PSYKOLOG NYT. EN MAND gik hen og døde

Transkript

1 PSYKOLOG NYT 3. august årgang - Dansk Psykolog Forening 13 EN MAND gik hen og døde Manden dør pludselig fra kone og børn, og moderen har tanker om at tage sig selv af dage. Hvem skal samle hende op: psykologen eller netværket? Side 3

2 PSYKOLOG NYT LEDER Medlemsblad for Dansk Psykolog Forening Dansk Psykolog Forening Stockholmsgade 27, 2100 København Ø. Tlf Hjemmeside: Fax/foreningen: Psykolog Nyt Stockholmsgade 27, 2100 København Ø. Tlf Fax/Psykolog Nyt: Redaktion: Arne Grønborg Johansen, ansv. redaktør Jørgen Carl, redaktør Nana Lykke, in for ma ti ons med ar bej der Heidi Strehmel, bladsekretær/annoncer DK ISSN: Produceret af: Elbo Grafisk A/S Svanemærket trykkeri, licens , Fredericia Trykt med vegetabilske farver på mil jø god kendt papir Oplag: Kontrolleret oplag (FMK): ex. Trykoplag: ex. Medlem af Dansk Fagpresse Indsendt stof: Indsendte ar tik ler dæk ker ikke nødvendigvis re dak ti o nens eller for enin gens hold nin ger. Redaktionen forbeholder sig ret til at afvise, forkorte eller redigere ind send te artikler. Redaktionen på ta ger sig ikke ansvar for artikler, der ind sen des uop for dret. Forside: Lisbeth E. Christensen Fotos: BAM/Scanpix, hvor ikke andet angives. Jobannoncer 2007 Psykolog Nyt + Ved manus Ved reproklar Helsider: Kr ,- Kr ,- 176 x 237 mm: Halvsider: Kr ,- Kr ,- 86 x 237 mm: 176 x 118 mm: Priserne gælder jobannoncer med 1 stilling. Prisliste: Farvetillæg (CMYK): Sort + 1, 2 eller 3 farver: Kr ,- (ét tillæg uanset farveantal) Alle priser ekskl. moms. Abonnement/2007: kr. + moms. Stor europæisk sommer Mere end et års forarbejde kronedes med held på EFPA s netop afholdte generalforsamling i Prag. Den hidtidige formand Tuomo Tikkanen fra Finland stoppede efter otte år og bliver nu efterfulgt af Dansk Psykolog Forening ved undertegnede på denne meget indflydelsesrige post. EFPA, European Federation of Psychologists Associations, er en paraplyorganisation for psykologforeninger i Europa og rummer 34 nationers psykologforeninger, der tilsammen dækker psykologer. EFPA er høringsberettiget i både Europarådet og EU-Kommissionen. Herved har vi nu direkte adgang til at få indflydelse på europæisk lovgivning, der i øget omfang får indflydelse på udøvelsen af vores profession. Dansk Psykolog Forening har været repræsenteret i EFPA s bestyrelse gennem de sidste fire år ved Johanne Bratbo, der ikke ønskede at genopstille. Der er tale om et betydeligt arbejde, og vores tidligere formand har med sin store politiske og organisatoriske erfaring bidraget væsentligt til at udbygge psykologiens status som videnskab og profession. Det har især været brobygningsarbejdet mellem de forskellige kulturer i de europæiske lande, der har været opgaven og her vil der også i de kommende år skulle ydes en stor indsats. Der er mere, der binder de europæiske psykologforeninger sammen, end der adskiller. Men der er store forskelle, både hvad angår uddannelse og praksis. Med den såkaldte EuroPsy-certificering er vi nu i gang med at gennemføre forsøgsprojekter i nogle europæiske lande. Planen er, at man som certificeret psykolog skal kunne anmode om tilladelse til at arbejde i andre lande. De enkelte landes lovgivninger vil fortsat blive respekteret fuldt ud, og i Danmark vil vi naturligvis holde fast i, at vores autorisation stadig skal være begrundet i to års praksis. Vi vil heller ikke give køb på kravene til vores specialistuddannelser. Danmark er på dette område et foregangsland med nogle af de bedst beskrevne specialer. Aktuelt arbejdes der på at synkronisere EuroPsy med specialist i psykoterapi, der skal ende med vedtagelse af en samlet certificering i Med den nyerhvervede formandspost har vi mulighed for at påvirke og forme på mange områder. Det gælder eksempelvis branding, som vi selv har arbejdet med i flere år, og som EFPA s generalforsamling vedtog at prioritere. Politisk er de argumenter fremgangsrige, der støtter sig til en sammenligning med andre lande. Nu har vi en stærk indflydelse her, som selvfølgelig skal udnyttes. Det bliver også meget relevant for vores PPR-psykologer, at der nu er sat fokus på en strukturmæssig tættere tilknytning mellem EFPA og ISPA, International School Psychologists Association. Vi har haft stor gavn af koordinerede indsatser på de spektakulære områder som fx erhvervstest, kriseområdet og psykoterapiområdet. Vi er heller ikke dårligt stillet på hospitalsområdet. Men intet over eller ved siden af den tidlige og ofte forebyggende indsats på børneområdet. Derfor er det meget tilfredsstillende, at vores næstformand Elise Nielsen nu har fået en central plads i dette arbejde. Der bliver nok at tage fat på, og jeg føler mig rigtig godt hjulpet af den store respekt, der står om foreningen både fagligt, organisatorisk og økonomisk. Ikke mindst er det godt at tænke på, at vi arbejder meget tæt sammen med de øvrige nordiske lande. Opgaven er at binde Europa tættere sammen fra øst til vest og fra nord til syd, en værdig opgave for en stærk og respekteret forening som Dansk Psykolog Forening. Deadline (kl. 12) Nr. Deadline Udgivelse 15 13/8 31/ /8 14/ /9 28/ /9 12/10 PSYKOLOG NYT Nr

