Toner i århusiansk regiolekt

Transkript

1 236 Bodil Kyst Copenhagen Business School Toner i århusiansk regiolekt 1. Forskellen mellem københavnsk og århusiansk regiolekt Moderne danske regiolekter adskiller sig primært fra hinanden ved deres sætningsmelodier. Det er altså ud fra de forskellige tonemønstre, at man kan høre, om en person kommer fra f.eks. Århus eller København. Jeg har lavet en grundig undersøgelse af tonemønstret i århusiansk (Kyst 2004), og jeg vil i det følgende gøre rede for resultaterne. Artiklen her kan læses som en kort og let forenklet oversigt over hovedpointerne fra undersøgelsen. Hver ny trykgruppe gentager samme tonemønster. Ved trykgruppen forstås den betonede stavelse og eventuelle efterfølgende tryksvage stavelser. Nina Grønnum har beskrevet trykgruppens tonemønster i københavnsk således (Thorsen og Jul Nielsen 1981, Grønnum 1992): Den betonede stavelse har en lav tone, den efterfølgende (posttoniske) tryksvage stavelse en høj tone som sammen med de følgende tryksvage stavelser udgør en faldende tonehøjdekurve. Grønnum har samme sted (1981) lavet en lille undersøgelse af det århusianske tonemønster: Her er tonemønstret i trykgruppen det omvendte af det københavnske: Hvor forholdet mellem trykgruppens to første stavelser i den københavnske trykgruppe kan beskrives som lav-høj, så er det i den århusianske trykgruppe snarere høj-lav. Grønnum illustrerer det således:

2 Toner i århusiansk regiolekt 237 Fig. 1 (Fra Thorsen og Jul Nielsen 1981:8) Fig. 1 skal forstås sådan, at den fede del af linien er den betonede stavelse, mens cirklen angiver hvor den posttoniske stavelse ligger tonehøjdemæssigt. I københavnsk falder den betonede stavelse altså lavt og den posttoniske højt, hvorimod forholdet mellem den betonede og den posttoniske stavelse i de to jyske regiolekter er omvendt, nemlig høj-lav. Min undersøgelse bygger på sætninger læst op af tre århusianere, to kvinder og en mand, alle studerende i 20 erne. De trykgrupper jeg har undersøgt, er klippet ud fra længere sætninger, og i denne artikel viser jeg stiliserede udgaver af tonemønstrene. I følge min undersøgelse er høj-lav-forholdet ikke altid gældende i århusiansk, tonemønstret varierer nemlig alt efter stavelsens segmentelle sammensætning og tilstedeværelsen af stød. Dette vil jeg gøre rede for i afsnit 2. I afsnit 3 vil jeg beskrive et særligt tonefænomen, som gør sig gældende i monosyllabiske ord med lange stødvokaler i lukkede stavelser: De bærer en særligt lang og faldende tone. Enkelte åbne stavelser har samme tonemønster, hvilket resulterer i homofone par med tonemønstrene som eneste distinktive træk. 2. Trykgruppens tonemønster i århusiansk Den århusianske trykgruppes tonemønster afgøres af sammensætningen af lydsegmenter i den betonede og den posttoniske stavelse. Der er tre faktorer, som er afgørende, og jeg inddeler dem i tre typer: 1, 2 og 3:

3 238 Bodil Kyst Type 1: Stød i den betonede stavelse: Hvis den betonede stavelse har stød, er trykgruppens tonemønster altid høj-lav, uanset trykgruppens øvrige segmentelle sammensætning. Den betonede stavelse har altså en høj tone, og de efterfølgende ubetonede stavelser har lave toner, som efterhånden taber højde. (Det samme gælder i øvrigt, hvis det er den posttoniske stavelse har stød (og bitryk), som f.eks. ordet Jylland.) Eksempler på trykgrupper med stød: fig. 2 (kort vokal) og 3 (lang vokal): Fig. 2: bannerne Fig. 3: viser (vb.) Type 2: Intet stød, og mindst ét ustemt lydsegment mellem vokalerne i den betonede og den posttoniske stavelse: Hvis der mellem vokalen i den betonede stavelse og vokalen i den posttoniske stavelse optræder mindst ét ustemt lydsegment (f.eks. [f] eller [s]), er trykgruppens tonemønster for det meste høj-lav. Tonemønstret ligner altså det fra type 1. Eksempler på denne trykgruppe: fig. 4 (kort vokal) og 5 (lang vokal): Fig. 4: kuffert Fig. 5: faserne Tonemønstret af type 1 og 2 ligner groft set Grønnums beskrivelse af århusiansk i fig. 1. Men det gør tonemønstret af type 3 ikke:

4 Toner i århusiansk regiolekt 239 Type 3: Intet stød, men udelukkende stemte lydsegmenter mellem vokalerne i den betonede og posttoniske stavelse: Hvis der mellem den betonede og den posttoniske stavelses vokaler udelukkende optræder stemte lydsegmenter, og hvis der ikke er noget stød, så har den betonede stavelse en lavere tone end den posttoniske. Forholdet mellem de to er altså lav-høj. Først efter den posttoniske stavelse falder tonehøjden igen. Eksempler på trykgrupper af denne type: fig. 6 (kort vokal) og 7 (lang vokal): Fig. 6: kanderne Fig. 7: kanerne De to tonemønstre i fig. 6 og 7 ligner hinanden, men adskiller sig alligevel lidt: Der er tale om lignende bølgebevægelser, men den posttoniske stavelse i kanderne (fig. 6) falder lige før bølgen topper, mens den i kanerne (fig. 7) falder lige efter bølgen har toppet. Dette er ingen overraskelse. Fænomenet svarer til det Grønnum i en undersøgelse af standarddansk (københavnsområdet) beskriver som at segments and syllables are superposed on the wave like pearls of varying length onto an undulating string (Thorsen, 1984). Dette fænomen kan forklare, hvorfor fig. 6 og 7 ser ud som de gør: Vokalen i kanderne (fig. 6) er kort og optager derfor ikke så langt et stræk på bølgen, som den lange vokal i kanerne (fig.7) gør, og derfor falder den posttoniske stavelse på et tidligere punkt på bølgen i fig. 6 end i fig. 7. Man kan undre sig over, hvorfor trykgrupper af type 3 (med udelukkende stemte lydsegmenter mellem den betonede og den posttoniske stavelses to vokaler) resulterer i et lav-høj tonemønster i modsætning til de to andre typer, som resulterer i et høj-lav-mønster. Når kanderne (fig.6) har et lav-høj-tonemønster, kunne man umiddelbart

5 240 Bodil Kyst tænke, at det kan forklares udfra perler-på-snor-princippet, fordi vokalen i den betonede stavelse er kort og dermed overstås så tilpas hurtigt, at den posttoniske stavelse falder på en højere tone (senere på bølgebevægelsen). Men denne forklaring duer ikke, da kanerne (fig. 7) også har et lav-høj-tonemønster selvom den betonede vokal er lang. Perler-på-snor-princippet kan altså forklare den lille forskel, der er mellem kanderne og kanerne (fig. 6 og 7), men ikke forskellen mellem på den ene side type 1 og 2 (med høj-lav-mønstret) og på den anden side type 3 (med lav-høj-mønstret). Hvis man overordnet vil beskrive trykgruppens tonemønster, kunne det gøres således: Når der er stød (type 1) er der tale om et helt særligt høj-lav-tonemønster. Når der ikke er stød (type 2 og 3) har tonen et bølgeformet forløb med først en bølgedal og så en bølgetop. Når tonen efter første stavelse afbrydes af noget ustemt (type 2), udspiller hele bølgebevægelsen sig indenfor den betonede vokal ( faserne, fig. 5), bølgebevægelsen komprimeres altså set i forhold til, hvor udstrakt den er i type 3-trykgrupperne. Når den betonede vokal (stadig type 2) er kort, kan den ikke nå at udspille hele bølgebevægelsen ( kuffert, fig. 4), og den korte lydstump, som den betonede vokal i kuffert udgør, kan derfor ses som en trunkering (altså afklippet udgave) af bølgebevægelsen. Når tonebevægelsen i trykgrupper af type 3 ( kanderne, kanerne ) ikke afbrydes af noget ustemt, fordeler bølgebevægelsen sig over både den betonede og den posttoniske stavelse, og dette resulterer i lav-høj-forholdet mellem disse to stavelser. Man kunne have forestillet sig, at den lange vokal i kanerne ville have bredt sig over både bølgens dal og top, som det er tilfældet i faserne, men det gør den ikke. Grønnum beskriver i en undersøgelse af ålborgensisk et tonemønster der ligner mønstret fra type 3 (fig. 8) (Grønnum, 1988). Udfra min undersøgelse overrasker dette ikke, for de tre trykgrupper der ligger til grund for hendes undersøgelse er netop alle af, hvad jeg kalder type 3: Kamma stammer fra Salling alle har udelukkende stemte lydsegmenter mellem den betonede og den posttoniske stavelses vokaler. Jeg har ikke undersøgt ålborgensisk, men jeg forestiller mig at resultatet ville komme til at ligne det århusianske meget, hvis man inddrog trykgrupper af type 1 og 2.

