Det gode, gamle fællesskab

Transkript

1 Det gode, gamle fællesskab - Når moral bliver til politik En kandidatafhandling om Frank Jensens fællesskabskonstruktion i valgkampen til overborgmesterposten i København 2009 Fabijana Popovic Cand. soc. politisk kommunikation og ledelse Vejleder: Anders la Cour Institut for Ledelse, Politik og Filosofi Anslag: Sider: 74,2 sider á 2275 anslag 1

2 1. SUMMARY INDLEDNING PROBLEMFELT PROBLEMFORMULERING AFGRÆNSNING SPECIALETS INSPIRATION SPECIALETS STRUKTUR VALG AF TEORI OG TEORIKRITIK SYSTEMTEORIEN SOM TEORETISK GRUNDLAG TEORETISKE BEGREBER Systemer Det sociale system samfundet Systemdifferentiering og primær samfundsmæssig differentiering Inklusion eksklusion i forhold til samfundets differentieringsformer Kommunikation Mening og begreber Koder og symbolsk generaliserede medier Moralsk Kommunikation i den funktionelle differentiering Politisk kommunikation i velfærdsstaten Politik som fiksering af mening Det tomme udtryk TEORIKRITIK HAR SYSTEMTEORIEN KRITISK POTENTIALE? En af systemteoriens blinde pletter i forhold til specialets problemformulering ANALYSESTRATEGI DET VIDENSKABSTEORETISKE AFSÆT EMPIRISK STÅSTED Metode Kildekritik ANALYSESTRATEGISKE OVERVEJELSER Valg af ledeforskel Analyseteknik Konditionering af iagttagelsespunkt Analysestrategiske kombinationer Diskussionskapitlet FIGUR OVER SAMLET ANALYSESTRATEGI FORMANALYSE VI, KØBENHAVNERE - DEN SOCIALE DIMENSION

3 Respekt fuck-dig-attitude Solidaritet vs. mig-først-kynisme Afhængighed vs. selvstændighed Aktivt fællesskab passiv individualisme Børnefamilien vs. de andre OPSUMMERING AF DEN SOCIALE DIMENSION TILBAGE TIL FREMTIDEN- DEN TIDSLIGE DIMENSION De gode gamle dage Frank Jensens iagttagelse af fortid Den kyniske nutid Frank Jensens iagttagelse af nutiden De gamle værdier skal ind i fremtiden Frank Jensens iagttagelse af fremtid OPSUMMERING AF DEN TIDSLIGE DIMENSION DIMENSION AF SAGSFORHOLDET Frank Jensens iagttagelse af Københavns problemer Respekt for ungerne, gaderne, i morgen, københavnerne Frank Jensens iagttagelse af løsninger OPSUMMERING AF SAGSDIMENSIONEN - FÆLLESSKABET SOM TOMT UDTRYK DELKONKLUSION: DIFFERENTIERINGSANALYSE FÆLLESSKAB SOM MODSVAR PÅ DEN FUNKTIONELLE DIFFERENTIERING Systemernes autonomi vs. fællesskabet Værdsættelse af individualitet vs. Fællesskabet Fællesskabet som svar på ulighed FRAVÆRET AF DEN STRATIFICEREDE DIFFERENTIERINGFORM FÆLLESSKABET SOM SEGMENT Vi, Københavnere Eksklusionen af de andre Ritualer Nærvær som inklusion Symbolikken om den fælles afstamning FÆLLESSKABSKONSTRUKTIONENS POLITISKE KONSEKVENSER Mærkesag: Bander Mærkesag: Børn DELKONKLUSION DISKUSSION: FÆLLESSKABET SOM STYRING PÅ 2. ORDEN RISIKO FOR AFDIFFERENTIERING KONKLUSION PERSPEKTIVERING LITTERATURLISTE

4 Bilag 1: Kronik af Frank Jensen: Vi er intet uden hinanden - udgivet i avisen Information d. 17. september Bilag 2: Respekt for København Pjece, som blev delt ud i forbindelse med kampagnen. Bilag 3: Oversigt over Luhmanns differentieringsformer i samfundet og deres inklusions- og eksklusionsmekanismer. 4

5 1. Summary When Frank Jensen in 2009 ran for the office of Lord Mayor of Copenhagen, the main theme of the election campaign was community. Frank Jensen identified the lack of community as one of the biggest problems in Copenhagen as it allowed a state of cynicism, fuck-youattitude and the me-generation to blossom and create a hostile environment for the inhabitants of the city. It seemed that the purpose of his campaign was to reinstate a community, which would be the solution to many social problems. The thesis is concerned with the construction of community and its political consequences. Who or what is not a desired component of this community? And what can these inclusion and exclusion mechanisms tell us about the political consequences? The theory used to examine these questions is mainly Luhmann s systems theory, which is chosen because of its second order observation method and its distinction thinking. The first analysis will be concerned with the distinctions through which Frank Jensen observes community. The second analysis will draw on the findings from the first analysis and examine which inclusion and exclusion mechanisms are used in Frank Jensen s construction of community. The ambition is to diagnose which differentiation of the social system society is used in Frank Jensen s construction of community. The findings show that Frank Jensen s community does not encompass everyone. It uses moral communication to mark, which values are good and which are bad. Active citizenship, friendly attitudes, solidarity and dependency upon others are some of the marked criteria for inclusion. On the other hand, there are also some values marked bad, as for example not caring for others, inactiveness and pursuing success for one self these are therefore excluded from the community. The findings also show that the good values are found in the past and that they are presented as the solution to some of the city s social problems. The thesis will also show, that the differentiation mode used to construct community is segmentation which is the most primitive differentiation. This differentiation has a very low complexity and it will therefore be argued that it does not fit the complexity of a modern city as Copenhagen. Finally the thesis will show how Frank Jensen s construction of community has a direct impact on political initiatives such as crime solution and children. 5

6 2. Indledning I efteråret 2009 var der valg til kommunerne landet over. I København har Frank Jensen meldt sig på banen som den socialdemokratiske kandidat til overborgmesterposten. For at virke som en troværdig repræsentant for det københavnske folk, gælder det nu for Frank Jensen om at vise, at han ved hvilke problemer københavnerne døjer med og hvilke løsninger der skal til. Mindre fuck-dig-attitude mere fællesskab og Fællesskabet frem for mig-førstkynismen er slogans som blandt andet ses på valgplakater overalt i byen. Ønsket om mere fællesskab bliver et gennemgående tema i hans kampagnekommunikation, blandt andet i en kronik som bliver udgivet midt i valgkampens hede med titlen: Vi er intet uden hinanden (bilag 1). Selve titlen indikerer en forståelse af, at fællesskab er noget vigtigt og nødvendigt og endda også svaret på nogle af de problemer, københavnerne oplever i deres hverdag: Vi er alle i samme båd, og hverdagen fungerer bedre, hvis vi tager ansvar for hinanden og viser hensyn. I København vil vi ikke gå kynismens vej. Vi vil tilbage til fællesskabet, hvor vi hjælper dem, der vokser op i modvind eller pludselig får brug for hjælp. (ibid.) Frank Jensens fællesskabsforståelse hænger nøje sammen med respekt kun ved at udvise hinanden og byen respekt, kan vi være en del af fællesskabet: Respekt er en vision for København. Respekt er en tilgang til livet, til hverdagen, til andre og til vores fælles by. (web1) I Frank Jensens valgkampskommunikation bliver fællesskab således præsenteret som en god ting, som står i modsætning til egoisme og kynisme og kun ved at udvise respekt til byen og hinanden, kan vi være en del af fællesskabet og sammen skabe en bedre fungerende hverdag og by. Samtidig er fællesskabet ikke noget der skal opfindes på ny men derimod en tilstand vi skal finde tilbage til. 6

7 Tilbage er der kun at spørge, hvem er Vi? Hvem ser Frank Jensen som en del af fællesskabet, som fortjener respekt, og hvem eller hvad er ikke en nyttig del for fællesskabet. Ligeledes er det interessant at undersøge, hvilke konskevenser fællesskabskonstruktionen har på konkrete politikudspil. 2.1 Problemfelt Frank Jensens fællesskabsbegreb skaber specialets undren. Det bliver på samme tid identificeret som byens problem og løsning. Manglen på fællesskab i København er tegn på kynisme, og ved at respektere hinanden og vores fælles by kan vi skabe et fællesskab og igen blive sikre og glade københavnere. Fællesskabet bliver i høj grad Frank Jensens vision for København og løsning på en række af byens sociale problemer. Fællesskab opnår vi ifølge Frank Jensen ved at være solidariske og have respekt for hinanden og byen. Fællesskab, solidaritet og respekt er begreber, der er svære at modsige vigtigheden af, da man ikke umiddelbart vil forbinde dem med noget negativt begrebet fællesskab smager tværtimod af noget altomfavnende og varmt. Men fællesskabet er ikke tilstede lige nu og her. Det er noget, Frank Jensen vil kæmpe for, og han italesætter, at der er noget, der står i modsætning til fællesskabet noget som ligefrem truer det. Kynisme, fuck-dig-attitude, mig-først-generationen er begreber, som i følge Frank Jensen står på den anden side af fællesskabet, og forhindrer det i at opnå sit fulde potentiale. Det er samtidig også grunden til mange af de samfundsproblemer som København døjer med. Men det må også betyde, at fællesskabet ikke er altomfavnende, der er noget og nogen, som ikke bidrager positivt til fællesskabet. Derfor er specialets ambition at ophæve den selvfølgelighed, der ligger i Frank Jensens brug af fællesskabsbegrebet. Det skal undersøges, hvordan fællesskabet konstrueres, og hvilke normer det bygger på. Hvem er gode for fællesskabet, og hvem kan ikke bidrage med noget? Hvilke problemer er fællesskabet en løsning på? Hvilke politiske konsekvenser har Frank Jensens konstruktion af fællesskabet? De ovenstående spørgsmål og overvejelser danner erkendelsesinteressen for dette speciale. Derfor er det også disse ting, der ønskes undersøgt med følgende problemformulering: 7

8 2.2 Problemformulering Hvordan konstruerer Frank Jensen fællesskab som svar på de udfordringer, der identificeres i valgkampen? Hvad er de politiske konsekvenser af netop denne måde at meningsudfylde fællesskab på? 2.3 Afgrænsning Frank Jensen: Jeg har valgt, at det er Frank Jensens egen iagttagelse af fællesskab, der danner grundlag for specialet. Derfor vil der ikke medtages kilder, der er skrevet om Frank Jensen eller valgkampen. Dette valg er foretaget, fordi ambitionen er at indfange den politiske ambition med fællesskabskonstruktionen. Fællesskab: Jeg har valgt at afgrænse mig fra kommunikation, der ikke på den ene eller anden måde markerer fællesskab. Da det er fællesskabet, der ønskes undersøgt er det dette begreb, der leder mit blik. Tidsafgrænsning: Den empiri, der bliver analyseret for at besvare problemformuleringen, vil have en tidsafgrænsning, da der ikke medtages empiri, som er skrevet efter, at Frank Jensen er blevet valgt ind som overborgmester. Dette valg er truffet, da jeg ønsker at indfange markeringen af fællesskabet i bestræbelsen om at blive overborgmester, og ikke efter at hans ambition er blevet til politisk virkelighed. 2.4 Specialets inspiration Inspirationen til specialets tema er fundet i en anden videnskabsteoretisk boldgade end specialets egen; nemlig bysociologien. Bysociologen John Pløger kritiserer i hans undersøgelser konstruktionen af et lokalsamfund ved at spørge: Hvad er det gode byliv? (Pløger; 2002; 20). Han ønsker at gøre byplanlæggere og de politiske beslutningstagere opmærksomme på de faktorer, som de selv har gjort sig blinde over for, når de bygger i byen. Han påviser blandt andet, at konstruktionen af lokalsamfundet har en fysisk konsekvens i form af byplanlægning, som ikke tager alle livsstile i betragtning og dermed indirekte 8

9 ekskluderer nogle former for byliv. Han konkluderer blandt andet også, at disse inklusionsog eksklusionsmekanismer i høj grad er politiske. I det politiske starter så min erkendelsesinteresse, da jeg gerne vil undersøge, om Frank Jensen i sin kommunikation om fællesskab skaber en inklusions- og eksklusionsmekanisme, og hvilke politiske konsekvenser dette har. Dermed er min ambition, at skrive specialet ind i den ovenstående kritiske vinkel; når noget bliver betegnet som det gode byliv eller det gode fællesskab, hvad er det så der ekskluderes? Den bysociologiske indgangsvinkel vil yderligere blive undersøgt i perspektiveringskapitlet. 2.5 Specialets struktur I dette afsnit vil der gives en kort oversigt over specialets kapitler med den hensigt at give læseren et overskueligt billede af specialets forskellige dele. Efter denne indledning følger et teorikapitel og et analysestrategikapitel. Tilsammen udgør disse kapitler analyserammen for specialet og har til formål at skabe en gennemsigtighed af hvilke teoretiske værktøjer, der tages i brug for at besvare specialets problemformulering. Teorikapitlet introducerer udvalgte dele af Luhmanns systemteori afgrænset til de dele, der har en analytisk funktion i specialets analyser eller er nødvendige for forståelsen af analyserne. Herefter følger den første delanalyse, hvor Frank Jensens iagttagelser af fællesskab iagttages. Denne analyse vil vise, hvilke forskelle fællesskabet iagttages igennem, og hvilke problemer denne konstruktion er et svar på. Den anden delanalyse vil herefter beskæftige sig med hvilken differentieringsform Frank Jensens fællesskabskonstruktion benytter sig af. De forskellige differentieringsformer har konsekvenser for reguleringen af inklusion og eksklusion, og derfor vil denne delanalyse muliggøre en besvarelse af, hvilke politiske konsekvenser fællesskabskonstruktionen har. For at åbne op for en bredere diskussion af de fremanalyserede pointer fra de to delanalyser vil der følge et diskussionsafsnit, hvor det vil diskuteres, hvordan fællesskabskonstruktionen kan være et udtryk for styring på anden orden. Der sluttes herefter af med en konklusion, som vil besvare specialets problemformulering og en perspektivering, som vil give et forslag til på hvilken måde man kunne arbejde videre med specialets tema og problematik. 9

10 3. Valg af teori og teorikritik I det følgende afsnit vil der blive redegjort for specialets teoretiske grundlag, hvorfor denne teoretiske vinkel er valgt og hvilke analytiske muligheder den åbner op for. Desuden vil der også indgå et afsnit, som diskuterer systemeteoriens kritiske potentiale. 3.1 Systemteorien som teoretisk grundlag Jeg har valgt at tage udgangspunkt i Niklas Luhmanns systemteori. Denne teori er valgt, fordi den netop ikke opererer med forhåndsdefinitioner af karakteren og formålet med det, der skal undersøges. Det er en teori om det sociale som kommunikation, hvor man via en række begreber analyserer, hvordan kommunikation skabes og udfolder sig, og hvilke konsekvenser kommunikationen har. Derved gør teorien det muligt at undersøge Frank Jensens fællesskabsbegreb uden at forfalde til den allerede tilgængelige viden om området. Det skal netop ikke undersøges, hvad fællesskabet er, men hvordan fællesskabet iagttages og konstrueres i kommunikationen. Desuden er Luhmanns systemteori meget abstrakt og hans begrebsunivers meget komplekst og vanskeligt tilgængeligt. Denne kontra-intuitive præmis forsyner mig derfor med muligheden for at skabe ny erkendelse på et givent felt (Götke; 1997; 15). Det er derfor en stor styrke, at det er empirien der karakteriserer fællesskabet og ikke Luhmanns teori. En anden grund til at teorien er yderst potent i forhold til specialets problemformulering er Luhmanns 2. ordens iagttagelsesbegreb. Dette forsyner mig med en nødvendig afstand til analysegenstanden - fællesskabet. Da min ambition med dette speciale i høj grad består i, at opløse selvfølgeligheden i Frank Jensens fællesskabsbegreb i de forskelle det bliver iagttaget igennem, er denne afstand nødvendig for, som forsker, ikke at forfalde til Frank Jensens egen forståelse af fællesskab. 2. ordens perspektivet åbner op for, at jeg kan iagttage Frank Jensens iagttagelser, og de forskelle der iagttages igennem. Derved skabes et blik for det som 1. ordens iagttagelsen ikke ser. 10

11 3.2 Teoretiske begreber I dette afsnit vil jeg redegøre for specialets centrale teoretiske begreber med det formål, at give læseren en indsigt i, hvilke dele af Luhmanns begrebsunivers, der vil bliver brugt til at undersøge specialets problemformulering Systemer Systemer er grundlæggende i Niklas Luhmanns systemteori, men det er ikke ensbetydende med, at de nødvendigvis er udgangspunktet for opstillingen af et analyseapparat. Det kan i det hele taget være svært, at pege på et bestemt udgangspunkt hvorfra teorien logisk bygges op (Andersen 1999: 108). I stedet er der tale om en teori bestående af begreber, der henviser til hinanden, og ikke lader sig forstå og anvende, uden kendskab til hinanden. Når teorikapitlet starter med systemer, er det således ikke for at give en generel indføring i teorien, men fordi begreber, som vil blive brugt i specialet, ikke kan stå alene, men kun kan udpeges og udfoldes i sammenhæng med systemer. For Luhmann er systemer en organisering af elementer. Elementer er definerede ud fra deres integration i et system elementer produceres så at sige først når de bliver brugt i et system (Luhmann; 1997; 65). Hvilke elementer der er organiseret i systemet, afhænger af den konkrete type system. Der kan overordnet skelnes mellem levende systemer, som er celler, hjerner og organismer, psykiske systemer, som er bevidsthed og sociale systemer (Seidl og Becker; 2006; 16). Sidstnævnte er det der henvises til, når betegnelsen systemer bruges videre i specialet. Sociale systemer opdeles af Luhmann i tre kategorier: Samfund, organisationer og interaktion (Luhmann; 2000; 37). De sociale systemer består af kommunikation, og det er igennem kommunikation, at de sociale systemer gennemfører deres autopoiesis. Luhmann bruger begrebet autopoiesis til at betegne det forhold, at systemer fremstiller sig selv. For Luhmann betyder det, at systemer selv fremstiller de elementer, de består af. Det betyder også, at systemer ikke optager noget udefra, dvs. fra deres omverden, og de leverer heller ikke noget 11

12 til omverdenen. Der er med andre ord tale om et lukket system, der er afgrænset fra sin egen omverden, og som selv foretager denne afgrænsning på sine egne præmisser Det sociale system samfundet Samfund for Luhmann er det socialsystem, som indeholder alt det sociale, og som følge heraf ikke kender nogen social omverden (Luhmann; 2000; 470). Samfundet består af kommunikation Luhmann beskriver det således: Samfund bedriver kommunikation, og det, der bedriver kommunikation, er samfund (ibid.: 471) Luhmanns teori om det sociale system, samfund, karakteriserer det moderne samfund som et, der består af en række systemer, som er funktionel differentierede (Siedl og Becker; 2006; 23). Hvert system udfører en bestemt funktion i samfundet, som eksempler kan næves det politiske system, retssystemet og det økonomiske system. Disse funktionssystemer er operativt lukkede over for hinanden, ved at de reproducerer sig selv via deres egen kodede kommunikation og iagttager verden gemmen et symbolsk generaliseret medie, som det pågældende system selv frembringer. Til hvert medie er der knyttet en binær kode. Den binære kode indikerer en positiv og en negativ side. Det politiske system orienterer sig således efter koden regering opposition og mediet er magt, retssystemet orienterer efter koden ret ikke-ret mediet er her ret, og det økonomiske system efter koden have ikke have, hvor mediet er penge. Funktionssystemerne orienterer sig således efter deres egen kodning og kan ikke kommunikere direkte med andre systemfunktioner. Men den funktionelle differentieringform er kun en måde at iagttage samfundets differentiering igennem. I det følgende afsnit vil der gås i dybden med de forskellige differentieringsformer, som Luhmann har beskrevet Systemdifferentiering og primær samfundsmæssig differentiering Den systemteoretiske samfundsteori beskæftiger sig med spørgsmålet, hvorledes et samfund håndterer sin kompleksitet og hvorledes det differentierer sig i sub- og delsystemer (Kneer og Nassehi; 1997; ). Kompleksitet betegner det forhold, at et system har mere end en tilknytningsmulighed og må vælge mellem forskellige muligheder selektivt. Dette spørgsmål 12

