Indledning: Problemformulering Metode Empiri - Doktorleg i børnehaven (Morten)... 6

Transkript

1

2

3 Indholdsfortegnelse Indledning:... 4 Problemformulering... 5 Metode... 5 Empiri - Doktorleg i børnehaven (Morten)... 6 Anskuelse af børns seksualitet gennem tiden (Nora)... 8 Anskuelse af børns seksualitet i dag (Thomas) Foucault og socialkonstruktivisme (Paw) Diskursanalyse af tabuiseringen af børns seksualitet Diskussion Perspektivering Konklusion Litteraturliste... 28

4 Indledning: Vi mener, at området er stærkt underbelyst. Man risikerer at begrænse sunde og alderssvarende lege og adfærd hos børn. Men man risikerer også, at man på baggrund af manglende viden ikke opdager og hjælper de børn, som udviser tegn på afvigende adfærd, eller som har symptomer på at have været udsat for krænkelser. (boernogseksualitet.dk, u.å.) Der har over den seneste tid været stor debat omkring børn og seksualitet, da der for nylig har været en episode med to otte-årige drenge, som har vist spidsen af deres tissemænd til en jævnaldrende pige på deres skole. På grund af dette er de blevet bortvist i en uge, fordi de efter sigende har krænket pigen. (Nyhederne TV2, Secher 2014) Folk har diskuteret meget om episoden, og det har været oppe i både nyhederne og på de sociale medier. Mange mener, at straffen er urimelig, mens andre mener det er fair. Der er også mange forskellige forestillinger om, hvordan børn og seksualitet hænger sammen. (Bilag 1) Set i lyset af denne debat finder vi det interessant at prøve at forstå og forklare den tabuisering og italesættelse der finder sted, og hvordan dette gennem tiden og i dag påvirker synet på seksualiteten og dermed børnene i forhold til deres identitetsdannelse. Medier og organisationer har desuden haft meget fokus på emnet pædofili, som har gjort, at mange er berøringsangste over for emnet på grund af frygt for at blive anklaget som pædofile. På studiet har vi oplevet at emnet børn og seksualitet har været negligeret, og dette har ført til en mangel på viden, både i forhold til normal seksuel udvikling hos børn, men også udvikling der kan være tegn på problemer hos barnet. Vi finder derfor emnet relevant, og vil gerne tilegne os en større viden som vi kan bruge når vi skal ud i praksis. Seksualiteten danner kongevejen til det moderne individs selvforståelse, den bliver ethvert menneskes»sandhedsseismograf«. (Heede, 2004)

5 Problemformulering Hvordan kan man støtte børn i deres identitetsdannelse? Metode Vi vil arbejde med hvordan man støtter børns identitetsdannelse og her vil vi primært komme ind på, hvordan vi kan støtte dem i forhold til deres seksualitet. For at arbejde med dette vil vi redegøre for hvordan seksualiteten hos børn anskues i dag, og hvordan den er blevet anskuet gennem tiden. Hvis vi som pædagoger skal kunne støtte børns identitetsdannelse i forhold til deres seksualitet, er det vigtigt at få et overblik over det historiske perspektiv. Dette vil hjælpe os til at forstå hvordan italesættelsen, og dermed samfundssynet, har haft indflydelse på den måde, man som voksne har set børns seksualitet og derudfra arbejdet/ikke arbejdet med den. For at kunne få en forståelse for hvordan vi skal forholde os til børns seksualitet i vores praksis, er det relevant at se på hvordan seksualiteten anskues i dag. Dette kan vi også bruge til at forstå hvilke faktorer der spiller ind i tabuiseringen af seksualiteten, frygten for pædofili og overgreb og hvad dette gør for det pædagogiske arbejde. Vi vil komme ind på Sigmund Freuds teorier og anden relevant litteratur om børn og seksualitet for at se på, hvordan seksualiteten er blevet anskuet gennem tiden. Freud er grundlægger af psykoanalysen, som er kendetegnet ved, at man mente at langt de fleste menneskers adfærd, herunder seksuelle afvigelser, er styret af ubevidste processer. Freud mente at seksualiteten opstår og kan ses i barnet lige fra det bliver født, og at voksne skal støtte denne for ikke at give barnet traumer eller store problemer senere i livet. Michel Foucault forstår identitet, herunder seksualitet, som en konstruktion. Han argumenterer derfor for, at identitet og seksualitet løbende konstrueres i hver enkelt menneske på baggrund af, eller i relation til, den kontekst som det pågældende menneske befinder sig i. Derfor kan vi bruge Foucaults teorier til at diskutere om seksualiteten er, som Freud blandt andet er fortaler for, en del af kerneidentiteten og noget universelt som ligger i alle mennesker, eller om den måde, hvorpå den kommer til udtryk i hver enkelt menneske, er kontekstafhængig. Denne diskussion er vigtig, da den siger noget om hvad diskursen i samfundet er, og hvordan man ser seksualiteten i dag. Vi må vide noget om hvad diskursen er for at kunne gå ind og arbejde med den.

6 Vi vil gennem en analyse af vores empiri samt Michel Foucaults teorier og anden relevant litteratur, finde frem til samtidens diskurs i forhold til børns seksualitet. Derigennem vil vi forsøge at forstå hvad italesættelsen af seksualiteten har af betydning for måden vi som pædagoger anser eller forstår børns seksualitet, og arbejder med den. For at se på hvordan seksualiteten anskues i dag vil vi inddrage teori af blandt andet Anne Louise Stevnhøjs bøger: Må vi lege doktor, Børn og seksualitet, samt Katrine Egede Zeuthens bog Kærlighed og overlevelse, samt anden relevant litteratur. Børn og seksualitet er et meget tabuiseret emne da mange institutioner og voksne er berøringsangste over for det, på grund af den frygt for pædofili og anklager der er fundet, og finder, sted i de danske daginstitutioner. Tabuiseringen af børn og seksualitet har betydning for hvordan der i dag bliver arbejdet med det i institutionerne. For at få en bedre forståelse for hvordan man som pædagog kan arbejde med dette emne, vil vi undersøge hvorfor det bliver tabuiseret. Dette vil vi gøre gennem en diskursanalyse af forskellige eksempler på, hvordan børn og seksualitet bliver italesat i dag, både i pædagogiske handleplaner, af medierne og forskellige organisationer. Vi vil lave diskursanalysen ud fra en antagelse om, at virkeligheden former sig som den gør, fordi den italesættes på en speciel måde. Empiri - Doktorleg i børnehaven (Morten) Vores empiri er en undersøgelse lavet af Anna Louise Stevnhøj og Søren Gundelach, som har til formål at finde ud af hvordan: Småbørns sunde, naturlige seksuelle udvikling skal understøttes. Daginstitutioner, PPR, sundhedsplejersker m.v. skal have redskaber til at opdage og hjælpe de børn som viser tegn på afvigende adfærd, eller har symptomer på at være udsat for grænseoverskridende adfærd. Målgruppen for undersøgelsen har været børnehaver med fokus på børn i alderen 3-6 år, og ud af de 1156 børnehaveledere der blev sendt spørgeskemaer ud til, svarede i alt 482 delvist eller helt på skemaerne.

