Euroforbeholdet baggrund og argumenter for deltagelse i euroen

Transkript

1 Euroforbeholdet baggrund og argumenter for deltagelse i euroen

2 ISBN: Euroforbeholdet baggrund og argumenter for deltagelse i euroen Udgivet af tænketanken Ja til Europa 2003 Europabevægelsen Produktion: VBO Speed Tryk Design: Dark Design Cph Gengivelse er kun tilladt med tydelig kildeangivelse

3 Euroforbeholdet baggrund og argumenter for deltagelse i euroen Udgivet af Europabevægelsens tænketank Ja til Europa

4

5 Den danske Europa-debat er indadvendt. Den handler mest om Danmarks forhold til EU. Konstruktiv og fremadrettet debat om Europa har trange kår. Derfor har Den Danske Europabevægelse etableret den tværpolitiske tænketank Ja til Europa. Ja til Europa samler forskere, politikere, erhvervsledere, kommentatorer og kulturpersoner med et grundlæggende positivt syn på EU-samarbejdet. Med løbende produktion af debatoplæg og bøger vil Ja til Europa arbejde for en mere konstruktiv og fremadrettet dansk Europa-debat. Synspunkter som udtrykkes i Ja til Europas udgivelser, er forfatternes egne og kan ikke tilskrives Ja til Europa eller Europabevægelsen. Formand: Europabevægelsens landsformand, Erik Boel Rådgivende komité: MEP Lone Dybkjær, Det Radikale Venstre Tidligere udenrigsminister, Uffe Ellemann-Jensen, Venstre Bestyrelsesformand Niels Due Jensen, Grundfos Redaktør Annegrethe Rasmussen, Berlingske Tidende Chefredaktør, Tøger Seidenfaden, Politiken Professor Niels Thygesen, Københavns Universitet Direktør Asger Aamund Sekretariat: Anders Panum Jensen, sekretariatsleder Henriette Rald, medlem af Europabevægelsens forretningsudvalg Søren Toft, sekretariatsleder Søren Sass Pedersen, informationskonsulent Kontakt: Tlf: E-post: europa@europabevaegelsen.dk Hjemmeside:

6

7 Indholdsfortegnelse Forord: Euroen et år efter... 7 Af Erik Boel, landsformand for Europabevægelsen Faktaboks 1: Danmarks forbehold overfor Den Økonomiske og Monetære Union 8 Hvorfor kom euroen? 11 Af Professor Niels Thygesen Faktaboks 2: Fra EMS til euro 12 Bør stabilitetspagten ændres? 25 Af Professor Niels Thygesen Nationalbanken fra centrum til periferi 33 Af Nationalbankdirektør Jens Thomsen Danmark, eurolandene og den økonomiske politik i EU 37 Af Afdelingschefer Henrik Fugmann og Per Callesen Faktaboks 3: Det Økonomiske samarbejde i EU 39 Hvor skal det fremtidige økonomiske samarbejde i EU hen? 43 Af Karin Riis-Jørgensen, Medlem af Europa-Parlamentet for Venstre, og næstformand i Europabevægelsen Devalueringens irrelevans som økonomisk politisk instrument 48 Af projektchef Christian Thygesen Forbrugerpriser og inflation 52 Af Villy Dyhr, chef for Forbrugerrådets Politiske Afdeling Argumentsamling om euroforbeholdet 57 Ordforklaring 68