13 vil være relevant i specialets anden delanalyse, som vil beskæftige sig med Frank Jensens fællesskabskonstruktion ud fra et differentieringsperspektiv med denne teoretiske vinkel vil det således undersøges, hvilken primær differentiering fællesskabskonstruktionen gør brug af. Kneer og Nassehi arbejder i deres artikel med følgende hypotese, at den kompleksitet et samfund kan opnå, afhænger af dets differentieringsform (ibid.; 117). Systemdifferentiering betegner sociale systemers evne til at danne subsystemer Luhmann beskriver det således: enhver bestemt type sammenknytning af delsystemer, når den udelukker andre typer af sammenknytning (Luhmann; 2002; 122). Udelukker betyder ikke, at andre former for sammenknytning ikke kan forekomme i samfundet i det hele taget men at der altid vil kunne identificeres en primær differentiering. Ud fra de samfundsmæssige delsystemers differentieringsform kan der siges noget om et samfundssystems struktur. Strukturbegrebet hos Luhmann adskiller sig fra den traditionelle sociologiske opfattelse, hvor struktur bliver en invariabel størrelse. Luhmann definerer strukturbegrebet som dynamisk, som kan tage højde for den kontingens, som ligger i nedbrydningen over tid og den indsnævring af kontingens, som selektionen bevirker (Kneer og Nassehi; 1997; 121). Strukturer indsnævrer de principielt uendelige tilslutningshandlinger til en bestemt forventelig mængde, men kan aldrig helt udelukke det uventede: Her er det sandsynligt at der af og til vil blive valgt det usandsynlige, hvis bare mængden af muligheder og det tidsspan, der ligger til grund for iagttagelsen, er store nok (Luhmann; 2002; 590). Ved at operere med dette dynamiske strukturbegreb, kan en samfundsteori ikke samtidig arbejde med en invariant samfundsstruktur, men må kunne rumme, at et system af og til kan realisere det ekstremt uventede og i så fald befinder sig i en situation, hvor der er sket en udvidelse af verden (Kneer og Nassehi; 1997; 122). Sociokulturel evolution betegner den omformning og udvidelse af chancerne for lovende kommunikation, og som konsolidering af de forventninger omkring hvilket samfundet og dets sociale systemer dannes. Dette er en selektiv proces, som bestemmer hvilke arter af sociale systemer, der bliver mulige, og hvad der bliver udelukket som værende alt for usandsynligt (Luhmann; 2000; 219). Luhmann arbejder med tre samfundsdifferentieringer, som er resultater af sociokulturelle evolutioner; den segmentære, den stratificere og den funktionelle differentiering. I det følgende vil der kort redegøres for de tre evolutionstrin: 13

14 Den segmentære differentiering betegnes som den mest simple differentieringsform, som deler samfundet op i ens dele, såsom familier, stammer, landbyer osv, hvor medlemmerne af disse grupper som hovedregel er ligestillede. Et segmentært samfund uddifferentierer sig i delsystemer, som er begrænsede til konkrete lokaliteter, og hvor personers nærvær fungerer som det væsentligste kriterium for tilhørighed (Kneer og Nassehi; 1997; 127). Kritikken af denne differentieringsform bygger på, at når handlemulighederne inden for et delsystem bygger på fælles lokalitet, udvikles der kun en ringe grad af arbejdsdeling, og der opstår intet behov for en kompleks intern organisation af tilslutningsmuligheder. At der er ringe former for arbejdsdeling i denne differentiering har den konsekvens, at handlingerne følger efter hinanden, er tidskrævende og tillader en ringe grad af samtidighed i problemhåndteringer. Dette er lige med en lav kompleksitet, som gør det usandsynligt, at der kan ske en evolution af noget usandsynligt (ibid.). Desuden kan man forestille sig ringe til ingen kommunikation mellem de forskellige delsystemer, da den lave kompleksitet og ikke eksisterende arbejdsdeling begrænser kommunikationsmulighederne. Luhmann beskriver desuden regeldannelsen i den segmentære differentieringform som løs og uden juridiske konsekvenser: ja ofte savnes endda muligheden for at skelne mellem regel og handlekvaliteter (Luhmann; 2002; 124). Den stratificere differentiering adskiller sig fra den forrige differentiering ved, at der sker en differentiering af systemet i forskelligartede delsystemer hvor kompleksiteten nu håndteres ved at blive fordelt på flere ulige lag, som står i en hierarkisk relation til hinanden (ibid.; 129). Denne hierarkiske orden regulerer således hvilke tilslutninger til mening og handlemuligheder, der forefindes i systemerne. Kritikken af denne differentiering lyder på, at der sker en sammenkobling af identitet og tilhørighed til et delsystem, som kun langsomt forandrer sig, som medfører at at både samfundets kompleksistet og kompleksiteten i form af individuelle muligheder for selvindentifikation vedbliver med at være relativt begrænsede (ibid.; 134). Den funktionelle differentiering betegnes som den primære differentieringsform for det moderne samfund og delsystemerne i denne differentieringsform finder deres grænse i samfundsmæssige funktioner, som hver især er eksklusive, og som ikke kan erstattes af hinanden (ibid.; 136). Funktionssystemerne uddifferentierer sig primært ved deres binære koder, som skaber et specielt iagttagelsesskema for hvert funktionssystem: Det er således 14

15 afgørende for politikken, om man besidder embede og beslutningsmagt eller ej, for økonomien om man betaler eller ej, for retten om noget anses for ret eller ej, for videnskaben om et udsagn er sandt eller ej, for religionen om noget tjener frelsen eller ej og den moralske standard eller ej, for opdragelsen om noget bliver lært med henblik på om det giver chancer senere i livet eller ej (ibid.; 137). Disse kodninger har den vigtige funktion, at hvis noget ikke kan iagttages igennem en specifik kode, iagttages det som noget helt andet. Denne adskillelse sørger for, at man, bare fordi man iagttages som rig i det økonomiske system, ikke automatisk iagttages som magtfuld i det politiske system eller som videnskabsmand i det videnskabelige system Inklusion eksklusion i forhold til samfundets differentieringsformer I Luhmanns tekst Inklusion og eksklusion (2002) tager han begrebsparret integration differentiering op til revurdering: for at give en passende beskrivelse af det moderne samfund har vi brug for teorier med en rigere struktur (Luhmann; 2002; 122). Han hæfter sig især ved, at begrebsparret integration differentiering bliver overbelastet i forhold til at forklare tilstande som f.eks. ghettoer og kriminelle netværk. Han peger på Parson, som til dels har videreudviklet begrebsparret med begrebet inklusion. Denne videreudvikling stiller han sig kritisk over for, fordi begrebet hos Parson udelukkende betegner en positiv sammenhæng; at inklusion udviklingslogisk må indfinde sig, når systemdifferentieringen skrider frem. Luhmann mener, at modellen mangler et begreb om, det der sker, når inklusion ikke finder sted, og supplerer derfor begrebet med dets modbegreb; eksklusion: Man kan altså kun tale meningsfyldt om inklusion, når der findes eksklusion (ibid.; 123). Inklusion og eksklusion hænger nøje sammen med hvilken samfundsdifferentiering vi arbejder med: I segmentære samfund udgøres inklusion af tilordningen til bestemte segmenter i samfundet for eksempel i form af bosætnings- og levefællesskaber. Inklusionen følger faste regler som for eksempel ægteskabsregler, ritualer m.m. En eksklusion fra samfundet kan for eksempel skyldes fordrivelse pga. uacceptabelt adfærd. Et liv uden inklusion i et segment er praktisk talt umuligt. Inklusion og eksklusion reguleres ved forskellen inde ude. I stratificerede samfund er man inkluderet, hvis man tilhører en kaste, stand eller bestemt klasse. Inklusion bliver styret gennem sædvane og skik, og man kan kun tilhøre et 15

16 lag/klasse/stand. Man tilhører samfundet via en husholdning - altså økonomisk. Inklusion bliver på sin side ved med at være bundet til bofasthed, fordi den kræver regulær forventningsdannende interaktion. Eksklusion kan betyde overgang til et andet delsystem, men også udstødning af husholdningsløse individer fra samfundet. Den politiske kommunikation, regulerer inklusion og eksklusion ved forskellen oppe nede. I funktionelt differentierede samfund er der ikke længere tale om en samfundsmæssig enhedsregulering af inklusion eksklusion. Dette spørgsmål er overladt til funktionssystemerne. Samfundet har indladt sig på funktionel differentiering, og kan derfor undvære klasser eller segmenter som socialt ordensprincip. Den nye form for inklusionsorden bliver honoreret gennem en ny form for værdsættelse af individualitet - det drejer sig nu kun begrebsligt om en fordeling af værdier og chancer på individer. Et forpligtelsesindhold i den sociale orden bliver ikke længere tænkt med og også opgivet i realiteten. At du bliver ekskluderet fra et funktionssystem betyder ikke, at du automatisk bliver inkluderet i et andet: For netop de enkelte funktionssystemers egendynamik udelukker en integration imellem dem (ibid.; 128). Dette fører i følge Luhmann til en opløsning af integration, og dermed svarer inklusionen til præmissen i et funktionelt differentieret samfund den kan ikke længere fastlægges på en samlet samfundsmæssig måde. Eksklusionsområdet er dog højt integreret: Fordi udstødningen fra ét funktionssystem quasiautomatisk trækker udstødning fra andre funktionssystemer med sig (ibid.; 134). Vi står derfor med en inklusion, med en løs integration, og eksklusion med en fast integration. Den politiske kommunikations opgave i den funktionelle differentiering er overordnet at sørge for, at systemerne ikke griber ind i hinanden, men i velfærdsstaten forsøger det politiske system at undgå, at der finder en fuldkommen eksklusion sted (Luhmann; 1990; 171). Se også bilag 3 for et overblik over inklusion eksklusionsmekanismerne i de forskellige differentieringsformer Kommunikation Luhmann forkaster den gængse definition af kommunikation, der følger afsender modtager modellen. Kommunikation kan ikke tilskrives menneskelig handling, da det kun er 16

17 kommunikationen, der kan kommunikere (Luhmann; 1996; 261). Personbegrebet og al reference til menneskelig handling er et semantisk trick i kommunikationen, da mennesker i en systembetragtning slet ikke kan betegnes som en enhed (Andersen; 1999; 124). Kommunikation bliver formet af iagttagelsen, og den form iagttagelsen danner og kommunikationens form bestemmer kommunikationens basale operationsmåde. Før der er tale om kommunikation, skal tre ting gør sig gældende: Selektion af information, dvs. hvad der skal kommunikeres, selektion af meddelelsesform, dvs. hvordan skal informationen kommunikeres og endelig selektion af forståelse, dvs. hvad skal forstås ved det meddelte (Luhmann; 2000; 184). De tre selektioner former alle mediet mening Mening og begreber Mening har ifølge Luhmann ikke en ekstern referenceramme, derfor skal mening ikke forstås ud fra et psykologisk eller subjektivt perspektiv. Luhmanns meningsbegreb peger mere i retningen af en fænomenologisk forståelsesramme, hvor vi kan observere hvordan verden optræder uden at forfalde til en ontologisk eller metafysisk forståelsesramme (Andersen; 2008; 8). Mening kan ikke endeligt fikseres, da mening forfalder, så snart den er blevet aktualiseret. Derfor er mening en konstant reorganisering af distinktionen aktualitet potentialitet (ibid.). Et begreb defineres som en kondensering og generalisering af en flerhed af mening og forventninger. Forventning betyder her, at når man bruger et vist begreb skaber det en forventning til kommunikationens fortsættelse. Et begreb er ikke på forhånd fikseret med mening, men bliver det når kommunikationen gør brug af det. Et begreb får mening igennem sit modbegreb, som er med til at fiksere begrebets mening (Andersen; 1999; 12) Koder og symbolsk generaliserede medier Det er tidligere nævnt, at det moderne samfund ifølge Luhmann er karakteriseret ved at være funktionelt differentieret. Dette bliver særligt relevant, når det drejer sig om koderne og deres indflydelse på kommunikation. I et system bestående af adskilte subsystemer er det koderne, der sammen med såkaldte symbolsk generaliserede medier, adskiller dem i forhold til kommunikation. Symbolsk generaliserede medier spiller en afgørende rolle i at gøre kommunikation mulig. De er et koncentrat af forventninger til bestemte dele af samfundets 17

18 kommunikation. Et medie er penge. Penge skaber den forventning, at det handler om at betale, og om noget kan betale sig. Hvert enkelt subsystem har organiseret sig omkring sit eget medie og sin egen kode. Det er ikke muligt at udskifte koden, dvs. hvert samfundssystem har én kode, de kan benytte sig af i deres kommunikation, og som andres kommunikation bliver holdt op imod (Andersen; 1999; ) Moralsk Kommunikation i den funktionelle differentiering I sin artikel "The Sociology of the Moral and Ethics" fra 1996 redegør Luhmann for moralsk kommunikation og dens kobling til den funktionelle differentiering. Moralsk kommunikation bliver defineret som en særlig art kommunikation, og en sådan kommunikation bliver karakteriseret som moralsk, når den opererer med den binære kode god dårlig og giver udtryk for menneskelig agtelse eller ringeagt (Luhmann; 1996; 30, Kneer og Nassehi; 1997; 185). Agtelsen eller ringeagten skal relatere sig til personen som helhed, før det kan betegnes som moralsk kommunikation. Luhmann betegner moral som en distinktion mellem god og dårlig, og der kan være forskellige programmer, der bestemmer hvilken side, der bliver markeret i iagttagelsen. Selvom Luhmann argumenterer for, at koden er invariable, så ændrer programmerne sig i takt med strukturelle ændringer i samfundet (Luhmann; 1996; 31). Luhmann påpeger, at selvom man ikke kan undgå de moralske implikationer af ens handlinger eller udtalelser, så kan man dog vælge et program som favoriserer ens egne interesser og meninger (ibid.). Programmet som næsten altid bliver valgt til at iagttage moral med er værdier, fordi de for det meste er indiskutable. Den funktionelle differentiering forhindrer en moralsk integration af samfundet, da god dårlig distinktionen ikke må kobles til andre funktionssystemers binære koder The functional differenzation excludes a moral integration of the society because it excludes the identification of the code values of the function system with the positive negative values of the moral code (Ibid.; 35): At man er rig må ikke være ensbetydende med at man er moralsk god. Moralens sociale autonomi afhænger af ikke at være afhængig af videnskabelige sandheder eller politiske magtkonstellationer for eksempel. Denne uafhængighed findes ifølge Luhmann ikke i den segmentære og stratificere differentiering (ibid.). 18

19 3.2.9 Politisk kommunikation i velfærdsstaten Politisk kommunikation har i følge Luhmann den unikke funktion at træffe kollektivt bindende beslutninger (King og Thornhill; 2003; 70). Dens binære kode er styre styret og det politiske systems medium er magt. I teksten The State of the Political System (1990) går Luhmann i dybden med den politiske kommunikations udfordringer i velfærdssamfundet. Velfærdsstatens politiske system tager i højere grad ansvaret for løsningen af sociale problemer, som er en måde at skabe lighed for alle gennem politisk inklusion. Ifølge Luhmann skaber dette et latent problem i det politiske system, da disse nye opgaver fører til, at det politiske system øger sin effekt på sin omverden, som fører til, at nye problemer opstår ud af gamle politiske handlinger: Programs are put into operation with the best intentions but with unforeseable, counterintuitive consequences. These side effects are fed back into the system as new issues for which responsibility cannot be denied (ibid.; 171). Paradokset, som består af, at løsninger skaber problemer, fordi problemer kræver løsninger, har ifølge Luhmann den konsekvens, at det bliver et formål i sig selv at undgå situationer, hvor man bliver nødt til at træffe beslutninger og bruge magt. Udover problemer med at opfyldelse af behov skaber nye behov, har velfærdsstaten også den udfordring, at den kan risikere at afdifferentiere sig selv, eftersom den i høj grad gør brug af andre systemers medier såsom penge eller ret, og dermed sætter funktionssystemernes autonomi ude af spil Politik som fiksering af mening Hos Luhmann har intet system forrang for et andet der findes ikke noget centrum, hvorfra samfundets sammenhængskraft udgår. Dette gælder også for det politiske system, der kan træffer kollektivt bindende beslutninger, men ikke direkte kan gå ind og påvirke andre systemers operationsmodus. Derfor vil Ernesto Laclaus politikbegreb og begreb om det tomme udtryk inddrages, da det muliggør en iagttagelse af fællesskabet som et tomt begreb, der har konstitutive konsekvenser for det sociale. I det følgende vil der kort redegøres for Laclaus politik forståelse med fokus på begrebet om det tomme udtryk og dettes potentiale for at samle et politisk projekt. Politik med Laclau skal ikke forstås snævert som for eksempel partipolitik det er derimod et 19

20 bredt begreb, der henviser til, at vi hele tiden konstituerer det sociale på bestemte måder, der igen udelukker andre. Politik er derfor en ontologisk kategori: Politik har primat, fordi det er politiske handlinger, der indstifter og forandrer de forskellige sociale ordner (Laclau og Mouffe; 2002; 13). Med Laclau kan politik defineres som fiksering af mening (Ibid.; 21). Denne definition forudsætter et opgør med den strukturalistiske lingvistik, hvor et sprogs udtryk og indhold hænger sammen - i stedet arbejder Laclau med en adskillelse af udtryk og indhold, som gør politik til et spørgsmål om at fiksere et bestemt betydningsindhold til et givet udtryk (ibid.). Da det politiske hos Laclau og Mouffe har primat, adskiller det sig således fra Luhmanns forståelse af politik som et funktionssystem blandt flere men er derimod en kvalitet ved alle sociale relationer. Denne politikforståelse åbner også for, at politik ikke er afgrænset til et system eller område: Vi skal ikke nødvendigvis acceptere, at nogle temaer ikke er politiske fx. de temaer der fremstilles som hørende til kultur eller økonomi (ibid.; 23). I stedet er alt potentielt politisk og dermed betydningsfuldt for udformningen af det sociale. Hos Laclau handler politik ikke om at knytte an til en bestemt forskel, men om at der overhovedet sættes forskelle. Denne forståelse af politik er givtigt i forhold til min iagttagelse af Frank Jensens fællesskabskonstruktion selvom der ikke kommunikeres om fællesskabet i en politisk kode vil jeg iagttage fællesskabet som et politisk projekt, der fikserer mening på en bestemt måde, der udelukker andre fikseringer og som har politiske konsekvenser for det sociale Det tomme udtryk Diskurs bliver det medium, hvor kampen om at definere det sociale udfolder sig (Laclau og Mouffe; 2002; 14). Laclau definerer diskurs som en strukturel helhed af forskelle, men strukturen kan aldrig lukke sig om sig selv (Andersen; 1999; 91). Det er denne strukturelle åbenhed, der gør det muligt at iagttage kampen om fiksering af fællesskabsbegrebet. I teksten Hvorfor betyder det tomme udtryk noget i politik (2002) overtager Laclau Sassures pointe om, at sprog og alle betydningsgivende systemer er systemer af forskelle. For at kunne lukke sig som system må systemet nødvendigvis have grænser, som ifølge Laclau 20

21 forudsætter en eksklusion. Grænsedragningen er nødvendig fordi aktualiseringen af det, som er hinsides eksklusionsgrænsen, indebære umuligheden af det, som er indenfor grænsen grænsen er derfor antagonistisk. Forudsætningen for denne grænsedragning er, at alt på den anden side af eksklusionsgrænsen iagttages som en trussel for systemet og alle forskelle inden for systemet søges annulleret for at kunne udtrykke sig selv som en totalitet. Begrebet om det tomme udtryk er her nødvendigt for at kunne repræsentere systemet, som ikke kan realiseres, fordi det netop er resultatet af et ustabilt kompromis mellem ækvivalens og forskel (ibid.; 139). Umuligheden i at udligne alle forskelle inden for systemet kræver derfor et tomt udtryk for at give mening til systemet. Med dette blik kan jeg iagttage en strategi i Frank Jensens fællesskabskonstruktion, hvor fællesskabet bliver samlebetegnelsen for København og et udtryk for Frank Jensens politiske projekt, samtidig med at det er nødvendigt, at præsenterer noget eller nogen som truende for fællesskabet. Laclaus forståelse af politik vil danne den overordnede og næsten usynlige ramme omkring dette speciale. Frank Jensens konstruktion af fællesskabet vil iagttages som en bestræbelse på at konstruere et tomt udtryk, som kan samle Københavnerne og derfor udelukker noget andet - denne fiksering har konstitutive konsekvenser for det sociale: Det er udformningen af de politiske kampe, der, når alt kommer til alt, bestemmer hvilke sociale relationer, der fortsat sedimenteres, og hvilke, der åbnes for dislokationer, reartikuleringer og nye sedimenteringer (ibid.; 30). I afsnittet Analysestrategiske kombinationer redegøres der for, hvordan et begreb fra én analysestrategi kan kombineres med en anden, og således hvorfor jeg har set det som en mulighed at kombinere Luhmann med Laclaus politikforståelse. 3.3 Teorikritik har systemteorien et kritisk potentiale? Kneer og Nassehi formulerer tre punkter, som en sociologisk teori skal opfylde, for at have et kritisk potentiale: demaskering af uigennemskuelige, latente strukturer udfoldelse af alternativer til den samfundsmæssige udvikling 21

22 oplysning om samfundsmæssige faresituationer eller sociale patologier (Kneer og Naseehi; 1997; 194). Luhmanns teori om sociale systemer er, gennem tiden, blevet kritiseret for ikke at opfylde ovenstående kriterier, men for ukritisk at iagttage og beskrive systemerne operationer og være udtryk for en apologetisk retfærdiggørelse af de samfundsmæssige forhold (Ibid.; 192). Teoriens 2. ordens iagttagelsesposition forhindrer teorien fra at opstille et normativt samfundsideal hvor fra man kan dømme et samfund for godt eller dårligt dette ville i Luhmanns univers være en iagttagelse på 1. orden og af samme grund problematisk, da man ikke selv er bevidst om den forskel man iagttager igennem. Derfor flyttes punktet hvorfra man kan udøve kritik med Luhmann også fra 1. til 2. orden. Denne forskydning er også gældende for de tre ovenstående kriterier til en kritisk teori. I forhold til specialet vil Luhmanns teori og iagttagelsesposition bruges til at udpege latente strukturer og funktioner, men ikke fra et selvstændigt punkt, hvorfra jeg selv iagttager dette men ved at iagttage Frank Jensens iagttagelse af fællesskab. I forhold til kriteriet om at udfolde alternativer til den samfundsmæssige udvikling kan det ikke garanteres, at specialets resultat bliver accepteret af det politiske system som en kritik, systemet kan bruge til noget. Min undersøgelse vil producere en sociologisk, videnskabelig tekst og delsystemet, sociologien, kan ikke påvirke det politiske system direkte. Det kan dog være dette specialets ambition, at dets resultater skaber nok irritation i det politiske system til at det kan anspore til overvejelser angående specialets problematik. I forhold til kriteriet om at identificere samfundsmæssige farer og risici så vil dette speciale bestræbe sig på at vise hvilke politiske konsekvenser Frank Jensens fællesskabskonstruktion har men det har ingen ambition om, at sammenholde fællesskabskonstruktionen med et normativt samfundsideal, som det så kan vejes op imod. Dette begrundes bedst med Luhmanns egne ord: Det er både letkøbt og uansvarligt at opstille idealer, som forholdene ikke lever op til... jeg ser i denne attitude ingen teori, og da slet ikke en kritisk teori (ibid.; 197). 22

