SNELØVEN. Nr årgang Februar 1997 Løssalg kr. 15. Nyhedsblad fra Støttekomiteen for Ti b e t

Transkript

1 SNELØVEN Nr årgang Februar 1997 Løssalg kr. 15 Nyhedsblad fra Støttekomiteen for Ti b e t Læs om Munken bag bombesprængningerne Vox-pop interviews på Købmagergade Genèveturen i marts Forsidebilleder fra Ka n ze Kloster

2 Sneløven udgives af Støttekomiteen for Tibet. ISSN Bladet sendes til alle medlemmer samt personer tilknyttet Støttekomiteens arbejde. Sneløven udkommer mindst 4 gange årligt Oplag 800 eksemplarer. Ansvarshavende redaktør Søren Asp, tlf Tryk Byens Lyntryk v/omar Louborg Grafik og typografi Janne Wedenborg Artikler med navngiven forfatter udtrykker ikke nødvendigvis Støttekomiteens synspunkter. Indlæg modtages gerne på diskette (DOS-WP eller MAC). Annoncer koster 500 kr/halvside og 800 kr/helside. Støttekomiteen for Tibet, Danmark er en uafhængig privat dansk forening, hvis formål det er, med fredelige midler: 1. at informere om forholdene i Tibet 2. at støtte tibetanernes krav om overholdelse af menneskerettighederne 3. at støtte det tibetanske folks krav om et frit og uafhængigt Tibet 4. at støtte tibetanernes kamp mod økonomisk, kulturel og økologisk ødelæggelse 5. at støtte de tibetanske flygtninge Støttekomiteen for Tibet, Danmark Ryesgade 90 A 2100 København Ø Åbent: Tirsdag Tlf. Tlf. Tlf. Tlf kontor formand næstformand informationschef Fax Giro Medlemsskab: kr. 200,- (stud.,pens.,arb.løse 150,-) Støttemedlemsskab kr. 300,- Tredje skud på forandringsstammen Nittenhundredeogsyvoghalvfems er blevet et par måneder gammel, og Sneløven er på gaden med årets første udgave. Vi beklager den sene udsendelse af sidste nummer af bladet, der skyldes en række tekniske uheld. Ind i produktionen er nu trådt grafisk designer Janne Wedenborg og journalist Anne Christine Petersen. Med disse nye kræfter indlemmet i truppen, ser det efterhånden ganske godt ud. Truppen er, med lånt terminologi fra sportens verden, bredere end den har været længe, hvis ikke bredere end nogensinde. Det er med andre ord ganske svært at bevare pessimismen. Er der stadig folk blandt Sneløvens læsere, der har gode ideer, ris eller ros, såvel til Sneløvens form som indhold, så er alle meget velkomne til at kontakte os på et af de telefonnumre, der findes her i bladet. Indhæftet i bladet er et girokort til indbetaling af medlemskontingentet for Og lad mig så lige minde om, at den årlige generalforsamling for Støttekomiteen for Tibet løber af stablen onsdag den 5.marts kl i Blågårds Medborgerhus på Blågårds Plads i København (se omtale på bagsiden). Udover lysbilleder fra Dharamsala, fællesspisning og hyggesnak, er den aften også beregnet til kritik og refleksion over komiteens aktiviteter i det forgangne år, samt et blik frem mod planerne med dette år. Så mød frem alle, der har lyst og tid. Søren Asp Redaktør Støttekomiteens butik og kontor i Ryesgade 90 A har åbent tirsdage kl Kom og kig, få en snak, køb en bog eller ring på tlf i åbningstiden Indlæg til Sneløven sendes til Søren Asp, Marstrandsgade 32, 3., 8000 Århus C Nr. 2 senest 15.april 1997 Nr. 3 senest 15.august1997 Nr. 4 senest 15.oktober

3 Indhold Demonstration på Rådhuspladsen 9.marts 4 Leder Efterlyses: klare meldinger 5 Nyt fra Tibet 6 TIN notat 10 Kina bryder folkeretten 12 Munk bag bombesprængninger i Tibet 15 Turister i skudlinien 18 Resolution om Yamdrok Tso 21 På vej mod en bæredygtig udnyttelse af naturen? 22 Vox-pop 24 Tordenkilens spejl, digt af Ib Michael 27 Vedtægter 28 Demonstration i Genève Bogliste 30 Indkaldelse til generalforsamling 32 Fotos, hvor andet ikke er opgivet: Anders Højmark Andersen 3

4 Demonstration på Rådhuspladsen Vi gentager sidste års succes og afholder søndag den 9. marts en demonstration på Rådhuspladsen for at markere Tibets nationaldag, årsdagen for folkeopstanden i Lhasa den 10. marts Demonstrationen starter kl. 15 og byder på taler og underholdning. Medierne møder trofast op hvert år, så kom og vær med til at synliggøre støtten til tibetanerne. 4

5 LederEfterlyses: klare meldinger Under debatten forud for Folketingets Tibethøring blev det af mange Kina-forskere og politikere gentagne gange fremført, at vi i Danmark er nødt til at tilrettelægge vor politik overfor Kina på en måde, så vi ikke støder regimet i Beijing. Danmark skal med andre ord gå på listefødder, og undgå at opbygge nye skræmmebilleder. Dette vil nemlig styrke Beijingregimets hardkinesere og give dem et påskud for at stramme grebet om deres egen befolkning, samt føre en mere konfrontatorisk udenrigspolitik, mente de danske Kina-forskere. Den danske regering synes at være af samme opfattelse og har dæmpet sin kritik af Kina betydeligt. Logikken i dette argument er uholdbar, idet en eftergivenhed overfor de kinesiske hardlineres trusler kun demonstrerer truslernes succes som politisk middel. Desuden må man stille sig selv det spørgsmål, om Kinas styre overhovedet kunne have valgt en hårdere kurs end den, der gælder i dag. Kina-forskernes forslag undervurderer altså situationen, som den opleves af mange kinesere og de fleste tibetanere. Kina spiller bevidst på Vestens skræk for en ny kold krig og bruger trusler til at opnå sine politiske mål. Uheldigvis har Beijing succes med denne politik, bl.a. fordi vestlige regeringer er under pres fra store virksomheder, der i disse år investerer i Kina for at tilkæmpe sig markedsandele hos de 1,2 milliarder kinesiske forbrugere. Samtidig spiller Kina dygtigt de vestlige lande ud mod hinanden, når det gælder indgåelse af store eksportaftaler. Taler ét land for højt om menneskerettigheder, går kontrakten til et andet. Vesten har derimod adskilt spørgsmålet om overholdelse af menneskerettigheder fra sin handelspolitik overfor Kina og har således på forhånd og uden at opnå indrømmelser fra Kina afskrevet sig fra at bruge det potentielle magtmiddel, som trusler om handelsrestriktioner mod Kina udgør. Den vestlige selvcensur strækker sig så vidt, at vores regering ikke kalder en spade for en spade. Besættelsen af Tibet, Tibets historie som uafhængig stat og tibetanernes ret til selvbestemmelse forties. Hermed går Danmark ind på Kinas præmisser og overtager både det forfalskede kinesiske historiesyn, samt sin del af skylden for de krænkelser af folkeretten, som historieforfalskningen dækker over. I takt med, at Vesten har slækket på sin kritik af Kina, har den kinesiske regering effektivt fået kontrol med eller udryddet intern kritik. Den kinesiske ledelse taler nu om undertrykkelsen i Tibet i mere og mere utilslørede vendinger, deriblandt de nye assimilerende tiltag mod tibetansk religion og identitet. Kina bruger domme til politiske fanger som demonstrationer af Vestens afmagt, som det fx var tilfældet med den fængselsdom på 18 år, som eksiltibetaneren Ngawang Choephel modtog umiddelbart efter den kinesiske forsvarsministers nylige besøg i USA. Man kan stille sig selv det spørgsmål, om Vesten, herunder Danmark, overhovedet har nogen politik eller strategi overfor Kina? Det eneste tydelige element i Vestens politik synes netop at være en mangel på politik. Vestens politik overfor Kina er snarere en økonomi end en politik, idet handel synes at stå i centrum fremfor langsigtede politisk-strategiske overvejelser bygget på et etisk fundament. Det virker som om, at de store virksomheders økonomiske engagement i Kina i dag er det eneste målrettede element i Vestens forhold til landet. Politisk har vi givet de kinesiske hardlinere grønt lys til at føre den politik, der passer dem. Tilbage står de undertrykte folk i Kina og Tibet og en haltende global sikkerhedspolitik. Vestens ikke-politiske økonomiske strategi overfor Kina er et udtryk for en utroligt kortsigtet tankegang, der ikke blot er et forkert signal til den kinesiske befolkning som vi så gerne vil have indtager sin retmæssige plads som en demokratisk minded og globalt ansvarlig del af verdenssamfundet men som truer sidstnævntes fremtidige sikkerhed ved at undergrave de hårdt tilkæmpede idealer, der har ligget til grund for dets konstruktion. Hvis vi ikke selv overholder folkeretten og påpeger menneskerettighedskrænkelserne, hvordan skal vi så tilskynde Kina til det? At påvirke Kina i en mere positiv retning kræver i det mindste, at vi selv overholder de idealer og aftaler, som vi ønsker, at Kina skal respektere og at vi tilsidesætter egoistiske og kortsynede økonomiske interesser. Derudover må et pres på Kina ske, som en koordineret og konsistent indsats, og kræver derfor internationalt samarbejde. Støttekomiteen for Tibets budskab til politikerne og regeringen er derfor klart: Fat mod og gå igang med arbejdet! Anders Højmark Andersen 5

