Bekymringerne og deres holdeplads Høstgudstjeneste 2015

Transkript

1 Bekymringerne og deres holdeplads Høstgudstjeneste 2015 Spørg om Guds magt og kærlighed, stol kun på ham og hvil i fred. Evangelieteksten til 15.søndag efter Trinitatis læser vi i Mattæusevangeliet kap.6, vers 24-34: Jesus sagde:" Ingen kan tjene to herrer. Han vil enten hade den ene og elske den anden eller holde sig til den ene og ringeagte den anden. I kan ikke tjene både Gud og mammon. Derfor siger jeg jer: Vær ikke bekymrede for jeres liv, hvordan I får noget at spise og drikke, eller for, hvordan I får tøj på kroppen. Er livet ikke mere end maden, og legemet mere end klæderne? Se himlens fugle; de sår ikke og høster ikke og samler ikke i lade, og jeres himmelske far giver dem føden. Er I ikke langt mere værd end de? Hvem af jer kan lægge en dag til sit liv ved at bekymre sig? Og hvorfor bekymrer I jer for klæder? Læg mærke til, hvordan markens liljer gror; de arbejder ikke og spinder ikke. Men jeg siger jer: End ikke Salomo i al sin pragt var klædt som en af dem. Klæder Gud således markens græs, som står i dag og i morgen kastes i ovnen, hvor meget snarere så ikke jer, I lidettroende? I må altså ikke være bekymrede og spørge: Hvordan får vi noget at spise og drikke? eller: Hvordan får vi tøj på kroppen? Alt dette søger hedningerne jo efter, og jeres himmelske far ved, at I trænger til alt dette. Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift. Så vær da ikke bekymrede for dagen i morgen; dagen i morgen skal bekymre sig for det, der hører den til. Hver dag har nok i sin plage." Amen. Lille Guds barn, hvad skader dig. Den salme har Grundtvig skrevet til ordene om liljerne på marken og fuglene under himlen, som ikke bekymrer sig om dagen og vejen. Grundtvig har flyttet det bibelske scenarie ind i et nordisk høstlandskab, hvor pointen er den samme som i bjergprædikenen, nemlig at den, der hviler i Gud, ingen grund har til bekymring. Også for Grundtvigs samtidige, teologen, filosoffen, digteren Søren Kierkegaard er det en vigtig bibeltekst. Den har inspireret ham til en lille fortælling om en lilje, som fristes til at ønske sig et andet sted hen, end der hvor Vorherre har sat den: Den stod på et afsides sted blandt småplanter ved en sø. Sorgløst og ubekymret stod den der dagen lang, alt imens tiden gik som rindende vand, der nynner og svinder. En dag fik liljen besøg af en fugl. Flere dage i træk kom fuglen og fortalte løst og fast, sandt og usandt om, hvordan der var på andre steder. Den havde set pragtfulde blomster i store mængder på steder, hvor der var fryd og munterhed, en duft og en farvepragt, der overgår enhver beskrivelse. Så blev liljen bekymret den følte sig fængslet og bundet, vandets rislen var kedsommelig og dagen lang. Bekymret begynder den at spørge, hvorfor det hele ikke er anderledes, og til sidst finder fuglen og liljen ud af, at der må ske en forandring, der må gøres en ende på bekymringen. En tidlig morgen rykker fuglen liljen op af dens jordfæste for at plante den i andre omgivelser. Men ak mens fuglen flyver af sted med liljen visner den. Havde den bekymrede lilje været tilfreds med at være lilje, skriver Søren Kierkegaard, så var den ikke blevet bekymret. Og så var den blevet stående, hvor den stod i al sin dejlighed herligere end Salomon i al sin pragt. I bekymringen gik liljen fejl af det at være lilje og af det at være til. Det er et helt lille eventyr, sådan et som H.C. Andersen kunne have skrevet. Han skriver imidlertid ikke om liljen, men om Grantræet, der stod i skoven og gerne ville være noget andet og større, gerne ville være skibsmast, gerne ville være juletræ, hele tiden vil det hellere være noget andet, større og og mere. Indtil det ligger vissent på loftet med de sørgelige rester af julepynten og indser, at alt er forbi. Og så siger det for sig selv: Ak, havde jeg dog glædet mig, da jeg kunne. Grantræets modstykke er hørplanten, som der også er et eventyr om: I alt hvad der sker: Fra hørren står med sine blå blomster., når den høstes, knækkes, brækkes, væves og laves til linned, som bliver til undertøj, og når de slidte tøjstykkker bliver til papir, så er den hele vejen glad og lykkelig for at være til gavn og nytte. Jeg er den allerlykkeligste, siger den gang på gang. Og da det slidte papir til sidst ligger på ilden, flyver gnisterne som tusinder af blomster lige op i solen og hver og en af de flyvende væsener er stadig den allerlykkeligste.

