Kystfugle i Det Sydfynske Øhav 2009

Transkript

1 Kystfugle i Det Sydfynske Øhav 2009 Rapport til Nationalparkundersøgelsen Det Sydfynske Øhav af Rasmus Bisschop-Larsen

2 Datablad: Titel: Kystfugle i Det Sydfynske Øhav 2009 Forfatter Billeder Udarbejdet til Rasmus Bisschop-Larsen Leif Bisschop-Larsen Nationalparkundersøgelsen Det Sydfynske Øhav Udarbejdet Oktober 2009

3 Indledning...5 Områdebeskrivelser...8 Ærøskøbing mm...8 Resten af Ærø...9 Ristinge hale mm....9 Egholmene...10 Holmene mellem Birkholm og Strynø...10 Hjortø mm...11 Tåsinge...11 Siø...12 Lindelse Nor...12 Skarø...12 Drejø...13 Svelmø...13 Lyø...14 Avernakø...14 Helnæsbugt...15 Artsgennemgang...16 Knopsvane Cygnus olor...16 Gravand Tadorna tadorna...17 Knarand Anas strepera...18 Krikand Anas crecca...19 Gråand Anas platyrhynchos...21 Spidsand Anas acuta...21 Atlingand Anas querquedula...21 Skeand Anas clypeata...22 Taffeland Aythya ferina...23 Troldand Aythya fuligula...25 Ederfugl Somateria mollissima...25 Toppet Skallesluger Mergus serrator...28 Rørhøg Circus aeruginosus...29 Strandskade Haematopus ostralegus...30 Klyde Recurvirostra avosetta...31 Lille Præstekrave Charadrius dubius...32 Stor Præstekrave Charadrius hiaticula...32 Vibe Vanellus vanellus...34 Almindelig Ryle Calidris alpina...35 Rødben Tringa totanus...35 Hættemåge Chroicocephalus ridibundus...37 Sorthovedet Måge Larus melanocephalus...37 Sølvmåge Larus argentatus...37 Stormmåge Larus canus...39 Sildemåge Larus fuscus...40 Svartbag Larus marinus...41 Dværgterne Sterna albifrons...43 Splitterne Sterna sandvicensis...44 Havterne Sterna paradisaea...44 Arter der er forsvundet

4 Kerneområder...47 Opsummering af status for ynglefugleforekomsterne i Det Sydfynske Øhav...48 Trusler og forvaltning...49 Forstyrrelse af fældende og rastende fugle...51 Beskyttelse...53 Ordliste...56 Anvendt litteratur...57 BILAG BILAG

5 Indledning Formålet med denne rapport er at undersøge fuglelivet i øhavet med henblik på at få belyst arternes fordeling, bestandsudviklinger, trusler, mv. Dette skal kunne indgå som basisviden for arbejdet med en eventuel nationalpark i Det Sydfynske Øhav. Udover at undersøge status og fordeling af kystfuglene i øhavet, er der også fokus på effekten af reservater og henstillingsområder som uforstyrrede yngleområder De vigtigste kystfuglelokaliteter i Det Sydfynske Øhav er siden 1970 erne jævnligt blevet optalt men siden 1996 (Nielsen & Harritz) er der ikke skabt et samlet overblik over bestandenes bevaringsstatus og tilstand. Derfor er det vigtigt at få gjort status, inden yderligere tiltag skabes for bevarelse af fuglelivet, så dette kan gøres på bedst mulig vis. Det Sydfynske Øhav består af et druknet morænelandskab, der i høj grad er formet af Lillebæltsgletscherens virksomhed. Mange af øerne og de dybe løb imellem dem er ofte orienteret i retningen nordvest/sydøst, der vidner om gletcherens aktivitet. Igennem årene har landet sænket sig og havets nedbrydende og opbyggende kræfter har ændret og modelleret øernes udseende og visse steder dannet nye. Samtidig er der dannet odder, flak og strandvolde. De sydfynske øer består således ofte af kerne af moræne og senere tilkomne marine dannelser. I den østlige del af øhavet er øerne gennemgående flade og ikke særlig høje, mens de i vestlige del er mere kuperede og ofte når over 30 meter i højden. Langt de fleste små ubeboede øer findes også i den østlige del. Vanddybden i øhavet er meget varierende. Der findes flere dybe bassiner og strømrender og meget store fladvandede områder, særlig i den østlige del. Dette giver særdeles gode forhold for fuglelivet både i yngletiden og i træktiden. Det Sydfynske Øhav er således af international betydning som rasteområde for flere fuglearter, f.eks Mørkbuget Knortegås og Toppet Skallesluger. Trækfugleforekomster falder dog uden for denne rapport, der kun beskæftiger sig med områderne som ynglelokaliteter for kystfugle. Området er dog af international betydning for følgende ynglende kystfuglearter, som er udpegningsgrundlag for EF-fuglebeskyttelsesområdet Det Sydfynske Øhav: Klyde, Almindelig Ryle, Brushane, Splitterne, Havterne, Fjordterne og Dværgterne. Målsætningen for vandkvaliteten i øhavet anses ikke for at være opfyldt. Der er ofte opblomstring af trådalger, der hen på sommeren kan danne store flydende øer. Iltsvind forekommer årligt, men dog kun i bunden af de dybere bassiner, hvor iltmængden kommer under 2 milligram pr. liter vand. Ålegræsvegetationen på vanddybder over 2 meter er kraftig reduceret. (Fyns Amt, 1996) Den meget store variation mellem lavvandede omgivelser, afgræssede og højere bevoksede strandenge, strandsøer og strandoverdrev, stenrev og sandflader giver som udgangspunkt meget gode betingelser for et rigt fugleliv. 5

6 Figur 1 Undersøgelsesområdet med besøgte lokaliteter i forbindelse med feltarbejdet 2009 Feltarbejdet og efterfølgende bearbejdning og afrapportering blev udført af Rasmus BisschopLarsen, cand. scient. i biologi med speciale i ornithologi fra Københavns Universitet. Under feltarbejdet er alle de væsentlige kystfuglelokaliteter i området fra Helnæs i vest til Thurø og Langeland i øst og fra Fyn i nord til Ærø i syd blevet optalt mindst en gang (fig. 1). Under optællingerne er der især fokuseret på kystfugle, dvs. andefugle, vadefugle, terner og måger. Visse arter er dog ikke dækket fuldt ud, da feltarbejdet først påbegyndtes midt i maj. Derfor blev enkelte tidligt ynglende arter som Grågås ikke dækket fyldestgørende. 6

