Fjer. Armsvingfjer fra fasan

Transkript

1 Fjer Fjerens opbygning (der er billeder af fjer på sidste side) Størstedelen af fjerene kan inddeles i to hovedtyper, dun og konturfjer. Dun forekommer igen i to hovedtyper, dun og halvdun (se beskrivelse nedenfor) som mangler kroge på bifaner. Konturfjer er de fjer man kan se på fuglen (se også beskrivelses nedenfor). Der er igen to hovedtyper af konturfjer; kropsfjer/dækfjer og svingfjer/ halefjer. En konturfjer består af: Et skaft (den nederste del benævnes spole, det er den del der sidder i fjersækken, og hvorfra fjeren er vokset ud) Med to faner (som består af stråler) a. Med to typer bifaner (består af bistråler) i. Henholdsvis forsynet med kroge og riller, hvor kroge og riller griber ind i hinanden, så faner og bifaner tilsammen danner fjerens sammenhængende flade. Armsvingfjer fra fasan Fanestråler med bistråler, som igen er forsynet med kroge Inderfane Skaft Spole Dunede fanefjer Yderfane 1

2 Skematisk fjer Skaft, med fanestråler Spole, inderste del af fjeren, og som sidder i fjersækken i huden Bistråler med kroge, der binder ind i hinanden og holder fanestrålerne sammen Krogene, der holde fanestrålerne sammen. På oversiden (rygsiden) af fjeren er det egentlige kroge, på undersiden er de mere rette med riller, hvori krogene kan gribe. Fuglehåndbogen på nettet Fuglene er de eneste nulevende dyr med fjer, men det var hos forfædrene til fuglene, dinosaurerne, at fjerstrukturen blev udviklet. Først dunagtige, af udseende nærmest som frø fra en skærmplante, derefter med strukturer på de enkelte tråde, og til sidst velorganiserede med skaft, stråler, bistråler og kroge, som beskrevet ovenfor. Fjeren er fæstnet i fjersækken i huden, den del af fjeren der sidder i fjersækken kaldes fjerposen, og herfra udgår skaftet med stråler og bistråler. Omkring fjersækken er der muskler, der kan bevæge fjerene, f.eks. for at rejse fjerdragten for at øge isoleringsevnen (man siger at fuglene puster sig op, men det er fjerene de rejser), eller i forbindelse med indtagelse af imponere eller trussels positurer, og ikke mindst hale og vingefjerene, som anvendes til styring under flyvning. Særlige fjer, f.eks. penselfjer der sidder under dækfjerene, har ikke muskler, men sanseceller omkring fjersækken, og det antages at de signalerer hvilken position fjerdragten er i. Udefra synes fjerene at sidde spredt over hele kroppen, men de udspringer og er organiseret i bestemte områder på kroppen, fjerbede. Antallet af fjer hos en fugl er hovedsagligt afhængigt af størrelsen, en kolibri har ca fjer, en solsort omkring 2000 hvorimod en knopsvane har ca fjer. Den største koncentration af fjer er på hals og hoved med 30-40% af fjerene, i nogle tilfælde mere, sandsynligvis for at beskytte hjernen mod temperatursvingninger mest muligt. Selvom fjer er lette, udgør de dog 5-6% 10-12% af fuglens vægt, og hvis man tager tørvægten, dvs. fuglens vægt minus vandindhold, udgør fjerenes vægt 20-30%. Det er således en væsentlig del af fuglen, og en vigtig del af fuglens energi og massebudget. Udskiftningen af fjerdragten, fældning, er således særdeles ressourcekrævende. For småfugle er det blevet estimeret at ca. 3% af det daglige energiforbrug i begyndelsen og i slutningen af fældningsperioden går til fældning, men når fældningen topper er det 20% der beslaglægges til fældningen, hos nogle arter helt op til halvdelen. 2

