendelsen af fly i hele Sortehavsområdet for NATO eller andre stater der ønsker at markere sin magt i Sortehavet. Rusland deployerede S-400 til Krim i 2016 på baggrund af, påståede sammenstød mellem Ukrainske sabotører og russiske styrker (Reuters, Russia deploys advanced S-400 air missile system to Crimea: agencies 2016). Udover placeringen af luftforsvarssystemer på Krim, er der også rapporter om placering af Side 35 af 62

37 missiler til anvendelse mod skibe eller landmål. Systemet er Ruslands nyeste, og inkluderer missiler af typen Oniks, som har en rækkevidde på omkring 300 km mod sømål (Spiegel 2015). Ligesom luftforsvarssystemerne giver det Rusland mulighed for at kunne nå mål i størstedelen af Sortehavet. Rusland er ikke den eneste spiller i Sortehavet, og også andre lande har mulighed for at nå mål med militære midler i størstedelen af Sortehavet. Dette blandt andet NATO landet Tyrkiet, som er den anden store militære magt i Sortehavet. Sortehavet har påfaldende nok ikke har været præget af konflikter i en lang periode. En af årsagerne til dette kan findes i de regler der regulerer adgangen til Sortehavet, Montreux-konventionen. Konventionen beskriver adgangen til Sortehavet, både for stater der grænser op til Sortehavet og stater der ikke har adgang til Sortehavet. Dette begrænser muligheden for USA's tilstedeværelse i Sortehavet, idet en af begrænsningerne er, at skibe maksimalt må have en tonnage på t., ligesom orlogsskibe fra stater der ikke grænser op til Sortehavet maksimalt må opholde sig 21 dage i træk i Sortehavet. Dermed er USA begrænset i sin mulighed for at projicere magt i Sortehavet, idet USA ikke har mulighed for at anvende hangarskibe i Sortehavet (de vejer væsentligt mere end t.). USA har dog har haft stationeret et krigsskib næsten konstant i Sortehavet siden Ruslands annektering af Krim, men dette er ikke sammenligneligt med den magt et hangarskib ville præsentere. Alligevel er tilstedeværelsen af et amerikansk krigsskib i Sortehavet et udtryk for, at USA ønsker at udfordre den magt Rusland har over området. Rusland har kritiseret USA for at optrappe konflikten i området, men USA fastholder deres ret til at være i området, mens de gør opmærksom på, at de overholder Montreux-konventionen (Scherer 2016). I øvrigt følger den amerikanske adfærd i Sortehavet den samme linje som USA praktiserer overfor Kina, idet USA fastholder deres Freedom of Navigation i internationale områder. Der har også i forbindelse med andre konflikter været fokus på at overholde Montreux-konventionen, og selvom USA forsøgte at deployere skibe til Sortehavet i forbindelse med konflikten i Georgien i 2008, så nægtede Tyrkiet at lade dette ske, med henvisning til Montreux-konventionen (Turkish Daily News 2008). Med annekteringen af Krim, så peger flere forskere på, at Rusland kan nægte andre stater adgang til at benytte Sortehavet i tilfælde af konflikter, en term der ofte beskrives som Anti- Acces/Area-Denial, eller A2/AD (Blockmans 2015) (Goşu og Manea 2015). Denne Side 36 af 62