7 Metode Optællingen af kystfuglene er primært udført som en kortlægning af yngleterritorier og kolonier. Men de er suppleret af løse observationer for at belyse arternes udbredelse og forekomst. Der er blevet observeret dels ved en gennemgang af områderne og dels ved fjernregistrering fra udsigtspunkter. Det sidste er også brugt på lokaliteter, der ellers er gennemgået, hvis det er skønnet det var vigtigt for at mindske forstyrrelsen af sårbare arter. Der er både benyttet håndkikkert og teleskop under optællingen. Egne observationer er suppleret med optællinger terner og måger på Siø (Ole Goldschmidt), tal fra Iholm (Erhardt Ecklon) og tal fra Store Egholm (Jagtklubben Egholm v. Kurt Kristensen). Alle data er indtastet i DOFbasen ( og kan findes ved søgning under forfatterens navn eller initialer (2650rbl) for Selve feltarbejdet blev koordineret og udført i samarbejde med Miljøcenter Odense som forestod NOVANA overvågningen af terner og Klyde. Effekten af reservaterne og henstillingsområderne blev iagttaget under feltarbejdet, samt efterfølgende suppleret ved interview af tilsynsførende, lodsejere og relevante lokalkendte. Gennem spørgsmålene blev det belyst, om der er konstateret konkrete forstyrrelser, hvilken karakter disse måtte have og hvornår de er foregået, om reservatafgrænsningen er tilpas og passende skiltet. 7

8 Områdebeskrivelser De besøgte lokaliteter er i det følgende grupperet i delområder som beskrives overordnet. Lister over ynglefugle på de enkelte lokaliteter kan findes i bilag 2. Figur 2 Kort over de beskrevne områder i den østlige del af Det Sydfynske Øhav Ærøskøbing mm. Området nord for og øerne vest for Ærøskøbing (nr. 1 fig. 2) er domineret af ynglende sølvmåger der svinger mellem 100 til 300 par. Det ser ud til, at bestanden er opadgående efter at have været faldende efter 90 erne. Alle andre kystfugle ser ud til at have stabile bestande med undtagelse af Havternen, der før havde fine forekomster på Dejrø og Lilleø. Men i løbet af de sidste 10 år er den næsten forsvundet og der er kun en håndfuld par tilbage. Dette følger dog den generelle tendens i Det Sydfynske Øhav og Danmark. På øerne ser det ud til at vegetationen bliver holdt naturligt lav af overvintrende gæs. Det er i øjeblikket så effektivt, at der næsten ikke er noget græs til de kreaturer der normalt bliver sat ud på Dejrø (se fig 3). 8

9 Resten af Ærø Figur 3 Vegetationen på Dejrø er græsset tæt af gæs i vinter- og forårsmånederne Ud over de små holme og øer der ligger omkring Ærø, er øen ret fattig på egnede områder til ynglende kystfugle. Tilsyneladende er prædation fra Ræv en vigtig faktor og det eneste område der kan fremvise egnede forhold er Vitsø Nor. Her er der en pæn koloni af Stormmåger på holme i ralgravene samt en del ynglende ænder. Andre egnede områder som Næbbet og Gråsten Nor er henholdsvis for forstyrret og for tørt til at huse ynglende kystfugle af betydning. Der yngler dog også andefugle og strandskader langs Ærøs kyster, men nok ikke i nævneværdig større koncentrationer end de fåtallige par der findes langs Fyn og Langeland. Ristinge hale mm. Holmene der ligger i forlængelse af Ristinge Hale (nr. 3 fig 2), udgør et af de vigtigste fourageringsområder for mange af øhavets vadefugle. Det gælder især vadefladerne nord for Storeholm. Derimod ser det ud til, at de før så store kolonier af måger, Klyder og terner på Storeholm er kollapset. Så sent som i 2006 ynglede der næsten 500 par Sølvmåger, samt var fine forekomster af Klyde (25 par), Hav- og Dværgterne (10 og 5 par). Alle disse forekomster er forsvundet med undtagelse 5 par Sølvmåger. Manglen af Hav- og Dværgterner kan nok tilskrives disse arters generelle tilbagegang, men manglen af måger og Klyder skyldes nok snarere en mulig forekomst af Ræv. I hvert fald er løbet der skiller Storeholm fra Langeland nu så lavt, at en Ræv sagtens kan vade over. Dette understreges også af, at der ikke ses en tilsvarende tilbagegang på de nærliggende holme, Langholm og Langholmshoved. Her er der stadig lige mange ynglende fugle, selvom sammensætningen er en anden. Udover at ternerne er gået kraftigt tilbage, ses der også en tendens til, at Sølvmågerne bliver mere talrige på bekostning af især de andre måger. Også Klyden er gået tilbage. For selv om der blev observeret mange voksne individer (60) på Langholmshoved kunne der ikke findes nogen tegn på, at den ynglede her. 9

10 Egholmene Sammen med Nyland udgør Store og Lille Egholm (nr. 2 fig. 2) nogle af de vigtigste ynglelokaliteter for kystfuglene i Øhavet. Disse store uforstyrrede holme huser sunde stabile bestande af måger, terner og Ederfugle, samt egnede habitater for sjældne ynglefugle som Stor Kobbersneppe og Almindelig Ryle. Ingen af disse to arter blev dog fundet ynglende med sikkerhed i Til gengæld ser det ud til, at Dværgternen har fået etableret en sund bestand på omkring 10 par, hvilket gør Store Egholm til den vigtigste ynglelokalitet for arten i Det Sydfynske Øhav. Den største trussel mod arten udgøres her nok af de græssende kreaturer, som kan træde æg og unger i stykker (fig. 4). Man kunne overveje at afhegne egnede ynglepladser, såsom sandodder og lignende, for at undgå dette. Figur 4 Kreaturerne har lejret sig i Dværgternernes koloniområde på Store Egholm Holmene mellem Birkholm og Strynø Rækken af holme på den lavvandede revle mellem Birkholm og Strynø, samt det lavvandede område nord for, udgør et vigtigt område for især rastende og fældende fugle (nr. 4 fig. 2). Derudover huser de pæne bestande af Ederfugl og måger. Modsat ederfuglebestandene, der er steget siden starten af 90 erne, ser det ud til at bestandene af måger har stabiliseret sig efter et fald sidst i 90 erne. Området huser også en fin Havternekoloni på Vogterholm på 30 par. Dog er arten forsvundet fra både Strynø Kalv og Bredholm, ligesom Klyden er for hele området. 10

11 Hjortø mm. Hjortø og de 3 holme vest herfor (nr. 5 fig. 2) er meget rige på ynglende kystfugle og flere arter har her stabile eller stigende bestande. Især Ederfugl er gået kraftigt frem her i 2009, med en næsten 3- doblet bestand på sammenlagt over 500 par. Ligeledes er de sjældne arter Havterne og Klyde i svag fremgang især på Odden og Hjelmshoved. Selv om Havternen nok er gået lidt tilbage på Hjortø siden 2000, opretholdes en samlet bestand på ca. 50 par for området. Det, sammenholdt med store stabile bestande af måger (især Sølvmåge) og det lave vand mellem øerne, gør området til et meget vigtigt yngleområde i Det Sydfynske Øhav. De største trusler mod bestandene vil helt klart være øget færdsel tæt på og mellem holmene. Figur 5 Lagunesø på Odden med gåsegræsset strandeng Tåsinge Tåsinge har tydeligvis karakter af fastland med forekomst af Ræv, der er ret effektiv som prædator på kystfugle. De klart vigtigste områder udgøres derfor af Vejlen og Monnet (nr. 6 fig. 2). Men der er ingen af lokaliteterne der rummer store mængder af hverken måger, terner eller ænder. Til gengæld huser Monnet store bestande af lærker og pibere. Samt det er det eneste sted, hvor den sjældne Alm. Ryle yngler med sikkerhed. Dog kun med et par. Ud over selve Tåsinge har Rallerne syd for og Iholm nord for en lille bestand af Sølv- og Stormmåger. 11