3 EFTERLADT AF TORBEN ANBERT Krisehjælp i praksis Det lader sig ikke gøre at samle den praktiserende psykologs erfaringer med krisehjælp i én case. Der er alligevel mange fællestræk samlet i psykologens møde med kvinden, som efter sin mands død dukker op i klinikken. ILLUSTRATIONER: LISBETH E. CHRISTENSEN Hvordan udfører man krisehjælp i praksis? Eller mere præcist: Hvordan udfører man krisehjælp i privat praksis? Jeg repræsenterer det store antal selvstændige psykologer i privat praksis, hvoraf en stor del har overenskomst med Sygesikringen, som efter nogle bestemte hændelser og efter lægehenvisning yder et tilskud til klientens behandling. Andre henvises af arbejdsgivere eller eventuelt via et af de etablerede firmaer, der formidler kontakten til psykologer i bestemte netværk. Atter andre klienter henvender sig selv direkte til den privatpraktiserende psykolog. Krisehjælp i praksis må naturligvis udføres på mange vidt forskellige måder, alt efter baggrunden for klientens henvendelse: Hvilken type hændelse er der tale om, hvornår er hændelsen sket? Er der tale om akut hjælp, eller er der tale om en bearbejdning et stykke tid efter hændelsen, der stadig plager klienten? Nr PSYKOLOG NYT 3

4 Måden, krisehjælpen gribes an på, afhænger også af klientens personlighed og motivation. Men fælles for henvendelserne om hjælp til en kritisk hændelse, er, at der foreligger et tab eller en trussel om tab. Det gælder henvisningsårsagerne, som er omfattet af aftalen med Sygesikringen, og det gælder andre henvendelsesgrunde som skilsmisse, afskedigelse fra job, omstrukturering på jobbet, og det gælder også de stadig flere henvendelser om stress, idet klienten her er konfronteret med truslen om funktionstab fysisk at ens helbred belastes, og psykisk bl.a. at ens kognitive funktioner (koncentrationsevne, hukommelse etc.) reduceres. Begge dele truer igen ens arbejds- og ansættelsesforhold. Eftersom kriseintervention er mange ting, vil det naturligvis være umuligt at vælge en enkelt case, der kan belyse alle facetter af psykologisk krisehjælp. Jeg vil dog tage udgangspunkt i en enkelt case, lettere konstrueret, og så søge at trække nogle fællestræk op for, hvordan hjælpen ydes. Livet vendt op og ned En kvinde med to små børn mister sin mand. Han sidder alene på sit kontor, da han får en blodprop. Han når at ringe efter hjælp, men er død, da hjælpen når frem. Kvinden henvender sig en god uges tid efter begravelsen, og jeg har den første samtale med hende tre uger efter dødsfaldet. Der kommer en kvinde i min praksis, hvis liv med et slag er vendt op og ned, og forståeligt nok stærkt præget af håbløshed. Hun er blevet anbefalet at gå til psykolog af sin arbejdsgiver, men ser ikke selv umiddelbart nogen grund hertil, jeg kan jo ikke hjælpe underforstået: Jeg kan ikke skaffe hendes mand tilbage. Kvinden giver udtryk for, at hun har mistet lysten til livet, det ville være lettere at være død, og hun har tanker om at tage sig selv af dage. På den ene side: Er livet overhovedet værd at leve, når en ægtefælle er død? Og på den anden side: betydningen af at være her, og blive her, for sine børn. Men dermed må hun jo altså også bære byrden af at stå med ansvaret for dem alene. Det er udgangspunktet for vores 4 PSYKOLOG NYT Nr