38 mulighed for at skabe et A2/AD miljø i Sortehavet, sammenholdt med Ruslands opbygning af Sortehavsflåden, giver da også bekymring i NATO (Blockmans 2015, 180). Ovenstående giver både grund til at tro, at Rusland kan øge sin mulighed for at udøve militær magt overfor staterne i Sortehavsregionen, men på den anden side fastholder USA retten til tilstedeværelse i regionen. Et signal om, at Rusland ikke har uindskrænket magt over USA i Sortehavet. Der er dog flere indikationer på, at stater i regionen kan mærke presset fra Ruslands militære magt i regionen, idet NATO landet Bulgarien ikke ville deltage i en permanent flådestyrke for Sortehavet (Scherer 2016). Spørgsmålet omkring en NATO flådeoperation i Sortehavet er endnu uafklaret og selvom nogle NATO lande har udtrykt ønske om at deltage i en sådan operation, så er der stadig ikke tilstrækkelig enighed til at iværksætte en sådan endnu. Dette kunne indikere, at Ruslands magt over især Bulgarien er betragtelig. Om denne magt stammer fra Ruslands annektering er dog usikkert. Ruslands opbygning af Sortehavsflåden og annekteringen af Krim. Rusland har i forbindelse med annekteringen af Krim iværksat udbygning af flåden i Sortehavet. Det er fristende på den baggrund at konkludere, at Ruslands dermed har ændret magtbalancen i Sortehavsregionen med annekteringen af Krim, men denne sammenhæng er ikke nødvendigvis så tydelig. Rusland igangsatte allerede efter krigen mod Georgien i 2008 et program til at modernisere deres forsvar (Goşu og Manea 2015) (Delanoe 2014). Moderniseringen af forsvaret og herunder også Sortehavsflåden var derfor allerede iværksat inden annekteringen af Krim, men annekteringen af Krim har dog haft en betydning for den måde og den hastighed hvormed moderniseringen af flåden i Sortehavsregionen foregår, hvilket jeg skal tydeliggøre i det efterfølgende. Allerede inden annekteringen af Krim, havde Rusland et ønske om at genopbygge deres kapacitet på det militære område og særligt Sortehavsflåden. Dette skyldtes i høj grad, at Sortehavsflåden var, og for størstedelens vedkommende stadig er, en forældet flåde, hvor størstedelen af enhederne stammer tilbage fra midten af 80 erne (Delanoe 2014). Der er nogen uklarhed omkring antallet af nybygninger der er tildelt Sortehavsflåden, men mellem større skibe og 6 ubåde forventes bygget til Sortehavsflåden, med reference til Ruslands State Armaments Program (SAP ) (Delanoe 2014). Den totale mængde af skibe der var planlagt bygget i SAP var ifølge nogle kilder 54 Side 37 af 62

39 (Malmlöf 2016), hvilket viser lidt om prioriteringen af Sortehavsflåden (The International Institute for Strategic Studies 2016). Der er dog en del usikkerhed om Rusland kan nå målet på 54 skibe inden Dette skyldes både at handelsrestriktionerne fra EU og Ukraine påvirker konstruktionen af nye enheder, men også produktionskapaciteten i Rusland kan være en begrænsende faktor. Skulle Rusland kunne bygge disse enheder på så kort tid, vil det dog være en væsentlig militær magtforøgelse i området, som Rusland formentlig også vil kunne anvende i Middelhavet, med deraf følgende øget indflydelse på stater i det område. Problemet er bare, at Rusland formentlig ikke kan bygge disse enheder ifølge ovennævnte plan. Enkelte enheder er allerede leveret og taget i brug, og disse enheder er moderne krigsskibe med de føromtalte missilsystemer, som også er deployeret på Krim, hvilket er en trussel for hele Sortehavsområdet, men handelsembargoen fra EU og Ukraines stop for al våbenhandel med Rusland i 2014, har skadet Ruslands muligheder for at gennemføre deres SAP plan i hele sin udstrækning. Tomas Malmlöfs case study omkring sammenhængen mellem den russiske og ukrainske forsvarsindustri giver et godt indblik i de problemer Rusland står overfor, som følge af sanktionerne fra EU, men ikke mindst på grund af Ukraines stop for handel med både våbenrelateret materiel og dual-use materiel (Malmlöf 2016). Hovedpunkterne i Malmlöfs studie er, at Rusland forsvarsindustri er nært forbundet med den ukrainske, hvilket stammer tilbage fra Sovjet æraen. Rusland har siden ikke prioriteret at opbygge egne komplette produktionslinjer og indenfor flere områder er Rusland afhængig af underleverancer fra Ukraine. Nogle af de områder der er særligt interessante for denne analyse er de tidligere nævnte systemer som omhandler luftforsvarssystemer og flådeopbygningen i Sortehavet, men også det russiske flyvevåben er interessant, idet disse også spiller en militær rolle i forhold til Ruslands militære dominans i Sortehavet. For det russiske flyvevåbens vedkommende, så leverer det ukrainske firma Motor Sich, motorer til alle russiske helikoptertyper og de fleste transportfly i det russiske forsvar og er derudover vital for produktionen af dele til krydsermissiler(herunder Oniks missilet) (Malmlöf 2016, 14). Også hvad angår produktionen af skibe og ubåde er ukrainske firmaer en vital del af produktionen, som inden 2020 skulle være på 8 strategiske ubåde, 16 konventionelle ubåde og 54 skibe (Malmlöf 2016, 14). Selv uden ophøret i samhandel med Side 38 af 62

