Spørgsmål 1 Videnskabsteori og psykologiske retninger

Transkript

1 Spørgsmål 1 Tema Videnskabsteori og psykologiske retninger Temabeskrivelse I bilagene behandles kognitiv adfærdsterapi og psykoanalyse ud fra forskellige synsvinkler. Der ønskes en psykologisk fagligt funderet diskussion af de to psykologiske retninger, deres indflydelse igennem tiden og deres berettigelse i dag. Materiale 1. Hvad virker?, Information, Behandling uden fokus eller helhedens terapi, Kristeligt Dagblad, Freud lever videre i vores ubevidste, Kristeligt Dagblad, Debat: Hvad virker? Information 7. april 1999, 1. sektion side 9 Af Morten Hesse, cand. psych. Det er rigtigt, at man ikke kan tale sig ud af en depression det er ikke nok at have nogen at tale med. Men det er forkert, at der ikke findes effektiv psykologisk behandling af depression. SUNDHED Debatten om 'lykkepiller' og medicinsk behandling af psykiske problemer er følelsesladet og svær for alle parter. De, der kalder deprimerede mennesker for pylrede og taler om behovet for at se livet i øjnene aner vel næppe selv, hvor dybt de ofte sårer mennesker i en rigeligt svær situation. Kalder man deprimerede mennesker for misbrugere føjer man yderligere spot til skade. Men netop fordi depression i svære tilfælde er så alvorlig, og så udbredt, en sygdom, og fordi vi samtidig har behov for at prioritere vores sundhedsudgifter klogt, så er det vigtigt at vi giver deprimerede mennesker den mest forsvarlige, effektive behandling, og at vi samtidig med dette gør et forsøg på at lave en fornuftig styring af ressourcerne. De medicinalfirmaer, psykiatere og patienter, der hævder at man 'ikke kan tale sig ud af en depression' har naturligvis ret. Det er ikke nok at have nogen at tale med. Men de har ikke ret, hvis de mener, at der ikke findes effektiv psykologisk behandling af depression. Der findes flere forskellige psykologiske behandlingsformer, herunder kognitiv adfærdsterapi, og en nyere behandlingsform kaldet 'Interpersonel terapi'. Disse behandlingsformer er, når de udføres korrekt, lige så effektive som medicin, og endda en anelse bedre. De baserer sig på velgennemtestede teorier om depression, og adskiller sig

2 markant fra mere udbredte terapiformer som gestaltterapi og psykoanalyse, som til gengæld mere baserer sig på skrivebordsspekulation. Den vigtigste forskel på virkningen af disse terapiformer og af medicin er, at hvor medicinen kun virker, så længe medicinen er i kroppen, så virker de psykologiske terapier længe efter. Det betyder noget, både for samfundet og for patienten: Det betyder nemlig, at mens de psykologiske terapier på et tidspunkt afsluttes, hvorefter patienten ikke behøver yderligere behandling, eller kun behøver periodisk behandling, så må medicinen fortsættes i meget lang tid. Og medicinen kræver næsten lige så hyppig og lige så intensiv kontakt til den behandlende læge som terapien for at have en tilsvarende effekt som terapien. For patienten betyder det, at kontakten til sundhedsvæsenet bliver meget længere ved medicinsk behandling af depression end ved psykologisk. Det tager altså væsentligt mere af patientens tid. Samtidig betyder den medicinske behandling både udgifter og bivirkninger for patienten. I og med at behandlingen er meget langvarig er risikoen for ubehagelige langtidsbivirkninger naturligvis tilsvarende stor. SAMFUNDETS UDGIFTER Der er blot to problemer: Det ene er, at i det danske sundhedsvæsen er der store offentlige tilskud til medicinsk behandling og lægens løn betales udelukkende af det offentlige, for alle der er sygesikret i gruppe 1. Dermed er udgifterne ved en medicinsk behandling ikke den enkelte deprimerede patients, men samfundets, mens udgifterne ved en psykologisk behandling, i det omfang en sådan ikke tilbydes af en psykiater, alene afholdes af patienten. Det andet problem er, at der ikke findes et stort udbud af behandlere, der tilbyder dokumenteret effektive psykologiske behandlinger i Danmark. De offentlige uddannelser i psykologi og psykiatri og de private psykoterapiuddannelser er kun i meget ringe omfang styret af videnskabelige kriterier for effektiv behandling. Debat: Behandling uden fokus eller helhedens terapi