23 3.3.1 En af systemteoriens blinde pletter i forhold til specialets problemformulering Selvom der i foregående afsnit blev redegjort for systemteoriens kritiske potentiale i forhold til specialets problemformulering, så er systemteorien stadig en teori blandt mange i det sociologiske delsystem og ifølge Luhmann må teorien på grund af princippet om selvreference også erkende sin kontingens: Så snart den opdager sig selv igen blandt sine genstande, så snart den analyserer sig selv som et delsystems (sociologiens) forskningsprogram i samfundets delsystem (videnskaben), vil den nødvendigvis erfare sig selv som kontingent (Luhmann; 2000; 51). Derfor vil jeg i dette afsnit kort diskutere Jürgen Habermas begreb om livsverden for at belyse de begrænsninger som systemteorien har i forhold til at besvare specialets problemformulering. Habermas beskriver hvordan de universelle vilkår for et samfunds fortsatte beståen udgøres af en materiel og en symbolsk reproduktion. Den materielle reproduktion består et økonomisk og et politisk system, som har til opgave at tilvejebringe økonomiske goder, løsning af sociale interessekonflikter, sørge for en økonomisk fordeling og sikkerhed mod ydre fjender tilsammen udgør disse to systemer systemverdenen. Den symbolske reproduktion består af privatsfæren og en kulturel og politisk offentlighed, hvor dannelsen af et meningsgivende kulturelt tolkningssystem, solidaritetsskabende fællesskaber og identitetsgivende personlighedsstrukturer finder sted tilsammen udgør disse to systemer ifølge Habermas livsverdenen: De moderne samfund kan således skematisk opdeles i to forskellige sfære: systemverdenen og livsverdenen, som gensidigt påvirker hinanden, men som grundlæggende løser hver sine reproduktionsopgaver (Gregersen; 1985; 56-57). Habermas problematiserer, at velfærdsstaten muliggør en systemmæssig kolonialisering af livsverdenen ved, at det økonomiske system og forvaltningssystemet trænger ind på de områder, som skal løses ved den symbolske reproduktion. Denne kolonialisering fører ifølge Habermas til en række kulturelle, sociale og psykologiske krisetendenser (ibid.; 58). Habermas begreb om livsverden ville have åbnet mit blik for et rum, hvor der eksisterer fælles baggrundsoverbevisninger, som man som Københavner er fortrolig med og som 23

24 indeholder viden, som er accepteret på forhånd og fælles normer. Herved kunne jeg have iagttaget Frank Jensens bestræbelse på at forme denne livsverden gennem et fællesskabsbegreb, som former fælles normer for Københavnerne. Dette blik vil også rejse det spændende spørgsmål om fællesskabskonstruktionen kunne iagttages som en politisk kolonialisering af livsverdenen eller som et forsøg på at styrke den. Med Luhmann kan jeg ikke iagttage livsverdenen som en selvstændig sfære eller en enhed i sig selv, da Luhmann ikke mener, at der eksistere en enhedsskabende sfære eller system i samfundet. Med Luhmann vil livsverdenen være en iagttagelse igennem ledeforskellen fortrolig med ikke fortrolig med. Da Luhmann anskuer livsverden som et resultat af en iagttagelse eksisterer livsverdenen ikke i sin egen ret: Min livsverden er ikke din livsverden (Kneer og Nassehi; 1997; ). Dette betyder, at jeg i mit speciale ikke kan iagttage et system eller sfære, som er enhedsskabende for samfundet men må gå ud fra den præmis, at en enhedsskabende præmis er opgivet i det moderne, funktionelt differentieret samfund. 24

25 4. Analysestrategi I dette kapitel redegøres for de analysestrategiske valg, der er truffet for at operationalisere teoribegreberne og besvare specialets problemformulering. Indledningsvis vil kapitlet give et indblik i specialets videnskabsteoretiske ramme, og det diskuteres hvilke muligheder og begrænsninger denne skaber i forhold til, hvilken viden der kan produceres. Efterfølgende præsenteres den analysestrategi, der er udviklet i forhold til specialets analyser. 4.1 Det videnskabsteoretiske afsæt Udgangspunktet for dette speciale er Niklas Luhmanns systemteori, hvor Luhmanns iagttagelsesbegreb er en grundlæggende præmis. Det er derfor vigtigt at redegøre for Luhmanns iagttagelsesbegreb, og hvilken genstand dette blik producerer. Luhmann iagttagelsesbegreb udfolder sig i en forskelsdannende operation, der grundlæggende deler verden i to dele: Al iagttagen forudsætter og frembringer en grænsedragning, et snit gennem verden, en læsion af unmarked space (Luhmann; 1998; 169). Med forskelsdannende operation menes, at der ved hver iagttagelse frembringes en markeret og en umarkeret side. At iagttage er at mærke noget inden for rammen af en forskel (Andersen; 1999; 109). Kun en side af forskellen kan markeres ad gangen, derfor kan en iagttagelse af første orden ikke se den umarkerede side. Således produceres der i enhver iagttagelse automatisk en blind plet (ibid.; 114, Luhmann; 1996; 258). Genstanden bliver formet igennem den forskel, den bliver iagttaget igennem og eksisterer derfor ikke i sin egen ret (Luhmann; 1998, Andersen; 1999; 115). Jeg må derfor erkende, at jeg qua min analysestrategiske valg er med til at konstruere min genstand, og dette har konsekvenser for, hvordan genstanden kan undersøges. Konkret betyder det, at mit blik er formet af et hvordan og ikke et hvad (Luhmann; 1996; 259, Andersen; 1999; 15). Dette betyder videnskabsteoretisk, at jeg ikke forfalder til ontologisk spørgen, og spørger til hvad Frank Jensens fællesskabsbegreb er. Der bliver gået epistemologisk til værks, og jeg iagttager, hvordan Frank Jensen iagttager fællesskab. 25

26 Vi befinder os herved på et anden ordens niveau, hvor jeg iagttager Frank Jensens iagttagelse, og den forskel han iagttager igennem. Jeg vil med dette refleksive iagttagelsesperspektiv problematiserer konstruktionen af fællesskabet og forsøge at opløse den som selvfølgelighed. 4.2 Empirisk ståsted I dette kapitel vil jeg præsentere den empiri, der vil blive brugt i specialet. Dette er dels gjort for at gøre læseren opmærksom på, at der en vis kontingens forbundet med valg af kilder. Det vil sige, at et andet valg af kilder muligvis ville have resulteret i andre analyseresultater med et andet fokus. Eller omvendt, havde mit teoretiske grundlag været et andet, ville disse teoretiske begreber muligvis have konstrueret mine kilder anderledes. At redegøre for hvilke overvejelser, der ligger til valg for min empiriindsamling er vigtigt for yderligere at præcisere, hvilken analysegenstand specialet opererer med. Dermed gør jeg mig på den ene side mere sårbar for kritik, hvis disse rammer ikke overholdes, men på den anden side vil en præcisering danne et fælles udgangspunkt for læsningen og diskussion af specialet. Da min analysegenstand er Frank Jensen som organisering vil al kommunikation, der er udsprunget af denne organisering, blive set som relevant kommunikation i den forstand, at det er empiri, hvor jeg kan iagttage Frank Jensens iagttagelser af fællesskab. Det vil hovedsageligt udgøre artikler, kronikker, taler og kampagnehjemmesiden al kommunikation, der har konstrueret Frank Jensen som afsender Metode I dette afsnit vil jeg redegøre for, den metode jeg har brugt i forhold til indsamling af empiri og redegøre for hvilke blinde pletter, denne metode har frembragt. Al data brugt i specialet er kvalitative, ikke-stimuli data (Andersen; 2008; 152). Det betyder, at jeg ikke har brugt data, der kan kategoriseres i tal, som tilfældet er for kvantitative data (ibid.; 150) eller har påvirket situationen, hvori empirien er indsamlet for eksempel stillet spørgsmål i et interview. Jeg har derimod valgt at bruge sekundære procesdata, det vil sige data, der er produceret i tilknytning 26

27 til Frank Jensens løbende aktiviteter og som jeg, som forsker, ikke selv har påvirket tilblivelsen af (ibid.; 159). Kommunikation i Luhmanniansk forstand indeholder ikke en intention, og derfor ville interviews ikke være et gunstigt metodisk valg. Samtidig ønsker jeg at bruge materiale, som er blevet konstrueret med den hensigt at nå et bred publikum. Det er ikke al Frank Jensens valgkampskommunikation, der er relevant for specialet. Derfor er der foretaget nogle valg og fravalg. Den første afgrænsning tidslig jeg vil ikke benytte mig af kilder, der er skrevet efter, at Frank Jensen er blevet valgt ind som overborgmester. Dette valg er truffet for at undgå for refleksive kilder, hvor Frank Jensen har haft mulighed for at efterrationalisere hans egne bestræbelser. Dette ville ikke indfri min ambition om at indfange Frank Jensens konstruktion af fællesskab i bestræbelsen på at blive valgt ind som politisk leder. Der er dog nogle citater, der er af ældre dato det drejer sig om citater og formuleringer, der er blevet genbrugt fra valgkampen. Den anden afgrænsning er emnebaseret. Mit blik vil ledes, af de ting jeg vil undersøge, derfor vil jeg kun bruge kilder, hvor Frank Jensen kommunikerer om fællesskab, da dette er nøglebegrebet, der ønskes undersøgt. Dog behøver ordet fællesskab ikke at optræde hver gang, der drejer sig om at finde kommunikation, der relaterer sig til dette tema. Den tredje afgrænsning er baseret på konstruktion af afsender. Da jeg ønsker at undersøge Frank Jensens bestræbelser, vil jeg i mine analyser ikke inkludere kilder, som er skrevet om Frank Jensen eller kampagnen, da det kun er Frank Jensens egne iagttagelser, der er interessante. Jeg vil ikke benytte forskellig empiri til de forskellige analysedele, men de forskellige fokus og ledeforskelle vil forme empirien på forskellige måder. 27

28 4.2.2 Kildekritik Man kunne kritisere min metode for ikke at skelne imellem forskellige genre for eksempel web-kilder, kronikker, taler og andre tekstgenre. For eksempel er det et helt retorisk begrebsapparat klar til at undersøge taler med. Men da min gentand er organiseringen Frank Jensen, og mit teoriapparat er Luhmann, er mit kriterium, at kommunikationen skal komme fra den samme organisering, derfor er al kommunikation lige relevant, og jeg har ikke fundet det nødvendigt at skelne mellem forskellige genre. 4.3 Analysestrategiske overvejelser Når man arbejder ud fra en konstruktivistisk tilgang, hvor verden ikke indeholder en essens, handler det i høj grad om at skabe gennemsigtighed om de analysestrategiske regler, som danner udgangspunktet for specialet, og som er med til at konstruere analysegenstanden. Når man vælger en bestemt ledeforskel, konstruerer denne genstanden og analytiske begreber på en bestemt måde, og derfor vil der i det følgende blive redegjort for ledeforskelle, konditionering og iagttagelsespunkt Valg af ledeforskel Ledeforskellen er den forskel, der sættes som rammen for iagttagelse af iagttagelser (Andersen; 1999; 115). I det følgende vil jeg redegøre for mit valg af ledeforskel i delanalyserne, med det formål at præcisere hvad jeg kan forvente at se, og hvad der forbliver umarkeret. Den første delanalyse er en formanalyse af Frank Jensens kommunikation om fællesskab, og ledeforskellen er den markerede side den umarkerede side. Formanalysen har et fokus på enkelte distinktioner, i anknytning til hvilke kommunikationen udspiller sig (ibid.; 12). Med dette blik ønsker jeg at undersøge, hvilke distinktioner Frank Jensens kommunikation om fællesskab knytter an til, med den ambition at fremanalysere hvilke forskelle der danner rammen for indikationen af fællesskabet. Hvad forbliver umarkeret, når noget markeres som fællesskab? 28

29 Herfra kan jeg danne mig et billede af, hvad der ses som en del af fællesskabet, hvad der står i et modsætningsforhold til fællesskabet, og hvad fællesskabet er et svar på. For yderligere at konditionere den valgte ledeforskel, skal det nævnes, at det ikke er en nødvendighed at ordet fællesskab nævnes eksplicit, men dog skal det være tydeligt, at der bliver henvist til temaet. Formanalysen svarer dog kun på første del af min problemstilling, og man kan også sige, at det er igennem formanalysen at problemstillingen bliver konstrueret, som jeg vil forfølge i min anden delanalyse (ibid.; 131). Den anden delanalyse, differentieringsanalysen, vil være en analyse af de politiske konsekvenser af Frank Jensens konstruktion af fællesskabet ledeforskellen er inklusion eksklusion. Denne analyse vil bruge resultaterne fra den foregående delanalyse. Ved at undersøge hvordan Frank Jensens fællesskabskonstruktion italesætter inklusion og eksklusion, vil det gøre mig i stand til at svare på, hvilken diffentieringsform af samfundet Frank Jensens fællesskabskonstruktion gør brug af. En analyse af den valgte differentiering kan således sige noget om, hvilken slags fællesskabsforståelse der tegner sig i Frank Jensens kommunikation: En segmentær, stratificer eller funktionel differentiering af samfundet og muliggøre en besvarelse af hvilke politiske konsekvenser dette har. Inklusion betegner formens indre side og eksklusion dens ydre side. Man kan kun tale om meningsfyldt inklusion, når der findes eksklusion. Da systemteorien ikke opererer med et personbegreb, så forholder hhv. inklusion og eksklusion sig til den art og den måde, hvorpå mennesker bliver betegnede dvs. gjort relevante i kommunikationssammenhængen (Luhmann; 2002; 124). Luhmann arbejder med forskellige måder at sætte inklusion eksklusion distinktionen på i forskellige samfundsformationer (jf. afsnit 3.2.4). Ifølge Luhmann kræver eksklusion typisk en legitimation. Det kan forklares ved fx. mennesker af en anden art, eller ved at der foreligger en graverende krænkelse af normerne. Derfor er det spændende at undersøge, hvordan en evt. eksklusion legitimeres i Frank Jensens kommunikation. Sagt på en anden måde: hvor går fællesskabets grænse? Og hvilke forventninger etablerer Frank Jensen i forhold til at holde sig inden for fællesskabets normer? 29

30 4.3.2 Analyseteknik Til at strukturere formanalysen vil Luhmanns meningsdimensioner blive taget i brug. Luhmann arbejder med en dimension af sagsforhold, en social dimension og en tidslige dimension. Denne struktur er valgt med henblik på yderligere at strukturere analysen og for at tydeliggøre, de forskellige måder fællesskab dukker op på. Meningsdimensionerne bliver aktualiseret hver gang og på én gang, når der dannes mening, og det er interessant at undersøge, hvilket samspil der er imellem de tre dimensioner, når der kommunikeres om fællesskab. Den sociale dimension orienterer sig efter konstruktionen af sociale identiteter og former ledeforskellen os dem. Med dette blik vil jeg undersøge, hvordan nogle sociale identiteter konstrueres som vigtige for fællesskabet, og hvilke sociale identiteter, der ikke ønskes som del af fællesskabet, og måske endda bliver iagttaget som truende for fællesskabet. Den tidslige dimension orienterer sig efter italesættelse og begrebsliggørelse af fortiden og fremtiden i nutiden og danner ledeforskellen fortid fremtid. Med dette blik vil jeg undersøge hvordan Frank Jensen begrebsliggør tid i forhold til fællesskab. Hvordan iagttager han fællesskabet i fortiden, og hvilket fællesskab ser han for byen i fremtiden. Sagsdimensionen orienterer sig efter valg af temaer og objekter for kommunikationen og former ledeforskellen dette noget andet. Med dette blik vil jeg undersøge hvilke emner, der tages op i Frank Jensens kommunikation og konstrueres som problemer, som fællesskabskonstruktionen skal være en løsning på. Min analyseteknik i differentieringsanalysen består af at sammenholde inklusion og eksklusionsreguleringen i de forskellige differentieringsformer med Frank Jensens fællesskabskonstruktion. Hvis en differentieringsform kan diagnosticeres som primær, vil det undersøges, hvilke konsekvenser denne har for det politiske. Dette gøres ved at inddrage konkrete politikudspil, og undersøge om man kan genkende præmisserne fra den primære differentieringsform i måden politikudspillet er konstrueret på. 30

31 Konditionering af iagttagelsespunkt Med konditionering menes en specificering af iagttagelsespunkt og opstilling af betingelser for indikation (ibid.; 116). For at undersøge min problemformulering iagttager jeg den organisering, der udgøres af den politiske kampagne, som har konstrueret Frank Jensen som afsender af dens kommunikation, og hvis bestræbelse det er at gøre Frank Jensen til Københavns øverste politiske leder. Fremover vil jeg bruge Frank Jensen som reference til denne organisering, og det er dennes organiserings iagttagelser, som jeg gør til genstand for mine iagttagelser. Der vil også blive henvist til denne organisering med personlige pronominer, som relaterer sig til Frank Jensen som person selvom det er organiseringen, der menes. Dette er sprogligt nemmere at navigere rundt i Analysestrategiske kombinationer Af teoriafsnittet fremgår det, at det ikke er Luhmanns forståelse af politik, der ligger til grund for specialet men derimod Ernesto Laclaus politikbegreb. Jeg vil i det følgende begrunde, hvorfor det er muligt at kombinere en analysestrategi, som hovedsageligt er formet med Luhmann med begreber fra Ernesto Laclaus politikforståelse. Andersen (1999) argumenterer for, at det er ledeforskellen, der leder iagttagelsen ikke teoretikeren, i dette tilfælde Luhmann (Andersen; 1999; 180). Det vil sige, at man kan kombinere forskellige teoretiske begreber, så længe man redegør for relationen imellem dem og for brugen af dem: Henter man elementer fra én analysestrategi over i en anden, må man redefinere dette element i forhold til den ledende forskel (ibid.). De ledende forskelle i specialet vil være hentet fra Luhmanns teoriunivers og vil således forme analysedelene. Laclaus politikforståelse vil dog danne rammen om specialet i den forstand, at konstruktionen af fællesskabet forstås som en bestræbelse på at fiksere mening og dermed et udtryk for en politisk handling. Begrebet om det tomme udtryk er således inddraget for netop at tydeliggøre denne fikserings politiske mulighedsbetingelser. Så mens jeg med Luhmann kan iagttage, hvordan Frank Jensen iagttager fællesskab gennem forskelle kan jeg med Laclau gøre det til et politisk spørgsmål, at der overhovedet sættes en forskel. 31

32 4.3.5 Diskussionskapitlet Diskussionskapitlet kræver en kort redegørelse, da den analysestrategisk adskiller sig fra analysedelene. I diskussionskapitlet vil analysernes hovedpointer blive diskuteret i forhold til Luhmanns tekst The State of the Political (1990). Ambitionen med dette kapitel er at diskutere, hvorvidt Frank Jensens fællesskabskonstruktion kan iagttages som et svar på velfærdsstatens indbyggede krise og hvilke konsekvenser dette i så fald har. Dermed ønsker jeg at sætte analyserne om Frank Jensens fællesskabskonstruktion i en større ramme. Luhmanns betragtninger om velfærdsstaten vil blive præsenteret i kapitlet, og desuden vil diskussionskapitlet også trække på egne iagttagelser af, hvordan konstruktionen af et bestemt fællesskab kan være et udtryk for styring. Diskussionskapitlet vil derfor forlade 2. ordens perspektivet. 4.4 Figur over samlet analysestrategi For at samle op på den foregående analysestrategi har jeg udarbejdet nedenstående model, som giver et visuelt overblik over specialets dele og deres fokus. Fællesskabet er det, der ønskes undersøgt og står derfor som overbegreb. På venstre side står de forskellige dele af specialet og på højre side beskrives det blik, som de forskellige dele skaber. Fællesskabet Formanalysen Markeret Umarkeret Differentieringsanalysen Inklusion Eksklusion Diskussion Styring på 2. orden Figur 1: Figur over samlet analysestrategi 32

