Betydningen af forbehandling for læggekartofler i økologisk kartoffelavl. Konsulent Rolf Thostrup Poulsen Dansk Landbrugsrådgivning, Landscentret

Transkript

1 Betydningen af forbehandling for læggekartofler i økologisk kartoffelavl Konsulent Rolf Thostrup Poulsen Dansk Landbrugsrådgivning, Landscentret Skejby, maj 2010

2 Betydningen af læggekartoflernes forbehandling for udbyttet i økologisk kartoffelavl Indholdsfortegnelse 1 Forord Resumé Baggrund Formål Kartoflens livscyklus Fysiologisk alder Hvilestadiet Stadiet med apikal dominans Stadiet med maksimal vækstpotentiale Aldringsstadiet Metoder til forbehandling Lagring Lagring i lagerhus og på køl Forspiring Metode og teknikker Forspiring i spirekasser Forspiring i sække Forsøgsresultater forspiring Forvarmning og varmechok Metode og teknikker Forsøgsresultater varmebehandling Læggetidspunkt Diskussion Konklusion Referencer

3 1 Forord I Danmark anvendes der ikke nogen form for kemisk forebyggelse af kartoffelskimmel i den økologiske kartoffelproduktion. Forspiring/forbehandling er en af de metoder, hvorved det er muligt at fremskynde kartoflernes fremspiring, så der hurtigere opnås et økonomisk acceptabelt udbytte, inden nedvisning som følge af kartoffelskimmel. Der er udført en række forsøg med forspiring af kartoflerne i Nordeuropa, hvoraf kun få er publiceret i en tilgængelig form. Denne rapport indeholder derfor kun de forsøgsresultater, der er tilgængelige ved en almindelig litteratursøgning. 2 Resumé For at optimere udbytterne i den økologiske kartoffelproduktion er det vigtigt, at kartoflerne er i stand til at give et økonomisk acceptabelt udbytte, inden kartoffelskimlen nedvisner planterne. I denne rapport er samlet resultater og erfaringer omkring forbehandling af læggekartofler med henblik på, at kunne give de økologiske avlere de bedste forudsætninger for en tidlig avl. Resultaterne viser, at forbehandling altid giver et merudbytte, uanset om der anvendes forspiring, varmestød eller forvarmning. Det er dog vigtigt, at forbehandlingsmetoden tilpasses sortens øvrige dyrkningsegenskaber. Forbehandling har dog altid en stabiliserende effekt på udbyttet. 3 Baggrund I den økologiske kartoffelproduktion er kartoffelskimmel i de fleste år en begrænsende faktor for udbyttet. Forspiring og varmestød er nogle af de metoder, som kan sikre, at kartoflerne spirer hurtigere frem og dermed opnår et tilfredsstillende udbytte, inden de nedvisner på grund af kartoffelskimmel. 4 Formål Formålet med rapporten er at samle forsøgsresultater og erfaringer vedrørende forbehandling af læggekartofler fra ind- og udland. 4.1 Kartoflens livscyklus En kartoffels livscyklus kan opdeles i to dele. Knolddannelsen og efterfølgende plantevækst. Knolddannelsen afsluttes af en spirehvile, hvor spiringen først igangsættes, når spirehvilen brydes ved en given sortsafhængig fysiologisk alder. Den fysiologiske aldring er i nogen grad påvirket af moderknoldens alder, men starter i princippet ved knolddannelse og påvirkes primært af temperatur og luftfugtighed. Dette gælder både under væksten i marken og i løbet af den efterfølgende lagring Fysiologisk alder Den fysiologiske alder af en kartoffelknold har gennem tiderne haft forskellige definitioner herunder: Den fysiologiske udvikling af kartoflen, der bestemmer dens produktive kapacitet (Reust, 1986) Og: Den udvikling af en kartoffelknold der sker over tid, afhængig af væksthistorie og lagerforhold (Struik & Wiersema, 1999) 2

