Psykologernes fagmagasin. Nr årgang. s

Transkript

1 Psykologernes fagmagasin Nr årgang s

2 Fagartikler Psykologi & Viden Følg med i psykologien og læs spændende fagartikler om aktuel psykologisk forskning og praksis skrevet af psykologer. Læs fagartikler om Det professionelle møde med den, der har mistet sit barn Af Rita Poulsen, cand.pæd.psych.aut. At dø som man har levet. Samarbejde med døende og pårørende i palliativ praksis på et hospice Af Arne Skovgaard Juhl, klinisk psykolog Den gode ensomhed Af Peter Elsass, professor i klinisk psykologi Psykologernes fagmagsin Nr årgang Magasinet udgives af Dansk Psykolog Forening og udkommer 12 gange om året. Medlem af Danske Medier Dette nummer: 22. oktober 2016 Næste nummer: 19. november 2016 Redaktion Ulrikke Moustgaard, redaktør Henning Due, journalist Heidi Strehmel, bladsekretær/annoncer Ansvarshavende ifølge medieansvarsloven: Claus Wennermark Kontakt: p-magasin@dp.dk Dette nummer Trykoplag: ISSN : P (print) ISSN : P (online) DK ISSN: Design og layout: e-types Tryk: Jørn Thomsen Elbo A/S Annoncer Job- og produktannoncer: DG Media T: , epost@dgmedia.dk (skriv "P-magasin" i emnefelt) Rubrikannoncer: Heidi Strehmel, bladsekretær T: , p-magasin@dp.dk Annoncedeadlines: Nr. 11: (produktannoncer) & 4.11 (job- og rubrikannoncer). Udgivelse: Nr. 12: (produktannoncer) & 2.12 (job- og rubrikannoncer). Udgivelse: Nr. 1 (2017): 7.12 (produktannoncer) & 6.1 (job- og rubrikannoncer). Udgivelse: 21.1 Abonnement kr + moms p-magasin@dp.dk Udgiver Dansk Psykolog Forening Stockholmsgade København Ø T: Trykt med vegetabilske farver på miljøgodkendt papir. Artikler i P udtrykker ikke nødvendigvis Dansk Psykolog Forenings synspunkter.

3 Indhold Vi er i overtiden, det er der ingen tvivl om. Men jeg tror på, at vi kan ændre udviklingen ved at stå ved og manifestere vores menneskelighed og medmenneskelighed 11 Sort skov Det er tryggere at tage livet af sig selv et sted, hvor andre har gjort det. Reportage fra Japan, hvor selvmord florerer i en smuk skov. 34 Big data kommer Med de sociale medier har forskerne fået en helt ny metode til at bruge big data til at undersøge den mentale sundhed af store populationer og på sigt helt ned på individniveau. 26 HU Hul i terrorberedskab Trods skudattentatet i København sidste år og myndigheders påbud om, at det danske kriseberedskab skal styrkes, er der huller i Region Hovedstadens beredskab nr. 10 3

4 Psykologi i billeder Foto: Espen Rasmussen/Panos/Polfoto 4 nr

5 Psykologi i billeder ORIGINALER Man plejede at kunne finde dem i enhver landsby. Alle vidste, hvem de var. Ofte lo folk af dem, men lige så ofte lo de sammen med dem. Andre gange var folk bange for dem, for deres udseende, deres særpræg og adfærd. Originalerne eller særlingene har spillet en vigtig rolle i små lokalsamfund, hvor de har været sociale indikatorer for normalitet. Men kan vores moderne samfund stadig rumme dem og deres særpræg? Eller lever vor tids originaler et liv, hvor de må flytte ud af samfundet for ikke at påkalde sig myndighedernes granskende blik og undgå fx at blive institutionaliseret og medicineret? Det spørger den norske fotograf Espen Rasmussen om i en fotoserie, hvor han har rejst og besøg originaler i Norge, der er lever i skove, garager og på øde steder, langt væk fra samfundet nr. 10 5

6 Interview Vi er i overtiden I en ny bog hudfletter psykolog og forsker Nadja Prætorius vor tids største problemer og drømmer om et opgør med en samfundsorden, der dikterer målstyring af arbejde og uddannelse, konkurrence og individuel ansvarsplacering. Hun forudser en nødvendig omstilling af samfundet, der i stedet baserer sig på samarbejde, meningsfuldhed og udfoldelse af menneskers grundlæggende potentialer. 6 nr

7 Interview Af Henning Due, journalist Foto: Tobias Selnæs Markussen Her i begyndelsen af det 21. århundrede synes intet rigtigt at gå som forventet i en grad, så vi er ved at vænne os til ikke at forvente noget. Når man læser Nadja Prætorius nye bog, En verden til forskel omstillingens nødvendige frisættelse af det markedsgjorte menneske, er det svært ikke at lade sig overrumple af alle de problemer, vi tilsyneladende vader rundt i som art og civilisation. Ja, man drukner nærmest i dem, for der er rigeligt at tage fat på: Flygtningekriser, terrorangreb, fremmedgørelse, stressepidemier, finansielle kriser, menneskeskabte klimaforandringer, you name it. Problemer, vi dagligt mindes om, når vi bladrer i avisen, tænder for 19 Nyhederne eller tjekker opdateringer fra Facebook-vennerne. Men også problemer, som sjældent kædes sammen i én og samme analyse. Her viser bogen sin åbenlyse styrke og vidner om, at Nadja Prætorius ærinde er lige så ambitiøst, som tematikken er kompleks. Hun identificerer samfundsproblemer globalt og lokalt i målstyring af arbejdslivet, ensretning af uddannelsessystemer, individualisering og finder løsningen i menneskers individuelle potentialer og, ifølge hende, vores naturlige hang til samarbejde i fællesskaber for det fælles bedste. Nadja Prætorius stiller sig dermed side om side med andre nutidige, dagsordensættende samfundskritikere som sociologen Rasmus Willig, der efterlyser mere plads til medarbejderkritik på offentlige arbejdspladser, som psykologformand Eva Secher Mathiasen, der kræver politiske visioner fra de folkevalgte politikere på Christiansborg i stedet for snæversynet målstyring af offentligt ansatte. Eller som psykologiprofessor Svend Brinkmann, der opfordrer til mod- stand mod vor tids evindelige krav om indadvendt selvudvikling, præstationsfremmende coaching og selvoptimering og sociolog Anders Petersen, der forsker i paradokset, at konkurrencestatens borgere i verdens lykkeligste land oplever en veritabel epidemi af depression og andre psykiske lidelser. Selv forklarer den 70-årige psykolog sin intention med En verden til forskel sådan her: Jeg ønsker at give et signalement af vores tid, og jeg ønsker at bidrage til det nødvendige opgør med den samfundsøkonomiske umyndiggørelse, der finder sted i dag. Men det er lige så vigtigt et anliggende i min bog at se fremad og pege på et nødvendigt nybrud i, hvordan vi forstår og værdsætter, hvad det vil sige at være menneske. Det er selvsagt en stor mundfuld men det er ikke første gang, Nadja Prætorius beskæftiger sig med samfundsproblemer i den størrelsesorden. I sin karriere har hun virket som psykolog, forsker, samfundsdebattør og forfatter bl.a. udtrykt i bøgerne Stress det moderne traume og Den etiske udfordring i en global tid men det er første gang, hun forsøger at samle trådene fra årtiers forskning, klinisk erfaring og arbejdslivet i én bog. Nadja Prætorius vover også pelsen og giver i bogen sit eget bud på, hvordan vi kommer helskindet ind i fremtiden ved at stå ved os selv og det, der skaber mening i livet undervejs. Jeg undersøger, hvad det er ved vores arbejds- og uddannelsesliv, der gør, at vi bliver belastet og syge. Men jeg ønsker også at skabe en bevidsthed om, hvad der gør, at mennesker trives, vokser og modnes. Alt i alt et ambitiøst projekt, som i en pressemeddelelse fra hendes bogforlag beskrives som et nødvendigt opgør med den herskende samfundsøkonomiske tankegang, der legitimerer rovdriften på Jorden og mennesker. Så er tonen ligesom slået an. I En verden til forskel identificerer Nadja Prætorius en række tendenser i samtiden, som ifølge hende kan forklare, hvorfor vi trods en historisk høj økonomisk velstand og ditto gennemsnitlig levealder i Danmark og resten af Vesten ikke er i gang med at skabe den bedste af alle verdener, men i stedet er i gang med på globalt plan at dehumanisere og fremmedgøre mennesker i et omfang, der er uden fortilfælde i menneskehedens historie. Ikke mindst på grund af en af bogens største skurke: neoliberalismen det politisk-økonomiske tankegods som vandt genklang i Vesten i løbet af erne og som ifølge Nadja Prætorius har perfektioneret udnyttelse af mennesker og Jorden i et omfang, der er uset i menneskehedens historie, og som hverken høj eller lav i dag kan sige sig fri fra at være dybt påvirket af. Jeg spørger, hvad der efter hendes opfattelse adskiller neoliberalismen fra det 20. århundredes økonomiske model den 2016 nr. 10 7

