Manuskript til årsmødetale, Jørgensby-Skolen, lørdag den 6. juni 2009, kl.15 v. Hans Andresen

Transkript

1 Kend det danske mindretals historie! Kend din historie! Kend vor historie! Manuskript til årsmødetale, Jørgensby-Skolen, lørdag den 6. juni 2009, kl.15 v. Hans Andresen I danske medier både nord og syd for grænsen tegnes der i disse år ofte et énsidigt, unuanceret og kritisk billede af det danske mindretal i Sydslesvig, herunder af mindretallets skolevæsen. Også i den bredere debat fremstilles mindretallet ikke sjældent i en groft fortegnet form. Ofte kan man som læser eller tilhører ikke genkende den befolkningsgruppe og det skolevæsen, som man selv mener at kende så godt. Man forsøger sig med en diagnose og kommer gang på gang til den konklusion, at det må være manglende kendskab til de danske organisationers målsætninger og hele selvforståelse og ikke mindst til mindretallets historie og udvikling, der er årsag til mange vrangbilleder. Med disse indledende bemærkninger kan det ikke undre nogen af de tilstedeværende, at jeg til mit lille indlæg i dag har valgt overskriften kend det danske mindretals historie! Jeg har i sinde at komme med enkelte strejflys fra denne historie, især fra skolehistorien. Det er rart at kunne konstatere, at udviklingen i vort grænseland i de senere år er forløbet på en sådan måde, at flertalsbefolkningen og det danske mindretal i tiltagende grad respekterer hinanden. Fra tid til anden oplever vi dog også bagslag som f. eks. efter landdagsvalget i I det store og hele opfatter mange de danske skolers eksistens og hele det danske mindretals aktiviteter og tilbud i dag som en selvfølge, og lad os være glade for, at udviklingen ikke er gået en anden vej. Men denne positive udvikling har også skabt nye problemer. Der kan hos nogle spores en tendens til, at ville drage mindretallets profil som et nationalt mindretal i tvivl, og man ønsker at se de danske skoler som neutrale sprogskoler. Her er brug for at rette op på misforståelser. De danske skoler er hverken faldet fra himlen eller kommet som en foræring. De er resultatet af en til tider sej og hård politisk og kulturel indsats. Det danske mindretal i Sydslesvig begynder at organisere sig Med grænsedragningen i 1920 blev de dansksindede syd for den nye grænse adskilt fra de danske nordslesvigere. De blev til deres eget nationale danske mindretal i Weimarrepublikkens Tyskland. De havde indtil videre hverken organiseret sig politisk eller kulturelt, og de kunne ikke længere støtte sig til den stærke danske bevægelse i Nordslesvig. De få danske foreninger, der fandtes før 1920, var især af selskabelig karakter. Udfaldet af 1. Verdenskrig og mulighederne for en grænseflytning havde imidlertid givet danskheden i Sydslesvig et skub fremad. Resultatet af afstemningen i 2. zone var for de fleste dansksindede en stor skuffelse, men med danske stemmer, herunder ca i Flensborg var der trods alt skabt et grundlag for et kommende dansk mindretalsarbejde. Indadtil gjaldt det efter 1920 om at samle den spredte danskhed og stabilisere den kulturelt og politisk. I forhold til Danmark gjaldt det om at styrke forbindelsen over den nye grænse med henblik på at fremme samhørigheden mellem den danske befolkningsdel i Sydslesvig og det danske folk. I forhold til den tyske side måtte bestræbelserne gå ud på at opnå vidtgående politiske og kulturelle rettigheder. Der blev brug for foreninger, som kunne varetage mindretallets interesser, og der blev brug for danske skoler og kirker. Kort tid efter afstemningen oprettede de danske sydslesvigere i maj og i juni 1920 to vigtige organisationer: Dansk Skoleforening og Den slesvigske Forening, forløberen for den nuværende Sydslesvigsk Forening.

