Prædiken til 16. s.e.trin Høstgudstjeneste Vor Frue Kirke, København

Transkript

1 Prædiken til 16. s.e.trin Høstgudstjeneste Vor Frue Kirke, København Søndag d. 15. september Stine Munch I dag holder vi høstgudstjeneste her i kirken. Og vi har lige hørt historien om en mor, der mister sin søn. Det ville have været mere passende at høre om et eller andet med korn og jord og spirer.. tænker jeg.. På den anden side, så har jeg har hørt, at denne søndag kaldes midtvejspåsken eller efterårspåsken. De gamle, der har tilrettelagt tekstrækkerne, har nemlig været så vise, at de har bestemt, at vi skal høre om opvækkelsen fra de døde af den unge mand i Nain - præcis på denne søndag, hvor der er et halvt år til påske og opstandelsen. Her, hvor vi ikke bare går mod efterår, vinter, mørke, kulde og død, og mine børn allerede er begyndt at klage over københavnerlejlighedens kulde - men hvor vi også er på allerlængst afstand af påskens opstandelsesberetning - her står historien om dødeopvækkelsen som en trøst og en påmindelse om, at der altid er håb, der altid er mere at sige, som en påmindelse om, at det bliver forår og sommer igen.. til alle os, der hader mørke og kulde og død. 1

2 "Derfor beder jeg om, at I ikke taber modet," skriver Paulus i sin opmuntrende tale til menigheden i Efesus, og i dag til os. Men altså. Det er meget lettere sagt end gjort, når man siger, at nogen ikke skal tabe modet. Det er meget, meget lettere sagt end gjort, at man en dag finder modet frem igen, på trods af at man, som enken i dag, står ved sin søns kiste.. Året rundt er der bisættelser her fra domkirken, året rundt er der mennesker, der bærer deres kære døde her oppe fra koret og ud på Nørregade. Her sætter de kisten ind i rustvognen, og efter nogle minutter sætter bilen langsomt i gang. Ind imellem er der mennesker der nærmest skriger, andre gange er der helt stille i følget, når kisten kører væk.. Og måske er der mennesker i følget, der tænker som den engelske forfatter C.S. Lewis gjorde det, da han mistede sin kone: Mit hjerte og min krop råber, kom tilbage, kom tilbage. Men jeg ved det er umuligt. Jeg ved, at det jeg ønsker er netop, hvad jeg aldrig kan få. Det tidligere liv, vittighederne, drinksene, diskussionerne, elskoven, de små hjerteskærende almindeligheder. at sige at hun er død, er at sige, at alt det er borte. I dag hører vi også Jobs jamren...menneskets erfaring af sorg, utålelig smerte og fortvivlelse er således den samme gennem hundredevis af år.. 2

3 Hvorfor døde jeg ikke ved fødslen? Hvorfor var der knæ, der tog imod mig? Hvorfor? Hvorfor? Hvorfor? Når den elskede er død og borte - eller har forladt een, ja, så kan det ske, at man slet ikke kan finde den mindste lyst til livet frem igen.. og så er det svært, ja vel stort set umuligt at leve op til hvad Paulus siger, mange steder og på mange måder.., at vi skal holde ud i alle trængsler og bevare modet. For hvordan, Herre, hvordan? For nogle år siden mistede musikeren Søren Huss sin kæreste i en trafikulykke. Samtidig blev hans datter så hårdt medtaget, at hun lå i koma i flere uger. Og dér sad han så ved hendes side og ventede. Men på et tidspunkt kom han forbi Rigshospitalets kirke, hvor der stod et klaver. - Jeg lavede et lille stykke musik, jeg havde haft i hovedet et par dage.. Det gav måske et øjebliks ro, et øjebliks trøst, husker han. Men der var stadig lang vej igen. Tabet var så stort, at det var svært at komme i gang med livet igen: - Alting var gået i stå. Jeg var her kun for min datters skyld. I nummeret Et hav af udstrakte hænder lyder det: Med alle drømme bristet, Uden tro, uden håb Med et hjerte der skriger Jeg kan ikke mere, jeg tror jeg bliver liggende her Blandt fældede træer 3

