Lille Vildmoses natur i fortid og nutid

Transkript

1 Lille Vildmoses natur i fortid og nutid Af Bent Aaby og Niels Riis Indledning Lille Vildmose er en højmose, og for blot 100 år siden dækkede den våde højmoseflade et areal på ca ha inklusive 400 ha tørlagte søer der strakte sig fra Høstemark i nord til Øster Hurup i syd. Den havde en aflang form, der udfyldte det flade landskab mellem Mulbjergene og strandvoldene langs Kattegatkysten i øst og det bakkede morænelandskab i vest. Siden dengang er der sket markante forandringer i området: Store arealer i nord er drænet og blevet til landbrugsland eller har tjent som tørveindvindingsarealer. Det gælder dog ikke Portlandmosen, Høstemark Mose og Paraplymosen, der trods en ekstensiv dræning og anden kulturpåvirkning har bevaret sit præg som aktiv højmose mange steder, om end naturtilstanden i dag må bedømmes som ikke tilfredsstillende (Pihl et al. 2000). Den sydlige del af vildmosen, kaldet Tofte Mose, blev hegnet sammen med Tofte Skov i 1907, og mosen har siden tjent som jagt- og naturområde. Det har sikret, at det 1960 ha store højmoseareal fortsat kunne bestå som levende højmose. (Fig. 1). Tilsammen har Lille Vildmose et højmoseareal på ca ha, hvilket ikke blot gør mosen til Danmarks suverænt største højmose, men området regnes også som en af de største levende højmoser i det nordvesteuropæiske lavlandsområde, hvis ikke det er den største! Nok har Tofte Mose undgået større fysiske indgreb, men anlæggelse af køreveje, uddybning og regulering af Haslevgård Å og opretholdelse af grøfter har med årene medvirket til en ændring af vandbalancen på dele af mosen, så også Tofte Moses natur har et klart behov for forbedringer (Pihl et al. 2000, Streefkerk et al. 2004, Riis 2006). Dette kapitel vil behandle den naturudvikling moseområdet har gennemgået fra det var hav og frem til i dag, hvor de tykke tørvelag gemmer oplysninger om fortidens mosenatur. Tørvelagene kan også fortælle om luftforurening, vulkanudbrud og udviklingen i det omgivende landbrugsland gennem sit indhold af pollen, vulkansk aske og sin kemiske sammensætning. Nutidens vegetation og de aktuelle vækstbetingelser behandles også. Mosens søer er noget helt specielt, som gør, at vildmosen indtager en særstilling i dansk og europæisk natur. Endelig vil de omfattende tiltag til genopretning af naturtilstanden i specielt Tofte Mose blive omtalt. 10

2 Fig. 1 Den centrale del af Tofte Mose med tuer og høljer. Høljerne farves grønne af Sphagnum cuspidatum. Sommeren Foto B. Aaby. 11

3 12 Fig. 2 Kort over den østlige del af Himmerland til forskellig tid. Skrå skravering angiver områdets udstrækning for ca år siden i stenalderhavets tid. Vandret skravering viser landets udstrækning for ca år siden ældre romersk jernalder (nuværende kote +3 m). Nutidens kystlinie er angivet med prikker. Kryds viser de steder, hvor der er arkæologiske fund fra ældre romersk jernalder (Mikkelsen 1943).

4 Vildmosens dannelse Der foreligger kun få og spredte undersøgelser, der kan belyse vildmoseområdets tidligste udvikling. Vi ved dog, at området var dækket af Yoldia-havet i den sene del af sidste istid. To boringer henholdsvis ved Vildmosegården og i udkanten af Birkesø fortæller, at Yoldiahavets toplag ligger henholdsvis 22,1 m og 17,6 m under havets overflade (Mikkelsen 1943). Der er ikke påvist yngre aflejringer, der er dannet i ferskvand eller på land. Så det må foreløbigt antages, at vildmoseområdet har været havdækket også i lange tidsrum efter istidens slutning. De 2 boringer viser, at der er afsat omkring 20 m marint sand, ler og gytje (dynd) med velbevarede skaller af bl.a. hjertemusling og andre dyre- og plantefossiler i tiden, som fulgte efter det kolde Yoldia-hav. Overfladen af de egentlige marine dannelser under mosen ligger lavest i den vestlige del, godt 2 m over havets nuværende overflade. Derfra stiger det mod øst. I den østlige del findes strandvoldsdannelser, og overfladen når her op på ca. 5,9 m over havet (Mikkelsen 1943). Alderen på disse strandvolde undersøges i øjeblikket (Aaby og Noe-Nygaard, upubliceret). Over de egentlige marine aflejringer ligger i mosens vestlige del et lag af lerholdig gytje (dynd), hvis fossilindhold viser, at det er dannet i brakvand. Gytjens overflade ligger maksimalt 2,9 m over havet. Laget er op til 30 cm tykt og de yngste aflejringer er fra omkring Kristi fødsel eller lidt yngre (se afsnit 3). Arkæologiske bopladsfund fra den tid ligger i kote 3,1 m over havet eller højere. Disse forhold viser, at der i området er sket en relativ landhævning (strandlinieforskydning) på ca. 2-3 m gennem de sidste ca år eller i gennemsnit ca. 1,0-1,5 mm pr. år. Vi kender ikke den nøjagtige alder på brakvandslagets lergytje, men de ældste dele indeholder bøgepollen. Med en vis usikkerhed kan det forsigtigt antages, at gytjen er dannet i tiden fra bronzealderens senere del (7-600 år f. Kr.) til lidt ind i romersk jernalder (0-200 år e. Kr.). Med de ovennævnte oplysninger og dateringer er vi i stand til at tegne et billede af Lille Vildmoses udvikling inden den første tørvedannelse begyndte: I stenalderhavets tid for mere end 5000 år siden var Himmerlands østkyst uregelmæssigt forløbende med dybt indskårne fjorde, som havde stejle sider mange steder. Ude i havet østfor lå der større og mindre øer, og i den yderste række var Mulbjergene, Tofte Bakke og Als Bakke blandt de største. (Fig. 2). Senere blev de større øer forbundet ved sand- og grusaflejringer, så der opstod en sammenhængende landstrækning, der var adskilt fra fastlandet ved en lavvandet lagune. Landstrækningen gik fra Mou i nord til Øster Hurup og videre ned til Als i syd. Og fra Tofte Bakke i vest til Kattegat i øst. 13

5 Lagunen har været langstrakt og med en smal åbning i nord til Limfjorden mellem Gudumholm og Mou. Mod syd var der ligeledes en ret smal forbindelse til Mariager Fjord mellem Skelund og Als. Der har sikkert også været forbindelse til Kattegat syd for Øster Hurup, hvor Haslevgård Å i dag har sit udløb, idet dette område ligger lavere end 3 meter over havet. De snævre passager ud mod havet betød, at den marine påvirkning var meget begrænset. Lagunen fik derved brakvandskarakter og havde så stillestående vand, at bundsedimenterne blev præget af gytje og ler. Markeres forløbet af nutidens +3 m kurve på et højdekort får man et groft indtryk af kystliniens beliggenhed for ca år siden, da der blev aflejret brakvandsgytje (se Fig. 2, side 12). Lagunen var lavvandet med størst vanddybde ind mod Himmerlandskysten. Snart begyndte tagrør og andre sumpplanter at brede sig, og tilgroningen bevirkede, at lagunen ret hurtigt groede til og blev forvandlet til en rørsump. Vildmosens tid som saltpræget vandareal ophørte i romersk jernalder (0-200 år e. Kr.), og tiden som mose kunne nu tage sin begyndelse. De ældste tørvelag I 2003 blev der lavet en boring i Tofte Mose vest for Tofte Bakke med det formål at studere tørvens opbygning og fossilindhold (Nielsen 2005). For at bestemme tidspunktet for mosens start blev der udtaget 2 prøver til kulstof-14 datering af de nederste tørvelag. Analyserne viser, at lagunen blev til tagrørssump omkring 180 år e. Kr. Tørvetykkelsen er på undersøgelsesstedet målt til 4,90 m, og overfladen ligger i dag omkring 7,6 m over havet. Det betyder, at de ældste tørvelag ligger ca. 2,7 m over havet. Undersøgelsesstedet ligger omkring 500 m vest for Tofte Bakke, så det må formodes, at der har været højereliggende arealer, som groede til og blev til mose, inden undersøgelsesområdet blev invaderet af sumpplanter. Der er også lavereliggende arealer længere mod vest, der først blev til mose lidt senere. Det er derfor rimeligt at antage, at brakvandslagunen groede til i løbet af de første 200 år efter Kristi fødsel. Vildmosens alder som mose kan derfor fastsættes til ca år. Vi har et ganske godt kendskab til de ældste tørvelags udseende og planteindhold fra 281 boringer, som Danmarks Geologiske Undersøgelse gennemførte for Nordjyllands Amt for over 30 år siden (Aaby 1980). Undersøgelsesresultaterne er i god overensstemmelse med Mikkelsens arbejde (1943) og de seneste undersøgelser (Nielsen 2005). De nederste tørvelag domineres af tagrør. Bukkeblad, dyndpadderokke og en række stararter voksede også på den grundvandspåvirkede mose dengang, mens der kun var få bladmosser tilstede. Højere oppe i tørven stiger indholdet af bladmosser og tørvemosser (slægten Sphagnum) er også til stede. Sumptørven har ofte en tykkelse på over 150 cm i den udrænede del af Tofte Mose, mens lagtykkelsen kun er cm i den nordlige del af 14

