1 PROBLEMFELT/PROBLEMSTILLING METODE INDLEDNING VALG AF TEORI OG EMPIRI LITTERATURSØGNING

Transkript

1 1 PROBLEMFELT/PROBLEMSTILLING METODE INDLEDNING VALG AF TEORI OG EMPIRI LITTERATURSØGNING GENNEMGANG AF KILDER VI BRUGER I CASESTUDIET: FORSKNINGSMETODE OG BRUG AF SAMFUNDSVIDENSKABELIGE DISCIPLINER TEORI GENNEMGANG AF TEORI Gennemgang af idealismens og realismens udvikling Realisme Neorealismen/ struktur realisme Liberalisme Neo-Neo syntesen Delkonklusion/sammenfatning NYE KONFLIKTTYPER/PROBLEMER VED BIPOLARITETEN OPHØR HVILKEN ROLLE SPILLER SIKKERHEDSRÅDET I VERDENSSAMFUNDET SIKKERHEDSRÅDETS STRUKTUR OG FUNKTION SAMMENSÆTNINGEN: Afstemningsregler og vetoretsprincippet: Sikkerhedsrådets funktion: Sammenfatning af Sikkerhedsrådets struktur og funktion: SIKKERHEDSRÅDETS DISPONIBLE OPERATIONSMULIGHEDER Fredsbevarende (Peace-keeping) operationer generations fredsbevarende operationer generations fredsbevarende operationer Sammenfatning af fredsbevarende operationer: FOREBYGGENDE DEPLOYERING AF MILITÆRE STYRKER Fredshåndhævende (Peace-enforcement) operationer INTERVENTIONER Erfaringer med overvejende militære interventioner Sammenfatning af fredshåndhævende operationer Sammenfatning af Sikkerhedsrådets fredsstøttende operationer REFORMMULIGHEDER FOR SIKKERHEDSRÅDET OG FN Udvidelse af Sikkerhedsrådet: Oprettelse af en stående FN-styrke Regionalisering af Sikkerhedsrådets opgaver SAMMENFATNING KAPITEL SAMMENFATNING CASESTUDIE AF KOSOVO OG SOMALIA KONFLIKTERNE KOSOVO Redegørelse Analyse Sammenfatning SOMALIA Redegørelse Analyse Sammenfatning KAPITEL SAMMENFATNING KONKLUSION PERSPEKTIVERING LITTERATURLISTE

2 1 Problemfelt/problemstilling Emne: FN og Sikkerhedspolitik. Problemfelt: International politik står i dag over for nye udfordringer, hvilket har vakt vores interesse for FNs placering i den nye verdenssituation. FN blev oprettet for at sikre fred i verden og for at etablere samarbejde mellem verdens stater. Igennem tiden har vurderingen af FNs indsats og effektivitet været præget af skuffelse og kritik, som bl.a. deres indsats i Kosovo og Somalia viste, som blot er et af mange eksempler(hækkerup ). Sikkerhedsrådet har ifølge FN-pagten hovedansvaret for opretholdelse af international fred og sikkerhed. Rådet er på grund af sin sammensætning og beføjelser organisationens mest magtfulde organ og kernen i FNs sikkerhedssystem. Sikkerhedsrådet har for øjeblikket, som det eneste internationale organ i verden, magt eller beføjelse til at træffe bindende sikkerhedspolitiske beslutninger med global rækkevidde. Vurderingerne af organisationens handlekraft og effektivitet er, som ovennævnt, svingende. Derudover kan man se på dilemmaet mellem ord og handling, som er en central problemstilling for FNs troværdighed. Som eksempel på den svingende handlekraft er resolution 92. Den blev vedtaget i forbindelse med nogle sanktioner mod Irak. Resolutionen viste sig for bredt formuleret, idet at parterne tolkede den forskelligt. Ud fra følgende gennemgang antager vi, set ud fra et sikkerhedspolitisk perspektiv, at verdenssituationen og de dertilhørende sikkerhedspolitiske problemer har ændret sig og dermed også FNs rolle som mægler og forhandler. Hvorledes har det påvirket Sikkerhedsrådets effektivitet? Efterkrigstiden fra 1945 ændrede verdenssamfundet. Med aksemagternes nederlag og Europas ødelæggelse opstod et tomrum. Tilbage stod to supermagter: USA og Sovjetunionen. De havde under anden verdenskrig stået på samme side i kampen mod specielt Tyskland. Sammen med Frankrig, Kina og England, de andre sejrsherrer fra anden verdenskrig, grundlagde de i 1945 FN. Dette skulle danne rammen om den nye verdensorden. Det var en vision medlemslandene forpligtede sig til at indfri og overholde gennem undertegnelsen af FNs charter. 2

3 Gnidningerne mellem parterne blev dog hurtig en stopklods for den ellers positive (idealistiske) tankegang, der havde dannet udgangspunktet for oprettelsen af FN. Om end formålet var idealistisk, var tilgangen til oprettelsen af FN realistisk, idet at man oprettede vetoretsprincippet i Sikkerhedsrådet i modsætning til det rent idealistiske Folkeforbund, hvor alle magter havde én stemme. Hovedkonflikten i denne periode mellem USA og Sovjetunionen var i høj grad ideologiorienteret, hvori der lå stærke økonomiske og politiske interesser. Staterne verden over organiserede sig i to massive blokke med henholdsvis USA og Sovjetunionen i spidsen. Disse adskilte sig som supermagter fra de andre stater på baggrund af militær styrke og politisk indflydelse uden for egne grænser. Den kolde krig var centreret omkring alliancepolitik og oprustning. Der var dog tale om flere grader af oprustning og også nedrustning bl.a. SALT I og SALT II 1, hvilket er kendetegnet ved terrorbalancen. Verdensordenen blev fastholdt af et stærkt bipolart system. Bipolariteten hindrede FN i at reagere tilstrækkelig effektivt på de internationale konflikter, der løbende opstod. Men i samme kontekst kan det fremhæves, at der var færre nationale kriser under den kolde krig pga. af den ideologiske kamp mellem USA og Sovjet. Væsentligt er det her at være opmærksom på, at nedrustningsarbejdet primært foregik udenom FN på et bilateralt grundlag. Med den kolde krigs ophør var bipolaritetens hindring af effektiviteten ikke længere tilstedeværende. Ville dette betyde, at Sikkerhedsrådet uden denne hindring ville kunne agere mere effektivt i en ny unipolær, sikkerhedspolitisk verdensorden? Ophøret af den kolde krig startede i slutningen af 1980erne, da der opstod revner i de fasttømrede blokke. De to gamle kommunistiske giganter: Sovjetunionen og Kina kom på kollisionskurs ideologisk, politisk og militært set. Det sovjetiske imperium havde stigende problemer med at holde sammen på landene. Dette skyldtes i høj grad en økonomisk krise. ( 7/12-04) En anden faktor, der ligeledes blev afgørende, var afkolonialiseringen. Denne foregik primært i 60 erne, som skabte nye aktører i verdenssamfundet - den såkaldte 3. verden (Petersen og Skak 1998;20). Antallet af stater i verden steg i perioden fra 75 til 161 og herved også FNs medlemstal, som i 2001 lå på 189 (Petersen og Skak 1998;17). Med en så stor repræsentation af verdens lande ville det være nærliggende at tro, at Sikkerhedsrådet ville kunne agere mere legitimt og måske effektivt ved, at disse senere blev repræsenteret i Sikkerhedsrådet. Blev dette tilfældet? 1 Forkortelsen for de nedrustningsaftaler USA og Sovjetunionen indgik i forbindelse med den kolde krig. Aftalerne bestod i en reduktion eller begrænsning af kernevåben, fly og missiler langtrækkende vidde. SALT I blev indgået i Og med loft over våbenudviklingen blev SALT II vedtaget i 1979 (Den Store Danske Encyklopædi bind 17;177). 3

4 I 1985 kom Mikhail Gorbatjov til magten. Gennem hans iværksættelse af reformprocesserne - Glasnost og Perestrojka blev der skabt en større åbenhed og ytringsfrihed. På samme tid oplevede Europa økonomisk fremgang og en fortsat udvikling af det europæiske samarbejde. Magtbalancen blev forskudt til fordel for USA, som var Sovjetunionen økonomisk overlegen. Dette skyldtes bl.a., at Ronald Reagans kostbare forsvarssystem SDI(stjernekrigsprojekt) ville undergrave terrorbalancen helt, idet USA ville blive usårlig (Branner 2001;31). Man kan konkludere, at den kolde krig endte fredeligt i modsætning til tidligere stormagtskonflikter. Med murens fald blev der symbolsk set sat punktum ved bipolariteten og den kolde krig. I dag er der ikke længere nogen hovedkonflikt, som der var under den kolde krig. Konfliktmønstret har ændret sig. Den kolde krigs afslutning betød, at man nu kunne planlægge et reelt samarbejde mellem staterne. Golfkrigen er bl.a. et godt eksempel på dette. Samarbejde mellem stormagterne i FNs sikkerhedsråd illustrerede hurtig beslutsomhed og handling. Dette resulterede i en hurtig afslutning på den første Golfkrig.(Christensen 1998;72). Troen på et kollektivt samarbejde omkring sikkerheden på verdensplan blev derved styrket. Dermed øjnedes muligheden for at få et mere effektivt Sikkerhedsråd i den post-bipolære verdensorden. Nye sikkerhedspolitiske aspekter af intrastatslig karakter har dog ofte været hæmmende for effektiviteten siden. I dag er et af de sikkerhedspolitiske problemer betegnet som terrorisme. Masser af nye konflikter er opstået efter den kolde krigs ophør, og har derved fået mulighed for at udvikle sig. Siden terrorangrebet d. 11. september i USA har mange statsmagter defineret disse under paraplyen terrorisme. Konsensusen omkring definitionen af, hvornår en konflikt er forbundet med terrorisme, er dog langt fra klar og entydig, hvilket skaber en stor usikkerhed og uklarhed om, hvorledes man skal forholde sig til dette relative begreb. Dog skal det understreges, at idet nationer legitimerer deres krigsførelser ud fra at henvise til terrorproblematikken, må og skal FN forholde sig hertil. Selvom det kan være svært at forholde sig helt til terrorproblematikken, kan der dog udledes visse karakteristika for de nye konflikttyper i kølvandet på den kolde krig. Her tænkes der specielt på interne etnisk-religiøse og politiske konflikter, som kendetegnes ved begrebet subkonventionelle konflikter. Disse væbnende konflikter finder i højere grad sted inden for regionale områder, hvilket oftest er med til at betyde et meget større tab af civile end tidligere. Et eksempel på dette er Kosovo-konflikten, som var en lokal etnisk konflikt, der fik lov til at udvikle sig efter Titos fald og Milosevics opildnende nationalisme(hækkerup 2002;100). I forbindelse med denne konflikt arbejdede FN i på en løsning af denne konflikt. Der blev ikke opnået 4

5 enighed, og efter mange FN-fordømmelser valgte NATO at gå ind i Jugoslavien for, med militær magt, at opnå en løsning på konflikten. Her udstillede FN sin manglende effektivitet i henhold til at finde frem til en fælles konsensus for at intervenere i konflikten. Efter at NATO fik afvæbnet de serbiske styrker, viste Sikkerhedsrådet i FN i dette tilfælde handlekraft og gik i et vist omfang hurtigt og effektivt ind med en fredsbevarende styrke. Hvorfor blev Sikkerhedsrådet først effektivt i denne fase af konflikten? Et andet eksempel på en nyere konflikttype er Somalia, hvor den primære konflikt bestod i et anarki af interne magtkampe mellem mange forskellige klaner og militser. I dette tilfælde blev der dog opnået en konsensus i Sikkerhedsrådet, hvilket banede vejen for først en fredsbevarende operation og senere i forløbet en fredshåndhævende operation. Ingen af dem viste sig dog bæredygtige i forsøget på at løse konflikten effektivt. Der synes dog generelt at være et paradoks i Sikkerhedsrådet, når det ifølge pagtens artikel 28 er FNs organ, der skal kunne gribe effektivt ind overfor medlemsstater gennem sanktioner og interventionsmuligheder. I stedet synes Sikkerhedsrådet ofte at agere bedst i konfliktsituationer, hvor stormagterne i Sikkerhedsrådet har klare interesser i at intervenere, men ingen modstridende strategiske sikkerhedspolitiske interesser, når parten eller parterne i den pågældende konflikt er tydeligt identificeret, og det sikkerhedspolitiske problem synes klart defineret. Vi undrer os over dette, og derfor er problemstillingen følgende: Problemstilling: Vi undrer os over, hvordan Sikkerhedsrådet kan fungere effektivt i forhold til nye sikkerhedspolitiske problemer? Underspørgsmål: Hvad er de nye sikkerhedspolitiske problemer i verdenssamfundet? Underspørgsmål: Hvilken rolle spiller Sikkerhedsrådet i verdenssamfundet? Underspørgsmål: Hvad er kriterierne for effektivitet i en organisation som Sikkerhedsrådet? 5

6 2 Metode I dette kapitel vil vi kort redegøre for, hvordan vi i vores problemstilling har lavet nogle afgrænsninger. Vi vil fortælle om valg af teori og empiri, og hvilken betydning det har for vores opgave. Derefter har vi en gennemgang af vores litteratursøgning. Vi har et multi- casestudie i projektet, som vi begrunder valget af, og efterfølgende har vi en gennemgang af de bøger, som vi benytter til casestudierne. 2.1 Indledning I vores problemstilling har vi valgt at afgrænse effektivitetsbegrebets måling. Effektiviteten skal helt overordnet ses ud fra FNs evne til at sikre, at konflikter i første omgang ikke opstår, dernæst ikke udvikler sig og sidst ikke spreder sig. Effektiviteten måles i vores rapport ud fra Sikkerhedsrådets beslutningseffektivitet og måleffektivitet, herunder løsningen af selve konflikten eller en inddæmning af konflikten. Problemstillingen afgrænses ligeledes til kun at beskæftige sig med High Politics aspekter, og hermed kigges på sikkerhedspolitiske problemer. Derved har vi udelukket Low Politics aspekter, som berører fattigdom, klimaproblemer o.a. Ligeledes har vi valgt at afgrænse tidsperioden. I problemfeltet er tidsaspektet fra anden verdenskrig og op til år I selve rapporten fokuseres primært på perioden fra bipolaritetens ophør og til starten af år Ligeledes er perioden valgt, fordi de cases, som vi benytter, afsluttes før år Dette skyldes, at andre relevante cases endnu ikke er afsluttede konflikter, og derfor er det for tidligt at sige noget endegyldigt om effektiviteten i disse konflikter. Derudover knytter mange konflikter fra år 2001 sig til terrorproblematikken, der er vanskeligere at belyse pga. usikkerheden angående definitionen på denne terrorisme. 2.2 Valg af teori og empiri Man kan ikke, modsat tidligere tiders forhåbninger, forstå verdenssystemet ud fra den konsensusskabende Grand Theory. Denne vision er opgivet. I stedet kan det konstateres, at der forekommer en lang række teorier om mere begrænsede aspekter af international politik. Det er ikke væsentligt for projektet at redegøre for en overordnet gennemgang af IP teorier, men blot konstatere, at der findes andre måder at anskue international politik på. Det være sig rationalisme, socialkonstruktivisme m.v. 6

7 I henhold til problemstillingen har vi valgt at beskæftige os med realismen, idealismen og neo-neo syntesen. Vores overvejelser i dette valg hænger bl.a. andet sammen med, at Sikkerhedsrådet er dannet på et realistisk grundlag specielt på baggrund af den manglende effektivitet, som Folkeforbundet udstillede. Derfor har vi valgt at bruge nogle teoretikere, som har nogle af disse aspekter med. I en yderligere afgrænsning af teorierne, er det relevant at bemærke, at teorierne er udviklet i deres samtid, og derfor mangler den klassiske realisme og liberalisme faktorer, som skal bruges til at forstå verdenssamfundet i dag. Det var i 1980erne muligt at finde frem til en tilnærmelse mellem neoliberalismen og neorealismen. Realismen og liberalismen fremstår som brede tanketraditioner, hvorimod neo-neo syntesen fremstår som en mere præcis videnskabelig teoretisk retning. Det har ledt os frem til valget af neo-neo syntesen, fordi den tager højde for nye faktorer, der spiller ind såsom: Integration, globalisering, interdependens tendenser o.a. Vi har i denne opgave valgt at bruge casestudier for at undersøge, hvad der betinger Sikkerhedsrådets effektivitet i forbindelse med konkrete konflikter i verdenssamfundet. Vi har valgt at kigge på flere forskellige cases, med hovedvægten på Kosovo og Somalia konflikterne. Disse to cases er begge konkrete eksempler på nye former for konflikter, som indgår i teorien i kapitel 1. Vi har gennemgået forskellige relevante teorier, som vi bruger til at forstå verdenssystemet, og som vi i et vist omfang vil benytte på casene. De forskellige teoriretninger har forskellige bud på, hvorfor og hvordan konflikter er opstået, og måderne de er blevet løst på, og dette vil vi i et vist omfang bruge som redskab til at forstå konflikterne. Ved at bruge casestudier kan vi give konkrete bud på de nye sikkerhedspolitiske problemer. Derudover kan casestudier medvirke til at belyse, hvordan sikkerhedsrådet fungerer inden for disse nye sikkerhedspolitiske problemer, og vi har netop på den baggrund valgt at ligge vores fokus på Kosovo og Somalia, fordi de hver især problematiserer forskellige effektivitetsproblemstillinger, som FNs sikkerhedsråd står overfor. Derfor kan vi også bruge casene til at belyse, hvilken rolle Sikkerhedsrådet spiller i verdenssystemet, der er blevet gennemgået i kapitel 2. Casene medvirker endvidere til en besvarelse af vores overordnede problemstilling, der leder ud i en konklusion og perspektivering. Vi vil altså bruge disse forskellige cases som en ramme for at kigge på de meget komplekse relationer, der er i FN s sikkerhedsråd og i verdens konflikter, hvilket vil resultere i et bud på, hvordan sikkerhedsrådets forskellige former for effektivitet opfyldes. Casestudierne medvirker endvidere til 7

8 at beskrive en indviklet og kompliceret virkelighed med mange forskellige handlingsrationaler og faktorer, der i en bestemt teoretisk forståelsesramme ikke altid bliver belyst tilstrækkeligt. Helt overordnet har vi altså valgt at bruge to forskellige cases, hvor der er tale om, at Sikkerhedsrådet henholdsvis har besluttet at gribe ind, som i Somalia hvor der var konsensus om at løse konflikten, eller har undladt at gribe ind, som i Kosovo hvor vetomagternes strategiske sikkerhedspolitiske interesser stod i vejen. 2.3 Litteratursøgning. I vores litteratursøgning har vi benyttet forskellige steder. RUC bibliotek Rub har været brugt til at finde grundlæggende viden om teorier og om Sikkerhedsrådet generelt. Vi har kigget på DCISM Biblioteket for at finde yderligere materiale. Noget af det materiale som vi ikke kunne finde på Rub, har vi prøvet at finde på Københavns Hovedbibliotek. Derudover har internettet været inddraget i et lille omfang for at finde andet materiale, og internettet har ligeledes været brugt til søgning efter artikler. Hjemmesiden for FN har vi benyttet til at finde bl.a. resolutioner til de to cases og til oplysninger omkring FNs charter. I vores cases vil der blive benyttet flere kilder for at belyse flere vinkler af problematikken. Vi er også opmærksomme på, at mange af de kilder, som vi benytter til at belyse vores cases, er farvede, og derfor vil vi være kildekritiske ved disse. I vores opgave betyder dette, at vi vil benytte forskellige kilder, som har forskellige syn og udgangspunkter, får at sikre, at vi giver et så nuanceret billede på casene som muligt. 2.4 Gennemgang af kilder vi bruger i casestudiet: Adibe, Clement E.; Learning from the Failure of Disarmament and Conflict Resolution in Somalia fra Moxon-Brown, Edward(red.) ; A Future for Peacekeeping? MacMillan Press LTD Dette kapitel er skrevet af Clement E. Adibe, som har en ph.d. i politisk videnskab fra Kingstons universitet i Canada. Han har arbejdet som forsker ved FNs institut for afvæbningsvidenskab i Geneve Schweiz. Bogen er udgivet på et anerkendt britisk videnskabeligt forlag, hvilket giver bogen en vis karakter af videnskabelig og troværdig holdbarhed. 8

9 Bonnén, Preben; De Forende Nationer fra vision til virkelighed Forlaget Modtryk, 1.oplag Preben Bonnén har i denne bog benytte sig af mange kilder og citater fra centrale personer i FNsystemet samt fra anerkendte forskere. Dette giver bogen en god videnskabelig karakter og substans. Fledelius, Karsten; Fra Golfen til Kosovo - International militær indsats på Balkan i 1990erne Forsvarets Oplysnings- og Velfærdstjeneste 2000 Bogen er skrevet af Balkan eksperten Fledelius, som har studeret dansk og historie og taget en cand. mag. i serbokroatisk. Denne bog er et bestillingsarbejdet fra Forsvarets Oplysnings- og Velfærdstjeneste og er ment som del af et temahæfte om konflikter i dag, der bliver analyseret og gennemgået af forskellige eksperter. For vores opgave betyder dette, at denne bog er positivt indstillet overfor, hvordan konflikten blev håndteret. Fledelius, Karsten; Jugoslaviens Sygdom og Død Gyldendals uddannelse 1999 Bogen er skrevet af Balkan eksperten Karsten Fledelius. Fledelius har studeret ved universitet i Beograd i Bogen fortæller om Jugoslaviens sammenbrud i årene efter Tito, bl.a. gennem historiske gennemgange. Relevant fra denne bog er forværringen af de etniske forhold i Kosovo. Bogen beskæftiger sig en hel del med udløsende faktorer fra serbisk side til den etniske spænding. De relevante dele af bogen til casestudiet er for det meste med udgangspunkt i serbiske forhold. Dette betyder imidlertid ikke, at Fledelius mangler kritik overfor de serbiske faktorer. Det synes at være en neutral og objektiv beskrivelse. Dog står det klart, at Fledelius er engageret i denne sag pga. sit studie i Beograd. Hækkerup, Hans; På skansen - Dansk forsvarspolitik fra murens fald til Kosovo Lindhardt og Ringhof 2002 Denne bog er skrevet af tidligere forsvarsminister Hans Hækkerup. I forordet til bogen er han selv inde på, at denne bog er hans personlige syn på den politiske udvikling, og at der selvfølgelig kan forekomme erindringsfejl. Den er udgivet i 2002 og er altså forholdsvis ny. Dette er godt i forhold til vores opgave, som beskæftiger sig ud udviklingen op i år

10 Skov-Christensen, Per; FN på vrangen en militær vurdering Borgens Forlag A/S, 1.udgave, 1.oplag Denne bog er skrevet af Brigadegeneral Per Skov-Christensen. Han var i dansk repræsentant i en FN-arbejdsgruppe, som havde til formål at udarbejde retningslinier og strategier for FNs operationstyper, således at de kunne anvendes effektivt og hurtigt i krisesituationer. Bogen er udgivet i 1998, og omhandler derfor ikke Kosovo-konflikten. Bogen er stærkt præget af hans egne oplevelser i FN systemet, og anskuer problematikken ud fra en overvejende militær-strategisk vinkel. Bogen inddrager dog mange kilder og er udarbejdet med støtte fra Dansk Udenrigspolitisk Institut, hvilket øger troværdigheden. Woodward, Peter; Somalia fra Furley, Oliver og May, Roy (red); Peacekeeping in Africa Publishing Limited 1998, reprint Dette kapitel er skrevet af Peter Woodward, som underviser på Readings universitet. Han har før udgivet en masse materiale om nordøst Afrika. Derudover skal det nævnes, at bogen er blevet udgivet på et meget anerkendt britisk videnskabeligt forlag. Bogen er desuden fundet på DUPIs bibliotek, hvilket betyder, at det er en bog, der er benyttet i DUPIs arbejde. Dette gør, at bogen har et anerkendt videnskabeligt indhold, som giver den en vis position. 2.5 Forskningsmetode og brug af samfundsvidenskabelige discipliner Vi har benyttet kvalitativ metode til besvarelse af vores problemstilling, og tilgangen til de samfundsvidenskabelige discipliner er overvejende IP-teoretisk og politologisk. Vi har valgt at benytte kvalitativt data og casestudier. Vores casestudie er et multiple casestudie, da der indgår flere enheder, og hvor formålet er at producere en generel viden om Sikkerhedsrådets effektivitetsproblemer, som bedst belyses gennem studier af flere cases. Det karakteristiske ved multiple casestudier er, at casene foregår forskellige steder og under forskellige betingelser i henhold til Kosovo og Somalia. Vi benytter os af en holistisk tilgang til casestudierne, der kan give en forståelse af fænomenet, i dette tilfælde Sikkerhedsrådets effektivitetsproblemer, som helhed, således at vi kan præcisere en besvarelse af vores problemstilling(andersen 1997; ). 10