8

9 Euroen et år efter Af Erik Boel, landsformand for Europabevægelsen Vi har nu i godt et år levet med euro-mønter og -sedler i omløb. For Europabevægelsen er det en naturlig anledning til at gøre status over konsekvenserne af den danske afvisning af at deltage i den fælles valuta. Derfor dette argumentationshæfte, hvor vi har bedt en række personer, som til daglig arbejder professionelt med euro-spørgsmålet, om at bidrage med deres viden om euro-samarbejdet anno Europabevægelsen har også samlet en række argumenter for og imod Danmarks deltagelse i euroen, både dem vi hørte under folkeafstemningen i 2000, samt en række nye argumenter, der er kommet til i de sidste par år. Prisen for at stå uden for euro-samarbejdet har været langt højere, end selv de mest inkarnerede ja-sigere fra folkeafstemningen i 2000 forudså. Og under alle omstændigheder må nej-sigerne i dag sidde tilbage med røde ører. Det kan konstateres, at udviklingen har demonstreret, at det danske forbehold i virkeligheden er udtryk for suverænitetsafgivelse. Hvis vel at mærke suverænitet er at have indflydelse på forhold, der under alle omstændigheder påvirker Danmark. I virkeligheden er vi medlemmer i økonomisk henseende, i den forstand at Danmark følger de økonomiske spilleregler og den linie, euro-landene anlægger vi har blot sagt nej til den politiske indflydelse. Det er vel højst enkelte fantaster blandt nej-sigerne, der kunne drømme om at benytte sig af den devaluering, vi i princippet har mulighed for som ikke-medlem. Danmark efterlever som en duksedreng i klassen de krav, der stilles til den økonomiske politik i euro-samarbejdet. Men danske virksomheder kan kun benytte sig af euroen som finansieringsvaluta, hvis de er parate til at betale transaktionsomkostninger og valutarisiko. Det samme gælder forbrugerne, når de f.eks. tager på skiferie 7

10 eller ønsker at handle i udlandet. Danmark er allerede med i den økonomiske integrationsproces, på bl.a. finans- og kapitalmarkederne, men vi er ikke med til at bestemme spillereglerne for disse markeder. Først og fremmest er det bemærkelsesværdigt, at de politiske argumenter for euroen er blevet styrket, siden Danmark afviste at deltage i samarbejdet. Mange har spurgt, om EU ville konsolidere sig i bredden eller i dybden. Svaret har vist sig at være både-og. Den fælles valuta er i realiteten det mest vidtrækkende integrationsprojekt i Europa siden oprettelsen af EF i sin tid. Men Danmark har sat sig selv uden for indflydelse i f.eks. den europæiske Centralbank og i det samarbejde, euro-landene har etableret omkring Faktaboks 1. Danmarks forbehold overfor Den Økonomiske og Monetære Union 1. Protokollen om visse bestemmelser vedrørende Danmark, der er knyttet til Traktaten om Oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, giver Danmark ret til at underrette Rådet for De Europæiske Fællesskaber om sin holdning vedrørende deltagelse i tredje fase af Den Økonomiske og Monetære Union. Danmark har meddelt, at det ikke vil deltage i tredje fase. Denne meddelelse vil få virkning samtidig med, at denne afgørelse træder i kraft. 2. Danmark vil derfor ikke deltage i ordningen med en fælles valuta og vil ikke være bundet af de regler vedrørende økonomisk politik, som kun gælder for medlemsstater, der deltager i tredje fase af Den Økonomiske og Monetære Union, og det vil bevare sine nuværende beføjelser med hensyn til pengepolitik i henhold til danske love og forskrifter, herunder Danmarks Nationalbanks beføjelser i pengepolitiske anliggender. 3. Danmark vil deltage fuldt ud i anden fase af Den Økonomiske og Monetære Union og vil fortsat deltage i valutasamarbejdet inden for EMS. Kilde: Edinburgh afgørelsen Protokol tilknyttet Maastricht traktatens slutakt. 8 E u r o f o r b e h o l d e t