6 Fig. 3 Tuevegetation med revling og Sphagnum rubellum Foto Jan Skriver. 15

7 vildmosen, som er mere eller mindre drænpåvirket. Tørven er middelstærkt omsat og har en gråbrun til mørkebrun farve. Askeindholdet er 4-6 % af tørvens tørvægt. I den vestlige del af mosen er sumptørven påvirket af det kalkrige grundvand, som flyder ind i mosen fra de nærliggende kridtområder vest for mosen. Derfor har tørven en anden plantesammensætning og domineres flere steder af hvas avneknippe og andre kalktilknyttede sumpplanter (Mikkelsen 1943, Aaby 1980). På de højereliggende strandvoldsdannelser i mosens østside findes tørv dannet i en skovdækket mose. Skov-fyr, rød-el, dun-birk, stilkeg og forskellige pilearter har været almindelige. Skovtørven er mere end 100 cm tyk syd for Tofte Bakke, mens den i den nordøstlige og sydøstlige del af vildmosen typisk er omkring 50 cm tyk eller tyndere. Tørven er mørk chokoladebrun og har et askeindhold på 6-7% af tørvægten. Endelig findes der kærtørv enkelte steder. Denne tørv findes typisk oven på sumptørv og er dannet under tørrere forhold end sumptørven. Lagtykkelsen varierer en del, men er i almindelighed omkring 30 cm, hvor den findes (Aaby 1980). De nævnte tørvetyper er alle dannet under tydelig påvirkning af grundvandet, som står i forbindelse med mineraljorden. Derfor er grundvandet relativt næringsrigt, men med tiden sker der en udvaskning af områdets næringsstoffer, ligesom de øverste tørvelag påvirkes mindre og mindre af grundvandet, efterhånden som tørven vokser i tykkelse. Tørven bliver altså mere næringsfattig, jo yngre den grundvandspåvirkede tørv er. Oven over de nævnte tørvetyper er der afsat en meget lys tørv med et stort indhold af tørvemos (mest Sphagnum cuspidatum og S. fallax), blomstersiv, blåtop, bukkeblad og en række andre sumpplanter, som i dag særligt findes i fattigkær og ekstremfattigkær. Plantesammensætningen og tørvens gullige farve og svage nedbrydningsgrad viser, at tørven er dannet under meget fugtige/ våde forhold på mosen. Grundvandspåvirkningen har været svag, og mosevandet var næringsfattigt. Den tydelige ændring i tørvens farve og nedbrydningsgrad, da fattigkærstørven begynder at blive dannet, tyder på, at der på kort tid sker en fugtighedsforøgelse på mosen, som kan sættes i forbindelse med en klimaændring: enten er nedbøren blevet større, eller også er det blevet koldere. Begge klimaændringer giver samme resultat - større fugtighed på mosen. Størst fugtighed opnås naturligvis, når det samtidigt bliver koldere, og nedbøren forøges. Fattigkærstørvens begyndelsestidspunkt er ikke fastlagt, mens afslutningen sker omkring 800 år e. Kr. Perioden fra omkring år e. Kr. til omkring år e. Kr. var en fugtig periode, hvor vi finder, at der også i andre danske højmoser aflejres en meget lys højmosetørv (Aaby i Andersen et al. 1996, Nielsen 2005). Fattigkærstørven er særlig udbredt og tydelig i Tofte Mose, mens den er mere spredt forekommende i vildmosens nordlige del. Den er fraværende i hele mosens randparti (Aaby 1980). De fleste steder er laget cm tykt. 16

8 Højmosen opstår I boringen fra den centrale del af Tofte Mose vest for Tofte Bakke ændrer tørven plantesammensætning omkring 280 cm under overfladen, og for første gang findes planterester af hedelyng, tuekæruld, tranebær, Sphagnum rubellum, S. magellanicum og andre planter, som typisk findes på højmoser. En kulstof-14 datering fortæller, at højmosetørv begynder at blive aflejret ca. 800 e. Kr., d.v.s. i begyndelsen af vikingetid. Overgangen fra fattigkær til højmose er også dokumenteret i den nordligste del af Lille Vildmose, i Høstemark Mose, hvor en kulstof-14 datering giver alderen ca. 850 år e. Kr. (Jensen 2005). Det er næsten samme alder, som blev målt i den centrale del af Tofte Mose, 9,5 km længere mod syd. Disse 2 dateringer giver grundlag for at antage, at højmosens karakteristiske vegetation har indfundet sig nogenlunde samtidigt ca. 800 år e. Kr. - i hele det område, som vi kender som Lille Vildmose. Hvad er en højmose? Moserne inddeles traditionelt i lavmoser og højmoser, hvor lavmoser (bl.a. sump-, kær- og skovmoser) er påvirket af grundvandet, mens højmoserne kun får deres vand og næringsstoffer fra atmosfæren. Højmoser kaldes derfor også for regnvandsmoser. I ældre tid var regnvand naturligt næringsfattigt, og det samme var højmoserne. Lavmosernes næringsstatus bestemmes af grundvandet, og dermed af områdets geologiske sammensætning, som kan variere meget fra sted til sted. Lavmosen følger mineraljordens topografi i udjævnet form, og lavmosens tørvelag hæver sig højst 0,5 m over grundvandsspejlet. I modsætning hertil kan vore højmoser hæve sig flere meter over grundvandsspejlet. De højeste dele af Store Vildmose sydvest for Brønderslev lå således ca. 3,6 meter over omgivende terræn før mosen blev drænet for omkring 100 år siden (Aaby 1990). I Lille Vildmose ligger de højeste områder ca. 1,9 m over det omgivende land. Højmosen bærer således sit navn med rette: et stort burger -formet tørvelegeme med de højeste arealer i mosens centrale del. Tørvemosserne dominerer højmosens vegetation og udgør langt størstedelen af den dannede højmosetørv. Det er i disse tørvemossers anatomi, vi skal finde nøglen til forståelse af højmosens evne til at vokse i højden uafhængigt af grundvandets beliggenhed. Tørvemossernes grenblade indeholder nemlig både levende celler med grønkorn og døde celler, der er hule og har huller ud til overfladen. (Fig. 4, side 18). Derfor kan tørvemosserne opsamle en stor mængde vand og gemme det i disse hule celler, uden at vandet løber væk. Højmoser er store vandmagasiner, idet mere end 90% af tørvens vægt i frisk tilstand består af regnvand, og i de øverste svagt omsatte tørvelag kan vandets vægt stige til omkring 96% af tørvens friske vægt. De store vandlegemer holdes sammen af plantestrukturer, og det er de hydrologiske parametre, der bestemmer højmosens form (Streefkerk og Casparie 1989). 17

9 Fig. 4 Sphagnum-bladets opbygning vist som flade- og tværsnit. Under naturlige forhold sker stort set al vandtransport på højmosen i de øverste tørvelag, som har en åben struktur, der letter vandets bevægelse. Dette lag kaldes akrotelm, og her findes et iltrigt miljø. Laget er normalt cm og højst 40 cm tykt. Det underliggende lag, katotelm, når ned til mosens bund. Det har en langt mere tæt struktur, og her findes et iltfrit miljø med en langsom vandbevægelse i både vertikal og horisontal retning. Da vandafstrømningen næsten Fig. 5 Tværsnit af en naturlig højmose (Aaby 1989). 18

10 udelukkende forgår i akrotelm er det klart, at jo længere man kommer fra mosens højeste punkt, jo mere vand skal der transporteres gennem akrotelm. For at kompensere for denne større vandmængde, antager moseoverfladen en stadig større hældningsgrad jo længere fra højeste punkt, området ligger. Den største hældningsgrad findes derfor i højmosens kantzone. Højmoser er slutstadiet i en serie af naturtyper, som området har gennemgået. Vi kender således højmoser i Danmark, der har båret en højmosevegetation i mere end 9000 år (Aaby 1986). Lille Vildmose er ingen undtagelse, for også her finder vi en udvikling, der ender med højmose: hav brakvandslagune rørsump fattigkær ekstremfattigkær højmose. På de højereliggende strandvoldsdannelser i den østlige del af mosen var udviklingen: Hav strandeng sumpskov ekstremfattigkær højmose (Fig. 6) (Riis et al. 2004). Fig. 6 Naturlig og kulturbetinget vegetationsudvikling i Lille Vildmose (Aaby i Riis et al. 2004). 19

11 Højmosetørven i Lille Vildmose Ud fra resultaterne af de 281 boringer kan vi se (Aaby 1980), at der er aflejret 3 3,5 m tørv siden højmosen begyndte omkring 800 år e. Kr. I den nordlige del af vildmosen, som er påvirket af dræning, er tykkelsen 2 2,5 m. De centrale dele af Tofte Mose er ikke påvirket af dræning. De er derfor velegnede til at beregne højmosetørvens gennemsnitlige væksthastighed. Nielsens (2005) boring viser, at der siden 800 år e. Kr. i gennemsnit er aflejret 2,3 mm højmosetørv pr. år. Hvor vi finder den største tørvetykkelse har tilvæksthastigheden været 2,9 mm pr. år. Det er de suverænt største tilvæksthastigheder, der er målt i en dansk højmose. De fleste andre højmoser har i samme periode haft en tilvæksthastighed på mindre end 1,8 mm pr. år målt over et længere tidsrum (Aaby 1976). Så store tilvæksthastigheder er kun mulige, når de døde plantedele har optimale bevaringsmuligheder, d.v.s. høj vandstand og et forholdsvis koldt klima. Gode bevaringsforhold betyder, at tørven kun er mindre nedbrudt og får en strågul til lys brunlig farve. Når planteresterne i den lyse højmosetørv undersøges, så overraskes man af den lille artsvariation, der er. Slægten Sphagnum dominerer helt, og S. rubellum og S. magellanicum er helt dominerende. Kun enkelte steder finder man S. papillosum, S. cuspidatum og S. tenellum. Af blomsterplanter er tuekæruld almindelig. Den har meget fiberholdige bladbaser, og viser sig i tørveprofiler som filtede totter, der næsten ikke er til at skære i stykker - til stor fortrydelse for tørvegraverne, som kalder totterne for rævehaler, mens Sphagnum-tørven benævnes hundekød! Hedelyngens forveddede stængelstykker optræder spredt sammen med revlingens og tranebærs blade og tynde stængler. Enkelte steder kan man være heldig at finde tue-kogleaks. Planteresterne og tørvens struktur og farve afspejler, at højmosen i mange århundreder har haft et meget ensartet vegetationsdække helt domineret af enkelte Sphagnum-arter. Træer har enten været helt fraværende eller uhyre sjældne. Højmosen har derfor fremstået, som en meget stor, åben og hvælvet tørvepude. Overfladen har været meget våd og vegetationen så blød, at det i praksis har været meget vanskeligt at færdes på mosen uden at synke ned og blive våd. Dette billede af højmosens udseende var gældende i vikingetiden og gennem hele middelalderen. Det er ikke det billede, der tegner sig i dag, når man går ude på Tofte Mose (se afsnittet om tuehøljer, side 27). Så nok har vi stadig meget våde og Sphagnum-dominerede mosepartier i Tofte Mose, men de fleste steder er overfladen så tør og fast, at man ikke synker dybt ned i mosebunden. Lille Vildmose har levet som højmose i 1200 år, men klimaet har ændret sig og de seneste århundreders kulturpåvirkning har også medvirket til de tydelige forandringer i vegetation og vandstandsforhold, der er sket. Det billede, vi ser i dag af højmosefladen, er kun år gammelt og ganske forskelligt fra vikingetidens og middelalderens højmose (se afsnittet om tuehøljer, side 27). 20