40 Ukraine, var dette program ambitiøst og har da også tidligere været ramt af forsinkelser, hvilket Putin allerede inden annekteringen af Krim har kritiseret leverandørerne for (Sputnik international 2013). Forholdene er dog ikke blevet bedre efter 2014, idet en stor del af gasturbinerne og gearene til skibene var planlagt til at blive leveret fra firmaet Zorya- Mashproekt, hvilket ikke længere lader sig gøre. Dermed skal Rusland finde andre leverandører til disse enheder, men idet den oprindelige plan var, at 31 skibe skulle udrustes med ukrainske motorer, så kan det ikke forventes at andre leverandører kan overtage disse leverancer uden forsinkelser. Forsinkelserne bliver af nogle anslået til mindst 3 år, men kan blive væsentligt mere (Cooper 2014). Udover disse russiske nybygninger, så har Frankrig annulleret leveringen af to Mistral klasse helikopterskibe. Udover disse kritiske komponenter, så har embargoen fra EU omkring Dual-use komponenter også en effekt på leveringen af militær materiel til SAP Denne effekt er noget mere uklar, og til en vis grad kan firmaer placeret på Krim overtage leverancen af nogle af disse. Det statsejede ukrainske firma Ukroboronprom havde 13 firmaer på Krim, som det nu har mistet kontrollen med og som Rusland forventes at overtage kontrollen over, hvilket kan kompensere for en del af den mistede produktionskapacitet (Malmlöf 2016, 19). Der er dog også elementer ved annekteringen, der giver fordele for den russiske opbygning af Sortehavsflåden. Før annekteringen skulle Rusland forhandle med Ukraine omkring anvendelsen af flådebasen i Sevastopol, hvilket var beskrevet i bilaterale aftaler fra 1997 og 2010 (Delanoe 2014). Netop disse forhandlinger var problematiske for Rusland, idet Ukraine ønskede at disse skulle ske i hvert enkelt tilfælde, hvor Rusland havde et ønske om en åben tilladelse til at stationere skibe Sevastopol. Uden denne aftale kunne Rusland forudse problemer med at gennemføre genopbygningen af Sortehavsflåden og dermed opnå den ønskede militære magt i Sortehavet (Delanoe 2014, 374). Dette problem blev løst ved annekteringen af Krim, hvorfor Rusland naturligvis ikke har problemer med placeringen af de nye enheder. Side 39 af 62

41 Konsekvenserne for Ruslands militære magt ved annekteringen af Krim. Konsekvenserne for Ruslands militære magt i Sortehavet ved annekteringen af Krim mange, og der er både fordele og ulemper for Rusland ved annekteringen. Rusland opnår geografisk en fordel ved annekteringen. Krim er placeret centralt i Sortehavet, og Rusland kan med placering af langtrækkende luftforsvarssystemer og sømålsmissiler kontrollere en stor del af Sortehavet. Derudover får Rusland løst problemet omkring placeringen af nye enheder i Sortehavet, hvor Ukraine tidligere ønskede dette diskuteret fra gang til gang, med den konsekvens, at Ukraine kunne bremse genopbygningen af Sortehavsflåden. Annekteringen har dog også negative konsekvenser for Ruslands militære magt i Sortehavsregionen. Ukraines leverancer af militært materiel, som i mange tilfælde var vitale for produktionen af russisk forsvarsmateriel, må ventes at få omfattende konsekvenser for Ruslands militære plan, SAP , idet Rusland ikke selv har produktionskapacitet til at overtage produktionen i samme tempo. På længere sigt må det forventes, at Rusland kan finde alternative leverandører til de påvirkede systemer, men konsekvenserne bliver formentlig både længere leveringstid og en prisstigning på leverancerne. Rusland vil have en militær fordel gennem annekteringen af Krim. Muligheden for at beherske Sortehavet og nægte fjendtlig aktør adgang gennem deployeringen af avancerede luftforsvarssystemer på en strategisk vigtig placering vil give Rusland en militær fordel, også uden nye militære enheder. Ulempen ved sanktionerne fra EU og Ukraine må dog forventes at have en negativ indflydelse for Ruslands militære styrke på lidt længere sigt. Konsekvenserne for Ruslands og Kinas militære magt ved Krim og det Østkinesiske hav. Ruslands annektering af Krim og Kinas handlinger i det Østkinesiske hav, har nogle fællestræk, men også forskelle når det kommer til konsekvenserne for Ruslands og Kinas militære magt i de to regioner. Begge stater har iværksat militære programmer, som har til hensigt at bygge systemer og skibe der giver en øget militær magt i regionen. Disse programmer har det fællestræk, at de kan skabe et A2/AD miljø, hvor USA vil få vanskeligt ved at agere i tilfælde af konflikter og konfrontationer. Dermed udfordrer begge stater USA's evne til at fastholde deres politik omkring Freedom of Navigation, som netop er et Side 40 af 62