2 3 omskiftelige og dramatiske perioder. Og hvorledes kom det så til at gå for danskheden i Sydslesvig? De storpolitiske betingelser var afgørende for, at det danske mindretal i de første 40 år efter 1920 kom til at gennemleve 3 omskiftelige og hver på sin vis dramatiske og vanskelige perioder 1) Den tyske Weimar-republiks år fra ) Det nazistiske styres periode ) Efterkrigsårene, Først fra ca havde de politiske vilkår og mindretallets infrastruktur ( her tænkes bl.a. på de mest nødvendige bygningsmæssige faciliteter som f. eks. skole- og børnehavebygninger) udviklet sig på en sådan måde, at en ny periode med mere rolige og overskuelige og med mere normale arbejdsbetingelser kunne tage sin begyndelse. Om man vil, befinder vi os i dag stadig inden for denne periode. I Weimar-republikkens år, Den nye tyske republik havde i sin forfatning medtaget en mindretalsparagraf med ordlyden Rigets fremmedsprogede dele må ikke ved lovgivning eller forvaltning hindres i deres frie, folkeejendommelige udvikling, navnlig ikke i brugen af deres modersmål ved undervisning, ved den indre forvaltning eller ved retsplejen. Det lød liberalt og godt ovenpå den prøjsiske stats tvangspolitik, men der viste sig snart vanskeligheder med at få de smukke forsæt ført ud i livet. Mindretalsparagraffen blev i de første år hverken fulgt op af supplerende love eller andre bestemmelser. Det betød, at lokale myndigheder havde frit spil med at fortolke bestemmelsen. Da der i Flensborg skulle indrettes en dansk kommuneskole - et tysk løfte forud for afstemningen i anden zone - blev der af byens skolemyndigheder gennemført sprogprøver. De fleste af de tilmeldte børn blev sorteret fra. De var ikke fremmedsprogede nok! Det var blandt andet for at modarbejde disse og andre urimeligheder, at Dansk Skoleforening for Flensborg og Omegn blev stiftet den 5. maj Et andet vigtigt anliggende for foreningen blev oprettelsen af en privat realskole. Den påbegyndte sin virksomhed i Hjemmet i Mariegade og udviklede sig til Duborg-Skolen, som blev taget i brug i foråret Både den dansksprogede kommuneskole og den private realskole begyndte deres virksomhed efter efterårsferien, den 14. oktober Kommuneskolen var blevet anbragt i en skolebygning i Skolegyde i den nordlige bydel og var dermed ugunstigt placeret for børn fra de sydlige og østlige bydele. I flere år krævede Skoleforeningen, at der yderligere skulle indrettes en dansk kommuneskole i den sydlige bydel; men det var byen ikke indstillet på. Resultatet blev, at skolemyndighederne flyttede to klasser fra skolen i Skolegyde som udstationerede klasser til den sydligere beliggende tyske kommuneskole ved Skt.Hans kirkeplads (am Johanneskirchhof). Denne ordning kom til at vare indtil I årene måtte det danske mindretal kæmpe for sin eksistensberettigelse, for sin ret til at oprette og drive danske skoler, for forældrenes ret til frit at vælge danske skoler, samt for retten til økonomisk støtte i form af driftstilskud fra den prøjsiske stat, der hvor det drejede sig om private danske skoler. Indtil videre fandtes der kun disse to danske skoler i Flensborg. Det tog seks år, inden det prøjsiske statsministerium udsendte en mindretalsskoleforordning for skoler i de tre grænseamter Sydtønder amt, Flensborg amt og Flensborg by. I 1926 kunne der oprettes