12 Højmosens strukturer Højmosens strukturer inddeles normalt i storskala strukturer, der relaterer sig til mosens form, og små-skala strukturer, der har noget at gøre med mosens vækstdynamik. Makro-strukturer Danske højmoser, som Lille Vildmose, består af 3 stor-skala strukturer: Lagg-zonen, højmoseranden og højmosefladen. Hvor den regnvandspåvirkede højmose grænser op til omgivende land findes lagg-zonen (eller laggen - navnet er et svensk låneord), som både får vand tilført fra mineraljorden og fra højmosen. Lagg-zonen er derfor en kærmose (fattigkær), men opfattes som en del af højmosens makro-struktur. Mellem lagg-zonen og højmosefladen ligger den hvælvede højmoserand. Den hældende moseoverflade giver en bedre dræning af overfladen og et dybereliggende vandspejl. Spredt trævækst af lave dunbirk kan derfor vokse Fig. 7 Naturlig lagg ved foden af Tofte Bakke. Laggen er meget våd, og stedvis står der blankt vand. I forgrunden elletræer med mørk stamme, i baggrunden birk og bagerst skimtes den træløse, brune højmoseflade. Birken står dels i fattigkæret med blåtop som bundvegetation, dels i de første m af højmosen med undervækst af tue-kæruld Foto B. Aaby. 21

13 Fig. 8 Laserscannet højdemodel af Tofte Mose målt i 2004 og vist i 6,0 km bredde samt beliggenhed af terrænprofilerne Tofte 1, Tofte 2 og Toftesø (Riis 2005). her. Hele den svagt hældende og store centrale del af højmosen, udgøres af højmosefladen, og den har under naturlige forhold høj vandstand, er meget sur (ph 3,5-4,2) og meget næringsfattig (ledningsevne Eh < 100 ms). Sådanne vækstbetingelser kan ingen træer klare. Derfor er højmosefladen naturlig træfri i Danmark. Hvor mange af disse stor-skala strukturer er så bevaret i Tofte Mose? Vore mosers tørvelag har tjent som brændselskilde i århundreder, og mosernes randzone har naturligt nok været de første steder, man begyndte at dræne og grave tørv. Derfor er lagg-zonen kun bevaret få steder i danske højmoser. Tofte Mose er ingen undtagelse, for langs hele østsiden syd for Tofte Bakke er randzonen drænet. Mod nord og syd er store arealer tørvegravet. Langs vestsiden er Haslevgård Å reguleret og uddybet, så her er de oprindelige lagg-områder også forsvundet. Nordsiden af Tofte Mose er kulturpåvirket og har aldrig haft lagg. Ser man derimod 22

14 på områderne øst og sydøst for Tofte Sø, så er der trods dræning og kultivering bevaret en del områder med naturlig overgang fra fattigkær til højmose (Aaby 1987a). Laggen er også bevaret langs Tofte Bakkes vestside, og her finder man nok den smukkeste og mest velbevarede overgang fra morænebakke til højmose (Fig. 7, side 21). Laggen med fattigkærvegetation er kun ca. 10 m bred og bevokset med blåtop og dunbirk. Nærmere bakkefoden findes en m bred ellesumpskov (se Aaby 1987a). Højmoseranden erkendes tydeligt på gamle opmålinger af mosen. Mikkelsens (1943) tværprofil af mosen viser, at højmoseranden havde en bredde på ca. 500 m og faldt ca. 1,5 m. Det giver en omtrentlig gennemsnitshældning på 3,0. Naturlig højmoserand er i dag bevaret i laggområderne øst og sydøst for Tofte Sø, men her ses de næsten ikke, fordi højmosen kun hæver sig nogle få decimetre over de tilstødende kærpartier. Det skyldes, at højmosen her er ung og derfor ikke har opbygget tykkere tørvelag. I den sydøstlige del af Tofte Mose har drænvirkningen tilsyneladende været så svag, at den oprindelige højmoserand er nogenlunde velbevaret (terrænprofil, Tofte 1, Fig. 8). Randen er her ca. 900 m bred med et samlet fald på 2,25 m. Det giver en gennemsnitlig hældning på 2,5 (Fig. 9). Fig. 9 Terrænprofil, Tofte 1, fra den centrale del af Tofte Mose mod sydøst, (transekt 1, Riis 2005). 23

15 Vest for Tofte Bakke erkendes højmoseranden næsten ikke (Riis 2005, transekt 3a og 4). Det skyldes antagelig en sammensynkning af tørven, efter at der blev gravet drængrøfter, der går fra hhv. Inderste Lune og Yderste Lune. Derimod er der udviklet markante sekundære højmoserande i Tofte Moses vestside langs Haslevgård Å og i østsiden syd for Tofte Bakke. Randpartierne står her relativt stejlt, fordi tørven er sunket sammen og omsat, som følge af effektiv dræning. Randen langs Haslevgård Å har således en hældning på ca. 9,2 målt over en strækning på 600 m, og syd for Tofte Bakke er hældningen ca. 5,8 målt over 300 m (Fig. 10) (Riis 2005, transekt 2). Endelig er hele den centrale højmoseflade bevaret, så alle tre makrostrukturer kan ses i Tofte Mose. Mikro-strukturer Højmosens mikrostrukturer omfatter tuer, høljer og göler. Store dele af Tofte Moses højmoseflade er dækket af et uregelmæssigt mønster af tuer og høljer. Tuerne er som navnet angiver forhøjede partier, typisk bevokset med hedelyng, revling, tuekæruld og de tuedannende tørvemosarter, Sphagnum rubellum og Sphagnum magellanicum. Tuekogleaks, multebær, rosmarinlyng og tranebær Fig. 10 Terrænprofil, Tofte 2, tværs over Tofte Mose målt i 2004 (tynd blå streg). Desuden er vist forsøgsvise tilpasninger af grundvandsforhøjningsmodel på tværprofilen. Med grøn streg er vist modellens profil beregnet for den østlige del af mosen og spejlet til den vestlige del (rød streg) samt helt teoretisk beregnet med samme parametre ud fra højdemodellen mod Haslevgård Å, der ligger i kote 2 m (tyk blå streg). Den tykke blå streg viser således en fremskrivning af højmosens profil, såfremt tiden blot går, og der ikke ændres i åløb og afvandingsforhold i mosens vestside (Riis 2005). 24

16 findes også almindeligt sammen med bladmosserne, Aulacomnion palustre, Hypnum cupressiforme og Pleurozium schreberi. Enkelte steder finder man også rensdyrlavet Cladonia portentosa og få andre arter af rensdyrlav. Sphagnum fuscum, S. capillifolium og S. austinii hører også til i tuevegetationen, men de er sjældne eller overordentlig sjældne på Tofte Mose. For en mere udførlig beskrivelse af mosfloraen henvises til en anden artikel i nærværende statusbog (side 134). Hvor vegetationen er mere tørbundspræget, er det dværgbuskene og tuekæruld, der dominerer, mens Sphagnum-arterne spiller en forholdsvis større rolle, hvor det er mere vådt. Tuernes overfladeform og omrids er uregelmæssigt, og på den næsten horisontale moseflade er der ingen tegn på orientering af tuernes omrids. Urter og dværgbuske har et veludviklet rodnet, og den tætte tuevegetation har derfor en tæt og fast overflade. Den dannede tørv er mørkebrun, fordi der dannes mange humusstoffer i den ret stærkt nedbrudte tørv. Høljerne er de lave og våde lavninger, der omgiver tuerne, og som fremtræder som lysegrønne flader i denne tue-hølje mosaik (se Fig. 1). Høljerne domineres af tørvemosarter, der danner en sammenhængende fladevegetation. Hele den store flade udfyldes af Sphagnum cuspidatum. Her kan man også træffe bl.a. hvid næbfrø, de 3 soldug-arter, smalbladet kæruld, klokkelyng og tranebær. På de lidt mindre våde partier nær tuerne ses bl.a. Sphagnum tenellum og mere sjældent S. balticum. Sphagnum fallax træffes også her, og en sjælden gang finder man Sphagnum papillosum, brun næbfrø og dyndstar. Tørven domineres af Sphagnum cuspidatum, og blomsterplanternes rodstrukturer er spinkle. Derfor er overfladen blød, og man synker let ned og efterlader et vanddækket fodaftryk. Den høje vandstand bevirker, at der aflejres en lys og svagt omsat høljetørv. Den løse tørvestuktur gør, at moseoverfladen i nogen grad kan følge vandstandssvingningerne. Ved høj vandstand svulmer tørven op og ligger højt, og ved lav vandstand synker den sammen. Det sikrer, at den levende høljevegetation altid er i tæt kontakt med mosens vandspejl. Tofte Moses overflade er ikke helt flad med ensartet fugtighed. I de fugtigste områder er det høljearealet, der dominerer, mens tuerne udgør et forholdsvis større areal, hvor moseoverfladen er mere tør. Og i de tørreste områder, med større afstand til vandspejlet, er det kun tuevegetationen, der kan klare sig. Tuevegetationen danner derfor her et sammenhængende tæppe med hedelyng og tuekæruld, som de mest almindelige plantearter. En række danske og udenlandske undersøgelser har vist, at forholdet mellem tue- og høljearealets størrelse også kan ændre sig over tid (Aaby & Tauber 1974, Aaby 1976). I højmosen, Draved Mose nord for Tønder, viser åbne tørveprofiler, at tuerne ekspanderer, når klimaet skaber relativ tørre forhold på moseoverfladen, mens høljerne gør det samme på tuernes bekostning i perioder, hvor klimaet giver mere fugtighed på mosen. 25