6 Toner i århusiansk regiolekt 241 Der findes mange minimalpar der kun adskiller sig fra hinanden ved tilstedeværelsen eller fraværet af stød, f.eks. byer med stød vs. byger uden stød. I sådanne tilfælde må man formode, at toneforskellen (de tilhører hhv. type 1 med høj-lav-toneforhold og type 3 med lav-højtoneforhold) medvirker som signal om tilstedeværelsen eller fraværet af stød. Ofte udtales selve stødet temmelig svagt og af og til ikke hørbart, i disse tilfælde vil toneforskellen være eneste distinktive træk. 3. Monosyllabiske ord med en lang og faldende tone Ifølge min undersøgelse gør et særligt tonefænomen sig gældende af og til: En stavelse tilbagelægger et langt fald i tone, fra høj til lav, hvilket giver indtryk af, at denne stavelse alene bærer de første to toner i trykgruppen de to toner, som i type 1-trykgrupper bæres af hhv. den betonede og den posttoniske stavelse. Kriterierne for hvornår dette mønster optræder er: - Monosyllabiske ord - Stød - Lang vokal - Lukket stavelse Fig. 8 (Fra Grønnum, 1988:152) Eksempler på sådanne monosyllabiske ord med lang faldende tone er lån og lys. I fig. 9 og 10 ses trykgruppen lån for sat overfor trykgruppen lund for. For at illustrere tonehøjdeforholdet har jeg medtaget den posttoniske stavelse for. (Trykgrupperne er klippet ud af sætningerne han har taget et lån for første gang og der ligger en dejlig lund for enden af stien.)

7 242 Bodil Kyst Fig. 9: lån for Fig. 10: lund for Fig. 9 og 10 illustrerer at den lange vokal er et af kriterierne for den lange faldende tone. Der kræves en mere grundig argumentation, end der er plads til her for at fastslå at der faktisk er tale om en særligt lang og faldende tone for dette se Kyst Her skal jeg nøjes med at illustrere fænomenet med fig. 9 og 10: Den betonede stavelses tone i fig. 9 har tonehøjdemæssigt en rækkevidde, der svarer til den betonede og posttoniske stavelse tilsammen i fig. 10, det er dette der giver indtryk af at lån i fig. 9 bærer de to toner, den høje og den lave, alene. Man kunne overveje hvilken rolle det spiller, at vokalen [n] er stemt om denne vokal bærer en del af den faldende tone, og om det dermed er afgørende, at der optræder en stemt konsonant på dette sted. Næste eksempel viser, at dette ikke er tilfældet: Også med en ustemt konsonant [s] i lys optræder den lange faldende tone. Fig. 11: lys for Fig. 12: ly for Fig. 11 og 12 illustrerer, at det at stavelsen er lukket ( lys i modsætning til ly ), er et af kriterierne for den lange faldende tone.

8 Toner i århusiansk regiolekt Fortolkning af det lange faldende toneforløb Man kan nu spørge, hvorfor det lange faldende tonemønster kun rammer monosyllabiske ord med lange stødvokaler i lukkede stavelser? At stød er nødvendigt for at stavelsen kan have dette tonemønster, giver mening udfra resultaterne fra afsnit 2: Kun trykgrupper med stød har et entydigt høj-lav-toneforløb (og ingen tendens til bølgedal og bølgetop). At vokalen skal være lang giver også mening, fordi den således er af længere varighed rent fonetisk. Man kunne også se det som resultat af noget fonologisk, morateoretisk: En lang vokal svarer til det dobbelte af en kort, og de to dele af vokalen (to mora) har hver sin tone den høje og den lave ( Bimoric syllables beginning and end may differ in point of prosody Trubetzkoy, 1968). Der er dog et problem ved at bruge mora som forklaring på den lange faldende tone: Ifølge Hans Basbølls opfattelse af forholdet mellem stød og mora er alle stødstavelser bimoriske (Basbøll 1988). Men i min undersøgelse er det ikke alle bimoriske stavelser (altså ikke alle stødstavelser), der har det lange faldende toneforløb, kun de lukkede med lang vokal. Det er dog alligevel fristende at knytte det lange faldende toneforløb (som lyder som to toner, en høj og en lav) til det faktum, at vokalen er lang. Men hvorfor kræves det at stavelsen er lukket hvorfor har lys den lange faldende tone mens ly ikke har? Hvis man skulle prøve at redde det bimoriske som en del af forklaringen på fænomenet, kunne man måske anskue de åbne stavelser ( ly ) som monomoriske på et dybere fonologisk plan, som i så fald skulle være det plan, tonemønstret retter sig efter. I den forbindelse kunne man hævde, at den ekstra mora er tilføjet på et senere stadie i stavelsens udvikling, fordi sproget søger at undgå monomoriske betonede stavelser. Dansk har godt nok korte vokaler i åbne stavelser (altså monomoriske), f.eks. i, på, jeg, mig, men at det danske sprog skulle søge at undgå monomoriske stavelser støttes af, at de nævnte monomoriske stavelser næsten altid optræder tryksvagt, og hvis de er trykstærke, tilføjes de en ekstra mora i form af stød ( i, på ) eller final halvvokal ( jeg, mig ). Flere overvejelser over dette kan læses i Kyst 2004.

