Hitlers. Courtesy Myth Merchant Films

Transkript

1 2. verdenskrig Hitlers usynlige fly skulle vinde krigen I de sidste uger af 2. verdenskrig finder amerikanske tropper et ukendt fly skjult i en hangar nær Frankfurt. Flyet er så avanceret, at det kunne have ændret krigens udfald. Courtesy Myth Merchant Films Denne PDF er til privat brug. Derfor må du ikke printe kopier til andre eller dele linket på nettet (f.eks. i mails eller på Facebook)

2 Af natasja broström S oldaterne fra USA s tredje armé springer ned fra lastbilen og går hen mod den forladte hangar. I det fjerne drøner skuddene fra de fremrykkende allierede tropper og den vigende tyske hær. Hangaren på den afsides våbenfabrik i en skov 150 km fra Frankfurt gemmer ifølge pålide lige efterretninger på et af Hitlers frygte de wunderwaffen banebrydende nye våben, der skulle vende krigslykken for nazisterne. Her i midten af april 1945 nærmer Hitlers tusindårsrige sig sin undergang, og amerikanerne er de sperate efter at finde de avancerede vå ben først. Den teknologiske viden, de rummer, må for enhver pris ikke falde i hænderne på Den Røde Hær, der ryk ker frem gennem Tyskland fra øst. I det øjeblik de amerikanske soldater skubber porten til side, falder lyset ind i hallen og afslører en forunderlig maski ne. På gulvet står et usamlet fly med så usædvanlige former, at soldaterne i før ste omgang ikke forstår, hvad de har fundet. Trods sin ufærdige tilstand, bl.a. er vingerne ikke monteret, er flyet så forskelligt fra samtidens jagere og bom befly, som det næsten er muligt. For men minder mest af alt om en flager mus. Det glatte grågrønne fly med på malede hagekors er, når det bliver sam let, én stor vinge, som bagtil ender i en slank spids. Flyet har ingen propeller. I stedet sidder to jetmotorer, en helt ny og hyperavanceret motortype, indlejret i flykroppen på hver side af cockpittet. For amerikanerne er der ingen tvivl: De står virkelig over for et af Hitlers vid undervåben. Ved et kig på de allieredes liste over wunderwaffen står det snart klart, at det fly, soldaterne har fundet i den øde hangar i skoven, er den legen dariske usynlige jetjager Ho 229. Tyskland måtte kun bygge svævefly Fra barnsben var brødrene Reimar og Walter Horten besatte af fly. De deltog år efter år i Tysklands nationale model tyskland Frankfurt am main flymesterskaber med deres egne hjem me byggede fly. Versailles-traktaten, som 1. verdenskrigs sejrherrer havde pålagt tyskerne, forbød bl.a. produktion af mo toriserede og armerede fly. Til gengæld blev svævefly den helt store dille i mel lemkrigstidens Tyskland. Fra 1925 knoklede Horten-brødrene med at bygge modelsvævere i træ og kryds finér. Især den teknisk begavede Reimar blev hurtigt opslugt af det så kaldte enkeltvingedesign, også kaldet en flyvende vinge, det vil sige et fly uden haleparti, og hvor krop og vinger går ud i ét. Designet krævede indviklede mate matiske beregninger for bl.a. opdrift og landing, men efterhånden som brødre ne fik mere erfaring, blev deres flyvende vinger bedre og mere stabile og kunne snart flyve længere end konkurrenter nes konventionelle modelfly. I 1930, 1931 og 1932 sikrede brødrene sig før stepladsen ved mesterskaberne i Was serkuppe nær Frankfurt am Main. Succesen gav dem blod på tanden, og i 1932 besluttede den 17-årige Reimar og den 19-årige Walter, at det var på ti de at bygge en flyvende vinge i fuld stør Print: wso Status: Klar til PDF Layout: ws Red.sek: jb Nazityskland er ved at tabe krigen, men to brødre arbejder ufortrødent videre på et banebrydende nyt fly, der både kan flyve fra fjendens jagere og skjule sig for radarer. Verdens første stealth fly, Ho 229 V3, er højdepunktet af Reimar