11 3 Teori 3.1 Gennemgang af teori. For at forstå verdenssystemet er det nødvendigt at anvende et teoretisk blik. Verdenssystemet er en bred og kompleks størrelse, hvor der er mange hensyn og aspekter, som skal behandles for at give en optimal og deskriptiv forståelse af systemet. Dette er en vanskelig og om ikke umulig opgave. Teorier tilbyder sjældent udtømmende forklaringer. Derfor er det ikke vores sigte med dette projekt at give en endegyldig forståelse, men blot anskueliggøre nogle overvejende problemstillinger ved brugen af teorien. Det bliver ved brugen af teori muligt at foretage en reduktion af et ellers komplekst problem. Vi er bevidste om, at der ved brugen af teori gives et forenklet billede af virkeligheden. Vi kigger bredt på en række fænomener og siger herfra noget generelt om verdenssystemet. Dette har betydning for projektet karakter, da vi i vores tolkning og analyse af teorierne tillægger bestemte aspekter større betydning end andre. Endvidere er det heller ikke væsentligt for vores problemstilling at gå i dybden med hele disciplinens (international politik) teoriudvikling, men begrunde og afgrænse vores teorivalg i henhold til at forstå verdenssystemet, der herefter leder os hen til at kunne analysere relationen mellem verdenssystemet og effektiviteten i sikkerhedsrådet. Vi bliver nød til at kunne forstå verdenssystemet teoretisk, før vi kan sige noget om, om der er en relation mellem denne og effektiviteten i sikkerhedsrådet. Derfor er det relevant at beskæftige sig med teorier om verdenssystemet, da det har implicit betydning for effektiviteten i sikkerhedsrådet og derved betydning for besvarelsen af vores problemstilling. Vi vil i dette projekt gå ind og kigge på realismen, da Sikkerhedsrådet i FN som før nævnt blev dannet på et realistisk grundlag, liberalismen, og neo-neo syntesen. Neo-neo syntesen er en slags forsoning(wæver 1992; 126) mellem de to klassiske dominerende teoriretninger, henholdsvis idealismen og realismen. Neo-neo syntesen er især relevant for vores projekt, da den tillægges aspekter, der tager hensyn til faktorer som økonomisk, teknologisk interdependens og den såkaldte world security. Det relevante for forståelsen af dette valg af neo-neo syntesen er kort at redegøre for realismen og liberalismen udvikling. Dette giver et bedre overblik og en bredere forståelse af neo-neo syntesens dannelse og derved de to teoriers forsoning. Vi vil kort gennemgå idealismen og realismen udvikling og herefter ridse nogle grundlæggende træk op fra de to teoriretninger. 11

12 3.1.1 Gennemgang af idealismens og realismens udvikling Denne korte gennemgang har til formål at klargøre nogle udviklingstendenser, der har haft og har betydning for verdenssystemet udseende og måde at tænke international politik på. Den er en slags baggrundsviden, der leder ud til, hvordan neo-neo syntesen har kunnet skabes og derved parallelt verdenssystemet udvikling. I international politik har man traditionelt skelnet mellem to grundlæggende teoretiske hovedretninger: Idealismen og realismen. Fra disse udgangspunkter har der udviklet sig underordnede teoridannelse, der ud fra sin samtid søger at forklare fænomener og begivenheder i international politik. Det er væsentligt at understege, at de to teoriretninger har været der hele tiden og i et konstant konkurrenceforhold. Efter første verdenskrig dannes Folkeforbundet i 1920erne. Det var et forsøg på at skabe kollektivt sikkerhed efter princippet en for alle, og alle for en. International politik fik som disciplin et idealistisk normativt præg, hvor nogle kritikere endda har brugt betegnelsen utopisk præg (Petersen & Skak 1998;16). Den herskende idealismes overordnet målsætning var at skabe fredelige forandringer og dermed udelukke krige som første verdenskrig. Med anden verdenskrig braste den idealistiske målsætning om fred. Angrebet satte snart ind fra realisterne. De satte sig som hovedformål at studere verden og international politik, som den var og ikke, som den bør være. Efter anden verdenskrig blev den realistiske tankegang dominerende med dens fokus på magt og konflikt i det internationale system. Realismen dominans havde bl.a. sammenhæng med efterkrigstidens supermagter(krigens sejrherrer) og dannelse af Sikkerhedsrådet i FN i 1945(Sikkerhedsrådet blev oprettet med udgangspunkt i efterkrigstidens realistiske situation, se kapitel 3). Teoridiskussionen under den kolde krig og bipolariteten var præget af tovtrækkeri mellem idealismen og realismen. Der var tale om en dynamisk idealist vs. realist debat(wæver 1992;125). Dog fremhæver nogle realismen som værende mest dominerende helt frem til 1960erne (Petersen & Skak 1998;17). Omkring 1970erne indtraf en jævn svækkelse af realismen. Dette skyldes bl.a. oliekrisen i 1973 og USA krigsførelse i Vietnam, som mange opfattede som en perverteret realistisk tankegang (Petersen & Skak 1998;21). Interdependens skolen og integrations teori vandt indpas. Disse påstod, at det anarkiske internationale system, som den realistiske(traditionelle) teori var baseret på, var under afgørende forandring som følge af voksende gensidig afhængighed(interdependens) mellem systemets aktører. Andre aspekter sammenfattet som low politics blev stadigvæk mere væsentlige. Pro- 12

13 blemstillinger af økonomisk og social karakter blev mere nødvendigt og legitimt at beskæftige sig med. I løbet af 1980erne fik realismen sin renæssance i form af neorealisme. Økonomiske og teknologiske problemstillinger indoptages i teorien, repræsenteret af bl.a. Kenneth Waltz(struktur realisme/neorealisme) og Barry Buzans(neorealisme/neo-neo syntesen). Også idealismen udviklede sig inden for den liberalistiske fløj af international politisk økonomi til neoliberalisme. De to neoteoriretninger fik i løbet af erne et mere præcis og videnskabeligt præg, hvor de i deres klassiske form havde fremstået som meget brede tanketraditioner(wæver 1992;125). Som det fremgår af overordnet gennemgang har de to dominerende teorier stødt og roligt udviklet sig i retning af forsoning. Fra at være hinandens opponenter og senere stridspartner har de tilnærmet sig hinandens teori og derved debatten omkring neo-neo syntesen, som vil blive uddybet betydeligt senere i dette afsnit(se også bilag). Da neo-neo syntesen netop er en forsoning, der er udviklet i forlængelse af de gamle teoriretninger, er det væsentligt at tage udgangspunkt i den klassiske realisme og liberalisme for at forstå og opridse nogle grundlæggende elementer, som også er relevante for at kunne beskæftige sig med syntesen. Vi bruger netop neo-neo syntesen til at sige noget om verdenssystemet og herved vurdere om, der er en sammenhæng mellem denne og effektiviteten i sikkerhedsrådet. Derfor mener vi, at det giver mening kort at redegøre for de klassiske teoriretninger. Der kan fra disse uddrages nogle helt præcise og konkrete forskelle i forhold til de nye elementer, som neo-neo syntesen rummer. De overordnede rammer og grundprincipper i teorierne er stadigvæk relevante for at kunne forstå de nye neoretninger. Det er relativt lettere for forståelsen at redegøre og uddrage forskelle, når det er gjort klart, hvilken kontekst de er taget ud af. Derfor mener vi, at det er relevant at redegøre for realismen og liberalismen for herefter at bruge neo-neo syntesen mere konkret, da det har indirekte betydning for besvarelsen af vores problemstilling Realisme Realismen bliver ofte beskrevet billedligt som et spil billiard (Olsen Rye & Udsholt 1995;32). Det internationale system kan betragtes som billiardbordet. De enkelte stater kan sammenlignes med billiardkuglerne. International politik består i, at kuglerne støder sammen, og hvad deraf følger. Hvad der sker inden i kuglerne er irrelevant. Indenrigspolitiske forhold og evt. uenigheder er ikke 13

14 vigtige for at kunne forstå billiardspillet, sagt på en anden måde: Realisme er en teoriretning, der benægter (grundlæggende) fremskridt i international politik (Wæver1992; 42). Følgende er baseret på Paul R. Viotti og Mark V. Kauppi - International Relations Theory. Realismen bygger på 4 forudsætninger: 1) Staten er den vigtigste aktør, og international politik er udelukkende et studie af staternes relationer til hinanden. 2) Staten er enhedsaktør, unitary. Den taler med en stemme og har en klar målsætning og dermed en klar politik på ethvert givet område. 3) Staten er en rational aktør. 4) National sikkerhed vil være højst prioriteret på den internationale dagsorden. International politik vil være domineret af militær og sikkerhedspolitiske emmer - high polities. Realisternes fokus vil altid ligger på en endelig eller potentiel konflikt. NGO er(non - governmental organisation) og IGO er(intergovernmental organisation, som FN) vil være uden væsentlig betydning, da de er organiseret omkring staternes suverænitet, uafhængig og autonomi. Staterne beslutter, hvad organisationerne kan og ikke kan. Derfor vil en international organisation, som FN ikke havde nogen reel magt eller selvstædig indflydelse, men blot være arena for staterne indbyrdes varetagelse af egeninteresser. System og magt er kerneprincipper i realismens tænkning. Staten og statens magt er helt fundamentalt for realismen. Systemet betragtes af realisterne som værende anarkisk. De ligger vægt på fordelingen af kapacitet og ressourcer som afgørende for det internationale systems udseende. Realister fremhæver anarki og fordelingen af kapacitet eller magt som det mest karakteristiske ved det international system. For realisterne refererer tilstanden anarki til fraværet af en autoritet højere end staterne. Ifølge realisterne hersker der i det internationale system et hierarki af magt, hvor man først og fremmest indplaceres efter besiddelse af fysiske magtressourcer, dvs. BNP, militær kapacitet, areal m.m. Der udskiller sig således nogle supermagter, og det bliver herudfra muligt at karakterisere systemet som enten unipolært, bipolært eller multipolært. Systemet struktur afhænger således af fordelingen af kapacitet og ressourcer, hvor denne fordeling udgør magtbalancen i systemet. Magtbalancen fastholder en vis international orden og forhindrer stater i uafbrudt at bekrige hinanden. Da staterne er suveræne enheder, forbeholder de sig retten til at udøve magt over eget territorium. Selvom stater varierer i den magt, som de besidder og er i stand til at udøve, vil ingen anden stat kunne påkalde sig retten til at dominere over andres suveræne territorier. Fraværet eller manglen på 14

15 en verdensautoritet - world government - vil fastholde systemet i en anarkisk tilstand. Anarki er således det miljø, som suveræne stater interagerer i. Fraværet af en world government eller central and overriding autohority (Viotti & Kauppi 1993;48) kan ifølge realisterne forklare, hvorfor staterne griber til magtmidler - high polities - for at fastholde og udvide deres magtposition. Tilstanden af anarki er sædvanligvis ledsaget af mistillid mellem staterne. Hver stat befinder sig i en self-help situation, hvor det kan være farligt at placere sikkerheden af ens egen land i andres hænder. Realisterne lægger vægt på, at der i det internationale system ikke er nogen garantier mod forræderi og løftebrud fra eventuelle allierede. I en sådan ureguleret verden vil det være logisk, rationelt og klogt at holde øje med nr. 1 i magthierarki. Pga. af mistilliden mellem stater og den anarkiske tilstand i det internationale system befinder aktørerne sig i et security dilemma. Des mere en stat opruster, des mere truende bliver den overfor andre stater, og desto mere påvirkes andre stater til at deltage i våbenopløbet i forsøget på at beskytte sine egne sikkerhedsinteresser. Selv om en stat udelukkende opruster på et defensivt grundlag, er det rationelt i et self-help system at formode det værste om en modstanders intentioner og derfor holde trit med våben opbygningen, da man aldrig med sikkerhed kan vide om evt. modstandere kun opruster defensivt. Det er derfor et rationelt forbehold at bruge mange ressourcer og meget kapacitet på at matche en potentiel modstanders oprustning. Dynamikken i våbenkapløb er et resultat af staternes worst-case analyses of one another s intentions. Samarbejde mellem staterne i et anarkisk system er vanskeligt at opnå. En stat kan pga. ikke tilstrækkelige ressourcer (not self reliant) føle sig fristet til at tilslutte sig en allieret og derved forsøge at afskrække angreb fra andre evt. modstandere. Men som nævnt overfor er der i det internationale system ingen garantier mod forræderi og løftebrud Neorealismen/ struktur realisme Bl.a. Hans Morgenthau, og Henry Kissinger repræsenterede denne klassiske form for realisme, som i dag fremstår mere som ideologi eller en snæversynet tanketradition (Wæver 1992;125). De lagde vægt på menneskets egoistiske natur, altså antagelser om mennesket ondskab eller magtstræb, som afgørende for skabelsen og opretholdelsen af magtbalancen. Magtbalancen blev karakteriseret ved, at den bl.a. ikke havde nogen selvstændig struktur, og at den ikke forekom naturlig eller automatisk, men var skabt af selvstændige politikere og andre statsmænd (Viotti & Kauppi 1993;52). Kenneth Waltz, som anses som struktur realismen(neorealismen) fader, deler ikke dette syn på magtbalancen og systemets struktur. Han erkender magtbalancen som kendetegnet ved det interna- 15

16 tionale systemet af stater, men ligger vægt på, at den forekommer naturligt og automatisk. Systemet har sin egen struktur og er ikke skabt af selvstændige, frie politikere. Kenneth Walt ser det internationale systems struktur som det, der skaber magtstræbet i IP. Systemets struktur er det konstante og stabile element. Kenneth Waltz fremhæver, at mønstrer og adfærd i IP er gentagelser af evige og velkendte forhold som alliancer, magtbalancer osv.(wæver 129;1992). Når disse forhold ikke ændres radikalt og tilstrækkeligt over længere tid, må der være tale om en konstant systemstruktur, hvor man herfra kan udlede noget forklaringsbærende. IP forklares ved IP(ved det internationale system selvstændige struktur)og ikke udefra enhederne(staternes indenrigspolitik). Waltz opererer med 3 niveauer i strukturen; 1) systemet organisationsprincip. Det kan være enten centralistisk og hierarkisk eller decentralistisk og anarkisk. 2) enhedernes differentiation. Enhederne er ikke funktionelt specificerede. De er ikke forskellige, men stræber alle efter at opfylde samme funktioner bl.a. sikkerhedspolitisk, og derfor er dette niveau ikke interessant og får ligeledes tillagt minimal betydning af Waltz. 3) fordelingen af kapacitet/ressourcer. I praksis er dette den vigtige struktur, da variablen - antallet af supermagter eller med realismen egne ord polariteten i det internationale system - er det helt afgørende for verdenssystemet. Waltz strukturere forklarer ikke alt, men kun nogle få vigtige ting, hvilket også var målsætning med en stram og minimalistisk teori. Den fortæller noget om det pres og de rammer, som aktørerne må regne med. Med andre ord: Structures never tells us all that we want to know. Instead thery tells us a small number of big and import things (Wæver 1992;158). Forskellene mellem realisme og neorealismen har udover det ovennævnte også at gøre med deres måde at være på deres videnskabsopfattelse(wæver 1992;47). Den klassiske realisme har en stram og fast forestilling om verden, og om hvilken betydning bestemte handlinger har. Det er en snæver tolkningsramme(wæver 1992;158), der udelukker, at økonomisk, teknologisk udvikling og interdependens, moral og indsigt skulle kunne ændre de overordnede spilleregler væsentligt. Neorealismen anerkender derimod at andre forhold, som de førnævnte, kan medvirke og have indflydelse på IP, men understreger samtidigt, at man ikke kan se bort fra de anarkiske grundvilkår i verdenssystemet. Visse rammer for det mulige er sat af systemets struktur (Wæver 1992;158) Liberalisme I dette afsnit vil linierne til neoliberalismen blive trukket op, og de elementer liberalisterne opererer med i det internationale samfund vil blive udpenslet. 16

17 Hos liberalisterne er hovedtanken det individualistiske menneskesyn. Det enkelte individ har nogle naturlige rettigheder såsom retten til liv, frihed og ejendom(den Store Danske Encyklopædi bind 12;143). I liberalismens syn på internationale forhold fremkommer 4 kernepunkter, som er vigtige for den liberale tankegang: 1) International lov/folkeretten er et sæt delvis uskrevne regler. Nogle er nedskrevet i form af konventioner, men som helhed er det en blanding af sædvaneret og aftaler indgået mellem staterne(som staterne følger i det internationale system). I loven er indeholdt, at staten er suveræn. Dernæst har staten kontrol over og bestemmer over sit eget territoriale område. 2) Organisation i global forstand. Problemer er blevet globale, og derfor ses disse løst i globale institutioner. 3) Integration af økonomi og andre faktorer som øger interdependensen landene imellem. Her tales om en transnational kapitalisme. Nationale og lokale økonomier må tilpasse sig global konkurrence betingelser. 4) Demokratisk fred forstås således, at der endnu ikke er forekommet krig mellem stater, der har det liberale demokrati som styreform. Igennem historien har det vist sig, at der endnu ikke er udbrudt krig mellem stater med liberalt demokrati. Denne grundtanke stammer tilbage fra den tyske filosof Emanuel Kants tanker om den evige fred(kegley, 1999;541). Mennesket er bevidst om sine handlinger, og mennesket kan ligeledes erkende. Denne erkendelse er subjektiv og op til den enkelte. Mennesket samler sig i samfund, som Kant siger: Mennesket har en tilbøjelighed til at samfundsmæssiggøre sig, fordi det i en sådan tilstand føler sig mere som et menneske. Med menneskets bevidsthed og tendens mod større myndighed hos den enkelte kunne der etableres en forfatning, som var en fuldkommen retfærdig borgerlig forfatning. En sådan krævede, at der blev skabt et folkeforbund, der kunne sikre freden blandt stater. (Hans-Jørgen Schanz 2002;154). Den demokratiske fred har fået liberalister og neoliberalister til at arbejde på udbredelsen af det liberale demokrati til andre stater. Ligeledes kan det konkluderes, at antallet af disse i de sidste år er steget. Procenten af den demokratiske udbredelse på verdensplan er væsentlig højere i dag end i 1975(Kegley 1999;542). Denne betydelige stigning har dermed fået liberale institutionalister til at underbygge begrebet om den demokratiske fred. Derfor arbejder liberale institutionalister på oprettelsen af internationale institutioner. Liberalisterne foretrækker en omformulering af sikkerhedsspørgsmålet vedrørende nationale sikkerhed. Pga. af 17

18 den øget økonomiske interdependens, miljø o.l. er mange af verdens lande afhængige af hinanden og derfor sårbare. For at forhindre et kollaps er samarbejde nødvendigt(kegley 1999;423). Derved kunne der opstå en world security. Blandt liberalisterne hævdes, at disse problemer vedrører mange stater. Disse kan ikke løses på et unilateralt grundlag, men må løses i multilaterale organisationer gennem organer, der tager hånd om at sikre den kollektive fred. Det er i organisationer med demokrati, at nogle af disse problemer kan løses. Eksempler på disse er EU, NATO og OECD. De liberale teorier omkring de institutionelle rammer udviklede sig omkring 1970 erne med de to stormagters gradvise afspænding. De satte fokus på samarbejde mellem stater på trods af anarkiet i det internationale samfund(den Store Danske Encyklopædi bind 9;434). Det er nødvendigt for de involverede stater i et sådan samarbejde ikke kun at tænke på egen sikkerhed. Alle nationer skal udvise sikkerhed overfor hinanden. Sker dette ikke, er den fælles sikkerhed skrøbelig. I kraft af at mange sikkerhedspolitiske og andre spørgsmål er blevet globale, ser liberalisterne gerne disse klaret i globale institutioner. I sikkerhedspolitiske spørgsmål opererer staterne i verden under FNs sikkerhedsråd. Sikkerhedsrådet i FN arbejder på at sikre freden i verden. Medlemsstaterne har forpligtet sig til at følge den kollektive sikkerhed, som den er nedfældet i FN-pagten. Det kræver, som tidligere beskrevet, at alle deltagere samarbejder for at gøre FN stærkt. Liberale teoretikere anbefaler dannelsen af internationale organisationer som et middel til vejen mod fred, hvor FN tjener som et godt eksempel Neo-Neo syntesen Neo-neo syntesen giver et dækkende billedet af, hvordan verden ser ud i dag. Flere og flere problemer har global eller international karakter, og kan derfor bedre løses i samarbejde. Ikke-statslige aktører kan derfor med tiden tænkes at få endnu større betydning. Vi mener, at syntesen er relevant i forhold til at forstå og beskrive verdenssystemet i dag og derved også til at sige noget om effektiviteten i Sikkerhedsrådet. Rådets permanente medlemmers grundholdningen til verdenssystemet er ikke længere så entydigt som ved grundlæggelsen i 1945, hvor de overvejende kunne betegnes som realister. At opretholde mellemfolkelig fred indebærer i dag en lang række overvejelser, der går ud over Sikkerhedsrådets normale high polities beføjelser. Andre hensyn, der kan sammenfattes som low polities, er menneskerettigheder, interdependens/transnational økonomi og teknologi, miljøpolitiske problemer m.m. Disse bliver mere nødvendige at forholde sig til i fremtiden for at kunne opretholde mellemfolkelig fred, stabilitet og sikkerhed. Man må fra liberalisternes side anerkende, at 18

19 staten og dens interesser stadigvæk har stor betydning for IP. Mange problemstillinger i sikkerhedsrådet vil derfor også blive afvejet i forhold til nationale interesser. Disse udviklingstræk og hensyn er bl.a. indoptaget i neo-neo syntesen, hvilket gør den velegnet til både at forstå verdenssystemet, men også til at analysere, hvordan sikkerhedsrådet handler i forskellige situationer gennem et kompleks samspil mellem neorealismen og neoliberalismen. Neorealismen og neoliberalismen fik i 80erne et mere præcis og videnskabeligt præg. Denne indsnævring er ifølge Wæver en hovedårsag til, at det i 80-90erne har været muligt at foretage en historisk overraskende tilnærmelse mellem neoliberalisme og neorealisme. Denne tilnærmelse har dannet ramme om en ny teoretisk retning, som netop er neo-neo syntesen. Barry Buzan kan betegnes som en af syntesens ophavsmænd. Han forsøger at kombinere realismens anarki og statsdominans med liberalismens interesse for økonomisk teknologisk udvikling og interdependens(wæver 1992:125). Buzan har bl.a. kritiseret Kenneth Walts model for at være for statisk og for kun at lægge vægt på den politiske vinkel. Men også hans forkastelse af niveau 2 er blevet stærkt kritiseret af John Ruggie. Dette har Barry Buzan sammen med andre teoretikere så som John Ruggie prøvet at rode bod på ved at videreudvikle og åbne teorien. Neo-neo syntesens metode er mere positivistisk 2 og altfavnende, hvilket står i skarp kontrast til Waltzs oprindelige struktur - neorealisme. Neo-neo syntesen bliver af Lene Hansen kritiseret (Wæver 1992;157) for ikke at være tro mod denne metode. Hun sætter spørgsmålstegn ved, om teorien ikke bliver for kompleks og svær til overhovedet at kunne anvendes brugbart. Hun fremhæver, hvordan neorealismen mister sin skarphed til fordel for en altomfattende teori, der alligevel ikke kan leve op til sin positivistiske metode eller målsætning. Hun stiller endvidere spørgsmålstegn ved, om Buzan falder i den grøft, som Waltz kalder: At tro teorier skal være maksimalt detaljerede kort over virkeligheden (Wæver1992;157). Selvom neo-neo syntesen er kompleks og kompliceret, tilbyder den et mere dynamisk syn på IP og derved muligheden for en bedre fortolkningsramme. Buzan åbner teorien op, og gør den mere brugbar til at forstå verdenssystemet, da den inkluderer vigtige elementer og grundprincipper fra begge teoriretninger(se nedenfor). Ydermere kan det forudsættes som en naturlig konsekvens, at idet ver- 2 Positivismen kan beskrives således: Man beskæftiger sig med det virkelige i modsætning til det indbildte, og kun det der er tilgængeligt for menneskelig erkendelse. Centralt er det nyttige, det præcise og det kan organiserer. Viden er erfaring og beskrivelse, ikke forklaring. Positivismen metode er baseret på indsamling af data som skal kunne kontrolleres og observeres/deskriptive undersøgelser(samfundslex 2000;319) 19

