For så vidt angår sagsøgte (1), professor emeritus, dr.phil. Bent Jensen:

Transkript

1 DOM Afsagt den 2. juli 2010 i sag nr. BS R4-153/2007: Journalist Jørgen Dragsdahl Pederstrupvej Ballerup mod Professor Bent Jensen Vestergaard Regissevej Frørup og Chefredaktør Carsten Juste c/o Jyllands Posten Grøndalsvej Viby J og Redaktionschef John Hansen c/o Jyllands Posten Grøndalsvej Viby J og Journalist Jette Elbæk Maressa c/o Jyllands-Posten Grøndalsvej Viby J og Journalist Sanne Gram c/o Jyllands-Posten Grøndalsvej Viby J Sagens baggrund og parternes påstande Sagen, der er en privat straffesag anlagt den 8. februar 2007, drejer sig om, hvorvidt de sagsøgte har været berettiget til at fremkomme med de udtalelser, der fremgår af påstanden. Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande: For så vidt angår sagsøgte (1), professor emeritus, dr.phil. Bent Jensen: Principalt: 01. Sagsøgte, professor emeritus, dr.phil. Bent Jensen tilpligtes at anerkende, at have fremsat og udbredt de nedenfor anførte sigtelser for forhold, der er egnet til at nedsætte sagsøgeren i medborgeres agtelse:

2 - 2 - Arkiverne har vist, at Jørgen Dragsdahl var KGB-agent, siger Bent Jensen, som beskriver resultaterne af sine arkivstudier i en artikel i denne avis. [ Internetavisen Jyllands-Posten ( bilag 001 Rb. I / 05 pag. 01 m.). ] Informations tidligere chefredaktør Torben Krogh kom Dragsdahl til undsætning ved at hævde, at enhver redaktør kunne stemples som indflydelsesagent, fordi det hørte med til jobbet at lade sig bespise af udenlandske diplomater. Krogh mente, at han selv havde fået et usædvanligt godt indblik i de overvejelser og motiver, der prægede Kremls politik. Hverken Krogh eller andre KGB-kontaktpersoner har dog kunnet påvise en eneste lille oplysning, som resultat af kontakterne. Oplysningerne gik den anden vej. [ Internetavisen Jyllands-Posten ( bilag 003 Rb. I / 08 pag. 02, afsnit 02 f.ov.). ] Dragsdahl har senere pralet af, at han fik tilkendt et "efter danske forhold pænt beløb og en total tilbagekaldelse af alle beskyldninger fra Ekstra Bladet." Han fik kr. I dag kan det dokumenteres, at en stor del af oplysningerne i Ekstra Bladets artikler var sande [ Internetavisen Jyllands-Posten ( bilag 003 Rb. I / 08 pag. 03, afsnit 03 f.ov.). ] Dragsdahl har selv givet udtryk for, at han "ser frem til, at historikere får adgang til de primære kilder, så diverse myter kan blive afkræftet." Her følger afkræftelsen af den myte, Dragsdahl selv har kunnet fremlægge i kraft af de lukkede arkiver. [ Internetavisen Jyllands-Posten ( bilag 003 Rb. I / 08 pag. 03, afsnit 04 f.ov.). ] Dragsdahl indrømmede nu, at et af hans møder med føringsofficeren Vladimir Minin var blevet forlagt til Roskilde. Som grund angav han, at de to ikke havde ønsket at blive genkendt. Han oplyste ikke hvorfor. [Morgenavisen Jyllands-Posten : Sektion Indblik pag. 03, spalte 03.] PET mente, at Dragsdahl i virkeligheden var gået langt videre i sit samarbejde med KBG, end han nu ville være ved. PET's formål med 1986-samtalen var at give ham en advarsel ved at afsløre, at man var vidende om hans konspirative omgang med KGB-officerer i Danmark og i udlandet. [Morgenavisen Jyllands-Posten : Sektion Indblik pag. 03, spalte 04.] PET's fortrolige konklusion til eget brug lød således: "Set med KGB-briller har D[ragsdahl]s position [ ] været ualmindelig nyttig. Det er ikke uden grund, at han på et tidspunkt i Centret blev benævnt som "nr. 1" i Danmark, men hvor meget man reelt har fået ud af denne agent, kan der kun gisnes om." Dragsdahl var altså ifølge både KGB og PET KGB-agent. [ Internetavisen Jyllands-Posten ( bilag 003 Rb. I / 08 pag. 05 afsnit 01f.nd. ] DIIS-UDREDNINGENS BILLEDE af Dragsdahls meriter er så tilslørende, at det må betegnes, som vildledende. Det hedder blot, at han var "i PETs søgelys i kraft af sine nære kontakter til østblokkens pressefolk såvel i Danmark som i Sovjetunionen."(7) Men der er intet om hans konspirative omgang med KGBføringsofficerer i Danmark og i udlandet. Og det forties, at PET karakteriserede Dragsdahl som agent. Selv om de danske efterretningstjenester via Gordejevskij fik "en enestående indsigt" i Sovjetunionens operationer i Danmark, er hans oplysninger ikke anvendt, og han er heller ikke som Dragsdahl blevet interviewet i forbindelse med udredningen. DIIS-udrederne har set det samme materiale i PET's arkiv, som

3 - 3 - denne artikel bygger på, og må derfor vide, at PET anså Jørgen Dragsdahl for at være KGB-agent. Alligevel har man valgt at fortie dette forhold. [ Internetavisen Jyllands-Posten ( bilag 003 Rb. I / 08 pag. 06 afsnit 01.ov.). ] Det er i øvrigt ikke kun Dragsdahl-sagen, som mildt sagt er mangelfuldt belyst i DIIS-udredningen Danmark Under Den Kolde Krig. Det samme gør sig gældende for adskillige andre [ her kursiveret ] af KGBs danske agenter, villige hjælpere, meddelere og samtalepartnere. [ Internetavisen Jyllands-Posten ( bilag 003 Rb. I / 08 pag. 06 afsnit 02 f.ov.). ] Da jeg første gang for omkring to år siden læste de relevante dokumenter i PETs arkiv, blev jeg målløs. Ekstra Bladets påstande var i alt væsentligt sande, og Dragsdahl havde på falsk grundlag fået lukket munden på bladet og endda uretmæssigt fået en stor sum penge presset ud af avisen. [ Internetavisen Jyllands-Posten ( bilag 004 Rb. I / 18, pag. 02, afsnit 04 f.ov.] Jeg var naturligvis spændt på at se, hvordan den omfattende DIIS-udredning ville behandle denne sag. Udredningen blev offentliggjort i sommeren 2005 og endnu engang blev jeg målløs: I stedet for at give en retvisende fremstilling af Dragsdahls hemmelige (konspirative i PET-jargon) møder med sine føringsofficerer i Danmark og i udlandet, er udredningen fuldkommen tavs. [Morgenavisen Jyllands-Posten, Internetavisen , pag. 01, afsnit 03 f.nd.] Dragsdahl er ganske vist nævnt flere gange i udredningen, men læseren bliver holdt i uvidenhed om arten af hans forhold til KGB, og det forties ganske, at både KGB og PET betegnede ham som agent. [ Internetavisen Jyllands-Posten ( bilag 004 Rb. I / 18, pag. 02, afsnit 06 f.ov.] Efter alt at dømme var det lykkedes Dragsdahl at forskrække PETs ledelse med henvisninger til krænkelse af privatlivets fred og rigets sikkerhed og andet godt fra havet. [ Internetavisen Jyllands-Posten ( bilag 004 Rb. I / 18, pag. 02, afsnit 02 f.nd.] Da Dragsdahl om fredagen blev kontaktet af Jyllands-Posten og fik avisens resumé af min artikel, videresendte han den omgående til PET. Formentlig har han også som tidligere mobiliseret indflydelsesrige politikere og embedsmænd. Det var altså den ifølge PET tidligere KGB-agent, det fik PET til at forsøge at bremse min artikel om agenten. [ Internetavisen Jyllands-Posten ( bilag 004 Rb. I / 18, pag. 02, afsnit 01 f.nd.] Jørgen Dragsdahl bedrev under Den Kolde Krig kampagnejournalistik på basis af falske dokumenter fremstillet af KGB, og dagbladet Information hvor han var ansat, bragte falske spionanklager mod sovjetiske systemkritikere. Det var DESINFORMATION. [ Internetavisen Jyllands-Posten ( bilag 008 Rb. I / 34, pag. 01, afsnit 01 f.ov.] Dragsdahl og Information lod altså offentligheden forstå, at der efter alt at dømme var tale om et autentisk, amerikansk dokument, og at USA stod bag marxistiske terrorbanders likvideringer og andre forbrydelser i Europa. [ Internetavisen Jyllands-Posten ( bilag 008 Rb. I / 34, pag. 02, afsnit 03 f.nd.]

4 - 4 - Der er imidlertid intet hos Gates om dobbeltbeslutningens katastrofale følger. Det er helt Dragsdahls egen opfindelse. [ Internetavisen Jyllands-Posten ( bilag 008 Rb. I / 34, pag. 04, afsnit 03 f.ov. in fine.] Dragsdahls brug af Gordijevskij er lige så betændt. Gordijevskijs fremstilling tegner et billede, der for det første understreger, at der ikke var vestlige planer om et kernevåbenangreb på Sovjetunionen; og at det for det andet var den sovjetiske ledelses egne konspirationsforestillinger og forfølgelsesvanvid, der frembragte frygten for et vestligt angreb. [ Internetavisen Jyllands-Posten ( bilag 008 Rb. I / 34, pag. 04, afsnit 04 f.ov.] Her var intet at misforstå. Dragsdahls artikel var 100 pct. ren eller rettere beskidt desinformation. [ Internetavisen Jyllands-Posten ( bilag 008 Rb. I / 34, pag. 05, afsnit 02 f.ov.] For mig, der altså ikke er jurist, er det som samfundsborger forbløffende, at der blandt jurister kan herske uklarhed om, hvorvidt det er strafbart eller ej at arbejde for en fremmed efterretningstjeneste ved mod eller uden betaling at tjene denne magts interesser f.eks. via desinformation. [ Internetavisen Jyllands-Posten ( bilag 016 Rb. I / 43, pag. 02, afsnit 02 f.ov.] Er årelange, intensive og lyssky kontakter til diverse agenter for en totalitær, fjendtlig magt at betragte som omfattet af privatlivets fred? [ Internetavisen Jyllands-Posten ( bilag 016 Rb. I / 43, pag. 02, afsnit 04 f.ov.] Dragsdahl forsøger nu at vinde sympati ved at fremstille sig selv som et patriotisk vidne, der af egen drift i sin tid henvendte sig til PET for med sine oplysninger at hjælpe den danske hemmelige tjeneste i dens arbejde. Han henvendte sig imidlertid, fordi han følte jorden brænde under sig, idet han var blevet bekendt med, at PET havde ham i søgelyset. [ Internetavisen Jyllands-Posten ( bilag 016 Rb. I / 43, pag. 02, afsnit 02 f.nd.] Han fortav sine konspirative møder med KGB-agenter på mystiske steder i Danmark og i udlandet. Han bekræftede dem først og meget modstræbende otte måneder senere, da han blev tilsagt af PET, og punkt for punkt måtte indrømme de forhold, tjenesten var vidende om og håndfast kunne dokumentere. [ Internetavisen Jyllands-Posten ( bilag 016 Rb. I / 43, pag. 02, afsnit 02 f.nd.] Det var i kraft af politisk beskyttelse, at Dragsdahl dengang kunne triumfere, og at der blev begået en uret mod Ekstra Bladet og dets dygtige journalister. Har dette forhold slet ingen interesse? Er der slet ingen kollegial harme over, at kolleger dengang blev ofre for et justitsmord? Tilsyneladende ikke. Ekstra Bladet er jo ikke som Information en fin, intellektuel og venstreorienteret avis, der læses af de kloge på universiteterne og andre fine steder. [ Internetavisen Jyllands-Posten ( bilag 016 Rb. I / 43, pag. 03, afsnit 03 f.nd.] Og min kritik af DIIS-udredningen går på, at den fortier, at PET karakteriserede Dragsdahl som "agent", selv om DIIS-udrederne havde kendskab til PETs vurdering. Jeg mener naturligvis heller ikke, at en PET-medarbejders vurdering er det endelige bevis for noget som helst. Men PETs opfattelse kom jo ikke ud af den blå luft - det var en konklusion, der blev nået, efter at Dragsdahl skridt for skridt blev nødt til at vedgå en række konspiratoriske møder (som han først havde forsøgt at lyve sig fra),

5 - 5 - fordi PET var i stand til at dokumentere disse ting. Og en hovedkilde til PETs viden var, som alle ved, dobbeltagenten Oleg Gordijevskij. [ Weekendavisen for den ( bilag 014 Rb. I / 44, pag. 01, afsnit 01 f.nd. ] Jeg har f.eks. påvist, at JD i sin gengivelse af en amerikansk artikel skrev det stik modsatte af, hvad den pågældende artikel indeholdt. Dvs. jeg påviste, at han bedrev desinformation eller for at sige det ligeud: Udbredte løgn. Og det er ikke et enestående tilfælde. [ INTERNETAVISEN Jyllands-Posten for den ( bilag 17 Rb. I / 53, pag. 02, afsnit 02 f.ov..] I det følgende vil jeg forholde mig til nogle få eksempler på JDs utrolig betændte forhold til sandheden det der i KGB-jargon hedder desinformatsija. [ Information for den bilag 222 Rb. I / 61, pag. 01, afsnit 02 f.nd.] I skrivelsen hedder det, at PET ikke umiddelbart mener sig i stand til at afgøre, om referatet udtrykker institutionens opfattelse eller alene en medarbejders personlige vurdering. Ved at klippe og klistre får JD det til, at skrivelsen fastslår, at referatet alene er udtryk for den pågældende medarbejders personlige vurdering af sagen. En 100 pct. løgn. [ Information for den bilag 222 Rb. I / 61, pag. 02, afsnit 02 f.ov.] Harris kritiserede derimod venstreorienterede for konsekvent at have haft en forkert opfattelse af Sovjetunionen og for at have talt for tilpasning. Den kolde Krig var endt med en drønende sejr for den demokratisk-kapitalistiske ideologi og dens system. Dragsdahls artikel var 100 pct. ren eller rettere snavset desinformation. [ Information for den bilag 222 Rb. I / 61, pag. 02, afsnit 04 f.ov.] JDs hykleri er kvalmende. Det var et skændigt makværk, som KGB ikke kunne have lavet bedre. [ Information for den bilag 222 Rb. I / 61, pag. 03, afsnit 04 f.nd.] De fem eksempler er kun et mindre udvalg af JDs mangeårige desinformationsvirksomhed. Og de er ikke de værste. [ Information for den bilag 222 Rb. I / 61, pag. 03, afsnit 02 f.nd.] Alle de oplysninger, som PET oprindelig havde fået fra Gordijevskij, de viser sig, stort set, at være rigtige. Det eneste punkt, hvor Dragsdahl ikke ville vedgå, var, at han havde fået penge. Jeg vil være så fræk, i hvert fald i denne forsamling, og sige, at det er formentlig, fordi PET ikke er i stand til at bevise, fordi bogholderiet, det befinder sig i KGB s hovedkvarter i Moskva, og det har PET ikke adgang til. Jeg er helt sikker jeg kan ikke vide det men jeg er ret sikker på, at Gordijevskij også på det tidspunkt, også på det punkt taler sandt. [ Udtalelse fremsat under frokostsymposion den arrangeret af CEPOS Center for Politiske Studier ( bilag 026 Rb. I / 62) + bånd.] Fælles for de to sager er ikke mindst det forhold, at G s oplysninger kunne bekræftes af PET s egen efterforskning. [ Morgenavisen Jyllands-Posten for den bilag 186 Rb. II / 28, pag. 01, afsnit 03 f.nd.] Og det er direkte forkert, når man påstår, at PET hovedsagelig kun havde Gordijevskij-materialet at støtte sig til. Det var som sagt PET s egen årelange og grundige efterforskning, der bekræftede Gordijevskijs oplysninger. [ Morgenavisen Jyllands-Posten for den bilag 186 Rb. II / 28, pag. 04, afsnit 02 f.ov.]

6 - 6 - Man forstår Jørgen Dragsdahls glæde over kommissionens taskenspilleri. Han er selv ekspert på området. Men det har som sagt ikke interesseret Den kongelige Kommission. [ Morgenavisen Jyllands-Posten for den bilag 186 Rb. II / 28, pag. 04, afsnit 01 f.nd.] 02. Sagsøgte, professor emeritus, dr.phil. Bent Jensen idømmes straf principalt en betinget frihedsstraf og en tillægsbøde, subsidiært en bøde i medfør af straffelovens 268 og/eller De ærefornærmende sigtelser kendes ubeføjet, jfr. straffelovens 273, stk Sagsøgte, professor emeritus, dr.phil. Bent Jensen tilpligtes helt eller delvis in solidum med sagsøgte (2) - (5) at betale sagsøger kr ,00 i godtgørelse for den skete krænkelse med tillæg af sædvanlig procesrente af kr ,00 regnet fra udtagelsen af stævning og af kr ,00 fra den 23. april Subsidiært: 01. Sagsøgte, professor emeritus, dr.phil. Bent Jensen tilpligtes at anerkende, at have fremsat og udbredt de nedenfor anførte sigtelser for forhold, der er egnet til at nedsætte sagsøgeren i medborgeres agtelse: Dragsdahl har senere pralet af, at han fik tilkendt et "efter danske forhold pænt beløb og en total tilbagekaldelse af alle beskyldninger fra Ekstra Bladet." Han fik kr. I dag kan det dokumenteres, at en stor del af oplysningerne i Ekstra Bladets artikler var sande [ Internetavisen Jyllands-Posten ( bilag 003 Rb. I / 08 pag. 03, afsnit 03 f.ov.). ] Dragsdahl har selv givet udtryk for, at han "ser frem til, at historikere får adgang til de primære kilder, så diverse myter kan blive afkræftet." Her følger afkræftelsen af den myte, Dragsdahl selv har kunnet fremlægge i kraft af de lukkede arkiver. [ Internetavisen Jyllands-Posten ( bilag 003 Rb. I / 08 pag. 03, afsnit 04 f.ov.). ] Dragsdahl indrømmede nu, at et af hans møder med føringsofficeren Vladimir Minin var blevet forlagt til Roskilde. Som grund angav han, at de to ikke havde ønsket at blive genkendt. Han oplyste ikke hvorfor. [Morgenavisen Jyllands-Posten : Sektion Indblik pag. 03, spalte 03.] PET mente, at Dragsdahl i virkeligheden var gået langt videre i sit samarbejde med KBG, end han nu ville være ved. PET's formål med 1986-samtalen var at give ham en advarsel ved at afsløre, at man var vidende om hans konspirative omgang med KGB-officerer i Danmark og i udlandet. [Morgenavisen Jyllands-Posten : Sektion Indblik pag. 03, spalte 04.] PET's fortrolige konklusion til eget brug lød således: "Set med KGB-briller har D[ragsdahl]s position [ ] været ualmindelig nyttig. Det er ikke uden grund, at han på et tidspunkt i Centret blev benævnt som "nr. 1" i Danmark, men hvor meget man reelt har fået ud af denne agent, kan der kun gisnes om." Dragsdahl var altså ifølge både KGB og PET KGB-agent. [ Internetavisen Jyllands-Posten ( bilag 003 Rb. I / 08 pag. 05 afsnit 01f.nd. ]

7 - 7 - DIIS-UDREDNINGENS BILLEDE af Dragsdahls meriter er så tilslørende, at det må betegnes, som vildledende. Det hedder blot, at han var "i PETs søgelys i kraft af sine nære kontakter til østblokkens pressefolk såvel i Danmark som i Sovjetunionen."(7) Men der er intet om hans konspirative omgang med KGBføringsofficerer i Danmark og i udlandet. Og det forties, at PET karakteriserede Dragsdahl som agent. Selv om de danske efterretningstjenester via Gordejevskij fik "en enestående indsigt" i Sovjetunionens operationer i Danmark, er hans oplysninger ikke anvendt, og han er heller ikke som Dragsdahl blevet interviewet i forbindelse med udredningen. DIIS-udrederne har set det samme materiale i PET's arkiv, som denne artikel bygger på, og må derfor vide, at PET anså Jørgen Dragsdahl for at være KGB-agent. Alligevel har man valgt at fortie dette forhold. [ Internetavisen Jyllands-Posten ( bilag 003 Rb. I / 08 pag. 06 afsnit 01.ov.). ] Det er i øvrigt ikke kun Dragsdahl-sagen, som mildt sagt er mangelfuldt belyst i DIIS-udredningen Danmark Under Den Kolde Krig. Det samme gør sig gældende for adskillige andre [ her kursiveret ] af KGBs danske agenter, villige hjælpere, meddelere og samtalepartnere. [ Internetavisen Jyllands-Posten ( bilag 003 Rb. I / 08 pag. 06 afsnit 02 f.ov.). ] Da jeg første gang for omkring to år siden læste de relevante dokumenter i PETs arkiv, blev jeg målløs. Ekstra Bladets påstande var i alt væsentligt sande, og Dragsdahl havde på falsk grundlag fået lukket munden på bladet og endda uretmæssigt fået en stor sum penge presset ud af avisen. [ Internetavisen Jyllands-Posten ( bilag 004 Rb. I / 18, pag. 02, afsnit 04 f.ov.] Jeg var naturligvis spændt på at se, hvordan den omfattende DIIS-udredning ville behandle denne sag. Udredningen blev offentliggjort i sommeren 2005 og endnu engang blev jeg målløs: I stedet for at give en retvisende fremstilling af Dragsdahls hemmelige (konspirative i PET-jargon) møder med sine føringsofficerer i Danmark og i udlandet, er udredningen fuldkommen tavs. [Morgenavisen Jyllands-Posten, Internetavisen , pag. 01, afsnit 03 f.nd.] Dragsdahl er ganske vist nævnt flere gange i udredningen, men læseren bliver holdt i uvidenhed om arten af hans forhold til KGB, og det forties ganske, at både KGB og PET betegnede ham som agent. [ Internetavisen Jyllands-Posten ( bilag 004 Rb. I / 18, pag. 02, afsnit 06 f.ov.] Efter alt at dømme var det lykkedes Dragsdahl at forskrække PETs ledelse med henvisninger til krænkelse af privatlivets fred og rigets sikkerhed og andet godt fra havet. [ Internetavisen Jyllands-Posten ( bilag 004 Rb. I / 18, pag. 02, afsnit 02 f.nd.] Da Dragsdahl om fredagen blev kontaktet af Jyllands-Posten og fik avisens resumé af min artikel, videresendte han den omgående til PET. Formentlig har han også som tidligere mobiliseret indflydelsesrige politikere og embedsmænd. Det var altså den ifølge PET tidligere KGB-agent, det fik PET til at forsøge at bremse min artikel om agenten. [ Internetavisen Jyllands-Posten ( bilag 004 Rb. I / 18, pag. 02, afsnit 01 f.nd.]

8 - 8 - Og min kritik af DIIS-udredningen går på, at den fortier, at PET karakteriserede Dragsdahl som "agent", selv om DIIS-udrederne havde kendskab til PETs vurdering. Jeg mener naturligvis heller ikke, at en PET-medarbejders vurdering er det endelige bevis for noget som helst. Men PETs opfattelse kom jo ikke ud af den blå luft - det var en konklusion, der blev nået, efter at Dragsdahl skridt for skridt blev nødt til at vedgå en række konspiratoriske møder (som han først havde forsøgt at lyve sig fra), fordi PET var i stand til at dokumentere disse ting. Og en hovedkilde til PETs viden var, som alle ved, dobbeltagenten Oleg Gordijevskij. [ Weekendavisen for den ( bilag 014 Rb. I / 44, pag. 01, afsnit 01 f.nd. ] Jeg har f.eks. påvist, at JD i sin gengivelse af en amerikansk artikel skrev det stik modsatte af, hvad den pågældende artikel indeholdt. Dvs. jeg påviste, at han bedrev desinformation eller for at sige det ligeud: Udbredte løgn. Og det er ikke et enestående tilfælde. [ INTERNETAVISEN Jyllands-Posten for den ( bilag 17 Rb. I / 53, pag. 02, afsnit 02 f.ov..] Alle de oplysninger, som PET oprindelig havde fået fra Gordijevskij, de viser sig, stort set, at være rigtige. Det eneste punkt, hvor Dragsdahl ikke ville vedgå, var, at han havde fået penge. Jeg vil være så fræk, i hvert fald i denne forsamling, og sige, at det er formentlig, fordi PET ikke er i stand til at bevise, fordi bogholderiet, det befinder sig i KGB s hovedkvarter i Moskva, og det har PET ikke adgang til. Jeg er helt sikker jeg kan ikke vide det men jeg er ret sikker på, at Gordijevskij også på det tidspunkt, også på det punkt taler sandt. [ Udtalelse fremsat under frokostsymposion den arrangeret af CEPOS Center for Politiske Studier ( bilag 026 Rb. I / 62) + bånd.] 02. Sagsøgte, professor emeritus, dr.phil. Bent Jensen idømmes straf principalt en betinget frihedsstraf og en tillægsbøde, subsidiært en bøde i medfør af straffelovens 268 og/eller De ærefornærmende sigtelser kendes ubeføjet, jfr. straffelovens 273, stk Sagsøgte, professor emeritus, dr.phil. Bent Jensen tilpligtes at anerkende, at have været uberettiget til at fremsætte de nedenfor anførte udsagn: Arkiverne har vist, at Jørgen Dragsdahl var KGB-agent, siger Bent Jensen, som beskriver resultaterne af sine arkivstudier i en artikel i denne avis. [ Internetavisen Jyllands-Posten ( bilag 001 Rb. I / 05 pag. 01 m.). ] Informations tidligere chefredaktør Torben Krogh kom Dragsdahl til undsætning ved at hævde, at enhver redaktør kunne stemples som indflydelsesagent, fordi det hørte med til jobbet at lade sig bespise af udenlandske diplomater. Krogh mente, at han selv havde fået et usædvanligt godt indblik i de overvejelser og motiver, der prægede Kremls politik. Hverken Krogh eller andre KGB-kontaktpersoner har dog kunnet påvise en eneste lille oplysning, som resultat af kontakterne. Oplysningerne gik den anden vej. [ Internetavisen Jyllands-Posten ( bilag 003 Rb. I / 08 pag. 02, afsnit 02 f.ov.). ] Jørgen Dragsdahl bedrev under Den Kolde Krig kampagnejournalistik på basis af falske dokumenter fremstillet af KGB, og dagbladet Information hvor han var ansat,

9 - 9 - bragte falske spionanklager mod sovjetiske systemkritikere. Det var DESINFORMATION. [ Internetavisen Jyllands-Posten ( bilag 008 Rb. I / 34, pag. 01, afsnit 01 f.ov.] Dragsdahl og Information lod altså offentligheden forstå, at der efter alt at dømme var tale om et autentisk, amerikansk dokument, og at USA stod bag marxistiske terrorbanders likvideringer og andre forbrydelser i Europa. [ Internetavisen Jyllands-Posten ( bilag 008 Rb. I / 34, pag. 02, afsnit 03 f.nd.] Der er imidlertid intet hos Gates om dobbeltbeslutningens katastrofale følger. Det er helt Dragsdals egen opfindelse. [ Internetavisen Jyllands-Posten ( bilag 008 Rb. I / 34, pag. 04, afsnit 03 f.ov. in fine.] Dragsdahls brug af Gordijevskij er lige så betændt. Gordijevskijs fremstilling tegner et billede, der for det første understreger, at der ikke var vestlige planer om et kernevåbenangreb på Sovjetunionen; og at det for det andet var den sovjetiske ledelses egne konspirationsforestillinger og forfølgelsesvanvid, der frembragte frygten for et vestligt angreb. [ Internetavisen Jyllands-Posten ( bilag 008 Rb. I / 34, pag. 04, afsnit 04 f.ov.] Her var intet at misforstå. Dragsdahls artikel var 100 pct. ren eller rettere beskidt desinformation. [ Internetavisen Jyllands-Posten ( bilag 008 Rb. I / 34, pag. 05, afsnit 02 f.ov.] For mig, der altså ikke er jurist, er det som samfundsborger forbløffende, at der blandt jurister kan herske uklarhed om, hvorvidt det er strafbart eller ej at arbejde for en fremmed efterretningstjeneste ved mod eller uden betaling at tjene denne magts interesser f.eks. via desinformation. [ Internetavisen Jyllands-Posten ( bilag 016 Rb. I / 43, pag. 02, afsnit 02 f.ov.] Er årelange, intensive og lyssky kontakter til diverse agenter for en totalitær, fjendtlig magt at betragte som omfattet af privatlivets fred? [ Internetavisen Jyllands-Posten ( bilag 016 Rb. I / 43, pag. 02, afsnit 04 f.ov.] Dragsdahl forsøger nu at vinde sympati ved at fremstille sig selv som et patriotisk vidne, der af egen drift i sin tid henvendte sig til PET for med sine oplysninger at hjælpe den danske hemmelige tjeneste i dens arbejde. Han henvendte sig imidlertid, fordi han følte jorden brænde under sig, idet han var blevet bekendt med, at PET havde ham i søgelyset. [ Internetavisen Jyllands-Posten ( bilag 016 Rb. I / 43, pag. 02, afsnit 02 f.nd.] Han fortav sine konspirative møder med KGB-agenter på mystiske steder i Danmark og i udlandet. Han bekræftede dem først og meget modstræbende otte måneder senere, da han blev tilsagt af PET, og punkt for punkt måtte indrømme de forhold, tjenesten var vidende om og håndfast kunne dokumentere. [ Internetavisen Jyllands-Posten ( bilag 016 Rb. I / 43, pag. 02, afsnit 02 f.nd.] Det var i kraft af politisk beskyttelse, at Dragsdahl dengang kunne triumfere, og at der blev begået en uret mod Ekstra Bladet og dets dygtige journalister. Har dette forhold slet ingen interesse? Er der slet ingen kollegial harme over, at kolleger dengang blev ofre for et justitsmord? Tilsyneladende ikke. Ekstra Bladet er jo ikke som Information en fin, intellektuel og venstreorienteret avis, der læses af de kloge på universiteterne og andre fine steder.