6 Redigeret af Anders Højmark Andersen Yan da Yan Da Den ny kulturrevolution i Tibet Den 15. april 1996 startede den kinesiske regering en landsdækkende Yan Da ( Slå hårdt ned ) kampagne rettet mod korruption og kriminalitet. I denne kampagnes navn er mindst blevet henrettet og tusinder idømt hårde fængselsstraffe over hele Kina. Yan Da skulle oprindeligt have varet i tre måneder, men kampagnen er nu forlænget til februar og vil muligvis vare hele 1997, fordi myndighederne regner den for en succes. Som led i gennemførelsen af Yan Da i Tibet har undertrykkelsen af de tibetanske frihedskæmpere fået første prioritet. Et af midlerne er en kampagne for patriotisk genopdragelse, der bl.a. har betydet udvisning af 543 munke fra de buddhistiske klostre, ifølge Tibets landflygtige regering. Yan Da har i Tibet antaget en speciel karakter og ligner en ny kulturrevolution, idet den går hånd i hånd med nye indgreb mod religionsfriheden, en tilbagevenden til en sprogpolitik med hovedvægten på kinesisk og propaganda rettet mod det, der under Kulturrevolutionen blev kaldt de fire gamle : gamle idéer, kultur, traditioner og skikke. 6 Nytfra Tibet I de seneste måneder har medierne i TAR bragt en stribe udtalelser fra kinesiske ledere, som uddyber Kinas skærpede assimilationspolitik i Tibet. Opgøret med den tibetanske budhisme er centralt i myndighedernes nye kampagne. I et underskrevet indlæg i det kommunistisk kontrollerede Tibets Dagblad den 4. november 1996 refererer artiklens forfatter, Shen Kaiyun, til en tale, som TARs partileder, kineseren Chen Kuiyuan, holdt under et kampagnemøde for fremme af åndelig civilisation i Lhasa. Han påpegede, at religion skal ledes til at tilpasse sig det socialistiske samfund. Hvad religion angår, er det umuligt for den at tilpasse sig til socialismens helt nye sociale system uden store justeringer og reformer, skriver Shen. Det er religionen, der skal tilpasse sig det socialistiske samfunds udvikling, og ikke omvendt, forklarer han. Under socialismen, skriver Shen, er det at elske moderlandet og bevare dets enhed det ledende princip, den kinesiske nations mest fundamentale interesse, den mest fundamentale rettesnor for at skelne mellem rigtigt og forkert og det vigtigste princip, som alle, der tror på en religion, bør følge. Shen citerer dernæst Marx s tese om, at religion er opium for folket og anfører, at det er nødvendigt at slå fast præcist... hvilke typer religiøse aktiviteter, der er tilladte og beskyttede, hvilke typer af unormale religiøse aktiviteter, der skal nedtones og begrænses, og hvilke typer religiøse aktiviteter, der skal stoppes og forbydes. I en tale den 8. november hævdede Chen Kuiyuan, at religion er en åbenlys hindring for Tibets økonomiske udvikling, og at Marx s syn på religion bør danne grundlag for religionspolitiken. De religiøse troende og endda nogle partimedlemmer og kadrer evner ikke at befri sig selv fra de lænker, som deres syn på verden fra et religiøst idealistisk perspektiv udgør, sagde Chen. De spilder deres værdifulde tid med nytteløse anstrengelser på at bede for individuel lykke i det næste liv; i stedet for at bruge deres begrænsede finansielle ressourcer på at forbedre deres økonomiske situation, donerer de hæmningsløst deres penge til klostre. Og i stedet for at lade deres børn modtage en moderne uddannelse, sender de dem til klostre for at blive munke eller nonner. En sådan negativ tænkning og adfærd forhindrer videnskab og teknologi i at spredes og hæmmer udviklingen af produktivkræfterne. Chen udtrykte også bekymring for det gamle tibetanske samfunds genopståen efter liberaliseringen i 1980erne: Mange ting tilhørende feudalismen kommer tilbage under visse omstændigheder (...) For eksempel har ideerne om et socialt hierarki og patriarkalske klaners selvstyre i det feudale samfund, templers akkumulation af rigdomme gennem indsamling af penge fra folk og feudale, overtroiske aktiviteter vist tegn på at genopstå. Gamle skikkes genkomst ses i produktionen og forretningsaktiviteterne, såvel som i det kulturelle liv, såsom brylluper og begravelser, uddybede Chen. Tibets Dagblad bragte den 11. november en rapport med overskriften Den autonome region Tibet s Kinesiske Kommunistparti s holdning til implementeringen af retningslinierne fremsat under det 6. plenarmøde i Det Kommunistiske Parti s 14. Centralkomité. Her præciseredes det, hvilke tibetanske skikke og traditioner, de kinesiske myndigheder nu vil forsøge at udrydde: I den ny periode af historisk udvikling vil de uønskede forhold i traditionel kultur og forældede konventioner, samt tilbagestående skikke forhindre opbygningen af åndelig civilisation og økonomisk og social udvikling i denne region. For at beskytte det tibetanske folks fundamentale interesser, må vi med bestemt hånd eliminere disse uønskværdige vaner og skikke. Ledende kadrer på de forskellige niveauer og partimedlemmer må gå foran, for at ændre skikkene med at holde store brylluper, begravelser og festligheder, afstå fra at konkurrere med hinanden i løssluppenhed og spild og på det bestemteste modsætte sig feudale og overtroiske aktiviteter, såsom at bede til guderne og søge afgørelser gennem spådom. Vi skal ændre de feudale, religiøse og overtroiske skikke med at anmode troldmænd eller lamaer om at bede for regn eller for at undgå haglbyger, med at lade klostre afgøre så- og høsttidspunktet i landbrugsog kvægproduktionen og med at undgå slagtning eller salg af husdyr. I landbrugs- og nomadeområder skal vi bede bønder og nomader registrere deres ægteskaber i henhold til loven, modsætte os de tilbagestående skikke med at have mere end een ægtefælle og opfor-