11 økonomi, beskæftigelse og miljø. Selv den såkaldte Lissabon-proces, hvor EU-landene har forpligtet sig til at skabe verdens mest konkurrencedygtige økonomi bliver først diskuteret blandt euro-gruppens medlemmer, inden den efterfølgende kommer på ECOFIN-mødet. I virkeligheden ved vi meget lidt om, hvad der overhovedet foregår i dette samarbejde. Den danske minister får kun en nødtørftig orientering efter møderne. Alle de lande, der på topmødet i København fik grønt lys for EU-medlemskab har sagt ja til at deltage i euroen. Når de i løbet af en kortere årrække kommer med i samarbejdet, vil den pris Danmark betaler for at stå udenfor blive forøget. Det vil genere os handels- og investeringsmæssigt, især fordi en række af disse lande er blevet vigtige økonomiske partnere for Danmark, først og fremmest Polen og de baltiske lande. Vi stiller os simpelthen uden for det dynamiske vækstcenter som Østersøregionen har mulighed for at udvikle sig til, hvor alle lande omkring Østersøen på nær Danmark, Sverige og Rusland vil bruge euro som en fælles handelsvaluta. Den svenske statsminister Göran Persson har besluttet sig for en svensk folkeafstemning om deltagelse i euroen til september. Hvis Persson vinder den folkeafstemning, hvilket bestemt ikke er usandsynligt, står Danmark isoleret og alene med sit forbehold over for en central del af det europæiske samarbejde. Vi kan ikke dække os ind under, at Storbritannien stadig ikke lever op til kravene for medlemskab. For det er jo en helt anden situation end den danske vi har for længst tilpasset vores økonomi til medlemskab, men vi mangler kun at høste frugterne. Udviklingen fremover vil utvivlsomt gå stærkt i retning af en styrkelse af euro-samarbejdet. Der har været talt om fælles repræsentation af eurolandene i Den internationale Valutafond og i Verdensbanken. Det vil styrke EU s rolle i verden. Som situationen er nu har USA, i kraft af dollarens dominans, mulighed for at bestemme, hvilke lande der skal have lån og hvilke der ikke skal og på hvilke betingelser. Heri ligger en utrolig magt til at være med til at skabe en bedre verden. I takt med, at euroen bliver en mere og mere betydningsfuld internationalt valuta, vil det være naturligt at bruge euroen som led i den mangesidet udenrigspolitik, som EU allerede i dag fører. 9

12 Det understreger behovet for øget koordination, hvilket har fået flere af euro-landene, mest markant Frankrig, til at udtrykke ønske om en økonomisk regering i Europa. Der er næppe tvivl om, at des mere indgribende samarbejdet bliver, f.eks. omkring beskæftigelsen, des stærkere vil kravet blive om, at det også får en styrket demokratisk legitimering. Det hører med i en vurdering af euro-samarbejdet, at det har vist sig at være tilpasningsdygtigt. Blandt andet har Frankrig og Tyskland haft svært ved at opfylde kravene om budgetdisciplin. Og Romano Prodi, formanden for den Kommission, der har til opgave at overvåge euro-samarbejdet, har sågar kaldt stabilitetspagten for stupid. Nu har Kommissionen lagt op til, at de eksisterende grundregler i euro-samarbejdet fastholdes. Men at der samtidig gives mulighed for at sætte gang i økonomien, når der er behov for det. Der er tale om et fornuftigt kompromis, som også vil fremme den folkelige forståelse for projektet. Befolkningen har for længst taget bestik af situationen: I meningsmålingerne fører ja-siden med 25%. Nu venter vi blot på politikerne. 10 E u r o f o r b e h o l d e t

13 Hvorfor kom euroen? Af Professor Niels Thygesen Niels Thygesen, 1934 Dr.polit., 1971, Danske Bank Professor i international økonomi ved Københavns Universitet 1998-; Professor siden 1971; Blandt andet medlem af Delors-udvalget om ØMU Dansk medlem af EF-kommissionens udvalg om skabelsen af økonomisk og monetær union, af ekspertgrupper om valutakurs- og pengepolitik, ; har skrevet adskillige bøger om økonomiske forholds indvirkninger på samfundet. For at svare på dette spørgsmål er det nødvendigt at gå omkring 20 år tilbage. I midten af 1980 erne var De Europæiske Fællesskaber ved at genvinde noget af den dynamik og ambition, som havde præget de første 15 år efter underskrivelsen af Romtraktaten. Efter 1970 ernes økonomiske tilbageslag og medlemslandenes meget forskellige reaktioner på de voldsomme forstyrrelser i form af olieprisstigninger og overgangen til flydende valutakurser i det internationale monetære system, var der fra 1979 kommet lidt fastere rammer for og en noget bredere deltagelse i valutasamarbejdet inden for Det Europæiske Monetære System (EMS). Forskelle i den økonomiske politik i de to vigtigste deltagerlande, Tyskland og Frankrig, i , gjorde imidlertid en hurtig konsolidering af dette samarbejde umulig. Men fra omlægningen af Frankrigs økonomiske politik i mere stabilitetspræget retning i foråret 1983, blev der en forståelse inden for EMS om, at deltagerne fremover ikke kunne påregne, at valutakursændringer ville blive accepteret som en sikkerhedsventil i samme omfang som hidtil, når et lands økonomiske politik og resultater afveg fra de øvriges. Omkostningerne ved et så løst system, med tiltagende inflation i det devaluerende land samtidig med, at devalueringer betød pludselige forringelser af afsætningsforholdene hos handelspartnerne, oversteg simpelthen fordelene ved at fastholde en høj grad af selvstændighed i de enkelte deltagerlandes økonomiske politik. 11

