Danske sikkerhedspolitiske udfordringer i Arktis

Transkript

1 Danske sikkerhedspolitiske udfordringer i Arktis Kaptajnløjtnant Michael Tolstrup Speciale Stabskursus 2010/2011 Forsvaret Vejleder: Lars Bangert Struwe, Ph.D. Center for militære studier Københavns Universitet 0

2 Forsvarsakademiet Fakultet for strategi og militære operationer VUT II/L-STK 2010/11 Kaptajnløjtnant Michael Tolstrup ABSTRACT This essay is an analysis of the geopolitical power game in the Arctic region between Arctic 5: United States, Russia, Canada, Norway and Denmark. The aim is to answer following question: Which security-policy challenges does Denmark face in the Arctic? Through Barry Buzan s 5 security policy sectors (Political, Military, Economic, Societal, and Environmental) the essay analyses the regional implications of the race for territory towards the North Pole in order to secure the expected findings of natural resources and enhanced possibilities of using northern routes. The region is looked at with geopolitical glasses and the essay finds that Denmark is in the middle with the role of a mediator. The United States and Russia, being the big political, military and economic powers in the region, have a lot at stake. This is why Denmark very carefully should take the lead in enhancing cooperation and dialog to improve mutual understanding. This work has already commenced with the Ilulissat-meeting, where Denmark with great success established a forum for cooperation. The basic theory on international politics that is used for this essay is neo-realism. 1

3 Forsvarsakademiet Fakultet for strategi og militære operationer VUT II/L-STK 2010/11 Kaptajnløjtnant Michael Tolstrup RESUMÉ Isen i det arktiske ocean er ved at smelte. Det er efterhånden en almen kendt situation. Dermed fremkommer et hidtil ukendt territorium, som indtil nu ikke har tilhørt nogen. Isens afsmeltning har givet håb om en ressourcemæssig udnyttelse af området. Dette håb har igangsat et kapløb om at fremskaffe beviser for, hvem af de arktiske stater området tilhører. Kapløbet har fået næring af en undersøgelse, som forudsiger, at 13 % af den hidtil ikke opdagede olie, 30 % af den ikke opdagede naturgas og 20 % af den ikke opdagede flydende gas. Danmark er en af de arktiske stater. Udviklingen på området bliver nøje studeret, og tiltag ændret for at følge med udviklingen. Således er udenrigsministeriet, sammen med Grønland og Færøerne, i øjeblikket i gang med at revidere rigsfællesskabets arktiske strategi, selvom den nuværende kun er fra 2008 og lavet umiddelbart efter Ilulissat erklæringen. Herved opstår en naturlig undren; Hvilke sikkerhedspolitiske udfordringer står Danmark overfor i Arktis? Spørgsmålet besvares ved anvendelse af Barry Buzans elementteori omkring sikkerhedspolitik, som er opdelt i fem sektorer: politisk sikkerhed, militær sikkerhed, økonomisk sikkerhed, miljømæssig sikkerhed og endelig samfundsmæssig sikkerhed. En opdeling, der er medvirkende til en forenkling af helhedsbetragtningen af det sikkerhedspolitiske spektrum. Udover Barry Buzans elementteori belyses Danmarks udfordringer ved at udforske de arktiske staters strategier for det arktiske område. Betragtningen foregår gennem en geopolitisk linse ved Hans Mouritsens omgivelsesniveau. Staternes handlinger tolkes ved brug af neo-realismen. Specialet er opbygget som en redegørende analyse, hvor staternes strategier påpeger aspirationer inden for de respektive sektorer i Buzans elementteori. Derfor redegøres der for strategiernes sammenhæng med sektorerne, hvorefter disse analyseres, først for betydning i sektoren for hvert land, dernæst for betydning regionalt. Derigennem oparbejdes en forståelse for staternes samspil på den arktiske arena. Gennem dette kan Danmarks udfordringer for det arktiske findes. Analysen belyser den særlige situation, Danmark har rent geopolitisk Konklusionen for specialet finder, at Danmark i kraft af sin position midt imellem de to store regionale magter, USA og Rusland, må tage mæglerens rolle og være det samlende led uden at miste nogen i processen. Danmark skal bevare sin politiske internationale indflydelse. Gennem samarbejde og dialog skal der opbygges forståelse, og gennem forståelse skal risikoen for konflikt nedbringes. Herfor er det ikke nogen lille udfordring, Danmark har. Manglende forståelse og samarbejde fører til konflikt og tale om oprustning. Det grundlæggende arbejde er påbegyndt med Ilulissat-erklæringen, nu gælder det om at holde flokken samlet om emnerne. 2

4 Forsvarsakademiet Fakultet for strategi og militære operationer VUT II/L-STK 2010/11 Kaptajnløjtnant Michael Tolstrup INDHOLD Abstract... 1 Resumé... 2 Indhold Opgavediskussion Motivation og relevans Opgaveforståelse Baggrund Aktørerne Interesser Problemstilling Problemformulering Teori Kenneth Waltz Buzan Politiske sektor Militære sektor Økonomiske sektor Miljømæssige sektor Sociale sektor Hans Mouritzen Yarger Metode Redegørelse Analyse Konklusion Perspektivering Specialets opbygning Afgrænsning Forskningskarakteristik Redegørelse Den globale opvarmning UN Convention on Law Of the Sea (UNCLOS)

5 Forsvarsakademiet Fakultet for strategi og militære operationer VUT II/L-STK 2010/11 Kaptajnløjtnant Michael Tolstrup 5.3. Naturressourcer i Arktis Analyse Politiske Sektor USA Rusland Canada Norge Danmark Delkonklusion politiske sektor Militære Sektor USA Rusland Canada Norge Danmark Delkonklusion militære sektor Økonomiske Sektor USA Rusland Canada Norge Danmark Delkonklusion økonomiske sektor Miljømæssige Sektor USA Rusland Canada Norge Danmark Delkonklusion miljømæssige sektor Sociale Sektor USA Rusland Canada Norge Danmark Delkonklusion sociale sektor

6 Forsvarsakademiet Fakultet for strategi og militære operationer VUT II/L-STK 2010/11 Kaptajnløjtnant Michael Tolstrup 7. Konklusion Perspektivering Litteraturliste

7 1. OPGAVEDISKUSSION Formålet med dette kapitel er at redegøre for, hvad nærværende speciale handler om. Ligeledes vil kapitlet fortælle, hvordan emnet teoretisk gribes an og efter hvilken metode samt hvilke afgrænsninger, der ligger til grund. 1.1 Motivation og relevans. I august 2007 plantede Rusland et flag på bunden af det arktiske ocean. Canada beslutter at bygge nye og større skibe for at øge tilstedeværelsen. Danskerne har sendt en ekspedition afsted for at kunne dokumentere eget krav. I 2007 redegjorde daværende videnskabsminister Helge Sander for dele af de danske interesser med udtalelsen: Efterhånden som det er blevet mere klart, hvor store forekomster af olie og gas, der kan ligge gemt, er vores interesse selvfølgelig blevet skærpet 1. Emnet er interessant, da Arktis nyder større og større opmærksomhed dels grundet afsmeltning af polariskappen med dens følgevirkning af tørke og forventede forhøjet vandstand, men afgjort også grundet mulighederne for udvinding af naturressourcer, det være sig olie, naturgas og bekostelige mineraler, som ovenfor nævnt. Ud over naturressourcerne bliver mulighederne for at bruge nye åbne ruter til trafik større. Det forventes, at der bliver åbnet i nordvestpassagen, som vil afkorte skibstrafikkens transporttid fra Europa til Østen. Dette kan have en stor betydning for fragtrater og indtjeningsmuligheder. Udviklingen på området bliver nøje studeret og tiltag ændret for at følge med udviklingen. Således er udenrigsministeriet i øjeblikket i gang med, sammen med Grønland og Færøerne at revidere rigsfællesskabets arktiske strategi 2, selvom den nuværende kun er fra 2008 og lavet umiddelbart efter Ilulissat erklæringen. Herved opstår en naturlig undren; hvad er det for udfordringer, Danmark står overfor i Arktis? Dette giver således motivation til dette speciale, og dets relevans for forsvaret fås, når man indskrænker sig til at se på de sikkerhedspolitiske udfordringer. 1.2 Opgaveforståelse. Hvad er det, der ønskes afdækket i specialet? Udgangspunktet findes i, hvilke sikkerhedspolitiske udfordringer står Danmark overfor i Arktis? Men for at komme frem til dette, må der ske en afklaring af, hvad der reelt udgør udfordringer. Med andre ord: Hvad kan der kæmpes om? Hvad er det for interesser og forventninger, der ses som mulige i området. Hvem er det, der ser disse muligheder, og hvordan havde de tænkt sig at udnytte dem? Kan dette give anledning til udfordringer? For at komme hertil må vi se dybere ind i baggrunden Baggrund I Danmark anses klimaændringer som et globalt problem, hvilket tydeligt sporedes i f.eks. COP 15 mødet i København. Men sammen med klimaændringerne kommer adgangen til de hidtil skjulte ressourcer i Arktis. Dette har jf. ovenfor ligeledes fået opmærksomhed i 1 Politikken (internationalt), 10. aug p1. ( 2 UM hjemmeside nyheder (dateret 8. september 2010). 6

8 Danmark. I spørgsmålet om ressourcerne har Lov om Grønlands Selvstyre fra 2009 allerede behandlet en evt. fordeling. En indtægt fra råstofaktiviteter modregnes i bloktilskuddet efter en fordelingsnøgle, og skulle indtægterne blive så store, at de helt fjerner bloktilskuddet, vil der blive tale om en ny forhandling. Med ny teknologi er der allerede nu åbnet for udvinding af råstoffer i områder, der kun sæsonmæssigt er isfri, hvorfor de første prøveboringer startede juli i området ud for Disko-øen i Grønland. Et område der normalt kun er isfrit fra marts til november 4. Dette tyder allerede nu på en øget udnyttelse af råstofressourcerne. Til trods for det nuværende grønlandske regeringspartis udtrykte ønske om løsrivelse fra Danmark, vælger jeg i dette speciale at se på Danmark som hele rigsfællesskabet. Dette er gjort, idet fremkomne udfordringer ved en løsrivelse enten skal løses af Danmark, eller gå i arv til Grønland. Med den grønlandske indflydelse på såvel den Arktiske strategi som den førte udenrigspolitik i emner omhandlende Grønland og Arktis, vil det under alle omstændigheder være svært at adskille de to, idet enkelte udfordringer kan henføres hertil. I Danmark rettes spørgsmålet om ressourcerne ofte mod andre stater under henvisning til de omstridte områder. I forhold til Canada er ressourcefordelingen relateret til ejerskabet af Hans Ø, og i forhold til Rusland relateret til Lomonosovryggen som jf. FN havretskonvention kan afgøre ejerskabet af de omstridte dele af polhavet 5. Billedet er fra IBRU, Durham University, og viser ved farve landenes krav ift. nuværende EEZ. Samtidig kan ses, hvor der er overlap i forventet territorialt krav. 3 Cairn Energy hjemmeside 23. februar 2011, 4 Søfartsstyrelsens hjemmeside 23. februar 2011, 5 Se punkt

9 1.2.2 Aktørerne. Hvem skal medinddrages i specialet. De statslige aktører, der agerer i det arktiske miljø, er for denne opgave deltagerne i Arctic5 (A5), altså USA, Canada, Rusland, Norge og Danmark. De enkelte aktører har hver især en strategi omkring deres aspirationer i det arktiske miljø. På denne måde har jeg begrænset rækken af statslige aktører til dem, der i øvrigt har et territorialt krav i det arktiske ocean. Man kan selvfølgelig argumentere for, at de tilstødende lande, såsom Sverige og Finland, kan have interesser, og ligeledes må udsigten til adgang til store råstofressourcer kunne tiltrække lande med et stort forbrug, f.eks. Kina. Af hensyn til omfanget af specialet vil jeg søge at minimere indblandingen af stater ud over de primære, altså A5 landene. Hvad så med ikke statslige aktører? Der er selvfølgelig andre end stater, der vil søge at gøre deres indflydelse gældende i området. Her kommer multinationale selskaber og internationale organisationer i spil. Det kan forventes, at olieselskaber og med dem også miljøorganisationer vil søge at påvirke staterne. I afsnittet omkring teori (2.2) vil jeg komme ind på, hvordan jeg tænker at anvende niveauerne, men her vil jeg blot konstatere, at de ikke statslige aktører må berøres for at fremkomme med det samlede billede Interesser. Kenneth Waltz forklarede sammenhængen mellem interesser og sikkerhed således: To say that a country acts according to its national interests means that, having examined its security requirements, it tries to meet them 6. Der er altså tætte forbindelser mellem nationale interesser og sikkerhed. Det er også klart, at vi her har fat i den brede forståelse af sikkerhedspolitiske interesser. Dette kombineret med Hans Mouritsens påstand om, at sikkerhed er et fortærsket begreb, og han definerer den vigtigste internationale politik og derved de generelle relationer mellem stater som storpolitik, betyder, at vi kigger gennem de store sikkerhedspolitiske briller. For som han skriver: Dette udtryk giver ikke som sikkerhedspolitik associationer til krudt og kugler, eller at statens overlevelse er på spil 7. Vi må altså vælge en bred teori. Herudover skal der redegøres for aktørernes interesser. Dette kan vise sig vanskeligt. Interesser og specielt sikkerhedspolitiske interesser er ikke nødvendigvis noget, staterne skilter åbent med. Der kan derfor være behov for at vurdere såvel italesættelser, strategier, samt egentlige handlinger (hvor de findes) for at opbygge et billede. Men med ordet vurdere siges samtidig, at her er tale om et skøn, hvor velunderbygget det end er. 1.3 Problemstilling Kravet om udvidet kontinentalsokkel, hvis det skønnes gyldigt, giver sagsøger staten eneret til havbunden og ressourcer under bunden. Gyldig udvidet kontinentalsokkelkrav kan ikke og er ikke ensbetydende med at udvide en stats eksklusive økonomiske zone (EEZ), da den eksklusive økonomiske zone udelukkende bestemmes ved at trække en 200 sømil linje ved hjælp af søterritorium basislinjer som deres udgangspunkt. Dette punkt er lavet, fordi dette ofte forveksles med de faktiske omstændigheder og hævder, at udvidet kontinentalsokkel nødvendigvis udvider en stats eksklusive økonomiske zone og dermed give en stat eneret til ikke kun havbunden og de ressourcer, der er derunder, men også til dem, der er i vandsøjlen. Det drejer sig om den kontinentale margen, som behandles i 6 Kenneth Waltz, Theory of international politics, McGraw-Hill, New York, 1979, p134 7 Hans Mouritsen, At forklare international politik, Jurist- og økonomforbundets forlag 1999, p 128 8

10 afsnit 5.2. Arktis diagram udarbejdet af Durham University illustrerer tydeligt omfanget af den ubestridte eksklusive økonomiske zone i de fem lande, der grænser op til det Arktiske Ocean og også den relativt lille flade af resterende "åbent hav" eller internationalt farvand i toppen af kloden. Ifølge en undersøgelse fra 2008 lavet af USGS er der 13 % af den hidtil ikke opdagede olie, 30 % af den ikke opdagede naturgas og 20 % af ikke opdagede flydende gas. Hertil kommer et ikke kendt antal mineraler, som også skønnes at findes i området. Dette betyder, at den, som har retten til landet, har retten til ressourcerne. Alle lande i A5 er enige om at være uenige om, hvem Arktis tilhører, men hvem end der vinder, får retten til at udvinde ressourcerne. Hertil kommer stridigheder over retten til farvandene. Canada hævder, at Nordvestpassagen er territorialt farvand, mens USA hævder, at det er et internationalt stræde med deraf følgende passageret. I en sådan ordning ville Canada have ret til at gennemføre fiskeri- og miljøregulering, skatte- og smuglingslove samt love til at øge sikkerheden for skibsfarten, men ikke ret til at lukke passagen. Yderligere kommer, at miljøregler i henhold til UNCLOS er ikke så robust som, hvis Nordvestpassagen er en del af Canadas indre farvande. Passageretten giver også flere rettigheder ift. sejlads med neddykkede ubåde og overflyvning, som ikke er tilladt i et lands territorialfarvand. Ovenstående giver muligheder for hhv. ressourceudnyttelse og retten til at lovgive på områder, som for eftertiden kan blive brugt til trafikruter, og dette giver anledning til en dybere analyse for at svare på specialets hovedspørgsmål: Hvad er Danmarks sikkerhedspolitiske muligheder i forhold til de øvrige aktører i Arktis. 1.4 Problemformulering Jeg ønsker at undersøge, hvilke sikkerhedspolitiske muligheder Danmark har i forhold til de øvrige aktører i området. Dette giver problemformuleringen: Hvilke sikkerhedspolitiske udfordringer står Danmark overfor i Arktis? Gennem en analyse af aktørernes aspirationer og den generelle situation i Arktis søges en vurdering af de udfordringer Danmark står overfor i dette område. 2. TEORI I det følgende vil de valgte teorier, som planlægges anvendt, blive beskrevet. En kort indførsel i teorierne: Der er lånt grundfundamenterne i Københavnerskolen, idet selve teorien dog forkastes, og kun de oprindelige grundelementer, som Buzan og Wæver udviklede, beholdes. Endvidere er Buzan og Wæver også ophavsmændene bag Regions and Powers. Her skeles lidt til geopolitik. Videre bruges Kenneth Waltz s neorealisme som ligger bag den udvikling, der anvendes i Hans Mouritsens præteori, som fremsættes i At forklare international politik. I sidstnævnte anvendes mulighederne set i forhold til den niveauinddeling, som er speciel for Hans Mouritsens syn på international politik. 9