7 Mange kommuner ønskede ikke deres institutioner skulle besvare spørgeskemaer vedrørende børn og seksualitet, da de frygtede for at fokus på emnet kunne have uønskede følgevirkninger. Meningerne og normerne er meget forskellige fra sted til sted, da daginstitutionerne er nødt til at fastlægge pædagogisk praksis omkring seksualitet ud fra personlige holdninger og erfaringer på grund af manglende materiale om emnet. Børnehavelederne er blevet spurgt som fagpersoner, og ikke som repræsentanter for institutionen eller kommunen. Man kan ud fra besvarelserne dele børnenes adfærd op i tre grupper: Den hyppige og normale adfærd, leg og adfærd som vækker tvivl og ikke hyppig, men bekymrende adfærd. I undersøgelsen har de beskrevet termen normal og normalområdet som værende den normale adfærd en pædagog forventer at kunne observere hos et barn i en given aldersgruppe, og den bekymrende/ikke normale adfærd, som får pædagogen til at overveje, om barnet udvikler sig sundt og aldersvarende, udviser tegn på for eksemplet sociale og kognitive vanskeligheder, eller viser tegn på omsorgssvigt/overgreb. Undersøgelsen sætter også fokus på, at der er overvejende forskellige meninger for om det er nødvendigt med regler for børns seksuelle leg samt adfærd. Ud fra svarene i undersøgelsen anbefaler Søren Gundelach og Anna Louise Stevnhøj, at der bliver udarbejdet let tilgængeligt materiale, der gør det lettere at arbejde med børns seksualitet både i institutionerne, i forældresamarbejdet og PPR. Dette er begrundet med, at de gennem undersøgelsen ser at institutionerne bygger praksis omkring børn og seksualitet på baggrund af pædagogers egne normer og viden. Blandt andet svarer cirka en femtedel af de adspurgte børnehaveledere, at de har modtaget en form for materiale fra deres kommune vedrørende børns seksuelle leg og adfærd, herunder retningslinjer, pjecer, arbejdspapirer eller lignende. To tredjedele svarer at de ikke har modtaget, mens hver sjette svarer ved ikke. Derfor anbefaler Stevnhøj og Gundelach at der udarbejdes undervisnings - og informationsmateriale til både pædagogerne i institutionerne og pædagogstuderende, som omfatter viden om normal og bekymrende seksuel adfærd, og handleguides samt forslag til deling af viden mellem pædagoger. Til forældrene ønsker de udarbejdelse af en pjece om normal seksuel udvikling fra 2-7 år. Desuden viser undersøgelsen at børnehaverne bruger PPR ved seksuel adfærd hos børn, og derfor anbefaler de også informationsmateriale til de kommunale PPR teams.

8 Anskuelse af børns seksualitet gennem tiden (Nora) Sigmund Freud ( ) var faderen til psykoanalysen og er anset for at være en af det 20. århundredes største tænkere. Freud var uddannet læge, men fandt hurtigt ud af at det ubevidste i mennesket var hans interesse. (Den store danske 2014) I 1905 udgav Freud en formulering af seksualteorien som han kaldte Tre afhandlinger om seksualteori. Her fremsatte han ideen om at barnets seksuelle udvikling er inddelt i forskellige faser. Disse faser beskriver barnets bevidste og ubevidste handlinger omkring seksualitet. Faserne blev omskrevet flere gange men vi vil tage udgangspunkt i hans sidste formulering, da det er hans mest bearbejdede. Freuds teorier om seksualitet har modtaget kritik gennem tiden, og man kan diskutere om de alle holder stik, men én vigtig ting slog Freud dog fast: Børn har en seksualitet, som man må støtte, og passe på ikke at undertrykke, da det senere i livet kan give barnet store problemer. (Olsen, Køppe 1985) Der har gennem historien altid været interesse for seksualitet, hvilket både kan ses i kunst og litteratur. En egentlig videnskabelig interesse så man først i 1800-tallet, hvor det syge og unormale seksualliv blev beskrevet og klassificeret, hvilket blev genstand for hvordan man i praksis behandlede patienter. Forskningen om seksualitet var i mange år præget af degenerationsteorien, og seksualitet blev derved sidestillet med dovenskab, drikfældighed og promiskuitet. (Olsen, Køppe 1985 s. 10) Først da man udnyttede resultater fra fosterudviklingen fik man et holdbart grundlag for teorier omkring seksualiteten. Man har som sådan altid været klar over, at barnet har en seksualitet, og dette kan ses på de foranstaltninger der er blevet taget af pædagoger og opdragere for at børn ikke onanerede eller lavede andre upassende aktiviteter. Man kan derfor sige, at man var klar over den eksisterede, men at den i høj grad blev undertrykt. (Olsen, Køppe 1985) I 1905 udgav Freud Tre afhandlinger om seksualteori. Her beskriver Freud blandt andet den infantile seksualitet, som er det første udviklingstrin på vej mod voksenseksualiteten. Freud delte barnets seksualitet op i faser:

9 Den orale fase Finder sted i de første år af barnets liv og beskriver hvordan barnet bliver pirret omkring mund, læber og svælg gennem optagelse af føde, det vil sige barnets læber mod moderens bryst. Når barnet ikke længere får bryst vil det selv pirre mundområdet ved for eksempel at sutte på tommelfinger eller lignende. Disse pirringer er sensoriske, og til sidst i den orale fase bliver de motoriske og sadistiske gennem bidefunktionen. Man kan se orale træk i for eksempel kys. Den anale fase Foregår fra barnet er to til fire år, og kommer når afføringen begynder at være fast og giver barnet en pirrende fornemmelse i tarmåbningen. Her mente Freud således, at tilfredsstillelsen i den anale fase er ved defækation. Den falliske fase Foregår fra barnet er fire til fem år. Her begynder barnets masturbation at intensiveres i takt med at det begynder at få øget interesse i køn og egne kønsorganer, samt øget følsomhed i penis og klitoris. Denne fase er en konfliktfyldt periode, da barnet også her begynder at få forbud, og derfor oplever et sammenstød mellem forbud og lyst. Den genitale fase Opstår fra og med puberteten på grund af de biologiske ændringer der sker i barnet, altså drengenes sædproduktion og pigernes menstruation. Her bliver den unge mere interesseret i det motoriske, nemlig orgasmerefleksen, og samlejet bliver dermed det primære driftsmål, da det leder til orgasme. Freud mente at alle faserne barnet går i gennem hænger sammen, og disse sætter spor i voksenseksualiteten. Han mente desuden at faserne kan give positiv videreførelse af perversioner (forskellige seksuelle lyster) ind i voksenseksualiteten. (Olsen, Køppe 1985) Freud mente at børn i den tidlige skolealder kommer igennem en latensperiode, hvor deres seksualitet svinder hen for at dukke op igen i den genitale fase. Dette er mange i dag uenige i og Anna Louise Stevnhøj skriver blandt andet i sin bog, Børn og seksualitet, at man blot ikke ser børns seksuelle interesse lige så meget i denne periode. Derimod begynder børnene at lære, gennem opdragelse og en naturlig større blufærdighed, at onani og andre seksuelle aktiviteter skal holdes privat. (Stevnhøj, 2011, s. 12) Dette er et eksempel på hvordan italesættelsen af børns seksualitet konstruerer virkeligheden, og fordi Freud dengang troede at børn i den alder ikke havde stor interesse for seksualitet, blev det samtidens generelle anskuelse. (Åkerstrøm, s. 27)