9 244 Bodil Kyst En anden og noget enklere forklaring på det rent fonetiske plan kunne være, at tonen i den lukkede stavelse er lang fordi den låner lidt plads fra udlydskonsonanten, tonen breder sig altså, fordi der er en udlydskonsonant, selvom denne konsonant (som i lys ) ikke i sig selv kan bære en tone. Endelig kunne man spørge, hvorfor det lange faldende tonemønster ikke rammer et ord som viser (vb.) i fig. 3 hvorfor bærer første stavelse (som jo er en lang stødvokal efterfulgt af en konsonant) ikke en lang faldende tone? Til sammenligning har jeg undersøgt, hvordan det forholder sig med trykgruppen som vis og (klippet ud fra sætningen: en vis og dedikeret leder ). I denne trykgruppe har den betonede stavelse det lange faldende toneforløb. Dette tolker jeg, som at [s] et i viser (vb.) tilskrives den posttoniske stavelse som forlydskonsonant, og at den betonede stavelse således ikke har det lange faldende toneforløb fordi den er åben. I vis og tilskrives [s] et ikke den posttoniske stavelse, sandsynligvis fordi [s] et så skulle overskride en ordgrænse. 3.2 Toner som distinktivt træk Ifølge min undersøgelse er der en enkelt gruppe af enstavelsesord, der har det lange faldende toneforløb selvom stavelsen er åben. Det drejer sig om ordene syg, lig som udtales uden nogen halvvokal i udlyd. Resultatet er, at der kommer en tonal forskel i udtalen af ordet syg sammenlignet med ordet sy selvom de to ord er identiske mht. sammensætningen af lydsegmenter. Syg udtales med det lange faldende toneforløb (som lys ), mens sy udtales med det korte toneforløb (som ly ). Eneste forskel i udtalen af de to ord ( syg vs. sy ) er altså de to forskellige tonemønstre, og tonen er altså alene om at signalere, hvilket ord der er tale om. Toneforskellen er således eneste distinktive træk. Det samme gælder lig overfor li (som i at ku li ). Man kan overveje hvorfor syg og lig udtales med den lange og faldende tone, altså som om stavelsen var lukket. Man kunne muligvis alligevel opfatte syg og lig som lukkede stavelser på et andet fonologisk plan. En forklaring kunne være, at den finale konsonant (som ses i ortografien) i en eller anden forstand stadig er til stede selvom den ikke høres, og at den gør stavelsen lukket og derfor fremkalder

10 Toner i århusiansk regiolekt 245 det lange faldende toneforløb. Men i hvilken forstand er den til stede? Giver det mening at tale om tilstedeværelsen af et lydsegment, der ikke høres? Man kunne også anskue tonemønstret i syg og lig på den måde, at den finale konsonant er tabt, men at dens indflydelse er bevaret tonemæssigt. Litteratur: Basbøll, H. (1988): The Modern Danish Stød and Phonological Weight. i: Bertinetto, P.M. & Lopocaro, M. (eds.): Proceedings from the Cortona Phonology Meeting. Torino. Grønnum, N. (1992): The Groundworks of Intonation An Introduction. København. Grønnum, N. 1988: Stress Group Patterns, Focus Signalling and Sentence Intonation in Two Regional Danish Standard Languages: Aalborg and Næstved. i: ARIPUC 22. København Kyst, B. og Juel Henrichsen, P. (2005): Synthetic Regional Danish. i: Proceedings of NODALIDA-05. Kyst, B. (2004): Trykgruppens toner i århusiansk regionalsprog, Thorsen, N. og Jul Nielsen (1981): Fundamental frequency patterning and sentence intonation in two Jutlandic dialects a first approach. Thorsen, N. (1984): Variability and Invariance in Danish Stress Group Patterns. i: Phonetica Trubetzkoy, N.S. (1968): Introduction to the Principles of Phonological Description. Haag.