3 Tabellen viser vægten af fjer hos forskellige fuglearter Vægt (fjer) (g) fjer (g) i % af fugl (g) Fjer har en hel række funktioner. Fældningsperiode dage Art Vægt (g) Skovhornugle ,6 11,3 134 Tårnfalk ,1 9,6 180 Blåhals 17 1,2 7,1 62 Sortstrubet bynkefugl 15 0,9 6,0 123 Bogfinke 20 1,4 7,0 70 Gråsisken 13 1,1 8,5 87 Varmeregulering (den oprindelige funktion af fjer) o Her spiller dun en stor rolle, men naturligvis også dækfjerene der danner en ydre beskyttelse og barriere, hvor dunene fungerer som isoleringsmateriale. I koldt vejr kan man iagttage, hvorledes fuglene rejser fjerene, puster sig op for at skabe et større rum for stillestående luft omkring dunene. o Foring af rede. Mange fuglearter forer den inderste del af reden med dun, specielt andefugle, f.eks. ederfugl som forsyner sin rede med så mange dun, at de kan indsamles, og udnyttes af mennesket til fremstilling af lette, men varme dyner. Beskyttelsesbarriere o Vejr, vind, vand, solstråling Flyvning (udviklet sekundært) o Svingfjerene er sammen med halefjerene fuglenes kraftigste og stiveste fjer. Der er to typer svingfjer, håndsvingfjerene og armsvingfjerene. Svingfjerene er de fjer der giver løft og fremdrift under flyvningen. o Halefjerene kaldes undertiden også styrefjer, da de er væsentlige for styringen under flyvningen. De bidrager også til fuglenes aerodynamiske design og desuden med løft under flyvningen. o Alula eller lillevingen, en lille gruppe af korte fjer der hæfter på knoen, og fungere i styringen luftstrømmen, og dermed aerodynamikken omkring vingen. Adfærd (en af de første funktioner) o Hanners flotte farver og undertiden ekstravagante (eks. påfugl) fjer anvendes i kurmageri og anden imponereadfærd. Hos ænder spiller hannernes, ofte markante og farverige yngledragter, en vigtig rolle i hunnernes genkendelse af artstilhør. Camouflage o Typisk er hunner, som står for rugning, hulrugende frataget, brunlige/grålige og melerede så de falde ind i omgivelserne. Sensorisk (sansemæssigt) o Penselfjer er lange hårlignende fjer, kun med faner i spidsen, der i fæstet er omgivet af sanseceller. De sidder altid tæt op af andre fjer og findes over det meste af kroppen, men specielt omkring svingfjerene hvor det antages, at de fortæller fuglene om svingfjerenes position under flyvningen, og således gør fuglen i stand til at styre bevægelserne i luften. o Uglernes slør virker som en parabol, der samler lyde på samme måde som vore ører. De fleste uglearter jager om natten, og bruger i højere grad høresansen end synet når de jager. Uglernes såkaldte ører har ingen funktion i forbindelses med hørelsen, men har en adfærdsmæssig funktion. 3