12 Figur 6 Hættemåge- og Splitternekoloni på Siø Siø Rundt langs kysten af Siø (nr. 7 fig. 2) er der et rigt fugleliv. Der er fine forekomster af Toppet Skallesluger, samt en del Strandskader og Gravænder. Der ud over findes der på de sydvestligste enge en fin koloni af Hættemåger med tilhørende Splitterner (fig. 6). Ligesom der findes pænt med Stormmåger langs nord og vest kysten. Lindelse Nor De seneste år er antallet af ynglende kystfugle faldet en del i Lindelse Nor (nr. 8 fig. 2). Der er stadig de Sølvmåger og Havterner man kunne forvente, men den tidligere koloni af Hættemåger og Splitterner er flyttet til Siø. Ligeledes er især Bukø et yndet udflugtsmål, hvilket nok giver en del forstyrrelser sidst i ynglesæsonen. Skarø Skarø (nr. 9 fig. 7) burde som Drejø og Lyø sagtens kunne have fine forekomster af kystfugle, men der er en udpræget mangel herpå. Da øens odder og indsøer er meget lig dem på Lyø, er det overvejende sandsynligt, at det er forekomsten af Husmår på øen, der forhindre kystfuglene i at yngle. Op i 80 erne og 90 erne var der da også både Hætte- og Stormmågekolonier på Skarø. Husmår blev både set under feltarbejdet og der blev fundet spor af den på stranden nær Kalveodde. Husmåren er ligesom Ræven god til at plyndre reder. 12

13 Figur 7 Kort over de beskrevne områder i den centrale del af Det Sydfynske Øhav Drejø Drejø (nr. 10 fig. 7) er kendetegnet ved mange fine strandenge og kystnære lokaliteter egnet for kystfugle. Men det er kun engene ved Mejlhoved der har nævneværdige bestande af kystfugle. Med en tilsyneladende stabil bestand på lige over 200 par Sølvmåger giver det også plads til flere mere spændende ynglefugle. Blandt andet Skeand, Taffeland og en håndfuld par Klyder. Til gengæld ser det ud til, at terner kun forekommer sporadisk og ingen fandtes under feltarbejdet. Svelmø Den lave snørklede Lille Svelmø samt den høje Store Svelmø (nr. 11 fig. 7) udgør den vigtigste lokalitet for Stormmåge i øhavet med en bestand mellem 600 og 1000 par. Ligeledes har den en relativ stor forekomst af Knarand. Selv om Store Svelmø virker tilgroet i græs er det tilsyneladende ikke en hindring for Stormmågernes valg af øen som yngleplads. 13

14 Figur 8 Havternekolonien på Lyø Trille Lyø Vestersjo og Lyø Trille (nr. 13 fig. 7) rummer meget fine forekomster af kystfugle. Særligt Det Sydfynske Øhavs største koloni af Havterne (fig. 8). Med 79 par er det på højde med, hvad niveauet var for 30 år siden. Det er således det eneste sted, hvor arten ikke er gået nævneværdigt tilbage. Ligeledes er der på Lyø en fin koloni af 13 par Klyder ved Det Ny Land, hvilket også er på niveau med tidligere tiders bestande. For de andre kystfugle ser populationerne ud til at være stabile. Dog er det indbyrdes forhold mellem mågerne ændret så de 550 par Sølvmåger i 2006 nu er blevet til 250 par for både Storm- og Sølvmåge. Avernakø Ligesom Lyø har Avernakø fine lagunesøer mod vest (fig. 9 og nr. 12 fig. 7). Det er dog her lidt mere begrænset hvad der er af ynglefugle. Både terner og mågerne er der færre af med kun 34 par Sølvmåger, 33 par stormmåger og 2 par Havterner. Hvilket er langt færre end den store koloni af over 1000 par Hættemåger, der ynglede her i 80 erne. Til gengæld er der lige mange andefugle endda med lidt flere par af for eksempel Skeand. På de resterende dele af Avernak og Korshavn er der meget sparsomt med ynglefugle. På Revtrillen ynglede dog 1-2 par Havterner. Her udgør den populære ankerplads nok en væsentlig forstyrrelse. 14

15 Figur 9 Hovedsø på Avernakø Helnæsbugt I Helnæsbugten er det kun de sydlige øer, Illum, Horsehoved og Vigø (nr. 14 fig. 10), samt Fiskeholm (nr. 15 fig. 10) der huser nævneværdige yngleforekomster. Fiskeholm der med sin pæne bestand af Hætte- og Stormmåger gemmer på mere sjældne arter som Splitterne, Havterne og op til 3 par Sorthovedet Måge. Illum og Horsehoved har mere normale kolonier af Sølv- og Stommåger, samt en pæn koloni af Havterner. På de sydlige øer kan forstyrrelse i form af færdsel udgøre en væsentlig faktor. De udgør i hvert fald oplagte udflugtsmål. Figur 10 Kort over de beskrevne områder i den vestlige del af Det Sydfynske Øhav 15

16 Artsgennemgang Der blev under optællingen på 68 lokaliteter set 68 fuglearter, hvoraf de 49 fandtes ynglende. Af dem kan 29 opfattes som værende kystfugle. I det følgende er kystfuglene behandlet enkeltvis med undtagelse af Grågås, som ikke er tilstrækkeligt dækket, og med tilføjelse af Rørhøg. For de enkelte arter er der foretaget en sammenligning med tidligere års optællinger hentet fra det tidligere Fyns Amts Naturdatabase. I søjlediagrammerne er årene 1970, 1980, , 2001, 2004, 2006 og 2009 angivet da de årstal har den bedste dækning. Tallene for 1970 og 1980 dækker over en sammentælling af årene før det angivende årstal. For alle arter med mere end to lokaliteter er lokaliteterne angivet på et kort. Samlede tal for de optalte bestande kan for alle arter findes i bilag 1. Udviklingen af arterne i Det Sydfynske Øhav er sammenlignet med den generelle udvikling hentet fra Dansk Ornitologisk Forenings hjemmeside og Fuglenes Danmark (Grell 1998). Knopsvane Cygnus olor Knopsvanen yngler på næsten alle holme og øer i Det Sydfynske Øhav med i alt 143 par (fig. 12), og med de mange der derudover raster der, kan man næsten altid se svaner i området. Bestanden har, som i resten af Danmark, været i svag tilbagegang fra over 400 par og er nu nede på halvanden hundrede par i Det Sydfynske Øhav (fig. 11). Denne nedgang skyldes hovedsagelig et øget næringsindhold i vandet der medfører øget algevækst og dermed udskygning af bundvegetationen som danner fødegrundlag for Knopsvanen. Man kan dog stadig finde Knopsvanekolonier på par på Nyland og Bredholm, samt de nærliggende Grensholm og Græsholm. Dog er der ingen steder over 50 par som man tidligere har set. Bestanden er tilsyneladende også gået mere tilbage i Det Sydfynske Øhav end i resten af landet og udgør nu nok kun et par % of Danmarks samlede bestand mod ca. 10 % førhen. Knopsvane Gravand År År Figur 11 Bestandsudvikling for henholdsvis Knopsvane og Gravand i Det Sydfynske Øhav 16

