Otte års. seksualundervisning i Vietnam. Dansk Vietnamesisk Forening Nr 3 3 kvt årgang 40 ÅRET FOR DANSK ANERKENDELSE AF VIETNAM

Transkript

1 Dansk Vietnamesisk Forening Nr 3 3 kvt årgang Otte års seksualundervisning i Vietnam 40 ÅRET FOR DANSK ANERKENDELSE AF VIETNAM Foto: Nis Jensen BESØG FRA VIETNAM

2 Redaktion: Jørgen Prag (ansv), Peter Wulff Kåri, Inger V. Johansen, Morten Rasmussen, Ingeborg Rasmussen Oversættere: Inger Vinther Johansen, Morten Rasmussen Majbrit Sunesen Grafisk tilrettelæggelse: Nis Jensen Redaktionen er afsluttet 23. september Deadline nr 4, 2011: 3. november Dansk Vietnamesisk Forening Nattergalevej 6, 1. sal 2400 København NV Kontortid: Tirs- og torsdag Tlf: (hele døgnet) mail: Foreningens formål er at befordre samarbejde og forståelse mellem Danmark og Vietnam og fremme venskabet mellem danskere og vietnamesere. 1 årigt prøvemedlemskab: 125 kr. inkl. blad Derefter årligt 215 kr. inkl. blad 160 kr. for unge under uddannelse, pensionister og andre ubemidlede. Yderligere medlemmer af samme husstand: 60 kr. hver 600 kr. for organisationer. Abonnement: 110 kr. årligt Giro: Reg. nr konto Foreningens formand: Jørgen Prag: tlf INDHOLD 40 året for dansk anerkendelse af Vietnam 3 Otte års seksualundervisning i Vietnam 6 Vietnamesisk bådflygtning 8 Emneuge om børn fra andre verdensdele 12 Fuld fart og høje ambitioner 13 Child Survival projektet fortsætter i En travl sommer. Nyt fra Hospitalsindsamlingen 14 Besøg fra Vietnam af medarbejdere fra Shelter projektet 15 Inspirerende aktivist og redaktør. Nekrolog, Vagn Søndergaard 16 Kort nyt 18 Køb et lakmaleri og støt socialt udsatte børn i Vietnam 19 SHELTER INDSAMLINGEN Hjælp socialt udsatte børn i Vietnam Gennem en tryg og kompetent indsats får omsorgssvigtede og misbrugte piger og drenge en ny start på livet. Indsamlingens konto i Nordea: (2290) Forslag til foredrag og andre aktiviteter modtages gerne Annoncepriser: 5 kr pr spalte mm bagsiden og side 3, 5 & 7: +1 kr, fast indrykning: -1 kr Tryk og repro: Lassen Offset A/S Oplag: ISSN Vestergade 16, København K Tlf Fax danviet@danviet.dk Side 2 VietNam interkulturel kommunikation intensive sprogkurser tolkning oversættelse specialrejser

3 40 året for dansk anerkendelse af Vietnam Danmark anerkendte Den Demokratiske Republik Vietnam i november Her er begivenhederne, der førte til den danske anerkendelse, og en situationsbeskrivelse af Vietnamkrigens sidste år Af Kirsten Vagn Jensen Da den danske regering 25. november 1971 gav den Demokratiske Republik Vietnam (DRV) sin diplomatiske anerkendelse, var det ingen selvfølge. Regeringen Jens Otto Krag med K.B. Andersen som udenrigsminister forklarede ganske vist pressen, at det var business as usual, idet man i Danmark i henhold til suverænitetsprincippet jo altid anerkendte det styre, der havde den faktiske, suveræne magt i et land. Men der var bare den hage ved forklaringen, at DRV kun udøvede denne magt ned til den 17. breddegrad. Det valg der i henhold til Geneveaftalerne fra 1954 skulle afholdes inden to år og ende med et genforenet Syd og Nord, var jo aldrig blevet holdt, fordi amerikanerne frygtede at Ho Chi Minh ville vinde stort. USA havde støttet franskmændene økonomisk de sidste fire år af deres kolonikrig, helt til det endelige franske nederlag ved Dien Bien Phu i Med baggrund i præsident Dwight D. Eisenhowers såkaldte dominoteori, ifølge hvilken kommunistisk fremgang i et land ved en kædereaktion ville medføre, at også de omliggende lande ville falde som dominobrikker for kommunismen, begyndte USA nu for alvor at engagere sig. I stedet for at afholde det planlagte valg, som skulle føre til genforening af landet, blev Sydvietnam udnævnt til selvstændig republik med Saigon som hovedstad og Ngo Dinh Diem som præsident. Til at begynde med sendte USA kun militærrådgivere for at få opbygget en effektiv hær i syd. Men Diems i realiteten diktatoriske styre mødte stadig mere folkelig modstand, så USA måtte sætte stadig større ressourcer ind for at forsøge at stabilisere styret. Fra 1960 blev den spredte modstandsbevægelse i syd formelt samlet i FNL, Fronten til National Befrielse. FNL blev støttet fra nord, fordi Ho Chi Minh og hans kommunistparti nu havde opgivet håbet om at opnå en genforening af Syd og Nord ad politisk vej. eller mindre revolutionær observans, der kaldte til demonstrationer, efterfulgt af møder med bredere politisk sigte, arrangeret af de politiske ungdomsorganisationer DSU og SUF, Frit Forum, Radikal Ungdom og Studentersamfundet. Efterhånden som amerikanerne optrappede krigen til fuld luft- og landkrig, hvor mere end en halv million amerikanske tropper var engageret, opstod behovet for at skabe fastere organisatoriske rammer for det videre arbejde i Vietnam-bevægelsen. Men det viste sig snart at uenighederne var for store til at rumme de to hovedtendenser i en organisation. Den mest radikale fløj blev i 1967 samlet i De Storkøbenhavnske Vietnamkomiteer under parolen USA ud af Vietnam! og i december 1968 oprettedes De Danske Vietnamkomiteer (DDV) med et klart anti-imperialistisk grundlag.. Men også andre grupper og enkeltpersoner søgte at påvirke opinionen i Danmark og ikke mindst politikerne - ved at skrive artikler og debatindlæg, som bragte mere etiske og humanitære aspekter på den mere og mere altomfattende krig. Danmark var en af USA s nære allierede, og med Per Hækkerup som socialdemokratisk udenrigsminister fra 1962 til 1966 var der tilsyneladende ingen slinger i valsen: Man var overbevist om den amerikanske fredsvilje i denne ulykkelige krig, som det gerne hed under folketingsdebatterne. Udadtil var der altså fælles fodslag, mens der bag kulisserne nok var en del splittelse i forhold til Socialdemokratiets opbakning til USA s krigsførelse danske underskrifter I løbet af 1967 voksede den danske modstand mod Organiseret modstand Fra midten af 1960 erne opstod organiseret modstand mod Vietnam-krigen i USA, ikke mindst efter at der blev indført almindelig værnepligt. Næsten parallelt dannedes protestbevægelser i mange andre lande, herunder Danmark. Til at begynde med var det spredte lokale grupper af mere Foto: UPI Jens Otto Krag med den amerikanske præsident Lyndon B. Johnson. Washington, VietNam Side 3