4 Specielle o Pudderdun, nogle arter, f.eks. hejrer og duer, har såkaldte pudderdun der, når de bliver berørt, smuldrer til et talkumlignende pulver. Hos hejrerne sidder pudderdunene i små grupper fordelt på bryst og flanker. Pudderet der frigøres fra fjerene er olie/fedtholdige. De bliver brugt til med næbbet at pudre og beskytte den øvrige fjerdragt, f.eks. bliver de pudrede dele af fjerdragten mere vandskyende. o Hos nogle arter bruges fjerene til lydfrembringelse, f.eks. dobbeltbekkasinen, hvis yderste halefjer kan foldes ud til siden, og under flyvningen (dyk) frembringe deres specielle summende lyd. Navnet horsegøg, som dobbeltbekkasinen også er blevet kaldt, har oprindelse i denne lyd, der kan lyde lidt hen ad hestes vrinsken. Et andet eksempel er den hvinende lyd, knopsvanens svingfjer frembringer under flyvning. o I andre tilfælde, gør det modsatte sig gældende, f.eks. hos uglerne, her er fjerene forsynet med ganske fine dunlignende spidser, hvilket hjælper med til, at gøre flugten næsten lydløs. De nataktive ugle jager i stor udstrækning ved hjælp af hørelsen, og det er derfor vigtigt, at der ikke er for meget støj når byttet skal lokaliseres, og naturligvis også for at byttedyret ikke skal blive advaret. o Børstefjer, sidder omkring næbroden hos flere arter og antages, dels at være beskyttelse af øjnene, dels som hjælp ved byttefangst. F.eks. har natravnen, der jager natinsekter i flugten, kraftigt udviklede børstefjer. o Transport af vand. Nogle arter sandhøns, der lever i steppe og ørkenagtigt tørre områder, bruger deres bugfjer til at hente vand til ungerne. o Fordøjelse. Fiskespisende arter, i særdeleshed lappedykkere sluger ganske mange fjer, op til halvdelen af maveindholdet kan udgøres af fjer. Med fisk følger som bekendt spidse ben, og det antages, at fjerene sluges for at beskytte maven og tarmen mod skader fra fiskebenene, bl.a. ved at forsinke passagen af benene fra maven til tarmen, så de kan nå at blive opløste, inden de passerer videre i systemet. Teorien understøttes af, at f.eks. lille lappedykker der har en ringe andel af fisk i diæten, også har færre fjer i maven. Lidt mere om de forskellige fjertyper Dun, der ikke har, eller kun har et meget lille skaft, mangler kroge på bistrålerne, så dunene forbliver løse og buskede. Halvdun har et skaft med stråler og bistråler men mangler også kroge, så strukturen er løs. Funktionen er isolering så fuglen kan holde sig varm. Dun og halvdun sidder imellem dækfjerene tæt på kroppen, men også i områder uden for fjerbedene. Dækfjer, er symmetriske kropsfjer, der danner den ydere barriere til beskyttelse af kroppen, og andre fjertyper f.eks. dun og svingfjer. Dækfjer, svingfjer og halefjer kaldes også konturfjer, idet de danner det ydre omrids af fuglen. Svingfjer, med to grupper, armsvingfjer og håndsvingfjer. Svingfjer er ofte mørkpigmenterede, i det mindste de yderste dele der er meget udsatte for slid. Mørkpigmenteringen skyldes farvestoffet melanin, og det gør fjerene mere slidstærke. o Håndsvingsvingfjer, der som navnet antyder hæfter på håndens knogler. Typisk er der 10 håndsvingfjer, men det varierer fra Håndsvingfjerene er asymmetrisk opbyggede med smal yderfane, ofte med yderligere indskæringer, som har en aerodynamisk funktion. De er for det meste svagt buede, meget stive, men samtidigt elastiske (ses f.eks. på svævende rovfugle hvor de yderste spidser er adskilte og opadbøjede). Den elastiske struktur spiller en vigtig rolle i vingens aerodynamik. o Armsvingfjer, antallet varierer meget, en kolibri har kun 6, en fiskeørn 20 og en albatros hele 32, mindre spurvefugle har typisk 9-12 armsvingfjer (inklusive de fjer der kaldes 4

