UANMELDT TILSYN 2012 NØDEBOGÅRD

Transkript

1 Den Sociale Virksomhed UANMELDT TILSYN 2012 NØDEBOGÅRD Regionsgården Blok E stuen Kongens Vænge Hillerød Telefon Direkte Web EAN-nr: Ref.: jasu Dato: 15. maj 2012 Tilsynets fokus Den Sociale Virksomhed i Region Hovedstaden gennemfører i 2012 et uanmeldt tilsyn på samtlige børn- og ungetilbud drevet af Den Sociale Virksomhed. Formålet med tilsynet er blandt andet at påse, at hjælpen til borgeren er tilrettelagt og udført på en faglig og økonomisk forsvarlig måde. Tilsynene finder sted i henhold til Servicelovens 5, stk. 7 og 148a, stk. 2 om tilsynsforpligtelser. Tilbuddets navn og adresse: Dato og forløb for tilsyn: Tilsynets fokus: Nødebogård. 3 matrikler, nemlig Nødebogård i Nødebo, Haraldslund i Bagsværd og Mikkelbo i Birkerød. 9. maj på Nødebogård i Nødebo 10. maj på Haraldslund 14. og 15. maj på Mikkelbo. Fokus for det uanmeldte tilsyn er børnenes/de unges dagligdag og aktiviteter og hermed det daglige pædagogiske arbejde på tilbuddet. Tilsynet finder derfor sted på et tidspunkt på dagen, hvor en stor del af børnene/de unge må forventes at være til stede. Tilsynets vurderinger foretages ud fra de observationer, som de tilsynsførende gør sig undervejs i besøget. I nogle tilfælde vil der også blive gennemført korte interview med medarbejdere og/eller børn/unge. Tilsynets observationer vil fokusere på: Fysiske rammer, herunder tilgængelighed, akustik, vedligeholdelsesstandard, ryddelighed og funktionalitet, og brug af støtteredskaber som fx piktogrammer. Selvbestemmelse og magtanvendelse, herunder børnenes/de unges muligheder for valg, respekten

2 Tilsynet foretaget af: Kort beskrivelse af tilbuddet: for børnenes/de unges privatliv, medarbejdernes håndtering af evt. konflikter, børnenes/de unges fremtræden og samspillet mellem medarbejdere-og børnene/de unge, og indbyrdes mellem børnene/de unge. Arbejdstilrettelæggelse, herunder arbejdsfordeling mellem medarbejdere og generel tilrettelæggelse af arbejdet. Niels Werner Christensen og Jakob Sundbøl Kerneydelsen er socialpædagogisk behandling kombineret med intern skole og Særligt Tilrettelagt Ungdomsuddannelse (STU). Målgruppen er børn og unge der lider af angst, depression, forandret virkelighedsopfattelse, personlighedsforstyrrelse, autismespektrum, indadreagerende adfærd og tilknytningsforstyrrelser. Lovgrundlaget er Servicelovens 67. Tilbuddet har en kapacitet på 49 pladser. Hjemmesiden er Tilsynets vurderinger Tilsynet har givet anledning til et enkelt påbud til Nødebogård. Fysiske rammer: Vi vurderer, at der på alle matrikler var pænt, rent, ryddeligt og hjemligt indrettet og at det er tydeligt at tilbuddet holder en høj standard i forhold til vedligeholdelse og indretning af lokalerne. Vi vurderer dog, at lokalerne i afdelingen Udsigten på Nødebogård i Nødebo er noget trange. Det gælder både gangareal og de unges værelser. Der er en ny afdeling under opførelse, som efter planen vil stå færdig i februar 2013 til afløsning for Udsigten. Selvbestemmelse og magtanvendelse: Vi vurderer, at der var en høflig og respektfuld tone mellem medarbejdere og børnene/de unge, ligesom vi vurderer, at der var en god tone mellem børnene og de unge indbyrdes. Vi bemærkede særligt at medarbejderne havde blik for børnene og de unges integritet, ligesom vi så flere eksempler på, at medarbejderne gav plads til at børnene og de unge kunne bestemme så meget som muligt selv. Arbejdstilrettelæggelse: Vi vurderer, at medarbejderne var fokuserede på opgaven og ud fra de medarbejdere vi har observeret og talt med, vurderer vi, at medarbejderne er engagerede og forholder sig professionelt til opgaven og til børnene og de unge. Påbud: Vi vurderer, at opbevaringen af medicin på Mikkelbo ikke konsekvent følger kravene i vejledning om medicinhåndtering, og påbyder derfor ledelsen på Nødebo- Side 2