20 denssystemet og derved teorier om verdenssystemet er en kompleks og vanskelig størrelse, må den teoretiske forståelsesramme også blive det, og at den herfra alligevel lever op til sin oprindelige metode. Den væsentligste forskel på neorealismen og neoliberalismen er, at førstenævnte mener, at staterne fokuserer på de relative gevinster, altså hvem der får mest ud af et samarbejde, mens neoliberalisterne mener, at staterne fokuserer på de absolutte gevinster får jeg noget ud af samarbejdet. Det der overordnet kan sammenfattes til fælles fra de to teoriretninger i neo-neo syntesen er følgende 4 punkter: 1) I den moderne verden nedprioriteres brugen af militært forsvar og dermed high polities. Magtressourcer er ikke længere kun bundet til militære styrke. 2) Begge neoretninger er enige om, at alle aktører er værdimaksimerende. 3) Staten er stadigvæk den primære aktør i international politik, men ikke-statslige aktører har også væsentlig betydning. 4) Internationalt samarbejde og løsning af konflikter har fået en mere central plads i IP. Disse 4 punkter kan også identificeres i det, som Ole Wæver kalder the liberal factor (Wæver 1992;160) eller i Buzans interaktionskapacitet. Denne faktor må altså medregnes for at forstå verdenssystemet teoretisk, da den på længere sigt kan udgøre en vedvarende gradvis opvirkning på spillereglerne i IP. Dette sammenfald i syntesen fra neorealisterne og neoliberalisterne har medvirket til, at det er nødvendigt med en analyse af regionale forskelle i verdenssamfundet. For at fylde det nødvendige tomrum som disse to neoteoriretninger efterlader, er neo-neo syntesen opstået og herunder Regional Security Complex Theory (RSCT). Denne teori er god til at beskrive regionale forhold, men ikke ud fra et udelukkende neorealistisk eller neoliberalistisk synspunkt. RSCT forklarer, hvordan enheder i en regional sammenhæng er bundet sammen i et sikkerhedsmæssigt kompleks, og den tager ligeledes globale hensyn med. (Buzan & Wæver, 2003;40). Et sådant kompleks opstår som oftest af historiske konflikter og af stridigheder parterne imellem gennem flere århundreder. Komplekset baseres ofte på sammenspil mellem den anarkiske struktur, magtbalanceforhold og lokale geografiske faktorer (Buzan & Wæver, 2003;45). RSCT begår sig på et underglobalt plan, og teorien kigger på geografiske mønstrer i den sikkerhedsmæssige interdependens. Teorien kunne såmænd være spændende nok til brug for vores casestudier. Dog er vi nået frem til den konklusion, at RSCT er for omfattende og vil kræve kolossal gennemarbejdning, så 20

21 som opstilling af parameter for hvor stor en region vi beskæftiger os med. Der arbejdes dog ligeledes med 4 forskellige lag af sikkerhedsspørgsmål 3. Desuden ønskes også bestemmelser omkring graden af venskab og fjendskab 4. Ligeså er der flere faktorer omkring definition af staten, som er temmelig omfattende. Derfor synes vi, at teorien er spændende inden for neo-neo syntesefeltet, men da vores projekt med denne teoriinddragelse vil blive for omfattende og vanskelig, er den blevet fravalgt. Endvidere hænger fravalget af RSCT sammen med vores valg af cases. En RSCT analyse kræver bred empirisk materiale indsamling, og derfor egner den sig bedre til et single casestudie end i vores tilfælde et multiple casestudie. Derudover er koblingen til FN mere indirekte ved brugen af RSCT, da den har sit udgangspunkt i det regionale. Teorien kunne dog blive interessant i den debat vedrørende FNs rolle som organisator for fremtidig regional konfliktløsning. Da en sådan i fremtiden kan foregå regionalt, kan denne teori blive yderligere interessant, hvis FNs rolle skal belyses i en evt. løsning af en regional konflikt. Vi synes, at det er relevant at konstatere eksistensen af den, da den beskæftiger sig med noget af det nyeste inden for neo-neo synteseretningen Delkonklusion/sammenfatning Staterne og Sikkerhedsrådets permanente medlemmer handler i dag både ud fra nationale og internationale interesser. Internationale problemstillinger af interdependens karakter og blødere værdier vægtes i deres beslutningsgrundlag. De fem permanente medlemmer af FNs Sikkerhedsråd handler således ud fra både neorealistiske og neoliberalistiske overvejelser, hvilket karakteriserer neo-neo syntesen. Det er i dag svært at fastholde forestillingen om verden som værende sort og hvid. Der må bl.a. på baggrund af førnævnte udviklingstræk være tale om et mere nuanceret og kompleks verdensbillede. Ligeledes kan Sikkerhedsrådets medlemmers tilhørsforhold til teoriretningerne ikke endegyldigt navngives, som det var tilfældet under den kolde krig. Deres overvejelser, i henhold til hvordan de skal agere i samarbejde med andre, kan indeholde flere interessemodsætninger. Disse hænger samtidigt sammen med deres måde at bruge FN på. Neorealisterne betragter FN som en arena. Organisation fungerer i højere grad som et mødested for medlemmerne, hvor der kan diskuteres og samarbejdes, men ikke løses reelle problemer og konflikter. Det er en slags spil for galleriet, så FN kan opretholde sin status som et neutralt internationalt 3 stærk eller svag stat, stat-til-stat relationer, regionens ageren med andre regioner og globale kræfters rolle i regionen. (Buzan & Wæver 2003;49) 4 enmity og amity 21

22 organ. Staternes vilje til at samarbejde er således forbundet med deres anstrengelser efter at maksimere deres relative magt og gevinster indenfor organisationen. Neoliberalisterne mener, at problemer og konflikter både kan og skal løses i et forum som FN, og at FN har styrke til at agere som aktør i verdenssystemet. Neoliberalisternes fokus er koncentreret om de absolutte magtgevinster, dvs. får jeg personligt noget ud af at være medlem af FN, uafhængig af hvad andre får ud af det? Hos neoliberalisterne går menneskerettigheder forud for folkeret og suverænitet. Der er dog en tendens til, at flere problemstillinger bliver af international og global karakter med naturkatastrofer, undertrykkelse af et folk i de enkelte lande og med fare for, at dette kan udvikle sig globalt. Dette kræver derfor globale løsninger og globalt samarbejde. Det er i dag også langt vanskeligere at tale om en ren polaritetstilstand som under den kolde krig. Mange hævder, at der efter den kolde krigs ophør kun er en tilbageværende supermagt i form af USA, og de betegner derfor systemet som unipolært. Andre bl.a. John Ruggie taler om tendensen til en ny from for middelalder gennem en slags multipolaritet. Territorialstaten opløses til dels, og suveræniteten fortrækkes til fordel for det nye netværk af overlappende autoritet(wæver 1992;155). Der er både tendenser og gode argumenter i begge retninger, men at tale om en ren polaritet som under den kolde krig virker nok en smule overdrevet. Andre ikke-statelige aktører har fået mere betydning eller magt og agerer på tværs af polariteten i verdenssystemet, eksempelvis terrorisme. 3.2 Nye konflikttyper/problemer ved bipolariteten ophør Ifølge den amerikanske samfundsforsker Francis Fukuyama er målet nået. Det liberale demokrati har med den kolde krigs afslutning sejret og vundet fodfæste overalt på jorden(branner 2001;42). Denne demokratiske samfundsform medfører en mere fredelig verden, også på internationalt plan. Vejen er banet for etableringen af en ny verdensorden, hvor staterne underordner sig en fælles myndighed med tilhørende voldsmonopol. Dette billede synes dog i dag mere nuanceret. Francis Fukuyamas idealistiske tolkning af den kolde krigs afslutning er svær at tilslutte sig. Hans teori er stærkt debatteret og har skabt grundlag for meget kritik. Han er en ekstrem repræsentant for idealismen(branner 2001;41), men har dog en grundlæggende historisk beviselig argumentation om, hvorledes demokratiske stater aldrig har været i krig med hinanden. Her tænkes mest på begrebet democratic peace, som ikke er formuleret af Fukuyama selv, men godt i tråd med Fukuyamas analyse. I stater der har det liberale demokrati som styreform, er risikoen for krig minimal. Derfor mener Fukuyama, at det vil være end of history, 22

23 hvis det liberale demokrati vandt indpas verden over. Således vil krige være en umulighed, men dette synes ikke at være tilfældet, da specielt den sidste af nedenstående krigstyper er blevet markant op gennem 90 erne. Vi undgik en verdenskrig under den kolde krig, og måske hører stormagtkrige fortiden til. Vi lever i dag i en verden, der på afgørende punkter er forskellig fra den gamle bipolære verden, og den er langt vanskeligere at karakterisere. Der er som før nævnt ikke længere nogen hovedkonflikt, der giver mulighed for at sætte andre konflikter og udviklingstendenser ind i denne større sammenhæng. Konfliktmønsteret er i langt højere grad fragmenteret. Den såkaldte assymetriske krig kendetegnet ved, Et forsøg på at omgå eller underminere en modstanders styrke under udnyttelse af hans svagheder ved at bruge metoder, der afviger væsentligt fra modstanderens sædvanlige måde at gennemføre militære operationer på, er et eksempel herpå. (Den Store Danske Encyklopædi supplementsbind;87) I dag kan man sortere alle konflikter i tre typer af krige. Krige af den første slags er traditionelle krige mellem en eller flere stater, som er ført af suveræne anerkendte stater med regulære hære. Disse krige er begrænsede krige udkæmpet for at opnå et bestemt mål, der bliver defineret i begyndelsen af krigen. For eksempel definerede FN Operation Ørkenstorm som en traditionel krig af første type med det formål kun at befri Kuwait. Den anden type af krig er den totale eller nationale krig. I sådanne krige er det stadigvæk stater, som handler aktivt, men krigen er ikke længere begrænset, idet den mobiliserer hele samfundet med civilbefolkningen og er rettet mod hele fjendens samfund. Begge verdenskrige var af denne type. Den tredje type af krig føres ikke af nationer eller stater og udkæmpes ikke med traditionelle metoder. En ideologisk, etnisk, religiøs eller kulturel baggrund og fællesskab spiller en central rolle i den slags krig. Den tredje krigstype er oftest ført som borgerkrig og går i stor grad ud over civilbefolkningen, hvor der er ingen reel sondring mellem soldat og civilist. Disse krige foregår uafhængigt af landegrænser, ligesom deres ophavsmænd kan agere uafhængigt af disse. I dag går næsten alle krige indenfor den kategori. Det er den krigstype, som er mest udbredt efter den kolde krigs ophør. Terrorismen falder også under den type af krig på grund af terroristorganisationernes angreb på civile mål. Blandt de mest oplagte eksempler på denne type krig kan nævnes borgerkrigene i Somalia, Rwanda, det tidligere Jugoslavien og Kosovo (FN, verden og Danmark 1999;139 og ). Det er også denne krigstype, der er central for begrebet clash of civilizations (civilisationernes sammenstød) hos Samuel P. Huntington. 23

24 Huntington beskæftiger sig især med kulturens betydning for konfliktmønsteret efter den kolde krigs afslutning, og han hævder fremkomsten af et nyt politisk mønster i verden. I den nye verdensorden er det de kulturelle forskelle, der sætter dagsorden (Huntington 1996:29). Folk genopdager nye og ofte gamle identiteter, der fører til nye, men ofte gamle fjender og fjendebilleder. I postkoldkrigstiden er den vigtigste distance mellem mennesker ikke ideologiske og økonomiske tilhørsforhold, men det kulturelle aspekt. Man identificer sig selv i forhold til en kulturel-etnisk gruppe, religiøse samfund eller sammenslutninger, nationer og lignende i forhold til civilisationer. Vi bliver først klar over, hvem vi selv er, når vi ved, hvem vi ikke er. Når vi så ved, hvem vi er, ved vi også hvem, vi er oppe imod(huntington 1996;30). Blokinddelingen af verden, der herskede under den kolde krig, er blevet erstattet af en verdensinddeling af 7 eller 8 civilisationer(se bilag). Kampen mellem supermagter er erstattet af clash of civilizations. I en sådan verden foregår de mest potentielle og farlige konflikter mellem kulturelle etniske grupper. Den største trussel mod verdensfreden består i, at lokale konflikter, mellem parter der er knyttet til hver sin civilisation, skal spredes og blive til et general opgør mellem disse store civilisationer. Således bygger den nye politiske verdensorden ifølge Huntington på de 7-8 overordnede kulturfællesskaber. Huntington teori om civilisationernes sammenstød er vældigt omdiskuteret. Især har hans afvisning af menneskerettigheder og demokrati som værende universelle fået flere kritikere op af stolen. Huntington hævder, at disse værdier udelukkende er vestlige og mener desuden, at Vesten skal holde dem for sig selv og holde op med at prakke andre lande dem på. Han afviser enhver forestilling og tanke om en global politisk enhedskultur. Kritikken af civilisationernes sammenstød har især været rettet imod, at Huntingtons anskuelser er for ensidige, forenklede og generaliserende. Konflikter foregår kun i ringe grad mellem civilisationer, men i højere grad indenfor selve civilisationerne, og andre konflikter er præget af alliancer mellem lande fra forskellige civilisationer (Pittelkow 2002;37). Ralf Pittelkow fremhæver i sin bog Vesten og Islam, hvordan Huntington i sin betoning af kulturen som det afgørende er alt for ensidig. Andre faktorer som landenes magt og økonomiske interesser vil forsat spille en betydelig og vigtig rolle(pittelkow 2002;37). Dog skal det kulturelle og etniske tilhørsforholds indflydelse ikke undervurderes i forhold til de sikkerpolitiske konflikttyper og problemer, der har fået lov at udvikle sig efter bipolaritetens ophør. Dette bliver også synligt i Kosovo og Somalia, hvor flere nationer, folkeslag eller klaner påkræver sig retten til selvstændighed og suverænitet, hvilket skaber en sprængfarlig internt politisk situation. I modsætning til Huntingtons analyse foregår disse konflikter ikke mellem parter fra to forskellige civilisationer, men internt i civilisationerne som regulære borgerkrige(se kapitel 4). Det er i det in- 24

25 ternationale samfunds interesse at få inddæmmet eller løst disse konflikter, da de kan udvikle sig regionalt og globalt, og herved indeholder de en implicit risiko og trussel mod det internationale samfund. Der findes flere eksempler på interessefællesskaber, som handler og interagerer på tværs af civilisationerne og polaritets tilstande. Det kan være multinationale firmaer, transnationale selskaber og virksomheder, terrorisme og andre NGOer. Kulturelt, etnisk, politisk og nationalt tilhørsforhold, og dermed krige af den tredje type(se ovenfor), har derfor en væsentlig betydning i diskussionen omkring nye internationale sikkerhedspolitiske problemer. De udgør i dag en udfordring for enhver sikkerhedspolitik med et globalt sigte, herunder FNs sigte. En kosmospolitisk verdensorden med én overordnet myndighed er nok ikke lige om hjørnet, men alligevel må FN med Sikkerhedsrådet, EU og andre internationale organisationer tolkes som et skridt i den rigtige retning i stræben efter en fredeligere verden og løsningen af nye sikkerhedspolitiske problemer. Vi har belyst nogle af de konflikttyper og sikkerhedspolitiske problemer, der har fået lov til at udvikle sig ved bipolariteten ophør. Vi vil i kapitlet om casestudierne af Kosovo og Somalia mere konkret forsøge at identificere og uddybe nogle af disse ovennævnte konflikttyper og tilhørende problematikker. 4 Hvilken rolle spiller Sikkerhedsrådet i verdenssamfundet I dette kapitel ønsker vi at belyse, hvilken rolle FNs Sikkerhedsråd spiller i verdenssamfundet. For at besvare denne problemstilling vil vi først redegøre for, hvad Sikkerhedsrådet er og den generelle struktur og funktion for rådet. Dernæst vil vi gøre rede for hvilke mulige operationsformer, som 25

26 Sikkerhedsrådet har til sin disposition i forsøget på at løse forskellige typer af konflikter, og hvordan disse operationer har ændret sig. I den mere analysepræget del af kapitlet vil vi anskueliggøre, hvorledes Sikkerhedsrådet sikkerhedspolitisk agerer effektivt og legitimt i verdenssystemet, hvilket helt naturligt fører os over til diskussionen om, at en eventuel fremtidig reformering af Sikkerhedsrådet vil kunne resultere i en højnet legitimitet, og om dette i sig selv medfører et mere effektivt Sikkerhedsråd. 4.1 Sikkerhedsrådets struktur og funktion Af alle FNs organer har ingen vist større diskrepans mellem løfte og præstation end Sikkerhedsrådet, har en britisk FN ekspert udtalt (H.G. Nicholas: The United Nations s. 64). Pagten blev skabt for at eliminer de svagheder, som havde forsaget Folkeforbundets magtesløshed, ved at skabe et organ med alle stormagternes deltagelse, hvis hovedopgave var fredens og sikkerhedens opretholdelse. Det opløste Folkeforbunds idealistiske målsætning blev revideret med dannelsen af FN. FN bygger organisatorisk på Folkeforbundet model, men adskiller sig i sin funktion, da freden skal opbygges og sikres gennem stormagternes enighed og den kollektive brug af deres våben(dansk udenrigspolitisk institut 1999;38). Denne målsætning for sikring af fred tog udgangspunkt i et realistisk syn på verdenssystemet efter 2. Verdenskrig. Erfaringerne fra krigen plus Folkeforbundets manglende evne til at fungere gjorde, at man måtte distancere sig fra de mere luftige planer og drømme om FNs udviklingsmuligheder som verdensmyndighed. Der søgtes derfor en balance mellem en idealistisk forståelse for behovet af internationalt samarbejde, men med vigtige realistiske elementer i sig. Mulighederne for at FN kunne agere som garant for international fred, måtte således ligge i forbindelse med stormagterne i form af 2. Verdenskrigs sejrsherrer og deres magtbeføjelser. Således kan de Forende Nationer betegnes som en ny dimension for magtbalancens politik og dermed en institutionalisering af stormagternes lederskab(dansk udenrigspolitisk institut 1999;39). Dannelsen af FN med Sikkerhedsrådet som organet til sikring af global fred og sikkerhed skete med grobund i det politiske livs realiteter. I pagtens artikel 28 (1) er det bestemt, at Sikkerhedsrådet skal organiseres således, at det kan fungere uafbrudt. Sikkerhedsrådet var altså udtænkt som et permanent fungerende organ, som skulle kunne handle hurtigt og træffe øjeblikkelige afgørelser. 26

27 Rådet blev tillagt handlekraft i form af sanktions og interventionsmuligheder overfor medlemsstater, som ikke levede op til FN pagten. Forudsætningen for at rådet kunne beordre medlemmerne til at stille militære og økonomiske ressourcer til rådighed for en militær aktion, krævede dog en fælles overenskomst om de midler, som de enkelt lande skulle stille til rådets disposition. Denne del er dog aldrig rigtigt blevet virkeliggjort(hansen 1968;62-63). 4.2 Sammensætningen: Sikkerhedsrådets er sammensat ud fra den forudsætning, at hvis en aktion for fredens opretholdelse skal kunne gennemføres, må det være de permanente medlemmer dvs. stormagterne, der skal trækkes på i form af deres enorme overlegenhed i militært og økonomisk potentiale. Derfor blev stormagterne pålagt et ansvar i verdensorganisationen, som stod i forhold til deres magt og indflydelse. Det var først og fremmest de allierede, som skulle regnes for stormagter efter 2. verdenskrig, hvor USA og Sovjetunionen og i også England var selvskrevne medlemmer under denne kategori. Frankrig og Kina*(Taiwan) blev også medtaget ind i den eksklusive kreds, men det skyldte mere et magtbalancemæssigt hensyn end disse landes daværende magtpotentiale. Som en indrømmelse til de mindre staters forestillinger om demokrati og repræsentativitet og visse staters indsats under krigen blev Sikkerhedsrådet modificeret således, at rådet i første omgang kom til at bestå af seks valgte medlemmer foruden de fem stormagter. De fem permanente medlemmer har vetoret, hvilket uddybes senere i afsnittet, og de seks ikke-permanente medlemmer vælges for to år ad gangen af Generalforsamlingen. I pagtens artikel 23 siges det ved valget af de ikkepermanente medlemmer, at der skal tages særligt hensyn til medlemmernes bidrag til mellemfolkelig fred og sikkerhed samt til organisationens andre formål såvel til ret og billig geografisk fordeling (FN pagt 2000; 7). I praksis har det dog vist sig primært at være den geografiske fordeling, som har været det afgørende ved valget af medlemmerne. Generelt set var der fra 1950 og til starten af 60erne mange problemer forbundet med valget af ikkepermanente medlemmer, idet at det meget hurtigt viste sig, at de forskellige ikke-permanente pladser i Sikkerhedsrådet ikke blev fordelt svarende til regionernes talmæssige styrkeforhold i Generalforsamlingen. Med den store tilgang af især nye afrikanske og asiatiske lande følte disse regioner sig i stigende grad underrepræsenteret i Sikkerhedsrådet. Disse vanskeligheder søgte man at undgå i 1963 ved at få gennemført en ændring af pagten, således at man udvidede Sikkerhedsrådet til at omfatte 10 ikke-permanente medlemmer, således at medlemsantallet i rådet steg til 15. Ændringen trådte i kraft i 1966 og indeholder desuden bestemmelser om den geografiske fordeling af pladser- 27

28 ne, hvor fem af pladserne skal rotere indenfor den afroasiatiske region, to i Latinamerika, to blandt vesteuropæiske og andre stater, og én plads er sikret til Østeuropa (Hansen 1968;63-65) Afstemningsregler og vetoretsprincippet: Afstemningsreglerne er indeholdt i art. 27 i pagten. Der kræves et kvalificeret flertal, dvs. at 9 af medlemmerne af rådet skal stemme for, før et forslag kan vedtages. I forslag vedrørende forretningsgang har sammensætningen af flertal ingen betydning, idet at vetoretten ikke er gældende. Hvorimod det i alle andre sager kræves, at alle de permanente medlemmers stemmer er med i flertallet. I tilfælde af at blot et af de permanente medlemmer stemmer imod et givent forslag, kan det ikke vedtages. Dette er det samme som at nedlægge veto. Dette sker, selvom flere end 9 af rådets medlemmer støtter forslaget(fn pagt 2000;7). Et permanent medlem kan også undlade at stemme, men det har dog ingen umiddelbare konsekvenser for forslagets vedtagelse, da det er blevet en uskreven regel, at dette medlem blot i sådanne tilfælde sætter sig uden for indflydelse, og dermed ikke kan stilles til ansvar og derfor ikke skal bidrage med midler til en evt. militær aktion(hansen 1968;66). I sager hvor et af medlemmer af rådet er indblandet som part i en konflikt, skal nationen afholde sig fra at stemme, hvis forslaget omhandler fredelig bilæggelse af tvistligheder(fn pagt 2000;7, artikel 27, pkt.3). FN bygger på ligheden mellem stater, men i Sikkerhedsrådet er dette lighedsprincip praktisk talt fraværende, idet de fem permanente medlemmer har vetoret, som omtalt tidligere. Vetorettens formål består i at være en mekanisme, der tilsigter at bibeholde stormagternes deltagelse, hvilket var Folkeforbundets svaghed. Vetoretten tjener derudover det formål at forhindre alvorlige konflikter mellem de permanente medlemmer, og at en eventuel konflikt kan retfærdiggøres af den ene part i FN-regi. Den kan endvidere medvirke til, at FN ikke påtager sig ugennemførlige opgaver og missioner. I forsøget på at opnå konsensus har vetoretten som den vigtigste faktor bidraget til et bredt samarbejde, som ikke har været set før i historien(skov-christensen 1998;60). Vetoretsreglen har dog været til diskussion adskillige gange. Den primære diskussion har vedrørt vetoretsreglens vidstrakte anvendelsesområder, der har været stærkt kritiseret af specielt de mindre stater. Det var specielt skillelinjen mellem procedure- og realitetsspørgsmål, der var i fokus. Stormagterne afgav en fælleserklæring som modstykke til denne kritik, som er et vigtigt dokument i fortolkningen af vetoreglens indhold. I erklæringen fremgår det, at vetoet kan anvendes i henhold til en teori om begivenhedernes kæde, der i sidste ende kan føre til sikkerhedspolitiske problemer. Be- 28

29 slutninger af en karakter der kan udløse en sådan kæde af begivenheder, kræver derfor stormagternes enighed og dermed vetoreglens berettigelse. Kriteriet i erklæringen for sondringen mellem procedure- og realitetsspørgsmål skaber dog en usikkerhed i grænsetilfælde om, hvor begivenhedernes kæde overhovedet begynder. Dette har betydet, at procedurespørgsmål i praksis har været betydeligt begrænset, da et permanent medlem har kunnet nedlægge veto mod at behandle et forslag af proceduremæssig karakter, og når det igen er kommet til afstemning endnu engang nedlægge veto for at forhindre dets vedtagelse. Dette har fået betegnelsen det dobbelte veto (Hansen 1968;62-63). Dette kan forhindres ved en såkaldt præsidentafgørelsesmetode. Denne muliggøre, at hvis der opnås det nødvendige antal jastemmer, men et af de faste medlemmer er imod, kan Præsidenten beslutte, at det pågældende forslag er af proceduremæssig art og dermed vedtaget. I henhold til forretningsordenen står en sådan vedtagelse ved magt, medmindre mindst ni medlemmer laver indsigelser imod det. Dette betyder, at Præsidenten kan, med syv medlemmer i ryggen, henføre tvivlsspørgsmål under procedurespørgsmålene og derved undgå et veto. I Sikkerhedsrådet gør Sovjet i perioden fra brug af vetoretten hele 114 gange pga. vestlig dominans blandt de ikke-permanente medlemmer af Sikkerhedsrådet, som udpeges af generalforsamlingen. I 1946 bestod over 60 procent af medlemmerne af lande fra Vesteuropa og Amerika. Generelt er det den kolde krigs problemer og konflikter, som sætter dagsordenen i Sikkerhedsrådet i starten af dets eksistens. USA indvirker meget på denne dagsorden specielt pga. af flertallet i Generalforsamlingen. Fra slutningen af 60erne og begyndelsen af 70erne begynder afkoloniseringen af 3. verdenslandene, og dermed ændres sammensætningen betydeligt i Generalforsamlingen, således at de ikkevestlige stater får flertal. I perioden fra bruger USA vetoretten 60 gange i modsætning til Sovjet, der i denne periode kun benytter den 7 gange. Dermed bliver USA og Vesten den mest utilfredse gruppe med hensyn til procedurerne og emnerne i FN. Helt overordnet var Sikkerhedsrådet og dermed FN præget af politisk fastlåshed (stalemate) under den kolde krig, men i kølvandet på denne krigs ophør begynder et fornyet samarbejde på tværs af de store magter i starten af 90erne. Det førte til et stigende antal af fredsstøttende operationer(russet & Starr 1996; ). Helt overordnet har det ofte været fremført, at anvendelsen af vetoretten har medvirket til at lamme Sikkerhedsrådet i kritiske situationer. Det er umiddelbart også rigtigt, men den dybere årsag til rådets manglende funktionsevne skal ikke findes i selve vetoreglen, men i de stormagtsmodsætninger 29