17 Området nord for Bredholm, vest for Strynø og syd for Tåsinge udgør også et vigtigt område for fældende og rastende svaner både i og efter yngletiden. Her kan der ligge op til 8000 svaner og ofte Disse svaner har nedsat bevægelse og derfor er det vigtigt at de ikke forstyrres af hurtiggående færdsel (se også s. 51). Figur 12 Fordelingen af ynglepar af Knopsvane i Det Sydfynske Øhav i 2009 Gravand Tadorna tadorna Spredt ud over Det Sydfynske Øhav yngler Gravanden med 140 par, der er koncentreret omkring Illum, Avernakø, Hjortø og Siø (fig. 13). Da arten yngler sent kan bestanden være undervurderet i nogle af de tidligere optællinger. Men alligevel synes den i svag fremgang ud fra tallene (fig. 11). Gennem hele sæsonen kan man også finde mange rastende Gravænder, især nord og nordvest for Storeholm, hvor de snadrer små muslinger, orme og krebsdyr. 17

18 Figur 13 Fordelingen af ynglepar af Gravand i Det Sydfynske Øhav i 2009 Knarand Anas strepera Knaranden er en fåtallig ynglefugl både i Danmark og Det Sydfynske Øhav. Arten yngler spredt men har næsten en koloni på Store -og Lille Svelmø hvor der sås hele 17 par (fig. 14). Dette er nok bare et enkeltstående fænomen, da den ikke tidligere er fundet ynglende her i så store tal. Arten er både i Det Sydfynske Øhav (fig. 15) og i Danmark i markant fremgang. Det sydfynske Øhav udgør sammen med Lolland kerneområdet for arten i Danmark. I øhavet er bestanden gået fra 5-10 par til nu at rumme over 30 par. 18

19 Figur 14 Fordelingen af ynglepar af Knarand i Det Sydfynske Øhav i 2009 Krikand Anas crecca Krikanden er en sjælden ynglefugl i Det Sydfynske Øhav (fig. 15). Dette skyldes en naturlig mangel på Krikandens foretrukne ynglehabitat i form af næringsfattige moser. I 2009 blev arten kun fundet på Mejlhoved (Drejø) og i Bøjden Nor. Sidstnævnte lokalitet kan huse helt op til 4 par men det er usikkert, om der yngler mere end to par. Arten skønnes at være i generel tilbagegang i Danmark og vil nok aldrig have mere end en håndfuld par i Det Sydfynske Øhav. 19

20 Krikand Knarand 3, , , , År År Figur 15 Bestandsudvikling for henholdsvis Krikand og Knarand i Det Sydfynske Øhav Figur 16 Fordelingen af ynglepar af Gråand i Det Sydfynske Øhav i

21 Gråand Anas platyrhynchos Gråanden er klart den mest almindelige svømmeand I Det Sydfynske Øhav og er fundet ynglende på næsten alle øer (fig. 16). Efter en klar fremgang i 1990 erne ser der ud til at bestanden har stabiliseret sig på par (fig. 17). Arten synes meget ukritisk med hensyn til ynglepladser og arten udsættes hyppigt til jagt i de omkringliggende landområder på Fyn og Langeland så det er usandsynligt, at bestanden skulle falde nævneværdigt. Gråand Spidsand År År Figur 17 Bestandsudvikling for henholdsvis Gråand og Spidsand i Det Sydfynske Øhav Spidsand Anas acuta Spidsanden ynglede førhen med 5-10 par i Det Sydfynske Øhav men de seneste år er bestanden faldet til under 5 par (fig. 17). I 2009 blev den kun fundet på Hjelmshoved og Birkholm og er tilsyneladende forsvundet fra tidligere gode lokaliteter som Bredholm, Store Egholm og Monnet. Sandsynligvis på grund af forstyrrelser fra mennesker og prædatorer. Men det kan også skyldes tilgroning og udtørring af strandengene. Spidsanden yngler næsten udelukket på større forårsoversvømmede strandenge. Atlingand Anas querquedula Arten er en sjælden og sporadisk ynglefugl i Det Sydfynske Øhav (fig. 18). Den har tilsyneladende ingen faste ynglelokaliteter og i 2009 blev der kun fundet et par på Hjortø. Den yngler ligesom Spidsand på enge med søer og sjapvand. Da arten er i generel tilbagegang i Danmark og fluktuerer en del kan det ikke forventes, at den findes ynglende hvert år. 21

22 Atlingand Skeand 4, , , , , År År Figur 18 Bestandsudvikling for henholdsvis Atlingand og Skeand i Det Sydfynske Øhav Skeand Anas clypeata Skeanden har i mange år haft en bestand på omkring 20 par i Det Sydfynske Øhav men de seneste år synes denne at være fordoblet til 40 par (fig 18). Hvilket nok skyldes en generel ekstensivering af landbruget på øerne, samt en omlægning til mere græsning. Det giver flere våde enge og strandenge som tilgodeser Skeandens krav til yngleplads. Dette er især tydelig på Hjortø, hvor der fandtes flest par (7). Habitatvalget gør også, at arten kun yngler på de større øer (fig. 19). I resten af Danmark regnes arten for at have en stabil bestand. 22

23 Figur 19 Fordelingen af ynglepar af Skeand i Det Sydfynske Øhav i 2009 Taffeland Aythya ferina Taffeland blev under feltarbejdet kun fundet ynglende på to lokaliteter, Det Ny Land (Lyø) og Mejlhoved (Drejø) med to par hvert sted (fig. 20). Det kan også være at den yngler i Østersjo men det er usikkert. Antallet af ynglepar falder fint i tråd med de seneste års optællinger (fig. 21). Da arten hovedsageligt yngler i ferskvand er bestanden som forventet ret lille i Det Sydfynske Øhav. 23

24 Figur 20 Fordelingen af ynglepar af Taffeland i Det Sydfynske Øhav i 2009 Taffeland Troldand År År Figur 21 Bestandsudvikling for henholdsvis Taffeland og Troldand i Det Sydfynske Øhav 24

25 Troldand Aythya fuligula Ligesom Taffeland forventes Troldanden ikke at være særligt talrig i Det Sydfynske Øhav, dog har arten haft en pæn bestand på ca. 10 par på Illum. Her blev der dog kun fundet et par i 2009, hvorfor den samlede bestand også er faldet tilsvarende (fig. 21 og 22). Figur 22 Fordelingen af ynglepar af Troldand i Det Sydfynske Øhav i 2009 Ederfugl Somateria mollissima Siden midten af 1980 erne er Ederfuglen gået fra at være en sjælden ynglefugl, med få par, til at have en stor bestand i Det Sydfynske Øhav (fig. 25). En bestand der tilsyneladende er i fortsat stigning og på nuværende tidspunkt kan være fuldt på højde med bestanden i Selv om der kun er optalt 1517 sikre ynglepar (fig. 23) er det reelle tal nok højere, da det ikke er alle lokaliteter der er optalt intensivt for arten. Anslået ud fra antallet af hunner observeret på og omkring ynglepladserne kan tallet være så højt som 3200 par (fig. 24). Men det er sandsynligt, at det ikke er alle hunner der yngler og derfor er det reelle tal nok lidt lavere, sandsynligvis lige over 2000 par. 25

