Baggrund Udfordringen i Albertslund Kommune

Transkript

1 Baggrund I dag har vi arrangeret børnenes liv sådan, at de befinder sig en stor del af tiden i institutioner og skoler sammen med andre børn og på den måde udgør børnene fundamentale betingelser for hinandens liv, trivsel, læring og udvikling. Børnepolitikken i Albertslund Kommune har fokus på børnefællesskabets betydning; at skabe befordrende læringsmiljøer, hvor læringen og den social udvikling gensidigt støtter hinanden og fremme det enkeltes barns og den enkelte unges oplevelse af at være en del af fællesskabet og at fællesskabet er vigtigt for dem. På trods af fællesskabet betydning for barnets læring og udvikling ses der i dag en tendens til at antallet af børn, der ikke kan rummes, børn der ikke er en del af fællesskabet er stigende (Vaasing 2006, Kirkebæk 2007). Med baggrund i ovenstående ses der et behov for at fokusere på begreber, redskaber og metoder til at styrke børnenes almene deltagelse i fællesskabet, at styrke de inkluderende processer i dagtilbuddene og skolerne. Fra børneforskningen ved vi at vi i vores bestræbelser på at hjælpe børn i vanskeligheder ofte medvirker til processer præget af udskillelse og isolation. Sådanne processer kan vanskeliggøre børnenes deltagelse blandt andre børn ydereligere. Ved at arbejde med enkeltbørns vanskeligheder, kan vi risikere at handicappe de handicappede. Samtidig har meget forskning også peget på, at børns deltagelse i fællesskabet giver børn nye muligheder for læring og udvikling, og at det også gælder børn i vanskeligheder, fordi børn er ressourcer for hinanden og hinandens udvikling. Udfordringen i Albertslund Kommune En rapport fra KL viste i 2002, at Albertslund Kommune havde gode og kvalificerede tiltag i forhold til arbejdet med udsatte børn, men at tiltagene ikke var koordinerede. På baggrund af ovenstående tanker og rapporten igangsatte kommunen indsatsområdet Inklusion i skoler og institutioner, som løb i perioden Formålet med indsatsområdet var, at der i endnu højere grad skulle arbejdes med: Udvikling af inkluderende lege- og læringsmiljøer, Skabes mulighed for differentierede fællesskaber, sikres pædagogiske og faglige redskaber og metoder, tages udgangspunkt i børn og unges mulighed og styrkesider, skabes accept og forståelse for det positive i social inklusion, skabes betingelser for at børn og unge kan bryde med den sociale arv

2 Projektet var et paraplyprojekt bestående af en række selvstændige delprojekter, der blev gennemført i skole, dagtilbud og forvaltning i alt 33 projekter med lokal forankring. I 2009 blev projektet evalueret og på baggrund af evalueringen skal der i 2010 arbejdes med at udbrede og implementere udvalgte tiltag, der har vist sig at have en inkluderende effekt for udsatte børn. Et af disse tiltag, der har vist sig at have afgørende betydning for den social inklusion er arbejdet med at bygge den pædagogiske praksis op om fællesskabets betydning for det enkelt barnsmulighed for deltagelse og børnenes ressourcer. At medarbejderne fokuserer på barnets ressourcer og at tilgangen i det pædagogiske arbejde er at barnet er I vanskeligheder og ikke at barnet har vanskeligheder. At fællesskabet, konteksten og organiseringen af de pædagogiske praksisser har afgørende betydning for at alle børn får mulighed for aktivt at deltage i fællesskabet. At begrebet udsatte børn bliver til børn i udsatte positioner. Dette har vist sig, ikke overraskende, at kunne være en vej ind i fællesskabet for nogle børn. Dette er jo ikke nye viden, men det særlige i projektet var, at det viste sig at være en udfordrende opgave, at ændre medarbejdernes syn. Dette ikke fordi de ikke ønskede denne optik, men fordi som deltager i en kultur, hvor fejlfinding, individualisering og problemperspektivet er herskende kan det være svært at ændre fokus. Vejen til denne ændring kan være, at der systematisk arbejdes med at åbne for ressourcesynet og fællesskabets betydning ved systematisk at bruge narrativer. Projekt Fra fejlfinder til ressourcedetektiv via narrativer På den baggrund arbejder institutionerne i Albertslund Kommune med at udvikle en pædagogisk praksis, hvor narrativer er en afgørende metode i det pædagogiske arbejde. Inklusion, børns fællesskaber og børns ressourcer er nogle af omdrejningspunkterne for den pædagogiske praksis. Narrativerne er sat på dagsordnen fordi det at indfange, beskrive og dokumentere pædagogisk praksis og herunder vores tilgang og pædagogiske arbejde med børn i udsatte positioner, kan være svært, idet det kan være vanskeligt at fortælle om den komplekse sammensatte praksis, man selv er en del af. Det kan være svært for pædagogerne at beskrive deres egne handlingers indvirkning på den konkrete pædagogiske praksis, samtidig med at vedkommende er i bevægelse. I arbejdet med narrativer får medarbejderen en mulighed for at træde ud af hverdagslivets handlinger for at kunne arbejde med en reflekteres beskrivelse af de pædagogiske interaktioner, de