3 danske privatskoler i Tarup, Jaruplund og i Kobbermølle. I 1929 fulgte skolerne i Harreslev og Langbjerg. Skoleforeningens krav om frit skolevalg blev imidlertid ikke imødekommet i denne omgang. Som hørende til mindretallet ville staten kun medregne børn, for hvilke en af forældrene eller en af bedsteforældrene var født i Danmark eller i en af de tre grænseamter. Først efter fornyet pres fra Skoleforeningen kom der i 1929 en række tillægsbestemmelser til skoleforordningen, som betød et ægte gennembrud. I en af bestemmelserne hed det: Ved dansk mindretal forstås de folkedele i riget, der bekender sig til dansk nationalitet (Volkstum). Tilkendegivelsen af, at vedkommende hører til mindretallet, må hverken efterprøves eller bestrides. Med denne bestemmelse havde Skoleforeningen endelig opnået sit vigtigste mål: princippet om frit skolevalg måtte danne grundlag for et nationalt mindretals skolevæsen. En anden bestemmelse gjorde det muligt, at der nu også kunne oprettes danske skoler i det øvrige Sydslesvig.Det første nye skud på stammen var den danske privatskole i Slesvig, som oprettedes i Ved Weimarrepublikkens ophør i 1933 fandtes der 8 danske skoler med sammenlagt ca. 800 elever. Dansk mindretal under Hitler-styret, Det lå næsten i sagens natur, at den voldsomme politiske omvæltning i det tyske rige efter 1933 måtte få negative følger for det danske mindretal i Sydslesvig, og det fik den; men i betragtning af, hvor konsekvent og brutalt det nazistiske regime i øvrigt behandlede sine modstandere og anderledes tænkende, slap det danske mindretal relativt gunstigt gennem nazistyrets 12-årige periode. For mindretallets organisationer og institutioner måtte alle bestræbelser gå i retning af at bevare de under Weimarrepublikken opnåede rettigheder, at afskærme mindretallets medlemmer fra den nazistiske påvirkning og ensretning samt at undgå et større frafald blandt medlemmerne. Det lykkedes for mindretallets ledere - ofte efter vanskelige forhandlinger - at overbevise myndighederne eller partiet om, at den danske befolkningsdel på en række områder havde krav på en vis særstilling. Eksempelvis blev børn fra dansksindede familier fritaget fra medlemskab og tjeneste i i det uniformerede ungdomskorps, Hitlerjugend, og da de tyske myndigheder ved anordning indførte den nye tyske hilsen (Hilter-Gruß), som skulle gælde for alle offentlige institutioner, påberåbte den nyansatte, danskuddannede lærer i kommuneskolen, Hans Tønnsen sig i en samtale med Schulrat Mittag, at han tilhørte det danske mindretal, og at hans samvittighed forbød ham at opfylde kravet. Han fik tre dages betænkningstid. Skolens forældreråd nedlagde en skarp indsigelse, som gik videre til myndighederne i Flensborg og til provinsregeringen i Slesvig. Skoleforeningen forlangte fristen forlænget, indtil provinsregeringen havde taget stilling i sagen. Det endte med, at ikke kun børn og lærere ved kommuneskolen blev fritaget fra at anvende Hitler-Gruß, men at fritagelsen også kom til at gælde for dansksindede elever, der besøgte de danske handels- og fagskoler. I dag kan det lyde som noget af et mirakel, at der under Hitler-styret kunne oprettes to nye danske skoler. Skolen i Tønning i 1935, og skolen i Ladelund i Der fandtes i 1936 ti danske skoler med sammenlagt ca. 950 elever. Men så kom der noget af et brud. Fra efteråret 1936 iværksatte de tyske grænselandsorganisationer i samarbejde med nazistpartiet og myndighederne en nationalpolitisk offensiv mod mindretallet. De danske fremskridt i Sydslesvig og ikke mindst skolearbejdets stadige fremgang var en torn i øjet på mange tyske grænselandspolitikere Nøglepersonerne bag aktionen var lederen af Korrespondenzbüro Nordschleswig, redaktør Ernst Schröder, og Flensborgs nye overborgmester, dr. Ernst Kracht. Ved et fortroligt møde den 11. november 1936 i det Tyske