8 Interview klassiske kapitalisme, der blev opblødt af socialdemokratisk økonomisk omfordeling via progressive skattesystemer. Tidligere kunne folk godt stå ved samlebåndet og tænke egne tanker og have deres eget liv uden for fabrikken. I dag okkuperer arbejdet os med hud og hår, og man har dårligt kræfter og tid til at være sammen med sine venner på samme måde som tidligere. Dermed overskrider arbejdslivet privatlivets grænser på en måde, vi ikke har set før, lyder svaret. I hendes optik går neoliberalismen og fremmedgørelsen af det enkelte menneske også hånd i hånd. Den meningsløse styring, vi ser i bå- de den offentlige og private sektor, ensretningen og kontrollen gør os forvirrede og usikre på vores egen dømmekraft. Den form for ydre styring skaber fremmedgørelse, der virker selvforstærkende. Når vi hele tiden samtidig skal konkurrere med os selv og andre, bliver vi afhængige af personlig anerkendelse uden tanker for andre. Nadja Prætorius er ikke blind for, at der trods alt er sket en udvikling henimod en større bevidsthed om medmenneskelighed og menneskerettigheder ikke mindst i kølvandet på de store verdenskrige. I dag laver vi computerspil, hvor folk skyder hinanden, mens vi tidligere samledes på torvet for at se, at man pinte og hængte folk og skar hovedet af dem som underholdning. Men, indvender hun: Kigger vi ud mod verden, ser vi stadig de allerværste sider hos mennesker udtrykt ikke kun i form af krig og udnyttelse af mennesker, men også i form af udnyttelse og rovdrift på naturen. Kvalificeret optimisme Alligevel mener Nadja Prætorius ikke, man kan betegne hendes analyse som kulturpessimistisk, som siderne vendes i En verden til forskel. Bl.a. fordi hun i bogen beskriver et tankesæt, som hun kalder kvalificeret optimisme, et tankesæt, der hverken skal ses som en modvægt til en begsort pessimisme, eller tjene som modvægt til en potentielt lige så fatal blind optimisme, der bygger på benægtelsen af Jordens, biosfærens og menneskehedens yderst alvorlige situation, og som ligesom pessimismen først som sidst overlader os i afmagtens blindgyde. Tankesættet bygger på menneskers evne til at tænke rationelt, til at reflektere, indføling, indsigt, nytænkning og kreativitet. Det er ifølge Nadja Prætorius grundlæggende menneskelige potentialer, som er altafgørende for opbygningen af en global, bæredygtig livsførelse ud fra grundlæggende etiske motiver, skriver hun i bogen. 8 nr

