Stensgaard, Pernille: Typisk os: Når danskheden gør ondt. I: Weekendavisen den

Transkript

1 FORSIDE FRA VIKINGETID TIL VELFÆRDSSTAT MATERIALE Stensgaard, Pernille: Typisk os: Når danskheden gør ondt. I: Weekendavisen den Ole Hyltoft: Ædel nationalisme. I: Jyllandsposten den 8. august 2000 Her taget fra: NATASJA - Gi mig Danmark tilbage!, 2007 Slott-Møller, Harald: Pigen, der finder Guldhornet, 1906

2 Stensgaard, Pernille: Typisk os: Når danskheden gør ondt. I: Weekendavisen den Forskning i nationalkarakter har siden Anden Verdenskrig været forbudt, tabuiseret eller bare klamt. Nu er det igen tilladt. Peter Gundelach er professor i sociologi og først for nylig blevet stueren. Hvis han selv skal sige det. Hans forskningsfelt er danskerne og det danske. Dansk mentalitet og nationalfølelse. Den slags har siden Anden Verdenskrig været forbudt, tabuiseret eller bare klamt, fordi det nationale kunne misbruges og få folk til at gøre grusomme ting. For Gundelach er den store omvæltning, at forskning i en slags nationalkarakter ikke bare er tilladt nu, men en del af en bølge der skyller hen over den vestlige verden. Senest i bogen I hjertet af Danmark, som han har skrevet sammen med teologen Hans Raun Iversen og religionssociologen Margit Warburg. Anderledes var det, da den svenske antropolog Åke Daun i 1989 skrev Svensk mentalitet og første gang præsenterede sine resultater på en kongres i Sverige - da fik han med Gundelachs formulering rullet ørerne.»det kunne man bare ikke tillade sig at forske i på grund af den ideologiske relation til fortiden, men så begyndte det at vokse frem alle mulige andre steder,«siger Peter Gundelach på sit kontor i det gamle kommunehospital i København, hvor sociologi er havnet. Selv begyndte han nogenlunde samtidig med svenskeren at skrive bøger baseret på spørgeskemaundersøgelser, hvor han søgte en karakteristik af danskerne sammenlignet med andre landes befolkninger, men uden at have identitetsspørgsmålet og deres forhold til det nationale med.»det er blevet noget, man kan tillade sig at forske i. Men det ligger stadig på grænsefladen mellem at være halvvejs lidt noget fis og halvvejs forskning. Hvor alvorligt kan man tage det, ikke sandt? Det har karakter af at være noget, man ikke kan tage håndfast på, samtidig med at det helt klart er der.«den pludselige forskningsmæssige interesse for national identitet satte ind i begyndelsen af 1990erne. Først det historiske kæmpeværk Dansk Identitetshistorie redigeret af Ole Feldbæk, der prøvede at udlede den danske selvopfattelse af historiens gang. Værket bestod af en serie publikationer, men forfatterne gik ikke ud og spurgte folk direkte. En anden historiker, Uffe Østergaard, skrev også om danskerne på det tidspunkt.»dansk forskning var en del af en international tendens, der poppede op i Norge, Sverige, Amerika og Tyskland. Det interesserede folk,«siger Gundelach.»Man kan betragte interessen dels som en modebølge, dels som en forståelse af, at nationerne ikke sådan lige forsvinder, som nogle troede, de ville gøre i EU og internationalt samarbejde. Dengang var globaliseringsteorierne meget primitive, de er meget mere avancerede i dag. Men i slutningen af 1980erne