11 2.1 Kenneth Waltz 8 Som den grundlæggende ramme i forhold til specialet ses afgrænset til Neorealismen. Omkring anvendelsen er dette beskrevet i kap. 3. Her gives en kort beskrivelse af mekanismerne i neorealismen, således at den grundlæggende forståelse kan anvendes. En af grundene til, at neorealismen er valgt som IP-teori, er, at den kigger på kapabilitet på systemniveau som afgørende for staters placering i systemet. Ligeledes er det passende for specialet, at neorealismen argumenterer i.f.t. sikkerhedsmaksimering (Waltz defensive gren). Dette vil med de store briller give os elementer til sikkerhedspolitikken. Waltz forhold til sikkerhed ligger i dilemmaet om, hvad én stat gør for at maksimere egen sikkerhed vil påvirke andre stater. Dog kan stater samarbejde i et enten hierakisk eller anarkisk system for at skabe sikkerhed - og sikkerhed er at foretrække frem for magt, hvis man er tvunget til at vælge mellem de to. Magt og autoritet er sammenfaldende i neorealismens defensive gren. I forhold til valget af IP-teori må man nødvendigvis kigge bredt efter en egnet retning. Jeg har på den måde fravalgt en liberalistisk retning såvel som konstruktivistisk, idet dette speciales fokus hverken ligger i de diskursive konstruktioners betydning eller de økonomiske og handelsmæssige relationer, hvor de to førnævnte teorier har deres hovedfokus. Den Engelske Skole er også valgt fra. Denne skoles fokus på magtbalance samt institutioner til at tilskynde bestemt ageren ville have taget fokus fra den brede sikkerhedsforståelse af staterne over i institutionerne, hvilket ikke synes hensigtsmæssigt. Der sigtes således mod såvel den hårde som den bløde sikkerhedsbetragtning i dette speciale, hvorfor der er grund til at være på vagt, når man sætter en realisme som den brede ramme for specialet. Realisterne er udbredt tænkere i den hårde sikkerhed, hvilket også er gældende for neorealismen og Kenneth Waltz, hvor den militære kapabilitet overvinder alle andre. Modvægten for at opveje dette udgøres så af betydningen af det samarbejde, som også anerkendes af neorealisterne, hvorfor det findes som det udbredt bedste valg for specialet. Neorealismen er også et udgangspunkt for de forklaringsmekanismer, som Hans Mouritsen fremlægger i hans teori ift. geografiske betingelser. 2.2 Buzan For at finde en definition på sikkerhedspolitik kigger jeg i retning af Buzan, Wæver og de Wilde. Det startede oprindeligt med Buzans teori fra 1991, som fremlagde et holistisk syn på sikkerhedspolitikken. Her inddeles sikkerhedspolitik i militær, social, økonomisk, miljømæssig og en politisk sektor 9. Den kolde krigs afslutning afstedkom en ny inddeling af sikkerhedspolitikken, da man her så en række trusler, som ikke kunne tilhøre den traditionelle militære/politiske inddeling. Ligeledes kom det økonomiske og miljømæssige aspekt til at fylde mere i debatten, hvorfor det var en naturlig ting at give det en mere fremtrædende og logisk plads i sikkerhedspolitikken. Inddeling i sektorer gør det muligt at adskille et helt område for at lade det analysere ved at udvælge enkelte og tydelige mønstre af ageren 10. Sektorer identificerer disse mønstre 8 Waltz (1979) Theory on International politics. 9 Buzan: People, States and Fear: an Agenda for International Security studies in post- cold war Era. (1991) Kap.3 10 Buzan, Wæver og de Wilde:Security: A New Framework for Security (1998): p 8 10

12 som uadskillelige fra deres sammenhæng, men sat i en sektor, gør det muligt at analysere på dette ene mønster og derved nedbryde kompleksiteten af det system, som mønstret virker i. Det er også i den sammenhæng, sektorerne vil blive brugt i dette speciale, men mere om det i afsnittet om metode. For at kunne arbejde med de enkelte sektorer er der behov for en definering af de karakteristika, som adskiller sektorerne. I det følgende vil de fem sektorer derfor blive beskrevet: Politiske sektor Den politiske sektor, som er den ene traditionelle sektor, vedrører potentielle ikke militære trusler mod statens suverænitet og udgør dermed den bredeste sektor. Det vil sige, at den politiske sikkerhed ligger i den organisationsmæssige stabilitet i staten, regeringssystemet og den ideologi, som legitimerer dette system Militære sektor Den militære sektor er den anden af de to traditionelle sektorer i sikkerhedspolitik. Bundet op på den generelle tanke om suverænitet er militær magt en meget effektiv måde at opnå og kontrollere en stats suveræne territorium. Militær sikkerhed er et samspil på to niveauer: mellem staters bevæbnede kapabilitet på det defensive og offensive område samt mellem opfattelsen blandt stater af denne kapabilitet og intensionerne med dem 12. Det resulterende samspil mellem staters militære kapabilitet er derfor dybt afhængigt af det politiske forhold Økonomiske sektor Den økonomiske sektor indeholder alt, der kan udgøre en risiko for adgangen til ressourcer, finansieringsmuligheder og markeder, som anses for nødvendige til at holde statens økonomiske magt og velfærd på et acceptabelt niveau Miljømæssige sektor Den miljømæssige sektor bliver også betegnet som den ultimative sikkerhedssektor. Den har inden for de seneste år nydt mere og mere fokus 14. Der tænkes her på de store anstrengelser, der er gjort for at finde et fælles globalt fodfæste f.eks. i forbindelse med COP15 i København. Dette skyldes den betydning, biosfæren har som grundfundament for al menneskelig aktivitet. Den miljømæssige sikkerhed ses derfor som en opretholdelse af biosfæren både lokalt og globalt Sociale sektor I den sociale sektor ses på de samfundsmæssige trusler, som kan true fastholdelsen af acceptable vilkår for befolkningens identitet (sprog, kultur, religion og national identitet) og sociale sammenhæng. 2.3 Hans Mouritzen Hans Mouritsens forklaringsmåde tager afsæt i betydningen af staternes omgivelser; samspillet mellem staternes omgivelser og indre forhold i den systemiske teori. Denne teori er derfor det helt rigtige bindeled mellem Buzans elementteori og neorealismen. Denne teori opdeler politikken i 4 analysemetoder: Struktur, region-område, 11 Buzan (1991): p Buzan, Wæver og de Wide (1998): p Buzan (1991): p Pkt

13 indenrigspolitik og aktør 15. Her i specialet er der indledningsvis fokus på det regionale område, dog med en vis skelen til de øvrige. Hans Mouritsen forklarer ud fra et standpunkt om et anarkisk system, hvilket ligger op af neorealismen, idet han dog udelukker det hierakiske system for et internationalt perspektiv ved det faktum, at der ikke findes noget fælles autoritativt beslutningscenter 16. Det internationale system må derfor være anarkisk. Det, der endvidere gør systemet til et system i stedet for en simpel markedsplads, som også er anarkisk, er enhedernes ubevægelighed. Det vil sige, at muligheden for at flytte til mere behagelige og attraktive omgivelser er udelukket, hvilket er bestemmende for staters reaktioner. Staterne ligger altså ubevægelige mod den påvirkning, som omgivelserne har. Det er derfor ikke nemt at se på det internationale system med systemiske briller, idet hver stat har sine egne omgivelser. Her adskiller Mouritsen sig fra Waltz neorealisme, idet Waltz ser ydre påvirkninger som ens for hele systemet, hvor Mouritsen ser, at de ydre påvirkninger afhænger af den enkelte stats beliggenhed i systemet. Se figur 1. Figur 1 Denne figur 17 illustrerer et styrketabsgradient, hvor A og D begge er magtpoler. A er typisk landmagt, og D er typisk sømagt. B og C er svage magter placeret i samme geopolitiske sfære, hvor B er symmetrisk placeret og C asymmetrisk. A s gradient har en stærkere hældning end D, idet D som sømagt er i stand til at projicere magt over længere afstande end A, som er begrænset til rækkevidden af kampvogne og fly. Vi søger følgelig over i en geopolitisk betragtning for alligevel at finde svar og en forklaring på reaktionsmønstre og muligheder. Sidstnævnte vil ikke blive behandlet her. Det, Hans Mouritsen skal give til dette speciale, er omgivelsesteorien. Dette fås ved at indtage det regionale perspektiv i omgivelsesniveauet, der som nævnt bygger på en række af de samme forudsætninger, som Waltz lægger til grund for sin teori. Begge ser balanceringsbegrebets vigtighed som en forklaringsparameter. Jf. Waltz eksisterer der en tyngdelov, som tager affarende sted i, at stater balancerer. Hvis stater ønsker at overleve i et anarkiske system og overleve så godt som muligt, vil de søge at afbalancere imod en vinder stat/aggressor snarere end at tilslutte sig (antibalancere). Dette gøres ikke for balance i systemet, men for den enkelte stat. Det kan være potentielt farligt at skabe en hegemon eller tilslutte sig en aggressor. Dette peger igen mod statens selvhjælp til at skabe mest mulig sikkerhed som hovedmål. 15 Hans Mouritsen(1999), p 9 16 Ibid, p Hans Mouritzen (1999), p 41 12

14 Mouritzen adskiller sig igen lidt fra Waltz ved at tage et mere holistisk perspektiv. Mouritsen argumenterer, at det ikke altid er givet, at den stærkeste spiller i systemet også er den stærkeste i bestemte omgivelser. Han anfører derfor, at magt aftager med afstand 18, og det derfor er af stor betydning, hvilken kapabilitet staterne har til at gøre magt gældende over afstand. Hvilket igen har afgørende betydning for staternes adfærd. Forklaringen på dette er, at øget afstand giver længere kommunikationslinjer og dermed fungerer som en begrænsende faktor for indsættelse af militære styrker. På denne måde er sømagter mere indflydelsesrige end landmagter, idet sømagten sætter et land i stand til at forøge rækkevidden af magt projektion 19. Omgivelsesniveauet samt betydningen af magtens udstrækning over afstand gør også, at selvom det internationale system i dag nok er unipolært (USA), kan der godt på regionalt niveau herske bipolaritet eller for den sags skyld multipolaritet. Endelig må man bemærke, at sammenhængen mellem polaritet og balancering byder, at stater balancerer imod den stærkeste magtpol i omgivelserne, som ovenfor nævnt. I meget afspændte perioder, f.eks. lige efter en krigs afslutning, vil omgivelsespolariteten være utydelig. Det kan derfor være vanskeligt at afgøre hvilke poler, der kan projicere magt i et område og dermed over for en given stat. Indflydelsessfæren bliver herved utydelig. For så vidt angår indflydelsessfæren, baseres dette på udstrækningen af militær magt, og retter sig som sådan mod den hårde sikkerhed. Dertil skal nævnes, at en magtpols indflydelses- og interessesfære ofte er sammenfaldende. Der kan dog forekomme tilfælde, hvor dette ikke passer. Hvis interessesfæren er mindre end indflydelsessfæren, er der blot tale om en overkapacitet. Er interessesfæren derimod større end indflydelsessfæren, vil man som oftest se et forsøg på udbygning af den militære kapabilitet eller alliancedannelse for derigennem at opnå en udstrækning af indflydelse således, at der igen er sammenfald. 2.4 Yarger Idet en stor del af opgaven vil blive opbygget på udmeldinger og fortolkninger af de enkelte landes strategier omkring Arktis, finder jeg det relevant kort at skitsere, hvad man kan forvente at finde i en strategi. Hertil kan man anvende Harry Yarger: Strategy and the national Security professional Strategic thinking and Strategy formulation in the 21st century( 2008). For som Clausewitz udtrykte det: Everything in strategy is very simple, but that does not mean that everything is very easy 20. God strategi er grundlagt i en korrekt forståelse og analyse af det strategiske miljø, de nationale interesser og national politik, samt en forståelse af teorien for strategi og den rolle strategi spiller 21. Strategi er altså udtryk for en national analyse af bl.a. det strategiske miljø. Her kan man tale for, at det er hele det internationale system, der er i spil. Som ovenfor anført vælger jeg dog at se isoleret på Arktis, hvorfor kompleksiteten af systemet falder, om ikke af andet, så idet antallet af aktører falder. Det strategiske miljø er et system af systemer med et væld af faktorer, der påvirker det interne såvel som det eksterne miljø. På en stor skala er disse faktorer hjemlige og internationale miljøer, som staten er påvirket af eller selv 18 Ibid, p Ibid, p Carl von Clausewitz: On War, Princeton University Press (1976), p Harry Yarger: Strategy and the national Security professional Strategic thinking and Strategy formulation in the 21st century (2008), p 26 13

15 påvirker. Nærmere finder jeg det ikke nødvendigt at komme, idet den kaosteori eller kompleksitetsteori, som finder anvendelse ved at beskrive tredje- eller mangeordens afledte effekter i det strategiske miljøs systemer ikke bidrager væsentligt til dette speciale. Endvidere beskrives det, at strategi er forståelse og analyse af de nationale interesser og national politik. Det er her, vi finder det mest anvendelige ift. nærværende speciale, idet man dog i læsningen af selve strategierne må tage forbehold for ovenstående rolle for strategierne, da interesser udtrykt gennem strategi kan være frigivet i håb om at skabe en ønskelig effekt adskilt fra den udtrykte interesse, fremfor at udtrykke en egentlig interesse. Der kan altså være tale om vildledning, hvorfor man må være på vagt i tolkningen af strategier og selvfølgelig søge verificering fra flere kilder. 3. METODE Det kan i international politik være hensigtsmæssigt at opdele forklaringerne i forskellige niveauer. Dette speciale tager jf. ovenstående afsæt i omgivelsesniveauet suppleret med såvel det systemiske og indenrigspolitiske niveau, hvor nødvendigt. Beslutningstager og individniveauet søges undgået, undtaget i eventuelle situationer, hvor meningen med specialet går tabt ved at udelade argumentation på dette niveau. Figur 2. Analysemodellen, figur 2, viser en opdeling i de 5 forskellige sektorer, som ses fundet ud af de sikkerhedspolitiske forhold og arktiske strategier for de 5 udvalgte lande. Det er således her, analysemodellen tager sit afsæt. Modellen ses som en generel 14

16 forklaringsmodel, der sammen med problemformuleringen vil fokusere hen mod konklusionen. Inden vi når så langt, er der dog et teoretisk filter, således at kun de relevante underpunkter kommer til at fremgå. Analysemodellen er på den måde tilpasset teorien, idet den geopolitiske betydning har smittet af på valget af aktører. Med et sikkerhedspolitisk udgangspunkt er også Buzans sektorer teoretisk funderet, og ligeledes en skarpere udvælgelse inden for sektorerne, da de vil blive påvirket af det filter, der udgøres af neorealismens tese om sikkerhedsmaksimering. Der foretages altså en redegørende analyse af faktorer fra de fem aktører, som opdeles i yderligere fem sektorer fra Buzans elementteori. Der sker en redegørelse for faktorerne, imens der foretages en analyse af faktorens vigtighed og indflydelse set fra den naturlige forklaringsmåde 22 og neorealismen. Jf. ovenstående teoriudredning vil kapabilitet, polaritet og position få en central betydning i vurdering af sektorerne. Kapabilitet som basis for neorealismen samt polaritet og position for geopolitikken. Dette er selvfølgelig en kraftig indsnævring, som naturligvis vil begrænse de facetter, som specialet kommer til at behandle, men formålet er ikke at være altomfattende, men at give et generelt indtryk af de problemstillinger, som Danmark kan møde i Arktis. Specialet vil anvende en komparativ metode, hvor der gennemføres en systematisk sammenligning mellem de 5 udvalgte aktører. Specialet tager udgangspunkt i en redegørelse, der danner grundlaget for den efterfølgende analyse. Her søges forklaret, hvorfor der i det hele taget kan forekomme udfordringer for Danmark i Arktis. Herefter gennemføres en redegørelse af landenes kapabilitet og position for så vidt angår de fem sektorer. Dette danner grundlag for en analyse af den givne omgivelsespolaritet. Omgivelsespolariteten er således afgørende for hvilke af aktørerne og sektorerne, der kan give reel udfordring. På baggrund af analysen af de fem sektorer søges efterfølgende at give en vurdering af de områder, som samlet kan give Danmark de største udfordringer. Afslutningsvis perspektiveres de fundne udfordringer ift. teori og litteratur Redegørelse. Der indledes med en kort redegørelse for de forhold, som kan give anledning til udfordringer. Her udgør anledningerne, som følger: Global opvarmning, UNCLOS og naturressourcer Analyse. Her foretages en redegørende analyse for de 5 aktørers kapabilitet og position inden for de fem sektorer. Sektoren analyseres for handlingsmønstre for det enkelte land. Opdelingen i sektorer virker til at forenkle en uoverskuelig masse af faktorer og give mening til mønstret, som fremkommer inden for sektoren. Hver sektor afsluttes med en kort delkonklusion, der viser analysens hovedpunkter underkastet geopolaritet og holdes komparativt op mod det samlede felt, igen inden for hver sektor. 22 Hans Mouritzen (1999), p 37 15

17 3.3. Konklusion. Alle de fem delanalyser samles til en konklusion med det samlede billede af situationen. Her er mulighed for en vurdering af de enkelte sektorer kombineret med aktørbetydning. Således kan en aktør være meget kapabel i en sektor, men have mindre betydning i forhold til hele situationen, hvorfor en sådan vægtning må foregå for at eliminere risikoen for skævvridning af billedet. Dette sikrer tillige, at specialet giver et holistisk billede af de arktiske sikkerhedspolitiske forhold Perspektivering. Endelig vil jeg give mit bud på, hvordan de udfordringer, der er fremkommet som signifikante i konklusionen, kan overkommes/imødekommes af Danmark Specialets opbygning. Kapitel 1: indledning og problemformulering Kapitel 2: Teorigennemgang Kapitel 3: Metodebehandling Kapitel 4: Forskningskarakteristik Kapitel 5: Situationsredegørelse Kapitel 6: Sektoranalyse med delkonklusion Kapitel 7: Konklusion Kapitel 8: Perspektivering 3.6 Afgrænsning Afgrænsningen sker ved et fokus på de 5 sektorer fra Buzans elementteori. Endvidere er der ved selve problemformuleringen givet en geografisk afgrænsning, idet der ses isoleret på, hvad der sker i Arktis. Dette uden hensyn til, at 4 af de 5 i A5 er medlem af NATO. Dette hensyn er også taget på baggrund af specialets metode, kapitel 3, specifikt 3.2, analysedelen, hvor NATO-lande for militære forhold kunne anses under et, hvorved en del af analysens raffinement ville forsvinde. Ligeledes ville dette have en dårlig indvirkning på teorien, hvor Mouritsens syn på indflydelsessfære og styrketabsgradient ikke ville have samme effekt, hvis vi anså de 4 NATO-lande under et. Dette ændrer dog ikke på, at NATO er en del af de i dette speciale fire medlemslandes sikkerhedspolitik som derfor bliver påvirket af NATO, hvorfor denne del naturligt vil blive behandlet i perspektiveringen. Jeg har ikke på nuværende tidspunkt lagt en tidsmæssig afgrænsning. Dette fordi talen om Arktis er forholdsvis ny og fortsætter uanfægtet. Ligeledes er meget af litteraturen tilgængelig på internettet, hvor nyeste udgave af teksterne er at foretrække. Materialeindsamlingen er dog af hensyn til færdiggørelsen af specialet stoppet den 2. MAJ