17 Fig. 11 Morgendis over Tofte Mose, Bælum Mølle i baggrunden. 16. april Foto Jan Skriver. Undersøgelsen fastslår også, at tuernes centre har været meget stabile over tid, idet flere tuer opnåede en alder på over 2600 år (Aaby 1976). I særlig tørre klimaperioder kan høljerne helt forsvinde, så mosefladen overalt er præget af tuevegetation. Når klimaet igen bliver fugtigere, og høljevegetationen igen kan etablere sig, så sker det typisk på de steder, hvor der også tidligere var en hølje. Her er tørven mindre fast og synker lettere sammen og bliver vådere end i de stabile tueområder (se Aaby 1976). Vi kan således meget generaliseret vise, at tuen udgør højmosens stabile strukturelement i tid og rum. Der er hele tiden en kamp mellem tue- og høljevegetation, og de aktuelle hydrologiske forhold er bestemmende for hvilken af de 2 plantesamfund, der har de bedste vækstbetingelser. Vi har faglige belæg for at sige, at tue-hølje strukturernes vækst og udbredelse er resultatet af dynamiske processer, der til enhver tid er bestemt af de aktuelle hydrologiske og økologiske forhold, der med tiden kan ændre sig. 26

18 I lærebøger og afskrifter af samme har det i mange år været god latin at beskrive højmosens vækst som en autonom og cyklisk skiften mellem tuer og høljer, således at tuer med tiden bliver til høljer for igen at blive tuer i en vertikal rækkefølge. Teorien går tilbage til mosegeologiens barndom (Sernander 1909, Osvald 1923), men er ikke bekræftet ved feltundersøgelser. Derimod har teorien levet et langt og lykkeligt liv i den sekundære faglitteratur (se bl.a. Hansen 1969). Der er heller ikke noget fast forhold mellem tuernes og høljernes arealstørrelser i Danmark og det øvrige Skandinavien, og det faste forhold på ca. 40 % høljeareal og ca. 60 % tueareal, som Hansen (1969) mener at finde, må bero på et utilstrækkeligt datamateriale. Tue-hølje mosaikken opstår I Tofte Mose og flere andre danske højmoser er alderen på de nuværende høljer bestemt ved kulstof-14 dateringsmetoden. Fra Tofte Mose foreligger der kun én datering. Høljen ligger i den centrale del af mosen vest for Tofte Bakke, og her begyndte der at blive aflejret høljetørv engang mellem ca og 1640 e. Kr. (Tabel 1). Antager vi, at dette resultat også gælder for mange af de omkringliggende høljer, så er den nuværende tue-hølje mosaik opstået for ca. 500 år siden. Tørven nedenunder den undersøgte hølje havde samme plantesammensætning som under de tilstødende tuer med Sphagnum magellanicum og S. rubellum, som er de almindeligste tørvedannende arter. Der var også en spredt forekomst af tuekæruld i den ensfarvede lyse tørv. Lokalitet Kulstof-14 alder Kalenderår Tofte Mose 430 ± 70 BP (0,3%), (95,1%) St. Vildmose 480 ± 80 BP (18,4%), (63,4%), (13,4%) St. Vildmose 400 ± 70 BP (95,4%) Draved Mose 635 ± 70 BP (95,4%) Draved Mose 420 ± 110 BP (93,9%), (1,2%) Abkær Mose 430 ± 80 BP (2,6%, (92,8%) Tabel 1. Kulstof-14 dateringer af tue-hølje dannelse i fire jyske højmoser med angivelse af den statistiske sandsynlighed for, at den sande alder ligger inden for det angivne tidsinterval. Kun tidsintervaller, der samlet ligger inden for 95,4% sandsynlighed, er medtaget. Til omregning af kulstof-14 aldre til kalenderår er anvendt kalibreringsprogrammet Oxcal 4.1 fra Oxford Universitet. BP=kulstof-14 alder før

19 Højmosen har med andre ord været domineret af en ret ensartet højmosevegetation fra omkring 800 år e. Kr. til slutningen af middelalderen, og vandspejlet lå højt. Overfladen har været ret jævn, som man ser det på nogle af de skotske højmoser i dag, der har et tæppeformet dække af tørvemosser (kaldet Sphagnum lawn ). Lignende forhold kendes fra tørveopbygningen i Store Vildmose, hvor den tæppeformede højmosevegetation ifølge 2 kulstof-14 dateringer ændrede sig til en mosaik af tuer og høljer omtrent på samme tid som det skete i Tofte Mose (Tabel 1, side 27). Den tilsvarende datering i Abkær Mose vest for Haderslev viste også, at Fig. 12 Datering af tue/høljedannelse i 4 danske højmoser sammenholdt med den årlige middeltemperatur udregnet som 50 års middelværdi for Midtengland (Lamb 1966). D= Draved Mose, A= Abkær Mose, L= Lille Vildmose og S= Store Vildmose. Dateringsinterval med sandsynlighed > 60 % er angivet med tyk linie (se tabel 1, side 27). 28

20 tue/høljedannelsen begyndte ca e. Kr., og i Draved Mose nord for Tønder blev resultaterne ca e. Kr. og ca e. Kr. (Tabel 1). I Draved Mose var der også tue-hølje struktur i perioden 2650 f. Kr. til omkring Kristi fødsel, hvorefter mosen havde en ensartet Sphagnum lawn i de følgende ca år. Også før 2650 f. Kr. fandtes en ensartet Sphagnum-domineret højmosevegetation på Draved Mose (Aaby & Tauber 1974, Aaby 1976). Tuer og høljer må derfor betragtes som ikke-bestandige mikrostrukturer, hvis tilstedeværelse og udstrækning er bestemt af klimaet. Dateringerne viser, at høljestrukturer antagelig opstår i slutningen af 1200-tallet/begyndelsen af 1300-tallet (Draved Mose) eller godt 200 år senere - i 1500-tallet (Draved Mose og de øvrige undersøgte moser). Dannelse af tue-hølje strukturer i 4 forskellige moser på omtrent samme tid er næppe tilfældigt, men skyldes samtidige ændringer i de nævnte højmosers hydrologi og dermed i det regionale klima. Vi ved fra andre undersøgelser, at højmoser er gode klimamålere, som i tørven gemmer vigtige oplysninger om fortidens klimaforhold (Aaby 1976). De hidtil upublicerede dateringer af tue-hølje dannelsen i danske højmoser er endnu en sådan bekræftelse. Det er interessant, at høljedannelsen begynder i perioder, hvor klimaet bliver koldere (se Fig. 12, side 28). Det skete i det nordvesteuropæiske område i slutningen af 1200-tallet og begyndelsen af 1300-tallet, og næste gang var i midten af 1500-tallet. Begge gange kan det vises, at der blev dannet nye høljer. Det er derfor tænkeligt, at tue-hølje dannelsen på en eller anden måde har relation til den tiltagende kulde. Mere kolde forårs-, sommer- og efterårsmåneder vil alt andet lige resultere i en mere våd moseoverflade, som i forvejen er meget våd. Det ændrer næppe vegetationsstrukturen i retning af tue-høljedannelse. Det er derimod mere interessant at fokusere på vinteren. Mere frost og lavere temperaturer vil have en fysisk påvirkning på moseoverfladen. Vand udvider sig, når det fryser til is, og det vil være de åbne små områder med et fritliggende vandspejl, der fryser først, fordi varmeafgivelsen her er størst. Isen vil presse på de tilstødende arealer, som vil hæve sig en smule. Det kan være starten på en udvikling, der var gunstig for både tuernes og høljernes vegetation. Den såkaldte lille istid havde sit kuldeoptimum i 1600-tallet. Måske er det sådanne tilfrysninger, der opretholder højmosernes tuehølje struktur. Givet er det, at tuerne bliver højere og højere og tue-høljerelieffet dermed mere prominent - jo længere vi kommer nordpå i Skandinavien (Aartolahti 1965). Det skyldes frysningsprocesserne, og i de såkaldte palsas-højmoser med en permanent frosset tørvekerne ligger overfladen ofte 1-3 meter eller mere - over de omgivende kærmoser. Der er derfor ingen tvivl om, at frost har en stor fysisk indvirkning på højmosens mikro-strukturer. 29

21 De små og lavvandede søer - gölerne Den sidste mikrostruktur, der skal omtales, er gölerne også kaldet luner. Göl er det svenske ord for en lille sø, og i Tofte Mose findes der ca. 25 på den centrale del af højmosefladen vest for Tofte Bakke (Fig. 13, side 31). Der er tale om lavvandede småsøer med en diameter på 5-10 m. Den største har en diameter på ca. 20 m. Flere mindre göler findes også ca. 500 m nord for Tofte Bakke. De kaldes under ét for Gåsehullerne. Gölerne er opstået, efter at højmosen blev dannet. Der ligger altså højmosetørv under gölernes bund. De betegnes derfor som sekundære søer i modsætning til de 6 primære søer (Møllesø, Birkesø, Tofte Sø, Lillesø, Yderste Lune og Inderste Lune), der altid har været søer og derfor ikke indeholder tørvelag. Alle gölerne er lavvande. Flere steder er der en undervandsvegetation af Sphagnum cuspidatum og mest i gölernes vestside, hvor bølgebevægelserne er mindst. I øvrigt er der ikke tegn på betydelig tilgroning. Et enkelt sted har blomstersiv etableret sig langs bredden. Dette er det eneste kendte voksested for blomstersiv i vildmosen, selvom den var almindeligt forekommende, da mosen var præget af fattigkærsvegetation. Ellers er bredvegetationen præget af de samme arter, som typisk er at finde i høljerne. Vi kender ikke gölernes alder, men muligvis er de jævnaldrende med de tilgrænsende høljer og dermed fra 1500-tallet eller måske fra 1300-tallet. Gölerne menes at være større druknede høljer eller områder, der hurtigt har fået så høj en vandstand, at højmosevegetationen ikke kunne holde trit med vandspejlets stigning. Her ligger en forskningsopgave med interessante vækstdynamiske og klimatiske perspektiver! Vildmosens dybe søer Søer tiltrækker næsten altid opmærksomheden, dels fordi de har landskabelige kvaliteter, dels fordi deres biologiske værdier er store. Det gælder også for Lille Vildmose, hvor de 4 store søer: Møllesø, Birkesø, Tofte Sø og Lillesø har været/er markante dannelser på den udstrakte højmoseflade. Mindre kendte er de 2 små søer Yderste Lune og Inderste Lune, der ligger ude på højmosen vest for Tofte Bakke (Fig. 14, side 31). Alle 6 søer har været påvirket af kulturindgreb (se afsnit om kulturindgreb fra side 37). Nogle af indgrebene har medført, at der er opstået lange vandfyldte sprækker i tørven umiddelbart nord for Inderste Lune og sydvest for Tofte Sø. Søernes dannelse Gennem mange år har der hersket tvivl om, hvorledes man skulle forklare dannelsen af de 6 primære søer, og hvorfor mosen ikke for længst havde overvokset dem og dannet højmosetørv. De fleste forklaringer kan imidlertid afvises, fordi de bygger på forkerte antagelser om mosers vækstforhold eller underlagets højdeforhold. I stedet skal der nok fokuseres på mosens vandforhold, hydrologien, for at forklare søernes dannelse og udvikling. Søerne har en meget klar afgrænsning, og mosens tørvelag står som en næsten lodret væg ind mod søerne. Det fremgår bl.a. af de beretninger, der er fremkommet, efter at de 4 store søer blev drænet i 1760 erne (se Jensen 1998). 30