3 gård/mikkelbo at finde en løsning, så medarbejdere konsekvent opbevarer medicin i aflåst skab jf. Vejledning Generelt om medicinhåndtering. Påbuddet bygger på følgende: Ud fra observation og interviews med både medarbejdere og ledelse er det blevet klart, at medarbejdere til tider opbevarer PN-medicin til én bestemt ung i lommen for at have medicinen på sig til hurtigt brug. Vi vurderer, at medarbejderne har haft gode grunde til at følge denne praksis, og at medarbejderne har været yderst omhyggelige med at opbevare medicinen. Vi vurderer desuden, at medarbejdernes praksis udspringer af omhu og omsorg for den unge. Vi har forstået, at det kan være afgørende for den unge at medicinen bliver givet øjeblikkeligt, og at det derfor ikke er hensigtsmæssigt at forlade den unge og hente medicinen i medicinskab som befinder sig ca. 30 meter fra den unges værelse og bag 2 aflåste døre. Men det er et ufravigeligt krav at medicin opbevares i aflåst skab. Vi foreslår derfor, at Mikkelbo opsætter aflåst medicinskab i umiddelbar nærhed af den unges værelse. Vejledning Generelt om medicinhåndtering kan findes på adressen Medicinhaandtering+-+obligatoriske.htm Tilsynets observationer Nødebogård - Nødebo. Vi ankom til Nødebogård cirka kl , kontaktede forstanderen og præsenterede vores ærinde. Forstanderen bød os velkommen, og orienterede om, at en del af de unge spillede fodbold på det nærliggende fodboldstadion, en del var på udflugt til Villumsens kunstmuseum, men at der var enkelte børn og unge på de to døgnafdelinger, i dagbehandlingen og på STU (Særligt Tilrettelagt Ungdomsuddannelse). Forstanderen forlod os derefter, og gik rundt og orienterede afdelingerne om, at der var uanmeldt tilsyn. Vi besluttede os for at tage ned til det nærliggende fodboldstadion, hvor vi ankom ca Vi fandt medarbejderne og børnene og de unge, præsenterede os, og trak os noget tilbage for ikke at forstyrre deres træning. Der var 2 medarbejdere og 8 børn og unge. Det mindste barn var omkring 10 år gammelt, den ældste var vel år. De var delvis gået i gang med træningen da vi ankom. Noget efter ankom den anden medarbejder med vanddunke og farvede trøjer til træningen. Kort efter var der en slags pause: Den ene medarbejder stod i midten og fortalte om kommende kamp mod den lokale skole. Børnene og de unge stod i en kreds rundt om medarbejderen og lyttede opmærksomt. Medarbejderen foreslog én slags mål til træningen, og flere børn svarede spontant, at det skulle være 7-mands-mål og sådan blev det. Medarbejderen stillede en slags markører op på græsset til næste øvelse. En enkelt ung haltede på det ene ben og satte sig ned noget fra de andre. Han kom kortvarigt med i træningen, inden han igen trak sig ud. Bortset fra dét, var samtlige børn og unge meget fokuserede på træningen. Der var ingen uopmærksomhed fra hverken børn, unge eller medarbejdere. Vi forlod fodboldstadionet cirka kl. 14. Side 3