5 tertiærfjer, som hos spurvefuglene sidder på underarmen). De er asymmetrisk bygget med smallere yderfane og bredere inderfane og skaftet er for det meste buet, de er stive og elastiske Tertiære og axialfjer o o Tertiære (overvingen) hæfter på overarmen, har ingen direkte funktion under flyvningen, men dækker og beskytter en del af ryg og svingfjer, når vingerne er foldede. Under flyvningen udfylder de det eventuelle hul imellem armsvingfjer og krop. I nogle tilfælde har de en prydfunktion, f.eks. hos tranen, hvor de når langt ud over bagkroppen og nærmest ligner en hale. Hos spurvefugle bliver de inderste 3-4 armsvingfjer ofte kaldt tertiære, også når de sidder i række med håndsvingfjerene på underarmen. Nogle småfugle har markante tertiærfjer, f.eks. vipstjerter. Axialfjer (armhulefjer) er forholdsvis stive dækfjer på undervingens armhule. Hos nogle arter er armhulefjerene et sikkert feltkendetegn, f.eks. den mørke armhule hos strandhjejlen. Halefjer eller styrefjer, der er normalt 12 halefjer, de midterste er stort set symmetriske med lige skaft, og de ydre asymmetriske med buet skaft. En væsentlig funktion er manøvrering under flyvning og f.eks. som luftbremse under landing. Hos nogle arter f.eks. spætter og træløbere bruges halen som mekanisk støtte under klatring. Farver Mange fuglearter har farvestrålende fjerdragter, og det er fortrinsvis hanner der har de mest prangende dragter. Hos fuglene er det i langt de fleste tilfælde hunnerne der vælger partner, og hannens farvestrålende fjer skal ses som et kvalitetsstempel, jo flottere fjerdragt jo mere attraktiv er hannen for hunnen. Er hannerne inficerede af parasitter eller på anden måde i dårlig form, vil det ofte give sig udslag i en ringere udseende fjerdragt, og det at producere klare og skinnende fjer kræver energi. Begge dele gør, at en flot fjerdragt er et reelt bevis på hannens kvalitet. Det kaldes seksuel selektion, og det fremmer på den måde udvælgelsen af hanner med de flotteste fjerdragter. Hos mange arter er det udelukkende hunnerne der udruger æggene, og det er derfor vigtigt at fjerdragten kamuflerer hunnen bedst muligt. Tydeligst er forskellen hos svømmeænderne, hvor hannerne er farvestrålende, men hunnerne brunlige. Farverne dannes på flere måder, dels med pigmenter, dels ved struktur. De mest almindelige pigmenter er melaninerne, som syntetiseres fra grunden af fuglen selv, andre som porfyriner dannes ud fra nedbrydningsprodukter af andre stoffer, og nogle pigmenter dannes ud fra karotener, som optages igennem føden. Her under er oplistet de forskelige pigmenttyper, deres oprindelse, og hvor de ellers forekommer i naturen. Melaniner - Mørke farver sorte, brune og rødbrune o De mest almindelige farvepigmenter er melaniner, som fuglene selv syntetiserer, og som findes i stort set alle farvede fjer. De giver de mørke og brune farver, og ud over at give farve øger de også styrken af fjerene, og svingfjer er derfor ofte mørke, for at være så slidstærke som muligt. Selv hvide fugle som måger og snegæs sorte spidser på håndsvingfjerene. Der er to type melaniner, eumelanin som giver de sorte, grå og mørkebrune farver, og phaeomelanin som giver de lysere brune, rødbrune og afdæmpede gullige farver. Karotenoider - Klare gule og røde farver o De klare og ofte skinnede gule (f.eks. musvit) og røde farver (f.eks. dompap) dannes af forskellige karotenoider, som indtages igennem føden, og herefter omdannes til de forskellige farver. 5