4 Hvor den kronologiske alder relateres til tid (timer, dage, uger, måneder), relaterer den fysiologiske alder sig til livscyklus og udviklingstrin. Hastigheden, hvormed den fysiologiske aldring sker, er ikke konstant, men afhænger af temperatur og andre faktorer f.eks. lys og fugtighed. Fysiologisk alder kvantificeres ofte ved hjælp af daggrader, dvs., at længden af en periode (dage) og temperaturen (i o C) kombineres i et matematisk udtryk, nemlig temperatursummen: Daggrader (dg) beregnes ved: dg=ʃdagx(t a T b ) Hvor: T a : Gennemsnitlig lufttemperatur over dagen T b : Basis temperaturen, under hvilken der ikke sker nogen udvikling i kartoflen. De fysiologiske processer i knolden foregår hurtigere ved højere temperaturer, således at knoldene ældes forholdsvis hurtigere ved høje temperaturer end ved lave. En kartoffelknolds livsforløb gennemløber fysiologisk set fire udviklingsfaser, hvor fase 1 starter ved begyndende knolddannelse og slutter i fase 4 ved begyndende spiring: Fase 1: Hvilestadiet Fase 2: Stadiet med apikal dominans Fase 3: Stadiet med maksimal vækstpotentiale Fase 4: Aldringsstadiet Lægges kartoffelknolden til spiring på et hvilket som helst tidspunkt i et af stadierne (med undtagelse af hvilestadiet), vil den fysiologiske aldring afbrydes til fordel for den egentlige plantevækst (Struik & Wiersema, 1999). Tidspunktet i livscyklen har stor betydning for plantens vækstmønster. I nedenstående afsnit beskrives de enkelte stadier. I figur 1 er vist en skematisk tegning af kartoffelknoldens spirehvile og efterfølgende vækstkraft. Figur 1. En kartoffelknolds livscyklus. A: Hvilestadiet, B: Stadiet med apikal dominans, C: Stadiet med maksimal vækstpotentiale, D: Aldringsstadiet. Den stiplede pil indikerer nedvisningstidspunkt (Struik, 2006). 3

5 Hvilestadiet Hvilestadiet (også kaldet spirehvilen) er det fysiologiske stadie, hvor kartoffelknolden ikke kan spire. Spirehvilen begynder umiddelbart efter knolden er dannet i jorden. Ved nedvisning af moderplanten er den maksimale spirehvile endnu ikke nået (jf. den stiplede linje på figur 1). Det vil sige, hvis de nye kartofler lægges umiddelbart efter optagning, vil de ikke kunne spire, selv om både temperatur og fugtighed i jorden er optimal. Intensiteten af spirehvilen falder efter at have nået et maksimum omkring optagningstidspunktet. Der er store sortsforskelle på længden af spirehvilen. Sorten Desiree har en spirehvile på ca. 4,5 mdr., hvorimod sorten Diamant har en spirehvile på 3 mdr. I den økologiske kartoffelavl er det interessant med sorter, der har en kort spirehvile, da det er vigtigt med et hurtigt skifte fra hvilestadiet til stadierne med egentlig vækst (Struik, 2006) Stadiet med apikal dominans Stadiet med den apikale dominans er kendetegnet ved, at den unge knold kun sætter 1-2 dominerende spirer (stadie B på figur 1). Væksthastigheden af disse spirer er lav. Det betyder, at en kartoffelknold, der lægges på dette stadie, kun opnår få men kraftige stængler. Afhængig af sorten, varierer længden af stadiet med apikal dominans. En sort som Bintje vil f.eks. gerne spire i dette stadie (Struik & Wiersema, 1999) Stadiet med maksimal vækstpotentiale Opbevares knoldene i længere tid ved en lav temperatur (f.eks. 2-4 grader), vil de efterhånden nå stadiet med maksimalt vækstpotentiale (stadie C på figur 1). Afbrydes lagringen på dette stadie, og lægges knoldene til forspiring under optimale forhold, vil knoldene spire med et stort antal spirer/knold (typisk 4-7 spirer). Væksthastigheden af disse spirer er høj. I dette stadie har kartoffelknolden optimale betingelser for at spire og gro, og vil i normale år også producere et højt udbytte Aldringsstadiet I dette stadie falder antallet af spirer igen (stadie D på figur 1), og spirerne er abnorme og hårede. Væksthastigheden er igen lav. På et tidspunkt mister knolden helt evnen til at udvikle en plante. 5 Metoder til forbehandling Formålet med forbehandlingen for økologiske kartoffelproducenter er at ramme den fysiologiske alder af knoldene, der giver den korteste vækstsæson og det højeste udbytte. Til dette formål er det bedst at anvende knolde med en relativ høj fysiologisk alder (se figur 1, stadie C). Disse knolde vil danne flere større spirer og spire hurtigere og tidligere frem, fulgt af en tidligere udvikling af de overjordiske dele og dermed en tidligere knolddannelse som følge af den tidlige udnyttelse af lyset. Den fysiologiske alder af knoldene ved optagning er primært sortsafhængig. Klimaet i vækstsæsonen har også betydning, hvorfor det kan være svært at vide nøjagtigt, hvilken fysiologisk alder knoldene har før indlagring. Har knoldene allerede overstået en stor del af spirehvilen ved optagningen, er det vigtigt, at de hurtigst muligt køles ned, således at knoldens aldringsprocesser bremses. I dette afsnit gives praktiske informationer om de forskellige metoder til forbehandling af læggematerialet. Fælles for alle metoderne er, at læggeknoldene skal være større end normalt anbefalet ved konventionel dyrkning. Det skyldes, at større knolde er mere robuste over for de ekstra påvirk- 4