4 Vi kørte tilbage til Nødebogård og gik ned til den villa hvor forstanderen havde oplyst, at der var Særligt Tilrettelagt Ungdomsuddannelse (STU). Vi hilste på de to medarbejdere, som fortalte os, at de unge lige var gået, men at vi var velkomne til at se os omkring. Villaen var meget hjemligt indrettet med køkken, entre, stue osv. og 2 rum ovenpå; et arbejdsværelse og en slags lille skolestue. Medarbejderen fortalte, at én af eleverne var i gang med at bygge højttalere og at eleven udviste en utrolig tålmodighed og arbejdsomhed i den anledning. Medarbejderen fortalte, at de i dag havde lavet mad, og at de sigtede efter at 2 eller 3 af de ialt 3 elever kunne få hygiejnebevis. Medarbejderen var selv uddannet kok. Medarbejderen fortalte desuden, at eleverne netop havde afsluttet et førstehjælpskursus. I skolestuens ene hjørne stod et skab som så lidt halvfærdigt ud, og medarbejderen fortalte, at én af eleverne arbejdede på at gøre det færdigt, da eleven godt kunne lide de mere håndværksbetonede opgaver. Vi forlod villaen med STU ca , gik ned mod skolebygningerne og hilste på skolelederen på Nødebogård. Skolelederen fortalte os, at der ikke var nogen elever på skolen lige nu, da de enten spillede fodbold eller var på udflugt til kunstmuseum, men at vi ville kunne finde et par børn i huset, hvor der var dagbehandling. Skolelederen fortalte, at "dagbehandling" var Nødebogårds betegnelse for tilbuddet til de børn og unge som kom på Nødebogård om dagen, men som ikke boede der. Vi ankom til huset med dagbehandling cirka kl og hilste på en medarbejder udenfor. Et enkelt barn sad udenfor på en trampolin i haven, og medarbejderen fortalte, at der var ét andet barn i huset lige nu, som sad og hyggede med sin kontaktpædagog på Nødebogård. Medarbejderen forklarede, at de på Nødebogård havde skemalagt, så man som kontaktpædagog havde fastlagt tid i sit skema som alene var beregnet til at være nærværende overfor ét barn. Kort efter at vi ankom, kom en anden medarbejder ud i haven og gik ned til barnet i trampolinen. Vi så på afstand, at medarbejderen fik barnet til at hoppe i trampolinen, og kort efter viste medarbejderen barnet en måde at hoppe ned på trampolinen og komme op igen på. Det så hyggeligt ud. Vi gik indenfor, hilste kort på kontaktpædagogen som sad med barnet inde i stuen, men præsenterede os ikke, og trådte ikke ind, da vi ikke ønskede at forstyrre. Lokalerne var pæne og rene og meget hjemlige, men også lidt trange. Vi hilste på lederen som fortalte, at de som medarbejdere syntes, at der var noget trangt, men ellers fint. Vi forlod dagbehandlingen cirka kl og satte os kort på terrasse udenfor skolebygningen. På den store græsplæne ud for hovedbygningen kunne vi se to børn der legede i trampolin, mens en medarbejder sad på en bænk tæt på, og kiggede på. Der lod til at være fin kontakt mellem den voksne og børnene. Vi gik ned mod den ene af døgnafdelingerne på matriklen og ankom til Søhuset kl , bankede på, trådte ind og præsenterede os. Lokalerne var rummelige, ryddelige Side 4

5 og praktisk indrettede. Fællesrummet i midten af huset bestod af køkken, opholdsrum med mere, og virkede meget rummeligt og lyst. Der var omkring 3-4 medarbejdere og 3-4 unge i huset. Vi talte i længere tid med en enkelt af de unge. Han fortalte, at han var fint tilfreds med stedet, og adspurgt om der var noget han var knap så tilfreds med, sagde han, efter lidt tøven, at han før havde boet i døgnafdelingen Pilehuset på matriklen, som lå i det hus, som nu blev brugt som dagbehandling. Den unge fortalte, at omgivelserne i huset ikke havde været optimale for hverken børn eller medarbejdere, da der var alt for trangt. Derimod var han udmærket tilfreds med Søhuset. Vi tog imod en kop kaffe og blev i fællesrummet i huset i ca. 10 minutter. I den tid kunne vi høre den unge diskutere sine fremtidsplaner med en medarbejder. Der lod til at være udmærket kontakt og fortrolighed imellem dem. Vi gik op til den anden døgnafdeling - Udsigten - hvor vi ankom Da vi ankom, var der to børn og en medarbejder til stede i køkkenet/opholdsrummet. Vi