33 5. Formanalyse Denne analyse vil ved brug af en Luhmann inspireret formanalyse undersøge hvilke iagttagelsesoperationer, der gør sig gældende i Frank Jensens kommunikation om fællesskab. Det ledende spørgsmål vil i følgende analyse være, igennem hvilke forskelle iagttager Frank Jensen fællesskab? Hvad markeres i kommunikationen og hvilken medløbende forskel muliggør denne markering. Hvad er det den specifikke markering udelukker for at opretholde sig selv, og som dermed sætter rammen for iagttagelsen? Analysen vil være struktureret efter Luhmanns tre meningsdimensioner; den sociale dimension, den tidslige dimension og dimensionen af sagsforhold (Andersen; 1999; 144). Således vil det via den sociale dimension undersøges, hvordan Frank Jensens kommunikation om fællesskab former sociale identiteter med henblik på at fremanalysere, hvem der er ønskede i fællesskabet, og hvem der står uden for. Med den tidslige dimension stilles skarpt på hvordan fortid, nutid og fremtid begrebsliggøres i kommunikationen om fællesskab. Er det et nyt fællesskab, der skal konstrueres, eller finder vi fællesskabets værdier i fortiden? Slutteligt undersøges det via sagsdimensionen, hvilke temaer der er genstand for kommunikationen. Bliver fællesskabet konstrueret som en løsning? I så fald, hvad konstrueres som problemet? Det er udelukkende de dele af formanalysen, der er relevante for problemstillingen, der præsenteres i det nedenstående. Efter hver dimension vil der være en opsummering af analyseresultaterne. 5.1 Vi, Københavnere - den sociale dimension I Frank Jensens kommunikationen om fællesskab optræder pronomenerne Vi og Københavner konsekvent og meget af kommunikationen handler om at redegøre for, hvad en Københavner er og ikke er. I dette afsnit undersøges det således, hvilke kvaliteter Frank Jensens kommunikation om Københavneren og Vi markerer som positive og ønskelige for fællesskabet og hvilke der dukker op på den anden side af forskellen, som negative og 33

34 ikke ønskelige for fællesskabet. Den sociale dimension arbejder med ledeforskellen os dem, og formålet er igennem denne ledeforskel at belyse hvilke sociale identiteter, der bliver formet i Frank Jensens kommunikation om fællesskab Respekt fuck-dig-attitude Ser man på Frank Jensens overordnede kampagneslogan og valgmateriale så markeres respekt som en vigtig del af fællesskabskonstruktionen. Respekt for København er hovedsloganet for kampagnen og bliver i valgmaterialet uddybet således: Det er tre ord, der rummer en helt masse. De rummer, at københavnerne har respekt for hinanden, og vælger fællesskabet frem for mig-først-kynismen... Respekt er en tilgang til livet, til hverdagen, til andre mennesker og til vores fælles by (web2). I disse indledende beskrivelser af Københavneren stilles der nogle grundlæggende betingelser, før denne med rette kan kalde sig Københavner. At udvise respekt og aktivt vælge fællesskabet er to vigtige kriterier. Københavneren er således mere end en person, som er bosat i byen København den geografiske forståelse overskrides her ved, at Frank Jensens iagttagelse af Københavner markerer ønskelige menneskelige egenskaber: Respekt peger tilbage på den enkelte københavner. At kalde sig københavner forpligter, og det er noget som hver især skal leve ud i hverdagen. (web1) At betegnelsen Københavner har meget lidt med geografi at gøre bliver ydermere bekræftet af Frank Jensens præsentation af sig selv i valgmaterialet. Under overskriften: Nordjyde af fødsel københavner af sind kommenterer han på det forhold, at han ikke selv er indfødt Københavner. Dette faktum stilles således i baggrunden, da Københavner netop er en indstilling, en livsstil frem for en geografisk bestemt titel: Jeg mener, at en ægte københavner skal kendes på det vi vil bidrage med, og hvordan vi behandler andre. Det kræver nemlig noget særligt af os alle sammen; man skal gå i store sko og have åbne hjerter (bilag 2). 34

35 Ud fra ovenstående kan det iagttages, at fællesskabet stiller nogle krav til deltagelse og derfor ikke er fuldstændig åbnet for alle. At være en del af fællesskabet og en ægte Københavner er ikke noget man automatisk bliver ved at bo i byen, man skal følge det, som Frank Jensen kalder de generelle spilleregler (bilag 1). Det fremgår ligeledes at københavner identiteten er et aktivt valg. En københavner vælger at have et åbent hjerte og udvise respekt for fællesskabet at være en københavner er altså en aktiv handling, og ikke noget man automatisk er ved at bo i København. Denne markering af Københavneren som et respekterende, åbenhjerteligt menneske bliver givet mening via sin modsætning, som i kommunikationen bliver markeret som fuck-dig-attitude. Fuck-dig-attitude bliver blandt andet brugt som slogan på valgplakaterne: Mindre fuck-digattitude mere fællesskab og markeres som en attitude, der selvsagt ikke er fordrende for fællesskabet. Fuck-dig-attituden kan både komme til udtryk i hverdagen og i forbindelse med bandekriminalitet: Det handler om, at man giver hinanden fingeren i trafikken, smider sit affald i andres cykelkurve og snerrer af medarbejderen ved kassen i Netto, hvis hun er for langsom ved båndet (bilag 1) Det er ikke respekt for København, når banderne bruger København som legeplads for deres livsfarlige slagsmål og kriminelle aktiviteter... Det er nogle syge normer, som trives i bandemiljøet (web3). Manglen på respekt iagttages således som roden til aggressivitet og ligegyldighed over for andres ejendom og ligeledes som den mentalitet, der hersker hos kriminelle bander. Respekten bliver i ovenstående citat ligeledes koblet til normer eller manglen på samme. Bandemedlemmernes manglende respekt bliver iagttaget som normer, der er syge, hvilket må stå i skarp kontrast til de normer fællesskabet bygger på, som modsat må være raske. Fuck-dig-attituden bliver respektens modbegreb, hvilket med andre ord vil sige, at fravær af respekt resulterer i fuck-dig-attituden, som i kommunikationen er den tilstand vi finder uden for fællesskabet, hvor bandekriminalitet og ligegyldighed over for andres ejendom indgår. 35

36 5.1.2 Solidaritet vs. mig-først-kynisme Et andet begreb, der bliver markeret i kommunikationen om fællesskab er solidaritet, som i høj grad konstruerer en københavner, som er ansvarlig. For at være en del af fællesskabet skal man aktivt tage ansvar for andre end en selv og her bliver de svageste markeret, så der opstår et forpligtelsesforhold, hvor de stærke har ansvaret for de svage: "Solidaritet handler om at tage hensyn til og ansvar for hinanden og i sær for de svageste (bilag 1). Jeg står nu på det fundament, som i mine øjne har gjort Danmark, og måske i særdeleshed København, til noget helt specielt: At du har pligt til at hjælpe andre og bidrage til at skabe et bedre samfund (bilag 2). Her foretages endnu en indsnævring af Københavneren som social identitet, og det bliver et kriterium for deltagelse i fællesskabet, at man er sig sit ansvar over for andre bevidst. Ydermere bliver solidaritet markeret som: en forudsætning for meningsfuldt samvær (ibid.). Dette understreger endnu engang, at hvis man ikke er en del af fællesskabet, som bygger på de markerede værdier, så findes der ikke andre alternativer. Et liv uden for fællesskabet vil være meningsløst. Således kan man, i forhold til Luhmanns distinktionstænkning, udlede, at der kun findes én rigtig måde at indgå i et fællesskab på det skal bygge på respekt og solidaritet. Ansvaret for, at disse værdier bliver levet ud, falder som tidligere nævnt tilbage på den enkelte Københavner, som skal styre sig selv inden for de rammer som politikerne fastsætter: Det er os politikere, der har ansvar for at skabe rammerne for et bedre København, men den venligere hverdag, den skal vi alle sammen bidrage til i fællesskab. (Web4) På den anden side af solidaritet optræder kynisme, som iagttages som noget, der sætter solidariteten under pres og dermed er truende for fællesskabet. Kynismen bliver også markeret som mig-først-kynisme eller hverdagskynisme, og former mig-generationen som social identitet. Massemedierne får delvist skylden for, at denne sociale identitet er blevet udformet: Her massemedierne kan vi læse og høre om Mig-generationen og om en regering, der igen og igen opfordrer os til at tage ansvar for os selv (bilag 1). Jeg oplever 36

37 også, at der har sneget sig en kynisme ind, som ikke er god for vores fællesskab (web4). Mig-først-kynismen og mig-generationen bliver solidaritetens modstykke og er ikke ønskede kvaliteter for fællesskabet den grundlæggende holdning hos denne sociale identitet beskriver Frank Jensen således: Jeg er ligeglad med dig og dine problemer, og jeg har ingen tålmodighed til dig (web5). Når københavneren bliver iagttaget gennem forskellen solidaritet mig-først-kynisme, bliver disse til kriterier for, om man er en del af fællesskabet eller ej. Ved at have et så fast modbegreb bliver solidaritet ikke et åbent begreb, som man kan diskutere betydningen af og udleve på forskellige måder. Det bliver netop et meget fastlåst enten-eller kriterium: enten uviser du solidaritet ved at melde dig ind i fællesskabet og tage ansvar for din næste, eller du vælger kynismens vej. Denne sondring mellem solidaritet eller kynisme hænger nøje sammen med næste forskel, som sondrer mellem afhængighed og selvstændighed Afhængighed vs. selvstændighed Københavneren skal ikke kun være opmærksom på, at andre har brug for dennes hjælp. Københavneren markeres selv som en afhængig person, således spørger Frank Jensen i sin kronik: Har du nogen sinde tænkt over, hvor mange mennesker, du er afhængig af på en helt almindelig hverdag?... Antallet af mennesker, som har hjulpet dig siden du stod op kan ikke tælles på to hænder (bilag 1) I denne kommunikationen tegnes der blandt andet et afhængighedsforhold til institutioner, så som skoler, plejehjem, skraldemænd etc. Glemmer vi dette afhængighedsforhold, kan selve samfundet blive væk. Men det er ikke selve institutionerne københavnerne står i et afhængighedsforhold til det er i sidste ende andre mennesker, vi er afhængige af, vi må derfor ikke glemme: 37

38 ...at det ikke er bussen, men buschaufføren, der har ansvaret for, at vores børn kommer sikkert i skole... det er plejepersonalet, og ikke plejehjemmet, der plejer vores forældre (ibid.). I denne kommunikation bliver man mindet om, at maskinelle eller organisatoriske enheder (bussen, skolen, plejehjemmet) faktisk beror på menneskeligt arbejde. Her forsøger Frank Jensen at fjerne selvfølgeligheden ved at disse tilbud står til rådighed og installere et gældsforhold til de levende mennesker, som egentlig står bag disse tilbud, og som Københavneren er dybt afhængig af, for at få en almindelig hverdag til at hænge sammen: Du har måske en karriere med fuld fart på. Men hvad ville der ske med den, hvis der ikke var andre som passede dine børn og plejede dine forældre? (ibid.). Ved at fremhæve dette afhængighedsforhold pointeres det ikke kun, at Københavneren er afhængig af andre, men også at fællesskabet er en nødvendighed, som Københavneren allerede gør brug af. Selvfølgeligheden ved at man har disse tilbud til rådighed, søges fjernet for at tydeliggøre, at man allerede benytter sig af fællesskabet, hvis man gør brug af de institutioner, der nævnes. Mens afhængighed bliver markeret som en del af fællesskabet, bliver selvstændighed konstrueret som modbegreb og koblet sammen med illoyalitet: Det er et problem, at vi lever i en tidsalder hvor vi hylder de selvstændige, de kreative og de omstillingsparate mennesker... man kan ikke forvente, at de er særlige loyale over for den gruppe eller virksomhed, de er en del af. For de er først og fremmest loyale over for sig selv... Rundsavene på albuerne kan næsten ikke bliver skarpe nok (ibid.). Det er bemærkelsesværdigt, at selvstændighed iagttages som så ødelæggende for fællesskabet, at det bliver iagttaget som en udpræget negativ kvalitet. Rundsave-metaforen er med til at underbygge påstanden om, at selvstændighed, i form af at fremme sine egne interesser, automatisk fører til ligegyldighed og illoyalitet over for andre mennesker eller grupper. 38

39 Forskellen afhængighed selvstændighed er især iøjefaldende, da selvstændighed ikke i sig selv er et udpræget negativt ord, som man kan argumentere for, at fuck-dig-attitude og migførst-kynisme er. Men når Frank Jensen iagttager fællesskab, så er en selvstændig københavner ikke et aktiv for fællesskabet, fordi de arbejder for dem selv og ikke for fællesskabet. Endnu en indsnævring af begrebet Vi og Københavneren er hermed foretaget Aktivt fællesskab passiv individualisme Til kampagnelanceringen bliver respekt-delen udbygget med konkrete eksempler på mennesker, der har gjort sig fortjent til respekt, og hvorfor de har det. Ved at forfølge hvilke kvaliteter ved de fremhævede personer der markeres som nyttige for fællesskabet, kan dette yderligere bidrage til dekonstruktionen af den sociale dimension. Frank Jensen fremhæver især de engagerede mennesker, i byens forgrenede foreningsliv som gode Københavnere. Der bliver især gået i dybden med Bodil, som bliver fremhævet som eksempel: Bodil er virkelig en af de ildsjæle, der skal trækkes frem her til lanceringen af vores kampagne, for hun har alt det i sig, som vi socialdemokrater sætter så stor pris på og vil gerne være en del af, sammen med Bodil (web2). De værdsatte kvaliteter, der markeres i iagttagelsen af Bodil, er blandt andet, at hun er en ildsjæl. Hun har startet en fodboldklub i Akacieparken og hjulpet integrationen, og dermed fællesskabet, på vej: Først fik hun drengene med, men siden også pigerne. Og det er sådan noget, der viser integration; at vi får pigerne med, at vi får dem ud af lejlighederne, og vi får dem til at være en del af fællesskabet. (ibid.) I kommunikationen om Bodil markeres det, at hun er en god Københavner, fordi hun er en aktiv borger, der gør noget for fællesskabet. Det værdsættes, at hun selv diagnosticerede et problem i hendes lokalområde og tog kontakt til politikerne med et ønske om løsninger. Det 39

40 markeres, at Bodil er en bidragende del af fællesskabet, fordi hun er villige til at spille sammen med politikerne på rådhuset og aktivt bidrager til at skabe fælles løsninger. Et andet eksempel, som bliver trukket frem i Frank Jensens lanceringstale, er menneskerne i Gyldenrisparken, fordi der er en større renovering i gang i området, som har været en stor belastning for dem, men som gennem hårdt arbejde og tolerance fra beboerne endelig har båret frugt i form af et pænere område: Sådan nogle mennesker i Gyldenrisparken, som ikke er de mest ressourcestærke i vores samfund, når de træffer sådan en beslutning og trækker igennem, så må nogen af os, der sådan går og klynker lidt, når der ikke er helt fejet op omkring os når vi er stået op, lørdag morgen, hvis der har været en gadefest, så må vi leve med det. Det er vores udgangspunkt for at vise respekt for de mennesker, der bor i vores by. (ibid.) Ved at fremhæve dette eksempel markeres udholdenhed som et karaktertræk, der fortjener respekt og som er ønskeligt karaktertræk i fællesskabet. Samtidig markeres nogen af os der oplever langt mindre problemer, men som alligevel klynker. Der bliver også opfordret til, at Vi, som går og klynker over småting, skal udvise mere ydmyghed, som de ikke så ressourcestærke mennesker fra gyldenrisparken. Et andet fælles træk ved de fremhævede historier er, at personerne kender det nærmiljø, de er en del af. Viden om de lokale problemer bliver ydermere beskrevet, som noget politikeren har adgang til via den engagerede borgere. På Frank Jensens hjemmeside kan man således læse, at Frank Jensen har deltaget i en idræts- og sundhedspolitisk debat i DGI- byen, her beskriver han repræsentanterne for de Københavnske idrætsforeninger, som: engagerede borgere, der kender til idrætsforholdene rundt om i byen og ved, hvor skoen trykker. Vi skylder dem en stor tak for deres vigtige indsats (web6). Politikere kan udstikke visioner og prioritere midlerne efter dem. Men det er socialrådgiveren, der ved, hvordan man skaber et tillidsforhold til et utilpasset ungt menneske. Det er gadefodboldinstruktøren, der ved, hvordan man får rødderne væk fra gadehjørnerne (web7). 40

41 Her markeres ikke kun, at de er engagerede borgere, men også at de kender deres område, i dette tilfælde idrætsområdet, og derfor på første hånd kan fortælle om de problemer, de oplever. De ovenstående eksempler viser, at aktivt engagement markeres som nyttigt for fællesskabet, fordi politikerne igennem de aktive borgere, kan tilegne sig viden om de lokale problemer, som de bliver oplevet af borgerne. Lokalt fællesskab bliver i kommunikationen markeret som nogle frugtbart og handlekraftigt. Ved at Københavnerne er involverede i deres nærmiljø, kan der for alvor rykkes ved de problemer, der opleves: Og her er det vigtigt at vi er meget opmærksomme på, om vi skaber nogle bydele, der inviterer til fællesskab og virker i hverdagen. En by skal have plads til alle, og det er vigtigt, at man kan have et hverdagsliv i sin egen bydel (web8). Det er en fantastisk oplevelse, at møde mennesker, der i den grad er involveret i at skabe fællesskab og aktivitet i en bydel (web9). Det var dejligt at besøge en forening med masser af engagerede mennesker, der vil det bedste for deres klub, og som er villige til at tage medansvar for lokalområdet. Dét er at vise respekt for fællesskabet og for vores fælles by (web10). Tanken bag de lokale Miljøpunkter er helt rigtig. Hvis vi skal vise en effektiv vej ud af miljø- og energikrisen, kommer vi ikke uden om at alle københavnere må gøre en indsats. Det starter lokalt. (web11). Disse citater om lokalt fællesskab er taget med, for at illustrere det forhold der etableres mellem politikerne og Vi, som i os alle sammen, der gør noget for fællesskabet. Det lokale engagement bliver fremelsket og rost, fordi mens politikerne etablerer de nødvendige rammer, så er det københavnernes eget ansvar at være aktive i opbyggelsen af det lokale fællesskab og nærmiljø. Overfor det aktive fællesskab emergerer passivitet og inaktivitet som modbegreber. Det fremgår af eksemplet med Bodil fra Akacieparken, at hun er lykkedes i at være en god Københavner, fordi hun blandt andet fik pigerne ud af lejlighederne med sit fodboldprojekt. Derfor kan det, at holde sig inden for, iagttages som fællesskabets umarkerede side. Det 41

42 fremgår også af Frank Jensens kommunikation om Københavnske piger, der er fysisk inaktive, at det at være fysisk inaktiv, er en forhindring for at være en del af det fællesskab, der ellers står til rådighed: Det er både synd for den enkelte, som ikke oplever den forøgede livskvalitet og det fællesskab, som idrætsaktiviteter fører med sig. (web6). Men det er ikke kun den fysiske inaktivitet, der stilles modsat fællesskabet. Modsat Bodil og menneskene fra Gyldenrisparken som er med til at opbygge lokalsamfundet, og som således får en forbilledlig status i kommunikationen, står de kriminelle bander i en skarp kontrast nemlig som nogle der nedbryder det selv samme fællesskab: De kriminelle bander, som prøver at ødelægge København (web3). Det er en råhed, som vi ikke er vant til her i København... Alligevel er bandekrigen med til at give vores hverdag et strejf af utryghed og vores by en stænk af forråelse (web12). Som nævnt tidligere bliver de kriminelles manglende respekt og deltagelse i et fællesskab iagttaget, som grunden til at de er ligeglade med fællesskabet - og i høj grad ødelægger det. I forholdet aktivt fællesskab passivt individualisme får det aktive fællesskab en rolle i forhold til sit modbegreb. Det markeres således i kommunikationen, at det aktive fællesskab kan være med til at få dem, uden for fællesskabet, inkluderet igen til gavn for alle. Dette ses både i eksemplet med Bodil, som fik de inaktive ud af værelserne og inde i fællesskabet igen, men også i et lidt bredere perspektiv i forhold til bandekriminalitet får fællesskabet en lignende funktion. I Frank Jensens kommunikation om hvordan man kommer bandekriminaliteten til livs, kommer det aktive fællesskab til at spille en rolle, da problemet kun kan løses ved en fælles indsats. Frank Jensen markerer således fællesskabet som en del af kriminalitetsforebyggelsen: Opgaven er stor og den kræver, at vi københavnere engagerer os frivilligt (web13). Banderne skal opleve, at københavnerne står sammen om at give dem den kolde skulder. Banderne skal opleve at der tages uforbeholdent afstand fra bandernes vold og intimidering af københavnerne (web12). 42

43 Fællesskabet iagttages her som havende en kriminalpræventiv funktion, da københavnerne ved at danne et fællesskab, som holder kriminelle udenfor, kan gøre det mindre attraktivt for unge at blive en del af det kriminelle fællesskab. Forskellen aktivt fællesskab passiv individualisme er især interessant, da det konstruerer fællesskabet som ansvarstagende for byens problemer. Således markeres det via denne forskel, at fællesskabet har et ansvar, for dem der står uden for. Sat lidt på spidsen så kommunikeres det at et aktivt, velfungerende fællesskab kan være med til at forebygge bandekriminalitet enten ved at tage afstand fra banderne eller ved at give de potentielle kriminelle det de har brug for fællesskabet Børnefamilien vs. de andre Et andet aspekt af Vi -konstruktionen kan iagttages i Frank Jensens kommunikation om hverdagen. Ved at forfølge kommunikationen om hverdagen vil det fremstå hvis hverdag, der bliver beskrevet, og på den måde kan Vi konstruktionen yderligere dekonstrueres i de forskelle, den bliver iagttaget igennem. Hverdagens sammenhængskraft bliver fremhævet som den vigtigste politiske opgave, som ved at blive løst vidner om politikernes respekt for københavnerne: Københavns politikere skal i fællesskab få københavnernes hverdag til at fungere... Det er heller ikke respekt for københavnerne, hvis politikerne på rådhuset laver politik, der ikke har afsæt i københavnernes egne hverdagserfaringer (web7). I de følgende citater beskriver Frank Jensen en helt almindelig hverdag : Dit vækkeur ringer på en blæsende septembermorgen, og du hører den genkendelige lyd af skraldemændenes bil, som er ved at tømme affaldscontaineren i gården. Du vækker ungerne og giver dem morgenmad og tøj på, men du behøver ikke at smøre madpakke, for de får både mad i børnehaven og i skolen. Sammen ringer I til din far, som fylder 82 år i dag. Han er på plejehjem, og I lover at komme forbi med kringle 43

