Prædiken til 11. søndag efter trinitatis, Luk 18, tekstrække. Grindsted Kirke Søndag d. 27. august 2017 kl Steen Frøjk Søvndal.

Transkript

1 1 Grindsted Kirke Søndag d. 27. august 2017 kl Steen Frøjk Søvndal Prædiken til 11. søndag efter trinitatis, Luk 18, tekstrække Salmer DDS 331: Uberørt af byens travlhed DDS 413: Vi kommer, Herre, til dig ind (mel: Spænd over os dit himmelsejl) DDS 644: Aldrig er jeg uden våde (Berggreen 1852) DDS 521: På nåden i Guds hjerte Altergang DDS 367: Vi rækker vore hænder frem DDS 656: Ængstede hjerte, op af din smerte (Viborg 1878) DDS 208: Skriv dig, Jesus, på mit hjerte DDS 217: Min Jesus, lad mit hjerte få (mel: Carl Nielsen) Tekstlæsninger GT-læsning: Job 5,8-16 Jeg ville søge til Gud og lægge min sag frem for ham; han gør store ting, der ikke kan udforskes, og undere, der ikke kan tælles. Han lader det regne på jorden, han sender

2 2 vand over markerne. Han ophøjer de ydmyge, og de sørgende bringes i sikkerhed. Han krydser de snediges planer, så det, de sætter i værk, ikke lykkes. Han fanger de vise i deres snedighed, og de listiges planlægning viser sig forhastet. Ved højlys dag løber de ind i mørke, ved middagstid famler de sig frem, som var det nat. Han redder den ødelagte fra deres mund, den fattige fra den stærkes hånd, så der bliver håb for den svage, og munden lukkes på uretfærdigheden. Epistel: 1 Kor 15,1-10a Brødre, jeg vil gøre jer bekendt med det evangelium, som jeg har forkyndt jer, det som I også har taget imod, som I også står i, og som I også frelses ved, hvis I da holder fast ved det ord, hvormed jeg forkyndte jer det ellers var det til ingen nytte, I kom til tro. Jeg overleverede jer nemlig først og fremmest, hvad jeg også selv har modtaget: at Kristus døde for vore synder efter Skrifterne, at han blev begravet, at han opstod på den tredje dag efter Skrifterne, og at han blev set af Kefas og dernæst af de tolv. Dernæst blev han set af over fem hundrede brødre på én gang, de fleste af dem er endnu i live, men nogle er sovet hen. Dernæst blev han set af Jakob, siden af alle apostlene. Men sidst af alle blev han også set af et misfoster som mig; for jeg er den ringeste af apostlene, ikke værdig til at kaldes apostel, fordi jeg har forfulgt Guds kirke. Men af Guds nåde er jeg, hvad jeg er, og hans nåde imod mig har ikke været forgæves. Prædiketekst: Luk 18,9-14 Til nogle, som stolede på, at de selv var retfærdige, og som foragtede alle andre, fortalte Jesus denne lignelse:»to mænd gik op til templet for at bede. Den ene var en farisæer, den anden en tolder. Farisæeren stillede sig op og bad således for sig selv: Gud, jeg takker dig, fordi jeg ikke er som andre mennesker, røvere, uretfærdige, ægteskabsbrydere, eller som tolderen dér. Jeg faster to gange om ugen, og jeg giver tiende af hele min indtægt. Men tolderen stod afsides og ville ikke engang løfte sit blik mod himlen, men slog sig for brystet og sagde: Gud, vær mig synder nådig! Jeg

3 3 siger jer: Det var ham, der gik hjem som retfærdig, ikke den anden. For enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.«prædiken Når vi hører Jesu lignelser, så er meningen med dem, at man skal spejle sig i dem, og tit kan man se sig selv i en eller flere af personerne. Jesus fortalte dem på en måde, så de bliver aktuelle for os i dag, og det er et genialt træk ved lignelserne og er med til at understrege Bibelens guddommelige side, Bibelen som Guds ord. Her fortalte Jesus en lignelse til nogle, som stolede på, at de selv var retfærdige, og som foragtede alle andre. Så er der måske mange af os, der vil drage et lettelsens suk: Pyh ha, denne gang er det heldigvis ikke til mig. Jeg bliver ikke tiltalt i dag. Nogle, som stolede på, at de selv var retfærdige, og som foragtede alle andre. Det er en underlig dobbelthed: De er både retfærdige og foragter alle andre. Har vi nogle af dem i dag? Hvem er mest retfærdig? Hvis du kigger dig om i kirken, hvad tænker du så? Hvor sidder den mest retfærdige person? Pilen har det med at pege på os selv. Vi ved godt, at vi ikke er perfekte, men vi har en god grund til at gøre, som vi gjorde. Men at foragte alle andre gør vi det? Jo, prøv at se dig rundt i kirken. Du ved noget om en god del af de andre, kender mindre eller mere af deres livshistorie, og du ved også, at de er lidt flossede i kanten. Ind imellem har du hørt dem sige eller gøre noget, som var forkert, for hårdt eller for blødt. Dertil kommer alt det, som du har hørt om dem, og det er ikke så lidt. Og ud fra det, du ved, så kan du godt vurdere dem. Det, jeg vil frem til, er, at det ligger dybt, dybt i os alle sammen at se os selv som retfærdige og foragte alle andre, og derfor er lignelsen fortalt til os. Og Jesus konkluderer om farisæeren, at han ikke gik retfærdig hjem. Det, vi skal tage med os i dag, er præcis det modsatte, nemlig dette: Du kan være den mest uforbederlige synder og Guds elskede barn på samme tid! Konklusionen lyder: For enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.