6 ninger, de udsættes for under forbehandlingen, herunder især kraftige udsving i temperatur og fugtighed. Store knolde vil også, alt andet lige, have mere kraft til at spire efter lægning. 5.1 Lagring I et lager med temperaturstyring er det muligt at klargøre knoldene til den næste sæson, med en minimal påvirkning af knoldenes vækstkraft. Det stiller imidlertid høje krav til lagerstyringen, da ikke to partier er ens. Fra optagning til udlagring gennemløber lagringen følgende faser (Schmidt, 2005): a. Tørring og indlagring Under indlagringen er det vigtigt, at knoldene er rene og tørre, så kartoflerne kan ventileres jævnt i hele lageret. Det er vigtigt, at indlagringen foregår så skånsomt som muligt, så stødpletter og udvendige beskadigelser undgås. b. Sårheling Når kartoffelknoldene tages op, vil det altid medføre små skader og sår på knoldene. Da en kartoffelknold er en levende biologisk organisme, der består af ca. 25 % tørstof og 75 % vand, vil disse skader føre til en forøget ånding fra knoldene umiddelbart efter optagning (som en konsekvens af at cellerne under sårene begynder at danne nyt skind). En forøget ånding fra knoldene betyder, at tørstof omdannes til varme, vanddamp og kuldioxid. Fjernes denne varme ikke, vil åndingsintensiteten igen stige sammen med risikoen for, at partiet går i forrådnelse. For at opretholde de optimale lagerbetingelser i sårhelingsfasen, skal lagertemperaturen ligge på C i 7-14 dage efter optagningen, samtidig med at der sikres en god ventilation af kartoffelpartiet ved både at cirkulere luften igennem - og oven over partiet. Mængden af luft skal afpasses efter mængden af vanddamp og varme frigivet fra partiet. c. Nedkøling Når sårhelingen er fuldført, skal temperaturen på lageret sænkes. Dette bremser de fysiologiske processer i knoldene, således at de ikke ældes for hurtigt. Hvis læggekartoflerne skal lagres i ca. 7 måneder, er den optimale lagertemperatur 3-4 C. Der er dog stor forskel sorterne imellem. Eksempelvis kan en sort som Kuras lagres ved en lidt højere temperatur end eksempelvis sorten Oleva, der har tendens til at spire på lageret. Det er vigtigt ikke at sænke temperaturen på lageret for hurtigt, da det vil give en forøget risiko for kondens på knoldene og derfor øget risiko for råd. Undgå derfor at sænke temperaturen med mere end 0,5 C/døgn. Opretholdes samtidig en høj luftfugtighed på lageret (ved læggekartoffelproduktion er % optimalt), sikres det, at knoldene er i stand til at etablere en ligevægt med den omgivende luft, uden at de udtørrer. Bemærk, der er andre krav til nedkølingen, hvis kartoflerne skal anvendes til chips, pommes frites eller granulat, ligesom problemer med sølvskurv og black dot også vil kræve en anden håndtering af nedkølingen. Figur 2. Er temperaturen på lageret ikke lav nok, kan meget spirevillige sorter begynde væksten for tidligt. Foto taget 7. december. (Foto: Rolf Thostrup Poulsen, Landscentret). 5

7 d. Lagerperioden Efter endt nedkøling er det vigtigt at holde temperaturen konstant i lageret. Ethvert udsving i temperatur vil påvirke knoldenes fysiologiske alder og kan frembringe for tidlig spiring i følsomme sorter. I lagerperioden er luftfugtigheden også en afgørende parameter. Fastholdes luftfugtigheden ikke på et passende højt niveau, kan det føre til store lagertab. Et parti opbevaret i 6 måneder ved 85 % relativ luftfugtighed vil således tabe 8,5 % af vægten, hvor et parti opbevaret ved 95 % relativ luftfugtighed kun vil tabe 3 % af vægten. Ved en kartoffelpris på 1,0 kr./kg vil der således kunne spares kr. ved et lager på 1000 tons. e. Udlagring Udlagring er det tidspunkt, hvor de forskellige forbehandlinger iværksættes. Erfaringer, forsøg og metoder er sammenstillet i næste afsnit. Dansk Landbrugsrådgivning, Landscentret har udarbejdet et hæfte om lagring af kartofler (Schmidt, 2005). Her gives praktiske anbefalinger til etablering og drift af eget kartoffellager Lagring i lagerhus og på køl Forskellen mellem lagring af kartofler i kartoffellagerhuse og på køl er undersøgt i en lang række forsøg i perioden i sorterne Dianella, Bintje og Posmo (Oversigten 1990 side 226 og 1991 side 237). I alle fire forsøgsår blev effekten af opbevaring i kølerum sammenlignet med opbevaring i avlernes eget lagerhus (uden temperaturstyring). Resultaterne i tabel 1 viser, at der i gennemsnit er et merudbytte for opbevaring ved 3 C på 15 Hkg/ha. 6