44 og gaver så snart, I har fri. Du sætter den ældste på bussen til skole, og den lille tager du bag på cyklen. Klokken er otte, da du træder ind ad døren på dit arbejde... (bilag 1). Det kræver noget særligt at finde overskuddet til frivilligt arbejde, med det krav der stilles til moderne mennesker og moderne familier. Når mange af os puster ud, efter en hård dag, så giver I lidt mere. I stiller op for andre mennesker, efter arbejdet på jobbet er gjort. Efter at ungerne er lagt i seng. Efter maden er lavet og alt det andet, der gør os travle i hverdagen (web11). I disse eksempler på en helt almindelig hverdag markeres børn, skolen, plejehjemmet, arbejdet og madlavning som en del af hverdagen. Hverdagen kan her ikke være en hvilken som helst Københavners hverdag. Denne Københavner er forælder og gammel nok til at have en 82-årig far. Samtidig er personen afhængig af, at forskellige institutioner tager sig af familien, mens vedkommende er på arbejde: Hvad vil der ske med den (karrieren), hvis der ikke var andre, som passede dine børn og plejede dine forældre? (bilag 1). I et eksempel om at arbejdsløshed, på grund af den finansielle krise, kan gøre hverdagen svær at hænge sammen, er det igen forældrerollen, som bliver markeret: Det er svært at komme hjem og fortælle familien, at far eller mor ikke længere har noget arbejde (web14). Her ekspliciteres det, at familien består af en mor og far og nogle børn, som de er forældre til. I ovenstående bliver hverdagen iagttaget ud fra et børnefamilieperspektiv. Børnefamilien bliver markeret som en del af fællesskabet, og København bliver i også betegnet som Børnenes storby (web15). Dette tegner billedet af en bestemt gruppe af samfundet, hvis hverdag repræsenterer en helt almindelig Københavners. Når børnefamilien bliver markeret som os, hvad er så forskellens umarkerede side? I modsætning til de andre sociale identiteter bliver der i kommunikationen ikke draget en klar modsætning til børnefamilier. Dog bliver der enkelte steder henvist til dem, der får byens kulturliv til at blomstre og dem på bænken, der har brug for hjælp og omsorg (bilag 1). Ud fra disse eksempler kan man sætte børnefamilien på den markerede side og de kreativ og de hjælpeløse på den umarkerede side af Frank Jensens fællesskabskonstruktion. 44

45 For at illustrere hvor snævert det bliver at konstruere københavneren som en børnefamilie, vil jeg kort skitserer nogle alternative grupper, som falder på den umarkerede side, når den markerede er børnefamilien. Man kunne også forestille sig en københavner, som er en ung lesbisk kvinde uden fast partner, som arbejder som freelance fotograf, og som derfor nogle gange optræder som enhed på arbejdsløshedsstatistikken. Eller en ung mand, fra Jagtvej 69 grupperingen, som ikke oplever at være afhængige af nogen og som bruger helt andre dele af København, end en børnefamilie nogen sinde vil kende til. Det kunne sågar også være en børnefamilie, som ikke selv slås med de daglige gøremål, men har et par au-pair piger og privatskoler til rådighed og som derfor ikke oplever den samme slags travle hverdag, som Frank Jensen beskriver. Denne liste kunne forlænges med mange flere forskellige eksempler på københavnere, som ikke markeres i Frank Jensens kommunikation. Pointen er, at en københavners hverdag her ikke er noget, alle københavner kan identificere sig med, men hvis man selv er en børnefamilie efter Frank Jensens model, så identificerer man sig med beskrivelsen, og tænker ikke over alle de andre identiteter, som falder uden for denne markering. 5.2 Opsummering af den sociale dimension Via den sociale dimensions ledeforskel os dem er det i foregående afsnit blevet fremanalyseret hvilke sociale identiteter, der blev formet som os, i fællesskabet og dem, udenfor fællesskabet. Resultaterne er for overskuelighedens skyld stillet op i følgende skema: Os Respekt for København Pligtopfyldende og ansvarstagende Store sko, åbne hjerter Raske normer Solidaritet Meningsfyldt samvær Vi Dem Fuck-dig-attitude Fingeren i trafikken Snerre af medarbejdere Syge normer Mig-først-kynismen Meningsløst samvær Mig-generationen 45

46 Afhængige Loyale Ildjæle Udholdenhed Aktive i opbygning af nærmiljø Børnefamilier Ægte Københavner Selvstændige, kreative og omstillingsparate Illoyale, rundsave på albuerne Ligeglade Klynkeri Inde i lejlighederne, ødelæggende, forråelse De kreative, de hjælpeløse på bænken Uægte Københavner I analysen af den sociale dimension i Frank Jensens kommunikation om fællesskab fandt jeg frem til ovenstående begrebspar, som en ægte københavner bliver iagttaget igennem. Iagttager man fællesskabet igennem ovenstående forskelle, bliver medlemmer af fællesskabet markeret gennem gennemgående positive begreber, og dem uden for fællesskabet markeres gennem udprægede negative begreber. Disse begreber markerer, hvilke menneskelige egenskaber du henholdsvis skal besidde for at være en del af fællesskabet, og hvilke menneskelige egenskaber der hersker hos dem, der ikke er en del af fællesskabet. Denne kommunikation dømmer hele mennesker som enten god eller dårlige og er derfor en moralsk kommunikation. Sondring mellem god og dårlig (for fællesskabet) lægger op til, at fællesskabet er det eneste rigtige valg, og hvis man ikke er en del af det aktive, hjælpsomme, loyale Vi bliver man en del af mig-generationen, med en fuck-dig-attitude til byen og alle andre. Ejer man ikke de kvaliteter, som er markerede som fællesskabet, er man per definition ikke en del af fællesskabet. Vi, som social identitet, bliver konsekvent markeret i kommunikationen, og i nogle tilfælde står det klart, at dette Vi hentyder til politikerne. Men der optræder også Vi som i alle medlemmer af fællesskabet, som udviser respekt, hjælper hinanden, er bevidste om deres afhængighed, er loyale over for den gruppe de er en del af og ikke er kreative og selvstændige og dermed illoyale. Vi, markerer Københavnere, som kender deres nærmiljø, og aktivt gør det bedre, ildsjæle, som kommer ud af lejlighederne og deltager i fællesskabet. Vi har raske normer, store hjerter og går i store sko Vi er også børnefamilier. Den markerede side af Københavneren og dermed fællesskabet peger i retningen af en romantisk, måske endda provinsiel social identitet hvor den umarkerede side bekræfter de 46

47 værste fordomme mod københavnerne, som travle mennesker, der ikke tænker på andre end dem selv. I kommunikationen om sociale identiteter skaber Frank Jensen således en automatisk eksklusion af dem, som ikke kan identificere sig med de kvaliteter, der markeres i kommunikationen. Det kan således allerede her konkluderes, at fællesskabet ikke er åbent for alle men at der i kommunikationen stilles krav til hvilke menneskelige egenskaber københavnerne skal have, før de med rette kan kalde sig ægte københavnere og dermed blive en del af fællesskabet. 5.3 Tilbage til fremtiden- den tidslige dimension I den tidslige dimension bliver det undersøgt hvordan kommunikationen om fællesskab begrebsliggør tid. I denne del af analysen undersøges det hvordan Frank Jensen iagttager fortid, nutid og fremtid og hvordan disse iagttagelser kommer til udtryk i nutiden. Interessen er at undersøge om fællesskab bliver iagttaget gennem et tidsligt perspektiv og om dette kan sige noget om, hvilken fællesskabskonstruktion, vi står med nu. Den tidslige dimension orienterer sig efter ledeforskellen fortid fremtid De gode gamle dage Frank Jensens iagttagelse af fortid I kommunikationen om fællesskabet bliver fortiden iagttaget som en tid, hvor det gode fællesskab eksisterede og som en tid, man skal finde tilbage til: Vi vil tilbage til fællesskabet, hvor vi hjælper dem, der vokser op i modvind eller pludselig får brug for hjælp (Bilag 1). Vi skal have respekten for gaderne tilbage (web16). Vi kræver Tingbjerg tilbage (web17). Vi skal have respekt for København, og vinde vores gader tilbage. Når vi får det, får vi også vores livskvalitet tilbage (web16). Fortiden markeres som en positiv tid, hvor man hjalp hinanden og havde respekt for gaderne og fællesskabet. Ved at pointere, at denne tilstand er noget, man skal tilbage til indikeres det 47

48 samtidigt, at de ting som markeres: hjælpsomhed, respekt for gaderne, respekt for København og livskvalitet ikke forefindes i nutiden. At kræve noget tilbage må betyde, at det ikke er en del af alt det, vi er fælles om nu, men at det har været det engang. På denne måde bliver der skabt en forbindelse mellem manglen på fællesskabet og de problemer, der opleves i byen i dag. Hvis man får respekten og Tingbjerg tilbage som en del af fællesskabet, vil problemerne med kriminalitet være mindre, hvis ikke løst. Ved at markere fællesskabet som skabt i fortiden bliver det konstrueret, som noget vi skal finde tilbage til ikke som noget der skal skabes på ny. Derfor bliver der skabt et modsætningsforhold mellem moderniteten og det gode fællesskab det indikeres, at den moderne nutid ikke kan levere de værdier, som fællesskabet skal bygge på, og derfor skal vi tilbage til en anden tid og trække disse værdier ind i nutiden: For nogle er solidaritet et lidt støvet begreb, som man ved særlige lejligheder kan hive op af mølposen. Sådan er det ikke for mig. Solidaritet er ikke en modelune. (bilag 1). Med metaforen støvet begreb italesættes det, at solidaritet netop er blevet efterladt i fortiden, og at det for nogle ikke er aktuelt længere. Således er Frank Jensen imod denne opfattelse, og solidaritet bliver sat over for modelune. Modelune peger i retningen af noget, der kommer og går, hvor Frank Jensen gerne vil positionere solidaritet som noget konstant, som altid burde være tilstede Den kyniske nutid Frank Jensens iagttagelse af nutiden Nutiden bliver, i modsætning til fortiden, beskrevet som problematisk i forhold til fællesskabet. København er blevet mere rå, og det skyldes især bandekriminaliteten, som har gjort, at København er blevet en mindre sikker by at leve i. Det er især måden, kriminalitet bliver udført på, der har udviklet sig til det værre. Igen bliver fortiden beskrevet som mindre farlig, endda lidt romantisk: København er blevet en mere rig, men også en mere rå by (web12). Vi oplever efterhånden en kriminalitet, som er mere rå, end vi har været vant til (web18). Vi 48

49 kan godt fornemme udviklingen, når vi bevæger os rundt i København. Engang foregik slagsmål med de bare nævner. Senere begyndte knive at dukke op i nattelivet. Og i dag skyder rockere og bander med pistoler og automatvåben ved højlys dag i Københavns gader (web12). Her beskrives udviklingen fra en tid uden våben, til knive i nattelivet og til nutiden, hvor både pistoler og automatvåben indgår. I udtalelsen er der også en anden udvikling nemlig fra kriminalitet om natten til kriminalitet om dagen. Det er med til at cementere udviklingen fra kriminalitet i det skjulte til åbenlys kriminalitet. Som i de andre eksempler dukker kriminalitet op som noget negativt, der har indflydelse på vores fremtid:...nu hvor banderne har sat sig på gaderne, bliver vores livskvalitet ringere (web16). Kriminaliteten i nutiden vil altså have indflydelse på livskvaliteten som forringes. Derudover bliver der sideløbende pointeret, at det ikke kun er kriminalitet, der er fællesskabets modsætning, men også kynismen: Jeg oplever også, at der de seneste år har sneget sig en kynisme ind, som ikke er god for vores fællesskab. Den kynisme, der har sneget sig ind, vil jeg gerne gøre op med. Jeg mener nemlig ikke, at det er den enkelte borger, som skal stå alene med hele det ansvar, men derimod os alle sammen. Vi skal være fælles om at løse problemerne i København (web4). I og med at kynismen beskrives, som noget der har sneget sig ind, indikeres det, at man i første omgang ikke har lagt mærke til, at det er opstået det har ikke været en bevidst handling. At det er de seneste år, den har sneget sig ind, gør også at den bliver en del af nutiden og ikke af den fortiden, hvor fællesskabet havde det godt. Nutiden bliver også beskrevet som en tidsalder, der hylder de selvstændige, de kreative og de omstillingsparate mennesker (bilag 1). Denne tidsalder er problematisk, fordi den fremmer illoyalitet, som er skadeligt for fællesskabet. Igen bliver fællesskabet markeret som løsning på kynismen: Den kynisme, der har sneget sig ind, vil jeg gerne gøre op med. Jeg mener nemlig ikke, at det er den enkelte borger, som 49

50 skal stå alene med det ansvar, men derimod os alle sammen (web4). Ved at vælge fællesskab, som bygger på fortidens værdier, kan Københavnerne gøre op med de problemer, de står med nu og gøre de gode værdier fra fortiden til en del af fremtiden De gamle værdier skal ind i fremtiden Frank Jensens iagttagelse af fremtid I en politisk kampagnekommunikation er kommunikationen om fremtiden nok det allervigtigste. Det er i denne beskrivelse, at visionen for København kommer til syne, og der skal tegnes et billede af en by, som Københavnerne kan se sig selv leve i, i fremtiden. Igen bliver respekt for København markeret som en vigtig del af fællesskabet i fremtiden. Respekt vil gå fra at være en kampagneslogan til at blive en del af københavnernes hverdag: Det er de tre ord, der lægger grunden til det København, du vil opleve, hvis vælgerne giver mig lov. Snart vil du ikke længere kunne se Respekt for København på byens plakatstandere. Til gengæld vil du hvis vælgerne ønsker det mærke den i din hverdag (web7). Hvis vælgerne vælger Frank Jensen som overborgmester, vil respekt for København igen blive en del af Københavnernes hverdag og ikke en dyd fra fortiden. Og denne fællesskabskonstruktion vil fører Frank Jensens vision for Københavns fremtid ud i livet. Visionen beskrives således: Min vision er et København, der er kendt vidt og bredt i verden for sit menneskelige overskud (web5). Kommunikationen om fællesskabet i fremtiden minder meget om kommunikationen om fællesskabet i fortiden det er nutiden, der skiller sig ud. Det indikeres i kommunikationen, at fortidens problemer et anderledes omfang og udtryk derfor må der i denne kommunikation nødvendigvis ligge en forståelse af, at man ved at genskabe fortiden kan løse nutidige problemer. Dette indikerer ligeledes, at problemerne i nutiden ikke accepteres som sociale problemer, der kendetegner enhver moderne storby, men som et direkte resultat af manglende fællesskab. 50

51 5.4 Opsummering af den tidslige dimension I det foregående afsnit blev det via den tidslige dimensions ledeforskellen fortid fremtid undersøgt hvordan Frank Jensens kommunikation om fællesskab begrebsliggjorde tid.resultaterne er præsenteret i nedenstående skema: Fortid Nutid Fremtid Fællesskab, hvor vi Tidsalder, som hylder de Fællesskab hjælper hinanden selvstændige, de kreative og omstillingsparate mennesker Respekt for gaderne og København Ligegyldighed, snerren og utålmodighed Respekt og menneskeligt overskud Tingbjerg Tingbjerg styret af Tingbjerg kriminelle Livskvalitet Ringere livskvalitet Livskvalitet Solidaritet Kynisme Solidaritet Slagsmål med bare næver Rockere og bander skyder Mindre kriminalitet 5.5 Dimension af sagsforholdet I foregående afsnit blev det fremanalyseret, at en københavner indeholder kvaliteter som engagement i lokalsamfundet, aktivt medvirken i fællesskab, udvisning af respekt og ansvarstagen over for de svage i samfundet, som ikke kan klare selv. I analysen af tidsdimensionen blev det påvist at Frank Jensen søger tilbage til de værdier, der var engang. Solidaritet, respekt og fællesskab iagttages som kvaliteter fra en svunden tid, som i nutiden er glemt. Derfor ønskes det, at vi kigger tilbage og genindfører de gamle værdier, for at vi fremtiden igen kan have et godt fællesskab. Med andre ord, vi skal vælge Frank Jensen som 51

52 overborgmester i nutiden, for at han kan sikre os en bedre fremtid, som bygger på fortidens værdier Frank Jensens iagttagelse af Københavns problemer I Frank Jensens kommunikation om fællesskab er der flere temaer, der iagttages som et problem for Københavnerne. Men fælles for dem alle er, at de bliver begrundet med fraværet af et fællesskab, som bygger på respekt og solidaritet. I dette afsnit undersøges det derfor, hvilke konkrete problemer der kan løses ved hjælp af dette fællesskab, og dermed hvilke der er et direkte resultat af manglen på samme. Dette undersøges med dimensionen af sagsforholdet, der orienterer sig efter temaer for kommunikationen og arbejder med ledeforskellen det noget andet Respekt for ungerne, gaderne, i morgen, københavnerne... Et af de områder, som respekt skal slå igennem på, er på selve rådhuset. Politikerne skal udvise respekt ved at søge samarbejdet og levere løsninger til københavnerne frem for at dæmonisere hinanden: Som overborgmester kandidat går jeg til valg på Respekt for København. Det indebærer, at politikere skal samarbejde på tværs af partierne for københavnerne og ikke for dem selv (bilag 2). Københavnerne er ikke tjent med, at deres politikere skændes med hinanden i stedet for at levere løsninger, der får hverdagen til at fungere. Under valgkampen blev jeg spurgt hvorfor jeg ikke går hårdt til de andre partiers spidskandidater. Det hænger nøje sammen med min tro på samarbejde og respekt for andres arbejde... Hvordan skulle jeg kunne se de andre politikere i øjnene ved forhandlingsbordet, hvis jeg kort forinden har stået og sagt grimme ting om dem? Politisk fnidder gavner ingen, og det er respektløst over for københavnerne (web7). Ovenstående citat er sigende for Frank Jensens opfattelse af politik, men er også en gentagelse af de værdier, der markeres i fællesskabet. Alt andet end samarbejde med de politiske modstandere iagttages som respektløst. Respekt vil fører til bedre samarbejde på 52

53 Rådhuset, som så vil frembringe bedre resultater uden for Rådhuset til gavn for københavnerne. Respekt for gaderne er overskriften for Frank Jensens bandeindsats. Bandekriminaliteten og kriminalitet i det hele taget er i kommunikationen blandt andet blevet forklaret ved, at der herskede nogle syge normer i bandemiljøet, men frem for alt mangler de kriminelle respekt for det, der er fælles. Deres kriminelle adfærd er et udslag af deres manglende respekt for København: Det er ikke respekt for København, når banderne bruger København som legeplads for deres livsfarlige slagsmål og kriminelle aktiviteter (web3). Kyniske kriminelle ødelægger det for os andre med deres gangsterattituder (bilag 2). Sat på spidsen kan de kriminelles adfærd begrundes med fraværet af respekt. Hvis de kriminelle havde været en del af fællesskabet ved at respektere byen, hinanden og fællesskabet så havde de ikke været kriminelle i første omgang. Derfor kan fællesskabet også blive deres redning. I form af mentorordning og lommepengeprojekter kan medlemmer af fællesskabet introducere de kriminelle for de raske normer og gøre dem til en del af det rigtige fællesskab. Under overskriften Respekt for i morgen (bilag 2) beskriver Frank Jensen at han vil arbejde for, at vores børn skal overtage en storby, som er renere, mere bæredygtig og mere dynamisk og udfordrende at leve i end det København vi har i dag (ibid.) Her bliver omsorg for miljøet et tegn på respekt ikke kun for miljøets egen skyld, men for vores børn, som skal overtage byen. Respekt for ungerne udvises ifølge Frank Jensen ved at skabe et København, der virker for børnene og de unge. Det bliver sågar beskrevet som den første og største opgave som overborgmester. Derfor siger jeg: Børnene først. Nu må vi vise ungerne den respekt at gøre noget ekstra ud af den hverdag, de har i kommunens mange tilbud og institutioner (bilag 2). Prioriteringen af børn i denne grad, at det faktisk bliver mærkesagen over dem alle hænger 53