18 4. FORSKNINGSKARAKTERISTIK Idet dette emne har nydt så stor opmærksomhed, endsige at enkelte har udnævnt det til det mest fremherskende geopolitiske og økonomiske emne i det 21. århundrede, som alene kan omskrive det globale regnestykke om udvikling, fred og velstand 23, gør det naturligvis også til mål for megen skriverier. Der findes mange beskrivelser og analyser om forholdene i Arktis, alle med deres vinkel. Det er derfor et meget stort arbejde at finde de mest velansete og dækkende udgivelser, som efterfølgende skal krydsrefereres med andre for troværdighed og samtidig holde materialet på et overskueligt niveau. Jeg har derfor udvalgt dem, jeg finder, der passer bedst ind i specialets problem, under hensyntagen til deres holdninger ift. andet materiale på markedet. Heraf vil jeg nævne et par stykker. Når isen forsvinder Af de nyeste bøger i handlen findes danske Martin Breum s Når isen forsvinder (Gyldendal), som er fra marts I denne bog fremfører Breum sin fortolkning af begivenheder og udtalelser tilbage fra, da daværende udenrigsminister Per Stig Møller igangsatte hele det danske projekt omkring Arktis i 2007 frem til efteråret 2010, hvor forfatteren ved selvsyn under togt med HDMS Ejnar Mikkelsen ser resultatet af klimaændringerne højt på den grønlandske østkyst. I Når isen forsvinder giver forfatteren et overblik over, hvad det er for en selvforståelse, der gør, at danskerne forfølger interesser så højt i nord. Han binder nutiden sammen med de historiske begivenheder, der gør, at rigsfælleskabet nu engang ser ud, som det gør, og forklarer, hvad der har været af genstridigheder undervejs. Yderligere bliver læseren også indført i, hvad den politiske scene herhjemme har budt på under tilblivelsen af Ilulissaterklæringen. Martin Breum har valgt et meget indadrettet perspektiv, som godt nok fortæller handlingerne fra omkringliggende stater, men som mere rettes mod at give et billede af omstændigheder frem for at påpege egentlige udfordringer for Danmark, og i denne henseende rigsfællesskabet. Bogen giver et udmærket billede af, hvor Danmark står og hvor aspirationerne for Danmarks vedkommende stammer fra. Dette på baggrund af redegørelse for, hvad det er, der kan være et afkast for Danmark. Blandt andet herfor, vil jeg i den følgende analyse også tillade mig at referere til denne bog, idet en del pointer og baggrundsviden, som jeg ikke medtager her i så udbredt grad, med fordel kan hentes fra Når isen smelter. Hold hovedet koldt Hvor Når isen smelter måske ikke i udbredt grad behandler og påpeger, hvad der kan blive udfordringer i den videre færd for rigsfællesskabet, behandler næste undersøgelse dette i mere udtalt grad. En undersøgelse med samme afsæt som dette speciale er Hold hovedet koldt af Henrik Jedig Jørgensen og Jon Rahbek-Clemmesen (Dansk Institut for Militære Studier) fra maj Her leveres en scenariebaseret undersøgelse af forsvarets specifikke opgaver i Grønland frem mod Der tages afsæt i den udvikling, der sker i de arktiske egne, og disse fremskrives, på baggrund af 4 forskellige scenarier, så frem til 2030, hvor det fundne 23 UNSG Ban Ki-moon åbningstale til UN Climate Change Summit Set på : 17

19 fører til anbefaling af udvikling og effektivisering af forsvarets opgaver 24. Selve titlen afslører meget af resultatet. Tilbageholdenhed og ikke truende adfærd anbefales på baggrund af en sammenfatning af de fire scenarier, hvoraf 2 dømmes meget usandsynlige 25, nemlig de to scenarier, hvor der vil ske en militarisering af Arktis. De resterende to scenarier, som leverer hovedpunkterne til konklusionen er økonomisk funderet. Den militariserede del medtages dog som en åben variabel grundet de store konsekvenser, som forfatterne argumenterer, at en sådan måtte have 26. Konklusionen, som er en fletning af alle fire scenarier, anbefaler således, at Danmark skal undgå, at Arktis militariseres 27 ved ikke selv at opruste, og at man lægger ressourcer i oprettelsen af dialogfora som A5, hvor også Rusland er med. Undersøgelsen påpeger, at en militarisering formentlig vil være baseret på en konflikt mellem Rusland og NATO. Hvorvidt dette vil være i overensstemmelse med dette speciale, vil fremkomme i analysen i det militære kapitel. Herudover forventes en større investering i de Arktiske egne, som vil forøge trafikmønstret, fra det nuværende. Undersøgelsen vælger derfor en effektivisering af overvågningskapabiliteten ved at udvide satellitovervågningen og regulere trafikken. Idet man jf. ovenstående skal søge at undgå en militarisering, må man derfor finde alternative metoder til at dække de øgede områder og intensitet. Alt i alt synes undersøgelsen at pege på, at man skal undlade aktiviteter, der kan problematisere Arktis for derved ikke at forme Ruslands opfattelse af en mulig sikkerhedspolitisk trussel i dette område 28. Undersøgelsen holder sig som nævnt i det forsvarsspecifikke område, hvor dette speciale søges foldet mere bredt ud. Endvidere er NATO-landene regnet under et, hvilket også ses bort fra i nærværende analyse. Danmarks sikkerhedspolitiske udfordringer i Arktis Dette er som nævnt i indledningen et meget omtalt emne, og når der ligefrem findes specialer med samme titel, er det værd at bemærke. Specialet er fra maj 2010 og forfattet af daværende kaptajnløjtnant Jesper H. Lynge. Nu orlogskaptajn. Der er i dette speciale ligeledes taget afsæt i Buzans elementteori, men herefter adskiller det sig på mange punkter. Lynge kigger på sammenhængskraften i staten, jf. Buzans model, hvor jeg kigger på omgivelsesniveauet jf. Mouritsen. Der er altså helt klart forskel i niveau og derved også på de aktører, der behandles. Hvor Lynge kigger på sammenhængskraften og de grønlandske udfordringer for Danmark, kigger jeg på rigsfællesskabets udfordringer under et hele. Lynge konkluderer, som Hold hovedet koldt, at til trods for udfordringer i alle sektorer af Buzans elementer skal Danmark forholde sig roligt og i dette speciales ånd holde Grønland som en del af rigsfællesskabet, samt fortsætte støtten til et selvstændigt grønlandsk samfund Henrik Jedig Jørgensen og Jon Rahbek-Clemmesen (2009), p Ibid, tabel 3.1, p Ibid, p Ibid, p Henrik Jedig Jørgensen og Jon Rahbek-Clemmesen (2009), p J. H. Lynge (2010), p 5 18

20 Arctic Security in an Age of Climate Change Et værk, som er under udarbejdelse og vidner om dette emnes fortsatte vigtighed, er redigeret af James Kraska fra United States Naval War College, Newport, Rhode Island, og som indeholder en samling af bidrag om arktisk sikkerhed fra en lang række forfattere: Franklyn Griffiths, Lawson Brigham, Joshua Ho, Rolf Tamnes, Geir Flikke, Katarzyna Zysk, Caitlyn Antrim, Pauli Järvenpää, Tomas Ries, Nikolaj Petersen, Adam Worm, Valur Ingimundarson, Robert Huebert, Whitney Lackenbauer, James Kraska, David W. Titley, Courtney St John. En del af disse er også anvendt i dette speciale. Arctic Security in an Age of Climate Change er den første bog, som sætter sig for at undersøge arktisk forsvarspolitik og militær sikkerhed ud fra perspektivet om alle otte arktiske stater. I lyset af klimaændringerne og smeltende is i det Arktiske Ocean kæmper Canada, Rusland, Danmark (Grønland), Norge og USA, samt Island, Sverige og Finland med et spirende arktisk sikkerhed paradigme. Denne mængde samler verdens mest erfarne arktiske politisk-militære eksperter fra Europa og Nordamerika for at analysere, hvordan arktiske nationer er ved at tilpasse deres sikkerhed, deres positioner for at imødekomme øget skibstrafik, ekspanderende flåde tilstedeværelse, og energi og mineral udvinding i polarområdet. Bogen analyserer opstigningen af Rusland som den første 'Arctic supermagt', den voksende betydning af polære sikkerhed for NATO og de nordiske lande, og den stigende rolle, Canada og USA får i regionen. Desværre udkommer denne bog først i september 2011, men indtil da, vil nærværende speciale søge at behandle dele af disse spørgsmål med hensyn til de 5 udvalgte arktiske nationer. 5. REDEGØRELSE Idet jeg gennem specialet har og vil komme til at bruge termer som global opvarmning, UNCLOS og forventede naturressourcer, finder jeg det hensigtsmæssigt at begynde med en beskrivelse af, hvad jeg forstår ved termerne. Dette kan komme læseren til gode, idet vi derved vil opnå det samme ståsted i forståelsen af disse begreber og derved vil være i stand til bedre at komme overens med den måde, jeg fortolker deres betydning under analysen. Jeg har udvalgt disse termer, da det er her, pressen har lagt hovedvægten af deres argumentation for at skabe skræmmende scenarier 30 omkring forholdene i Arktis, men også fordi det er her, man kan få en forståelse for, hvad det er, der har gjort Arktis til et interessant område Den globale opvarmning. Det Arktiske Ocean har indtil fornylig primært haft forskningsmæssig interesse samt en geostrategisk bevågenhed. Under den kolde krig, hvor de to supermagter balancerede på kanten af en atomar krig, havde det stor betydning, hvorvidt man var i stand til at affyre missiler fra Arktis 31, eksempelvis ved placeringen af ubåde, som her var svære at finde og 30 Kenneth S. Yalowitz m.fl.: The Arctic Climate Change and Security Policy Conference (Dartmouth 2008), sponsored by Carnegie Endowment for International Peace. P 22. Tilgængelig på: 31 Barry Scott Zellen, 2009, p 8 19

21 bekæmpe. Siden er den geostrategiske betydning dalet, og den forskningsmæssig interesse har fået overtaget. Der har siden 1619, hvor Christian d. IV sendte søfareren Jens Munk ud for at finde Nordvestpassagen 32, været tanker om at finde hurtigere veje fra Atlanten til Stillehavet end gennem Panama og Suez eller syd om Afrika. Selv om man i lang tid har kendt til de nordlige passager, både øst og vest, har ismasserne betydet, at disse veje var umulige at anvende i kommercielt øjemed. Udnyttelse af eventuelt tilstedeværende ressourcer har af samme årsager ikke været muligt. Dette har i de senere år ændret sig radikalt. Herunder ses figur 3, som viser den månedlige udbredelse af isen i Arktis 33, fra 1979 til nu. Figur 3 Som figur 3 tydeliggør, viser satellitovervågning af isen en kraftigt nedadgående tendens for udbredelsen af havisen for det Arktiske område. Den globale opvarmning og de deraf følgende konsekvenser er sandsynliggjort med klar og videnskabelige beviser. Der har siden erkendelsen af, at isen smelter, været utallige gæt på, hvornår isen så var borte. Lige fra til år Men af ovenstående figur kan udledes en faldende tendens med en gradient på -2,7 % per år. Ifølge NSIDC (National Snow and Ice Data Center), som er ansvarlige for figuren, vil tidspunktet for isens forsvinden i Arktis ligge mellem årene 2040 og 2100, og deres estimat ligger i den tidligere halvdel af dette område 35. En tydelig indikation af, at kommerciel udnyttelse af naturressourcerne og de nordlige passager er ved at blive interessant. Dette kan også spores mere kontant ved, at danske rederier er begyndt at bygge skibe, der kan modstå nogen is 36, og derved ikke behøver at vente, til der er helt isfrit. 32 Martin Breum (2011), p Figur fra NSIDC (National Snow and Ice Data Center), Boulder, CO. Figur hentet den 24. APR 2011 på : 34 Amos, Jonathan journalist. Artikel i BBC News (2007) Tilgængelig på adressen: 35 NSIDC: 36 Maskinmesteren oktober 2009: 20

22 5.2. UN Convention on Law Of the Sea (UNCLOS). Der er blandt kyststaterne enighed om, at FN s Havretskonvention (UNCLOS) udgør rammen for den retslige fastlæggelse af grænserne i Arktis 37, sådan lyder det i beretningen fra Forsvarskommissionen af Dette er en erklæring fastlagt gennem Ilulissat mødet. Men hvorfor er UNCLOS så interessant. Konventionen er udarbejdet i 1982 med en yderligere tillægsprotokol i Konventionen af 1982 fastsatte grænser for søterritoriet ved op til 12 sømil og 24 nautiske mil for den tilstødende zone og 200 sømil for den eksklusive økonomiske zone. Den kontinentale sokkel strækker sig til den ydre kant af den kontinentale margin eller til en afstand af 200 nautiske mil, hvor yderkanten af den kontinentale margin ikke strækker sig derud til. Når margenen strækker sig ud over 200 sømil, er de ydre grænser for kontinentalsoklen afgjort af en kompliceret formel, der er indeholdt i artikel 76 i konventionen af I henhold til international lov, afhænger de rettigheder, som en kyststat har over soklen, ikke af erhverv, effektiv eller fiktiv eller af nogen udtrykkelig erklæring. Eller med andre ord, det normale er en eksklusiv økonomisk zone ud til 200 sømil, men dette kan i visse tilfælde 39 udvides til 350 sømil. Her kan man se på kontinentalsoklen, og hvis den når længere ud end de 200 sømil, så kan man udvide den økonomiske zone på tilsvarende vis. UNCLOS fastsætter, at i denne zone har kyststaten ret til udnyttelse af de naturressourcer, som måtte findes på havbunden, altså olie, gas, mineraler, bunddyr o. lign, men ikke pelagiske (frit svømmende i vandsøjlen) fisk. I ovenstående findes Danmarks muligheder for udvidelse af territoriet. Arbejdet med at bevise en naturlig sammenhæng mellem Grønland og Lomonosov-ryggen er i fuld gang. Det danske kontinentalsokkelprojekt bliver en realitet i 2001under daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen 40. LOMROG (LOMonosov Ridge Off Greenland) hedder de ekspeditioner, der under dansk ledelse lavede bathymetriske undersøgelser omkring ryggen og op til Nordpolen. Den første i 2007 og nummer 2 i Kan man påvise denne naturlige forlængelse af det grønlandske kontinent, vil Danmark kunne udvide territoriet helt op til Nordpolen. Nu lyder det jo som en smal sag, men dette kompliceres af, at Rusland forsøger at påvise deres ret til Lomonosov-ryggen og yderligere af, at USA ikke har ratificeret UNCLOS. Der ligger dog en hensigtserklæring fra Ilulissat om at følge UNCLOS i fastsættelse, men netop kun en hensigt. Herudover er der flere principper at fastlægge grænsestridigheder på, hvilket også kan få indflydelse på, hvor stor en evt. territorieforøgelse vil blive. Idet dette princip fastsættes af domstolen i Haag og derfor ikke er grund til egentlig udfordring, berøres dette ikke yderligere her Naturressourcer i Arktis Som ovenfor beskrevet, vil en evt. udvidelse af den økonomiske zone give rettigheder til udnyttelse af ressourcer fundet i havbunden, 37 Dansk Forsvar Globalt engagement, Beretning fra forsvarskommisionen af 2008, p71 38 Uddrag af 1982 Konventionen: Martin Breum (2011), p Oversigt over LOMROG ekspeditionerne: 21

23 hvorfor dette kan blive et kernepunkt og derfor er medtaget her. Blandt de største usikkerheder i den fremtidige energiforsyning og en genstand for betydelig bekymring for miljøet er mængden af olie og gas endnu ikke fundet i Arktis. Ved at bruge en probabilistisk geologi-baseret metode har USA Geological Survey(USGS) vurderet området nord for polarcirklen og konkluderet, at omkring 30 % af verdens ikke opdagede gas og 13% af verdens ikke opdagede olie (90 mia. tønder) kan findes her, for det meste offshore under mindre end 500 meter vand 42. Uopdaget naturgas er tre gange mere forekommende end olie i det arktiske område og er mestendels koncentreret mod den russiske side. Se del af USGS undersøgelse i figur 4, afsnit 6.3. Udnyttelse af denne olie og gas forekomst kræver infrastruktur, hvilket gør det vanskeligere og mindre rentabelt i områder, hvor der ikke allerede findes infrastruktur. Men der er her tale om så anseelige mængder, at med de stigende priser, som verdensmarkedet generelt har oplevet, sammenholdt med, at olie er en af de vigtigste energikilder 43, kan det forventes, at de arktiske områder vil påkalde sig stigende international opmærksomhed 44. Udover de store forekomster af gas og olie er der forventelig også en del forekomster af værdifulde mineraler. Dette område er endnu ikke efterforsket i en udstrækning som eksempelvis olie og gas, men nok til at være nævnt i den dansk-grønlandske Arktisstrategi fra ANALYSE I dette kapitel vil jeg gennemføre en analyse for hvert af grundelementerne i Buzans teori jf. afsnit 2.2. For hvert grundelement vil jeg søge at blotlægge strategien for hver af de 5 lande i A5 og derefter sammenholde det fundne i en delkonklusion imod de forventede danske aspirationer. Jeg skriver de forventede, da udenrigsministeriet og det grønlandske selvstyre er ved at udforme en ny strategi jf. pkt Politiske Sektor Den politiske sektor er, som nævnt, en af de traditionelle store sektorer. Denne sektor vedrører potentielle ikke militære trusler mod statens suverænitet og udgør dermed den bredeste sektor. Det vil sige, at den politiske sikkerhed ligger i den organisationsmæssige stabilitet i staten, regeringssystemet og den ideologi, som legitimerer dette system 46. Der er altså her tale om, at staterne vil søge at minimere usikkerhed rettet mod stabilitet, system og den grundlæggende tanke, som staten er bygget på. Set fra et neorealistisk synspunkt vil dette betyde, at man sikkerhedsmaksimerer i retning mod noget, der kunne destabilisere det system, som staten anvender som styringsredskab både internt og eksternt. Det politiske styre er derfor hovedfokus for den politiske sektor. Her kigges på evne og mulighed for at yde politisk indflydelse, set ift. det regionale niveau. 42 USGS artikel kan læses på: 43 Jf. Nationalbankens kvartalsrapport 1. kvt 2010: vo1_2010.pdf 44 Dansk Forsvar Globalt engagement, beretning fra Forsvarskommissionen af 2008, p UM, Arktis i en brydningtid- Forslag til strategi for aktiviteter i det arktiske område p Buzan (1991): p