42 kritisk punkt at fastholde for USA, for at kunne udbrede deres militære magt gennem anvendelse af flåden. Der er dog forskelle på, hvor langt Kina og Rusland er i bestræbelserne på at udfordre USA's anvendelse af flåden. Kina har ikke kontrol over Senkaku øerne, og der er meget der tyder på, at selvom Kinas flåde bevæger sig mod en flåde der kan operere øst for det Østkinesiske hav, har den er ikke kapaciteten til det endnu. Det har Kinas program omkring udviklingen af et ballistisk anti skibs missil formentligt heller ikke, om end det dog har taget de første skridt til at blive en væsentlig del af Kinas A2/AD strategi for det Østkinesiske hav. I modsætning til dette er Ruslands annektering af Krim gennemført og Rusland har deployeret missilsystemer til Krim, som muliggør første skridt på vejen til at ændre Sortehavet til et område, hvor Rusland ikke har total kontrol, men et område som Rusland kan nægte en militær modstander anvendelse af. I realiteten er Rusland meget tæt på at have gennemført en A2/AD strategi i Sortehavet. Ruslands totale dominans i Sortehavet er dog endnu et stykke væk og denne kontrol er ironisk nok rykket længere væk på grund af de sanktioner vesten og Ukraine har indført efter Ruslands annektering af Krim. Sanktionerne har udskudt Ruslands modernisering af forsvaret og herunder også Sortehavsflåden betragteligt. Denne udskydelse betyder, at Rusland ikke kan udstrække sin magt overfor NATO i hele sin udstrækning endnu, og at denne magt formentligt ligger et stykke ude i fremtiden, hvilket vil sige på den anden side af 2025, idet SAP formentlig ikke kan gennemføres indenfor tidsrammen med de nuværende sanktioner. Samlet set har Ruslands militære magt i regionen og overfor NATO ændret sig til fordel for Rusland, om end der kan være konsekvenser på længere sigt. Selvom Kina ikke for nuværende har den militære magt til at udfolde en A2/AD strategi overfor USA, så har de dog i enkelte tilfælde vist, at de udfordrer andre staters ret til at gennemføre militære aktiviteter på deres EEZ. Indtil videre har USA trukket sig fra disse konfrontationer, hvorfor Kina kan siges at gennemføre en grad af A2/AD. Kina har dog ikke vist samme vilje til at gennemføre disse konfrontationer i det Østkinesiske hav. Kinas militære magt i regionen er derfor ikke forøget i samme grad som Ruslands regionale militære magt, om end der er nogle fællestræk i begge tilfælde. Side 41 af 62

43 Prestige Jeg vil i det efterfølgende koncentrere mig omkring begrebet prestige, og hvordan Kina og Ruslands handlinger i forbindelse med det Østkinesiske hav og Krim kan opfattes i lyset af prestige begrebet. Jeg vil vise, at deres handlinger i høj grad ikke alene har til formål at skifte den militære eller ressourcemæssige magtbalance i deres favør, men i lige så høj grad bunder i, at Rusland og Kina anvender prestigeforøgelse til at rykke den regionale magtbalance ved, at andre stater i regionerne opfatter deres magt som større og mere indflydelsesrig end de gjorde før. NATOs opfattelse af Ruslands magt før og efter Krim Ruslands relationer til NATO og USA før Krim Efter sammenbruddet af Sovjetunionen kæmpede Rusland med at finde sit standpunkt overfor de øvrige stater i området, men også overfor NATO var Rusland tvivlende omkring, hvilken grad af samarbejde man ønskede. Efter invasionen af Afghanistan udviklede samarbejdet med NATO sig, og Rom deklarationen i 2002 markerede et samarbejde mellem NATO og Rusland på et niveau som ikke før var set. Deklarationen fastslog dette ganske tydeligt med åbningsbemærkningen: At the start of the 21st century we live in a new, closely interrelated world, in which unprecedented new threats and challenges demand increasingly united responses. Consequently, we, the member states of the North Atlantic Treaty Organization and the Russian Federation are today opening a new page in our relations, aimed at enhancing our ability to work together in areas of common interest and to stand together against common threats and risks to our security. (NATO 2002, 2) Samarbejdet fokuserede på mange områder, som involverede både civile områder som search and rescue(sar) til søs, men også militært samarbejde omkring øvelser og krisestyring var en del af mødets konklusioner. Efterfølgende blev dette gennemført gennem deltagelse i NATO møder på flere niveauer, hvorfor samarbejdet med Rusland var en integreret del af NATO efter En del af samarbejdet var oprettelsen af The NATO-Russia Council (NRC), en videreudvikling af det tidligere NATO-Russia Permanent Joint Council, hvor Rusland var ligeværdigt medlem og dermed kunne diskutere sikkerhedsrelaterede spørgsmål med NATO. Side 42 af 62