8 Tabel 1. Udbytte efter læggekartofler, opbevaret i kølerum ved 3 C samt merudbytte for opbevaring hos avler. Hkg knolde pr. ha. Udbyttet er et gennemsnit af to forsøg (Oversigten 1989, 1990 og 1991). Avler nr. Dyrket ved Opbevaret ved 3 C Opbevaret hos avler Opbevaret ved 3 C Opbevaret hos avler Opbevaret ved 3 C Opbevaret hos avler 1989 Dianella 2 forsøg 1990 Bintje 2 forsøg 1991 Bintje 1 Tylstrup Lundgård Tylstrup Lundgård Tylstrup Lundgård Tylstrup Lundgård Tylstrup Lundgård forsøg 1988 Dianella 2 forsøg 1990 Posmo 2 forsøg 1991 Posmo 1 Tylstrup Lundgård Tylstrup Lundgård Tylstrup Lundgård Tylstrup Lundgård Tylstrup Lundgård Gennemsnit alle forsøg: -15 Hkg knolde/ha for opbevaring hos avler 5.2 Forspiring Metode og teknikker Ved forspiring, som også kaldes varmebehandling, tages knoldene fra et lager og placeres lunt i en periode inden lægning. Hvor lang denne periode er, afhænger meget af sorterne og lagringen, men også af knoldenes vækstbetingelser det foregående år. Disse forskelle betyder, at det er vigtigt løbende at justere lys og temperatur under forbehandlingen. Styres forbehandlingen ikke, risikerer man, at der udvikles lange og skrøbelige spirer, som nødvendiggør en afspiring, eller der slet ikke dannes spirer. Traditionelt set har der været tale om forspiring af læggematerialet på et lager, hvor disse parametre kan styres. I de senere år er der dog kommet nye teknikker til, der bryder med denne tradition, så som opbevaring af kartofler i netsække, som anbringes udenfor i frostfrie perioder. Disse sække rummer hver ca. 125 kg og hænges i stativer med op til 10 sække, hvorefter de lagres hele vinteren indtil lægning (se figur 3) Forspiring i spirekasser I Oversigt over landsforsøgene 2003 gives følgende beskrivelse af den traditionelle teknik til forspiring: Til forspiring anvendes læggekartofler, der har været opbevaret ved ca. 4 C frem til seks til syv uger, før de skal lægges. Kartoflerne fordeles på dette tidspunkt i spirekasser med maksimum halvandet lag knolde i hver spirekasse. Herefter hæves temperaturen i spirehuset 7

9 til C. I løbet af en uge ved denne temperatur vil knoldene begynde at vise tegn på spiring. Så snart de små hvide øjne begynder at bryde, sænkes temperaturen, samtidig med at der hænges lysstofrør op mellem spirekasserne. Lyset bør være tændt døgnet rundt. Spirevæksten kan bremses ved at sænke temperaturen og øge lysmængden. Herved bliver spirene mere robuste og bedre i stand til at klare lægningen. Gøres det modsatte, fremmes spirevæksten, og der udvikles mange skrøbelige og lange spirer. For at sikre stærke spirer er det endvidere vigtigt, at luftfugtigheden er høj (gerne %). I Holland anbefales det at forspire kartoflerne på nogenlunde samme måde som beskrevet ovenfor, indtil knoldene har spirer på maksimalt en halv cm (NIVAP, 2009) Forspiring i sække Forspiring af kartofler lagret i sække begynder ca. seks uger før lægning, hvor sækkene overføres til et velventileret rum med C. Det er vigtigt med samme temperatur ved gulv og loft, så ensartet spiring fremmes. Når knoldene har dannet spirer på 1-2 mm (1-3 uger afhængigt af sort og temperatur), sænkes temperaturen til 5-7 C. Til forskel fra den konventionelle metode med spirekasser, flyttes kartoflerne i sække herefter ud i lyset uden for varmerummet. Kartoflerne skal stå i fri luft og lys i ca. 4 uger før lægning, hvorved spirerne hærdes. Det er dog vigtigt, at knoldene ikke udsættes for frost eller direkte regn ved denne forspiringsmetode. Omvendt må knoldene heller ikke tørre ud, så spirekraften reduceres. Der er især to fordele ved opbevaring i sække. For det første kan der spares en del arbejdskraft i forspiringsprocessen, idet knoldene kun håndteres en enkelt gang (når de hældes i sækkene). Det har den yderligere fordel, at stød og sår, der ellers ville kunne opstå ved en håndtering, undgås. Den anden fordel er sparede omkostninger til lageret, idet der ikke anvendes ekstra lys osv. Lageret skal blot kunne holdes velventileret og køligt, men samtidig frostfrit. Opbevaring af sækkene på lageret har endelig den fordel, at det er nemmere at overvåge sækkene mht. sygdomme, end det er at overvåge en hel pallekasse. Desuden skal Figur 3 Forspiring af læggekartofler i sække kan være et fornuftigt alternativ til traditionel forspiring på lager. Foto: Lars Bødker, Landscentret Planteproduktion der ikke kasseres så mange knolde ad gangen. Ulempen ved metoden er, at den er relativt afhængig af det udendørs klima. Så længe det er tørt og køligt, er det ikke noget problem, men bliver knoldene udsat for frost eller regn, risikeres store tab. Sækkesystemet bruges ofte i Holland, samt i Norge og Sverige Forsøgsresultater forspiring I perioden fra 2001 til 2003 blev effekten af forspiring undersøgt i landsforsøgene (Oversigten 2003, side 253). Forsøgene er udført ved brug af forspiring i kasser (se afsnit ). Ud af de i alt 11 forsøg er et, to og otte forsøg gennemført i hhv. Ukama, Ditta og Sava (Tabel 2). Det ses, at der i de fleste tilfælde er opnået et stabilt merudbytte ved forspiring svarende til kr. pr. ha ved en pris på 200 kr. pr. hkg. I opgørelsen af forsøget fremhæves, at i de enkelte tilfælde, hvor der ikke har været noget merudbytte for forspiring, kan årsagen findes i enten håndteringen ved lægning (afbrækning af spirer) eller tidligere afmodning som følge af de fysiologisk ældre kartofler. 8