10 [ Internetavisen Jyllands-Posten ( bilag 016 Rb. I / 43, pag. 03, afsnit 03 f.nd.] I det følgende vil jeg forholde mig til nogle få eksempler på JDs utrolig betændte forhold til sandheden det der i KGB-jargon hedder desinformatsija. [ Information for den bilag 222 Rb. I / 61, pag. 01, afsnit 02 f.nd.] I skrivelsen hedder det, at PET ikke umiddelbart mener sig i stand til at afgøre, om referatet udtrykker institutionens opfattelse eller alene en medarbejders personlige vurdering. Ved at klippe og klistre får JD det til, at skrivelsen fastslår, at referatet alene er udtryk for den pågældende medarbejders personlige vurdering af sagen. En 100 pct. løgn. [ Information for den bilag 222 Rb. I / 61, pag. 02, afsnit 02 f.ov.] Harris kritiserede derimod venstreorienterede for konsekvent at have haft en forkert opfattelse af Sovjetunionen og for at have talt for tilpasning. Den kolde Krig var endt med en drønende sejr for den demokratisk-kapitalistiske ideologi og dens system. Dragsdahls artikel var 100 pct. ren eller rettere snavset desinformation. [ Information for den bilag 222 Rb. I / 61, pag. 02, afsnit 04 f.ov.] JDs hykleri er kvalmende. Det var et skændigt makværk, som KGB ikke kunne have lavet bedre. [ Information for den bilag 222 Rb. I / 61, pag. 03, afsnit 04 f.nd.] De fem eksempler er kun et mindre udvalg af JDs mangeårige desinformationsvirksomhed. Og de er ikke de værste. [ Information for den bilag 222 Rb. I / 61, pag. 03, afsnit 02 f.nd.] Fælles for de to sager er ikke mindst det forhold, at G s oplysninger kunne bekræftes af PET s egen efterforskning. [ Morgenavisen Jyllands-Posten for den bilag 186 Rb. II / 28, pag. 01, afsnit 03 f.nd.] Og det er direkte forkert, når man påstår, at PET hovedsagelig kun havde Gordijevskij-materialet at støtte sig til. Det var som sagt PET s egen årelange og grundige efterforskning, der bekræftede Gordijevskijs oplysninger. [ Morgenavisen Jyllands-Posten for den bilag 186 Rb. II / 28, pag. 04, afsnit 02 f.ov.] Man forstår Jørgen Dragsdahls glæde over kommissionens taskenspilleri. Han er selv ekspert på området. Men det har som sagt ikke interesseret Den kongelige Kommission. [ Morgenavisen Jyllands-Posten for den bilag 186 Rb. II / 28, pag. 04, afsnit 01 f.nd.] 05. Sagsøgte, professor emeritus, dr.phil. Bent Jensen tilpligtes helt eller delvis in solidum med sagsøgte (2) - (5) at betale sagsøger kr ,00 i godtgørelse for den ved de påklagede udsagn påførte krænkelse med tillæg af sædvanlig procesrente af kr ,00 regnet fra udtagelsen af stævning og af kr ,00 fra den 23. april For så vidt angår de sagsøgte, ansvarshavende chefredaktør Carsten Juste, redaktionschef John Hansen, journalist Jette Elbæk Maressa og journalist Sanne Gram: 01. De sagsøgte, ansvarshavende chefredaktør Carsten Juste, redaktionschef John Hansen, journalist Jette Elbæk Maressa og journalist Sanne Gram tilpligtes at anerkende, at have

11 fremsat og udbredt de nedenfor anførte sigtelser for forhold, der er egnet til at nedsætte sagsøgeren i medborgeres agtelse: Forsker anklager journalist for KGB-samarbejde Den Kolde Krig: Historieprofessor Bent Jensen har som den første gennemgået Politiets Efterretningstjenestes dokumenter om journalist Jørgen Dragsdahl: Han var agent for KGB, konkluderer professoren. Dragsdahl erkender betænkelig nærkontakt med KB; men afviser agentanklage og beskylder Bent Jensen for fusk. [ Morgenavisen Jyllands-Posten , Forsiden: Overskrift og brødtekst. ] Foto/Fotostat udvisende sagsøger med et "KGB-slips". ( Af John Hansen, Jette Elbæk Maressa og Sanne Gram ) Journalist Jørgen Dragsdahl var agent for Sovjetunionens efterretningstjeneste KGB, i 1970'erne og 1980'erne. Så værdifuld på den anden side af jerntæppet, at KGB's hovedkvarter i Moskva kaldte Dragsdahl for "nr. 1" i Danmark. Det er historikeren, professor ved Syddansk Universitet Bent Jensens konklusion, efter at han som den første har haft adgang til dokumenter om Dragsdahl-sagen i PET's arkiver. "Arkiverne har vist, at Jørgen Dragsdahl var KGB-agent", siger Bent Jensen, som beskriver resultaterne af sine arkivstudier i en artikel i denne avis. [ Morgenavisen Jyllands-Posten , Forsiden sp. 01. ] Morgenavisen Jyllands-Posten har talt med flere kilder, som kender til sagen. Deres samstemmende billede er, at grænsen til egentlig agentvirksomhed er hårfin, men flere fremhæver samtidig, at tilfældet Dragsdahl er et klassisk eksempel på, hvordan den kommunistiske påvirkning under Den Kolde Krig foregik. [ Morgenavisen Jyllands-Posten : Sektion Indblik pag. 01. ] De kaldte ham nr. 1 < Foto/Fotostat. > [ Morgenavisen Jyllands-Posten : Sektion Indblik pag. 02 f.ov. ] Den Kolde Krig: Var Jørgen Dragsdahl sovjetisk agent i 1980'erne? Mistanken mod den kendte Information-journalist har været luftet før - og afvist af retten - men i dag fremlægger professor Bent Jensen nye oplysninger. Det fremgår af nyåbnede arkiver, at Politiets Efterretningstjeneste overvågede

12 Jørgen Dragsdahl og i interne dokumenter beskrev ham som agent. KGB-hovedkvarteret i København kaldte ham ifølge PET "nr. 1" i Danmark. [ Morgenavisen Jyllands-Posten : Sektion Indblik pag. 02, sp. 00. ] Bent Jensen er i gang med et større forskningsprojekt om Danmark under Den Kolde Krig. Han har valgt særskilt at offentliggøre sine fund om Jørgen Dragsdahl i denne redegørelse, hvor han også går i rette med DIIS-udredningen. "Danmark under Den Kolde Krig". DIIS-forskerne har haft adgang til det samme afklassificerede arkivmateriale som Bent Jensen, men de nævner ikke, at PET omtalte Jørgen Dragsdahl som "agent" for KGB. [ Morgenavisen Jyllands-Posten : Sektion Indblik pag. 02, sp. 00. ] 02. De sagsøgte, ansvarshavende chefredaktør Carsten Juste, redaktionschef John Hansen, journalist Jette Elbæk Maressa og journalist Sanne Gram idømmes straf i medfør af straffelovens De ærefornærmende sigtelser kendes ubeføjet, jfr. straffelovens 273, stk De sagsøgte, ansvarshavende chefredaktør Carsten Juste, redaktionschef John Hansen, journalist Jette Elbæk Maressa og journalist Sanne Gram tilpligtes helt eller delvis in solidum med sagsøgte Bent Jensen at betale sagsøger kr ,00 i godtgørelse for den skete krænkelse med tillæg af sædvanlig procesrente af kr ,00 regnet fra udtagelsen af stævning og af kr ,00 fra den 23. april De sagsøgte har nedlagt påstand om frifindelse. Oplysningerne i sagen Ekstra-Blads sagen Den 5. januar 1992 bragte Ekstra Bladet en artikel skrevet af journalist Jakob Andersen, med overskriften "Jørgen Dragsdahl arbejdede i Redaktør på Information var KGB-Spion og hvoraf bl.a. fremgik:

13 "Oleg Gordijevskij fortæller: - Da Stanislav Tjebotok [ note 01.] havde fået godt fat i Dragsdahl [ note 02.], begyndte han at give ham ideer til, hvad han skulle skrive i Information, når han behandlede storpolitiske og militære emner. Han gav ham fakta, og han gav ham argumenter. Mikhail Petrovitj Ljubimov, blev så fascineret af ham, at han selv overtog ham - det vil sige: Ljubimov blev hans føringsofficer ( case-officer ) Aften efter aften sad Tjebotok og Ljubimov og snakkede om, hvad de skulle fodre ham med næste gang. Da KGB-stationen i København rigtig havde fået lassoen om Informations medarbejder, blev Dragsdahl en celeber agent på de indre linjer. Man tildelte ham kodenavnet "STOT", og hver gang han skrev en artikel i Information, der indeholdt oplysninger fra KGB, skete følgende 1. Tjebotok og Ljubimov læste og analyserede artiklen. 2. Der blev sendt et telegram til Center, nærmere betegnet: Første Hoveddirektorat i KGB-hovedkvarteret i Moskva. Telegrammet indeholdt et resume af artiklen og påviste KGB's indflydelse. 3. Senere blev hele artiklen sendt til Center ad de sædvanlige KGB-kanaler. I Ekstra Bladet beskrev vi forleden en stor KGB-operation rettet imod Statsministeriet og Udenrigsministeriet. Meningen var, at de skulle aflyttes, infiltreres og tømmes for hemmeligheder. I et dokument til Center ( Nr. 687/PR af 13. oktober Top Hemmeligt ) nævner Ljubimov Dragsdahl under hans kodenavn "STOT" som en af dem, man vil bruge til at skaffe oplysninger om de to ministerier. Det er Gordijevskij, der har identificeret "STOT" som værende Dragsdahl." Artiklen blev fulgt op med en artikel af 6. januar 1992, hvor det under overskriften "Minister lod Dragsdahl slippe var anført: "Ekstra Bladet er vidende om, at sagen om Jørgen Dragsdahl har været forelagt justitsministeren og regeringen til afgørelse, og alt tyder således på, at det gik ham som Arne Herløv Petersen." Artiklerne blev kommenteret i Information den 7. januar 1992 i en artikel med overskriften Justitsministre kender intet til spion-sag mod Dragsdahl. Af artiklen fremgår blandt andet: "Såvel borgerlige som socialdemokratiske justitsministre fra 1973 til 1989 afviser, at de på noget tidspunkt har været inde på overvejelser om at rejse tiltale imod Informations udenrigs- og sikkerhedspolitiske medarbejder Jørgen Dragsdahl, for overtrædelse af straffelovens bestemmelser om spionage. Men ingen af de forhenværende justitsministre, Information har talt med, kan bekræfte Ekstra Bladets historie om, at "det samme var tilfældet i sagen om Jørgen Dragsdahl". De kender intet til nogen "sag". " Artikler med lignende indhold blev samme dag bragt i Berlingske Tidende, Politikken, B.T., og Det Fri Aktuelt. Den 22. januar 1992 udtog Jørgen Dragsdahl stævning mod Ekstra Bladet i anledning af de bragte artikler. I perioden herefter fortsatte artikelserien i såvel Ekstra Bladet som i andre aviser. I december 1994 blev den af Jørgen Dragsdahl anlagte sag forligt. Af forligserklæringen fremgår :

14 "FORLIGSERKLÆRING De sagsøgte beklager uforbeholdent over for sagsøgeren de i Ekstra Bladet's artikler i årene 1992 og 1993 fremsatte udtalelser om redaktør Jørgen Dragsdahl, som i de nævnte artikler blev beskyldt for at have været spion respektive agent for KGB, for at have modtaget betaling fra KGB, samt for at have medvirket til spredning af desinformation for Sovjetunionen. Ekstra Bladet betaler til sagsøgeren en af retten fastsat godtgørelse. Ekstra Bladet betaler til sagsøgeren sagsomkostninger som af retten fastsat. Parterne er enige om, at rettens fastsættelse af, hvad der vil skulle tilsvares i godtgørelse og sagsomkostninger, er endelig og ikke kan indbringes for Højesteret. Nærværende erklæring offentliggøres i Ekstra Bladet inden en uge efter forligets indgåelse. Parterne er forpligtet til ikke i forbindelse med forligets offentliggørelse at kommentere forliget og/eller sagen, ligesom de forpligter sig til ikke at offentliggøre de ovenfor nævnte af retten fastsatte beløb. På vilkår som således udvist hæves den af sagsøgeren imod de sagsøgte anlagte injuriesag. Bent Falbert, Sven Ove Gade, Jakob Andersen, Vladimir Pimonov, Jørgen Dragsdahl." Forliget blev offentliggjort i Ekstra Bladet den 17. december Bent Jensens artikler i 2007 Den 14. januar 2007 bragte Jyllands-Posten en række artikler under overskrifterne "Forsker anklager journalist for KGB-samarbejde." af John Hansen, Jette Elbæk Maressa og Sanne Gram, "At være eller ikke være AGENT." af John Hansen, Jette Elbæk Maressa og Sanne Gram, "De kaldte ham nr. 1" af Bent Jensen, og PET-chef svarer ikke på spørgsmål" af John Hansen, Jette Elbæk Maressa og Sanne Gram. Alle vedrørende Bent Jensens udsagn om, at det af PET-arkiverne fremgår, at Jørgen Dragsdahl havde været KGB agent. Af Bent Jensens artikel "De kaldte ham nr. 1" fremgik bl.a. "Den 5. januar 1992 hævdede Ekstra Bladet, at udenrigsredaktør på dagbladet Information, Jørgen Dragsdahl, havde været KGB-spion. Den afhoppede tidligere KGB-officer Oleg Gordijevskij var hovedkilden til bladets påstand, men det hed i artiklen, at Gordijevskijs oplysninger var blevet bekræftet andre steder, og at både den britiske og den danske efterretningstjeneste var i besiddelse af oplysningerne. Dragsdahl skulle ifølge bladet i begyndelsen af 1980 erne have holdt konspiratoriske møder med KGB-officerer bl.a. i Budapest og Wien og fået penge for sit arbejde. Artiklerne var konkrete og detaljerede med hensyn til mødesteder og navne på sovjetiske føringsofficerer. Ud over Gordijevskijs udsagn blev der ikke fremlagt dokumentation for oplysningerne. Bladet synes at have forventet, at Dragsdahl efter afsløringen ville vedgå sit samarbejde med KGB. Ekstra Bladets beskyldninger vakte voldsomt røre, ikke mindst i journalistkredse. Information, der tidligere havde benyttet Oleg Gordijevskij som sandhedsvidne, forsøgte nu at uskadeliggøre den tidligere KGB-officer. Chefredaktør Lasse Ellegaard stemplede Gordijevskij som landsforræder, og en af bladets medarbejdere, kaldte ham en kriminel russer og en landsforræderisk opportunist. Berlingske Tidende tog også aktivt del i bestræbelserne på at neutralisere både Gordijevskij og Ekstra Bladet ved at bringe et manipuleret interview med Gordijevskij, hvori denne angiveligt fordømte Ekstra Bladets anvendelse af

15 hans oplysninger. Informations tidligere chefredaktør Torben Krogh kom Dragsdahl til undsætning ved at hævde, at enhver redaktør kunne stemples som indflydelsesagent, fordi det hørte med til jobbet at lade sig bespise af udenlandske diplomater. Krogh mente, at han selv havde fået et usædvanligt godt indblik i de overvejelser og motiver, der prægede Kremls politik. Hverken Krogh eller andre KGB-kontaktpersoner har dog kunnet påvise en eneste lille oplysning, som resultat af kontakterne. Oplysningerne gik den anden vej. Dragsdahl reagerede ved at udsende en erklæring den 5. januar: På eget initiativ optog jeg tidligt i 1985 forbindelse med Politiets Efterretningstjeneste efter en række ubehagelige oplevelser [ ] Under møder i Politiets Efterretningstjeneste har jeg dengang detaljeret beskrevet kontakter med formodede KGB-folk. Dette skete før dobbeltagenten Oleg Gordijevskijs flugt til Vesten i sommeren I 1986 gjorde Politiets Efterretningstjeneste mig opmærksom på samtlige Gordijevskijs påstande og jeg besvarede en række spørgsmål. I erklæringen afviste han at have mødt KGB-officeren Mikhail Ljubimov i Budapest, som påstået af Ekstra Bladet. Han afviste ligeledes at have modtaget penge af KGB. Dragsdahl har senere pralet af, at han fik tilkendt et efter danske forhold pænt beløb og en total tilbagekaldelse af alle beskyldninger fra Ekstra Bladet. Han fik kr. I dag kan det dokumenteres, at en stor del af oplysningerne i Ekstra Bladets artikler var sande. Dragsdahl har selv givet udtryk for, at han ser frem til, at historikere får adgang til primære kilder, så diverse myter kan blive afkræftet. Her følger afkræftelsen af den myte, Dragsdahl selv har kunnet fremstille i kraft af de lukkede arkiver. Gordijevskij har sagt, at Dragsdahl blev anvendt til aktive foranstaltninger dvs. påvirkning af den offentlige mening. (3) KGB var ifølge Gordijevskij interesseret i Dragsdahl på grund af dennes stærkt anti-amerikanske holdninger. Dragsdahl kaldte bl.a. præsident Reagan et lallende fjols og han beskyldte Jyllands-Posten for at svigte den journalistiske uafhængighed ved at plapre løs med NATOs seneste påfund. KGB- officeren Ljubimov har fortalt, at han satte pris på Dragsdahls artikler, fordi de var venstreorienterede og grundige, at han mødtes med Dragsdahl på ambassaden og på restauranter, hvor han tog godt for sig af de våde varer. Men der var angiveligt ingen hemmelige møder uden for København. (4) De sovjetiske agenter stod på pinde for den danske journalist, når han ønskede artikler oversat til dansk i en fart. Og de arrangerede gratis rejser og indbød Dragsdahl til møder og foranstaltninger i Sovjetunionen i lange baner. På det tidspunkt havde PET for længst fundet ud af, at Dragsdahl gennemførte konspirative møder med en KGB-officer i Danmark. Det fremgår af PETs papirer, at man allerede i 1982 havde opdaget, at KGBagenten Vjateslav Katerinkin regelmæssigt mødtes hemmeligt uden for København med en ukendt person. Da Katerinkin meget professionelt var i stand til at afryste PETs observatører, måtte kontaktpersonen ifølge PET være en agent. I marts 1983 lykkedes afrystningen ikke, og kontaktpersonen blev identificeret som Jørgen Dragsdahl. Han gennemførte et konspirativt møde med sin føringsofficer først på Farum station og derpå i et tog på strækningen Farum-København. I marts 1986 blev Dragsdahl imidlertid tilsagt til en ny samtale med PETs chef, der ønskede at konfrontere ham med nye oplysninger, som Gordijevskij havde givet om Dragsdahls forbindelser med dybt konspirative elementer til en række medarbejdere ved KGB-residenturet i København. PET ville nu også røbe, at man for længst selv havde afsløret Dragsdahls lyssky møder. Ved ankomsten til mødet med PET i marts 1986 var Dragsdahl ifølge mødereferatet tydeligt nervøs. Han forsøgte at tænde en cigaret i den forkerte ende, og han talte med lav, usikker stemme. Han fik at vide, at PET i forbindelse med Oleg Gordijevskijs afhopning havde fået oplysninger om hans KGB-forbindelser. Disse oplysninger ville man gerne drøfte nærmere og sammenholde med sidste års samtaler om diverse sovjetiske diplomaters aktiviteter. Dragsdahl "indrømmede" nu, at et af hans møder med føringsofficeren Vladimir Minin var blevet forlagt til Roskilde. Som grund angav han, at de to ikke havde ønsket at blive genkendt. Han oplyste ikke hvorfor. Senere indrømmede han også, at han i sin tid som korrespondent i USA havde mødtes med Vladimir Minin i Wien. Når mødet fandt sted dér, skyldtes det angiveligt, at han af skattemæssige årsager ikke kunne vise sig i Danmark. Mødets formål havde ifølge Dragsdahl blot været at holde forbindelsen ved lige og at udveksle almindelige politiske synspunkter. Da PET foreholdt ham oplysningen fra Gordijevskij om endnu et møde i Wien i efteråret 1982, måtte Dragsdahl også bekræfte dette. På dette tidspunkt havde Minin forladt Danmark, og PET mente, at det lød noget flot, at KGB ville

16 ofre penge på at sende en officer fra Moskva til Wien blot for at holde kontakten ved lige med en person, der nu opholdt sig i USA. Selv om der var tale om en meget blød afhøring, vedgik Dragsdahl alle Gordijevskijs oplysninger med undtagelse af oplysningen om pengene, han skulle have fået i USA. Han gled imidlertid af, når det drejede sig om indholdet af møderne med KGB-officerer ved at hævde, at han intet kunne huske. PET mente, at Dragsdahl i virkeligheden var gået langt længere i sit samarbejde med KGB, end han nu ville være ved. PETs formål med 1986 samtalen var at give ham en advarsel ved at afsløre, at man var vidende om hans konspirative omgang med KGB-officerer i Danmark og i udlandet. PETs fortrolige konklusion til eget brug lød således: Set med KGB-briller har D[ragsdahl]s position [ ] været ualmindelig nyttig. Det er ikke uden grund, at han på et tidspunkt i Centret blev benævnt som nr. 1 i Danmark, men hvor meget man reelt har fået ud af denne agent, kan der kun gisnes om. Dragsdahl var altså ifølge både KGB og PET KGB-agent. DIIS-UDREDNINGENS BILLEDE af Dragsdahls meriter er så tilslørende, at det må betegnes, som vildledende. Det hedder blot, at han var "i PETs søgelys i kraft af sine nære kontakter til østblokkens pressefolk såvel i Danmark som i Sovjetunionen."(7) Men der er intet om hans konspirative omgang med KGB-føringsofficerer i Danmark og i udlandet. Og det forties, at PET karakteriserede Dragsdahl som agent. Selv om de danske efterretningstjenester via Gordejevskij fik "en enestående indsigt" i Sovjetunionens operationer i Danmark, er hans oplysninger ikke anvendt, og han er heller ikke som Dragsdahl blevet interviewet i forbindelse med udredningen. DIIS-udrederne har set det samme materiale i PET's arkiv, som denne artikel bygger på, og må derfor vide, at PET anså Jørgen Dragsdahl for at være KGB-agent. Alligevel har man valgt at fortie dette forhold. Det er i øvrigt ikke kun Dragsdahl-sagen, som er mildt sagt er mangelfuldt belyst i DIIS-udredningen Danmark Under Den Kolde Krig. Det samme gør sig gældende for adskillige andre af KGBs danske agenter, villige hjælpere, meddelere og samtalepartnere." Forud for offentliggørelsen af artiklen havde redaktionschef John Hansen den 11. januar 2007 kl sendt en til Jørgen Dragsdahl, hvori han anmodede om Jørgen Dragsdahls eventuelle kommentarer til de forhold Bent Jensen agtede at fremdrage i artiklen "De kaldte ham nr. 1". I mailen blev fastsat frist til næste dag kl Jørgen Dragsdahl svarede samme dag kl ved en mail med følgende indhold "Som sagt kontaktede jeg PET. I morgen tidlig får jeg formentlig sagens akter til gennemlæsning på PET. Jeg kan naturligvis ikke vide, hvorvidt dit referat af BJ er korrekt. Men hvis vi ser bort fra de stærkt insinuerende formuleringer, så er der på mindst 17 punkter faktuelle fejl og groft misvisende fremstilling. Hvorvidt skylden er din, BJ s eller PET s kan jeg ikke vide. Men det vil et dyk ned i akterne vel afklare. Vi kan derfor ikke tale sammen kl Tidligst efter Jeg skal undervise i Humlebæk fra til så det bliver en rodet dag. Hvis du ringer efter vil kvaliteten af samtalen blive derefter præget af togtransport mm." John Hansen fastholdt, at bemærkningerne skulle meddeles senest om fredagen, da artiklerne ville blive bragt i søndagsudgaven af Jyllands-Posten. Parterne korresponderede herefter yderligere i løbet af fredagen. Af korrespondancen fremgår blandt andet: af 12. januar 2007 kl fra Jørgen Dragsdahl til John Hansen: "Vedhæftet en i al hast skrevet gennemgang af det første i BJ s artikel. Der kunne skrives mange flere sider. Der er intet nyt i hans artikel. Alt har været fremme i ovennævnte processer. Det eneste nye er, at han forvansker og misbruger informationer, som jeg angiveligt selv er kilde til. Desuden kan han gengive ekstremt ufunderede spekulationer, som jeg ikke er blevet konfronteret med direkte af PET og som må være en enkelt persons påstande uden så megen substans, at man i PET fandt det nødvendigt med en

17 formel sag. Det havde dog spekulationernes indhold taget i betragtning, været det eneste rigtige. Der er tilsyneladende intet belæg for, at den konservative Schlüter-regering skulle have blokeret en sådan sag som unægtelig ville have passet i dens politiske kram." af 13. januar 2007 kl fra John Hansen til Jørgen Dragsdahl: "Hermed som aftalt interviewet. Jeg har til morgen fundet en fejl i et årstal den sidste samtale hos PET foregik naturligvis i 1986, ikke " af 13. januar 2007 kl fra Jørgen Dragsdahl til John Hansen: "Tak. Måske har du ikke brug for rosen, men professionelt set, så har du vaeret præcis og loyal mod det sagte i både væsentlighed og indhold. Det er alt sammen alligevel ubehageligt og skadeligt, men det kunne vaere vaerre (jvfr. EB.) Jeg håber meget, at Farum-sagen kommer med i avisen. De(t) er en vigtig illustration af forskellen mellem hvad man selv oplever og andre ser." Den 19. januar 2007 fik Bent Jensen i Jyllands-Posten bragt en kronik under overskriften "Kronik: Mens jeg venter på politiet", hvori blandt andet anføres: "Da jeg første gang for omkring to år siden læste de relevante dokumenter i PETs arkiv, blev jeg målløs. Ekstra Bladets påstande var i alt væsentligt sande, og Dragsdahl havde på falsk grundlag fået lukket munden på bladet og endda uretmæssigt fået en stor sum penge presset ud af avisen. Jeg var derfor naturligvis spændt på at se, hvordan den omfattende DIIS-udredning ville behandle denne sag. Udredningen blev offentliggjort i sommeren 2005 og endnu engang blev jeg målløs: I stedet for at give en retvisende fremstilling af Dragsdahl hemmelige (konspirative i PET-jargon) møder med sine føringsofficerer i Danmark og i udlandet, er udredningen fuldkommen tavs. Dragsdahl er ganske vist nævnt flere gange i udredningen, men læseren bliver holdt i uvidenhed om arten af hans forhold til KGB, og det forties ganske, at både KGB og PET betegnede ham som agent. Og hermed er vi tilbage ved PETs telefonopkald sidste fredag aften. Vicepolitimesteren mente, at jeg var i færd med at offentliggøre oplysninger, som jeg ikke havde ret til at offentliggøre, og henstillede, at jeg trak artiklen tilbage. Efter alt at dømme var det lykkedes Dragsdahl at forskrække PETs ledelse med henvisninger til krænkelse af privatlivets fred og rigets sikkerhed og andet godt fra havet. Da Dragsdahl om fredagen blev kontaktet af Jyllands-Posten og fik avisens resumé af min artikel, videresendte han den omgående til PET. Formentlig har han også som tidligere mobiliseret indflydelsesrige politikere og embedsmænd. Det var altså den ifølge PET tidligere KGB-agent, det fik PET til at forsøge at bremse min artikel om agenten. Lørdag morgen ringede jeg til PET og meddelte, at jeg havde besluttet at fjerne de to konkrete oplysninger, der var tvivl om, men at jeg fastholdt min beslutning om, at artiklen i øvrigt ville blive offentliggjort den følgende dag. Til grund for min beslutning lå følgende: Hele tre gange tidligere havde statslige instanser og politiske hensyn forhindret, at Dragsdahls meriter blev offentligt belyst. I 1980erne en borgerlig justitsminister, derpå i 1990erne en socialdemokratisk ditto og for to år siden den statslige institution DIIS. Det skulle ikke lykkes en fjerde gang. " Den 26. januar 2007 fik Bent Jensen i Jyllands-Posten bragt en artikel under overskriften "Desinformation", hvori blandt andet anføres:

18 "Jørgen Dragsdahl bedrev under Den Kolde Krig kampagnejournalistik på basis af falske dokumenter fremstillet af KGB, og dagbladet Information hvor han var ansat, bragte falske spionanklager mod sovjetiske systemkritikere. Det var DESINFORMATION. Dragsdahl og Information lod altså offentligheden forstå, at der efter alt at dømme var tale om et autentisk, amerikansk dokument, og at USA stod bag marxistiske terrorbanders likvideringer og andre forbrydelser i Europa. Ifølge Dragsdahl var NATOs dobbeltbeslutning i 1979 på nippet til at provokere en atomkrig i Som kilde påberåber han sig morsomt nok KGB-afhoppere, herunder Oleg Gordijevskij, som han ellers har frakendt enhver troværdighed. Han påberåbte sig også tidligere CIA-direktør Robert Gates som kilde. Gates skulle i sin selvbiografi fra 1996 indgående have beskrevet, at de vestlige ledere ikke forstod raketprojektets katastrofale følger. Det er en forvrænget gengivelse. Gates skriver i sin erindringsbog, at sovjetiske afhoppere havde advaret Vesten om, at man måtte forstå, hvor indskrænkede og isolerede de sovjetiske ledere i virkeligheden var; hvor paranoide og bange de var både for deres egen befolkning og for en verden, som de troede var ubarmhjertig, fjendtlig og truende. Der er imidlertid intet hos Gates om dobbeltbeslutningen katastrofale følger. Det er helt Dragsdahls egen opfindelse. Dragsdahls brug af Gordijevskij er lige så betændt. Her var intet at misforstå. Dragsdahls artikel var 100 pct. Ren eller rettere beskidt desinformation." Den 7. februar 2007 fik Bent Jensen i Jyllands-Posten bragt endnu en kronik nu under overskriften "Kronik: Jura, Historie, politik - og brødnid", hvori blandt andet anføres: "Hele Dragsdahl-sagen er som andre sager fra Den Kolde Krig i Danmark politisk betændt. Derfor lyder der altid politiske krav om censur og undertrykkelse af sandheden. Derfor altid de samme, monotone politiske angreb på budbringeren. For mig, der altså ikke er jurist, er det som samfundsborger forbløffende, at der blandt jurister kan herske uklarhed om, hvorvidt det er strafbart eller ej at arbejde for en fremmed efterretningstjeneste ved mod eller uden betaling at tjene denne magts interesser f.eks. vis desinformation. Dragsdahl forsøger at vildlede offentligheden ved at fremstille min artikel som en krænkelse af privatlivets fred og dertil ligefrem en trussel mod rigets sikkerhed. Vor Herre bevares! Det er forståeligt, at han griber efter det mindste halmstrå, men flere journalister og forskere er uden omtanke hoppet på limpinden. I min artikel er der imidlertid intet som helst om Dragsdahls privatliv. (Og det, der stod i en tidligere version, byggede ikke på PET-kilder). Kender disse journalister og forskere da slet ikke min artikel, som det hele drejer sig om? Er årelange, intensive og lyssky kontakter til diverse agenter for en totalitær, fjendtlig magt at betragte som omfattet af privatlivets fred? Betragtningen er absurd. Dragsdahl forsøger nu at vinde sympati ved at fremstille sig selv som et patriotisk vidne, der af egen drift i sin tid henvendte sig til PET for med sine oplysninger at hjælpe den danske hemmelige tjeneste i dens arbejde. Han henvendte sig imidlertid, fordi han følte jorden brænde under sig, idet han var blevet bekendt med, at PET havde ham i søgelyset. Og han fik politisk bistand til sin henvendelse Han fortav sine konspirative møder med KGB-agenter på mystiske steder i Danmark og i udlandet. Han bekræftede dem først og meget modstræbende otte måneder senere, da han blev tilsagt af PET, og punkt for punkt måtte indrømme de forhold, tjenesten var vidende om og håndfast kunne dokumentere. Det var i kraft af politisk beskyttelse, at Dragsdahl dengang kunne triumfere, og at der blev begået en uret mod Ekstra Bladet og dets dygtige journalister. Har dette forhold slet ingen interesse? Er der slet ingen kollegial harme over, at kolleger dengang blev ofre for et justitsmord? Tilsyneladende ikke " Den 9. februar 2007 fik Bent Jensen i Weekendavisen bragt et nyt debatindlæg under overskriften "Debat: Køterpis", hvori blandt andet anføres:

19 " Og min kritik af DIIS-udredningen, at den fortier, at PET karakteriserede Dragsdahl, som "agent", selv om DIIS-udrederne havde kendskab til PET's vurdering. Jeg mener naturligvis heller ikke, at en PET medarbejders vurdering er det endelige bevis for noget som helst. Men PET s opfattelse kom jo ikke ud af den blå luft det var en konklusion, der blev nået, efter at Dragsdahl skridt for skridt blev nødt til at vedgå en række konspiratoriske møder ( som han først havde forsøgt at lyve sig fra ), fordi PET var i stand til at dokumentere disse ting. " Den 27. februar 2007 fik Bent Jensen i Internetavisen Jyllands-Posten bragt et debatindlæg under overskriften "En relevant paragraf" hvori blandt andet anføres "PROFESSOR Palle Svensson vil gerne belære os andre om begreber som demokrati og ytringsfrihed og i den forbindelse klargøre nogle begreber, som svirer rundt uden at blive klargjort (21/2). Jeg vidste ikke, at begreber kunne blive berusede mon ikke det skal være svirrer? Men hvorfor stiller han sig an, som om han er den første, der gør opmærksom på den såkaldte bløde spionparagraf? Han synes også at tro, at begrebet desinformation er noget, der er dukket op i den aktuelle debat. Herre min Gud, det begreb har da været kendt de sidste 30 år. Hvad værre er, han sammenblander håbløst to vidt forskellige begreber, nemlig politisk uenighed og bevidst falske påstande. Jeg har f.eks. påvist, at JD i sin gengivelse af en amerikansk artikel skrev det stik modsatte af, hvad den pågældende artikel indeholdt. Dvs. jeg påviste, at han bedrev desinformation eller for at sige det ligeud: Udbredte løgn. Og det er ikke et enestående tilfælde. Desinformation er demokratisk betænkelig, men da ikke afsløringen heraf." Den 2. maj 2007 fik Bent Jensen i Information bragt et indlæg under overskriften "Debat: Dragsdahls og Informations dezinformasija, hvori blandt andet anføres: "I det følgende vil jeg forholde mig til nogle få eksempler på JDs utrolig betændte forhold til sandheden det der i KGB-jargon hedder desinformatsija. For ganske nylig har JD i Weekendavisen totalt forfalske indholdet i en skrivelse fra Justisministeriet om et PET-referat af en samtale, JD var blevet tilsagt til i PETs hovedkvarter i I skrivelsen hedder det, at PET ikke umiddelbart mener sig i stand til at afgøre, om referatet udtrykker institutionens opfattelse eller alene medarbejders personlige vurdering. Ved at klippe og klistre får JD det til, at skrivelsen fastslå, at referatet alene er udtryk for den pågældende medarbejders personlige vurdering af sagen. En 100 pct. løgn. Dragsdahls artikel var 100 pct. ren eller rettere snavset desinformation. JDs hykleri er kvalmende. Det var et skændigt makværk, som KGB ikke kunne have lavet bedre. De fem eksempler er kun et mindre udvalg af JDs mangeårige desinformationsvirksomhed. Og de er ikke de værste." Den 10. maj 2007 blev der af CEPOS afholdt et frokostsymposium med deltagelse af personer og med Bent Jensen som taler. Af optagelse derfra fremgår, at han under sit indlæg udtaler: "Alle de oplysninger, som PET oprindelig havde fået fra Gordijevskij, de viser sit stort set, at være rigtige. Det eneste punkt, hvor Dragsdahl ikke ville vedgå, var, at han havde fået penge. Jeg vil være så fræk, i hvert fald i denne forsamling, og sige, at det er formentlig, fordi det var PET ikke i stand til at

20 bevise, fordi bogholderiet, det befinder sig i KGB s hovedkvarter i Moskva, og det har PET ikke adgang til. Jeg er helt si jeg kan ikke vide det men jeg er ret sikker på, at Gordijevskij også på det tidspunkt, også på det punkt taler sandt. Sideløbende hermed og i perioden herefter var der en omfattende debat i medierne med indlæg i diverse aviser fra såvel Jørgen Dragsdahl og Bent Jensen, som en række andre personer. Den 18. juli 2009 skrev Bent Jensen i Jyllands-Posten, under overskriften "To sager og et halvgjort arbejde" bl.a. " KK gør opmærksom på, at PET med rette tillagde Gordijevskijs oplysninger stor værdi. G var intelligent og velovervejet, ingen ordinær KGB ist. KK tillægger også G stor kildeværdi, men er ikke opmærksom på, at G gennemgik en udvikling i de mange år, hvor han arbejdede for MI6, og hvor også PET nød godt af hans oplysninger om danske forhold og danske KGB-agenter, herunder de to, hvis sager er behandlet. Fælles for de to sager er ikke mindst det forhold, at G s oplysninger kunne bekræftes af PET s egen efterforskning. KK er meget optaget af spørgsmålet om, hvorfor der ikke blev rejst tiltale mod JD. Men det er for det første uden betydning for spørgsmålet, om JD var agent. Og det er direkte forkert, når man påstår, at PET hovedsagelig kun havde Gordijevskij-materialet at støtte sig til. Det var som sagt PET s egen årelange og grundige efterforskning, der bekræftede Gordijevskijs oplysninger. Man forstår Jørgen Dragsdahls glæde over kommissionens taskenspilleri. Han er selv ekspert på området. Men det har som sagt ikke interesseret Den kongelige Kommission" PET-dokumenter I perioden var Jørgen Dragsdahl genstand for efterforskning iværksat af Politiets Efterretnings Tjeneste - PET. Der er under sagen fremlagt en række PET-notater, PETrapporter og PET-resumérapporter med relation hertil. Generelt for dokumenterne er, at koncipistens navn/identitet og eventuelle håndskrevne eller påstemplede oplysninger er overstreget. Af det første PET-notat af 25. august 1982 (P/1), der er på en side med flere overstregninger, og som har overskriften Vedr.: Jørgen DRAGSDAHL s skribentvirksomhed fremgår blandt andet.: " Vi mener, at DRAGSDAHL kan være hvervet af af KGB, som agent of influence. Den nuværende føringsofficer er ikke kendt. For at undersøge hans eventuelle rolle i de sovjetiske active measure-kampagner for Fred, vedlægges nogle artikler fra Information ( af Dragsdahl ), for at få klarlagt: 1) om artiklerne reelt afspejler de sovjetiske synspunkter. a) om datoerne for artiklerne falder sammen med specielle SU-udspil. 2) om eventuelle antisovjetiske udslag reelt er betydningsløse, men blot skal tjene til at objektivere artiklerne" Notatet følges op af en notits dateret 30. august 1982 bilagt en notits af 26. august 1982 ( P/2). Det fremgår heraf:

21 "For at vurdere KGB s udnyttelse af DRAGSDAHL som udspreder af mere eller mindre kamuflerede SU synspunkter, har [ OVERSTREGET ] vores anmodning gennemgået og vurderet DRAGSDAHL s skribentvirksomhed for Information i perioden JAN-AUG 1982, efter de af os opstillede kriterier. [ OVERSTREGNING ]" "Jørgen Dragsdahl Han skriver især på grundlag af og ved at citere vestlige kilder, som til gengæld synes at være udvalgt således, at de for størstedelen støtter - alle fredsbevægelser og herunder begejstret de amerikanske - i hovedsagen beskylder om ikke USA så dog Reagan administrationen for at bære næsten al skyld i spændingen mellem supermagterne og for helt at mangle forståelse for, at SU s fremturen netop kan være en reaktion på den amerikanske politik. - han bebrejder både USA og NATO-politikere, at de end ikke vil forsøge at betragte SU s (især Breznev s) udspil som en fremstrakt hånd eller i hvert fald et grundlag, man kunne begynde at tale sammen om. Med hensyn til hans syn på SU og kommunisme er det næsten påfaldende, at han så godt som aldrig selv forfalder til at kritisere, men heller ikke rose systemet, - hverken internt eller m.h.t. den førte udenrigspolitik. Han strækker sig højst til at udtrykke forståelse, f.eks. for SU s oprustning, men gør det mest ved at citere de udvalgte vestlige (ikke mindst amerikanske) eksperter i østmagtforhold. Skulle man altså prøve at placere ham partipolitisk i dag uden at tænke på, at han er styret på en eller anden måde, ville jeg nærmest byde på en SF er med stærk sympati for fredsbevægelsen ikke som et redskab for SU men som noget, han tror på kan nytte. Skulle man forstille sig, at han var hvervet af KGB, fremtræder han som en dygtig agent of influence med hovedopgave som en neutral politisk iagttager at undergrave tilliden til USA og sammenholdet mellem USA og NATO/Europa. Man kunne hertil føje, at han blev ført klogt ikke på en klodset måde skal forsøge at gøre sig mere troværdig ved at angribe SU/kommunister i højere grad. Med hensyn til spørgsmålet om han kan være drejet i den senere tid, fremgår det ikke af hans skriverier. Men i så fald ville han vel snarere blive brugt som dobbelt-agent og ikke som en agent of influence i modsat retning. Han ville vel netop få ordre til ikke at ændre sin stil. Og skal man side noget generelt om stil og engagement, kan det forsigtigt vurderes, at han i den senere tid virker noget mere neutral." En PET-resumérapport påstemplet datoen 1. november 1984 (P/3), indleder med en nærmere opremsning af Jørgen Dragsdahls forhold i perioden , hans personlige forhold og hans forhold til fredsbevægelserne. I bilaget, hvoraf er fremlagt 6 sider med flere overstregninger, fremgår herefter under et afsnit benævnt "Forbindelsen til Sovjet": "NOVOSTI PRESS AGENCY (APN) har siden 1980 haft tæt kontakt til DRAGSDAHL. Forbindelsen er fra APN's side varetaget af Sergey VOLOVETS (redaktør) og Aleksandr PLYUKHOV (korrespondent og KGB-officer). Det har hovedsagelig drejet sig om udveksling af artikler og informationer om nedrustningsproblematikken. Der er fra APN ikke gjort forsøg på at hemmeligholde forbindelsen. Det blev i 1978 konstateret, at Vladimir MININ (KGB-officer) og DRAGSDAHL kendte hinanden. og at de i et enkelt tilfælde det år afholdt et møde.

22 Ved en analyse af MININ s efterfølger KGB-officeren Vyacheslav KATERINKIN s aktiviteter, stod det klart, at han med månedlig regelmæssighed afholdt hemmelige møder udenfor København med en person. På grund af KATERINKIN s store sikkerhedsmæssige foranstaltninger i forbindelse med disse møder (d.v.s. 2-3 timers forsøg på erkendelse og afrystning af eventuel observation mod sig i samarbejde med residenturets KGB-tekniker m.v.) konkluderedes herfra, at kontaktperson måtte være egentlig KGBagent. I begyndelsen af marts 1983 blev denne person identificeret som journalist Jørgen DRAGSDAHL (Information). Dette konstateredes ved et yderst konspirativt møde mellem KATERINKIN og DRAGSDAHL, der fandt sted i et tog mellem Farum og København. Forud for mødet havde KGB, efter det foreliggende placeret kontraobservation mod DRAGSDAHL. Inden mødet var færdigafviklet, placerede en ukendt mand sig ved siden af DRAGSDAHL hvorefter KATERINKIN og DRAGSDAHL afbrød deres samtale, og lod som om de ikke kendte hinanden og KATERINKIN forlod toget uden at tage afsked med DRAGSDAL. Den tidligere omtalte analyse over mødefrekvensen mellem DRAGSDAHL og KATERINKIN viste, at der skulle holdes et nyt møde den 6. juni DRAGDAHL forlod denne dag bopælen kl og gik direkte til Nørreport Station. Han var meget opmærksom på sine omgivelser, idet han flere gange vendte sig om og kiggede bagud. DRAGSDAHL kørte i regionaltoget til Holbæk. I umiddelbar tilslutning til togafgangen blev det bemærket, at en sovjetisk diplomatbil tilhørende ZHURALEV kørte rundt i området. I HOLBÆK var DRAGSDAHL igen meget opmærksom på sine omgivelser. Han tog opstilling ved henholdsvis stationen, en P-plads og et værtshus og spejdede omkring. Efter 2 timers venten kørte han igen med toget til København. KATERINKIN havde i den periode ikke forladt ambassaden En forklaring på KATERINKIN s udeblivelse kan søges i, at DRAGSDAHL en uge efter det forgæves møde blev inviteret til frokost på den sovjetiske ambassade af ZHURALEV. Det viste sig, at KATERINKIN mod sædvane, ikke kørte hjem til frokost den dag DRAGSDAHL besøgte ambassaden. KGB s TERMINOLOGI: For at forstå DRAGSDAHL s forbindelse til KATERINKIN, er der nedenfor anført terminologien i forbindelse med KGB s målpersoner. [OVERSTREGNING] Kontakt : Når KGB-officeren kommer i forbindelse med en potentiel rekrutterbar person. Under studie : Når personen virker interesseret, og møderne fortsætter. Under kultivation : Når personen reagerer fordelagtigt på forbindelsen. Under kultivation kan være en meget lang fase og personen skal forsyne E-officeren med interessant efterretningsmateriale, uden dog at forstå sin efterretningsmæssige rolle, og uden at møderne foregår i hemmelighed. Fortrolig kontakt : Person der er meget tæt på at blive agent. Han formidler informationer, men blive ikke betalt regelmæssigt. Agent : Person der indvilliger i at samarbejde med Sovjet. Pågældende er gennemprøvet, bliver betalt regelmæssigt, og deltager i hemmelige møder. Mødefrekvensen er her reduceret til en gang om måneden, eller en gang hver anden måned." Af et yderligere udateret PET-notat (P/4) vedrørende observation af mødet på Farum station fremgår, at Katerinkin inden mødet havde brugt næsten 2 timer til "rystetur".

23 I et udateret PET-sagsresumé (P/5) med flere overstregninger fremgår om Jørgen Dragsdahls kontakt til KGB: "Sagsresumé: [OVERSTREGNING] KGB i 1975 begyndte at interessere sig operationelt for Jørgen DRAGSDAHL. Han fik kodenavnet STOT. Endvidere fremgår der oplysninger om en KGB-agent YERSHOV, der er identificeret som værende identisk med Jørgen DRAGSDAHL. YERSHOV var en dansk journalist, der havde kontakter i USA, hvor han havde arbejdet. Han blev brugt i active measures operationer i forbindelse med missiler i Europa og menneskerettigheder. [OVERSTREGNING] DRAGSDAHL blev rekrutteret som agent i 1978, og fik tildelt kodenavnet YERSHOV. Dragsdahls motiv til samarbejdet med KGB var en blanding af ideologiske synspunkter og materielle motiver. I perioden fra medio 80 til medio 81 var DRAGSDAHL i USA. Under opholdet modtog han penge fra KGB under to møder i Wien. I foråret 1982 fik KGB mistanke om, at Dragsdahl havde skiftet side. KGB [OVERSTREGNING] fra (Ministerium für Statssicherheit) i Øst-berlin med information om, at DRAGSDAHL var rekrutteret af CIA. Det fremgår, at KGB ikke fæstede lid til Mfs informationer, men at der var skabt en mistro til DRAGSDAHL." Den 12. juni 1985 blev der afholdt et møde med deltagelse af Jørgen Dragsdahl, Vibeke Sperling og repræsentanter for PET, blandt andet Michael Lyngbo. I forlængelse af mødet blev der udarbejdet en notits af 13. juni 1985 (P/6) hvoraf fremgår: "På grundlag af en henvendelse fra tidligere justitsmininster Ole Espersen indfandt Jørgen Dragsdahl og Vibeke Sperling, begge Information, sig den 12. juni 1985 i PET. Ca. 1 time inden mødet ringede Dragsdahl for at spørge, om Vibeke Sperling måtte deltage. Jeg svarede, at jeg ikke havde noget imod det, såfremt det ikke ændrede mødets karakter. Det forsikrede han ikke var tilfældet, der var ikke tale om, at det derved blev et journalistisk besøg. Vibeke Sperling deltog som en gammel bekendt af ham gennem 20 år, og mødets emne var fortsat hans personlige forhold. Dragsdahl oplyste, at han i 1982 aflagde besøg i Sovjetunionen, hvor Vibeke Sperling var korrespondent for Information. Under dette besøg mødte han en russisk kvinde, A. Efter at være kommet tilbage til Danmark undersøgte han mulighederne for at hun kunne få udrejsetilladelse med henblik på at besøge ham. De sovjetiske myndigheders holdning var tilsyneladende først positive, men senere blev de afvisende. Holdningen har muligvis sammenhæng med, at A s far afsoner en dom for økonomisk kriminalitet på 10 års fængsel. Familien er af jødisk herkomst. I oktober 1983 rejste Dragsdahl på ny til Sovjetunionen. Dels for som led i sit journalistiske arbejde at foretage nogle interviews, og dels for at indgå ægteskab med A. De sovjetiske myndigheder var modvillige over for dette ægteskab. [en eller flere sider mangler] kende, at emigranter til enhver tid vil være af primær interesse for en fremmed ambassade, og i særdeleshed for det til ambassaden tilknyttede efterretningsvæsen, men at vi ikkie havde kendskab til, at man her i landet brugte f.eks. teknisk overvågning i arbejdet med emigranter. Dragsdahl beskrev i øvrigt sit forhold til ambassaden som godt de er meget flinke mod ham, men han har jo skabt vanskeligheder for dem.

24 Jeg sagde, at tidspunktet for Dragsdahls henvendelse til PET undrede mig. Jeg kunne godt forstå, at der havde været de anonyme breve i efteråret og episoden omkring Pinse, men jeg kunne ikke se, hvad der netop nu havde ført til hans henvendelse. Dragsdahl forklarede ikke dette på anden måde end ved de nævnte episoder, det belastede forhold til hustruen, som efterhånden havde fået det hele til at køre sammen for ham, han sov ikke om natten og spekulerede hele tiden. Jeg sagde til ham, at han måtte have forståelse for, at PET til nød kunne have interesse i EAP-vinklen eller russer-vinklen af sagen og den påståede politimand, men deres indbyrdes forhold og alt, hvad der fulgte af dette, kunne vi ikke blande os i. Dragsdahl sagde, at han havde håbet, at vi over for ham kunne bekræfte eller afkræfte de faktiske oplysninger, som politimanden var kommet med, nemlig om prostitution og butikstyveriet, idet han så i hvert fald ville have fået fjernet nogle tvivlsmomenter. Jeg svarede, at han måtte forstå, at selv en hustru har krav på et vist privatliv over for sin ægtefælle, og at vi ikke ville være berettiget til at give ham oplysninger af den slags, selv om vi finder det bekræftet. Derimod kan oplysningerne over for os, såfremt de er rigtige, være et moment, som taler for, at den pågældende politimand har en faktisk viden og dermed har overtrådt sine bewføjelser ved at kontakte Dragsdahl. Jeg spurgte Dragsdahl, hvor langt vi efter hans opfattelse må gå for at komme videre i sagen. Måtte vi f.eks. rette henvendelse til hans hustru? Han svarede, at vi for hans skyld må gøre hvad som helst. Han har selv skrevet til A og meddelt, at han via Ole Espersen har fået etableret kontakt til PET. Deres forhold er ret dårligt nu, men han har egentlig ikke noget imod, at vi kontakter hende. Jeg sagde, at den foreliggende sag vel egentlig ikke har noget med PET s opgave at gøre, men lovede at overveje de oplysninger, han har givet og vende tilbage til ham. Han kan enten træffes på Information eller på sit privattlf Kommentar: Dragsdahl var under samtalen tydelig nervøs og anspændt, om end ikke uden selvironi og humoristisk sans. Han gav tydeligt indtryk af at være i en psykisk presset situation. Vibeke Sperling blandede sig kun meget lidt i samtalen, og da nærmest som en ældre mere fornuftig og mere jorbunden ven. Der fremkom ikke nogen forklaring på, hvorfor han havde kontaktet os via tidligere justitsminister Ole Espersen, eller hvorfor han har kontaktet netop os og ikke det almindelige politi. En mulig forklaring ligger i, at han igen ønsker at udnytte sine indflydelsesrige bekendte til private formål og på den måde over for sig selv manifestere sin position. Der fremkom ikke under samtalen spørgsmål eller bemærkninger, som jeg opfattede som fælder, eller forsøg på at pumpe mig for viden omkring de omtalte forhold. Jeg gav ikke selv udtryk for, at vi på forhånd kendte Jørgen Dragsdahl, A eller de øvrige nævnte forhold. Samtalen gav ikke rimelig mulighed for at grave dybere med henblik på personer, tider eller steder end det ovenfor anførte. Dragsdahl vedlagde et udvalg af EAP s omtale af ham. Dette vedlægges som bilag 2-6." Den 9. juli 1985 blev afholdt endnu et møde mellem Jørgen Dragsdahl og PET. I forlængelse af mødet blev der udarbejdet en notits af 11. juli 1985 (P/7), hvor der på side 1 er gengivet en drøftelse mellem mødedeltagerne af fredsbevægelserne i anledning af et møde i Amsterdam ugen forinden, mens siderne 2-5 er udeladt. Side 6 indledes med bemærkninger om As henvendelse til PET og telefonaflytninger. Herefter fremgår: "DRAGSDAHL var tilsyneladende ikke helt villig til at opgive tanken om, at russerne stod bag brevskriverierne. Efter nogen tøven, og efter at have bedt mig om ikke at tage notater, oplyste han, at STANISLAW CHEBOTOK faktisk også havde prøvet at rekruttere ham. Han havde mere elller mindre åbent sagt til DRAGSDAHL, at han ville give ham en bil, såfremt han ville sætte et krydsmærke. DRAGDAHL havde afvist ham. Jeg tog dette som udgangspunkt til over for DRAGSDAHL at beskrive det typiske forløb for en hvervningsoperation samt formålet med indførelse af konspirative elementer. Der var intet nyt i disse oplysninger for DRAGSDAHL, han kommenterede og supplerede min redegørelse.

25 På min forespørgsel benægtede han, at der i andre tilfælde har været tale om konspirative elementer i hans møder med russerne. DRAGSDAHL gjorde opmærksom på, at forsøget på at anvende journalister, herunder ham selv, til at plante historier blev gjort med samme intensitet af russere og amerikanere og af andre lande også. Angående CIA s aktivitet nævnte han, at han fra en CIA-medarbejder, som var stationeret i Vesttyskland, hvorfra han havde dækket også Danmark, havde fået en bunke at vide om deres arbejde i Danmark, også artige ting om efterretningstjenesterne, dog især FE. Danmark og Vesttyskland hørte tilsyneladende til samme afdeling i CIA. Russerne havde dog nogle væsentlige handicaps i forhold til amerikanerne i deres arbejde med journalister. De var simpelthen ikke gode nok. Dels var de ude af stand til at se det væsentlige i en historie og havde for snæver viden til at kunne kontrollere en påstands holdbarhed, dels var sproget tungt. Det var mange gange, han ved besøg hos russerne var blevet præsenteret for en artikel, som han ville have stort udbytte af at læse, hvorefter han havde kunnet påpege, at han selv havde bedre viden end artiklens. DRAGSDAHL refererede herefter følgende handlingsforløb, idet han sagde, at A ville blive rasende, hvis hun hørte, han havde fortalt det. I januar 1984 viste A ham under et af hans besøg i SU et brev, som hun oplyste var blevet udsmuglet ved hjælp af nogle læger fra det fængsel, hvor hendes far var anbragt. Brevet, der var fra As far, indeholdt heftige bebrejdelser mod A og hendes familie for ikke at gøre tilstrækkeligt for at hjælpe ham ud af fængslet. Derefter fulgte en opfordring til A om at få DRAGSDAHL til at rette henvendelse til KGB, Direktorat, hvor han skulle sige, at As far stod ham nær, og at han i ord og handling ville vise sin taknemlighed, såfremt faderen blev hjulpet. DRAGSDAHL var umiddelbart klar over, at dette var en opfordring til at lade sig rekruttere. Han var rystet og chokeret over, at A ville involvere sig og ham i et sådant projekt. Da han foreholdt A dette, svarede hun, at han da bare kunne love dem at samarbejde, han behøvede da ikke at gøre det. DRAGSDAHL fortalte historien til Vibeke Sperling og til Norges Radios korrespondent i Moskva, idet han mente, at han var bedst beskyttet ved så stor offentlighed som mulig. Det var også en af grundene til, at han skrev artiklen om sit bryllup. Han har derimod ikke tidligere fortalt den til myndighederne. Jeg sagde, at man formentlig skulle være naiv for at forestille sig, at As far ville foretage et sådant skridt uden sikkerhed for, at det ville kunne hjælpe ham. Det måtte betyde, at brevet ikke var udsmuglet, men sendt ud med KGBs viden og samtykke, muligt endog på deres initiativ. Begivenheden viste også, at KGB var villig til at anvende A efterretningsmæssigt, og at A var villig til at lade sig anvende. Der var i mine øjne ikke længere nogen tvivl om, at der såvel i SU som i DK havde løbet og muligvis stadig løber en rekrutteringsoperation mod ham. Den ville i Danmark foregå via KGB linie PR, det vil sige med Katerinkin som leder. Denne erkendelse gjorde det nødvendigt at se personerne og handlingerne i et nyt lys. DRAGSDAHLs beskrivelse af A tydede vel på, at hun var ukontrollerbar for KGB, men vi måtte erindre, at de havde en særdeles alvorlig klemme på hende i form af faderens fængsling. Hun ville også kunne rapportere til KGB om DRAGSDAHL, om end jeg bedyrede, at vi ikke havde konstateret andre kontakter til ambassaden end dem, han havde nævnt over for os. Vi skal muligvis se hendes voldsomme pengepression over for DRAGDAHL i dette lys, idet hans som følge heraf vaklende økonomi snart vil gøre ham til en økonomisk særdeles sårbar målperson. DRAGSDAHL anførte dog hertil, at hendes pengevaner ikke adskilte sig fra de andre russiske pigers. Brevenes forsøg på at skabe splittelse mellem ham og hende kunne også forklares som et ønske om at fjerne den opmærksomhed fra ham, som følger af et ægteskab med en russer. DRAGSDAHL erkendte sig klart som en naturlig målperson for en efterretningsoperation og var ikke uenig i mine konklusioner. På grund af faderens situation vil A formentlig gøre, hvad som helst for dem.

26 Det havde ikke været hans tanke med henvendelsen til PET at foranledige nogen form for vanskeligheder for A, og han følte stadig et ansvar for hende. Han er i sit arbejde nødt til at have kontakt til russerne, men han vil gerne kende det spil de spiller, og de kort, de spiller med. Mødet varede 3½ time. Kommentar: Det er mit indtryk, at vi nu er nået ind til sagens kerne og den egentlige grund til DRAGSDAHLs henvendelse til PET. DRAGSDAHL er helt overbevist om, at han er genstand for en rekruttering og kan slet ikke overskue midlerne heri. Han understreget flere gange det fantastiske i, at han er gået til PET, og det farlige for ham i at det bliver kendt. Han omtalte således risikoen for, at han blev genkendt gennem ruden. Hans forhold til PET er præget af, at han føler at have brug for os, og at vi er de eneste, der kan hjælpe ham, men jeg tror ikke på nogen større ideologisk ændring i øjeblikket. Den personlige kommunikation mellem os er meget positiv og relativ ærlig og åben." Den 14. august 1985 blev der atter afholdt møde mellem Jørgen Dragsdahl og PET. I forlængelse af mødet blev der udarbejdet en notits af 16. august 1985 (P/8) på 4 sider, hvoraf alene side 4 er fremlagt. Af bilaget fremgår blandt andet: "DRAGSDAHL skal i USA bo i og har telefonnr.. Han erindrede om, at jeg sidst har sagt, at jeg muligvis var i USA i september, og jeg er meget velkommen til at kontakte ham. Konkluderende enedes vi om, at der var opnået stor klarhed over forholdet mellem DRAGSDAHL og russerne, herunder i særdeleshed om russernes hensigter med DRAGSDAHL. Det er muligt, men på ingen måde givet, at brevene og politimanden skulle ses i sammenhæng hermed. Vi fortsætter undersøgelserne, i særdeleshed vedrørende politimanden " Af PET-redegørelse dateret 9. september 1985 med overskriften "PET-REDEGØRELSE FOR KGB s AKTIVITETER I DANMARK DE SENESTE 10 ÅR, BL.A. PÅ BAGGRUND AF OPLYSNINGER FRA EN AFHOPPET KGB-OBERST SAMT OPLÆG TIL UDVISNING/PNG AF SOVJETISKE EFTERRETNINGS-OFFICERER." fremgår, at dokumentet indeholder en introduktion, et afsnit vedrørende arbejdet mod Stats- og Udenrigsministeriet incl. bilag, et afsnit vedrørende arbejdet mod de politiske partier og et oplæg til udvisning/png. Det anføres i dokumentet, at der i materiale fra en afhoppet KGB-officer - Gordijevskij - blandt andet er "en oversigt over KGB-officerer, der er eller har været - operativt aktive i Danmark, samt deres danske kontakter". I dokumentet refereres oversigten således: KGB-officer Kontaktperson (dæknavn) kontaktstatus 3. sekretær [OVERTREGNINGER] CHERNYY, Vadim Ivanovich Udrejst 25/ Forfatter PETERSEN, Arne Herløv (PALLE) agent. 2. sekretær [OVERTREGNINGER] CHERBOTOK, Stanislav Ivanovich Udrejst 1/ Journalist v/information DRAGSDAHL, Jørgen Johannes

27 Dalitz (YERSHOV) agent [OVERTREGNINGER] Forfatter PETERSEN, Arne Herløv (PALLE) agent [OVERTREGNINGER] 2. sekretær [OVERTREGNINGER] CHIKHIRA, Alexander Ivanovich, Pågældende er p.t. tjenstegørende ved ambassaden i København Forfatter HOLDT, Jacob (PRIEST) agent [OVERTREGNINGER] Konsul FEDOSEEV, Mikhail Udrejst 21/ [OVERTREGNINGER] [OVERTREGNINGER] 1. sekretær Folketingsmedlem PETERSEN KATERINKIN, Vyacheslav Gert Werner Aleksandrovich (PAUL) Pågældende er p.t. fortrolig kontakt tjenstegørende ved ambassaden i København Journalist v/information DRAGSDAHL, Jørgen Johannes Dalitz (YERSHOV) agent Cand.Polit. NEERSØ, Peter (-) Officiel kontakt [OVERTREGNINGER] [OVERTREGNINGER] [OVERTREGNINGER] [OVERTREGNINGER]

28 sekretær MININ, Vladimir Folketingsmedlem Petersen Nikolayevich Gert Werner Udrejst 11/ (PAUL) fortrolig kontakt " Journalist v/information DRAGSDAHL, Jørgen Johannes Dalitz (YERSHOV) agent [OVERTREGNINGER] Cand.Polit. NEERSØ, Peter (-) Officiel kontakt Af PET-notat af 9. september 1985 (P/11) "Vedr.: Ulovlig virksomhed udøvet af 1. sekretær ved den sovjetiske ambassade Vyacheslav Aleksandrovich KATERINKIN fremgår, efter opremsning af en række oplysninger om Katerinkin "2. KONSPIRATIV VIRKSOMHED. a. KATERINKIN s forbindelse til journalist Jørgen DRAGSDAHL. Ved en analyse af KATERINKIN s aktiviteter stod der klart, at han med månedlig regelmsæssighed afholdt hemmelige møder udenfor København med en person. På grund af KATERINKIN s store sikkerhedsmæssige foranstaltninger i forbindelse med disse møder, herunder 2-3 timers forsøg på erkendelse og afrystning af eventuel observation mod sig i samarbejde med KGB-residenturets operative chauffør og tekniker konkluderedes det herfra, at kontaktpersonen måtte værer en egentlig KGB-agent. I begyndelsen af marts 1983 blev agenten identificeret som journalist Jørgen DRAGSDAHL. DRAGSDAHL s efterretningsmæssige potentiale kan illustreres af, at han i sit journalistiske arbejde på INFORMATION er beskæftiget med sikkerhedspolitiske emner og regnes for en kapacitet på området. DRAGSDAHL var endvidere medlem af regeringens Sikkerhds- og Nedrustningspolitiske Udvalg, SNU. DRAGSDAHL blev identificeret ved et yderst konpirativt møde med KATERINKIN, der fandt sted i et tog mellem Farum og København. Før mødet kørte KATERINKIN i sin bil til BILKA i Ishøj hvor han efter at have parkeret, kørte med S- toget til Farum S-station, hvor han mødtes med DRAGSDAHL. Forud for mødet havde KGB, efter det foreliggende placeret kontraobservation mod DRAGSDAHL ved KGB-chaufføren og teknikeren. DRAGSDAHL og KATERINKIN satte sig sammen ind i S-toget mod København og førte en lavmælt samtale på engelsk. Under samtalens forløb, skiftedes DRAGSDAHL og KATERINKIN til at blade i en avis, som de overrakte hinanden 7-8 gange under togturen.