26 Figur 23 Fordelingen af registrerede ynglepar af Ederfugl i Det Sydfynske Øhav i 2009 De vigtigste lokaliteter for Ederfugl er klart St. Egholm, Bredholm, Mejlholm, Odden og Hjelmshoved med 70% af alle fundne ynglepar. Hvilket kraftigt trækkes op af St. Egholm med 585 par (38 %) selvom de tætteste bestande findes på Mejlholm og Odden. Tidligere var Storeholm også en vigtig lokalitet men her er Ederfuglen tilsyneladende fuldstændigt forsvundet i

27 Figur 24 Fordelingen af det maksimale antal ynglepar af Ederfugl i Det Sydfynske Øhav i 2009 Toppet Skallesluger Ederfugl År År Figur 25 Bestandsudvikling for henholdsvis Toppet Skallesluger og Ederfugl i Det Sydfynske Øhav 27

28 Toppet Skallesluger Mergus serrator Toppet Skallesluger optræder hyppigt som ynglefugl langs kysterne i Det Sydfynske Øhav, hvor bestanden tilsyneladende er stabil på par (fig. 25). Antallet kan dog være svært at fastslå da arten yngler skjult i buske og krat. Ligeledes yngler den forholdsvis sent, hvorfor det ikke er alle de tidligere optællinger der skønnes at dække bestanden fuldt ud. Arten er i Øhavet koncentreret omkring Store Svelmø, Storeholm og især Siø (fig. 26). På sidstnævnte fandtes 58 par hvilket er på niveau med tidligere år. Ud over de undersøgte øer forventes det også at arten yngler langs Ærø, Langeland og Tåsinges kyster. Arten var dog nærmest fraværende fra sydkysten af Fyn. Figur 26 Fordelingen af ynglepar af Toppet Skallesluger i Det Sydfynske Øhav i

29 Rørhøg Circus aeruginosus Rørhøgen er som sådant ikke tilknyttet kystfuglene, men den er en karakteristisk rovfugl for Det Sydfynske Øhav, hvor den drager nytte af de mange enge og våde områder. Ligeledes findes der på mange af de mindre holme store bestande af Mosegris, som den lever godt af. Tilsyneladende er arten dog først indvandret op gennem 1990 erne men har nu en fast bestand på 4-5 par (fig. 28). Arten yngler med 1 par på Hjortø, Drejø, Vitsø og 2 par på Birkholm (fig. 27). Parrene fouragerer dog ikke kun på disse øer men også de tilstødende holme. Arten lever hovedsageligt af gnavere, men kan tage mindre fugle og fugleunger. Dog præderer Rørhøgen nok ikke i nævneværdig grad på kystfuglene i Øhavet. Figur 27 Fordelingen af ynglepar af Rørhøg i Det Sydfynske Øhav i

30 Rørhøg Strandskade År År Figur 28 Bestandsudvikling for henholdsvis Rørhøg og Strandskade i Det Sydfynske Øhav Strandskade Haematopus ostralegus Denne karakteristiske fugl findes hyppigt langs de danske kyster og ligeledes også i Det Sydfynske Øhav. Arten har en stabil bestand på par, enkelte år endog højere (fig. 28). Den yngler nogenlunde jævnt over hele området (fig. 29), hvorimod rastende fugle koncentrere sig mere omkring Storeholm. Her er der rigelig føde at finde på vadefladerne. Her forefindes der også flest ikke ynglende Strandskader i yngleperioden. 30

31 Figur 29 Fordelingen af ynglepar af Strandskade i Det Sydfynske Øhav i 2009 Klyde Recurvirostra avosetta Efter i mange år at have haft en stabil bestand på ca. 100 par, ser bestanden af Klyder i Det Sydfynske Øhav nu ud til at følge den generelle tilbagegang i Danmark (fig. 32). Således blev der i 2006 og 2009 kun registreret halvt så mange Klyder som tidligere. I øhavet er arten forsvundet fra tidligere kernelokaliteter som Bredholm, Store Egholm og Storeholm. Nu er de vigtigste lokaliteter Odden (14 par), Det Ny Land (13 par) og Bøjden Nor (6-10 par) (fig. 30). Men der observeredes en del rastende fugle på både Lyø (19, Lyø Trille), Store Egholm (17) og Langholmshoved (60), men ingen af disse steder viste Klyderne tegn på yngleaktivitet. Om disse forekomster kan være tegn på opgivet yngel eller fugle der først vil yngle sent er uvist. Klyden er kendt for både at være følsom overfor forstyrrelser, og kunne flytte yngleplads for at undgå disse. Derfor er det også vigtigt, at der findes lokaliteter hvor arten kan finde fred. 31

32 Figur 30 Fordelingen af ynglepar af Klyde i Det Sydfynske Øhav i 2009 Lille Præstekrave Charadrius dubius Lille Præstekrave er i 2009 fundet ynglende med 3 par i Bøjden Nor. Tidligere har den været fundet på Lyø (1 par i 2008). Arten er langt mere end Stor Præstekrave knyttet til indlandslokaliteter såsom grusgrave og andre steder med grusede og sandede bare partier i forbindelse med vand. Derfor er det heller ikke overraskende, at den ikke er fundet før i Det Sydfynske Øhav. Stor Præstekrave Charadrius hiaticula På strandene i Det Sydfynske Øhav yngler der knap 40 par Stor Præstekrave, med flest på Store Egholm og Bredholm (fig. 31). I 2009 sås en lille stigning i antallet efter en svagt faldende tendens (fig. 32). Da arten yngler direkte på stranden er den meget sårbar overfor færdsel langs stranden og tilbagegangen har da også været tilskrevet øget friluftsaktivitet. Det er derfor vigtigt for Stor Præstekrave at færdselen er begrænset på gode ynglelokaliteter. 32

33 Figur 31 Fordelingen af ynglepar af Stor Præstekrave i Det Sydfynske Øhav i 2009 Klyde Stor Præstekrave År År Figur 32 Bestandsudvikling for henholdsvis Klyde og Stor Præstekrave i Det Sydfynske Øhav 33

34 Vibe Vanellus vanellus Viben har en stabil bestand i Det Sydfynske Øhav på par (fig. 34). Hvilket går imod den landsdækkende kraftige tilbagegang. At Viben kan holde stand i Det Sydfynske Øhav skyldes nok, at området ikke er domineret af landbrugsland i samme grad som resten af Danmark. I øhavet er der stadig rigelig med gode naturlige strandenge som Viben kan bruge som yngleplads. Samtidig ses der også en tendens til, at der bliver flere græssede arealer på øerne. Samt at disse arealer ikke er alt for tørre til Viben. Dette synliggøres når man ser på de lokaliteter med flest Viber (fig. 33). Både Monnet, Hjortø, Mejlhoved, Helnæs Hale og Strynø Kalv er hovedsageligt dækket af græssede arealer. Figur 33 Fordelingen af ynglepar af Vibe i Det Sydfynske Øhav i