7 nyt fra Tibet dre til familieplanlægning og ordentlige barnefødsler. Vi må udrydde de genopstående feudale ideer og klassebegreber og stoppe tilbagestående adfærdsformer, såsom snæversynede forestillinger om hævn, overdreven drikning og ballademageri, ikke at bekymre sig om hygiejne, samt uforskammet tiggeri (...) Vi må reformere begravelsespraksis en. At kampagnen for åndelig civilisation indeholder et ikke ubetydeligt element af racisme understregedes i en unavngiven forfatters artikel i Tibets Dagblad den 5. november. Artiklen anklager tibetanere for at være snavsede og uhygiejniske: Fænomener, som snavsede, uordentlige og fattige arbejds- og hjemmemiljøer, samt laden hånt om offentlig hygiejne, er ret udbredt. Disse fremtrædende problemer på det åndelige område i Tibet har en objektiv eksistens og føles og erfares af hele folket. Kilder: Tibet Information Network: TIN News Update / 26 December, 1996; Tibetan Centre for Human Rights and Democracy: Human Rights Update, December 30, 1996, Vol. 1, No. 4; Xizang Ribao (Tibets Dagblad), , i BBC s Summary of World Broadcasts, Far East/2771 G/1-8, ; Xizang Ribao, , i SWB FE/2776 G/11-12, ; Tibets Radio, , i SWB FE/2778 G/3-5, ; Xizang Ribao, , i SWB FE/2785 G/4-10, ; Xizang Ribao, , i SWB FE/2780 G/5-8, bombe Stor bombeeksplosion i Lhasa En stor bombe eksploderede i Lhasa den 25. december og beskadigede bygninger i en radius af indtil en halv kilometer, meddelte den britiske nyhedstjeneste TIN tre dage senere og citerede øjenvidner i den tibetanske hovedstad. Fem mennesker rapporteres at være blevet såret ved sprængningen og er, ifølge ubekræftede oplysninger, blevet indlagt på et hospital. Eksplosionen blev senere bekræftet af Tibets Radio, der beskrev hændelsen som endnu en kontrarevolutionær bombesprængning udført af Dalai kliken i Lhasa og kaldte den en alvorlig kontrarevolutionær politisk hændelse og en forfærdelig terroristhandling. Det er første gang myndighederne har indrømmet et konkret tilfælde af sabotage eller bombesprængning i Tibet, og første gang, at de kinesiske medier nævner terrorisme i Landet. Bomben sprang kort efter kl om morgenen juledag udenfor indgangen til det administrative hovedkvarter for Lhasas bystyre (kin.: Chengguanqu) på Dekyi Shar Lam, en af byens hovedgader. Den forårsagede store skader på Chengguanqus øvre etager. Nogle kilder hævder, at dele af bygningen er base for hemmelige efterretningsoperationer, og at disse kunne have været bombemændenes mål. To af de fem sårede var vagtfolk i kontorbygningerne, mens de tre andre menes at have været kinesiske butiksejere, der er naboer til Chengguanqu. Næsten alle vinduer i en radius af 100 meter siges at være smadret, og murene i Banakshol og Ganggyen hotellerne, der er populære tilholdssteder for vestlige turister, rapporteres at have lidt skade. Bombesprængningen var den tredje i Lhasa i 1996 og væsentligt større end noget tidligere sabotageforsøg i Tibet. Teknisk ekspertice har været nødvendig for at bringe bomben til sprængning, idet det blev gjort med fjernkontrol, siger en af TIN s kilder. De kinesiske myndigheder giver Dalai kliken skylden for bombesprængningen: Den demonstrerer til fulde, at Dalai kliken har smidt sin hidtidige såkaldt fredelige forklædning for åbent at modsætte sig det tibetanske folk og har nået et punkt, hvor den kæmper fra sidste skyttegrav, sagde en af næstformændene for TAR, Gyatso, ifølge Tibets Radio. Der er ingen beviser for, at den tibetanske eksilregering skulle være involveret i sådanne aktiviteter. TIN vurderer dog, at den nylige aktions voldsomhed vil skade Dalai Lamas opfordring til, at modstandsbevægelsen er ikke-voldelig. Både individer i Tibet og et antal mindre grupper i eksilsamfundet har vist interesse i at planlægge eller træne til sabotageaktioner eller anden voldelig modstand. En munk, der flygtede fra Tibet sidste år, har overfor TIN indrømmet at have stået bag en bombe, der i januar 1996 ødelagde to kinesiske butikker i en landsby 34o km nord for Lhasa (se andetsteds i bladet). Kilde: Tibet Information Network: TIN News Update / 28 December, 1996 spionage Musiklærer idømt 18 års fængsel for spionage De kinesiske myndigheder meddelte den 26. december, at den 30-årige eksiltibetaner Ngawang Chøphel var blevet idømt en fængselsstraf på 18 år for at have udført spionageaktiviteter. Myndighederne anklager Dalai kliken og USA for at bruge Ngawang Chøphel som spion under påskud af, at støtte hans indsamling af data om folkedans i Tibet og påstår, at han har tilstået. Musiklæreren Ngawang Chøphel er uddannet i Indien og senere på et amerikansk universitet. Han blev arresteret i september 1995, da han var i Tibet for første gang for at lave videooptagelser af traditionel tibetansk musik og dans. Der gik over et år, før de kinesiske myndigheder indrømmede, at de havde arresteret ham. Ngawang Chøphel havde forud for sin rejse til Tibet fået et lille beløb fra en amerikansk fond og fra individuelle sponsorer. Vesterlændinge, der har rejst med ham i Tibet eller hjulpet ham med hans projekt, siger, at han kun var optaget af at filme dansere og virkede opsat på at undgå politiske aktiviteter. Den amerikanske regering har prote- 7

8 nyt fra Tibet steret mod Ngawangs dom, og hans mor, der bor i Indien og har tuberkulose, appellerede den 10. januar til de kinesiske myndigheder om at måtte møde sin søn, før hun dør. Ngawang Chøphel er anbragt i Lhasas Seitru fængsel. I et brev sendt til Kinas premierminister Li Peng den 8. januar protesterede Amnesty International over Ngawangs dom, som organisationen gjorde opmærksom på var faldet uden, at myndighederne havde produceret nogle beviser til støtte for den. Amnesty påpegede, at dommen viser, at myndighederne er parate til at misbruge loven til politiske formål og til at give uskyldige ofre hårde straffe for at advare andre. Kilde: Tibet Information Network: TIN News Update / 27 December, 1996 og Amnesty International: ASA 17/01/97 08 January 1997 idømt 9 år Nonne idømt 9 års fængsel for ikke at rejse sig op 8 Ifølge TIN s kilder i Tibet fik den 19-årige tibetanske nonne Ngawang Sangdrol den 31. juli 1996 forhøjet sin fængselsstraf med ni år, fordi hun havde nægtet at rejse sig op for en embedsmand, ikke havde redt sin seng og havde råbt Frit Tibet, da hun efterfølgende blev straffet sammen med andre kvindelige fanger ved at skulle stå udendørs i regnen. Ngawang Sangdrols dom lyder nu på i alt 18 års fængsel, idet hun i forvejen afsonede domme på tre år for deltagelse i en demonstration for uafhængighed i 1992 og seks år for at synge nationalistiske sange i fængslet. Nonnen er fra Garu klostret 5 km nord for Lhasa. Den 19-årige kvinde var blandt en gruppe kvindelige fanger i Lhasas Drapchi fængsel, der havde nægtet at rede deres senge eller gøre rent i deres celler. TIN vurderer, at kvindernes aktion skete i protest mod en genopdragelseskampagne i fængslet, der krævede af dem, at de skulle anerkende den 7-årige dreng, som den kinesiske stat har udpeget til den 11. Panchen Lama. En af TIN s kilder, der har tætte forbindelser til Drapchi, fortæller, at Ngawang Sangdrol havde nægtet at rejse sig op, da brigadekommandant Khandrol Jangpe kom ind i hendes rum. Da en embedsmand fra hvert hold blev sendt rundt for at checke, om cellerne var rene eller ej, blev cellerne erklæret urene, og som straf måtte kvinderne stå ude i regnen, sagde kilden. Det var da, at Ngawang råbte Frit Tibet. Bridagekommandant Jangpe tilkaldte mange soldater med det samme, og Ngawang Sangdrol og tre andre nonner Phuntsog Pema, Norzin og Damchø Gyaltsen blev slået brutalt, tilføjede kilden, som har bedt om anonymitet. Styk fem i Reglementet om civiliseret adfærd og høflighed for fanger, som Tibets Regionale Genopdragelsesbureau udsendte i 1988, siger, at indsatte skal rejse sig op, når de modtages af kadrer. Ngawang Sangdrol har nu en længere fængselsstraf foran sig end nogen anden kvindelig politisk fange i Tibet. Hun blev første gang arresteret, da hun var 13 år for at deltage i en demonstration i Norbulingka og står nu til løsladelse i år 2010, hvor hun vil være 33 år gammel. Kilde: Tibet Information Network: TIN News Update / 18 November, og politiske fængslinger og 543 udvist fra klostre i 1996 Den tibetanske eksilregerings nyetablerede Tibetan Centre for Human Rights and Democracy har opregnet det samlede antal politiske arrestationer i Tibet i 1996 til 196. Femogfirs procent af arrestationerne gjaldt munke, 10% nonner og kun 5% lægfolk. Samme år blev i alt 543 munke bortvist fra deres klostre som resultat af de kinesiske myndigheders udrensninger og Slå hårdt ned kampagne. Størstedelen var fra Drepung (216), Ganden (162), Sera (59) og Kumbum (100). TCHRD fik i 1996 kendskab til tre tilfælde af politiske fanger, der døde som følge af tortur, mens de var i myndighedernes varetægt: 19-årige Sangye Tenphel fra Khangmar klostret, 49-årige Kalsang Thutop fra Drepung klostret og 27-årige Tenchok Tenphel fra Sakya klostret. I juli 1996 døde en 66-årig mand fra Amdo, Dorjee, efter at være blevet pryglet af politiet, og en 40-årig munk fra Ganden klostret, Kelsang Nyendrak, der blev skudt af kinesiske tropper den 6. maj, døde af sine skudsår adskillige dage senere. Kilde: Tibetan Centre for Human Rights and Democracy: Human Rights Update, December 30, 1996, Vol. 1, No. 4 modstand Studerende gør modstand mod ny sprogpolitik Tibetanske studerende i Tibets Universitet i Lhasa var tæt på at demonstrere, da skolens ledere i begyndelsen af december annoncerede, at et historiekursus vil blive afholdt på kinesisk i stedet for på tibetansk, meddelte TIN den 31. december. Bekendtgørelsen kom, efter at de lokale myndigheder i Lhasa havde besluttet at stoppe en ellers meget populær forsøgsordning i tre skoler for 7. til 12. klasse, hvor tibetanske elever blev undervist på deres eget sprog i stedet for som normalt på kinesisk. Universitetets ledere fastslog, at der skal undervises på kinesisk i et kursus om Tibets historie. Som følge deraf forsamledes grupper af studerende og lærere i Universitetet den 3. eller 4. december for at vise deres støtte til en gruppe på omkring 30 studerende, som havde indgivet en formel klage over beslutningen. En embedsmand, Hr. Liu, har overfor Hong Kong avisen South China Morning Post bekræftet, at der var studerende, som klagede over, at for mange klasser blev undervist på kinesisk, og at politikken om at undervise i historie på tibetansk var ændret til kinesisk. Som yderligere tegn på, at den kinesi-

