Læsning. Lukas. 2,21.

Transkript

1 side 1 Prædiken til Nytårsdag Bording. Læsning. Lukas. 2,21. Da otte dage var gået, og han skulle omskæres, fik han navnet Jesus, som han var blevet kaldt af englen, før han blev undfanget i moders liv. I dag hilser vi hinanden med et Godt Nytår. Og ønsker for hinanden at det år vi har begyndt må blive et godt år. For nogen det første år i en lang række, for andre måske det sidste år af en lang række. Nytårsdag er en verdslig højtid. Og jeg bruger ikke ordet verdslig i nogen negativ betydning, blot for at sige at det er en kalender højtid, den første dag i kalenderåret, med alt hvad det betyder af status opgørelser, og slutstreger i regnskaber. Og ny begyndelse i nye regnskaber og i nye budgetår. Og at et nyt kalenderår begynder med blanke plade, selvom mange af os har mange aftaler skrevet ind, og arbejdsopgaver som ligger klar og venter på os, dag efter dag. I kirken begyndte vi det nye kirkeår første søndag i advent, og med Jesu fødsel juledag begyndte vi en ny tid. Sådan som vi synger det i en af vore julesalmer: Kom, Jesus, vær vor hyttegæst, hold selv i os din julefest! Da skal med Davids-harpens klang dig takke højt vor nytårssang. Julesalmen gør sig til en nytårssang. Med Kristi fødsel er en ny tid begyndt i vores verden. 1

2 side 2 Og når Jesu livsfortælling lægges ind over kalenderåret, så falder det verdslige nytårs første dag på Jesu livshistories ottende dag. Den dag hvor han blev omskåret og navngivet. Og med tallet otte lyder rislen af dåbsvand over dagen, som læsningen fra galaterbrevet sætter med ind i billedet. Tallet otte er knyttet til dåben, fordi Noas Ark er brugt i Bibelen som billede på dåben. Der var otte mennesker som blev reddet i Arken, Noas og hans familie. Arken bruger Bibelen som billede på dåben, at vi døbes ombord på Guds ark, eller skib, og der kan vi trygt være på vort livs rejse over livets hav, fra dåb til grav. Sådan som kirkeskibet der hænger midt i kirken altid minder os om. Kirkeskibets tavse men tydelige tale er denne symbolik, at livet er en rejse på dybt vand, men jeg kan være tryg på hele livets lange rejse fordi jeg er døbt til at tilhøre Gud, som man er tryg ombord i et skib der sejler på dybt vand. Tallet otte er også ugens ottende dag, den første dag i den nye uge. Tallet 8 bruges i Bibelen til at betegne tallet et, som den første dag i en ny tid. Dermed er Jesu opstandelse som skete på ugens første dag, efter en uge fyldt med mange vigtige begivenheder, også med når vi siger den ottende dag. Den første dag i ugen er også den ottende dag. Årets første dag er også Jesu livs ottende dag, med alle de farver som evangeliets begivenheder dermed lægger ind over dagen. Verdsligt og kristeligt falder sammen over menneskelivet, og maler dagen med historiens farver, og sætter os med vore ganske almindelige menneske liv, med ind i Guds historie med verden. Det nye menneske år kan mødes i tillid til Gud. 2