24 6.1.1 USA Kigger man på politisk robusthed generelt, er USA s nationale identitet udadtil meget stærk, og den amerikanske patriotisme bliver afbilledet som forbilledlig. Der er dog en del problemer under overfladen. Etnicitet og en stadig større underklasse af fattige præger debatten 47. Amerikanerne har dog et stærkt magtapparat til at bakke op om deres retssamfund og deres præsidenter valgt gennem flertalsvalg. Deres demokratiske del af ideologien er derfor intakt. Politisk set fylder Arktis ikke meget i debatten i USA, og kigger man på deres nationale sikkerhedsstrategi fylder bemærkninger om Arktis i alt 3½ linje. Arctic Interests: The United States is an Arctic Nation with broad and fundamental interests in the Arctic region, where we seek to meet our national security needs, protect the environment, responsibly manage resources, account for indigenous communities, support scientific research, and strengthen international cooperation on a wide range of issues 48. Som det ses af ovenstående, er USA interesser udtrykt i meget brede vendinger. Men som eneste tilbageværende supermagt, opmuntret af sejre i World Wars I og II, og afslutningen af den Kolde Krig i 1991, er USA fortsat verdens mest magtfulde nation 49 og som sådan engageret mange steder i verden. En af de ting, USA s nuværende præsident Barack Obama blev valgt på, var at neddrosle engagement i verdens brændpunkter 50. Derfor ser man heller ikke de store uddybende meldinger omkring udvidelsen af interesser. Dette er dog ikke det samme som, at de ikke findes. En amerikansk jurist i Obamaadministrationen er noteret for at have udtalt, at USA ikke vil sidde tilbage, mens andre nationer deler kagen 51. For at gøre sit krav gældende skal USA dog ratificere UNCLOS, hvilket de endnu ikke har gjort. Derfor er der flere, som er begyndt at råbe politikerne op. Herunder The Arctic Climate Change and Security Policy Conference, som i december 2008 fremlagde en rapport som anbefaler først og fremmest, at USA ratificerer UNCLOS 52. Amerikanske politikere og diplomater taler respektfuldt om UNCLOS reglerne, men der findes ingen garanti for, at de vil følge dem, når Arktis skal deles 53, og en part af det amerikanske styre mener ligefrem, at UNCLOS er begrænsende for deres suverænitet 54. Rent politisk lyder anbefalingen fra den Carnegie Endowment støttede konference, at USA lægger vægten i Det Arktiske Råd, for derigennem at fremme interesser i Arktis som er grundlæggende for amerikanere i regionen, men også for USA s sikkerhed, økonomi, miljø 47 Freedom House 2010: 48 USA nationale sikkerhedsstrategi af maj 2010: 49 CIA Worldfact book (2011): 50 Freedom House analyse: 51 Alexander Timoshik, artikel i Pravda : /95703-united_states_arctic-0/ 52 Kenneth S. Yalowitz m.fl.: The Arctic Climate Change and Security Policy Conference (Dartmouth 2008), sponsored by Carnegie Endowment for International Peace. P 1. Tilgængelig på: 53 Martin Breum (2011), p Mark A Smith, Keir Giles, Russia and the Arctic- The last dash north.uk Defence academy (2007), p 5 23

25 og politiske interesser som følge af de klimatiske ændringer 55. En anbefaling, som støttes af den senere udgivet Comprehensive New Statement of U.S. Arctic Policy 56. Her gentages, at det eneste, administrationen kan se som en effektiv måde til at opnå international anerkendelse og lovlig sikkerhed for deres krav om udvidet kontinentalsokkel, er gennem UNCLOS, som anbefales ratificeret. Af dette statement ses også, at der er givet retningslinier for implementering. Her gives US Secretary of State mandat til at foretage alle nødvendige handlinger for at etablere den ydre linje af kontinentalsoklen, som tilhører USA til den maksimale udstrækning givet under international lov. Ud over det ovenstående ses USA s politiske sektor truet af såvel miljø, de sociale forhold og økonomi. Ikke mindst det sidste gør sig gældende med den verdensomspændende krise. Dette behandles dog i de respektive sektorer. Sluttelig kan man sige om amerikanerne, at de præges politisk af en selvforståelse skabt af deres position som verdens eneste nuværende supermagt. Man kan dog se spor af, at USA gerne vil deltage og gøre sig gældende, men søger stadig legitimiteten gennem de anerkendte institutioner Rusland De russiske traditioner i Arktis strækker langt tilbage. Allerede i 1926 indgav russerne krav om Arktis 57, som ganske vist ikke blev accepteret af nogen og derfor siden hen blev opgivet. Politisk set har Rusland vist sig meget aktiv i Arktis, og det mest udbredte billede af kapløbet om Arktis er da også givet af den russiske ekspedition fra 2007, hvor de plantede et flag på Nordpolen. Rusland har flyttet sine postsovjetiske demokratiske ambitioner til fordel for en centraliseret semiautoritær stat, hvis legitimitet er støttet, delvis af omhyggeligt administrerede nationale valg, tidligere præsident Putins ægte popularitet og en forsigtig forvaltning af Ruslands energi rigdom 58. Ruslands nationale identitet er splittet i den sydlige region, hvad både Tjetjenien og Ukraine vidner om, men hvad angår det centrale og især det nordlige, er identiteten tydelig. Det skal hertil siges, at Rusland har km kystlinje ud mod det arktisk ocean, og over halvdelen af Ruslands olie og gas stammer fra denne region. Russerne har derfor lært at betragte Arktis som en central del af nationen 59. Ruslands magt er både internt og eksternt blevet demonstreret. Internt ved fjernelse af kritiske røster ved valget i og eksternt gennem begge verdenskrige. Den kold krigs afslutning gav dog en forventning om, at man havde stækket bjørnen, men den seneste tids aktivitet peger dog i retningen mod et mere normalt niveau for en stormagt med legitime interesser 61. Arktis har i modsætning til USA nydt stor politisk interesse i Rusland. Således har mange officielt udtalt sig om Ruslands rolle i Arktis. Der er dog divergerende meldinger. Da den russiske ekspedition i 2007 plantede et russisk titanium flag på bunden af havet ved 55 Se note Comprehensive New Statement of U.S. Arctic Policy, fra The American Journal of International Law, Vol.103, no 2 (APR 2009) pp Mark A Smith, Keir Giles, Russia and the Arctic- The last dash north.uk Defence academy (2007), p 2 58 CIA Worldfactbook: 59 Martin Breum (2011), p Freedom House: 61 Jonas Gahr Støre på NATO Annual session

26 Nordpolen, udtalte Ruslands ledende arktiske forsker og duma parlamentariker: Det er vores. På den mere forsigtige side udtalte Zagaynov, deputy director i det russiske udenrigsministeriums juridiske afdeling, at: ekspeditionens formål er ikke et udspil om krav på specifikke maritime territorier, placeringen af det russiske flag må ikke forvirre nogen 62. Rusland har også på baggrund af deres interesser i det arktiske nedsat et Nationalt Arktisk Råd til at koordinere den nationale politik og styrke russiske interesser i det arktiske. Rusland indgav i 2009 deres krav iht. UNCLOS. Det er en mulig udvidelse af det russiske territorium med 1,2 millioner kvadrat kilometer 63, hvilket er næsten 28 gange størrelsen af Danmark. Det er altså en betydelig bid, russerne mener, de har krav på, og politisk er klar til at bakke op. Betydningen af dette område for den russiske politik er i høj grad drevet af det økonomiske og militære område, hvorfor dette behandles i de respektive afsnit. Politisk har Rusland aktivt deltaget i de fora, der har haft betydning for udviklingen i Arktis. De deltog i Ilulissat, de er med i Arktisk Råd, og de søger at afklare territoriale krav med Norge gennem bilaterale aftaler. Senest (FEB 2011) er der indgået aftale omkring området ved Barentshavet, hvor nordmændene og Rusland har lavet en deling 64. Dette taler for en interesse for hurtigst muligt at få afklaret grænserne for russisk område, således at området kan udnyttes til Ruslands fordel Canada Canada er nok det land, som opponerede kraftigst mod Ruslands flagplantning under Nordpolen. Canadas udenrigsminister, Peter Mackay, udtalte, at dette jo ikke er det 14. århundrede, man kan jo ikke bare gå og plante flag et eller andet sted 65. Han fortsætter: "There is no question over Canadian sovereignty in the Arctic". Dette er meget betegnende for den canadiske holdning til Arktis. Her kan så tilføjes, at de canadiske politikere må have meget kort hukommelse, idet de jo selv i 2005, ved daværende forsvarsminister Graham, hev det danske flag ned ved Hans Ø for at hejse det canadiske og aflevere det nedtagne Dannebrog i en konditoræske til den danske ambassadør 66. Men Canada er meget udfarende og søger skarpt at markere sig, måske for at kompensere for en politisk udfordring til at opfylde borgernes krav om kvalitetsforbedringer i sundhedsvæsenet og uddannelse, sociale tjenester og økonomisk konkurrenceevne, samt at reagere på særlige problemer med fransktalende Quebec 67. Påstande har fra en af Canadas ansete forskere professor Rob Huebert gået i retning af, at Canada mister kontrollen i Arktis i takt med, at isen smelter 68. Det hænger sammen med den canadiske kontrovers med USA omkring Nordvestpassagen. Som tidligere nævnt (afsnit 1.3) anser Canada Nordvestpassagen som værende internt canadisk farvand. Et forhold som USA bestrider, idet de ser farvandet som internationalt stræde. Kontroversen 62 Mark A Smith, Keir Giles, Russia and the Arctic- The last dash north.uk Defence academy (2007), p 3 63 Ibid pp 3 64 Kremlin 10 FEB 2011: 65 Gloria Galloway, Alan Freeman, Globe and Mail, Ottowa assails Moscow s Arctic ambition(3. August 2007): 66 Martin Breum (2011), p CIA Worldfactbook: 68 Canadian Defence & Foreign affairs Institute ( AUG 2008), 25

27 har tiltrukket en del opmærksomhed, da det ses som forløberen til kommende arktiske disputser. Altså suverænitets-afklaring i forhold til naboerne. Forholdene er bragt på bane i Franklyn Griffiths The Shipping News bragt i International Journal i foråret Griffith, som repræsenterer en anden tilgang end Huebert mener, at Huebert s holdning er forfejlet 69. Han mener, at de kommercielle hensyn må komme først og derfor ikke vil udfordre Canadas suverænitet 70. Endvidere kan Canada næppe opponere over for en allieret, som i det store hele har støttet canadisk krav om del af Arktis, men samtidig vil en opfattelse af Nordvestpassagen som internt canadisk farvand give beskyttelse mod angreb fra terrorister, som efter 9-11 er en stor del af USA's sikkerheds strategi. Et synspunkt som han har gentaget i Towards a Canadian Arctic strategy (2009) 71. I Canadas Northern Strategy ses dele af begge lejre repræsenteret. Strategien indeholder 4 centrale elementer: Beskyttelse af Canadas miljømæssige arv, fremme økonomisk og social udvikling, udøvelse af suverænitet samt forbedring og udflytning af dele af regeringsførelsen til Arktis 72. En strategi som de i øvrigt kalder: Canada s Northern Strategy: Our North, Our Heritage, Our Future. Politisk er Canada internt presset af en del forhold, som ikke mindst er afledt af den økonomiske krise, men også af en delt befolkning. Arktis er en stor del af den canadiske identitet, hvorfor retorikken er skarp ift. de øvrige arktiske landes tiltag. Canada er en aktiv deltager i Arktisk Råd og deltog også under Ilulissat erklæringen Norge Danmarks nordlige broderland deltager også i debatten. Norges strategi for det nordlige område stammer tilbage fra 2006, altså samme år, som Norge indgav sit krav for FN om del af Arktis 73. Norge vil ifølge denne strategi 74 : udøve myndighed i det høje nord på en troværdig, konsekvent og forudsigelig måde være på forkant med internationale bestræbelser på at udvikle viden i og om regionen være den bedste forvalter af miljøet og de naturlige ressourcer i det høje nord give en passende ramme for videreudvikling af olieaktiviteter sikre levebrød, traditioner og kulturer fra oprindelige folkeslag og udvikle folk-til-folk samarbejde styrke samarbejdet med Rusland Til dette generelle arktiske udspil kom i 2009 et mere konkret formuleret tillæg. Nye byggesteiner i nord 75. Det nye dokument stiller forslag til foranstaltninger, der skal træffes for at leve op til den oprindelige strategi. Norge ligger politisk på den løsningsorienterede front, hvor den vigtigste metode fremhæves som øget internationalt samarbejde samt aktiv dialog med naboer, partnere, allierede og så især Rusland. Norge har længe haft en uoverensstemmelse med Rusland, som nyligt er afsluttet med en traktat (se afsnit Rusland). 69 Franklyn Griffiths The Shipping News International Journal (spring 2003), p Ibid, pp Franklyn Griffiths, Foreign Policy for Canada s tomorrow, (juni 2009) 72 Canadas Northern Strategy. Tilgængelig på adressen: 73 Norges krav kan ses på: 74 Geopolitics in the high north. 2011: 75 Nye byggesteiner i nord: 26

28 Opdagelsen af olie og gas i tilstødende farvande i slutningen af 1960'erne har i den grad styrket Norges økonomiske formue. Centrale indenlandske debatter omfatter indvandring og integration af etniske minoriteter, fastholdelse af landets omfattende sociale sikkerhedsnet med en aldrende befolkning og bevare den økonomiske konkurrenceevne 76. Debatten er med til at cementere Norges store nationalitetsfølelse, som allerede tilbage i 1905 var med til at gøre Norge uafhængigt af Sverige. Norge synes nu politisk stærk, og nuværende statsminister Jens Stoltenbergs genvalg i 2009 viser, at der er stor tiltro til den nuværende regering, der også har tegnet den nuværende arktisstrategi Danmark Den danske (rigsfællesskabets) arktiske strategi er som nævnt under revision. Den hidtidige: Arktis i en brydningstid er fra I denne kalder Danmark på lige fod med Norge på retsprincipper for og gældende traktater til afklaring af sikkerhedspolitiske problemstillinger 77. Derudover behandler denne som de øvrige strategier, de sociale, økonomiske, forskning og uddannelse samt miljø. Meget af dette behandles senere. Hvis vi derimod kigger på, hvad der indtil nu er foretaget af Danmark, ser vi, at det var daværende udenrigsminister Per Stig Møller, der tog initiativ til Ilulissat-erklæringen. Dette for at sikre, at det kun var de fem arktiske nationer, der høster goderne i Arktis 78. Danmark har i de senere år bevæget sig ud i en aktivistisk udenrigspolitik, hvilket også gav udslag her. Danmark har generelt påtaget sig en udadvendt rolle og har opfordret til dialog om grænsedragning samt ekspeditionsfund i Arktis, tilbage fra 2005, hvor disputsen med Canada omkring Hans Ø var på sit højeste. Danmark er internt blevet belastet af et løsrivelsesønske fra det nuværende selvstyreparti i Grønland, samt den holdning, at man i Syddanmark ikke havde fingeren på pulsen ift. hvad der egentlig skete i det høje nord. I en artikel fra juni 2010 siger en ledende politiker i Grønland, at den nye olieudvinding er et trinbræt til at gøre sig uafhængig af Danmark 79. Dette forhold præger Danmarks samlede national følelse, som derved svækkes. Det har dog taget et positivt skridt ifm. oprettelsen af selvstyreordningen, der er et trin i retningen mod selvstændighed for grønlænderne. Det store set-up, interessen og aktiviteterne omkring Arktis vidner om Danmarks politiske hensigter for regionen, og udspillet omkring Ilulissat sikrede, at Danmark fik stor indflydelse på, hvad udviklingen kom til at byde på. Der var på det tidspunkt megen tale om oprettelsen af en traktat på lige fod med Antarktis, hvilken i store træk forbyder nogen stat at tage fordel af området. Havde man valgt at fremføre sagen gennem det allerede oprettede Arktisk Råd, kunne man frygte, at sagen blev trukket i langdrag, og at Danmarks stemme var druknet i koret fra de mange, som gerne vil have fingrene i de formodede ressourcer CIA Worldfactbook: 77 UM Arktis i en brydningstid (2008), p 5, tilgængelig på adressen: 78 Martin Breum (2011), p Aqqaluk Lynge, Ingeniøren, juni 2010: 80 Martin Breum (2011), p

29 Politisk har Danmark altså hidtil spillet sine kort klogt gennem oprettelsen af et mindre fora, hvor Danmark har muligheden for at blive hørt. Vi er også de sidste af de nuværende stater, som har ratificeret UNCLOS, der skal aflevere vores krav (2014) Delkonklusion politiske sektor Ser man landenes politiske situationer gennem en geopolitisk linse, giver det yderligere mening. De store i denne region må siges at være Rusland og USA. Givet at kun USA betragtes som en supermagt, må man dog tage i betragtning, at Arktis historisk set har virket som den ørken, der geopolitisk har delt blokkene 81. I de egne ses Rusland stadig som en stor indflydelse, og med den russiske aktivitet kunne det minde om en tilbagevenden til fordums styrke 82. Vi skal altså derfor betragte scenariet som værende to store magter, der politisk rækker ind over Arktis. For USA s vedkommende kan det argumenteres, at de har været optaget af andre og mere overhængende konflikter end en potentiel i nord, hvorfor opmærksomheden og aktiviteten ikke hidtil har været så synlig. Sikkerhedsmæssigt er USA dækket ind af forpligtigelser fra allierede som Canada, Norge og Danmark, der alle har holdt et vågent øje med, hvad der foregår. Rusland har derimod benyttet sig af chancen til at få et forspring og markere sig grundigt i fraværet af USA. Russerne har et politisk behov for at markere sig og egenhændigt maksimere deres sikkerhed ved at indtage territorium og derved relativt opnå en gevinst. Canada er geopolitisk asymmetrisk placeret tæt på USA, jf. figur 1 og er derfor under stærk indflydelse. Dette kan forklare den stærke reaktion på russisk fremtoning, men også at der ikke reageres, mere kraftigt mod USA. Canada laver en antibalancering af USA s indflydelse og vælger ikke stærk kritiske holdninger jf. omgivelsespolariteten. Men taget det canadiske behov i betragtning laver de en klassisk neorealistisk afbalancering af den vindende side, her betragtet som Rusland. Geopolitisk er Norge ligeledes bundet af en asymmetrisk placering, hvorfor de sikkerhedsmaksimere ved at afbalancere mod USA samtidig med, at de er nødt til at antibalancere mod Rusland og lave traktater omkring Barentshavet. For Danmarks vedkommende betyder dette, at vi som symmetrisk placeret med hhv. Norge og Canada som buffere, har mulighed for at afbalancere og anti-balancere, idet vi må skønne, at såvel USA som Rusland har politisk magt til at række os. Det er indtil nu lykkedes meget godt, med oprettelse af Arctic 5, hvor man kan sige, at vi satte os selv i spidsen og balancerede de to magter til vores fordel. En af de store udfordringer for Danmark må i den henseende være rollen som bindeleddet. Som ovenfor konstateret ligger hhv. Norge og Canada under for geopolitisk pres af de to stormagter, de ligger op ad. Det betyder, at hvis kontakten og balancen, regionalt set, skal holdes, er Danmark midtpunkt. Det vil sige at holde den positive dialog kørende. På den måde sikkerhedsmaksimerer Danmark. Vi skal sikre en legitimering af de fora, hvor Danmark har størst mulig indflydelse, f.eks. Arctic 5, hvorfor det ikke er i Danmarks interesse og i god tråd, at udeblive fra møderne 83, som udenrigsministeren gjorde i fjor. Dette bomber med Nikolai Petersens ord dansk Arktis strategi tilbage. 81 Barry Scott Zellen, Arctic Doom Arctic Boom, ABC-clio (2009), p 3 82 Martin Breum (2011), p Nikolai Petersen, Politiken 2. maj 2010: 28