9 Interview 2016 nr. 10 9

10 Interview 10 nr

11 Interview En ordentlig mundfuld vil nogen nok indvende, og måske lidt for stor at bide over for de hundredtusinder af fortravlede danskere, der i dag knap nok kan få enderne til at mødes i hverdagen. Men Nadja Prætorius mener ikke, der er nogen vej uden om. Skal vi de store samfundsmæssige problemer og de menneskelige omkostninger til livs, må vi indse, at vi har ladet rationaliteten få for stor en vægt i samfundsudviklingen og har ladet den forme, hvordan vi ser os selv og verden i en grad, så vi ikke længere kan se, at vi er mennesker i vores egen ret, siger Nadja Prætorius. Eller sagt på en anden måde: Når samfundet konstant måler os, og vi konstant måler os selv og hinanden, bliver vi blinde for, hvad vi faktisk kan som mennesker og lige så vigtigt hvad vi oplever som meningsfuldt. Vi har skabt normer, der dikterer, at arbejdet skal handle om produktivitet og resultatmål. I stedet for at sige, at arbejde er noget, som alle kan bidrage med, og at der er brug for alle mennesker og deres egenskaber på arbejdsmarkedet, siger Nadja Prætorius. Hun understreger, at meningsfuldt arbejde ikke kun er forbeholdt højtuddannede og medlemmer af den kreative klasse i København. Hvis du har gode kolleger og har gode relationer til dem, er relationen i sig selv meningsfuld. Som ung arbejdede jeg på Tuborg-fabrikken i København, hvor jeg oplevede et stærkt arbejdsfællesskab, og hvor kollegerne også hjalp hinanden i privaten, og der havde folk en selvbevidsthed om, hvad de kunne. Men den forsvinder for de tusindvis af mennesker, der ikke længere har adgang til ufaglært arbejde, og som tidligere også betød, at folk kunne forsørge sig selv og deres familier. Ifølge Nadja Prætorius er tabet af mening og kontrolbølgen både skyllet ind over private og offentlige arbejdspladser i de seneste 20 år, og det har efter hendes vurdering ført til en devaluering af mennesket, og det har betydet, at menneskers potentiale går til spilde. Den slags tanker giver En verden til forskel en utopisk glød. De leder hen mod Karl Marx, der drømte om et samfund, hvor folk kunne realisere sig uden bekymringer om sult og nød. Men Nadja Prætorius mener, at hun ikke hører hjemme i samme galej som socialismens åndelige fader. Faktisk fortæller hun at hun ikke har læst én eneste side af Karl Marx, og at hun i det hele taget har svært ved at se, at tankerne fra de store sociologiske og økonomiske samfundstænkere fra det 19. og 20. århundrede kan bruges til at løse ret mange af nutidens problemer. Samfundsteoretikerne mangler blik for mennesket, lyder hendes indvending. Marx og andre store samfundstænkere taler om mennesker, men de taler ikke med dem. Men hvis du ikke spørger folk, hvad de selv mener og oplever, risikerer du at hægte dem af og fremmedgøre dem uanset om dine teorier rent faktisk netop kritiserer fremmedgørelsen af mennesker. Grund til optimisme I En verden til forskel bruger Nadja Prætorius i stedet plads på at vise det, hun kalder udviklingspsykologiens frigørende potentiale for samfundsudviklingen. Børn har ikke brug for at få indkodet en ensidig rationel og selvoptimerende tankegang. De har brug for i et empatisk rum og under vejledning af omsorgsgivere at udforske og undersøge verden og sig selv og gøre sig begreber om, hvem de selv er, hvad omverdenen er, og hvad relationer er for noget. Hun ser kreativitet og nysgerrighed som afgørende byggesten i fundamentet for et nyt og bæredygtigt samfund. Når videnskabsfolk gør deres største opdagelser, befinder de sig i skaberøjeblikket i et rum af selvforglemmende væren. Det er dér erkendelse, indsigt og kreativitet opstår. Det er også her, mennesker får indsigter og erkendelser i hverdagen, som vi ikke kan tænke os til, forklarer hun. Hvis ikke samfundet giver plads til den type indsigter, risikerer vi ifølge Nadja Prætorius at foretage det, hun kalder rationalitetens overspring. Altså hvor vi tror, vi kan tænke os til alt ved udelukkende at bruge rationel tænkning. Men kimen til det nybrud, hun drømmer om, ligger også i menneskets naturlige tilbøjelighed til at ville hjælpe andre, mener hun. Forskningen viser, at det ligger dybt i os at tænke på andre at vi gerne vil hjælpe andre. Den altruistiske side af mennesket ser hun allerede knopskyde i dag i nye bevægelser: Altså mennesker, der dyrker ting sammen både for at producere sunde og gode råvarer og produkter og for at danne relationer med andre og skabe noget meningsfuldt sammen. Jeg spørger hende, om vi ikke allerede har set den slags alternative arbejds- og livsfællesskaber forsøgt og fejlet af hippie-generationen i 1960 erne og 70 erne og om den slags fællesskaber ikke er dømt til at fejle igen? Det mener Nadja Prætorius ikke. I disse år blomstrer der nye typer minisamfund og kooperative fællesskaber op, hvor man producerer og udveksler daglige fornødenheder. Den type bevægelser ser jeg optimistisk på, siger hun. Det er den slags sociale spirer, der trods alt tegner lyse fremtidsudsigter, når Nadja Prætorius kigger i sin egen krystalkugle. Faktum er jo, alle forfærdelighederne allerede er sket. Vi har set væbnede revolutioner, verdenskrige, naturkatastrofer, økonomiske kollaps, ufattelig fattigdom og hungersnød. Vi er i overtiden, det er der ingen tvivl om. Men jeg tror på, at vi kan ændre udviklingen ved at stå ved og manifestere vores menneskelighed og medmenneskelighed nr

12 Kriseberedskab HULLER I STADENS TERROR BERED Rigsrevisionen gav i 2014 danske myndigheder besked på at styrke kriseberedskabet i tilfælde af terrorangreb, men trods terrorangrebet i København sidste år er Region Hovedstadens beredskab fortsat hullet, vurderer ekspert. 12 nr

13 Kriseberedskab Af HENNING DUE, journalist HOVED SKAB Det er formentlig ikke et spørgsmål om hvis, men om hvornår. Efter sommerens terrorangreb mod en række europæiske byer er terrortruslen mod Danmark fortsat alvorlig, lyder den seneste vurdering fra Flemming Drejer, Chefpolitiinspektør i Politiets Efterretningstjeneste (PET). At politiet fortsat er i forhøjet beredskab skyldes ifølge PET såkaldt væsentlige faktorer i trusselsbilledet mod Danmark, herunder konflikterne i Syrien, Irak og gruppen, der kalder sig Islamisk Stat (IS), lød en tidligere terrortrusselsvurdering fra den 28. april i år. I samme vurdering skriver PET, at sidste års terrorangreb i København 14. og 15. februar med al tydelighed viste, at der findes personer, som både har intention om og kapacitet til at begå terror i Danmark, og som ser ud til at være motiveret af militant islamisme. Danskere og i særdeleshed københavnere lever i dag med bevidstheden om, at en gruppe selvmordsbombere eller en såkaldt enlig ulv som Omar El-Hussein, der gennemførte de to skudattentater i København i 2015, kan dukke op ud af det blå og detonere hjemmelavede bomber eller trykke på geværaftrækkeren i metroen, på Københavns Hovedbanegård eller et andet knudepunkt i hovedstaden. Alligevel har den ansvarlige myndighed, Region Hovedstaden, flere huller i den del af kriseberedskabet, der skal sikre, at borgere, der rammes af psykiske problemer i dagene og ugerne efter et terrorangreb, får den nødvendige hjælp og behandling. Allerede i april 2014 krævede Rigsrevisionen i en beretning til Statsrevisorerne, at de danske myndigheder med afsæt i de norske myndigheders erfaringer fra Anders Behring Breiviks terrorhandlinger i Norge i juli 2011 skal styrke den psykosociale indsats i både den akutte og opfølgende fase efter et terrorangreb eller andre katastrofer og ulykker. Men et internt notat om sundhedsberedskabet efter skudattentaterne i København fra Region Hovedstaden, som Magasinet P har fået aktindsigt i, viser, at regionen ikke satte en aktiv indsats i gang i dagene og ugerne efter angrebene. Ifølge det interne notat bestod Region Hovedstadens beredskab kun af krisestøtte og en psykosocial indsats såkaldt selvhjælp til direkte påvirkede borgere i det første døgns tid efter angrebene. Notatet viser også, at regionens kriseterapeutiske beredskab blev aktiveret to gange i den akutte fase efter angrebet på Krudttønden på Østerbro og dernæst efter angrebet ved synagogen i Krystalgade i København. Men bortset fra et enkelt tweet fra Københavns Politi måtte andre berørte borgere i dagene efter 2016 nr

