Tekster: Sl 24, Rom 13,11-14, Matt 21, Gør døren høj (76 Op thi dagen) 69 Du fødtes på jord (438 Hellig 86.5 Kom bange sjæl) 78 Blomstre

Transkript

1 Tekster: Sl 24, Rom 13,11-14, Matt 21,1-9 Salmer: 74 Vær velkommen 84 Gør døren høj (76 Op thi dagen) 69 Du fødtes på jord (438 Hellig 86.5 Kom bange sjæl) 78 Blomstre Det er noget underligt noget med første søndag i advent. For advent, det er jo forberedelsen til jul. Det ved enhver. I adventstiden glæder vi os til hyggen og højtiden i juledagene. Vi forbereder os, vi pynter op, vi bager, vi skriver kort eller digitale julebreve. Vi køber gaver og skriver ønskesedler. Alting retter sig mod julen. Og julen ved vi jo da også, der er festen for Jesu fødsel, selvom den også er så meget andet: gavefest, madfest, familiehyggefest. Men at grunden til at holde jul, det er, at Jesus blev født, det ved vi godt alle sammen. Men når vi så kommer i kirke første søndag i advent, så handler det mærkeligt nok ikke ret meget om jul. I stedet vil man, hvis man hører godt efter ordene i det evangelium, vi lige har hørt, høre noget der hører påsken til. Indtoget i Jerusalem, hvor Jesus rider ind i byen på sit æsel, det finder sted, da Jesus for sidste gang rejste til Jerusalem for at holde påske. Den påske hvor folkeskarerne jublede hosianna, da han red ind i byen, men også den påske, hvor præsterne og farisæerne fik bagtalt og tilsvinet Jesus så meget, at folkemængden få dage senere råbte korsfæst ham! Korsfæst ham! Og sådan gil det jo: Jesus blev 1

2 korsfæstet få dage efter at han havde siddet der på æslet på vej op mod byen. Grunden til at der skete dette omsving, så folkemængden først hyldede Jesus som konge og siden fordømte ham som forbryder, tror jeg kan sammenfattes i ordet: magt! Der var mennesker, der havde håbet, at Jesus ville gribe magten og gøre oprør mod romerne. Da det gik op for dem, at det ikke var det Jesus ville, men noget helt andet, så slog de hånden af ham. Da de blev klar over at han ikke ville opfylde deres håb og drømme om politisk frihed og selvstændighed, så kunne de ikke bruge ham længere. Jeg kan ikke lade være med at spekulere på, hvad han mon tænkte, Jesus, da han red op ad den støvede vej mod Jerusalem. Foran sig havde han Kedrondalen og på den anden side af den knejsede byen på bjergtoppen, byen med sine tykke mure bag hvilke Herrens mægtige tempel rejste sig og fik selv kongepaladset og romernes hovedkvarter i Antoniaborgen til at synes små. Til begge sider havde han Oliebjergets kalkhvide skåninger plettet af grågrønne oliventræer. Det var forår. Vinterregnen var først nu ved at høre op, så i sprækkerne mellem klippestykkerne tittede stadig grønt græs frem, som får og geder grådigt gnavede i sig. Hvad tænkte han på, mens æslet sendrægtigt luntede først ned ad den ene bjergskråning siden op ad den næste? Tænkte han på forårets liflighed? Tænkte han på Jerusalems majestætiske skønhed som den hævede sig fra bjergtoppen foran ham mens den kolossale fane af røg fra brændofrene i templet steg som en uendelig kulsort søjle op mod den dybblå forårshimmel? 2

3 Vi ved det jo ikke. Og det er vel egentlig halsløs gerning at gætte på det. Men jeg tænker alligevel, at der, mens folkemængden begyndte at samle sig om ham og råbe hosianna og kaste palmegrene foran ham, mens templets og byens storhed rejste sig i majestætisk vælde over ham, da tænkte han måske på en dag et par år tidligere, ude i ørkenen, hvor han hørte en stemme hvisle som ørkenvinden omkring ham, en stemme der lokkede og tiggede ham om at gribe magten, gøre brug af den. Bøje mennesker ind under sin vilje få dem til at tjene sig og den mægtige opgave, han havde taget på sig: Guds riges udbredelse blandt mennesker! Den gang havde han måttet kæmpe, stritte imod for ikke at lade sig rive med. I dag var det anderledes. Nok brusede folkemængdens råb om ham som en mægtig flod: Hosianna, hosianna. Velsignet være han som kommer, i Herrens navn! Men denne gang rev stemmen ikke i ham. Denne gang var der intet der lokkede og drog ham. For nu vidste han, hvad han skulle og ville. Med en klarhed så ren og utilsløret som den mægtige forårsblå himmel over ham, så han for sit indre blik, hvad der skulle ske: Han skulle tage menneskenes forfængelige håb og drømme om storhed, om magt og ære på sig, og han skulle bære det med sig ind i tilintetgørelsen. Han skulle befri menneskene fra drømmen om magt og storhed, han skulle gøre dem frie til at elske hinanden og tjene hinanden som brødre og søstre, alle børn sammen med ham selv af den almægtige fader i himlen. Og han har måske kigget op mod den fede sorte røg, der hævede sig over bjerget fra ofrene på tempelpladsen, og tænkt: Ak, ak, ak, de tror at tjene min Gud og far med brændende fedt af væddere og tyre, og så er han dog ved at brække sig i sin himmel over det fedtede stads de byder ham i stedet for den hjerternes renhed og oprigtighed, han beder dem om. Og han tænkte måske: det er som de gamle æsker 3

4 med guld, røgelse og myrra min mor så længe har gemt til mig i skabet derhjemme. Gaverne som de fremmede vismænd gav mine forældre, da jeg blev født. Dyre gaver, fine gaver, som kun den nærmeste familie overhovedet har fået lov at se. Gaver som jeg skulle have når jeg blev voksen og kunne skønne på dem. Og nu, hvor jeg er voksen regner jeg dem ikke mere end det skidt æslets fødder hvirvler op om mig eller det møg, der falder på jorden bag det, for ikke det, hvormed mennesker hæver sig over hinanden og skiller sig ud fra hinanden er stort og ædelt, men kun det, at mennesker bærer hinanden, løfter hinanden, glæder hinanden: elsker hinanden! Som sagt: jeg kan ikke vide det. Men det er sådanne tanker, jeg får, når jeg ser for mig skikkelsen på æslet, skikkelsen klædt i fattig, snavset kjortel, mager og vejrbidt af endeløse vandringer på Galilæas veje. Manden der kun havde ét håb og én drøm: Gudstrigets komme. Der er en sammenhæng mellem påske og jul, som begrunder, at netop nu, hvor vi vender blikket mod julen, så tvinges vore tanker af dagens evangelium frem mod påske. Til jul lod Gud sin søn føde som et fattigt, udstødt barn i et skur på en mark. Til påske lod Gud sin søn dø, som en forbryder, udstødt af menneskenes fællesskab. Både ved sin fødsel og i sin død er Guds søn så fjernt som man overhovedet kan tænke sig fra det mennesker i al almindelighed dyrker og tilbeder: magten. At have Jesus som herre, det er at give afkald på magten og de fordele og muligheder, magten byder. At have Jesus som herre, det er at lve for kærlighed, fællesskab, fred og forsoning blandt mennesker. 4

5 Vær velkommens Herrens år, hvor kærligheden skal råde i og over alle. Hvor ingen skal herske over hinanden, men hvor alle skal tjene hinanden. Vær velkomen, herrens år. Og velkommen herhid. Amen. 5