præsenterede os. Det ene barn viste den ene tilsynsførende rundt på afdelingen og viste stuen, vaskerummet, badeværelserne og sit eget værelse frem. Barnet nævnte, at hun selv kaldte værelset for kosteskabet, og det var da også temmelig småt. Gangen var ligeledes temmelig trang, og i det hele taget fremstod lokalerne temmelig trange. Medarbejderne oplyste os om, at de i februar 2013 skulle flytte til nyopført bygning. En dreng nævnte overfor os, at han ikke var tilfreds med, at han havde fået karantæne fra computeren og Youtube, efter at han havde skadet en medarbejder.vi havde en kort samtale med ham, og han forklarede meget entusiastisk om forskellige computerspil som han kendte en del til. Vi vurderer, at Nødebogårds reaktion overfor drengen lå indenfor tilbuddets pædagogiske råderum. Vi afsluttede besøget på Nødebogård med en kort samtale med forstanderen, hvor vi gav en mundtlig tilbagemelding på besøget. Haraldslund Vi ankom til stedet cirka kl , ringede på, og døren blev åbnet af medarbejder, som vi præsenterede os for. Medarbejderen fortalte os, at de i 3A-afdelingen (udslusningen) var i gang med at pakke og tage afsted på tur til Sverige i nogle dage. Vi gik derfor over i 3A. Vi satte os kortvarigt i 2 stole som stod i en rummelig entré og talte her kort med en medarbejder, ligesom vi talte kort med en ung som også skulle med på tur til Sverige. Vi spurgte den unge, om han ville vise os, hvordan han boede, og vi gik ovenpå, hvor den unge viste sit værelse frem, som bestod af en slags stue og et soveværelse. Badeværelse var på gangen, og der var fælles køkken nedenunder. Der var pænt og rent overalt. Vi snakkede med den unge beboer om hans uddannelse, og den unge fortalte, at han var glad for at være på Haraldslund, og nævnte at det var et stort skift at komme fra Nødebogård til Haraldslund, for på Nødebogård blev der virkelig sørget for én. Side 5

6 Vi gik igen nedenunder og så på det fælles køkken som var pænt, rummeligt og ryddeligt, ligesom der var en meget hyggelig overdækket terrasse med klatrende vindrueplanter. Vi bemærkede at medarbejdere og unge hjalp hinanden ad med at bære bagage ud til den minibus som de skulle tage af sted i. Vi gik derefter tilbage til den første del af Haraldslund - den del som ikke er udslusning hvor vi gik ind i dagligstuen og præsenterede os for de to medarbejdere og den unge beboer som var til stede. Den ene medarbejder var i gang med at rydde op, den anden medarbejder sad i sofaen sammen med den unge beboer, som så fjernsyn. Efter kort tid kom en anden ung ind i dagligstuen og de to unge hilste hjerteligt på hinanden. De unge fortalte, at den ene unge gik i skole på Nødebogård i Nødebo og den anden var i praktik i en nærliggende børnehave. Den unge fortalte, at han havde været i praktik i børnehaven i et halvt år og at han godt kunne lide det. Vi fik at vide, at der var flere unge ovenpå, og gik op på den lange fordelingsgang ovenpå, hvor de unges værelser ligger på række ud til gangen. Vi spurgte en medarbejder, om hun ønskede at introducere os for de unge og høre, om de ønskede at tale med os, og det gjorde hun. Medarbejderen bankede på en dør, stak hovedet indenfor på et værelse hvor døren var halvåben, konstaterede at den unge sov og gik videre til den næste dør, hvor hun bankede på og afventede, at den unge svarede, inden hun åbnede døren. Den unge sad sammen med medarbejderen som lukkede os ind og de sad begge og kiggede på den unges computer. Den kvindelige medarbejder præsenterede os, og den unge svarede, at han gerne ville svare på vores spørgsmål. Den unge fortalte, at han