3 frygtede man, at vi ville blive væltet omkuld og ensliggjort. At det hele pludselig ville blive ét fedt. Men det skete ikke. Folk blev ved med at holde af deres land og genfortolke det og deres nationalfølelse i forhold til andre lande. Altså måtte der være et eller andet dér.«han citerer Hans Scherfig for at have sagt:»mine tænder interesserer mig kun, når de gør ondt.«det samme her, hvor engagementet i det nationale øges, fordi man føler, det er under pres. Der kommer også indvandrere til det stærkt homogene lille land, og kan de nu blive rigtige danskere? En anden bremseklods på forskningen i nationalkarakter er væk, nemlig klassetænkningen. I 1970erne stod marxismen stærkt. Klasse, køn, grupper og andre opdelinger dominerede, og ingen mente, at der fandtes noget fælles folkeligt; og hvis der var, blev det tolket som et klasseprojekt. Helt modsat konkluderer Gundelach, Warburg og Raun Iversen i I hjertet af Danmark, at der er en masse fælles på tværs af klasserne i Danmark, og de tilbageviser altså ideen om, at alting er klassebestemt.»forskellen mellem danskere indbyrdes er ofte mindre end forskellen mellem danskerne og folk i andre lande,«siger han.»det nationale forener folk på tværs af klasser og på tværs af alt, og dermed undsiger man en klassebetragtning.«udvalgte dele af det fælles gods ophæves til at være»typisk dansk«, men kun det, vi er stolte af, og ikke de unges eksorbitante drikkeri for eksempel. Vi konstruerer noget, vi kalder»dansk«ud af det, der passer ind i vores kram.»national identitet er ikke et objektivt faktum eller en ting, der er graveret dybt i os alle sammen, men noget foranderligt og diskuterende. I mellemkrigstiden troede man på en nationalkarakter som noget, der fandtes. En iboende egenskab, som folk, der lever i en bestemt nation, har. Næsten raceagtigt. Vi siger i dag, at den skabes. Hvis man spørger danskerne, hvad der er typisk dansk, får man alle mulige forskellige svar, men hvis man spørger, om der er noget, der er typisk dansk, får man svaret: 'Ja, det er der!'«- Hvad er vores yndlingssyn på os selv?»at vi er et fredeligt, positivt, tolerant, demokratisk folk. Og noget af det kan vi få bekræftet, for eksempel at demokratiet ligger meget højt i Danmark.«- Hvordan kan din forskning sende samfundet i en bedre retning?»hvis vi forstår os selv, kan det måske bruges til at forstå vores reaktioner, mane til besindelse og eftertanke og genfortolkning af vores historie.«- Hvor meget udvikler den fælles mentalitet sig? Jeg synes altid, det er den samme historie om, hvor pragmatiske og kompromissøgende vi er?»indvandringen har været et chok, fordi vi havde en tradition - med stor ret synes jeg nok - med at have et velfungerende samfund, som var relativt konfliktfrit, og så kommer indvandringen, som vi bare ikke kan

4 håndtere. Vores holdning var, 'Nå ja, det klarer vi jo bare', men det kunne vi ikke. Pludselig var der stærk ulighed, indvandrerne blev placeret i bunden af samfundet. Vi havde problemer med arbejdsløshed, med at forstå det kulturelle. Hvorfor er de så vrede på os, hvorfor er der nogen, der tramper på det danske flag? Den form for refleksion har ændret os.«peter Gundelach bemærkede under konferencer i udlandet, at de forsamlede forskere altid diskuterede forskellen på de forskellige lande. For at komme ind på livet af hinanden. Gundelachs bog Det er dansk (2002) prøver at reflektere over det nationale, og han læste med forbløffelse To sider af samme sund, hvor danskere skrev om svenskere og omvendt: Alt, hvad svenskerne skrev om danskerne, var positivt, og alt, hvad danskere skrev om Sverige, var negativt. Han tænkte: Hvad har vi gang i? Hvorfor har vi brug for at markere os så stærkt over for svenskerne? Hvorfor vil vi have et hierarki, hvor vi er lidt bedre end andre, og hvorfor har svenskere ikke brug for det?»en forklaring kunne være, at Danmark igen og igen har skullet tilpasse sig store nationale nederlag. Danmark har været stolt af mindre og mindre og mindre på grund af ambitiøse konger og dårlige generaler. Hvordan indarbejder man det? Med en form for resignation, men også en stolthed over, at det overhovedet lykkedes at overleve. Det kunne ligesågodt være gået dårligt, og vi var forsvundet. Så kom den stærke nationalisme i 1860erne, '70erne og '80erne - og efter Anden Verdenskrig den voldsomme satsning på en velfærdsstat og samarbejde. Det kunne lade sig gøre at få et enormt velfungerende, rigt samfund uden problemer overhovedet. Det kunne vi, selv om vi var skudt helt ned, små og betydningsløse. Vi gik fra at være et storrige til et ubetydeligt land i Europas periferi. Så selv om vi er ikke er lige så gode som de andre, er vi alligevel bedre.«- Hvad skal der til, før en nationalfølelse kan trives?»en eller anden fortælling om noget, der går godt, noget man klarer. Og en form for enhedsforståelse også. Italienernes nationalfølelse er lav, de har ikke nogen særlig positiv holdning til staten, det samme gælder måske Spanien og Tyskland, hvor det er enormt vigtigt ikke at markere nationalfølelse. Det er et meget interessant eksperiment, tyskerne laver: Kan man have noget nationalt uden at lægge hierarki eller undertrykkelse i det? Man skal ramme noget, der er ægte i én, en rod i samfundet uden den negative side. Det er vel også den danske fortolkningskamp i øjeblikket: en ikke-afvisende nationalfølelse.«- Hvem er interesserede i at finde sådan en følelse og opdyrke den?»det tror jeg i virkeligheden, vi alle sammen er. Jeg vil personligt gerne have et ikke-politiserende danskhedsprojekt, som jeg kan identificere med mig. Altså tilfredshed over at være dansk, som ikke indebærer, at man ser ned på indvandrere eller forholder sig negativt til folk fra andre lande. Den underspillede, men meget stærke nationalfølelse og følelsen af, at alting faktisk er meget bedre i Danmark, spiller en rolle, når udlændinge ikke føler sig godt tilpas i Danmark.«