3 side 3 På sin egen måde, sætter kirkeåret derfor Guds fortegn over menneske året og menneskelivet. Tiden og årets gang bærer også Guds mærke, som alle jødiske drengebørn bar omskærelsens mærke. Sådan har vi i dåben fået sat Kristi fortegn over livet, korsmærket tegnet for pande og bryst. I salme 103 i Det Gamle Testamente finder vi disse ord: Menneskets liv er som græsset, det blomstrer som markens blomster; når vinden blæser over det, er det der ikke mere, dér, hvor det stod, ser man det ikke mere. Men Herrens troskab varer fra evighed til evighed Menneskets liv er set i den store sammenhæng som en parentes, som en blomsts korte liv. Og vi kan regne op og regne ud, og miste mod og fange håb. Vi kan holde status og regnskab i vores lille parentes, men det som virkelig betyder noget er fortegnet for parentesen. Det fortegn er afgørende. Kristi fortegn er det tegn som står foran hele livet, det er det afgørende. Hvad vil det nye år bringe? Det kan vi gisne om, to ting vil jeg nævne, som jeg tro mange vil blive påvirket af. Det ene er hvad vi gør i det daglige liv med vore nærmeste. Det er hvert år og hver dags udfordring til os. Det jeg gør mod andre, og det jeg rammes af. Den store verdens mange konflikter kan jeg lægge afstand til, leve upåvirket af, men det jeg gør i minegen lille hverdag, det er afgørende for hvilken farve det nye åg vil få. Vil jeg bruge nådens og barmhjertighedens og forståelsens fortegn for mit møde med andre, møde dem på samme måde som Gud møder mig med nådens og tilgivelsens fortegn. 3

4 side 4 Den anden store udfordring, som mange snakker om, og som der holdes store internationale konferencer om, er verdens miljø. Og den rammer som vinden blæser ind over os. Vi udfordres af vores forbrug. Både på vores egen sundhed, som på klodens sundhed. Forbrug har menneskets altid haft, men overforbrug er blevet vor tids dagsorden. En kristen senatsmedlem i USA bruger i miljødebatten løftet givet til Noa efter syndfloden, som argument for at vi ikke behøver at tage miljøudfordringen op. Løftet siger sådan her: Så længe jorden står, skal såtid og høsttid, kulde og varme, sommer og vinter, dag og nat ikke ophøre.«det var Guds løfte til Noa, at der skulle aldrig igen komme en oversvømmelse som ødelagde verden. Senatsmedlemmet brugte dette løfte til at afvise alle advarsler om kommende miljøkatastrofer og naturkatastrofer. Gud holder sit løfte, det tror jeg. Men her er spørgsmålet, hvad gør vi mennesker med kloden. Hvis jeg der hjemme har for meget røg i stuen, så hyler brandalarmen. Og jeg har brændeovn i sommerhuset, hvis jeg ikke passer på og husker at lukke lågen, så fyldes stuen med røg. En sommer så jeg Hjejlen sejle på Gudenåen ved Silkeborg, og den skød en tung stribe af sort røg efter sig. Da jeg så det, tænkte jeg, godt at vi ikke har kul og brændefyrede dampmaskiner længere. I Lokomotiver og skibe og lastbiler. Eller i vores huse til opvarmning. Vi kunne meget hurtigt se det på vores huse og tage og mærke det i vore lunger. Vi kunne fylde vores luft med røg. 4

5 side 5 Godt at al forbrændingsrøg i dag er næsten usynlig, den som kommer fra huse, biler, fly og skibe. Men man får jo den tanke, hvor mange forbrændingsgasser kan vi lede ud i atmosfæren over kloden, før end at den er fyldt med røg? Gud har givet os en jordklode at bo på, opdyrke og gøre frugtbar. At leve af og på og give videre til næste generation. Gud har givet os et løfte som ramme for vores liv på kloden, men hvis jeg fylder mit hus med røg, så er det mit ansvar. Vi mennesker har ansvar for det vi gør, med hinanden og den verden vi har fået betroet. Vi kan stole på Gud for vores liv, og vi skal bruge vores sunde fornuft. De to ting går hånd i hånd. Den sidste bog i Bibelen maler et fremtidsbillede for os om en ny himmel og en ny jord, hvor retfærdighed bor, og hvor der ikke er sygdom, smerte og død, græd eller klage. Det er visionen som holdes op foran os, en ny himmel og en ny jord. Formålet med en vision og indholdet i et fremtidshåb, er det som former det jeg gør i dag. Det jeg tror på om fremtiden, er det jeg vil virkeliggøre i dag. Hvis jeg ønsker at færdes i en ren natur, så må jeg tage mit skrald med hjem og aflevere på rette sted. Det som jeg tror gør den største forskel det er de små forandringer. Den gode fremtid begynder i de gode handlinger, som den enkelte gør. 5