10 Tabel 2. Effekten af forspiring på udbytte og størrelsesfordeling i økologiske spisekartofler (Oversigten, 2003 s. 253). Udbytte og merudbytte (hkg/ha) Ubehandlede Forspirede Størrelsesfordeling , 11 forsøg I alt < 35 mm mm mm 79 8 > 50 mm Salgbart udbytte, kr. pr. ha Forudsætning: 200 kr./hkg > 40 mm I svenske forsøg med forspiring udført i perioden , er der fundet sammenlignelige resultater (tabel 3). Tabel 3. Effekt af forspiring på udbytte af konventionelt dyrkede spisekartofler (oversat fra Andersson, 2006). Udbytte og merudbytte (hkg/ha) Sort Ubehandlede Forspirede King Edvard 427 7,2 Sava 461 8,7 Asterix ,0 Appell ,7 Folva ,0 Gennemsnit ,2 1 Kun gennemsnit af , 2 Kun medtaget i 2002 I forsøgene er de ubehandlede partier taget direkte fra et koldt opbevaringsrum, hvorimod de forspirede knolde blev forspiret i sække i et væksthus. Lægningen blev foretaget under favorable forhold med en halvautomatisk læggemaskine. Resultaterne viser, at der kan hentes endog ganske betragtelige merudbytter ved forspiring i sække. Normalt sker der en opvarmning efter udlagring, og det er ikke muligt fra forsøgene at se, om der er sket en naturlig opvarmning efter udlagring, eller om kartofler er lagt i marken umiddelbart efter udtagningen fra lager. Forsøg fra Tyskland viser, at forspiring også har en ganske betragtelig effekt på fremspiringstidspunktet (Karalus & Rauber, 1997). Som i Danmark er formålet også her at undgå de tidligste sygdomsangreb. Dog er der i denne del af Tyskland en lige så stor risiko for udbyttetab som følge af angreb af Coloradobiller. Her resulterer 4-6 ugers forspiring i en 8-12 dages tidligere fremspiring, sammenlignet med knolde, der kun er opvarmet over to dage til C. I disse forsøg er der opnået signifikante merudbytter af forspiring (figur 2). Dette er især fundet ved en tidlig optagning allerede i juli. Ved optagning i september udjævnes effekten af forspiring. 9

11 Figur 4. Effekten af forspiring på udbyttet af økologiske læggekartofler i juli (venstre) og september (højre). Gennemsnit over 4 sorter dyrket i den sydlige del af Tyskland. Forskellene i udbytter er signifikant forskellige med *(95 % sikkerhed), **(99 % sikkerhed) og *** (99,9 % sikkerhed). Efter (Karalus & Rauber, 1997). 5.3 Forvarmning og varmechok Metode og teknikker Forvarmning Forspiring og forvarmning bygger på samme princip. Ved forvarmning udsættes kartoflerne for en højere temperatur i en kortere periode sammenlignet med forspiring. Knoldene kan f.eks. tages direkte fra lager og flyttes over i et varmerum med ca. 18 C og høj luftfugtighed i 7-9 dage, hvorefter de lægges. På denne måde sikres det, at der opnås en mere ensartet fysiologisk alder end ved forspiring. Hvis temperaturen er for lav ved lægning, kan knoldene imidlertid få et kuldechok ved denne behandling, hvorved væksten bremses Varmechok Knoldene kan også udsættes for et decideret varmechok. En måned før forventet lægning (ca. 1. marts) tages knoldene ud af kulen eller kølelageret og sorteres forsigtigt i spirekasser eller lignende, så stødpletter og sår undgås. Det er endvidere vigtigt, at knoldene ikke ligger i flere lag, end det er muligt at belyse alle knoldene. Som ved traditionel forspiring anbefales maksimalt 1,5 lag knolde i hver kasse. Straks efter opsortering, og inden knoldene bliver tempererede, overføres de til et mørkt varmerum med ca. 18 C. Luftfugtigheden skal være så høj som muligt i lokalet, således at lagertab undgås. Med høj luftfugtighed og varme vil knoldene begynde at ånde mere, hvorved CO 2 koncentrationen stiger. En god ventilation skal derfor sikre, at det ikke fører til udvikling af lagersvampe. Knoldene skal opbevares på denne måde, indtil der dannes små hvide spirer af 1-3 mm længde. Afhængigt af sortens spirevillighed, vil dette typisk tage ca. 1 uge. Det er vigtigt, at temperatur og CO 2- indhold overvåges konstant. Efter dette første varmechok, skal de skrøbelige hvide spirer hærdes. Dette gøres ved at sætte lys op mellem spirekasserne, således at alle knolde får lys (se figur 3). Lyset flyttes med jævne mellemrum, således at skyggesider undgås. Når spirerne belyses, bliver de små spirer grønne og fortykkede, og længdevæksten stoppes. Belysningen af spirerne fortsætter i ca. 2 uger, med en lavere temperatur på ca C, ventilation og en høj luftfugtighed. 10