2 De tre forfattere Grundtvig, Kierkegaard og H.C. Andersen levede i 1800-tallet, hvor der ellers nok kunne være grund til bekymring. For dem selv personligt, for landet, for menneskene. Personlig ulykke, fattigdom, sygdom og krige var der nok af. Alligevel satte de ubekymrethedens evangelium højt. Hvad så med os? I vores tid? Årsagerne til bekymring er vel ikke blevet mindre. Vi kan regne op: klimaændringer, krige, borgerkrige, som sender mennesker på flugt over pigtrådshegn og ud på havet, bekymringer for os selv, vores helbred, økonomi og hinanden. Bekymringer som ind imellem bliver til lammende angst og frygt i krop og sjæl. Hvem er vi, at vi ikke skulle være bekymrede på egne og andres vegne. Bekymrede for det og dem vi har, og som vi er bange for at miste. Bekymrede for det vi gerne ville have og være. For vi er jo ikke planter og fugle. Vi er mennesker, som Gud har sat til at tage vare på sin skabning. Han satte os til at dyrke jorden, så og høste. Dengang i skabelsens morgen såede han bekymringens frø i os som en afglans af sin egen bekymring. Men der er forskellige måder at være bekymret på. Der er den, der udspringer af vores glæde ved at være til, og der er den, som forhindrer os i at være til, som Kierkegaard skriver. Engang var hele verden ved at glemme at være til. Engang var Gud derfor lige ved at opgive sin skabning. Sådan fortæller den gammeltestamentlige eventyrdigter om den allerstørste katastrofe.. Det var dengang menneskenes utilfredshed og bekymringer steg fra jord til himmels og op i Guds øjne, ører og næse. Kummer og ondskab rakte som et babelstårn fra jord til himmel. Og Gud Herren besluttede at udrydde menneskene fra jordens overflade. Han sendte den store vandflod over jorden. Vandene steg og udslettede alt levende. Men Noa havde af alle mennesker fundet nåde for Guds øjne. Han fik befaling til at bygge det store skib, arken, og han fik ordre til at tage sin familie og et par af hver dyreart med ind i skibet. Og arken sejlede på vandene i 150 dage. Men Noa vidste ikke, at der gik 150 dage. Dagene kunne ikke tælles, for der var i vandflodens tid ikke forskel på dag og nat, varme og kulde, lys og mørke, såtid og høsttid. Arken flød. Tid og sted flød. Som i ethvert katastrofeforløb, som i enhver krisetid. Vi kan digte videre på den gamle historie ud fra hvad vi ved om os selv. Vi ved derfor, at Noa i arken var sat mellem sin fortvivlelse og sit håb, mellem det, han havde forladt, og det der skulle komme. Han så for sig alle de mennesker, som han måtte afvise, da arken skulle fyldes, han så deres angst, han hørte deres skrig. Han så, hvordan vandoverfladen blev blank og hvordan alting forsvandt i en grå tåge. Hans bekymringer steg med vandene. Når han så rundt i arken ved lyset fra det bål, der var tændt midt i skibet, så på alle dyrene og det forråd af foder og madvarer, som var stablet op i hjørnerne, så tænkte han på, hvor mange dage der var mad til, og han prøvede at rationere maden, så den varede længst muligt. Men når tiden går i ét er det umuligt at foretage beregninger. Mens arken sejlede uden mål og med, var Noa i sit indre klemt fast mellem sin fortid og fremtid, mellem fortvivlelse og håb. Men i glimt kunne han glemme sine kvaler over de mennesker, som han havde måttet forlade, i glimt kunne han glemme sine bekymringer for den morgendag, han ikke kunne registrere, i glimt stod tiden stille - også i Noas hjerte. Det var, når han lå i sin kones favn på halmen - så var der kun hende i et nu. Det var, når han måtte trøste et barn, som havde mareridt, det var, når koen brølede sin bøn om hjælp til at føde kalven, det var, når elefanten puffede til ham med sin snabel, fordi den måtte have vand til sin store krop. I de stunder var Noa ikke ham, der havde svigtet og forladt, da var han ikke ham, der havde ansvaret og bekymringerne for hele verden tyngende på sine skuldre, så var han Noa, mennesket, som levede nu og her, for de skabninger, som havde brug for ham. Til den Noa, som tumlede med spekulationer over, hvordan han havde gjort sig fortjent til at blive reddet, lød det tavse svar, at der var brug for ham lige nu. I øjeblikkets gøremål følte Noa sig tilgivet og lettet for sine byrder. I en nådig stund følte Noa tillid til, at den Gud som havde sendt ham ud på dybet nok skulle få ham i land igen. I barmhjertighedens lys så Noa, at Gud bekymrede sig for alt både indenfor og udenfor arken. Da blev Noa et med sit navn, som betyder hvile. Og vandene faldt og verden blev til på ny. Det blev nat, det blev dag, det blev koldt og det blev varmt, det blev såtid og høsttid. Og menneskene fik travlt med at plante og høste, med at lægge til side, med at lægge planer, med at bekymre sig. Sommetider kunne Noa længes tilbage til dengang på vandet uden tid og sted, uden mål og med. Dengang han hvilede i trækassen, som vuggede på vandet som et foster i en livmor.