44 Dette samarbejde blev testet i 2008 med Ruslands ageren i Georgien, men samarbejdet fortsatte dog alligevel, hvilket viser en del omkring den gensidige vilje til at få samarbejdet til at fungere. En del af forklaringen på samarbejdet har rimeligvis bundet i Afghanistankrigen, idet begge parter havde en stor interesse i at løse denne konflikt, samt udviklingen i terrorbekæmpelse. Især terrorbekæmpelse blev adresseret af Præsident Putin i forbindelse med underskrivelsen af deklarationen (NATO 2002, 17). Et samarbejde omkring disse to emner ville kunne skabe mulighed for at undgå trusler fra den front i fremtiden. Alle disse årsager og muligvis andre var med til at skabe grundlaget for, at NATO og Rusland efter Rom deklarationen havde en hidtil uset grad af samarbejde. Rom deklarationen er naturligvis alene en hensigtserklæring, men i den efterfølgende periode valgte USA at trække en stor del af sine styrker ud af Europa og nåede dermed ned på det laveste antal tropper i Europa siden 2. Verdenskrig (Shanker og Erlanger 2012). Både reduktionen af amerikanske styrker i Europa og det øgede NATO samarbejde med Rusland i perioden kan ses som tydelige indikationer på, hvordan Ruslands militære magt blev opfattet i denne periode. Ruslands militære og økonomiske magt var kraftigt reduceret efter Sovjetunionens fald, og selvom Rusland havde iværksat programmer til at styrke sin militære magt, var dette ikke for alvor slået igennem endnu. Udviklingen af Ruslands militære udgifter kan ses af Figur 4, som tydeligt viser to ting; Dels at Ruslands militære niveau i starten af dette årtusind var medvirkende til, at USA og NATO kunne få den opfattelse at Rusland ikke udgjorde en trussel mod dem, og for det andet, at Rusland gennem stort set hele perioden har øget deres forsvarsbudget, men særligt i perioden fra 2005 og frem har Rusland øget forsvarsbudgettet betragteligt. Forsvarsbudgettet er dog ikke i nærheden af at være på samme niveau som for Sovjetunionen, men udviklingen er ikke desto mindre ganske betragtelig. Side 43 af 62

45 USSR/Russia USSR/Russia Figur 4, Rusland udgifter til forsvaret i mill. USD, kilde: "SIPRI Military Expenditure Database 2015, Da NATO i 2011 vælger at intervenere i Libyen sker det på baggrund af FN sikkerhedsråds resolution I forbindelse med afstemningen omkring resolutionen valgte Rusland at undlade at stemme. Der kan naturligvis være flere årsager til, at Rusland undlader at stemme for resolutionen, men ikke desto mindre viser Ruslands manglende veto, at Rusland også i 2011 i en vis grad var på linje med USA og NATO omkring sikkerhedsmæssige spørgsmål (VanHoose 2011). Før Krim var situationen derfor, at Rusland havde et ganske godt samarbejde med USA og NATO omkring sikkerhedsmæssige spørgsmål. Et samarbejde der var blevet sat i system gennem Ruslands deltagelse i NATO-Russia Council og et samarbejde som også var en nødvendighed grundet Ruslands magtstatus på dette tidspunkt. En magtstatus som var blevet nulstillet efter Sovjetunionens opløsning. Hvordan dette ændrer sig med Ruslands annektering af Krim vil jeg i det efterfølgende afsnit vise, ligesom jeg vil vise, at det ikke alene var et spørgsmål om, at Ruslands magtstatus i 2014 var væsentlig anderledes end 10 år tidligere, men at det i lige så høj grad handlede om, at Rusland så en mulighed for, gennem en militær aktion, at kunne opnå en prestigeforøgelse som ville give Rusland en væsentlig forøget indflydelse overfor NATO og USA. Side 44 af 62