9 ske sprogpolitik i Tibet er under ændring til det værre, siges det ifølge TIN, at det hidtidige krav om, at alle tibetanske studerende skal bestå en adgangseksamen i tibetansk, er blevet droppet. Desuden er den ellers velrespekterede komité for implementering af forordninger, der favoriserer brugen af tibetansk, blevet degraderet fra provins- til amtsniveau. En lov vedtaget i juli 1988 udnævnte tibetansk til det officielle sprog i Den autonome region Tibet, men loven har haft en meget begrænset effekt. De fleste skilte skrives nu på både kinesisk og tibetansk, men offentligt ansatte taler kun sjældent tibetansk på deres arbejdsplads, og interne dokumenter forfattes først og fremmest på kinesisk. Den tibetanske uddannelsesforsker Palden Nyima skrev i marts 1995 i en artikel udgivet i Lanzhou i Gansu provinsen: Eftersom folk, der kender sproget, er de, der mest sandsynligt er involveret i [nationalistiske] aktiviteter, ser regeringen sproget i et politisk lys... de tror, at det tibetanske sprog var et redskab til at vedligeholde det feudale slavesystem ( ) desuden mener mange folk, at tibetansk blot er et sprog for buddhismen. Og at det derfor er forbundet med overtro. Sprog og religion ligner hinanden, og regeringen ønsker ikke at fremme det tibetanske sprog. En ubekræftet kilde har fortalt TIN, at partilederne i TAR i oktober 1995 har ladet et dokument cirkulere, som argumenterede, at separatismen delvist skyldes skoler, der underviser for meget i religion, som igen anses for forbundet med brugen af det tibetanske sprog. Uden uddannede folk på alle områder, der udtrykker sig på deres eget sprog, er tibetanerne i fare for at blive assimileret. Vi er nået til et kritisk punkt, sagde en ledende tibetansk intellektuel i 1992 uofficielt til South China Morning Post. Alt vort håb for fremtiden, al beskyttelse af vor kulturarv, afhænger af dette, tilføjede han. Kilde: Tibet Information Network: TIN News Update / 31 December, 1996 kun 21 Qinghais domstol frifandt kun 21 i 1995 I hele 1995 blev i alt tiltalt for forbrydelser i den kinesiske provins Qinghai, der inkluderer størstedelen af den tibetanske region Amdo. Heraf blev kun 21 (0,7%) fundet uskyldige, hedder det i en arbejdsrapport, som præsidenten for Qinghais provincielle højesteret, Ma Yougong, forelagde for det lokale parlament den 13. april i år. I tillæg undgik 56 straf. Rapporten understregede, at bevarelsen af stabiliteten havde været det ledende princip for domstolene i provinsen, og at man konstant havde holdt sig til princippet om at uddele strenge slag mod forbrydelser. I alt (41,6%) af de tiltalte modtog straffe på over 5 års fængsel eller dødsstraf. Kilde: Qinghai Ribao (Qinghais Dagblad) i Summary of World Broadcasts FE/2769 G/22, flygtninge Tre flygtninge såret af skud 43 med forfrysninger TIN meddelte den 29. november 1996, at nepalesisk politi har skudt og såret tre tibetanske asylsøgere. Det skete den 18. november, da politiet åbnede ild mod en gruppe på 32 flygtninge ved Lamabhagar 100 km NØ for Kathmandu, kort tid efter at de havde krydset grænsen mellem Tibet og Nepal. De sårede tibetanere indbefatter et barn, der blev ramt i hovedet. Politiet i området siger, at de åbnede ild mod gruppen, fordi den trodsede en ordre om at stoppe og begyndte at kaste med sten mod politiet. Tibetanere i gruppen siger til TIN, at politiet stoppede dem og med det samme begyndte at prygle dem, inklusive de ni børn mellem 6 og 16 år. Flygtningene, hvoraf de fleste var munke, fortæller at nogle i gruppen smed med sten mod politiet for at stoppe deres vold. Ud af en anden gruppe på mindst 111 flygtninge, der ankom til Kathmandu den nyt fra Tibet 16. november, led 43 tibetanere af svære forfrysninger, efter at de havde været fanget i en snestorm i Larkya passet 130 km NV for Kathmandu. Nepalesisk politi hjalp denne gruppe til sikkerhed i Kathmandu, hvor de modtog behandling for deres sår. Mindst tre af dem skulle have lemmer amputeret. Den 31. oktober angreb lokale nepalesere den tibetanske eksilregerings modtagelsescenter for flygtninge, antageligt som et resultat af en strid om vandforsyninger. Tibetanerne kæmpede ikke imod, men to af flygtningene måtte efterfølgende til observation for hjernerystelse. Kilde: Tibet Information Network: TIN News Update / 29 November,

10 Tibet Info rmation Net work (T IN) TIN er en uafhængig britisk nyheds- og forskningstjeneste, der indsamler og distribuerer information om sociale, økonomiske, politiske, miljømæssige og menneskeretsrelaterede forhold i Tibet. TIN har til formål at tilvejebringe information, der er nøjagtig, troværdig og upartisk. Nyhedstjenestens materiale er tilgængelig for abonnenter, der mod et mindre årligt gebyr modtager nyhedsudsendelser og baggrundsrapporter, såvel som oversættelser af dokumenter og betjening i forskningsøjemed. TIN blev oprettet af Robert Barnett i 1987 og har sit hovedkvarter i London. TIN har ingen politisk tilknytning eller mål. 10

11 annonce SHAMBALA TRÆNING TRIN 1 KUNSTEN AT VÆRE MENNESKE Meditations praksis tillader dig at opleve din egen grundlæggende godhed en ren, vågen tilstand der er i alle mennesker. Trin 1 er den første af en række på 5 weekender. David Schneider, der giver dette kursus, er en senior-elev af Chøgyam Trungpa, Shambala klanens grundlægger. Kurset er på engelsk med oversættelse til dansk. Dato: Marts 1997 Fredag Kl starter kurset med et åbent foredrag. Pris 40 Kr. Hele kurset koster 700 Kr. og slutter søndag Kl. ca.18. Tilmelding: tlf , Søren Julin, Jellingegade 4 st th, 2100 Kbh. Ø Arrangør: Shambala Studie Gruppen, København. 11