4 krigen i Vietnam via møder, protestannoncer og demonstrationer. Ikke mindst indsamlingen til en helsidesannonce i New York Times 27. juni 1967 med krav om et totalstop af bombardementerne af Nordvietnam blev en stor succes. De danske underskrifter blev afleveret til statsminister Jens Otto Krag med opfordring til at bringe budskabet videre, når han kort efter var gæst hos præsident Lyndon B. Johnson. I april 1967 var der i Stockholm blevet gennemført et såkaldt Russell-tribunal for at afhøre en række vidner, bl.a. deserterede amerikanske soldater, om hvordan krigen i Vietnam faktisk blev ført. Det var aftalt, at et kommende Russelltribunal skulle holdes samme efterår i Paris. Men efter at præsident Charles de Gaulle via en opringning fra præsident Johnson fik at vide, at tribunalets afholdelse ville blive betragtet som en fjendtlig handling over for USA, forbød han dets gennemførelse. En arbejdsgruppe, som bl.a. bestod af Johs. Glavind (som senere blev formand for DVF), Erik Vagn Jensen, Ole Wivel og Ebbe Reich, havde allerede taget initiativ til at danne et Dansk Bertrand Russell Råd for at støtte den engelske filosofs forsøg på at få undersøgt de formodede krigsforbrydelser i Vietnam. Efter de Gaulles afslag henvendte Jean Paul Sartre sig nu til Dansk Bertrand Russell Råd og fik kort efter rådets tilslutning til at gennemføre tribunalets anden session i Danmark. Da Krag bøjede sig Da den danske presse fik nyheden, ringede journalisterne straks til statsminister Krag i New York for at få hans kommentar. Den lød: Det ville være en uvenlig handling over for USA, og den danske regering er modstander af at tribunalet blev holdt i Danmark. Krag forbød dog ikke tribunalet, men ville blot forhindre det. Og man gjorde virkelig, hvad man kunne: Det ene konferencelokale efter det andet trak sig fra aftaler om at huse tribunalet. Men mest truende forekom Krags udsagn til pressen om, at regeringen ville benytte de legale midler, som den mtte finde hensigtsmêæssige for at undgå tribunalet. Det ville bl.a. sige at nægte at udstede visa til de vidner, som måtte have brug for det, for overhovedet at kunne optræde ved tribunalets høringer. I praksis betød det, at vidner fra Nordvietnam og endda visse af Russell-tribunalets egne medlemmer ikke ville kunne komme ind i Danmark. Det førte til intense telefonsamtaler mellem Dansk Bertrand Russell Råds sekretær, Erik Vagn Jensen, og Ole Wivel. En aften fik en af dem den lyse idé at man jo kunne placere de nordvietnamesiske vidner i Malmø, bånde deres vidneudsagn og bringe dem med flyvebåd til København og derfra videre til Roskilde, hvor tribunalet endelig havde fundet et mødelokale. Det ville muligvis give endnu mere PR for sagen! Det viste sig senere, at det var netop den idé, 30/ i Statsministeriet ses Bertrand Russell Rådets danske repræsentanter: Ebbe Kløvedal Reich, Erik Vagn Jensen og Ole Wivel sammen med Jens Otto Krag og udenrigsminister Hans Tabor der fik Krag til at indkalde Ole Wivel, Ebbe Reich og Erik Vagn Jensen til et møde i Statsministeriet med den nye udenrigsminister Hans Tabor. Her meddelte Krag, at man stadig var modstander af tribunalet, men havde besluttet at give visa til vidnerne. Til pressen erklærede han, at der var kommet nye oplysninger i sagen. Først under en frokost i 1974, da Krag havde trukket sig ud af politik, betroede han Erik Vagn Jensen og Ole Wivel, at det var oplysningen om flyvebådene (som han fik via telefonaflytning), der ændrede beslutningen. Men selv om Krag i det ydre opretholdt distancen til Russell-tribunalet, havde han i sommeren 1967 som gæst hos præsident Johnson flere åbenhjertige samtaler på tomandshånd med ham, hvor temaet var Vietnam-krigen. Her fremførte han, at kun forhandlinger baseret på Geneve-aftalerne fra 1954 kunne skabe en varig løsning, og at ogsâ FNL burde være repræsenteret. Disse samtaler fortalte han bl.a. sin senere forsvarsminister, Kjeld Olesen, om. I november 67 løb den 2. session af Russelltribunalet af stabelen i Roskilde. Alle vidner fik deres visa, også dem fra Nordvietnam. Tribunalet blev et vigtigt led i danskernes bevidstgørelse om det mareridt, Vietnam-krigen reelt var. Dansk Bertrand Russell Råd opløste sig selv efter sessionen i Roskilde. Ved det afsluttende møde fremlagde arbejdsgruppen resultaterne og dens planer for fremtiden. De gik ud på at skabe en langt bredere folkelig bevægelse for at støtte Vietnam, og desuden arbejde på at få etableret en vietnamesisk repræsentation i København. Oprettelsen af Vietnam 69 Den hidtil største demonstration 27. april 1968 fik stor opbakning med deltagere på Christiansborg slotsplads, og forløb fredeligt indtil afslutningen ved den amerikanske ambassade. Her kom det til voldsomme sammenstød med politiet, og en gruppe militante aktivister gik til kamp mod politiet. Det resulterede i flere sårede demonstranter og ca. 50 arresterede. Bagefter kom det til en stor debat om bevægelsens må og midler, og striden mellem de to fløje blev yderligere uddybet. Flere af initiativtagerne til Russell-tribunalet bl.a. Johs. Glavind, Erik Vagn Jensen og Ole Wivel havde oprettet Gruppe 7 som mente, at det var stærkt kontraproduktivt og alt for let angribeligt. De havde gennem deres kontakter til det kæmpende Vietnam fået vished for, at vietnameserne var interesseret i at aktivere befolkningen mere bredt, og helst sådan, at fagbevægelsen og de parlamentariske partier, herunder Socialdemokratiet, også for alvor engagerede sig. Svaret blev oprettelsen af Vietnam 69 den 19. januar Initiativgruppen var Gruppe 7, som ret hurtigt i 1968 fik skabt kontakt med Anker Jørgensen, John Mølgaard og Thomas Nielsen fra fagbevægelsen, og fra det parlamentariske liv kulturminister Bodil Koch. Hun var kendt for at gå imod partilinjen i flere udenrigspolitiske anliggender, og havde blandt andet taget klart stilling mod atomoprustning og den amerikanske intervention i Vietnam. Et af de opstillede mål for Vietnam 69 var at starte en indsamling med det humanitære mål at få genopbygget et bombet hospital i Nordvietnam og indkøbe kirurgiske instrumenter til FNL i Syd. Det initiativ løb ind i utrolige chikanerier fra den daværende borgerlige regering, men det endte med at indsamlingen blev erklæret lovlig og blev en pæn succes. PRG-kontor på Amalievej Foto: Mogens Ladegård Det andet mål: at få oprettet en diplomatisk repræsentation for FNL i København, takkede FNL i første omgang nej til. Det skete først, da PRG - den Provisoriske Revolutionsregering - var blevet dannet i august 1969, og man nu havde Side 4 VietNam