46 Ruslands relationer til NATO og USA efter Krim. Efter annekteringen af Krim ser forholdet noget anderledes ud. På NATO topmødet i juli 2016 er tankerne ikke længere en uddybning af samarbejdet mellem Rusland og NATO, men i stedet er følgende statement, et af resultaterne fra topmødet: Russia has breached the values, principles and commitments which underpin the NATO- Russia relationship [ ] broken the trust at the core of our cooperation, and challenged the fundamental principles of the global and Euro-Atlantic security architecture. (NATO 2016) Med denne udmelding, placerer NATO skylden for det ændrede forhold, på Ruslands involvering i Ukraine og Ruslands annektering af Krim. Udmeldingerne fra NATO står ikke alene, idet USA og EU naturligvis også har reageret med udmeldinger af lignende karakter og fulgt disse op med de allerede beskrevne sanktioner overfor Rusland. Udover de beskrevne udmeldinger, så har NATO også i en periode suspenderet alt samarbejde med Rusland, herunder det tidligere beskrevne samarbejde i NRC. Samarbejdet i NRC blev dog til dels genoptaget ved en beslutning om at holde et møde i april 2016 (NATO 2016). Disse diplomatiske udmeldinger fra NATO har naturligvis alene karakter af formelle handlinger, som reelt ikke påvirker magtforholdene imellem de to parter. De er dog med til at illustrere et kraftigt skifte i den opfattelse der eksisterer af Rusland før og efter annekteringen af Krim. Jeg skal senere komme ind på, hvori denne opfattelse består. Der er efter annekteringen af Krim og Ruslands ageren i Ukraine foretaget andre ændringer i dispositionerne fra NATOs og USA's side, som er værd at se på. NATO besluttede i forbindelse med topmødet i 2014 at iværksætte arbejdet omkring udarbejdelse af Readiness Action Plan (RAP). Denne beslutning omhandler flere forskellige initiativer, herunder oprettelsen af mindre hovedkvarterer i Central- og Østeuropa, samt oprettelsen af en hurtig udrykningsstyrke, Very High Readiness Joint Task Force (VJTF), som er på et særligt kort varsel til at kunne indsættes. Disse tiltag er en direkte konsekvens af Ruslands ageren på Krim og i Ukraine, hvor Rusland viste en type af krigsførelse, som dels var grundlagt gennem deres modernisering af militæret og moderniseringen af Side 45 af 62

47 kommunikations- og kommandoveje, men som for størstedelen var et udslag af en ny måde at føre krig på 3. Der er flere eksempler på, hvordan Ruslands magtdemonstration på Krim har ændret opfattelsen af magtforholdene i regionen. Hvor USA tidligere var på vej til at gennemføre tilbagetrækning af styrker fra Europa, har USA nu besluttet at styrke tilstedeværelsen i de Baltiske stater med en kampgruppe (Nordic Defence Watch 2017) og har også udsendt et mindre troppeelement til Norge, for at varetage træning og logistik (BBC News 2016). Begge dele er svært at se på andre måder, end som en reaktion på Ruslands annektering af Krim og efterfølgende ageren i Ukraine. Jeg har tidligere vist(se s. 34), hvordan annekteringen af Krim har givet Rusland en militær magt i forhold til Sortehavet og muligheden for at nægte en modstander adgang til at foretage operationer her, men med annekteringen af Krim viser de ovenstående reaktioner fra NATO og USA, at Rusland har opnået mere end en forøgelse af magten i Sortehavet. Rusland har med annekteringen af Krim ændret NATO s og USA's opfattelsen af den russiske militære magt i regionen. Ændringen i denne opfattelse er ikke alene sket grundet en ændring i Ruslands reelle militære magt, idet denne ikke har ændret sig banebrydende fra før annekteringen af Krim når Sortehavet ikke medregnes, men handler i stedet om NATO s og USA's opfattelse af Ruslands magt og herunder Ruslands militære magt. Men ikke alene opfattelsen af den magt Rusland besidder er ændret efter annekteringen af Krim. Også NATO s opfattelse af, hvordan Rusland anvender denne magt er ændret, idet det før annekteringen var vanskeligt at forestille sig en efterhånden ganske tæt samarbejdspartner annektere en del af en nation begge parter havde interesse i og dermed bringe forholdet til det nuværende stadie. Derfor har Rusland med annekteringen af Krim opnået en prestigeforøgelse som giver Rusland mere magt overfor landene i regionen, ligesom det giver Rusland en øget magt overfor USA og NATO. Denne prestigeforøgelse er ganske slående i forhold til før annekteringen af Krim, hvor NATO ønskede et tæt samarbejde med Rusland og så Rusland som en mulig tæt samarbejdspartner, så opfattes Rusland nu som en magt der har mulighed for at påvirke 3 Der har været tidligere eksempler på den type af hybrid krigsførelse, hvormed Rusland infiltrerede og grundlagde succesen på Krim, men disse eksempler er fra før den kolde krig, hvorfor de ikke er relevante i forbindelse med denne analyse. Side 46 af 62