5 Artikelrække Artiklen Krisehjælp i praksis er en bearbejdning af det indlæg, Torben Anbert holdt på den store høring om krisehjælp 21. maj 2007, arrangeret af Dansk Psykolog Forening og Foreningen af Speciallæger. Flere af de temaer, der blev præsenteret og drøftet her, er præsenteret i Psykolog Nyt 11 og 12/2007 og vil præge også kommende numre. kontakt, og jeg får lov at støtte hende i godt et år, begyndende med én gang om ugen, og så med gradvist større intervaller. Her skal jeg indskyde, at det ofte kan være af betydning, at et sådant sorgforløb efter et dødsfald kan strækkes et helt år, så vi kommer igennem alle mærkedagene, herunder årsdagen for dødsfaldet. Sygesikringens 12 samtaler er derfor ofte ikke tilstrækkelige. Et ordentligt møde Mange af livets temaer bliver vendt i et sorgforløb. I dette tilfælde bliver et fokus at tage vare på børnene i det hele taget, men også konkret rådgivning i forhold til at støtte deres sorgarbejde, fx se på fotos og snakke om faderen. Og klienten skal kunne tackle, når den ene søn siger fx siger, at han gerne ville dø, så han kunne komme op i himlen til sin far. Et andet tema bliver vreden på afdøde: Vreden over at hendes mand har forladt hende, ladet hende alene tilbage med børnene. Vreden kan også få et mere konkret indhold, aktuelt her en vrede over, at manden ikke gjorde noget for at ændre på sin livsstil, mens tid var, dvs. at han ikke ændrede på sine vaner med hensyn til tobak, god mad og mangel på motion. Endelig kommer andre tab og øvrige livsomstændigheder selvfølgelig også i fokus under et samtaleforløb. Denne kvinde har et par år tidligere mistet sin søster. Skal jeg skal prøve at udlede nogle fællestræk i et krisepsykologisk tilbud, så handler det i udgangspunktet om at få et ordentligt møde i stand. Klienten kommer på et kaotisk og ekstremt sårbart tidspunkt i hendes liv. Klienten må selvfølgelig mødes respektfuldt og med et kvalificeret forsøg på at forstå hendes oplevelse. Vi må her skelne mellem vores ydre og indre verden, vores ydre og indre virkelighed. Og hos psykologen må klienten have et rum også til at dele sin indre virkelighed som her fx tankerne om, hvorvidt livet er værd at leve, og vreden på den afdøde mand. Men netværket Man kunne nu spørge: Hvorfor skal der professionel psykologhjælp til dette møde og til at få styr på det liv, der synes kuldkastet og føles i kaos? Er Nr PSYKOLOG NYT 5