5 USA ud af Indokina" - med rasende angreb i den borgerlige presse til følge. Men en voksende majoritet i Danmark indså krigens meningsløse gru. Blandt vidnerne ved den tredje samling var bl.a. Frode Jakobsen, som sammen med den tidligere amerikanske justitsminister Ramsey Clark havde bevidnet den amerikanske bombning af digerne i Nordvietnam. De delegerede fra Indokina ved demonstration 14/ , som var arrangeret af både Vietnam 69 og De Danske Vietnamkomiteer stærkt brug for at være repræsenteret i Europa - ikke mindst i et NATO-land som Danmark. PRG-kontoret kom til at ligge på Amalievej, og bag oprettelsen af informationskontoret stod både De Danske Vietnamkomiteer, Vietnam 69 og Socialdemokratiet. Det sidste var ikke mindst interessant. Den hidtidige socialdemokratiske holdning var nu ændret. Folk som Jens Kampmann, Anker Jørgensen, John Mølgaard og K.B. Andersen havde lagt den nye linje. Anker Jørgensen, som var SiD s formand, blev senere formand for Vietnam 69. Inspiration fra Sverige Den mere dristige kurs var sikkert også inspireret af det svenske socialdemokrati. Sverige var ikke medlem af NATO, og stod derfor meget friere i forhold til USA. Især havde Olof Palme allerede i 1968 tirret USA ved personligt at gå med i en stor Vietnam-demonstration, hvorefter den amerikanske ambassader var blevet hjemkaldt. Året efter, i 1969, da Palme var blevet statsminister, anerkendte Sverige som den første vesteuropæiske regering DRV. oktober 1972 i København, og Vietnam 69 havde påtaget sig værtskabet. For at markere dette betydningsfulde skift i dansk udenrigspolitik havde statsminister Krag sagt ja til at åbne Den internationale Undersøgelseskommissions 3. Samling i København. Som bekendt fratrådte Krag som statsminister dagen efter at folkeafstemningen om EF var i hus, og udnævnte Anker Jørgensen som sin afløser. Det blev altså Anker Jørgensen, der fik æren af at åbne den tredje samling i den gamle Landstingssal, hvor han ufortøvet fordømte de amerikanske bombardementer i Vietnam og erklærede Jeg ønsker Våbenhvile og kapitulation Da julebombardementerne over Hanoi og Haiphong i 1972 blev iværksat med utallige civile ofre til følge, voksede modstanden mod krigen også i borgerlige kredse. Kort efter enedes de stridende parter efter fire års fredsforhandlinger i Paris om en våbenhvile. Dens første paragraf var ensbetydende med amerikansk kapitulation over for de vietnamesiske krav: USA og alle lande respekterer Vietnams uafhængighed og suverænitet, enhed og territoriale integritet som anerkendt i Geneveaftalen om Vietnam. Men der skulle gå yderligere to år, før det hele var forbi og amerikanerne trak sig endegyldigt ud af Vietnam. Anerkendelsen Ved folketingsvalget 21/ udskiftedes VKR regeringen med en tredje socialdemokratisk mindretalsregering under Jens Otto Krag, støttet af SF. Udenrigsminister K.B. Andersen meddelte den 25. november 1971 at Danmark havde givet sin diplomatiske anerkendelse af den Demokratiske Republik Vietnam (Nordvietnam), samtidigt med Norge. Noget af en milepæl i Vietnam-bevægelsens annaler. Som opfølgning på Russell-tribunalet havde svenskerne med bl.a. Gunnar Myrdal i spidsen nedsat en kommission til undersøgelse af USA s krigsforbrydelser i Indokina. Kommissionens tredje samling var planlagt til Foto: Jakob Maarbjerg, Vietnam 69 Statsminister Anker Jørgensen hilser 10/ på lederne af den vietnamesiske delegation ved åbningen af 3. samling af Russell krigsforbyder tribunalet i København VietNam Side 5

6 Otte års seksualundervisning i Vietnam Efter otte års arbejde i Vietnam gør Sex & Samfund sig nu parat til i 2012 at afslutte det projekt, som har tilbudt seksualundervisning til unge vietnamesere og deres forældre. Men selv om pengene fra Danmark forsvinder, fortsætter arbejdet i Vietnam Tekst & foto: Mikkel Dalum, Sex & Samfund jeg deltog i klubmøderne, troede jeg, at drenge og piger kunne få børn uden at -Før have sex. Faktisk fik jeg en gang fortalt, at børn kunne komme ud gennem armhulerne. Jeg vidste stadig ikke, hvordan det foregik. Indtil for nylig. Det er meget brugbart at lære om køn, reproduktiv sundhed, seksuel sundhed og kroppens udvikling. Det er meget mindre kompliceret, end jeg troede, siger 17-årige Thuy fra Nam Dinh provinsen i det nordlige Vietnam. Thuy er et godt eksempel på, hvorfor Sex & Samfund i 2003 valgte at starte et projekt, hvor unge, deres forældre og lokale ledere kunne modtage undervisning i køn, seksualitet, sexsygdomme, graviditet, abort, prævention, sundhed og rettigheder. Formålet er, at de unge får en større viden og styrker deres kompetencer til at kunne træffe valg, der vedrører deres krop, sundhed, seksualitet og fremtid. Sex & Samfund har fra starten samarbejdet med den vietnamesiske partnerorganisation Research Centre for Gender, Family and Enviroment in Development (CGFED) om at give information og undervisning til de unge vietnamesere om blandt andet uønskede graviditeter, retten til abort og bekæmpelse af seksuelle overgreb. Projektet er gennemført med støtte fra Danida. Den danske del af støtten afsluttes i midten af Otte klubber i fire kommuner Som resultat af projektet er der i alt oprettet otte forskellige klubber i fire kommuner i det nordlige, centrale og sydlige Vietnam. Her kan de unge to gange om måneden og forældre en gang om måneden komme til møder, hvor der fortælles om forskellige emner inden for seksuel og reproduktiv sundhed. Desuden er der i hver klub oprettet et bibliotek, hvor der er bøger og andet materiale om seksualitet og sundhed, som man kan søge oplysninger i. Læsematerialet er rettet mod forskellige aldersgrupper. Udover møderne og bibliotekerne er det også en del af projektet at instruere lokale undervisere, så de senere kan undervise forældre og de unge i reproduktiv og seksuel sundhed og rettigheder. Herudover er lokale ledere og medier inddraget for at få støtte og give opbakning til projektet - og for at få spredt nogle af budskaberne gennem de lokale medier. - Beslutningstagere er ikke løsrevet fra deres lokalsamfund. Det er også vores børn, som drager fordel af de forbedringer, vi som følge af projektet har set i vores by, siger Pham Kim Thuc, der er leder af den lokale kvindeunion i Cao Bo i Yen Hong kommune, Y Yen distrikt i Nam Dinh. Fra starten har det været centralt at inddrage forældrene i projektet og give dem mulighed for også at modtage informationer, så de støtter op om, at de unge deltager i møderne og så de selv får mere Side 6 VietNam