10 Der er således mange punkter af Freuds teori der anses som værende ikke legitime i dag, da man gennem årene har fået mere viden. En ting de fleste stadig er enige i, og som Freud skabte stort fokus på, er at børns seksualitet skal støttes og ikke undertrykkes. Hvis den bliver undertrykt, eller barnet bliver udsat for seksuelt misbrug, kan det have fatale skader når barnet bliver ældre. Seksualiteten er noget der udvikles fra de første leveår og hvis ikke forældre eller andre omsorgspersoner agerer hensigtsmæssigt i forhold til børns seksuelle udtryk kan det fremkalde traumer i det voksne liv. (Olsen, Køppe 1985) Stevnhøj mener at denne periode primært bruges af børnene til at finde frem til størst mulig nydelse gennem eksperimenter og fantasier som dermed bliver lagt op til puberteten. Dog påpeger Stevnhøj, modsat Freud, at denne udvikling ikke følger en rød tråd, men at nogle børn tværtimod ikke vil vise den store interesse for selvstimulering. Dette vil ikke nødvendigvisvære et faresignal for barnet generelt, men en konstatering om børns udvikling, også den seksuelle, er individuel. (Stevnhøj, 2009, s. 12) Anskuelse af børns seksualitet i dag (Thomas) Verdenssundhedsorganisationen (WHO) har defineret børns seksualitet i således: Seksualitet er en integreret del af ethvert menneskes personlighed. Den er et basalt behov og et aspekt af det at være menneske, som ikke kan adskilles fra andre aspekter i livet. Seksualitet er ikke synonymt med samleje. Det handler ikke om, hvorvidt vi har orgasme eller ej, og endelig er det ikke summen af vores erotiske liv. Dette kan være en del af vores seksualitet, men behøver ikke være det. Seksualitet er så meget mere. Det er, hvad der driver os til at søge efter kærlighed. Varme og intimitet. Den bliver udtrykt i den måde vi føler, bevæger os på, rører ved og bliver rørt ved. Det er lige så meget dette at være sensuel, som at være seksuel. Seksualitet har indflydelse på vore tanker, følelser, handlinger og samhandlinger, og derved på vores mentale og fysiske helse, og da helse er en fundamental menneskeret, så må seksuel helse også være en basal menneskeret. (Stevnhøj, Børn og Seksualitet, 2011, s. 7) 1 T. Langfeldt G M. Porter (1968): Sexuality and family planning Report of a consultation and research findings. 2 ph.d.-stipendiat på Center for Sundhed, Menneske og Kultur på Aarhus Universitet og projektleder på Paradox undersøgelse, som er finansieret af Aarhus Universitet og BUPL, og som forsker i frygt for pædofili og frygt for pædofilian-

11 I dag kan det for nogen vække ubehag og frygt at høre ordene seksualitet og børn sammen. Mange har et billede af børn som værende rene og uskyldige, og finder det derved uforståeligt at børn har en seksualitet. Mange voksne, som er bevidste om deres seksualitet, forbinder udelukkende begrebet med ord som samleje og orgasme. Barnet har ikke en seksuel 'begrebsverden' og ved normalt ikke, hvad voksen seksualitet overhovedet går ud på og har derfor ikke indre billeder af samleje etc. (Stevnhøj, Børn og Seksualitet, 2011, s. 7) Stevnhøj skriver her, at børns seksualitet ikke kan forbindes eller stilles lige med de voksnes, da denne er mere sanselig end genital, og har ikke til mål at skulle ophidse eller tilfredsstille. Stevnhøj skriver desuden at børn oplever pirrende og behagelige fornemmelser når de rører ved deres kønsorganer, men at de også oplever disse fornemmelser ved anden kropslig kontakt. Dermed handler barnlig seksualitet ikke kun om kønsorganer, men også om nysgerrighed og at udforske krop og kropsforskelle. Denne naturlige nysgerrighed, og interesse for at lære alt, er meget vigtigt i forhold til deres udvikling og identitetsdannelse, og er ofte nøglen til interessen for at undersøge gennem leg, forskellene på drenge og piger. Seksualitet er mange ting: vores medfødte drifter, vores naturlige nysgerrighed og vores kropslige erfaringer, samt en udvikling af de erfaringer vi får gennem relationer, tilknytning og kærlighed allerede fra vi er helt små. De påvirkninger vi møder i vores opvækst betyder derfor meget for hvordan vi udvikler vores identitet, herunder seksualitet. Det kan ikke understreges nok, at den eller de specifikke voksne, der er omkring barnet, altid er til stede i barnets specifikke udvikling af sin drift og sin lyst, fordi barnet ikke kender den på forhånd. Den formes i relationen til den eller de voksne, der omgiver barnet i dets tidlige opvækst. (Zeuthen, 2009, s. 37) Hvis børn møder reaktioner, såsom vrede og forbud, igennem deres opvækst i forhold til deres seksualitet, vil det påvirke den seksualitet de får i deres voksne liv. (Stevnhøj 2011) Generelt vil mangel på kærlighed og nærvær give barnet problemer med selv at kunne give nærvær og kærlighed i sin seksualitet. Hvis barnet vokser op med en erfaring om at det trygt kan have tillid til at andre mennesker ikke vil det noget ondt, vil dette give bedre forudsætninger for at udvikle en seksualitet som er mere tilfredsstillende. (Stevnhøj 2011)