4 4 Jeg ved ikke, hvad I tænker om de ord. Nogle tænker måske: Tænkte jeg det ikke nok! Et ordentligt slag over nakken. Vi skal ikke ophøje os, men ydmyge os. Og man ser for sig mennesker i kirken, der kryber langs med væggene og går med hovedet bøjet i anger og bøn. Er det ikke sådan, tolderen gør? Og er det ikke sådan, kristendommen er slukker glæden og giver os en over nakken og vil have os til at bøje os i sæk og aske? Hvor er festen i det? Salmen, som vi sang, begynder dystert: Vi kommer, Herre, til dig ind fra dagligdagens pligter med splittede og bange sind, vi ved, hvor tit vi svigter. Er det sådan, det er? Skal vi bare dukke nakken? Jesu fortælling er en lignelse. Den er et billede. Ingen er os er eller skal være fuldstændig ligesom de to mænd, der gik op for at bede. Men lignelsen er et billede på selve vores forhold til Gud. Og dermed bliver det hamrende vigtigt fordi det er vigtigt for os alle sammen, hvordan vi ser på Gud, men da endnu langt vigtigere, hvordan Gud ser på os! Det er det, vi skal fokusere på med denne lignelse. Og det er en voldsomt provokerende lignelse. Især det om farisæeren. Jesus fortæller jo ikke om en ateist, der ikke vil have med Gud at gøre. Om sådan en kunne man forstå, at Jesus vil fælde dom over. Det handler om et menneske, der kommer til templet for at bede, ligesom vi kommer til gudstjeneste i dag for at bede. Farisæeren stiller sig op og begynder at tale til Gud. Han begynder med at takke. Gud, jeg takker dig og så kommer alle de ting, Gud har bevaret ham fra i sit liv. Jeg tror, han har været tilfreds med sit liv og taknemlig over, at han har fået et godt liv. Og måske kan du lære noget af farisæeren der. Vi har så let ved selv at tage æren for det, der er gået godt. Det skyldes min gode karakter og opførsel, min ihærdige indsats, min faste vilje. Jeg tror, vi skal lære at takke Gud for det. Det, vi derimod ikke skal lære af, er sammenligningen som vi også let falder i. Faggrupper sammenlignes med lignende grupper, og ingen skal snydes. Forældre

5 5 sammenligner sig med andre forældre for at se, hvordan vores børneopdragelse lykkes. På det åndelige område sammenligner vi os. Jeg går mere i kirke end hende. Hvis han giver 500 kr. til missionen eller til Afrika, så giver jeg 1000 kr. Jeg læser i Bibelen mere end de fleste, jeg beder så og så meget, osv. Alle disse ydre ting, som vi kan måle på. Ligesom denne farisæer for det kendetegner nemlig farisæeren, at han sammenligner sig med andre. Og når han har sammenlignet sig med andre, så falder sammenligningen ud til egen fordel. Sådan som jeg er, så skal det nok gå. Han ser andre mennesker for sig: røvere. Vi hører om røveri gang på gang, folk der stjæler fra andre for at få mere selv. Sådan er jeg ikke, tænker han. Der er uretfærdige folk som ikke kender forskel på godt og ondt, snyder andre osv. Vi kender dem måske fra arbejdspladsen eller vennerne. Vi kender dem fra nyhederne terror og mishandling af mennesker. Sådan er du ikke. Ægteskabsbrydere nævner han. Og så får farisæeren øje på tolderen i øjenkrogen, og så kan han lige inddrage ham i sin takketale: Tak, at jeg ikke er som denne tolder. Tolderen var den foragtede, stemplet af hele samfundet. Farisæeren er bestemt heller ikke som ham, og det takker han Gud for. Så fortæller han om alt det, han rent faktisk gør. Han faster to gange om ugen. Det var ellers kun påkrævet at faste en gang om året, så han ligger langt over det! Han giver tiende, ikke bare af sin afgrøde, som loven foreskrev, men af hele sin indtægt. Der er kurs, der er fasthed, der er retning i hans åndelige liv. Og hermed slutter hans bøn. Hvad har han bedt om? Hvad har han sagt til Gud? Ingenting! Han har fortalt noget om sig selv, men ikke talt til Gud. Den anden mand i lignelsen er tolderen. Han har kun én bøn, én sætning til Gud fem ord! Gud, vær mig synder nådig! Nå, men så er vi jo tilbage til det med at krybe langs med væggene og bøje nakken?! Nej! Det er ikke Jesu mening, at vi skal være selvudslettende og livsfornægtende mennesker. Pointen er den stik modsatte, at om du så er det ringeste menneske