14 Faktaboks 2. Fra EMS til euro 1969 Efter flere års ustabilt valutasamarbejde i verden kom et tættere europæisk samarbejde om økonomisk og monetær politik på dagsordnen i den såkaldte Barre-rapport. Rapportens forslag udmøntede sig i, at landene på topmødet i Haag i december 1969 besluttedes at gøre Den Økonomiske og Monetære Union til et officielt mål og nedsatte en gruppe med den luxembourgske premierminister Pierre Werner som formand Wernerrapporten forelå i oktober Gruppen foreslog, bl.a. at man indførte den økonomiske og monetære union over en tiårig periode efter en tre fase-plan. Handlingsplanen for det indre marked Den ændrede ramme for det monetære samarbejde var en vigtig forudsætning for det dristige initiativ, som blev taget af Kommissionen i 1985 gennem fremlæggelsen af en Hvidbog om gennemførelsen af det indre marked. Efter den hurtige afvikling af toldsatserne inden for EF i 1960 erne var der reelt kun sket lidt for at udbygge EF s centrale formål: At skabe et velfungerende fælles marked for varer og tjenesteydelser ledsaget af fri bevægelse af kapital og arbejdskraft. Den opfattelse bredte sig, at den skuffende udvikling i produktivitet og vækst igennem de seneste 15 år næppe alene kunne tilskrives uhensigtsmæssig og ukoordineret penge- og finanspolitik i de europæiske lande. Strukturelle hindringer på produkt- og faktormarkederne måtte også spille en rolle, og hvad kunne give en mere virkningsfuld saltvandsindsprøjtning til europæisk økonomi med sklerotiske træk end en markant fordybelse af markedsintegrationen? Denne diskussion tog særlig fart i , hvor det viste sig, at en sammenligning med USA efter den internationale recession i begyndelsen af 1980 erne absolut ikke faldt ud til Europas fordel. Klimaet for Kommissionens Hvidbog for det indre marked var derfor gunstigt samtlige regeringer, tilsluttede sig den omfattende arbejdsplan, og tillige den markante udvidelse af spillerummet for flertalsafgørelser snarere end enstemmighed, som var en forudsætning for Hvidbogens gennemførelse. Kommissionsformand Jacques Delors søgte allerede under traktatforhandlingerne i 1985 at inddrage dannelsen af en økonomisk og monetær union i regeringskonferencen i er- 12 E u r o f o r b e h o l d e t

15 kendelse af, at selv et rimeligt velfungerende EMS ville være for svag en underbygning af markedsintegrationen. Hvordan skulle man kunne bevare fremdriften og tålmodigheden i gennemførelsen af Hvidbogens næsten 300 konkrete forslag i en situation, hvor betydelige valutakursændringer kunne ændre vilkårene for samhandlen markant? Målet burde være en eliminering af valutakursændringer mellem deltagerlandene. Men der var ikke tid til at tage denne udfordring op i Den fundamentale inspiration for ØMU med en fælles valuta som et komplement til det indre marked fremstod dog helt klart allerede på dette tidspunkt. Frigivelse af kapitalbevægelserne Vekselvirkningen mellem dannelsen af det indre marked og en fælles valuta kom tydeligere frem, da regeringerne i det næste par år nåede frem til at forhandle om frigivelse af kapitalbevægelserne. Med den fjernelse af alle resterende restriktioner, der var lagt op til med det indre marked, ville selv et velfungerende EMS blive sårbart over for små forskelle imellem den økonomiske politik i deltagerlandene eller blot over for politisk debat om fremtidige ændringer i denne. Det var en almindelig opfattelse, mest tydeligt i Storbritannien, Tyskland og Holland, at frigivelse af kapitalbevægelserne udover at medføre effektivitetsgevinster af samme type som fri varehandel også giver en væsentlig disciplinerende effekt på den økonomiske politik i deltagerlandene. Men så snart Frankrig, Belgien og Italien og i et langsommere tempo Spanien og Portugal havde accepte- Første fase kom imidlertid aldrig i gang, på grund af oliekrisen og den internationale valutauro, der opstod som følge af Bretton Woodssystemets sammenbrud. 1978/1979 Det europæiske monetære system EMS blev oprettet. Der var to hovedelementer i EMSsamarbejdet: fastkurssamarbejdet ERM og ECU. ERM står for Exchange Rate Mechanism, og skulle sikre valutakursstabiliteten ved at begrænse valutakursernes udsving til +/- 2,25%. ERM fungerede gennem en aftale blandt de deltagende staters nationalog centralbanker om gensidigt at købe og sælge valuta for at rette kursen op, hvis en valuta nåede ud- 13