7 brugbart viden inden for seksuel og reproduktiv sundhed. - Det vigtigste ved projektet er, at det informerer unge om seksuelle relationer mellem mænd og kvinder og om seksuelt overførte sygdomme. Når unge ved mere, kan forældrene føle sig mere sikre på, at deres børn har den nødvendige viden, når de kommer ud i verden, siger Hahn, der er mor til en ung mand på 22 og to teenagepiger på 14 og 17 år. Frihed til at bestemme selv De unge har været i fokus fra starten og der har gennem hele projektet været gjort en særlig indsats for at de unge bliver inddraget. - Jeg tror, at vi gennem projektet har været med til at lukke op for de unges selvstændighed i bred forstand. I Vietnam er det stadig sådan, at de fleste unge skal rette sig efter, hvad deres forældre siger - men gennem projektet har de unge fået en frihed til at være med til at bestemme nogle ting selv. På den måde har vi skabt grobund for, at de unge i højere grad har kunnet skabe et selvstændigt ungdomsliv, siger Elisabeth Riber Christensen, der arbejder i Sex & Samfund. Projektet fortsætter efter 2012 Den danske støtte løber ud i 2012, men det betyder ikke, at der lukkes og slukkes for projektet. Målet er nu at aktiviteterne ikke bare fortsætter, men udvides i de kommende år. CGFED vil prøve at sprede den gode model for seksualundervisning og oplysning om reproduktive rettigheder og sundhed, som man har opbygget gennem otte år, til andre kommuner i Vietnam. Det er allerede lykkedes at få seksualundervisning ind som en aktivitet i 40 skoler i Nam Dinh provinsen. Herudover er CGFED begyndt at få spredt projektets aktiviteter til andre dele af Vietnam. - Bæredygtigheden i projektet begynder at vise sig. Det er utroligt tilfredsstillende, at det officielle Vietnam har fundet for eksempel seksualundervisning så relevant, at de nu i dele af Vietnam optager det i deres undervisningsaktiviteter. Vi har fra starten mødt stor opbakning fra de lokale Lidt over tre procent af unge vietnamesiske kvinder rapporterer, at de har haft sex før ægteskabet. Det er meget ofte med den mand, som de senere bliver gift med. Hvis man spørger de kvinder, der allerede er gift, stiger tallet til 15 procent. Omkring en tredjedel af unge mænd mellem 22 og 25 år fra byområder har haft sex før ægteskabet, mens tallet for dem på landet er lidt over en fjerdedel. Kilde: Survey Assessment of Vietnamese Youth, www Sex før ægteskabet sexogsamfund.dk ledere, og det er en af grundene til at det nu er muligt at udbrede aktiviteterne. Det opmuntrende, at projektets aktiviteter begynder at sprede sig til andre kommuner og amter, siger Elisabeth Riber Christensen fra Sex & Samfund VietNam Side 7

8 Vietnamesisk bådflygtning Bestyrelsesmedlem i DVF, Vân-Khanh Dang, skriver om flugten fra Vietnam 30. april 1975, om hvordan de blev reddet af et dansk skib og om den store omvæltning det er at komme fra et asiatisk til et vestligt samfund Af Vân-Khan Dang Foto: Tine Harden Min far var en kendt journalist og avisudgiver, og min mor arbejdede som sekretær i Udenrigsministeriet i Sydvietnam. I al den tid vi boede i Sydvietnam, var begge mine forældre udearbejdende, og som den ældste i søskendeflokken havde jeg ansvaret for mine yngre søskende. Min far var travlt optaget af at skrive om borgerkrigen i Vietnam, og hans redaktionelle linje var klart antikommunistisk og pro-amerikansk. Som barn flygtede han fra Nordvietnam sammen med sin mor, da Japan var ved at invadere i Planen var, at hans far og to søskende senere skulle komme til Sydvietnam, men de kom aldrig. Forrige år besøgte min far sin fødeby i Vietnam, og der erfarede han, at hans far og to søskende var døde. Omstændighederne omkring deres død kender vi stadig ikke til. Økonomisk hørte min familie til de velstillede i Saigon, hvilket ikke betød, at vi var rige, Vân-Khanh Dang Født i 1958 i Vietnam. Kom til Danmark som bådflygtning i 1975 sammen med sin familie. Uddannet regnskabsassistent hos A.P.Møller. Uddannet merkonom og håndarbejdslærer. Har arbejdet som økonomiassistent, designer og pædagog. Bestyrelsesmedlem i Dansk Vietnamesisk Forening. Gift og boede i rækkehus i Høje Tåstrup sammen med mand og to sønner. Familien er nu flyttet til Odense. men råd til en køkkenpige, havde vi dog. På min mors arbejdsplads i udenrigsministeriet var der en turnusordning, og det gjaldt også for sekretærfunktioner på de sydvietnamesiske ambassader i udlandet. Da jeg var 15 år, blev min mor udstationeret på ambassaden i Marokko. Min mors fravær fra hjemmet betød, at jeg fik ansvaret for mine mindre søskende, og min lillebror var på daværende tidspunkt godt 2 år. Samtidig rejste min far ofte til udlandet for at dække nyhederne i udlandet som fx i 1973, da der blev underskrevet en fredsaftale mellem Nord- og Sydvietnam i Paris. Min far stolede blindt på fredsaftalen, selvom nordvietnamesiske tropper i løbet af foråret 1975 indtog vigtige steder i Sydvietnam, og mange af vores venner flygtede ud af landet bl.a. min onkel og hans familie. I sidste øjeblik erkendte min far, at situationen i Sydvietnam var håbløs, og at hans antikommunistiske holdninger ville bringe ham bag lås og slå under det nye styre. Min mor opholdt sig stadig i Marokko, og min ældste lillebror var på studieophold i Paris, så det var mit ansvar at forberede flugten. Jeg begyndte at pakke familiens tøj ned i en kuffert og fandt også plads til en flot vietnamesisk kjole. Du skal ikke på ferie, lød min fars besked, og med sorg måtte jeg skille mig af med den. 30. april 1975 flygtede vi. Det var samme dag som tropperne indtog præsidentpaladset og Sydvietnam kollapsede. Vi så kampvognene køre gennem gaderne. Om aftenen fik min far et tip om, Side 8 VietNam