29 Ved Ryparkens S-station stod en ukendt ung mand ind i toget og satte sig ved siden af DRAGSDAHL, hvorefter samtalen ophørte, og ved den næste station forlod KATERINKIN, uden at tage afsked med DRAGSDAHL, togvognen for igen at stige ind i toget i en anden vogn. Ved Østerprot Station forlod DRAGSDAHL toget, og KATERINKIN fortsatte til Ishøj, hvor han afhentede sin bil og kørte til ambassaden. Det næste møde skulle efter vor beregning finde sted primo juni DRAGSDAHL kørte denne dag med toget til Holbæk, hvor han tog opstilling på en P-plads i bymidten. Efter 1½ times forgæves venten kørte DRAGSDAHL tilbage til København. I en samtale nogle dage senere sagde DRAGSDAHL til en bekendt, at han forgæves havde prøvet at få afviklet et møde med en person. Samtalens indhold i øvrigt sandsynliggjorde, at der var tale om en person fra Den sovjetiske Ambassade. En forklaring på KATERINKIN s udeblivelse fra mødet fremkom imidlertid senere, da det forelå oplyst, at KATERINKIN og DRAGSDAHL i sensommeren 1983 afholdt to møder i Moskva. KATERINKIN forsøgte her at overtale DRAGSDAHL til at afstå fra et planlagt bryllup med en sovjetisk kvinde. Da det mislykkedes, havde KATERINKIN og DRAGSDAHL endnu et møde, hvor KATERINKIN dokumenterede, hvor seksuelt belastet DRAGSDAHL s kommende kone var. Dette gjorde imidlertid kun DRAGSDAHL endnu mere opsat på at blive gift, hvilket skete oktober Det er derfor sandsynligt, at forbindelsen af sikkerhedsmæssige årsager er nedtonet. b) KATERINKIN's forbindelse til Gert PETERSEN, MF, SF En vurdering af mødevirksomheden mellem KATERINKIN og PETERSEN viser, at der fra PETERSEN s side intet gøres for at sløre forbindelsen til Katerinkin, der på sin side har indført konspirative elementer i mødevirksomheden, såsom c) KATERINKIN's forbindelse til Peter NEERSØ Det er siden 1977 konstateret, at Peter NEERSØ har haft kontakt til det herværende KGB-residentur og, under konspirative former, afholdt møder med skiftende KGB-officerer. d) KATERINKIN's forbindelse til Jens Nørregaard CLAUSAGER generalsekretær for det radikale Venstre. KATERINKIN har således søgt at køre forbindelsen til CLAUSAGER skjult, bl.a. ved 3) DEN SIKKERHEDSMÆSSIGE BETYDNING. Som bekendt har Sovjetunionen et højt prioriteret og velorganiseret program for politisk indhentning samt active measures rettet mod Vesten. Til dette formål gøres i stor udstrækning brug af KGB- og GRU-officerer udsendt som dække af ambassadediplomater og handelsmedarbejdere. Det anses for påvist, at KATERINKIN fungerer som et af de små tandhjul i dette store maskineri, der giver Sovjetunionen mulighed for: - gennem politisk indhentning at opnå kvalitative fortrin i øst- vestforhandlingerne. - ved at påvirke kontakters inden- og udenrigspolitiske synspunkter på linie med de sovjetiske for ad denne vej at øve indflydelse på den vestlige offentlighed politiske bevidsthed.

30 at forøve disinformationsvirksomhed. 4. KATERINKIN er identificeret af en nu afhoppet oberst i KGB, som tidligere har gjort tjeneste i netop KGB s presse/politiske afdeling i København, og som kender ham personligt. Pågældende KGB-oberst har endvidere oplyst, at KATERINKIN er føringsofficer for såvel Jørgen DRAGSDAHL som MF Gert PETERSEN, samt at stillingen som leder af den presse/politiske afdeling automatisk medfører rang af viceresident. Det kan således fastslås, at KATERINKIN i kraft af sin tilknytning til KGB foretager systematiske politiske indhentning og udbreder disinformation, hvorved der utvivlsomt foreligger en overtrædelse af straffelovens 108, som yderligere understreges af den konspirative adfærd, han udviser. 5. På baggrund af det foreliggende indstilles, at KATERINKIN udvises. Den 9. september 1985" Tilsvarende indstilling om udvisning forelå ved PET-notat af 9. september 1985 (P/12) "Vedr.: Ulovlig virksomhed udøvet af 2. sekretær ved den sovjetiske ambassade Aleksander Ivanovich CHIKIRA. Det fremgår, efter opremsning af en række oplysninger om CHIKIRA blandt andet: "3. CHIKIRAs KONTAKT TIL JØRGEN DRAGSDAHL. JØRGEN DRAGSDAHL, der gennem længere tid har haft møder både officielle og uofficielle med KGB-officeren, KATERINKIN, har ved et par af møderne haft kontakt med CHIKIRA dels sammen med KATERINKIN dels DRAGSDAHL/CHIKIRA alene. Det vides, at DRAGSDAHL har arbejdet for KGB, men det har ikke været muligt at afdække konspirative møder mellem DRAGSDAHL/CHIKIRA. " I forbindelse med offentliggørelsen af Gordijevskijs afhopning blev der udarbejdet et PET notat dateret 1. oktober 1985 (P/13). Af bilaget fremgår blandt andet: "1. Den 12/ blev det offentliggjort, at KGB-residenten i London, OLEG GORDIJEVSKIJ, havde søgt om politisk asyl i England. Hans oplysninger til såvel de engelske som den danske efterretningstjeneste(r) danner/har dannet baggrund for en efterforskning, som med hensyn til den danske vinkel foreløbig har godtgjort, at a) Journalist ved Information, Jørgen DRAGSDAHL, har overtrådt straffelovens 108, idet han siden 1978 har virket som påvirkningsagent for KGB. DRAGSDAHL, der af KGB blev tildelt dæknavnet STOT vidste, at han kontakt på Den sovjetiske Ambassade i København, var efterretningsofficer. Hans fortsæt blev yderligere bestyrket ved at der blev afholdt konspirative møder i Københavns omegn samt 3. lands-møder. (Sammenskrivning over forholdet vedlægges under I). Politiets Efterretningstjeneste, den 1. oktober 1985" Den 1. oktober 1985 blev der igen udarbejdet en PET-resumérapport "Vedr.: Jørgen Johannes Dalitz DRAGSDAHL f.d. 11/ journalist på Information." Bilaget er på 16 sider, hvoraf siderne 4-8 og delvist siderne 9-10 er blanke. Af bilaget fremgår bl.a.: "Hans holdning, sikkerhedspolitisk, kan meget kort betegnes som: anti NATO/USA og for nedrustning på grundlag af Freeze -synspunktet.

31 På den anden side er hans holdning til der sovjetiske system ikke ubetinget positiv, idet han ved enkelte artikler har angrebet Sovjet/fredsbevægelsen samt den sovjetiske brug af kemisk krigsførelse. Frem til marts 1983 har det således ikke været muligt at konstatere konspirativ forbindelse mellem D og russerne. Forbindelsen KATERINKIN/D synes af sikkerhedsmæssige årsager at være nedtonet fra KGB s side. Årsagen var formentlig D s ægte skabsplaner med en sovjetisk kvinde. Det vides at D under en rejse til Sovjet i sensommeren 1983 blev kontaktet af KATERINKIN, der ferierede på samme tid, og at KATERINKIN forsøgte at overtale D til ikke at gifte sig med den omtalte kvinde. Efter ægteskabets indgåelse er der ikke konstateret konspirative møder mellem D og KATERINKIN. Det er derfor sandsynligt, at D af KGB blev lagt på is på grund af sit ægteskab med en sovjetisk kvinde. I februar/marts 1984 afholdt 4 møder på Den sovjetiske Ambassade med vicekonsulen KULIKOV, der er identificeret KGB-officer linie N. Møderne blev mod sædvane afholdt på ambassaden, hvor KATERINKIN ligeledes befandt sig. Det vides, at samtaleemnerne har været udenrigspolitik og øst- vestforhold, samt udrejseproblemer for D s sovjetiske hustru. Siden september 1983 har D ført en tæt, venskabelig og åben forbindelse til APN-chefen Ilya BARANIKAS, der betegnes som KGB-co-opteret medarbejder KATERINKIN og D mødtes i mindre byer på Sjælland, som for eksempel Næstved og Holbæk. Inden møderne blev der med hjælp af KGB-teknikeren og KGB-chaufføren checket for observation i København, hvorefter KATERINKIN benyttede toget til mødestederne. KATERINKIN og D afholdt hemmelige møder i december 1982 og marts Ved mødet i marts konstaterede PET s observation, at KATERINKIN, sammen med sin kone, i bil kørte til et butikscenter i Hundige, hvor han parkerede bilen og alene tog S-toget til Farum. D kørte i taxi fra Information til Farum, hvor de mødtes på perronen. De satte sig sammen ind i S-toget mod København og førte en lavmælt samtale på engelsk. Under samtalens forløb skiftedes de til at blade i en avis, som de overrakte hinanden 7-8 gange under turen. De skiltes, da en ung mand stod på toget og satte sig ved siden af D. D blev i juni 1983 sendt til et nyt møde. Han tog opstilling på en p-plads i Holbæk og afventede KATERINKIN s ankomst, men KATERINKIN ankom aldrig til mødet. Den 5/ ankom A sammen med sin 5-årige datter I forbindelse med opholdsproblemer, henvendte A sig til PET i januar Hun fortalte bl.a., at D over for hende har gjort opmærksom på, at KATERINKIN er andenmanden indenfor KGB på ambassaden. 6. D s forestående rejse til Sovjet og USA. I foråret 1985 var D på Den sovjetiske Ambassade i mindst fire tilfælde officielt for at planlægge en tur til Moskva ultimo juni Turen betales af APN, der ligeledes forsøger at arrangere interviews/møder med blandt andet højtstående medlemmer af Politbureauet. Ved møderne talte D blandt andet med KATERINKIN, der var meget interesseret i D s forestående udstationering (september 1985) til USA som korrespondent for Information. KATERINKIN opfordrede faktisk D til at tage hustruen med til USA, selvom KATERINKIN var vidende om, at A havde indgivet skilsmissebegæring. 7. D s henvendelser til PET:

32 D henvendte sig første gang til PET den 12. juni Indtil d. 14/ blev der afholdt i alt 6 møder med ham. Baggrunden for henvendelsen til PET var, at han i midten af 1970 erne og senere havde skrevet nogle artikler om organisationen Europæisk Arbejderparti (EAP). I 1984 havde han bl.a. optrådt som vidne i et injuriesøgsmål mellem EAP og bladet Arbejderen. Dette havde ført til en hetz fra EAP s side imod D. I slutningen af 1984 og begyndelsen af 1985 havde han modtaget flere anonyme trusselsbreve. D mistænkte EAP eller den herværende sovjetiske ambassade for at stå bag brevene. D havde skabt mange problemer for russerne i forbindelse med bestræbelserne for at få V. ud. På forespørgsel benægtede D, at der i andre tilfælde havde været tale om konspirative elementer i hans møder med russerne. D har bevidst hemmeligholdt sine tredje-landsmøder i Wien og de konspirative møder med KATERINKIN. Vurdering af D s skribentvirksomhed. Der hersker således ingen tvivl om, at D var en dygtig agent of influence med hovedopgave som en neutral politisk iagttager at undergrave tilliden til USA og sammenholdet mellem USA og NATO/Europa. I begyndelsen af november måned 1984 forsøgte presseattachen A. CHIKIRA, KGB-officer i PR-linien, at få bragt en artikel i Berlingske Tidende og Politiken. Artiklen var skrevet af general N. TCHERVOV Hverken Berlingske Tidende eller Politiken ønskede at bringe artiklen. D. 16. november 1984 blev D inviteret til en kop kaffe på ambassaden. D. 20. november bragte Information artiklen. Det er derfor vort indtryk, at ambassaden har lagt pres på D for at bringe artiklen. Ovenstående eksempel synes at være et klassisk eksempel på brug af en agent of influence, og det vil ikke være uventet hvis artiklen bringes i udlandet, citeret som en artikel i Information uden angivelse af forfatternavn. Med baggrund i det beskrevne, anses det for påvist, at D har været hvervet af Den sovjetiske efterretningstjeneste KGB, hvorved der utvivlsomt foreligger en overtrædelse af straffelovens 108, som yderligere understreges af den konspirative adfærd, han har udvist." Af udateret PET-rapport, der er på 12 sider, muligt flere, hvoraf siderne 2-8 er blanke og der er flere overstregninger på siderne 9-11, fremgår: "Vedr.: Operation I juli måned 1985 hoppede den daværende KGB-resident i London, Oleg GORDIJEVSKIJ, af i England, og i september måned samme år, blev det officielt bekræftet, at KGB-obersten havde fået politisk asyl, og at han opholdt sig et ikke nærmere angivet sted i Storbritanien. GORDIJEVSKIJ havde siden juni 1982 været udstationeret i London, ligesom han også i perioder havde gjort tjeneste i Danmark. Først fra 1966 til 1970 som attaché (og senere 3. sekretær) ved Den sovjetiske Ambassades konsulat, en stilling, der dækkede over hans KGB-aktiviteter som illegal støtteofficer, og siden i perioden fra 1972 til 1978, hvor han fungerede ved samme ambassade som henholdsvis 3., 2. og 1. sekretær, ligeledes dækstillinger for hans virkelige forehavende politisk efterretningsvirksomhed.

33 Under det sidstnævnte ophold blev han leder af KGB-residenturets linie PR, og han skabte i denne forbindelse talrige kontakter til specielt journalister, fremtrædende politikere og udenrigsministerielle embedsmænd. Se under hovedafsnit 3 7 ) KGB etablerede i 1976 en kontakt til journalist Jørgen DRAGSDAHL, og han blev tildelt dæknanvnet STOT ( senere ændret til YERSHOV). KGB anvendte ham i active-measures operationer og som påvirkningsagent i ar bejdet mod hovedfjenden (USA), ligesom han i 1977 blev nævnt i residenturets 3-årsplan mod stats- og udenrigsministeriet. I 1978 blev DRAGSDAHL rekrutteret som agent, og i 1980 udsendte Information ham som korrespondent i USA. Under dette ophold forsynede KGB DRAGSDAHL med penge, og han blev mindst 3 gange kaldt til 3- lands-møder i Wien. Han skaffede KGB oplysninger om USA s politik og forsvarsspørgsmål og han blev betegnet som en god og resultatrig agent. Han vendte i 1981 hjem, og han har siden været i Sovjetunionen flere gange dels for officielt at samle materiale til artikler samt som Informations korrespondent i Moskva. I 1982 var han til endnu et møde i Wien. Året efter fandt den sidst konstaterede konspirative forbindelse sted mellem KGB og Dragsdahl. -- Som de nævnte eksempler måske klart belyser, er der ingen tvivl om, at KGB i arbejdet mod de danske politiske mål har anvendt kontakter/agenter, som helt evident har overtrådt straffelovens 108. Det skal anføres, at det på grund af bevismæssige/politiske grunde er besluttet ikke at rejse tiltale i disse sager, ligesom nogle af forholdene er forældede." PET-rapport af 30. januar 1985 "Vedr. Jørgen Johannes Dalitz DRAGSDAHL journalist på Information." Bilaget er på 4 sider, med flere overstregninger på side 1. Af bilaget fremgår: "Vedr.: Jørgen Johannes DRAGSDAHL Forbindelsen til KGB ***** nævnte første gang DRAGSDAHL (D) i november 1976 som en kontakt til PR-linien med dæknavnet STOT. D var da under løbende kultivering af KGB-officeren CHEBOTOK. Det var residenturets hensigt at bruge ham mod hovedfjenden (USA). I residenturets årsberetning for 1976 nævnes det, at det dybe studium af D udvikler sig positivt, og at en vellykket agentrekruttering også skulle åbne mulighed for arbejdet mod NATO, Kina og Mellemøstlige mål. I april 1977 gav Centret ordre til at optrappe arbejdet med D og rekruttere ham endeligt. Inden selve rekrutteringen skulle finde sted, fik residenturet af Centret besked på at udarbejde passende dækhistorer og holde D under konstant opsyn for at se, om han dæmpede tonen i sine antiamerikanske taler og undgik involvering i venstreorienterede aktiviteter. CHEBOTOK afholdt sit sidste møde i juli 1977 med D, hvorefter forbindelsen blev frosset, idet D s fraskilte hustru ifølge D var blevet opsøgt af PET og udspurgt om D s forbindelse til Sovjetambassaden medens D var i USA for Information.

34 D havde i øvrigt under dette møde givet udtryk for nervøsitet over, at CIA kunne have penetreret den sovjetiske ambassade hvilket ville kunne skaffe ham ubehageligheder. Af PR-årsplanen for 1978 fremgår det, at KGB påtænker en genoptagelse afforbindelsen til D ved hjælp af en passende dækhistorie. I denne forbindelse var det planlagt at lade Sergey SHISKIN (co-opteret KGB) deltage. KGB-officeren Vlademir MININ, der var udset som ny føringsofficer, mødte i øvrigt D ved en officiel lejlighed primo Residenturet mente, at kontakten skulle genoptages, men Centret var skeptiske Efter at have været hjemme i Centret oplyst *****, at D nu har AGENT-status med YERSOV som nyt dæknavn. Medens D var i USA som korrespondent for Information, rejste han 3 gange til debriefing i Wien. Rejserne blev betalt af KGB. MININ var blevet føringsofficer indtil juni 1982, hvorefter D blev overtaget af KGB-officeren Vyasheslav KATERINKIN. Man var i øvrigt blevet lidt utryg ved D i Centret, idet rygter fra MfS ( Ministerium für Statssicherheit ) sagde, at D var dobbeltagent ( for CIA ). På grund af disse MfS-rygter måtte MININ arbejde hårdt med D i Wien (november/december 1982) men alt i alt konkluderede residenturet (efter grundige studier), at der intet var om denne dobbeltagentsnak. I slutningen af 1982 mødte D imidlertid i USSR en jødisk kvinde, som han senere giftede sig med. Hun frygtede ikke at få udrejsetilladelse på grund af faderen, der sad fængslet. Denne frygt meddelte hun D på et hotelværelse i Moskva ( der var mikrofoneret af KGB), men D svarede hertil, at han kendte en KGBmand i København, KATERINKIN, og ville drøfte sagen med ham. Hvis de sovjetiske myndigheder ikke ville give udrejsetilladelse, ville D forårsage en masse ballade. KGB afbrød herefter forbindelsen til D, idet en offentliggørelse af forbindelsen til KATERINKIN ville kunne skade hele 3. departement. Konspirative møder: Udover de allerede nævnte møder i Wien med MENIN, mødte D føringsofficeren KATERINKIN i små byer uden for København. KATERINKIN kørte med tog til og fra disse møder, og forinden havde residenturet checket for observation i København. I november/december 1981 var D i USSR, officielt for at besøge IMENO, men hovedformålet var imidlertid mødeaktivitet med KATERINKIN. Denne rejse blev betalt af KGB. Af PR-årsrapporten for 1977 fremgår det, at D har fået penge af KGB for konkrete opgaver, men intet nærmere om opgavernes art. I 1982 understreges det også, at D accepterede penge fra KGB. Arbejdet for KGB: KGB-residenturets årsrapporter nævner dels D som talentspejder og accessagent, men det understreges, at D først og fremmest bruges i forbindelse med active-measure operationer imod Hovedfjenden (USA) via arbejdet som journalist. Fremtidig status:

35 Ilya BARANIKAS, APN-chef (og co-opteret KGB) har efter KGB s brud med D knyttet venskabelige bånd til ham. Dette betyder (ifølge *****), at KGB ønsker at køre forbindelsen videre på et åbent plan (BARANIKAS vil naturligvis viderererapportere samværet med D til KGB). Om KGB vil inddrage D i agentnettet igen er ikke udelukket, men afhænger i høj grad af D s sovjetiske hustru. Hvis hun bliver i landet, vil det nok være tvivlsomt af sikkerhedsmæssige årsager." Næste møde mellem Jørgen Dragsdahl og PET blev afholdt den 20. marts Af mødereferatet, der er dateret den 25. marts 1985 (P/9) fremgår: "Afd I 3 APR [Stempel] Vedr.: Journalist Jørgen Johannes Dalitz DRAGSDAHL f.d. 11/ På baggrund af et møde den 7/ (OVERSTREGET) hvor det blev besluttet at tilsige DRAGSDAHL (D) til en snarlig samtale, kontaktede 817 telefonisk D og aftalte et møde med ham her i huset torsdag den 20/ kl Det var tanken, at D skulle konfronteres (OVERSTREGET) omkring D s forbindelser til navngivne KGB-officerer, ligesom han også skulle delagtiggøres i vor viden om hans konspirative møde den 7/ med KATERINKIN i et S-tog mellem Farum og København. Det blev også aftalt, at 817 og 3/293 fra vor side skulle deltage i samtalen/afhøringen samt at vore spørgsmål til D begrænsede sig til ovennævnte emner/hændelser, således, at D ikke fik indtrykket af, at han i en årrække havde været genstand for en egentlig PET-overvågning. ( Vor tilstedeværelse i forbindelse med S-togs-episoden skulle forklares med vor helt specielle interesse i Katerinkin ).] 700 fastslog samtidig, at D, hvis han under mødet ønskede at få belyst sin retsstilling, skulle gøres bekendt med, at han ikke var sigtet, ligesom han var frit stillet med hensyn til at fortsætte samtalen. --- D mødte imidlertid ikke op torsdag den 20/ kl Kl. ca ringede han til 817 og undskyldte, at han havde glemt mødeaftalen. Han forklarede, at han straks ville tage en hyrevogn, og kl ankom han her til afdelingen. De fysiske rammer var i lighed med møderne i 1985 henlagt til 817 s kontor. Sidstnævnte præsenterede undertegnede, hvorefter man indledte med en snak om emner som: EAP, politiske konsekvenser omkring AIDS-problematikken i USA og PALME-mordet. D var tydeligt nervøs, (forsøgte blandt andet at tænde en cigaret i den forkerte ende ), ligesom det var indtrykket, at han følte ubehag ved at undertegnede også deltog i mødet. Det var D, der valgte de indledende emner, og han talte med meget lav, usikker stemme og forsøgte helt klart at tale sig varm. Herefter gjorde 817 gældende, at PET (OVERSTREGNING) havde fået kendskab til en række oplysninger omkring KGB s forbindelse til D, og at det var disse ting, som vi sammenholdt med sidste års snak om sovjetiske diplomaters aktiviteter ønskede at drøfte nærmere. Samtalen blev drejet ind på CHEBOTOK, og D blev anmodet om at præcisere sin mødevirksomhed med denne KGB-officer. (I 1985 havde D kun oplyst, at de havde afholdt et par møder i midten af halvfjerdserne, og at CHEBOTOK havde givet ham en konkret opgave, som han afslog). D svarede, at i så fald var det nødvendigt at gå tilbage i hans optegnelser, men at selve kontakten var etableret på den måde, at CHEBOTOK havde ringet til ham fra en telefonboks efter gadestøjen at dømme De mødtes derefter på restaurationer i Købenavn.

36 CHEBOTOK ønskede på et tidspunkt, at D skulle samle en lille skare omkring sig af anti-amerikanske personer, som blandt andet skulle arbejde med Black Panther-problematikken i USA. Belønningen ville være en bil, men D afslog. På trods af denne episode samt den kendsgerning, at D følte, at CHEBOTOK forsøgte at køre møderne skjult, var D helt tryg ved forbindelsen. Han forklarede, at han som led i sit journalistiske arbejde betragtede KGB som en meget vigtig informationskilde omkring sovjetiske spørgsmål, og for at få disse informationer var han til en vis grad nødt til at deltage i dette spil. I forbindelse med de efterfølgende spørgsmål vedrørende en uddybning af deres forbindelser, spurgte D, hvad det hele gik ud på, idet han følte, at samtaleformen tangerede et forhør og, at vi, som han udtrykte det var ved at bevæge os ind i straffelovens bestemmelser. 817 garanterede på dette tidspunkt, at samtalen ikke mundede ud i en rapport, en sigtelse eller en vidneindkaldelse. Dette beroligede i behersket grad D, der stadig var meget nervøs. Han forklarede, at han selvfølgelig betragtede CHEBOTOK som efterretningsofficer, men samtidig møderne som en nødvendighed blandt andet for så smertefrit som muligt at kunne rejse ind og ud af Sovjetunionen. D blev herefter gjort bekendt med, at vi lå inde med oplysninger gående ud på, at han var nervøs for at mødes med CHEBOTOK. D afbrød, idet han mente at vide, hvad disse oplysninger indeholdt, nemlig at han havde fortalt CHEBOTOK, at 2 PET-medarbejdere på et tidspunkt havde opsøgt hans kone. Dette var løgn, men et forsøg på at holde CHEBOTOK fra livet. Vi fortsatte med at anføre, at det ikke lige netop var den episode vi tænkte på, men i stedet, at D skulle have udtrykt ængstelse for at mødes med CHEBOTOK, idet D var bange for, at PET havde fulgt ham til et af deres møder, ligesom der var en mulighed for, at CIA havde penetreret Den sovjetiske Ambassade. D kunne ikke huske at have oplyst CHEBOTOK om disse ting, men anså det for sandsynligt, idet han som politisk yderliggående måtte påregne at være genstand for PET s opsyn. At han skulle have nævnt frygten for CIA s penetrering, måtte tages som et forsøg på at skubbe CHEBOTOK fra sig, idet han var en uhyre aktiv herre. Som et eksempel på CHEBOTOK s pågående facon nævnte D at CHEBOTOK på et tidspunkt ville have ham til at sætte et kryds ved Rønberg Legetøj i St. Kongensgade. Dette var dog efter D s opfattelse at gå over stregen, hvorfor han afslog. Da CHEBOTOK udrejste (22/7-1977) opstod en pause i D s forbindelse til sovjetiske diplomater. Kort før maj måned 1978 traf han ved en reception i den sovjetiske ambassade MININ, og en ny møderække begyndte. Dog havde D mellem kontakten til CHEBOTOK og MININ forbindelse med en anden, ældre diplomat. (LIOUBIMOV blev foreslået, men D afviste dette navn). D blev spurgt, om han kunne huske enkeltheder omkring møderne med MININ, men i lighed med det samme spørgsmål vedrørende CHEBOTOK, var D ikke i stand til at huske konkrete ting. Han betegnede MININ som en betydeligt yngre og betydeligt klogere person end CHEBOTOK, og betragtede ham heller ikke som så udpræget efterretningsofficer som tilfældet var med CHEBOTOK. I det hele taget var hans samkvem med MININ ganske anderledes behageligt og personligt. Kun i et enkelt tilfælde havde de forlagt et møde til Roskilde, idet ingen af dem ønskede at blive genkendt. Det skal i denne forbindelse nævnes, at D, efter at vi forlod spørgsmålene omkring CHEBOTOK, slappede væsentligt mere af.

37 På dette tidspunkt gjorde vi D bekendt med oplysningerne om at MININ og D havde mødtes i Wien i sensommeren eller efteråret D begyndte her at væve. Han var meget usikker med hensyn til det nævnte tidspunkt, og oplyste i stedet, at han før han blev udstationeret som korrespondent for Information i USA i , aftalte at mødes en enkelt gang i Wien med MININ i dette tidsrum, idet D af skattemæssige årsager ikke på daværende tidspunkt kunne vise sig i Danmark. Grunden til mødet var dels at holde forbindelsen ved lige og dels at kunne udveksle generelle politiske synspunkter. D vendte herefter tilbage til efteråret 1982 og bekræftede, at han også på dette tidspunkt havde mødtes med MININ i Wien. vi gjorde gældende, at MININ på daværende tidspunkt var udrejst samt det lidt flotte i at KGB ofrede penge på at mødes med D i 3. land, hvis årsagen blot var at holde forbindelsen ved lige. Til dette svarede D, at han i forbindelse med sit arbejde for Ny Tid i Oslo rejste meget i Europa, samt at grunden til dette Wien-møde var den, at MININ havde nogle personlige oplysninger vedrørende A. Vi spurgte om ikke disse oplysninger kunne have været kanaliseret til ham på en mere officiel måde. D svarede, at personlige kontakter i et så bureaukratisk system som det sovjetiske altid er at foretrække. Han kunne dog samtidig godt indse, at KGB sandsynligvis havde betragtet ham som et rekrutteringsemne. Vi fremlagde oplysninger gående ud på, at D (OVERSTREGNING) havde modtaget penge af KGB. Dette nægtede D på det kraftigste. Han indrømmede at have mødtes med russere under flere forskellige former for naturlig selskabelighed, men derudover var der ikke tale om noget samkvem. Herefter blev samtalen drejet hen på KATERINKIN, som D indledningsvis nævnte havde været helt anderledes end de 2 foregående kontakter. Her havde der kun været tale om få møder, og det var D s opfattelse, at KGB s forbindelse til ham blev nedtonet, da det gik op for dem, at D ønskede at gifte sig med en sovjetisk kvinde. Vi gjorde dog opmærksom på, at man set med vore øjne måtte betragte forbindelsen, eller visse elementer i den, som konspirativ. D indrømmede, at sådan kunne det måske opfattes, men at møderne var baseret på restaurations-besøg. På dette tidspunkt afslørede vi vor viden om mødet den 7/ kl på Farum S-station mellem KATERINKIN og D. Vi forklarede, at vi havde fulgt KATERINKIN, som så havde ført os til ovennævnte destination. D indrømmede, at han ved få lejligheder havde mødtes under mærkelige omstændigheder med KATERINKIN og fortalte efter en længere tænkepause at de den pågældende dag havde aftalt at mødes på en kro beliggende i umiddelbar nærhed af Farum S-station. De mødtes imidlertid på stationen, hvilket KATERINKIN forklarede med, at han havde halsbetændelse og var syg??? Vi redegjorde herefter om observationstjenestens iagttagelser vedrørende mødets videre forløb: KATERINKIN s og D s placering i en tom kupé i S-toget, D s medbragte avis, der 7 gange under turen mod København skiftede hænder samt at KATERINKIN, da en fremmed satte sig ved siden af dem, uden at sige farvel forlod D, steg af toget, steg på igen og fortsatte turen i en anden vogn. D havde ingen kommentar til dette, bortset fra, at han ikke kunne huske detaljen med avisen.