6 De gule farver udgøres af β-karotener (findes i grønsager som grønkål og gulerødder og er et forstadie til vitamin A), lutein (findes i f.eks. planternes grønne blade og i æggeblommer) og zeaxanthin (er det stof der giver f.eks. karry og safran sin gulligrøde farve og majs sin gule farve, og er også det stof der giver laks deres røde farve). De røde farver dannes ud fra astaxanthin som hører til terpenerne (harpiks og vitamin A er eksempler på terpener), rhodoxanthin (findes i mindre mængder i planter, og bruges bl.a. Som farvestof i fødevareindustrien) og canthaxanthin (findes f.eks. i svampe, og det bliver også brugt som farvestof i fødevarer) Porfyriner (nedbrydningsprodukter fra hæmoglobin (foregår i leveren) Grønne, røde, rødbrune og brune farver o Turacoverdin (grønne farver) og turacin (røde farver) har fået deres navn fra turacoer, som lever i Afrika og er overvejende grønne, men også den røde farve er hos turacoer dannet af porfyriner. Stoffet danner også de grønne farver hos hønsefugle og nogle bladhøns. Coproporfyri, som gennem en række processer også er et nedbrydningsprodukt fra hæmoglobin danner brune og rødbrune farver. Strukturelle farver o Hvide fjer: Den hvide farve er udelukkende dannet ud fra strukturer i fjerene, der gør, at alle bølgelængder i lyset kastes tilbage. o Blå og grønne fjer: De blå og grønne farver er dels forårsaget af at lyset afbøjes i forhold til bølgelængde (som en regnbue), dels i en kombination af forskellig afbøjning, og pigmenter, særligt karotener og melaniner. o Iriserende farver (fjeren skifter farve, alt efter vinklen hvorfra den ses) Iriserende farver opstår først og fremmest strukturelt, hvor lyste afbøjes i forhold til bølgelængde, men der er altid mange melaninkorn i iriserende fjer. o Ultraviolette (UV) farver Ultraviolette farver dannes strukturelt. Eksempler er blåmejse som i de fjer vi ser som blå også reflekterer UV lys, men også hvide fugle som måger og terner reflekterer UV lys. Vi har ikke sanseceller der kan se UV lys, men har tre typer farvesynsceller, der dækker henholdsvis det røde, grønne og blå spektrum. Fuglene har oveni en fjerde type sanseceller, der sanser nede i det ultraviolette område. Mekanismer der giver fjerene deres farver Indfaldende hvidt lys Kun det blå reflekteres, resten absorberes Indfaldende hvidt lys Iriserende fjer afbøjer de forskellige farver (bølgelængder) i forskellige vinkler ), som i regnbuen, og afhængigt af vinklen man ser fra har de forskellige farver Keratinlag Fjer Pigmenter eller strukturer Figuren til venstre viser mekanismen ved både pigmentering og strukturelle farver. I eksemplet er det strukturer i fjeren, der reflekterer det blå lys, men absorberer de øvrige farver. I tilfælde med pigmentering fungerer det på samme måde, hvis f.eks. fjerene er røde, skyldes det, at andre bølgelængder end den røde bliver absorberet. I figuren til højre illustreres hvorledes de iriserende farver opstår. Det skyldes, at de forskellige farver (bølgelængder) brydes i forskellige vinkler i fjerstrukturen, og afhængigt af fra vinklen man ser fjeren, får den forskellige farve. Fuglehåndbogen på nettet 6

7 Brunpigmentering med melanin Hvid strukturel farve Gråpigmentering med melanin Sorte vingespidser med melaninpigmentering for at øge slidstyrken Pigment og strukturelt baserede farcer hos hættemåge Strukturelle blå, hvide og UV farver melaninbaserede mørke farver Karotenbaserede gule farver. Strukturelle elementer giver UV refleksion Pigment og strukturelt baserede farver inklusive UV reflektion hos blåmejse 7