6 kende på et tidspunkt, hvor hun stadig er midt i sorgen. Endelig er der måske emner, som klienten trods velfungerende netværk ikke har lyst til at dele med netværket. I denne kvindes tilfælde er vreden på manden næppe det første, man deler med sine svigerforældre. Og tankerne om, hvorvidt livet er værd at leve, er næppe heller det, som min klients forældre, der har mistet en datter, er mest parat til at lægge øre til. Der kan være mange ting, det ikke er så nemt og måske heller ikke så hensigtsmæssigt at dele med netværket, men som det kan være vigtigt at få delt med nogen, fx med en, der arbejder professionelt og er neutral i forhold til netværket. Netop neutraliteten og i den sammenhæng tavshedspligten er en vigtig del af rammerne for psykologens møde med klienten. Det skaber et frirum, hvor klienten kan få luftet og få hjælp til at reflektere over nogle af de vanskelige og modstridende tanker og følelser, som klienten kan være fyldt af, eksempelvis efter en nærtståendes død. I sidste ende kan psykologhjælpen således også blive en støtte til netværket. Psykologens tilbud Lad mig sammenfatte, hvad psykologen kan og skal tilbyde klienten, der henvender sig efter en given hændelse: Dels et møde med respekt for klienten og dennes oplevelse. Dels tid og ro til at gå hændelsesforløbet og de efterfølgende reaktioner minutiøst igennem med henblik på at genetablere kontrollen over eget liv. I det ikke noget netværket, familien, vennerne kan klare? Og tager psykologen ikke noget fra netværket ved at tilbyde sin hjælp? Forhåbentlig er der et netværk, der kan støtte klienten, men det er der ikke altid i tilstrækkelig grad: Netværket kan være tyndt eller stort set ikke eksisterende, nogle døde, andre geografisk fjerne. Atter andre kan af mange grunde have meget få ressourcer, for slet ikke at tale om de konflikter, der kan være i netværket, i familien. Netværket kan selv være belastet af den givne hændelse. I tilfældet med kvinden har klientens svigerforældre jo mistet deres søn, forældrene deres svigersøn. Oven i det har forældrene et par år tidligere mistet en anden datter. Overskuddet i nærmeste familie er derfor begrænset. Netværket kører også træt. Vi ved, at reaktionerne på nogle hændelser kan være langvarige, vi ved, at sorgforløbet efter tab af en ægtefælle tager lang tid. Og vi hører ofte klienter beskrive, at de stadig er fyldt af det her flere måneder efter, at de gerne vil tale videre om det, men de kan mærke, at netværket ikke orker mere eller direkte eller indirekte formidler til klienten, at nu må du da vist se at komme videre, at lægge det bag dig: Du skal se, du finder nok snart en ny mand, er der en der siger til min klient, og det opleves af kvinden som enormt krænkvindens tilfælde også et forløb over tid ofte er det som sagt en god idé at fortsætte i et år, når der er tale om tab af nærtstående. Dels et frirum med baggrund i psykologens neutralitet og plads til den indre virkelighed. Dels endelig viden om de forventelige reaktioner på voldsomme hændelser, dødsfald etc., om muligheden af reaktivering af gamle traumer, om hvordan personligheden spiller ind. Ja, i det hele taget en grundig psykologisk viden og ballast. Og så skal psykologen selvfølgelig herudover vurdere, om klienten er så belastet, fx om hændelsen har reaktiveret andre traumatiske oplevelser, at der skal gives yderligere tilbud om psykoterapi. Det er nemlig undervejs psykologens opgave at vurdere, om klienten har genvundet sit funktionsniveau fra før hændelsen, dvs. at psykologen må danne sig et billede af klientens personlighed før den kritiske hændelse og herunder også må undersøge, om den aktuelle hændelse har reaktiveret andre gamle hændelser eller belastninger. Det sidste er en af grundene til, at kvalificeret psykologisk krisehjælp både kræver en grundig uddannelse inden for feltet og en bred psykologisk viden om bl.a. personligheds- og udviklingspsykologi og endelig kræver erfaring. Psykologen skal kunne vurdere, hvilke reaktioner på hændelsen der, om end de kan synes nok så voldsomme, er normale og forventelige reaktioner, og hvilke reaktioner der synes at pege på fx mere alvorlige og gamle vanskeligheder, der kan kræve yderligere terapeutisk indsats. Torben Anbert, cand.psych., privatpraktiserende psykolog 6 PSYKOLOG NYT Nr

7 institut for samtaler Psykologfaglig konsultation Supervision, Peter Lang og Personlig navigation Nr PSYKOLOG NYT 7

8 UNDERSØGELSE AF KELD MOLIN OG ASK ELKLIT Indsatsen i SEEST Store styrker af indsatspersonel deltog ved fyrværkerikatastrofen i Seest. To psykologer har på baggrund af hændelserne i 2004 gennemført en omfattende undersøgelse af de psykosociale følger. Slutningen af 2004 bød på to store katastrofer. Tsunamien var måske den mest spektakulære, men fyrværkerikatastrofen 3. november og dens umiddelbare konsekvenser ramte langt flere danskere mennesker blev evakueret, 355 huse blev skadet heraf 176 som nedbrændte eller var ubeboelige og ødelæggelserne løb op i 750 millioner kroner. Ud fra omfanget af ødelæggelser er det den alvorligste katastrofe i Danmark siden Anden Verdenskrig. Samtidig er den en af de største indsatser. Ca. 800 indsatsfolk deltog i den indledende fase, og sammenlagt har over 3000 medarbejder assisteret. Omkostningerne til indsatsen udgør ca. 50 mio. kroner. Efter katastrofen igangsatte under- tegnede en række undersøgelser af de psykosociale eftervirkninger. Den første undersøgelse om beboernes reaktioner er beskrevet i tre artikler Psykolog Nyt 8, 9 og 10/ Den anden undersøgelse Indsatspersonellet 5 måneder efter er netop afsluttet og er grundlaget for denne artikel og en mere næste nummer af Psykolog Nyt. Katastrofen Katastrofen begynder lidt før kl. 14, hvor der udbryder brand under losning af en container på N.P. Johnsens Fyrværkerifabrik. Politi og brandvæsen påbegynder snart efter slukningsarbejdet og evakuerer de nærmeste beboerne. Kl. 15,25 eksploderer en halvtom container uventet. En brandmand omkommer og andre kommer til skade. Indsatsstyrkerne trækker sig tilbage, mens endnu en container eksploderer. Samtidig breder branden sig til fyrværkerifabrikkens bygninger, der slås katastrofealarm, iværksættes sirenevarsling og udrykningskøretøjer fra nær og fjern alarmeres. Området afspærres og evakueringen af beboere udvides til en radius af 1000 m. Et par timer senere vurderes det, at der er overhængende eksplosionsfare. Sirenevarslingen gentages og efterfølges straks af Det store brag kl. 17,45. Ved tre voldsomme eksplosioner med sekunders mellemrum eksploderer ca. 800 bruttotons fyrværkeri. En rødglødende paddehattesky med en anslået diameter på 200 m rejser sig og oply- 8 PSYKOLOG NYT Nr