havde det udmærket på Haraldslund. Han regnede ikke med, at han nogensinde blev helt rask, men det lod den unge til at acceptere. Han fortalte, at han gik på produktionsskole og at han håbede på at kunne tage en STU på produktionsskolen. Den unge var fint tilfreds med Haraldslund, men syntes dog, at han havde været for længe på Nødebogård, inden han flyttede til Haraldslund. Den unge udtrykte det på den måde, at han havde boet ialt 6 år på Nødebogård, og kun i de første 3 år havde der været nævneværdige fremskridt. Temmelig hurtigt inde i samtalen med den unge, fangede medarbejderen at han var overflødig i sammenhængen og gik meget diskret ud af døren, så vi kunne tale alene med den unge. Og vi bemærkede, at da vi efter samtalen kom ud fra den unges værelse, var medarbejderen opmærksom på det, så medarbejderen kunne genoptage kontakten til den unge, da vi jo reelt afbrød dem midt i noget. Derefter bankede den kvindelige medarbejder på hos en anden ung som vi meget kort talte med, mens den kvindelige medarbejder var til stede. Den unge sad i sin seng med dynen over benene. Vi talte kort om hans hobby, men vi gik temmelig hurtigt, da den unge ikke virkede særligt oplagt eller interesseret i at tale med os. Vi gik derefter ned i køkkenet, hvor der var sat ingredienser frem til aftensmaden, som denne aften var mexikansk mad. Der var et par unge og mindst én medarbejder i køkkenet, og vi havde en kort samtale med den ene unge om deres aftensmad, vi konstate- Side 6

7 rede, at de levede godt, og det var den unge ikke uenig i. Vi sagde farvel og forlod Haraldslund cirka. kl Mikkelbo Vi ankom cirka kl. 10, ringede på, ventede lidt men ingenting skete, vi gik ind og præsenterede vores ærinde for afdelingslederen på Mikkelbo. Afdelingslederen orienterede om, at der pt. kun var én ung hjemme på Mikkelbo. Der var ialt 5 pladser på Mikkelbo og de fordelte sig på den måde at én var hjemme, én var indlagt på psykiatrisk, én plads stod tom og to elever var i skole. Der var ialt 5 medarbejdere på stedet, inklusive afdelingslederen. Afdelingslederen orienterede i øvrigt om, at den unge som var hjemme, var i en temmelig dårlig periode, og at afdelingslederen ville foretrække hvis vi ikke henvendte os til den unge, da de havde erfaring for at den unge dårligt kunne overskue uventede ting og at vores besøg med temmelig stor sandsynlighed ville føre til frustration, selvdestruktivitet og destruktivitet og efterfølgende magtanvendelser. Vi gik derefter ind i spisestuen på afdelingen, hvor der stod et langt bord og for enden af væggen 2 pc'er som afdelingslederen oplyste havde netadgang og var til brug for de unge. Afdelingslederen oplyste i øvrigt, at det var et tilbud som i højere grad havde været aktuelt for nogle år siden, da det ikke var alle unge som havde egen pc, og at det stadig var et tilbud til de unge om at bruge computeren i et fællesrum i stedet for at sidde inde på sit eget værelse. Afdelingslederen oplyste, at der var fri adgang til net, men at de havde været ude for at sætte tidsbegrænsninger for nogle unges tid foran computeren. Afdelingslederen fortalte i øvrigt, at de var meget strikse med at overholde aldersgrænser på computerspil og film for de unge. Rummet var lyst, rummeligt, pænt og ryddeligt. I spisestuen befandt sig to medarbejdere, som vi faldt i snak med. Vi spurgte til den unge som befandt sig på værelset, og de svarede, at den unge kunne være meget selvdestruktiv, at den unge fornylig og ved flere lejligheder havde gjort alvorlig skade på sig selv, og at den unge i disse mere forpinte perioder, også kunne være meget destruktiv