30 Med hensyn til Arctic 5 er der også det amerikanske standpunkt, som lægger megen vægt i Arktisk Råd. Forskellen på de to er, ud over antallet af medlemmer, den politiske sagsbehandlingstid og synet på tilhørsforhold i regionen. Der har bl.a. været kritik af oprettelsen af Arctic 5 fra Sverige, som også mener, de har aktier i området og derved føler sig udelukket. Antallet af interesser i Arktisk råd taler mere for en Antarktisk model med en international traktat om, at området ikke har og ikke må have en statslig tilknytning. Stater må derfor ikke drive virksomhed på området. Men hvad skulle amerikansk interesse være i at lægge sine æg i Arktisk råd? Ud over at begrænse russerne, som jo har et forspring i den retning, ses intet direkte afkast. Denne potentielle konflikt er der dog taget hånd om, med Ilulissat-erklæringen, hvor staterne har lovet at bruge UNCLOS. Risikoen, for at den politiske appetit, der er for at være førende i området, vil lede til en decideret konflikt, ses dog ikke sandsynligt. Som set af Ilulissat-mødet vinder alle staterne mest af at deltage i dialogen, den mest ivrige Rusland vil næppe risikere sin meget store andel 84 ved at indlede en politisk konflikt og derved trække en grænsedragning gennem UNCLOS i langdrag. 6.2 Militære Sektor Den militære sektor er den anden af de to traditionelle sektorer i sikkerhedspolitik. Bundet op på den generelle tanke om suverænitet, hvor militær magt er en meget effektiv måde at opnå og kontrollere en stats suveræne territorium. Militær sikkerhed er et samspil på to niveauer: Imellem staters bevæbnede kapabilitet på det defensive og offensive område samt mellem opfattelsen blandt stater af denne kapabilitet og intensionerne med dem 85. Det resulterende samspil mellem staters militære kapabilitet er derfor dybt afhængigt af det politiske forhold. Jeg har ovenfor i kapitel 6.1 og underafsnit beskrevet lidt om de politiske forhold, der eksisterer. Jeg vil i det følgende søge at beskrive og analysere, hvordan dette tolkes militært. Idet den militære sektor, som nævnt, ikke kun er den rent militære tilstedeværelse, men også andres opfattelse af denne tilstedeværelse USA Generelt kan man gentage, at USA er eneste tilbageværende supermagt. Militært set har Arktis haft stor geopolitisk betydning, idet begge sider under den kolde krig har søgt at kontrollere området for derigennem at have styr på den anden sides aktiviteter. Der er derfor gjort store anstrengelser for at holde den anden i skak. Netop derfor har USA også indgået aftale med rigsfællesskabet om Thuleradaren. Dette var en del af den DEW line (distant early warning), som strakte sig over Arktis 86. Med afslutningen af den kolde krig og med nedrustningsaftalerne mellem USA og Rusland, tabte Arktis en del af sit daværende fokus 87, og USA blev engageret andre steder i verden. Dog opretholdes funktionerne i DEW, og der beholdes således personel til operationer med stationerne, men aktiviteterne rettes nu andre steder hen. F.eks. Irak, 84 Jon Rahbek-Rasmussen Politiken 23. sep. 2010: 85 Buzan, Wæver og de Wide (1998): p Barry Scott Zellen, Arctic Doom, Arctic Boom, ABC-Clio (2009), p 3 87 Margaret Blunden, The New Problem of Arctic Stability, Survival (nov 2009), p

31 hvor Thule basens kommunikationsmateriel gør det muligt at tale med de amerikanske styrker hjemmefra 88. Ifølge CIA Worldfactbook, er USA nummer 24(2005-tal) på listen over staters forbrug til militær 89. Dette er statens forbrug til militær ift. samlede BNP (bruttonationalprodukt). Tager du i stedet SIPRI (Stockholm Independant Peace Research Institute) opgørelsen, ligger USA som en klar nummer 1 med 698 mia. $ 90, hvilket jf. opgørelsen er over 42% af det samlede verdensforbrug. Uanset hvordan man opgør det, er USA s forsvarsudgifter store. De bruger således mange penge på forsvaret, men er også engageret mange steder i verden og har således ca stationeret udenlandsk 91 (dec 2010). Men når de så har personellet og de store udgifter, er de så aktivt tilstede? Der har været megen kritik af USA s manglende interesse i de sikkerheds- og militære trusler, som er potentielle i regionen 92. Man siger, at den degraderede isbryder kapabilitet, som USA engang havde, er et tydeligt tegn 93. Endvidere er der i en rapport til den amerikanske kongres (APR 2011) orienteret om ønsket fra US Coast Guard om en række kapabiliteter, som skal fremskaffes, hvis USA skal kunne leve op til ansvar om suverænitetshævdelse og eftersøgning og redning (SAR) 94. Tillægget til den amerikanske strategi (Arctic region Policy) fra 2009 slår fast, at USA har fundamentale nationale interesser i den arktiske region. Endvidere vil USA udføre suverænitetshævdelse og udøve autoritet i overensstemmelse med det lovretsmæssig krav om USA s suverænitet 95. Dette gøres ved at udvikle den kapabilitet og de kapaciteter som er nødvendige for at beskytte amerikanske grænser og bevare den globale mobilitet af amerikanske styrker og civile fartøjer i det arktiske miljø. Med udmeldingen om strategi er der ingen tvivl om, at USA ønsker at have muligheden for at være til stede i Arktis. De ønsker også at signalere, at de er klar til at forsvare deres krav. Man kan så diskutere, om ikke det lyder hult, når man tager i betragtning, at deres Coast Guard beder om udvidelse af kapabilitet, idet den nuværende er ved at gå til grunde og ikke synes at få opmærksomhed. Der er endvidere ikke endnu planlagt på erstatning af de forældede polare isbrydere. Svaret kunne være, at USA i forvejen har en stor del isenkram, og nu, hvor isen ser ud til at smelte, er det ikke nødvendigt at investere i polarisbrydere, men blot isforstærkede fartøjer, som i forvejen findes ved Alaska. En anden forklaring kunne være, at der ikke for nuværende synes at være stater, der tør angribe den eneste tilbageværende supermagt, hvorfor en opbygning af militær kapabilitet 88 Torsten Raagaard, Thulebasen central for USA, 2001, : 89 CIA Worldfactbook, : States&countryCode=us&regionCode=na&rank=24#us 90 SIPRI opgør efter faktisk forbru. Listen kan ses på: Kenneth S. Yalowitz m.fl.: The Arctic Climate Change and Security Policy Conference (Dartmouth 2008), sponsored by Carnegie Endowment for International Peace. P 16. Tilgængelig på: 93 Ibid side Donald O Roarke, Changes in the Arctic, Congress Research service (7. Apr 2011),P 34: 95 Comprehensive New Statement of U.S. Arctic Policy, fra The American Journal of International Law, Vol.103, no 2 (APR 2009) p

32 er uden betydning. Men med Ruslands fremfærd er der nok snarere tale om en mere logisk forklaring, som kunne være USA s vægt på Arktisk Råd. Skulle det ende med en traktat lignende Antarktis, kunne USA kræve det som demilitariseret zone 96. En sidste forklaring på USA s afventende fremtoning militært kunne være, at der er for meget at se til, og med klimaforandringerne ser det ud til at blive værre. En rapport fra National Science Academy kommer med en advarsel om, at klimaændringerne kan forventes at forårsage hyppigere eller alvorlig tørke, oversvømmelser, storme og andre katastrofer, der kunne strække militære ressourcer og den nationale sikkerheds missioner Rusland Intet lands handlinger i Arktis i de seneste år har fået mere opmærksomhed end Rusland. Dette var især tilfældet i august 2007, da en russisk ubåd dykkede på dybt vand og efter sigende plantede et titanium flag på havbunden under Nordpolen meter under den isdækkede overflade i det Arktiske Ocean. I en lignende ekspedition, men mindre symbolsk, har Rusland hævdet, at den kilometer undersøiske Lomonosov Ryg i Arktis er forbundet til den øst-sibiriske region. Rusland har indgivet sit krav allerede i 2001, men blev i første omgang forkastet grundet manglende beviser, men indgav en ny version i Denne ser ud til at holde. En generel stigning i russisk militær aktivitet, herunder den russiske marines øvelser og installationer såsom patruljering af arktiske farvande af den russiske nordlige flåde, blev bekræftet af den norske udenrigsminister Jonas Gahr Støre, der fortalte NATO forsamlingens medlemmer, at "Norge har observeret en udvidelse af russiske aktiviteter i de nordlige områder, som involverer krigsskibe, fly og ubådsflåde operationer i nogen tid 98 ". Rusland har historisk set altid været den dominerende magt i området ved Nordpolen, i hvert fald hvis man tæller i fysisk tilstedeværelse. Daværende præsident Vladimir Putin pointerede da også det presserende behov Rusland har for at sikre dets strategiske økonomiske, forskningsmæssige og militære interesser i Arktis 99. Den russiske strategi er da også klar. Landet har også erklæret sin vilje til at forsvare sine interesser i et politisk papir, udgivet marts 2009, som afslørede planer om at udvikle arktiske militære formationer for at forsvare russiske interesser på kontinentalsoklen. Det forventes at blive landets "førende ressource base " i Strategien tillægger regionen stor betydning for Ruslands økonomi som en væsentlig indtægtskilde, primært fra energiproduktion og rentabel søtransport. Strategien, som oprindeligt er fra 2008 viser, at et af Ruslands vigtigste mål er at etablere særlige arktiske militære formationer for at beskytte statens nationale interesser i forskellige militære og politiske situationer. De russiske myndigheder understreger imidlertid, at hovedformålet med sådanne militære 96 Vsevolod Gunitskiy, On Thin ice: Water Rights and Ressource Disputes in the Arctic Ocean, Journal of International Affairs (spring/summer 2008), p Fra artikel i The New York Times (11 MAR 2011): html?pagewanted=2 98 NATOs 10. møde: 99 Vsevolod Gunitskiy, On Thin ice: Water Rights and Ressource Disputes in the Arctic Ocean, Journal of International Affairs (spring/summer 2008), p

33 forberedelser er at bekæmpe terrorisme på havet, smugleri og ulovlig indvandring og beskytte biologiske ressourcer. Derfor vil FSB (Federal Security Service) få en central rolle i beskyttelse af nationale interesser i regionen 100. De russiske myndigheder, ved den tidligere chef for den nordlige flåde Vyacheslav Popov, understreger klart dokumentets kooperative karakter ved at pointere nødvendigheden af at bevare Arktis som et område med fred og samarbejde, og understreger rollen, som regionalt bilateralt og multilateralt samarbejde 101. Ruslands reorganisering af arktiske styrker ses dog heller ikke af alle som en trussel. "Mens medierne har portrætteret politikken som aggressiv og provokerende, er dokumentet faktisk ganske moderat i tonen og gør det klart, at Rusland vil forfølge sine interesser i Arktis i overensstemmelse med folkeretten og på en samarbejdende måde," sagde en meddelelse af den canadiske forsvarsminister Peter MacKay."Der er intet i denne politik for Arktis, der giver grund til alarm. 102 " Om der er grund til alarm eller ej, kan man afgøre, når man sætter sig ind i baggrunden for, hvorfor deres policy-dokument er skrevet, som det er. Hvilken rolle er tildelt til denne region i russiske politiske debat. Dette område har i mindst 50 år spillet en central rolle i først sovjetisk og derefter russisk strategisk tænkning. På grund af vigtige geografiske begrænsninger i andre centrale strategiske områder, er området omkring Murmansk blevet en region af stor strategisk betydning i forbindelse med gennemførelsen af den globale sovjetiske grand strategi. Det vigtigste geografiske aktiv, som gør det muligt at have en effektiv udnyttelse af flåden i en potentiel konfrontation med de vigtigste konkurrenter - USA og den vestlige militære blok - er uden tvivl området omkring Murmansk, idet der her er fri adgang til åbent vand. Nu ved vi altså, at Rusland tillægger området strategisk betydning, og at de politisk har gjort klar til en ny organisation af militæret med fokus nordpå. Ifølge en SIPRI analyse, er denne militærreform mere drevet af et økonomisk behov end en ændring i Ruslands trusselsbillede 103. Rusland bruger omkring 3,9 % af BNP på militæret og bliver derved nummer 26 på listen over de lande, der bruger mest på militæret 104. Men selv om Rusland bruger mange penge på militæret, synes det for lidt. Situationen for den russiske flåde er imidlertid ikke rosenrød, og det kan synes, at den enkle omfordeling af de knappe tilgængelige ressourcer ikke kommer til at løse alle de problemer og dreje den nordlige flåde til et pålideligt politisk instrument. Dette ret dystre syn på den aktuelle situation i flådestyrken afspejler generelt også situationen i regionen Katarzyna Zysk, Geopolitics in the High North NATOs 10. møde: The Globe and Mail : Alexei G.Arbatov, Russia: Military reform, SIPRI, 1999 ( 104 CIA Worldfactbook: Jakub M. Godzimirski, The New Geopolitics of the North?,NUPI (Security policy library ): 32

34 6.2.3 Canada Det udenrigs- og sikkerhedspolitiske udsyn i Canada er naturligt præget af forholdet til USA. Der er et tæt samarbejde mellem Canada og USA vedrørende den indre og ydre sikkerhed 106. Det er da også sikkerheden, der ligger i højsædet i såvel Canadas forsvarsstrategi som deres arktiske strategi. I en kommentar til den canadiske arktiske politik hedder det: In our Arctic foreign policy, the first and most important pillar towards recognizing the potential of Canada s Arctic is the exercise of our sovereignty over the Far North 107. I suverænitetens navn har den canadiske regering iværksat en del tiltag. I 2007 blev der taget beslutning om åbning af en ny dybvandshavn på Baffin øen og en ny militær base i det højeste nord 108. Canada har iværksat bygning af nye arktiske patrulje fartøjer til en pris af 7 mia. $, og der er indkøbt nye F35 fly til arktisk patrulje. I en optakt til det canadiske valg den 2. maj 2011, er det klart, at nuværende premierminister Peter Harpers, Conservative Party, har lavet suverænitet i Arktis til en agenda, og det ser ud til, at punktet har så meget fokus, at de andre partier har været nødt til at depechen op og lægge mere fokus mod nord 109. Den indførte Canada First strategi skal give forsvaret værktøjerne til at forøge tilstedeværelsen i Arktis. Det er netop midlet til håndhævelsen af suveræniteten. Ikke at Canada frygter en konventionel trussel mod territoriet i Arktis 110. Kritiske røster frygter da også, at Canadas investeringer og omlægning mod nord vil starte et våbenkapløb 111. Alt imens siger den canadiske regering, at grunden til investeringerne er en grundholdning om at use it or loose it and make no mistake, we intend to use it Norge Ligesom Canada har Norge indkøbt 5 nye arktisk kapable fartøjer, som siges at være det dyreste indkøb i norsk forsvars historie. Ydermere har Norge flyttet sit operative hovedkvarter nordpå og er derved det første land, der har hovedsæde i den arktiske region 113. Nok lyder den norske arktiske strategi på bløde områder, som uddannelse og samarbejde, men samtidig understreger den også, at Norge vil udøve deres myndighed i Arktis på en myndig, konsekvent og forudsigelig måde Udenrigsministeriets landefakta, maj 2011,: Statement on Canada's Arctic Foreign Policy: Exercising Sovereignty and Promoting Canada s Northern Strategy Abroad, Canadas udenrigstjeneste, (2010): Vsevolod Gunitskiy, On Thin ice: Water Rights and Ressource Disputes in the Arctic Ocean, Journal of International Affairs (spring/summer 2008), p Mia Benett, foreignpolicyblogs.com, 22 APR 2011, NATOs 10. møde: Se note Ibid. 114 Nye Byggesteiner i nord, (2009) p 6, tilgængelig på adressen: 33

35 Norge deltager også i projektet om F35, hvor nye fly er planlagt 115. De nye indkøb af fartøjer bliver på norsk forsvars hjemmeside begrundet med de udfordringer, som ses komme i nord på ressourcesiden, tilsiger myndighedsudøvelse 116 Men uanset hvor meget Norge køber, eller hvor meget de flytter til de nordlige egne, vil de være underlagt presset fra deres østlige nabo, Rusland. De sidste mange år har USA været sikkerhedsgarant for Norge, som så til gengæld har stillet territorium til rådighed. Med den kolde krigs ophør blev dette uinteressant, og Norge stod på egne ben. Norge valgte så en indladende rolle, hvor man samtidig kunne holde øje med russerne 117. Norge forklarer da også selv på deres forsvars hjemmeside, at øvelserne med Rusland skyldes to forhold, nemlig at øve håndtering af sikkerhedspolitiske kriser, men også for at undgå dem 118. For Norges vedkommende kan vi altså påstå, at de militært trækker to linjer: en, hvor de stiller hårdt op og køber nyt materiel til at overkomme en evt. trussel i det nordlige, og en, hvor de opfordrer til samarbejde og indgår traktater med Rusland Danmark Det nyligt vedtagne danske forsvarsforlig for perioden , et konsensus dokument mellem alle de store partier for fem år med forsvarets budgettering og planlægning, indeholder en række arktiske-relaterede bestemmelser. Det giver mandat til en omorganisering for at skabe en samlet arktisk kommando ved at kombinere den nuværende Grønlands kommando og Færøernes Kommando. Aftalen omfatter også udvikling af en arktisk Response Force, der skal udpeges fra eksisterende kapacitet, ikke bygges fra bunden, en detaljeret risikoanalyse af det grønlandske område, og mulige fremtidige opgaver for de danske væbnede styrker er der (herunder vurdering af den danske brug af Thule Air Base), sådan som situationen udvikler sig 119. Dette kan ske med en henvisning til Forsvarskommissionens af 2008 beretning, hvori det bemærkes, at den forventede stigende aktivitet i Arktis vil kræve øget militær tilstedeværelse med henblik på overvågning og suverænitetshævdelse 120. Danmark fik allerede tilbage i 2008 nye fartøjer med arktisk kapacitet. 2 enheder af KNUD RASMUSSEN-klassen med option på en tredje i næste forligsperiode 121. I forsvarsforliget lægges endvidere op til indkøb af nye skibsbaserede helikoptere med arktisk kapacitet. Forsvarsforliget nævner, at med de forventede stigende opgaver i det arktiske område i fremtiden, skal det undersøges, om opgaverne kunne ske i samarbejde med de andre nordiske lande, USA, Rusland og Storbritannien Trine Bjerregaard, Ingeniøren, (20. april 2011), Jakub M. Godzimirski, The New Geopolitics of the North?,NUPI, pp (Security policy library ): NATOs 10. møde: Danskforsvar Globalt engagement, beretning fra Forsvarskommissionen af 2008, p Forsvarsforliget , p 8: tilgængeligt på adressen: Ibid, p 11 34