16 svingsgrænsen, og samtidig hæve renten, hvis valutaerne kom under pres. ECU en European Currency Unit blev brugt af EU s institutioner som regneenhed ved fastlæggelse af landbrugspriser og udmåling af strukturfonde og budget Vedtagelsen om at oprette Det Indre Marked, hvor både varer, tjenester, arbejdskraft og kapital kan bevæge sig frit mellem landene. Etableringen af det indre marked har til formål at bidrage til større vækst og lavere priser gennem større konkurrence. Mange mente, at det indre marked ikke ville få sin fulde virkning, på grund af de forholdsvis høje vekselomkostninger og usikkerhed om bare små valutaudsving. Der- ret at frigive kapitalbevægelserne i juni 1988, kunne disse lande vende spørgsmålet om: Var det ikke rimeligt, at lande, som nu viste sig villige til at udsætte deres økonomiske politik og resultater for de internationale finansmarkeders vurdering, fik en øget sikkerhed for, at en nationalt orienteret pengepolitik også fra tysk side med risiko for efterfølgende divergenser ikke længere var mulig? Tyskland havde svært ved at afvise denne argumentation på baggrund af den vægt, tyske forhandlere havde lagt på den disciplinerende virkning af frie kapitalbevægelser. To uger efter beslutningen herom i ECOFINrådet vedtog Det Europæiske Råd at nedsætte Delors-udvalget om ØMU. Mens koblingen til udviklingen af det indre marked, herunder ikke mindst frigivelsen af kapitalbevægelserne, er åbenbar og det afgørende økonomiske element i forklaringen af, hvorfor ØMU-planerne tog form sidst i 1980 erne, vil nogen utvivlsomt efterlyse hvilke mere rent politiske motiver, der spillede ind. Hvad var den politiske dagsorden? Et politisk argument: Mere symmetri Det væsentligste politiske argument var, at efterhånden som flere andre deltagere i EMS i løbet af anden halvdel af 1980 erne nåede resultater af deres økonomiske politik, der ikke var markant ringere end Tysklands mht. prisstabilitet, og uden at dette havde givet alvorlige indre balanceproblemer, var det svært at se, hvorfor pengepolitikken inden for hele området skulle indrettes alene med tyske indikatorer for øje, således som det skete i det 14 E u r o f o r b e h o l d e t