9 ser det mørklagte område, mens der registreres jordrystelser svarende til 2,2 på Richter-skalaen. Katastrofen er en realitet. Ingen sikker viden I udenlandske undersøgelser af indsatspersonel ser vi, at der tegner sig et billede af en gruppe med generel høj modstandsdygtighed til at modstå belastninger efter katastrofeoplevelser. Undersøgelserne er kendetegnet ved stor variation med hensyn til katastrofernes art og heterogenitet i deltagernes arbejdsfunktion. Relativt få forhold er blevet undersøgt, og graden af traumatisering er stort set ikke blevet undersøgt med et adækvat redskab. Der findes derfor ikke en sikker viden inden for området, selv om der tegner sig et overordnet billede af, hvad der hæmmer og fremmer udviklingen af psykiske problemer. Organisatoriske faktorer som godt sammenhold, god ledelse, forberedelse og erfaring har en beskyttende funktion. Risikofaktorer er rolleuklarhed, følelsesmæssig identifikation med ofre, eksponeringsomfang, personlighedsmæssige faktorer, tidligere traumer og psykiske problemer. Peritraumatisk dissociation, graden af oplevet livsfare, hjælpeløshed og skyldfølelser synes at være prædiktorer for symptomudvikling. Et overraskende fund I Seest-undersøgelsen fandt vi, at 1,6 % af indsatspersonellet opfylder PTSD-diagnosen, mens 6,8 % kun mangler ét symptom for at opfylde diagnosen og således lider af subklinisk PTSD. Det kan derfor konkluderes, at 8,4 % er påvirket af en alvorlig krisetilstand. Og formentligt er det reelle tal højere, da undersøgelsens besvarelsesprocent er 49,2 % og det er velkendt, at det især er de sværest belastede, som fravælger at deltage i undersøgelsen. Andre undersøgelsesskalaer underbygger, at indsatspersonellet er påvirket, hvor dette især handler om social dysfunktion, oplevelsen af inkompetence, problemer med mestring samt angst og depression. Det er dog kun 3 personer (0,7 %), som er så alvorligt påvirket af netop disse faktorer, at der er tale om en psykiatrisk tilstand. Den tidligere beboerundersøgelse Nr PSYKOLOG NYT 9

10 viste, at mindst 40 % af Seest-beboerne er påvirket af en alvorlig krisetilstand, hvor det i en vis forstand er overraskende, at det kun gælder 8,4 % af indsatspersonellet. Dette skal ses i lyset af, at op til 58 % af indsatspersonellet oplever, at de selv, deres nærmeste kolleger, eller andre kolleger var i livsfare, 26 % befandt sig meget tæt på eksplosionsstedet ved Det store brag, og generelt var de vidne til massive ødelæggelser og menneskelig tragedie. Sammenholder man videre de 1,6 % af indsatspersonellet, som aktuelt led af PTSD, med omfanget af PTSD i befolkningen som helhed, som antages at være på ca. 2 %, tegner undersøgelsen således et billede af en relativt robust gruppe personer, som på trods af hvad de har været udsat for og været vidne til har relativt få alvorlige psykiske eftervirkninger. Det er derfor nærliggende at spørge, hvilke faktorer der har betydning for påvirkningen af indsatspersonellet. Selv om undersøgelsen ikke kan give et udtømmende svar på dette, er det muligt at pege på en række faktorer, som er af væsentlig betydning. Den kvalitative undersøgelse I den kommende artikel i Psykolog Nyt vil vi gennemgå de kvantitative data, mens vi her vil lade indsatspersonellet selv give et svar på, hvilke former for belastninger og støtte de oplevede under og efter katastrofen. Dette er muligt, da de i undersøgelsens kvalitative del er spurgt om: Hvad var det værste, du oplevede i forbindelse med katastrofen og dens efterforløb? og Hvad var det bedste eller mest glædelige, du oplevede i forbindelse med katastrofen og dens efterforløb? I slutningen af spørgeskemaet er der ligeledes mulighed for at nedskrive andre kommentarer. I det følgende er indsatspersonellets udsagn kategoriseret og anbragt i en kronologisk ramme, som suppleres af faktuelle informationer om katastrofen og dens forløb for at give et helhedsindtryk af indsatspersonellets situation. Optakten Fyrværkerikatastrofen begynder som en voldsom, men nogenlunde håndterlig containerbrand. Situationen har et kaotisk præg, og det er svært at få overblik på grund af den kraftige røg, samtidig med at støjniveauet er meget højt som følge af det eksploderende fyrværkeri. Fare er et centralt tema: Det at være i fare for at blive ramt af ukontrollerbar fyrværkeri. Kl. 15,25 er der indsat 34 brand- og politifolk og 12 køretøjer på skadestedet, hvor en af de brændende containere uventet eksploderer. Herved omkommer den frivillige brandmand Max Jørgensen fra redningsberedskabet i Kolding, andre kommer til skader, og 9 køretøjer går tabt. Temaet fare og egen sikkerhed forstærkes: Tag fra container, der dalede ned mod mig og kolleger. Der ydes førstehjælp til den livløse brandmand, men branden er ude af kontrol og har bredt sig til to lagerhaller og flere køretøjer. Fyrværkeri slynges rundt i området; hurtig tilbagetrækning er nødvendig. Det er hårdt Ikke at kunne få Max med ud af området. Uvisheden og frygten for kollegers liv og helbred er stor: At se en brandmand med brækket næse, efter at der var fløjet en raket gennem hans Dräger-maske., Det ikke at vide, hvor alvorligt øvrige redningspersoner var kommet til skade. På dette tidspunkt slås der katastro- 10 PSYKOLOG NYT Nr