54 meget godt sammen med, at børnefamilien bliver konstrueret som social identitet (jf. afsnit 5.1.5). At svaret på disse problemer er respekt illustreres meget godt med følgende citat, hvor Frank Jensen forklarer, hvad respekt for København betyder: Respekt for København: Et København, hvor alle kan gå trygt i gaderne. Hvor forældre kan regne med en ordentlig pasningsgaranti. Hvor børn lærer det, de skal i skolerne. Hvor unge ikke uddanner sig til arbejdsløshed, men har mulighed for at få en praktikplads i forbindelse med deres uddannelse. Hvor luften er ren, og det er sikker at cykle rundt i gaderne (web19) Frank Jensens iagttagelse af løsninger I foregående afsnit er det blevet skitseret hvilke temaer, der bliver iagttaget som problemer i Frank Jensens valgkampskommunikation. Det er en bred vifte af problemer fra pasningstilbud, til bandekriminalitet, til klimaforandringer, til det interne samarbejde på Rådhuset mellem de politiske partier. Det er klart formulerede problemer, som er til at tage og føle på for de fleste københavner, og som har et lille abstraktionsniveau. Men den løsning, der kan iagttages i kommunikationen, har et anderledes højt abstraktionsniveau. Det er fællesskabet, som frem for alt bygger på respekt. Respekt er gennemgående for alle dimensioner, og fraværet af respekt er roden til alle de skitserede problemer. Derfor bliver respekt skitserede som den overordnede løsning: Når jeg stiller op til overborgmesterposten er det med respekt som mit udgangspunkt. Det handler både om den politik, jeg vil føre, og om måden, jeg vil gøre det på. Respekt er en vision for København. Respekt er en tilgang til livet, til hverdagen, til andre mennesker og til vores fælles by. (bilag 2) Endeligt står vi tilbage med mange konkrete problemer, som københavnerne oplever i deres hverdag og løsninger, som er meget mindre konkrete. For at tydeliggøre diskrepansen er problem- og løsningsforholdet stillet op i følgende forskel: 54

55 Løsning Problem Fællesskab, som bygger på respekt (Bande-)kriminalitet Klimaforandringer Rådhusfnidder Børnepasningsproblemer Figur 2: Frank Jensens iagttagelse af Københavns problemer og løsninger 5.6 Opsummering af sagsdimensionen - fællesskabet som tomt udtryk Med Luhamnn kan vi således iagttage hvilke forskelle Frank Jensen iagttager fællesskab igennem. Iagttager vi fællesskabskonstruktionen med Laclaus begreb om det tomme udtryk kan der gives en forklaring for diskrepansen mellem Frank Jensens iagttagelse af Købenahavns problemer og fællesskabet som løsning. I bestræbelsen på at skabe et begreb, som kan repræsenterer Frank Jensens projekt, at blive valgt til Københavns øverste politiske leder, konstrueres et altomfattende begreb i fællesskabskonstruktionen. Det handler her om at eliminere så mange af de differentielle funktioner ved Københavnerne som muligt, og vise at de er mere ækvivalente end differentielle. Det andet skridt er at afgrænse fællesskabet fra hvad det ikke er og reducerer dette til ren negativitet. En storby som København består af mange forskellige grupper, som adskiller sig fra hinanden på alle mulige tænkelige måder; alder, nationalitet, kulturelle tilhørsforhold, arbejdssituation, civilstand for bare at nævne nogle få. Fællesskabet består derfor at momenter, som beskriver menneskelige kvaliteter, som er forholdsvis generelle og svære at 55

56 argumenterer imod, såsom venlighed og respekt. Bestræbelsen kan iagttages som et forsøg på at samle Københavnerne på tværs af de mange livssituationer, der gør dem forskellige. For at kunne skabe dette fællesskabsbegreb skal det skarpt afskæres fra det, der ikke er en del af fællesskabet. Hinsides denne eksklusionsgrænse bliver der således tegnet et billede af de aspekter, der truer fællesskabet som betydningssystem. Denne eksklusion kan tydeligt iagttages i samtlige meningsdimensioner, hvor der bliver tegnet et billede af, at hvis projektet fællesskab lykkedes vil det negative bekæmpes og omvendt, hvis fællesskabet ikke vælges vil tilstande som kynisme overtage København. Denne negativitet er samtidig også nødvendigt for at kunne samle fællesskabet som betydningssystem. Fællesskabet som tomt begreb har også en samlende funktion. Som vi så i sagsdimensionen, bliver fællesskabet iagttaget som løsningen på en række forskellige samfundsproblemer. Ved at iagttage fællesskabet som løsningen kan Frank Jensen samle forskellige projekter under en paraply om end man kæmper for et bedre klima, døjer med mistro til politikerne, bandekriminalitet eller børnepasningsproblemer så konstrueres fællesskabet som det begreb, der kan samle disse kampe under et. Man kunne forestille sig, at Frank Jensens fællesskabskonstruktion vil blive sat på en prøve i hans tid som overborgmester, da et tomt udtryk bestræber sig på at repræsenterer mange forskellige aspekter og kampe, som kan vise sig at være modstridende efter en overstået valgkamp, hvor der skal til at træffes beslutninger. 5.7 Delkonklusion: Den Luhmann inspirerede formanalyse har åbnet op for empirien, og der er fundet frem til de begreber, der i Frank Jensens kommunikation om fællesskab bliver markeret som ønskelige og nødvendige og samtidig også de modbegreber, som gør den første markering muligt. I sagsdimensionen har der dog vist sig at være en diskrepans i abstraktionsniveau i forhold til kommunikationen om Københavns problemer og løsninger. Mens problemerne er klart definerede og konkrete begreber, er løsningerne mere diffuse og definerer hvordan vi skal være som mennesker. Fællesskabet kan derfor iagttages som et tomt udtryk, der netop er tømt for mening for at kunne samle københavnerne under et begreb, som drager en eksklusionsgrænse mellem sig selv, og det der truer den på den anden side. I figur 3 56

57 illustreres Frank Jensens konstruktion af fællesskabet og det, der bliver konstrueret som truende, men som samtidig er nødvendigt for at give fællesskabet mening. 57

58 Fællesskab Truslen/Alternativet Ægte Københavnere Respekt Venlige Ansvarstagende Store sko, åbne hjerter Raske normer Solidaritet Meningsfyldt samvær Afhængige Loyale Ildsjæle Udholdenhed Aktive i opbygning af nærmiljø Børnefamilier Livskvalitet Pligtopfyldende Vi Børnefamilier Uægte Københavnere Fuck-dig-attitude Fingeren i trafikken Snerre af medarbejdere Syge normer Mig-først-kynismen Meningsløst samvær Mig-generationen Selvstændige Kreative Omstillingsparate Illoyale Rundsave på albuerne Ligeglade Klynkeri Inde i lejlighederne Ødelæggende Forråelse De kreative De hjælpeløse på bænken Figur 3: Oversigt over markeringen af fællesskab og det, hinsides eksklusionsgrænsen 58

59 6. Differentieringsanalyse Formanalysen gik i dybden med specialets empiri og kom frem til, hvordan Frank Jensens fællesskabskonstruktion blev udgjort af en markeret og en umarkeret side på tre meningsdimensioner. Den sociale dimension viste, hvilke egenskaber der var ønskede som en del af fællesskabet, og hvilke egenskaber der ikke hørte til. Den tidslige dimension viste, at fællesskabskonstruktionen var båret af værdier, der skulle genfindes fra fortiden, og gennem sagsdimensionen blev det iagttaget, hvilke konkrete samfundsproblemer denne fællesskabskonstruktion var en løsning på, og at definitionen af løsningen, fællesskabskonstruktion var båret af en moralsk kommunikation frem for konkrete løsningsforslag. Samtidig blev det konkluderet, at fællesskabskonstruktionen er et tomt udtryk, som bestræber sig på at samle Københavnerne til et betydningssystem ved at ekskluderer det fra de egenskaber, som truer dette fællesskab, og som skal bekæmpes med fællesskabet. I dette kapitel vil det undersøges, hvilke politiske konsekvenser Frank Jensens konstruktion af fællesskabet har. Med afsæt i resultaterne fra formanalysen vil følgende kapitel trække på Luhmanns teori om samfundets forskellige differentieringsformer og hans artikel Inklusion og eksklusion (2002) og den heri beskrevne sammenhæng mellem samfundsdifferentiering og inklusionsog eksklusionsmekanismer 1. Ved at iagttage hvilken inklusions- og eksklusionsmekanismer Frank Jensen italesætter i kommunikationen om fællesskab, kan det udledes, hvilken differentieringsform Frank Jensens fællesskabskonstruktion tager afsæt i. Ud fra en diagnosticering af differentieringsform kan der så gås mere i dybden med, hvordan den politiske kommunikation udfolder sig, og hvilke politiske konsekvenser fællesskabskonstruktionen har. Formanalysen viste, at der i fællesskabskonstruktionen blev stillet nogle klare krav til københavnerne, før de kunne blive inkluderet, derfor vil det hovedsagligt være analysen af den sociale dimension, der danner grundlag for dette kapitel. Hvordan gør Frank Jensen mennesker relevante i sin kommunikation om fællesskab? Og hvilke nye erkendelser kan der produceres ved at holde dette op mod Luhmanns tre differentieringsformer? 1 Denne sammenhæng er beskrevet i teoriafsnittet og illustreret i bilag 3 59

60 6.1 Fællesskab som modsvar på den funktionelle differentiering Sammenholder man resultaterne fra formanalysen med Luhmanns beskrivelse af de tre samfundsdifferentieringer og deres inklusions- og eksklusionsmekanismer, kan det iagttages, at det især er den funktionelle differentiering, som Frank Jensens fællesskabskonstruktion tager afstand fra, og flere elementer fra denne differentieringsform beskrives som direkte truende for fællesskabet Systemernes autonomi vs. fællesskabet Den funktionelle differentierings vigtigste præmis i forbindelse med inklusion og eksklusion er, at den lader det være op til funktionssystemerne selv at ordne deres inklusion og eksklusion, da en samfundsmæssig enhedsregulering af inklusion og eksklusion ikke er mulig (Luhmann; 2002; 127). Formanalysen viste dog, at fællesskabskonstruktionen ikke har opgivet forpligtelsesindholdet, og dermed ikke accepterer en vigtig præmis i den funktionelle differentiering. Det kommer for eksempel til udtryk, ved markeringen af det ansvar Københavneren har overfor andre Københavnere især i forholdet de stærke over for de svage. Det, at hjælpe andre, bliver defineret som en pligt og som noget helt særligt for København. Ydermere har dem på den rigtige side af fællesskabet en forpligtelse for at inkludere dem, der falder uden for. Det kan for eksempel være ved at gøre som Bodil, som hjalp med at få de inaktive piger ud af lejlighederne og ind i fællesskabet eller ved at blive mentor for en ung kriminel. Forpligtelsesindholdet bliver også markeret i kommunikationen om det lokale fællesskab eller nærmiljø. Det fremgik af formanalysen, at Københavneren har et ansvar over for sit nærmiljø, og derfor bliver det lokale engagement fremelsket i kommunikationen om fællesskab. På den anden side iagttages det som et udtryk for egoisme og kynisme og en helt forkert attitude til byen, hvis man ikke hjælper og er venlig mod andre. Jeg kan derfor iagttage, at systemernes autonomi i forhold til regulering af inklusion og eksklusion ikke bliver accepteret som præmis, men søges modarbejdet ved konstruktionen af et fællesskab, som har sin egen inklusionsorden. Ved at sætte inklusion i fællesskabet lige 60

61 med ansvar over for andre kan fællesskabet iagttages som en bestræbelse på at enhedsregulere københavnerne ud fra fællesskabets egne inklusion og eksklusions præmisser den samme enhedsregulering, som den funktionelle differentiering ellers har opgivet Værdsættelse af individualitet vs. Fællesskabet Luhmann beskriver ydermere den funktionelle differentiering som havende en inklusionsorden, som bliver honoreret gennem en ny form for værdsættelse af individualitet, hvor det drejer som en fordeling af værdier og chancer på individer (bilag 3). Denne præmis kan ikke forenes med markeringen af afhængighed af fællesskabet, som det fremgik af formanalysen. Tværtimod viste den, at individualitet i form af selvstændighed markeres som trussel for fællesskabet, da det skaber illoyale medarbejdere og samfundsborgere (jf. afsnit 5.1.3). Her tager fællesskabskonstruktionen igen en vigtig præmis fra den funktionelle differentiering, og gør den til fællesskabets modstykke. Individualitet bliver ikke iagttaget som en positiv kvalitet og er ikke en tilstand, der ønskes installeret hos Københavnerne - det bliver tværtimod markeret som skadeligt for fællesskabet. Der konstrueres et skræmmebillede af individualitet ved at personer, der gør noget for deres egen vindings skyld, får prædikatet rundsave på albuerne eller mig-generationen, og derfor iagttages det, at fællesskabskonstruktionen taler imod en fordeling af værdier og chancer på individbasis det markeres tværtimod, at en af fællesskabskonstruktionens fornemmeste opgaver er at sørge for hinanden Fællesskabet som svar på ulighed Netop fordi reguleringen af inklusion og eksklusion er overladt til funktionssystemerne selv, kan den funktionelle differentiering tolerere ekstreme uligheder i fordelingen af offentlige og private goder (Luhmann; 2002; 128). Det kan iagttages, at denne form for ulighed søges modarbejdet af Frank Jensen, hvorfor han i kommunikationen om fællesskab markerer begreber som solidaritet, respekt, ansvar, loyalitet osv., som skal bekæmpe denne form for ulighed. Ydermere bliver begreberne individualitet, selvstændighed, kynisme og miggenerationen brugt som forklaring på, hvorfor denne ulighed eksisterer. Dette viser, at Frank 61

62 Jensens fællesskabskonstruktion ikke accepterer de konsekvenser, som reguleringen af inklusion og eksklusion i den funktionelle differentieringsform har. Tværtimod bliver reguleringen af inklusion og eksklusion i den funktionelle differentiering iagttaget som negativt, og der dannes nærmest et skræmmebillede af at overlade reguleringen af inklusion og eksklusion til funktionssystemerne. Fællesskabskonstruktionen bestræber sig på at afværge systemernes fuldkomne autonomi, og fællesskabet bliver italesat som et slags sikkerhedsnet, for at de svage ikke ender med at blive ekskluderet fra samfundet. Inklusion og eksklusion ønskes ikke reguleret af funktionssystemerne selv, men af de normer som fællesskabskonstruktionen bygger på. 6.2 Fraværet af den stratificerede differentieringform Mens den funktionelle differentiering kan iagttages i Frank Jensens kommunikation om fællesskab, om end i en negativ forstand, så er der ingen tegn på, at fællesskabskonstruktionen gør brug af den stratificere differentieringsform, da der i kommunikationen ikke kan iagttages oppe nede som ledeforskel. Dette betyder dog ikke, at dette i sig selv ikke siger noget om fællesskabskonstruktionen. Den stratificere differentiering kendetegnes ved, at delsystemerne er differentieret i forskelligartede delsystemer, som står i et hierarkisk forhold til hinanden. Dette er mest af alt udtryk for klassisk klassetænkning, men indikerer samtidigt at der er plads til forskellige delsystemer, som godt kan sameksistere. Formanalysen viste imidlertid, at der i Frank Jensens kommunikation kun bliver markeret et rigtigt fællesskab. Dette markeres ved at der bliver henvist til fællesskabet i bestemt form. Dette gøres konsekvent i kommunikationen og overlader ingen plads til andre former for fællesskaber, der kunne være lige så gode for københavnerne som fællesskabet. Tværtimod viste formanalysen at det, der findes på den anden side af fællesskabet, bliver markeret som meningsløst samvær. Der konstrueres derfor ingen positive alternativer til Frank Jensens fællesskabskonstruktion og derfor kan det iagttages, at kommunikationen ikke regulerer sin inklusion og eksklusion via distinktionen oppe nede der er kun markeret et rigtigt fællesskab. 62

63 6.3 Fællesskabet som segment Differentieringsanalysen har hidtil vist, at den funktionelle differentieringsform ikke bliver favoriseret i Frank Jensens kommunikation, og at den stratificere differentiering overhovedet ikke kan iagttages i kommunikationen, da der ikke markeres flere forskellige fællesskaber, men kun italesættes et fællesskab. Derfor er det nærliggende, at iagttage Frank Jensens fællesskabskonstruktion som segmentært differentieret. Denne differentieringsform regulerer sin inklusion og eksklusion efter distinktionen inde ude, og eksklusion i den segmentære differentiering kan skyldes fordrivelse pga. uacceptabelt adfærd (bilag 3) Vi, Københavnere Som det fremgik af formanalysen, blev det personlige pronomen Vi brugt flittigt til at markere alle på indersiden af fællesskabet de inkluderede. Det fremgik ligeledes, at Vi dækker over en gruppe, hvor deltagerne iagttages som overvejende ligestillede. Der bliver for eksempel ikke markeret en nævneværdig adskillelse mellem politikere og andre københavnere, men derimod betegnes et samlet fællesskab med en pligt og et ansvar for at gøre København bedre. I forhold til ansvar er der heller ikke markeret en klar hierarkisk orden fx. kunne man forestille sig, at politikerne blev markeret som dem med magten og det største ansvar. Men det markeres tværtimod, at ansvaret går begge veje: politikerne har ansvaret for rammerne og københavnerne for at fylde disse rammer ud (jf. afsnit 5.1.4) ingen af delene bliver markeret som mere vigtigt end det andet, men som afhængigt af hinanden. Brugen af samlebetegnelse Vi bekræfter derfor, at fællesskabet benytter sig af en segmentær differentieringsform, da deltagernes lighed er en af grundpræmisserne ved den segmentære differentieringsform. Denne Vi -konstruktion betegner også det forhold, at der bliver skabt en skarp os dem konstruktion i kommunikationen. På den anden side af Vi finder vi dem, som ikke bidrager konstruktivt til fællesskabet. Heller ikke her differentieres der mellem de ekskluderede, således falder bandekriminelle, kreative, selvstændige, omstillingsparate og inaktive personer på den samme side uden for fællesskabet. 63

64 6.3.2 Eksklusionen af de andre I den segmentære differentiering reguleres kommunikationen efter distinktionen inde ude. Der eksisterer ikke nok kompleksitet i denne form for differentiering til at kunne kommunikere med andre segmenter derfor er det kun segmentet, der eksisterer for segmentet. Alt uden for kan enten ikke iagttages eller iagttages som en trussel mod det segment man er en del af (Kneer og Nassehi; 1997; 127). Denne form for eksklusionsregulering kan også iagttages i Frank Jensens fællesskabskonstruktion der er kun tale om et fællesskab fællesskabet. Det fremgik således af formanalysen, at der bliver skabt en os dem distinktion. Dem, der falder på dem-siden af distinktionen, iagttages ikke som dele af andre fællesskaber eller grupper, men som havende udprægede negative konsekvenser såsom mig-generationen, mig-først-kynisme eller som havende en fuck-digattitude på samme side finder vi de kriminelle og socialt afstumpede. Begrundelsen for eksklusion af de andre i Frank Jensens kommunikation er er også lig begrundelsen for eksklusion i den segmentære differentiering uacceptabelt adfærd. Dette kan iagttages i og med at alle på dem-siden af os dem distinktionen markeres gennem udprægede negative beskrivelser de har altså udvist en uacceptabel adfærd i forhold til, hvad der ønskes i fællesskabskonstruktionen. Der bliver skabt en form for dæmonisering af alle dem, der falder uden for fællesskabet. Da inklusion i fællesskabet i høj grad bliver markeret igennem positive menneskelige egenskaber gør det modsatte sig gældende for eksklusionen. De ekskluderede må derfor være personer med forkerte normer og i bund og grund betegnes de som dårlige mennesker og uægte Københavnere Ritualer Inklusion i fællesskabskonstruktionen kan også med rette sammenholdes med inklusion i den segmentære differentiering. Luhmann beskriver blandt andet overholdelse af ritualer som en form for inklusionsregulering. I formanalysen forefindes adskillige eksempler på ritualer, som skal udføres for, at man kan inkluderes i segmentet. For eksempel viste formanalysen, at den inkluderede del af fællesskabet skulle være mere venlig og smile over for kassedamen i netto, man skal være venlig over for hinanden i trafikken, man skal ikke bruge hinandens cykelkurve som affaldssække og generelt gå i store sko og have åbne hjerter. Disse eksempler kan godt iagttages som ritualer. Det er ikke deciderede regler, men det italesættes 64

65 som selvfølgelige hverdagsritualer, som har været naturlige engang, men som vi har glemt. Hvis disse genoptages vil de være med til, at København bliver en bedre by samtidig er ritualerne en betingelse for inklusion i fællesskabet Nærvær som inklusion Den segmentære differentieringsform har personers nærvær som det væsentligste kriterium for inklusion. Denne geografiske præmis kan også genkendes fra formanalysen, hvor fællesskabet bliver betegnet som København og omvendt. Nærvær i København kan altså iagttages som kriterium for inklusion i Frank Jensens fællesskab, hvilket ikke er så underligt da han stiller op til overborgmesterposten i København. Det der gør denne betingelse spændende er, at den geografiske bestemmelse i Frank Jensens kommunikation bliver koblet sammen med en mental bestemmelse for inklusion. Det vil sige, at man ikke kun iagttages som Københavner fordi man har bosat sig inden for bygrænsen for at være en ægte Københavner skal man have den rette mentale indstilling. Frank Jensen er ikke en undtagelse på dette forhold. I valgmaterialet beskriver han således sig selv som Nordjyde af fødsel københavner af sind, som bliver uddybet således: Jeg mener, at en ægte københavner skal kendes på det vi vil bidrage med, og hvordan vi behandler andre (bilag 2). Det kan derfor iagttages, at inklusion via personers nærvær bliver til inklusion via de rette personers nærvær dem, der kan genkende sig selv i Frank Jensens beskrivelse af fællesskabet Symbolikken om den fælles afstamning Ifølge Luhmann så benytter inklusionen i det segmentære samfund symbolikken om en fælles afstamning (Luhmann; 2002; 124). Dette fremgår også af den empiri, som blev brugt i formanalysen, hvor Frank Jensen i sin kommunikation konstruerer en fortælling om, hvad der gør København og københavnerne til noget særligt. Dette kan iagttages, som dannelsen af et fælles grundlag som alle københavnere deler, og hvis man kan tage den beskrivelse til sig, bliver man inkluderet i fællesskabet. Denne konstruktion af et fælles grundlag for 65