17 af Forbundsbanken ledede EMS. En sådan asymmetri mellem deltagerne savnede i stigende grad begrundelse, hævdede især Frankrig. Indflydelsen burde snarere lægges i en fælles europæisk centralbank, hvis beslutningsgrundlag ville være den økonomiske situation i hele deltagerkredsen, og hvor alle deltog i beslutningerne. Det var igen et synspunkt, som det var vanskeligt at afvise på anden måde end ved at kræve en vidtdreven forudgående konvergens i retning af stabil økonomi i et EMS-land, som følte sig parat til at tage medansvar for europæisk pengepolitik. Forståeligt nok var de mest stabilitetsorienterede lande Tyskland og Holland bekymrede over udsigten til, at gennemsnitlig adfærd mht. inflation kunne blive normen for et kommende fælles valutaområde. Selv om større lande som Frankrig og Italien ligesom en række mindre EMS-deltagere havde gjort gode fremskridt gennem deltagelsen i det mere stabile EMS i retning af lav inflation, kunne der endnu rejses tvivl om holdbarheden i denne tendens. Bekymringerne blev bestyrket af den franske og italienske forkærlighed for den såkaldte parallelvalutastrategi, iht. hvilken den europæiske valutaenhed, ECU en, et gennemsnit af de 12 daværende valutaer i EF, gradvis skulle udbredes som værdiopbevarings- og transaktionsmiddel. Det tyske svar på denne udfordring var at insistere på, at en kommende fælles valuta og fælles centralbank skulle ligne D-marken, hhv. Forbundsbanken, mest muligt. for kom diskussionen om en fælles valuta igen på dagsordnen I juni godkendte Det Europæiske Råd, at EU havde som mål gradvist at skabe en økonomisk union. Der blev nedsat et udvalg Delorsudvalget, med bl.a. EF-landenes centralbankchefer, Alexandre Lamfalussy, daværende generaldirektør for Den Internationale Betalingsbank, Niels Thygesen, professor i økonomi ved Københavns Universitet, og Miguel Boyer, daværende chef for Banco Exterior de España. Udvalgets arbejde mundende ud i Delors-rapporten, der foreslog en overgang til en økonomisk og monetær union i tre adskilte, men fremadskridende faser. 15

18 1989 På grundlag af Delors-rapporten besluttede Det Europæiske Råd i juni 1989, at første fase af Den Økonomiske og Monetære Union skulle indledes 1. juli 1990, hvor alle restriktioner i kapitalens frie bevægelighed mellem medlemsstater i princippet blev ophævet Der blev afholdt en regeringskonference om ØMU en parallelt med regeringskonferencen om Den Politiske Union. Resultatet af forhandlingerne blev Maastricht-traktaten, som blev underskrevet den 7. februar Protokollen om statutten for Det Europæiske System af Centralbanker og den Europæiske Centralbank og protokollen om statutten for Det Europæiske Var der i øvrigt en politisk dagsorden? Der er, ikke mindst i den danske debat, en tilbøjelighed til at betegne ØMU som et politisk, snarere end et økonomisk projekt. En fælles valuta ses i dette perspektiv først og fremmest som en løftestang for dybere politisk integration. Det var klart, at overgangen til ØMU ville medføre en tendens til europæisering af tilrettelæggelsen af økonomisk politik mere generelt og ikke blot af pengeog valutapolitikken. Men der var samtidig tegn i det politiske system, i lidt mindre grad i centralbankerne, på, at argumenterne for centralisering af beslutningerne var langt svagere uden for det penge- og valutapolitiske område. Her havde synspunkterne ændret sig markant siden den 20 år ældre plan for en økonomisk og monetær union Wernerplanen som måtte skrinlægges i løbet af første halvdel af 1970 erne. Denne version havde med overdreven optimisme mht. de finanspolitiske styringsmuligheder og med en overraskende politisk naivitet lagt op til en omdannelse af ECOFIN-rådet til et beslutningscentrum ved siden af en føderalt opbygget europæisk centralbank. Problemstillingen to årtier senere var mere realistisk, både økonomisk og politisk: at nøjes med at begrænse den nationale handlefrihed i den øvrige økonomiske politik til, hvad hensynet til en stabil fælles valuta måtte kræve. Der kan måske yderligere fremhæves to andre elementer af delvis politisk karakter, som inspirerede ambitionen om at igangsætte ØMU-processen: For det første et ønske om at styrke den europæiske indflydelse i det internationale mone- 16 E u r o f o r b e h o l d e t