11 Undersøgelsesfakta Undersøgelsen fandt sted 5 måneder efter katastrofen. Spørgeskemaer er udsendt til politiet, brandvæsner, kommunale redningsberedskaber, det statslige redningsberedskab, Hjemmeværnet og Forsvaret. Der deltog 465 personer. Besvarelsesprocent: 49,2 %. I spørgeskemaet anvendes undersøgelsesredskaberne: Harvard Trauma Questionnaire (HTQ), The Crisis Support Scale (CSS), Trauma Symptom Checklist (TSC), General Health Questionnaire (GHQ-30), Revised Adult Attachment Scale (RAAS), Rosenbergs Self-esteem Scale (RSES), Kontrollokus: Visuel analog skala (VAS). Hertil en række spørgsmål om demografi, indsatsarbejdets vilkår, tidligere traumatiske hændelser mv. fealarm, og kl. 15,38 aktiveres sirenevarsling og udsendes beredskabsmeddelelse på Danmarks Radios Kanal 94 om evakuering af beboerne. Brandens intensitet tiltager, og alle beordres standby, indtil det atter er sikkerhedsmæssigt forsvarligt at opholde sig i området. I eftermiddagstimerne komme der konstant nye styrker til, hvor flere, som det værste, oplever: Usikkerhed, Manglende koordinering, At man ikke vidste, hvad man kom ned til, før vi stod der. Hjemmeværnet afspærrer hele området, og det værste er: At nægte beboere adgang til deres hjem. Imens fortsætter politiet evakueringen, som nu er et kapløb med tiden, hvor områdets radius er udvidet til 1000 m., og ikke er nogen nem opgave: At nogle af beboerne ikke ville evakueres., Frustrationen over, at civile stadig kom gående ind i området. Det store brag I forlængelse af endnu en sirenevarsling kommer Det store brag kl. 17,45. En rødglødende paddehattesky rejse sig, hvor 800 bruttotons fyrværkeri eksploderer. Det mørklagte område oplyses og følges af en voldsom trykbølge og et mindre jordskælv. De enorme brag går over i en øredøvende buldren, som varer ved i flere minutter. Alt fra mindre fyrværkerirester til tonstunge bygningsdele flyver rundt i luften. Situationens karakteristika og oplevelsen af egen livsfare er voldsom: Rystelserne på politistationen [i en afstand af 2,5 km], Braget kl jeg var inde under paddehatten og var helt sikker på, at jeg skulle dø. Lige så meget fylder oplevelsen af kolleger i livsfare samt usikkerhed om beboernes situation: Magtesløsheden ved at vide, at to kvindelige kolleger var alt for tæt på, da de ventede på den store eksplosion. De 5 minutters [radio-] tavshed mellem og 17.50, hvor jeg troede alt indsatsmandskabet i nærområdet var omkommet. Uvisheden om, hvilke personer der kunne opholde sig i det evakuerede område. Flere bliver påvirket af den direkte kontakt med beboerne: At se forældre komme løbende med 300 km/t med deres børn slæbende efter sig i bogstaveligste forstand. Tiden efter det store brag I aftentimerne hersker der stor usikkerhed om, hvorvidt der kommer yderligere eksplosioner. Snart indsættes større styrker i området. Brandfolk påbegynder slukning, politiet kontrollerer, at husene er evakueret, og skadesservicefirmaer afdækker skadede huse. De, der indsættes i området, får indtryk af følgerne af eksplosionerne. Ødelæggelserne har et enormt omfang og virker surrealistiske, som er det, flest beskriver som det værste: Det lignede noget fra en sønderbombet by., At se alle de smadrede huse. Man kunne se at folk var løbet væk (maden stod stadig på bordet, og køleskabene stod åbne)., Det er ikke kun at slukke et brændende hus, men hus på hus. Overblikket mangler og indsatsområdet er fortsat usikkert: Tvivlen om vores egen sikkerhed og om, hvor mange omkomne der var. Den afdøde brandmand ligger fortsat i området. Det er frustrerende, at han ikke kan bjærges: At få at vide, at en kollega fra Kolding var blevet efterladt i området., At være 10 m fra den døde brandmand uden at kunne gøre noget! Udviklingsrisiko, utryghed og den fortsatte faresituation i et ekstremt arbejdsmiljø nævnes af mange: Truslen fra de ueksploderede containere, som stod tilbage., Risikoen for eventuel ildstorm., At raketter sprang tæt på os., Den megen lydog lyspåvirkning i området. Nr PSYKOLOG NYT 11