22 Fig. 13 Den centrale del af Tofte Mose med lavvandet lune (göl). Gölen ligger i et område med tydelig tue/hølje overfladestruktur Foto B. Aaby. Fig. 14 Inderste Lune med bl.a. gul åkande og bredbladet dunhammer. Bag kærvegetationen ses et bælte af dunbirk. Den stedvis tætte birkebevoksning er fremkommet efter grøftegravning og dræning Foto B. Aaby. 31

23 Fig. 15 Luftfoto af del af Tofte Sø og mosearealet sydøst for søen. De brune flader er højmosevegetation; de lyse flader domineres af blåtop, mens de grønne flader er bevokset med eng-rørhvene og anden kærvegetation. De mørkegrønne pletter er træbevoksning. Bemærk kilderne (de mest tydelige er vist med tynde pile) og det antageligt naturlige dræn fra Tofte Sø (tyk pil). Det ses tydeligt, hvorledes veje og grøfter har stor indflydelse på områdets vegetation. DDO2004 optaget 3. juni 2004, COWI. 32

24 Skal søernes opståen forklares ud fra hydrologien, må den altså være forskellig i søområderne og i omgivelserne, hvor mosen har rådet og stadig råder. Kun fremstrømmende grundvand i et afgrænset område og med en anden kemisk sammensætning end i omgivelserne kan forårsage, at vækstbetingelserne bliver så forskellige, at sø og mose kan trives side om side. Forekomst af aktive kilder må være den naturlige forklaring på sødannelsen. Det underbygges af flere forhold. Således findes der aktive kilder i vildmosen i dag. Bl.a. er der flere små kilder langs siden af den kærstrækning, der strækker sig fra sydøstsiden af Tofte Sø og mod sydøst, hvor den udvider sig til et bredt fattigkær med eng-rørhvene og blåtop (Fig. 15). Den brede flade har karakter af fattigkær, mens de smallere arealer nærmere kildernes udspring kan betegnes som rigkær. Hvor der er indflydelse fra udsivende vand, vokser bl.a. tvebo star, loppe-star, krognæb-star, grøn star, skede-star, spyd-pil, vibefedt og almindelig leverurt (Atlas Flora Danica 2006). Dele af rigkæret er ekstremrigkær, idet et enkelt eksemplar af sump-hullæbe er set der af revirjæger Peter Knudsen for nogle år siden. Vegetationen og topografien viser således tydelige tegn på kildeaktivet flere steder i vildmosen, og flere af de fundne plantearter er særligt knyttet til kalkholdigt grundvand. Kilder er også angivet på gamle kort. Således har Peter Friis Møller i 2006 gennemgået dele af Lindenborg Godsarkiv, og her fundet kort fra 1768 med angivelse af flere kilder ved Møllesø, Birkesø og Lillesø. Fra de skrevne oplysninger er der også beretning om en kilde i Møllesø, der forsynede Vildmosegården med vand (Jensen 2007a). Afvandingen af Lillesø lykkedes aldrig helt, og vandstanden i den genskabte sø ligger i dag højere end i de omgivende grøfter, hvilket kun kan forklares med kildevæld (Riis 2007). Der er således gode og håndfaste beviser på, at der flere steder ved de primære søer er eller har været kilder, og at mindre kilder også findes udenfor søområderne. For at underbygge teorien om hydrologiens betydning for sødannelsen er der foretaget en række kemisk-fysiske målinger af vandkvaliteten i de åbne vandflader, der findes i Tofte Mose. Der er indsamlet 2 prøver fra hver lokalitet, og analyseresultaterne er tidligere publiceret (Aaby 2007). Analyseresultaterne er næsten ens fra de 2 prøver fra samme lokalitet. Derfor vises her kun én analyse fra hver lokalitet (se Tabel 2, side 34). Vandets surhedsgrad varierer fra surt (ph 4,04) til neutralt (ph 6,99). Surt vand findes i de lavvandede göler og i sprækken nord for Inderste Lune. Ledningsevnen er også lav i vandet fra disse lokaliteter. De har også lave koncentrationer af Na, K, Ca, NH 4 -N og PO 4 -P. Det viser, at vandkvaliteten i lunesprækken har store lighedspunkter med det vand, der findes i de lavvandede göler, og som er højmosens eget vand, der stammer fra nedbøren. Yderste Lune har betydeligt højere ph-værdier, end der er fundet de 2 andre steder, mens ledningsevne og de kemiske data meget ligner 33

25 TOFTE MOSE ph Ledningsevne Na K Ca NH 4 -N PO 4 -P Fe Lokalitet µs mg/l mg/l mg/l µg/l µg/l mg/l Göl 4,04 68,4 7,5 0,9 0, ,26 Lunesprække 4,1 73,4 8,2 0, ,27 Yderste Lune 5,77 72,3 10 0,67 2, ,11 Inderste Lune 6, ,5 2,7 3, ,65 Halvmånen ,6 8,2 5, ,33 Tofte Sø 6, ,9 3,1 21, ,67 Kilde 6, ,5 42, ,35 Tabel 2. Tofte Mose. Kemiske analyser af vand fra lavvandet lune (göl, se Fig. 11, side 31), lunesprække nær Inderste Lune (se Fig. 15, side 39), sprække nær Tofte Sø (Halvmånen, se Fig. 14, side 39) samt søerne Yderste Lune, Inderste Lune (se Fig. 12, side 31) og Tofte Sø. Til sammenligning er vandet fra en kilde øst for Tofte Sø også analyseret (se Fig. 13, side 32, tynd pil). Kun en analyse er vist fra hver lokalitet. For flere data se Aaby (2007). dem, der er målt i de lavvandede göler og i lunesprækken. Yderste Lune er tydeligvis grundvandspåvirket, men påvirkningen er moderat. Inderste Lune har høje ph-værdier, ligesom værdierne for ledningsevne og koncentrationerne af Na, K, Ca, NH 4 -N og PO 4 -P er højere eller væsentlig højere end de tilsvarende data fra både Yderste Lune og de lavvandede göler. Der er altså tale om en klar grundvandspåvirkning, ligesom der er tegn på en vis NH 4 -N tilførsel, der kan stamme fra den store dyrebestand, der færdes i området. Det er interessant, at vandkvaliteten i Inderste Lune og den nærliggende lunesprække er så forskellig. Det viser, at de 2 vandregimer ikke har forbindelse med hinanden, selvom afstanden fra sprækken til den relativt store Inderste Lune kun er 90 m. 34

26 Analyserne fra Halvmånen, Tofte Sø og den nævnte kilde viser alle, at deres vand er næsten neutralt (ph 6-7), og alle steder er der målt høje koncentrationer af de kemiske stoffer (se Tabel 2, side 34). De kemisk-fysiske analyseresultater viser altså tydelige forskelle mellem vand, som stammer fra højmosen og vand, som står i kontakt med grundvandet under mosen. Alle de primære søers kemisk-fysiske forhold er mere eller mindre præget af kalkholdigt grundvand, som må stamme fra en eller flere kilder i søernes bund. Andre steder kan kalken ikke komme fra! Forhøjet indhold af Calcium i vandet forringer tørvemossernes tilvækst både i masse- og længdevækst. I kombination med høj ph-værdi kan de tørvemos arter, der vokser i fattigkær og højmose, ikke trives (se også Risager 2005). Høje koncentrationer af næringsstoffer (N- og P-forbindelser) forringer også markant disse tørvemossers vækst. Kildevandets kemiske sammensætning har med andre ord haft en sammensætning, som har umuliggjort, at tørvemos kunne gro i de områder, der særligt var påvirket at kildevandet. Kildevandets påvirkningszone aftager fra kilden og udad, hvor kildevandet opblandes med mosens vand, der har en anden vandkvalitet. Højmosesøernes udstrækning bestemmes derfor af balancen mellem det til stadighed tilførte kalkholdige kildevand og det tilstrømmende sure mosevand. Søernes meget konstante form tyder derfor på, at vandtilstrømningen fra kilde og mose har været nogenlunde konstant over tid. Lillesø, Birkesø, Yderste og Inderste Lune har en cirkelformet udstrækning, hvilket kunne tyde på, at der her kun findes én større kilde, mens Tofte Sø og navnlig Møllesø har en form, der kunne være bestemt af flere kilder, som det også er nævnt af Jensen (2007b). Den enkle forklaring på, at der ikke er dannet en sumptørv (uden tørvemos!) i bunden af søerne, må være, at kilderne har været så vandførende, at da der skete en grundvandsstigning et par hundrede år efter Kristi fødsel og i tiden herefter, så kunne kildevandet ikke længere løbe væk. Det medførte, at der hurtigt blev dannet en permanent åben vandflade og senere en lavvandet sø i kildeområdet. Længere borte, hvor kun den højere grundvandstand gjorde sig gældende, skete der en forsumpning og begyndende mosedannelse. De geologiske boringer viser, at Birkesø og navnlig Tofte Sø oprindelig har været større (Aaby 1980). Søer fandtes også flere andre steder i vildmosens første tid, men de groede ret hurtigt til og blev til mose (se Aaby 1980, bilag 4). Kun i de områder, hvor der var aktive kilder, kunne søerne bevare deres status frem til nutiden. En mere omfattende omtale af søernes dannelse og udvikling er tidligere publiceret (Aaby 2007). Kilderne var årsag til jernalderbeboelsen Både i Møllesø, Birkesø og Tofte Sø er der gjort arkæologiske fund, der viser, at der her har været bopladser og begravelsespladser (se f. eks. Mikkelsen 1943 og Jensen 1998). Det arkæologiske fundmateriale kan i flere tilfælde dateres til sen 35

27 Fig. 16 Inderste Lune set fra luften i september. Drængrøft, der afvander søen, ses i billedets venstre side. Göler på højmosefladen ses i øverste højre side af billedet. 6. september Foto Jan Skriver. 36