8 Iriserende fjer på hovedet af gråand. Her er det blålige og grønlige nuancer, men de kan variere over et bredt farvespektrum Iriserende farver hos gråand Pleje Fuglene er meget omhyggelige med at holde fjerdragten i god stand, så den til stadighed er fuldt funktionsdygtig. Hvis man er opmærksom på det, vil man kunne se, hvorledes fuglene bruger en god del tid på pleje af fjerdragten. Det kan være pudsning af fjer, indfedtning fra den fedtkirtel (uropygialkirtlen) der sidder på overgumpen, støvbadning, vandbadning, myrebadning mm. For fugle der opholder sig i vand er det naturligvis vigtigt at den ydre fjerdragt er vandskyende og derfor er de også flittige brugere af deres fedtkirtel, men fjerenes overfladestruktur udgør den vigtigste vandskydende effekt. Det påstås ofte at skarven ikke har vandskyende fjer, det er dog en skrøne, skarven har både vandskyende kropsfjer og fedtkirtel. Det alleryderste lag er dog ikke vandskyende, men så snart de bliver våde, danner de en tæt barriere ind til fjerene indenunder, som til gengæld er meget vandskyende. Svingfjerene gennemblødes imidlertid, og det er disse der tørres, når man ser skarverne sidde som et tørrestativ, med udbredte vinger. Ud over, at den producerer fedt eller olie, som fuglen anvender til yderligere at gøre fjerene vandtætte producerer den også antibiotiske stoffer, som hjælper fuglen med at holde fjerene fri for mikroorganismer, og desuden duftstoffer, som formodentligt har betydning for individgenkendelse i familielivet. Til venstre skarv der tørrer vinger, man kan se hvor fedtkirtlen sidder på overgumpen (løftede fjer). Til højre sandløber i færd med fjersoignering. 8

9 Til højre støvbadende sanglærke og til venstre fjerpudsende knopsvaner Digesvale plejer håndsvingfjer (hæfter stråler sammen), man kan se på den højre vinge, at den også trænger til at få en lignende pleje. Fældning Fjerdragtens tilstand er selvklart af stor betydning for fuglene, og den udsættes for et konstant slid, dels mekanisk, når fuglene bevæger sig rundt i græs, buske og træer, dels ved dels ved flyvning, dels ved solens UV stråling som bleger og nedbryder fjerene, dels ved vejr og vind i almindelighed. Oveni i det er også utøj en årsag til nedbrydning, f.eks. mider der lever af fjer. Desuden har fjerdragten hos mange arter forskellige funktioner igennem året. Hos mange arter har hannerne i yngletiden en særlig farveprægtig yngledragt, som på andre årstider er meget iøjnefaldende og uhensigtsmæssig og derfor skiftes ud. Om vinteren, skal fjerdragten holde på varmen, hvor det om sommeren måske gælder det modsatte. Fældningen griber på forskellig vis ind i fuglenes daglige gøren og laden, dels kræver det end ganske pæn del af fuglenes energiforbrug, når de nye fjer skal vokse ud, op til 20%, dels mindskes fjerenes isoleringsevne når kropsfjerene fældes, dels forringes flyveevnen når svingfjer og halefjer udskiftes. 9

10 Desuden kræver opbygningen af de nye fjer en proteinrig kost med en god del svovlholdige aminosyrer, f.eks. cystein. Timingen er derfor vigtig, særligt i de arktiske og tempererede egne, for både standfugle og trækfugle. For standfuglenes vedkommende, for at sikre en tilstrækkeligt isolerende vinterdragt og for trækfuglene for at sikre optimal flyveevne i træktiden. Fældningen skal derfor tilpasses arternes forskellige årscyklus, men overordnet set udskiftes fjerdragten hos de fleste arter mindst en gang om året og for de fleste arters vedkommende sker fældningen fra slutningen af ynglesæsonen og i løbet af efteråret. Antallet af fjer varierer som ovenfor nævnt med fuglens størrelse, men den varierer også i løbet af året. Det mindste antal fjer har fuglene i perioden i slutningen af fældningen, oftest juli/august, hvor de kun har ca. halvdelen af hvad de har når fjerdragten topper fra det sene efterår til hen på vinteren. Fjerenes udvikling Karakteristisk for fuglene er at de er fjerklædte, og af nulevende dyr er det kun fugle som har fjer. Mange af theropoderne, har det vist sig, var imidlertid også fjerklædte, sandsynligvis hele 250 millioner år tilbage. I begyndelsen kun med primitive dunlignende fjer, men senere andre med egentlige fjer med skaft og faner kommer til i midten af jura, for millioner år siden. Det antages, at disse fjer oprindeligt har tjent, dels som isolering, men da fjerene var farvede, også som signalfunktion, f.eks. i parringsspil, til artsadskillelse (sikring mod hybridisering), mm. Fjerenes funktion i flyvningen menes derimod at være udviklet sekundært. Med avancerede elektronmikroskopiske teknikker har man afkodet melaninkornenes struktur, og ved sammenligning med nulevende fugle, har man ligefrem kunnet sætte farver på fjerdragten hos theropoderne og datidens fugle. Til venstre håndsvingfjer fra ringdue, bemærk, at yderfanen er meget smallere end inderfanen, og at der er en indskæring på den yderste del af yderfanen. I mange tilfælde er indskæringen meget større, og findes også på inderfanen, f.eks. hos de store rovfugle. Til højre en halefjer fra ringdue. Fuglenes hud Fuglenes hud fungerer som hos andre dyr, som en barriere mod omgivelserne, som sikrer mod væsketab, og samtidigt anvendes til temperaturregulering. Fuglene har ikke svedkirtler i huden, men de kan regulere fordampningen, og dermed regulere varmetab igennem huden. Det gør de ved at ændre 10