5 Ole Hyltoft: Ædel nationalisme. I: Jyllandsposten 8/ Her taget fra: [...] Jeg tror ikke danskere af naturen er dygtigere eller ædlere end afrikanere eller palæstinensere. Men jeg er vis på, det ikke er nogen tilfældighed, at danskere bor i Danmark og tyrkere i Tyrkiet. De vilkår, vi i århundreder har levet under, har gjort os forskellige. Danskernes ofte måneder lange mørketid med kulde og blæst og så de fire måneder i strålende lys, herlig blæst, under blide bøge og langs saftige enge. Det har gjort os forudseende, flittige, måske også lidt forsigtige. Og selvstændige. Nordboerne ville ikke underkaste sig prælater og paver. Vi ville have personligt ansvar for vores liv og en direkte forbindelse til Vorherre. Derfor blev vi lutheranere. De toneangivende taler for tiden ilde om det nationale. Her i internettets ungdomsår er det internationale det smarte. Men ligesom alle mennesker har brug for at mestre et arbejde, har vi brug for at mestre det sprog og den kultur, der er blevet til på vores jord, og som forbinder os med de mennesker, der levede ved disse strande for 100, 200, 300 år siden. Det var os, der drog i leding mod England, os der faldt for grev Rantzaus rytterknægte ved Aalborg i 1534, os der skrev H.C. Andersens eventyr. Multietnerne foragter det nationale. Forstår de da ikke, at det er nationalfølelsen, der har skabt det smukkeste, vi ejer i Danmark? Aakjærs, Thøger Larsens digte, Carl Nielsens, Lange-Müllers musik, Købkes og Lundbyes malerier. Som det er i Danmark, er det i udlandet. Monet i Frankrig, Turner i England, Carl Larsson i Sverige, Caspar David Friedrich i Tyskland ædel nationalisme. Disse og tusindvis af andre kunstneres værker er udtryk for forskellighed, national forskellighed. Dette er en rigdom. Jeg har mistanke om, at de djøf'ere, der er ved at tage magten overalt i verden, ikke har sans for denne rigdom. De fatter den simpelt hen ikke, fortabte som de er i detajlforhandlinger, skyskrabere, produktionstal, markeder. Den bedste kunst er udtryk for en folkesjæl, der er ukendt land for djøf'erne. Danskerne er for øjeblikket i gang med at afprøve, hvor langt vi kan strække den individuelle frihed uden at det nationale sammenhold går tabt. Børnene og de gamle skal have lige rettigheder med de voksne. Kvinderne med mændene. Bøsserne med hetero'erne. Alle, også de uarbejdsdygtige og de syge, skal kunne få hus, have, bil, fjernsyn, avis. Men samfundet skal også have overskud til, at vi løfter fælles store opgaver. [...] Projektet "Frihed for alle" er i gang. Men projektet går i stå, hvis vi skal bruge en masse af vores kræfter til at lære hundredtusinder af indvandrede muslimer, at man ikke banker sin kone, at man ikke slår gamle mennesker ned på gaden, at man selv må bestemme, hvem man vil gifte sig med, at man taler dansk i Danmark. Og hvis muslimerne bliver så mange, at deres levevis bliver den herskende i dele af Danmark, bliver det danske friheds- og velfærdsprojekt endnu sværere at gennemføre. For projektet er vederstyggeligt for muslimer. Derfor må vi sige til enhver, der vil bosætte sig i Danmark: Du skal være velkommen her. Men kun hvis du vil være dansker og med i vores danske projekt. Jeg synes ikke der er noget uforstandigt, umoralsk eller uvenligt over for fremmede i sådan en holdning, som jeg også synes andre lande skal have. Kunne vi ikke diskutere det fordomsfrit? I ly af den ro, de blomstrende roser, morgenfruer og storkenæb i disse uger sænker over Danmark.