og Walter Hortens 20 år lange arbejde med flyvende vinger. relse med dem selv som piloter. Flyet fik navnet Ho I og stod færdigt i I sommeren 1934 drog brødrene stolte til årets svæveflymesterskaber og indkasse rede 600 rigsmark for det mest nyska bende design. Problemer med hjem transporten betød imidlertid, at de blev nødt til at brænde flyet af. Forinden hav de de dog reddet de mest værdifulde metaldele. Tilbageslaget stoppede ikke Reimar. Tværtimod svor han at bygge en ny model så hurtigt som muligt, og denne gang med motor, hvilket det nye Hitler- regime havde givet tilladelse til i strid med Ver sailles-traktaten. Værnepligt blev brødrenes chance Som med Ho I foregik byggeriet af Ho II i familiens hjem i Bonn. Folk, der passe rede huset på Venusbergweg, undrede sig tit over, hvad der foregik inden døre, når fx en vinge stak ud gennem et af hu sets vinduer. Da flyet skulle ud af huset, måtte stuens dobbeltdøre afmonteres, mens vingerne skrabede hen over par ketgulvet. Trods sliddet på deres hjem støttede Max og Elizabeth Horten fuldt ud sønnernes projekt. Ho II blev færdig i maj 1935 for sent til, at brødrene kunne nå at tilmel de sig årets mesterskaber. Samtidig blev de ramt af naziregimets krav om to års obligatorisk militærtjeneste. Mens Wal ter blev jagerpilot, aftjente Reimar sin værnepligt som flyinstruktør ved Luft waffes flyvestation i Køln. Men hvad der først lignede et tilbageslag for udvik lingsarbejdet, blev snart vendt til alle ti ders chance. Flyvestationen fik en ny le der, major Oskar Dinort, der var li Nurflugel y Tyskland/1945 Walter Horten Reimar Horten Brødrene Walter og Reimar Horten byggede modelfly fra barnsben. Takket være Walters organisationstalent fik Reimar mulighed for at udvikle sine ideer om enkeltvingede fly. Historie Denne PDF er til privat brug. Derfor må du ikke printe kopier til andre eller dele linket på nettet (f.eks. i mails eller på Facebook) 49

3 2. verdenskrig Banebrydende nyt design Alt ved superjetjageren Ho 229 V3 var skabt med henblik på fart og usynlighed på briternes radar. Resultatet var et revolutionerende nyt design, der var adskillige årtier forud for sin egen tid. Motorerne sad på oversiden Kraften blev leveret af to jetmotorer en helt ny motorteknologi under 2. verdenskrig. Modsat datidens flyfabrikanter mente Reimar Horten, at motorerne gav bedst og mest stabil fremdrift ved at blive indlejret i vingens overside i stedet for på undersiden. Imageshack Superjetjageren var lavet af træ Under den futuristiske overflade gemte Ho 229 på et træskelet med en kerne af stålrør. Vingerne bestod af to tynde sammenlimede krydsfinerplader. Jetmotorerne gav flyet en topfart på knap km/t. Motor Stiver Flap Brændstoftank Hovedbjælke Vingens vinkel afbøjede radar Cockpittet var bygget ind i vingen Piloten sad i et indbygget rum i vingen og bar trykhjelm på grund af den store flyvehøjde. Letvægtsglas gjorde det muligt at forstørre vinduesarealet, så piloten fik maksimalt udsyn. Rundt om cockpittet var trækonstruktionen forstærket med stålrør. Vingen var trukket tilbage i en 32-graders vinkel. Det ledte radarbølgerne til siden frem for tilbage til radaren. Vingedesignet mindskede desuden luftmodstanden og sparede dermed på brændstoffet. Piloten sad nede i vingen iført trykhjelm pga. flyvehøjden. Denne PDF er til privat brug. Derfor må du ikke printe kopier til andre eller dele linket på nettet (f.eks. i mails eller på Facebook) Kulstøv og savsmuld absorberede radarbølger Flyet skulle males med en blanding af savsmuld og kulstøv. Ifølge Reimar Horten ville blandingen absorbere radarbølgerne, så de ikke blev reflekteret fra flyets indre metal dele i form af motorer og stålrør.