12 Kina Af Pema Thinley bryder folkeretten Folkenes ret til selvbestemmelse er et af folkerettens dynamiske principper. Der er nu en udbredt folkeretlig konsensus om, at denne ret indebærer forskellige ting under forskellige forhold. De relevante menneskerettighedsværktøjer i FN og andre dokumenter viser, at betydningen af begrebet spænder lige fra retten til suveræn, national uafhængighed for folk under kolonialt eller fremmed herredømme, til retten for forskellige folk indenfor en stat til at træffe afgørelser om og styre egne forhold. Spørgsmålet om selvbestemmelse omfatter både ekstern og intern selvbestemmelse. Ved intern selvbestemmelse forstås den vedvarende og uudslettelige ret, alle i en stat har til en regering efter spørgsmålet om selvbestemmelse er irrelevant, når det drejer sig om Folkerepublikken. Dette forsøg på simpelthen at benægte, at der her er tale en universel menneskeret, som gælder i alle situationer, finder ingen støtte i folkeretten og er i strid med bestemmelserne i de selvsamme FN-dokumenter vedrørende menneskerettigheder, som Kina ironisk nok ofte citerer. Den internationale debat om selvbestemmelse, i hvilken Kina er en aktiv deltager, domineres af to tilsyneladende uforenelige standpunkter: spørgsmålene om alle folks ret til selvbestemmelse og om staternes territoriale integritet. Begge sider søger støtte i Folkeretten består af de aftaler, suveræne stater har indgået med hinanden, herunder i FN. Ifølge disse internationale traktater og konventioner har tibetanerne ret til selvbestemmelse, og der er ikke juridisk grundlag for Kinas krav på suverænitet eller suzerænitet (overhøjhed) over Tibet. Pema Thinley, som er juridisk ekspert og redaktør af tidsskriftet Tibetan Review, forklarer her Tibets juridiske stilling ifølge folkeretten. eget ønske, sådan som det kommer til udtryk i frie og fair valg afholdt med jævne mellemrum. Den omfatter også retten til at deltage frit i det politiske liv, samt retten til at nyde grundlæggende borgerlige, økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder. Hvor disse demokratiske rettigheder knægtes selv i et suverænt og uafhængigt land dér er befolkningen berøvet sin ret til selvbestemmelse. Som det rammende blev påpeget af den australske delegation ved FN s Menneskerettighedskommissions 51. samling (1995): Spørgsmålet om selvbestemmelse er relevant for hele befolkningen i en stat og af særlig relevans for de enkelte folkeslag indenfor en stat, efter at dennes eksterne selvbestemmelse er opnået. I et forsøg på at undvige overholdelsen af denne ret, lægger mange stater i dag kun vægt på visse typer eller aspekter af selvbestemmelsesretten på bekostning af andre. Den Kinesiske Folkerepublik, som fortsat krænker det tibetanske folks ret til både intern og ekstern selvbestemmelse samt det kinesiske folks ret til intern selvbestemmelse accepterer kun retten til selvbestemmelse i ordets snævreste betydning. Kina hævder, at denne ret, som den indgår i diverse FN-traktater, udelukkende gælder i koloniale situationer. Folkerepublikken hævder at have befriet det tibetanske folk i 1951 og at have ledt det kinesiske folk til dannelsen af den Kinesiske Folkerepublik i oktober Derfor har de allerede opnået selvbestemmelse. Med andre ord hævdes det, at FNs menneskerettighedsdokumenter. Men man må gå ud fra, at FN ikke har haft til hensigt at modsige sig selv. Et studium af de relevante bestemmelser viser ingen indre modsætning. Og selv hvis man kunne vise, at de folkeretlige bestemmelser modsiger hinanden, når de læses bogstaveligt, ville den rette fremgangsmåde være at forsøge at harmonisere dem, således at een bestemmelse ses som underordnet en anden, og at fastlægge deres indbyrdes afgrænsning. Spørgsmålet bliver da, hvilken karakter og rimelighed konkurrerende krav måtte have. Folkeretten kan trods alt ikke legitimere et ugyldigt krav på selvbestemmelse og ej heller et krav på territorial integritet over uretmæssigt erhvervede områder. De, der hævder folks ret til selvbestemmelse, finder støtte herfor i FN Pagten og i de to internationale menneskerettighedskonventioner. Alle tre siger i deres artikel 1: Alle folk har ret til selvbestemmelse. I kraft af denne ret bestemmer de frit deres politiske status og kan frit forfølge deres egen økonomiske, sociale og kulturelle udvikling. Kina, som nægter tibetanerne og sit eget folk disse rettigheder, mener, at det finder støtte for sit standpunkt i de afsluttende paragraffer i Erklæringen om folkeretlige principper vedrørende venskabelige relationer og samarbejde mellem stater i overensstemmelse med FN-pagten, som blev vedtaget af FNs generalforsamling i 1970, og som lyder: Intet i de foregående paragraffer må tolkes, så det bemyndiger eller opmuntrer nogen hand- 12

13 ling, der helt eller delvist kunne opløse eller begrænse den territoriale integritet eller politiske enhed for suveræne og selvstændige stater, der overholder principperne om lige rettigheder og folkenes ret til selvbestemmelse og dermed besidder en regering, der repræsenterer hele folket tilhørende dets territorium uden hensyn til race, overbevisning eller hudfarve. Wien-deklarationen, som blev vedtaget enstemmigt ved afslutningen af FNs Menneskerettighedskonference i Wien i 1993, er det mest aktuelle udtryk for det internationale samfunds interesse i at beskytte og fremme universelle menneskerettigheder. Deklarationens del 1, paragraf 2, gentager de to ovennævnte bestemmelser i folkeretten. Det faktum, at disse to bestemmelser er samlet i en af og er underlagt en fremmed magt, understreger yderligere rigtigheden af denne beskrivelse af situationen i Tibet. En ting, som især bør bemærkes, når det drejer sig om situationen i Tibet, er, at kinesernes koloniale kontrol over Tibet blot er en overgangsfase. Det endelige mål er tilintetgørelsen af den tibetanske identitet gennem assimilation, hvilket Hans Hellighed Dalai Lama kalder det kulturelle folkedrab i Tibet. Dette er ikke en vild påstand. Mao Zedong sagde i 1952, at befolkningen i Tibet (hvormed han mente den vestlige halvdel af Tibet, som Kina nu kalder Den autonome region Tibet) i tidens løb skulle forøges fra det daværende tal på 2-3 millioner til over 10 millioner. Kombineret med politisk undertrykkelse brugte Deng Xiaoping sin sociale og økonomiske liberaliseringspolitik til meget effektivt at videreføre Maos politik. I dag er enkelt paragraf i deklarationen, viser, at folkenes ret til selvbestemmelse ikke truer staternes territorielle integritet. Den eneste grund til, at der hersker forvirring om dette spørgsmål, er, at der fra forskellig side fremføres politisk motiverede, men juridisk grundløse påstande. Det er fra dette udgangspunkt, at det tibetanske folks krav på retten til selvbestemmelse og befrielse fra Kinas koloniale og fremmede dominans bør forsvares og det grundløse i det kinesiske krav om territorial overhøjhed over det ulovligt indlemmede tibetanske landområde bør belyses. For det første accepterer Kina ingen ret til selvbestemmelse udover i tilfælde af koloniale herredømmer, selvom Kina er medlem af FN og medunderskriver af Wien-deklarationen. Kina synes end ikke at respektere folkenes ret til selvbestemmelse i tilfælde af fremmed herredømme eller kontrol, da den kinesiske regering næppe selv kan sige sig fri fra, at kineserne er fremmede i Tibet. At tibetanerne udgør en selvstændig nation og et folk med en enestående civilisation og historie er ikke en påstand, der behøver nærmere uddybning. Kinas tvungne indlemmelse af Tibet under sin suverænitet i 1951, den militære invasion og den senere og stadigt eksisterende - politik om skånselsløs undertrykkelse af enhver opposition viser sammen med den klassisk koloniale måde, hvorpå landets ressourcer udnyttes, at Tibet både formelt og reelt er en kinesisk koloni. Det faktum, at regeringen i Tibet domineres Tibet ved at blive oversvømmet af kinesiske indvandrere, fordi der hele tiden skabes de rette politiske, administrative, uddannelsesmæssige, sociale og økonomiske betingelser for at tiltrække disse på bekostning af den tibetanske befolkning. Den kinesiske kontrol over Tibet er i dag præget af kolonial udbytning og udplyndring kombineret med en politik, hvis uundgåelige resultat vil være en udtynding af tibetanerne, alene i kraft af den voldsomme kinesiske dominans. Intet andet folk kan have et mere legitimt krav på respekt for retten til selvbestemmelse, samt frihed fra kolonial og fremmed dominans. Selv hvis man antog, at Kina på en eller anden måde kunne begrunde, at det havde en form for ret til suverænitet over Tibet, da ville denne ret for længst være mistet pga. de grove og systematiske overgreb. Kina baserer sit krav om suverænitet eller suzerænitet over Tibet på historiske postulater. Men indtil den kinesiske annektering var Tibets historie karakteriseret af et ægte selvstyre, der inkluderede evnen til at indgå traktater med andre lande. Kina havde ingen reel eller effektiv kontrol over Tibet overhovedet. Kinas ret til suverænitet eller suzerænitet over Tibet var kun et påskud, en konstruktion, som Tibets magtfulde naboer valgte at acceptere af rent politiske grunde. Når det gælder Tibet, arvede det kommunistiske Kina således intet fra det kejserlige Kina udover en drøm om, en dag at gøre Tibet til en del af det kinesiske imperium. Det faktum, at det 13

