Prædiken til sidste søndag efter helligtrekonger, Matt. 17, tekstrække.

Transkript

1 1 Nollund Kirke. Søndag d. 5. februar 2017 kl Egil Hvid-Olsen. Prædiken til sidste søndag efter helligtrekonger, Matt. 17, tekstrække. Salmer. DDS 376 Lyksaligt det folk, som har øre for klang. DDS 305 Kom, Gud Helligånd, kom brat! DDS 33 Han, som har hjulpet hidindtil DDS 162 Det var kun en drøm, at han tog os til side. Altergang: DDS 475 Går det, Herre, som jeg vil. DDS 585 Hvor der er tro på Gud. Tekstlæsninger. Denne hellige lektie skrives i Anden Mosebog: Herren sagde til Moses:»Skriv disse ord ned, for det er på grundlag af disse ord, jeg slutter pagt med dig og med Israel.«Så blev han der hos Herren i fyrre dage og fyrre nætter uden at spise eller drikke noget,

2 2 og han skrev pagtens ord, de ti bud, på tavlerne. Da Moses kom ned fra Sinajs bjerg, havde han Vidnesbyrdets to tavler i hånden, da han gik ned fra bjerget. Moses vidste ikke selv, at det strålede fra hans ansigt, fordi Herren havde talt med ham; men Aron og alle israelitterne så, at det strålede fra hans ansigt, og de blev bange for at komme ham nær. Men Moses kaldte på dem, og Aron og alle overhovederne i menigheden kom hen til ham igen, og Moses talte med dem. Derefter kom også alle israelitterne nærmere, og han gav dem besked om alt det, som Herren havde sagt ham på Sinajs bjerg. Og da Moses var færdig med at tale med dem, lagde han et slør over sit ansigt. Men hver gang Moses kom ind for Herrens ansigt for at tale med ham, tog han sløret af, indtil han skulle ud igen. Så gik han ud og fortalte israelitterne, hvad han havde fået befaling om. Og hver gang israelitterne så Moses' ansigt, så de, at det strålede fra hans ansigt; Moses tog da sløret for sit ansigt, indtil han igen skulle ind og tale med Herren. 2 Mos 34, Epistlen skriver apostlen Peter i sit andet brev: For det var ikke udspekulerede fabler, vi byggede på, da vi forkyndte jer vor Herre Jesu Kristi magt og hans komme, men vi havde med egne øjne set Jesu majestæt. For han modtog ære og herlighed af Gud Fader, da der lød en røst til ham fra den ophøjede herlighed:»det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag.«denne røst har vi selv hørt lyde fra himlen, mens vi var sammen med ham på det hellige bjerg. 2 Pet 1, Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Seks dage efter tog Jesus Peter og Jakob og hans bror Johannes med sig og førte dem op på et højt bjerg, hvor de var alene. Og han blev forvandlet for øjnene af dem, hans ansigt lyste som solen, og hans klæder blev hvide som lyset. Og se, Moses og Elias kom til syne for dem og talte med ham. Så udbrød Peter og sagde til Jesus:»Herre, det er godt, at vi er her. Hvis du vil, bygger jeg tre hytter her, én til dig og én til Moses og én til Elias.«Mens han endnu talte, se, da overskyggede en lysende sky dem, og der lød en røst fra skyen:»det er

3 3 min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag. Hør ham!«da disciplene hørte det, faldt de ned på deres ansigt og blev grebet af stor frygt. Men Jesus gik hen og rørte ved dem og sagde:»rejs jer, og frygt ikke!«og da de løftede deres blik, kunne de kun se Jesus alene. Mens de gik ned fra bjerget, befalede Jesus dem:»fortæl ikke nogen om dette syn, før Menneskesønnen er opstået fra de døde.«matt 17,1-9. Prædiken. Forleden dag kom jeg på glatis over for konfirmanderne. Vi var ved at gennemgå trosbekendelsen og jeg havde forklaret, hvordan Jesus steg ned til dødsriget for at bane en vej for de afdøde; en vej til Guds rige. Jeg havde oven i købet vist dem nogle malerier, der i kunstens billedsprog beskrev den ubegribelige hændelse. Siden nåede vi til sætningen om, at Kristus skal komme igen for at dømme levende og døde. Jeg forklarede, at Det Nye Testamente omtaler en dag, hvor Kristus skal holde dom over alle mennesker. Dommen finder sted, når jorden engang går under om det så er, når solen brænder ud eller ved en anden lejlighed. Da skal det afgøres, hvilken videre skæbne det enkelte menneske skal have fremover; om det skal fortabes eller frelses; om det skal i Helvede eller i Himlen. Jeg sagde også, at Jesu offerdød, hvormed han tog straffen for vore synder på sig, giver håb om, at Helvede står tomt efter dommen. Nu er det jo sådan med børn og unge, at de har svært ved at tænke abstrakt og billedligt. De forstår derimod alt konkret og bogstaveligt. Derfor spurgte en af konfirmanderne om, hvordan det kunne lade sig gøre, at man først skal dømmes ved jordens undergang, når Jesus allerede havde banet vejen fra dødsriget til Guds rige mellem langfredag og påskedag. Jeg gav en forklaring, der muligvis er sand: Hvis det virkelig forholder sig sådan, at de dødes opstandelse først finder sted på dommens dag, kan der gå millioner af år fra vores død til vores opstandelse. Men det er faktisk ligegyldigt, for tiden eksisterer ikke for den døde. Når den afdøde vækkes til live igen,