4 B2-bombeflyet kopierer Ho-229 I 1980'erne udviklede USA flyet B-2 Spirit, der skjuler sig for radar. Under udviklingsarbejdet besøgte fly ingeniører fra producenten Northrop Grumman flere gange National Air and Space Museum, der huser det eneste eksemplar af Ho 229 V3. I hvor høj grad B-2 Spirit er baseret på det tyske stealthfly, er uvist, men der er mange ligheder, bl.a. motorernes placering oven på vingen. Navn HO 229 V3 B-2 Spirit Designer Walter & Reimar Horten Northrop Grumman Produceret Antal 1 21 Besætning 1 2 Længde (m) 7,5 21 Vingefang (m) Højde (m) 2,8 5 Maksimal startvægt (ton) Tophastighed (km/t.) Maksimal flyvehøjde (m) Rækkevidde (km) Motorer 2 jetmotorer 4 jetmotorer Våbenlast 2 x 500 kg bomber 2 a-bomber. Ukendt antal krydsermissiler Radarsystemet Home Chain gav briterne en afgørende fordel i slaget om England. Polfoto/corbis Krængror Shutterstock denskabeligt optaget af svævefly og havde sat verdensrekord for den længste flyvning med 14 timer og 43 minutter på vingerne. Så snart Dinort så Reimars aero dynamiske Ho II, ville han selv eje et eksemplar, og flere andre officerer af gav også bestillinger. Snart fik Reimar eget værksted på flyvestationen, hvor han også udviklede nye motoriserede modeller. De lette fly, der blev bygget i træ og letmetal, brugte mindre brændstof og kunne flyve længere end konventionelle flytyper. Horten-brødrenes arbejde begyndte nu for alvor at vække opsigt blandt eksperter, og i 1938 modtog Reimar og Walter den nationale Lilienthalpris på rigsmark for nyskabende design. Pengene gjorde det muligt for dem at finansiere et års luftfartsstudier ved Berlins tekniske universitet. Oprettede falsk specialkommando I 1939 invaderede Nazityskland Polen. 2. verdenskrig var i gang, og for begge brødre betød det indkaldelse til Luftwaffe. Men Walter var snu og fandt snart et smuthul i det tyske militærmaskineri, så udviklingsarbejdet kunne fortsætte uhindret. Med brug af al sin charme overtalte han en sekretær i det tyske luftfartsministerium til at forfalske chefens underskrift på en flytning af Reimar fra tjeneste i Königsberg til den tophemmelige Sonderkommando L In 3. Arbejdsgruppen var et fupnummer og dækkede i virkeligheden over et værksted, hvor Reimar bl.a. kunne eksperimentere med metoder til at gøre fly usynlige for fjendens radar. Ved at kombinere et fladt vingedesign med en radar absorberende belægning af lim og maling iblandet kulstøv ville han skabe verdens første stealthfly. Brødrene fortsatte svindlen og bestilte materialer hjem ved hjælp af flere forfalskede underskrifter. Hvis det blev opdaget, ville de begge få hårde fængselsstraffe, men for Walter vejede Reimars arbejde tungest. Under slaget om England fra juli til oktober 1940 havde fjendens nye radarteknologi for alvor vist sit værd. Walter så den ene gode pilotkollega efter den anden blive skudt ned af englænderne pga. deres effektive radarsystem Home Chain. Desuden var den tyske Messerschmitt ME 109 alt for langsom i forhold til den engelske Spitfire. Reimar skulle konstruere et overlegent tysk kampfly, der var dobbelt så Print: wso Status: Klar til PDF Layout: ws Red.sek: jb Historie Denne PDF er til privat brug. Derfor må du ikke printe kopier til andre eller dele linket på nettet (f.eks. i mails eller på Facebook)

5 2. verdenskrig Superfly skulle bombe USA Byg et fly, der kan nå til New York og tilbage og smide fire tons bomber. Det var kravene i det tyske Amerikabomber -projekt. Både før og under 2. verdens krig arbejdede Tysklands bedste hjerner med at udvikle langtrækkende fly og raketter, der skulle kunne bombe New York og andre fjerne mål. Fra 1942 blev arbejdet samlet i det såkaldte Amerikabomber -projekt. Kravene var et fly eller en raket, der kunne tilbagelægge en strækning på km, til USA og tilbage, med en bombelast på fire ton. Luftwaffe- chefen Hermann Göring inviterede også Horten-brødrene til at deltage i projektet, og de visionære opfindere tegnede den enkeltvingede bombemaskine Ho 18. Flyet var baseret på jetjageren Ho 229, men var med et vingefang på 40 meter hurtigt som en Spitfire og vanskeligt at op dage for englændernes radar. Reimar indvilgede i broderens falskneri med ordene: Lad os gøre det. Så længe vi alligevel står til fængselsstraf, vil et par ekstra falske