3 Kristeligt Dagblad 6. maj 2006, side 10/ Debat UGENS DILEMMA: I dag markerer hele verden 150-året for psykoanalysens fader, Sigmund Freud. Men har psykoanalysen samme berettigelse i en tid præget af videnskabelig dokumentation og effektivitet? Nej, mener psykologen Peter Nattestad, der foretrækker kognitiv terapi. Ja, forhåbentlig, siger psykologen Susanne Lunn, der især arbejder psykoanalytisk Af Morten Mikkelsen Den 6. maj 1856 i den østrigske by Freiberg fødtes Sigmund Freud, som senere skulle grundlægge psykoanalysen og præge hele det 20. århundredes tænkning. Alle nutidige psykologer er enige om, at 150-års-fødselarens teorier har spillet en afgørende rolle for udviklingen af deres fag. Men spørgsmålet er, om man alligevel er gået bort fra dem, fordi endnu mere virksomme metoder til at løse menneskelige kriser har vist sig. For at undersøge dette har Kristeligt Dagblad taget plads i sofaen hos Susanne Lunn, lektor ved Institut for Psykologi på Københavns Universitet. Hun mener, at psykoanalysen har udviklet sig meget siden Freud og fortsat fortjener en central placering i psykologien. Til stede er også hendes kollega og debat-modpart, Peter Nattestad. Han arbejder fortrinsvis med kognitiv terapi, idet han mener, at denne mere konkrete terapiform ofte vil være mere effektiv end psykoanalysens relativt ustrukturerede samtaler. SUSANNE LUNN: Som jeg ser forskellen, er den kognitive psykologi fokuseret på et symptom og en diagnose. Inden for psykoanalysen vil man i højere grad lade feltet stå åbent. I psykoanalysen går man ud fra, at symptomet kan have en dybere betydning i personens liv, som det kan være vigtigt at få kendskab til. Og det kendskab kan man ikke bare spørge til, for det kan være, det er noget, personen ikke selv ved, men som kan vise sig i forløbet. PETER NATTESTAD: Man kan selvfølgelig have en hypotese om at for eksempel spiseforstyrrelser skærmer over nogle mere uhåndterbare problemer. Men i den kognitive terapi vil man typisk sige, at det kan vi først finde ud af, hvis vi fjerner symptomerne. Og erfaringen er ofte, at problemet i hvert fald bliver mindre, når spiseforstyrrelsen behandles. For mig er det problematiske ved psykoanalysen, at behandlingens fokus bredes ud i stedet for, at man arbejder målrettet med det, man antager, er problemet. Det er ligesom, når vi siger: "Nu vil jeg lave om på mit liv," hvorefter vi laver en liste med hele 20 punkter, så det hele ryger i vasken. Tager man et eller to punkter ud og fokuserer på dem, er det lettere at fastholde. SUSANNE LUNN: Det er forskellige mennesker, der opsøger forskellige terapiformer. Nogle efterspørger en meget struktureret form eller beder om en løsning. Men der er andre, som først og fremmest gerne vil have nogen til at lytte og hjælpe med at finde orden i en eller anden form for kaos. Et kaos, som ikke har karakter af de 20 punkter, du taler om. For det her vil ofte være en person, som har forsøgt at lave sit liv om masser af gange, og det hver gang er mislykkedes. PETER NATTESTAD: Jeg oplever, at folk ofte kommer med en intention om at rydde op i deres liv. Hos nogle er den reel nok. Hos andre er den udtryk for, at de befinder sig i en kaotisk situation, og det må have en årsag. "Og hvis jeg får ryddet op i min barndom, så

4 fjerner jeg årsagen". Jeg oplever mange gange, at hvis man går ind og tager fat om de centrale problemer, så mister patienten noget af motivationen for den her dybere selvindsigt og forståelse. SUSANNE LUNN: Det er en udbredt opfattelse, at psykoanalysen går ud på at "rydde op i barndommen" og kun beskæftiger sig med "dengang da...". Sådan er det ikke. Selvfølgelig spiller barndommen ind, fordi den har en central betydning for udviklingen af personligheden. Men noget af det, psykoterapien især fokuserer på, er relationen mellem patient og terapeut. Det vil ofte være sådan, at de problemer, folk kommer med, meget ofte er interpersonelle problemer. Derfor vil det være interessant at følge, hvordan denne relation udvikler sig, og hvad der viser sig af problemer. PETER