12 Børns seksualitet har Anne Louise Stevnhøj beskrevet ud fra følgende faser: Børns seksuelle udvikling: - Barnet (babyen) oplever spontane og tilfældige fornemmelser af lyst/behag, når barnets kønsdele = og andre dele af kroppen) bliver stimuleret - ved bleskift, leg etc. - Barnet (tumlingen, børnehavebarnet) Begynder eventuelt selv bevidst at fremkalde de dejlige fornemmelser ved at stimulere sig selv. Det kan være med fingrene, med en pude, op ad et møbel eller lignende. - Barnet (børnehavebarnet, det lille skolebarn) eksperimenterer og undersøger de seksuelle fornemmelser og kropsdele sammen med jævnaldrende i rollelege, hvor der indgår seksuelle elementer, hvor man f.eks. leger læge og rører ved hinanden. Spænding og ophidselse knyttes sammen med gode kropslige oplevelser. - Barnet (skolebarnet, før-pubertetsbarnet, barnet i den tidlige pubertet) Begynder at opleve at blive tiltrukket af andre mennesker."forelskelse" begynder så småt at opstå med sommerfugle i maven, forgudelse af den anden person etc. - Barnet (før-pubertetsbarnet, pubertetsbarnet) Begynder at få konkrete forestillinger om sex, at forbinde sig selv med seksuelle handlinger og at danne ophidsende seksuelle fantasier. - Barnet (teenageren) Begynder så småt at omsætte lyst, fantasier og forelskelse i konkret handling sammen med en partner. (Stevnhøj 2011, s. 9) Mange af de synspunkter man ser i Stevnhøjs beskrivelse kan man genkende fra Freuds teorier om børn og seksualitet. Stevnhøj skriver blandt andet, at børns seksualitet ikke skal stilles lige med de voksnes, da den er mere sanselig. Dette har Freud også beskrevet i sine teorier, når han skriver om for eksempel den orale fase, hvor barnet bliver pirret ved munden når det drikker mælk fra sin mors bryst. Altså at barnets seksualitet ikke er koblet til kønsdelene, som voksnes seksualitet i højere grad er, men kan ses som noget mere sanseligt og sensorisk. (Olsen, Køppe 1985) Hvis man tager Stevnhøjs anskuelse af børn og seksualitet i forhold til sagen om de to otte-årige drenge, der blev bortvist fordi de viste deres tissemænd til en pige, (Nyhederne TV2, Secher 2014) vil man mene at de her er blevet pålagt en voksen seksualitet de ikke har: Stevnhøj skriver, at begynder man at lægge seksuelle betydninger ind over børnenes eksperimenterende aktiviteter, såsom

13 at vise hinanden sine kønsorganer, giver man børnenes aktiviteter og intentioner en forkert betydning af voksen seksuel karakter, som gør at man frarøver dem deres frirum. Når man som pædagog arbejder med børn og seksualitet, er det vigtigt at have en idé om børns generelle udvikling, herunder deres seksuelle udvikling, da man derved får nemmere ved at se eventuelle afvigelser hos børn. Stevnhøj skriver selv at hendes oversigt over de forskellige seksuelle faser hos børn ikke skal ses som en endegyldig facitliste, men som et arbejdsredskab man kan støtte sig op af når man arbejder med børn og seksualitet. (Stevnhøj 2011) Hun skriver også man skal huske på, at fordi barnet har afvigelser enkelte steder i udviklingen, det være sig den seksuelle, motoriske, sproglige udvikling, betyder det ikke nødvendigvis at der er noget galt. Det er vigtigt at bruge sine faglige evner til at se på barnets overordnede udvikling og generelle trivsel. (Stevnhøj 2011) Men hvilken betydning har anskuelsen af børns seksualitet for vores pædagogiske arbejde i dag? Stevnhøj skriver, at åbenhed omkring seksualitet gør at børn vil have et sundere forhold til dette, og selv bliver bedre til at spørge og opsøge hjælp i fremtiden. Dette modsiger dog hvad man som pædagog oplever i mange institutioner i dag. Der bliver sat flere retningslinjer for hvad man må og ikke må med børnene. For eksempel skriver BUPL at man i mange institutioner ikke må tage børn som græder på skødet og man skal være to personer til bleskift. Dette er for at beskytte børn mod pædofili og voksne mod pædofilianklager. I takt med at pædofiliforskrækkelsen stiger bliver børn og seksualitet også et emne, der er sværere for pædagoger at arbejde med, da de bliver berøringsangste af frygt for pædofilianklager. Else-Marie Buch Leander 2 siger: Vi ser en tendens til, at doktorlegene i stigende grad ses som bekymrende både blandt forældre og pædagoger. Dels er pædagogerne bange for, at legene kan føre til en mistanke hos forældrene om indblanding fra en pædagogs side, dels ser pædagogerne i stigende grad legene som grænseoverskridende i sig selv. Pædagogerne er bange for forældrenes reaktion, fordi de ved, at nogle forældre finder legene grænseoverskridende, (BUPL, Bille 2014) 2 ph.d.-stipendiat på Center for Sundhed, Menneske og Kultur på Aarhus Universitet og projektleder på Paradox undersøgelse, som er finansieret af Aarhus Universitet og BUPL, og som forsker i frygt for pædofili og frygt for pædofilianklager i hele samfundet og i daginstitutioner i særdeleshed

14 Foucault og socialkonstruktivisme (Paw) Michel Foucault var en fransk filosof og idéhistoriker som havde interesse for socialkonstruktivisme. (Den store danske, u.å.) Seksualiteten indpodes både på samfundslegemet og i individet på kropsoverfladen og som»politisk anatomi«samt ikke mindst som råstof til produktionen af den moderne sjæl bl.a. som den inderste sandhedskerne. Seksualiteten danner kongevejen til det moderne individs selvforståelse, den bliver ethvert menneskes»sandhedsseismograf«. (Heede, 2004 s. 111) Michel Foucault mente at individet igennem seksualiteten får adgang til selvforståelse, sin krops totalitet og individualitet. Med sin socialkonstruktivistiske tankegang mente Foucault at menneskets seksualitet bliver inkorporeret fra samfundet, og at det samtidig er samfundet der er med til at diktere og undertrykke dets seksualitet. Foucault mente at seksualiteten har gennemgået forskellige faser og er blevet tabuiseret igennem flere århundreder, men at der også har været tider hvor den har været allemandseje, altså præget af frihed og åbenhed. Før den victorianske tid var seksualiteten præget af en hvis frimodighed, og kunne med andre ord tolkes som værende lig med 70 ernes frie tilgang til seksualitet. (Heede 2004) I den victorianske tid skete et paradigmeskifte, som ledte til en kulmination af den seksuelle anskuelse. Som følge heraf blev seksualiteten præget af hæmninger og tabuer. Arbejderklassens seksualitet blev undertrykt, da de skulle fokusere deres kræfter i materiel produktion der skulle tilgodese borgerskabet, og seksualiteten tilhørte primært borgerskabet. Som udviklingen skred frem indtog seksualiteten en placering i forestillingen omkring dannelsen af et moderne menneske, og var ikke længere blot en faktor i ægteskabet på grund af alliancedannelser, men blev til en tosomhed der byggede på kærlighed, intimitet og seksualitet. Foucault så vigtigheden i 70 ernes åbenhed omkring seksualitet, og mente at den har haft stor indvirkning på hvordan seksualiteten efterfølgende er blevet anskuet.»retten til at være sig selv«er noget»de seksuelle afvigere«må kæmpe for, mens det i virkeligheden er netop dette»selv«der er livsmagtens egentlige og geniale anknytningspunkt. (Heede, 2004 s. 115)