telegrammer nok ikke gøre den store forskel. Amerikabomber Horten-brødrenes bombefly Ho 18 skulle kunne nå uset til USA og kaste bomber over New York. og seks jetmotorer væsentligt større. Pga. sin flade form havde det dog de samme stealth-egenskaber. I teorien ville Ho 18 først kunne ses på de amerikanske radarskærme, når flyet var 20 km fra kysten, og det kunne vende hjem til Tyskland igen uden at tanke op. Men ligesom de øvrige Amerikabomber-projekter nåede Ho 18 aldrig at løfte sig fra papiret. FFormålet med at lægge New York i ruiner var dels at gengælde de tyske tab, dels at binde flere amerikanske styrker til forsvaret af hjemlandet. For Göring var det kun et spørgsmål om tid, inden tyskerne kunne sende de nye vidunderfly på vingerne med atombomber om bord. Brødrene imponerede Göring Takket være en heldig omplacering fra aktiv jagerpilot til teknisk rådgiver i det nyoprettede kontor for inspektion af jagerfly, Jagdfluginspektion, fik Walter kendskab til en ny avanceret teknologi: jetmotorer. Motorerne, som blev udviklet af BMW og Junkers, skulle skabe en ny generation af tyske jagerfly. Da Walter så skitserne til turbojetflyet Messerschmitt ME 262 og senere overværede den første prøveflyvning af det haleløse raketdrevne fly Lippisch DFS 194, blev han klar over, at propeller var fortid. Ved hjælp af flere papirer med falske underskrifter begyndte Walter at bestille jetmotorer og samle en arbejdsgruppe på 170 mand til den fiktive Sonderkommando L In 3. Og for at give projektet et skær af militær betydning begyndte Reimar altid at vise sig offentligt i Luftwaffes officersuniform. Mens Reimar i midten af 1943 arbejdede på brødrenes hidtil mest avancerede projekt, et enkeltvinget turbojetfly, udsendte Hermann Göring et opråb til Richard Keller Nazistysklands flyindustri. Luftwaffechefen krævede, at der blev udviklet et kampfly, som kunne lastes med kg bomber og flyve km med en topfart på km/t. Horten-brødrene betænkte sig ikke et sekund og indsendte straks deres jetflyprojekt, Ho 229. Efter få uger kom indkaldelsen til et møde på Görings landsted Karinhall nordøst for Berlin. Mens Reimar fremlagde sine skitser, gjorde Göring større og større øjne. Specielt, da det gik op for ham, at Reimars flyvende vinge som det eneste af de indsendte forslag stort set opfyldte kriterierne. Ved slutningen af mødet rejste Göring sig op og udbrød højt: Gør det! Byg dette luftfartøj, og lad mig se det flyve! Projektet var et kapløb med tiden Med Görings støtte gik Ho 229 fra et fordægtigt baggårdsprojekt til et højt profileret vidunder våben, der var udset til at frelse tusindårsriget. Ho 229 skulle samles på flyfabrikken Gothaer Waggonfabrik, men med et Tyskland, der var trængt på alle fronter og omfattende materielmangel, var projektet reelt et luftkastel. Mens amerikanerne i foråret 1945 krydsede Rhinen, og engelske fly bombede tyske byer, arbejdede Reimar ikke desto mindre dag og nat. Ved hjælp af beregninger og testflyvninger fandt han ud af, at jetmotorerne skulle sidde på oversiden af vingen for at have optimal effekt. Han måtte også tilpasse krængror, bremser og flaps til de kraftige motorer, der ellers risikerede at give den lette vinge det frygtede dutch roll. En bevægelse, hvor flyet krænger ustyrligt fra side til side. Superflyet skulle efter Görings krav stå færdigt allerede efter seks måneder, men på grund af problemer med motorerne, der var 12 cm for lange i forhold til den afsatte plads, mistede projektet kostbar tid. Først den 18. december 1944 lettede Ho 229 verdens første turbojetdrevne enkeltvingede kampfly. Fra jorden fulgte en stolt Reimar Horten sin unikke maskine med øjnene. Succesen med Ho 229 gav genlyd i nazitoppen og udløste en ny indkaldelse til møde hos Göring. I den følgende tid mødtes Reimar flere gange med Luftwaffe-chefen, der var tryllebundet af brødrenes arbejde, og forholdet udviklede sig til at blive mere og mere familiært. Vi talte sammen nærmest som far og søn, fortalte Reimar Horten senere til forfatteren David Myhra. 52 Historie Denne PDF er til privat brug. Derfor må du ikke printe kopier til andre eller dele linket på nettet (f.eks. i mails eller på Facebook)