3 ser og selv er en del af. Formålet med at arbejde med narrativer er at give fortælleren mulighed for at skifte position og derved mulighed for at opnå ny erkendelse og viden om den pædagogiske tilgang til feks. arbejdet med børn i udsatte positioner og fællesskaber, for derigennem at skabe og få øje på nye handlemuligheder. Narrativerne kan understøtte arbejdet med inklusion og børn i udsatte positioner idet der systematisk og skriftligt kan arbejdes med at se børnenes ressourcer og kontekstens betyning. Narrativerne bliver altså brugt som de briller, der skal lede vores optik hen på børnenes ressourcer, kontekstens betydning og de muligheder det åbner i den pædagogiske praksis. Resultater i arbejdet med narrativer Der bliver i kommunen arbejdet med narrativer på mange forskellige måder. En institution i kommunen har været en del af KL projektet Narrativer som redskab i tidlig opsporing og inklusion af udsatte børn, hvor formålet var at give deltagerne indsigt i at bruge narrativer som redskab til tidlig opsporing og inklusion af udsatte børn, der er på vej ud af fællesskabet. I dette projekt udarbejdede institutionen et projekt, hvor hele personalegruppen i samarbejde med den pædagogiske konsulent kørte et forløb, hvor hele personalegruppen udarbejdede narrativer om et barn, der vakte stor bekymring i hverdagen; var det et truet barn? skulle der underrettes? hvordan skulle forældrene inddrages? var bare nogle af de spørgsmål, der hele tiden meldte sig i medarbejdernes drøftelser. Medarbejderne havde en fornemmelse af, at have talt om barnet gennem længere tid, men var frustrerede over ikke at handle på bekymringerne. Alle medarbejdernes narrativer blev samlet og man brugte en pædagogisk lørdag på, at reflektere og drøfte disse fortællinger. Fortællingerne blev analyseret ud fra en fortolkningsguide, hvor følgende spørgsmål guidede medarbejderne i arbejdet med analysen og fortolkningen; Hvilke ressourcer har barnet? Hvilke udfordringer står barnet overfor? Hvilken rolle spiller personalet i fortællingen? Hvad skal der ske i det fremadrettede arbejde? Reference bog Ud fra refleksionerne blev der udarbejdet en handleplan, der relaterede sig til helt konkrete handlinger i hverdagen. Det at narrativerne giver et indblik direkte i hverdagslivets sammenhænge gør at de efterfølgende refleksioner er bundet op på den konkrete praksis og derved bliver handleplanen også direkte relateret til hverdagen, som personalet udtrykte det: så bliver handlingerne meget lettere at implementere i praksis. Altså er narrativerne i sidste ende medvirkende til, at der bliver handlet i forhold til barnet i den udsatte position. Som personalet udtrykker det: Vi kan konstatere at for os er det en gave at have stiftet bekendtskab med den

4 narrative metode. Vi har valgt at den altid skal understøtte vores snakke, når der er børn der vækker bekymring. Blandt andet på baggrund af de gode erfaringer fra dette projekt har vi kommunen igangsat en række kurser og udviklingsprojekter, der arbejder med narrativer som pædagogisk refleksionsmetode. Der bliver arbejdet på mange forskellige måder med narrativer, både i forhold til læreplansarbejdet og i arbejdet med inklusion. Der bliver udbudt kurser i at skrive, analysere og fortolke narrativer til alle medarbejdere i dagtilbuddene i Albertslund Kommune. Systematik og faglige refleksionsprocesser Den faglige proces i arbejdet med børn i udsatte positioner, inklusion, narrativer og børns ressourcer er som nedenstående figur illustrerer en cirkulær proces, der er fortløbende. Narrativerne danner fundamentet i processen, hvor der ud fra de skrevne narrativer bliver reflekteret, analyseret og fortolket i medarbejdergruppen, hvorefter der sker en læring hos medarbejderne i forhold til konteksten, organiseringen af de pædagogiske praksisser, de voksne syn og tilgang til børnene, hvilket danner baggrund for nye handlemuligheder og nye praksisser, der sætter børnene ressourcer i centrum og hvor de nye praksisser i endnu højere grad støtter op om børns deltagelse i fællesskabet. Som figuren illustrer er arbejdet bygget op helt systematisk, hvilket har vist sig, at være en effektiv metode i arbejdet med at gå fra fejlfinder til ressourcedetektiv. Systematikken har været med til at tvinge blikket hen på ressourcerne og kontekstens betydning for arbejdet med inklusion og børns fællesskaber.

5 Faglig proces i arbejdet med bør i udsatte positioner Narrativer - beskrivelser af fællesskabet og barnet s ressourcer Dokumentation Faglige refleksionsprocesser - faglig analyse og tolkning af narrativer Evaluering Pædagogisk praksis -nye handlemuligheder Læreprocesser Voksenlæring - undersøgelse af betydningen af de voksnes tilgange i praksis Perspektivering Hvad kan være vigtig at være særlig opmærksom på i arbejdet med inklusion? Kompetenceudviklingen skal tilrettelægges i hele personalegrupper, det er for svært for en enkelt eller to at vende tilbage til personalet og udbrede og implementerer ny viden I ønsket om at optimere eller ændre en praksis er det altafgørende at der arbejdes systematisk med de faglig refleksionsprocesser og dette er en ledelsesopgave at sikre