30 der har præget Sikkerhedsrådet. En afskaffelse af vetoreglen, hvis dette var muligt, ville derfor ikke løse disse problemer(hansen 1968;70) Sikkerhedsrådets funktion: Sikkerhedsrådets primære rolle er at sikre en global fred og for at opnå dette mål, har det fået en række beføjelser. Rådet kan opfordre modstandere i en konflikt til at finde en fredelig løsning, herunder kan rådet anbefale passende midler og metoder og om nødvendigt egentlige betingelser for en løsning. Hvis dette ikke er tilstrækkeligt, kan rådet jf. artikel 41 i FNs pagt beslutte, hvilke ikkemilitære midler verdenssamfundet bør sætte ind med. Skulle dette ikke virke, eller hvis situationen er for eskalerende, kan rådet jf. FN s pagt artikel 42 beslutte, hvilke militære midler der bør anvendes til at sikre en genoprettelse af fred og sikkerhed(skov-christensen 1998;60). Helt grundlæggende er Sikkerhedsrådet indrettet således, at for at kunne fungere er det nødvendigt med konsensus og et vist interessesammenfald blandt de fem permanente medlemmer. Men det er ikke nok med enighed hos de fem, idet der kræves et minimum af ni stemmer for, at det er muligt at iværksætte en militær aktion. Der er eksempler på, at det har været muligt for syv ikkepermanente medlemmer af rådet at samle stemmer nok til at nedlægge et kollektivt veto med de fem permanente, men dette er dog sket yderst sjældent. Sikkerhedsrådets evne til iværksættelse af fredsstøttende operationer hænger oftest sammen med de store landes betragtning af, hvad der gavner deres nationale sikkerhedsinteresser. Da de seneste konflikter har, og de kommende formodentlig også vil finde sted internt i Ulandene, og eftersom det fortsat vil være op til de fem permanente medlemmer at beslutte, og i særdeleshed betale fremtidige FN operationer, skaber dette et betydeligt dilemma(ibid.;62). Dette dilemma består til dels i en ofte manglende interesse fra de permanente medlemmer og til dels en distance for befolkningens vedkommende til konfliktens problemer. Sikkerhedsrådets arbejde sker hyppigt ved konsultationer og bred enighed, hvilket sker enten formelt eller bag kulissen(bent Håkonson, foredrag på RUC den ). Der arbejdes normalt intensivt, indtil en konsensus i hele Sikkerhedsrådet er fundet. Det sker kun undtagelsesvist, at en sag bliver genstand for en åben konfrontation, som kan føre til brug af veto(skov-christensen 1998;62-63). Konsensus i sig selv siger dog ikke meget om hverken substans eller kvalitet i beslutningen. Enhver beslutning kan beskues ud fra to dimensioner, nemlig hvor stærkt er budskabet, og hvor bred er opbakningen til den. Hvis et medlem arbejder hen imod en bred støtte, kan det medføre et svagt bud- 30

31 skab, og hvis et medlem arbejder hen imod at skabe et stærkt budskab, kan dette meget nemt medføre svag opbakning(ibid.;63). I mandaterne til fredsstøttende operationer forsøges de praktisk affattet sådan, at det fremgår, hvad Sikkerhedsrådet ønsker opnået, og under hvilke begrænsninger operationen skal foregå. Men det bliver ofte ved forsøget, da teksten i mandater, resolutioner og sanktioner tit og ofte er så vagt formuleret og tvetydigt, at de lægger op til flere forskellige tolkningsmuligheder(ibid.;64) Sammenfatning af Sikkerhedsrådets struktur og funktion: Siden oprettelsen i 1945 har strukturerne i Sikkerhedsrådet ændret sig gennem optagelsen af flere medlemslande i rådet. Dette har bevirket i en større og bredere repræsentation, som dengang højnede legitimiteten. Under den kolde krig var Sikkerhedsrådet meget hæmmet af bipolaritet og de to supermagters sikkerhedspolitiske interesser og hensyn, hvilket resulterede i en generelt set handlingslammelse specielt i sager, hvor begge parter var stærkt involveret. Efter den kolde krig har arbejdet i Sikkerhedsrådet handlet om at skabe en eller anden form for konsensus, men dette har medvirket til at nedsætte beslutningseffektiviteten i rådet, da en samlet konsensus har været tidskrævende at opnå. Derudover har det været medvirkende til, at budskaberne i sanktioner og mandater til fredsstøttende operationer har haft en tendens til at være for svagt formuleret. 4.3 Sikkerhedsrådets disponible operationsmuligheder I dette afsnit vil vi redegøre for de to operationelle muligheder Sikkerhedsrådet har til deres disposition i håndteringer af en konflikt. I det afsnit benytter vi kun en kilde, men da denne er temmelig objektiv og redegørende skrevet mener vi at det er i orden. Derudover er forfatteren til kilden en militærmand, som har repræsenteret Danmark i en arbejdsgruppe under FN, hvis opgave det var at udarbejde et koncept for nye FN beredskabsstyrker og som derfor må menes at havde en god indsigt i emnet Fredsbevarende (Peace-keeping) operationer I det følgende afsnit vil vi belyse, hvad fredsbevarende operationer som koncept indebærer af muligheder og forhindringer. Vi vil komme ind på, hvad en fredsbevarende operation egner sig til i fredsstøttende opgaver, hvilke militære principper det har, og hvorledes militær magt benyttes. Vi vil se på det fra dets oprindelige form, og hvad det indtil år 2000 har udviklet sig til. 31

32 generations fredsbevarende operationer Traditionelle fredsbevarende operationer er en operation med let bevæbnet militært personel indsat i et konfliktområde med mandat fra FNs sikkerhedsråd og efter samtykke fra parterne i konflikten. Den fredsbevarende operation skal være upartisk i konflikten og have som grundlæggende princip minimal brug af magt. Fredsbevarende operationer er som sådan ikke beskrevet i FN pagten, men kan ses som en videre udvikling af de i pagtens kapitel VI omtalte rene diplomatiske foranstaltninger. Da kapitel VI ikke indeholder noget om militære midler og magtanvendelse, er man derfor nød til at låne noget fra kapitel VII i pagten, som omhandler militær indgriben. Den tidligere generalsekretær Dag Hammarskjöld udtalte i 1961, at fredsbevarende operationer passende hørte hjemme midtimellem Kapitel VI og VII. Derfor opstod udtrykket kapitel VI ½. Behovet for fredsbevarende operationer opstod under afkoloniseringen, hvor der var behov for styrker, der kunne overvåge, at det gik fredeligt til, og at de indgåede aftaler blev overholdt. Derfor var de første styrker enten ubevæbnede eller kun let bevæbnede(ibid.; ). Det var først i 1994, at FN opstillede nogle retningslinier for, hvad udførelse af en fredsbevarende operation (på engelsk: Peacekeeping Operations ) indebar. En fredsbevarende operation skal bygge på samtykke fra alle parter i konflikten. Dette skal helst ske på et politisk niveau, hvilket forudsætter, at der er en vis politisk elite til stede. Der er ingen krav om, at der skal være samtykke fra lavere militært niveau. Samtykket skal være på plads, så det kan bruges som en bekræftelse på, at FN ikke har fjender i området, men partnere som der skal samarbejdes med. Derfor skal der bruges mange ressourcer på at etablere en dialog på alle niveauer med disse samarbejdspartnere. Dette er hele grundtanken i fredsbevarende operationer. Skulle det ske, at dialogen ophører, kan dette føre til stilstand, og misforståelser kan opstå. På et rent juridisk plan betyder samtykke, at der ikke er tale om en militær intervention, men noget man kan kalde en ikkeintervention. Dette betyder endvidere, at der ikke kan benyttes magt for at opnå et sådan samtykke(ibid.; ). Den indsatte FN-styrke må udelukkende benytte magt i selvforsvar, og magtanvendelsen skal være nøje proportionalt afvejet med det FN-styrken udsættes for. Denne skal forudgås af et varsel, og kun våben afpasset med situationen må benyttes. Dette er med til at sikre, at FN-styrken opleves som upartisk, hvilket er meget vigtigt, da des mere upartiske FN opleves af konfliktens parter, des lettere bliver det for FN at optræde som mægler. 32

33 Derudover er der krav om, at FN-styrken legitimerer sin udstationering på grundlag af et klart mandat fra Sikkerhedsrådet, og at den optræder i overensstemmelse med dette. FN-styrken skal optræde synligt iklædt de karakteristiske FN kendetegn. Den skal være troværdig, hvilket vil sige, at den er overbevisende overfor de stillede opgaver, er godt udrustet og med en bemanding af veltrænede soldater. Dermed bliver den også mere effektiv(ibid.; ). Der skal opbygges en gensidig respekt, hvilket indebærer, at styrken skal optræde eksemplarisk både i og uden for tjeneste. Styrken skal anerkende de lokale myndigheder og love og opfører sig i henhold hertil. Omvendt bør konfliktens parter anerkende styrkens særlige status og rettigheder generations fredsbevarende operationer Efterhånden som konflikterne har ændret karakter fra krige mellem nationer til mere interne stridigheder, har dette betydet, at en række nye opgaver er tilfaldet de fredsbevarende militære FN-styrker. Fra at styrkerne tidligere kun havde militære opgaver såsom overvågning og adskillelse af stridende parter, har udviklingen bevæget sig hen imod, at FN-styrkerne nu også skal varetage en række civile opgaver. Disse kan være sikring og støtte af humanitær hjælp, afvæbning og demobilisering af stridende parter, hjælp til etablering af administrative strukturer, støtte til afholdelse af frie demokratiske valg og hjælp til opbygning af infrastruktur. Dette har ført til et øget samarbejde med de civile humanitære organisationer, både dem indenfor FN og de private, som ikke altid har været lige gnidningsfrit. Eftersom at koordineringen ofte har svigtet, og forskellige opfattelser af operationens mål til tider har skabt problemer. Samtykke fra konfliktens parter tilstræbes stadig, men det er ikke længere et krav. Dette skyldes fraværet af en egentlig politisk elite samtidig med et overordentligt stort antal lokale grupperinger, som oftest er i indbyrdes konflikt med hinanden og uden klare ledelsesforhold. Sikkerhedsrådet kan nu uden samtykke godkende en fredsbevarende operation ved at fastslå, at det handler i overensstemmelse med dets opgave om at opretholde international fred og sikkerhed(ibid.;133). Operationernes militære sammensætning har også gennemgået en forandring. Hvor det tidligere var få soldater, som var enten ubevæbnede eller let bevæbnede, er det nu blevet normalt med styrker på op mod mand, der er udstyret med klart større militære kapaciteter. FN-styrkernes modstandere har også ændret sig fra disciplinerede styrker på hver sin side af en grænse til oprørs grupper og militser, som ikke nødvendigvis accepterer FNs tilstedeværelse. Disse har som oftest ikke en central statsmagt i ryggen, hvilket gør det mere besværligt for FN-styrkerne at skabe den nødvendige dialog(ibid.; ). 33

34 FN-styrkerne, det være sig både de militære og civile, møder derfor stigende politisk og militær modstand i sine operationer, da den manglende dialog medfører mistillid og usikkerhed hos de stridende parter overfor FN. For at imødegå denne risiko for FN-personalet er det blevet accepteret, at FN-styrken udvider sin ret til selvforsvar til også at gælde angreb, der skader FN-styrkens løsning af de i mandatet pålagte opgaver. Der er ikke nogen grænse for, hvilke våben der kan benyttes i selvforsvar, blot at princippet om proportionalitet følges. Denne større villighed til at anvende magt skaber visse problemer, da det på den ene side opretholder FN-styrkens troværdighed og stilling, men på den anden side skaber en større risiko for ikke blot soldaterne, men også det civile personel. Et andet problem er, at selvom der stræbes efter at benytte et minimum af magt, så skal der ikke meget magtanvendelse til, førend det kan opfattes som en stillingtagen fra FN-styrkes side, hvilket hæmmer opfattelsen af upartiskhed(ibid.; ) Sammenfatning af fredsbevarende operationer: Fredsbevarende operationer har vist sig at være et effektivt redskab i bilæggelse af visse konflikter, men graden af effektivitet afhænger dog meget af konflikttype og af graden af tilstedeværelse af en politisk enighed i konfliktområdet. Fredbevarende operationer er med meget store vanskeligheder blevet anvendt i mere borgerkrigslignende konflikter, hvor der ikke har været en, fra konfliktens parter, klar politisk accept af operationen. Eftersom at meningen med samtykke ikke længere har betydningen for om en operation indledes, har dette sammen med den stigende magtanvendelse influeret på oplevelsen af FN status som upartisk og troværdig. Dette har gjort det sværere for FN senere i konflikten at blive accepteret som mægler. Den tendens med at låne lidt fredshåndhævende elementer til løsning af fredsbevarende operationer har skabt lidt af en grå zone, som betyder, at fredsbevarende operationer kan blive misbrugt, og de besidder ofte ikke egenskaberne til at løse konflikterne. Denne grå zone bliver også omtalt i afsnittet om fredshåndhævende operationer. 4.4 Forebyggende deployering af militære styrker Forebyggende deployering af FN-soldater, som led i fredsstøttende operationer, blev muliggjort i 1992, hvilket betød, at FN kunne gribe ind, inden en konflikt eskalerede. I konventionelle konflikter, nation kontra nation, ville dette føre til en deployering af soldater langs en landegrænse som en form for afskrækkelses middel overfor en aggressor. Dette kan ske uden samtykke fra det angriben- 34

35 de land. I sådanne operationer er opgaven ofte at sikre, at landets suverænitet ikke bliver krænket, og at landets interne myndigheder består. I mere sub-konventionelle konflikter, hvor det handler om en truende borgerkrig, består opgaverne nogenlunde af det samme. Dog er det betydeligt mere besværligt at foretage en sådan operation. Det skyldes, at man her opererer i et land, hvor regeringen forsøger at bibeholde sin egen autoritet og myndighed, og hvor oprørere af en bestemt karakter ønsker en ændring. Oprørere der ikke nødvendigvis har givet samtykke til FN-styrkens tilstedeværelse. De opgaver en FN-styrke bliver stillet overfor i en sådan operationer, minder meget om opgaverne i en fredsbevarende operation. Andre mener dog, at en forebyggende deployering ligner mere en fredshåndhævende operation. Dette begrundes ud fra, at den part, der skal afskrækkes, ikke har givet sit samtykke, og at der vil blive behov for at bruge mere magt udover selvforsvar, såfremt en krig ikke kan forhindres. For begge konflikttyper gælder naturligvis, at FN-styrken skal optræde i henhold til de ovenstående retningslinier, både hvad ang. synlighed og troværdighed. En forebyggende deployering er ofte en del af et handlingsforløb, hvor økonomiske og diplomatiske sanktioner tit indgår. Hvis en forebyggende deployering skal være effektiv, så forudsætter det, at FN og Sikkerhedsrådet er parat til at ændre operationen status fra fredsbevarende til fredhåndhævende i henhold til FN pagten kapitel VII. Det betyder, at der skal være en eller anden form for opgarderingspotentiale. Dette kræver selvfølgelig et stort politiks forarbejde med tilvejebringelse af både planlægning, militære styrker, logistik og osv. Men hvis et sådan opgarderingspotentiale ikke er tilvejebragt, så mister operationen en stor del af sin troværdighed, og det er netop dette, der har været et af de helt store problemer med netop denne type af operationer gennem tiden(ibid.; ) Fredshåndhævende (Peace-enforcement) operationer Helt overordnet tegner der sig to væsentlige forskelle på en fredsbevarende og en fredshåndhævende operation. For det første kan en operation gennemføres uden noget som helst samtykke fra de stridende parter i den pågældende konflikt, og for det andet er formålet med magtanvendelsen at direkte opretholde eller genetablere international fred. Forudsætningen for at iværksætte en sådan operation er, at Sikkerhedsrådet kan identificere en trussel mod freden, brud på freden eller sidst en angrebshandling(ibid.;153). Denne forudsætning bygger på, at legitimiteten er et helt afgørende princip for at kunne intervenere både lokalt i konfliktområdet og internationalt. Man hæfter sig dog hurtigt ved, at beskrivelsen af en fredshåndhævende operation er meget uklar og upræcis, således at den intet siger om det militære mål eller indhold. Derudover henvises der til pagtens kapitel VII, 35

36 men som omtalt i det foregående henvises fredsbevarende operationer også til dette kapitel, hvilket betyder, at der ikke er nogen egentlig konceptuel klar afstand mellem de to typer af operationer. Denne sammenblanding er et stort problem for FN, og den har undermineret tidligere operationer og dermed kostet menneskeliv. Dette bliver berørt senere i teksten. 4.5 Interventioner Kapitel VII i FN pagten indeholder en bred række af muligheder for at iværksætte foranstaltninger som svar på en sikkerhedspolitisk trussel. Når et land ikke har givet FN tilladelse til at gribe ind i det pågældende lands anliggender, er der tale om en intervention. En intervention er derfor en påtvunget og tvangsmæssig indblanding i en suveræn stats lovformelige ansvarsområdet(ibid.;155). De tre første typer af interventioner, som FN kan iværksætte, er af ikke-militær karakter. Der kan laves en verbal intervention, hvor den vesteuropæiske reaktion på de baltiske landes frigørelse i kunne tjene som eksempel. Dernæst forefindes en såkaldt de jure anerkendelse, hvor anerkendelse kan opfattes som intervention, når det bliver betragtet som forskelsbehandling, eksemplificeret i anerkendelserne af henholdsvis Slovenien og Kroatien. Den tredje type uden militært islæt er de økonomiske sanktioner mod en af parterne i en konflikt og modsat økonomisk støtte til en anden part. Den fjerde og femte type af interventioner kan håndhæves eller udføres af militære styrker. Det er en våbenembargo mod en af parterne og støtte med våben til en part eller brug af eget territorium som et slags tilflugtssted for den ene part. De tre sidst måder at intervenere på kan udelukkende udføres af militære styrker. Den sjette intervention går på, at udstede en trussel om at sende regulære eller frivillige militære styrker af sted som støtteelement til den ene part. Den syvende af slagsen handler om militære magtdemonstrationer i form af øvelser på land, i luften og til vands op til et konfliktområde. Dette bliver ofte betegnet som afskrækkelse, sabelrasling, kanonbådsdiplomati osv. Den ottende og sidste type af intervention går på en egentlig militær indgriben med konventionelle styrker gennem et traditionelt indgreb, ved et kirurgisk indgreb eller gennem et indgreb for at hjælp et samfund. Ærkeeksemplerne på en traditionel indgriben i FN-regi er Korea-krigen i 1950 og den første golfkrig i Irak/Kuwait i Eksempler på kirurgiske indgreb er der flere af, hvor af der kan nævnes USA mod Libyen i Somalia i perioden var et indgreb fra FNs side for at hjælpe landet og samfundet på benene igen, men som det senere viste sig, var det ekstremt svært at gøre dette, hvilket udmunde- 36

37 de sig i en total fiasko for Sikkerhedsrådet og FN. Det skal nævnes, at en intervention, der starter på et lavt interventionstrin i sidste ende kan resultere i en intervention på et højt niveau med egentlige militære indgreb, som beskrevet i interventionsmåde otte(ibid.;156). Det sker dog ofte, at flere forskellige typer af interventioner iværksættes samtidigt i samme konflikt, men generelt meget ukoordineret. I det tidligere Jugoslavien blev der iværksat en politisk besluttet sanktion, en humanitær nødhjælpsaktion og sidst en militær afskrækkelsesoperation omkring de sikre zoner, som nævnt under interventionsmåde syv Erfaringer med overvejende militære interventioner Selvom en militær operations indhold er af fredsbevarende karakter, kan dele af mandatet for styrken i det pågældende konfliktområde være baseret på FN pagtens kapitel VII med hensyn til brug af magt. Hvis formålet med magten ikke er selvforsvar, skaber det en fredsbevarende operation med fredshåndhævende elementer. Dette tilvejebringer en grå zone mellem de to typer af operationer, som omtalt tidligere. Efter 1987 har Sikkerhedsrådet mange gange benyttet sig af kapitel VII ved resolutioner i forbindelse med fredsbevarende operationer. Bare i det tidligere Jugoslavien er der blevet dannet tolv kapitel syv resolutioner. Her fremstår Bosnien-Hercegovina som det klareste eksempel på en sådan sammenblanding af de to typer operationer. Den fredsbevarende operation med politisk, diplomatisk og humanitær virksomhed fik fredshåndhævende elementer stillet til rådighed som en del af udførelsen. Hele tre gange gav FN mandat til at benytte magt udover selvforsvar. Det var til håndhævelsen af embargoen i Adriaterhavet ( Operation Sharp Guide ), ved indførelse og håndhævelse af flyveforbudszonen over land (Operation Deny Flight ) samt at overvåge og om nødvendigt militært gribe ind fra luften for at beskytte de civile i de sikre zoner i Bosnien-Hercegovina. (ibid.;159) Med udgangspunkt i den sidste type operation, hvori fredshåndhævende elementer indgik, blev seks byer i maj 1993 erklæret for sikre zoner. I starten kunne Sikkerhedsrådet ikke enes om at reglerne for, hvordan de civile skulle beskyttes, men fik dog en måned efter opstillet rammerne for brug af magt i en resolution. Heri hed det sig, at UNPROFOR fik bemyndigelse til at afskrække angreb mod de sikre zoner samt at handle i selvforsvar ved at tage de nødvendige forholdsregler inklusive brug af magt som svar på bombardementer mod de sikre zoner af en af parterne eller ved væbnet angreb ind i dem (ibid.;161). Derudover gav Sikkerhedsrådet myndighed til anvendelsen af fly som støtte for UNPROFOR. Disse resolutioner virkede umiddelbart lovende, men realiteterne var, at styrkerne kun måtte anvende magt i selvforsvar inklusiv fly. Den daværende generalsekretær Boutros-Ghali støttede en militær vurdering af, at en styrke på ca mand, udover dem der 37

38 allerede befandt sig i området, var nødvendig for kunne oprette ringformede stødpuder omkring alle seks zoner. Men medlemslandene var mildt sagt forbeholdene overfor at skulle sende så mange tropper af sted, således at en minimumsløsning med ca mand og en anmodning til NATO om at bruge fly til afskrækkelse blev slutresultatet af forhandlingerne. Med tiden skred FN over i kraftigere og kraftigere magtanvendelsesmetoder, hvilket blev oplevet som værende på ingen måde i selvforsvar, og dermed gav operationen karakter af at være fredshåndhævende. Dette og manglen på nok mandskab førte til faldet af de to sikre zoner ved Zepa og Srebrenica i 1995 og blev ledsaget af beskæmmende udtalelser om FNs troværdighed, hvilket afklædte FN og Sikkerhedsrådets muligheder for at løse sikkerhedspolitiske problemer totalt. Det helt overordnede ved anvendelsen af militær magt i FN-regi er, at det gøres klart, hvor langt man er parat til at gå. Set ud fra det optimale perspektiv bør en magtanvendelse ske selektivt og effektivt på et så tidligt tidspunkt i konflikten som muligt. Det skyldes først og fremmest, at niveauet her stadig er politisk acceptabelt. En hurtig og tidlig intervention vil ofte være den bedste metode til at afværge en krise, inden den har nået et for uoverskueligt stort omfang. Dette er specielt i situationer, hvor der er tale om brud på menneskerettighederne, som meget ofte har været kendetegnende for de sidste 15 års interventioner. En anden måde at intervenere på er at anvende magten eskalerende. Her kan eksemplet med brugen af fly til afskrækkelse af eventuelle angreb på de sikre zoner i det tidligere Jugoslavien igen benyttes. Denne afskrækkelse skulle nemlig have været planlagt med en eskaleringsmulighed. I det konkrete eksempel anså de bosniske serbere truslen fra FN som en utidig indblandingen, og de havde derudover store interesser i de sikrede byer, fordi de tjente som muslimske militære hovedkvarterer, ammunitionsfabrikker og træningsområder. Idet at de bosniske serbere helt naturligt prioriterede disse sikre zoner højt, skulle den eventuelle trussel om magt fra FNs side være kompetent, konsekvent og kunne ramme med en eftertrykkelig effekt. Desværre håbede FN, at afskrækkelsen i sig selv skulle være nok til at forhindre et angreb, men FN erkendte senere, at der ikke havde været en passende eskalationsmulighed pga. af de landmilitære og politiske begrænsninger. En eskalationsmulighed er helt afgørende for en effektiv afskrækkelse, og bl.a. derfor lykkedes det ikke FN at afskrække de bosnisk-serbiske angreb på bl.a. Zepa og Srebrenica i juli 1995(ibid.; ) Sammenfatning af fredshåndhævende operationer I dag synes langt de fleste konflikter at være borgerkrige eller etnisk-religiøse krige. En FN styrke bestående hovedsageligt af vestlige militære tropper med de traditionelle værdier som organisation, disciplin og uddannelse vil være udmærket i stand til at løse fredshåndhævende operationer i sådan- 38