11 fedt/olieholdigheden af huden. Skal de af med varme, og der er vand til rådighed, nedregulerer de fedt/oliemængden i huden, og fordampningen fra hudoverfladen øges, og fordampningsvarmen hjælper således med til, at nedsætte fuglens kropstemperatur. Skal de sikre sig med væsketab, opregulerer de fedt og oliemængden i huden, hvilket virker som en barriere mod fordampning. Det er naturligvis vigtigt for alle fugle, men særligt for arter der lever i tørre og varme områder som f.eks. zebrafinker. De har en eminent evne til netop at regulere fedt og oliemængden i huden. Zebrafinker kan, hvis de ikke har adgang til vand, indenfor mindre end et døgn reducere fordampningen med mere end 50%, og fortsætte reduktionen til de når pattedyrs niveau (pattedyr har et permanent fedtlag i huden). Tabellen her under viser hvorledes zebrafinker kan reguler fordampningen igennem huden, alt afhængigt om de har vand til rådighed eller ej. Individ Regulering af vandtab gennem huden hos zebrafinker (g/m²/time) *Forsøgsstart **Uden mulighed for at drikke ***Drikkevand til rådighed 0 16 timer 24 timer 48 timer 72 timer 24 timer 48 timer 96 timer 1 24 (100) 6 (25) 3 (12.5) 3 (12.5) 5 (21) 5 (21) 28 (117) 2 22 (100) 7 (32) 7 (32) 5 (23) 5 (23) 12 (55) 50 (227) 3 20 (100) 9 (45) 4 24 (100) 7 (29) *Basalt vandtab ved forsøgsstart tid 0. (Tal i parentes er i % af basalniveauet) **Vandtab målt ved fire forskellige tidspunkter efter forsøgsstart, hvor drikkevand blev fjernet *** vandtab målt ved tre forskellige tidspunkter efter at finkerne igen fik drikkevand til rådighed Efter: G.Menon & J. Menon, American Zoologist, Avian epidermal lipids. (August 2000) Som det fremgår af tabellen, kan zebrafinkerne regulere fordampningen igennem huden, de gør det, som nævnt oven for ved at regulere mængden af fedt/olie i huden. Som det også fremgår skyder de over basalniveauet, når de igen har drikkevand, måske for at kompensere for en forhøjet kropstemperatur. Zebrafinker kan leve, stort set uden adgang til drikkevand, hvor de så klarer sig med det vand der findes i føden. Der er eksempler på zebrafinker i forsøg, der ikke har haft adgang til vand i et år. Venstre billede: Til venstre armsvingfjer fra grønirisk, bemærk den smalle yderfane. Til højre en af de ydre halefjer, som også er asymmetriske, de indre er mere symmetrisk opbyggede. Billedet til højre: Til højre to tertiærfjer og til venstre to dækfjer. 11

12 Til venstre kropsfjer fra grønirisk og til højre halvdun fra ringdue 12