14 kommunistiske Kina har virkeliggjort drømmen ved hjælp af magtanvendelse, giver ikke Kinas krav på Tibet nogen legitimitet. Kina har ingen legitime territoriale krav på Tibet, og derfor støtter folkerettens bestemmelser om folkenes ret til selvbestemmelse i situationer med kolonial eller fremmed dominans til fulde det tibetanske folks ønsker og modsiger dermed den kinesiske position. Den suveræne og uafhængige stat Kina efterlever ikke principperne om folkenes lige rettigheder og ret til selvbestemmelse. Det kinesiske folk har ikke en regering, der repræsenterer den befolkning, der tilhører det egentlige Kinas territorium. Kravene i Wien-deklarationen, som Kina har tilsluttet sig og accepteret, opfyldes derfor ikke af landet. Det kinesiske folk har således ikke selv opnået selvbestemmelse i nogen af ordets mange betydninger. Hvordan kan tibetanerne, som den kinesiske regering forsøger at tilintetgøre politisk, økonomisk, socialt, etnisk og kulturelt, da siges at have opnået den mindste smule selvbestemmelse? Hvorvidt princippet om retten til selvbestemmelse stadig er relevant, er i dag ikke et emne, der er genstand for akademisk diskussion. Der har længe været enighed om dette spørgsmål. Den aktuelle debat drejer sig om, hvilken type af selvbestemmelse, der gælder hvilken type folk i en given situation. Den Kinesiske Folkerepublik nægter imidlertid at acceptere folkerettens dynamiske og flertydige karakter mht. folkenes ret til selvbestemmelse selvom landet ikke stiller spørgsmålstegn ved gyldigheden af de relevante internationale traktater, som i et klart sprog omtaler disse rettigheder. Artiklen med originaltitlen China Exerts Might to Scorn People s Right, er fra Tibetan Bulletin, marts-april Oversættelse til dansk: Peter Halkier. 14

15 Munk bag bombesprængninger i Tibet Jeg gjorde det i desperation, fortæller munken bag en bombe i Sog amt sidste år. Flere og flere tibetanske aktivister har igennem de seneste år trodset Dalai Lamas ikke-volds linie og budt kineserne modstand med bombesprængninger. Kinesernes slå hårdt ned kampagne rettes i Tibet mod politiske modstandere specielt de, der bruger voldelige midler. Af Tibet Information Network I en landsby i det nordlige Tibet blev en kinesisk- og en muslimsk-ejet forretning i januar 1996 sprængt i luften som en nationalistisk protest, ifølge en tibetaner fra området, hvor der siden 1993 har været adskillige protester mod kinesiske og muslimske indvandrere. Den igangværende kinesiske slå hårdt ned kampagne mod kriminalitet, der indtil videre har ført til mindst 34 henrettelser i Tibet, er i Tibet først og fremmest rettet mod bombesprængninger udført af aktivister, der kæmper for uafhængighed. Eksplosionen fandt sted i landsbyen Tsenden i Sog amt, 340 km nord for Lhasa, i Nagchu præfektur. Den er først nu blevet beskrevet af den tibetanske munk, som har taget ansvaret for angrebet, og han fremstiller det som et bidrag til genoprettelsen af vores frihed. De lidelser, som de kinesiske gengældelser for bombningen påfører tibetanerne, er større end den skade, bomben påførte kineserne, indrømmede munken senere i et interview. Munkens beretning, der taler om øget militær tilstedeværelse i Sog-området og en forøgelse i antallet af kinesiske embedsmænd, støttes af officielle fremstillinger af det besøg, som Raidi, den øverste tibetanske partileder i Tibet, aflagde i Sog-området juni Raidi medgav, at der stadig var uro i regionen. Situationen i Sog amt er generelt rolig, men der er nogle problemer, sagde Raidi til ledere af militær og politi i området, ifølge en usædvanlig åbenhjertig udsendelse i tibetansk TV den 24. juni. Myndighederne i Sog amt skulle tage sig af opbygningen af militær- og bevæbnede politienheder og hjælpe dem med at løse de eksisterende praktiske vanskeligheder... og konsekvent slå ned på separatisternes sabotageaktiviteter, tilføjede han. Raidi bekræftede, at adskillige kinesiske embedsmænd er blevet sendt til området, og han opfordrede åbent de tibetanske kadrer (partifunktionærer, red.) til at forbedre deres relationer til de nyankomne kinesere. Mange kadrer af Han-nationalitet er netop ankommet. De har brug for tid til at vænne sig til dagliglivet, sproget og omgivelserne her. Kadrer af tibetansk nationalitet skulle vise mere initiativ ved at tage sig af dem og hjælpe dem mere... Vi må aldrig give separatisterne nogen som helst chance, sagde Raidi, som stammer fra Nagchu-området. Slå hårdt ned kampagnen fokuserer i Tibet på politisk protest Begivenhederne kan til en vis grad forklare, hvorfor de kinesiske myndigheder i Tibet har gjort slå hårdt ned kampagnen en offensiv mod kriminalitet over hele Kina til en kamp mod bombeattentater, udført af grupper, der kæmper for uafhængighed. I selve Kina rettes slå hårdt ned kampagnen mod almindelige forbrydelser, som mord, voldtægt og våbensmugleri, og tager ikke tydeligt sigte mod politiske forbrydelser. I denne region er der et særligt behov for at sætte kampen mod splittelsesaktiviteter og sabotage, udført af separatister, i første række, 15

16 erklærede Tibet Daily i en forsideartikel den 6. august. Når vi gennemfører vores slå hårdt ned kampagne, insisterer vi altid på at give kampen mod splittelsesbestræbelser første prioritet og at betragte opklaringen af sager, der omfatter bombesprængninger udført af separatister, som den vigtigste del af slå hårdt ned opgaven, erklærede Gyaltsen Norbu, regeringsleder i Den autonome region Tibet (TAR), i tibetansk TV den 14. august, ifølge BBC Monitoring Service. I kampagnens første måned beslaglagde myndigheder i Tibet 34 skydevåben og 3724 styk ammunition, ifølge den offentlige anklagers nyhedsbrev først i juni. Den 20. juli havde myndighederne opklaret mere end 30 bombesager og konfiskeret 925 kg sprængstof, 2008 detonatorer og 465 meter lunte, ifølge Tibet Daily, citeret i en rapport fra Reuters Bureau den 15. september. Officielle talsmænd har sagt, at der er sket henrettelser, som følge af bombesprængningerne, men har ikke givet detaljer. Når vi har gennemset de sager, hvor der er faldet dom, har vi bemærket os, at alle de kriminelle, der har modtaget dødsdomme, har været enten mordere, røvere, folk skyldige i bombeanslag, forhærdede tyve eller voldtægtsmænd, sagde Bai Zhao, præsident for TAR s højesteret, ifølge Tibet Daily den 17. juni. Hvis vi ikke henrettede dem, ville folket føle utilfredshed og vrede, sagde han, og han tilføjede, at myndighederne havde haft succes med at fange terroristerne, men gav ingen detaljer. har udvalgt. Hvis vi anerkender andre reinkarnationer, truer kineserne os med arrestation, tilføjede munken, der er i tyverne. Munken protesterede også mod nye bestemmelser, der skal reducere antallet af munke og nonner, og mod tilstedeværelsen af kinesiske angivere i klostrene. Kinesiske spioner render dag og nat rundt i vores klostre, skriver han. I sin tilståelse klager han over øget militær tilstedeværelse i området og over den miljøødelæggelse, som angiveligt skulle være forårsaget af kinesiske indvandrere. De kinesere, som har boet der i lang tid, siger, at de beskytter miljøet. I virkeligheden fælder de træer, ødelægger skoven og udrydder dyrelivet, hævder han. I bund og grund, fortalte munken TIN, handlede jeg i desperation. Angrebet var også motiveret af et etnisk Baggrunden for bombesprængningerne Bomben i Sog amt i januar 1996 anrettede let skade på to butikker, men forårsagede ingen personskader, ifølge den førnævnte munk, som gav TIN sit fulde navn og hele sin livshistorie. Munken kommer fra Tsenden, en landsby meget tæt på byen Sog Dzong, det administrative centrum i Sog amt. Eksplosionen, som blev udført kl om morgenen den 13. januar var en protest mod, at kineserne har afvist det barn, som ellers anses for at være Panchen Lamas reinkarnation, og mod andre former for kinesisk religionspolitik. Religionspolitikken omfattede i Sog-området tilsyneladende afbrænding af billeder af den landflygtige Dalai Lama, ifølge munken, der bragte bomben til sprængning. Kineserne, der slet ikke tror på Karma (loven om årsag og virkning i buddhistisk forstand, red.), brænder portrætter af Dalai Lama, sagde munken i en skriftlig erklæring, hvori han tilstod forbrydelsen. De tvinger os til at anerkende den Panchen Lama, som de 16