39 ne konflikter. Dog kan den pågældende lokalbefolkning have en så fremmed kultur, at det kan være svært for FN-tropperne overhovedet at forstå kulturen og problemerne i landet. Lokalbefolkningen kan ligefrem blive frastødt af en FN-styrke med et alt for fremmed udseende. Derudover er der den klassiske problemstilling ved at intervenere, idet at styrken kan blive opfattet som en part, der er involveret i det lokale magtspil og i værste tilfælde en besættelsesmagt. Dette vil være utroligt problematisk og vil umiddelbart kun forværre problemerne. Generelt set har FN kun få erfaringer med fredshåndhævende operationer, hvilket nok er grunden til, at beskrivelsen af mål og vilkår aldrig er blevet mere præciseret. Ligesom med de fredsbevarende operationer påbegynder FN nye operationer uden at gøre sig bevidste om, hvorledes en given konflikt skal gribes an og løses med de dertilhørende strategiske, økonomiske og militære overvejelser. Dette har vist sig at have en kæmpe betydning for sandsynligheden for fiasko, og derfor skal specielt Sikkerhedsrådet være mere direkte og præcise i deres formuleringer af mål og behov i fremtidige konflikter (Bent Håkonson, foredrag på RUC 4/ ). De nye konflikttyper er et udtryk for interne magtkampe af en eller anden art ofte indenfor et lands grænser, hvor en bestemt gruppe ønsker at forbedre sin stilling i forhold til en anden. Derfor gør brugen af international magt gennem FN, at balancen svinger i den ene eller andens favør, uanset om den bruges til at sætte nogle humanitære regler for krigsførelsen, lindre lidelser eller påtvinge lokale våbenhviler og FN-resolutioner. Desværre vil magtkampene ofte påbegyndes, så snart magtanvendelsen ophæves eller ophører og derfor er mulighederne for succesfuldt udgang på konflikten ikke særligt store. Før FN iværksætter en fredshåndhævende operation, er det derfor alfa og omega, at den politiske opbakning og vilje er til stede, og at de militære midler og ressourcer, som er nødvendige for en vellykket operation, ligeledes bliver stillet til rådighed(skov- Christensen 1998;169) Sammenfatning af Sikkerhedsrådets fredsstøttende operationer De to overordnede operationsmuligheder, henholdsvis de fredsbevarende og fredshåndhævende, som Sikkerhedsrådet kan gøre brug af i sine bestræbelser for sikring af global fred, har siden den kolde krigs ophør nærmet sig hinanden, således at de to operationsformer er blevet svære at skelne fra hinanden. Dette skyldes opkomsten af konflikttyper af en etnisk-religiøs karakter indenfor suveræne stater, der har vanskeliggjort udførelsen af operationstyperne, fordi der i sådanne konflikter skabes situationer af en så kompliceret art, at en ren fredsbevarende operation ikke er tilstrækkelig. Det er især på området omkring anvendelsen af magt, der er blevet skabt en gråzone, som tidligere var mindre tvetydig. Dette har haft en stor betydning for Sikkerhedsrådets muligheder for at iværk- 39

40 sætte effektive operationer, da fredsbevarende operationer er blevet indsat i konflikter, hvor de har vist sig utilstrækkelige både i henhold til mandat og ressourcer stillet til rådighed af medlemslandene. Dette betyder, at FN og dermed Sikkerhedsrådet har mistet en del af sin troværdighed og lysten til at intervenere, hvilket betyder, at man ofte tilstræber at finde minimumsløsninger til operationer, der netop effektivt skulle løse konflikterne. Dermed forringes sandsynligheden for succes betragteligt, idet at netop manglen på effektivitet til løsning af de sikkerhedspolitiske opgaver udspringer af minimumsløsningerne. 4.6 Reformmuligheder for Sikkerhedsrådet og FN I dette afsnit ønsker vi at belyse, hvorledes en fremtidig reformering af det system, som er blevet beskrevet i de to foregående afsnit, kan være medvirkende til at højne legitimiteten og effektiviteten. Vi vil i det følgende opstille forskellige bud på mulige reformer af Sikkerhedsrådet og FN, og analysere hvorledes de hver især vil virke på effektiviteten og legitimiteten Udvidelse af Sikkerhedsrådet: Udvidelse af Sikkerhedsrådet har siden dets oprettelse været på dagsordenen adskillige gange, hvilket i 1963 resulterede i, at 10 ikke-permanente medlemspladser blev oprettet. Blandt langt størstedelen af landene i FN er der bred enighed, om at der skal ske en reformering af FN og ikke mindst af Sikkerhedsrådet. Udover denne enighed er der mange meninger, om hvad en sådan skal indeholde. De nuværende argumenter for en yderligere reformering af Sikkerhedsrådet kan relateres tilbage til 1979, hvor Generalforsamlingen på Indiens initiativ diskuterede dette(bonnén 1999;95-96). Hovedargumentet går på, at Sikkerhedsrådet skal afspejle den aktuelle magtstruktur i verden i dag, og ikke den fra afslutningen af 2.verdenskrig. Heri ligger en kritik af at Frankrig og Storbritannien 5 sidder i rådet med ret til veto, mens økonomiske stærke lande Tyskland og Japan ikke er tilknyttet rådet som permanente medlemmer. Derudover er det også fremført at store folkerige u-lande, som eksempelvis Indien, Nigeria og Brasilien burde være med som permanente medlemmer(olsen og Udsholt 1995; ). Der er endvidere diskussion om hvorvidt nye medlemmer skal være i besiddelse af vetoret, dette er især fordi, at det forudses at yderligere medlemmer med vetoret vil betyde en forringelse af beslutningseffektiviteten i rådet. Da rådet i forvejen bruger mange ressourcer på at opnå 5 På trods af at disse lande er a-våben magter, har de dog pga. afkoloniseringen ikke samme status i verden, som efter 2.verdenskrig. 40

41 konsensus, vil en udvidelse af medlemsantallet med vetoret umiddelbart kun yderligere vanskeliggøre beslutningsprocessen og dermed forringe effektiviteten og reaktionstiden ved konflikters opståen(bonnén 1999;97). Helt overordnet vil en udvidelse af Sikkerhedsrådet formodentligt nedsætte beslutningseffektiviteten, men samtidig vil en bredere repræsentativitet i forhold til den nuværende magtbalance medføre en forøget legitimitet. Dog kunne det forestilles, at hvis Sikkerhedsrådet er i stand til at opnå konsensus, vil dets måleffektivitet formodentligt blive forbedret. I et forsøg på at skabe lige forudsætninger, er det blevet forslået at alle de nye permanente medlemmer skal havde vetoret, eller at vetoretten helt afvikles. Dette ville skabe problemer, især hvad angår afgivelse af vetoret fra de gamle permanente medlemmer, da de ville kunne få opfattelse af at deres egne interesser blev undergravet, derved ville der opstå en problematik meget lig den i Folkeforbundet. Det er også fra forskellig side fremført, at vetoretten skal medføre flere forpligtigelser end den gør i dag. De fem permanente medlemmer skal så at sige også berøres af konsekvensen af de beslutninger de foretager(ibid.;98). Dette har langtfra været tilfældet tidligere, men vil med fordel kunne implementeres og betones kraftigt overfor vetomagterne, således at der vil være de nødvendige ressourcer til effektiv udførelse af fredsstøttende operationer Oprettelse af en stående FN-styrke Ligesom der diskuteres reformering af Sikkerhedsrådet er der også forslag om at oprette en egentlig permanent stående FN-styrke, som kan reagere hurtigt på eventuelle trusler for freden i verdenssamfundet. Under charterets artikel 43 blev det allerede ved oprettelsen af FN i 1945 givet lovhjemmel til en oprettelse af en permanent FN-styrke, som skulle hindre, at FN var for lang tid om at frembringe de nødvendige økonomiske og militære ressourcer. Denne del af charteret er dog aldrig blevet gennemført bl.a. på grund af uoverensstemmelserne i den kolde krig(ibid.;90). Generalsekretær Boutros Ghali hev fat i denne diskussion igen i kølvandet på den kolde krigs afslutning, da han ønskede en permanent styrke, som han kunne gøre brug uden først at skulle konsultere de bidragsydende lande, hvilket kunne forbedre FNs reaktionstid og effektivitet i henhold til at gå ind i konflikter. Boutros Ghali mente, at styrken skulle være direkte underlagt Sikkerhedsrådet, og at den hovedsageligt skulle bestå af bidrag fra de fem permanente medlemmer jævnfør en balance mellem rettigheder og forpligtelser. I 1993 oprettedes UN Stand-By Arrangement System, som gav Generalsekretæren et register over styrkebidragene fra de enkelte lande, hvorfra han kunne udvælge elementer, som bedst svarede til den aktuelle opgaves karakter. Selv om et medlemsland havde registreret sig lå den endelig godkendelse og accept af udsendelsen af tropper suverænt hos 41

42 medlemslandene, og styrkerne kunne udelukkende benyttes til fredsbevarende operationer. På trods af dette initiativ var Generalsekretæren ikke helt tilfreds, og han udtalte primo januar 1995, at der skulle oprettes en hurtig deployeringsstyrke, hvis rygrad skulle bestå af en række medlemslande, der skulle kunne fungere sammen. Dette affødte Multinational UN Stand-By Forces High Readiness Brigade (SHIRBRIG). Denne brigade lægger sig dog meget op af de tidligere tiltag, men med den undtagelse at der her er en SHIRBRIG enhed i hvert af de lande, som har forpligtet sig til denne. Det fremføres af mange, at dette er det tætteste, man kommer en egentlig stående styrke i FNregi og dermed en efterlevelse af charterets artikel 43. Dette skyldes, at en oprettelse af en egentlig stående FN-styrke vil medføre, at Sikkerhedsrådet vil få en alt for stor handlefrihed og autonomi i forhold til medlemslandene. Derfor er det meget naturligt, at mange toneangivende medlemslande er tilbageholdene overfor en sådan oprettelse af en FN-styrke(ibid.;90-93) Regionalisering af Sikkerhedsrådets opgaver En helt ny vinkling på reformerne i FN og i særdeleshed i Sikkerhedsrådet vil være en regionalisering af FN. Denne ville medføre at man fra Sikkerhedsrådets side uddelegerer de sikkerhedspolitiske beslutninger til regionale råd og organisationer, som har en tættere tilknytning til området. Netop uddelegeringen af FNs opgaver til regionale organisationer, synes at imødekommende FNs manglende ressourceproblematik, da en regional organisation er mere interesseret i at løse egne konflikter, og dermed er villig til at sætte flere ressourcer ind. Derudover vil de soldater der sættes ind i en given konflikt formodes at have større indsigt i de kulturelle, geografiske og politiske forhold. Den pågældende civilbefolkning vil derfor være mere tryg og føle en større tilknytning til styrken, hvilket vil højne den generelle accept i befolkningen(ibid.; ). Det nuværende Sikkerhedsråd skal dog ikke nedlægges som følge af en regionalisering. Det der vil blive tale om er et globalt Sikkerhedsråd med repræsentation fra de enkelte regionale Sikkerhedsråd samt USA og Rusland. Rådet skulle løse problemer af både high og low politics karakter, som kun kan løses i fællesskab og berører alle verdensregionerne. Det kunne være problemer såsom global forurening, konfrontationer regionerne imellem eller mellem lande fra forskellige regioner og regionale problemer med global konsekvens. Dette kunne også forestilles at mindske bureaukratiet, da beslutningstrukturen vil være anderledes og styrke den tætte sammenhæng mellem beslutning, information og motivation(ibid.; ). Der er dog en problematik i at uddelegere beslutningskompetence til regionale råd, da de fleste nuværende regionale organisationer ikke ville være i stand til at varetage sådanne kompetencer. Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE) vil i Europa være det organ der kunne 42

43 komme på tale til at agere som regionalt Sikkerhedsråd, hvilket skyldes lange Europas lange tradition for at institutionalisere mellemstatsligt samarbejde. OSCE har ikke på nuværende tidspunkt noget egentligt Sikkerhedsråd, men den såkaldte Kontaktgruppe, der består af de fem store lande i Europa samt USA og Rusland, har potentiale til at udvikle sig til dette. Dette vidner dets involvering i konflikten i Kosovo om. Organisationer såsom Association of Southeast Asian Nations (ASEAN) og Organization of African Unity (OAU) er modsat OSCE mere løst opbyggede institutioner, og vil derfor have større vanskeligheder ved at oprette en fælles sikkerhedspolitisk profil. Derudover er der mange andre problemer forbundet ved denne proces i Afrika og Asien, da landene i disse regioner modsat den vestlige verden, har en massiv sammenblanding af kulturelle og religiøse retninger, der derfor ikke udgør nogen kohærent regioner(ibid.;106). Hensigten med dette forslag om regionalisering er at gøre FN mere effektiv og legitim end det har været tidligere. På den måde vil man være i stand til at løse de tilknyttede problemer, hvad angår reformering af Sikkerhedsrådets sammensætning og vetoregler, misforholdet mellem rettigheder og forpligtelser og manglen på en stående FN-styrke(ibid.;104). 4.7 Sammenfatning Der er mange forslag til, hvordan FN og Sikkerhedsrådet kan gøres mere legitimt og effektivt gennem reformering, hvilket ovenstående belyser. Reformering af FN systemet og i særdeleshed Sikkerhedsrådet er ikke en ny problemstilling, da den har været genstand for voldsom diskussion siden oprettelsen i De tre overskrifter på en reformering af Sikkerhedsrådet og dets handlemuligheder lægger alle tre op til en forbedring af både effektiviteten og legitimiteten hos FN, men den overskrift som, vi vil mene, er bedst egnet til dette formål, er en regionalisering af Sikkerhedsrådets sikkerhedspolitiske opgaver. Denne indbefatter de to andre overskrifter, da en stående FN-styrke ikke vil være påkrævet i samme omfang, da den regionale interesse vil være en katalysator for at gribe hurtigt og effektivt ind med de nødvendige ressourcer. Derudover vil et indgreb fra et netværk af nært beslægtede stater være mere legitimt, end indgriben fra både geografisk og kulturelt fjerntliggende stater i sædvanligt FN-regi. Med hensyn til overskriften om en reel udvidelse af Sikkerhedsrådet, vil en regionalisering løse de gamle problemstillinger vedrørende repræsentativitet og handlekraft, idet at sammensætning af et globalt sikkerhedsråd vil være mere repræsentativt og dermed mere legitimt. Den forhøjede effektivitet vil komme til udtryk i til dels det nye globale Sikkerhedsråd og i de regionale Sikkerhedsråd, der vil kunne vise en forhøjet handlekraft. 43

44 Regionaliseringen synes at være den mest optimale løsning ud fra en idealistisk vinkel, men realistisk set er det nok den mest omfattende og i praksis sværest gennemførlige løsning. Det skal tilføjes, at hele denne diskussion om reformering er baseret på spekulationer og gætterier. Det er uhørt svært at forudsige fremtiden, og ofte vil en umiddelbar løsning føre til nye problemstillinger vedrørende effektivitet og legitimitet for Sikkerhedsrådet, således at resultatet af en fremtidig løsning må forventes at blive et kompromis mellem mange af de nævnte forslag og interesser, hvilket højst sandsynligt vil udmunde sig i en reformering af begrænset karakter. 4.8 Kapitel sammenfatning Sikkerhedsrådet rolle i verdenssamfundet er at sikre den globale fred, sikkerhed og stabilitet. Dette sker gennem brugen af sanktioner, resolutioner og mandater til fredsstøttende operationer. Især efter den kolde krigs afslutning har Sikkerhedsrådet været en mere central aktør i verdenssamfundet i modsætning til tidligere, hvor interne stridigheder i rådet meget ofte var medvirkende til at hæmme efterlevelsen af charteret. Til gengæld har den forøget konsensus og handlekraft efter den kolde krig sjældent medvirket til at løse de sikkerhedspolitiske problemer, som ofte har båret præg af at være en intern og mere kompliceret konflikttype, hvilket har medvirket til, at de to operationsformer, henholdsvis fredsbevarende og fredshåndhævende, er blevet sværere at skelne fra hinanden, specielt pga. konfliktens indviklede natur. Dette har haft en stor betydning for Sikkerhedsrådets muligheder for at iværksætte effektive operationer i verdenssystemet, idet at fredsstøttende operationer er blevet indsat i konflikter, hvor de har vist sig utilstrækkelige både i henhold til mandat og ressourcer stillet til rådighed af medlemslandene. Den gamle diskussion om reformeringen af Sikkerhedsrådet og FN er om på noget tidspunkt yderst relevant i dag, hvis Sikkerhedsrådet skal bibeholde sin rolle og position i verdenssystemet som den organisation, der er garant for at sikre den globale fred, sikkerhed i verden. Ideelt set synes regionaliseringsforslaget bedst at imødekomme problemstillingen vedrørende Sikkerhedsrådets og FNs legitimitets og effektivitets vanskeligheder i henhold til at efterleve charteret, men reelt set bliver reformering nok et kæmpe kompromis, hvor de fem permanente medlemmer som de eneste bibeholder deres vetoret, og hvor reformering består i en ny udvidelse af Sikkerhedsrådet med bl.a. flere permanente medlemmer uden vetoret. 44

45 5 Casestudie af Kosovo og Somalia konflikterne I dette kapitel vil vi redegøre for konflikterne i Kosovo og Somalia samt analysere effektivitetskriterierne i disse. 5.1 Kosovo I dette afsnit vil vi komme ind på den historiske optakt til den væbnede kamp i Kosovo, og faktorer som var med til optrappe de etniske spændinger. Specielt efter 1987 kom der fart på de allerede ulmende spændinger. I problemstillingen har vi skrevet,hvilket skyldes, at det var året, hvor Milosevics betydning i konflikten blev markant. Ligeledes vil vi analysere på denne nye konflikttype, og hvorfor det er en sådan. Vi vil bruge teori til beskrivelsen af stormagternes betydning i konflikten og effektiviteten i Sikkerhedsrådet. Redegørelsen består af tre faser: Optrapningsfasen med den historiske udvikling, håndteringen af konflikten med Sikkerhedsrådets rolle og til sidst afslutningen af konflikten Redegørelse Kosovo er en provins i Serbien. Området er kvadrat km stort og beboes af 1,9 millioner indbyggere. Kosovo har en del politiske og kulturelle institutioner, som har stor betydning for den serbiske identitet 6.I kølvandet på første verdenskrigs ophør i 1918 dannedes staten Jugoslavien, omprimært blev domineret af serberne. Dette blev imødeset med en vis utilfredshed af andre etniske grupper, som derfor så sig sure på serberne. Under Tito og kommunistpartiets styre 7 fik Kosovo selvstyre i Bosiddende serberes indflydelse blev minimeret. Dog var det kun delvist autonomi under Serbien. Kosovo var uden egen regering, og derfor kunne Serbien relativt let gribe ind overfor Kosovo, mens andre selvstyreområder i Jugoslavien havde dette. I Kosovo-området var den albanske befolkningsandel markant større end den serbiske. Dette skyldtes, efter anden verdenskrig, betydelige forskelle i befolkningstilvæksten for de forskellige befolkningsgrupper 8 (Fledelius 1999;34). Albanernes befolkningsmæssige dominans blev yderligere styr- 6 I hjertet af Kosovo ligger Kosovo-polje (Solsortesletten), hvor serberne led et stort nederlag til tyrkerne i Slaget er i historiebøgerne blevet betragtet som en moralsk sejr og et smukt nederlag. På trods af et serbisk nederlag blev serbiske fyrstendømmer ved med at eksistere (Fledelius 1999;14). En yderligere grund til serbernes tilknytning til Kosovo kan ligeledes ses ud fra, at området i middelalderen udgjorde et politisk og kulturelt kernepunkt. 7 Han og kommunistpartiet herskede i Jugoslavien Fra voksede den albanske befolkning med næsten 190 %. Hertil udgjorde den samlede serbiske befolkningstilvækst i hele Jugoslavien 30 %. 45

46 ket af, at serberne af økonomiske grunde og de begyndende moderate etniske spændinger rejste til rigere dele af Jugoslavien. Under Titos styring af Jugoslavien skete der en væsentlig kontrol med formidlingen af landets historie. Der blev i høj grad lagt vægt på, at hver af de jugoslaviske folk havde deres egen historie 9. Man undlod at skrive nationalistiske holdninger, bl.a. fordi der under anden verdenskrig var regulær borgerkrig i Jugoslavien, hvor eksempelvis den nationalistiske organisation Ustasa bedrev folkemord på serbere, jøder og sigøjnere (Den Store Danske Encyklopædi bind 19;595). Efter Titos død virkede det som om, at det bånd, som kommunistpartiet havde lagt på historieskrivere og presse, i stor udstrækning forsvandt. Efter enkelte spændinger mellem albanere og serbere blev dette blæst op i serbisk presse i 1981 (Den Store Danske Encyklopædi bind 11;218). I den efterhånden larmende nationalistiske serbiske presse blev der fra 1981 berettet om overgreb mod serbere og albansk ødelæggelse af serbiske ejendomme herunder bl.a. serbiske klostre. Hvor det i starten af 80erne kun var den nationalistiske presse, der berettede om negative episoder fra Kosovo, blev der fra SANU 10 udgivet et memorandum med stærkt kontroversielle passager 11. Den serbiske ledelse fordømte memorandummet og valgte kun at udtage små citater til pressen. Dermed blev indholdet tolket anderledes, end det havde været forfatternes hensigt, og således blev der lagt i kakkelovnen til den senere konflikt i I 1987 sikrede Slobodan Milosevic sig præsidentposten i Jugoslaviens største republik, Serbien. Da situationen i Kosovo tilspidsedes yderligere, blev Slobodan Milosevic sendt til området for at skabe orden. I stedet for dette opildnede Milosevic de serbiske masser 12. Det var med til at puste yderligere til den i forvejen skærpet tone parterne imellem i Kosovo. Som en yderligere optrapning af de etniske spændinger blev 600-års 13 dagen for slaget på Kosovopolje fejret massivt. De serbiske medier skyede ingen midler for at bruge historien til at øge nationalismen (Fledelius 1999;49). Milosevic talte om, at et nederlag aldrig skulle overgå serberne igen, 9 Det være sig slovenere, kroater, serbere, montenegrinere, makedonere og albanere 10 Det Serbiske Akademi for Videnskab og Kunst 11 Passagerne om Kosovo udgjorde kun en mindre del. En af tekstpassager var Uddrivelsen af det serbiske folk fra Kosovo er et spektakulært vidnesbyrd på dets historiske nederlag...det fysiske, politiske, retslige og kulturelle folkedrab på den serbiske befolkning i Kosovo er et værre nederlag end noget serberne har lidt i befrielseskampen (Fledelius 1999;105), kunne den serbiske presse fordreje memorandummets samlet betydning og give den en serbisk nationalistisk drejning. Og puste til den dybtliggende nationalisme som havde i ave i flere årtier. 12 Overordnet var Milosevics budskab: Ingen skulle begå overgreb mod dem