48 hele Østeuropa og kan udfordre NATO s og EU s indflydelse i denne region. Dermed har Rusland gennem prestigeforøgelsen i høj grad rykket magtbalancen i regionen og tvunget NATO og USA til at reagere på dette. Kinas prestigeforøgelse med baggrund i det Østkinesiske hav. Jeg har i tidligere afsnit analyseret, hvordan Kina ønsker at opbygge en flåde, som vil muliggøre en strategi omkring operationer på det åbne ocean og kunne udføre A2/AD overfor USA og Japan. Denne magtforøgelse er dog kun den ene del af Kinas strategi for det Østkinesiske hav. Den anden del af strategien handler om, ligesom i tilfældet med Krim, prestigeforøgelse. Jeg vil i dette afsnit komme ind på, hvorfor Kinas aktiviteter i det Østkinesiske hav er et udtryk for, at Kina gennem prestigeforøgelse ønsker at rykke magtbalancen i regionen. Kina har gennem opbygningen af deres flåde forsøgt at sikre sig en militær kapacitet, som kan hamle op med USA. I forbindelse med konflikten omkring Senkaku øerne er det nødvendigt også at inddrage USA, idet USA flere gange har slået fast, at Senkaku øerne er en del af den traktat USA og Japan har indgået omkring fælles beskyttelse (Fravel 2010, 148). Som allerede nævnt, så er Kina endnu ikke i stand til at udfordre USA med militær magt, men det er muligt, at Kina indenfor en kortere årrække kan fremstå som en stat med en militær kapacitet der kan udfordre USA i regionen. En ting er dog at have en militær magt der kan ændre magtbalancen i regionen, men det er lige så vigtigt med modstanderens opfattelse af denne magt: Thus, in the struggle for existence and power-[ ]-what others think about us is as important as what we actually are. (Morgenthau 1978, 78). En af måderne Kina kan demonstrere dette på, er gennem anvendelsen af deres flåde. Problemet med at anvende sin moderne flåde er dog, at Kina ville opnå en ry som en krigerisk nation der ønsker at dominere hele regionen, ligesom Kina kunne risikere at fremprovokere en militær konflikt med Japan og USA. En konflikt Kina ikke ønsker på nuværende tidspunkt, idet de ikke har den nødvendige magt til at udfordre USA endnu. Kinas ageren i det Østkinesiske hav har derfor været bemærkelsesværdigt afdæmpet og fokuseret på anvendelsen af andre midler end militære, men der har dog været hændelser Side 47 af 62