4 Jeg ved ikke, om Søren Huus har tænkt over det.. Det er jo slet ikke sikkert. Men når han synger om de fældede træer, så kommer jeg til at tænke på, hvad der står i Esajas bog om træer, der fældes, hvordan de høje stammer falder og alting ryddes med øksen.. Med andre ord: død og ødelæggelse, kaos og nedbrydning, sådan som det hærger een, når et elsket menneske er dødt eller har forladt een for altid. Men! så står der videre hos Esajas.. Men der skyder en kvist fra stubben, et skud gror frem fra roden.. Anderledes sagt: der er håb, selv når man ikke kan andet end at blive liggende blandt fældede træer.. For et træ er der håb.. der er stadig liv, der er stadig mulighed for, at man kan vokse. Træet suger stadig vand og næring. Der er noget at bygge på.. om end man er bombet fuldstændig tilbage til nul. Et træ, der er fælder spirer igen. Kornet, der dør i jorden, spirer igen.. Jeg vil fortælle kornets historie: Dette korn begyndte sit liv højt oppe. Det sad øverst på et kornaks. Det fik masser af lys og luft og solskin og fuglesang. Det drak morgendug og regndråber. Sådan var alting i begyndelsen. Sidenhen blev kornet høstet og gemt hen som ét ud af mange i en sæk, hvor pladsen var trang. Til sidst blev kornet begravet. I jordens sorte dyb blev det lagt. Der 4

5 var hverken lys eller luft eller lyd. Der var kun mørke. Mørke som i en grav. Kornet tænkte, at dette var døden. Nu var alting forbi. Men som dagene gik mærkede det, at der skete noget med det. Lange hvide arme voksede ud fra dets kerne. Armene famlede sig vej ud i mørket. På forgæves jagt efter lys. Uden dog at finde noget. Førend en dag en særlig lang arm begyndte at bevæge sig opad. Og med ét blev gravens mørke afløst af lys og luft og solskin. Kornet havde spiret og nu var spiren brudt igennem mørket og op over jorden, op i solen. I det sorteste mørke var der sket et under. Det døde korn var blevet levende. En mægtig kraft havde kaldt livet frem af dets tørre døde kerne. Og nyskabt og genskabt voksede spiren sig stor og blev til en plante, et kornaks, et strå der bærer frugt. Sådan er kornets, sådan er frøets historie. Sådan er træets historie. I jordens dyb bliver det døde kaldt til live igen. I dag skal vi have at vide, at kornets historie også er vores historie. For der boede en enke i byen Nain. Hun var i færd med at gå den tungeste gang, man kan gå på jorden. Hun var ved at bære sit barn til graven. Hun ønskede vel lige præcis, at det var sin egen grav, hun 5

6 gik imod. Men det var det ikke. Det var drengens. Netop som hun gik dér, kom der en mand hen til hende. Han mødte hendes blik og sagde: Græd ikke! Sådan siger man ikke til en sørgende mor. Men fordi han var Jesus, Guds søn på jorden, gik det alligevel an. For han gik hen til båren, hvorpå den døde dreng lå, rørte ved liget og sagde: "Unge mand, jeg siger dig: Rejs dig op!" Og underet skete. Den døde satte sig op, han kom til live, han talte og Jesus førte ham hen til moren. Gud havde besøgt jorden, drengen og moren blev løftet ud af mørket og op i lyset - begge fik de livet igen. Der var sket et under. Men der skulle ske mere end det. For sidenhen var det Jesus selv, der døde og blev begravet. Men det var ikke en slutning. Det var en ny begyndelse. For Gud oprejste Jesus fra de døde. Graven blev tom. Mørket var brudt. Den opstandne gik ud i lyset. Hen over alle grave lyder det nu: Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør. Gud har vist sig som dødens overmand. Og dermed besejret den fjende vi frygter mest. Døden, der tager livet fra os. 6

7 Kornets historie er også vores historie. Hvor utroligt og ufatteligt og uforståeligt det end kan lyde. Så forkyndes det for os, at vi ikke skal blive i graven. I mørket. I fortvivlelsen. Men at Gud i det sorteste mørke vil kalde livet i os frem på ny. Både, når vi engang rent faktisk dør, og skal hjem til Gud, men også her i livet, når vi synes, at alt er tabt, og der ikke er mere tilbage at hente. Og Søren Huus fortsætter da også sin sang sådan her: Jeg har stirret op fra dybet Og jeg så et bølgende hav Af udstrakte hænder Da kærlighed rakte ned Holdt mig fast, og holdt så længe At jeg til sidst kunne vriste mig fri Med viljen til selv at stå og holde Tanken om at leve ud. Søren Huss beskriver som sagt i sangen, hvordan han mistede lysten til livet efter den ulykke, der kostede hans kæreste livet. Men han fortæller også, at der er en vej ud af sorgen og savnet. Og at vejen for ham var folk, der trådte til og hjalp, da behovet var størst. Et hav af udstrakte hænder.. 7