15 I 70 erne lod man ikke magten udelukke lysten og man undertrykte ikke individets seksualitet, men viste accept over for seksuelle præferencer, såsom homoseksualitet, og det var legitimt at udforske seksualitetens mange sider, hvilket også gav anledning til at få selvforståelse og vinde retten til at være sig selv. Men seksualiteten installeres ikke i mennesket for derefter at undertrykkes - tværtimod holdes produktionen, også i ordets oprindelige betydning som»fremførelse«af seksualitet, til stadighed igang. (Heede, 2004 s. 112) Foucault mente ikke at det er samfundet der undertrykker seksualiteten, men mennesket selv, da vi hverken italesætter denne, eller forsøger at frigøre os. Hermed forstærker vi undertrykkelsen, og går selv magtens ærinde for samfundet. Altså: Set ud fra socialkonstruktivismen er samfundet en konstruktion. Mennesket tror at seksualiteten er undertrykt af samfundet, men i realiteten er det mennesket selv der undertrykker den ved ikke at italesætte den. Således prøver mennesket at bryde med samfundets magteksistens og liberalisere sig selv for selv at tage magten. Ifølge ham (Foucault, red.) har vi i vores bestræbelser på at frigøre os i virkeligheden underkastet os selv og hinanden et massivt»sex-monarki«. (Heede, 2004 s. 112) Foucault beretter her om, at vi underkaster os selv et sex-monarki, hvilket gør at der opstår en forestilling om at samfundet undertrykker seksualiteten. Michel Foucault giver et billede af hvordan seksualiteten er blevet italesat gennem historien, og i hans udsagn er der et tidsspænd fra før den victorianske tid, til og med vores moderne samfund. Hvis man skal gå ud fra Foucaults teorier omkring den seksuelle histories blandede angst og åbenhed for italesættelse af seksualitet, så kan man formode at vi som samfund er røget tilbage i angsten for at italesætte seksualiteten når det er børn det handler om. Dette kan formodentlig være på grund af blandt andet mediernes påvirkning af samfundet og den diskurs der er når der bliver skrevet om pædofili og seksuelle overgreb på børn. Det skaber hos os en frygt for at blive stigmatiseret som værende pædofile hvis vi har med børn og seksualitet at gøre,

16 og derfor bliver vi berøringsangste over for emnet. Hermed er vi, som Foucault påpeger, selv med til at undertrykke seksualiteten. Som menneske forsøger man at frigøre sig fra samfundets magt og undertrykkelse. Vi ser gerne et folk der er tolerant og åbent over for, for eksempel seksuelle afvigere og børn og seksualitet. Når Foucalt nævner at vi underkaster os et sex-monarki betyder det altså at vi er så tolerante, og har så stor fokus på at vi ikke vil undertrykkes, så det giver den modsatte effekt. Diskursanalyse af tabuiseringen af børns seksualitet Diskursen kan forstås som den samtale der er i samfundet. Men hvordan finder man frem til hvad der er katalysator for denne? Foucault mente at alle diskurser starter som et udsagn: Diskursen er det altid endelige og faktisk afgrænsede korpus af netop dé sproglige sekvenser, som ér formuleret. (Åkerstrøm 1999, s. 47) Det er udsagnet (også kaldet korpus) der bringer et fænomen til eksistens, og dette sker ved at udsagnet bliver italesat. Udsagnet fungerer som byggesten for diskursen. Men hvordan starter et udsagn? I en diskursanalyse er det vigtigt at analytikeren først indkredser hvad Foucault kaldte for korpus, altså udsagnet, således at der kan dannes et tilstrækkeligt arkiv som har til formål at føde til en eventuel diskursformation i samfundet. Diskursanalyse er altså en analyse af udsagn, hvor udsagn er en begivenhed, der i hvert eneste moment italesætter subjektpositioner, diskursobjekter, begrebsrelationer og strategier. Verden bliver så at sige til gennem udsagnet som begivenhed. (Åkerstrøm 1999, s. 47) En diskursformation handler om at forklare hvordan diskursen er en simpel afspejling af en dybereliggende social virkelighed. Diskursformationen sker ved at alle fragmenterne af forskellige udsagn, akkumuleres til en samlet masse af informationer, som udmunder i et udsagn. I 70 ernes frimodige og åbne tilgang til børn og seksualitet fik børn direkte svar på deres spørgsmål omkring livets begyndelse, for eksempel gennem bøger som Elle-belle-bolle bogen, af Bent Claëssons. Bogen gav børnene klar besked, og tingene blev ikke pakket ind. Elle-belle-bolle bogen

17 blev udsolgt i 70 erne, og er siden ikke blevet gentrykt, da den med nutidens øjne muligvis vil virke eksplicit, da der både er billeder af nøgne børn og voksnes kønsdele. Sidenhen er der kommet andre bøger til, der omhandler oplysning om seksualitet til børns. Blandt andet er der kommet en bog med titlen: Det kilder af Jane Hejgaard. Denne, samt andre nutidige bøger, bruger i stedet tegninger og pakker oplysninger om sex mere ind. Medierne bliver i daglig tale kaldt den fjerde statsmagt 3 og har ofte en indflydelse på den politiske dagsorden. De sager vi vil gennemgå nedenfor kan være beviser for hvordan italesættelsen i den offentlige debat kan føre til direkte lovændringer eller retningslinjer der påvirker arbejdet i institutionerne. I 1997 kom den første sag om overgreb på børn i en daginstitution i Danmark. I børnehaven Vadstrupgård klagede en mor over at en mandlig medhjælper havde kysset hendes barn på kinden. Lægen til barnet tolkede det som seksuelt overgreb og anmeldte derfor sagen. Efterforskningen begyndte og afhøringer på baggrund af rygter fik sagen til at eskalere. Det endte med, at medhjælperen fik 3,5 års fængsel uden nogen reelle beviser ud over børn og voksnes overdrevene udsagn. (Politiken, Hemmingsen 2002) I 2007 blev en mandlig pædagogmedhjælper dømt tre års ubetinget fængsel for seksuelle overgreb mod børn i en børnehave. Han havde da arbejdet i børnehaven siden 2005 og igennem de to år han arbejdede i institutionen kontaktede seks forældrepar uafhængigt af hinanden ledelsen på baggrund af historier deres børn havde fortalt dem om ting medhjælperen havde gjort ved dem. Først i 2007 blev der indkaldt til møde, og under mødet blev medhjælperen grebet af en pædagog i tissemandsleg med en flok drenge i børnehavens legeskur.(avisen.dk, Hansen 2007) Den nok mest kendte sag i Danmark om seksuelle overgreb mod børn er Tønder-sagen. Pigen Nadja og hendes lillesøster blev igennem flere år misbrugt seksuelt af deres far og udlejet til sex til andre mænd for penge. Pædagoger, skolelærere og andre fagpersoner underrettede flere gange kommunen uden at der skete noget. Da Løgumkloster kommune som de boede i på det tidspunkt endelig gjorde noget og forsøgte at fjerne pigerne fra forældrene flyttede familien til Tønder, hvor sagen endte efter politiet stormede huset familien boede i og pigerne blev fjernet. (Dagens.dk, Ritzau 2014) 3 Den fjerde statsmagt, som Edmund Burke udpegede pressen til at udgøre, anses i vore dage af mange for at være blevet en slags overmagt, der kan detronisere alle andre magtinstanser.