28 førromersk jernalder eller tidlig romersk jernalder. I tiden omkring Kristi fødsel har der altså været områder i bl.a. Møllesø, Birkesø og Tofte Sø, der har været så tørre, at man kunne bosætte sig. Søområderne har dengang ikke adskilt sig terrænmæssigt eller vegetationsmæssigt fra de omkringliggende områder, der senere blev til mose. Men netop i søområderne var der aktive kilder med rigeligt og godt grundvand. Udenom var der stillestående vand i det næsten flade landskab, og vandkvaliteten har næppe været god i lighed med andre områder, som ligger på tidligere havbund. Det må derfor være kilderne, der har været årsag til, at man etablere bopladser netop her. I tilgift var der gode jagt- og fiskemuligheder i lagunen, som dækkede den brede lavning vestfor. Lagunen har været lavvandet på bosætningstidspunktet omkring Kristi fødsel, og omkring 200 år senere begynder området at gro til, som det fremgår af en kulstof-14 datering (se afsnittet om de ældste tørvekag, side 14). Herefter registreres den nævnte vandstandsstigning, så søområderne ikke længere kunne bebos. Kulturpåvirkninger i Tofte Mose I dette afsnit behandles særligt de aktiviteter med tørvegravning, dræning og vandløbsregulering, som er foregået i Tofte Mose. For de øvrige højmoseområder henvises til Riis (2005, 2006). De første indgreb Lille Vildmoses afvandingshistorie begynder i 1752, hvor Frederik V nedsætter en kommission, der skal afklare Kongens ejendomsret til de udyrkede arealer i mosen. Herefter fik Adam Gottlob Moltke som bl.a. ejede Lindenborg Gods, mosen foræret i 1759 sammen med 20 års skattefrihed og retten til at nedlægge den lille Stridt Vandmølle, som lå ved Møllesøs udløb midt mellem søen og havet (Rasmussen 1917, Kristensen 1945). Betingelsen var, at mosen skulle kultiveres, og derfor fik han også lov til at udtørre og udnytte søerne. I årene blev de 4 store søer med en samlet overflade på ca. 400 ha afvandet ved gravning af den godt 5 km lange og ca. 4 m dybe Hovedkanalen fra kysten ved Møltoft og ind gennem Møllesø og Birkesø til Tofte Sø og med en sidegrøft til Lillesø. Det fremgår af Peter Friis Møllers nyligt fundne kort i Lindenborg godsarkiv, at der allerede i 1754 var gravet grøfter, som ledte vand fra Tofte Sø, Birkesø og Møllesø til Stridt Vandmølle og videre til kysten (se også Aaby 2007). Det er dette grøfteforløb, som effektivt uddybes af Moltke. Først afvandes Møllesø i vinteren 1760/61. Dernæst blev Birkesø tømt i vinteren 1761/62. Lillesø drænes omkring 1765 og til sidst tørlægges Tofte Sø i 1769 (Rasmussen 1917, Jensen 1998). De 2 lunesøer drænes, men er aldrig blevet tørlagt (se senere). Afvandingerne var ikke alle lige vellykkede, og i 1927 blev Lillesø igen sat under vand, og i 1973 genskabtes Tofte Sø. Tofte Sø er i dag lavvandet og har et vandspejl mellem kote 3,85 m og 3,95 m, men vandstanden svinger noget. Stemmeplankerne i udløbet blev i 1993 målt til kote 3,92 m af Hedeselskabet. Det er imidlertid 37

29 næsten 3 m lavere end vandstanden var i søen, før den blev drænet (Riis 2005). Højmoseplanets overflade blev ifølge de høje målebordsblade i målt til at ligge fod over havet, svarende til ca. 7,5 m over nuværende havniveau. Fra den i dag kun svagt drænpåvirkede Yderste Lune vest for Tofte Bakke ved vi, at vandstanden i søen højst ligger cm lavere end den omgivende højmoseflade. Antages det, at et lignende forhold har været gældende omkring de store søer og det anses for en realistisk antagelse - så har søerne oprindeligt haft et vandspejl forsigtigt sat til ikke under kote 6,8 m. Desuden er der en naturpræget sænkning fra Tofte Sø mod sydøst gennem Tofte Mose med bl.a. rigkærarterne almindelig leverurt og hjertegræs. Denne sænkning, som kan have fungeret som et tidligere overløb fra søen, har i dag en terrænkote omkring kote 6,8 m (Fig. 19, ved 800 m), men den kan have ændret sig over tid. Vi ved nu, at der allerede i 1754 var gravet en grøft fra søerne og mod øst ud af mosen og forbi Stridt Mølle. Vanddybden i Møllesøen og de andre søer blev i 1760 angivet til mellem 3 og 4 alen (Rasmussen 1917). Med det nuværende terræn i Møllesø og Birkesø omkring kote 3,3 m svarer disse oplysninger til et vandspejl mellem kote 5,2 m og 5,8 m (Riis 2005). Vi kan således forsigtigt konkludere, at de tidligst gravede grøfter, som er angivet på 1754-kortet og som leverede vand til Stridt Mølle, antagelig har medført en vandstandssænkning i søerne på omkring 1 m inden de store drænarbejder påbegyndtes i De senere indgreb Tofte Mose var indtil 1937 en del af et langt større sammenhængende højmoseområde, der fra syd strakte sig op til de øst-vestgående veje, Langelinie og Kællingebjergvej/Vildmosevej, der blev anlagt hhv og (Rasmussen 1917, Kristensen 1945). Afgrænsningen af Tofte Mose blev bestemt af placeringen af det ca. 25 km lange vildthegn, som greven på Lindenborg Gods lod opføre omkring den sydlige del af mosen og Tofte Skov. Frasalget i 1937 af det 2300 ha store Mellemområde til Statens Jordlovsudvalg havde stor indvirkning på Tofte Moses naturtilstand gennem den efterfølgende afvanding, tørvegravning og landbrugsdrift i Mellemområdet. Disse indgreb ændrede højmosens vandbalance markant. Det var dog ikke første gang, man forsøgte at dræne mosen. Allerede tidligt forsøgte Lindenborg Gods eller gårdene i Tofte at dræne højmosen rundt om Tofte Bakke. På målebordsbladet fra 1880 ses 2 grøfter, der leder vand bort fra Inderste Lune. Grøfterne går henholdsvis mod sydøst og øst inden de begge i et parallelt forløb går videre sydpå. Den sydøstlige grøft har et helt lige løb på den første strækning, mens den østlige grøft har retning mod kanten af mosen (laggen) og har et bugtet forløb. Det er derfor tænkeligt, at sidstnævnte grøft er det oprindelige afløb fra Inderste Lune. Grøften har flere grøfteafløb ud til kanten af mosen på sit sydlige løb. Det gamle sogneskel følger denne østlige grøft over et langt stykke, hvilket tyder på, at grøften er gammel og muligvis er 38

30 Fig. 17 Den brede sprække, kaldet Halvmånen, er opstået ved, at moseområdet til højre i billedet pludseligt er skredet ud i den drænede Tofte Sø. Vandet i sprækken er i nær kontakt med vandet i Tofte Sø (se tabel 2, side 34). Mange birketræer bebos af skarver Foto B. Aaby. Fig. 18 Vandfyldt sprække på højmosefladen nord for Inderste Lune. Det er mosefladen med megen birk til venstre i billedet, der har bevæget sig 2-3 m ind mod lunesøen Foto B. Aaby. 39

31 anlagt i samme periode i 1760erne, hvor de store højmosesøer tørlægges (se også Riis 2005). Grøfterne påvirker hele højmosens østlige randparti syd for Tofte Bakke. Det har medført, at der flere steder ses en mere eller mindre tæt opvækst af dun-birk, hvor dræneffekten er størst. Yderste Lune har også været reguleret mod øst ved grøftegravning. Afløbsgrøften er helt fyldt op med tørvemos, men den er stadig virksom, fordi vand let kan løbe i den løse tørvestruktur. Det mærkelige er, at grøften ophører omkring 150 m fra lagg-zonen ved Tofte Bakke. Hvorfor? Svaret er antagelig, at grøften kun er gravet gennem højmosefladen frem til det tidligere svagt hældende randparti, hvorfra vandet selv kunne løbe ud i laggen. I dag er højmosefladen og randzonen svagt påvirket af drængrøfterne fra Inderste og Yderste Lune. Mosens overflade har derfor sat sig, hvorved den tidligere højmoserand næsten er forsvundet (Aaby 2007). Sprækkedannelser De kunstige vandstandssænkninger af søernes vandspejl medførte, at højmosen mistede modstand fra vandfladen, så der opstod spændinger i de omkringliggende tørvelag. Ved Tofte Sø resulterede det i, at et stort firkantet stykke af højmosen rev sig løs og gled 5-6 m ind i det drænede Tofte Sø område. På bagsiden af mosestykket opstod nu en sprække med en bredde, der viste, hvor langt mosestykket havde bevæget sig. Sprækken går fra overfladen og helt ned til den gamle havbund under mosen. Det er således hele det 4-4,5 m tykke tørvelag, der har flyttet sig (Se fig. 17, side 39). Vi ved ikke, hvornår skredet fandt sted, men den vandfyldte sprække, der kaldes Halvmånen efter sin form, optræder ikke på målebordsbladet fra 1880, men ses tydeligt på kortet fra 1919 (Jensen 2005, Riis 2005). Hermed er ikke sagt, at Halvmånen er opstået i perioden mellem 1880 og 1919, idet kortet fra 1880 kan være ufuldstændigt. Et lignende skred fandt sted nord for Inderste Lune, som følge af dræning. Sprækken er 2-3 m bred og også her går sprækken hele vejen ned til sand- og lerlagene under mosen (Se fig. 18, side 39). Tørven har en tykkelse på omkring 4,6 m, og vandspejlet i sprækken er i 2005 målt til 4,20 m over sandbunden. Tofte Søvej Et andet stort indgreb fandt sted i , hvor 2 parallelle drængrøfter blev anlagt fra Tofte Sø mod sydøst hvor nu Tofte Søvej går (Petersen 1896). I løbet af de efterfølgende 100 år er højmosens overflade sænket i en ca m bred zone på hver side af vejen. Og Tofte Søvej ligger nu 2,5 m lavere, end da den blev anlagt (Fig. 19, side 41). Dræningen og tørvens sammensynkning har medført, at højmosevegetationen er forsvundet langs en bred bræmme langs vejen. Det har delt højmosen i 2 dele, hvor særligt den nordlige del er påvirket af dræningen. Birkeskov har hurtigt bredt sig i de tørreste områder, og dermed har kantområderne ændret status fra aktiv højmose til skovbevokset tørvemose eller 40