3 Efter vandfloden viste Gud sig endnu en gang som en Gud, der bekymrer sig, en Gud, der kan bevæges og fortryde. Han angrede og fortrød, at han havde skabt ødelæggelsen og svor med regnbuen som tegn, at han aldrig ville gøre det igen. Ingen katastrofe skulle herefter være Guds straf. Ingen krig og ødelæggelse skulle være Guds vilje. Og Gud har holdt sit løfte. Dag og nat, kulde og varme, sommer og vinter, såtid og høst har fulgt hinanden lige siden Noa stod ud af arken og satte fødderne i græsset på den endnu fugtige landjord. Og menneskene har siden vandflodens dage levet mellem såtid og høsttid, mellem fortid og fremtid, mellem fortvivlelse og håb. Vi bekymrer os over, hvad der er sket og for hvad der skal ske. Men indimellem oplever vi som Noa øjeblikke af hvile, hvor vi er frie af vore gerningers tyngde, øjeblikke, hvor vi er rent nærvær og ren menneskelighed, uden overvejelser over, om vi og de har fortjent, hvad der sker, uden beregninger over, hvad der kommer ud af det, vi gør, og spekulationer over, hvor længe det vil vare. Der er pauser i livet uden forskel på varme og kulde, såning og høst, midt i historiens gang. Der er øjeblikke af nåde, hvor vi ikke er tvivl om, at vi må være som vi er, der, hvor vi er. Store dele af vores liv bekymrer vi os - for hinanden, for verden, vel mest for os selv. Det ved Jesus jo godt vi ikke kan lade være med, det ved netop han, som blev menneske af bare guddommelig bekymring for menneskene. Men han ved samtidig, at vi har mulighed for at lade være, fordi han blev menneske for at bære vore bekymringer sammen med os. Netop for at bekymringerne ikke skulle tage magten i vores liv. Den magt, som tilkommer Gud. En gang blev en gammel kone overvældet af bekymringer. Det var Astrid Lindgren, som havde sin udsigtspost over verden i det land, Sverige, som i disse dage står som det forjættede land for mange flygtninge. Hun skrev dette digt: Var jeg Gud, da ville jeg græde over menneskene dem som jeg har skabt i mit billede. Hvor ville jeg græde over deres ondskab og gemenhed og dumhed og deres stakkels godhed og hjælpeløse fortvivlelse og sorg. Og så alle børnene alle, alle børnene, Dem ville jeg græde over allermest. Ja, var jeg Gud, Så ville jeg nok græde meget over børnene, for jeg havde ikke tænkt mig, at de skulle have det sådan her. Floder, floder ville jeg græde, så de kunne drukne i mine tårers vældige vande alle mine stakkels mennesker, og så ville der endelig blive fred.

4 Men, kære Astrid i din himmel. Gud græder ikke sine tårer som en ny syndflod. Han har netop lovet, at det gør han aldrig mere. Gud græder med os, ikke over os. Vi har ikke blot regnbuen som tegn. Under regnbuen står døbefonten, ikke med dødens, men med livets vand. Som Guds løfte om at han vil være med sine børn alle dage indtil verdens ende. Som et håb om, at vi skal løftes til liv og fred sammen med ham. Uden det håb var der ingen grund til at stå ud af sengen om morgenen, uden håb og livsglæde, var vi heller ikke til gavn og glæde for hinanden. Uden håb og livsmod prøvede vi ikke at forhindre krige og katastrofer og hjælpe mennesker på flugt. Vi mennesker skal bekymre os med og for hinanden for at give plads for de ting i livet, vi ikke selv kan skabe, men kun kan tage imod. De salighedsstunder, hvor vi føler os velsignet, elsket, og tilgivet. De oplyste glimt af evighed, hvor vi ved, hvad vi skal og hvad vi er -. Hvor vi vugges af livet som Noa i arken og blomsten i blæsten. Hvor vi er til. Til noget, til nogen. Så kan vi som hørplanten opleve at være den allerlykkeligste!

5