12 Artikel 1 af 2 Dette er den første af to sammenhørende artikler om de psykosociale følger af Seest-katastrofen i I Psykolog Nyt 14/2007 gennemgår forfatterne de kvantitative data for at analysere, hvilke faktorer der kan siges at bidrage til traumatiseringsgraden. Interesserede henvises i øvrigt til > Psykolog Nyt > Artikelarkiv. Her kan man finde de tre nævnte artikler om Seest fra Psykolog Nyt 8, 9 og 10/2007. En oversigt over forskningsprojekterne kan ses på > Fyrværkerikatastrofen i Seest. Flere beskriver frustration og utilstrækkelighed: En følelse af afmagt (trods massiv hjælp)., Det hele var så tilfældigt. Alligevel er der en del, som kan glæde sig over, at de med deres bidrag gør en forskel: Følelsen af at redde folk ud (helt)., At vide, at man har gjort en vigtig ting for nogle folk man ikke kender. I løbet af den følgende tid er der indsatspersonel, som har en tæt og krævende kontakt med beboerne fra det evakuerede område og lever sig ind i deres situation: At nægte beboere adgang til deres hjem., Børn, der spurgte, om vi vidste, hvor deres kæledyr var., At se alle de fortvivlede mennesker og tale med dem om og om igen., De stakkels mennesker, der har mistet alt. Især senere i forløbet oplever flere positiv kontakt med beboerne: At se, hvor glade folk var for, at vi var der., Folks venlighed en beboer, der vendte hjem gik straks i gang med at bage boller og delte dem derefter ud til bevogtningspersonalet. Indsatspersonellet kommenterer også ledelsen, hvor vurderingerne er meget forskellige: At der langt hen ad vejen blev truffet de rigtige beslutninger på de rigtige tidspunkter., At jeg tvivlede på nogle af de ordrer, mine ledere gav mig. Indsatspersonel er normalt ikke tilbageholdende med at kritisere de logistiske forhold, men kun få nævner sådanne problemer: Dårlig forplejning (et koldt måltid på 18 timer). Efterforløbet/debriefinger er tydeligvis også af betydning for personellet: Det var rigtig godt med den debriefing, vi havde. Det hjalp rigtig meget., At vi snakkede om det de følgende dage., At det ikke er alle, der havde mulighed for debriefing. Flere nævner deres pårørende, som led i det værste og bedste: Ingen har i dette forløb vist den store interesse for vores ægtefæller, som jeg mener har været meget belastede flere af vores ægtefæller var overbevist om, at vi var dræbt efter den store eksplosion. Da vi kom hjem til stationen, følte jeg, at det var lettere at sidde på stationen og snakke med gutterne end at skulle hjem til konen og genopleve det hele igen. Det var en lettelse at komme hjem til familien torsdag formiddag. Da måtte jeg fælde nogle tårer. Da tror jeg, det ligesom gik op for mig, hvor stort det rent faktisk havde været. Dødsfaldet hos redningsberedskabet i Kolding beskrives også som det værste: Tabet af en ven og kollega., At se Kolding i sorg tirsdag i forbindelse med Max begravelse. Efterfølgende refleksioner Spørgeskemaet er udfyldt 5 måneder efter katastrofen, hvor flere ting er bearbejdet og sat i perspektiv, hvor det er blevet tydeligere for indsatspersonellet, hvilke faktorer der har været betydningsfulde for dem. Flere kommenterer, i hvilken grad de mener de har været udsat for belastninger. Det er tydeligt, at vidt forskelligt indsatspersonel, under forskellige omstændigheder og på forskellige tidspunkter, har haft en meget forskellig oplevelse af katastrofen: Den store forskel i intensiteten i indsatsen fra onsdag til de efterfølgende dage. Jeg tror ikke, at jeg på nogen måde er påvirket af katastrofen, selv om jeg ved, det kan komme senere. Grund: Vi var mange der oplevede det samme, og som 24 timer i døgnet i eftertiden kunne bearbejde hændelsen sammen. Jeg aftrådte søndag morgen, og da vi så fjernsyn søndag aften med ca. 1½ times udsendelse om Seest, kom alle følelserne. Mens jeg var i aktion var jeg på og havde fortrængt katastrofen, der skulle hjælpes på bedst mulig måde, og det gjorde vi. Flere forholder sig til fyrværkerikatastrofen omfattende ødelæggelser: Det har af og til været svært af få udenforstående til at forså omfanget af katastrofen. Mange har ingen forståelse for den frygt, mange har oplevet, mens det stod på. Det er så ufatteligt heldigt, at kun én kom til skade. At kun ét menneskeliv gik tabt., Glæden over at have overlevet. Flere kommenterer oplevelsen af beredskabets formåen: 12 PSYKOLOG NYT Nr