4 4 er det, som om der kun er gået et sekund. I den salme, vi sang lige før, betegner Grundtvig døden som et blund: så er vor død dog kun et blund, / og støvet om en liden stund / får også ørnevinger. Hermed siges det, at man blot vil føle det, som om man vågner af søvne, når Kristi genkomst indtræder og de dødes opstandelse forestår. Som sagt er denne forklaring muligvis sand; men også kun muligvis. Når det kommer til stykket, er vi ude på dybt vand. Vi står over for et guddommeligt mirakel, vi ikke har indsigt i. Vi ved ikke, hvordan Gud bærer sig ad. Vi kender kun resultatet, nemlig at han principielt kan føre alle mennesker døde som levende til en ny form for tilværelse i sit rige. Hvornår og hvordan det sker, har vi reelt ingen indsigt i. Men at han kan og vil gøre det, slår Det Nye Testamente fast. Det er imidlertid en forklaring, som er svær at sælge til konfirmander. Derfor forlod jeg lektionen med en fornemmelse af endnu ikke at have fået ordentligt fodfæste. Det var dog ikke det værste. Det værste var nemlig, at konfirmanderne måske også var kommet på glatis, fordi de havde svært ved begribe, at de nytestamentlige beretninger ikke altid kan tages for pålydende som præcise beskrivelser af, hvordan Gud bar sig ad. Var der tale om objektive gengivelser af letforståelige hændelser, ville vi ikke have haft fire evangelier, der varierer kraftigt fra hinanden. Nej, så ville vi have haft et enkelt autoriseret referat i et enkelt evangelium. Det har vi ikke, fordi vi som jordbundne mennesker er fremmedgjorte overfor Guds undere. Disse undere forsøger de fire evangelister at beskrive betydningen af på hver deres måde. Hver især har de både ret og uret, for når vi forsøger at redegøre for et mirakel, når vi aldrig til den fulde forståelse. Derfor skal vi ikke gøre os nogen forhåbning om at forstå Guds undere til bunds. Vi må blot have tillid til, at de har fundet sted og stadig har betydning for os den dag i dag. Både Kristi opstandelse og himmelfart er historiske hændelser, men det vigtige er ikke, hvordan de forløb. Det vigtige er, at de fandt sted og fik kolossal betydning for hele menneskeslægten. At vi aldrig får den fulde indsigt i Guds mysterier bliver tilsyneladende modsagt i dagens evangelietekst om forklarelsen på bjerget. Her står de tre disciple Peter, Jakob

5 5 og Johannes pludselig ansigt til ansigt med de to gammeltestamentlige helte, Moses og Elias. Eftersom deres storhedstid lå mange århundreder tilbage, er dét, at de pludselig dukker op, et regulært mirakel. Grunden til at de ikke desto mindre gør det er, at de autoriserer Jesus; de siger god for, at han er den, han giver sig ud for at være. Dette understreges af, at han pludselig skifter udseende, idet der udgår et kraftigt lys fra ham. Det særlige ved Jesus bekræftes tilmed af Guds stemme, der siger: Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag. Hør ham! I betragtning af at alt står så lysende klart for de tre disciple, er Peters reaktion fuldt ud forståelig. Alt er blevet så enkelt og anskueligt, fordi både Moses, Elias og Gud selv har bekræftet, hvem Jesus er. Jesu identitet har indtil hændelsen på bjerget været et postulat, disciplene har næret tillid til. Men nogen sikkerhed har de ikke haft. Den sikkerhed får de på bjerget. De fyldes af glæde over ikke at være blevet snydt; over at have satset alt på den rette. Derfor forsøger Peter at fastholde situationen ved at foreslå, at han og de to andre disciple bygger nogle hytter til de tre fornemme herrer. Han ønsker, at de slår sig ned dér på toppen af bjerget, så troen kan fastholdes som vished. Han vil kunne føre andre derop, så også de kan få syn for sagn. Fra nu af behøver han ikke finde sig i, at nogle anser ham for at være en naiv og godtroende særling. Han kan bare følge dem op ad bjerget, så de også kan se de tre mænd, hvis fremtoning vil slette enhver tvivl. Imidlertid må Peter se sine nye drømme gå i opløsning, for Moses og Elias forsvinder, hvorpå Jesus insisterer på, at han og de tre disciple går ned ad bjerget igen. Peter skal ikke være rejseleder til åbenbaringens bjergtop. Han skal tilbage til dagligdagen, hvor tvivlen lidt efter lidt risikerer at gnave sig ind på ham igen for kunne det nu også være rigtigt, hvad de så? Var det ikke bare deres fantasi, der spillede dem et puds? Eller var de faldet i søvn oven på den anstrengende opadstigning, hvorefter de havde drømt det hele? De jordnære forklaringer står allerede i kø og truer med at kvæle al den glæde, der havde fyldt Peter og de to andre disciple.