19 tære system. Denne ambition havde allerede inspireret de to initiativtagere til det langt mindre vidtgående EMS i 1978, de daværende tyske og franske politiske ledere, forbundskansler Helmut Schmidt og præsident Valery Giscard d Estaing. Det var en torn i øjet på disse og andre ledere, at det var så svært for de europæiske lande at få en indflydelse på globale økonomiske beslutninger, der svarede til deres relative størrelse sammenlignet med USA. Illustrationer herpå var vanskelighederne ved at koordinere den økonomiske politik med USA med henblik på at afdæmpe voldsomme udsving i de europæiske valutaer i forhold til dollaren og den svage europæiske indflydelse på styring af internationale finansielle problemer, i 1980 erne mest markant den globale gældskrise. Det blev i løbet af 1980 erne klart, at EMS-samarbejdet reelt ikke bidrog til løsningen af disse problemer; sårbarheden over for de store udsving i dollarkursen forblev særdeles markant, så længe D-marken var den eneste reelle alternative valuta til dollaren i Europa. Ved at indføre en fælles valuta for en række europæiske lande kunne man gøre sig mindre sårbar over for udsving i dollaren; den ville i al fald ikke længere true relationerne mellem de europæiske valutaer. Samtidig hermed kunne skabelsen af en europæisk reservevaluta danne grundlaget for større indflydelse bilateralt i forhold til USA, hvis økonomiske politik med store betalingsbalance- og offentlige underskud fortsat gav anledning til stærk kritik fra europæisk side i de internationale institutioner. Monetære Institut (EMI) trådte i kraft 1. november /1993 Efter mange års stabile valutakurser, blev en række europæiske valutaer inkl. den danske krone udsat for voldsom spekulation og ERM-udsvingsbåndet blev afløst af et bånd på +/- 15% januar markerede indledningen af ØMU ens anden fase, og samtidig opløstes Centralbankchefkomitéen Det Europæiske Råd besluttede i december 1995, at den nye europæiske valutaenhed skulle kaldes euro, og at ØMU ens tredje fase skulle indledes 1. januar For det andet viste det sig uundgåeligt i EMS at hindre jævnlig gensidig kritik i fuld offent- 17

20 1996 I december forelagde EMI de udvalgte designserier af eurosedler, der skulle sættes i omløb 1. januar 2002, for Det Europæiske Råd og senere for offentligheden Hovedelementerne i den nye valutakursmekanisme (ERM II), blev vedtaget i juni. Ligeledes vedtog Det Europæiske Råd stabilitets- og vækstpagten i juni 1997 de respektive forpligtelser blev uddybet i en deklaration fra Det Europæiske Råd i maj Den 2. maj besluttede Rådet for Den Europæiske Union enstemmigt, at 11 medlemsstater (Belgien, Tyskland, Spanien, Frankrig, Irland, Italien, Luxembourg, Nederlandene, Østrig, Por- lighed deltagerne imellem. Det var destabiliserende i relation til de finansielle markeder ved at nære forventninger om forestående kursjusteringer, og det var politisk belastende. Ved at fjerne muligheden for sådanne justeringer og flytte diskussionerne om den økonomiske politik, især pengepolitikken, til europæiske institutioner, kunne man reducere de økonomiske og politiske irritationsmomenter. De europæiske politikere, som støttede tanken om en økonomisk og monetær union, var realistiske med hensyn til dette projekts stærkt begrænsede muligheder for at løfte en vidtgående politisk integration igennem på områder, som ingen direkte forbindelse havde til økonomi og valuta. Her tænkes først og fremmest på de to store områder, som senere i Maastricht-traktaten blev skilt ud som selvstændige søjler i et samarbejde mellem regeringerne omkring fælles sikkerheds- og udenrigspolitik på den ene side, og retligt samarbejde på den anden side. Ingen har vel illusioner om, at en inddragelse af disse store politiske områder i et traktatfastsat samarbejde skulle kunne afgøres på andet end på egne præmisser. Delors-udvalgets arbejde På Det Europæiske Råds møde i Hannover i juni 1988 nedsattes det såkaldte Delorsudvalg, med henblik på at undersøge og foreslå konkrete etaper hen imod en økonomisk og monetær union. Spørgsmålet til udvalget, som skulle besvares inden stats- og regeringschefernes møde i Madrid et år senere, havde reelt karakter af et klassisk eksa- 18 E u r o f o r b e h o l d e t