32 fattigkær med eng-rørhvene og blåtop som de dominerende plantearter (Riis 2005). Haslevgård Å Langs hele den vestlige del af Tofte Mose er den oprindelige lagg-zone ødelagt ved forlægning og regulering af Haslevgård Å, der løber mod syd og har sit udløb i Kattegat syd for Øster Hurup. Den ældste kendte uddybning af åen skete omkring Åen var dengang afløb for Smidie Sø, som lå vest for Smidie Bakke, og havde sit afløb syd om bakken frem til Blegsø ved Tofte Moses vestligste punkt (se Fig. 20). Senere fik Haslevgård Å ændret sit øvre løb. Den afvandede stadig Smidie Sø, men åen blev nu i stedet ført nord om Smidie Bakke og videre forbi herregården Kongstedlund, og derfra mod syd på østsiden af Smidie Bakke for at få forbindelse med det gamle løb lige syd for Blegsø. Omlægningen er sket en gang i tidsrummet fra 1793 til Et mere præcist tidspunkt kendes ikke. Denne forlægning af åen gav i mulighed for at tørlægge Smidie Sø. Omkring år 1900 blev Haslevgård Å rettet ud og bunddybden sænket. Igen i 1936 blev åen uddybet. Endelig blev åen i 1953 flyttet op til 500 m længere mod øst og ind på højmosen på en 1,5 km lang strækning (Fig. 21, side 44). Det gav mere plads til eng- og markarealer vest for åen, men medførte til gengæld en fuldstændig ødelæggelse af de sidste rester af den oprindelige lagg-zone, samt en langt kraftigere afvanding af Tofte Moses vestside. Fig. 19 Terrænprofil af Tofte Mose fra Tofte-fenner over Tofte Søvej og videre ind over højmosen. Profilen er udtrukket af højdemodellen, se Fig. 7, side 22 (Riis 2005). 41

33 42 Fig. 20 Udsnit af Videnskabernes Selskabs kort over Aalborg Amt 1793 vist i 11,2 km bredde (skala 1: ). KMS.

34 Med de 3 uddybninger i 1900-tallet ligger åens bund nu 1,0 m dybere langs Tofte Mose. Bundbredden er samtidig øget fra 1,76 m til 4,0 m. Vi kender ikke de oprindelige vandstandsforhold i åen før de første reguleringer omkring Men beregninger viser, at Smidie Sø før dræningen må have haft et vandspejl, der mindst lå i kote 5 m. Det kan også sandsynliggøres, at åen havde en vandspejl, der lå mindst 3 m højere end i dag i åens nordlige del vest for Tofte Mose (se Fig. 9, side 24), og mindst 2 m højere end i dag i den sydlige del (Riis 2005). Disse betydelige ændringer af åens vandspejl og beliggenhed har haft stor dræneffekt i Tofte Mose, hvor randzonen nu står betydeligt stejlere end tidligere (se afsnit om højmosens makrostrukturer, side 21). I den nu tørkeprægede randzone har dunbirk bredt sig og dannet en tæt skovvegetation, der med aftagende træhøjde strækker sig op til 500 m ind på højmosen. Så sent som i 1954 var området ifølge luftfotos næsten uden træopvækst. De nævnte kulturpåvirkninger er nogle af de mest indgribende i højmosens natur. For en mere fuldstændig beskrivelse af Haslevgård Ås udvikling og kulturindgreb i mosenaturen henvises til Riis (2005). Nordsiden af Tofte Mose Indtil 1937 bredte højmosen sig videre nord på fra Tofte Mose kun afbrudt af de afvandede søer og vejen Langelinie. Men med statens overtagelse blev højmoseområderne nord for Tofte Mose gennemdrænet og merglet i årene Langs nordskellet blev den 2 m dybe Lindenborgs Skelgrøft anlagt med afløb til såvel Haslevgård Å som til Hovedkanalen i Birkesø og Møllesøen. I løbet af de første 3 år satte terrænet sig nord for Tofte Mose med 1 m (Mikkelsen 1943). Sætningerne aftog, men blev holdt i gang af grøfteuddybninger og senere dræninger med rør, således at terrænet nord for Tofte Mose omkring 1980 havde sat sig med ca. 2,5 m. Grøfterne nåede efterhånden helt ned i sandbunden under mosen. Afvandingen fortsatte igennem 1980 erne og 1990 erne, men nu suppleret af en tørveindvinding, som varede helt frem til 2003 i Smidie-fenner mod sydvest og til 2008 i Møllesø-fennerne øst for Birkesø. Herved er der opstået en højdeforskel på ca. 4 m mellem mosefladen i Tofte Mose mod syd og terrænet nord for (Riis 2005). Naturgenopretning Baggrund De betydelige kulturindgreb har medført, at Tofte Moses randpartier har en meget tør moseoverflade. Det øger tørvens nedbrydning (koldforbrænding med dannelse af bl.a. CO 2 ), så mosens vand løber hurtigere bort. Det har frembragt sætninger og sprækkedannelser i tørven, som igen har øget hældningen, afdræningen og så videre i en ond cirkel. Den onde cirkel forstærkes yderligere af opvækst af birk og nåletræ, som forøger fordampningen, udtørrer overfladen, bortskygger tørvemosset og den øvrige lyskrævende højmosevegetation. 43

35 Fig. 21 Haslevgård Å. Arbejdshold under arbejdet med udretning og uddybning af åløbet omkring Foto udlånt af Lokalhistorisk Arkiv for Gl. Skørping Kommune. Derved forsvinder den tørvestruktur, der sikrer, at overskudsnedbøren bevares i tørven. Endelig fanger træernes blade og nåle støvpartikler fra luften og forøger således den atmosfæriske tilførsel af næringsstoffer til højmosen (Bak 2001). Det begunstiger yderligere opvækst af træer og mere næringskrævende urter, som ikke naturligt hører til højmosevegetationen. Det gælder blandt andet græsset, blåtop. Ved naturgenopretning er det vigtigt at holde sig for øje, at højmoser er hydrologiske dannelser, hvor mere end 90% af tørvens vægt er vand. Det fundamentale mål med bevaring/naturgenopretning er derfor, at opretholde og forstærke den hydrologiske enhed, hvor den har lidt skade. Højmoser er også geologiske dannelser, der aflejrer tørv, og tørvedannelseskapaciteten er helt 44

36 afhængig af hydrologien. Et af de primære mål for naturgenopretningen af Tofte Mose bliver derfor at fremme den tørvedannende vegetation. Fra undersøgelser af tørven ved vi, at den vigtigste tørvedanner er tørvemosserne. Derfor skal der først og fremmest skabes gode vækstbetingelser for dem. Det sikrer også en velfungerende akrotelm (se side 17-19) med høj vandstand og et svampet lag af tørvemos. Højmoserestaureringen skal altså genskabe gode hydrologiske betingelser, der muliggør, at højmosen kan danne og oplagre Sphagnum-tørv igen. Plantesammensætningen giver en første indikation af højmosens hydrologiske tilstand. Til det formål er det hensigtsmæssigt at se på, hvor meget af vegetationen, tørvemosserne fylder (Streefkerk et al. 2004). Sphagnum dækningsgrad 0 25 % Sphagnum dækningsgrad % Sphagnum dækningsgrad % Akrotelm ude af funktion Akrotelm med begrænset funktion Akrotelm velfungerende En foreløbig undersøgelse viser ikke overraskende (Streefkerk et al. 2004), at randområderne i Tofte Mose er præget af stærk udtørring og typisk har en zone på m, hvor akrotelm er ude af funktion eller har en begrænset funktion. Først m fra randen bliver Sphagnumdækningsgraden større (> 40 %). Mere centralt er højmosens akrotelm velfungerende. Langs Haslevgård Å er udtørringen mere udtalt, og her er akrotelm først velfungerende omkring 600 m fra åen (Streefkerk et al. 2004). Der er derfor ingen tvivl om, at Tofte Mose flere steder har en bevaringsstatus, der er ugunstig (Pihl et al. 2000). Højmoser er en prioriteret naturtype i henhold til EF-Habitatdirektivet, og Tofte Mose er udpeget som en del af habitatområde nr. H18. Den danske stat er derfor forpligtiget til at sikre, at højmosen opnår en gunstig bevaringsstatus. En naturtypes bevaringsstatus betragtes som gunstig, når følgende 3 forhold alle er til stede (Habitatdirektivet, litra 1e): - det naturlige udbredelsesområde, og de arealer det dækker inden for dette område, er stabile eller i udbredelse, og - den særlige struktur og de særlige funktioner, der er nødvendige for dets opretholdelse på lang sigt, er til stede og sandsynligvis fortsat vil være det i en overskuelig fremtid, samt når - bevaringsstatus for de arter, der er karakteristiske for den pågældende naturtype, er gunstig efter litra i (denne litra i artikel 1 omhandler kriterier for, at en arts bevaringsstatus anses for gunstig). Vision, planlægning og projektudførelse Aage V. Jensen Naturfond har som ejer selv ønsket at gennemføre en omfattende naturgenopretning af bl.a. Tofte Mose. Til det formål har COWI A/S ved Niels Riis udarbejdet en overordnet plan med tilhørende skitseprojekt, der skal sikre, at højmosen får en gunstig bevaringstilstand (Riis 2006). 45