38 Efter disse spørgsmål (OVERSTREGNING) var D meget interesseret i at få belyst, hvorvidt KGB betragtede deres arbejde med ham som en succes D fik det svar, at det umiddelbart kunne se ud som om KGB mente, at det var lykkedes, at få D til at samarbejde. D spurgte, hvad formål et sådant samarbejde skulle tjene. Han blev gjort bekendt med, at et arbejde som påvirkningsagent formentlig var baggrunden. Hertil mente D, at KGB s bestræbelser i så fald var spildte, idet ingen behøvede at overbevise ham om, at Sovjetunionens synspunkter var korrekte. I forvejen kunne han jo følge dem et langt stykke. Som afslutning på mødet berørte D emner som: A s snarlige rejse til Sovjetunionen, vodka-forbudet på Den sovjetiske Ambassade i København, TREHOLT s overdrevne betydning i norsk politik samt Arne HERLØV-PETERSEN sagen, som D ligeledes mente var tillagt en vanvittig betydning i dansk fredssammenhæng D talte i denne fase ustandselig og var helt i den selvsikre rolle, til tider næsten aggressiv. Mødet varede 3-1/4 time. Konklusion: Som det måske fremgår af dette sammendrag af samtalen var der tale om en meget blød afhøring, hvor vi indenfor den ramme, som vi var pålagt fremlagde det i indledningen nævnte materiale. Vi forsøgte på intet tidspunkt at bore alt for meget i D s specielt i starten lidt usikre fremstilling af begivenhederne. Han fik for det meste lov til at tale uden supplerende spørgsmål. Med undtagelse af ét punkt, nemlig, at KGB havde forsynet ham med penge (OVERSTREGNNING) vedgik han (OVERSTREGNING). D gled forholdsvis elegant af på indholdet af møderne med de skiftende KGB-officerer ved ikke at kunne huske nærmere enkeltheder. Kun ved det sidste Wien-møde (1982) bragte han sig på tynd is ved at forklare, at årsagen var personlige oplysninger om hans sovjetiske kone. Formålet med samtalen var at bibringe D den opfattelse, at han i KGB s politiske efterretningsaktiviteter har befundet sig i den grå fase. Vi mener selv, at dette lykkedes. I hvert fald har vi efterfølgende været i stand til at måle, at D er bragt ud i seriøse spekulationer. D s nervøsitet under samtalen vedrørende CHEBOTOK (OVERSTREGNING ovenfor linen) var påfaldende. Der er for os ikke tvivl om, at han dengang (i midten af halvfjerdserne, hvor han var betydeligt mere politisk yderliggående end i dag) var offer for den forholdsvis moderat begavede efterretningsofficers meget direkte og lavtflyvende men resultatorienterede bearbejdning. Personligt tror jeg, at D under CHEBOTOK gik langt længere, end han vil være ved. Anderledes var det med hensyn til MININ (OVERSTREGNING ovenfor linen) Disse møder har ligefrem været en befrielse for D, idet denne åndeligt velfunderede KGB-officer sandsynligvis ikke fulgte CEBOTOK s lige på og hårdt -stil, men derimod placerede D på en piedestal, hvorfra han kunne underholde sin sovjetiske kontakt med storpolitiske udredninger Forbindelsen til KATERINKIN (OVERSTREGNING ovenfor linen) nåede aldrig samme politiske højder som tilfældet var med MININ

39 D måtte dog stadig godtage de meget konspirative elementer i mødevirksomheden, men på dette tidspunkt har det set fra hans side nok mest været i et forsøg på at tækkes KGB for at bevare chancen for at få sin sovjetiske hustru til Danmark. D var i denne periode syg af forelskelse. Hans forsøg på at finde en naturlig forklaring på mødet i Farum og den efterfølgende tur i S-toget var mildest talt forbløffende, og jeg tror ikke engang han selv ved, hvad han mente. Set med KGB briller har D s position dels som en person udstyret med en ofte særdeles skarp pen og dels som medlem af SNU været ualmindelig nyttig. Det er ikke uden grund, at han på et tidspunkt i CENTRET blev benævnt som nr. 1 i Danmark, men hvor meget man reelt har fået ud af denne agent, kan der kun gisnes om. Den 25. marts 1986" Der er udarbejdet en rapport i november 1986, efter at møderækken mellem Jørgen Dragsdahl og PET var afsluttet. Bilaget er på 15 sider, hvoraf side 13 er blank bortset fra en enkelt linie. Af bilaget fremgår: " : Studerende på Instituttet for Internationale Relationer. Tysk, historie og politik. 1962: Ansat i KGB : KGB-skolen : 1. Hoveddirektorat, Direktorat S, 2. afdeling tysk sektion arbejde med illegales dokumentation : Attaché, senere 3. sekretær ved ambassaden i København. Illegal støtteofficer : 1. Hoveddirektorat, Direktorat S, 2. afdeling europæisk sektion arbejde på Danmark : 3., 2. og 1. sekretær ved ambassaden i København. Linie PR-officer, senere viceresident og chef for PR-linien : 1. Hoveddirektorat, 3. Departement, assistent for chefen for 3. Departement : Ambassaderåd ved ambassaden i London. Linie PR, senere viceresident og chef for PR- Linien og sidst resident med rang af oberst. KGB etablerede i 1976 en kontakt til en journalist, der på dette tidspunkt - efter en lidt aggressiv politisk opvækst, hvor han i forbindelse med sit partiarbejde for VS var involveret i Black Panther bevægelsen havde fundet den skarpe pen frem. Han nærede et ubændigt had til den amerikanske regering og brugte sit journalistiske arbejde til udgydelser mod USA. Han blev tildelt dæknavnet STOT, og den første føringsofficer var CHEBOTOK. KGB fandt straks ud af, at journalistens talenter var mangesidede. Man brugte ham i active measures operationer, ligesom han i residenturets 3-års plan for perioden tænktes anvendt mod stats- og udenrigsministeriet. Der er dog ingen tvivl om, at hans virkelig styrke lå og vel stadig ligger som påvirkningsagent qva hans journalistvirksomhed. I 1978 blev pågældende rekrutteret som agent, og i 1980 udsendte hans blad ham som korrespondent i USA. CHEBOTOK var udrejst og den nye føringsofficer hed MININ.

40 Under opholdet i USA forsynede KGB ham med penge, og han blev i mindst 2 tilfælde kaldt til 3. lands møder i Wien, hvor han mødte MININ. Han skaffede KGB oplysninger om USA s politik og forsvarsspørgsmål, og han blev betegnet som en god og resultatrig agent. Han vendte hjem i Han blev i 1982 kaldt til endnu et møde i Wien, hvor han igen mødtes med MININ, der på dette tidspunkt var udrejst af Danmark og tjenestegjorde i Moskva. Føringsofficeren i Danmark hed KATERINKIN, med hvem han afholdt yderst konspirative møder i mindre byer på Sjælland. Det skal erindres, at journalisten på dette tidspunkt ikke var en hr. hvem som helst, idet han i perioden var medlem af SNU. I forbindelse med den pågældendes indgåelse af ægteskab med en sovjetisk kvinde droslede KGB kontakten til ham ned. Således er det sidst konstaterede møde mellem pågældende og KATERINKIN tilbage til sommeren 1983." Desinformation Der har under sagen været fremlagt en række artikler, uddrag af bøger o.l. i relation til en række af de forhold, om hvilke Bent Jensen har hævdet, at Jørgen Dragsdahl desinformerede offentligheden via sine artikler. Dette gælder således bl.a. vedrørende NATOs dobbeltbeslutning i 1979, Able Archer øvelsen i 1983, Philip Agees bog "Inside the Company", dokumentet FM B, Aldo Moro og "Operation Gladio"/Stay-behind netværk. Forklaringer Sagsøgeren Jørgen Dragsdahl har forklaret, at han udover det i det fremlagte CV anførte i 2 år har undervist i Estland. Han har 97 amerikanske kilder, herunder 3 kilder, der har været ansat på IPS. Han har rejst meget, og var første gang i Moskva i Bortset fra en rejse i februar - hvor rejsen var betalt af APN - har hans arbejdsgiver betalt for disse rejser. Det skete dog ofte, at Information fik - og tog imod - invitationer til rejser, som de pågældende lande betalte, herunder USA og Tyskland. Han har forklaret, at han havde et møde med Chebotok, mens han selv boede i Roskilde. Han og Chebotok mødtes på en restaurant i Kongens Have - han husker, at det var koldt. Han og Chebotok har kun afholdt møder på københavnske restauranter. Chebotok var helt ligeglad med hans skribentvirksomhed. Chebotok opfattede ham som repræsentant for De Sorte Pantere. Chebotok ønskede, at han skulle danne en lille danske gruppe - og tilbød ham en bil, hvis han ville lave en sådan gruppe. Han sagde nej - og sagde samtidig til Chebotok, at der garanteret ville være infiltration fra PET. Han mødtes sidste gang med Chebotok inden sin afrejse til USA i juni Han har ikke mødtes med Chebotok, efter han kom tilbage fra USA. I sommeren 1977 blev han hjemkaldt fra sit arbejde i USA. Han begyndte at arbejde på Informations udenrigsredaktion. Han blev, af en kollega på redaktionen, inviteret med til en reception i februar 1978 på den sovjetiske ambassade. Den pågældende kollega havde omgang med den sovjetiske militærattache. Da han gerne ville til Moskva, anmodede han

41 under receptionen om at mødes med presseattacheen. Denne presseattache var Minin. Minin bad ham om at søge om rejsetilladelse skriftligt. Han afleverede sin ansøgning til Minin under et møde på Kongens Nytorv. Han fik tilladelse til at rejse til Moskva, men fik ikke sine ønsker om kontakter der opfyldt. Han var meget utilfreds med rejsens forløb. Da han kom hjem, gav han udtryk for dette over for Minin. Minin henviste ham til en ældre diplomat på ambassaden, der kunne hjælpe med besvarelse af nogle af de spørgsmål, som ikke var blevet besvaret under rejsen. Han havde derefter ikke flere møder med Minin. Han har dog efterfølgende set Minin, blandt andet i forbindelse med at Minin havde møder med Vibeke Sperling på Informations kontor. Han mødtes første gang med Lioubinov i september 1978, hvor Lioubinov havde en flaske vin med og sagde, at han skulle hilse fra Chebotok. Han brød sig ikke om Chebotok og tog dette som en fornærmelse. Han havde derefter en række møder med Lioubinov indtil 1980, hvor Lioubinov rejste ud. Han havde ikke samtidig møder med Minin, men kan have set ham. Møderne med Lioubinov foregik på forskellige restauranter i København. Han fik udleveret nogle teser - indeholdende oplysninger til brug for artikler - fra Lioubinov, men han benyttede dem ikke. Han har siden overgivet disse både til DIIS og til PET Kommissionen. Det var ofte, at der blev sendt materiale fra både sovjetiske og fra amerikanske kontakter. Dette materiale var kendetegnet ved, at der intet forfatternavn var var anført, således at han selv kunne tage ære herfor. Han var meget kritisk over for det, han modtog fra Lioubinov. Lioubinov ophørte derfor med at give ham disse, idet han tilkendegav, at teserne ikke var fagligt gode nok. Han har ikke overfor PET detaljeret redegjort for den kronologiske sammenhæng mellem møderne med personale fra den sovjetiske ambassade. Han deltog højst i 3-5 møder med Minin. Mødet i Roskilde var det sidste, som han havde med Minin i Danmark. Det var et venskabeligt møde. Han kunne godt lide Minin, og de havde et godt forhold. Han og Minin spiste frokost, så herefter domkirken og gik en tur. Det var ikke for at undgå genkendelse, at mødet fandt sted i Roskilde. I givet fald ville de have mødtes et andet sted, idet han havde boet en periode i Roskilde og kendte mange der. Han vidste ikke, at Minin var KGB-mand. Han kendte kun Minin som presseofficer, og opfattede ham også som sådan. Han mødtes ikke med Katerinkin i forskellige byer på Sjælland, herunder Næstved. Han gætter på, at årsagen til at Gordijevskij har anført, at han havde mødt Katerinkin i forskellige provinsbyer er, at det var denne metode, som Gordijevskij selv anvendte. Han har kun holdt møde med Katerinkin i november 1982, i marts 1983 i Farum og endelig på den sovjetiske ambassade. Det var Katerinkin, der ganske usædvanligt forslog, at de skulle mødes i Farum. Katerinkin begrundede valget med, at der var åbnet en ny kro, hvor de formentlig kunne sidde i fred længere tid - end det havde været muligt under deres møde på en københavnsk restaurant i november - og at det var billigere at spise der end i København. Katerinkin forklarede ham også, at det kunne være svært at overholde budgettet, når de spiste frokost i København. Han var helt klar over, hvad der foregik, og at han var under kultivering af Katerinkin. Mødet i Farum blev aftalt allerede under deres møde i november måned. Katerinkin havde sagt, at han ikke måtte ringe til ham. Det var ikke usædvanligt, at der blev planlagt møder lang tid frem i tiden. Da de mødtes i Farum, sagde Katerinkin, at han havde halsbetændelse og at de skulle tage toget tilbage til København med det samme. I toget tog Katerinkin et eksemplar af Information frem, hvor han havde understreget nogle linier. Det var en artikel, der omhandlede kampagnen om "Nej Til Atomvåben", og om undertrykkelse af fredsaktivister i Moskva. Katerinkin var meget utilfreds med artiklens indhold, og det udviklede sig til en kritik af flere af de artikler, som han havde skrevet over de seneste måneder. Han svarede Katerinkin igen, og sagde noget om et totalitær samfund, hvorefter Katerinkin blev vred og forlod togkupeen. Katerinkin talte ikke dansk og samtalen fandt sted

42 på engelsk. Det er muligt, at avisen flere gange skiftede hænder, men det var et led i deres samtale. Hans indtryk af mødet var, at Katerinkin skarpt tilkendegav sovjetisk holdning over for ham. Han husker ikke, at Katerinkin gik netop samtidig med, at der kom en fremmed ind i kupeen. Han husker det som en diskussion, der var heftig, og hvor han forsvarede sine synspunkter over for Katerinkin. Han var vred over at blive irettesat af Katerinkin. Han mødte senere Katerinkin til en reception på den sovjetiske ambassade, men han havde ikke flere aftalte møder med ham. Han har ikke mødtes med Katerinkin i Holbæk. Han tog til Holbæk for at træffe en person, der hed Hanne fra en fredsorganisation, der hed Samarbejdskomiteen for Fred og Sikkerhed. Hanne boede i Holbæk, og de skulle mødes der. På vej til Nørreport Station bemærkede han, at han blev overvåget. Han gjorde, hvad han kunne for at ryste denne overvågning af og gjorde opmærksom på, at han vidste, at han blev overvåget. Han troede også, at det lykkedes at ryste forfølgerne af. Han ønskede på grund af hendes tilknytning til Samarbejdskomiteen for Fred og Sikkerhed ikke at blive set sammen med hende. Han trafkaterinkin igen i september 1983 under en reception, og de talte sammen. Katerinkin var da faldet til ro i forhold til mødet i marts måned. Han tror, at det drejede sig om, at Katerinkins forventninger til ham var ændret. Han vidste ikke, at Katerinkin forud for deres møde i Farum havde brugt flere timer på at ryste forfølgere af sig. Han var ikke blevet bedt om at sørge for at skjule sin færden. Han har haft 2 møder med Minin i Wien. Første gang var i december 1980, mens han boede i USA. Han var rejst til Europa i arbejdsmæssig sammenhæng, og rejsen var betalt af Information. Han havde kontakt til flere ambassader og skulle også have møde med en sovjetisk delegation, der skulle deltage i et møde vedrørende sikkerhedspolitik. Da han i Wien havde møde med den sovjetiske delegation, dukkede Minin op. Minin var på dette tidspunkt udsendt til Danmark, og var rejst til Wien for at mødes med ham. Det var ikke aftalt, at han skulle mødes med Minin og han blev faktisk sur over, at Minin dukkede op - "det lugtede ubehageligt". Minin ville tale med ham om Polens situation. Fra hans synsvinkel var det et tilfældigt møde. Han havde mange møder med forskellige under rejsen både i Nato og i andre organisationer. Det andet møde i Wien i efteråret 1982 var ikke tilfældigt. Det var i forbindelse med, at han ville forsøge at få sin kæreste ud af Sovjet. Han tog spørgsmålet op over fra Minin første gang under mødet i Roskilde, og spurgte om A kunne komme på besøg hos ham i Danmark. Minin gav udtryk for, at dette kunne lade sig gøre, men hans anvisning kunne ikke løse situationen. Minin lovede under mødet i Roskilde at tage sagen op. Minin fortalte, at han skulle på rejse til Europa i efteråret, og de aftalte da at mødes. I september måned var han på den sovjetiske ambassade til en reception. Han blev da spurgt, om han kunne rejse til Wien og mødes med Minin. Han er usikker på, hvem der spurgte ham om dette - men han fik en dato for mødet. Han og Minin mødtes. Det var en privat rejse, så han betalte selv herfor. Han fik der oplysning om, at A s forhold ikke var så gode. Under samtalen med PET i marts 1986 vævede han omkring disse møder, idet han ikke ville komme med nye oplysninger, der kunne kompromittere hans troværdighed. Han viste ikke, at KGB har betegnet ham som "nummer 1", og han tvivler på, at han reelt er blevet beskrevet som sådan. Det må have været Minins opfindelse. I perioden fra lavede han aktiviteter som var uforenelige med hans virke som journalist. Han havde - som det fremgår af PET-Kommissionens beretning - lovet at hjælpe A med at komme ud af Sovjet. Dette udviklede sig til, at han i maj 1983 direkte blev bedt om at hjælpe A, der øjensynlig var forelsket i ham. Han blev - af en veninde til A - foreholdt, at han havde lovet at hjælpe A. Han blev klar over, at der var problemer med at få A ud af Sovjet. Han forsøgte efter råd at gøre det til en stor kærlighedshistorie. Da dette ikke var tilstrækkeligt, kontakte han i 1984 KGB folk for at få tilladelse til at indgå ægteskab og få sin

43 ægtefælle ud. Han brugte måske mennesker - både i Europa og i USA for at lægge pres på de sovjetiske myndigheder. Han begyndte efter råd at give udtryk for, at han var ved at blive utilregnelig, og skabte derved en frygt i Moskva for, hvad han ville gøre. Han gennemførte med professionelle rådgivere en kampagne, hvor han agerede, som om han var utilregnelig. Det lykkedes og han fik sine tilladelser igennem. Han vidste, hvad efterretningsarbejde var, og hvordan han skulle forholde sig til dette. Ingen har overfor ham identificeret sig som KGB folk. Han har givet også mødt folk i Moskva, der var inden for KGB. Han mente sig fuldt i stand til at kontrollere situationen ved møder med KGB folk - men han kan reelt ikke vide, om han mødtes med nogle sådanne. Han troede, at Minin bare var presseofficer - men det var ikke tilfældet. Han vidste heller ikke, om han var under kultivering af KGB folk, men mente sig også i givet fald i stand til at styre dette. Det er netop en del af hans arbejde som journalist. Han mener ikke, at Minin havde evner til at kultivere ham. Lioubinov ønskede ikke at kultivere ham, han ønskede blot at kunne tage æren i Moskva for hans skriverier. Jørgen Dragsdahl forklarede videre, at han, da han traf Lioubinov, kun kende ham som Michael. Den ældre herre, som han tidligere har omtalt, som ham, der kunne besvare de spørgsmål, som han ikke havde fået svar på under sin rejst til Moskva, var Lioubinov. Det var efter, at Lioubinov var rejst tilbage til Sovjet, at hans samtalepartner blev Minin. Han lærte A at kende i februar 1982, da han var i Moskva. A var da barnepige for Vibeke Sperling. Der var intet møde med A i efteråret Han var kun i Moskva i februar i året Det er forkert, at det af visse dokumenter fra PET fremgår, at han var i Moskva i oktober måned Under sit besøg i Moskva i foråret 1982, mødtes han tilfældigt med en mand på den sovjetiske ambassade, der oplyste, at han skulle være diplomat i København. Denne mand var Katerinkin. Katerinkin præsenterede sig som Minin s efterfølger. Han opfattede på dette tidspunkt stadig Minin som almindelig presseofficer. A fortalte om sin skæbne, da de mødtes i februar Hun havde en meget tragisk skæbne, og de talte meget sammen. De kørte sammen til hans hotel, hvor han gav hende en bog. Da de var på hotelværelset, bad A ham om at hjælpe hende med at komme på besøg i Danmark. Han svarede hende, at han muligt kunne hjælpe via en ven på den sovjetiske ambassade, der hed Katerinkin. Han vidste på dette tidspunkt ikke, om Katerinkin reelt ville være villig eller i stand til at hjælpe. Han forsøgte at sikre sig, at A var klar til at løbe den risiko, det var, at han forsøgte at rejse hendes sag. Han har efterfølgende erfaret, at hotelværelset var aflyttet af KGB. Han havde overfor A oplyst, at han ville forsøge at bruge Helsinkii-aftalen, således at hun kunne komme på besøg i Danmark. Han omtalte også overfor A, at Katerinkin muligt var KGB-officer. Han mødtes med Minin i oktober 1982, hvor Minin havde lovet at undersøge, om han kunne være behjælpelig med at få A ud af Sovjet. Under hans møde med Minin i Wien fremgik det, at Minin var ked af at være tilbage i Moskva. Han blev vred på Minin over de oplysninger, som Minin videregav om A. Han var ikke rar over for Minin. Minin blev under mødet meget beruset og brød sammen. Han fik ingen penge fra Minin, og det var et privat møde. Da han traf Katerinkin i november 1982, udspurgte Katerinkin ham om Minin. Han sagde til Katerinkin, at han ikke huskede noget. Han ønskede at beskytte Minin og ville ikke sige for meget om deres møde i Wien. Han har aldrig fået penge i hånden af Minin under møder i Wien. Han har aldrig modtaget penge fra KGB.

44 Han og A blev gift i oktober 1983 i Moskva. Han havde forinden været i Moskva i en uge i september 1983 for at indlevere de nødvendige papirer. Han kom igen til Moskva i januar 1984, hvor han opsøgte den sovjetiske ambassade. Han forsøgte at få A med til Danmark, idet der var opstået store problemer hermed. A havde modtaget et brev fra sin far, der sad i fængsel. Det fremgik af brevet, at As far var vred over, at de ikke havde hjulpet ham. Faderen anmodede om, at han skulle hjælpe ved at gå til KGB og tilbyde KGB sin hjælp. Han blev meget chokeret, og han ville ikke gå til KGB. Han gik dog med til at medtage et brev, hvilket han senere fortrød og bortskaffede. Han har efterfølgende, under et møde med Mikael Lyngbo, PET, gennemgået de notater, som han tog i forbindelse med, at A fortalte, at hendes far havde sendt et brev til hende fra fængslet. A og hendes datter kom til Danmark i august Der opstod stadig flere problemer med As aktiviteter i København, og de boede ikke sammen. Der blev begået indbrud hos ham, han modtog underlige breve og mærkelige telefonopkald. Han blev også opsøgt af en person, der udgav sig for at være politimand, men det viste sig efterfølgende, at den pågældende ikke eksisterede. Han ønskede derfor at tale med PET. Denne kontakt blev formidlet via Ole Espersen, og han fik kontakt med Lyngbo. Han havde det sidste møde med Lyngbo i Lyngbo havde anmodet om dette møde og havde oplyst, at de ville foreholde ham de nye oplysninger, som Gordijevskij havde bragt frem. Årsagen til, at han var rystet og nervøs den pågældende dag, var helt private omstændigheder, der var indtrådt samme dag - og ikke at han havde dårlig samvittighed. Han har gennem tiden haft russiske bekendte, der nu indtager betydelige stillinger i Rusland, fx den nuværende russiske viceudenrigsminister Ryabkov, ambassadør Mendelevilsj og Sidorova, der tidligere var journalist, men som nu er rådgiver for den russiske udenrigsminister. Han har aldrig været i personlig kontakt med Gordijevskij. Han har aldrig skrevet artikler til et sovjetisk ugeblad, men der er blevet oversat og optrykt artikler, som han har fået offentliggjort andre steder - meget ofte med bladets egne kommentarer til det skreven. Han har tidligere været fast skribent for blandt Hjemmeværnsbladet, men det ophørte, da Bent Jensen offentliggjorde sine artikler i Jyllands Posten. Han er nu arbejdsløs og lever dels af kontanthjælp og dels af en free-lance virksomhed. Han er blevet blacklistet efter, at Bent Jensens artikler er blevet offentliggjort i Jyllands Posten. Det er hans opfattelse, at siden et af dokumenterne fra PET kom i hænderne på Lars Hedegaard, som er en af Bent Jensens mænd, og efter at Lars Hedegaard skrev en artikel, der var fyld med løgn, og som kaldte ham KGB agent, er hans kontaktnet i USA ophørt. Han har ikke haft kontakt med Phillip Agee siden Han vidste ikke, at den pågældende var agent - det fik han først oplysning om i Agee har på en pressekonference åbent fortalt, hvilke personer, der var CIA agenter. Vedrørende dokument FM 30-31B fik han det udleveret i november 1978 på et kontor i USA. Han tog kopi af det og udleverede det til sine amerikanske kilder. Han vidste ikke, at det var en KGB forfalskning. Han spurgte den amerikanske ambassade, om det var et autentisk dokument, men de ville ikke kommenter dokumentet. Han havde løbende kontakt med Magrethe Auken. Hun var ikke en politisk spiller af betydning, og de, der var det, fx Lasse Budtz og Gert Pedersen ønskede ikke hans råd - de kunne selv. Han har også haft kontakt til borgerlige politikere, herunder Connie Hedegaard. Han havde ikke meget kontakt med Kjeld Olesen. Hans primære kontakter i Socialdemokratiet var Jytte Hilden, og Anker Jørgensen

45 Han var en af initiativtagerne til "Nej til Atomvåben". Han ønskede at facilitere en debat i Danmark, og han tog kontakt til nogle personer, som gik med i at starte dette. Han har ikke fået journalistisk bistand fra APN, der hjalp alle journalister med at arrangere rejser og kontakter til Sovjet. Sagsøgte Bent Jensen har forklaret, at han blev professor ved SDU i 1980, hvor han var ansat til han for et års tid siden fyldte 70 år. Han har gennem årene specialiseret sig i forhold med tilknytning til Sovjetunionen, og har herunder arbejdet meget i Sovjetunionen i 1980 erne og 1990 érne. Han har ikke beskæftiget sig særligt meget med den nyere historie, herunder "fodnotepolitikken". Han er sikkerhedsclearet i PET op til "Yderst Hemmelig" - formentlig i lighed med udrederne fra DIIS. Den omstændighed, at et dokument er afklassificeret betyder, at dokumentet må omtales i forbindelse med forskningsprojekter. Han har fået afklassificeret flere dokumenter, end DIIS havde til brug for udarbejdelse af DIIS-udredningen. Han fik første gang adgang til PET s arkiver i i forbindelse med et forskningsprojekt om Færøerne. Han husker ikke klart, hvornår han først gang så aktstykker, der beskrev Dragsdahls rolle under den kolde krig - men det var måske i I forbindelse med et forskningsprojekt om Danmarks rolle under den kolde krig fik han adgang til disse dokumenter. Han så således PET s materiale, inden DIIS udredningen blev offentliggjort. Han beholdt sine oplysninger for sig selv, idet han ønskede at gennemarbejde materialet, inden der skete offentliggørelse. Han ønskede også at afvente DIIS udredningen for at se, hvor meget heraf han kunne bruge. DIIS udredningen, der blev offentliggjort i 2005, omtaler kun, at PET havde Dragsdahl i søgelyset på grund af hans omgang med østlige pressefolk. Han havde på dette tidspunkt kendskab til præcis de sammen dokumenter, som DIIS udrederne havde benyttet. De pågældende dokumenter var således allerede afklassificerede - efter anmodning fra DIIS - da han bad om adgang hertil. Han var stærkt forbavset over DIIS udredningens udlægning af Dragsdahls rolle, idet DIIS havde set dokumentation for, at Dragsdahls kontakter ikke var almindelige pressefolk - men folk med tilknytning til KGB. Han fandt DIIS redegørelsen meget overfladisk netop vedrørende omtalen af Dragsdahl. Han har siden offentligt fremført sin kritik af, at DIIS ikke klart havde omtalt, hvad der var tale om. Han skrev den artikel, der blev offentliggjort den 14. januar 2007, i eftersommeren Han havde afleveret sin artikel til PET, således at PET kunne fremsætte bemærkninger til, om han havde beskrevet noget, der ikke måtte offentliggøres. Han rykkede flere gange både skriftligt og mundtligt for en reaktion fra PET. Han skrev artiklen helt færdig i december Jyllands Posten henvendte sig inden offentliggørelsen til Dragsdahl, der herefter henvendte sig til PET. Han modtog da en henvendelse fra PET, der oplyste, at visse dele, af det han ville offentliggøre, kunne skabe problemer for ham. Han kunne ikke præcist få oplyst, hvilke punkter, som var problematiske. Han var på dette tidspunkt under rejse i udlandet og havde ikke sine notater. Han indvilligede i at slette 2-3 punkter, som PET mente stadig var klassificeret. Hans formål med at skrive artiklen var at at få en relevant offentlig fremstilling af forholdene. Han fandt ikke, at DIIS undersøgelsen var tilstrækkelig klar, og han ønskede at bidrage hertil. Han havde forinden læst Ekstra Bladets artikler, og fandt det utilfredsstillende, at de oplysninger, der dengang var fremme, ikke var blevet udbredt på en tilstrækkelig måde. Han ønskede at få forholdene belyst og klarlagt. Hans bevæggrund til at skrive artiklen den 7. februar 2007 var, at han ønskede at udbrede kendskabet til samtidshistorien. Det var hans opfattelse, at han måtte omtalte PET dokumenterne, hvis det havde offentlig interesse, og hvis han tog forbehold om, at dokumenternes indhold ikke nødvendigvis var udtryk for PETs holdning.