NATTESTAD: Der er to begreber inden for psykoanalyse, jeg får modstand imod, og det er overføring og modstand. Det ene er tanken om, at patient-terapeut-relationen er det, som skaber forandringerne. I den kognitive terapi kan man godt tage den vinkel med. Hvis en patient siger til mig, at hun er overbevist om, at hun er dybt underlig, så er det for mig oplagt at spørge, om hun også oplever, at jeg synes, hun er underlig. Men jeg ville ikke forsøge at fremme en overføring, fordi jeg prøver at fokusere på problemet. Det andet er ideen om, at en klient nok går i terapi ud fra et ønske om at bedre sig, men at der altid er en bagvedliggende ubevidst modstand mod forandringer. SUSANNE LUNN: Mange, som søger behandling, er ambivalente. På den ene side vil man gerne have det bedre, fordi man har nogle generende symptomer. På den anden side er der også mange ting, som trækker en væk igen. I psykoanalysen opfatter man ikke mennesket som rationelt. Derfor er det ikke spor mærkeligt, at mennesker på den ene side vil, på den anden side ikke vil i behandling. PETER NATTESTAD: Det, jeg opponer imod, er, at det lægges på et bevidst niveau, at man vil, og et ubevidst, at man ikke vil. For mig er modstanden ikke nødvendigvis ubevidst. For eksempel vil en patient måske have lyst til at slippe af med sin elevator-fobi, men være bange for ikke at magte det. Dén modstand kan være fuldkommen bevidst. Jeg havde en konkret patient, som ikke kom af med fobien, før hun fik et barn og fik behov for at tage elevatoren for at komme ned på S-togsperronen med sin barnevogn. Det viser, at det måske er lige så relevant at arbejde med konkret motivation som med ubevidst modstand. SUSANNE LUNN: Men er det centrale her ikke begrebet det ubevidste? Noget af det, som opfattes som provokerende ved Freud, er jo tanken om, at vi ikke er herrer i eget hus. Der er noget i os, som vi ikke kender til, men som har stor betydning for vores liv. Antagelsen om det ubevidste hænger jo sammen med den måde, man udfører analysen på. Det ubevidste kan man ikke spørge til og lave aftaler med, men man kan skabe nogle rammer, hvor man måske kan få det i tale ved ikke at lave den meget strukturerede form for terapi. PETER NATTESTAD: I den kognitive terapi arbejder man også med, at der kan være forhold, der ikke umiddelbart kan sættes ord på, vi kan kun lave hypoteser om det. Men vi har ikke det her fortrængningselement med. SUSANNE LUNN: For en række patienter, der er blevet udsat for traumatiske oplevelser, vil der være en tilbøjelighed til at fortrænge eller benægte, at det rent faktisk skete. Der vil

5 den psykoanalytiske tilgang betragte det sådan, at man ikke er i kontakt med sine følelser, og at dette gør det vanskeligere for et menneske at beskytte sig. PETER NATTESTAD: Det er givet, at der er områder, som kognitiv terapi ikke egner sig til. For eksempel sorgbearbejdning. Men der er også områder, hvor jeg ikke mener, psykoanalysen er den rigtige metode. For eksempel patienter, som har enkeltfobier, panikangst eller er svært depressive. Her tror jeg mere på kognitiv terapi, hvor man i stedet for at fokusere på personens tanker begynder med en aktivering. SUSANNE LUNN: Jeg er enig i, at der er mange patienter, der ikke vil profitere af psykoanalytisk terapi, for eksempel fordi de ikke er motiverede for det. Men det afgørende er for mig ikke selve diagnosen, fordi der gemmer sig så forskellige ting og forskellige personer under en diagnose. Jeg vil gerne tro, at enkeltfobier i mange tilfælde kan hjælpes med kognitiv terapi, men jeg kan også forestille mig patienter, hvor det vil være en begrænsning ikke at sætte fobien ind i en større personlighedsmæssig sammenhæng. En diagnose ser jeg ikke som en tilstrækkelig effektiv vejviser til at sige, hvilken behandling der vil være den mest effektive. PETER NATTESTAD: Men spørgsmålet er, om psykoanalysen kan overleve i det nutidssamfund, vi har, hvor der hele tiden stilles krav om videnskabelig dokumentation og cost-benefit-analyser af, hvad der kan betale sig. Jeg tror, psykoanalysen vil få det svært. Det er ikke nødvendigvis et ønske fra