18 Der har for nylig været en sag, der satte stor fokus på børn og seksualitet da to skoledrenge på otte år blev bortvist fra deres skole i en uge efter at have vist spidsen af deres tissemænd til en jævnaldrende pige. Bortvisningen var skolelederens beslutning, og han forklarede i et brev til forældrene at drengene blev bortvist fordi de havde opført sig blufærdighedskrænkende over for pigen. Det var desuden på skolelederens kontor at drengene blev skældt ud efter episoden. Sagen har fået meget omtale i medierne og har skabt stor debat omkring børns seksualitet. (Bilag 1) Red barnet er en del af verdens største uafhængige børnerettighedsorganisation Save the children som arbejder i 120 lande over hele verden. Deres mandat og værdigrundlag er FN s børnekonvention, som skal sikre, at alle børn har rettigheder på lige fod med voksne. I FN s børnekonvention er det eneste sted der beskriver noget om børns seksualitet i artikel 34 - Seksuel udnyttelse, hvor der står: Deltagerstaterne påtager sig at beskytte barnet mod alle former for seksuel udnyttelse og seksuel misbrug. Med henblik herpå skal deltagerstaterne især tage alle passende nationale, bilaterale og multilaterale forholdsregler for at forhindre: (a) at et barn overtales eller tvinges til at deltage i nogen form for ulovlig seksuel aktivitet; (b) at børn udnyttes til prostitution eller andre former for ulovlig seksuel aktivitet; (c) at børn udnyttes i pornografiske forestillinger og materialer. (Red barnet, u.å.) Red barnet har herved fokus på, hvordan man beskytter børn mod seksuelt misbrug, men der står intet i konventionen om børns ret til seksualitet. Grunden til at man er så bange for seksuelle overgreb mod børn er at man mener, at det kan give fatale følger resten af deres liv: I rapporten fra 2008 udarbejdet af Servicestyrelsen: Senfølger af overgreb, siger daværende velfærdsminister Karen Jespersen: Alt for mange voksne mennesker kæmper I årevis med følgevirkninger efter at have været udsat for seksuelle overgreb som barn eller ung. Følgevirkningerne kan være af fysisk, psykisk og social karakter, og de kan være ødelæggende for både arbejdsliv og familieliv (Larsen 2008, s. 5)

19 Vi får i dag meget information gennem mange forskellige medier. Hvad enten det er politiske udsagn eller diverse kriminalsager, bidrager medier til den opfattelse vi har af det samfund vi lever i. Foucault mente at mediernes udsagn har magt over vores opfattelse af virkeligheden, og hvordan vi konstruerer vores samfund.(heede 2004) Et eksempel på hvordan medierne kan have magt over diskursformationen kan være sagen om pædagogmedhjælperen i 2007, som efter megen omtale i medierne, og deraf også offentlige debatter, hvor tidligere folketingsmedlem Pernille Frahm reagerede ved at indkalde daværende socialminister Karen Jespersen til samråd, for at tale om hvordan man kunne sikre at sådan noget ikke skete igen. Pernille Frahm udtalte blandt andet om sagen: Sagen i Århus er helt uacceptabel. Jeg vil derfor i dag indkalde Karen Jespersen i samråd og bede hende redegøre for, hvordan hun vil sikre at der findes et incitament til at tage henvendelser fra bekymrede forældre alvorligt fremover. Den slags må bare ikke ske. (Århus Stiftstidende, Ritzau 2007) Et andet eksempel på politisk reaktion på diskursen omkring seksualitet og børn, er de lovpligtige børneattester der skal indsamles inden en ansættelse, hvis en person skal have kontakt med børn under 15 år. Disse børneattester blev vedtaget ved lov i 2005, og har til formål at forhindre at personer der tidligere er dømt for seksuelle overgreb på børn, ikke fortsat kan arbejde med børn og unge. 4 Man kan se at de ovenstående sager har haft indflydelse på den pædagogiske praksis, der som forsøg på at forebygge pædofili og seksuelle overgreb, har indført forskellige retningslinjer. Disse har til opgave at skabe tryghed, både over for ansatte og børn. Når man som både forældre og pædagog hører om sager hvor en person der var ansat for at vise omsorg og hjælpe børnene, har svigtet denne tillid der er blevet vist personen opstår der frygt i samfundet. Selvfølgelig vil man altid undgå lignende sager hvor børn bliver skadet, men når medierne graver det frem hver gang der sker udvikling i sagerne eller andre anklager er det med til at forværre frygten for et eventuelt nyt overgreb. Mediernes massive fokus på disse sager giver nogle konse Vedkommende minister fastsætter nærmere regler om indhentelse af børneattest, jf. stk. 3, inden myndigheder og private fysiske og juridiske personer ansætter eller beskæftiger personer, der som led i udførelsen af deres opgaver skal have direkte kontakt med børn under 15 år. Vedkommende minister kan fastsætte regler om tilsyn.

20 kvenser i forhold til retningslinjer der kan blive uhensigtsmæssige i den pædagogiske praksis. Disse retningslinjer er skabt med den bedste intention, men hvis man ser det ud fra socialkonstruktivismen er institutionerne med disse retningslinjer med til at skabe mere frygt for overgreb, da det stempler alle pædagoger som potentielle pædofile. Det varierer fra institution til institution hvor omfattende retningslinjerne er. Blandt andet gælder retningslinjerne i nogle institutioner kun for mænd, eller kun for vikarer. Forskningsgruppen Paradoxs har lavet undersøgelsen: Retningslinjeundersøgelsen 2012, og her lyder de fem typiske retningslinjer således: Man må ikke være alene med børnene. Dobbeltdækning: Man er to om at gøre tingene. Man lukker ikke døre i institutionen især ikke når man hjælper et barn på toilettet eller skifter ble. Der er ruder i døre og vægge i institutionen, der i det hele taget er præget af synlighed og overblik. Begrænsning af eller regler for fysisk kontakt med børnene. (BUPL, Larsen 2013) Udover de fem ovenstående retningslinjer, har Paradox belyst at der findes andre som nedenstående: Bodystocking forbydes til de lidt større børn, fordi den kræver berøring ved skridtet, når pædagogen skal lukke den. Børnene må ikke sidde på skødet, eller de må gerne sidde på skødet, men ikke med benene overskrævs: De skal sidde med samlede ben ud til siden. Børnene smøres ikke i skridtet ved rødme eller infektion. I en del SFO er hjælper pædagogerne ikke børnene på toilettet, men guider dem udefra. Dette gælder også ved uheld i bukserne. (BUPL, Larsen 2013) For nogle pædagoger virker retningslinjerne betryggende, da det forhindrer mistænkeliggørelse og beskytter dem, fordi de efterhånden bliver en naturlig del af den pædagogiske hverdag. I de institutioner hvor der ikke findes retningslinjer, ligger problematikken stadig i baghovedet, selvom det ikke kommer til udtryk i deciderede retningslinjer. Else-Marie Buch Leander konstaterer i undersøgelsen at retningslinjerne kan udfordre den pædagogiske praksis og nogle eksempler på dette kan