17 modsætningsforhold til de såkaldte Hui, det vil sige kinesiske muslimer, og den ene af de to bombede forretninger var ejet af en Hui-handelsmand. Den tredje grund til at jeg bombede forretningen var, at en Hui havde fornærmet tibetanerne, sagde munken. Hui-immigranter har i den seneste tid benyttet sig af Kinas økonomiske liberalisering til at etablere sig som omvandrende handelsfolk i det nordlige Tibets nomadebefolkede områder, indbefattet Sog amt, der ligger tæt ved grænsen til Qinghai-provinsen. Tidligere beretninger fra tibetanere i Lhasa og Sog amt har beskyldt Hui-immigranter for forsøg på at forgifte tibetanere ved at forurene fødevarer med urin, for at bruge falske penge, og for hånlige forsøg på at købe lus og kropssnavs af tibetanere. I februar 1995 blev en Hui-ejet restaurant i Lhasa gennemsøgt af en stor folkemængde, efter at en gæst havde fortalt, at han havde fundet en menneskefinger i sin mad. Bombeangrebet i Sog amt synes at være gennemført på initiativ af munken selv, som til bomben anvendte sprængstof, der skulle anvendes til vejbyggeri. Han havde fundet ud af, hvordan man fremstiller en bombe, mens han arbejdede med klippesprængning i et lokalt kommunalt beskæftigelsesprojekt. Efter episoden blev omkring 30 lokale tibetanere, der mistænktes for at være antikinesiske, heriblandt munken, afhørt af politiet, som erklærede, at den skyldige ville blive henrettet, når han blev fundet. Det lykkedes munken at slippe væk kort efter, da kinesiske embedsmænd forlod deres post i Sog amt for at vende hjem til det kinesiske nytår. Men han siger, at mange blev tilbageholdt, i kortere tid, da det blev opdaget, at han var flygtet. Efter bombningen blev kornsalget indstillet i et nærliggende område, ifølge munken som gengældelse for eksplosionen. Efter 1993 har kineserne gradvist reduceret kornsalget, men efter episoden indstillede de det, sagde munken. Folk er nødt til at rejse til Nagchu (ca. 200 km vest for Sog Dzong) for at købe korn, og kun de bemidlede har råd til rejsen. De øvrige må sulte. Anvendelsen af vold synes at stride mod anbefalinger givet af den landflygtige tibetanske leder, Dalai Lama, der har erklæret, at han vil trække sig tilbage, hvis hans tilhængere opgiver deres pacifistiske holdning. Munken, der kommer fra et kloster, der støtter Dalai Lama i de nuværende religiøse stridigheder omkring beskytterguddommen Dorje Shugden, udtrykte sin fulde støtte til den landflygtige leder. Han hævdede, at 80% af tibetanerne i området er meget patriotiske, og at mange havde støttet bombningen. Bombesprængningen i Tsenden i januar 1996 er kun en ud af en række antikinesiske voldelige episoder i Sog amt siden 1993, der alle er blevet fulgt op af massive kinesiske modforholdsregler indbefattet arrestationer og tortur af fanger. Sog amt har en lang tradition for antikinesisk modstand, og i hvert fald frem til 1968 opererede lokale guerillagrupper i området. Også i andre dele af Tibet, blandt andet i Lhasa, har der været udført antikinesiske bombesprængninger de seneste år, men først under slå hårdt ned kampagnen har de kinesiske myndigheder indrømmet dette. Artiklen er sammensat af uddrag af Bombing in Sog County;»strike hard«to continue, TIN News Update / 26 December, Oversættelse og bearbejdelse Herluf Forchhammer. 17

18 Ronald Schwartz beskriver de begivenheder i 1987, som gjorde turister i Tibet til nyhedsindsamlere Af Ronald D. Schwartz I efteråret 1987 fandt der tre demonstrationer sted i Lhasa ledet af buddhistiske munke og nonner. Demonstrationerne, som var for tibetansk selvstændighed, blev overværet af flere udenlandske turister. Den begivenhed, der førte til, at udlændinge blev involveret, var demonstrationen den 1. oktober, hvor demonstranter blev arresteret, tævet af politiet og ført til en nærliggende politistation. Et stort antal rasende tibetanere kastede sten mod politiet og satte ild til en politistation i et forsøg på at befri de tilbageholdte demonstranter. I adskillige timer beskød politiet folkemængden, hvorved 8 blev dræbt og mange flere såret. Omkring 50 udlændinge var til stede, hvoraf 5 blev arresteret for at tage billeder og fik deres film konfiskeret. Udlændingene blev opfordret af tibetanere til at tage billeder af demonstrationerne og af de dræbte og sårede, samt til at viderebringe nyhederne til resten af verden. Efter at have overværet hvordan tibetanere heriblandt børn blev beskudt foran politistationen, begyndte udlændingene at diskutere indbyrdes, hvordan de skulle forholde sig. De rejsende indså, at det var vigtigt at dokumentere begivenhederne med fotos og fik etableret et system, så de film, der blevet optaget, blev smuglet tilbage til hotellerne, hvor man kunne gemme dem for politiet. Sårede tibetanere, som var bange for at henvende sig til de offentlige hospitaler af frygt for at blive arresteret (eller fordi de regnede med at blive nægtet behandling), blev bragt til tibetanske hjem i den gamle bydel. En del udlændinge talte sammen, og der var voksende moralsk forargelse over, hvad man havde været vidne til. De lokale myndigheder var tydeligvis utroværdige, og udlændingene indså derfor, at de selv måtte tage ansvaret for, hvordan de skulle tackle krisen. Der var to vidt forskellige slags turister til stede i folkemængden: gruppeturister og individuelle rejsende. Det var sidstnævnte, der blev tilbage som vidner og det var op til dem at afgøre, hvad deres rolle i begivenhedsforløbet skulle være. Denne gruppe dækkede så forskellige fagområder som medicin, journalistik, fotografi, menneskerettigheder og jura. Desuden var der 18 folk, der havde personlige kontakter til journalister, regeringer og internationale organisationer. Tidlig om aftenen den 1. oktober blev der indkaldt til små, improviserede møder på adskillige hoteller for at diskutere begivenhederne på pladsen om eftermiddagen. Ideen om at holde disse første møder synes at være opstået hos rejsende, der ikke selv havde over- Turister i været begivenhederne, og som ønskede at vide hvad, der var sket. Initiativet til møderne skyldtes også de rejsendes egen frygt og usikkerhed mht. deres situation. Telefon- og telexforbindelserne til og fra Tibet var blevet afbrudt. Der var frygt for, at vestlige turister var kommet til skade på pladsen eller var blevet tilbageholdt af politiet. Der var rygter om, at en vestlig turist var blevet dræbt på politistationen. Rent faktisk havde en kugle strejfet en vestlig turist, som stod midt i folkemængden på pladsen. Blandt de rejsende blev man enige om at undersøge, om nogle udlandske turister på hotellerne var forsvundet. Det blev også meddelt, at et hold vestlige læger havde organiseret en behandling af de tibetanere, der blev holdt skjult, og på møderne blev der indsamlet medicin o.l. Disse første møder drejede sig først og fremmest om de problemer, som de rejsende selv stod over for, men nogle af øjenvidnerne til skydningen foreslog, at de sammen skulle