6 6 Når fortællingen betegnes som Forklarelsen på bjerget, er meningen ikke, at der forklares noget, for der er forskel på en forklarelse og en forklaring. Selvom disciplene bliver bekræftet i deres tro på Jesus som guddommelig, får de ikke en forklaring på, hvordan det kan lade sig gøre. De får derimod en forklarelse. Det uforståelige bliver bekræftet for dem. Der kastes lys over, at det ubegribelige er sandt. Det medfører ikke, at de pludselig forstår det bedre. Forstanden har ikke fået nye indsigter. Men de tre disciple har ikke desto mindre fået et nyt perspektiv på deres tro, og dermed på selve livet. De har fået del i en oplevelse, der er de færreste forundt; en oplevelse, de kan bære med sig som noget uendelig værdifuldt resten af deres liv. Selvom tvivlen - efter oplevelsen på bjerget - sikkert borede sig ind og frembragte en irriterende åndelig kløe hos de tre disciple, så fastholdt de dog troen på det ubegribelige, som forklarelsen på bjerget havde bekræftet sandheden af. I hvert fald henviste Peter senere til hændelsen, hvilket vi hørte i gudstjenestens anden læsning: Det var ikke udspekulerede fabler, vi byggede på, da vi forkyndte jer vor Herre Jesu Kristi magt og hans komme, men vi havde med egne øjne set Jesu majestæt. For han modtog ære og herlighed af Gud Fader, da der lød en røst til ham fra den ophøjede herlighed:»det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag.«denne røst har vi selv hørt lyde fra himlen, mens vi var sammen med ham på det hellige bjerg. En sådan bekræftelse eller forklarelse må langt de fleste af os klare os uden. Vi må nøjes med at tro; tro, at Gud kan udføre det gådefulde og uforståelige. Hvis det ikke var tilfældet, havde han været ude af stand til at give slip på sin almagt og lade sig føde som et lille, skrøbeligt menneske. Dette havde desuden forhindret ham i at lade sig henrette, og når han ikke døde, kunne han heller ikke opstå. Uden Guds gådefulde og uforståelige side ville både han og vi have været deprimerende fattige; for så ville Gud aldrig være kommet os nær. Da ville han have holdt sig langt borte fra både bjergtoppen og det slidsomme menneskeliv på jorden, hvilket blot ville have gjort ham endnu mere gådefuld og uforståelig. Da ville vi ikke have haft kendskab til ham som barmhjertig. Vi ville derimod kun kunne tro på ham

7 7 som en fjern, overnaturlig, majestætisk magt, som vi ikke vidste, om vi skulle elske eller frygte; en guddommelig joker, der fyldte os med lige dele forhåbning og angst. I forhold til dette gudsbillede er den kristne Gud langt mere tillidsskabende, hans gådefuldhed og uforståelighed til trods. Den kristne Gud er nemlig ham, der lod sig føde som mennesket Jesus fra Nazaret for at skabe en vej fra dødsriget til sit eget rige. Det gjorde han, hvad enten det foregik på den ene eller anden måde, eller på det ene eller andet tidspunkt. Når konfirmander eller andre spørger ud fra en bogstavelig forståelse af de nytestamentlige hændelser, kan man let komme på glatis. Men det skyldes ikke, at Det Nye Testamente har uret; blot at det skal forstås som en slags fortællinger, der ikke redegør for, hvordan hændelserne helt præcist forløb, men derimod slår fast, at Gud lod dem ske som mirakler, vi ikke har tilstrækkelig indsigt til at forstå fuldt ud. Vi må give afkald på vores krav om forklaring og nøjes med en form for forklarelse i troen på, at Det Nye Testamentes hovedbudskaber er sande; budskaberne om, at Gud lod sig føde som Jesus Kristus, at han lod sig henrette for at tage straffen for de ugerninger, vi begår, på sig, og for at bane vejen fra dødsriget til Guds eget rige. Mere behøver vi ikke vide for at genvinde balancen og få fast grund under fødderne. Amen.