21 mensspørgsmål: Antag, at man ønsker at danne en økonomisk og monetær union. Hvordan skal den se ud, og gennem hvilke skridt kan den realiseres? Udvalget blev ikke bedt om at vurdere, om ØMU var ønskelig eller ej. Det var der delte meninger om i det noget usædvanligt sammensatte udvalg, bestående af de daværende 12 centralbankchefer, Kommissionens formand og næstformand samt tre uafhængige eksperter. Centralbankcheferne var for en dels vedkommende naturligt nok tilhængere af det EMS, de selv havde udviklet med betydelig succes og bekymrede over politisering af samarbejdet og afdækning af underliggende meningsforskelle, især mellem Tyskland og Frankrig, som kunne ventes, i al fald i overgangsfasen. Men der var også den gensidige tillid og åbenhed mellem dem, som er resultatet af mange års tæt samarbejde aktiver, som foreløbig kan iagttages i dag i Den Europæiske Centralbank. De øvrige medlemmer af Delors-udvalget havde den implicitte rolle at bidrage til at øge tempoet i diskussionerne og afprøve mere radikale ideer. Navnlig de britiske og danske holdninger til initiativet var kritiske. Begge havde insisteret på, at udvalget skulle beskæftige sig ikke blot med en monetær union, men også med det noget vagere begreb, en økonomisk union, og de havde modsat sig omtale af en fælles centralbank og en fælles mønt i mandatet. Begge ventede tilsyneladende, at Forbundsbankens præsident ville blokere for enighed i udvalget. Det skete imidlertid ikke; imødekommelsen af tyske snarere end sydeuropæiske visioner for processen var tilstrækkelig til ikke at give problemer med tysk tilslutning. tugal og Finland) opfyldte de nødvendige betingelser for at kunne indføre den fælles valuta 1. januar Direktionen for ECB blev udpeget januar indledtes ØMU ens tredje og sidste fase med fastlåsning af vekselkurserne for valutaerne i de 11 medlemsstater juni traf Rådet for Den Europæiske Union beslutning om, at Grækenland opfyldte konvergenskriterierne januar steg antallet af deltagende medlemsstater til 12, da Grækenland gik ind i ØMUens tredje fase januar kom euromønterne og sedlerne i omløb i de 12 euro-lande. 19

22 Ser man tilbage på forløbet gennem 1990 erne med dannelsen af ØMU, må man betegne Delors-udvalgets besvarelse af de stillede spørgsmål som tilfredsstillende. Den kom til at give retningslinierne for regeringskonferencen om Maastricht-traktaten, og ØMU en blev gennemført i de tre etaper, som var foreslået og med flere deltagere, end man kunne have forestillet sig i Man kan imidlertid indvende, at udvalgets rapport kun svarede tilfredsstillende på det første af de to stillede hovedspørgsmål skitsen til den fuldt udbyggede ØMU mens overgangsfaserne var beskrevet så vagt og med så mange udskydelser af beslutninger og manglende forberedelse af fælles styring, at projektets overlevelseschancer så ret skrøbelige ud. Men tiltrækningskraften ved udformningen af slutfasen var tilstrækkelig til at overvinde problemerne på trods af en decentral tilrettelæggelse af de to overgangsfaser. EMS-krisen i blev i denne sammenhæng en afgørende faktor i overvindelsen af problemerne. Hovedkonklusionerne i Delors-udvalgets rapport Udvalget koncentrerede sig om at beskrive en europæisk centralbank med to afgørende karakteristika: lav og stabil inflation som primær målsætning, og en høj grad af uafhængighed i pengepolitikkens tilrettelæggelse af nationale og europæiske myndigheder. Disse to grundpiller var solidt funderet i økonomisk teori og i de europæiske landes praktiske erfaringer. Herudover konkluderede udvalget hurtigt, at det ville være ønskeligt, af hensyn til projektets troværdighed og en dybtgående integration af de europæiske finansielle markeder at overgå til en fælles valuta kort efter starten på slutfasen. Der er væsentlige forskelle mellem selv det mest veludviklede fastkurssystem og en fælles valuta i disse henseender. Mest kontroversielle var udvalgets konklusioner mht. kravene til den nationale finanspolitik i slutfasen. Her ansås det for nødvendigt at fastsætte bindende regler for øvre grænser for offentlige budgetunderskud, samt at udelukke muligheden for direkte lån hos centralbanken og andre former for monetær finansiering heraf. Disse konklusioner, som vakte megen diskussion også i udvalget, var især baseret på en forventning om, at deltagerlandene ville udvise overdreven finanspolitisk ekspansionslyst, når risikoen for markedsmæssige sanktioner gennem stigninger i det nationale renteniveau og valutauro fortonede sig i ØMU ens slutfase. Der var betydelig skepsis mht. de finansielle markeders evne til at sanktionere af- 20 E u r o f o r b e h o l d e t