35 Almindelig Ryle Calidris alpina Almindelig Ryle er over hele landet gået kraftigt tilbage i de sidste 100 år. Ligeledes også i Det Sydfynske Øhav (fig. 34). De seneste år har der kun været en håndfuld par og antallet har været faldende. Således blev der under feltarbejdet kun fundet et par (Monnet) der udviste yngleadfærd. Ryler kan dog være meget svære at konstatere som ynglende, da de er relativt stille på yngleplads og der er en del trækfugle i øhavet gennem hele yngleperioden. Udover Monnet blev der også set ryler der kunne yngle på Store Egholm, men ingen af disse udviste sikker yngleadfærd. Derfor må det konstateres at bestanden i Det Sydfynske Øhav nok ikke er på mere end 1-2 par. Artens status som ynglefugl i området er dermed truet. Vibe Almindelig Ryle År År Figur 34 Bestandsudvikling for henholdsvis Vibe og Almindelig Ryle i Det Sydfynske Øhav Rødben Tringa totanus I Det Sydfynske Øhav er der en stabil bestand på lige over 100 par Rødben (fig. 36). Den yngler på de fleste øer og holme (fig. 35), med flest på Bredholm (20 par). Arten er klart hyppigst på øer med store strandengsarealer med hovedforekomsten sydøst og nordøst for Birkholm. Men der findes også en del i Bøjden Nor (10 par). 35

36 Figur 35 Fordelingen af ynglepar af Rødben i Det Sydfynske Øhav i 2009 Rødben Hættem åge År År Figur 36 Bestandsudvikling for henholdsvis Rødben og Hættemåge i Det Sydfynske Øhav 36

37 Hættemåge Chroicocephalus ridibundus 99,7 % af Hættemågerne i Det Sydfynske Øhav yngler i to lige store kolonier på Fiskeholm (1448 par) og Siø (1610 par). Bestanden ser ud til at ligge nogenlunde stabilt på 3000 par (fig. 36). Dog er der visse udsving og kolonien på Siø ser ud til at være skrumpet en smule. Ligeledes er den også flyttet lidt rundt på møllemarken (SØ-lige Siø). Det er dog intet i sammenligning med tidligere hvor kolonien lå på Eskildsø i Lindelse Nor. Herfra flyttede Hættemågerne omkring 1997 og der er nu ingen tilbage. De to store Hættemåge kolonier yder beskyttelse til andre af kystfuglene især Splitterne og Sorthovedet Måge og derfor er det vigtigt at de forbliver uforstyrrede. Sorthovedet Måge Larus melanocephalus I forbindelse med at Sorthovedet Måge er indvandret til Danmark har den slået sig ned i de to store Hættemågekolonier på Siø og Fiskeholm. Med mellem 4 og 7 par de seneste år (fig. 38) udgør bestanden næsten halvdelen af den samlede danske bestand. Udover observationerne i Hættemågekolonierne er der meget få observationer af arten i øhavet også uden for yngletiden. Sølvmåge Larus argentatus Sølvmåge er den mest almindelige ynglefugl i Det Sydfynske Øhav med en stabil bestand på par (fig. 38). Den forekommer på alle øerne med Illum, St. Egholm, Lyø, Bredholm og Mejlhoved (Drejø) med hver par som de største kolonier (fig. 37). Førhen var der en tendens til, at den fortrængte de andre måger især Stormmåge men det ser ud til at det svinger lidt fra lokalitet til lokalitet og flere steder, f. eks Lyø, er Sølvmågen gået tilbage, mens Stormmågen er gået tilsvarende frem. 37

38 Figur 37 Fordelingen af ynglepar af Sølvmåge i Det Sydfynske Øhav i 2009 Sorthovedet Måge Sølvm åge År År Figur 38 Bestandsudvikling for henholdsvis Sorthovedet Måge og Sølvmåge i Det Sydfynske Øhav 38

39 Stormmåge Larus canus Stormmågebestanden i Det Sydfynske Øhav er med godt 10 % af Danmarks samlede bestand en af de største herhjemme. Langt de fleste Stormmåger yngler på Store Svelmø (650 par) og Fiskeholm (500 par). Men der findes også pæne forekomster på Lyø, Hjortø og Siø på et par hundrede par (fig. 39). Mange steder er Stormmågerne blevet fortrængt af Sølvmåger men den samlede bestand synes at være svagt stigende, efter den har været faldende op mod midten af 1990 erne (fig. 41). Figur 39 Fordelingen af ynglepar af Stormmåge i Det Sydfynske Øhav i

40 Sildemåge Larus fuscus Ligesom Sorthovedet Måge er Sildemågen også indvandret til øhavet i de seneste år og det ser ud til at arten nu har fået rigtigt godt fat (fig. 41). I hvert fald er bestanden 4-doblet i 2009 i forhold til de tidligere optællinger. Arten yngler inde i Sølvmåge kolonierne men kun hvis den kan finde små lommer at være i. Derfor har den også succes de steder hvor Sølvmågen er gået lidt tilbage. De største forekomster af Sildemåge findes ved Vestersjo (Lyø) og Mejlholm med henholdsvis 6 og 5 par (fig. 40). Der ud over er der 3 par på både Vogterholm og St. Egholm. Figur 40 Fordelingen af ynglepar af Sildemåge i Det Sydfynske Øhav i

41 Stormmåge Sildemåge År År Figur 41 Bestandsudvikling for henholdsvis Stormmåge og Sildemåge i Det Sydfynske Øhav Svartbag Larus marinus Svartbag er en art der i gennem længere tid har været i støt fremgang i Det Sydfynske Øhav (fig. 43). Med små fluktuationer er bestanden vokset siden 1970 erne til i dag at rumme 145 par. De største forekomster er på Bredholm (29 par), Odden (25 par) og Store Egholm (14 par). Hvilket også dækker over de kendte gamle kolonier. Der er dog kommet flere par spredt ud over de resterende øer (fig. 42). Selv om Svartbagen ofte findes på de samme lokaliteter som Sølvmågen yngler den ikke direkte sammen med den. Svartbagen er oftest mere for sig selv og isoleret fra Sølvmågerne. Udviklingen i Det Sydfynske Øhav følger en generel fremgang i Danmark. 41

42 Figur 42 Fordelingen af ynglepar af Svartbag i Det Sydfynske Øhav i 2009 Svartbag Dværgterne År År Figur 43 Bestandsudvikling for henholdsvis Svartbag og Dværgterne i Det Sydfynske Øhav 42

43 Dværgterne Sterna albifrons Dværgternen har ligesom Havterne været i tilbagegang i Det Sydfynske Øhav. Men det ser ud til, at bestanden har stabiliseret sig omkring 10 par de seneste år efter at have været nede og runde 5 par i 1990 erne (fig. 43). Hovedforekomsten er nu på St. Egholm, hvor der er gode ynglepladser i form af flere fine sandrevler. Udover de sikre ynglefund angivet på kortet er den også fundet sandsynligt ynglende på Lyø Trille og Odden (fig. 44). Dværgterne er en art, der er meget følsom overfor færdsel på stranden, hvor den yngler på sandfladen. Derfor er det vigtigt at begrænse færdsel på sandede tanger og revler. Det gælder både for mennesker og til en hvis grad også kreaturer som kan ødelægge rederne. Figur 11 Fordelingen af ynglepar af Dværgterne i Det Sydfynske Øhav i