6 6 overhovedet på jorden, som alligevel i din nød kalder på Guds barmhjertighed og på Guds nåde, så skal du blive hørt! Det, der er sket med denne tolder, er at han har mødt Gud og Guds ord, så det har afsløret ham. Han har mødt Guds standard, Guds hellighed. Og så er det slut med at sammenligne sig. Nu møder han Gud, og Gud lyser lige igennem ham. Og ser du dig selv i det lys, så er ingen forskel på os. Rig eller fattig, grundtvigianer eller missionsmand, ateist eller from. Der er forskel i det ydre, i hvad vi har gjort meget sikkert. Men i det indre er der ingen forskel. Ingen af os står mål med Guds krav. Og så spørger jeg: Hvad med os? Er det for skamfuldt for en dansker anno 2017 at komme frem for Gud med skyld? Er det nedværdigende at bede fallitbønnen til Gud? Gud, jeg er gået konkurs. Jeg har ikke noget at komme med. Gud, vær mig synder nådig! Søren Kierkegaard har måske ret, når han siger: Det er saligt at have uret over for Gud. Hvorfor er det saligt? Jo, for den, der har uret over for Gud, vil Gud ophøje! Nogle siger, at grunden til, at vi folder hænderne, når vi beder, er at vores fem ord: Gud, vær mig synder nådig mødes af Guds fem ord: Min nåde er dig nok. Hvordan kan det ske? Det skete alt sammen på korset. Paulus skriver i 2 Kor: Ham, som ikke kendte til synd, har Gud gjort til synd for os, for at vi kunne blive Guds retfærdighed i ham. Gud kan kende et syndigt menneske retfærdigt, fordi han lagde al synd på Jesus på korset. Den mest retfærdige person her i kirken er Jesus, der hang på korset og alligevel blev han for vores skyld gjort til synd. Lignelsen efterlader os i et dilemma. Skal jeg fortsætte som farisæer og sammenligne mig med mennesker omkring mig? Eller skal jeg bede den bøn, der åbner op for Guds tilgivelse, for Guds retfærdighed? For den virkelighed, som kommer frem i ordene: han gik hjem som retfærdig! Det kunne være interessant at se tolderen på vej ud af templet. Det er forsøgt i kunsten På maleriet her er afbilledet farisæeren og tolderen, både i templet og på vej ud. For min skyld kunne han godt have set lidt gladere ud, den tolder. Han havde jo smagt Guds nåde.

7 7 Johannes Møllehave siger et sted, at kirken er det modsatte af Bilka. I Bilka kommer vi ind uden at bære på noget, men går ud med skuldrene ved jorden, belæssede af varer. I kirken kommer vi ind, fuld af skyld og skam, men går ud med mine synders nådige forladelse, som vi beder i en udgangsbøn. Det er jo næsten et konkret billede på nadverens mirakel, ikke?! I gudstjenesten i dag synger vi to af den svenske prædikant Carl Olof Rosenius salmer. Både i sit forfatteskab og salmedigtning kredser han om det spørgsmål, hvad der står fast, hvad vi kan bygge troen på. Efter prædikenen synger vi: På nåden i Guds hjerte. Han skriver: På nåden i mit hjerte jeg stolede en tid; Det er farisæerens tilgang til troen. Mit hjerte, hvad jeg kan og har gjort. Men hvad er konsekvensen af det: men snart ved syndens smerte jeg tabte freden blid. Jeg var kun vel fornøjet, når rørt jeg følte mig; men var jeg mindre bøjet, straks uro meldte sig. Heroverfor sætter Rosenius nåden i Guds hjerte, som Kristus købt os har. Den nåde er fast og god, for den bygger ikke på mit hjerte, men på Guds. Den bygger på, hvad Kristus har gjort på korset. Rosenius konstaterer, at i mit hjerte går det op og ned, men han har lært at kaste ankeret et andet sted hen, for at bruge Hebræerbrevets terminologi. Han kaster ankeret i Guds hjerte. Jeg føler ofte skiften, det stadigvæk slår om,

8 8 snart er jeg rørt af Skriften, snart kold og død og tom; men jeg må nu betragte: hos Gud det skifter ej, ja, rent jeg må foragte mit hjertes ja og nej. Tolderen kastede sin tro der med sin bøn: Gud, vær mig synder nådig! Ikke som en gennemtænkt strategi, der skal vinde Guds velbehag, for så er han ikke anderledes end farisæeren, men som en erkendelse af, at Gud er en hellig Gud og jeg er et syndigt menneske, der kun kan bede om Guds nåde. To mænd gik op til templet for at bede. Den ene var en farisæer, den anden en tolder. Vi kom ind i kirken som farisæer. Tør vi gå ud som en tolder? Amen!