Forord. Pædagogisk arbejde med tosprogede børn 7

Transkript

1 En ny pædagoguddannelse trådte i kraft i august 2007, og de første erfaringer med den er ved at blive gjort. Det betyder blandt andet, at fagene pædagogik og dansk styrkes, at der lægges op til en vis specialisering, og at der indføres linjefag. Fagenes indhold beskrives af Undervisningsministeriet i mål og centrale kundskabs- og færdighedsområder, såkaldte CKF er. Disse CKF er ligger til grund for serien Pædagoguddannelsen i fokus. Teksterne, der konkretiserer CKF erne i de enkelte fag, er alle skrevet af erfarne fagfolk, der deltager i den nyeste udvikling på deres fagområde. Seriens bøger har som hovedsigte at belyse indholds- og metodetilegnelse, så de studerende opnår kompetence til at forholde sig til, ændre og udvikle praksis og dermed i at udføre udviklingsarbejder, hvor forskningsresultater inddrages i arbejdet med forandringsprocesser. Uddannelsens forskningstilknytning skal understøtte de studerendes læring. Seriens bøger belyser derfor også disse metoder og kompetencer. Serien fokuserer især på de obligatoriske fag og linjefagene og omfatter følgende bøger: Pædagogik og pædagoger Dansk, kultur og kommunikation Individ, institution og samfund Sundhed, krop og bevægelse Udtryk, musik og drama Værksted, natur og teknik Praktik i pædagoguddannelsen Pædagogisk arbejde med tosprogede børn De to sidstnævnte bøger knytter sig ikke direkte til uddannelsens fag, men omhandler og behandler hver især væsentlige områder i hele pædagoguddannelsen. Langt de fleste pædagoger kommer i deres arbejdsliv til at have med tosprogede børn og deres familier at gøre, uanset om de er ansat i dagtilbud, skolefritidsordninger, skolestart, klubber eller ordninger for børn, unge og voksne med Pædagogisk arbejde med tosprogede børn 7

2 behov for særlig pædagogisk bistand. Bogen Pædagogisk arbejde med tosprogede børn behandler ud fra forskellige synsvinkler faglige problemstillinger, som pædagoger støder ind i og skal forholde sig til i arbejdet med tosprogede børn og deres familier og i samspillet mellem dem og det danske majoritetssamfund. Siden 1960 erne og 1970 erne, hvor der var en stor arbejdskraftorienteret indvandring til Danmark, især fra Tyrkiet, Pakistan og det daværende Jugoslavien, har diskussioner om integration været stærkt politiseret, og det har ofte været vanskeligt at lade faglige synsvinkler få gennemslagskraft. Denne politisering har taget til de senere år, hvilket blandt andet har haft som konsekvens, at det ofte har været svært også for fagfolk som pædagoger, lærere, socialarbejdere og professionelle i sundhedssektoren at skelne imellem, om deres beslutninger og handlinger er resultater af denne politisering, eller om de er fagligt begrundede. Pædagogisk arbejde med tosprogede børn giver nogle bud på en faglig diskussion af nogle af de komplekse og spændende problemstillinger, som rejses i mødet mellem børn fra etniske minoriteter og deres familier og de etablerede institutioner i det danske samfund. I bogens indledende kapitel Flerkulturel pædagogik mellem politik og faglighed gennemgår Peter Mikkelsen to eksempler på problemstillinger, der er dyb uenighed om, og hvor politiske og faglige synspunkter både strides og blandes grundigt sammen. Det drejer sig dels om debatten vedrørende børns sprogtilegnelse, herunder forholdet mellem modersmål og dansk, og forslaget om tvungen vuggestue for børn fra etniske minoriteter. Forfatteren viser, at det kan være svært at fastholde faglige analyser og synspunkter, når det politiske pres opleves som massivt. Sidst i kapitlet introduceres Axel Honneths teorier om anerkendelse som en mulighed for anvendelse af en metafaglighed, der måske kan hjælpe professionelle, der føler sig fanget i sådanne spørgsmål. I kapitlet Integration eller segregering i børnehaven diskuterer Eva Gulløv, hvorvidt den politiske praksis med at fordele minoritetsbørn nødvendigvis fører til mere samvær på tværs af forskellige etniske og sproglige baggrunde. Ud fra materiale fra en række etnografiske feltarbejder i daginstitutioner viser hun, at et fælles sprog, erfaringer med ting samt fælles referencer spiller en vigtig rolle for de måder, hvorpå minoritetsbørn relaterer til andre børn i institutionssammenhængen. Samtidig har de pædagogiske aktiviteter og værdisætninger betydning for samværets karakter og for børnenes indbyrdes relationer. Analysen viser, at det ikke er entydigt, at ophold i daginstitution fører til overskridelse af etniske, kulturelle og sproglige barrierer. Opholdet kan lige så vel understøtte opdelinger og dermed bidrage til social segregering, helt afhængigt af de konkrete forhold i institutionen. I kapitlet Min stue, min børnehave andetsproglig udvikling gennem en bevidst, sprogbaseret pædagogik i daginstitutionerne præsenterer Anna-Vera 8 Pædagogisk arbejde med tosprogede børn