36 Netop samarbejdet med de andre nordiske lande er der allerede, fra 2008, påbegyndt forslag til. I en Arctic Nordic Report fra 2009 har Thorvald Stoltenberg lavet et forslag til fælles nordisk samarbejde på udenrigs- og sikkerhedspolitikken 123, hvor han fremkommer med 13 konkrete forslag. Et af formålene var samlet at stå stærkere gennem Arktisk Råd. Mange af de 13 forslag fremsat i rapporten, dækker det militære samarbejde i de nordlige regioner. Bl.a. en ny maritim response force, hvilket jo også er fremsat i forsvarsforliget. Her kunne det så være i samarbejde med de nordiske lande. Med den nordiske solidaritetserklæring fra 5. april ser det ud til, at Danmark også går den vej Delkonklusion militære sektor Den militære sektor er af stor betydning. For neorealisterne nok den mest betydningsfulde, hvorfor denne sektor nok også får megen opmærksomhed i debatten om Arktis. For at få et fælles afsæt i den militære sektor, kan vi begynde med at se på, hvad militæret egentlig gør i de Arktiske egne efter den kolde krigs ophør. For at tage et velkendt eksempel: I de grønlandske farvande er det forsvaret, som er ansvarlig for at løfte myndighedsopgaverne til søs 125 : o o o o o o o o o o Det militære forsvar af Grønland. Farvandsovervågning. Suverænitetshævdelse. Eftersøgning og søredning. Fiskeriinspektion. Støtte til det grønlandske samfund. Havmiljøovervågning. Maritim forureningsbekæmpelse. Støtte til videnskabelige aktiviteter. Søopmåling. Med det udvidede område sammenholdt med de arktiske strategier og forventningen om forøget aktivitet, vil de arktiske stater behøve et engagement til et niveau for maritim håndhævelse, som ikke tidligere har været nødvendig i det Arktiske Ocean. De arktiske kyststater, individuelt og kollektivt, vil kræve en on-scene kapacitet til at opfylde disse opgaver 126. Dette taget i betragtning, er det så underligt, at staterne søger at udbygge deres militære kapabilitet i området? Nej, men er der behov for en sådan udbygning? Bør kapabilitetsforøgelsen ikke afvente, indtil det er tydeligt, om en aktivitetsforøgelse har fundet sted 127, således at vi undgår et våbenkapløb? 123 Thorvald Stoltenberg, Regeringen.no, 2009, tilgængelig på: Grønlands Kommando hjemmeside: Lawson W Brigham, Arctic Maritime Transport and Security: responses to a changing Arctic Ocean access, Tidsskrift for Søvæsen, (2008) p Henrik Jedig Jørgensen og Jon Rahbek-Clemmensen, Hold hovedet koldt, Dansk institut for Militære Studier (2009), p 38 35

37 »De arktiske stater taler om internationalt samarbejde, men de forbereder sig reelt på konflikt,«siger Dr. Rob Huebert, ph.d. og professor i statskundskab ved Centre for Military and Strategic Studies, University of Calgary.»De fem arktiske lande er stille og roligt i gang med at modernisere deres militære styrker i området eller direkte bygge nye enheder. Det er topmoderne systemer, der kan langt mere end blot overvåge fiskeri og suverænitet. De er bygget til kamp,«siger den canadiske professor. Danskerne går hånd i hånd med Canada og Norge, når de siger, at de ikke vil starte et våbenkapløb, men laver investeringer på baggrund af ønske om øget tilstedeværelse. Michael Beyers, professor fra University of British Colombia, siger: Jeg kan ikke se en militær oprustning, der er rettet mod statens trusler i Arktis. Hvad jeg ser, er en helt logisk reaktion på de politimæssige opgaver, der følger med en nyåbnet kystlinje. Jeg er bekymret, når folk begynder at opbygge risikoen for konflikt. Hvis du taler nok om konflikt, kan det blive selvopfyldende 128 Dette er netop udfordringen: når man udvider territorium og dermed får et større behov for tilstedeværelse, hvordan kan man så kapabilitetsforøge, uden at det ses som oprustning? Når vi kigger geopolitisk efter svaret, betyder det for Danmark, at med canadisk og norsk antibalancering mod hver deres pol, som hver især har tilstrækkelig rækkevidde til at nå os, går vi balancegang. Med Rusland som repræsentant for den største del af Arktis, både hvad angår kystlinje og befolkning 129, er det også her, vi skal lægge opmærksomheden. Dette betyder ikke, at vi må tabe interessen for de andre stater og specielt, med opmærksomheden rettet mod Rusland, må vi, for at bevare balancen, holde forholdet til USA tæt. Selvom analytikere tror på, at freden i Arktis er langtidsholdbar, påpeger Sven G. Holtsmark fra det norske Institutt for Forsvarsstudier, at ser man på vigtigheden af den arktiske region for Ruslands økonomi og dets militære fremfærd og den stigende opmærksomhed på vigtigheden af det Høje Nord i vestlige lande, står det klart, at relationerne med Rusland i Arktis kan vise sig som afgørende faktorer for udviklingen af forholdet mellem Rusland og Vesten i det hele taget 130. Danmark må således søge at tilvejebringe kapaciteter til dækning af en evt. forøgelse af territoriet uden, at det ses som oprustning og dermed nedtone opmærksomheden på eventuelle konflikter. Dette må gøres med stor medinddragelse af Rusland, så de gode relationer bevares. Dette gøres bl.a. ved tiltag som North Atlantic Coast Guard Forum(NACGF). Målet for NACGF, som blev dannet i 2007, er at øge samarbejdet mellem medlemslandene om spørgsmål vedrørende sikkerheden til søs og sikkerhed i regionen. Endvidere gennem bilaterale aftaler som bl.a. blev opnået ved Vladimir Putins besøg i Danmark 26. april 2011, hvor Putin på pressemødet i statsministeriet udtrykte tilfredshed med det arktiske samarbejde mellem vore lande 131. Igen skal vi have fat i den canadiske professor Huebert, som er enig:"it's a matter of being able to ensure that Russia is contained within the co-operative format, that it's made to be 128 Interview til Arcticsecurity.org (25.april 2010): Margaret Blunden, The New Problem of Arctic Stability, Survival (nov 2009), p Martin Breum (2011), p Vladimir Putin, Pressemøde i statsministeriet 26. april 2011, 36

38 within the Russian interest to stay co-operative 132." Så indtil nu er vi på god fod med russerne, nu gælder det så om at holde det gode forhold. 6.3 Økonomiske Sektor Den økonomiske sektor indeholder alt, der kan udgøre en risiko for adgangen til ressourcer, finansieringsmuligheder og markeder, der anses for nødvendige til at holde statens økonomiske magt og velfærd på et acceptabelt niveau 133. Som nævnt under kapitel 6.1, har denne sektor en stor betydning for politikken. Derfor er denne sektor også interessant set i forhold til den politik som er fremlagt. Idet der her er tale om adgangen til ressourcer, som er af stor betydning for denne del af analysen, vises nedenstående en figur af USGS undersøgelse. Den viste figur viser forventede oliefund, og farven angiver mængden: Figur 4. Se afsnit 5.3. for ref. til hele undersøgelsen USA USA har en markedsorienteret økonomi, som er den største og teknologisk mest magtfulde i dag 134. USA s engagement i verdens brændpunkter har dog kostet dem dyrt. Endvidere er USA afhængig af en substantiel olieimport, som dækker 60 % af deres forbrug. Med de generelt stigende oliepriser, den globale økonomiske afmatning, stigende ledighed med følgende realkreditlån krise, bankkrak grundet fejlslagne investeringer, faldende huspriser og stram kredit skubbede USA ind i en recession i midten af Den dårlige økonomiske udvikling kombineret med stigende udgifter fik i september 2010 USA 132 CBC News, Canadian Press, 25. Marts 2010: Buzan (1991): p CIA Worldfactbook, 37

39 TODAY til at skrive en artikel, der understreger, at antallet, der lever under fattigdom, er det største i 51 år 135. Artiklen er baseret på tal fra det amerikanske Census Bureau. USA s engagement i regionen afhænger af mønstret af deres lederskab i verden, deres valg af strategi for at håndtere de globale og regionale problemer, spørgsmålet om økonomiske resultater i landet, og sidst men ikke mindst, er spørgsmålet om sætning af dagsordenen i Washington 136. Dette taget i betragtning ift. den nuværende økonomiske situation gør det klart, at regeringen er sat under pres, hvorfor ressourcerne og muligheden for at sætte krav om territorium fylder meget i USA policy. Det er et springende punkt for amerikanerne at definere området i Arktis havbund, hvor USA kan hævde sin suveræne ret over naturressourcerne Rusland I 2009, hvor den globale recession greb om sig, trak regeringen på reservemidler, som landet havde samlet under tidligere olie og gas boom for at støtte økonomien 138. Nu er Rusland nødt til at investere penge i infrastruktur for at holde det nuværende niveau af olieeksport. Rusland baserer sin økonomi på olie og gas indtægter, som udgør ca. 20% af deres BNP 139. I september 2008 udtalte Præsident Medvedev, at den arktiske fastlandssokkel var en garanti for Ruslands energisikkerhed, og at det kunne blive ressourcebasen for Rusland i det 21 århundrede 140. Norske Statoil og franske Total samarbejder i øjeblikket om at levere ekspertise til Rusland i forsøget på at realisere det ambitiøse Shtokman projekt ude i ishavet 550 km nordøst for Murmansk. Shtokman får direkte betydning for Ruslands evne til at imødekomme allerede indgåede kontrakter om gasleverancer til vesten 141. Derfor er det klart, hvorfor Arktis er så vigtig for Rusland, og hvorfor deres strategi for Arktis er så centralt for alt andet. Dette er Ruslands mulighed for at rejse sig og genfinde fordums styrke 142. Det skal hertil også siges, at Rusland ser ud til at opnå, alt efter UNCLOS afgørelse, omkring 80 % af de skønnede ressourcer, der findes i Arktis. Herudover vil en evt. nordøstlig rute ligge på russisk side, hvilket vil bringe trafik og dermed handel til det nordlige Rusland, hvorfor der også ses oprettet en arktisk militær formation til beskyttelse af Rusland interesser Canada Et af de centrale elementer i Canadas Internationale dimension af Canadas nordlige strategi er at fremme økonomisk udvikling. Potentialet for velstand og jobskabelse gennem ressourcer, både levende og ikke-levende, 135 USA Today 16/9-2010: Jakub M. Godzimirski, The New Geopolitics of the North?,NUPI, p 19 (Security policy library ): Comprehensive New Statement of U.S. Arctic Policy, fra The American Journal of International Law, Vol.103, no 2 (APR 2009) p Freedomhouse: Mark A Smith, Keir Giles, Russia and the Arctic- The last dash north.uk Defence academy (2007),p1 140 Artikel i RIANOVSTI fra den 27 marts 2009: Martin Breum, (2011), p Nikolaj Petersen, The Arctic as a New Arena for Danish Foreign Policy: The Ilulissat Initiative and its Implications, Danish Foreign Policy Yearbook 2009, 2009, p Katarzyna Zysk, Geopolitics in the high north,: 38

40 er stor. Canada er verdens tredjestørste diamant producent. Det anslås, at en femtedel af verdens oliereserver ligger i Arktis. Det er grunden til, at Canadas regering investerer betydeligt i kortlægning af energi-og mineral potentiale i Nord. Dette potentiale skal også løse den politiske udfordring, som de canadiske borgere har sat regeringen overfor (se afsnit 6.1.3). Canada er en af de få, som ikke har været så kraftigt ramt af den økonomiske krise. De canadiske banker er traditionelt meget konservative med deres udlån, hvorfor de ligger blandt de stærkeste i verden, og den canadiske dollar er i høj kurs 144. Canadierne er også interesseret i de arbejdspladser, som arktisk aktivitet kan kaste af sig, hvilket kan være en anden af grundene til de canadiske reaktioner på russiske aktiviteter Norge For Norge er regionen en af de vigtigste arenaer for udenrigs- og sikkerhedspolitik, som ikke mindst skyldes, at mange af landets uløste udenrigs-og sikkerhedspolitiske problemer og økonomisk strategiske aktiver befinder sig der 145. Norge havde i mange år en uafklaret grænseproblematik, som nu er løst via en traktat, underskrevet 15. september Dette giver muligheden for, på det der nu er erklæret norsk, at udnytte de ressourcer, som ligger i området. Norge har erklæret, at det vigtigste udenrigspolitiske mål er deres nordområder. Høje Nord satsningen har budgetlagt 1,2 mia til udvikling af området alene for Denne satsning skal så være med til at skabe forudsætningerne for, at virksomheder og institutioner kan udnytte dette nye område. Regeringen vil fremme en bæredygtig udnyttelse af petroleumsressourcerne og vedvarende ressourcer til havs, hedder det i Nye Byggesteiner i nord. Den norske eksport af olie og naturgas har gjort dem til et af verdens rigeste lande målt i BNP pr. indbygger. Olie fra Nordsøen har givet et overskud, således at staten har haft mulighed for oprettelsen af en pensionsfond, hvor der i 2010 skønnes at være omkring 3000 mia. norske kroner 147. Norge har derfor det fornødne overskud til at investere for at sikre fremtidens naturressourceindtægter, som forventes at komme fra de nordlige områder. I havet ud for Norges nordlige kyst ligger de felter, som skal afløse Nordsø felterne, og modsat Rusland, så har Norge ekspertisen til at udvinde det Danmark I indledningen til den tidligere danske strategi for Arktis 149 er det nævnt i indledningen, at den ny tids indsats skal forholde sig til de udfordringer, som klimaændringerne frembyder. Disse ændringer vil påvirke biodiversitet, ressourceudnyttelse og økonomi. Dette sammenholdt med videnskabsminister Helge Sanders kommentar fra 2007 (se afsnit 1.1), ses den danske interesse for områdets ressourcemæssige udnyttelse tydeligt. 144 CIA Worldfactbook, Jakub M. Godzimirski, The New Geopolitics of the North?,NUPI, p 22 (Security policy library ): Utenriksdepartetmentets hjemmeside, Nordområdeportalen, Udenrigministeriets landefakta, Norge, Martin Breum, (2011), p Arktis I en brydningstid, Udenrigsministeriet, (2008) 39

41 Dette hænger naturligvis sammen med den allerede påbegyndte olie og gas udforskning, der er startet medio Indledende undersøgelser har vist, på lige fod med USGS undersøgelsen, at der forventeligt er olie ud for såvel Grønlands øst- som vestkyst. Dette område forventes at gå langs den grønlandske nordkyst. Se figur 4. For Danmarks vedkomne har man på den måde forsøgt at se frem i tiden ved at indføre en fordelingsnøgle i selvstyreloven af se afsnit Danmarks bloktilskud til Grønland er på en og samme tid en binding af Danmark til Grønland, idet det grønlandske samfund ikke kan stå på egne ben under nuværende forhold, men også en binding af Grønland til Danmark 150, idet Danmark skal have del i eventuelle olieindtægter, hvilket kan vise sig indbringende i fremtiden. Under alle omstændigheder er udvinding af betydelige naturressourcer en forudsætning for øget selvstændighed til Grønland. Det er derfor en del af den grønlandske strategi og dermed, i dette speciale, Danmarks. En anden årsag til Danmarks økonomiske interesse i Arktis, er muligheden for nyåbnede maritime ruter. Danmark er en stor søfartsnation, og danske skibe udgør en stor del af handelsflåden på verdensplan. Der er derfor også store økonomiske kræfter på spil internt, som kræver, at Danmark engagerer sig Delkonklusion økonomiske sektor Åbningen af Arktis giver nogle nye økonomiske muligheder. Ikke nok med at det estimeres, at en betydelig del af den hidtil ikke opdagede olie og naturgas (se afsnit 5.3) er i området, hertil kommer værdifulde mineraler og endvidere muligheden for at drive fiskeri (særlige regler eksisterer for fiskeri under UNCLOS), men tillige vil et ændret trafikmønster være af stor økonomisk betydning 151. De potentielt enorme økonomiske udfordringer er tilstrækkelige til at ændre den strategiske balance mellem staterne i regionen og starte et konkurrencepres for opnåelse af nationale fordele. Kortsigtede nationale interesser konflikter med langsigtede globale hensyn. Nationale interesser og politiske retorik rettet mod valgkredse hjemme forvrider de internationale relationer 152. Rusland f.eks. er presset af aftaler om leverance af olie og gas, Canada ønsker økonomisk vækst for at tilfredsstille borgerne, USA vil gerne have fingrene i olien, som kunne sænke deres afhængighed af andre, men også give lidt økonomisk vækst for at klare intern fattigdom og betale de engagementer USA har verden over. Norge er klemt af sin nabo og behøver økonomien til at holde Rusland bundet. Norge engagerer sig i samarbejdsprojekter, som indebærer klare fordele for Rusland, således at en eventuel konflikt vil betyde et tab for russerne 153, hvorfor Norge også har betydelige interesser i naturressourcerne. Danmark vil have del i økonomiske muligheder, idet de så kan reducere bloktilskuddet og sikre grønlandske arbejdspladser og vækst. Det økonomiske og ressourcemæssige område er dermed den mest potentielle risici for sikkerheden 154. Kigger vi geopolitisk på økonomien fremkommer der igen mønstre til identifikation. Det er klart, at alle fem stater har en vis økonomisk pondus, men er de i 150 Finn Breinholt Larsen, Råstofudvinding og debatten om Grønlands løsrivelse, Kamikposten, (1997): artikler 151 Margaret Blunden, The New Problem of Arctic Stability, Survival (nov 2009), p Ibid, p Martin Breum, (2011), p Ibid, p