14 Kriseberedskab skudattentaterne forgæves lede efter information om, hvor de kunne henvende sig for at få psykologisk krisehjælp, hjælp til at håndtere frygten for et nyt angreb eller egentlig behandling for psykiske problemer udløst af angrebene. Ifølge sundhedsloven er det regionsrådets og den enkelte kommunes ansvar at udarbejde en såkaldt kriseberedskabsplan, der skal træde i kraft, hvis et terrorangreb rammer et sted i Danmark. I Sundhedsstyrelsens Vejledning i sundhedsberedskabsplanlægning kan man læse, at det kriseterapeutiske beredskab skal bestå af tre faser: den akutte fase med akut krisestøtte til de direkte berørte, overgangsfasen, der kan vare op til flere uger og bør fokusere på de psykologiske og sociale konsekvenser hos de berørte, og hvor det også kan være nødvendigt med en såkaldt aktiv opsøgende indsats som fx krisesamtaler og telefonrådgivning til pårørende. Og endelig den opfølgende indsats, der skal forebygge og behandle posttraumatisk belastningsreaktion og andre følgetilstande hos borgere, der viser tegn på psykiske lidelser udløst af terrorangrebet. I et skriftligt svar til Magasinet P oplyser Region Hovedstaden, at regionens beredskabsplan for overgangsfasen og den opfølgende indsats er nedfældet på såkaldte Actioncards en slags handlingshuskelister. Et af punkterne på huskelisterne er, at regionens direktion og kriseledelse skal tage stilling til behovet for opfølgende behandling i forhold til kapacitet og tage stilling til behov for egentlig posttraumatisk kriseterapi. Et andet punkt på huskelisterne er at orientere kriseramte om muligheden for opfølgende behandling, herunder udlevering af infofolder. Men ifølge Magasinet P s oplysninger er der ingen konkrete handlingsplaner for beredskabsindsatsen på den længere bane målrettet borgere, som ikke direkte berøres af fx et terrorangreb. Flere mangler Magasinet P har fremlagt oplysningerne for Keld Molin, psykolog med speciale i psykotraumatologi og forfatter til bogen Terrorangrebets psykologi, og han ser flere mangler i beredskabsplanen. Der mangler en egentlig plan i form af retningslinjer, som beskriver formålet og ansvaret, rammerne og ressourcerne, og som kan indeholde et fagligt idekatalog til, hvordan overgangsfasen og den opfølgende fase skal håndteres, siger han. Keld Molin henviser til udenlandske erfaringer, der ifølge ham viser, at en opfølgende indsats kan være særdeles ressourcekrævende i forhold til mandetimer, økonomi og tid. Derfor er det vigtigt på forhånd at få beskrevet opgaveløsningen og dens rammer for at undgå usikkerhed og organisatoriske konflikter, siger han. Keld Molin efterlyser også en større detaljegrad i beredskabsplanen. Jo sjældnere planen anvendes, jo mere bør der gøres ud af detaljerne, så der undgås usikkerhed og vilkårlighed, og så alle involverede forstår deres opgave. Han vurderer desuden, at notatet afspejler en usikkerhed i forhold til regionens fordeling af ansvaret for de forskellige opgaver. Det bør være velbeskrevet på forhånd, så man ikke skal til at diskutere den slags midt i kaosfasen, siger han. Keld Molin påpeger, at det kræver en egentlig opsøgende indsats, hvis myndighederne skal lokalisere og hjælpe borgere, der rammes af posttraumatisk stresstilstand (PTSD) eller andre psykiske lidelser efter et terrorangreb. Det kan være i form af guidede selvhjælpsgrupper, aktiviteter på arbejdspladser, skoler og lokalsamfund, siger Keld Molin. Et kriseberedskab skal altså ikke kun sikre hjælp til de direkte berørte på skadesstedet efter et terrorangreb, men i lige så høj grad sikre hjælp til borgere i hele landet på den længere bane uanset om frygten for et nyt terrorangreb er velbegrundet. De her tiltag er vigtige, fordi vi ved, at kun få af dem, som får PTSD-symptomer, selv henvender sig for at få hjælp, siger han og henviser til et forskningsprojekt, som han selv var med til at gennemføre, og som undersøgte, hvordan borgerne og indsatspersonellet reagerede psykologisk efter den største ulykke i nyere tid i Danmark, fyrværkeriulykken i Seest i Tog notam af kritik Region Hovedstadens kriseberedskabsplan er tidligere blevet kritiseret af blandt andet Keld Molin i dagene efter terrorangrebene i København sidste år. Dengang efterlyste han også en mere tætmasket beredskabsindsats. Myndighederne har ikke haft fokus på psykoedukation af borgerne. Altså oplysning til borgerne om, hvordan berørte kan håndtere begivenheden selv, hvilke symptomer, de skal være opmærksomme på, og hvor de kan henvende sig for at få hjælp, sagde han til det tidligere fagblad Psykolog Nyt. Også Ask Elklit, professor i klinisk psykologi ved Syddansk Universitet og specialist i PTSD, efterlyste dengang en mere omfattende indsats. Det største problem er, hvordan man opsporer alle de berørte mennesker, og derfor burde myndig- 14 nr

15 Kriseberedskab De her er tiltag vigtige, fordi vi ved, at kun få af dem, som får PTSDsymp tomer, selv henvender sig for at få hjælp Keld Molin, psykolog med speciale i psykotraumatologi 2016 nr