3 Meidell Sigsgaard en række ideer om læring og sprog, og hvordan de hænger sammen også for børn, der lærer dansk som andetsprog. Kapitlet indledes med et lærings- og sprogteoretisk grundlag. Med dette udgangspunkt vises det, hvordan sproget ser forskelligt ud, alt afhængigt af hvilken sammenhæng det bruges i, og hvilket formål det har. I kapitlets anden del gives der eksempler fra en pædagogisk model, som bruges i praksis, når man tænker det pædagogiske arbejde i et forløb. Herefter følger en perspektivering, der placerer den sprog- og læringsteoretiske ramme og praksiseksemplerne inden for en bredere uddannelsessociologisk ramme. Kapitlet afsluttes med en begrundelse for vigtigheden af det pædagogisk-sproglige arbejde, og hvordan det kan forstås i et bredere institutionelt og samfundsmæssigt perspektiv. Kapitlet Flere sprog i daginstitutionen? af Mette Ginman og Vibeke Schrøder sætter fokus på pædagogiske handlemuligheder i relation til flersprogethed i daginstitutioner. Kapitlet indledes med en præsentation af det teoretiske udgangspunkt. Forfatterne fokuserer her på sprogets symbolske betydning, idet det er helt grundlæggende for barnets sproglige udvikling og sproglige selvfølelse, at deres førstesprog anerkendes symbolsk. Herefter gennemgås nogle af de barrierer for flersprogethed, forfatterne har mødt i deres arbejde, og efterfølgende vises en række eksempler, hvor tosprogede børn er blevet mødt med sproglig anerkendelse, samt på, hvordan flersprogethed kan tænkes ind i det pædagogiske arbejde på en mere systematisk måde. Det drejer sig her om at indarbejde flersprogethed i strukturerede pædagogiske aktiviteter, om at samtale om flere sprog med børnene og om at få forældrene på banen som sproglige modeller for tosprogethed. Sidst i kapitlet diskuteres forældrenes rolle i arbejdet med flersprogetheden mere indgående. I kapitlet Børneopdragelse blandt etniske minoritetsforældre opfattelser og selvopfattelser indkredser Üzeyir Tireli nogle af mest centrale opfattelser og tolkninger af etniske minoritetsforældres eller de fremmedes børneopdragelse, sådan som de kommer til udtryk i de politiske og folkelige debatter i Danmark. Disse opfattelser og tolkninger sammenholdes efterfølgende med etniske minoritetsforældres egne vurderinger og opfattelser af det samme, hentet fra en større undersøgelse om emnet. Det viser sig, at der er markante forskelle mellem etniske minoritetsforældres selvopfattelse og den politiske og folkelige debats antagelser om etniske minoritetsforældres børneopdragelse. Forfatteren understreger, at det er nødvendigt for pædagoger at være bevidst om den fremherskende diskurs om etniske minoriteters forældreroller og opdragelsesmønstre, da den påvirker vores handlinger og viden i relation til etniske minoriteter og deres børneopdragelse. Forfatteren ønsker med kapitlet at nuancere den dominerende opfattelse af de andres børneopdragelse samt at udvide og styrke en moddiskurs, Pædagogisk arbejde med tosprogede børn 9