47 og han brugte gamle serbiske koryfæer til underbyggelse af dette 14. Albanerne afholdt ligeledes en massedemonstration i november 1988 med over fremmødte, hvilket formentlig har været med til at styrke spændingerne yderligere. Det selvstyre, som Kosovo havde haft i den Jugoslaviske republik fra 1974, blev i 1990 ophævet. Dette ledte kosovoalbanerne til krav om uafhængighed. Uafhængige valg blev afholdt, og dr. Ibrahim Rugova blev udråbt som Kosovos uafhængige præsident 15 (Fledelius 1999;51). Udviklingen og opløsning af Warszawapagtlandene gjorde, at det jugoslaviske kommunistparti gik i opløsning, og de frie valg skabte en deling af Jugoslavien. Dermed blev der skabt mulighed for, at NATO kunne rykke nærmere USSRs interessesfære. De nationalistiske partier, med Milosevic i spidsen, vandt frem i Serbien og Montenegro, hvor reformtempoet var behersket. I marts 1991 brød de første væbnede kampe ud mellem kroatisk politi og serbere. Dette medførte d. 25. september 1991, at FN aktivt gik ind i konflikten, og i Sikkerhedsrådet blev der vedtaget en global våbenembargo mod alle parter i Jugoslavien. Dette blev vedtaget med resolution 713. ( I 1993 besluttede Sikkerhedsrådet at oprette et særligt krigsforbrydertribunal vedrørende det tidligere Jugoslavien, hvis formål skulle være at sigte og dømme de personer, der mentes at stå bag overgrebene. (Hækkerup 2002; ). Dette blev gjort på grundlag af resolution 808 (Fledelius 2000;40). FNs Sikkerhedsråd håbede med denne resolution, at de etniske overgreb i Jugoslavien ville stoppe(se kapitel 4 vedrørende sammensætning og funktion af Sikkerhedsrådet). Som afslutning på krigen i Bosnien forhandlede den nedsatte kontaktgruppe, under OSCE, 16 en fredsforhandling på plads. Forhandlingerne var præget af amerikansk lederskab i forhandlingerne, som foregik i Dayton, Ohio (Fledelius 2000;59). Dette blev senere kendt som Dayton-aftalen. Dr. Rugova havde håbet på at få en afklaring omkring Kosovos uafhængighed, men spørgsmålet blev end ikke nævnt ved forhandlingerne. Da konflikten i Kosovo blev optrappet militært mellem parterne, blev en kontaktgruppe i 1998, lig den i Dayton, dannet. Den bestod af repræsentanter fra USA, Rusland, Storbritannien, Frankrig, Tyskland og Italien, og den viste sig at være meget effektiv i forbindelse med at fremsætte fredfor- 14 Henviser til serbernes 4 gamle C er som er i flag og våbenskjold og dette det udlægges traditionelt som kun enighed frelser serberne. 15 politiker som førte en konsekvent ikke-voldelig linje (Den store danske encyklopædi, supplementsbind, artikel om Ibrahim Rugova) blev valgt til præsident og erklærede Kosovo som en uafhængig republik i Organisationen for sikkkerhed og fred i Europa. 47

48 slag. Der var hermed skabt et helt nyt sikkerhedspolitisk instrument i internationale sammenhænge, som medførte, at stormagterne fik en øget betydning i international politik (Fledelius 2000;57). Endnu en stærkt medvirkende faktor til krigen i Kosovo var forholdene i Albanien. Den kaotiske afgang af Berishas 17 gjorde, at der blev spredt våben over hele Albanien. I 1997 gik Albanien i opløsning, og med den albanske regerings fald blev der skabt grundlag for våbensmugling over den albanske grænse (Fledelius 1999;76). Med lettere adgang til anskaffelse af lettere militært isenkram greb mange unge albanere til våben. Kosovos befrielseshær Kosova Liberation Army (KLA) 18 blev en kendt oprørsbevægelse. Sidestillet med denne stod moderate kosovoalbanerne, som i 1992 og 1998 organiserede valg, og som med et stort flertal fik valgt Rugova til præsident, der var leder af det største parti Kosovos Demokratiske Liga. KLA startede den militære kamp mod serberne, som svarede igen ved at begå brutale overfald på civilbefolkningen (Hækkerup 2002;129). Som følge af overgreb mod serbisk politi blev det serbiske militær sat ind. Ligeledes opererede paramilitære styrker i Kosovo, som blev sat ind mod oprørerne. Dette medførte en massiv flygtningestrøm af albanere, der flygtede fra områder, som serberne kontrollerede (Fledelius 1999;77). I de kilder vi har benyttet, er der forskellige måder at udlægge dele af konflikten på. Hækkerup er meget fokuseret på overgreb mod den enkelte albaner og bruger i sin vurdering stærke udtryk. Ligeledes tager han situationen ud af kontekst og tager ikke højde for de faktorer, der tidligere har kunnet ligge til grund for dette. Fledelius benytter sig derimod ikke af så stærke udtryk, og han inddrager i beskrivelsen den historiske sammenhæng, og tager dermed stilling til begge parter i konflikten. I Beograd blev politikeren Seselj Serbiens præsident 19. Han optrappede yderligere konflikten ved at udtale, at han ville løse Kosovo-problemet på 5 dage. Han antydede, at hvis albanerne i Kosovo ikke vil indstille sig på at være mindretal i en serbisk stat, kunne de bare forsvinde (Fledelius 1999;77). FN formåede ikke at skabe nogen fredelig løsning på konflikten. Derfor kom NATO på banen og havde væsentlig mere pondus i sine krav. NATO opstillede et ultimatum for Milosevic ved Ram- 17 Tidligere præsident i Albien. Måtte træde tilbage i 1997 (Den Store Danske Encyklopædi supplementsbind;73). 18. I international sammenhæng forkortes oprørsbevægelsen til KLA. UCK (Ushtria Clirimatare ë Kosovës) er den albanske forkortelse. Derfor har vi valgt at bruge den internationale betegnelse, da UCK er den kosovo albanske betegnelse.. 19 Seselj var formand for oppositionspartiet og gik ind for en hård løsning mod albanerne. 48

49 bouillet-forhandlingerne i oktober Milosevic ville dog ikke acceptere NATO styrker i Kosovo. Den Internationale Kontrolstyrke skulle være under FN-mandat, og albanerne ville ikke acceptere andet end uafhængighed. 13. oktober gav Milosevic efter for NATO-presset. OSCE kom ind som overvågningsstyrke, og NATO opbyggede en styrke i Makedonien og Albanien i tilfælde af en forværring af situationen (Fledelius 2000;79). I det internationale system blev der arbejdet ved forhandlinger gående på, at Kosovo igen fik selvstyre, men under Serbien, og dermed ikke uafhængighed, som Rugova og KLA ønskede det. Dette var imidlertid ikke rigtig nogen løsning for parterne, der ikke ville acceptere en mellemting (Hækkerup 2002;130). I dele af FN var der betænkeligheder ved, at NATO skulle optræde uden et FN mandat. I Sikkerhedsrådet blokerede russerne for resolutioner med trussel om nedlægning af veto 20. Serberne og russerne havde tætte bånd knyttet til hinanden, og derfor var det ikke i Ruslands interesse at gå ind i Kosovo. Efter mislykkede forhandlinger greb NATO til våben og bombede serbiske stillinger i Kosovo. Da det lykkedes NATO at stoppe Milosevics paramilitære operationer, blev opgaven hurtigt at få udfyldt magttomrummet, som serberne efterlod. Dette skete med nedsættelsen af den NATO ledede operation KFOR. KFOR tog sig af den militære del og løste en del civilpolitiske opgaver, mens den civile del af opgaven blev varetaget og koordineret af FN. Denne opgave fik betegnelsen UNMIK. Den bestod af fire såkaldte søjler, og det blev opfattet som vigtigt at udnytte de enkelte organisationers styrke. Dette betød, at EU fik ansvaret for den økonomiske genopbygning. OSCE stod for afholdelse af valg, og derudover tog de sig også af opbygningen af demokratiske institutioner og af menneskerettighederne. UNHCR tog sig af flygtninge, og selve FN havde ansvaret for den civile administration. Desuden skulle UNMIK forsøge at koordinere de mange hundrede NGOers aktiviteter. Dog var der stadig store ressourcemæssige problemer. De havde blandt andet svært ved at skaffe de fornødne politikfolk. Efter ni måneder var man kun nået op på 2823 politikfolk ud af de 4718, der var brug for, og under en fjerdedel kom fra EU-lande (Hækkerup 2002; ). I den første fase af konflikten var det primært den serbiske presse og Milosevic, som optrappede konflikten, samtidig med at der skete en stigning i voldelige overgreb i Kosovo. Her kom FN ind i billedet og oprettede krigsforbryderdomstolen i Haag. De håbede, at dette middel kunne forebygge 20 Bilag vedlagt i rapport. 49

50 en mulig konflikt. Ved muligheden for udlevering af krigsforbrydere kunne det måske mildne de forskellige aktørers regeringer til at stoppe forsøg på overgreb mod andre folkeslag. Da konflikten eskalerede, kunne Sikkerhedsrådet ikke nå til enighed, og NATO gik ind i forhandlingerne og i den senere krig. I marts startede deres luftbombardementer af serbiske stillinger i Kosovo. NATO fik Milosevic til at trække sine tropper tilbage, og FNs Sikkerhedsråd fik igen en rolle i det genopbyggende arbejde. Resolution 1244 blev vedtaget 21. I det næste afsnit vil vi analysere på den anden fase i konflikten, hvor FNs Sikkerhedsråd ikke viste sig at være effektivt. Vi vil desuden belyse, hvilke faktorer det var medvirkende til dette Analyse Som faktor for Sikkerhedsrådets manglende effektivitet synes to ting relevante. Det er Ruslands rolle i konflikten og manglen på ressourcer. Fledelius peger på seks punkter, der er afgørende for FNs (manglende) effektivitet. Vi har kun taget dem med, der er vigtige for analysen. 1. Medlemslandenes tilbageholdelse af ressourcer. 2. Tilbageholdenhed fra NATOs medlemslande til at stille de nødvendige tropper. 3. For forskelligartede opgaver. FN optrådte både som humanitær hjælpeorganisation og med fredbevarende styrker, hvilket skabte stor forvirring. Verdensorganisationen FN blev tilsidesat under Kosovo krisen, fordi den ikke formåede at opnå enighed i Sikkerhedsrådet. Rusland og Kina(Jf. Makedonien 22 ) kunne i Sikkerhedsrådet blokere for vestligt orienteret initiativer og omvendt. Ifølge oberst-general Viktor Zavarin, som var medlem af den russiske regerings forsvarskomite, gik NATO ind i Kosovo uden FN-mandat. Det kritiserede han på det kraftigste. Derfor gik Rusland ind i Kosovo i forsøget på at sikre kosovoserberne med russiske tropper (fredsbevarende) fra SFOR styrken i Bosnien. Det var en protest mod, at de blev udelukket af NATO 23. Han argumenterede for, at NATO blandede sig i en suveræn stats indre anliggender. Ruslands forslag var, at en styrke fra tre 21 Se bilag vedrørende resolution Makedonien nævnes i denne sammenhæng fordi FN fredsbevarende aktion, her var den mest succesfulde til dato, ophørte pga. Makedonsk anerkendelse af støtte fra Taiwan. Kina nedlagde Veto mod fortsættelse af aktionen i foråret Eller var udelukket fra forhandlinger da Rusland kun var medlem i NATO s partnerskab for fred. 50

51 lande, der ikke indgik i Bosnien konflikten, skulle kontrollere grænsen til Albanien og Serbien, således at strømmen af partisanenheder blev stoppet. Oprindeligt skulle de russiske styrker gå ind med NATO tropperne. De russiske styrker gik ind før med den begrundelse, at tropper i Kosovo kun skulle være under FN. Han kritiserede, at NATO styrker formåede at sikre kosovoalbanerne, men siden hen ikke kosovoserberne. Russerne mente, at hvis de ikke blev inkluderet i forhandlingerne, ville der ikke blive fred, idet at russerne, ifølge Zavarin, kunne repræsentere kosovoserberne. Ligeledes mente han, at KLA-formanden skulle stilles for den internationale krigsforbryderdomstol i Haag, hvor der indtil videre kun har været serbiske og kroatiske ansvarlige i Balkankrigene(rusk.ru/st.php?idar= ). Zavarin havde på trods af sine meget ensidige holdninger visse pointer. Ønsket om FN styrker opstod formentligt, fordi Rusland ikke var medlem af NATO. For at Rusland kunne deltage med fredsbevarende styrker under FN styring, skulle det ske med bemyndigelse fra FN. I resolution 1244 Annex 2 punkt 4 anerkendte FN opstillingen af NATO styrker i Kosovo for at garantere sikkerhed for alle. Et punkt hvor han var enig med Resolution , var i det henseende, at der skulle samarbejdes fuldt ud fra alle parter med Den Internationale Krigsforbryderdomstol, således at det ikke kun var serbiske ansvarlige, der skulle udleveres, men ligeledes ansvarlige kosovoalbanere. Ligeledes var det for vigtigt russerne at vise USA, at de ikke var den eneste supermagt 25 i verden. Ved blokering af resolutioner i Sikkerhedsrådet viste de, at de stadig havde en rolle at spille på verdenskortet. Ifølge neorealistisk tankegang agerer staterne i en samlet international anarkisk struktur. Neo-neo syntesen beskriver, hvordan sikring af verdensfreden skal ses gennem internationale institutioner. Man erkender, at for at kunne løse konflikter er man nødt til at agere i internationalt samarbejde. I denne case går stormagterne udenom FNs institutionelle organ og løser konflikten, men stadig i erkendelse af, at Kosovo konflikten ikke kunne løses uden samarbejde. Set ud fra neo-neo syntesen viser den, at Sikkerhedsrådet ikke har mulighed for at være effektive til at løse denne konflikt, fordi Ruslands handlingsrationelle tankegang ville blokere resolutioner med veto. De permanente medlemmer i Sikkerhedsrådet har stadig deres egne interesser at forsvare. 24 Her henvises til punkt 14 i resolution Betegnelse fra Buzan & Wæver. Her er USA en såkaldt Superpower, mens Rusland mere betegnes som Great Power (Buzan & Wæver 2003;35). 51

52 Ved Ruslands mulighed for blokering af resolutioner viser de deres nationale interesse i at opretholde fællesskab med serberne i stedet for at løse konflikten. Ved at stormagterne går uden om FNs internationale organ, gøres samarbejdet uforpligtende i dette organ. Kofi Annan repræsenterer en anden handlingsrationel tankegang. Han kommenterer til menneskerettighedskommission i Geneve: No goverment has the right to hide behind national sovereignty in order to violate the human rigths or fundamental freedom of its peoples (Hækkerup 2002;130-31) 26. Dette er ikke den eneste faktor, der spiller ind for den manglende effektivitet for Sikkerhedsrådet i denne konflikt. Endnu en faktor omkring effektiviteten i Sikkerhedsrådet er ressourcemangelen. Ressourcemangelen blev ligeledes udstillet i Bosnien. På trods af FNs tilstedeværelse i Sarajevo var der fortsat skyderier, blandt andet på nødhjælpskonvojer. Dette hindrede dog ikke FN i at erklære byerne, en del overvejende muslimske beboede områder, for sikre områder. Dette skete i maj 93. FNs generalsekretær Boutros-Ghali havde bedt om soldater, men Sikkerhedsrådet kunne kun stille soldater fra de bidragsydende lande til rådighed (Fledelius 2000;51). I Kosovo bad FN om politistyrker fra medlemslandene. Efter ni måneder var man nået op på 2823 politifolk ud af de 4718 politifolk, som man havde bedt om. Lidt under en fjerdedel af dem kom fra EU (Hækkerup 2002;137). Det viser, at det er et problem for FN at skaffe ressourcer til Sikkerhedsrådet operationer, selvom medlemslandene har forpligtet sig til at stille materiel til rådighed. Det er svært at være effektive, når medlemslandene ikke er villige til at stille materiel til disposition. Altså er det svært at løse en konflikt, når de nødvendige ressourcer ikke foreligger. Fledelius konkluderer, at FN forhindrede hungersnød og sygdomsepidemier, selvom nødhjælpen blev misbrugt af alle krigens parter. Derfor er det god ide at drage erfaring fra Bosnien og Kosovo ved at lade forskellige organisationer varetage forskellige opgaver, således som det er uddybet i 26 I citatet lagde han op til et opgør med normen om ikke at gribe ind i en stats indre anliggender og at man i højere grad bliver nødt til at kigge på low politics apsekter for at legitimere indgriben i sådanne konflikter. Dette er stærkt inspireret af liberalistisk tankegang og vil give bemyndigelse til Sikkerhedsrådet til en indgriben i en suveræn stat. Dermed er det, som liberalistisk tankegang foreskriver, det enkelte individs universelle rettigheder, der går forud for den suveræne stat. 52

53 resolution På den anden side bør Sikkerhedsrådet, som det eneste internationale organ med traktatbindende kompetence kunne gribe ind i internationale konflikter, ikke mindst militært (Fledelius 2000:54) Sammenfatning Sagen om Kosovo konflikten udstillede Sikkerhedsrådets ineffektivitet. Trods en skarp retorik og en overvejende positiv indstilling til en militær indgriben blev det aldrig en mulighed. Som permanent medlem af Sikkerhedsrådet kunne Rusland blokere for resolutioner. Pga. et særligt bånd til Serbien kunne Rusland ikke stille sig tilfreds med de resolutioner, der blev diskuteret i Rådet. Her blev det et permanent medlem, der fuldstændig hæmmede beslutningseffektiviteten, og den militære intervention foregik uden FN mandat. Først efter tilbagetrækkelsen af de militære serbiske enheder fik FN og Sikkerhedsrådet igen en rolle at spille. I det efterfølgende arbejde efter den militære intervention viste det sig også svært at være effektive. Ressourcemanglen, som beskrevet tidligere, gjorde det svært at udføre resolution 1244 ordentligt. FN blev, i den efterfølgende resolution 1244, det overordnede organ til at koordinere opgaver til regionale organisationer. Sikkerhedsrådet kom til at tage sig af Low Politics aspekter, hvilket ikke var den oprindelige ide med Sikkerhedsrådet. Her viste sig Sikkerhedsrådet sig en overgang beslutningseffektivt ved implementeringen. Ligeledes var det heller ikke i de europæiske stormagters interesse at lade konflikten brede sig yderligere. Med en fare for at konflikten ville brede sig til andre lande på Balkan, var det vigtigt at få konflikten løst og inddæmmet. Et regulært folkedrab i Europas baggård var ikke noget, som EU ville se til med lukkede øjne, hvilket det ellers synes tilfældet i andre regioner. Dermed blev Sikkerhedsrådet tildelt en ny rolle til løsningen af et sikkerhedspolitisk problem. Med Sikkerhedsrådets nye rolle i denne konflikt kan det have været et medvirkende punkt i den efterfølgende debat om reformering af Sikkerhedsrådet. Ligeledes viste Rusland med sin beskyttelse af sine stormagtsinteresser et vist behov for reformering af Sikkerhedsrådet. Folk med kendskab til FN-organerne har foreslået, at en del af opgaveløsningerne bliver lagt ud til regionale organisationer, således at konfliktløsningen med regionalt kendskab muligvis bliver lettere gennem disse organisationers kendskab til specielle regionale forhold. Dermed vil Sikkerhedsrådet få en anderledes rolle at spille, også hvad angår effektivitet. Reformeringsforlagene kan ligeledes ses i lyset af, at UNMIK styrkerne siden har haft besværligheder med at beskytte det kosovo- 27 Se punkt 17 i resolution

54 serbiske mindretal. Da konflikten baserer sig på etnicitet og religion, er det svært for neutrale styrker at vide, hvordan de mest optimalt skal holde parterne i konflikten fra hinanden. På trods af Ruslands blokering for en militær løsning i FN-regi var der blandt den overvejende del af Sikkerhedsrådet vilje til at gribe ind. De mange brud på menneskerettighederne åbnede op for en militær løsning, og med NATOs militære indgriben blev der interveneret på jugoslavisk grund, selvom det ikke var kutyme at blande sig i en stats interne anliggender. Et handlingsrationale var at beskytte kosovoalbanere mod overgreb. Dette måtte gå forud for den suveræne jugoslaviske stat og med de europæiske magters naturlige interesse i at stoppe en konflikt i Europa. Ruslands stormagtsinteresse var derimod et andet handlingsrationale. Gennem blokering for resolutioner til løsning af konflikten lykkedes det effektivt Rusland at beskytte egne interesser i et internationalt institutionelt samarbejde. I tråd med neo-neo syntesen indgår stormagterne i internationalt samarbejde for at løse konflikten. Den nedsatte kontaktgruppe forsøgte at løse konflikten i Kosovo, og der blev forsøgt at arbejde internationalt på trods af mislykkede forhandlinger i Sikkerhedsrådet. Det positive ved denne konflikt må være, at FN på trods af den udspillede rolle før den militære intervention alligevel fik en rolle at spille. Som det overordnede organ i koordineringen af ressourcer fik Sikkerhedsrådet igen en vigtig rolle. Det kan være i denne nye rolle, at Sikkerhedsrådets effektivitet i fremtidige konflikter ligger. 5.2 Somalia I dette afsnit om Somalia-konflikten vil vi kort skitsere forløbet af konflikten fra start til FN forlader landet. I analysen vil vi vise, hvilke faktorer der betød at konflikthåndteringen fra FNs side ikke blev en succes. Som afslutning på afsnittet om Somalia-konflikten vil vi i sammenfatningen på analysen fokusere på hvilke effektivitetsfaktorer, som hindrede en måleffektiv løsning af konflikten fra FNs side Redegørelse Somalia ligger i det nordlige Østafrika, nærmere betegnet som Afrikas Horn og grænser op til Kenya, Etiopien Djibouti og det Indiske Ocean. 54

55 Landets befolkning, også kaldet Somali, tilhører alle en klan. De fleste Somali klaner har samme kulturelle og religiøse traditioner, men der er intet der tyder på, at der nogen sinde har været tegn på en egentlig statsdannelse, da befolkningen består at nomader og agerdyrkere(lademann bn ; ). Somalia er lige så kunstigt opstået som næsten alle andre lande i Afrika. Det er et resultat af kolonimagternes deling af Afrika i slutningen af det nittende århundrede. Delingen betød, at Frankrig, Storbritannien, Italien og kejserriget Etiopien fik Somali klaner i deres lande. Den største andel af somalier kom til at være under italiensk herredømme i Italiensk Somaliland. I 1941 besatte Italien britisk Somaliland, men de blev slået af briterne i 1941, som derefter samlede de to tidligere kolonier til at land, Somalia. Efter krigen blev landet overdraget til FNs Trusteeship Council, men der blev det ikke længe, da det i 1950 blev overdraget til Italien igen. Italien skulle derefter forberede landet på dets selvstændighed 10 år efter(woodward 1999;43). Uafhængigheden kom den 1. juli 1960, og som i de fleste andre afrikanske lande medførte det et demokratisk styre. Men som det også har været tilfældet i mange andre afrikanske lande blev dette væltet forholdsvist hurtigt ved et militær kup ledet af Siad Barre i Det internationale samfund accepterede dette, stærkt ført an af FNs Udviklings Program (UNDP), da det langt hen af vejen så ud til, at Siad Barre ville være bedre i stand til at gennemføre forandringer i Somalia. FNUP støttede især forbedringer infrastrukturen i landområderne. Men verdenssamfundets optimisme blev dog gjort til skamme, da Barre i 1977 gik ind i Etiopien for at underlægge sig landområder med mange Somali klaner. Angrebet blev dog slået tilbage, og en intern utilfredshed blandt klanerne i Somalia begyndte at ulme. Nederlaget medførte en meget kraftig flygtningestrøm af somaliere fra Etiopien, hvilket skabte store problemer for landet(ibid.;43-144). Fra 1981 begyndte borgerkrigen, hvor flere forskellige fraktioner/klaner søgte at vinde magten, dette førte i 1991 til Siad Barres fald. De to hovedkombattanter identificeret af FN var Ali Mahdi Mohammed fra United Somali Movment (USM) som udråbte sig selv til ny præsident, men dette blev ikke anerkendt af General Mohammed Farrah Aideed fra Harb Gedir klanen. Denne underkendelse af Mahid blev støttet af flere andre klaner og politiske grupperinger. I 1992 forsøgte Barre at generobre magten, men blev slået og måtte flygte til Kenya i maj måned. Han efterlod et land nedsunket i totalt anarki med hungersnød og borgerkrig(skov-christensen 1998;391). Resolution nummer 733 den 22. januar 1992 var det første skridt på vejen til en våbenhvile i Somalia. Den blev vedtaget enstemmigt af Sikkerhedsrådet, som pålagde Somalia en våbenembargo, og 55