16 Kriseberedskab til dagligdagens ulykker og hændelser, ikke til katastrofer og terrorangreb, siger han. Keld Molin finder det også problematisk, at planlægningsindsatsen i Danmark primært er overladt til psykiatrien i dag. I dagligdagen arbejder psykiatriske afdelinger hverken med psykosocial bistand i forbindelse med terrorangreb, krisekommunikation eller proaktiv støtte til lokalsamfund og terrorberørte. Det hører ikke til psykiatriens kernekompetencer, siger han. hederne have sat en grundig kommunikationskampagne i gang og oplyst borgerne, hvor de kan henvende sig, hvis de oplever stress-symptomer eller lignende, sagde han til Psykolog Nyt. Region Hovedstaden skrev efterfølgende til Psykolog Nyt, at det er vurderingen, at politiets information har været tilstrækkelig sammenholdt med, at borgerne kender til de normale indgange til sundhedsvæsenet. Men i et såkaldt erfaringsnotat udarbejdet af Sundhedsstyrelsen dateret den 10. august 2015, som Magasinet P har fået aktindsigt i, fremgår det, at Region Hovedstaden efterfølgende tog notam af kritikken. Der er i visse dele af pressen blevet rejst kritik af Region Hovedstadens kommunikationsindsats i relation til krisehjælpen. Kommunikationsindsatsen blev oplevet som for sparsom, hvad angik information om muligheder for krisehjælp og information om almindelige krisereaktioner. Dette er efterfølgende håndteret i psykiatrisk kriseledelse. Krisefolder er blevet opdateret og er nu tilgængelig for alle på psykiatriens hjemmeside, ligesom at der er generel information om akuthjælp på siden, står der i notatet. Folderen, der kan findes på undersiden Akut hjælp på Region Hovedstadens Psykiatris hjemmeside, forklarer, hvor man kan søge hjælp ved belastende eller langvarige reaktioner og giver gode råd til, hvad man selv kan gøre fx tale om sin oplevelse med familie, venner eller arbejdskammerater eller andre mennesker, som har været med i den samme begivenhed. Magasinet P har også bedt Keld Molin vurdere den opdaterede krisefolder. Indholdet er fint, men folderen kan kun anvendes Mulige millionbesparelser Keld Molin efterlyser desuden en national folkesundhedsstrategi, som myndighederne kan benytte sig af i fx terrorsituationer, og som hjælper myndighederne med at forstå, hvordan befolkningen reagerer, og hvilke behov befolkningen har og på den måde kan bruges til at guide befolkningen. Han peger på USA som det gode eksempel: I 2003 udarbejdede Institute of Medicine of the National Academies en rapport med overskriften Preparing for the psychological consequences of terrorism, som var instituttets bud på en folkesundhedsstrategi til de amerikanske myndigheder i tilfældet af et terrorangreb. Ifølge instituttet kan rapporten dels bruges til at adressere alle risici og borgere før, under og efter et terrorangreb for derved at begrænse terrorens psykologiske konsekvenser og dels til at overvåge folkesundheden i faserne med det formål at udvikle metoder til passende interventioner for særligt udvalgte grupper. I august måned annoncerede statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i kølvandet på sommerens bølge af terrorangreb på europæisk grund, at regeringen vil afsætte et endnu ukendt milliardbeløb til en ny national sikkerhedsplan i regeringens bebudede 2025-plan. Ifølge regeringen skal pengene gå til dansk politi, Forsvaret og efterretningsvæsenet, men de foreløbige udmeldinger tyder ikke på, at sikkerhedsplanen også vil omfatte en folkesundhedsstrategi i tilfælde af terrorangreb. 16 nr

17 Nyheder om psykologi Aktuelt Af redaktionen Populær ADHD i Kriminalforsorgen Mennesker med ADHD-diagnose er overrepræsenterede i Kriminalforsorgens institutioner i forhold til befolkningen generelt. I en ny Ph.d.-afhandling, der er udarbejdet af Nichlas Permin Berger fra Institut for Sociologi og Socialt Arbejde på Aalborg Universitet, undersøges ADHD som et socialt og kulturelt fænomen inden for Kriminalforsorgen. Afhandlingen viser, at ADHDdiagnosen er karakteriseret ved, at alle informanter i høj grad deler forståelsen af ADHD som en defekt i hjernen. Diagnosen har både konsekvenser for samspillet mellem indsatte/klienter og de professionelle, for de professionelles handlingsstrategier og muligheder og for de kriminelles måder at forstå sig selv på. Den konkluderer også, at Kriminalforsorgen står over for en udfordring med at finde ud af, hvordan man skal forholde sig til de mange ADHD-relaterede problematikker og afgrænse sig fra dem i forhold til de andre målrettede indsatser og tilbud i fx kommunalt regi, som klienterne ofte benytter sig af. For frontmedarbejderne er spørgsmålet og udfordringen, hvordan man identificerer personer med ADHD, når ADHD-diagnosen tilsyneladende er så attraktiv blandt de kriminelle, og hvordan mennesker med ADHD håndteres i praksis. Alarmerende rekord i antallet af psykiske arbejdsskader Gratis kommunale stress-kurser en succes Flere unge bryder den sociale arv Et evidensbaseret meditationskursus mod stress, udviklet af psykolog og ph.d. Christian Gaden Jensen, der tilbydes gratis til stressede borgere, har været en succes i Københavns Kommune gennem godt et år. Tilbuddet er også indført i Aalborg Kommune, der nu skræddersyr et forløb til stressede elever på kommunens ungdomsuddannelser. Formålet er både at give de unge redskaber til at fremme trivsel og forebygge stress, og at få kontakt med de psykisk sårbare unge så tidligt som muligt. Vi vil gerne hjælpe dem på ret køl igen, så de bl.a. kan fastholdes på uddannelsen. Konceptet er specialdesignet til unge på baggrund af Åben og Rolig -forløbet, som tilbydes voksne med stresssymptomer, siger Bettina Bisp Jensen, leder af Center for Mental Sundhed i Aalborg Kommune, i en pressemeddelelse. Åben og Rolig-konceptet til unge er udviklet i samarbejde med Center for Psykisk Sundhedsfremme og Danmarks Pædagogiske Universitet. Igennem et pilotforløb er der indsamlet data for at sikre et evidensbaseret og kvalitetssikret tilbud. Erfaringerne og dataene fra forskningsprojektet er allerede ved at vække international opsigt. Til november skal Christian Gaden Jensen, der også er leder af Center for Psykisk Sundhedsfremme, præsentere projektets resultater på en international konference om mental sundhed i San Diego, USA. Sidste år anmeldte danskere en psykisk arbejdsskade. Det er endnu en rekord. Siden 2010, hvor der blev anmeldt psykiske arbejdsskader, er skaderne blot steget år efter år efter år. Det viser tal fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings årsrapport. Problemet vedrører særligt medarbejdere i den offentlige sektor, som får stress, PTSD eller depression. Lars Qvistgaard, formand for Akademikerne, er bekymret over udviklingen. Hvis regeringen ønsker, at vi skal blive længere på arbejdsmarkedet, så må den også hjælpe med til at sætte en stopper for, at for mange nedslides før tid. Det er tid til at fjerne skyklapperne på det her område og sørge for, at der tilføres økonomiske midler. Mens det de seneste 10 år har været et problem at få børn af ufaglærte til at bryde den sociale arv, ser den udvikling nu ud til at være vendt. Det viser en ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, som har set på, hvor mange 25-årige med ufaglærte forældre, der tager en uddannelse efter grundskolen. I 2006 gjaldt det for cirka 60 procent af de 25-årige, herefter faldt andelen til cirka 50 procent i Men nu viser tallene, at det igen er cirka 60 procent altså samme niveau som tidligere. Og for første gang i næsten 10 år er andelen af mønsterbrydere steget to år i træk. Analysen viser samtidig, at de unge mønsterbrydere frem for at vælge erhvervsuddannelser, der ellers synes oplagt, i højere grad får en lang videregående uddannelse nr