42 stand til at bruge det. F.s.v.a. Norge, har vi allerede fastslået, at de er klemt af deres nabo, med hvem de indgår økonomiske aftaler med relativ gevinst til Rusland. Dette for at holde den gode fod mellem de to stater. Canada er den største udenlandske leverandør af energi til USA, med ca. 20% af den amerikanske olieimport og ca. 18% af naturgas 155, hvilket vil give et neorealistisk incitament til, at USA vil søge at maksimere egen indflydelse og minimere canadisk for derved at mindske afhængigheden og sikkerhedsmaksimere. Canada vil derfor ligge under for USA s pres. Danmark vil derfor igen ligge i midten og skulle balancere. Danmark skal derfor søge maksimal indflydelse under hensyn til Rusland og USA. Idet det danske territorialkrav jf. billede (afsnit 1.2.1) vil kollidere med del af Ruslands, vil den største økonomiske konflikt kunne findes her. 6.4 Miljømæssige Sektor Den miljømæssige sektor får mere og mere betydning. Forskere bliver klogere på, hvordan vores hidtidige levevis og udvikling påvirker kloden. Sektoren har inden for de seneste år nydt mere og mere fokus 156. Der tænkes her på de store anstrengelser, der er gjort for at finde et fælles globalt fodfæste f.eks. i forbindelse med COP15 i København. Dette skyldes den betydning, biosfæren har som grundfundament for al menneskelig aktivitet. Miljøet bliver derfor også betegnet som den ultimative sikkerhedssektor, idet den kan få indflydelse på os alle. Den miljømæssige sikkerhed ses derfor som en opretholdelse af biosfæren både lokalt og globalt USA Som det ses af hidtidige forsøg på klimaaftaler, har en omlægning af det energimæssige og dermed forurening og det miljømæssige store konsekvenser for USA. Derfor er de også svære at få i tale om en konkret politisk aftale. De har f.eks. underskrevet Kyoto-aftalen om reduktion af drivhusgasser, men ikke ratificeret den 157. Dette betyder ikke, at USA ikke har fokus på klima og miljø. I deres Statement of Arctic Policy bliver det arktiske miljø da også anerkendt, og USA vil, i samarbejde med andre nationer, reagere effektivt på øget forurening 158. Ilulissat-erklæringen, som USA også tager del i, lover at tage skridt gennem samarbejde og international lov til at beskytte og sikre det skrøbelige havbiologiske miljø 159. USA er til trods for de gode intentioner næstøverst på listen over lande med mest CO2 udledning, kun overgået af Kina 160, med knap 20 % af verdens samlede udledning Rusland Rusland ligger også højt på listen over forurenere. Som nummer 4 på denne liste må man også tage et ansvar, men miljø synes ikke at findes noget sted i russisk strategi. Et tegn på, at Rusland også taler miljø, er selvfølgelig Ilulissat-erklæringen, men også, at præsident Medvedev i marts 2010 på et møde i det russiske security council sagde: Russia s Climate Doctrine, which was approved at the end of last year, is based on this 155 US Dept. of State. Background note: Canada: Pkt UNFCCC, Comprehensive New Statement of U.S. Arctic Policy, fra The American Journal of International Law, Vol.103, no 2 (APR 2009) p Ilulissat-erklæringen, (2008), p 2, FN statistiske afdeling. Baseret på 2007 tal. Tilgængelig på adressen: 41

43 same strategy. Its implementation involves carrying out state programmes to reduce the human impact on the atmosphere and also adapt it to the changes taking place in the world, including in the Arctic and in our northern latitudes Strategien, som Medvedev her omtaler, er udvikling af energieffektiv økonomi, grøn teknologi og en moderne energi sektor og derved reducere CO2 udslip. Som det også nævnes, har Rusland også en Climate Doctrine, men at intet tilsyneladende 162 er indarbejdet i hverken sikkerhedsstrategien eller Arktis strategien tyder på, at der ikke er et holistisk og omfattende syn på miljø i Rusland. Norge har da også, som nabo til Rusland, et ønske om, at den tekniske ekspertise, som deltager i samarbejdet om udvikling af russisk olieudvinding, kan påvirke Rusland til at passe bedre på miljøet Canada Miljøet er centralt i et af de fire bærende principper i Canadas Northern Strategy. Protect our environmental heritage 164 hedder princippet, og gør det derved til en prioriteret opgave for canadierne. Det miljømæssige har i lang tid været et nøgleemne i Canada. Allerede tilbage i 1970 indførte den canadiske regering Arctic Waters Pollution Prevention Act et omfattende regelsæt for regulering og opretholdelse af forureningsbekæmpelse og trafiksikkerhed for skibe i deres arktiske farvande 165. Der er ingen tvivl om, at Canada ønsker at være de førende på dette felt, hvilket også berøres i erklæringen om den arktiske strategi Norge At Norge værner om miljøet skinner klart igennem, når man kigger på de miljøkrav, det norske Statoil opererer under. Deres anlæg Snøvit ligger i Hammerfest, i det nordlige område, og her kombineres profitabel ressourceudnyttelse med de strengeste miljøkrav, oliebranchen har set 166. Norge har samarbejdet med russerne om miljøbeskyttelse siden 88, og aftalen blev fornyet i 96, men som ovenfor nævnt, håber nordmændene på, at den tekniske knowhow, som russerne henter ved samarbejde med Statoil, giver afkast på det miljømæssige. Endvidere er en ambitiøs plan for forvaltning af havmiljøet ved Lofoten og i Barentshavet fra 2006 opdateret her i marts 2011, med henblik på at skabe økosystembaseret forvaltning af alle farvandsafsnit President of Russia s hjemmeside, presse, 2010: Russisk strategi vedr. sikkerhed og vedr.arktis er kun udkommet på russisk, hvorfor analyser og henvisninger er brugt tilkrydsreferance af indholdet. Se perspektivering kap Martin Breum (2011), p Canadas Northern strategy, Our north, our heritage, our future, the authority of the Minister of Indian Affairs and Northern Development and Federal Interlocutor for Métis and Non-Status Indians: Statement on Canada's Arctic Foreign Policy: Exercising Sovereignty and Promoting Canada s Northern Strategy Abroad, Canadas udenrigstjeneste, (2010): Martin Breum (2011), p Miljøverndepartementet, pressemelding, 11 marts 2011, 42

44 6.4.5 Danmark At Danmark værner om miljøet fremgår både af formandskabsprogrammet for Arktisk Råd samt den tidligere arktiske strategi. Her er der fokus på at udvikle et nuanceret billede af den ændring, der sker for det arktiske klima. Igen gentages, at afbødning af de arktiske klimaændringer er en global udfordring (se afsnit ), som kræver politisk handling på alle niveauer og inddragelse af offentligheden i de arktiske stater 168. Dette er en linje, der følger den erklæring, som de 5 arktiske stater blev enige om i Ilulissat-erklæringen, hvor samarbejde på miljøområdet også sættes højt Delkonklusion miljømæssige sektor Som det er tydeligt af ovenstående, holder samtlige miljøet højt. Det er da heller ikke velset ikke at prioritere miljøet med den potentielle betydning, det har for os alle. Netop derfor ser vi heller ikke udtalt, at man prioriterer noget højere end miljø. For at se det skal vi kigge dybere. At USA og Rusland i denne henseende ikke tager et holistisk syn og rydder op er bare ét eksempel. Det er miljø for dyrt til, og prioriteringerne synes anderledes. Hvis Greenpeace skulle bestemme, skulle alle olieplaner og gasprojekter i Arktis aflyses, og trafikruterne igennem nordvest- og nordøstpassagerne skulle forblive uudnyttede og fiskeri forbydes 169. Der er mange organisationer, som har været på banen med hver deres fokus. WWF har fortalt om klimaforandringernes påvirkning på isbjørne og sæler, og IPS (Indigenous Peoples Secretariat) om samme forandringers påvirkning på de arktiske folks levevis. Sidstnævnte vil blive berørt i afsnit 6.5. Geopolitisk kan man i denne sammenhæng påstå, at der fra såvel Canada, Norge som Danmark sker en afbalancering. Jo mere de to regionale poler synes at være nødsaget til at se bort fra et dybt miljømæssigt engagement, jo mere afbalancering. Dette kan ske i dette tilfælde, idet den miljømæssige rækkevidde ikke er stor. Ingen stat vil legitimt kunne angribe andre under påskud af at være sikkerhedsmæssigt udfordret på baggrund af miljø til trods for den store rækkevidde af miljømæssige konsekvenser. Set ift. de danske interesser ligger udfordringen her, som under COP 15, i at få de store til at følge trop. At få de regionale poler til helhjertet at gøre en indsats for at lave klimaforbedrende tiltag, der batter. Dette kunne gøres igennem en organisation, f.eks. Arktisk Råd, men taget i betragtning, at vores formandskab slutter med mødet i Nuuk den 12. maj 2011, vil vi være hensat til at påvirke vore efterfølgere til at tage emnet op. 6.5 Sociale Sektor I den sociale sektor ses på de samfundsmæssige trusler, som kan true fastholdelsen af acceptable vilkår for befolkningens identitet (sprog, kultur, religion og national identitet) og sociale sammenhæng. Når man kigger nærmere på denne sektor, vil man opdage, at dele af dette allerede er behandlet. For hvad kan true den arktiske befolknings identitet? Det kan klimaforandringerne. Den traditionelle fanger, som lever af naturen, kan meget vel være truet af klimaforandringerne, hvorfor det kan påvirke de arktisk indfødte, det være sig inuitter, samere og andre grupper. Men dette er kun en del af den kultur. Øget turisme, øget trafik, industrialisering og dermed infrastruktur, alt, hvad der hører med til at være et 168 The Kingdom of Denmark. Chairmanship of the Arctic Council , (29. April 2009), p 4, tilgængelig på : Martin Breum, (2011), p 53 43

45 højintensitetsområde, kan påvirke de oprindelige folks måde at leve på. Alt dette er undersøgt med den ADHR (Arctic Human Development Report) fra Denne konkluderer bl.a., at arktiske samfund er sejlivede og kan klare en del forandringer, men at denne forandring er omfattende, hurtig og stressende. Endvidere er et af problemerne, hvordan de oprindelige folk opnår medbestemmelse og medinddragelse 170. Idet de klimatiske ændringer ses behandlet under miljø, er det, vi skal kigge efter i denne sektion den opmærksomhed, staterne giver de arktiske folkeslag gennem strategierne USA Amerikanerne har i deres Comprehensive new Statement of U.S. Arctic Policy nævnt, at den forøgede aktivitet kræver eller på sigt vil kræve nye internationale arrangementer eller udvidelser af de eksisterende. Det Arktiske Råd har ydet positive resultater for USA og har endvidere vist sig som et godt sted for samarbejde med de oprindelige folkegrupper 171. Ellers har USA ikke gjort meget ud af deres folk i Alaska. Siden 1984 har der dog eksisteret en gruppe under den amerikanske administration, US Arctic Research Commission, en føderal separat kommission. Heri er der repræsentation fra det amerikanske nordlige folk. USARC afleverer en årlig rapport med forslag til arktiske emner, der bør tages op Rusland Rusland investerer massivt i det nordlige område, idet de satser på, at deres kommende rigdomme skal komme fra nord. Endvidere er de nordlige havne af strategisk betydning for Rusland, som beskrevet i afsnit Dette betyder dog ikke, at der tages specielt hensyn til beboerne i de russiske arktiske egne. De er ikke medtaget i strategierne, men med det nordlige fokus skabes bedre vilkår for det nordlige folk Canada I Canada er regeringens nordlige fokus med til at bringe de canadiske northerners i centrum. Derfor har de også en plan for, hvordan de udvikler og forbedrer medbestemmelsen for disse folk. Den candiske regering anerkender deres ret til deltagelse i Arktisk Råd og ønsker at hjælpe dem til fuld medbestemmelse 173. Canada har Indigenous Permanent Participant organizations, som regeringen gennem Statement on Canada's Arctic Foreign Policy: Exercising Sovereignty and Promoting Canada s Northern Strategy Abroad 174 indbyder til at deltage i udarbejdelsen af politikkerne omkring Arktis. 170 Arctic Human Development Report, Arctic Council, 2004, p 10: Comprehensive New Statement of U.S. Arctic Policy, fra The American Journal of International Law, Vol.103, no 2 (APR 2009) p USARC Rapport for , tilgængelig på adressen: Promoting Canada's Arctic northern strategy internationally, Canadas udenrigstjeneste, (2010): Statement on Canada's Arctic Foreign Policy: Exercising Sovereignty and Promoting Canada s Northern Strategy Abroad, Canadas udenrigstjeneste, 44

46 Med det nordlige område som en del af valgoplægget til valget nu i maj (se afsnit 6.1.3) har regeringen vist deres vilje til at sætte Arktis og dets beboere højt på dagsordenen Norge Norge har et selvstændigt oprettet center under Handelshøjskolen i Bodø, som skal udnytte de sidste 20 års erfaring med udvikling af forbindelser med uddannelsesinstitutioner, myndigheder og virksomheder i Rusland 175. Nordområdecenteret skal hjælpe interesserede i at tage del i den aktivitet, der er i det nordlige. Også her ses et tæt samarbejde med Rusland til fordel for de nordlige beboere. Et kapitel i Norges strategi Nye Byggesteiner i nord er dedikeret til at sikre det norske urfolks kultur og livsgrundlag 176 for på den måde at sikre, at kulturen kan leve videre selv under ændrede klimatiske vilkår. Ifølge det norske fornyelses-, administrations og kirkedepartement ønsker regeringen at etablere tæt kontakt med minoritetsgruppeorganisationer for at sikre, at deres synspunkter bliver hørt Danmark I den danske regering er resten af rigsfællesskabet repræsenteret ved permanente medlemmer. Det sikres derved, at den nordiske stemme bliver hørt i Danmark. På udenrigsministeriets hjemmeside oplyses det, at Danmark i samarbejde med Færøerne og Grønland er ved at opdatere rigsfællesskabets Arktis Strategi. Dette sammenholdt med den danske agenda for formandskabet i Arktisk Råd, med ordlyden i Ilulissat-erklæringen og med det nuværende fokus på det arktiske område, er det sikkert, at grønlænderne og de grønlandske inuitters meninger og holdninger bliver taget i betragtning Delkonklusion sociale sektor De sociale forhold i Alaska og i det nordlige Canada såvel som Grønlands nordlige del er socialt set blevet kaldt den 4. verden, med 3. verdens forhold forværret af klima, isolation og næsten fraværende infrastruktur 178. Så med de klimatiske ændringer, godt hjulpet på vej af udsigten til store gevinster fra naturressourcer, får de arktiske egne måske nu den opmærksomhed, som de har brug for. Med en befolkningsmasse på ca fordelt på hele Arktis 179 kan det være svært at blive hørt, hvorfor inuitter og oprindelige folk fra Arktis er blevet organiseret i Inuit Circumpolar Council. Samlet har de en bedre chance. Organisationen er oprettet i 1977, men med den stigende interesse for Arktis er interessen for ICC også steget. Geopolitisk kan den sociale sektor ikke byde på de store overraskelser. For de store nationer, Rusland og USA, er de arktiske befolkninger og oprindelige folk meget små (2010): Nordområdesenteret s hjemmeside: Nye Byggesteiner i nord, (2009) p 6, tilgængelig på adressen: Fornyings-, Administrasjons- og kirkedepartementets hjemmeside: Nasjonale minoriteter: Barry Scott Zellen, Arctic Doom, Arctic Boom, ABC-Clio (2009), p Inuit Circumpolar Council s hjemmeside: 45

47 minoritetsgrupper, hvor de er noget større i de mindre lande. Så alene rent størrelsesmæssigt vil emnerne ikke fylde meget for de regionale magter. ICC s rolle som samlende organ for de oprindelige folkeslag og deres deltagelse gennem Arktisk Råd har sikret dem en stemme. Denne stemme er tiltaget med interessen for Arktis. Danmark, Norge og Canada har dog en fordel. I kraft af staternes samarbejde med de oprindelige folk er gennemslagskraften større i de fora, hvor også minoriteterne har et permanent sæde. Dette bruges til at afbalancere USA og Rusland, hvilket forstærker den sociale sammenhæng og dermed den nationale identitet. Udfordringen for Danmark er at holde interessen for de oprindelige folks sag, også selvom der går lang tid. Det gode i denne sag er, at vi har hjælp fra Canada og Norge, som selv vil holde grupperne inde i debatten. 7. KONKLUSION Jeg ønskede at undersøge, hvilke sikkerhedspolitiske udfordringer Danmark har i forhold til de øvrige aktører i området. Dette gav problemformuleringen: Hvilke sikkerhedspolitiske udfordringer står Danmark overfor i Arktis? Med den ovenstående analyse ser jeg det muligt at svare på dette spørgsmål. Udfordringerne, for der er flere, er flettet sammen i de forhold, der gør sig gældende i Arktis. Udfordringer er det, som står mellem os og vore ønsker. Sikkerhed i Arktis er vævet ind i bl.a. økonomiske og miljømæssige forhold, som kræver, at de nationale politikker og strategier indeholder mange facetter og er sammenhængende 180, og som vi har set, er dette ikke altid tilfældet. Derfor ser vi, at forhold i en sektor har en effekt i andre sektorer. Jeg har derfor kigget på sektorerne enkeltvis for derigennem at lave en forenkling. Jeg vil derfor først kigge på disse udfordringer for derefter at kæde dem sammen som system of systems, i erkendelse af, at sektorerne hænger sammen, og udfordringer i en sektor vil skabe en effekt i en anden. Politisk set er det fundet, at udfordringen i denne sektor bliver at agere bindeled mellem de to sider af Arktis. USA, med Canada som antibalancerer, er den ene part, og Rusland med Norge antibalancerende er den anden part. Danmark står derfor i midten. For bedst at varetage rollen som bindeled vil det være naturligt at vælge de fora, hvor Danmark kan gøre sig mest gældende og opnå størst mulig indflydelse. Dette passer fint ind i det danske arbejde indtil nu. Med Ilulissat-erklæringen, som fremkom på dansk initiativ 181, skabtes Arctic 5, hvor alle de stater og interesseorganisationer, som ikke har legitimt (efter UNCLOS) krav på territorium i Arktis, er siet fra. Dette betyder, at Danmarks stemme høres højere i A5 end i Arktisk Råd, hvor Danmark de sidste to år har haft formandsposten. A5 er alene, grundet antallet af deltagere, hurtigere og mere effektivt end Arktisk Råd. Til gengæld er legitimiteten set udefra højere i Arktisk Råd. Der er mange fora, Danmark kan vælge. Der er allerede et intensivt samarbejde mellem landene, og med tilslutningen til Ilulissat, hvor staterne har bundet sig til at følge UNCLOS, bliver 180 Margaret Blunden, The New Problem of Arctic Stability, Survival (nov 2009), p Martin Breum (2011), p 37 46