9 at der sejlede et skib fra havnen i Saigon i løbet af natten, og vi skyndte os af sted. I havnen var der masser af mennesker, der ville med skibet. Folk stod ikke i kø, men skubbede og masede for at komme ombord, og flere personer blev efterladt på kajen. Godt flygtninge blev stuvet sammen på skibet. Det hele gik så hurtigt, at jeg kun nåede at få noget mælkepulver med til min lillebror, men intet at drikke. På skibet sad vi ved siden af en familie, der havde forberedt sig godt til rejsen og medbragte flere tyveliters vanddunke, som de havde skjult under en presenning. Ved hjælp af en neglesaks prikkede jeg hul i en af dunkene og fik lidt vand til at røre mælkepulveret op med. Hvis familien havde opdaget vores lån, havde vi fået bank. Heldigvis blev vi samlet op efter få dages sejlads (2. maj, red.) i Det Sydkinesiske Hav af et dansk handelsskib, Clara Mærsk, der sejlede os til Hongkong. Efter et kort ophold i en flygtningelejr blev vi tilbudt at komme til Danmark, i alt 100 fra lejren fik samme tilbud. Oprindeligt ønskede min far at komme til USA, men han besluttede sig for at takke ja. Da vi ankom i Kastrup Lufthavn i august måned var vi klædt i tykke jakker med pelsværk, som vi havde fået udleveret i lejren. Alligevel frøs vi, selvom solen skinnede. Jeg undrede mig over, hvordan danskerne kunne holde varmen i deres tynde sommerklæder. I Danmark sover man med dyner Umiddelbart efter vores ankomst til Danmark blev vi genforenet med min mor og ældste lillebror. Da Sydvietnam faldt og ambassaden i Marokko lukkede, skyndte min mor sig til Paris, hvor min bror opholdt sig. Så snart de hørte, at vi opholdt os i Danmark, kom de hertil. Alle 100 bådflygtninge blev installerede i lejligheder i Tåstrupsgård. Dansk Flygtningenævn havde i forvejen snakket med folk i området og forberedt dem på, at der kom flygtninge fra Sydvietnam dertil, og vi blev mødt med en blanding af venlighed og naturlig nysgerrighed, da vi flyttede ind. Den måde, vi blev modtaget på, gjorde et stort indtryk på mig. Ikke mindst at så mange børn kom og hilste på os og hjalp os med praktiske ting som fx at komme betræk på dynerne og at rede senge. Det var første gang, jeg så dyner, for i Vietnam var det for varmt til at sove med andet end tæpper. De viste mig, hvordan et komfur fungerede, da jeg i Vietnam var vant til lave mad på gas og olieblus. Sjovt nok blev to af mine brødre hurtigt populære, da det rygtedes, at de begge havde det sorte bælte i taekwondo. Som følge af de populære Kung Fu film, var mange unge begyndt at dyrke karate og taekwondo i Danmark. Mine brødre var henholdsvis 13 og 15 år og blev på et tidspunkt inviteret ind i TV byen for at demonstrere deres færdigheder. Den første taekwondoklub i Danmark lå i Ballerup, og da nogle medlemmer så indslaget, bad de mine brødre om at hjælpe til i klubben. Således var de med til at udvikle sportsgrenen i Danmark, og i dag er de begge kendte instruktører og har vundet mange internationale præmier bl.a. europamesterguld. Hvem er jeg? Det var en stor omvæltning at komme fra et asiatisk til et vestligt samfund. I Vietnam var jeg åben over for amerikansk livsstil og kultur, ikke mindst beatmusikken, som jeg var vild med. Min far havde et stort kendskab til fransk kultur og litteratur, og han spillede ofte franske grammofonplader. Så vestlig livsstil var mig ikke fremmed, men mit syn på tilværelsen var præget af vietnamesisk tankegang og de tætte familiebånd. Jeg var 17 år, og jeg skulle finde min egen identitet i mit nye land. Hvem var jeg? Var jeg vietnameser, eller var jeg nødt til at blive dansker og udvikle en identitet, der passede til det danske samfund? Det var nogle af de spørgsmål, som jeg tumlede med i mange år. Det var lettere for mine mindre søskende at falde til i Danmark, idet de hurtigt begyndte på den lokale folkeskole. Jeg kunne ikke blive optaget på et gymnasium, selvom jeg var færdig med 10. klasse i Vietnam. Efter et syv måneders danskkursus på en sprogskole, blev jeg sat ned i 9. klasse. Jeg klarede mig fint især i matematik og fysik og afsluttede begge fag med karakteren 13. Derimod fik jeg 6 i dansk, hvad der tog hårdt på min selvtillid. Efter niende klasse valgte jeg at tage en HF eksamen. Af natur var jeg meget udadvendt, og jeg fik hurtigt mange venner i Danmark, samtidigt med at jeg havde en stor vietnamesisk omgangskreds. Mange vietnamesere i Danmark var katolikker, og de arrangerede fx korsang og katolske weekender. Selv var jeg buddhist, men det afholdt mig ikke fra at deltage i deres aktiviteter. Jeg havde en evne til at tilpasse mig der, hvor jeg kunne lide at være, og det gjaldt også, når jeg var sammen med mine danske venner. Meget i den danske kultur virkede udfordrende på mig, fx at mine danske venner både røg og drak, Foto: Wilfred Gluud at de var seksuelt frisindede. Ikke at det afholdt VietNam Side 9