21 være, at personalet pludselig er vidner for hinanden og kontrollerer hinanden. Dette kan være med til at opretholde en atmosfære af en mulig forbrydelse og er dermed med til at mistænkeliggøre pædagoger og andre ansatte. Udover den konstante overvågning, kan tiden også gå fra omsorg og pædagogiske aktiviteter. I undersøgelsen svarer seks procent af institutionerne, at de er holdt op med bestemte aktiviteter for at forebygge risikoen for pædofili og pædofilianklager. Mange af institutionerne bader for eksempel mindre om sommeren eller tumler ikke så meget som tidligere. Else-Marie Buch Leander fortæller, at frygten for pædofili eller frygten for uberettiget mistanke om pædofili kan tilsidesætte faglige hensyn og i mange tilfælde børnenes behov. (Kristeligt Dagblad, Vallentin 2014) Et godt eksempel på tilsidesættelsen af barnets tarv er i toiletsituationer, hvor der er behov for hjælp eller støtte fra pædagoger eller andre ansatte. I disse situationer skal døren til toilettet være åben, så et muligt overgreb ikke vil kunne finde sted. Disse situationer finder mange af de adspurgte i undersøgelsen krænkende for børnene, og ser det som en negligering af barnets tarv. Noget andet som undersøgelsen belyser, er at pædagoger ikke må eller tør tage børn på skødet eller trøste dem. Desuden findes der institutioner der ikke har de nødvendige ressourcer til pædagogiske aktiviteter, fordi flere retningslinjer kræver ekstra personale, for eksempel ved bleskift. På denne måde har retningslinjerne en effekt der tilsidesætter børnene og den pædagogiske praksis, så fokus i stedet bliver rettet mod at beskytte børn mod pædofili samt at beskytte pædagoger mod pædofilianklager. Else-Marie Buch Leander påpeger at debatten omkring børns seksualitet i dag ofte skaber konflikter og panik i institutionerne. I dag ser man efterhånden sjældent et nøgent barn i parken eller på stranden, og mange forældre og pædagoger går i panik, når børn af nysgerrighed undersøger deres krop i puderummet. (Kristeligt Dagblad, Vallentin 2014 ) I vores empiri, undersøgelsen Doktorleg i børnehaven, bliver der sat fokus på, at de ikke mener fagfolk og forældre har den nødvendige viden for at italesætte børns seksualitet. Undersøgelsen medvirker til diskursen. Den belyser desuden at der er berøringsangst for emnet og generel angst for at skulle italesætte dette på grund af manglende viden.

22 Sex og seksuelle undertoner bliver ofte brugt som virkemiddel i markedsføring af produkter eller servicer i dag. Der er sket en pornofisering af vores offentlige rum, (Kristeligt Dagblad, Vallentin 2014) og den åbenhed der i 1970 erne var omkring børn og seksualitet som noget der var naturligt, findes ikke på samme måde i dag, men bliver i stedet tabuiseret. Dels at der er en stor frygt for overgreb i vores samfund, som har ført til en tabuisering af barnets krop og seksualitet," (Kristeligt Dagblad, Vallentin 2014) Else-Marie Buch Leander forklarer, at børns doktorlege for bare et til to årtier siden blev anset som noget ganske harmløst og uskyldigt. Men meget handler muligvis også om at voksne individer ofte pålægger deres egen bevidste seksualitet over på barnet. Hvis et barn for eksempel får dækket øjnene til af sine forældre på grund af et nøgent menneske i for eksempel reklamer, får barnet et billede af at nøgenhed er forkert og skamfuldt. Barnet oplever formentlig ikke, på samme måde som forældrene, at den nøgne krop symboliserer noget seksuelt. Foucault sammenfletter gerne menneskelige ord, som sindssyge, sygdom og galskab, med måder at anskue vores samfund på. At en diskurs, som den der er i samfundet vedrørende børn og seksualitet, bliver tabuiseret kan muligvis forklares ud fra Foucaults måde at definere hvorfor et udsagn der fører til diskursformationen, ikke bliver italesat. (Heede 2004) I denne diskursanalyse forsøger vi at finde frem til hvad diskursen er i dag. De bøger, artikler, undersøgelser og retningslinjer der er fokus på, kan være et udtryk for den diskurs der er i samfundet. Ud fra denne analyse kan man formode at diskursen omkring børn og seksualitet i dag, er præget af frygt og berøringsangst. Medierne skaber et skræmmebillede og som følge heraf påvirker det hele samfundet. Ændringerne kan ses helt oppe fra den politiske dagsorden, kommunernes indsats, pædagogernes praksis og helt ned til individet/barnet i daginstitution.

23 Diskussion Freud ser seksualiteten som noget naturligt, noget der er, og som en del af kerneidentiteten. Han mener at alle mennesker er født med en seksualitet, og at denne udvikler sig naturligt når barnet bliver ældre, samt går gennem forskellige faser. Han mener desuden, at barnet skal støttes i seksualiteten så det kan udvikle denne. Hvis barnet ikke bliver støttet, kan det give traumer senere i livet og påvirke børns voksenseksualitet i høj grad. Freud ser altså seksualiteten som noget iboende i mennesket, og beskriver meget specifikke faser, der sker i takt med barnets alder. Disse faser hænger ofte sammen med noget biologisk der sker uden for barnet, såsom hvordan det får mælk fra mors bryst, mærker pirringer i endetarmen ved den anale fase m.v. Foucault ser seksualiteten som noget socialkonstruktivistisk: Han mener at vores seksualitet er noget som er inkorporeret i os fra samfundet, og at samfundet også dikterer og undertrykker vores seksualitet. Foucault vil således argumentere for at seksualiteten er noget mennesker skaber i sig selv og hinanden, og at den derfor er samfunds - og kulturbestemt. Når man ser på seksualitet generelt, må man derfor hele tiden se på to sider af én sag. Foucault mener at seksualiteten er konstrueret af os som samfund, at den kun eksisterer derfor, og dermed er hvad vi gør den til. Men kan man se seksualiteten med inddragelse af både det psykodynamiske og socialkonstruktivistiske? Hvis man ser seksualiteten som noget dyrisk og instinktivt der ligger i mennesket fra naturens side, og som er iboende i mennesket, som Freud mente, kan man så samtidig se den i forhold til socialkonstruktivisme? Man kan sige, at hvis seksualiteten er noget reelt inde i mennesket, kan den stadig opfattes på forskellige måder, alt efter hvilke konstruktioner der er omkring den, og hvordan den bliver italesat. Derfor er samfundet altså stadig med til at definere og konstruere den, selvom den er iboende. Den måde man ser seksualiteten på, om den er psykodynamisk eller konstrueret, eller begge dele, vil påvirke vores italesættelse af den, og i sidste ende hvordan man praktisk arbejder med den i forhold til børns identitetsdannelse. Derfor må man ændre diskursen hvis man vil ændre praksis, og man må gøre sig nogle ting klart: Hvordan ser vi som pædagoger seksualiteten hos børn? Hvorfor er seksualiteten vigtig i forhold til deres identitetsdannelse? Hvad sker der hvis seksualiteten bliver gemt væk og ikke italesat i forhold til børnene? Kan det skade dem? I følge Freud og Stevnhøj er det skadeligt for børn hvis deres seksualitet ikke bliver anerkendt eller de ikke selv får lov til at eksperimentere med den og udtrykke den. Bliver seksualiteten undertrykt, kan det i følge Freud give store problemer i voksenlivet, og mange af de psykiske problemer voksne