6 NATASJA - Gi mig Danmark tilbage! Ey danmark, hvad sker der for dig? Jeg savner dig, jeg vil ha' dig tilbage, ligesom i de gamle dage hvor en spa'e var en s.. YO! Jeg vil ha' dig tilbage, ligesom i de gamle dage hvor en fri fugl var fri, og hvor man mente hvad man sae'. Ey Danmark, jeg savner dig. Jeg freaking fucking savner dig. Du skræmmer mig, jeg vil ha dig tilbage, for jeg græmmer mig. Jeg kan se det ske, det' ak det' ve. Det' Satan og han lægger kræfterne i, Det' nat over dag. Det' bæ over ble. Det' død over liv. Det' træl over fri Det' kød på kniv. Det' råb, det' skrig. Det ligner en krig, og det' spild af politi. Det' dødeligt giftigt, min urtete, Og det' noget de kan li' i det danske parti, Helt fucked up på sne. Woow, sagde jeg det? Meget skal man høre, Gud bevare mit humør.

7 Så ta' lidt luft. Kom til fornuft, og prøv og fat det. At Staden den var fin, og de vil aldrig ku' erstat den. Hele folket blev til grin fra den dag da de besat' den. Nu' det værre end det vilde vest, det ku' vi ha' fortalt dem. Så gir de ungdomshuset væk til en fanatisk sækt, med et kors i røven, hvor er det frækt. Gi' mig mit land tilbage, ligesom i de gamle dage. Gi' mig frisindet igen, der lurer under byens tage. Gi' mig København igen, min farverige gamle ven. Gi' mig ungeren igen. Vi vil ha ungeren igen! Fjern heroin fra Istedgade og la' Staden være. Hvis du stammer garnet, yo, så be'r du om ballade. Det' snak, det' snik. Det' top retorik. Det' ik politik. Det pis og polemik. Her kører det fedt, så vi keder os lidt. Vi har indsigt, hvad med et U-lands kick. Yo, flåden er slidt, børn er fallit Tro mig i Danmark der var vi det fint. Så ufatteligt godt at det er vores pligt, At gøre noget godt, der hvor det' skidt Verden er vor fremtid men vi fatter det ik. Vi har for travlt med at forpurre vores egen butik.

8 Så gi' mig mit Danmark tilbage, ligesom i de gamle dage. Gi' mig frisindet igen, der lurer under byens tage. Gi' mig København igen, min farverige gamle ven. Gi' mig ungeren igen. Vi vil ha ungeren igen! Fjern heroin fra Istedgade og lad Staden være. Hvis du strammer garnet, yo, så be'r du om ballade. En helt unik energi. Men se økonomi er ganske fri for empati, har ingen pli. Ekshippier, skabsrygere der vælger at tie. Kom nu i gang i har vidst noget i skal sige. Rødvin og piller, hele fucking landet chiller, ungdommen bli'r vildere. Flere og flere sniffer sniffer kokain fra Dafur til Berlin. Yo, et junkfrit røgmarked er en rimelig sjælden ting. Men vi havde et. Meget skal man høre, Gud bevare mit humør. Tror de selv at de kan lægge byen tør? Se toppen fatter ik' en dør af hvad de gør. Sådan vil det være, sådan har det altid været før. Det sprog vi taler hedder kroner og ører. Og en grådig mand har aldrig været svær at forføre. Se grådighed går hånd i hånd med magt. Og større vil ha større, mere vil ha mere. Staten er jo helt op' og køre. Ta' lidt luft. Kom det fornuft og prøv og fat det.

9 At Danmark har det fint, og USA ka' ik' erstat' det. Gi mig' ungeren igen, vi vil ha ungeren igen. Gi' mig København igen, min farverige gamle ven. Gi' mig frisindet igen, vi vil ha frisindet igen. Gi' mig Danmark tilbage ligesom i de gamle dage. Få lidt styr på Istedgade og la' Staden være. Hvis du strammer garnet, yo, så kvæler du jo barnet. Jeg savner dig jeg vil ha' dig tilbage, Ligesom i de gamle dage hvor en spa'e var en s.. yo! Jeg vil ha dig tilbage ligesom i de gamle dage, Hvor en fri fugl var fri og hvor man mente hvad man sagde. Ey, gi mig mit Rabalderstræde og få styr på Istedgade.. Arh, kom nu for fanden!

10