18 Videnskab Ny forskning Narcissisme: Skyldes det opdragelsen? Narcissisme er blevet defineret som kærlighed til sig selv. I Freuds psykoanalyse blev narcissisten typen på det auto-erotiske driftsstyrede menneske. Siden da er fokus skiftet markant, og begrebet indgår i dag som en del af selv- og personlighedspsykologien. Longobardi et al. definerer narcissisme ret konkret: Det er en persons stærkt positive selv-billede, som opfylder dennes behov for bekræftelse, succes og selv-promovering. De mener, at narcissisme ikke nødvendigvis er patologisk, men en selv-konstruktion inden for det normale. Men hvad skaber den (ikke-patologiske) narcissist? Da personlighedstræk udvikles i barndommen, er det nærtliggende at spørge, om forældrenes opdragelsesstil kan udvikle narcissistiske tendenser. Hvis dét er forklaringen, hvilken type opdragelse er så mere afgørende end andre? Den kontrollerende, autoritære stil eller den rosende, men permissive opdragelse? Det har et systematisk review over udvalgte studier nu forsøgt at besvare. Metode: Ud fra en række selektionskriterier, der skulle sikre kvalitet og rimelig ensartethed, blev 10 empiriske studier udvalgt til nærmere analyse af hovedtendenser og forskelle i resultaterne. Den første konklusion blev, at der ikke var nogle hovedtendenser. Hverken den autoritære eller den permissive stil var generelt associeret med narcissisme. Det forklarer forskerne med, at de valgte metoder og populationer var temmelig uensartede, udsprunget af forskellige forskningstraditioner. Ifølge dem bliver en sammenligning på tværs derfor ikke mulig. Men det kan også tolkes som, at der ikke er nogen specifik opdragelse, som udvikler narcissisme. Et fælles træk var dog dette: Autoritativ (ikke autoritær) opdragelse hvor forældre stiller afstemte krav og er indlevende fører altid til barnets positive udvikling. Og dét resultat stemmer fint med en lang række andre undersøgelser af forældrestil. Kilde: Longobardi C., et al. (2016) Can Parenting Styles Affect the Children s Development of Narcissism? A Systematic Review. Volume 9. The Open Psychology Journal. Antisocial i klassen Adfærdsproblemer hos børn og unge har længe været i fokus i forskningen. Der ser her ud til at være en slags debutstart, hvor almindelig væren-på-tværs gradvist fører over i decideret anti-social opførsel og for nogle senere kriminalitet. Konkret viser det sig ved truende og intimiderende opførsel, overtrædelse af sociale spilleregler og at problemadfærden er hyppig og intens. Vi ved også, at opvækst i bestemte miljøer ikke determinerer, men forøger risikoen for at havne i kriminalitet. Men når vi undersøger de unge selv, hvad kan vi så sige om deres holdninger og deres rolle i klassen? Det er nu undersøgt. Metode: 885 skoleelever mellem 14 og 17 år indgik i undersøgelsen. De besvarede 1) The Interpersonal Values Questionnaire, som blev brugt til at måle alle elevernes interpersonelle holdninger til, hvordan man opfører sig over for andre. 2) Antisocial-Delinquent Behaviors Questionnaire, som målte alle elevernes mulige antisociale og kriminelle adfærd. Dataanalyser udvalgte her de unge, som kunne karakteriseres som decideret antisociale (delinquent) og sammenlignede dem med resten af skoleeleverne. Resultaterne viste, måske ikke overraskende, at de antisociale ikke klarede sig godt i skolens fag. Det viste sig ved, at de dumpede langt hyppigere i faglige test end de andre elever. Især dumpede de, som ikke syntes, det er vigtigt at vise venlighed og hjælpsomhed over for andre, og de scorede også højt på antisocial adfærd. Interessant var, at elever som blev betragtet som ledere, blev bedømt som uafhængige af andre, og som mødte anerkendelse fra kammeraterne, viste højeste grad af antisocial adfærd. Det er jo begreber, som vi ofte forbinder med noget positivt. Molero, et al. forklarer fundet på denne måde: Det er individer, som vil anerkendes og beundres af andre; de bruger deres egne kriterier for, hvad de kan tillade sig; de udøver konsekvent autoritet over kammerater og lærere; de er ikke hverken generøse eller hjælper andre. Med andre ord: de udøver et lederskab bygget på et frygt- og magtregime. Kilde: Del Mar Molero, M., et al. (2016). Interpersonal values and Academic Performance Related to Delinquent Behaviors. Front. Psychol. 18 nr

19 Videnskab Af Dion Sommer, professor i psykologi, Aarhus Universitet Giver kønslighed flere olympiske medaljer? Lighed og ulighed mellem mænd og kvinder har en lang række konsekvenser for samfundet. Når social-psykologisk samfundsrettet forskning beskæftiger sig med det, undersøger man eksempelvis politisk, økonomisk, uddannelses og sundhedsmæssig kønslighed/ulighed. Herfra ved vi, at desto større kønslighed et samfund har, desto større nationalprodukt. Eller sagt med andre ord: når kvinderne tager uddannelser og kommer på arbejdsmarkedet, så stiger samfundets velstand betydeligt. Men når det kommer til et lands sportspræstationer på eliteplan handler det vel bare om at have et professionelt talent-, spotnings og træningssystem for de allerbedste sportsudøvere, mænd såvel som kvinder? Det er klart, at det er vigtigt, men spiller et lands grad af kønslighed en rolle for, hvordan dette land klarer sig ved store internationale sportsbegivenheder? Giver win i kønslighed også win i olympiske medaljer? Lad os se nærmere på det. Metode: Bai et al. kombinerede via en række avancerede statistiske analyser mange landes kønslighed/ulighed på en række områder med vundne olympiske medaljer for både mænd og kvinder. Der blev kontrolleret for en række variabler, fx befolkningsstørrelse og bruttonationalprodukt, som kunne føre til forkerte fortolkninger. Resultaterne var slående: Desto mere politisk, økonomisk, uddannelses- og sundhedsmæssig kønslighed et land har, desto flere olympiske medaljer kunne det hente hjem. Læseren tænker måske, at det så er kvindelige atleter, der høster de flere medaljer, set i forhold til kvinder fra lande med større ulighed mellem kønnene. Sådan er det også, delvist. For jo større økonomisk og uddannelsesmæssig kønslighed et land har, desto flere medaljer vinder også mændene. Ergo: Kønslighed er ikke en trussel mod mænd tværtimod. Det giver en olympisk win-win -effekt for både mænd og kvinder. Kilde: Bai, F. et al. (2016). The Robustness of the Win Win Effect. Journal of Experimental Social Psychology. Når familie-arbejde og arbejde-familie kolliderer I resiliensforskningen ses en konfliktfyldt arbejdsliv/familieliv-balance som en markant risikofaktor for psykisk og fysisk sundhed. De fleste voksne lever i to indflydelsesrige sfærer i samfundet familien og arbejdet. Begge fylder meget i hverdagen, hvad angår rolleforventninger, krav, ansvar og pligter. Vi ved fra tidligere forskning, at når familieliv og arbejdsliv er i konflikt, kan det skabe stress. Spørgsmålet er så når der er en konflikt om det er arbejdets krav, der primært trænger ind i familien, eller om det er problemer i familien, som forårsager konflikter med arbejdet. Eller måske begge dele? Det har et review af særligt udvalgte undersøgelser besvaret. Metode: Ud af 440 undersøgelser blev 48 udvalgt, som har undersøgt begge sider af rollekonflikten dvs. både familiens indflydelse på arbejdet og omvendt. Undersøgelsernes resultater blev herefter kategoriseret og grupperet efter hyppighed, så man kunne udlede nogle typiske mønstre. Resultater: Uanset om det er arbejdet eller familien, der er arnestedet, så har konflikten klare negative konsekvenser for de berørte. Eksempelvis viser der sig en negativ indflydelse på forældrebarn kontakten. Dvs. at det går direkte ud over børnene, at mor eller far er i en arbejde/familie konflikt. Især arbejdsrelateret stress inducerer stærkt negative konsekvenser i familien: Udmattelse, utilfredshed med livet, fysiske sundhedsproblemer, vrede, angst og depression. Søvnproblemer er desuden et resultat af kollision med arbejdslivet, hvilket igen forstærker de negative reaktioner. Alt i alt: Det er oftere problematiske forhold på arbejdet og ikke i familien, som skaber konflikten, selv om begge sfærer nødvendigvis er involveret. Forfatterne anbefaler, at interventionsprogrammer ikke rettes mod individet og familien. Det handler derimod om organisatorisk at fjerne/mindske de stressorer på arbejdspladsen, som skaber kollisionen med familien. Kilde: Ioannidi, D.-E., et al. (2016). The Implications of the Conflict between Work and Family in Strain Levels: A Review Paper. Psychology nr