44 Splitterne Sterna sandvicensis I Det Sydfynske Øhav yngler Splitternen kun på Fiskeholm med få par og Siø med en større koloni. Bestanden synes at være stabil på et par hundrede par, bortset fra et boom omkring 2006 på Fiskeholm (fig. 45). Dette synes dog ovre nu hvor bestanden er tilbage til under 50 par ligesom den var i starten af 1990 erne. På Siø er bestanden stabil på ca. 200 par selvom den har flyttet lidt rundt sammen med de Hættemåger der yder Splitternerne beskyttelse. Arten ynglede også førhen på Eskildsø i Lindelse Nor men her er de forsvundet sammen med Hættemågekolonien. Splitterne Havterne År År Figur 45 Bestandsudvikling for henholdsvis Splitterne og Havterne i Det Sydfynske Øhav Havterne Sterna paradisaea Havternen er en af arterne i Det Sydfynske Øhav der er gået mest tilbage. Fra en bestand på over 1000 par i 1980 erne er den faldet til par i 90 erne til nu kun at være på et par hundrede par (fig. 45). Ligeledes er kolonistørrelserne faldet så der ikke er nogen kolonier tilbage med mere end 50 par. Dog ligger de to største kolonier på Lyø Trille og Vestersjo inden for få hundrede meter og huser tilsammen 79 par. Ud over Lyø findes der pæne forekomster på Fiskeholm (26 par), Vogterholm (30), Illum (18), Odden (15), Halmø (15), Hjortø (12) og Hjelmshoved (10), samt enkelte par spredt ud over de resterende ubeboede øer (fig. 46). På nogen af øerne ser det ud til at færdsel kan være en begrænsende faktor for antallet af ynglepar og det kan måske forklare den generelle tilbagegang for Havternen i øhavet. I hvert fald er arten især gået tilbage på ubeskyttede lokaliteter. Ligesom Dværgterne yngler den på stranden (fig. 47) og er følsom overfor færdsel. Tilbagegang i øhavet følger tilsyneladende ikke udviklingen i resten af landet hvor bestanden regnes for stabil. 44

45 Figur 46 Fordelingen af ynglepar af Havterne i Det Sydfynske Øhav i 2009 Figur 47 Havternerede på den åbne strandbred 45

46 Arter der er forsvundet Tidligere ynglede der i Det Sydfynske Øhav yderligere 3 arter af kystfugle der ikke blev fundet ynglende i Det drejer sig om vadefuglene Stor Kobbersneppe, Stenvender og Brushane. Alle 3 arter er i kraftig tilbagegang i Danmark. Modsat Stor Kobbersneppe og Stenvender, som aldrig har været særlig talrig, var Brushanen tidligere talrig især på Egholmene. Men arten er ikke set ynglende siden Under feltarbejdet i 2009 blev der kun observeret én Brushane, en hun på Hjortø, der må betragtes som en trækfugl. Stor Kobbersneppe har siden 1990 haft en samlet bestand på 2-9 par på Birkholm, Store Egholm og Monnet. I 2009 blev arten hørt en gang på Store Egholm, men blev ikke set. Derfor kan det være den stadig yngler her men det er usikkert. Det er uvist hvorfor Stor Kobbersneppe er forsvundet i 2009 men i resten af Danmark har arten oplevet en accelererende tilbagegang hvilket kan have indflydelse. De tidligere ynglelokaliteter i Det Sydfynske Øhav ser stadig egnede ud for arten. I 2009 blev der set Stenvender på 3 lokaliteter: Hjortø 1, Store Egholm 1 og Bredholm 5. Alle fuglene opførte sig dog som trækfugle uden at vise yngleadfærd. Stenvenderen foretrækker mindre, stenede sandrevler, hvor den yngler mellem småsten på stranden. De tidligere ynglepladser Langholm, Langholmshoved og Nyland er dog forholdsvis forstyrrede i form af småbådssejlere og badegæster fra nærliggende byer og et færdselsforbud her i yngletiden ville givetvis tilgodese arten. Stenvenderen har ikke ynglet på lokaliteterne siden 1993, men da arten stadigvæk træffes i yngletiden er der en mulighed for at, den kan vende tilbage. 46

47 Kerneområder Gennem kortlægningen af de ynglende kystfugle fremkommer der visse områder der i dag indeholder særligt store koncentrationer af ynglende fugle. Disse områder udgør således kernen af kystfuglebestanden i Det Sydfynske Øhav og bør tillægges særlig beskyttelse. Det drejer sig ikke overraskende om de flade holme og øer mellem Tåsinge og Ærø. De fleste af dem er ubeboede og bruges i yngletiden kun til græsning. Ydermere gør de lavvandede områder imellem dem adgangen til øerne begrænset. Derfor fungerer det også som vigtigt fouragerings- og rasteområde for gæs, ænder og svaner. Groft set kan man dele området op i 4 vigtige delområder: Egholmene og farvandet syd for (nr.2 fig. 2). På selve holmene er der et rigt fugleliv med hovedforekomster af Ederfugl, Havterne, Dværgterne og muligvis også de sjældne Stor Kobbersneppe og Almindelig Ryle. Holmene har også store bestande af måger. Farvandet syd for benyttes langt hen i maj som rasteområde for Knortegæs og senere som fourageringsområde for Ederfugle med ællinger. Bredholm, Strynø Kalv, Vogterholm og Bondeholm (nr. 4 fig. 2). Både selve holmene og det lavvandede område nord for Bredholm er vigtige ynglepladser og rastepladser for Ederfugl, Knopsvane, Rødben og flere arter måger. Selve vandfladen er også det vigtigste område for fældende svaner i sommermånederne, hvor flere tusinde Knopsvaner raster. Hjortø, Hjelmshoved, Mejlholm og Odden (nr. 5 fig. 2). Især de 3 mindre holme udgør et vigtigt område for Ederfugl, Klyde og Dværgterne. Ligeledes huser de store mågekolonier. Hjortø med sine fine græssede enge er vigtig for vadefugle som Vibe. Den vestlige del er også vigtig for Stormmåge og Havterne. Storeholm, Langholm og Langholmshoved (nr. 3 fig. 2). Disse tre holme er potentielt vigtige ynglelokaliteter for Klyde, Stenvender og terner. Ydermere udgør området nord for Storeholm den eneste større vadeflade i Det Sydfynske Øhav og er dermed vigtig som fourageringsområde for vadefugle. Tilsammen udgør områderne hjertet af fuglelivet i Det Sydfynske Øhavet og det er vigtigt at begrænse forstyrrende aktiviteter, som f. eks menneskelig færdsel, i området i yngletiden. Behovet for beskyttelse understreges af, at de mange holme og øer yder læ for bølger og vind og området udgør det mest rolige farvand i Øhavet. Derfor er det oplagt til friluftsaktiviteter, såsom kajaksejlads, og færdselen er da også steget kraftigt efter årtusindskiftet. Kerneområderne er også sammenfaldende med de områder der blev udpeget som særligt sårbare i Fyns Amts Friluftspolitik (2004). Dog angives der heri to områder i Helnæs Bugt, området nord for Drejø og Lindelse Nor yderligere som sårbare områder. I nærværende undersøgelse fandtes de ikke at udgøre kerneområder for ynglefugle, og de må anses for at være suboptimale på grund af forstyrrelse eller dårligt fødegrundlag. Områderne i Friluftspolitikken omfatter også områder med rastende og fældende fugle som ikke er behandlet i nærværende rapport. 47