56 var den første resolution af mange i problematikken vedrørende Somalia i Eftersom at general Aideed i midten af august accepterede, at FN måtte beskytte nødhjælpskonvojerne, blev United Nations Operation in Somalia(UNOSOM) opgaver skitseret, og Resolution nummer 775 den 28. august bemyndigede Generelsekretæren til at deployere soldater. Deres opgave bestod i at beskytte nødhjælpen, og de måtte kun anvende magt i selvforsvar (ibid.; ) 28. Det blev besluttet at sende den erfarne algeriske diplomat Mohamed Sahnoun af sted for at lede UNOSOM. Han forsøgte at involvere andre ledende krigsherrer end Aideed og Mahdi, og forsøgte derudover at inddrage andre elementer i det somaliske samfund så som ælder klanmedlemmer og kvinde repræsentanter. FNs hovedfokus havde været koncentreret til hovedstaden Mogadishu, men Sahnoun prøvede at flytte fokus herfra til fire regionale zoner, som indbefattede store dele af landet. Disse zoner havde til opgave at levere nødhjælp og skulle være centrer for regionalt samarbejde. Mod slutningen af 1992 var Sahnoun stærkt utilfreds med FNs bureaukrati og udtalte denne kritik offentlig. Generalsekretæren Boutros Boutros- Ghali bad Sahnoun om hans opsigelse, da han mente, at Sahnoun agerede for enerådigt i Somalia(Woodward 1999; ). De voldelige overfald på konvojerne fortsatte, og i en rapport fra Generalsekretæren i november 1992 blev det erkendt, at FN ikke havde kunnet bringe situationen i orden. Resultatet blev, at der den 3. december blev vedtaget Resolution nummer 794, hvor FN kunne iværksætte en fredshåndhævende operation i overensstemmelse med pagtens kapitel VII. Dermed kunne styrken anvende magt om nødvendigt, men på daværende tidspunkt var der kun 50 FN-observatører og 750 FNsoldater deployeret i landet, og de kunne på ingen måde forventes at løse en opgave af en sådan karakter(skov-christensen 1998;393). USA tilbød FN støtte og kom derved mere ind i billedet omkring konflikten i Somalia. Den 4. december udstedte den amerikanske præsident George Bush en ordre om at gennemføre operation Restore Hope, der var tænkt som en amerikansk ledet multinational operation under FN-mandat, hvor tropperne bar deres egne nationale uniformer og ikke de karakteristiske blå hjelme(adibe 1998;121). Den bestod af amerikanske tropper og tropper fra 20 andre lande, som tilsammen skulle udgøre Unified Task Force (UNITAF) 29. Allerede i midten af december viste resultaterne sig, da de to hovedledere i konflikten Ali Mahdi og Aideed blev enige om en våbenhvile og en almindelig våbentilstand. Derudover blev nødhjælpen med fødevarekolonner beskyttet af amerikanske pansrede køretøjer og helikoptere, således at de kunne køre langt ind i landet uden fare modsat tidligere. Volden i hovedstaden Mogadishu faldt generelt set, og nødhjælpsarbejdet kom i 28 Jf. kapitel 4 om Fredsbevarende operationer. 29 Jf. kapitel 4 om Fredshåndhævende operationer. 56

57 gang igen. I midten af marts 1993 havde UNITAF oprettet store nødhjælpssektorer, som dækkede omkring 40 % af landet. Uden for dette område herskede der dog stadig massiv uro og vold, og selv inden for disse sektorer var der sporadiske ildkampe, hvor nogle nødhjælpsarbejdere blev dræbt. Derfor vurderede FN, at man måtte afvæbne fraktionerne og fjerne specielt de tunge våben, som de besad(skov-christensen 1998; ). Dette synspunkt delte hverken præsident George Bush eller den amerikanske overkommando, da de anså det for unødvendigt, eftersom at det var en humanitær operation og ikke en strategisk overtagelse af Somalia(Woodward 1999;148). I Resolution nummer 814 den 26. marts 1993 blev det besluttet at give mandat til gennemførelsen af en FN - ledet fredshåndhævende operation, hvis styrke blev døbt UNOSOM II. Den primære opgave for UNOSOM II bestod i at forebygge og om nødvendigt med magt at håndhæve den etablerede våbenhvile. Derudover skulle den afvæbne klaner, finde og kontrollere tunge våben, opretholde ro og orden indtil en national politistyrke var etableret samt fortsætte de militære operationer til beskyttelse af nødhjælpen. Da FN skønnede, at UNITAF havde nedbrudt den værste modstand, kunne UNOSOM II bestå af mand, hvoraf de skulle stå for de logistiske og administrative funktioner i operationen. Nogle amerikanske tropper forblev i området som selvstændige nationale enheder, mens alle andre lande fra UNITAF blev en del af UNOSOM II styrken. Dette blev betragtet som den første rigtige humanitære interventionsstyrke i FNs historie(skov- Christensen 1998; ). Den formelle overdragelse af UNITAF til UNOSOM II skete den 4. maj Ved slutningen af juli var styrken op på omkring mand fra 29 lande, og i oktober samme år nåedes det højeste tal med hele mand. Derudover var der amerikanske soldater stationeret i landet under ren amerikansk kommando gennem US Joint Task Force. På et meget tidligt tidspunkt blev det dog tydeligt, at de logistiske forhold var utilstrækkelige til en så talmæssig stor styrke, og implementeringen af mandatet forløb også meget langsommere end forventet. Disse forhold bevirkede, at de fjendtlige elementer fra fraktionerne i landet begyndte at røre på sig igen specielt i og omkring hovedstaden Mogadishu. Derfor blev UNOSOM II konfronteret med nye kampe mellem klaner og fraktioner, hvilket resulterede i, at FN blev nød til at optrappe den militære aktivitet gennem flere aktive patruljer, konfiskation af våben og operationer mod våbendepoter(ibid.;397). Den 5. juni 1993 blev 25 pakistanske soldater dræbt og 40 såret i et baghold, som general Aideed blev anset for at være hovedansvarlig for. Idet han blev anset som den farligste klanleder, mente den daværende generalsekretær Boutros-Ghali og Sikkerhedsrådet, at han måtte neutraliseres og arreste- 57

58 res, hvilket yderligere skærpede situationen i landet. Allerede den 12. juli gennemførte den amerikanske reaktionsstyrke støttet af tropper fra UNOSOM II, formelt under FNs ledelse, men reelt under amerikansk ledelse, et angreb mod Aideeds hovedkvarter og tilholdssted. Dette gjorde FN til en part i konflikten, og operationen resulterede i en kraftig optrapning af kampene(ibid.;398). Den 3. oktober iværksatte US Joint Task Force et angreb i den sydlige del af Mogadishu i forsøget på at arrestere nogle af Aideeds medsvorne. Det blev gennemført til støtte for FNs operation, men var hverken reelt eller formelt under FNs kommando. Angrebet blev en fiasko for amerikanerne, da kampene eskalerede og blev så omfattende, at FN måtte indsætte en redningsoperation. På grund af tv-billeder af den amerikanske fiasko symboliseret i de lig af amerikanske soldater, som blev slæbt gennem gaderne i Mogadishu, vendte opinionen i USA. Derfor meddelte den amerikanske præsident Clinton, der var kommet til embedet i mellemtiden, dagen efter, at USA ville trække sine styrker ud af Somalia den 31. marts Derudover meddelte han, at nabostaterne ville blive involveret i det fredsskabende arbejde, hvilket både FN og USA tidligere havde nægtet. Desuden blev arrestordren på Aideed trukket tilbage i forsøget på at sparke nyt liv i fredsforhandlingerne(woodward 1999;151). Det blev dog langsomt erkendt fra FNs side, at kun en almindelig afvæbning af alle i landet var grundlaget for at kunne skabe fredelige tilstande. Dette var dog umuligt, idet at de mange forskellige fraktioner modsatte sig det, og fordi FN styrken ikke havde de tilstrækkelige ressourcer. En Resolution i slutningen af september 1993 opfordrede parterne i Somalia til at lade sig frivilligt afvæbne fuldstændigt. Efterretninger viste dog hurtigt, at der tværtimod foregik en oprustning fra alle de implicerede parter i konflikten(skov-christensen 1998;399). Efter februar 1994 herskede der åben krig i den sydlige del af landet, spændte uroligheder i og omkring Mogadishu og i den nordlige del af landet forsøgte det såkaldte Somaliland at løsrive sig, hvilket hverken Aideed eller Mahdi ville tillade. På grund af den kaotiske situation i landet bad Generalsekretæren om yderligere en brigade, således at styrken ville komme op på mand, men på samme tidspunkt besluttede tre andre lande at trække deres styrker ud, hvilket umuliggjorde en sådan styrke. Efter de sidst amerikanske styrker blev trukket ud i marts 1994, kom styrken til at omfatte mand, og allerede i november var dette tal nede på mand. Ingen lande var villige til at sende forstærkninger, og med tiden blev UNOSOM IIs opgaver reduceret til at omfatte sikring af nogle få lufthavne og om muligt beskyttelse af nødhjælp. Med udgangen af marts 1995 blev hele styrken trukket ud af Somalia(ibid.;400). 58

59 5.2.2 Analyse I denne analyse vil vi belyse, hvorfor et historisk sjældent enigt Sikkerhedsråd uden de sædvanlige sammenstød mellem vetomagternes strategiske interesser og på trods af gode intentioner ikke var i stand til effektivt at løse konflikten i Somalia. Der var adskillige faktorer, som var medvirkende til, at konflikten i stedet for at blive nedtrappet via FNs tilstedeværelse i et vist omfang blev forværret. I sammenfatningen vil vi forsøge at besvare, hvorfor Sikkerhedsrådet ikke var i stand til at leve op til organisationens parametre for effektivitet(fn pagt 2000;3), der er i dette tilfælde er løsning af en given konflikt. Denne analyse tager sit udgangspunkt i FNs manglende evne til at benytte præventivt diplomati i et land, som FN har et dybdegående kendskab til, hvad angår interne forhold. Den i redegørelsen omtalte diplomat Mohamed Sahnoun peger på to centrale faktorer, hvor FN mere effektivt kunne have sat ind i problematikken vedrørende Somalia. For det første blev alternativer for en intervention aldrig overvejet af Sikkerhedsrådet. På et langt tidligere stadie af konflikten kunne FN have lagt et betydeligt pres på konfliktens parter og derved undgået en optrapning af konflikten. Da kampene i den nordlige del af Somalia i 1988 udviklede sig, og præsident Barre slagtede civilbefolkningen, kunne der fra international hold og dermed FN have været fremført en betydelig kritik af situationen i stedet for at ignorere den. Denne og andre situationer fra perioden kunne FN med fordel have identificeret og dermed involveret sig i gennem brugen af præventivt diplomati i forsøget på at undgå en eskalering af konflikten og en konsolidering af de stridende parters magt. Netop i denne form for interne konflikter er det vigtig for en organisation som FN at forudse og forebygge stridigheder på et så tidligt tidspunkt som muligt(woodward 1999;155). Den anden faktor som Sahnoun peger på, er problematikken vedrørende den bureaukratiske del af FNs administration. Han beskyldte administrationens forskellige dele for ikke at kommunikere og samarbejde, hvilket vanskeliggjorde hans arbejde i Somalia. Han påpegede også, at der ikke fra FNs side var en klar strategi for, hvordan man ville komme konflikten til livs. Derudover levede FN ikke op til deres forpligtelser i området, da det bevilligede mandskab til UNOSOM kom senere end forventet og viste sig at være underbemandet(ibid.;146). Dette viser også, at FN til en vis grad undervurderede konfliktens omfang, hvilket betød, at organisationen ikke effektivt kunne beskytte nødhjælpen i et tilstrækkeligt omfang. Den manglende indsigt i konflikten, underbemanding og det manglende mandat til udøvelse af magt udover selvforsvar resulterede i, at FN mistede kontrol over udviklingen. Kommunikationsproblematikken gjorde sig også gældende ved oprettelsen af hovedkvarteret i Somalia, som FN oprettede i forbindelse med UNOSOM II. Det var multinationalt og bemandet med massere af officerer, som ikke kendte hinanden og manglede indsigt i de tilhørende 59

60 kulturelle forskelle. De store kommunikationsproblemer resulterede i et massivt tidsspild for overhovedet at få etableret staben, hvilket betød, at den måtte krisestyre for at få frembragt de logistiske ressourcer(skov-christensen 1998;403). Havde det ikke været for amerikanerne fra UNITAF i området, ville dette have betydet, at store dele af FN-styrken ville have tørstet eller sultet ihjel(ibid.; 404). Dette virkede heller ikke fremmende i forsøget på at sætte effektivt ind fra starten. En anden problemstilling gør sig gældende, da USAs præsident Bush besluttede at stille massive ressourcer og tropper til rådighed for en amerikansk ledet multinational operation under FN - mandat, som det med succes blev gjort ved befrielsen af Kuwait. Dette viser, at man sidestillede de to typer af konflikter med hinanden, hvor det blev antaget, at konflikten i Somalia var en konventionel konflikt med en letgenkendelig fjende. I Somalia gjorde det sig derimod gældende, at konflikten var af en så kompliceret art, at en fortolkning af konflikten, som gik på, at konflikten kunne løses med en massiv konventionel styrke inden for en kort tidsramme, var en klar fejlvurdering 30. I Somalias tilfælde, hvor de stridende parter i konflikten bestod af mange forskellige klaner og militsfraktioner kunne en central politisk elite, administration og styring ikke identificeres. Havde disse betingelser været til stede, kunne FN langt nemmere have fået samtykke til intervention, og forhandlinger kunne være påbegyndt, hvor det ville have været nemmere at opnå resultater, der repræsenterede den størst mulige del af befolkningen. En anden ting som gjorde sig gældende i befrielsen af Kuwait var, at der blev identificeret to selvstændige autonome lande, hvoraf den ene var defineret som den aggressive part, i dette tilfælde Irak. I Somalia var det derimod en intern konflikt, hvor en enkelt part ikke kunne udpeges som værende skyldig i konflikten og dermed fjenden. Denne fejltolkning var i særdeleshed med at til at FN mislykkedes i sit forsøg på effektivt at løse de i mandatet givne opgaver. UNITAFs indsættelse i december 1992, hvor USA var meget stærkt repræsenteret, belyser et af de centrale problemer i FNs ineffektivitet nemlig egeninteresse. Det er meget sigende for FNs effektivitet, at når der virkelig skal udrettes noget, så er det nødvendigt at et enkelt land tager førertrøjen. Her var det USA, hvor den amerikanske præsident George Bush, som på dette tidspunkt skulle til at forlade det Hvide Hus, der havde en klar interesse i at involvere sig i konflikten. Da han gerne ville gentage succesen fra Golf Krigen i 1991 og styrke verdens opfattelse af FN som et instrument til at løse konflikter. Her tænkes især på FN, som en garant for den beslutsomme humanitære udenrigspolitik, som hans administration havde ført(woodward 1998;155). Et andet aspekt der gjorde sig gældende vedrørende USAs aktive deltagelse i konfliktløsningen, skyldtes at man i USA måtte støt- 30 Nærmer forklaring af konflikttyperne se kapitel 2. 60

61 te op om FNs linie, da FN i forbindelse med Golf-krigen legitimerede USA's interesse i befrielsen af Kuwait. Her er Neo-neo syntesen god til at belyse, hvorfor USA engagerer sig i så stor grad. Det neoliberalistiske islæt kommer til udtryk i USAs store interesse i at styrke FNs position ved at handle igennem organisationen, da USA umiddelbart ikke har de store sikkerhedspolitiske interesser i Somalia, men har mere interesse i at støtte op om en humanitær operation i henhold til sikring af menneskerettigheder. Neorealismen kommer dog til udtryk i, at USA også er styret af egeninteresse, da Bush gerne vil legitimere sin førte udenrigspolitik igennem FN 31. Derudover kunne den republikanske Præsident Bush, hvis operationen slog fejl, skyde skylden på den kommende demokratiske Præsident Bill Clinton. Fra FNs side, og her især fra Generalsekretæren Boutros-Ghali, var der en stor interesse i at vise, at FN var i stand til at iværksætte en fredshåndhævende operation internt i et land, der virkede. Denne interesse var ganske velbegrundet, da det var første gang i FNs historie, at en sådan interventionstype var blevet benyttet(ibid.;155). Disse egeninteresser var i nogen grad med til, at UNITAFs mandat blev en smule utydeligt og vagt. Det skyldtes ikke mindst det faktum, at George Bush satte en grænse for tidsrummet, hvor UNITAF skulle være udstationeret, hvilket var medvirkende til, at det ikke lykkedes for FN at få de lokale krigsherre til forhandlingsbordet. Dette skyldes simpelthen, at disse vidste, at UNITAF snart ville forsvinde, og at de dermed ikke behøvede at frygte den på længere sigt. Derudover var der uoverensstemmelser FN og USA i mellem. FN mente, at den bedste måde at opnå en varig fred på var at afvæbne de somaliske militser. Dette synspunkt delte hverken den militære eller politiske amerikanske ledelse, da de anså dette for at være besværligt både medhensyn til den egentlige inddragelse af våben, men ligeledes fordi de ikke mente, at det var nødvendigt for, at UNITAF kunne sikre den humanitære hjælp. Ydermere var man fra amerikansk side bange for, at dette ville kunne føre til egentlige sammenstød med somalierne. Det kan godt undre, at USA var så tilbageholdende medhensyn til at ville afvæbne, da det vel egentlig var under UNITAF, at forudsætningerne var mest ideelle. Netop denne usikkerhed omkring afvæbningsproblematikken var i høj grad med til, at UNITAF aldrig rigtig kom til at spille den rolle, som især FN gerne havde set. FN mente, at UNITAF med sin store kapacitet mere effektivt ville kunne havde stået for en afvæbning af de stridende parter om nødvendigt med magt. UNITAFs amerikanske militære derimod ville hellere skabe en dialog med konfliktens parter for så derigennem at få dem til at lade sig afvæbne frivilligt. Dette opnåede man dog aldrig fra amerikansk side, i stedet lykkedes det faktisk for flere af militserne at skjule deres våben i perioden, hvor UNITAF var deployeret, sådan at det blev 31 Nærmer forklaring af teoriretningerne se kapitel 2. 61

62 sværere for den kommende UNOSOM II styrke at finde dem. Dette betød også at opbakningen i den civile somaliske befolkning faldt, da der her var et stort ønske om at få fjernet militserne. Under UNITAF blev det i høj grad USA, der satte dagsordenen og ikke FN, hvilket viser et fundamentalt problem med operationer, som bliver ledet af et medlemsland og ikke af FN. USA havde en anden opfattelse af, hvad der var målet med deres operation end FN, og dette var i stor stil med til at sinke fredsprocessen og dermed også effektiviteten i operationen(ibid.; & ). UNOSOM II led fra første dag af ressourcemangel i forhold til UNITAF. UNOSOM IIs virkeområder og opgaver blev udvidet i forhold til dem, der indgik i UNITAF, specielt i henhold til at skulle afvæbne de forskellige parter. Denne udvidelse af opgaverne matchede dog ikke de tilgængelige ressourcer, som blev stillet til rådighed for FN. Denne klassiske problematik hos FN blev gjort ganske tydelig, da UNOSOM II i den grad spillede fallit. Idet at UNOSOM IIs troppebidrag var betydeligt mindre, om end ikke fra start så med tiden, og tropperne var dårligere udrustet end tilfældet havde været med UNITAF, var det fuldstændig utænkeligt, at FN skulle være i stand til at kunne løse konflikten effektivt gennem afvæbning af styrkerne(adibe 1998;143). På trods af at UNOSOM II var en fredshåndhævende operation, hvor magt kunne benyttes af tropperne, hvis de fandt det nødvendigt, forblev det et problem, at man manglede de fornødne ressourcer og klare strategier eller målsætninger i en kamp mod stadig mere erfarne og tungt bevæbnede klaner. I forsøget på at afvæbne de stridende parter i landet, skred FN mere og mere ind som en aktiv og deltagende part i konflikten, hvilket kulminerede den 5. juni 1993 med angrebet på Pakistanske soldater, som resulterede i 25 dræbte, som omtalt tidligere. Da man herefter gav arrestationen af Aideed, som mentes at stå bag angrebet, første prioritet, blev FN en klar part i konflikten, hvilket er overordentligt uheldigt, da FN skal fungere som en neutral mægler i konflikter. Dette neutralitets koncept har været indbygget i FNs fredsstøttende operationer siden 1956(ibid.;143). De efterfølgende angreb på Aideed og hans medsvorne med mange tab på alle sider til følge betød helt grundlæggende, at FN blev betragtet som den største krigsherre af mange af de stridende parter i konflikten. Derved blev FN i endnu højere grad en del af det lokale magtpolitiske spil, hvor FN fik endnu sværere ved at løse konflikten, da organisationen nu selv var en af de stridende parter. Dette resulterede i, at FN blev trukket rundt i manegen af de forskellige klaner, som udnyttede FNs svækkede rolle til at spille den ud mod hinanden og specielt Aideed, som var den højeste prioritet i FNs øjne(woodward 1999;151) Derudover blev det også operationen mod Aideeds medsvorne i det sydlige Mogadishu, der fik amerikanerne til at ville trække sig ud og senere hen andre lande, som gjorde, at ressourceproblema- 62

63 tikken blev endnu tydeligere. Det var derfor en ond spiral, der resulterede i, at UNOSOM II som en uigenkendelig stridende part i konflikten ikke var i stand til at løse konflikten effektivt i Somalia Sammenfatning Konflikten i Somalia kunne være blevet det perfekte sted for FN for at vise sin handlekraft, når et enigt Sikkerhedsråd og ingen modstridende stormagtsinteresser er i vejen for at iværksætte fredsstøttende operationer. I realiteten blev konflikten dog et mareridt for FN, da organisationen langt fra fik løst konflikten, men tværtimod udstillede sin manglende evne til at virke som den organisation, der skal etablere fred og sikkerhed i verden. Dette har medvirket til, at der ved diskussioner vedrørende interventioner efter Somalia har været stor usikkerhed og manglende interesse i at få gennemført lignende operationer i FN-regi, hvilket har fået betegnelsen Somalia-syndromet. Årsagerne til at FN ikke effektivt kunne løse konflikten er mange, hvilket det også fremgår af analysen. For det første ville det have været en klar fordel at tage fat i konflikten i opløbet i stedet for at ignorere den eksistens i håbet om, at den vil gå i sig selv eller, at interessen for den ville forblive lille. Her kan det præventive diplomati med fordel benyttes, så konflikten ikke når at eskalere for alvor og de stridens parters magt ikke konsolideres. Bureaukratiet i FNs hovedkvarter i New York og de dertil knyttede problemer er et vigtigt element i den manglende effektivitet. Kommunikation er et vigtigt aspekt i enhver organisation for dets evne til at agere effektiv, og denne var mangelfuld både i hovedkvarterets administration og i selve den operative del i Somalia. I administrationen sås det i en manglende indsigt i konflikten og den manglende evne til at efterleve sine forpligtelser, og i den operative del kunne det ses i manglende kommunikationen mellem ledende personers forskellige nationale tilhørsforhold i kommandovejene, som fik betydning for bl.a. de logistiske forhold. Dertil kommer, at interne stridigheder i FN hierarkiet, som det blev set med fyringen af diplomaten Sahnoun, der på daværende tidspunkt kendte forholdene og havde iværksat fredsskabende processer, ikke virker fremmende på en i forvejen svær operation. Et aspekt som også indvirker på effektiviteten i en operation, som skal løse en intern konflikt, er at identificere hvilken type konflikt og i et hvilket type land, man skal intervenere i. Den stærke tiltro til FN som effektiv konfliktknuser i kølvandet på den kolde krig og den første golfkrig var stærkt overdrevet og resulterede i, at dette aspekt ved at intervenere ikke blev gjort til genstand for videre overvejelser. Interventionen i Somalia viser, at egeninteresse paradoksalt nok også er afgørende for om en operation bliver effektiv. USA som en af stormagterne i Sikkerhedsrådet med retten til brug af veto blev 63

64 bestemmende for at de nødvendige ressourcer kunne stables på benene, hvilket gjorde at den første fredshåndhævende operation blev UNITAF. Da USA først annoncerede sin tilbagetrækning begyndte alliancerne at skride, og de manglende ressourcer blev endnu tydeligere, hvilket på ingen måde kunne omsættes til en effektiv løsning af konflikten. Dette var også en af grundene til, at UNOSOM II blev den fiasko, som den gjorde. På den anden side kan et lands klare føring af en operation virke hæmmende for effektiviteten, hvis ledelsen i FN og det ledende land ikke på forhånd har en klar, entydig målsætning og strategi til løsningen af konflikten, og specielt hvis de to ledelser har en forskellig ukoordineret strategi. Dette var tilfældet med USA og FN i Somalia. Den manglende ressourceproblematik i forbindelse med operationen er et gennemgående tema, men den blev gjort endnu tydeligere, da UNOSOM II tog over. Flere og flere lande ønskede ikke at bidrage, og de, der gjorde det, var dårligere udrustet. Som konflikten udviklede sig, blev det desuden tydeligere, at FN ikke kunne forblive neutrale. Dette er svært uheldigt for at bevare FNs legitimitet og status som neutral mægler i konflikten. I effektivitetens øjemed vanskeliggør det også en operation, hvis der ikke enten fra begyndelsen identificeres en klar fjende og årsag til konfliktens oprindelse, eller hvis FN ikke kan forblive neutrale hele processen igennem. Skal der uddrages noget positivt af de fatale fejltagelser, som FN begik i Somalia, vil det være at drage nytte af disse erfaringer i lignende konflikttyper og konfliktsituationer i fremtiden. Et FN med et enigt Sikkerhedsråd uden de velkendte sammenstød mellem vetomagternes strategiske interesser burde være i stand til at virke som en effektiv garant for løsning af konflikter også af en sådan karakter som den i Somalia. 5.3 Kapitel sammenfatning I denne sammenfatning for kapitlet ønsker vi at belyse lighederne og forskellene mellem de to casestudier, da det kan anskueliggøre de forskellige parametre for effektivitet i Sikkerhedsrådet. Fælles for både Kosovo og Somalia er, at det er interne, subkonventionelle stridigheder, som lægger grund til konflikten, hvilket falder under kategorien de nye konflikttyper. I Kosovo er det etniskreligiøse og kulturelle forskelle, der medvirker til at antænde problemerne og dermed konflikten. I Somalia bygger konflikten primært på magtkampe mellem forskellige klaner og militser. Helt overordnet tegner sig der to vidt forskellige forløb for FN i de to konflikter. I Kosovo er FN ikke beslutningseffektive, da det i Sikkerhedsrådet direkte handler om et sammenstød mellem vetomagternes strategiske interesser, i form af Rusland interesse i at beskytte den slavisk-ortodokse del af befolkningen i Kosovo og Europas interesse i at inddæmme en kompliceret konflikt i Europas 64