6 Testpiloten blev slynget ud af flyet Horten-brødrenes livslange projekt så næsten ud til at lykkes, da katastrofen indtraf. I februar 1945, under testflyv ningen af anden version af enkeltvinge kampflyet, satte den ene motor ud. I ste det for at mavelande slog piloten lan dingsstellet ud og kom derved til at for skubbe flyets balance. For øjnene af de forfærdede tilskuere gik flyet i spin og blev knust mod jorden, mens piloten på grund af de enorme kræfter blev slynget ud af cockpittet og landede i et par frugt træer. Da hjælpen nåede frem, hang han død i træernes grene. Styrtet betød, at Horten-brødrene måtte bygge en ny prototype fra bun den. Men selv om Reimar og Walter brændte for sagen, måtte de i marts 1945 erkende, at Tysklands skæbne time var nær. Deres nye, forbedrede prototype Ho 229 V3 ville aldrig nå at blive færdig, selv om Gothaer Waggon fabrik arbejdede på højtryk. Den 14. april 1945 var det endegyl digt slut. Amerikanske soldater myldre de ind i den hemmelige hangar, og kort efter blev Reimar og Walter Horten på lige fod med andre tyske ingeniører og videnskabsfolk sendt til afhøring i Eng land. Men interessen fusede hurtigt ud. Eksperterne, som ledede afhøringen af brødrene, forstod simpelthen ikke ideen med en flyvende vinge. Deres ufærdige fly blev dog afskibet til USA, hvor det skulle samles og undersøges. Da Reimar og Walter blev løsladt, ar bejdede de kortvarigt for englænderne. Ideen var at konstruere flyvende vinger, der kunne indsættes som passagerfly på interkontinentale ruter, men projektet blev skrinlagt allerede i Walter blev derefter i Tyskland frem til sin død i 1998, mens Reimar i 1949 rejste til Argentina, hvor landets diktator, Perón, tilbød vellønnet arbejde til tyske ingeni ører og våbeneksperter. Horten-brødrenes flyvende vinger var årtier forud for deres tid. Først i 1988 virkeliggjorde amerikanerne for alvor stealth-teknologien med bombeflyet B-2 Spirit, der har mange ligheder med Ho 229 V3. I 1993, efter en menneske alder i glemsel, fik Reimar Horten ende lig fuld anerkendelse, da det engelske Royal Aeronautical Society tildelte ham en guldmedalje for hans enestående ind sats. Desværre kom medaljen for sent. Reimar Horten døde to dage før på sin ranch i Argentina i en alder af 78 år. Kopien af Ho 229 V3 opbygges i krydsfinér ligesom originalen. Læs mere John Christopher: The Race for Hitler's X-planes, The History Press, 2013 Russell E. Lee: Only the Wing, Smith s onian Institution Scholarly Press, 2011 David Myhra: The Horten Brothers and their All-Wing Aircraft, Schiffer Publishing Ltd., 1998 Anbragt på en mast udsættes flyet for 1940'ernes radarfrekvenser. Historie Denne PDF er til privat brug. Derfor må du ikke printe kopier til andre eller dele linket på nettet (f.eks. i mails eller på Facebook) 53 Print: wso Status: Klar til PDF Layout: ws Red.sek: jb Under et af møderne spurgte Göring henkastet, hvad Reimar ville lave efter krigen. Da Reimar lettere forfjamsket svarede, at han ville fortsætte med at bygge flyvende vinger på sit værksted nær Freiburg, smilede Göring: God plan. Jeg tager med. Der er altid så smukt og solrigt ved Freiburg. Men en af dine hangarer skal bruges til mit Lufthansa. Mens du bygger enkeltvingepassagerfly, vil mit Lufthansa fragte pas sagererne verden rundt. Hvor tæt var Horten-brødrene på at bygge verdens første stealthfly? Det spørgsmål satte eksperter fra den amerikanske flyfabrik Northrop Grumman sig for at besvare i Ud fra de originale tegninger byggede de en tro kopi af Ho 229 V3. Kopien blev sat op på en 15 m høj stage og udsat for de samme frekvenser, som det engelske radar system brugte under krigen. Resultatet var slående. Mens englænderne normalt kunne registrere fjendtlige fly, når de var 160 km væk, ville Horten-flyet først være blevet opdaget 30 km tættere på den engelske kyst. I kombination med flyets usædvanligt høje hastighed ville det kun have givet englænderne otte minutter at reagere i 11 minutter mindre end med normale tyske fly. Konklusionen var, at Ho 229 V 3's banebrydende design ville have gjort flyet til en livsfarlig modstander, hvis det nogensinde var kommet i kamp. Courtesy Myth Merchant Films Smithsonian Amerikanerne sendte vidunderflyet til USA for at aflure dets hemmeligheder. I dag står verdens eneste eksemplar af Ho 229 V3 på National Air and Space Museum. Eksperter bygger kopi af Horten-fly