46 Han har forklaret, at han anser bilaget, fremlagt som P10, for at være centralt, idet dokumentet indgik i det materiale, som PETs ledelse brugte til at informere regeringen, da det blev kendt, at Gordijevskij havde været dob-beltagent. Dette bilag er tilstillet statsministeren, andre ministre og topembedsmænd. Han ved ikke, om bilaget blev fremlagt på regeringens sikkerhedsudvalgs møde. Han er sikker på, at bilag P16 af 14. januar 1986, er kendt af PETs ledelse - det vil sige politimester Heninng Fode og Michael Lyngbo. Det fremgår ikke, hvem der har skrevet bilaget, men det er sædvanligt for dokumenter udarbejdet i PET. Bilag P 18 har også været på chefniveau i PET. Bilaget er kun udfærdiget i 2 eksemplarer, hvor af kan udledes, at det er et meget eksplosivt dokument. Det fremgår af dokumentet, at Henning Fode havde rådighed over eksemplar nr. 1, og at eksemplar nr. 2 formentlig er henlagt på arkiv. Det fremgår tillige, at Henning Fode personligt havde fremstillet en kopi og overgivet til Forsvarets Efterretningstjeneste. Ham bekendt har Gordijevskij betegnet Dragsdahl som agent - hvorved også KGB må have anset Dragsdahl for agent. Forsvaret Efterretningstjeneste har også opfattede det som om, at Dragsdahl udøvede desinformation. Efter hans opfattelse har PET Kommissionen - og derved Morten Heiberg, der har skrevet bind 13 - foretaget tvivlsomme fravalg af kildemateriale. Han finder det kritisabelt, at der kun er en person, der har fravalgt stort set alle dokumenter, som betegner Dragsdahl som påvirkningsagent. Det er hans opfattelse, at kommissionsmedlemmerne ikke i tilstrækkeligt omfang har gennemgået kilderne. Det er hans opfattelse, at bind 13 er sjusket udarbejdet. Han har ingen mening om, hvorfor beretningen ikke omtaler Dragsdahl. Det er hans motiv at få faktum belyst. Dragsdahl har haft stor betydning for meningsdannelsen i den pågældende periode, og dette skal han som historiker belyse. Han har ikke nogle personlige motiver til at offentliggøre dokumenterne om Dragsdahl - han har ikke været drevet af noget personligt hævnmotiv. Han har videre forklaret, at hans notat fremlagt som bilag V om desinformation ikke indeholder nogen påstand om, at Dragsdahl har viderebragt materiale, som han har fået fra KGB, eller påstande om, at Dragsdahl var vidende om, at de oplysninger, han fremkom med, var fejlagtige. F30-31B har spillet en stor rolle i KGB's desinformationskampagne. Det undrer ham, at Dragsdahl ikke har stillet kritiske spørgsmål om dokumentet til relevante personer for eksempel inden for FE og PET. Han kan ikke forstå, at dokumentet ikke har fået en klokke til at ringe hos Dragsdahl. Han har ikke nogen mening om, hvorvidt Dragsdahl var vidende om, at dokumentet ikke var autentisk. Han kan ikke vide, om KGB har hjulpet Dragsdahl på vej i forbindelse med, det han har skrevet om krisen i forbindelse med øvelsen "Able Archer", men man bør spørge sig selv om, hvad man egentlig kan vide om episoden. Man ved blandt andet, at Uffe Elleman Jensen var til møde i Moskva bl.a. med Gromyko og det er tvivlsomt, om Gromyko ville have afset tid til dette møde, hvis der var en sådan tilspidset situation, som beskrevet af Dragsdahl. Det afgørende argument er, at der ikke er et eneste vidnesbyrd fra hverken den politiske eller militære ledelse i det tidligere Sovjetunionen om, at der var en krise - for ikke at tale om, at verden befandt sig på randen af atomkaos. Historien er skabt af vestlige journalister. Han har ikke nogen viden om, hvorvidt Dragsdahl har vidst, at der var tale om desinformation, eller at han skulle have fået oplysningerne fra KGB. Dragsdahl burde have haft mistanke om, at der var tale om forkerte oplysninger og burde have undersøgt det nærmere. Det kan ligeledes nævnes, at Andropov førte forhandlinger med Honecker i november 1983 om en eventuel vesttysk finansiering af Østtyskland. Andropov udtalte i den forbindelse, at udstationeringen af Pershing raketter ikke ville betyde noget for Sovjet. Denne forhandling ville ikke have været ført i en så tilspidset situation som beskrevet af Dragsdahl. Den 12. marts 1982 bragte Information en artikel fra The Nation, som omhandlede russiske dissidenters påståede spionage mod Sovjet. Der er tale

47 om en infam artikel, fordi den kunne udsætte de sovjetiske dissidenter for problemer. Artiklen blev bragt både i Information og i et Sovjetisk tidsskrift af en journalist, der var kendt for at have tætte forbindelse med KGB. Dragsdahl omtaler i en leder i samme udgave af Information artiklen som velunderbygget og velskrevet. Dragsdahl anførte, at det var med stor ulyst, at Information bragte artiklen. De navngivne kilder i artiklen var angivet til at være konservative kilder i USA og tidligere sovjetiske systemkritikere, som nu boede i USA. Det viste sig imidlertid efterfølgende, at disse kilder ikke havde sagt som angivet i artiklen og at artiklen derfor var fuldstændig misvisende. Dragsdahls omsorg for dissidenterne i Sovjet kommer ikke til udtryk ved, at han har fået artiklen trykt og offentliggjort. Artiklen bragte en lang række beskyldninger, som var usande og har bragt en lang række sårbare personer i Sovjetunionen i problemer. Dragsdahl burde have været bekendt med risikoen ved at bringe en sådan artikel. Han kan ikke bevise, at Dragsdahl vidste, at artiklen var usandfærdig. Chefudreder Svend Aage Christensen har forklaret, at han er premierløjtnant af reserven og mag. art. i slavisk med speciale i bl.a. russisk historie. Han har været tilknyttet Det sikkerheds- og nedrustningspolitiske Udvalg (SNU). Han blev derefter ansat ved DIIS. Han har i den forbindelse beskæftiget sig med russisk historie og som generalist med sikkerhedsog udenrigspolitik. Han var chefudreder under udarbejdelsen af DIIS-udredningen. Både DIIS og SNU var uafhængige organer. DIIS har en bestyrelse med en formand som typisk er professor i statskundskab. Der er en markant overvægt af forskere i bestyrelsen, men der er også folk med embedsmandsbaggrund. Der lægges vægt på uafhængighed. I forbindelse med udarbejdelsen af DIIS udredningen var der 16 personer ansat, overvejende historikere. Kommissoriet blev oprindeligt udarbejdet under Nyrup Rasmussen regeringen og udvidet under Fog Rasmussen regeringen med to markante tilføjelser. Den ene var, at udredningen også skulle omfatte østblokkens påvirkningsaktioner mod Danmark og den anden var udformningen af den danske sikkerhedspolitik og debatten herom. De enkelte afsnit af udredningen blev ikke tiltrådt af bestyrelsen, men der blev nedsat en følgegruppe, der fulgte arbejdet tæt og som de ansatte drøftede indholdet med. En del af udredningen og konklusionerne blev dog forelagt hele bestyrelsen. DIIS udredningen blev udlagt forskelligt af de to fløje i dansk politik. Dog var ingen af de to fløje tilfredse med udredningen, idet ingen af de to fløje fik det, de ønskede. Udredningen er et mainstreamværk med hensyn til sin behandlingen af perioden, og er ikke på nogen måde ude af trit med den internationale forskning. Et par af de yngre ansatte fremkom med udtalelser efter udredningen var offentliggjort og måske også før, der i indhold tydede på, at der efter deres opfattelse var sket mærkelige ting med de manuskripter, de havde været med til at udarbejde. Peer Henrik Hansen var en af disse ansatte. Der dukkede derfor krav op om, at alle udkast skulle fremlægges for offentligheden. Han er ikke enig i, at der er sket mærkelige ting. Han kan ikke vide, om de ansatte havde skrevet noget andet vedrørende Dragsdahl, end det der kom med i redegørelsen, men en af de ansatte havde den mening, at et bestemt dokument - det såkaldte Katerinkin-dokument - skulle have været citeret. De dokumenter, der blev fokuseret på i forbindelse med den endelige udredning, var kun en brøkdel af de dokumenter, der blev gennemgået. Peer Henrik Hansen var en af de to forskere, der arbejdede meget med dokumenterne i PET-arkivet. Han havde diskussioner med Peer Henrik Hansen i forbindelse med udvælgelsen af dokumenter, hvilket er naturligt. Der var også drøftelser med følgegruppen og med den samlede bestyrelse om, hvordan reglerne for behandling af de indsamlede oplysninger skulle tolkes. Der har også været drøftelser om, hvordan man skulle håndtere Dragsdahl. Dragsdahl har dog alene været drøftet i forbindelse med andre mere overordnede emner, idet udredningen ikke specielt vedrørte Dragsdahl. Det blev også generelt

48 drøftet, hvordan personfølsomme oplysninger skulle behandles. Han kan ikke huske, hvem der er ansvarlig for formuleringen, om at Dragsdahl var i PET's søgelys, men han bakker den op. Dragsdahl er desuden nævnt gange i forbindelse med den sikkerhedspolitiske udredning. SNU var nedsat for at skabe et debatforum og bringe forskellige samfundsinteressenter sammen i en diskussionsramme. SNU havde et formandskab med 6 medlemmer, hvor formanden var daglig leder. Det brede udvalg bestod af repræsentanter fra alle partier i Folketinget og fra administrationen. Der var også forskere og repræsentanter fra pressen. Han var i det første år menig medlem i sekretariatet, og efterfølgende blev han udpeget som sekretariatschef. Bent Jensen blev på et tidspunkt medlem, men var det ikke fra starten. Det er korrekt, at Dragsdahl og Bent Jensen på et tidspunkt begge var medlemmer af SNU. Han erindrer ikke diskussioner mellem de to. Han ved ikke, om man i SNU's sekretariat var vidende om, at Dragsdahl havde kontakter med den sovjetiske ambassade. Det ville dog ikke have været usædvanligt, idet der hele tiden var kontakter til personalet ved den sovjetiske Ambassade. Man kaldte sådanne kontakter for "husrussere". Det er et internationalt begreb. Hans "husrusser" hed Sjisjkin. Alle havde "husrussere" og de færdes i ministerierne. Han er bekendt med, at PET interesserede sig for SNU, idet han har læst et par af de notitser, som PET havde udarbejdet om SNU. PET havde efter hans opfattelse ikke en realistisk opfattelse af, hvad SNU var. Han er bekendt med faktuelle ukorrekte oplysninger i PET vedrørende SNU og PET havde en overdrevet opfattelse af SNU's betydning og arbejde. DIIS udredningen konkluderer vedrørende de sovjetiske påvirkningsoperationer, at de ikke spillede nogen væsentlig rolle ved formuleringen af dansk sikkerhedspolitik. Påvirkningsforsøgene havde en sådan karakter, at modtagelse af dem reelt havde en negativ effekt, idet de "osede" af, at der var tale om påvirkningsforsøg. Dragsdahl var en af de mest velinformerede og arbejdsomme journalister inden for sikkerhedspolitik i Danmark. Det fokus, han satte på sikkerhedspolitik, har i et vist omfang været inspirerende for debatten i Danmark og har været et stærkt modspil til de eksperter, der var vandt til at følge den slagne vej. Dobbeltbeslutningen er højst sandsynligt opstået i det tyske socialdemokrati og ikke i det danske. Dragsdahl havde et meget stærkt og bredt kontaktnet til USA. Bl.a. ATA, Kongressionel Research Service samt diverse tænketanke. I de hemmelige tjenesters arbejdsvilkår ligger bl.a. at de må nøjes med små informationer, så det er svært for tjenesterne, at skaffe sig det store overordnede billede. Selve det hemmelige arbejdes karakter kræver færdigheder, som medfører, at medarbejderne bliver længe hos tjenesterne. Dette kan skabe et særligt verdensbillede i retning af, at der er nogle kræfter, der skal holdes øje med og som man skal forhindre i at begå ulovligheder. Dette medfører så igen, at alternative fortolkningsmuligheder let glider ud. De skriftlige kilder i de hemmelige tjenester er desuden affattet i en sikker forvisning om, at der ikke er nogen i omverdenen som vil komme til at se oplysningerne. Oplysningerne kan være skrevet ned med en opfattelse af, at det muligvis er vigtigt eller muligvis ikke er vigtigt, men at det muligvis kan bruges senere. Alt dette medfører, at der opstår en lang række fortolkningsproblemer, når der arbejdes med skriftlige kilder fra hemmelige tjenester. Der er derfor tale om en prøvesten for en forskers kritiske sans, når der arbejdes med sådanne kilder. Det er korrekt, at det fremgår af dokumenter hos PET, at Dragsdahl var i PET's søgelys. Det er også korrekt, at det i udredningen konkluderes, at Dragsdahl var i PET's søgelys. Han mener ikke, at DIIS ville have været berettiget til at konkludere, at Dragsdahl var agent. Der var efter offentliggørelsen af udredningen nogle SF'ere der protesterede mod, at deres navne

49 var nævnt i DIIS udredningen, hvilket han efterfølgende har beklaget, idet der efter hans opfattelse er tale om en uberettiget offentliggørelse af de pågældendes navne. Baggrunden for, at de alligevel er nævnt, er nok, at man ikke har ment, at der var tale om sigtelser for strafbare forhold, men nok noget der kunne medføre en miskreditering. DIIS var under et massivt og uvenligt pres fra pressen for, at der nu skulle være et endeligt opgør og at der skulle "navne på bordet". Under et interview den 28. oktober 2004 var Dragsdahls egen holdning til sin påvirkning på det politiske klima, at han var en del af et bred internationalt debatklima. De havde indkaldt ca. 30 sikkerhedspolitiske aktører til en samtale i DIIS. Det kan godt være, at der ikke var andre journalister. Baggrunden for, at Dragsdahl blev indkaldt, var, at han havde været den mest produktive og aktive skribent i de pågældende år samt det kendskab, de havde til Dragsdahl gennem PET's oplysninger. Vidnet er bekendt med, at Dragsdahl har citeret offentlige sovjetiske kilder. Han er ikke bekendt med, om Dragsdahl har modtaget oplysninger fra sovjetiske kilder, som han har anvendt i forbindelse med sin skribentvirksomhed. Dragsdahl var gennem sit virke med til at sætte en dagsorden, men der var tale om en dagsorden som også blev sat af den store internationale debat. Man kan ikke sige, at Dragsdahls indflydelse på den danske debat var fænomenal, men han havde en formentlig begrænset indflydelse. Under interviewet fortalte Dragsdahl på et spørgsmål fra en ansat hos DIIS om, hvorvidt han havde haft konspirative møder med KGB, af egen drift om mødet med Katerinkin i S-toget. Journalist Vibeke Sperling har bl.a. forklaret, at hun er journalist på Politikken og har arbejdet sammen med Dragsdahl på Information, bl.a. som chefredaktør og som korrespondent i Sovjetunionen. Hun har ligeledes været DR's korrespondent i Moskva. Hun hyrede under sit ophold i Moskva A til at hjælpe hende med russisk grammatik. Dragsdahl var på besøg hos vidnet i begyndelsen af 1982 i Moskva, hvor han lærte A at kende. Han mødte A både hos vidnet og til fester hos den norske korrespondent Steinfeldt. A og Dragsdahl talte en del sammen. A var meget kritisk over for de sovjetiske samfundsforhold, som hun kritiserede konstant. A ville ud af Sovjetunionen, hvilket hun talte med alle om og givetvis også Dragsdahl. Hun er bekendt med, at Dragsdahl ville hjælpe med at få A ud af Sovjetunionen. Hun ved, at han kontaktede den sovjetiske ambassade i den forbindelse. Baggrunden for, at Dragsdahl skulle giftes med A, var, at det kunne være en nem måde, at få hende ud af Sovjetunionen. Det viste sig dog at være besværligt. Vidnet var bekendt med, at Dragsdahl tog til Moskva i 1984 for at skrive. Hun er ligeledes bekendt med det brev, som As far havde skrevet. Hun kan huske, at der var tale om et regulært forsøg på afpresning bl.a. for at få penge. Det kom ikke som en overraskelse for hende, fordi A også havde forsøgt at få vidnet til at tage dyre ting med til hende fra Danmark. Hun kan huske, at der i brevet var en opfordring til Dragsdahl om at samarbejde med KGB for at få faderen ud af fængsel. Efter A var kommet til Danmark, var forholdet mellem A og Dragsdahl ikke så godt. Hun var med da Dragsdahl var hos PET i juni Dragsdahl opsøgte PET, fordi der gik en del rygter om A, og Dragsdahl følte sig dårligt tilpas over, hvad A lavede. Der var oplysninger om, at A havde kontakter til KGB og rygter om prostitution. På et tidspunkt havde en politibetjent opsøgt Dragsdahl og talt om A. Det var først Dragsdahls opfattelse, at der var tale om en rigtig politibetjent, men efterfølgende da han forsøgte at fået bekræftet, at der var tale om en rigtig politibetjent, viste det sig, at man ikke kunne finde den pågældende. Det var almindeligt, at man på Information havde kontakt til udenlandske ambassader, herunder den sovjetiske. Det var ofte ambassaderne, der kontaktede Information. Man holdt det ikke skjult, når man havde kontakt med ansatte på den sovjetiske ambassade. Hun kendte

50 Minin, som var presseattache på den sovjetiske ambassade og var kendt for at holde møder på restauranter. Frokostmøder var også almindelig med andre landes presseattacher. Vidnet har også holdt frokostmøder med Minin. Hun var sikker på, at Minin var tilknyttet KGB. Det var ikke noget, der gjorde hende nervøs, idet KGB-ansatte typisk var de bedst uddannede og dem som man kunne få de interessante oplysninger fra, selvom mange af oplysningerne var propaganda. Hun kan ikke nævne en konkret brugbar oplysning, hun har fået under møderne, men de gav et nyttigt indblik i, hvad der rørte sig i Sovjetunionen. Za Rubezhom var et russisk blad, der bragte artikler fra internationale medier om sovjetiske og amerikanske anliggender. Artiklerne blev klippet fra disse medier. Hun skrev artiklen i Information den 13. januar 2007 om Aldo Moro, fordi hun jævnligt fulgte med i italienske forhold. L'Europeo er ikke et venstreorienteret tidsskrift, men et "pænt borgerligt ugemagasin". De breve, der er nævnt i artiklen, er breve, hvor Moro anklager DCpolitikere for ikke at gøre nok for at få ham fri. Der var en uenighed i hans parti om, hvorvidt der skulle forhandles med kommunisterne, hvilket Moro var fortaler for. Hun vidste, at USA støttede de partier i Italien, der var mest fjendtligt stillede over for det italienske kommunistiske parti, hvilket var velkendt i de italienske medier. Det blev derfor ikke på nogen måde i de italienske medier afvist, at USA havde en "finger med i spillet" ved Moros bortførelse, hvilket hun refereredei artiklen. Lektor Gert Sørensen har forklaret, at han er lektor i italiensk på Københavns Universitet. Han arbejder med italiensk kultur og samfundsforhold. Han har udgivet både bøger og artikler herom. Han har også arbejdet med perioden efter 2. verdenskrig. Han har derved fået indsigt i, hvorledes det politiske system har fungeret, herunder hvorledes magtgrupperinger her været i landet. I 1981 kom oplysninger om P2-logen frem i lyset. En undersøgelseskommission opsøgte lederen af P2-logen, og fik da indsigt i en medlemsliste. Det fremgik, at store dele af Italiens magtelite havde været medlem af denne loge. Dette udløste en skandale, hvorefter der blev nedsat en parlamentarisk kommission, der i 1984 konkluderede, at logen var et brud på forfatningen. P2-logen udgjorde således en direkte trussel mod det italienske demokrati. Det er hans opfattelse, at der er en relation mellem P2-logen og dokumentet F30-31B. Det kom frem, at datteren til lederen af P2-logen i 1981 blev tilbageholdt i en lufthavn, hvor hun havde det pågældende dokument på sig. Dokumentet F30-31B har haft en central rolle som en resonansbund, der kan være nøgle til de begivenheder, der har udfoldet sig i Italien. Konkret kom dokumentet frem i den italienske presse først gang den 27. oktober 1978 i et nyhedsmargasin, der må betegnes som uafhængigt. Det var ikke tilfældigt, at det netop var på dette tidspunkt, at dokumentet blev kendt, idet Gladio tankegange var blevet fremført af Andreotti. Det har også sammenhæng med bortførelsen af Moro, idet hans politiske testamente peger mod de hemmelige gladiostrukturer. Der var således generel fokus på de bagvedliggende strukturer, der gav sig udtryk i F30-31B. De terroraktioner, der havde fundet sted i Italien, blev også relateret til dokumentet F30-31B, fx en massakre i 1972, hvor nogle politisoldater blev dræbt, da en bilbombe blev udløst. Det er således påfaldende, at der er tråde mellem dokumentet F30-31B og bestemte konkrete handlinger. Han er bekendt med, at dokumentets autenticitet efterfølgende er draget i tvivl. Da dokumentet kom frem, blev det oplyst, at det efter gennemgang af eksperter fremstod som autentisk. I 1990' erne blev det efter indgående italiensk forskning oplyst, at det var et autentisk dokument. Det er hans opfattelse, at autentiteten af dokumentet F30-31B ikke er betvivlet i Italien. Italien har haft en særlig opmærksomhed fra amerikansk side, idet Italien har haft det største og mest indflydelsesrige kommunistiske parti i Vesteuropa.

51 Professor Ole Wæver har bl.a. forklaret, at han er professor i international politik ved Københavns Universitet. Han har være aktiv i fredsbevægelsen "Nej til Atomvåben". Han var ikke med i bevægelsen fra starten, men blev medlem i maj Jørgen Dragsdahl var ikke fysisk tilstede i organisationen, men hans omfattende skriverier i Information udgjorde bevægelsens vigtigste reference punkt. Dragsdahl leverede analyser til brug for bevægelsen og fremkom løbende med kritik, dels når de ikke var skarpe rent politisk, og dels når de ikke var effektive. Samarbejdskomiten for Fred og Sikkerhed havde eksisteret siden starten af 70 erne, og var mere sovjetvenlig end "Nej til Atomvåben". Der var en konflikt mellem disse to organisationer. "Nej til Atomvåben" havde en helt anden mere flad organisationsform, og havde en helt ny strategi, der blandt andet pegede på, at virkelige forandringer krævede et samarbejde med dissidenter og kritikere i Østeroupa. Denne helt nye tankegang, var helt uacceptabel for Samarbejdskomiten for Fred og Sikkerhed. Han ved, at Dragsdahl hentede sine informationer om de sikkerhedspolitiske spørgsmål - herunder om dobbelt-beslutningen, og om situationen i Afghanistan - fra interview med kritiske amerikanske eksperter. Det var afgørende, at Dragsdahl havde et stort netværk i USA, formentlig stammende fra hans udstationering der. Det var ikke specielt ekstreme holdninger, som Dragsdahls kilder repræsenterede. Den centrale linie i artiklerne var ikke pacifisme men især en diskussion om atomvåbenafskrækkelse. Dragsdahl satte ikke spørgsmål ved, om der skulle være en atomvåbensafskrækkelsespolitik, men alene ved, hvordan den skulle udformes. Det var Dragsdahl, der førte amerikanske eksperter ind i den danske politiske dagsorden. Dragsdahl artikler anførte, at det afgørende var at bevare et stabilt atomarsystem, og at dette var afgørende for at skabe en politisk proces, der kunne føre til videre frihed. Den anden hovedkategori af artiklerne omhandlede betydningen af, at der var fredsbevægelser og frihedsgrupper i såvel øst som i vest. Han kender "Essay af Sakarov", som blev bragt i Information. Dette essay blev imødegået af Dragsdahl. Efter hans opfattelse var der fornødent belæg for Dragsdahls imødegåelse af Sakarov. Dragsdahl har også i andre artikler kritiseret fredsbevægelsen behandling af Sakarov. Det var naturligt i den daværende sammenhæng, at Dragsdahl forholdt sig til Sakarovs tanker. Bent Jensens artikler i Jyllands Posten opfyldte slet ikke de sædvanlige krav til kildekritisk metode. Vidnet Peter Wivel har forklaret, at han har været journalist på Information i 13 år - indtil Han arbejdede dels på udenrigsredaktionen og dels som chefredaktør. Hans stofområder var Stor Britanien, Tyskland, Frankrig og Kina. Det var sædvanligt, at man beskæftigede sig med et afgrænset område inden for udenrigsjournalistik. Alle journalister var i kontakt med de respektive ambassader inden for deres stofområde. Denne kontakt var nødvendigt for at få de tilstrækkelige oplysninger - hvis man ikke havde kontakt til ambassaderne ville ens arbejdsvilkår være meget begrænsede. Det er ikke usædvanligt, at man knytter personlige venskaber med ansatte på ambassaderne. Medarbejderne på ambassaderne i Danmark hjalp journalisterne med at træffe aftaler og skabe kontakter i hjemlandene. Det var meget hyppigt, at man mødte ambassadefolk til receptioner eller til frokostaftaler. Der var også kontakt til den sovjetiske ambassade, da han startede på Information. Det var bydende nødvendigt at have kontakt dertil for at kunne komme til Sovjet og for at kunne få oplysninger derfra. Han var bekendt med, at Dragsdahl, der først kom til Information efter, at han selv var startet på avisen, havde kontakter til den sovjetiske ambassade. Den sovjetiske ambassade var meget ivrig for at komme med oplysninger og skabe kontakt.

52 I forbindelse med, at han beskrev den kinesiske grænsekonflikt med Sovjet, havde han kontakt med Chebotok fra den sovjetiske ambassade. Chebotok inviterede ham til frokost for at fortælle om den sovjetiske synsvinkel. Information gav plads til at det sovjetiske pressekontor - APN - der også havde kontor i København, kunne skrive en klumme i avisen - og de fik derved profileret det sovjetiske synspunkt. I 1980 fik han kontakt med APN, der inviterede ham til Sovjet. Han var umiddelbart ikke særlig interesseret heri, men sagde foreløbig ja, idet han betingede sig, at besøget udelukkende skulle omhandle Sovjets forhold til Kina. Han spurgte Vibeke Sperling, hvordan han skulle forholde sig. De blev enige om, at han også skulle betinge sig, at Sperling blev inviteret. De kom derfor sammen til Moskva. I lufthavnen blev de modtaget af hver deres APN mand. Da de var blevet indkvarteret, ringede han til Vibeke Sperling og sagde "min KGB-agent er rigtig sød, hvordan er din" Da han bagefter mødte den pågældende, var han meget sur og vranten - han blev derfor klar over, at han blev aflyttet. Da han kom hjem, skrev han nogle kritiske artikler om Sovjet. Han blev kontaktet af en person fra ambassaden, der inviterede på frokost. Den pågældende fortalte, at han var skuffet over hans artikler. Han blev under mødet udspurgt om, hvem der stod bag et nyetableret dansk blad. Den sovjetiske mand insisterede på, at han skulle undersøge, hvem der stod bag bladet og videregive disse oplysninger. Han var klar over, at noget var galt - og skrev til ambassaden, og oplyste, at han kun ville modtage oplysninger derfra og ikke levere dem. Han har aldrig siden hørt fra den sovjetiske ambassade. Det var almindeligt, at journalister på Information blev inviteret til udlandet. Information tog ofte imod disse invitationer, og han har flere gange været i Stor Britanien og i Frankrig på inviterede rejser. Lederartiklerne i Information var signeret, og der udspandt sig ofte "slag" om, hvad der skulle stå i lederen. Der kunne være diskussioner, der stod på i timevis. Der var læsere, der kritiserede Dragsdahls artikler. Dragsdahl havde engang skrevet en leder - det var i forbindelse med dobbelt-beslutningen - om, at Sovjet også måtte nedruste. Dette medførte, at Gert Pedersen skrev et rasende indlæg om, at Dragsdahl havde svigtet sin opgave, og at Dragsdahl måtte forstå, at USA var hovedfjenden. Han selv skrev et indlæg om, at dette var for ensidig en holdning - og han modtog også en meget vred reaktion fra Gert Pedersen. Dragsdahl forsvarede ofte amerikanske holdninger og mente, at Sovjet også skulle nedruste. Dragsdahl argumenterede for en ligevægt i nedrustning. Det er hans vurdering, at Dragsdahls artikler var klassisk journalistik i bedste forstand. Han havde et væld af kilder, og han hørte begge parter. Dragsdahl havde kilder både i USA og i Sovjet. Vidnet Generalmajor Karsten Møller har forklaret, at han nu er pensioneret. Han har været tjenestegørende ved Forsvarets Efterretningstjeneste i perioden fra 1980 til 1982, hvor han var sagsbehandler på det sovjetiske område. Han har også været i Moskva som forsvarsattache. Han har i perioden, hvor Nato traf den såkaldte dobbeltbeslutning, beskæftiget sig med Dragsdahls artikler i Information. Den kritiske argumentation, som var i Danmark, kunne udfindes via Dragsdahls artikler. Dragsdahl skilte sig ud i debatten, fordi han argumenterede for sine synspunkter, i modsætning til den "slagordsdebat", der i øvrigt fandt sted. Dragsdahls force var det enorme netværk, først og fremmest i USA. De citater af samtaler og artikler, som Dragsdahl anvendte, var fra de store navne i USA. Dragsdahls kilde- og netværk var ekstremt godt i USA også blandt de medarbejdere, som var tæt på beslutningstagerne i USA.

53 Dragsdahl var generelt tæt på de mennesker, der deltog i debatten i USA - herunder betydningsfulde forskere. Dragsdahl artikler bar præg af, at han havde argumenterne i orden. Dragsdahl var skarp, og man skulle tænke sig om, når man gik imod hans argumenter. Det interessante ved Dragsdahls artikler var også, at de ofte var tvetydige. De var ikke nødvendigvis forsvarsfjendtlige - men han havde et skarpt blik for det absurde. Dragsdahl var dog også kritiske over for venstre fløjen - herunder over for Steen Folke. Dragsdahl har udtalt sig imod en beskæring af forsvarsbudgettet - hans argumenter i den forbindelse blev også taget op - og brugt - af forsvaret. Han er dog ikke sikker på, at Dragsdahls artikler havde indflydelse på den socialdemokratiske holdning i forbindelse med fodnotepolitikken. Opstilling af Pershing 3 raketter i Europa var en militær-politisk beslutning - at andre har betegnet det som en ren politisk beslutning er en strid om kejserens skæg. Der var også i militære kreds drøftelser om, hvorvidt opstilling af atomraketter var fredsbevarende. Det ligger fast, at der har været kritiske situationer i forbindelse med de opstillede raketter. Anvendelse af taktiske atomvåben var også genstand for diskussion på ledelseniveau i militæret. Der var enighed om, at det var absurd, at et forsvar skulle medføre, at lande blev langt øde. Atomvåben var politiske og ikke militære våben. Under Reagan-administrationen indtraf en ændring i USAs sikkerhedspolitik, idet det blev besluttet at imødegå en gigantisk sovjetisk oprustning. Der var også teorier om, at der kunne gennemføres en begrænset atomkrig - og dette fremgik også at den strategi, som NATO da havde. I Sovjet var der samtidig en debat om, hvorvidt atomvåben var anvendelige. Vidnet professor Poul Villaume har forklaret, at han er professor ved Københavnsk Universitet. Han er specialiseret i dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik efter 2. verdenskrig. Han mødt Dragsdahl første gang i august Dragsdahl havde skrevet mange artikler om blandt andet NATOs dobbeltbeslutning. Disse artikler anvendte en ny synsvinkel. Han blev inviteret til et møde i oktober 1979 hos Dragsdahl, hvor det blev drøftet, om de kunne starte en ny fredsbevægelse. Det var meningen at skabe et alternativ til Samarbejdskomiten for Fred og Sikkerhed - der var tæt knyttet til Sovjetunionen - og derved kun arbejdede imod den vestlige oprustning. De ville lave en bevægelse, der vendte sig mod atomoprustning i både øst og vest. Han var med til at skabe debat desangående sammen med Dragsdahl via en underskriftsindsamling, der mundede ud i en artikel i flere aviser. I december 1979 drøftedes det at danne en ny fredsbevægelse. De skrev ud til en række personer, og indkaldte til et stiftende møde i januar Dragsdahl blev inviteret til at holde et oplæg på dette møde. Dragsdahl lagde vægt på ikke at være aktivist og medlem af bevægelsen. Der var stor uenighed og konflikter med Samarbejdskomiten for Fred og Sikkerhed - det var for "Nej til Atomvåben" altafgørende, at der blev kørt en afbalanceret debat. I perioden efter 1978 opstod en markant socialdemokratisk holdning imod atomvåben, og i efteråret 1978 var en del socialdemokrater imod NATO s atompolitik. Dragsdahls artikler spillede en vis rolle i dansk sikkerhedspolitik. Denne indflydelse var på flere planer, idet Dragsdahl havde et enestående kildemateriale i USA, der indebar, at der blev inddraget flere nuancer end vanligt i den danske debat. Dragsdahl var således dels med til at afdække NATOs beslutningsprocesser, og dels tilføjede han debatten nogle flere nuancer, idet han kritiserede venstrefløjen for at være dogmatisk og ensidig. Dette bidrog nyttigt til en diskussion på venstrefløjen. Det er hans opfattelse, at Dragsdahls sikkerhedspolitiske journalistik var på internationalt niveau. Det er hans opfattelse, at opstilling af Pershing 2 raketter var en politisk beslutning - og ikke en militær - idet beslutningen blev truffet før opstilling af de sovjetiske raketter. Opstilling af raketter bidrog efter samtidens opfattelse til en forøget risiko for krig. Han ved, at den amerikanske tænketank IPS var en kritisk forskningsinstitution i USA, der stillede

54 spørgsmålstegn ved oprustningen. Det er ikke hans opfattelse, at IPS er et marxistisk foretagende. Beskyldningerne herom må være fremsat af politiske grunde, og er udtryk for tidens tendens til at se sammensværgelser overalt. Efter at Reagan tiltrådte, skete der en ændring i den sikkerhedspolitiske opfattelse i USA. Reagan startede en voldsom oprustningsbølge og benyttede sig af en meget voldsom retorik over for Sovjetunionen. Der blev også givet udtryk for, at der kunne anvendes atomvåben af taktiske grunde. Han kender dokumentet F30-31B. Dokumentet autenticitet er omstridt i forskningen. Dokumentet er angiveligt produceret i den amerikanske hær, og tænkt anvendt især i Italien i forbindelse med terror. Det er blevet påstået, at dokumentet er en KGB forfalskning. Den amerikanske regering og CIA har afvist dokumentet, men der ligger ingen dokumentation for, om det er en forfalskning og om denne forfalskning i givet fald er foretaget af KGB. Flere forskere holder stadig fast i, at dokumentet er autentisk - og dette synspunkt fastholdes også i Italien, hvor dokumentet særligt havde sin betydning. Årsagen hertil er, at dokumentet afspejler den politisk og militær kultur om at øge spændingerne i det italienske samfund - der var tilstede i de pågældende år. Formålet herved skulle være at legitimere et indgreb i landet. Han traf Daniel Ganzer, der forskede i de såkaldte "stay behind" net. Han oplyste, at han kun kendte til disse via artikler i Belingske Tidende. Han sendte efterfølgende disse til den pågældende. Han kender til operation "Northwoods" - en tophemmelig operationsplan fra USA, hvoraf fremgik at CIA skulle medvirke til terrorhandlinger internt i USA, hvorefter kræfter på Cuba skulle have skylden. Dette skulle legitimere en intervention på Cuba. Denne plan er autentisk, og er underskrevet af den amerikanske forsvarschef - men planen blev forkastet at præsident Kennedy. Vedrørende "Able Archer" 1983 viser den nyeste historiske forskning, at operationen kom på et meget uheldigt tidspunkt - der måske var den mest kritiske perioden under den kolde krig. NATO stod lige foran at skulle opstille raketter og et et koreansk passagerfly var netop blevet skudt ned ved en fejl af det sovjetiske flyvevåben. Nerverne var på tidspunktet uden på tøjet. I november under øvelsen var der en simuleret frigivelse af atomvåben, men simulationen gik videre end ved tidligere øvelser - og dette kan have bidraget til, at mellemniveauet i det sovjetiske militær var i øget beredskab. Men der gik ikke informationer til det øverste niveau i Sovjet, muligvis fordi man blev klar over, at det ikke var alvor. Under "Able Archer" var der et vist forøget beredskab - men de røde lamper blev ikke tændt. Han har i sit forskningsarbejde ikke arbejdet med materiale fra efterretningstjenesterne, men det er hans opfattelse, og velkendt i historiker kredse, at man må være meget kildekritisk overfor netop dette materiale. Især hos civile efterretningstjenester, der arbejder på grundlag af strafferetlig mistanke, kan der være medtaget mange løse informationer og rygter i dokumenterne. Derfor skal man være meget varsom med at anvende disse dokumenter. Det indgik for eksempel i PETs årsrapport, at bevægelsen "Nej til Atomvåben" var oprettet efter påvirkning af DDRs ambassade, og dette havde intet på sig, det vidst han sikkert. Han har skrevet en artikel foranlediget af udtalelser fra David Gress om, at Dragsdahl i objektiv forstand var agent, idet han havde samfundskritiske synspunkter. Det var Gress synspunkt, at det var uden betydning om Dragsdahl i teknisk forstand var KGB agent. Han skrev da, at andre også objektivt set måtte være KGB agent, især de forskere, der havde kritiseret Reagans atompolitik. Det var hans ærinde at belyse, at en kritisk debat ikke var ensbetydende med, at modstandere var KGB agenter. Denne paranoide stil var ikke rimelig - idet kritik ikke nødvendigvis medfører at man "holder med de andre". Det er i teorien velkendt, at KGB s lokale agenter overdrev deres egen betydning ved tilbagerapportering til Moskva. Dette fremgår også af PET Kommissionens beretning.