4 der giver indsigt i kompleksiteten i etniske minoriteters børneopdragelse, og som på sigt kan bidrage til at ændre den dominerende diskurs om de andre. I kapitlet I et samarbejde med forældrene diskuterer Vibe Larsen pædagogisk praksis i relation til forældresamarbejde, herunder samarbejdet med etniske minoritetsforældre. Kapitlet er ikke centreret om relationen mellem forældre og personale, men ser på praksis ud fra forskellige teoretiske, historiske og samfundsmæssige vinkler for at bidrage til diskussionen af vores opfattelser af, ideer om og intentioner med samarbejdet. Argumentet er, at diskussioner af praksis i dette tilfælde en samarbejdspraksis også indebærer en diskussion af de samfundsvilkår og den historie, som er til stede på et givet tidspunkt, og som også vil være betingelser for de reelle handlemuligheder. De dilemmaer, der optræder i samarbejdet, er med andre ord under indflydelse af de dilemmaer, der er i samfundskulturen. Der er inden for de senere år ofte blevet henvist til globaliseringsprocesser, når talen har drejet sig om afklaring og bestemmelse af, hvilke nye typer udfordringer og krav skoler og daginstitutioner skal forsøge at leve op til, og ikke mindst hvilke typer kvalifikationer og kompetencer børn skal tilegne sig og udvikle, for at vi kan være sikre på, at de kan klare sig i det fremtidige, globaliserede samfund. Efter en kort præsentation af nogle af de måder, globaliseringsbegrebet anvendes på i den internationale litteratur, tager Jan Kampmann i kapitlet Globalisering, uddannelse og multikulturel pædagogik udgangspunkt i, hvordan globaliseringsbegrebet tilsyneladende bliver anvendt i dele af den uddannelsespolitiske retorik med henblik på at begrunde og legitimere bestemte typer af uddannelsespolitiske initiativer og prioriteringer. Kapitlet indfører betydningen af en enkelt distinktion, som af nogle bliver etableret omkring globalisering, nemlig et argument om, at man kan se en tendens til forskelligt indhold og perspektiv i forståelsen af globaliseringsprocesserne, afhængigt af om man ser på dem from above eller from below. Et udgangspunkt for denne bog er at give nogle bud på, hvorfor børn fra etniske minoriteter tilsyneladende får mindre udbytte af dagtilbud, skolegang og uddannelse end etnisk danske børn. Et bud kunne være, at det pædagogiske grundlag, der er udviklet sammen med opbygningen af velfærdssamfundet, er udviklet af middelklassen for middelklassens børn, og at det vil have tendenser til at ekskludere andre. I bogens sidste kapitel Progressive pædagogikformer og borgerlig opdragelse foretager Trine Øland en analyse af begrebet progressiv pædagogik og stiller spørgsmålet: Er progressiv pædagogik altid til gavn for alle børn? Kapitlet bygger på Trine Ølands ph.d.-studium, som undersøger progressive pædagogikformer såvel i forhold til den samfundsmæssige udvikling efter Anden Verdenskrig som i sine konkrete former på en københavnsk kommuneskole. I kapitlet gives eksempler på, at middelklassens børn trives godt med, 10 Pædagogisk arbejde med tosprogede børn

5 hvad der efter de gængse normer anses for god pædagogik, hvorimod andre grupper og ikke mindst børn fra minoritetsfamilier har det langt vanskeligere. Kapitlet stiller således det kætterske spørgsmål, om den progressive barnecentrerede pædagogik, der har været kendetegnende for danske daginstitutioner og skoler, er med til at ekskludere børn fra ikke-boglige hjem og børn fra etniske minoritetsfamilier. Peter Mikkelsen Pædagogisk arbejde med tosprogede børn 11