10 mig fra at være sammen med dem, men når de blev for fulde, gik jeg hjem. Det kedede mig simpelthen! Selv var jeg ikke opdraget til at gøre, hvad jeg havde lyst til, men til hvad der var passende. Og det var ikke passende at ryge, drikke og have forskellige kærester. I Danmark kunne man tilsyneladende gøre, hvad man havde lyst til: Unge flyttede hjemmefra som attenårige, de valgte selv, hvilke uddannelser, de ville tage. De mange muligheder forvirrede mig, og jeg følte mig som et barn i en slikbutik, hvor der var frit valg på alle hylderne. Mine forældre blandede sig ikke At træffe de rette valg og at finde en balance mellem danske og vietnamesiske værdier, var en indre konflikt i mig. Efter vi var kommet til Danmark blandede mine forældre sig ikke i mit liv. De lagde op til, at vi selv tog ansvar for vores liv, og de havde selv svært ved at skabe sig en ny tilværelse i Danmark. Især var omstillingen hård for min far. Fra at have været en kendt og respekteret medieperson i Sydvietnam, var hans status nu reduceret til flygtning. Begge mine forældre følte sig usikre på fremtiden, og havde ikke meget overskud til os børn. Vi var stort set overladt til os selv, og det gjaldt også pasningen og opdragelsen af vores yngste bror, som vi fire søskende i fællesskab tog os af. Langsomt fandt min far sig til rette i en ny rolle som forfatter, og efter nogle års danskundervisning udarbejdede han en vietnamesiskdansk ordbog. Desuden skrev han bøger om Vietnam-krigen og om vietnamesiske forhold, og han er i dag et kendt navn i vietnamesiske kredse i USA, og en efterspurgt foredragsholder især i udlandet. Min mor helligede sig fra første dag i Danmark min fars karriere og opgav selv at skabe en. Set med feministiske øjne lever hun min fars liv. Hun er opdraget til at indordne sig sin mand, og det er sådan, hun vil leve. Om det er godt eller skidt, vil jeg ikke vurdere, men selv valgte jeg en anden måde at leve på. Drømmen om at blive designer Efter min HF-eksamen i 1979 fik jeg en elevplads i regnskabsafdelingen i AP Møller. Egentlig ville jeg gerne uddanne mig som designer, men min asiatiske fornuft valgte trygheden og en fast lønindtægt. Mine forældre var stolte af mig, og deres respekt og anerkendelse betød meget for mig. Årene hos AP Møller var gode, og jeg fik en uddannelse som regnskabsassistent sideløbende med, at jeg tog en merkonomuddannelse i regnskab. Hos AP Møller blev der arrangeret mange fælles aktiviteter for personalet bl.a. sportsarrangementer. Ikke at det interesserede mig særligt, men jeg deltog alligevel, som sagt var jeg god til at tilpasse mig. Jeg havde et godt forhold til mine kollegaer. De fleste var allerede gift og havde børn. Selv flyttede jeg først i egen lejlighed som 24 årig. Med undren hørte jeg nogle af mine kollegaer tale om, at de håbede på, at deres børn flyttede hjemmefra, så snart de var fyldt 18 år. At betragte børn som en byrde gav ingen mening for mig. Men jeg kunne ikke slippe min gamle drøm om at blive designer og havde lyst til at udvikle mine kreative evner. Regnskaber begyndte at kede mig, og når jeg om morgenen gik fra Østerport Station til min arbejdsplads på Esplanaden, så jeg firmaets logo på de ansattes tasker, slips og paraplyer. Jeg er bare en af de mange, tænkte jeg oprørsk. Hvorfor prøver jeg ikke noget andet? I 1986 hoppede jeg ud af en fastansættelse, og året efter rejste jeg til Californien i USA og boede hos en onkel. Min søster overtog min lejlighed og flyttede som den næste i familien hjemmefra. Det er ellers kutyme, at vietnamesiske piger bliver boende hos deres forældre, indtil de bliver gift, men mine forældre var meget liberale i deres opdragelse. I USA var det min oprindelige plan at tjene penge til at komme ind på en designskole i Californien. Min onkel skaffede mig en kontakt til et tøjfirma, som jeg syede tøj for. Desuden passede jeg børn og stod i en forretning, men uanset hvor hårdt jeg arbejdede, kunne jeg umuligt nå at spare tilstrækkeligt med penge op. At gå på designskolen var rasende dyrt. Et andet problem var, at jeg efter tre måneder opholdt mig illegalt i USA. Min onkel foreslog mig at gifte mig med én proforma og præsenterede mig for passende emner. Jeg fik mange tilbud. Efter mange sjove og hyggelige sammenkomster, indså jeg, at jeg ikke kunne gennemføre sådan et ægteskab og besluttede mig for at tage tilbage til Danmark. Side 10 VietNam

11 Mødte min mand til en julefrokost Før jeg rejste til Californien, arbejdede jeg som økonomiassistent på et forlag. Da jeg kom tilbage til Danmark, blev jeg inviteret til julefrokost i mit gamle firma. Gensynsglæden var stor, da jeg mødte mine gamle kollegaer, og jeg blev præsenteret for min nuværende mand, der arbejdede som vikar i min tidligere stilling. Vi blev ikke kærester med det samme, først efter et halvt år var vi sammen - jeg er vel asiat! Vi flyttede sammen uden at være gift, det blev vi først i I 1990 fik vi vores første barn, en søn. At min kæreste var dansker, og at vi levede sammen uden at være gift, var min måde at gøre oprør mod mine forældres opdragelse og tradition. Mine forældre havde affundet sig med, at jeg ikke fulgte den traditionelle vej, og de var lettede over, at jeg trods alt havde fundet mig en mand. I mellemtiden havde jeg ikke opgivet drømmen om at udvikle mine kreative evner, og efter min barselsorlov tog jeg en uddannelse som håndarbejdslærer på Håndarbejdets Fremmes Seminarium, hvor jeg blev færdiguddannet i Jeg åbnede min egen systue og syede tøj til folk efter bestilling. Sideløbende supplerede jeg mine indtægter ved bl.a. at undervise i vietnamesisk på Studieskolen, afholdt kurser for ansatte i Danida, der skulle udstationeres i Vietnam og underviste forældre, der adopterede børn fra Vietnam. I 1995 fødte jeg vores andet barn, også en dreng. Efter min anden barselsorlov besluttede jeg mig for at finde et fast arbejde og blev ansat i en fritidsklub. I begyndelsen var jeg usikker på, om jeg kunne fungere som pædagog. Siden jeg kom til Danmark, havde jeg opfattet danske børn som uopdragne og respektløse især over for deres forældre, men min mand opfordrede mig til at give det en chance: Du kan altid sige op, lød hans råd. I mod al forventning blev jeg glad for jobbet og fik et mere nuanceret syn på danske børn: At man ikke skal forveksle selvstændighed med respektløshed. Jeg følte stor tilfredsstillelse og nærvær ved at arbejde med mennesker, og jeg besluttede mig for at tage en 2 årig pædagoguddannelse. Personligt blev jeg mere afklaret og åben over for andre gennem mit pædagogiske arbejde, og hvis der var konflikter, sagde jeg min mening. Konflikter lærte mig en masse og gjorde mig stærkere. Før tilpassede jeg mig uden at have mig selv med, men i dag markerer jeg klart, hvad jeg kan stå inde for. Jeg er buddhist og vietnameser Når folk siger, Du er meget dansk bliver jeg faktisk stødt, for selvom jeg taler godt dansk og har taget mange af de danske værdier til mig, tænker jeg på en anden måde. I dag vil jeg beskrive mig selv som buddhist og vietnameser. Buddhismen er mere en livsholdning end en religion, hvor man har et ansvar over for sin egen åndelige udvikling, tror på sine forfædre og viser sine medmennesker respekt og medfølelse. Ens skæbne er bundet til familien, og derfor ved jeg fx, at jeg aldrig vil forlade min mand uanset hvad, der sker. Min familie vejer tungere end min personlige frihed. Mine to sønner er i dag 15 og 10 år, og de bliver opdraget både dansk og vietnamesisk. De bliver opdraget til at være selvstændige individer, men de bliver også opdraget til at vise respekt over for familien og de ældre, ligesom jeg lærer dem de buddhistiske ritualer og være forpligtet over for fællesskabet. For mig er det naturligt, at man påtager sig et ansvar og forpligtigelse over for det sociale fællesskab, man indgår i: Individet er ingenting uden et fællesskab. Jeg har et godt liv, en dejlig mand, der altid støtter mig og to skønne børn, men arbejdsmæssigt føler jeg ikke, at jeg er kommet hjem endnu. Jeg søger stadigvæk nye områder at udfolde mig inden for: Fx er jeg bestyrelsesmedlem i Dansk Vietnamesisk Forening. Her er jeg involveret i et Danida støttet projekt i Vietnam, hvor vi hjælper seksuelt misbrugte piger mellem 8 og 18 med at gå i skole og få en uddannelse. En af mine bagtanker med at tage en håndarbejdsuddannelse var at tage til Vietnam og uddanne børn og unge til et håndværk. En drøm jeg måske realiserer en dag. Kilde: KVINFO. Artiklen bringes med tilladelse fra KVINFO og Vân-Khahn Dang VietNam Side 11