48 udfordringen at følge udviklingen og skabe balance ved hhv. at afbalancere og antibalancere efter behov. Militært set består udfordringen i 1: at dække de militære opgaver i et større område og 2: undgå at starte et våbenkapløb. Med et større geografisk område og med et forventeligt opadgående trafikmønster vil Danmark alt andet lige skulle kapabilitetsforøge. Dette gælder både for løsning af de rent overvågningsmæssige- og suverænitetshævdelsesopgaver, men også ift. eftersøgning og redning samt miljøbekæmpelsesopgaver 182. Men de russiske tiltag har allerede vist, at en øget tilstedeværelse vil forøge nervøsiteten fra de omkringliggende stater. For at nedtone denne nervøsitet og fjerne talen om konflikt og våbenkapløb, må vi vise, at vore militære investeringer er logiske reaktioner på en forøget opgave. Dette gøres bedst gennem samarbejde, som også kan sætte os i stand til at løse opgaver, som vi ikke selv kan løse 183. Igen har vi set Norge og Canada som antibalancerende, hvorfor det igen er Danmarks udfordring at balancere denne sektor i regionen. Rusland har i denne sektor været repræsentant for den mest aggressive retorik. Deres nye strategi påpeger manglen af balance i den globale og regionale sikkerhedsarkitektur, som vejer tungt i NATOs favør. Strategien udtaler russisk modstand mod en fremtidig udvidelse af NATO østover og i retning mod Ruslands grænser 184. Således giver retorikken mening, når man ser på, at Rusland også er den stat, der har mest at tabe rent ressourcemæssig set. Dette betyder, at det er her, vi skal lægge vores opmærksomhed uden dog at tabe USA. Sådan skabes balancen. Jeg har tidligere nævnt NACGF som et godt militært afsæt, idet dette forum dog er rettet fortrinsvist mod det maritime. Den økonomiske sektor og det ressourcemæssige område er det område, som bærer de mest potentielle risici 185. USA vil gerne have del i de ressourcer, som findes i området, idet dette vil styrke egen position og regionalt frigøre sig af Canada som den store olieleverandør, men USA s engagement i området vil afhænge af den amerikanske internationale agenda. Som konkluderet har USA s vidt spredte engagementer kostet dyrt, hvorfor den internationale agenda blive smallere. I øjeblikket ser det ud til, at denne er domineret af tre emner: Krigen mod terror og valget om at forfølge dette svære emne militært, spørgsmålet om energisikkerhed og den amerikanske position i den internationale handel af disse kunne pege i retningen af Arktis. Ligeledes er Rusland presset af aftaler om gasleverancer og slunkne nuværende oliefelter. Norge og Canada vil hver især gerne have del i ressourcerne. Canada grundet internt pres, og Norge for at kunne blive ved med at købe sig til russernes velvilje ved aftaler, som er til Ruslands fordel. Det er derfor, Danmark skal balancere denne sektor med forsigtighed. De store regionale magter, Rusland og USA, vil på grund af deres økonomiske sikkerhed engagere sig og på neorealistisk vis sikkerhedsmaksimere ved at søge at opnå den største del. Her har Danmark muligheden for at komme i midten. En 182 KD Jens Walther, Den Arktiske Udfordring,The Arctic- Use it or loose it, Tidsskrift for Søvæsen, nr , p KA Nils C. Wang, Climate Change and defence policy, Tidsskift for Søvæsen, nr , p Katarzyna Zysk, Geopolitics in the High North, on Russian Arctic Strategy: Martin Breum, (2011), p Jakub M. Godzimirski, The New Geopolitics of the North?,NUPI, p 20. (Security policy library ): 47

49 mulighed og en risiko. Danmark må gennem de eksisterende fora holde mulighederne åbne og specifikt gennem Arctic 5 fastholde parterne til Ilulissat-erklæringen, for derved at sikre, at uoverensstemmelser ikke oparbejder sig til konflikt. Miljømæssigt bliver udfordringen for Danmark at stå samlet med Canada og Norge i afbalanceringen af USA og Rusland. De miljømæssige implikationer i Arktis er ikke fuldt erkendt, men det foreløbige hensyn og opmærksomhed på miljøet i Arktis kan klarlægges. USA og Rusland indtager hver deres plads i toppen af listen over forurenere. Mange organisationer dækker deres del af miljøet og lægger pres på magthavere og samarbejdsfora. Miljøet er da også en stor del af arbejdet i Arktisk Råd. COP 15 viste os, hvor svært det er at få en aftale omkring miljøtiltag, der batter. Så for at få opfyldt det danske ønske om bæredygtig, miljørigtig udvikling, kan blive en udfordring. Lige såvel med det sociale. Canada, Norge og Danmark har fokus på det nordiske folk og deres levevilkår. Vi søger at medinddrage de oprindelige folk i beslutningerne omkring handlinger i det arktiske. Hos USA og Rusland synes ikke den samme lydhørhed. Med oprettelsen af samlede organisationer som f.eks. ICC har grupperne dog opnået mere indflydelse. ICC er bl.a. permanent medlem af Arktisk Råd. Igen må Danmark søge at afbalancere den manglende indsats hos USA og Rusland sammen med Canada og Norge. Der tegner sig et generelt mønster. Den sociale sektor og miljøsektoren har de to store for travlt til at tage sig af. De koncentrerer sig om de store linjer og de vigtige geopolitiske emner (politik, militær og økonomi). De små(canada, Norge og Danmark) kan så dominere i de mindre, hvor man kan boltre sig uden, at det kan gøre rigtigt ondt. Man kan således for miljø- og den sociale sektor vende den traditionelle geopolitiske situation på hovedet og påstå, at USA og Rusland afbalancerer Danmark, Norge og Canada ved at holde fokus på de emner, hvor de traditionelt er de største. Det er naturligvis også i god tråd med Neorealismen, hvor militærmagt er den altoverskyggende. Rusland har både militært og politisk betonet den økonomiske betydning, området har for dem. USA har ikke råd til at lade områdets potentiale glide mellem deres fingre, hvorfor Danmark i vores balancering må holde os i god tråd med begge. F.s.v.a. den militære udfordring findes en balancering gennem de samarbejdsfora, vi allerede har som en god løsning. Derved kan der samarbejdes om at finde den kapabilitet, som et samlet Arktis har brug for i mødet med den aktivitetsstigning, som forventes. Derved afmystificeres investeringerne, og risikoen for konflikt fjernes. Jeg kan altså i tråd med Henrik Jedig Jørgensen og Jon Rahbek-Clemmensen i Hold hovedet koldt konkludere, at Danmark bør forebygge en opgradering af den sikkerhedspolitiske spænding ved at investere ressourcer i at bevare dialogfora, der inkluderer Rusland 187. Danmark skal for at kunne balancere bevare sin politiske indflydelse i det internationale miljø. Dette vil dække de udfordringer, som Danmark vil møde i udviklingen af Arktis. 187 Henrik Jedig Jørgensen og Jon Rahbek-Clemmensen, Hold hovedet koldt, 2009, p

50 8. PERSPEKTIVERING Ovenstående konklusion lyder både let og ligetil, men tag ikke fejl. Bevarelse af den nuværende balance finder jeg ikke nem. For så vel det økonomiske som det politiske vil blive mere og mere anstrengt op mod en afgørelse af de fremsatte krav om udvidelse af territorium. Derved bliver det militære mere og mere present. Desto mere grund til at holde niveauet og balancen, hvor den er nu, og arbejde gennem de rette fora for en større grad af samarbejde og forståelse. Havde svaret været anderledes, hvis jeg havde valgt en anden vinkel? Såfremt jeg, i stedet for omgivelsesniveauet, havde valgt det systemiske, ville indflydelsen fra EU, som også har interesser i Arktis, og Kina, spillet væsentligt ind i resultatet. Dette begrundet i, at den danske interesse er splittet mellem EU og Grønland, idet Danmark har investeret i begge. Her ville jeg have været nødsaget til at adskille Grønland fra Danmark, hvilket ville have givet yderligere udfordringer, som dog alle er vendt indad. Jeg har søgt at rette fokus udad mod hvilke udfordringer, der kommer til rigsfællesskabet og ikke omvendt. Et andet forhold, der kunne have spillet ind, er relationerne til NATO. Havde jeg regnet NATO-medlemmerne under et, kunne det så have givet et andet billede? Som nævnt under konklusionen (afsnit 7), er der i Ruslands sikkerhedsstrategi anført, at NATOs udvidelse mod Ruslands grænser ses som en trussel. Ved at påpege de 4 andre arktiske kyststaters forhold til NATO vil det blot give yderligere forklaring på Ruslands aktiviteter. Så et direkte andet billede ville det ikke give, men nuanceringen ville have været lavere, for så vidt angår analysen, som nævnt under afsnit 3.6. Hvis jeg i stedet for en neorealistisk teori havde valgt Københavnerskolen i sin konstruktionistiske form: Det havde resulteret i en mere dramatiseret forklaring af den egentlige situation. Mere end nødvendigt. Man kan for så vidt argumentere for en sikkerhedsliggørelse af alle sektorerne. I hvor vidt, vi i nærværende speciale, taler om trusler mod del af staten, havde denne teori bragt os mere i retningen af trusler, som decideret truer statens overlevelse. Dette vil betyde mere drastiske modforholdsregler. En anden konstruktionisme havde måske været mere relevant, idet det netop er i talen om Arktis, vi finder føde til udfordringer. Der tales om råstoffer og nye trafikruter, men ingen kan endnu bekræfte, at talen bliver til virkelighed. Der er lavet forudsigelser om udbredelsen af den Arktiske is, men alle tager udgangspunkt i den nuværende udvikling. Disse forudsigelser danner grundlaget for den italesættelse af fremtidige udfordringer. Man kan spørge sig selv, om vi tager sorgerne på forskud? Dette kunne give et alternativt syn på udfordringerne, men som beskrevet i teorivalg, synes jeg, det nærværende valg er det bedste til at påpege udfordringer for aspirationer. Hvad kunne ellers have indflydelse på den analyse, jeg har fremført. Kilderne har en stor betydning for tolkningen af de forhold, som byder sig for de aktører, jeg har medtaget i specialet. Russisk strategi er for eksempel kun på russisk, hvorfor tolkninger og analyser af strategierne er krydsrefereret og brugt som værende gyldig. Jeg kan derfor ikke sige mig fri for, at enkelte punkter er undsluppet min opmærksomhed. Dette skønnes dog enkelttilfælde, idet gentagne pointer og emner f.s.v.a. strategier, som regler er underlagt analyse og ikke overses totalt. Endvidere er stofmængden enormt stor. Jeg har forsøgt at sortere de mest radikale forfattere ud. 49

51 Alt i alt finder jeg, at specialet er bygget på et generelt udsnit af den eksisterende litteratur. Dette har medvirket til, at sammen med den valgte teori, er nærværende speciale dækkende, relevant og brugbart. Det vil naturligvis kræve en stor anstrengelse at få det operationaliseret. Det kræver ressourcer at få 5 stater til at samarbejde om mål, som ikke nødvendigvis er sammenfaldende, men her gælder det om at få deltagerne til at finde fællesnævneren uanset hvor lav, og tage det som udgangspunkt. 50

52 9. LITTERATURLISTE Listen er organiseret i 3 områder: Bøger og artikler samt dokumenter m.m. Bøger Barry Buzan og Ole Wæver, Regions and Powers, Cambridge University Press, Cambridge (2003) Barry Buzan, Ole Wæver og Jaap de Wilde, Security: A New Framework for Analysis, Lynne Rienner Publishers, Boulder. (1998) Barry Buzan, People, State & Fear: An Agenda for International Security Studies in the Post-Cold War Era, 2nd edition, Harvester Wheatsheaf, Hemel Hempstead. (1991) Hans Mouritsen, At forklare international politik, Jurist- og økonomiforbundets forlag (1999) Waltz, Kenneth, Theory of International Politics, McGraw-Hill. New York, (1979). Carl von Clausewitz, On War, Princeton University Press, 1976 Harry Yarger: Strategy and the national Security professional Strategic thinking and Strategy formulation in the 21st century( 2008) Henrik Jedig Jørgensen og Jon Rahbek-Clemmesen: Hold Hovedet Koldt, Dansk Institut for Militære studier (2009) Barry Scott Zellen, Arctic Doom- Arctic Boom: the geopolitics of climate change in the Arctic, ABC-Clio, Praeger (2009) Martin Breum, Når isen forsvinder, Gyldendal (2011) Artikler samt documenter m.m: UNSG Ban Ki-moon åbningstale til UN Climate Change Summit Set på : Jesper H. Lynge: Danmarks sikkerhedspolitiske udfordringer i Arktis, FAK, 2010 Kenneth S. Yalowitz m.fl.: The Arctic Climate Change and Security Policy Conference (Dartmouth 2008), sponsored by Carnegie Endowment for International Peace. Tilgængelig på: Amos, Jonathan journalist. Artikel i BBC News (2007) Tilgængelig på adressen: 51

53 NSIDC: Maskinmesteren oktober 2009: Dansk Forsvar Globalt engagement, Beretning fra forsvarskommisionen af 2008 Uddrag af 1982 Konventionen: Oversigt over LOMROG ekspeditionerne: USGS artikel kan læses på: Nationalbankens kvartalsrapport 1. kvt 2010: ile/oliemarkedet_kvo1_2010.pdf Udenrigsministeriet: Arktis i en brydningtid- Forslag til strategi for aktiviteter i det arktiske område (2008) tilgængelig på adressen: Freedom House 2010: CIA Worldfact book (2011): Alexander Timoshik, artikel i Pravda : Mark A Smith, Keir Giles, Russia and the Arctic- The last dash north.uk Defence academy (2007 Comprehensive New Statement of U.S. Arctic Policy, fra The American Journal of International Law, Vol.103, no 2 (APR 2009) Jonas Gahr Støre på NATO Annual session Kremlin 10 FEB 2011: Gloria Galloway, Alan Freeman, Globe and Mail, Ottowa assails Moscow s Arctic ambition(3. August 2007): Canadian Defence & Foreign affairs Institute ( AUG 2008), eignty.pdf Franklyn Griffiths, The Shipping News, International Journal, (spring 2003) 52

54 Franklyn Griffiths, Towards a Canadian Arctic strategy, (2009) %20Canadian%20Arctic%20Strategy%20Paper%20-%20Griffiths.pdf Canadas Northern Strategy. Tilgængelig på adressen: Geopolitics in the high north. 2011: d=69&limitstart=7 Nye byggesteiner i nord: 2.pdf Aqqaluk Lynge, Ingeniøren, juni 2010: Nikolai Petersen, Politiken 2. maj 2010: Jon Rahbek-Rasmussen Politiken 23. sep. 2010: Margaret Blunden, The New Problem of Arctic Stability, Survival (nov 2009) Torsten Raagaard, Thulebasen central for USA, 2001, : SIPRI opgør efter faktisk forbrug. Listen kan ses på: Opgørelse af US soldater fordeling geografisk: 1 Donald O Roarke, Changes in the Arctic, Congress Research service (7. Apr 2011): Vsevolod Gunitskiy, On Thin ice: Water Rights and Ressource Disputes in the Arctic Ocean, Journal of International Affairs (spring/summer 2008) Climate Change Poses a Major Challenge for the U.S. Navy in the Arctic, artikel i The New York Times (11 MAR 2011): NATOs 10. møde: Katarzyna Zysk, Geopolitics in the High North as-arctic-strategy-ambitions-and-constraints&catid=35:russia&itemid=103 53

55 Russias Arctic Policy No Cause for Alarm, The Globe and Mail : Alexei G.Arbatov, Russia: Military reform, SIPRI, 1999 ( Jakub M. Godzimirski, The New Geopolitics of the North?,NUPI (Security policy library ): Udenrigsministeriets landefakta, maj 2011,: acanada Statement on Canada's Arctic Foreign Policy: Exercising Sovereignty and Promoting Canada s Northern Strategy Abroad, Canadas udenrigstjeneste, (2010): Mia Benett, foreignpolicyblogs.com, 22 APR 2011, Michael Byers, new jets could trigger arctic arms race, Trine Bjerregaard, Ingeniøren, (20. april 2011), Norske forsvars årsrapport 2010, Danskforsvar Globalt engagement, beretning fra Forsvarskommissionen af 2008, p 72 Forsvarsforliget , p 8: tilgængeligt på adressen: Thorvald Stoltenberg, Regeringen.no, 2009, tilgængelig på: Den Norske Regerings presseservice: ml?id= Grønlands Kommando hjemmeside: Lawson W Brigham, Arctic Maritime Transport and Security: responses to a changing Arctic Ocean access, Tidsskrift for Søvæsen, (2008) Michael Byers, Interview til Arcticsecurity.org (25.april 2010): 54

56 Vladimir Putin, Pressemøde i statsministeriet 26. april 2011, CBC News, Canadian Press, 25. Marts 2010: Poverty-rate. USA Today 16/9-2010: Medvedev om russisk energisikkerhed, Artikel i RIANOVSTI fra den 27 marts 2009: Nikolaj Petersen, The Arctic as a New Arena for Danish Foreign Policy: The Ilulissat Initiative and its Implications, Danish Foreign Policy Yearbook 2009, 2009 Utenriksdepartetmentets hjemmeside, Nordområdeportalen, ingen---status-oktober-201.html?id= Udenrigministeriets landefakta, Norge, Finn Breinholt Larsen, Råstofudvinding og debatten om Grønlands løsrivelse, Kamikposten, (1997): prog=da&tag=alleartikler US Dept. of State. Background note: Canada: UNFCCC,Status on Kyoto, Ilulissat-erklæringen, (2008), 8C90-096B3B09B479/0/Ilulissat_erklæringen.pdf CO2 udledning på verdensplan, FN statistiske afdeling. Baseret på 2007 tal. Tilgængelig på adressen: Medvedev om forurening, President of Russia s hjemmeside, presse, 2010: Canadas Northern strategy, Our north, our heritage, our future, the authority of the Minister of Indian Affairs and Northern Development and Federal Interlocutor for Métis and Non- Status Indians: Statement on Canada's Arctic Foreign Policy: Exercising Sovereignty and Promoting Canada s Northern Strategy Abroad, Canadas udenrigstjeneste, (2010): Nordområdesenteret s hjemmeside: 55

57 Miljøverndepartementet, pressemelding, 11 marts 2011, The Kingdom of Denmark. Chairmanship of the Arctic Council , (29. April 2009), p 4, tilgængelig på : Arctic Human Development Report, Arctic Council, 2004, p 10: pdf USARC Rapport for , tilgængelig på adressen: Promoting Canada's Arctic northern strategy internationally, Canadas udenrigstjeneste, (2010): Fornyings-, Administrasjons- og kirkedepartementets hjemmeside: Nasjonale minoriteter: Inuit Circumpolar Council s hjemmeside: Jens Walther, Den Arktiske Udfordring,The Arctic- Use it or loose it, Tidsskrift for Søvæsen, nr