48 Kerneområderne omtalt ovenfor ligger alle i den østlige del af øhavet. I den vestlige del kan især Vestersjo med det nærliggende Lyø Trille fremhæves (nr. 13 fig. 7). Beliggende ved den vestlige indgang til Øhavet er det en vigtig yngleplads for sårbare arter som Klyde, Havterne, Dværgterne. Opsummering af status for ynglefugleforekomsterne i Det Sydfynske Øhav De fleste arter af kystfugle i Det Sydfynske Øhav har i de seneste 30 år haft en nogenlunde stabil bestandsudvikling. Det gælder især de almindelige og ofte talrige arter. Der er dog flere arter der har haft en markant tilbagegang. Det drejer sig om arter, der samtidig er truet af generel tilbagegang på landsplan, og det er bekymrende, fordi flere af disse arter netop er udpegningsgrundlag for fuglebeskyttelsesområdet Sydfynske Øhav. Der er forskelle i udviklingen af de enkelte fuglegrupper: Andefuglene har det generelt godt og kun for de arter, hvor Det Sydfynske Øhav ikke opfylder deres generelle krav til ynglebiotoper ses der en tilbagegang. Det er fåtallige arter, som f. eks Atlingand og Troldand, der foretrækker indlandslokaliteter. Spidsand er dog en art med strandenge som ynglehabitat, og artens bestandsudvikling burde kunne vendes. På øhavets kystnære lokaliteter ses en fremgang af arter der yngler langs kyster (Ederfugl og Gravand) samt opportunistiske arter som Gråand. En positiv udvikling ses der også hos mågerne. Her er især de sjældnere arter (Sorthovedet Måge, Sildemåge og Svartbag) gået frem mens de resterende arter har vist stabile bestande. Derimod ser det mindre godt ud for vadefuglene. Her er alle de sjældne arter gået tilbage. Det drejer sig om Klyde og Almindelig Ryle, der stadigt har en lille bestand, og Brushane, Stor Kobbersneppe og Stenvender, der er forsvundet. Alle arterne er truet på landsplan og yngler på strandenge og i tilstødende laguner. Denne type lokaliteter er fremherskende i Det Sydfynske Øhav, og øhavet burde derfor rumme levedygtige bestande af disse arter. De resterende vadefugle som Rødben, Strandskade og Stor Præstekrave opretholder stabile bestande. Det drejer sig om arter, der er mindre følsomme overfor forstyrrelse og habitatvalg end de første. Helt galt ser det ud for ternerne. Her er alle arter gået tilbage gennem hele perioden. Begge de sjældne arter, Hav- og Dværgterne ser dog ud til at have standset tilbagegangen men på et lavt niveau. For ternerne ser det ud til at forstyrrelse er en vigtig faktor og arterne er i dag stort set begrænset til områder beskyttede af færdselsreguleringer. 48

49 Trusler og forvaltning Årsagerne til bestandsændringerne af kystfuglene i Det Sydfynske Øhav kan være generelt virkende faktorer, som klima, miljøtilstand i større havområder eller påvirkning fra landbrugserhvervet. Tilgængeligheden af føderessourcer er velkendt for at regulere fuglebestande, især ses det tydeligt hos de planteædende gæs og svaner. De trækkende fugle er desuden udsat for forskellig påvirkning i yngle- og overvintringsområder. I relation til forvaltningen af øhavet som ynglefugleområde er det mest interessant at efterlyse faktorer, der vil kunne sikre eller forbedre kystfuglenes bestande lokalt. På baggrund af denne undersøgelse samt tidligere undersøgelser og vurderinger (Nielsen & Harritz 1996, Grell 1998) kan der peges på følgende forhold, der overvejende sandsynligt kan være årsag til tilbagegang for ynglefugle, og som er knapper der kan drejes på i naturforvaltningen. I hele sommerhalvåret er Det sydfynske Øhav et populært område for lystsejlere. Allerede fra maj er der et stort antal sejlere i øhavet. Dog foregår langt den meste af sejladsen med kølbåde i områdets hovedsejlruter og de mange grunde med lavt vand rundt om mange af øerne og holmene begrænser kraftigt færdselen uden for ruterne. Den øgede færdsel fra lystsejlere er i yngletiden derfor begrænset til de større øer med havne og gode anløbsforhold. På mange af disse øer er der oprettet områder med begrænset færdsel og det skønnes at lystsejladsen i Det Sydfynske Øhav er uden større forstyrrende effekt på områdets fugle. Større forstyrrelse kan ske fra lokale folk der har tradition for fiskeri med nedgarn og ruser fra mindre joller. Selve fiskeriet er ikke direkte forstyrrende på selve ynglepladsen og den relative regelmæssige trafik, i forbindelse med fiskeriet, udgør en mindre forstyrrelse for de rastende og fældende fugle på vandet. Blandt andet fordi garnene oftest står på større dybe end svaner og gæs bruger til fourageringsområder. Den største forstyrrelse er ved brug af garn på kysten og oplæg af garn og ruser på de mindre holme og øer. I 2009 blev der dog ikke fundet nogen nævneværdige eksempler på dette i områder med færdselsbegrænsninger og det skønnes ikke at udgøre noget problem. Fra juni og frem er der enkelte øer der traditionelt benyttes som badeøer og denne færdsel har selvfølgelig omfattende effekt på de ynglende fugle. Især er arter som ternerne med sen yngleperiode udsatte. Ligeledes vil en øget færdsel i fartøjer med lav dybgang, så som kajakker, være forstyrrende hvis den medvirker til en øget landgang på de ubeboede holme og øer. Dette er dog ikke observeret ved feltarbejdet og i efterfølgende interview. Forstyrrelse ved menneskers færdsel i eller nær yngleområder er sandsynligvis den umiddelbart vigtigste negative faktor for ternerne. Ternerne yngler sammen med måger, ederfugle og nogle af vadefuglene på åbne strandbredder, som er særlig attraktive mål for friluftsaktiviteter både fra landog fra vandsiden. Samtidig yngler ternerne sent forår-forsommer, hvor flere og flere mennesker søger ud i kystområderne. Det er vist, at ternerne i øhavet foretrækker små afsidesliggende holme eller reservater med adgangsforbud i yngletiden (Bisschop-Larsen 2003), et forhold der viser betydningen af uforstyrrede ynglesteder. Der er oprettet en række reservater og yderligere er der opsat henstillingsskilte ved andre kystfuglelokaliteter, men den negative bestandsudvikling for ternerne er ikke vendt. Det bør overvejes om yderligere kerneområder skal beskyttes. Ud fra de observerede ynglefugleforekomster kunne det dreje sig om Illum, Nyland og Langholmshoved. 49