overfor medarbejderne. Medarbejderne fortalte, at man aldrig vidste, hvornår den unge blev revet med af sine tvangstanker og deraf følgende destruktivitet, og at de af samme årsag havde den aftale, at de ikke gav den unge kram eller nogen anden tæt, fysisk kontakt. Medarbejderne fortalte, at arbejdet med den unge gav en del udfordringer og den ene medarbejder viste, at hun i lommerne havde høreværn, overfaldsalarm og poser med den unges PN-medicin for at have det ved hånden i en fart hvis dét skulle blive nødvendigt. Vi drøftede hvordan man som medarbejder og generelt som tilbud afbalancerer ønsket om temmelig konstant at overvåge den unge for at være sikker på, at den unge ikke begik skade på sig selv, og kravet om et privatliv og en intimsfære som den Side 7

8 unge også havde krav på. I den drøftelse fremstod de to medarbejdere velafbalancerede og afklarede. Medarbejderne fortalte i øvrigt, at de årligt er på voldsforebyggende kurser, og at de oplevede, at de var så godt forberedte som det nu var muligt. I forhold til de fysiske rammer mente medarbejderne, at de - i forhold til den ene unge som vi mest talte om - ikke var optimale, da den unge delte badeværelse med andre unge, og da de andre unge heller ikke kunne undgå at høre, når den unge blev revet med af sine mere langvarige dårlige perioder. Alle rum vi så, var pæne, velholdte og ryddelige og temmelig rummelige. Udenfor var der en sydvendt terrasse, ligesom der lidt væk fra huset lå en bålplads. Vi gik derefter ud i køkkenet, som ligeledes var lyst og rummeligt. Knive og lignende var i en aflåst skuffe. Medarbejderen i køkkenet fortalte, at de unge tit stod og hyggede sig med at hjælpe en smule til, eller bare se på at der blev lavet mad. De havde tidligere fra medarbejderside haft et krav om faste maddage hvor de unge skulle hjælpe til, men det var de gået væk fra, og princippet var nu, at det var lysten der skulle drive værket. Af samme grund var det også reelt en medarbejder der stod for at købe ind og organisere maden, men der var dog det princip at der altid skulle være noget grønt på bordet. Vi forlod Mikkelbo ca. kl Vi ankom igen til Mikkelbo 15. maj cirka kl og henvendte os til afdelingslederen med nogle spørgsmål om medicinopbevaring: Vi spurgte, hvor meget PN-medicin medarbejdere opbevarede i lommerne til brug for en specifik ung på Mikkelbo. Afdelingslederen svarede, at han ikke kunne tro, at man opbevarede mere PN-medicin end der kunne blive behov for i løbet af medarbejderens vagt. Afdelingslederen forklarede i øvrigt, at der for eksempel om aftenen tit kunne opstå situationer, hvor der ikke var medarbejdere nok til at én kunne gå fra og hente PN-medicinen i medicinskabet, som lå noget væk fra opholdsstuen og værelset til den specifikke unge. Vi spurgte, om der altid var CPR og navn på de poser som PN-medicin blev opbevaret i, og afdelingslederen hentede en del tomme poser til PN-medicin, så vi ved selvsyn kunne se navn og CPR på posen. Vi spurgte, om det kunne ske, at én medarbejder bar på PN-medicin til flere forskellige unge samtidig, og afdelingslederen svarede, at dét aldrig ville ske, da det kun var én enkelt ung, som i den grad havde behov for PN-medicin. Vi spurgte, hvordan medicinen blev overleveret ved arbejdets afslutning. Afdelingslederen svarede, at de fyldte poser med ubrugt PN-medicin blev lagt tilbage i beboerens medicinboks i det centrale og aflåste medicinskab, og at de tomme poser som der havde været PN-medicin i, blev lagt i en kuvert i medicinskabet én kuvert per ung. Side 8