65 baggård. Dette er modsat konflikten i Somalia, hvor de strategiske interesser blandt de permanente medlemmer ikke kommer i strid med hinanden, da der ikke er de store sikkerhedspolitiske interesser i området ved Somalia. På trods af dette er det ikke ensbetydende med, at konflikten kan løses hurtigt og effektivt gennem FN, hvilket Somalia illustrerede glimrende. Den manglende beslutningseffektivitet i spørgsmålet vedrørende Kosovo viser, at stormagternes sikkerhedspolitiske interesser, til trods for bipolariteten ophør, stadigvæk udgøre en væsentlig barriere for om sikkerhedsrådet kan fungerer effektivitet. Vægtningen af henholdsvis neoliberalistiske og neorealistiske motiver fra staternes side vil være forskelligt fra beslutning til beslutning. Dette hænger sammen med, hvilke handlingsrationaler staterne har, og om det har kunnet lade sig realiserer i en given situation. Samtidigt vil Sikkerhedsrådets medlemmers forståelse af verdenssystemet også være afgørende for, hvordan de handler i Sikkerhedsrådet. Verdenssystemet er kompleks, og det er en foranderlig størrelse, som ikke skal forstås og opfattes entydigt. Derfor vil Sikkerhedsrådets medlemmers opfattelse af verdenssystemet, og derefter deres handlingsrationaler, uanset om de er af realistisk eller liberalistisk karakter, have betydning for effektiviteten i Sikkerhedsrådet. Sikkerhedsrådets permanente medlemmers sikkerhedspolitiske interesser vil være afgørende for, hvorledes Sikkerhedsrådet kan agere effektivt i forsøget på at sikre fred, sikkerhed og stabilitet i verden. Staternes adfærd og handlinger kan dog ikke endegyldig dokumenteres som værende realistisk eller idealistisk. Dette understeger vi bl.a. med vores valg af neo-neo syntesen. I forhold til vores casestudie er det blevet belyst, hvordan staterne både har lagt vægt på realistiske og liberalistiske aspekter i deres stillingtagen og overvejelser i forhold til potentiale konflikter. Efter bipolaritetens ophør er der eksempler på, at et enigt Sikkerhedsråd med en fælles konsensus har iværksat fredsstøttende operationer i både gamle og nye konflikttyper eksemplificeret i henholdsvis befrielsen af Kuwait og konflikten i Somalia. Ved sådanne operationer er det dog helt andre former for effektivitetsparametre, som gør sig gældende, hvis den skal udmunde sig i en succes. Her tænkes på måleffektivitet i forhold til at løse en konflikt. I Somalia viste det sig ved, at for at have de nødvendige ressourcer og det rette udstyr, kræver det en eller flere af vetomagternes aktive deltagelse. På den anden side kan dette også virke hæmmende på effektiviteten, hvis et enkelt land bliver for dominerende, og desuden ikke har en overordnet, fælles strategi og målsætning, som er i overensstemmelse med FN. Derudover er det vigtigt for effektiviteten, at der er en tydelig og utvetydig kommunikation både i administrationen og i den militære ledelse mellem de bidragsydende lande, at FN formår at fremstå som neutral og legitim mægler 65

66 i konflikten, at konflikten analyseres i henhold til karakter og type inden interventionen, og at der overvejes brugen af præventivt diplomati for derved at komme konflikten i forkøbet. Dette er de generelle hovedtræk ved de måleffektive faktorer, som ikke var opfyldt i Somalia, således at FN ikke var i stand til at løse den pågældende konflikt. FN er, for at kunne agere effektivt i forhold til de sikkerhedspolitiske problemer i verden, afhængig af konsensus blandt de fem permanente medlemmer i Sikkerhedsrådet. Da beslutningseffektivitet er essentielt for at kunne opnå måleffektivitet og dermed en løsning af en given konflikt, kræver det i første fase en enighed i Sikkerhedsrådet mellem vetomagternes sikkerhedspolitiske interesser. I Kosovo var det denne fase, som hindrede en fælles FN-operation i første omgang, men senere ved den oprydende del af konflikten blev der dog skabt et fælles FN mandat. I den anden fase er det måleffektiviteten, der er afgørende for at løse en konflikt. Her belyser Somalia casen, hvilke problemer der er knyttet til fredsstøttende operationer, for at FN effektivt kan virke som den organisation, som skal sikre fred og sikkerhed i verden. 6 Konklusion Vi undrer os i vores problemstilling over, hvordan Sikkerhedsrådet kan fungere effektivt i forhold til nye sikkerhedspolitiske problemer. Vores problemstilling er fremadrettet i forhold til at kunne vurdere, hvordan Sikkerhedsrådet kan fungere mere effektivt i fremtiden. For at kunne besvare vores problemstilling er det nødvendigt at forstå, hvad der hindrer effektiviteten i Sikkerhedsrådet, samt at forstå hvilke nye sikkerhedspolitiske udfordringer og problemer rådet står over for. Derfor vil vores konklusion falde i to dele. FNs Sikkerhedsråd står i dag overfor en række nye sikkerhedspolitiske problemer. Verdenssystemet er i dag på afgørende punkter forskellig fra den gamle bipolære blokinddeling, da konfliktmønsteret i dag i langt højere grad er fragmenteret, og idet at lokale interne stridigheder med dertilhørende etniske, religiøse, kulturelle og politiske forskelle har fået lov til at udvikle sig. Den manglende indsigt i disse nye konflikttyper, der hører til betegnelsen den 3. krigstype, har hindret Sikkerhedsrådet i at handle effektivt. Udover dette har staternes handlingsrationaler en skiftende karakter, der spæn- 66

67 der mellem liberalistiske og realistiske overvejelser alt afhængig af skiftende interesser. Sikkerhedsrådets effektivitet afhænger derfor af de dominerende magters forståelse af den internationale situation i verden. I Sikkerhedsrådets bestræbelser på at sikre fred, sikkerhed og stabilitet i verden tilstræbes der en så bred konsensus som muligt blandt medlemmerne i rådet, hvilket medvirker til at højne legitimiteten. Den brede konsensus har betydning for formulering af resolutioner, da de ofte er formuleret for vagt og bredt, som giver mulighed for en række forskellige fortolkninger, hvilket indvirker på effektiviteten. Redskaberne, som rådet besidder for at gå militært ind i konflikter, er to operationelle muligheder, henholdsvis fredsbevarende og fredshåndhævende. Disse to militære operationsformer er med tiden blevet sværere at skelne fra hinanden på grund af de nye konflikters komplicerede og indviklede natur. Opkomsten af nye sikkerhedspolitiske problemer for Sikkerhedsrådet har også vist, at der på trods af afslutningen på den kolde krig stadig er beslutningsmæssige problemer, når stormagterne i Sikkerhedsrådet har sikkerhedspolitiske egeninteresser involveret. Dette problem viste Kosovokonflikten med alt tydelighed, da Rusland havde interesser i den slavisk-ortodokse del af den serbiske befolkning og interesse i at vise, at de stadig kunne agere som en afgørende magtfaktor, mens Vesten havde interesser i at inddæmme konflikten og håndhæve menneskerettighederne. Casen om Kosovo-konflikten illustrerer klart, at beslutningseffektiviteten blev bremset, da et af de permanente medlemmer truede med at nedlægge veto. Derfor tog regionale organisationer over i den militære og sikkerhedspolitiske indgriben, mens Sikkerhedsrådet og FN kun kunne opnå konsensus i den opryddende og mere administrative del, efter at konflikten var bragt under kontrol. Dette skete med resolution 1244, hvilket blev FNs afgørende rolle i konflikten i Kosovo. Her gjorde ressourceproblematikken sig hurtigt gældende specielt i opbygning af den internationale politistyrke, hvor det blev tydeliggjort, at medlemslandene ikke levede op til de løfter, som de havde givet. Modsat Kosovo er beslutningseffektiviteten til stede i Sikkerhedsrådet i casen om konflikten i Somalia, men her er det andre effektivitetsvanskeligheder, som hindrer en effektiv løsning af konflikten. Måleffektivitets kriteriet i konflikteløsningen bliver ikke opfyldt tilstrækkeligt, da mange faktorer influerer og medvirker til, at operationen ikke lykkes. Et element der gør sig gældende er, at Sikkerhedsrådet ikke gør brug af forebyggende diplomati i forsøget på at komme konflikten i forkøbet. Et andet vigtigt element for effektiviteten i Somalia er, at der ikke er en tydelig og utvetydig 67

68 kommunikation både i FNs administration og i den militære ledelse mellem de bidragsydende lande. I Somalia fremgik det også, at besiddelsen af de nødvendige ressourcer og det rette udstyr kræver en eller flere af vetomagternes aktive deltagelse. Manglende ressourcer i forbindelse med operationen er dog generelt et gennemgående tema, men det blev gjort endnu tydeligere, da UNOSOM II tog over. Flere og flere lande ønskede ikke at bidrage, og de, der gjorde det, var dårligt udrustet. Derudover spiller det ind på effektiviteten, at FN ikke formåede at forblive neutrale. Dette er svært uheldigt for at bevare FNs legitimitet og status som neutral mægler i konflikten. I effektivitetens øjemed vanskeliggør det også en operation, hvis der ikke enten fra begyndelsen identificeres en klar fjende og årsag til konfliktens oprindelse, eller hvis FN ikke kan forblive neutrale hele processen igennem. Helt overordnet viste konflikten i Kosovo en mangel på beslutningseffektivitet i Sikkerhedsrådet vedrørende konfliktløsningen. I Somalia viste Sikkerhedsrådet til gengæld en mangel på effektivitet i udførelsen af de i mandatet opstillede opgaver. Fælles for begge cases er en mangel på at skaffe de nødvendige ressourcer, hvilket har virket måleffektivitetshæmmende for Sikkerhedsrådets udførelse af sin rolle i verdenssystemet. Betydning af casestudievalget har været at kunne belyse den kompleksitet, der er forbundet med løsning af de sikkerhedspolitiske problemer efter den kolde krigs ophør. Ved hjælp af disse to cases er det blevet muligt at belyse, hvor forskelligt effektiviteten i forskellige situationer virker i Sikkerhedsrådet. Ved hjælp af at kigge på fænomener har vi kunne udlede noget generelt om, hvor komplekst det er at løse sikkerhedspolitiske problemer for en international organisation som FN og Sikkerhedsrådet. Derfor er valget af cases og neo-neo syntesen tæt forbundet, da neo-neo syntesen tilbyder en bred og dynamisk forståelsesramme for vores multiple casestudie. Vi har bevidst valgt cases, som udstiller effektivitetsproblemer i Sikkerhedsrådet i forhold til de nye sikkerhedspolitiske problemer. Det har betydning for analysen og fortolkningen, at vi har afgrænset os til kun at kigge på få faktorer, og derfor bliver vores projektrapport ikke en endelig deskriptiv vurdering af Sikkerhedsrådet. Ligeledes har vores litteraturvalg i forbindelse med casestudierne haft betydning for projektrapportens karakter. En del af vores litteratur i Kosovocasen har båret præg af subjektive holdninger, og derfor har vi været opmærksomme på at bruge kilder med forskellige udgangspunkter og holdninger. Generelt er litteraturen, udgivet i kølvandet efter den første golfkrig, positiv indstillet over for FN som en international konfliktløser, hvilket kan have medvirket til, at den producerede viden ikke på 68

69 alle områder bevarer sin validitet. Ved hjælp af casene har vi dog helt generelt fået et tidssvarende indtryk af Sikkerhedsrådets effektivitet i løsningen af disse nye sikkerhedspolitiske problemer og en forståelse af en kompliceret virkelighed med mange forskellige handlingsrationaler og faktorer. De nye sikkerhedspolitiske problemer og konflikter, der er vundet frem i kølvandet på ophøret af den kolde krig, har udstillet Sikkerhedsrådets og dermed FNs effektivitetsvanskeligheder. I nogle tilfælde har det på baggrund af den nye verdensorden været lettere at komme frem til en konsensus og enstemmighed i Sikkerhedsrådet, men dette har ikke nødvendigvis resulteret i en effektiv løsning af konflikterne, mens det andre gange har været hindret i overhovedet at handle, hvilket har skyldtes truslen om brugen af veto fra et af de permanente medlemmer, som det meget ofte var tilfældet under den kolde krig. For at Sikkerhedsrådet og dermed FN kan fungere effektivt i forhold til de sikkerhedspolitiske problemer i verdenssystemet, kræves det som det første, at FN definerer og forstår de forskellige typer af konflikter. Det er derudover også nødvendigt, at Sikkerhedsrådet sætter sig grundigere ind i de interne kulturelle og politiske forhold, der er karakteristiske for den enkelte konflikt. For det andet skal beslutningseffektiviteten højnes, så at der på trods af mulige modstridende sikkerhedspolitiske egeninteresser fra de permanente medlemmer i Sikkerhedsrådet forsøges at opnå en pålidelig og præcis konsensus, der frembringes hurtigst muligt. Samtidigt skal det understreges, at rådet skal tilstræbe så langsigtede resolutioner som muligt. Et tredje og sidste vigtige aspekt for effektiviteten er, at der efter en konsensus i Sikkerhedsrådet og et efterfølgende mandat iværksættes tilstrækkelige, funktionelle, ressourcestærke og måleffektive fredsstøttende operationer, som kan enten løse eller inddæmme en given konflikt uafhængig af dennes karakter og type. I forsøget på at undgå de omtalte effektivitetsvanskeligheder har der længe været en heftig diskussion om, hvorledes en reformering af Sikkerhedsrådet ville kunne gennemføres. Vores bud på en sådan reformering, hvor man kunne undgå en lang og besværlig reformering af Sikkerhedsrådets opbygning, vil være gennem en regionalisering af varetagelsen af de sikkerhedspolitiske problemer til regionale råd. Her ville et globalt Sikkerhedsråd bestå af USA, Rusland og repræsentanter for de forskellige regionale råd. Det globale Sikkerhedsråd ville være et bedre sted at presse de regionale stormagter til at indgå aftaler samt at varetage globale interesser. Fordelene ved en sådan regionalisering ville være, at de regionale organisationer har en tydeligere egeninteresse i at handle hurtigt og effektivt i forhold til konfliktløsning. Derudover har de regionale organisationer en betydelig større indsigt i og forståelse af de lokale forhold. Ulemperne ved at uddelegere de sik- 69

70 kerhedspolitiske opgaver kan være, at ikke alle regioner har et tilstrækkeligt og effektivt organisatorisk netværk til at varetage disse opgaver. Derudover er der ikke den samme kohærente tilstand som i Europa i f.eks. Asien, hvor der i langt højere grad hersker en form for splittelse. Her ville de regionale store bipolære magter formodes at hindre et effektivt samarbejde. FN skal desuden være opmærksom på, at de enkelte regionale råd ikke udvikler sig til autonome enheder løsrevet fra FNsystemet, hvilket ville være svært uheldigt. Helt overordnet for effektiviteten er det essentielt, at FN og Sikkerhedsrådet efterlever sit normative udgangspunkt og styrker det idealistiske element og den idealistiske opfattelse af FNs rolle i verdenssystemet. Dette er vigtigt for, at Sikkerhedsrådet kan fungere effektivt i forhold til nye sikkerhedspolitiske problemer, således at FN og Sikkerhedsrådet kan være garant for FN-charteret i henhold til at sikre fred, sikkerhed og stabilitet i verden. 6.1 Perspektivering Hvis Sikkerhedsrådet skal kunne agere effektivt i forhold til nye sikkerhedspolitiske problemer i fremtiden, kræver det også en omfattende reformering af Sikkerhedsrådet. Generalsekretærens nedsatte High-level panel har udgivet en rapport om FNs fremtid og et bud på en ændret sammensætning af Sikkerhedsrådet. Rapporten ligger stor vægt på at udvide Sikkerhedsrådet, så det afspejler nutidens geografiske og politiske virkelighed. Panelet har fremsat to mulige forslag til en udvidelse. Det ene går ud på at tilføje 6 nye medlemmer, hvoraf de 3 vil blive permanente medlemmer, og de 3 andre vil blive sidestillet med de andre ikke permanente medlemmer, men med muligheden for at blive genvalgt. Det andet forslag om udvidelse ligger op til et Sikkerhedsråd i lag. Der skal dannes et nyt lag med 8 halv permanente medlemmer, der vælges for fire år af gangen med mulighed for også at blive genvalgt. Begge modeller vil betyde en udvidelse af medlemmerne, og vetoretten forbliver i begge forslag på de 5 nuværende permanente medlemmers hænder. Rapporten ligger op til, at Sikkerhedsrådet skal have mulighed for at kunne anbefale forebyggende angreb, den såkaldte Bush-doktrin, som USA anvendte ved angrebet på Irak. Kampen mod terror bliver også nævnt i rapporten, hvilket indgår senere i perspektiveringen. FN og Sikkerhedsrådet står foran en kæmpe udfordring. De forestående reformeringer skal sikre, at Sikkerhedsrådet afspejler det internationale samfund, men samtidig skal det sikres, at reformerne ikke gør Sikkerhedsrådet endnu mere uregerligt og tungt.(berlingske 2 / ) 70

71 I henhold til vores bud på en reformering af Sikkerhedsrådet er der også andre elementer, der er relevante. I kapitel 4 påpeges OSCE som den bedst egnede organisation til at optræde som et europæisk sikkerhedsråd. Vi vil dog påpege, at EU er en klar kandidat, især efter at EU har optaget de Central- og Østeuropæiske lande. En anden grund til at pege på EU som en kandidat ville være det faktum, at denne regionale organisation har formuleret sin egen, fælles for medlemslandene, udenrigs- og sikkerhedspolitik(fusp). Derudover har EU de seneste år overtaget de fleste af OSCEs opgaver, og OSCE beskæftiger sig snart ikke med andet end valgobservation. Til gengæld er EU begyndt at spille en stor rolle i de endnu ikke optagede lande i Europas udkant, det være sig både politisk, som det blev set ved EU deltagelse i fredsforhandlingerne i Kosovo og senest i Ukraine under urolighederne ved det netop afholdte valg, og militært som det blev set ved WEU i Fredsbevarende operation i Bosnien. I den problemstilling, som vi har valgt at beskæftige os med, indgår der et fremtids aspekt for Sikkerhedsrådet. Dette skyldes primært, at den sikkerhedspolitiske dagsorden efter 11. september 2001 har været domineret af terrortruslen. Terroren fremstår som en paraply for utroligt mange aktører og spænder så bredt, at det er svært at definere, hvad der kan kategoriseres under terror, og hvad der ikke kan. Først og fremmest kommer det an på hvilke parter, som det anskues igennem. Dette har resulteret i, at meget krigsførelse efter 2001 har været legitimeret overfor verdenssamfundet under denne paraply. Desuden er den noget tvivlsomme frase krigen mod terror i fuld gang og under stadig udvikling, hvis man kan snakke om et sådant begreb i forbindelse med terror, der jo ikke er noget nyt fænomen. Disse faktorer gør, at det er svært at forbinde Sikkerhedsrådet og effektivitetsbegrebet i henhold til at agere indenfor terrorproblemtematikken og samtidig være en medvirkende aktør til løsningen af denne. Sikkerhedsrådet og FN gav dog mandat og var involveret i forbindelse med den amerikansk ledet koalition i 2001 i angrebet på Afghanistan og Taleban-regimet, som blev beskyldt for at huse terrorister og disses træningslejrer. Den anden golfkrig mod Irak og Saddam Hussein, der blev beskyldt for at være i forbindelse med terrororganisationer, blev dog et stort morads af diskussioner og tovtrækkeri mellem parterne i Sikkerhedsrådet, hvilket resulterede i en operation uden om FN. Defineres disse operationer som værende terrorrelateret, og lægges der betydelig vægt på Hungtingtons forståelse af verdenssystemet og de dertilhørende fremtidige sikkerhedspolitiske problemer med kampen mellem civilisationer, har Sikkerhedsrådet en vis rolle at spille i forhold til terrortruslen i fremtiden. Hvis ikke dette er tilfældet, synes Sikkerhedsrådet ikke at have de store muligheder for eksempelvis at stille noget op for Ngo er som Al-Quida og lederen Osama Bin Laden, da disse 71

72 ikke hører til kategorien stater og lande. Dette aspekt omkring terror er underbelyst i vores projektrapport, men det kunne have genstand for en lignende vurdering af Sikkerhedsrådets effektivitet. Endvidere kunne processerne i selve Sikkerhedsrådet og de handlingsrationaler, som ligger bag staternes virke, have været undersøgt nærmere. Perioden fra 1990 til 2000 har blandt mange teoretiker været betegnet som unipolær i form af USA som den eneste tilbageværende supermagt, men karikaturerne til en asymmetrisk multipolaritet i form af specielt Kina og EU synes at kunne anes. Havde dette været udgangspunktet for projektrapporten, og rodfæster multipolariteten sig endnu tydeligere i fremtiden, vil det kunne spille ind på Sikkerhedsrådets måde at agere inden for de nye sikkerhedspolitiske problemer. Det skal retfærdigvis nævnes og understreges, at de andre typer af konflikter også af intern karakter stadig vil være gældende, hvori Sikkerhedsrådet kan være en faktor, der kan spille en afgørende rolle i henhold til at sikre fred. Helt overordnet synes det, uafhængigt af de fremtidige sikkerhedspolitiske problemer som kommer til at dominere den verdenspolitiske dagsorden, at FN trænger til omfattende reformer. 7 Litteraturliste Adibe, Clement E.; Learning from the Failure of Disarmament and Conflict Resolution in Somalia fra Moxon-Brown, Edward(red.) ; A Future for Peacekeeping? MacMillan Press LTD Andersen, Ib: Den skinbarlige virkelighed- om valg af samfundsvidenskabelige metoder Samfundslitteratur 1997 Bonnén, Preben; De Forende Nationer fra vision til virkelighed Forlaget Modtryk, 1.oplag Branner, Hans, Mouritzen Hans, Lauridsen Laurids; International Politik, Danmark og u-landene Columbus

73 Bryld, Carl-Johan og Hauge, Harry; Den Nye verden Systime 1995 Buzan, Barry og Wæver, Ole Regions and Powers: The Structure of International Security Cambridge University Press and the British International Studies Assosiaciation De forenede Nationers pagt og Statut for den mellemfolkelige domstol Ny udgave 2000 Den Store Danske Enclocypædi. Gyldendal Et. al.: FN, verden og Danmark Dansk udenrigspolitisk institut 1999 Fledelius, Karsten; Fra Golfen til Kosovo- International militær indsats på Balkan i 1990erne Forsvarets Oplysnings- og velfærdstjenste 2000 Flyvbjerg, Bent; Rationalitet og magt bind 1 Akademisk forlag 1994 Hansen, Carsten Svane, Hansen Peter og Qvist Palle; Samfundslex Gyldendal udgave 1. oplag Hansen, Peter; Hvad er vi med i Borgens Forlag A/S Huntington, Samuel. P; The clash of civilizations, and the remaking of world order Simon & Schuster UK Ltd, Hækkerup, Hans; På skansen Lindhardt og Ringhof

74 Kegley Jr., Charles W. and Wittkopf, Eugene R.; World Politics: Trend and Transformation Seventh Edition. Worth Publishers Lademann; Lademann bind 26 Lademann Forlagsaktieselskab 1987 Olsen, Poul Bisch og Petersen, Kaare; Problemorienteret projektarbejde Roskilde Universitetsforlag 2003 Petersen, Gert; En ny verdensorden- ja men en bedre! Vindrose 1991 Petersen, Nikolaj og Skak, Mette; Teorier om international politik Dupi 1998 Pittelkow, Ralf; Efter 11. september Satellit 2002 Rittberger, Volker; Regime Theory and International relations Clarendon Press oxford 1993 Schanz, Hans-Jørgen: Europæisk idehistorie. Historie, samfund, eksistens. Høst & Søns Forlag, 2002 Skov-Christensen, Per; FN på vrangen en militær vurdering Borgens Forlag A/S, 1.udgave, 1.oplag Stigsgaard, Louise; Historiske ændringer af Sikkerhedsrådet på vej Berlingske d 2/ Sektion udland side 15 Russett, Bruce & Starr, Harvey; World Politics the menu for choice 74

75 W.H. Freeman and company, 5.udgave, 2.oplag Viotti, Paul R og Kauppi, Mark V; International Reations Theory Macmillon Publishing company 1993 Woodward, Peter; Somalia fra Furley, Oliver og May, Roy (red); Peacekeeping in Africa Publishing Limited 1998, reprint Wæver, Ole; En introduktion til studiet af international politik Politiske studier, institut for statskundskab(forlag). Tjep tryk(tryk) Internet adresser: Hentet d. 2/ Hentet d. 7/12-04 (rusk.ru/st.php?idar= Hentet d. 6/