55 Forhenværende politimester Henning Fode har forklaret, at han var chef for PET fra 1984 til Han har læst PET-kommissionens bind 13. Han er i forbindelse med dens arbejde blevet hørt af PET-kommissionen og har i den forbindelse fået forelagt afhøringsrapporterne vedrørende de afhøringer af Jørgen Dragsdahl, som han selv har været involveret i. Han har ikke fået forelagt eller tiltrådt andet i beretningen. Han har ikke set konklusionen i PET-kommisionens rapport vedrørende Dragsdahl eller de fremlagte sammenfattende PET-rapporter vedrørende Jørgen Dragsdahl. Han blev ikke afhørt af PET-kommissionen om efterforskningen af Jørgen Dragsdahl, så kommissionen kender ikke til vidnets holdning hertil ud over det, der kan læses i PET-dokumenterne. Han kan ikke afvise, at PET-notatet fra 30. januar 1985 har været forbi hans skrivebord på et tidspunkt. Oplysningerne i dokumentet er ikke nye for ham, men han kan ikke med sikkerhed sige, at han har set netop dette notat. PET-notatet fra 9. september 1985 kan udmærket have dannet grundlag for den senere udvisningsbeslutning som blev truffet i november 1985 og har nok været fremlagt i embedsmandsudvalget, og senere brugt af ham selv i forbindelse med orienteringen af regeringens sikkerhedsudvalg på mødet den 22. november Vidnet husker mødet den 22. november 1985 i regeringens sikkerhedsudvalg. Der forelå ikke en indstilling til tiltalerejsning mod Jørgen Dragsdahl eller andre på mødet og dette var heller ikke meningen med mødet. Der skulle alene orienteres om status vedrørende Gordijevskijmaterialet. Jørgen Dragsdahl var derfor ikke oppe som et emne på mødet i regeringens sikkerhedsudvalg. Det er justitsministeren, der træffer afgørelse om, hvorvidt der skal rejses tiltale efter straffelovens 108, men dette sker på baggrund af en indstilling. En sådan indstilling blev ikke udarbejdet, idet det var PET's opfattelse, at der ikke var det fornødne grundlag. Det har aldrig været et tema, at der skulle rejses tiltalte mod Jørgen Dragsdahl. Det var materialet ikke godt nok til. Der var uenighed i anklagemyndigheden om, hvorvidt der var det fornødne grundlag for at rejse tiltale mod Herløv Petersen. Rigsadvokaten rejste tvivl om, hvorvidt straffelovens 108 var overtrådt. At det endte med et tiltalefrafald til Herløv Petersen skyldtes nok politiske hensyn, men kan også have været begrundet i, at der var risiko for, at Herløv Petersen ville blive frifundet i forbindelse med en eventuel retssag. Når et bilag bliver formelt forelagt, vil bilaget tegne PET-ledelsens holdning. De støttepapirer, der blev anvendt ved mundtlige orienteringer af regeringens sikkerhedsudvalg, var ikke nødvendigvis udtryk for PET's holdning. Hvis vidnet har omtalt Jørgen Dragsdahl som agent, var det et udtryk for modpartens omtale af ham. Vidnet ville kun anvende betegnelsen agent, hvis der var grundlag for at anse den pågældende for at være strafferetlig ansvarlig. Når Jørgen Dragsdahl i PETdokumenterne nævnes som agent, er det en anvendelse af modpartens omtale af ham. Der er ikke nogen påtegninger, der viser, at vidnet har set notatet af 1. oktober Han kan heller ikke huske, om han har set notatet. Han kan ikke huske, om han har set PET-notatet af 14. januar Der er i notatet tale om stærke udtalelser fra engagerede efterforskere. Det er ikke unormalt, at det på trods af sådanne konklusioner i dokumenter udarbejdet af de enkelte medarbejdere efterfølgende vurderes, at der ikke er grundlag for at rejse tiltale. Han kan ikke huske, om han har givet en kopi af PET-notatet fra november 1986 til chefen for Forsvarets Efterretningstjeneste, men han kan ikke afvise det. Det er ikke vidnet, der har udarbejdet dokumentet og der er ikke tale om PET's ledelses holdning, men et udtryk for den enkelte medarbejders holdning.

56 Der havde været en stribe møder med Jørgen Dragsdahl inden Gordijevskijs afhopning, bl.a. med deltagelse af Mikael Lyngbo og Vibeke Sperling. Møderne var kommet i stand på baggrund af Jørgen Dragsdahls henvendelse. Efter Gordijevskijs afhopning blev Jørgen Dragsdahl igen indkaldt til møder hos PET, med det formål, at gøre Dragsdahl opmærksom på den efterforskning, der havde været mod ham, herunder mødet med Katerinkin i Farum, at foreholde ham, hvad der var kommet frem i forbindelse med Gordijevskij afhopning, samt at gøre ham opmærksom på, at han var ude i en gråzone. Dragsdahl var ikke sigtet i forbindelse med samtalerne. Formålet med at orientere Dragsdahl var også at få en forklaring på, hvorfor Jørgen Dragsdahl havde mødtes med Katerinkin og andre KGB-agenter. Det var klart PET's holdning, at der ikke var baggrund for at rejse tiltale mod Jørgen Dragsdahl. Der var derfor som forklaret tale om en slags præventiv samtale for at gøre Jørgen Dragsdahl opmærksom på, at han befandt sig i en gråzone. Han kan ikke svare på, hvordan det har været muligt at kunne måle, at Jørgen Dragsdahl efter mødet var bragt ud i seriøse spekulationer. Mikael Lyngbo har givetvis efterfølgende set referatet fra mødet den 20. marts 1986, men der er tale om et referat, der ikke skulle bruges til en formel beslutning, hvilket det også bærer præg af. Det er korrekt, at der til trods for en massiv efterforskning ikke blev fundet beviser for, at Jørgen Dragsdahl havde begået ulovligheder og at der derfor ikke var grundlag for at indstille til justitsministeren, at der skulle rejses tiltale mod ham. Forhenværende politimester Niels Schmidt har forklaret, at han var ansat i PET fra 1974 til januar Først som politifuldmægtig, hvorved han var stedfortræder når politimesteren og vicepolitimesteren ikke var til stede. Siden var han ansat som vicepolitimester. Han beskæftigede sig i starten med sikkerhedsgodkendelser, undergravende virksomhed i videste forstand samt terror. Han beskæftigede sig i den forbindelse også med fredsbevægelserne. Han beskæftigede sig også med sovjetisk disinformationsvirksomhed. Sovjet forsøgte at påvirke meningsdannelsen f.eks. ved at man "hyrede" personer til at give udtryk for meninger, der gavnede Sovjetunionens interesser, så de fremstod som om, de kom fra den pågældende person. KGB ansatte på ambassaden tog nogle gange på "rysteture" og mødtes med personer som efterfølgende fremkom med diverse artikler. Der var tale om internationalt koordinerede operationer og de samme oplysninger fremkom i andre europæiske medier. Der er ikke i Danmark en strafferetlig definition på en "agent". Det er ikke vigtigt, om man kalder de personer, det hjalp Sovjetunionen med at bedrive disinformation, for påvikningsagenter eller bare agenter. Det er noget vrøvl at påstå, at PET kun efterforsker inden for en strafferetlig ramme. Man måtte i PET ikke anvende almindelig politimæssig tænkning. Hvis der skulle udføres egentlig strafferetlig efterforskning, blev det overladt til politiet. Der var ikke enighed om i PET, at der skulle rejses tiltale mod Herløv Petersen. I PET blev begrebet "agent" som oftest kun anvendt af nyansatte. "Agent" var et samlebegreb. Svend Aage Christensens bemærkninger om kulturen i PET er ikke korrekte og er blottet for virkelighedssans. PET havde ikke nogen indstilling til, hvorvidt der skulle rejses tiltale i Herløv Petersen-sagen. PET havde på daværende tidspunkt ikke nogen kompetence til at indstille til, hvorvidt der skulle rejses tiltale. Der var kun indstillinger fra statsadvokaten og rigsadvokaten. Da han var vicepolitimester i PET, tog de blot Ole Espersens beslutning om at meddele Herløv Petersen tiltalefrafald, til efterretning.

57 Det betød ikke noget for PET om tiltale blev rejst idet den "vejledning" til danskerne om, hvordan man ikke skulle opføre sig overfor russerne, kom tilstrækkeligt frem ved den medie omtale, der var. Journalist Jacob Andersen har forklaret, at han har været journalist bl.a. på Ekstra Bladet. Baggrunden for artikelserien i Ekstra Bladet i 1992 var, at en russisk kollega ved navn Primanov i 1988 fik at vide, at Jørgen Dragsdahl blev brugt af KGB i "active messueres" aktioner. Vidnet kan ikke huske, hvem der havde fortalt det til Primanov, men det var en fra dessidentkredse i Moskva. Kollegaen traf Gordijevskij i 1990 hos BBC i London og talte med ham. I december 1991 mødte kollegaen igen Gordijevskij og spurgte ham, om Dragsdahl var agent for KGB. Gordijevskij svarede ja. Primonov fortalte efterfølgende dette til vidnet og chefredaktøren på Ekstra Bladet. Han havde da ikke noget med Primanov at gøre. Han havde året før talt med Per Larsen og spurgt ham, om man ikke kunne få mere at vide om, hvad Gordijevskij havde fortalt. Per Larsen, som da var operativ chef for PET, svarede, at PET ikke havde noget imod, at historien kommer frem, men at den ikke kunne komme fra PET, så vidnet måtte selv kontakte Gordijevskij. Vidnet og Primanov mødtes herefter med Gordijevskij. Det var vidnets opfattelse, at de ikke kunne offentliggøre de oplysninger, som de havde fået fra Gordijevskij, da de ikke havde nogen skriftlige kilder, der kunne understøtte oplysningerne. De havde kun Gordijevskijs mundtlige udsagn. Vidnet ringede til Per Larsen og forklarede ham situationen. Vidnet foreslog, at Ekstra Bladet og PET kunne samarbejde på den måde, at vidnet skulle forlægge PET de oplysninger, de havde fået af Gordijevskij og spørge, om PET kunne bekræfte dem. Dagen efter forslaget vendte Per Larsen tilbage og accepterede vidnets forslag. Man må der for kunne gå ud fra, at det, som vidnet skrev i Ekstra Bladet, var korrekt. Ekstra Bladet skrev, at Jørgen Dragsdahl var agent for KGB på baggrund af oplysninger i KGB dokumenter og fra Gordijevskij, efter at oplysningerne havde været forelagt Per Larsen. Vidnet vil tro, at ca. 90 % af de oplysninger, han skrev på baggrund af, kom fra Gordijevskij. Han havde ikke skrevet, at Jørgen Dragsdahl var agent, hvis han ikke havde forladt PET med den sikre overbevisning, at Jørgen Dragsdahl var agent. Han havde oplysninger om ca. 30 personer, hvoraf han kun har skrevet om ca. halvdelen, fordi de oplysninger, han havde, ikke blev bekræftet af PET. Han havde bl.a. oplysninger om Peter Wievel, men fik at vide af PET, at de ikke havde beviser mod ham, hvorfor vidnet ikke skrev om ham. Vidnet har haft to møder med daværende chef for PET, Hanne Bech Hansen. Det ene møde var en ren høflighedsvisit. Ved det andet møde opsøgte vidnet Hanne Bech Hansen, efter Ekstra Bladet var blevet sagsøgt, for at fortælle hende, at han var blevet vildledt, f.eks. i relation til, at Dragsdahls møder var i Wien og ikke i Budapest. Den oplysning havde PET ikke korrigeret. Han sagde også til Hanne Bech Hansen, at Ekstra Bladet måtte have noget, som kunne bruges i retten. Vidnet kendt ikke noget til interne papirer i PET, men var klar over, at der var et kraftigt dossier i PET omhandlende Jørgen Dragsdahl. Hanne Bech Hansen ville imidlertid ikke udlevere noget. PET var bange for, at det skulle blive opdaget, at der havde været et samarbejde med Ekstra Bladet. PET's motiv for at indlede samarbejdet med Ekstra Bladet var efter vidnets opfattelse, at PET gerne så, at de oplysninger, som Gordijevskij kom med, blev offentliggjort.

58 Han deltog i et møde med Erling Olsen for at vride armen om på ham, for at få udleveret dokumenter, der kunne underbygge de oplysninger, som Ekstra Bladet havde offentliggjort, hvilket imidlertid ikke lykkedes. Vidnet fortalte på mødet om det samarbejde, Ekstra Bladet havde haft med PET. Erik Ninn-Hansens udtalelser i 1992 vedrørende Herløv Petersen sagen er korrekt beskrevet i vidnets artikel i Jyllands Posten af 12. februar Vidnet opfattede Erik Ninn-Hansens udtalelser sådan, at man ikke ønskede samme ballade, som der opstod i forbindelse med Herløv Petersen sagen. Vidnet er gået ind denne sag, fordi han mener, at sagen er forvrænget i offentligheden og derfor ønsker at bidrage til, at sandheden kommer frem. Politimester Jakob Scharf, PET, har i brev af 26. marts 2010, som parterne i enighed har fremlagt i forbindelse med, at Jakob Scharf samtidig er frafaldet som vidne blandt andet anført: "Politiets efterretningstjenestes arkiver indeholder en række klassificerede rapporter og notater udarbejdet af medarbejdere i efterretningstjenesten. Disse rapporter mv. er udarbejdet med henblik på anvendelse internt i efterretningstjenesten, herunder som dokumentation af tilvejebragte oplysninger og med henblik på at skabe overblik over konkrete efterretningsoperationer. Rapporterne mv. er som udgangspunkt ikke udarbejdet med henblik på offentliggørelse eller videregivelse til andre myndigheder, ligesom hovedparten af rapporterne ikke nødvendigvis har været forelagt for ledelsen i Politiets Efterretningstjeneste. De fleste rapporter mv. er udarbejdet af polititjenestemænd og indeholder en gennemgang af tilvejebragte oplysninger mv. men enkelte notater udarbejdet af polititjenestemænd indeholder også juridiske vurderinger, herunder om enkeltpersoners mulige strafansvar. I mange tilfælde er det ikke i dag muligt at fastlægge, hvorvidt notater, der indeholder sådanne vurderinger mv., har været forelagt for og er godkendt af den daværende ledelse i efterretningstjenesten, herunder om de juridiske overvejelser i notaterne har været genstand for vurdering af den juridiske ledelse i efterretningstjenesten. En række forskere har igennem de seneste år som led i konkrete forskningsprojekter fået adgang til at gennemse dokumenter i Politiets Efterretningstjenestes arkiv. Forskernes adgang til efterreningstjenestens arkiver gennemføres således, at forskerne sikkerhedsgodkendes med henblik på at kunne gennemse klassificerede oplysninger. Hvis forskerne ønsker at gengive klassificerede oplysninger i forbindelse med offentliggørelse af afhandlinger, artikler eller lignende, forudsætter det, at Politiets Efterretningstjeneste først får lejlighed til at tage stilling til, om oplysningerne kan afklassificeres. I de tilfælde, hvor Politiets Efterretningstjeneste kan imødekomme en anmodning om afklassificering, meddeles dette skriftligt den pågældende forsker. Under hensyn til det ovenfor anførte om udarbejdelsen af rapporter mv. i Politiets Efterretningstjeneste anfører efterretningstjenesten følgende i afgørelser vedrørende afklassificering:

59 "De kan i Deres fremstilling anføre, at De har haft adgang til materiale hos Politiets Efterretningstjeneste. I det omfang de pågældende dokumenter anvendes i Deres fremstilling, skal det anføres, at notitser og notater m.v. er udfærdiget af medardejdere hos Politiets Efterretningstjeneste og således ikke nødvendigvis er udtryk for Politiets Efterretningstjenestes vurderinger" Hvis omstændighederne giver anledning hertil, kan dette være suppleret af konkrete bemærkninger, og i den skrivelse af 19. maj 2009 fra Politiets Efterretningstjeneste til Bent Jensen, som De har henvist til, har efterretningstjenesten således anført følgende:. "Politiets Efterretningstjeneste skal henlede Deres opmærksomhed på, at bortset fra dokumentet nævnt under pkt. 1 b, der er udfærdiget af Udenrigsministeriet, indgår de afklassificerede oplysninger i dokumenter, der er udfærdiget af medardejdere hos Politiets Efterretningstjeneste og således ikke nødvendigvis er udtryk for Politiets Efterretningstjenestes vurderinger. Dette gælder uanset om de pågældende dokumenter måtte have dannet grunag for Politiets Efterretningstjenestes orientering af regeringen eller andre myndigheder, herunder Justitsministeriet." Det bemærkes i den forbindelse, at Politiets Efterretningstjeneste løbende orienterer bl.a. Regeringens Sikkerhedsudvalg og Justitsministeren om efterretningstjenestens virksomhed, og at orienteringen om konkrete sager, der gives mundtligt at chefen for Politiets Efterretningstjeneste, typisk finder sted på grundlag af foreliggende dokumenter, herunder rapporter m.v. udarbejdet af medarbejdere i Politiets Efterretningstjeneste, der indeholder redegørelser for tilvejebragte oplysninger eller status i en sag samt vurderinger af personers mulige strafansvar. Det forhold, at et dokument er indgået blandt materiale, der har dannet grundlag for en mundtlig orientering, eller som i enkelte tilfælde måtte være udleveret til regeringsmedlemmer eller embedsmænd i ministerier, indebærer imidlertid ikke i sig selv, at den mundtlige orientering tillige har omfattet eventuelle vurderinger i sagen, eller at efterretningstjenestens ledelse som led i orienteringen har tilsluttet sig de vurderinger, der måtte fremgå af materialet. " Parternes synspunkter Sagsøgeren har til støtte for sin påstand i første række gjort gældende, at under hensyn til den sammenhæng, som de påtalte udsagn er fremsat i, er de alle æreskrænkende. Bent Jensen har under sagen forklaret, at "disinformation" alene skulle forstås som slet underbyggende artikler baseret på usikre og/eller upålidelige kilder, samt fravalg af relevante kilder. Dette stemmer imidlertid dårligt overens med, dels at Bent Jensen i sine indlæg bruger overskrifter som Debat: Dragsdahls og Informations desinformatsija og Jørgen Dragsdahls dezinformatsija og dels Bent Jensens udtalelser i Jyllands-Posten den 7. februar 2007, der må forstås som påstande om, at sagsøgerens aktiviteter har været ulovlige og strafbare. Alle de påtalte udsagn er således æreskrænkende. De sagsøgte har ikke under sagen ført sandhedsbevis for de fremsatte æreskrænkende udtalelser. De sagsøgte har henvist til, at det af PET dokumenterne, af Gordijevskijs oplysninger og af KGBs registre fremgår, at sagsøgeren var agent, og særligt at det tillige var PETs institutionelle opfattelse. En gennemgang af PET dokumenterne viser imidlertid, at de i dokumenterne anførte forudsætninger i det væsentlige var gætterier, formodninger og for nogle forholds vedkommende deciderede forkerte oplysninger. Det var almindeligt kendt, at

60 oplysninger i KGBs registre var overdrevne, og at agenter, der rapporterede til KGB også havde en tendens til at overdrive deres indsats. Oplysningerne i registrene kan således ikke stå alene. Jørgen Dragsdahl formidlede blot holdninger og opfattelser, som blev forfægtet af ganske mange vestlige, og særligt amerikanske, embedsmænd, rådgivere og sikkerhedspolitiske eksperter. De sagsøgte har ikke påvist en eneste artikel, hvor oplysningerne er udtryk for en "formidling" af sovjetiske synspunkter. Derimod har mange af Jørgen Dragsdahls artikler været endog meget kritiske overfor Sovjetunionen. Det er ikke godtgjort, at de påtalte udsagn i forvejen var så almindelig kendte i offentligheden, at offentliggørelsen den 14. januar 2007 og senere ikke var retsstridig. De sagsøgte har gjort gældende, at de påtalte udsagn blev fremsat som led i en historisk rapportering, der udspringer af sagsøgte Bent Jensens stilling som leder af Center for Koldkrigsforskning. Centrets formål er "at fremme den videre forskning i historien om Den Kolde Krig, og derved holde erindringen i hævd. En sådan "videre forskning" vil selvsagt ikke vedrøre forhold, der i forvejen har været almindeligt kendte i offentligheden. Sagsøgeren har i anden række henvist til, at oplysningerne, der fremkom i Ekstra Blads sagen, med Landsrettens mellemkomst den 17. december 1994, blev dementeret i forbindelse med et forlig mellem den sagens parter. Jyllands-Posten kan ikke berettiget ganske kort tid efter beskylde Jørgen Dragsdahl, for at have været spion respektive agent for KGB, for at have modtaget penge af samme, og for at have medvirket til spredning af desinformation for Sovjetunionen. Sagsøgeren har videre bestridt, at de af de sagsøgte fremsatte udtalelser er retmæssige som fremsat som led i en historisk rapportering/respektive i et videnskabeligt foredrag. Som irrelevant for en historisk rapportering, ses det bl.a. i Bent Jensens artikel De kaldte ham nr. 1 anført "En af Dragsdahls beundrere, tidligere udenrigsminister Kjeld Olesen sagde, at han var både overrasket og skuffet over Ekstra Bladets oplysninger". Han var dybt imponeret af Dragsdahls viden, og det var en meget sørgelig historie, hvis den var sand" og "Dragsdahl har senere pralet af, at han fik tilkendt et efter danske forhold pænt beløb og en total tilbagekaldelse af alle beskyldninger fra Ekstra Bladet". Tilsvarende er et betragteligt antal afsnit helliget Ekstra Blads-sagen, som er aldeles irrelevant for den videre forskning i historien om Den Kolde Krig. Atypisk for en historisk rapportering er endvidere den benyttede fotostat og artiklens titel. Bent Jensen har haft forsæt til at fremsætte injurier i forhold til sagsøgeren, hvilket fremgår dels af, at Bent Jensens udsagn ikke bygger på en loyal og præcis gengivelse af indholdet af dokumenterne fra PET, og dels af Bent Jensens artikel i Jyllands-Posten for den 19. januar 2007, hvor i han anfører "Til grund for min beslutning lå følgende: Hele tre gange tidligere havde statslige instanser og politiske hensyn forhindret, at Dragsdahls meriter blev offentligt belyst. I 1980-erne en borgerlig justitsminister, derpå i 1990erne en socialdemokratisk ditto og for to år siden den statslige institution DIIS. Det skulle ikke lykkes en fjerde gang." Bent Jensen har ikke fremsat udsagnene i god tro. Sagsøgeren har dels henvist til, at det, forudsat en kildekritisk tilgang til de i sagen fremlagte PET-dokumenter, er klart, at bilaget P/9 ikke kunne tages til indtægt for PET s institutionelle opfattelse. Bilagene er behæftet med indbyrdes modstridende oplysninger. Bent Jensen var ved fremsættelsen bekendt med, at Erik Ninn-Hansen bestred at have fået Jørgen Dragsdahl-sagen forelagt, og at Hanne Bech-Hansen havde udtalt, at "der ikke var noget at komme efter". Bent Jensen var forud for fremsættelsen bekendt med, at andre historikere, der havde haft adgang til samme materiale to år tidligere, ikke havde fundet grundlag for at udlede andet og mere om Jørgen Dragsdahl, end at han var i efterretningstjenestens søgelys grundet hans mange kontakter til sovjetiske diplomater.

61 Tilsvarende konklusion blev endvidere nået i PET-kommissionens beretning bind 7 og 13, der ligeledes er skrevet af historikere. Vedrørende de øvrige sagsøgte - sagsøgte har disse ikke kun refereret de udsagn, som Bent Jensen har fremsat. De i artiklerne indeholdte oplysninger er retsstridige. Dette gør sig særligt gældende vedrørende illustrationen af sagsøgeren påført et KGB-slips, en illustration der blev anvendt ialt 11 gange i perioden frem til den 6. februar Disse sagsøgte må via deres artikler anses for at have tilsluttet sig de beskyldninger, som Bent Jensen har fremsat. Dette fremgår blandt andet af artiklen At være eller ikke være Agent hvori det anføres: "Morgenavisen-Jyllands-Posten har talt med flere kilder, som kender til sagen - og deres samstemmende billede er, at grænsen til egentlig agentvirksomhed er hårfin, men flere fremhæver samtidig, at tilfældet Dragsdahl er et klassisk eksempel på, hvordan den kommunistiske påvirkning under Den Kolde Krig foregik." Bent Jensens artikel var ikke en dagsaktuel kioskbasker, som det var naturligt for Jyllands-Posten at forholde sig til, men derimod en selvskabt historie. Disse sagsøgte kan derfor ikke med henvisning til EMRK påberåbe sig pressefrihed. Dette gælder særligt i denne situation, hvor Jyllands-Posten forlods var advaret om det æreskrænkende jf. Jørgen Dragsdahls af 12. januar 2007 til John Hansen, og de imellem PET og Bent Jensen stedfundne telefonsamtaler. Ansvarsgrundlaget for John Hansen, Jette Elbæk Maressa og Sanne Gram er Medieansvarslovens 10, mens ansvarsgrundlaget for Carsten Juste er samme lovs 13. Ydermere er Carsten Juste ansvarlig for det efterfølgende reklamefremstød, der blev distribueret i et samlet oplag på 9,1 mio. eksemplarer. Ansvaret bygger her tillige på Medieansvarslovens 9, stk. 3. Bent Jensen har ved sine udtalelser ikke alene overtrådt straffelovens 267, men tillige 268. Udgangspunktet for Bent Jensens artikel fra 14. januar 2007 var PET-dokumentet P/9. På ganske mange punkter er Bent Jensens citater fra dokumentet imidlertid bearbejdet til ukendelighed. Af yderligere relevans er artiklen i Jyllands-Posten for den 27. februar 2007, hvor Bent Jensen tillægger Jørgen Dragsdahl motiver for sin henvendelse til PET, som der ikke hverken direkte eller indirekte var grundlag for. Vedrørende straffelovens 96, har sagsøgeren gjort gældende, at straffelovens 96 ikke er en materiel forældelsesregel. Bent Jensen vil kunne domfældes i overensstemmelse med den principalt nedlagte påstand, fordi deliktet er en krænkelse af Jørgen Dragsdahls ære. Bent Jensens udtalelser tog sin begyndelse i Jyllands-Posten for den 14. januar 2007 og blev efterfulgt af i stribevis af ærekrænkende udsagn, helt frem til partsindlægget af 8. marts Der er således tale om en fortsat forbrydelse. Det er derfor hjemlet at opsamle yderligere udsagn i en allerede anlagt sag jf. bl.a. afgørelsen U U. Bent Jensen bør idømmes en betinget frihedsstraf, samt en betragtelig tillægsbøde. Der henvises til blandt andet afgørelsen offentliggjort i U H, hvor gerningsindholdet blev realiseret på én dag, hvorimod gerningsindholdet i denne sag reelt er blevet realiseret i en periode på mere end 3 år. I den sag fastsattes en straf på 14 dages hæfte og en tillægsbøde. Særligt med henvisning til sagsøgte Bent Jensens partsindlæg af 8. marts 2010 gøres det gældende, at der er handlet i skadeshensigt. Der skal tilkendes Jørgen Dragsdahl en godtgørelse på kr ,-. Sagsøgeren har til støtte for godtgørelsens størrelse henvist til sagsøgerens forklaring om, hvilke konsekvenser udtalelserne har haft for ham, og har yderligere henvist til, at godtgørelsen i Ekstra Blads-