9 Vi spurgte, hvordan og hvornår PN-medicin blev registreret i medicinskemaet i EKJ. Afdelingslederen svarede, at brugt medicin blev registreret inden den medarbejder som havde uddelt PN-medicinen gik hjem. Registreringen sker ud fra antallet af henholdsvis tomme og fyldte poser til PN-medicin som opbevares i baglommen. Vi spurgte, hvad Mikkelbos/Nødebogårds lokale tilføjelse om kontrol af afhængighedsskabende stoffer krævede, og afdelingslederen viste ringbind med vejledninger. Der var ingen lokale tilføjelser som nævnte noget om kontrol med afhængighedsskabende stoffer. Afdelingslederen forklarede, at praksis på stedet var, at den medicinansvarlige på Mikkelbo cirka hver 2. eller 3. uge optalte såvel fyldte som tomme poser med PN-medicin og krydstjekkede forbruget af PN-medicin med registreringerne af PN-medicin i medicinskemaet i EKJ. Vi spurgte, hvad Mikkelbos/Nødebogårds lokale tilføjelse om opbevaring af medicin krævede, og det fremgik, at kravet var at Medicin skal opbevares i aflåst medicinskab, hvor kun relevante personer har adgang. Det fremgik desuden af den lokale tilføjelse, at PN-medicin også skal opbevares i aflåst medicinskab i afdelingen. Vi bad derefter om at tale med de medarbejdere som denne dag havde ansvaret for den unge som i særlig grad modtog PN-medicin på Mikkelbo. Vi spurgte, hvor meget PN-medicin, medarbejdere opbevarede i baglommen til brug for en enkelt ung på Mikkelbo. Medarbejderne svarede, at man som medarbejder ikke opbevarer PN-medicin til brug for hele vagten, men kun til den første situation og indtil der er pusterum til at gå ned til medicinskabet. De to medarbejdere fortalte desuden, at der kunne opstå en situation, hvor den unge efterspurgte PN-medicin, og medarbejderen hentede PN-medicinen, men at den unge så alligevel ikke ønskede at indtage medicinen. I de situationer var den unge typisk i en tilstand som ikke gjorde det forsvarligt at forlade den unge. De to medarbejdere oplyste desuden, at det ikke var en fast procedure at man som medarbejder opbevarede den unges PN-medicin i baglommen, men at det afhang af den unges sindstilstand. Vi spurgte, om det kunne ske, at én medarbejder bar på PN-medicin til flere forskellige unge samtidig, Medarbejderne svarede, at der kun blev opbevaret medicin til én specifik ung på denne måde. Vi spurgte, hvordan medicinen blev overleveret ved arbejdets afslutning. Medarbejderne svarede, at de tomme poser blev lagt i kuvert så den medicinansvarlige senere kunne optælle, og at de fyldte poser blev lagt tilbage i den unges medicinboks i central og aflåst medicinskab. Vi spurgte, hvordan og hvornår PN-medicin blev registreret i medicinskemaet i EKJ. Medarbejderne svarede, at man registrerede på papirskema på kontoret så hurtigt som muligt efter at medicinen var givet, og at registreringerne på papir blev overført til medicinskemaet i EKJ når der var tid til det undervejs på vagten, eller senest ved vagtens ophør. Papirskemaet tjente desuden som Side 9

10 overlevering/oversigt over uddelt PN-medicin til de medarbejdere som skal have næste vagt. Vi spurgte hvorfor det var afgørende, at medicinen blev givet så hurtigt, at en forsinkelse på 2 minutter var vigtig, og medarbejderne forklarede, at selvom medicinen først virkede efter noget tid de anslog det til omkring en halv time var placeboeffekten øjeblikkelig. Medarbejderne forklarede desuden, at når den unge var i en forpint sindstilstand kunne det være nødvendigt med 3 eller 4 medarbejdere for at fastholde den unge og forhindre selvskade eller skade på medarbejderne, og i de tilfælde ville det være temmelig uheldigt, hvis en medarbejder skulle forlade rummet for at hente PN-medicin. Side 10