49 i forbindelse med konflikten, hvor Kina har foretaget sig magtdemonstrationer, som kan relatere til ovenstående magtdemonstrationer. Da den japanske stat erhvervede sig tre af Senkaku øerne i 2012, optrappede Kina deres aktiviteter i området. På Figur 5 ses de krænkelser af henholdsvis den økonomiske zone og territorialfarvandet der er registreret af den Japanske Coast Guard (Japan Coast Guard 2016), hvor der fremgår en tydelig forøgelse i antallet af krænkelser efter juli Figur 5 Det er værd at bemærke, at Kina opfatter Japans køb af de tre øer i 2012 som en optrapning af konflikten, og at USA formentlig delte denne opfattelse, idet USA frarådede Japan at foretage købet (The Japan Times 2013). Reaktionerne fra Kina var hurtige og involverede blandt andet de i Figur 5 registrerede krænkelser, som kan virke voldsomme, hvis der alene fokuseres på det materiale Japan publicerer omkring krænkelserne. Tallene er formentlig korrekte hvad angår antallet af krænkelserne, men det har dog en betydning, hvordan disse krænkelser sker og med hvilke midler. Kina anvendte i de fleste tilfælde kystvagtfartøjer eller andre enheder der ikke tilhørte flåden. Grunden til denne reaktion, kan ses som en reaktion på, at Kina ikke ønsker Japan slår sit ejerskab over Senkaku øerne mere fast, for derigennem at opnå de økonomiske og militære fordele som er omtalt tidligere. Krænkelserne kan derfor opfattes som en måde hvorpå den kinesiske regering kan gøre det klart overfor de øvrige stater, at Kina ikke accepterer Japans ageren i konflikten. Kina kan gennem anvendelsen af andre fartøjer end militære, gøre dette på en måde, som dels ikke eskalerer konflikten og dels ikke Side 48 af 62

50 udtrykker imperialistiske tanker. En anden forklaring er, at Kina mener den japanske overtagelse af øerne er et udtryk for, at Japan ikke respekterer Kinas magtposition i regionen. Derfor er Kina nødt til at reagere og vise, hvordan det rette magtforhold mellem på den ene side Kina, og på den anden side Japan/USA er. Kina ønsker altså at blive anerkendt for den magtposition Kina mener de har i regionen. Derfor demonstrerer Kina gennem krænkelserne, at de ikke er bange for en evt. magtanvendelse fra USA eller Japan. Effekten af Kinas handlinger, og dermed opfattelsen af Kinas magt viser, at Kinas handlinger har en effekt. Dette kan til dels konstateres gennem en analyse af Japans og USA's reaktioner. Der er nogen usikkerhed omkring denne analyse, idet konflikten i det Østkinesiske hav har forløbet over en længere periode, og dermed kan der være mange variable der har ændret sig i den periode, herunder kan der være sket en reel forskydning af magtforholdet i perioden, hvilket vil kunne få betydning for Japans og USA's opfattelse af Kinas magt. Før Japans overtagelse af de tre øer, var der tilløb til aftaler omkring fælles udnyttelse af ressourcerne i området. Aftaler der havde til hensigt at blive enige om en udnyttelse af de ressourcer der fandtes i området, uagtet at spørgsmålet omkring suveræniteten af Senkaku øerne ikke var afklaret. På dette punkt var Kina og Japan dog enige om, at være uenige. Dette samarbejde er afbrudt efter Ydermere valgte Kina i november 2013 at oprette East China Sea Air Defence Identification Zone(ECS ADIZ) i området (Xinhuanet 2013). ECS ADIZ overlapper med den japanske ADIZ i området, ligesom den overlapper Senkaku øerne(kort 5). Kinas begrundelse for etablering af ECS ADIZ er ifølge det kinesiske forsvarsministerium: protecting its state sovereignty and territorial and airspace security, and maintaining flying orders. It is a necessary measure in China's exercise of self-defense rights. (Xinhuanet 2013) Side 49 af 62

51 Kort 5, Japans og Kinas ADIZ. Kilde BBC 28 November 2013, Etableringen af ECS ADIZ blev dog opfattet som et aggressivt træk af USA, som mente den var med til at eskalere konflikten i det Østkinesiske hav. USA og Japan nægtede at følge de retningslinjer Kina udgav omkring denne ADIZ. Retningslinjerne var i øvrigt skærpede i forhold til de retningslinjer der normalt er gældende for en ADIZ, idet Kina forventede flyene ville følge de retningslinjer der blev kommunikeret til dem, når de var i luftrummet for denne ADIZ. Normalt er en ADIZ alene etableret for at identificere flytrafik og give tilstrækkelig tid til at reagere på denne identifikation (Pilger 2016). Etableringen af ECS ADIZ kan ses som et kinesisk forsøg på at hæve sin prestige i forbindelse med konflikten omkring Senkaku øerne, idet Kina med etableringen gør det klart, at de har en ret til at kontrollere flytrafikken i området. Dermed forsøger Kina at etablere en dominans over Senkaku øerne, som vil blive en ny status quo og vil kunne Side 50 af 62