62 sagen, som forligsmæssigt blev afsluttet i 1994, blev fastsat til kr ,-. hvilket pristalsreguleret modsvarer kr ,60. Ekstra Blads sagen omhandlede udover Jørgen Dragsdahl en lang række andre påståede agenter og verserede i ét til 1½ år. Heroverfor står denne sag, med tre og et halvt års eksponering af Jørgen Dragsdahl, som KGB-agent. Sagen har medført, at Jørgen Dragsdahl i en længere årrække har været på dagpenge. De sagsøgte har til støtte for frifindelsespåstanden i første række gjort gældende, at adskillige af de påtalte udsagn ikke indeholder sigtelser for forhold, der er egnede til at nedsætte sagsøgeren i medborgeres agtelse og at de påtalte udsagn er sande. Bevistemaet er i alt væsentligt, om sagsøgeren var påvirkningsagent for Sovjetunionen, og om han herunder udøvede aktivitet med desinformation. En sigtelse for at have været agent - altså for at have ageret for et fremmed lands interesser - er ikke en sigtelse for et forhold, der er egnet til at nedsætte en person i medborgeres agtelse. De sagsøgte gør ikke og har aldrig gjort gældende, at sagsøgerens aktiviteter har været ulovlige endsige strafbare. At Bent Jensen skulle have hævdet, at sagøgeren havde begået noget strafbart er ikke korrekt og citatet fra kronikken i Jyllands-Posten den 7. februar 2007, hvor Bent Jensen skriver "For mig, der altså ikke er jurist, er det som samfundsborger forbløffende, at der blandt jurister kan herske uklarhed om, hvorvidt det er strafbart eller ej at arbejde for en fremmed efterretningstjeneste ved mod eller uden betaling at tjene denne magts interesser f.eks. ved desinformation." hverken kan eller skal læses sådan. Dette støttes af Bent Jensens udsagn i Information den 8. juli 2009, hvor han citeres for til Information i en mail at have skrevet "Det drejer sig jo ikke om, hvorvidt Dragsdahl har begået ulovligheder men om han i en eller anden forstand var agent og om, hvorvidt PET anså ham for at være KGB-agent." Når sagsøgeren jf. sin forklaring og P/9 har haft talrige møder med personer, som han vidste var KGB agenter, når disse møder fandt sted på lokaliteter og under omstændigheder, som PET med rette har betegnet som konspiratoriske og som Jørgen Dragsdahl selv har omtalt som, at han var udsat for "mærkelige omstændigheder", når Jørgen Dragsdahl sideløbende hermed gennem sin medieaktivitet og sine politiske kontakter varetog sovjetiske interesser ved sine omfattende anti-nato skriverier og andet, når han selv i interviewet "Jørgen Dragsdahl fortæller" bragt i Jyllandsposten den 14. januar 2007 udtaler, "Mine kontakter til KGB var i en periode uforenelig med mit job som journalist det er krystalklart. Men det var lærerigt, og jeg vil aldrig begå tilsvarende fejl igen" og når det jf. sagens bilag P/10 må lægges til grund, at Jørgen Dragsdahl i KGBs registre var registreret som agent, har det, uanset at der ikke er ført bevis for, at sagsøgeren har begået noget strafbart, været berettiget, at de sagsøgte har omtalt ham som agent. Sagsøgerens subjektive forhold er i den forbindelse uden betydning for den objektive bedømmelse af hans aktiviteter, herunder om han eventuelt blot mener at have udbredt egne synspunkter. De sagsøgte har gjort gældende, at der er ført sandhedsbevis for de udsagn, der ubestridt er egnede til at nedsætte Jørgen Dragdsdahl i medborgeres agtelse (udsagn nr. 7, nr. 8, 2. led, nr. 9-10, nr. 12, nr , nr. 19, nr , nr. 28, 2. led, nr. 39 og nr. 31) og de eventuelt yderligere udsagn, som retten måtte finde er omfattet af straffelovens 267. Bent Jensen har baseret sig på oplysninger fra Gordijevskij og PET. Det fremgår af PET kommissionens beretning, bind 7, side og PET kommissionens beretning, bind 13, side 12 at Gordijevskij af såvel PET som PET-kommissionen er anset for overordentlig troværdig, hvilket han tillige blev af en række udenlandske analytikere. Oplysninger hidrørende fra ham må derfor tillægges stor vægt. En gennemgang af PET-dokumenterne viser, at sagsøgeren

63 gentagne gange omtales som agent og at dette bl.a. skyldtes, at han figurerede som sådan i KGBs interne materiale. Bent Jensen har forklaret, at en række af dokumenterne er forelagt PETs ledelse og nogle endog videresendt til FE og regeringens sikkerhedsudvalg. Det må derfor have formodningen for sig, at ledelsen ville have fået dokumenterne korrigeret, hvis ikke de udtrykte PETs men alene den enkelte medarbejders holdning. Det kan ikke her overfor tillægges væsentlig betydning, at Henning Fode har forklaret, og Ole Stig Andersen har udtalt, at dokumenterne ikke var udtryk for PETs institutionelle opfattelse. I anden række har de sagsøgte gjort gældende, at de påtalte udsagn i forvejen har været almindeligt kendte i offentligheden via offentliggørelsen i Ekstra Bladet i 1992 og Offentliggørelsen den 14. januar 2007 og senere er derfor ikke retsstridig. At der alene har været tale om udsagn, der var almindelig kendte, fremgår desuden af sagsøgerens egen mail af 12. januar 2007 til sagsøgte John Hansen. I tredje række har de sagsøgte gjort gældende, at de påtalte udsagn ikke er retsstridige, idet de er fremsat som led i en historisk rapportering/respektive i et videnskabeligt foredrag, der udspringer af sagsøgte Bent Jensens stilling som leder af Center for Koldkrigsforskning. Centeret blev etableret ved en folketingsbeslutning i 2006, og har til formål at fremme den videre forskning i historien om Den Kolde Krig, og derved holde erindringen i hævd. Såvel artiklen i Jyllands-Posten den 14. januar 2007 som de senere artikler er offentliggjort som led i forskningsprojektet, som sagsøgte Bent Jensen i 2004 modtog en offentlig bevilling til. Artiklen fremstår med noter og oplysninger som er helt almindeligt for et forskningsprojekt. Det er i den forbindelse uden betydning, at offentliggørelsen har fundet sted i et dagblad. Gengivelsen af forskningsresultaterne er derfor sket til berettiget varetagelse af en åbenbar almen interesse. I fjerde række har sagsøgte Bent Jensen gjort gældende, at han har ikke haft forsæt til at fremsætte injurier i forhold til sagsøgeren. De fremsatte herunder de påtalte udsagn bygger på en loyal og præcis gengivelse af indholdet af offentlige myndigheders, herunder navnlig PET s arkiver om sagsøgerens adfærd og aktiviteter. Som anført i professor, dr.jur. Peter Blumes responsum, der er gengivet i DIIS-udredningen, bind 4, side 149, betyder dette, at straffelovens bestemmelser ikke aktualiseres, jfr. herved straffelovens 269 sammenholdt med principperne i EMRK s artikel 10. I fjerde række har de øvrige sagsøgte gjort gældende, at de alene har refereret de af sagsøgte Bent Jensen fremsatte udsagn med angivelse af kilden. Denne aktivitet er retsmæssig i henhold til straffelovens 269 og den omfattende danske retspraksis, der er udviklet siden 1997 med baggrund i EMRK s artikel 10. Disse sagsøgtes artikler er nøje citater af Bent Jensens udsagn og det fremgår klart af artiklerne, at der er tale om citater fra Bent Jensen. En journalist er under disse omstændigheder ikke selvstændig ansvarlig for sådanne udtalelsers eventuelle krænkende karakter jf. bl.a. UfR H og UfR H. De sagsøgte bragte samme dag som Bent Jensens artikel et interview med sagsøgeren, hvor denne fik lejlighed til at fremkomme med sine bemærkninger ligesom han 14 dage senere fik optrykt sit eget "Genmæle". Disse sagsøgte har sålede gengivet begge parters synspunkter og kun parternes synspunkter. De sagsøgte har videre gjort gældende, at en påstand om anvendelse af straffelovens 268 er helt grundløs.

64 Endelig har de sagsøgte gjort gældende, at størstedelen af de i forhold til sagsøgte 1 påtalte udsagn, nemlig 21 ud af 35, først er påtalt i sagsøgerens påstandsdokument af 15. februar 2010 og således mere end 6 måneder efter, at sagsøgeren blev bekendt med udsagnene og adskillige af disse først mere end 3 år efter dette tidspunkt. De kan derfor ikke begrunde en påstand om straf, respektive mortifikation, jfr. herved straffelovens 96, stk. 1 og stk. 5. Overfor mortifikationspåstanden har de sagsøgte gjort gældende, at mortikation som følge af ytringsprivilegiet for såvel forskere som journalister ikke kan gennemtvinges. Det følger således af Menneskerettighedsdomstolens praksis, jf. materialesamlingen side 12, 14 og 60, at der ikke kan dømmes til mortifikation, hvor udtalelser fremsættes som led i en ophedet debat i offentlighedens interesse. Det er endvidere udelukket at mortificere en tegning, eller det som den enkelte læser vil kunne uddrage af en tegning. Overfor påstanden om godtgørelse har de sagsøgte gjort gældende, at sagsøgerens krav er helt ude af trit med retspraksis. Der er således aldrig tidligere i retspraksis tilkendt beløb i den påståede størrelsesorden. Sagsøgerens oplysning om, at han siden 2007 har været på dagpenge, kan ikke tillægges betydning, idet sagsøgeren ikke har ført bevis for årsagssammenhængen mellem artiklerne og det forhold, at han siden 2007 har været på dagpenge. Rettens begrundelse og afgørelse Vedrørende Bent Jensen Bent Jensen har i en række artikler omtalt Jørgen Dragsdahl som KGB-agent og i samme artikler brugt udtryk som "føringsofficer", "konspirative møder" og "lyssky kontakter", ligesom han er fremkommet med oplysninger om, at Jørgen Dragsdahl har modtaget penge fra KGB, at han har leveret oplysninger til KGB, og at han har bedrevet kampagnejournalistik på basis af falske dokumenter fremstillet af KGB. Udtalelser om at en navngiven person er agent for en fremmed efterretningstjeneste, og udtalelser, der skal underbygge eller supplere en sådan påstand, er sigtelser, der er er egnede til at nedsætte vedkommende i medborgeres agtelse. Det fremgår af den sammenhæng, hvori Bent Jensen omtaler disinformation, at der menes falske informationer, der videregives mod bedrevidende på foranledning af en fremmed magt - eller til fremme af dennes interesser - i dette tilfælde Sovjetunionen. Det fremgår tillige af ordlyden af Bent Jensens artikler, at hans ærinde ikke var at påpege, at Jørgen Dragsdahl havde udført et ufuldstændigt - og dårligt - journalistisk arbejde, men at der gives udtryk for, at Jørgen Dragsdahls arbejde var løgnagtigt og sammenkædet med KGB. Bent Jensen har fremsat sine betragtninger i et almindeligt læst dagblad, og betragtningerne vil af den almindelige læser blive opfattet som en beskyldning om et bevidst angreb mod Danmark - og altså som landsskadelig virksomhed. Udtalelserne om disinformation er i denne sammenhæng fornærmelige og er egnet til at nedsætte Jørgen Dragsdahls ære i medborgeres agtelse. De nævnte udsagn er derfor omfattet af straffelovens 267.

65 Det er ikke ved de fremlagte dokumenter fra PET, eller i øvrigt ved den skete bevisførelse - herunder ved referater af Gordijevskijs oplysninger til efterretningstjenesterne - godtgjort, at Jørgen Dragsdahl var agent for KGB. Retten har ved bedømmelsen heraf lagt vægt på, dels at Henning Fode, som var chef for PET i perioden 1984 til 1988, har forklaret, at PET efter en massiv efterforskning af Jørgen Dragsdahl ikke har fandt grundlag for at indstille, at der skulle rejses tiltale mod ham, og dels at det af de fremlagte dokumenter fremgår, at vurderingerne af, hvorvidt Jørgen Dragsdahl var agent, alene var udtryk for den enkelte medarbejders personlige holdning. Det bemærkes tillige, at de fremsatte påstande og betragtninger i dokumenterne - således som de er forelagt for retten - ikke fremstår som underbyggede og gennemarbejdede. Det fremgår af bevisførelsen, at der ikke er grundlag for at antage, at der er udbredt disinformation ved at omtale dokument FM 30-31B som et autentisk dokument. Det tillægges særlig vægt, at der er forskere, der forsat antager, at dokumentet er autentisk. En ukritisk omtale af dokumentet i sin samtid kan derfor ikke anses for disinformation. Vedrørende Jørgen Dragsdahls omtale af den sikkerhedspolitiske situation i forbindelse med "Able Archer" øvelsen i 1983, fremgår det af bevisførelsen, at der set med nutidens øjne, formentlig var tale om en overreaktion, og at situationen nok ikke var så kritisk, som Jørgen Dragsdahl har givet udtryk for. Det findes dog ikke at kunne henføres under begrebet disinformation, at forskere efter forløbet af mange år ændrer vurdering af situationen. Bent Jensen har heller ikke ved de øvrige anførte eksempler godtgjort, at Jørgen Dragsdahl har ønsket - eller har udbredt disinformation. Bent Jensen har således ikke godtgjort, at de rejste sigtelser er sande, jf. straffelovens 269, stk. 1, 1. led. Bent Jensen har som forsker en forpligtelse til kritisk at undersøge det kildemateriale, som han bygger sine konklusioner på. Dette underbygges af forklaringerne fra chefudreder Svend Aage Christensen og professor Ole Wæver. Det må forudsættes, at Bent Jensen, særlig som forsker på et område, hvor efterretningsdokumenter naturligt indgår som kildemateriale, har en viden om den særlige kildekritiske indgangsvinkel, der skal anvendes ved brug af sådanne dokumenter. Bent Jensen, der har haft en eksklusiv adgang til PET dokumenterne, har ikke godtgjort, at han fra anden side har fået verificeret oplysningerne heri. Dette til trods for, at DIISredegørelsen, der blev offentliggjort ca. 2 år tidligere, ikke nåede den tilsvarende konklusion. Under hensyn hertil har Bent Jensen ikke godtgjort at være i god tro eller haft føje til at anse sigtelserne for sande, jf. straffelovens 269, stk. 1, 2. led og stk. 2. Der er ikke er godtgjort, at sigtelserne har en sådan kvalificeret karakter, at de er omfattet af straffelovens 268. Det fremgår af den juridiske teori, at forskere i forbindelse med en videnskabelig debat har vide grænser for at fremsætte bedømmelser af andres faglige arbejde, hvis det holdes inden for den faglige kreds. Den omstændighed, at Bent Jensen har offentliggjort sine

66 forskningsresultater i et dagblad, medfører, at han ikke kan påberåbe sig denne særlig udvidede ytringsfrihed. Det bemærkes tillige, at artiklerne ikke fremstår som en sædvanlig afrapportering af et forskningsresultat. Det fremgår ligeledes af retspraksis, at journalister har et friere spillerum for fremsættelse af ytringer end andre. Bent Jensen har imidlertid i forbindelse med publiceringen af de omhandlede artikler i Jyllands Posten fremtrådt som forsker og som professor inden for det relevante faglige område. Bent Jensen kan således ikke påberåbe sig straffrihed med henvisning til Menneskerettighedskonventionens art. 10. Det forhold, at begrebet agent er anvendt i de dokumenter, som Bent Jensen har fået forelagt fra PET, medfører ikke, at udtalelser derom, isoleret set og uden den relevante sammenhæng, kan fremsættes straffrit. Det bemærkes herved, at citaterne er brudstykker af de oprindelige dokumenter, og at oplysningerne i artiklerne i øvrigt fremstår i bearbejdet form og til dels som udtryk for Bent Jensens egen opfattelse. De oplysninger, der fremkom i forbindelse med "Ekstra Blads- sagen", blev i forbindelse med den efterfølgende retssag dementeret, idet sagen blev afsluttet forligsmæssigt. Bent Jensens artikler fremstår som et forsøg på at drage det dementi, som afsluttede "Ekstra Blads-sagen", i tvivl. Under hensynhertil, og til at offentliggørelsen i Ekstra Bladet er sket for ca. 15 år siden, er oplysningerne ikke så almindelig kendte i offentligheden, at en genfremsættelse kan anses for retmæssigt. Adgangen til privat påtale i medfør af straffelovens 267, og påstand om mortifikation efter straffelovens 273, bortfalder jf. straffelovens 96, stk. 1, og stk. 5, når den berettigede ikke har anlagt sag inden henholdsvis 6 måneder og 3 år efter, at han har fået et sådan kundskab, at han havde grundlag for sagsanlæg. De sigtelser, der første gang er påtalt i påstandsdokumentet af 15. februar 2010, er ensartede og er fremsat kontinuerligt over en periode på ca. 6 måneder. Sigtelserne er af samme karakter, som de sigtelser, der er påtalt i stævningen. Der er således tale om en forsat forbrydelse. Påtale er imidlertid først rejst ca. 2½ år efter den seneste sigtelses fremsættelse. Disse 20 sigtelser er derved strafferetligt forældede. Bent Jensens påstand om frifindelse for straf vedrørende disse udtalelser tages til følge. Derimod er adgangen til at påstå sigtelserne mortificeret ikke forældet. Spørgsmålet om forældelse af Jørgen Dragsdahls krav om godtgørelse i anledning af de udtalelser, der 1. gang er medtaget i påstandsdokument af 15. februar 2010, afgøres efter forældelseslovens 30, stk. 1, jf loven, hvorefter kravet er undergivet en 5-årig forældelse. Kravet om tortgodtgørelse er således ikke forældet i forhold til disse udtalelser. Udtalelserne om, at sagsøgeren var agent, er udbredt ca. 2 år efter DIIS-redegørelsen og mere end 20 år efter, at sagsøgeren var i PETs søgelys som følge af sine kontakter til østeuropæiske pressefolk. Udtalelserne er fremsat adskillige gange i flere forskellige medier. Udtalelserne omfatter såvel sigtelser om, at sagsøgeren var KGB-agent som gentagne udtalelser om, at sagsøgeren disinformerede offentligheden med sine artikler, og er fremsat over en et tidsforløb på 6 måneder. Endelig blev udtalelserne fremsat med direkte navngivelse af sagsøgeren. Herefter og under hensyn til ærekrænkelsernes grovhed

67 fastsættes tortgodtgørelsen jf. erstatningsansvarslovens 26 til kr. Efter sagsøgerens påstand, der i den henseende er ubestridt, forrentes beløbet med procesrente fra sagens anlæg den 6. februar Under hensyn til omfanget og grovheden af de æreskrænkende udtalelser fastsættes straffen til 20 dagbøder á kr. jf. straffelovens 267. Forvandlingsstraffen er fængsel i 20 dage. Vedrørende Carsten Juste, John Hansen, Jette Elbæk Maressa og Sanne Gram Vurderingen af, hvorvidt disse sagsøgte har handlet retsstridig i henhold til straffelovens 267, jf. medieansvarslovens 10 og 13, beror på en konkret vurdering, der skal foretages i lyset af straffelovens 269 og art. 10 i Menneskerettighedskonventionen. Der skal derfor foretages en afvejning af en række modstående hensyn, herunder hensynet til beskyttelse af andres gode navn og rygte og hensynet til, at der ikke opstilles begrænsninger, som hindrer medierne i på rimelig måde at udfylde rollen som offentlighedens kontrol- og informationsorgan samt formidler af offentlig debat om væsentlige samfundsspørgsmål, herunder retspolitiske emner. Der er tale om en helhedsbedømmelse, hvorunder artiklernes indhold og form har væsentlig betydning, tillige med spørgsmålet om den almene interesse i det emne, som artiklerne angår. Overskrifterne og indholdet af de omhandlede artikler fremtræder i det hele med henvisning til, at der er tale om konklusioner draget af Bent Jensen, og ikke som selvstændige sigtelser mod og kritik af Jørgen Dragsdahl. Under disse omstændigheder, findes artiklerne ikke at indebære en overtrædelse af straffelovens 267, stk. 1. Det bemærkes særligt, at illustrationen offentliggjort sammen med artiklerne ikke findes at være af en sådan karakter, at den - set i sammenhæng med artiklerne - kan begrunde strafansvar efter straffelovens 267, stk. 1 eller medieansvarslovens 10 og 13. Disse sagsøgte frifindes allerede som følge heraf for sagsøgerens påstand om straf, mortifikation og godtgørelse. Sagsomkostninger Bent Jensen skal betale ,70 kr. i sagsomkostninger til Jørgen Dragsdahl, hvoraf retsafgift udgør kr., sagsøgerens udgift til vidneførsel udgør 4.177,70 kr. og det resterende beløb udgør sagsøgerens udgift til advokat og ekstraktudarbejdelse. Beløbet er fastsat udfra sagens omfang, herunder antal retsdage, og det skønnede arbejde i forbindelse med sagen. Jørgen Dragsdahl skal betale ialt kr. i sagsomkostninger til Carsten Juste, John Hansen, Jette Elbæk Maressa og Sanne Gram. Der er herved lagt vægt på, at sagen i det væsentligste har vedrørt Bent Jensen. Thi kendes for ret: Bent Jensen tilpligtes at anerkende, at følgende udsagn er fremsat med urette og kendes ubeføjede:

68 Arkiverne har vist, at Jørgen Dragsdahl var KGB-agent, siger Bent Jensen, som beskriver resultaterne af sine arkivstudier i en artikel i denne avis. Informations tidligere chefredaktør Torben Krogh kom Dragsdahl til undsætning ved at hævde, at enhver redaktør kunne stemples som indflydelsesagent, fordi det hørte med til jobbet at lade sig bespise af udenlandske diplomater. Krogh mente, at han selv havde fået et usædvanligt godt indblik i de overvejelser og motiver, der prægede Kremls politik. Hverken Krogh eller andre KGB-kontaktpersoner har dog kunnet påvise en eneste lille oplysning, som resultat af kontakterne. Oplysningerne gik den anden vej. Dragsdahl har senere pralet af, at han fik tilkendt et "efter danske forhold pænt beløb og en total tilbagekaldelse af alle beskyldninger fra Ekstra Bladet." Han fik kr. I dag kan det dokumenteres, at en stor del af oplysningerne i Ekstra Bladets artikler var sande Dragsdahl har selv givet udtryk for, at han "ser frem til, at historikere får adgang til de primære kilder, så diverse myter kan blive afkræftet." Her følger afkræftelsen af den myte, Dragsdahl selv har kunnet fremlægge i kraft af de lukkede arkiver. Dragsdahl indrømmede nu, at et af hans møder med førings-officeren Vladimir Minin var blevet forlagt til Roskilde. Som grund angav han, at de to ikke havde ønsket at blive genkendt. Han oplyste ikke hvorfor. PET mente, at Dragsdahl i virkeligheden var gået langt videre i sit samarbejde med KBG, end han nu ville være ved. PET's formål med 1986-samtalen var at give ham en advarsel ved at afsløre, at man var vidende om hans konspirative omgang med KGB-officerer i Danmark og i udlandet. PET's fortrolige konklusion til eget brug lød således: "Set med KGB-briller har D[ragsdahl]s position [ ] været ualmindelig nyttig. Det er ikke uden grund, at han på et tidspunkt i Centret blev benævnt som "nr. 1" i Danmark, men hvor meget man reelt har fået ud af denne agent, kan der kun gisnes om." Dragsdahl var altså ifølge både KGB og PET KGB-agent. DIIS-UDREDNINGENS BILLEDE af Dragsdahls meriter er så tilslørende, at det må betegnes, som vildledende. Det hedder blot, at han var "i PETs søgelys i kraft af sine nære kontakter til østblokkens pressefolk såvel i Danmark som i Sovjetunionen."(7) Men der er intet om hans konspirative omgang med KGBføringsofficerer i Danmark og i udlandet. Og det forties, at PET karakteriserede Dragsdahl som agent. Selv om de danske efterretningstjenester via Gordejevskij fik "en enestående indsigt" i Sovjetunionens operationer i Danmark, er hans oplysninger ikke anvendt, og han er heller ikke som Dragsdahl blevet interviewet i forbindelse med udredningen. DIIS-udrederne har set det samme materiale i PET's arkiv, som denne artikel bygger på, og må derfor vide, at PET anså Jørgen Dragsdahl for at være KGB-agent. Alligevel har man valgt at fortie dette forhold. Det er i øvrigt ikke kun Dragsdahl-sagen, som mildt sagt er mangelfuldt belyst i DIIS-udredningen Danmark Under Den Kolde Krig. Det samme gør sig gældende

69 for adskillige andre [ her kursiveret ] af KGBs danske agenter, villige hjælpere, meddelere og samtalepartnere. Da jeg første gang for omkring to år siden læste de relevante dokumenter i PETs arkiv, blev jeg målløs. Ekstra Bladets påstande var i alt væsentligt sande, og Dragsdahl havde på falsk grundlag fået lukket munden på bladet og endda uretmæssigt fået en stor sum penge presset ud af avisen. Jeg var naturligvis spændt på at se, hvordan den omfattende DIIS-udredning ville behandle denne sag. Udredningen blev offentliggjort i sommeren 2005 og endnu engang blev jeg målløs: I stedet for at give en retvisende fremstilling af Dragsdahls hemmelige (konspirative i PET-jargon) møder med sine føringsofficerer i Danmark og i udlandet, er udredningen fuldkommen tavs. Dragsdahl er ganske vist nævnt flere gange i udredningen, men læseren bliver holdt i uvidenhed om arten af hans forhold til KGB, og det forties ganske, at både KGB og PET betegnede ham som agent. Efter alt at dømme var det lykkedes Dragsdahl at forskrække PETs ledelse med henvisninger til krænkelse af privatlivets fred og rigets sikkerhed og andet godt fra havet. Da Dragsdahl om fredagen blev kontaktet af Jyllands-Posten og fik avisens resumé af min artikel, videresendte han den omgående til PET. Formentlig har han også som tidligere mobiliseret indflydelsesrige politikere og embedsmænd. Det var altså den ifølge PET tidligere KGB-agent, det fik PET til at forsøge at bremse min artikel om agenten. Jørgen Dragsdahl bedrev under Den Kolde Krig kampagnejournalistik på basis af falske dokumenter fremstillet af KGB, og dagbladet Information hvor han var ansat, bragte falske spionanklager mod sovjetiske systemkritikere. Det var DESINFORMATION. Dragsdahl og Information lod altså offentligheden forstå, at der efter alt at dømme var tale om et autentisk, amerikansk dokument, og at USA stod bag marxistiske terrorbanders likvideringer og andre forbrydelser i Europa. Der er imidlertid intet hos Gates om dobbeltbeslutningens katastrofale følger. Det er helt Dragsdahls egen opfindelse. Dragsdahls brug af Gordijevskij er lige så betændt. Gordijevskijs fremstilling tegner et billede, der for det første understreger, at der ikke var vestlige planer om et kernevåbenangreb på Sovjetunionen; og at det for det andet var den sovjetiske ledelses egne konspirationsforestillinger og forfølgelsesvanvid, der frembragte frygten for et vestligt angreb. Her var intet at misforstå. Dragsdahls artikel var 100 pct. ren eller rettere beskidt desinformation.

70 For mig, der altså ikke er jurist, er det som samfundsborger forbløffende, at der blandt jurister kan herske uklarhed om, hvorvidt det er strafbart eller ej at arbejde for en fremmed efterretningstjeneste ved mod eller uden betaling at tjene denne magts interesser f.eks. via desinformation. Er årelange, intensive og lyssky kontakter til diverse agenter for en totalitær, fjendtlig magt at betragte som omfattet af privatlivets fred? Dragsdahl forsøger nu at vinde sympati ved at fremstille sig selv som et patriotisk vidne, der af egen drift i sin tid henvendte sig til PET for med sine oplysninger at hjælpe den danske hemmelige tjeneste i dens arbejde. Han henvendte sig imidlertid, fordi han følte jorden brænde under sig, idet han var blevet bekendt med, at PET havde ham i søgelyset. Han fortav sine konspirative møder med KGB-agenter på mystiske steder i Danmark og i udlandet. Han bekræftede dem først og meget modstræbende otte måneder senere, da han blev tilsagt af PET, og punkt for punkt måtte indrømme de forhold, tjenesten var vidende om og håndfast kunne dokumentere. Det var i kraft af politisk beskyttelse, at Dragsdahl dengang kunne triumfere, og at der blev begået en uret mod Ekstra Bladet og dets dygtige journalister. Har dette forhold slet ingen interesse? Er der slet ingen kollegial harme over, at kolleger dengang blev ofre for et justitsmord? Tilsyneladende ikke. Ekstra Bladet er jo ikke som Information en fin, intellektuel og venstreorienteret avis, der læses af de kloge på universiteterne og andre fine steder. Og min kritik af DIIS-udredningen går på, at den fortier, at PET karakteriserede Dragsdahl som "agent", selv om DIIS-udrederne havde kendskab til PETs vurdering. Jeg mener naturligvis heller ikke, at en PET-medarbejders vurdering er det endelige bevis for noget som helst. Men PETs opfattelse kom jo ikke ud af den blå luft - det var en konklusion, der blev nået, efter at Dragsdahl skridt for skridt blev nødt til at vedgå en række konspiratoriske møder (som han først havde forsøgt at lyve sig fra), fordi PET var i stand til at dokumentere disse ting. Og en hovedkilde til PETs viden var, som alle ved, dobbeltagenten Oleg Gordijevskij. Jeg har f.eks. påvist, at JD i sin gengivelse af en amerikansk artikel skrev det stik modsatte af, hvad den pågældende artikel indeholdt. Dvs. jeg påviste, at han bedrev desinformation eller for at sige det ligeud: Udbredte løgn. Og det er ikke et enestående tilfælde. I det følgende vil jeg forholde mig til nogle få eksempler på JDs utrolig betændte forhold til sandheden det der i KGB-jargon hedder desinformatsija. I skrivelsen hedder det, at PET ikke umiddelbart mener sig i stand til at afgøre, om referatet udtrykker institutionens opfattelse eller alene en medarbejders personlige vurdering. Ved at klippe og klistre får JD det til, at skrivelsen fastslår, at referatet alene er udtryk for den pågældende medarbejders personlige vurdering af sagen. En 100 pct. løgn. Harris kritiserede derimod venstreorienterede for konsekvent at have haft en forkert opfattelse af Sovjetunionen og for at have talt for tilpasning. Den kolde Krig var

71 endt med en drønende sejr for den demokratisk-kapitalistiske ideologi og dens system. Dragsdahls artikel var 100 pct. ren eller rettere snavset desinformation. JDs hykleri er kvalmende. Det var et skændigt makværk, som KGB ikke kunne have lavet bedre. De fem eksempler er kun et mindre udvalg af JDs mangeårige desinformationsvirksomhed. Og de er ikke de værste. Alle de oplysninger, som PET oprindelig havde fået fra Gordijevskij, de viser sig, stort set, at være rigtige. Det eneste punkt, hvor Dragsdahl ikke ville vedgå, var, at han havde fået penge. Jeg vil være så fræk, i hvert fald i denne forsamling, og sige, at det er formentlig, fordi PET ikke er i stand til at bevise, fordi bogholderiet, det befinder sig i KGB s hovedkvarter i Moskva, og det har PET ikke adgang til. Jeg er helt sikker jeg kan ikke vide det men jeg er ret sikker på, at Gordijevskij også på det tidspunkt, også på det punkt taler sandt. Fælles for de to sager er ikke mindst det forhold, at G s oplysninger kunne bekræftes af PET s egen efterforskning. Og det er direkte forkert, når man påstår, at PET hovedsagelig kun havde Gordijevskij-materialet at støtte sig til. Det var som sagt PET s egen årelange og grundige efterforskning, der bekræftede Gordijevskijs oplysninger. Man forstår Jørgen Dragsdahls glæde over kommissionens taskenspilleri. Han er selv ekspert på området. Men det har som sagt ikke interesseret Den kongelige Kommission. Bent Jensen skal betale kr i tortgodtgørelsen til Jørgen Dragsdahl. Beløbet forrentes med procesrente fra den 6. februar Bent Jensen straffes med 20 dagbøder á kr. Forvandlingsstraffen er fængsel i 20 dage. Bent Jensen skal inden 14 dage betale sagens omkostninger til Jørgen Dragsdahl med ,70 kr. Carsten Juste, John Hansen, Jette Elbæk Maressa og Sanne Gram frifindes. Jørgen Dragsdahl skal inden 14 dage betale disse sagsøgte sagens omkostninger med kr.