20 Oprør OPRÅB FRA Af Henning Due, journalist Foto: Marie Hald GULVET 20 nr

21 Oprør 50 yngre psykologer og psykiatere trodsede årtiers arbejdskultur blandt læger og psykologer i psykiatrien, da de i september sammen skrev et åbent brev og skabte mediestorm om forholdene i den danske børne- og ungepsykiatri. De håber at have sået et frø til et systemopgør med den psykiatriske ende af det danske sundhedsvæsen. Den 14. september var en særlig dag for Anette Pilegaard og Louise Lundstrøm. Den dag blev de to, der er under uddannelse i Region Hovedstadens Psykiatri som specialpsykologkandidat og speciallæge i børn- og ungdomspsykiatri, berømte, da et åbent brev med deres og 48 andre yngre lægers og psykologers underskrifter, landede på forsiden af Dagbladet Information. Opråb fra psykiatrien: Vi gør børnene mere syge ikke raske hed overskriften. I brevet, som var adresseret til politikere og ledere på landets børne- og ungdomspsykiatriske centre, fortalte 50 psykologer og kommende børne- og ungdomspsykiatere råt for usødet om deres oplevelser som ansatte på psykiatriske afdelinger rundt omkring i landet. Børnene og deres familier bliver ikke længere mødt på en meningsfuld måde under de betingelser og den styringsform, vi er underlagt hverken fagligt eller menneskeligt. Børnene får, efter vores mening, ikke den hjælp, de skal have, stod der i brevet, der konkluderede, at effektiviseringsskruen nu er strammet så hårdt, at gevindet er gået i stykker. Der skrives om stigende produktivitetskrav, som ifølge medunderskriverne også betyder, at de kliniske behandlingsretningslinjer fra Sundhedsstyrelsen ikke bliver fulgt i praksis. Og hvordan behandlere i psykiatrien nogle gange tvinges til at stille diagnoser på børn på baggrund af andres vurderinger beskrevet kort i patientens journal at lægerne er hurtigere til at opstarte medicinsk behandling, fordi der ikke er ressourcer til terapeutisk behandling, eller fordi der ikke kan iværksættes de nødvendige initiativer og den rette pædagogiske tilgang til barnet i skolerne. Den slags vidnesbyrd fra maskinrummet i børneog ungdomspsykiatrien er sjældne i den danske dagspresse, og der gik ikke mange timer, før politikere fra Folketinget og landets regioner, der driver psykiatrien, begyndte at skyde fra højre og venstre og op og ned. Inden dagen var omme, havde brevet snuppet topplaceringen hos de fleste nyhedsmedier i landet. Men brevet var også et brud på årtiers arbejdskultur blandt læger og psykologer i psykiatrien. Det er jo en lille revolution: At vi to faggrupper stiller os sammen på den her måde og går ud med det budskab, fortæller Anette Pilegaard, da Magasinet P møder de to. Louise Lundstrøm nikker. Traditionelt har vi hver for sig holdt os inden for egne rækker. Læger og psykologer er vel traditionelt set nogle af de mest loyale faggrupper over for ledelsen i sundhedsvæsenet. Derfor er det her banebrydende, siger hun. Det har Louise Lundstrøm ret i på flere måder, for det sker sjældent, at 50 medarbejdere fra en håndfuld offentlige arbejdspladser kan tvinge armen om på ryggen af en minister og skabe en officiel reaktion på få timer. Da Ritzaus Bureau samme dag bad sundhedsminister Sophie Løhde (V) kommentere på indholdet af brevet, gik hun i byen med en dundrende kritik af regionerne, som ifølge hende er udtryk for, at regionerne ikke har forvaltet de to ekstra milliarder kroner ordentligt, som regeringen sidste år afsatte til netop psykiatrien. Men selvom både Anette Pilegaard og Louise Lundstrøm mærkede den massive medieinteresse for deres budskab dagen igennem, har de ikke meget at sige til det politiske efterspil. I deres dagligdag 2016 nr