12 Figur 5. Venstre: For at hærde spirerne på de varmebehandlede knolde, sættes der lys op mellem spirekasserne. Højre: Når knoldene belyses, bliver spirerne fortykkede og grønlige. (Foto: Henning C. Thomsen, DJF). Den sidste uge inden forventet lægning bruges på at tilvænne knoldene til lægning. Dette gøres ved at sænke temperaturen til et niveau svarende til jordtemperatur (ca. 7-8 C). I denne fase skal knoldene stadig belyses. Det er dog ikke nødvendigt med den samme intensitet som tidligere i forløbet. Den beskrevne metode er også en af de mest almindelige i Tyskland til stabilisering af udbyttet i økologisk kartoffelproduktion (Pers. Kommentar A. Paffrath, 2010). Her er anbefalingen ligeledes at anvende et kammer med mulighed for styring af temperatur og luftfugtighed. Det påpeges dog, at forbehandlingen skal tilpasses sorten. Er sorten særdeles spirevillig, kan det være nok blot at hæve temperaturen og sætte lys op mellem spirekasserne Forsøgsresultater varmebehandling Normalt foretages varmebehandling i spisekartofler. Varmebehandling i stivelseskartofler er dog afprøvet i en forsøgsserie over fire år (Oversigten 1992 side 219). I forsøgene er det endvidere undersøgt, om vanding i løbet af vækstsæsonen har en yderligere effekt på udbyttet. Det ses ikke overraskende, at der opnås de største og mest stabile merudbytter ved at forvarme knoldene i kombination med vanding. Der er ikke forskel i stivelsesindholdet. Tabel 4. Effekten af forvarmning og vanding på udbyttet (Hkg/ha) af fabrikskartofler (Oversigten 1992). Merudbytte i kr./ha er justeret til 2009-priser. Ikke forvarmede Forvarmede Merudbytte Sort År Knolde %stivelse Knolde %stivelse Kr./ha Vandet Dianella ,5 4 19,7 365 Amia , , Amia , , Senator , ,5 332 Tylva , , Tylva ,2-9 16,8-636 Posmo , ,0 474 ikke vandet Saturna , , Tylva ,1-7 21,1-307 Kaptah , , Gennemsnit: , ,7 750 Der er i perioden udført forsøg med økologiske kartofler i Tyskland, hvor effekten af varmechok, gødskning og svampebehandling på udbyttet er undersøgt (Tabel 5). For at sikre en ensartet spiring af læggematerialet er knoldene i dette forsøg taget direkte fra kølelager og 11