12 Emneuge om børn fra andre verdensdele Vietnamholdet lavede smykker, legetøj og mad, og solgte det til fordel for shelterprojektet Af Vân-Khanh Dang I år handlede emneugen på Åløkkeskole i Odense om børn fra den tredje verden. Formålet var at lære om børn fra andre verdensdele, om deres livsvilkår og også om skole, sundhed, fritid og mad. Til sidst samlede vi penge ind til Unicef og andre velgørende organisationer som f.eks. Dansk Vietnamesisk Forening og Ghana-foreningen. Eleverne arbejdede hele ugen sammen på tværs af klasserne fra 0. klasse til 6. klasse og blev delt op i hold. Hvert hold havde sit eget land at arbejde med. Nogle arbejdede med børn fra Bangladesh. Andre arbejdede med indianerbørn i USA eller aboriginal børn i Australien, osv. Mit hold arbejdede med børn fra Vietnam, og vi samlede penge ind til DVF s shelterprojekt i Ho Chi Minh City. Projektet hører under Dansk Vietnamesisk Forening. Udover at skulle finde fakta og viden, lærte eleverne også at fremstille bl.a. legetøj, smykker og mad. De blev solgt om lørdagen. Indtjeningen gik ubeskåret direkte til enten Unicef eller en anden humanitær organisation. Skolegården blev om lørdag omdannet til en stor markedsplads med boder, hvor holdene kunne sælge smykker, legetøj og mad for at samle pengene ind. Der var stor opbakning fra forældre, bedsteforældre og søskende. Vietnamholdet fik besøg af Taekwondo- klubben i Fjordager, som gav opvisning i skolegården. Der blev solgt vietnamesiske ruller og de gik som varmt brød. Holdet indsamlede 956 kr, som går ubeskåret til shelterprojektet, der i øjeblikket arbejder i anden fase og afsluttes ved udgangen af Vi arbejder i øjeblikket med at færdiggøre vores præventive materialer mod pædofili, incest og trafficking og materialer om socialisering og følelse. Dansk Vietnamesisk Forening sender en stor tak til eleverne og forældrene på Åløkkeskolen. Side 12 VietNam

13 Fuld fart og høje ambitioner Vietnam sigter mod at blive industriel nation i 2020, fortalte ambassadør John Nielsen, da han gennemgik udviklingen for DVF s medlemmer på et velbesøgt møde i København i august Af Jørgen Prag og Peter Wulff Kåri Det går fortsat stærkt i Vietnam, ikke mindst økonomisk. Ambitionerne er høje. Nu er målet status som industriland i Bagsiden er høj inflation, manglende invsteringer i uddannelse, beskeden respekt for menneskerettighederne og en korruption, der stortrives i nær sagt alle hjørner af samfundet, sagde en veloplagt og engageret ny ambassadør i Hanoi, John Nielsen, da han i august for første gang mødte DVF s medlemmer og gennemgik udviklingen i landet, han er ambassadør i. Det skete i Østerbrohuset i København. I sin velstrukturerede og levende gennemgang tog John Nielsen udgangspunkt i den seneste partikongres, fortsatte med en økonomisk gennemgang og et overblik over problemerne med uddannelse, korruption og menneskerettigheder for at afslutte med en rapport om samarbejdet mellem Danmark og Vietnam. Ny præsident Efter partikongressen i januar, valget i maj og godkendelsen af nyt parlament er der kommet ny præsident, Trung Tan Sang. To tredjedele af ministerierne har skiftet topchef, heriblandt flere nøgleministerier. Det er bl.a. sket ved, at en række viceministre er rykket op som minister. Men premierminister Nguyen Tan Dung er den samme. Først fik han fem år. Nu har han fået fem år til. Magtbalancen mellem syd og nord er også den samme. Parlamentet spiller en voksende rolle. Det har, sagde John Nielsen, trådt mere i karakter, og blandt andet taget mere følsomme emner op til debat, bl.a. omkring miljø og statslige virksomheder. Sociale og økonomiske udviklingsplaner skal føre Vietnam frem til en placering som industrielt land i Markedsøkonomien skal styrkes, privatiseringen fortsætte og offentlige virksomheder skal effektiviseres. Den aktive udenrigspolitik skal orienteres mod andre lande end Kina. Samarbejdet med USA, EU og Indien skal styrkes. Mens samarbejdet med USA går godt, kniber det mere med EU. Det skyldes, sagde John Nielsen, blandt andet den manglende fælles udenrigspolitik i EU. Der er tale om at indlede forhandlinger om en frihandelsaftale mellem Vietnam og EU, men det kan, sagde han, tage tre-fem år. Høj vækst Det går godt, økonomisk set. Væksten var i fjor på 6,8 procent. Det er fint, men lavere end ventet. Væksten har været høj siden Den har i hele perioden ligget på 6-7 procent - kun overgået af Kina. Sociale og økonomiske fremskridt har ført til flere job og forbedringer i hverdagen. Værre er det, at inflationen er oppe på 22 procent. Man håber at kunne tvinge den ned på 17 procent. Den høje inflation betyder, at dagligvarer hele tiden bliver dyrere, men John Nielsen afviste, også under debatten efter hans indæg, at det har ført til uro på samme måde som i andre dele af verden. "Mange snakker om det i hvedagen, men det er svært at se, hvor den sociale uro skal komme fra", sagde han. Regeringens dilemma er, at det er svært at stimulere den økonomiske udvikling samtidig med, at man holder inflationen nede. Handelsoverskuddet er positivt over for alle lande - bortset fra Kina. De økonomiske fremskridt har ført til stigende efterspørgsel efter vestlige varer. Middelklassen er blevet større og der er ved at opstå et indre markder for udenlandske varer. Uddannelse John Nielsen gentog flere gange, at det område, hvor Vietnam halter mest bagefter, er med hensyn til uddannelse. Det gælder, selv om regeringen prioriterer uddannelse i sine planer. Der er et stort behov for viden og teknologi. Vietnam halter for meget bagefter. Det er ganske enkelt nødvendigt med meget større investeringer i uddannelse," sagde han, og tilføjede, at der er et kæmpe potentiale på dette område, også for virksomheder. Der er ingen forbedringer med hensyn til korruption. Vietnam er nr. 116 af 178 lande på Transperancy Internationals liste over korrution i verden, sagde John Nielsen. Det er et stort problem, tilføjede han. Danmark-Vietnam Selv om den officielle danske bistand gradvis skal udfases for helt at bortfalde i 2015, er Vietnam fortsat den femte største modtager af dansk bistand. Den når op på 325 mio. kr. i år. I 2012 er den budgetteret til 290 mio. kr. Bistanden går især til erhvervsstøtte, kulturelt samarbejde, forskning, god regeringsførsel, klima og energi. Samarbejdet fortsætter formentlig på anden vis også efter 2015, sagde John Nielsen. Bortset fra under finanskrisen er det økonomiske samarbejde mellem Danmark og Vietnam stigende. Der er øget dansk investeringslyst. De største er inden for tøj, fodtøj, møbler, ikke mindst havemøbler, it og forbrugsvarer. Pt. er der 125 danske virksomheder i Vietnam. Størstedelen er placeret i den sydlige del af landet, i og omkring Ho Chi Minh Byen. Det, der tiltrækker danske investorer er først og fremmest de lave lønninger (ca. 1/3 af Kina) og en ung arbejdsstyrke, som er ivrig efter at lære og dygtiggøre sig. 40 år siden anerkendelse John Nielsen afsluttede med en gennemgang af festlighederne omkring 40-året for dansk diplomatisk anerkendelse af Nordvietnam. Programmet strækker sig fra 23. november til 1. december, og skal bl.a. bruges til at markedsføre Danmark som en grøn, miljøvenlig nation, ikke mindst cykelnation. Kronprins Fredrik skal bl.a. cykle rundt i Hanoi i en halv time, hvor byen lukkes for trafik. I hvert fald den del af byen, hvor han cykler. Derudover er der sport, teater, musik, dansk filmuge og Street Art Festival VietNam Side 13