66 fællesskabet muliggør også, at Frank Jensen kan fjerne fokus fra hans egen politiske ambition og i stedet for tale på Københavns vegne. På denne måde bliver Frank Jensen til talsmand for København, og det er således ikke organiseringen Frank Jensen, der konstruerer et fællesskab, som udtryk for en politisk ambition om at blive valgt det er København, som har brug for et fællesskab, som bygger på respekt og ansvarstagende borgere, og derfor må fællesskabet nødvendigvis bero på disse kvaliteter. 6.4 Fællesskabskonstruktionens politiske konsekvenser Baseret på ovenstående analyse kan der iagttages påfaldende sammenfald mellem formanalysens umarkerede side og Luhmanns beskrivelse af den funktionelle differentiering og dens regulering af inklusion og eksklusion. Systemernes fuldstændige autonomi på dette område bliver af Frank Jensen iagttaget som roden til ulighed og uretfærdighed, som skal modsvares med en fællesskabskonstruktion, hvor man hjælper hinanden og er med til at gøre byen bedre. Der er ingen tegn på, at Frank Jensens fællesskabskonstruktion gør brug af den stratificere differentieringsform, da der i kommunikationen ikke iagttages forskellige fællesskaber, men kun fællesskabet. Fællesskabets inklusion og eksklusion orienterer sig derfor efter distinktionen inde ude, som forefindes i den segmentære differentieringsform hvilket er den mest simple og primitive differentieringsform. I den funktionelle differentiering er funktionssystemerne uddifferentieret efter hver deres binære kode, i den stratificere efter en hierarkisk orden men i den segmentære differentiering gør den lave kompleksitet det svært at udforme en egentlig regeldannelse for, inklusion. Dette kan også iagttages i Frank Jensens kommunikation om fællesskab, hvor de markerede egenskaber for inklusion i fællesskabskonstruktionen mere er et udtryk for hvordan man skal være som menneske, end et udtryk for uddifferentierede inklusionsregler. Derfor iagttages det, at de markerede egenskaber for inklusion bliver formet i en moralsk kommunikation frem for en egentlig politisk kommunikation. At fællesskabskonstruktionen benytter sig af en segmentær differentiering og regulerer sin inklusion og eksklusion via en moralsk kommunikation har følgende konsekvenser. 66

67 At København bliver iagttaget som et segment, har en konsekvens i forhold til problemhåndtering. Sociale problemer bliver begrundet med uacceptabelt adfærd, og bliver således et spørgsmål om, om man er en god Københavner eller ej. Den manglende uddifferentiering gør det svært at differentiere imellem forskellige problemarter og derfor kan de heller ikke gribes forskelligt an. De bliver mere eller mindre alle et spørgsmål om moral. Hvis vi iagttager Frank Jensens kommunikation som moralsk kommunikation, kan vi iagttage, at den sociale dimension udover at skabe en os dem distinktion også markerer, at os-siden bliver agtet, og dem-siden bliver ringeagtet. Denne ringeagt forholder sig til hele personen det vil sige, at hvis personen ikke iagttages som et aktiv for fællesskabet, er personen ikke et aktivt nogle steder. Dette passer godt sammen med den segmentære differentieringsform, hvor du enten er inde eller ude og således med Frank Jensens måde at iagttage os dem distinktionen. I den funktionelle differentiering ville den moralske kommunikation ikke have nogen indflydelse på de andre systemer, da der ikke eksisterer en integration imellem dem. Men i dette tilfælde har den moralske kommunikation en politisk konsekvens. På den ene side er den moralske kommunikation, hvad den er: et udtryk for agtelse og ringeagt, men i Frank Jensens kommunikation bliver den moralske kommunikation ligeledes til et argument for politiske tiltag. Dem, som den moralske kommunikation markerer som ringeagtet, kan der nu rettes politiske initiativer imod og dem, som iagttages som agtede skal være med til at føre disse initiativer ud i livet. Fællesskabet, som i høj grad bliver konstrueret af moralske begreber, som vurderer hvordan man skal være som menneske, får nu konkrete opgaver, som fællesskabet skal løse. Den moralske kommunikation om fællesskab, og måden der bliver iagttaget forskelle på i fællesskabskonstruktionen, har derfor en indflydelse på, hvordan de kollektivt bindende beslutninger bliver truffet i det politiske system. Dette forhold er illustreret i nedenstående figur: 67

68 God/Agtet Dårlig/ringeagtet Kollektivt bindende beslutninger Moralsk kommunikation Politiske systems funktion Figur 4: Den moralske kommunikation om fællesskab baner vejen for politiske tiltag For at analysere den politiske konsekvens af ovenstående figur vil to af valgkampens mærkesager tages i brug. Det drejer sig om bandekriminalitet og børn. Disse to emner falder på hver deres side af den moralske kode. Bander bliver markeret som ringeagtet i kommunikationen om fællesskab, og bandekriminalitet i øvrigt bliver markeret som ødelæggende for fællesskabet, og børn og børnefamilier bliver markeret som agtet og godt for København. I det nedenstående afsnit vil det demonstreres, hvordan fællesskabskonstruktionen og den moralske kommunikation om den får politiske konsekvenser for disse to områder Mærkesag: Bander At bander bliver iagttaget som dårlige og ringeagtet i Frank Jensens kommunikation, har den konsekvens, at mange politiske initiativer er rettet imod forebyggelse af bandekriminalitet det er et af mærkesagerne i valgkampen. Samtidig er der også sammenfald mellem Frank Jensens markering af ægte københavnere som ansvarstagende, engagerede borgere med medansvar for byen og strategien for bandebekæmpelse. Således er mange initiativer i bandebekæmpelsesstrategien udformet ud fra grundtanken om, at københavnerne skal være 68

69 en aktiv del af dette. I politikudspillet om bandebekæmpelse fremgår forskellige initiativer, som vil blive beskrevet i det følgende: En ansvarlig voksen initiativet er baseret på frivillighed, hvor voksne skal agerer rollemodeller for unge, potentielle kriminelle: Det centrale princip i indsatsen er, at alle børn og unge har krav på en ansvarlig voksen. Det betyder, at Københavns Kommune i samarbejde med politi, frivillige organisationer, skoler og klubber skal sørge for, at alle børn, der vokser op uden ressourcestærke voksne omkring sig, får adgang til kontakt med ansvarlige voksne, som gider tage dem alvorligt, give dem opmærksomhed og kærlig omsorg (web12). En sådan løsning er ikke nem at sætte på formel. Men alle erfaringer viser, at det er ansvarlige voksne i de udsatte unges nærmiljø, der gør en forskel i de unges liv og holder dem på sporet (ibid.). Her iagttages det, hvordan fællesskabet får en aktiv rolle ved frivilligt at dele ud af sin tid og opmærksomhed, og dermed får de potentielt kriminelle til at blive en del af fællesskabet og holde dem på sporet (ibid.). Korps af frivillige er også et initiativ, som bygger på frivilliges hjælp med det formål at danne et mentorkorps, som kan hjælpe de potentielle kriminelle med: At udvikle en anden identitet og andre moralbegreber (web12). I kommunikationen om denne mentorordning skelnes mellem frivillige, aktive og ressourcestærke, voksne københavnere på den ene side og kriminelle og lillebrorgenerationen på den anden side som er på vej ud i den samme kriminelle livsbane som deres kriminelle storebrødre. Fællesskabet skal således være med til at videregive de moralbegreber, og den identitet, som hersker i fællesskabet. Lommepengeprojekterne skal være et bydelsprojekt, hvor de lokale biblioteker og sportsforeninger skal ansætte unge, potentielle kriminelle, så de kan tjene nogle lovlige penge: Københavns Kommune skal i samarbejde med boligselskaberne skabe lommepengeprojekter, hvor unge i udsatte boligområder kan hjælpe med f.eks. at 69

70 vedligeholde fællesarealer, fjerne affald, hjælpe trænerne i det lokale sportsklubber og meget andet (ibid.). I dette initiativ kommunikeres der om et partnerskab mellem Københavns Kommune og boligselskaberne, så der igennem den sidstnævnte gruppe kan skabes jobmuligheder for lillebrorgenerationen. Dette er i overensstemmelse med fællesskabets ansvar for at holde de unge ud af kriminalitet. Ydermere involveres også mere atypiske deltagere i bandebekæmpelsen som i initiativet De første tegn. I dette initiativ skal pædagoger og lærere læres op i at reagerer på asociale, truende, voldelig adfærd i børnehaven eller skolegården (ibid.) og der skal ansættes socialrådgivere på alle folkeskoler i København, som skal give børnene redskaber som for eksempel selvbeherskelsesteknikker. At lærere og pædagoger skal være opmærksomme på utilpassede unge er ikke noget nyt i sig selv, men ved at dette initiativ er en del af en bandebekæmpelsesstrategi sættes denne opmærksomhed i en klar kriminelpræventiv kontekst. Det markeres, at socialrådgivere skal ansættes som en slags eksperter på alle folkeskoler og videregive børnene teknikker til at beherske sig selv. Den moralske kommunikation om københavnere, som aktive, ansvarstagende samfundsborgere, som blev fremanalyseret i formanalysen, lægger således grundlaget for at politiske initiativer, som bygger på frivillighed, kan præsenteres som løsningen på fx. bandekrigsproblematikken. At fællesskabet bygger på en segmentær differentieringsform, stiller således fællesskabets deltagere lige, og alle har nu et ansvar for at opretholde og forsvare fællesskabet fra bandekriminalitet. Ovenstående politiske initiativer til at forebygge bandekriminalitet er således kun mulige, fordi fællesskabskonstruktion markerer aktiv deltagelse i samfundet og pligt til at hjælpe de svageste, som en betingelse for inklusion og det rigtige at gøre som Københavner Mærkesag: Børn Modsat bander bliver børnefamilier markeret som vigtige og gode for fællesskabet: De mange børnefamilier er en god ting for København: Flere børn betyder mere liv, mangfoldighed og 70

71 glæde (web15). Således bliver børn mærkesagen over dem alle, og børnene først bliver en slogan som går igen i kommunikationen også som titel på politikudspillet på dette område. Det fremgår således af politikudspillet, at visionen er, at gøre København til børnenes storby og Frank Jensen er ikke bange for at prioritere dette område over andre: Der er mange ting vi vil. Men nogen ting kommer først. Jeg siger børnene først (ibid.). Igen kan det iagttages, at de sociale identiteter som markeres som os i fællesskabskonstruktionen får en indflydelse på udformningen af konkrete politiske tiltag. I formanalysen blev det påvist, at når Frank Jensen iagttog en hel almindelig københavnsk hverdag, så var der tale om en hverdag i en børnefamilie. Børnefamilie markeres som en vigtigt social identitet og bestanddel af fællesskabet, og samtidig er børn en politisk mærkesag. Der skal derfor gøres noget positivt for denne gruppe: Jeg ønsker, at København skal vise forældrene, at vi er glade for at have dem og deres børn i byen (ibid.). At denne sociale identitet bliver markeret som agtet i kommunikationen bevirker, at området prioriteres højere end andre: Der skal ikke være grænser for kreativiteten, når det gælder om at løse problemerne for børnefamilierne Skulle det blive nødvendigt, vil jeg være klar til at finansiere dele af byggeprogrammet flere daginstitutioner gennem udskydelse af andre anlægsprojekter i den kommende valgperiode. (ibid.) For at realisere, den politiske vision om at gøre København til børnenes storby, skal forældrene og dermed også fællesskabet bidrage: Kommunen kan ikke løse alle problemer, og det er vigtigt, at forældrene selv vil bidrage til indsatsen for at gøre København til børnenes storby (ibid.). Således bliver Frank Jensens moralske definition af inde og ude af fællesskabet til konkrete politiske initiativer, hvor fællesskabet i høj grad inkluderes i problemløsningen, og samtidig bliver politiske tiltag mod og for visse grupper legitimeret på et moralsk grundlag. 6.5 Delkonklusion Formålet med dette kapitel var at belyse de politiske konsekvenser ved den fællesskabskonstruktion, som blev markeret i Frank Jensens kommunikation. Ved at belyse 71

72 formanalysens resultater med Luhmanns differentieringsformer og tekst om inklusion og eksklusion har dette kapitel bestræbt sig på at besvare denne del af problemstillingen. Differentieringsanalysen har på baggrund af formanalysens resultater påvist, at fællesskabskonstruktionen i høj grad benytter sig af et skræmmebillede af den funktionelle differentierings inklusion og eksklusionsregulering og italesættrt denne som roden til ulighed og uretfærdighed. Samtidig var den stratificere differentiering fraværende i kommunikationen om fællesskabet, da fællesskabskonstruktionen ikke opererer med flere fællesskaber men med fællesskabet. Til gengæld var der adskillelige ligheder mellem den segmentære differentiering og Frank Jensens fællesskabskonstruktion. Frank Jensens fællesskabskonstruktion regulerer således sin inklusion via en inde ude distinktion. Den ene konsekvens er, at Frank Jensen forsøger at løse en storbys komplekse problemstillinger med et fællesskab, som bygger på et forældet differentieringsbegreb, der slet ikke kan rumme denne kompleksitet. Dette må også betyde at iagttagelsen af problemerne ikke rumme den nødvendige kompleksitet og i stedet bliver begrundet med uacceptable normer, værdier og adfærd. Løsningen er således at ekskludere de personer, der bidrager med denne negative personlighed. pga. den lave kompleksitet ikke har en egentlig regeldannelse, som inklusion og eksklusion bygger på. I stedet bliver denne regulering i høj grad formet i en moralsk kommunikation, som forholder sig til personer som helhed. Konsekvensen bliver, at fællesskabskonstruktionen, som i høj grad bygger på en moralsk distinktion mellem god dårlig eller agtet ringeagtet, bliver et argument for eksklusion af visse grupper og har en konsekvens for både de inkluderede og de ekskluderede i form a politiske tiltag, der involverer begge. De ekskluderede bliver der rettet politiske tiltag imod, og de inkluderede skal være med til at virkeliggøre disse tiltag. Således bliver fællesskabet, som er konstrueret omkring moralske værdier til politisk virkelighed for hele København. Denne transformation fra moral til politik er ikke forenelig med et moderne funktionelt differentieret samfund, og fællesskabskonstruktionen, som bygger på et forældet differentieringsprincip, må nødvendigvis være en uegnet løsning på en storbys komplekse problemstillinger. 72

73 Samtidig bliver fællesskabskonstruktionen asocial, da den segmentære differentieringsform skaber en inde ude distinktion, som ikke giver plads til andre positive måder at danne fællesskaber på end den beskrevne. 73

74 7. Diskussion: Fællesskabet som styring på 2. orden Specialets to delanalyser har kredset om, hvordan Frank Jensen konstruerer fællesskab, og hvilke politiske konsekvenser denne konstruktion har. Iagttagelsespunktet har været Frank Jensens iagttagelser af fællesskab. Dette kapitel ønsker at åbne op for en bredere diskussion af de fremanalyserede pointer fra de to foregående analyser ved at diskutere dem i forhold til Luhmanns beskrivelse af den moderne velfærdsstats udfordringer i teksten The State of the Political System (1990). Vi så i formanalysen, at Frank Jensen konstruerer et forpligtelsesforhold over for de svage, da disse ikke skal ende med at blive ekskluderet fra samfundet. Dette er et tegn på det politiske systems funktion i velfærdsstaten, som søger at forhindrer, at personer bliver ekskluderet - og dermed også sætter systemernes autonomi af inklusions- og eksklusionsmekanismerne under pres. Ambitionen med dette kapitel er at sætte fællesskabskonstruktionen ind i denne ramme, og diskuterer hvorvidt fællesskabskonstruktionen kan iagttages som en løsning på velfærdsstatens iboende paradoks. 7.1 Velfærdsstatens udfordringer og fællesskabet som løsning Velfærdsstaten har i følge Luhmann en iboende krise, som består i, at den i øget grad påtager sig ansvaret for løsningen af sociale problemer og dermed øger statens sociale engagement og aktiviteter. Dette resulterer i en øget økonomisk byrde, bureaukratisering og øget afhængighed statslige beslutninger. Dette øgede engagement i sociale problemer er således et udtryk for, at velfærdsstaten som politisk system bestræber sig på at skabe lighed gennem inklusion. Paradokset i velfærdsstaten som politisk system består i, at det ved at gøre brug af andre systemers medier, såsom for eksempel penge og ret skaber løsninger, som kaster uforudsete problemer af sig i andre systemer: As the state s share in problems and solution grows, the environment overwhelmes the system with new problems, which are in fact consequences of 74

75 previous policies (Luhmann; 1990; 171). Således skaber de politiske løsninger problemer, og disse problemer skaber et nyt behov løsninger. Således beskriver Luhmann, at det politiske system i højere grad bestræber sig på at udskyde tidspunktet, for hvornår det træffer beslutninger ved magt: And consequently, it is not he who has the competence and power of final decisions who is sovereign, but he who has the possibility of avoiding situations in which he has no further alternative than to make certain decision and to use power (ibid.). I velfærdsstaten bliver politisk styring i følge Luhmann et spørgsmål om at undgå situationer, hvor man skal kommunikere i mediet magt. Iagttager man Frank Jensens fællesskabskonstruktion i dette perspektiv kan fællesskabskonstruktionen være en bestræbelse på at undgå at kommunikere i mediet magt. Som vi så i de foregående analyser gør fællesskabskonstruktionen brug af en moralsk kommunikation, som kan ses som et forsøg på at skabe afstand mellem Frank Jensen og politisk kommunikation, som former mediet magt. Reguleringen af inklusion og eksklusion bliver flyttet fra den politiske sfære, og bliver til et spørgsmål om moral og menneskelige kvaliteter, som Københavnerne selv skal regulere sig selv i forhold til. Fællesskabskonstruktion er på denne måde ikke direkte et udtryk for konkrete politiske initiativer, men for betragtninger om hvordan man er et godt menneske og en god borger. Frank Jensen formulerer derfor klart, hvilke kvaliteter man skal besidde for at være en del af fællesskabet og det er op til københavnerne om de kan se sig selv som en del af dette fællesskab. Der etableres her et forhold af styring på 2. orden, en styring gennem konstruktionen af fællesskabet, hvor det politiske system kan lede fællesskabets selvledelse gennem de normer fællesskabet bygger på. Som vi så i differentieringsanalysen baner denne fællesskabskonstruktion vejen for konkrete politiske tiltag, som for eksempel kan rettes mod dem, der ikke kan finde ud af at regulerer sig selv i forhold til de beskrevne kvaliteter i Frank Jensens fællesskabskonstruktion. Denne styring på 2. orden kan eksemplificeres ved Frank Jensens måde at markere det politiske ansvar på. I formanalysen så vi hvordan individer og lokale fællesskaber får tildelt et lige så stort ansvar for at skabe en bedre by som politikerne. Politikernes rolle bliver markeret, som dem der udstikker de politiske visioner, og skaber de overordnede rammer, og 75

76 Københavnerne bliver markeret som ansvarlige for, at disse visioner opnås og at rammerne bliver udfyldt: Politikere kan udstikke visioner og prioritere midlerne efter dem. Men det er socialrådgiveren, der ved, hvordan man skaber et tillidsforhold til et utilpasset ungt menneske. Det er gadefodboldinstruktøren, der ved, hvordan man får rødderne væk fra gadehjørnerne (Web5). Ligeledes bliver Bodil rost, for at gøre noget for at få de inaktive piger ud af lejlighederne og ind i fællesskabet og der indgås partnerskaber mellem Københavns Kommune og boligselskaberne som led i bandebekæmpelsesindsatsen. Frank Jensen frasiger sig hermed delvist ansvaret for at detailstyre alle aspekter af København og vil hellere overlade dette til de personer, der kender deres område bedst - den engagerede borger, socialrådgiveren, gadefodboldinstruktøren osv. Det aktive medborgerskab fremelskes derfor i Frank Jensens kommunikation om fællesskab, da disse bliver til eksperter på de dele af København de er en del af. I denne optik bruger det politiske system fællesskab som selvbeskrivelse, for at udskyde tidspunktet for hvornår det skal træffe beslutninger ved magt, som så vil kaste nye problemer af sig. I stedet bliver det et politisk spørgsmål om at levere visioner og økonomiske ressourcer og lade fællesskabet styre sig selv inden for disse rammer. Dette kan også forklare hvorfor Frank Jensens fællesskabskonstruktion ikke markerer en inklusion af alle, men i stedet er en markering af aktive, loyale, engagerede samfundsborgere, som tager ansvar for byen. Det er denne gruppe, der er bedst egnet til at virkeliggøre de politiske visioner. Den politiske kommunikation bliver på denne måde mere uigennemskuelig, da det først og fremmest handler om moral og dernæst om politik. Der bliver defineret en ramme for, hvordan man udviser respekt for København på den rigtige måde og hvilke værdier, man skal have før man er en ægte Københavner. Denne form for styring gennem en sammenblanding af moral og politik burde ikke være mulig i et funktionelt differentierede samfund, og bekræfter endnu engang, at fællesskabet og København bliver iagttaget som et segment. 76