13 placeret i et varmerum med 20 C i 3-4 dage, hvorefter spirerne belyses. Forsøgene viser, at forspiring kan give merudbytter på op til 316 % i skimmelår. Der blev i forsøgene observeret en tidligere fremspiring, helt op til 14 dage af de forspirede kartofler. Det blev også vist, at der ikke er det store merudbytte i år, hvor skimmelangrebene kommer relativt sent. Varmechokket kan således bruges til at stabilisere udbyttet over flere år. (Paffrath & Milz, 2008). Tabel 5. Den relative effekt af forspiring, varmechok, gødskning og forebyggelse af skimmel på udbyttet af økologiske læggekartofler. Merudbytte i forhold til led 1 (efter Paffrath & Milz, 2008). Led nr. Forspiring Gødskning Kobber Gns 1 Uden Uden 2 Med 116,2 98,5 89,2 101,3 Uden 3 Uden 150,3 131,3 149,8 143,8 Med 4 Med 76, ,7 64,3 5 Uden 64,7 16,6 168,7 83,3 Uden 6 Med 75 20,4 198,7 98 Med 7 Uden 93,7 58,9 196,2 116,3 Med 8 Med 113,3 102,5 246,7 154,2 5.4 Læggetidspunkt Selvom det egentlig ikke er en del af forbehandlingen, medtages læggetidspunktets betydning. Tidligere landsforsøg har konkluderet, at udbyttet er højest i kartoffelpartier lagt omkring april, dog meget afhængig af jordtemperaturen efter lægning (Oversigten, 1994, tabel 6). I enkeltforsøgene, har det optimale tidspunkt for lægning været: 1994 ca. 20. april, 1993 hele april, 1992 omkring 1. maj. Tabel 6. Læggetidspunktets indflydelse på kartoffeludbyttet (Oversigten, 1994). Pct. stivelse Udbytte og merudbytte knolde, hkg/ha 4 forsøg a. Lagt april 16,8 389 b. Lagt april 17,6 17 c. Lagt 1-7. maj 17,1 23 d. Lagt maj 16, Diskussion Sammenstillingen af nationale og internationale forsøgsresultater og erfaringer har ikke overraskende vist, at forbehandlingen af læggekartofler har en stor betydning for det efterfølgende udbytte. Dog er antallet af anvendelsesorienterede forsøg meget begrænset, hvilket betyder, at meget viden er baseret på praktiske erfaringer og dertilhørende anbefalinger. Forsøgene viser, at alle processer og forbehandlingsmetoder, hvad enten det er lagring, forspiring, varmestød eller læggetidspunkt, har en indflydelse på udbyttet. For den økologiske kartoffelavler er det vigtigste mål med forbehandlingen dog udbyttestabilisering. Spørgsmålet er, hvordan det sikres, at man også i år med tidlige skimmelangreb opnår fornuftige udbytter i de økologiske marker? Svaret er styring af knoldenes fysiologiske alder. Jo længere fremme knoldene er i udvikling ved lægning, jo kortere tid skal der bruges til at opnå et tilfredsstillende udbytte. Det er imidlertid ikke ligegyldigt, hvilken forbehandling der vælges. Består læggematerialet f.eks. af 12

14 en meget spirevillig sort, vil et varmestød ofte være for voldsomt og resultere i knolde med lange spirer, der knækker af under lægning. Omvendt vil en sort med lang spirehvile måske skulle have en lidt højere temperatur i hele lagerperioden for at opnå en passende fysiologisk alder ved forspiringstidspunktet. Det er derfor vigtigt, at læggematerialet inspiceres ofte i lagerperioden. Er knoldenes øjne f.eks. ved at brydes (som på figur 2), bør temperaturen sænkes yderligere på lageret. Samtidig bør luftfugtighed og CO 2 -niveau kontrolleres, så lagertab minimeres. Et stabilt udbytte i den økologiske kartoffelavl opnås således kun med indgående kendskab til tidligheden og spirevilligheden af den/de valgte sorter. Forbehandlingsmetoden skal tilpasses sorten og ikke omvendt. For at kunne sige nøjagtigt, hvilken kombination af metoder der passer bedst til den enkelte sort, kræves der yderligere undersøgelser og forsøg. Der er ingen metode eller laboratorietest, som kan bestemme den fysiologiske alder af en kartoffel. Der har ligeledes ikke kunnet findes forsøgsresultater eller publikatione, der beskriver, hvordan forskellige forbehandlingsteknikker påvirker det samme parti knolde i det samme år. I langt de fleste tilfælde er sammenligningen foretaget mellem behandlede og ubehandlede knolde, og der er ikke nogen indikation af, om en anden forbehandlingsmetode ville have givet et bedre resultat. Med et potentielt merudbytte på 15 hkg pr. ha for korrekt lagring (Tabel 1), hkg pr. ha for forspiring (Tabel 2 og 3), 19 hkg pr. ha for varmestød (Tabel 4) og op til 14 dages tidligere fremspiring i marken (Paffrath & Milz, 2008), burde der arbejdes videre med at indsamle og systematisere viden om de enkelte sorter og med at udvikle et rådgivningsværktøj, som gør det muligt at målrette lagring og forvarmning i henhold til den enkelte sorts behov. Tages f.eks. et gennemsnitligt merudbytte på 17 hkg pr. ha på en ejendom med 40 ha kartofler, giver det således et merudbytte på 680 Hkg. Til en pris af 200 kr. pr. hkg, giver det en øget indtægt på kr. om året til dækning af udgifter til lagring og forbehandling. Tages muligheden for en tidligere høst også i betragtning, kan det bidrage yderligere til indtjeningen. Mange af de viste forsøg er gennemført i konventionelle dyrkningssystemer, og det er derfor ikke givet, at der kan opnås samme merudbytte i den økologiske avl. I denne rapport er de økonomiske konsekvenser af forbehandlingen ikke gennemanalyseret. Dels er det vanskeligt at overføre disse til den økologiske produktion, dels findes der ikke mange forsøg, hvor der er tilstrækkeligt med baggrundsmateriale til at gennemføre en sådan analyse. Det er dog afgørende, at avleren får et overblik over økonomien i en investering i en forbehandling, hvorfor det vil være nødvendigt med en grundigere beskrivelse og gennemregning heraf. 7 Konklusion I dette litteraturstudie er forsøgsresultater og erfaringer med forbehandling af læggekartofler samlet. Det blev konstateret, at den nuværende praksis i mange tilfælde bygger på praktiske erfaringer og ikke på forsøgsresultater fra praksisnære eller videnskabelige forsøg. Der er kun udført få forsøg under forhold, der er sammenlignelige med de danske, og endnu færre inden for den økologiske avl. Der findes ingen metode eller laboratorietest, der kan måle en kartoffels fysiologiske alder. Fra de undersøgelser, som indgår i denne rapport, fremgår det, at alle former for forbehandling kan bidrage positivt til enten udbytte eller fremspiringsdato. For den økologiske kartoffelavler betyder det, at lagring og forbehandling bør være en særdeles central del af produktionen. En god forbehandling af læggematerialet vil i de fleste år kunne give et markant merudbytte, og i år med særligt tidlige angreb af kartoffelskimmel kan det være afgørende for produktionen. Forbehandling kan således være med til at reducere udbytteudsvingene, hvorved en stabil produktion sikres. 13