8 Det var de andre omkring ham, der fik ham til at leve igen.. Fællesskabet, medfølelsen, kærligheden, hjælpen fra andre mennesker.. Sådan som vi også hører det i historien i dag..for det første; at en stor skare fulgte med enken i sorgen. Og ikke mindst, at Jesus kommer og han ynkedes over hende..gud selv græder med moderen. Gud kom til enken og vækkede den døde igen. Gud kommer også til os.. Som jeg hørte Gud beskrevet i den uge, der er gået: Gud er den, der står og tripper for at hjælpe os. Han føler med sit stakkels menneske.. Og han griber en, på den ene eller den anden måde, og ofte på en måde, som man slet ikke havde forestillet sig. Der er dog vist ikke siden nytestamentlig tid sket en decideret dødeopvækkelse. Men nu kommer Gud til os med sit Ord om, at Han er stærkere end døden. Ordet om, at han aldrig forlader os, hverken her eller hisset. Vi begyndte gudstjenesten med at synge: Nu falmer skoven. Grundtvig skriver om hvordan der er i Guds himmel. Da høste vi, som fugle nu, der ikke så og pløje, da komme aldrig mer i hu, vi jordens strid og møje. En evig sommer, som er uden strid og møje, uden arbejde og besvær, i Paradiset. Det er, hvad vi må håbe på om opstandelsen. En evig sommer, hvor vi skal leve som fuglen fortæller Grundtvig os, at vi kan se frem til. At vi skal høste uden at hverken så eller pløje. 8

9 Da Otto for lidt siden blev døbt, blev det evige livs håb forkyndt, og han har i dag fået løftet om, at han er Guds barn hele livet igennem, uanset hvordan det kommer til at gå, og det løfte gælder også i døden. Alligevel kan man med al rimelighed spørge: Hvis Gud har omsorg for os, hvorfor griber han så ikke ind, når vi rammes af ulykke, sygdom og død? Hvorfor gør han ikke som dengang i Nain? Er den historie i virkeligheden ikke en hån overfor alle de mange mødre, der har oplevet den vanvittige sorg, det er, at miste et barn?? Desværre er der ingen af os, der kan svare på det. Heller ikke kristendommen eller kirken eller præsterne har noget svar. I hvert fald ikke andet, end at vi desværre ikke kan bruge Gud som en magisk kraft til forhindre alt, hvad vi ønsker at blive befriet fra. Guds omsorg er sådan, at vi kan komme til ham med alt, hvad der tynger os, og søge trøst. Vi kan komme med vores sorg og ensomhed - med følelsen af at være forladt, også af Gud. Dåben er ikke en vaccination mod ulykke og lidelse, heller ikke nogen garanti for at slippe uskadte igennem. Dåben er en dåb til livet, som det er. Og Gud er med som rammen om vort liv, som baggrunden for vort liv, som den, vi altid kan komme tilbage til. 9

10 Kristendommens budskab til os er, Ordet fra Gud er, at Kristus levede og led og døde og opstod igen. For at ingen krog af menneskelivet skal være ham ukendt. Og for at fortælle os, at som han er opstået fra de døde, skal vi også..gud vil, som det hedder i Grundtvigs salme, med tro og håb og kærlighed til Himlen os ledsage. Men før det kommer så vidt, skal vi frimodigt tage fat på livet, sammen med hinanden, i kærligheden og fælleskab, i tillid og tro på at der er et hav af udstrakte hænder der griber os. Fra Gud og mennesker. Amen. Lovprisning Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Kirkebøn Tak, Gud, for alle de aftryk, vi får af din kærlighed - både i dåbens vand og når solen skubber mørket på flugt. Tak for de indtryk, vi får af dine aftryk. Tak for det overskud, vi får, så vi kan sætte mange aftryk på hinanden - og på vore omgivelser. Tak fordi der er hænder der rækker ud efter os. Hjælp os også at række ud, når andre trænger til os. Hjælp os, når vi ikke kan se dit skaberværk og dine aftryk, fordi vi bliver opslugt af os selv. 10

11 Giv os kræfter til at slås for en bedre verden og for et rigere liv - og giv os mod til at stole på at du griber ind i livet. Giv os ansvar for hinanden - og evner til at leve op til det ansvar, andre giver os. Vær med Otto der er blevet døbt i dag. I dag og alle dage.. Vær med vor dronning Margrethe og alle, der har et særligt ansvar. Giv din kirke mod og evner til at forkynde dit budskab til alle, der kommer her. Giv os liv og overskud, Gud, til at give væk af. AMEN. Motet Meddelelser Velsignelse Lad os med apostlen tilønske hinanden: Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! 11