min side, men blot en konstatering. SUSANNE LUNN: Jamen, jeg håber da, psykoanalysen kan overleve, selvom jeg er enig i, at den kan virke ude af trit med en tid, hvor kravet hele tiden er effektivitet og højt tempo. Jeg mener, at vi netop i vores tidsalder har brug for et rum, som faktisk ikke er styret af effektivitet, men hvor der er tid til virkelig at lytte til det menneske, som måtte henvende sig. mikkelsen@kristeligt-dagblad.dk Fakta: SUSANNE LUNN Cand.psych., lektor, og klinikleder ved Institut for Psykologi på Københavns Universitet. Medlem af Dansk Psykoanalytisk Selskabs uddannelsesudvalg og bidragyder til antologien "Fokus på Freud", som Hans Reitzels Forlag har udgivet i anledning af 150-året for Freuds fødsel. PETER NATTESTAD Cand.psych., ekstern lektor i psykologi ved Københavns Universitet og privatpraktiserende psykolog på Frederiksberg. PSYKOANALYSE Freud skabte dette begreb inden for psykologien i slutningen af 1800-tallet. Teorien bag omfatter opdelingen af personligheden i jeget, detet og overjeget samt tankegangen om forskellige grundlæggende drifter i mennesket og faser i livet. Behandlingsformen er samtale, og den retter sig især mod forskellige neurotiske tilstande. Freud delte behandlingen i en terapeutisk del, hvor man arbejder med begreber som overføring og modstand, og en analytisk del, hvor man undersøger det ubevidste, for eksempel gennem drømmetydning. KOGNITIV TERAPI

6 Opstod i USA i 1950'erne med blandt andet psykologen Aaron T. Beck som ophavsmand. Teorien er, at følelser og adfærd bygger på personens bevidste fortolkning af bestemte begivenheder. Terapien skal hjælpe patienten til at opdage og erkende uhensigtsmæssige tankemønstre og erstatte dem med mere hensigtsmæssige. Metoden er blandt andet såkaldt "soktratisk", hvor patienten vejledes til selv at gøre opdagelser. Bruges især til specifikke og relativt kortvarige behandlinger.

7 Freud lever videre i vores ubevidste Kristeligt Dagblad 28. april 2006, side 11 / Liv og Sjæl 150 år med Freud: Mens videnskaben har forkastet Sigmund Freuds teorier, er hans tankegods blevet til kulturelt hvermandseje. Freud opfandt samtalen som behandlingsform og formulerede det moderne fremmedgjorte menneske. I dag har andre terapiformer taget over, alligevel har Freud 150 år efter sin fødsel sat sig uudslettelige spor Af Roberta Montanari "Jeg er ikke videnskabsmand, ikke iagttager, ikke eksperimentator, ikke tænker. Jeg er ikke andet end Conquistador, en eventyrer, om du vil oversætte det, med en eventyrers nysgerrighed, dristighed og sejhed." Sådan skrev den østrigske læge Sigmund Freud om sig selv i et brev til vennen Wilhelm Fliess blot et par måneder inde i det 20. århundrede, som han skulle få så stor indflydelse på. Sigmund Freud blev født ind i en jødisk familie i Freiberg den 6. maj Han voksede op i slutningen af det 19. århundrede, som var stærkt præget af seksuelle tabuer. Hysteri, neuroser og nervesvækkelse var udbredte diagnoser, men endnu summede hos datidens store tænkere som Karl Marx og Friedrich Nietzsche formuleringen af det moderne menneskes spaltethed og fremmedgjorthed. Det skulle blive Sigmund Freud, der med opfindelsen af samtalen som behandlingsform og den første egentlige model af psyken, hans model med "det", "jeg" og "overjeg", klarest fik gjort opmærksom på det moderne menneskes grundvilkår, nemlig at det "ikke længere er herre i eget hus". Dermed fik Freud en monumental indflydelse på hele det 20. århundrede, forklarer dr.phil. og mag.art. Ole Andkjær Olsen. Han står bag en række bøger om Freud, blandt andet klassikeren "Freuds psykoanalyse" fra I anledning af psykoanalysens faders 150-årsdag den 6. maj er han desuden medredaktør på festskriftet "Fokus på Freud" udgivet på Hans Reitzels Forlag, hvor 23 bidragydere kommenterer en tekst af mesteren selv. Hvordan står det så til med Freud? Lever hans tanker stadig iblandt os? Og hvad har han lært os? I dag findes et væld af terapiformer, som generelt oplever en stigende vækst. Samtaleformen som middel til at afhjælpe sjælelige onder er for længst cementeret i folkebevidstheden. Spørger man