24 har, mente Freud man kan finde løsninger på i barndommen. (Olsen, Køppe 1985) Stevnhøj påpeger ligeledes, at den reaktion børn møder omkring seksualitet i barndommen påvirker deres seksualitet i deres voksne liv. Hun mener at kærlighed og nærvær er en del af seksualiteten, og hvis man har et negativt billede af seksualiteten mangler man dermed også nærvær, intimitet og kærlighed. (Stevnhøj 2011) Vi bliver uddannet som pædagoger til at kunne støtte og udvikle børn i deres identitetsdannelse. Vi skal synliggøre at børn har en seksualitet og lære at støtte dem i denne. Dette finder vi på nuværende tidspunkt svært, i det vi mener vi ikke har modtaget tilstrækkelig undervisning. Men for at vi skal kunne opfylde og skabe et udviklingsrum, skal vi finde frem til den diskurs og kultur der er i dag. Vi skal have ændret den opfattelse der er i samfundet, og hvordan kan vi det? I vores empiri ser vi at Stevnhøj og Gundelach allerede forsøger at bryde det tabu der er omkring børns seksualitet og opfattelsen af denne. De skriver selv at rapporten ikke har til formål at beskrive hvad der er rigtigt eller forkert, men at oplyse ansatte og forældre i at børn har en seksualitet samt at denne skal støttes. Derfor kan vores empiri ses på et forsøg på at bryde diskursen og derved i sidste ende ændre på hvordan vi arbejder med børn og deres seksualitet i praksis. Vi vil gerne beskytte børn, pædagoger og ansatte, men samtidig skal vi også skabe gode og hele samfundsborgere, som har haft bedst mulige udviklingsmuligheder. Vi oplever at den information og de materialer der finder vej til daginstitutionerne, primært omhandler retningslinjer omkring beskyttelse af børnene imod seksuelle overgreb, og de ansatte mod mistanker om pædofili. Information omkring at støtte og rådgive børn i deres seksualitet bliver ikke i samme grad prioriteret. Dette giver os i ringere grad en mulighed for at støtte børn i deres identitetsdannelse. I de forskellige kommuner og institutioner er diskursen opfattet forskelligt, og dette giver os forskellige retningslinjer og regler i institutionerne, der bliver lavet på baggrund af personlige holdninger. Dette bevirker også en lav faglighed, da der ikke er noget teoretisk og fagligt grundlag for disse retningslinjer og regler. I forhold til Foucaults teorier om diskurser og socialkonstruktivisme ses det, at medierne konstruerer en virkelighed. Denne virkelighed giver et billede af, at overgreb mod børn og pædofili er et meget mere omfattende problem end det reelt er. Det er ofte herfra at forældre får en frygt for at deres barn kan blive krænket eller misbrugt. Desværre sker det nogle gange, men ikke i så høj grad

25 som medierne får det til at se ud. Der findes forskellige sager hvor børn er blevet seksuelt misbrugt, og disse skal selvfølgelig undgås da det skader børnene. (Larsen 2008) Men hvor mange sager er der reelt tale om? I følge Paradoxs undersøgelse: Mistanke om pædofili og frygt for pædofilianklage i daginstitutioner og befolkning, (Leander, Munk, Larsen 2012) har 80 % af de adspurgte institutioner svaret, at de aldrig haft en sag om pædofili eller en mistanke omkring det. Sagerne i de øvrige 20 % af institutionerne har oftest vist sig at være uden hold. Det viser sig at cirka 100 pædagoger har været anklaget for pædofili i løbet af de seneste år, men der er kun faldet dom i én enkelt sag. De føler at risikoen for at blive anklaget for pædofili er blevet markant større i løbet af de seneste år. (Leander, Munk, Larsen 2012) I vores diskursanalyse beskriver vi hvor skadeligt man mener det er for børn at blive udsat for seksuelle overgreb, hvordan det ødelægger barnet og dets fremtidige forhold til seksualitet, samt giver traumer for resten af livet. (Larsen 2008) Dette er diskursen i dag. Altså bliver det den måde vi anskuer pædofili og seksuelle overgreb på. Men diskursen har engang været en anden: Betegnelsen pædofili kommer fra græsk. Paedo betyder barn og fili betyder venskab. Det var i det antikke Grækenland normen, at voksne mænd udvalgte en dreng, som han blev mentor for, og blandt andet indviede i mandlige dyder såsom sex. Dengang var sex mellem mænd og drenge altså normen, og det var accepteret. Der var en anden diskurs, og man talte derfor ikke om, at det eventuelt kunne være skadeligt for drengene. (Den store danske, u.å.) Hvis man ser på det med en socialkonstruktivistisk tilgang har vi konstrueret sex med børn som værende skadeligt og noget der giver barnet psykiske problemer resten af livet. Gennem denne italesættelse er det altså blevet diskursen at det er noget af det værste man som voksen kan udsætte et barn for. Perspektivering Vi har diskuteret begrebet seksualitet i forbindelse med børns identitetsdannelse. Under dette arbejde har vi fundet frem til at det også ville være relevant og spændende at arbejde med køn. Dette ville være relevant for børns identitetsdannelse for at give dem en større forståelse for deres eget køn og krop samt det modsatte køns. I arbejdet med køn ville det være interessant at analysere og diskutere hvad der ligger biologisk, og hvordan man respekterer disse kønsforskelle, og modsat hvad der er socialkonstruktivistisk og hvordan disse fastlåser piger og drenge i bestemte roller.