4 Hus i Flensborg, hvori også regeringspræsident Wallroth og repræsentanter fra partiet deltog, blev strategien for det såkaldte Grenzgürtelarbeit lagt. I henhold til Schröders oplæg skulle de nationalt ubefæstede medlemmer af det danske mindretal opsøges i deres hjem og påvirkes med åndelig massage. Hvor det var påkrævet, ville man være i stand til at yde ideel eller materiel støtte. Ved Skoleforeningens årsmøde den 7. maj 1937 nævnte Andreas Hanssen, at der i påskeferien var blevet udskrevet 35 elever fra de to danske skoler i Flensborg til tyske skoler, og han bemærkede, at man roligt kunne gå ud fra, at denne nedgang ikke var gået helt naturligt til. Den tyske offensiv var begyndt at virke. Også lukningen af den danske skole i Kobbermølle i 1938 kan formodentlig betragtes som et direkte resultat af Grenzgürtelarbeit. I Flensborg anvendte partiets lokale instanser økonomisk pression. Familier blev truet med, at de ville miste børnehjælpen og den såkalddte vinterhjælp. Resultatet af den tyske offensiv var, at elevtallet i de danske skoler i skoleåret gik tilbage til ca 450. Fra grænsekamp til sameksistens Verdenskrigs afslutning i maj 1945 udløste en næsten jordskredsagtig tilgang af nye medlemmer til SSF og af elever til de danske skoler. Det danske mindretal og den overvejende del af den hjemmehørende Sydslesvigske befolkning ønskede en tilslutning til Danmark, men den danske regering udtalte, at grænsen lå fast. Både politiske og praktiske vanskeligheder tårnede sig op. Forholdet til den britiske militærregering blev hurtigt problematisk og med den nye landsregering kom mindretallet på grund af grænsespørgsmålet straks på konfrontationskurs. Også forholdene i Nordslesvig spillede en rolle. Her var det tyske mindretals skoler i juni 1945 foreløbig blevet lukket. Men jeg hæfter mig især ved de praktiske problemer. Elevtallet voksede fra 440 ved kaptulationen på kun 3 år til Til de mange elever skulle der skaffes undervisningslokaler og der blev brug for et større antal nye lærere. I Flensborg og Slesvig havde de første kommunalvalg givet det danske mindretal så gode kort på hånden, at der blev truffet beslutning om oprettelse af kommunale danske folkeskoler, men andre steder måtte Skoleforeningen træde i karakter. Alene i 1946 blev der oprettet 37 nye danske privatskoler i Sydtønder. Så blev der for en tid stilstand, fordi landsregeringen forhalede udviklingen, men i årene 1948 til 1954 blev der endnu engang rejst 40 nye danske privatskoler rundt omkring i Sydslesvig herunder- med undtagelse af skolen i Tønning - alle danske skoler i Husum, Ejdersted, Egernførde og Rendsborg.amter. Ordningen med kommunale danske skoler i Flensborg og Slesvig blev af landsregeringen bragt til ophør med virkning fra 1. april Det skete under henvisning til udviklingen i Nordslesvig, hvor det tyske mindretal ikke længere havde mulighed for at få oprettet kommunale skoler. Ændringerne i Slesvig og Flensborg omfattede ca elever. Her blev Skoleforeningen og danske bevilgende myndigheder endnu engang stillet overfor en næsten uløselig opgave. I Flensborg opnåede Skoleforeningen heldigvis en lejekontrakt, som forudså, at de indtil da benyttede skolebygninger indtil videre blev overladt til Dansk Skoleforening. Kun for Skolen i Jørgensby skete der straks bygningsmæssige ændringer. Pr. 1. oktober 1949 blev bygningen, Jørgensgårdgade nr.42, givet tilbage til byen. Til gengæld fik skolen stillet skolebygningen, Lyksborggade 38a, til rådighed. Det var noget af et mirakel, at alle disse problemer kunne løses. Kiel-erklæringen 1949 og København-Bonn-erklæringerne Kiel-erklæringen kom i stand efter pres fra den britiske og den danske regering. I efteråret 1948 var de to regeringer nået til en fælles opfattelse af, at Sydslesvig-spørgsmålet ikke burde betragtes som et grænseproblem, men at der var tale om et mindretalsproblem, som måtte