15 Der er i fremtiden behov for en grundig analyse af økonomien i forbehandlingen i den økologiske kartoffelproduktion. Det er især vigtigt at få koblet betydningen af sorts- klima- og dyrkningsforskelle med forbehandlingsmetoden, således at der altid kan vælges den økonomisk optimale metode. Det er ligeledes vigtigt at få videreudviklet metoder, hvor der kan ske en forbehandling af store mængder læggekartofler på en rationel måde. 8 Referencer Andersson, M. (2006): Förgroning af matpotatis. Gro-konsult AB, Skara. Citeret d. 20/ , fundet online på: Karalus W. & R. Rauber (1997): Effect of Presprouting on Yield of Maincrop Potatoes (Solanum tuberosum L.) in organic farming. Journal of Agronomy & Crop Science, vol. 179, pp: NIVAP, 2009: Why pre-sprouting? Netherlands potato consultative foundation. Online information, citeret d. 20/ , fundet online på: Paffrath A., (2010): Landwirtschaftskammer NRW, Zentrum für Ökologischen Land- und Gartenbau, Referat 54, Gartenstr. 11, Köln-Auweiler, Germany, andreas.paffrath@lwk.nrw.de. Personlig kommentar modtaget 19/ Paffrath A. & E. Milz, 2008: Vorkeimung, organische Stickstoffdüngung, Kupferbehandlung welche Maßnahme sichert im ökologischen Landbau den Kartoffelertrag? Gesunde Pflanzen, vol. 60, pp: 1-4. Schmidt, G. (2005): Lagring af kartofler. Byggeri og Teknik, udgivet af Dansk landbrugsrådgivning Landscentret, Byggeri og Teknik. Struik, P.C. (2006): Physiological age of seed potato. Præsentation fra NJF-seminar nr Citeret d. 26/ , fundet online på: f Struik, P.C. & S.G. Wiersema (1999): Seed potato technology. Første udgave, Wageningen Pers, Wageningen, Holland. Oversigt over Landsforsøgene, 1988: Afsnit I, Kartoffeldyrkning. Udgivet af Dansk Landbrugsrådgivning, Landscentret, Planteproduktion. Oversigt over Landsforsøgene, 1989: Afsnit I, Kartoffeldyrkning. Udgivet af Dansk Landbrugsrådgivning, Landscentret, Planteproduktion. Oversigt over Landsforsøgene, 1990: Afsnit I, Kartoffeldyrkning. Udgivet af Dansk Landbrugsrådgivning, Landscentret, Planteproduktion. Oversigt over Landsforsøgene, 1991: Afsnit I, Kartoffeldyrkning. Udgivet af Dansk Landbrugsrådgivning, Landscentret, Planteproduktion. 14

16 Oversigt over Landsforsøgene, 1992: Afsnit I, Kartoffeldyrkning. Udgivet af Dansk Landbrugsrådgivning, Landscentret, Planteproduktion. Oversigt over Landsforsøgene, 1994: Afsnit I, Kartoffeldyrkning. Udgivet af Dansk Landbrugsrådgivning, Landscentret, Planteproduktion. Oversigt over Landsforsøgene, 2001: Afsnit I, Kartoffeldyrkning. Udgivet af Dansk Landbrugsrådgivning, Landscentret, Planteproduktion. Oversigt over Landsforsøgene, 2003: Afsnit Q, Kartoffeldyrkning. Udgivet af Dansk Landbrugsrådgivning, Landscentret, Planteproduktion. 15