Ole Andkjær Olsen, er han af den opfattelse, at ingen skal tage patent på Freud, og at alle har ret til at udlægge teksten, som de vil. - Begreber som det ubevidste, fortrængning, hæmning, sublimering, regression, narcissisme, ødipuskompleks eller freudian slip nævnes i dag i flæng som dannet konversationsemne til middagsselskaber, oftest uden at man skænker ophavsmanden en tanke, fortæller han. Hvad ville filminstruktøren Woody Allen have været uden Freud, og hvor ville gangsteren med moderbindingen i den amerikanske tv-serie "The Sopranos" gøre af sig selv, hvis ikke på briksen? Fra filmreplikker til vittighedstegninger er Freuds teorier så at sige sevet ned i vor kulturs kollektive ubevidste i en sådan grad, at vi ikke længere ænser afsenderen. Freuds teorier er blevet kulturelt hvermandseje. På den ene side. På den anden side synes videnskaben i dag at have forkastet Freuds teorier som gangbare. Symptomatisk for denne udvikling anbefalede World Health Organisation, WHO, i 1995, at der ikke bør bruges offentlige midler til behandling, som ikke er såkaldt evidensbaseret. Altså ikke baseret på empiriske data, som påviser i hvor høj grad en behandling faktisk

8 virker. Der er blandt Kristeligt Dagblads kilder enighed om, at netop dét er den freudianske psykoanalyses akilleshæl. Freud sætter en individuel standard for effekten af behandlingen frem for en videnskabelig, og derfor lægger hans teorier sig nærmere filosofiens og kunstens enemærker frem for videnskabens målbare felt. I Danmark betaler den offentlige sygesikring da heller ikke for, at patienter kan undergå en tre til otte år lang analyse, hvor patienten fire-fem gange om ugen skal ligge på en briks i tre kvarter med psykoanalytikeren siddende bag sig og i frie associationer fortælle om sin barndom, sine drømme og fantasier. Reelt er der siden 1980'erne sket et verdensomspændende paradigmeskifte inden for psykologien - i Danmark dog først for alvor for 5-10 år siden - hvor Freuds teorier er blevet skiftet ud til fordel for nye teorier, påpeger Irene Oestrich, som er chefpsykolog på Sankt Hans Hospital i Roskilde, hvor hun leder Center for Kognitiv Terapi. Og netop kognitiv- og adfærds-terapi, som i høj grad er effektive og hurtige behandlingsformer, kan ses som de nye arvtagere til psykoanalysen, bekræfter hun. Den kognitive terapi tager udgangspunkt i patientens centrale tankemønstre, som gennemsyrer hans/hendes måde at anskue verden på. Derfor behandles problemer ud fra en nutidig sammenhæng, hvorimod psykoanalysens væsentligste "studieobjekt" er barndommen. Irene Oestrich mener, at langvarig psykoanalyse kan være direkte skadelig, fordi man efterhånden mister troen på, at tingene kan være anderledes. Dog underkender hun ikke Freuds betydning som en af sin tids største tænkere, der bidrog til menneskets udviklingshistorie. Men hans metoder er ikke gangbare ud fra, hvad man ved i dag, mener hun. - Spørger man en neurobiolog, ligger nutidens eksakte viden om hjernens beskaffenhed langt fra Freuds hypotetiske model af bevidstheden. Den har simpelthen ikke noget med virkeligheden at gøre. Det største problem ved psykoanalysen er, at der ingen praktiske, kliniske anvisninger er på, hvordan man løser et givent problem, siger Irene Oestrich. Judy Gammelgaard er lektor i psykologi på Københavns universitet, underviser i Freuds teorier og er medlem af Dansk Psykoanalytisk Selskab, som er officielt anerkendt af det internationale psykoanalytiske selskab, IPA. Hun er enig i, at det skranter med Freuds teorier i dag, men finder årsagen et andet sted: - Man er vendt tilbage til et syn på psyken, som afspejler et før-freudiansk standpunkt. Den empiriske forskning er blevet dogmatisk og positivistisk. Men psykoanalysen vil ikke betragte en isoleret del af psyken, og den hverken kan eller vil sætte en positivistisk standard for psyken, kun en personlig. Derfor er den dominerende holdning, at psykoanalysen skal forkastes som uvidenskabelig, siger Judy Gammelgaard. Hun mener, at Freuds teorier i dag står som en kritisk kommentar til tidens dyrkelse af effektivitet, præstation og målrettethed. Men