22 Oprør kan de ikke mærke forskel på, om der afsættes et par ekstra milliarder kroner her eller der, når politikerne samtidig årligt tømmer regionernes psykiatri-pengekasser for massive millionbeløb. På personalemøderne i børne- og ungdomspsykiatrien i Region Hovedstaden bliver de to jævnligt præsenteret for produktivitetsmål og andre tal fra ledelsen, men tallene i Powerpointpræsentationerne stemmer ikke overens med den virkelighed, de selv bevæger sig rundt i på hospitalsgangene. For Anette Pilegaard og Louise Lundstrøm er hverdagen og ikke beregninger i Excel-ark det stærkeste vidnesbyrd om derouten i psykiatrien, og derfor holdt de sig også til at give eksempler fra deres eget arbejdsliv i brevet. De får fx af vide, at produktionstallet i Region Hovedstaden er 40 procent lavere end forventet, og at det svarer til, at personalet i gennemsnit ser én patient om dagen. Men Louise Lundstrøm ser typisk tre eller fire patienter og deres familier hver dag. Det er jo en lille revolution: At vi to faggrupper stiller os sammen på den her måde og går ud med det budskab Anette Pilegaard, specialpsykologkandidat i Region Hovedstaden Og så giver den slags tal jo ingen mening. De virker absurde, siger Louise Lundstrøm. Deres protest handler først og fremmest om tid. Eller mangel på samme. Tid til patienter, til at undersøge ordentligt, tid til at tale med forældrene og ikke mindst tid til børnene selv. Louise Lundstrøm fortæller, at mange af hendes kolleger ofte går hjem uden at have skrevet et eneste ord i de patientjournaler, som de er forpligtet til at føre ifølge autorisationsloven. Ellers kan de ikke nå at presse en ekstra patient ind, som hun formulerer det. Journalskriveriet må vente til tidspunkter uden for den almindelige arbejdstid. Hun gør, hvad hun kan, for at nå flest mulige patienter på en dag, men hun kan indimellem se i øjnene på børnene og deres forældre, at de ikke kan følge med. Hvis jeg skal finde ud af, hvad der er galt med et barn, har jeg brug for tid til at se barnet flere gange i forskellige sammenhænge og at tale med familien, indskyder Anette Pilegaard. De oplever, at deres daglige patientmøder i den praktiske virkelighed er endestationen for et eskalerende sundhedspolitisk slagsmål mellem folketingspolitikere og regioner, som handler om, hvad borgerne kan og skal forvente af en psykiatri, der skal behandle flere og flere borgere for nogenlunde samme pose penge. Men hvad der mest af alt handler om mangel på tid, kan af udenforstående misfortolkes som manglende faglighed. Det frustrerer også Anette Pilegaard og Louise Lundstrøm. Man kan ikke bare dumpe ind til en samtale med en patient uden overhovedet at have forberedt sig. Det er respektløst og uansvarligt, men det får vi af vide, at vi skal. At vi er nødt til at skrue ned for, hvor meget vi arbejder med hver patient, siger Louise Lundstrøm og fortsætter i højt tempo: Jeg skal dokumentere, hvad jeg laver. Det kræver autorisationsloven. Så holder det jo ikke, hvis der går flere dage, før jeg får tid til at skrive journaler, siger hun. Ingen tid til syge børn Anette Pilegaard har også været med længe nok i psykiatrien til at huske, at tingene har set anderledes ud. Da jeg startede som psykolog i psykiatrien i 2005, kunne man selv planlægge sin tid. I dag skal man møde senest klokken 08.30, mens det tidligere hed, at vi alle sammen skulle være der mellem klokken 10 og 14. Det betød, at personalet derudover selv kunne prioritere, hvornår de ville have patienterne, som ofte kører på en anden døgnrytme end de fleste, siger hun. Louise Lundstrøm fortæller videre: Flere af hendes kolleger har prøvet at blive spurgt af ledelsen, om de havde mulighed for at arbejde noget af dagen, når deres børn var syge. De har også fået at vide, at deres overenskomstsikrede mulighed for at blive hjemme på barnets anden sygedag ikke kan lade sig gøre. Jeg opfatter det som manglende lydhørhed over for de ansatte, som en sjælden gang i mellem har brug for lidt imødekommenhed fra deres arbejdsplads. Men det siger noget om, hvor presset ledelsen i psykiatrien er, siger Louise Lundstrøm. Hun har også oplevet, at hun og kollegerne er blevet kaldt til samtale, hvis de arbejder over for at komme til bunds i papirarbejdet. Der er ikke ressourcer til det. Vi ligger vandret, spiser sjældent frokost sammen, har ofte ikke tid til at gå på toilettet, og vi kender ikke længere hinanden. Den pressede hverdag betyder også, at der sker en konstant udskiftning af personalet, når folk finder et andet arbejde, og det har den konsekvens, at der mangler erfarne kolleger på afdelingerne til at hjælpe de nyansatte, som fylder mere og mere, og som hverken har rutinen eller hastigheden til at løbe ekstra stærkt. Der kan stadig være dage, hvor det er 100 procent meningsfuldt at være på arbejde fx når hun møder børnene og deres forældre. 22 nr

23 Oprør Men jeg kan simpelthen ikke længere huske, hvad det er for små sedler, jeg skal aflevere til sekretærerne og hvorfor, siger Louise Lundstrøm. For hende afspejler brevet 15 års erfaring som læge og fem års opsparede frustrationer i børne- og ungdomspsykiatrien. Anette Pilegaard lufter samme slags tanker. I årevis har jeg gået rundt og tænkt, at jeg reelt bare er en højtuddannet fabriksarbejder. Det er den slags, der bygger sig op, siger hun. Små og store opsparede frustrationer, som for begges vedkommende har hobet sig op i årevis, og som i juni måned fik dem til at træffe beslutningen om at skrive under på brevet. Men ikke uden en smule rysten på hånden. I starten hørte vi, at folk var nervøse for deres karriere, men da vi først kom i gang, og ordet spredte sig om brevet, gik det hurtigt. Og opbakningen fortsætter. Efter udgivelsen af brevet blev der mobiliseret 43 nye medunderskrivere på bare halvanden dag. Nye toner Reaktionen fra ledelsen i Region Hovedstadens Psykiatri kom et par dage efter, brevet blev offentliggjort. Medunderskriverne blev indkaldt af centerchefen i Region Hovedstadens Psykiatri til møde, men skideballen udeblev. Det kom faktisk bag på os. Da vi blev interviewet til Information, var vi alle sammen nervøse for, at vi ville blive indkaldt til tjenstlige samtaler af vores chefer. I stedet kom der et såkaldt dialogmøde ud af det. Som sådan kom ikke noget nyt frem under solen, for medarbejderne i psykiatrien har forsøgt at kommunikere deres oplevelser af forringede arbejdsvilkår og patientbehandling i årevis, men alligevel føltes mødet anderledes, fortæller Anette Pilegaard. Vi har opnået en tættere dialog med bl.a. vores centerchef. Vi har skabt en ny bro, og under mødet hørte vi blandt andet, at ledelsen også havde arbejdet for, at vi kunne blive målt på mere fornuftige mål, ligesom vi ønsker det, men at det var blevet nedstemt i regionerne. Det anede vi intet om på forhånd, siger hun. Hverken Anette Pilegaard eller Louise Lundstrøm tør sige, hvad der på den længere bane kommer ud af brevet. Men siden de tog bladet fra munden og gik i dagspressen med deres oplevelser, har de begge haft en følelse af, at de har gjort noget vigtigt. Måske endda en forskel. Det har været fantastisk, at to store faggrupper fra hele landet har stået sammen om det her. Det giver mig arbejdsglæde og en følelse af, at folk tør stå frem og stå sammen, og det gør mig godt som medarbejder og kollega, at jeg nu ved, jeg kan regne med mine kolleger, og at jeg har mange i ryggen, 2016 nr