19 lave en præcis beskrivelse til den vestlige presse af begivenhedsforløbet på pladsen. Mange rejsende frygtede, at kineserne ville give en ukorrekt redegørelse for hvad, der var sket (den officielle kinesiske version af begivenhederne, som blev givet til pressen næste morgen, hævdede, at politiet ikke havde åbnet ild, og at tibetanerne havde skudt på hinanden ). Politiet havde allerede chikaneret og tilbageholdt udlændinge, og udlændinge var blevet anklaget for at stå bag demonstrationerne. Følelsen af at være forfulgt af de kinesiske myndigheder bidrog til, at udlændingene reagerede kollektivt. Meddelelser blev sat op på de andre hoteller om, at der kl. 23 samme aften ville blive holdt et møde for alle interesserede rejsende. Omkring 60 dukkede op til mødet. Blandt de tilstedeværende var også Reuters korrespondent i Beijing, som var ankommet efter den første demonstration den 27. september. Han indsamlede film og notater fra de rejsende, som skulle bringes ud af Tibet. Dette var begyndelsen på et fast samarbejde mellem turister og udenlandske korrespondenter. Samarbejdet om at bringe nyheder ud af Tibet fortsatte også efter, at de kinesiske myndigheder havde tvunget alle journalister til at forlade Lhasa den 9. oktober. Mange deltagere erklærede fra begyndelsen, at udlændingene ikke måtte vise på hvis side, de var, men skulle forblive neutrale. Hvis de fortsat skulle spille en aktiv rolle, skulle det være som vidner og nyhedsindsamlere. Man var enige om fortsat at holde møder, som blev annonceret på alle hoteller gennem opslag om fødselsdagsfest. Dette var bl.a. for at beskytte hotelpersonalet mod at blive mistænkt af politiet for at samarbejde med de rejsende ved at tillade møderne. Som tiden gik blev gruppen mindre, og man følte, det var nødvendigt at omgærde gruppens aktiviteter med større og større diskretion. I ugen efter demonstrationerne blev der foretaget en bølge af arrestationer af tibetanske dissidenter. En skandinavisk rejsende, som var medlem af Amnesty International, deltog i møderne og foreslog, at man samlede dokumentation om, hvordan fangerne blev behandlet, og om hvordan myndighederne havde slået ned på den politiske opposition. Dette krævede så, at man indsamlede den type oplysninger, som menneskerettighedsorganisationer bruger fx udførlige lister over fanger og førstehåndsinterviews om fangernes forhold og behandlingen af dem, samt at oplysningerne checkes omhyggeligt. Det krævede også større diskretion for at beskytte tibetanere, som var indstillet på at give oplysninger, samt sikre procedurer for kontakt til dem. Ved et af de senere møder blev to amerikanere ekskluderet fra gruppen for at have lavet private aftaler med vestlige nyhedsbureauer om at give billeder og historier mod betaling. Gruppens holdning var, at de var opportunister snarere end vidner at de var individualister uden social ansvarsfølelse. En af dem, som var fotograf, havde bragt demonstrerende tibetanere i fare ved at sælge billeder, der viste deres ansigter. Gruppen så det som sin opgave at fungere som formidlere mellem de tibetanske demonstranter og verden udenfor ved at videregive korrekte oplysninger uden at bringe tibetanere i fare. Samtidig var det vigtigt at blive taget seriøst af ansvarlige organisationer uden for Tibet, hvilket indebar, at man måtte udvikle et samarbejde med diplomater, pressen og internationale organisationer. Efter møderne i efteråret 1987 blev der ikke afholdt flere fællesmøder for rejsende. Der var blevet etableret en arbejdsgang for, hvordan man indsamlede og viderebragte informationer til verden udenfor, og udenlandske rejsendes funktion under urolighederne i Tibet var blevet fastlagt. En kerne af engagerede udlændinge holdt fast i og udvidede deres kontakter både indenfor og udenfor Tibet. Journalister blev holdt orienteret om hvad, der skete i Tibet, som stort set var et lukket land for journalister fra 1987 og de følgende år. Men de af dem, som det lykkedes at besøge Tibet, kendte navnene på vesterlændinge, som kunne bistå dem med hjælp og information. Generelt vidste man på forhånd, om det var sandsynligt, at der ville blive holdt demonstrationer, hvilket hyppigst skete på vigtige mindedage. Der blev udviklet en taktik for, hvordan man skulle overvære demonstrationer f.eks. bevægede man sig altid i grupper på mindst 3 personer for at gøre det vanskeligt for politiet at isolere og tilbageholde udlændingene enkeltvis. Når rejsende hørte fra tibetanere, at der var udsigt til demonstrationer, kunne rygtet spredes til stort set alle rejsende. Efter alle de alvorlige episoder, hvor sikkerhedsstyrkerne angreb og dræbte tibetanske demonstranter, blev der samlet film ind blandt 19

20 turisterne, og detaljerede øjenvidneberetninger blev samlet sammen. Rejsende stillede præcise redegørelser for, hvad der var sket, til rådighed for den internationale presse og menneskerettighedsorganisationer, som modvægt til de kinesiske myndigheders version. Disse udenlandske bureauer og organisationer forventede derefter, at rejsende i Tibet ville stille op som vidner efter uroligheder. Faktisk blev pressekonferencer i Hong Kong med rejsende, som havde oplevet uroligheder i Tibet, almindelig journalistisk praksis i 1988 og Efter urolighederne i 1987 forsøgte den kinesiske regering at stoppe indrejse i Tibet for individuelle rejsende og kun at give adgang for guidede grupper (Tibet forblev således officielt åbent ). Dog var der altid forskellige måder at slippe igennem de kinesiske restriktioner på. De kinesiske myndigheders forsøg på at skræmme de rejsende, som blev ved med at komme, mislykkedes. En erklæring, som blev sat op på alle hoteller i Lhasa efter den 1. oktober, meddelte, at det ikke er tilladt for udlændinge at overvære og fotografere urolighederne, som er anstiftet af nogle få separatister, ej heller er det tilladt at lave fordrejet propaganda, som ikke stemmer overens med virkeligheden. Officielle advarsler som denne blev ignoreret af de rejsende. Når demonstrationer var i vente, blev de rejsende instrueret af embedsmænd om at blive på deres hoteller. Turisterne blev dog ved med at finde på måder at snige sig ud af deres hotel og hen på pladsen for at overvære demonstrationerne. Den fare, vesterlændingene var udsat for under urolighederne i Tibet, var reel nok. Een udlænding en hollandsk kvinde blev ramt af skud fra et automatvåben, da sikkerhedsstyrkerne skød ind i en flok tilskuere, som bestod af både udlændinge og tibetanere under en demonstration i december Udlændinge, som fotograferede en anden demonstration 3 uger senere, blev tævet og ført bort med et gevær i ryggen. Turisterne blev klar over, at de nød en slags diplomatisk immunitet som udenlandske vidner. De vidste, at hvis en udlænding blev skudt eller såret, ville det tiltrække sig verdenspressens opmærksomhed og skabe diplomatiske vanskeligheder for Kina. Hvis de blev arresteret, forventede de ikke at blive tortureret og fængslet som de tibetanske demonstranter. I den senere tids debat om turisme har det især været fremført, at turisten ikke oplever landet, som det virkelig er, at turistens og værtens roller er præget af overfladiskhed, og at turisme generelt påvirker værtskulturen på en negativ måde. Den rolle turister spillede under urolighederne i Tibet fra 1987 til 1989 viser, at disse konklusioner om turisme ikke altid holder stik. Ronald D. Schwartz er professor i sociologi ved University of Newfoundland, Canada. Originalartiklen Tourists Under Fire, er fra Annals of Tourism Research 1991, vol.18. Oversættelse Peter Halkier En anden form for turisme Kinesisk soldat og barn i radiobil foran Potala, Lhasa Foto Søren Asp 20