14 Child Survival projektet fortsætter i 2012 Nyt fra Hospitalsindsamlingen En travl sommer Af Freddy Karup Pedersen Af Helle Blom, formand Child Survival projektet tilsigter at nedbringe dødeligheden hos børn under fem år på Børnehospital Nr. 1 i Ho Chi Minh City samt i 40 kommuner i fire forskellige provinser i Sydvietnam. Det sker ved at vi fokuserer på undervisning og behandling af de fem almindeligste årsager til død hos børn under fem år samt en særlig indsats rettet mod sygdomme hos nyfødte og børn smittet med hiv. På grund af godt et halvt års forsinkelse er arbejdet i landprovinserne ramt af nye regler for hvilke tilladelser, der skal foreligge. Før man kan overføre midler og ressourcer til provinser uden for Ho Chi Minh City er arbejdet ikke som oprindeligt forudsagt færdiggjort ved udgangen af Derfor er det aftalt med Danida, at projektet fortsætter til september 2012 inden for samme budgetramme. Der bliver således fortsat gjort en indsats mod de fem almindeligste sygdomme, der er årsag til død, i form af efteruddannelse af sundhedspersonale og opfølgning på uddannelsen samt ved etablering af telefoniske og computerbaserede hotlines fra de perifere sundhedsinstitutioner til lægerne på provinshospitalerne. Dødelighed hos nyfødte Der gøres desuden en særlig indsats for at reducere dødeligheden hos nyfødte. Næsten alle fødsler i Vietnam foregår på en sundhedsinstitution. Man har fundet, at to væsentlige årsager til død hos nyfødte børn er smitte under indlæggelsen samt uhensigtsmæssige omstændigheder omkring transporten, når børnene overflyttes til andet hospital. Der gøres derfor en særlig indsats på hygiejneområdet for at reducere hospitalssmitte. Desuden udarbejdes der retningslinier for, hvordan transport af nyfødte foregår mest hensigtsmæssigt. Endelig arbejdes der med korrekt behandling af hivsmittede børn, ligesom der gøres en stor indsats for at modvirke stigmatiseringen af disse børn og deres familier. I forbindelse med hele projektarbejdet er der gennemført en række kurser omkring projektplanlægning, projektmonitorering, strategiplanlægning etc. for personalet på Ho Chi Minh City Child Welfare Foundation, som er den lokale samarbejdspartner. Det har været en travl sommer. Også i vores hospitalsindsamlingsudvalg. Som skrevet i sidste nummer af VietNam Ajour havde jeg en gennemdrøftet og gennemtænkt liste med hjem fra mit besøg på hospitalet i Bao Loc. Listen var prioriteret, og det højeste ønske var et anæstesiapparat, som også kunne bedøve de små børn, der bliver opereret på hospitalet. Listen er endelig godkendt af hospitalsdirektør Dr. Thien. Når jeg skriver, at vi har haft travlt, er det, fordi det har krævet en del dokumentation fra Vietnam i form af mindst to tilbud på det apparatur, vi vil indkøbe derude. Derefter har vi spurgt forskellige eksperter i Danmark inden for området, hvor apparaturet skulle bruges, om det var det rigtige vi gik videre med. Det er en proces, der tager tid, når mange skal høres. Vi havde møde i indsamlingsudvalget sidst i august. Vi blev enige om at indkøbe følgende apparatur til hospitalet: Anæstesiapparat Tandlægestol med alt hvad der hører med - og som også kan bruges til børn Kirurgisk boremaskine Specialværktøj Høreboks I alt vil der i første omgang blive indkøbt apparatur lokalt i Vietnam for kr. Det er alt sammen udstyr, som benyttes til både børn og voksne. Den gamle, udtjente tandlægestol, som nu er udskiftet med en børnevenlig model Annette Winther og Helle Blom på DVFs kontor Da jeg ved selvsyn så det gamle udstyr under mit besøg i februar, er det en meget stor glæde for mig, at vi nu kan hjælpe med indkøb af nyt og moderne apparatur, som er sikkert at bruge også på børn. Vi har sikret os, at de kan vedligeholde apparaturet og vores ingeniør derude, Quang, vil også være til hjælp med evt. tekniske spørgsmål. Der mangler endnu noget apparatur fra deres liste, men vi skal have noget mere dokumentation, før vi kan gå videre. Det er vi gået i gang med. Godt samarbejde Vi synes selv vi arbejder meget seriøst, og føler også, at vi har et godt samarbejde med hospitalet omkring indkøb af nyt udstyr. Det er mit håb, at alle I bidragsydere også føler vi bruger jeres penge og støtte rigtigt. Indtil 1. august var der indsamlet lige under kr. Stor tak til alle jer, der har bidraget. Vi håber igen i år at komme op over kr. Ud over støtte til hospitalet med indkøb af apparatur støtter vi jo også med undervisning i engelsk af hospitalspersonalet. Vores dejlige Annette Winther - hun er dejlig, fordi hun bare er blevet så populær overalt hvor hun viser sig - skal til Bao Loc igen til januar Det er aftalt med direktøren, og eleverne derude ér sat i arbejdsgrupper. Annette har i sommer været på Grønland og undervise i dansk. Det er lige fra den ene ende af verden til den anden. I maj var hun en tur til Ghana, hvor hun også har sat nogle børn i gang med at lære engelsk. Annette holder mange foredrag, og der er mange på Fyn, der nyder godt af hendes viden. Jeg selv skal holde foredrag om vores arbejde i Dansk Vietnamesisk Forening og især om Hospitalsindsamlingen og Bao Loc hospitalet på et Rotary møde i slutningen af august. Side 14 VietNam