77 7.1 Risiko for afdifferentiering Et andet aspekt som jeg kort vil tage op her er fællesskabets brug af den segmentære differentieringsform som tegn på afdifferentiering. Som nævnt, beskriver Luhmann, at velfærdsstatens ambition om at skabe lighed via inklusion i yderste konsekvens kan risikere at afdifferentiere det funktionelt differentierede samfund, fordi det politiske systems bestræbelse om inklusion kompromitterer funktionssystemernes autonomi. I dette lys kan Frank Jensens fællesskabskonstruktion iagttages som et skridt i denne retning. Differentieringsanalysen viste, at den funktionelle differentierings regulering af inklusion og eksklusion blev italesat som noget negativt, der havde uretfærdig ulighed til følge. I stedet italesætter Frank Jensen det som fællesskabets opgave, at inkludere de svage og det italesættes som en nødvendighed, at være inkluderet i fællesskabet. Denne inklusions- og eksklusionsregulering kommunikeres der om i en moralsk kode. Dette peger i retningen af, at Frank Jensen i sin bestræbelse på at inkludere de gode Københavnere i fællesskabet, afviser den funktionelle differentierings autonomi på inklusions- og eksklusionsområdet til en sådan grad, at han ender med at benytte sig af en segmentær differentiering. Som allerede nævt vil denne form for inklusions-og eksklusionsregulering have konsekvenser for iagttagelsen af problemer og løsninger men kunne også være et tegn på afdifferentiering. 77

78 8. Konklusion På baggrund af en undren over hvilke konsekvenser Frank Jensens fællesskabskonstruktion har på reguleringen af inklusion og eksklusion og på udviklingen af konkrete politikudspil, har dette speciale søgt at besvare følgende problemformulering: Hvordan konstruerer Frank Jensen fællesskab som svar på de udfordringer, der bliver identificeret i valgkampen? Hvilke politiske konsekvenser har denne konstruktion? I besvarelsen af specialets første problemstilling kan det konkluderes, at Frank Jensens fællesskabskonstruktion ikke er fælles for alle. Det bliver klart markeret i kommunikationen, at nogle kvaliteter er ønskede og produktive for fællesskabet, mens andre konstrueres som fællesskabets modbegreb og iagttages som direkte truende eller ødelæggende. Frank Jensen konstruerer en ægte Københavner og et Vi som sociale identiteter, som repræsenterer alle dem, som er inkluderede i fællesskabet. Vi er venlige, Vi er aktive i vores nærmiljø, Vi er solidariske og Vi er også klar over, at Vi er afhængige af de andre i denne gruppering. Modsat dette Vi står alle andre, som har en fuck-dig-attitude, tilhører mig-generationen, er ligeglade med andre ud over sig selv dem som snerrer af kassemedarbejderen i Netto, som er selvstændige og derfor nødvendigvis illoyale. Det kan derfor konkluderes, at den kommunikation som skaber en os dem distinktion i høj grad benytter sig af en moralsk kommunikation, da kommunikationen relaterer sig til mennesker som helhed, og udtrykker agtelse for den markerede gruppe og ringeagt for den umarkerede gruppe. Denne kommunikation udtrykker samtidig en inklusion af de personer, som iagttages som agtede og en eksklusion af de personer, der markeres som ringeagtede sidstnævnte gruppering iagttages simpelthen ikke som ægte københavnere. Konstruktionen af den sociale identitet har derfor ikke noget med geografi at gøre det er et spørgsmål om værdier og den rette mentalitet. De gode værdier, og dermed fællesskabet, skal findes i fortiden. Frank Jensen iagttager nutiden som problematisk og som domineret af de negative værdier. Der konstrueres det forhold, at man skal vælge Frank Jensen som leder af København i nutiden, for at de gamle og glemte værdier igen bliver en del af byen og fremtiden. Det kan derfor konkluderes, at der 78

79 ikke er plads til en nytænkning af begrebet fællesskab i stedet skal vi finde tilbage til en gammel forståelse af begrebet. Jeg konkluderer også, at fællesskabet er et politisk projekt i form af et tomt udtryk. Fællesskabet er mere eller mindre tømt for indhold, for at kunne repræsentere København. For at samle en så forskellig menneskemængde, må der drages en eksklusionsgrænse hvor alt og alle, som ikke er en del af fællesskabet, italesættes som truende. Fællesskabet er derfor afhængig af dens modsætning, da den er med til at give den sin identitet. Kun som et tomt udtryk kan fællesskabet konstrueres som svar en række konkrete og komplekse problemer, såsom bandekriminalitet, klimaproblemer, børnepasningsproblemer m.m. I besvarelsen på anden del af min problemstilling kan det konkluderes, at fællesskabskonstruktionen regulerer sin inklusion og eksklusion efter et segmentært differentieringsprincip, som gør brug af en moralsk kommunikation. Dette betyder, at sociale problemer i København bliver iagttaget som et spørgsmål om god eller dårlig moral. Det forholder sig således til Københavenere som mennesker, og baner vejen for politiske tiltag, der kan rettes mod dem, der bliver ringeagtet i kommunikationen og ved at mobilisere de agtede medlemmer af fællesskabet til at føre disse tiltag ud i verden. Den moralske kommunikation om fællesskabet lægger derfor grobunden for politiske tiltag. Den segmentære differentieringsform, som regulerer sin inklusion via distinktionen inde ude deler København i en god og en dårlig del, og anerkender ikke alternativer til fællesskabet. Dette blik på København er asocialt, da den ikke har blik for den mangfoldighed og dermed den høje kompleksitet, som en storby indeholder. Frank Jensens fællesskabskonstruktion er således udtryk for et politisk projekt, som samler København på baggrund af Frank Jensens definition af ægte Københavnere denne definition henter sin substans i en romantiseret forestilling om fortiden, og benytter sig af et forældet differentieringsprincip, som dømmer inde og ude via en moralsk kode. Tilsammen har dette politiske konsekvenser for alle Københavenere inkluderede som ekskluderede. 79

80 9. Perspektivering I dette kapitel vil jeg vende tilbage til bysociologien, som var den egentlige inspiration for specialets tema. Med Luhmann er det svært, at arbejde med en rummelig forståelse, da dette ikke er noget han har haft fokus på i sit arbejde. Dog åbner han i teksten Inklusion og eksklusion op for den mulighed, at en eksklusion kunne antage en rummelig dimension (Luhmann; 2002; 135). I dette kapitel vil jeg kort introducere nogle af John Pløgers betragtninger om byplanlægning, i særdeleshed konstruktionen af lokalsamfund, i forhold til et ideal om det gode byliv. Pløger har lavet en komparativ undersøgelse af konstruktionen af lokalsamfund i Norge og Danmark og konkluderer blandt andet, at disse er baseret på et etisk ideal, hvor man bestræber at genskabe et fællesskab, der er gået tabt: People shall once more begin to feel a sense of responsibility for one another, concern themselves with each other and make use of the community to generate a sense of belonging. (Pløger; 2002; 18). Den politiske ambition bag dette etiske rationale har været en bestræbelse på at revitalisere nærmiljøets sociale integrative kræfter for at bekæmpe sociale problemer såsom hærværk, vold, ensomhed og isolation (ibid.; 21). Pløger vil opløse den politiske neutralitet ved denne form for byplanlægning, og fremhæver at den indeholder politiske ideologier og værdirammer, som et udtryk for ontologiske forestillinger om det normale og det gode byliv. I forhold til Frank Jensens fællesskabskonstruktion er Pløgers betragtninger interessante i den forstand, at man kunne undersøge hvordan Frank Jensens konstruktionen af fællesskab påvirker den by- og boligpolitik, som Frank Jensen kommer til at stå for som overborgmester i København. Som specialet har påvist, konstruerer Frank Jensen fællesskabet, og også lokale fællesskaber, som en løsning på de mange sociale problemer, der opleves i København meget lig den tendens som Pløger beskriver med hensyn til konstruktionen af lokalsamfund. Med en bysociologisk tilgang alá Pløger kunne man undersøge om by-og boligplanlægning har gjort sig blind over for de politiske rationaler, der ligger bag den måde man konstruerer lokalsamfund på. Og om den derved fysisk ekskluderer nogle former for byliv? 80

81 Pløger foreslår, at den nye ambition for by-og boligplanlægning er at gøre sig klart, at byboer giver mening til deres urbane liv gennem deres personlige værdier og fortolkningsrammer. Konkret nævner han tre typologier, som kunne være konstruktive at arbejde med i fremtiden fordi de kan inkorporerer en storbys kompleksitet: Funktionalisme for familier, for immobile, folk, der arbejder hjemme Kommunitarisme til familier, ældre, lokalpolitisk aktive og personer, der søger fællesskab Det Dionysiske byliv - urbanitet til singler, folk der har valgt karrieren, mennesker uden børn eller andre sociale forpligtelser Især den sidste typologi er spændende, da denne klassificering af mennesker blev ekskluderede fra Frank Jensens fællesskab. Vil denne eksklusion kunne iagttages i Frank Jensens konstruktionen af det fysiske rum København? Ifølge Pløger skal man, hvis man ønsker at bygge for mangfoldighed, lære at bygge for den fremmede. Han definerer den fremmede som den mest sociale figur, som alle byboere gør erfaring med hver dag. Den fremmede kan ønske at forblive fremmed, da det urbane liv netop tilbyder muligheden for at forblive anonym og fremmed. At leve med den fremmede kræver et ideal om åbenhed for det anderledes og respekt for heterogenitet en accept af det, man ikke forstår (ibid.; ). Frank Jensens fællesskabskonstruktion har ikke givet plads til den fremmede fællesskabet har været en bestræbelse på at ekskludere og dæmonisere den fremmede og skabe fælles normer og genkendelighed mellem de inkluderede Københavnerne. Denne vinkel ville uden tvivl også være en yderst interessant af forfølge nærmere. Den bysociologiske tilgang kunne også åbne op for en magtanalyse. Pløger definerer byplanlægning som politik, og mens byplanlægning udstiller sig for at være en pragmatisk og neutral praksis, udtrykker den en magt og en bestemt samfundsforståelse. Der ligger et analytisk potentiale i forhold til at anskue den rummelige dimension som et udtryk for magt også i forhold til Luhmanns pointe om, at visse former eksklusion kan kræve en rummelig dimension. 81

82 10. Litteraturliste Bøger Andersen, Niels Åkerstrøm (1999): Diskursive analysestrategier Foucault, Koselleck, Laclau, Luhmann. København, Nyt fra Samfundsvidenskaberne. Andersen, Ib (2009): Den skinbarlige virkelighed. København, Samfundslitteratur Esmark, Anders, Lautsen, Carsten Bagge, Andersen, Niels Åkerstrøm (2005): Poststrukturalistiske analysestrategier en introduktion i Poststrukturalistiske analysestrategier. Roskilde, Roskilde Universitetsforlag. Götke, Povl (1997): Luhmann. København, Anis Jensen, Carsten, Dreyer Hansen, Allan (2002): "Diskursteori, radikalt, pluralt demokrati - en introduktion til Laclau og Mouffe". Roskilde, Roskilde universitetsforlag King, Michael og Thornhill, Chris (2003): The political system i Niklas Luhmann s theory of politics and law. New York: Palgrave Macmillan Kneer, George og Nassehi, Armin (1997): Niklas Luhmann introduktion til teorien om sociale systemer. Ole Gammeltoft (red.). København, Hans Reitzel Forlag Laclau, Ernesto (2002) : Hvorfor betyder det tomme udtryk noget i politik? i Det radikale demokrati diskursteoriens politiske perspektiv. Carsten Jensen, Allan Dreyer Hansen (red.), Roskilde, Roskilde universitetsforlag Luhmann, Niklas (1990): On the State of the Political i Essays on self-reference. New York, Columbia Press University, 82

83 Luhmann, Niklas (1996): On the scientific context of the concept of communication i Social Science Information, Vol 35 no 2. Anna Rocha Perazzo, Elina Almasy (red.). London, SAGE Publications. Luhmann, Niklas (1997) Die Gesellschaft der gesellschaft Frankfurt am Main, Suhrkampf. Luhmann, Niklas (1998): Erkendelse som konstruktion i Fra læringens horisont en antologi. Hermansen, Mads (red.). Århus, Klim. Luhmann, Niklas (2000): Sociale systemer grundrids til en almen teori. Kapitler: 1, 2, 5 og 10. Ole Gammeltoft (red.) København, Hans Reitzels Forlag. Seidl, David og Kai Helge Becker (2006): Organizations as Distinction Generating and Processing Systems: Niklas Luhmann s contribution to Organization Studies i Organizations 13 (1), London. Vallentin, Steen (2004): Politiseringens offentlighedsaspekter i Christian Frankel Virksomhedens politisering. Gylling:, Samfundslitteratur. Videnskabelige artikler Luhmann, Niklas (2002): Inklusion og eksklusion i Distinktion - Scandinavian Journal of Social Theory, Nr. 4, Århus, Department of Political Science. Andersen, Niels Åkerstrøm (2008): The semantic analytical strategy and diagnostics of present ; Working paper. Luhmann, Niklas (1996): The Sociology of the Moral and Ethics London, Sage Publications. Gregersen, Thomas (1985): Habermas kritiske teori om velfærdsstaten. Grus, 6. årgang, nr. 16: 52-72, Aalborg. 83

84 Rapporter Pløger, John (2002): Det senmoderne nærmiljø livsformer og bykultur. Oslo, Norsk institutt for by- og regionforskning 2002: 16 Nyhedsartikler: Jensen, Frank (2009): Vi er intet uden hinanden. Avisen Information bragt i avisen den 17. september Web-henvisninger: web1: web2: Web3: Web4: Web5: Web6: Web7: Web8: Web9: Web10: Web11: Web12: Web13: Web14: Web15: Web16: 84

85 Web17: Web18: Web19: 85

86 Vi er intet uden hinanden Skrevet af: Frank Jensen Oprettet 17/09/ :53 Har du nogensinde tænkt over, hvor mange mennesker, du er afhængig af på en helt almindelig hverdag? Forestil dig følgende scenarium: Dit vækkeur ringer på en blæsende septembermorgen, og du hører den genkendelige lyd af skraldemændenes bil, som er ved at tømme affaldscontaineren i gården. Du vækker ungerne og giver dem morgenmad og tøj på, men du behøver ikke at smøre madpakke, for de får mad i både børnehaven og skolen. Sammen ringer I til din far, som fylder 82 år i dag. Han er på plejehjem, og I lover at komme forbi med kringle og gaver så snart, I har fri. Du sætter den ældste på bussen til skole, og den lille tager du bag på cyklen. Klokken er otte, da du træder ind ad døren på dit arbejde efter at have afleveret den mindste i børnehaven. Du har været vågen i halvanden time, og antallet af mennesker, som har hjulpet dig siden du stod op, kan ikke tælles på to hænder. Som overborgmesterkandidat går jeg til valg på Respekt for København. Det indebærer, at politikere på rådhuset skal samarbejde på tværs af partierne for københavnerne ikke for dem selv. Det betyder, at Christiansborg skal anerkende den særlige opgave, som København som hovedstad løfter for hele Danmark. For ved at skabe 100 job her sætter vi automatisk gang i 20 ekstra arbejdspladser i resten af landet. Solidaritet Men det falder også tilbage på Københavnerne selv. Respekt for København er en indstilling til byen og til andre. Det hænger nøje sammen med solidaritet. Solidaritet handler om at tage hensyn til og ansvar for hinanden og især for de svageste. I København skal man defineres på, hvad man vil bidrage med, og hvordan man behandler andre. At bo i en storby kræver nemlig noget særligt af os alle sammen. Man skal gå i store sko og have store hjerter her. For nogle er solidaritet et lidt støvet begreb, som man ved særlige lejligheder kan hive op af mølposen. Sådan er det ikke for mig. Solidaritet er ikke et modelune det er en forudsætning for meningsfuldt samvær. Især i en storby som København. For vi er ingenting, hvis vi ikke har hinanden. Du har måske en karriere med fuld fart på. Men hvad ville der ske med den, 86

87 hvis der ikke var andre, som passede dine børn og plejede dine forældre? Hvad ville der ske med din vej til arbejde, hvis der ikke var andre, der stod tidligt op reparerede hullerne i vejen, fjernede affaldet og fejede gaderne? Som københavnere har vi valgt at bo sammen med en masse mennesker, som er helt forskellige fra os selv. Det giver nogle fantastiske muligheder. Tænk, at man kan bo i en by, hvor man kan spise frokost i Det Grønlandske Hus, drikke en kop eftermiddagskaffe på Islands Brygge, svømme en tur i havnen, snuppe en mojito i Kødbyen og tage til Ramadanfest på Nørrebro. Men det forpligter også at bo i en storby, hvor mange mennesker skal have deres hverdag til at fungere på kryds og tværs af hinanden. Der er simpelthen behov for nogle generelle spilleregler for, hvordan man lever sammen, når man er mange.»vis hensyn,«står der på S- togdørene.»sammen om byen,«står der på affaldsspande, bænke og informationstavler rundt om i byen. Vi er alle i samme båd, og hverdagen fungerer bedre, hvis vi tager ansvar for hinanden og viser hensyn. Derfor er solidaritet ekstra påkrævet i København. Uhøflige danskere De seneste år har jeg oplevet en stigende hverdagskynisme i København. Det handler om, at man giver hinanden fingeren i trafikken, smider sit affald i andres cykelkurve og snerrer ad medarbejderen ved kassen i Netto, hvis hun er for langsom ved båndet. Den brugerbaserede rejseguide Wikitravel beskriver os københavnere som uhøflige typer, som ikke siger undskyld, hvis vi vader direkte ind i hinanden. Det er en attitude, der signalerer:»jeg er ligeglad med dig og dine problemer.«jeg tror, at alle mennesker grundlæggende gerne vil tage hensyn til og ansvar for andre mennesker. Men det er svært at holde fast i, når man får tudet ørerne fulde om det modsatte, hver gang man åbner en avis eller tænder for nyhederne i fjernsynet. Her kan vi læse og høre om Mig -generationen og om en regering, der igen og igen opfordrer os til at tage ansvar for os selv. Vi kan høre forskerne fortælle om, at vi lever i en tidsalder, som hylder de selvstændige, de kreative og de omstillingsparate mennesker. Det er dem, som får de interessante stillinger og bliver ledere i erhvervslivet. Men man skal ikke forvente, at de er 87

88 særlig loyale over for den gruppe eller virksomhed, de er en del af. For de er først og fremmest loyale over for sig selv. Rundsavene på albuerne kan næsten ikke blive skarpe nok. Solidariteten er under pres på nationalt plan. Vi har i landet en regering, som ser det som deres fornemmeste pligt at forvandle grundlæggende velfærdsrettigheder til ydelser, man skal betale for eller forsikre sig for at modtage. Det deler befolkningen op i A- og B-hold på så vigtige områder som sundhed, uddannelse og bosætningsmønstre. Det er alt andet end solidaritet det er ansvarsfraskrivelse. Store sko I Københavns Kommune kan vi ikke forhindre regeringen i at splitte samfundet. Men vi kan gøre vores for at afhjælpe konsekvenserne hos os selv. Mange københavnere udsættes for pres hver eneste dag. Arbejdspresset bliver større og større, man skal være en god forælder, man føler sig måske utryg ved at færdes i gader og boligkvarterer, og man er måske bange for at miste sit job. Jeg kan godt forstå, at det kan være svært at have overskud til at tage hensyn til andre mennesker, når hverdagen er svær at få til at hænge sammen. Og jeg vil gerne gøre mit for at hjælpe solidariteten på vej. Socialdemokraterne i København vil sammen med dem, der vil samarbejde, gøre alt, hvad vi kan for at opfylde kommunens fremmeste kerneopgave: At få hverdagen til at fungere for alle, som bor her. Vi vil give en reel pasningsgaranti. Vi vil gøre gaderne sikre at færdes i. Vi vil sikre, at luften er ren. Vi vil sætte bygge- og renoveringsprojekter i gang, der skaber arbejdspladser. Vi vil forsøge os med at aktivere de årige i udsatte boligområder ved at give dem lommepenge for småjob i deres eget boligområde. Vi vil sikre de ældre mere kontakt med mennesker og mad, der er værd at spise. Nogle skriger på, at vi skal ha Danmark tilbage. Sidst jeg tjekkede, var Danmark ikke blevet væk. Men det kan samfundet måske blive, hvis vi glemmer, hvor lidt vi er uden hinanden. Hvis vi glemmer, at det ikke er bussen, men buschaufføren, der har ansvaret for, at vores børn kommer sikkert i skole. Hvis vi glemmer, at det er plejehjemspersonalet, og ikke plejehjemmet, der plejer vores forældre. Hvis vi glemmer at tage hensyn til hinanden i trafikken og i køen nede i Netto. Og hvis vi glemmer dem, der får byens kulturliv til at blomstre og dem på bænken, der har brug for hjælp og omsorg. I København vil vi ikke gå 88

89 kynismens vej. Vi vil tilbage til fællesskabet, hvor vi hjælper dem, der vokser op i modvind eller pludselig får brug for hjælp. Det er det, solidaritet handler om. Store sko. Store hjerter. Frank Jensen er socialdemo kratisk overborgmesterkandidat i Københavns Kommune Kilde: 89

90 90