psyken er langt mere kompleks end som så, påpeger hun. - Der kan være andre værdier, nemlig glæden ved at kende sig selv, indsigten i sine drømme og i sin egen kompleksitet. Mange kunstnere har ladet sig inspirere af psykoanalysen, og det er i høj grad kunstens opgave at formidle en måde, hvorpå det indre kan få udtryk, siger Judy Gammelgaard. Trods massiv kritik af Freuds teorier i især lande som USA og Frankrig, hvor disse har udgjort en reel magtfaktor på universiteterne, er det tilsyneladende ikke let at få ram på de utallige "skibe", som Freud via sit livsværk har sendt af sted på en verdensomspændende rejse, og som i dag "sejler langt fra udgangspunktet," mener Ole Andkjær Olsen. Eksempelvis bruges Freud stadig som "hjælpeteoretiker" inden for en lang række fag som

9 antropologi, sociologi, filosofi, litteratur- og sprogvidenskab. I løbet af de sidste 10 år har tilgangen af unge kandidater til Dansk Psykoanalytisk Selskab desuden været i stabil vækst, påpeger han. Og netop de unge er værd at holde øje med. For hvis Freuds teorier skal have en chance for at udvikle sig og leve videre, sker det ifølge Ole Andkjær Olsen gennem de af hans elever, som tør bryde ud af de givne rammer og overskride de herskende opfattelser - præcis som Freud selv gjorde det på sin egen tid. - Den lige linje fra Freud findes ikke. Der findes kun linjer fra den ene mester til den anden, som eksempelvis den franske psykiater Jacques Lacan, den østrigske psykoanalytiker Melanie Klein, den amerikanske psykoanalytiker Heinz Kohut eller den britiske psykoanalytiker Donald W. Winnicot. I det hele taget er Freud en mesterdisciplin, som går fra det ene geniale, kunstneriske talent til det andet, der alle har sat et personligt stempel på teorierne. Freud er ikke en disciplin for hvidkitlede laboratorieforskere, der fantasiforladt eksperimenterer med hvide mus og udelukkende holder sig til bogen, illustrerer Ole Andkjær Olsen. Men har Freuds formulering af menneskets mørke, ukontrollerbare drifter, som udspringer af det ubevidste, så været med til at frisætte mennesket, sådan som det var Freuds ønske? Ifølge Irene Oestrich har hans teorier paradoksalt nok været med til at fastholde den skam og skyld, som Freud oprindeligt opponerede imod, fordi barndommen i næsten skæbnesvanger grad er kommet til at fremstå som en ubrydelig støbeske for personligheden, man dermed fritages for at stå til ansvar for med henvisning til sin onde barndom. Hertil svarer Ole Andkjær Olsen, at psykoanalysen vil samle stumperne af det opsplittede menneske og gøre det helt igen, men må konstatere, at visse ting er mennesket i kraft af sit ubevidste ganske enkelt ikke i stand til at kontrollere. Har conquistadoren Sigi så vundet eller tabt sit erobringstogt? Der er i hvert fald enighed om, at Freud var en af sin tids allerstørste tænkere med en kolossal betydning for udviklingen af den moderne kultur med sine mange udsendte "skibe," som i dag er sejlet ned i vores kollektive ubevidste og blevet del af den vestlige kulturs selvforståelse. livogsjael@kristeligt-dagblad.dk Fakta: Sigmund Freud Han regnes for psykoanalysens fader. Han blev født ind i en jødisk familie i Freiberg, Moravia, i Østrig 6. maj Familien flyttede få år senere til Wien, hvor Freud voksede op. I 1881 bestod han medicinsk embedseksamen i Wien og begyndte at praktisere som læge. Fem år senere startede han sin egen lægepraksis og giftede sig med sin udkårne Martha Bernays, som han fik seks børn med. Året forinden indledte han et studieophold i Paris hos J.M. Charcot og begyndte systematisk at forske i menneskets psyke gennem analyse af neurotiske privatpatienter. I 1899 udgav han sin banebrydende bog "Drømmetydning." I 1908 indledtes den første psykoanalytiske kongres i Salzburg. I 1913 udgav Freud bogen "Totem og tabu," og samme år blev forholdet til den tidligere ven og kollega C.G. Jung afbrudt. I 1929 skrev Freud "Kulturens byrde." I 1938 invaderede nazisterne Østrig og Sigmund Freud måtte med sin familie i hast forlade sit elskede Wien og flygte til London. Året efter, den 23. september 1939, døde Freud i London.