37 Planen er i første omgang at igangsætte en udvikling, hvor arealer, der i dag fremstår som Nedbrudt Højmose (habitatdirektivets naturtype 7120) eller som Skovtilgroet Højmose (del af habitatdirektivets naturtype 91D0), igen begynder at udvikle sig mod naturtype 7110, Aktiv Højmose. Den overordnede vision er: at de tidligere afvandingsgrøfter rundt om Tofte Bakke og mod syd ned til Vandløb i Gl. Enge vil blive lukket og dækket af ny højmosevækst, at afvandingsgrøfterne omkring Dragsgårdsstien og syd for Tofte Sø tilsvarende vil blive lukket og dækket af ny højmosevækst, at sætningerne omkring Tofte Søvej vil standse og blive erstattet af ny højmosevækst, der igen begynder at samle Tofte Mose til én stor sammenhængende højmose, at den nordlige del af Tofte Mose igen vil blive helt dækket af Aktiv Højmose, at sætninger vil ophøre langs nordsiden af Tofte Mose, at kantskovenes udbredelse vil blive reduceret og arealerne overgå til aktiv højmose., at drænsporene i højmosen efter de nuværende og tidligere vildthegn omkring Tofte Mose formindskes, og at indførte og invasive arter som bjerg-fyr, sitka-gran og rød-gran fjernes selektivt og fuldstændingt fra højmosearealerne, inden de bliver fertile og kan sprede sig. Til gennemførelse af disse tiltag har det været nødvendigt at have et detaljeret kendskab til mosens højdeforhold, grøfteforløb, vandstand i grøfterne og grøftevandets afløbsretning. Derfor er der i marts 2004 udført laserscanning af hele vildmosen. Der er indsamlet oplysninger om kotehøjde af mosens overflade i 2-4 punkter pr. m 2, som siden er reduceret til én koteværdi pr. 4 m 2. Kotehøjden er bestemt med en middelfejl på ca. 15 cm i forhold til faste overflader og i system Dansk Normal Nul. Koteinformationerne er brugt til at lave en terrænmodel (se Fig. 8, side 22). Ud fra højdemodellen og ortofotos er alle åbne vandløb, grøfter og kanaler i og omkring Tofte Mose kortlagt, og ud fra de registrerede vandspejlskoter er der beregnet en overflademodel af vandspejlsforholdene. Den danner grundlag for hvilke indgreb, der skal foretages, og hvor indgrebene skal lokaliseres. Naturligvis indgår der også en række oplysninger om tørvekvalitet, tørvetykkelse m.m. i disse beslutninger. Samtlige indgreb har til formål at forsinke vandafstrømningen fra højmosen og derved hæve mosens vandspejl, så det ligger så højt, at akrotelm igen bliver velfungerende, og der akkumuleres tørv. I løbet af 2007 og 2008 er der nedsat 180 krydsfinerskodder i grøfter inde på højmosefladerne i Tofte Mose samt i randzonen mod nord, syd og øst. Langs Haslevgård Å er der i løbet af 2010 yderligere nedsat ca. 150 krydsfinerskodder. Spunsvægge af PVC-materiale skal også medvirke til at hæve vandspejlet i de større grøfter. Langs nordsiden af Tofte Mose er den dybe Lindenborgs Skelgrøft blevet tilfyldt på en 2,3 km lang strækning langs Tofte-fennerne og Birkesø. Desuden vil en række grøfter langs den nordøstlige del af Tofte Mose blive fyldt med tørvemateriale, så de ikke længere er funktionsdygtige. 46

38 Fig. 22 Flyvning med krydsfinerplader til lukning af grøfter i den nordlige del af Tofte Mose 1. december Herved skånes vegetationen for transportskader. 1. december Foto Jan Skriver. 47

39 En del af transportopgaverne er udført med helikopter (Fig. 19, side 47). Det sikrer, at moseoverfladen påvirkes mindst muligt i forbindelse med arbejdet. Endelig skal højmosefladen ryddes for træer, der er invasive eller indførte. Med birk forholder det sig anderledes. Den var naturligt forekommende i sparsom mængde på de mest veldrænede dele af højmoseranden, da mosen henlå i naturtilstand. Nu har kulturpåvirkningen medført, at dunbirken har spredt sig. Dens tilstedeværelse er i dag først og fremmest et symptom på højmosens forringede bevaringstilstand. Vi kan bruge denne viden positivt og se birkens tilstand, vækst, spredning og død som en indikator for højmosens aktuelle tilstand, om end en indikator, der selv er med til at forringe højmosens tilstand. Fjernelse af birk er i sig selv symptombehandling og gavner kun kortvarigt mosen. Kun samtidig med indgreb, der forbedrer mosens vandregime, har fjernelse af birk en langtidseffekt. I Tofte Mose vil birken blive fjernet inde på mosefladen i forbindelse med den øvrige naturgenopretning, hvor den står tæt og derfor skader højmosevegetationen væsentligt. De øvrige steder på højmosefladen bør birkens tilstand og udbredelse følges over tid, for at se langtidseffekterne af grøftelukningerne og de øvrige tiltag, som nu gennemføres. Projektet fokuserer særligt på indgreb, der med få undtagelser undgår påvirkninger af arealer, som er naboers eje. Projektet blev påbegyndt i 2007 efter myndighedernes godkendelse, og i skrivende stund er de mange naturgenopretningsarbejder næsten afsluttet. Litteratur Aaby, B. & Tauber, H Rates of peat formation in relation to degree of humification and local environment, as shown by studies of a raised bog in Denmark. Boreas, 4: Aaby, B Cyclic variations in climate over the past 5500 years reflected in raised bogs. Nature, 263: Aaby, B Råstofgeologisk undersøgelse af Lille Vildmose. Rapport udarbejdet af Danmarks Geologiske Undersøgelse for Nordjyllands Amt: bilag. Aaby, B Mennesket og naturen på Abkær-egnen gennem 6000 år. Sønderjysk Månedsskrift: Aaby, B Cyclic changes in climate during 5500 years reflected in Danish raised bogs. Det danske Meteorologiske Institut, Klimatologiske Meddelelser 4: Aaby, B Overvågning af højmoser Naturovervågningsrapport. Miljøministeriet: Aaby, B Lille Vildmose, Tørveindvinding og naturgenopretning. Miljøministeriet, Landbrugsministeriet, Sejlflod Kommune og Nordjyllands Amt. Aaby, B Geologi og mosedannelse i Store Vildmoseområdet. I. Brix, B. (red.). Landet og loven. Miljøministeriet: Aaby, B Lille Vildmose. I: Andersen, S. & Sjørring, S. (red.). Geologisk Set Det Nordlige Jylland. Skov- og Naturstyrelsen og Geografforlaget: Aaby, B Søerne i Lille Vildmose. Mosen, Tidsskrift for Vildmoseforeningen. Årgang 8: Aartolathi, T Oberflächenformen von Hochmoren und ihre Entwicklung in Südwest Häme und Nord Satakunta. Fennia 93. Andersen, S. T., Aaby, B. & Odgaard, B. 1996: Denmark. In Berglund B. E., Birks, H. J. B., Ralska-Jasiewiczowa, M., & Wright, H.(eds.): Palaeoecological Events During the Last Years: 48

40 Regional Synthesis of Palaeoecological Studies of Lakes and Mires: Wiley, Chichester. Atlas Flora Danica Rapport til Aage V. Jensens Fonde vedrørende vegetationsforholdene i og omkring Tofte Skov. Arbejdsrapport: kortbilag, upubliceret. Bak. J Kortlægnings- og analyseprojekt vedrørende væsentlige ammoniakpunktkilder og sårbare naturtyper i det åbne land. Skov- og Naturstyrelsen. Wilhjelmudvalget: Hansen, B Højmoser. I: Danmarks Natur, Politikens Forlag, bd. 5. De Ferske Vande: Jensen, S.C Lille Vildmose kultur og natur. Forlaget Tri- Color: Jensen, S.C Halvmånerne i vildmosen. Hvad er det? Mosen 6, marts 2005:4-5. Jensen, S.C. 2007a. Afskrift fra MOSEN, Tidsskrift for Mosebrug marts Mosen 8, juli 2007: 7. Jensen, S.C. 2007b. Højmosesøerne i Lille Vildmose. Mosen 8, juli 2007: 4-5. Kristensen, M.K Vildmosearbejdet. Det Kgl. Danske Landhusholdningsselskab: Lamb, H. H The changing Climate, Section 7, Mathuen, London. Mikkelsen, V.M Bidrag til Lille Vildmoses stratigrafi og vegetationshistorie. DGF 10: Nielsen, M.K En højopløselighedsanalyse af to danske højmoser, Ulkestrup Lyng, Sjælland og Tofte Mose, Jylland, til redegørelse for i hvilken periode Den Lille Istid forekom i Danmark. Specialeafhandling, Geologisk Institut, Københavns Universitet: Osvald, H Die Vegetation des Hochmoores Komosse. Sv. Växtsoc. Sälsk. Handl. 1. Uppsala. Petersen, O.G Lille Vildmose og dens Vegetation. Botanisk Tidsskrift Bd. 20, 2: Pihl, S., Ejrnæs, R., Søgaard, B., Aude, E., Nielsen, K.E., Dahl, K. & Laursen, J.S Naturtyper og arter omfattet af EF-Habitatdirektivet. Indledende kortlægning og foreløbig vurdering af bevaringsstatus. Danmarks Miljøundersøgelser. Faglig rapport fra DMU, nr Rasmussen, A Vildmosegaardens grundlæggelse. I: Fra Himmerland og Kjær Herred. Aarbøger udgivne af Historisk Samfund for Aalborg Amt : Aalborg. Riis, N Påvirkning af højmosearealer i Lille Vildmose fra afvanding og tørvegravning. Udredningsrapport fra COWI til Aage V. Jensens Fonde: Riis, N Sikring af højmosearealers gunstige bevaringstilstand i Lille Vildmose. Masterplan med skitseprojekt. Rapport fra COWI til Aage V. Jensens Fonde: 1-61 samt bilag. Riis, N Naturgenopretning af Mellemområdet i Lille Vildmose. Masterplan med skitseprojekt. Rapport fra COWI til Aage V. Jensens Fonde: Riis, N., Hinge-Christensen, S. og Aaby, B Muligheder for naturgenopretning i og omkring Lille Vildmose, COWI konsulentrapport. Pilotprojekt Lille Vildmose Nationalpark: bilag. Risager, M Sphagnum- og lyngforsøg på tidligere tørveindvindingsareal i Lille Vildmose. Nordjyllands Amt og Skov- og Naturstyrelsen. Foreløbig rapport: Sernander, R De scanodaniska torfmossarnas stratigrafi. Geologiska Föreningens i Stockholm Förhandlingar 31: Streefkerk, J.G. & Casparie, W.A., The hydrology of bog ecosystems. Staatsbosbeheer, National Forest Service in the Netherlands, Utrecht: Streefkerk, J., Harkema, E. & van Duinen, G-J Tofte Mose: A preparatory field study on the high bog in relation to possible desiccation and possibilities for restoration. Report by Staatsbosbeheer to Nordjyllands Amt. The Netherlands: Tekniske undersøgelser og seminarier. 49