5 kunne løses ved direkte forhandlinger mellem den slesvig-holstenske landsregering og mindretallets kulturelle organisation Sydslesvigsk Forening. Bonn- Københavnforhandlingerne i 1955 var medvirkende til, at efterkrigstidens hårde konfrontation mellem det danske mindretal og landet Slesvig-Holsten efterhånden blev afløst af en vilje til sameksistens. Man fik ordnet eksamenskolernes særlige anliggender Efter 1960: Stabilisering og videreudvikling. Fra 1948 gik elevtallet i de danske skoler voldsomt tilbage. I takt med, at forholdene i det tyske samfund stabiliserede sig og det stod klart for alle, at grænsen ikke ville blive flyttet, faldt mange fra. Men fra ca skete der en stabilisering af mindretallet og dets skolevæsen. Siden da har udviklingen i elevtallet stort set fulgt fødselskurven % af en årgang kom nu i dansk skole Også efter 1960 har der været noget at kæmpe for, men den politiske strid forløber nu knap så dramatisk og koncentrer sig især om de tyske tilskud til det danske arbejde, om kommunernes, kredsenes og delstatens ydelser. Det danske mindretal kræver økonomisk ligestilling. Takket være en dygtig og ihærdig politisk indsats fra SSW s politikere er der opnået store fremskridt, men der er stadig langt igen til en ægte ligestilling. Milepælene i denne udvikling har været, - at landsregeringen i midten af halvfjerdserne begyndte at yde tilskud til Skoleforeningens anlægsopgaver, - at ministerpræsident Barschel i midten af firserne trinvis hævede tilskudssatserne til de danske skolers driftsudgifter til 100 %, - at Slesvig-Holsten i 1990 fik en ny forfatning, hvori den nyformulerede artikel 5 forpligter landet, amterne og kommunerne til at beskytte det danske mindretal og den frisiske folkegruppe og til at yde økonomisk støtte, - at statsminister Nyrup Rasmussen ved årsmødet i 1999 udtalte: Så længe I holder fast i os, holder vi fast i jer. - at det oplevedes som et voldsomt tilbageskridt, at landsregeringen i 1997 ville gennemføre ekstraordinære besparelser i de danske skolers driftstilskud, og at 5000 forældre, elever og andre interesserede af den grund drog til Kiel for at demonstrere foran landdagen. - at Landesrechnungshof (i 2005) mener, at Landets tilskud til det danske skolearbejde skal fastsættes under hensyntagen til, hvor meget der ydes i tilskud fra den danske stats side. - og som rosinen i pølseenden: - at A. P. Møllerfonden i 2008 forærer Sydslesvig et nyt gymnasium. Afsluttende: Det er godt at kende historien. Den viser, at udviklingen siden 1920 har været præget af store forandringer både på det politiske felt og med hensyn til de ydre rammer for arbejdet. Den viser også, at mindretallet hele tiden har haft noget at kæmpe for. Mangt og meget har ændret sig, men én ting er blevet fastholdt uændret igennem alle årene, nemlig den overordnede målsætning for arbejdet. Eksempelvis er det de danske skolers opgave nu som før at være skole for den danske befolkningsdel Sydslesvig, en dansk skole i det tyske samfund- en skole for mennesker, som ønsker dansk sprog, kultur og væremåde, og som bekender sig til det danske mindretal og herigennem til samhørigheden med det danske folk. Samhørigheden og solidariteten den modsatte vej fra nord mod syd har blandt andet fundet sit udtryk i den siden 1920 ydede støtte til det danske mindretal fra den danske stat og fra private organisationer og institutioner i Danmark. Uden denne støtte ville der næppe eksistere danske skoler i Sydslesvig i dag.