13 At det samlede danske beredskab fungerer som godt, som det gør. I katastrofesituationen udgør indsatsstyrkerne et storstilet setup; en vellykket indsats kræver samarbejde, som flere beskriver som det bedste: Godt samarbejde forskellige faggrupper imellem. Indsatssituationen er også en lejlighed for indsatspersonellet til at afprøve deres faglige kunnen og personlige evner ved en storskalaulykke i et storstilet samarbejde, som en del sætter pris på: At det som man bruger en masse tid på at øve også fungere i en skarp situation., Jeg har lært en masse om, hvordan jeg reagerer under pres. Samtidig er det at deltage i katastrofesituationen en oplevelse i sig selv: Selv om det var en skræmmende oplevelse, er det en vild og spændende oplevelse, jeg ikke ville undvære. Har oplevet noget, de fleste aldrig vil komme til. Rigtig mange nævner forholdet til egne kolleger og sammenholdet som det bedste. Samarbejdet har været tæt, og flere har oplevet det som en støtte, at de har været sammen med kolleger, som de undervejs og efterfølgende kunne dele oplevelserne med: Følelse af sammenhold og ligeværdighed under arbejdet på trods af forskellig rang. Men også en højere grad af omsorg for hinanden og tættere knyttede bånd synes at være en konsekvens af katastrofen: At alle havde forståelse for, at det var hårdt, og derfor gav hinanden plads., Mere sammenhold og forståelse blandt kolleger efter katastrofen. Sammenfatning Den kvalitative undersøgelse viser, hvad indsatspersonellet har bidt mærke i under og efter indsatsen, hvad de subjektivt har oplevet som belastende, og hvad de har oplevet som en støtte. Ser man på antallet af udsagn, som de her er karakteriseret i undersøgelsen, er det, som hyppigst nævnes som det værste, konfrontationen med ødelæggelserne og omfanget af disse. Halvt så mange nævner eksplosionerne og Det store brags karakteristika. Herefter kommer oplevelsen af egen livsfare og udsagn, som handler om usikkerhed, kaos og manglende overblik. Som det bedste er der flest, som nævner katastrofens direkte konsekvenser det, at det ikke gik værre end det gjorde dvs. at der ikke var flere døde/tilskadekomne. Herefter nævnes forholdet til egne kolleger og sammenholdet/korpsånden i særdeleshed, og derefter oplevelsen af egen enheds og det samlede beredskabs formåen. Samlet er det således tydeligt, at indsatspersonellet har fået mange voldsomme indtryk, men at der også er positive oplevelser og erfaringer, som trækker i den modsatte retning. Keld Molin, privatpraktiserende psykolog, specialist i psykotraumatologi Ask Elklit, professor, Psykologisk Institut, Aarhus Universitet, specialist i psykoterapi og psykotraumatologi Reference Elklit, A. & Molin, K. (2006): De psykosociale følger af fyrværkerikatastrofen i Seest. Del 1 Beboerne 3 måneder efter. Psykologisk Skriftserie, Vol. 27, No. 2. Nr PSYKOLOG NYT 13

14 VERBALT AF NANA LUND NØRGAARD Den helbredende SAMTALE Hvorfor er det lige, man ikke bare kan heale eller massere alle klientens psykologiske vanskeligheder bort? Hvori består de verbale terapiformers force? Det er en almindelig og umiddelbart selvindlysende opfattelse både i den akademiske og den folkelige psykologi, at det virker psykologisk helbredende for klienten at tale om sine vanskeligheder i det psykoterapeutiske rum. Men hvordan og hvorfor virker de verbale terapiformer i bund og grund? Hvorfor hjælper det klienten at snakke om sine problemer? Man kan undre sig over dette i øvrigt veldokumenterede forhold af flere grunde. For det første ligner det et paradoks, at man i de verbale terapiformer anvender én form for logik, nemlig talens, til at indfange en ganske anden form for logik, nemlig affekternes. Som den franske analytiker Andre Green udtrykker det, så kan terapeu- ten siges at tale med det sekundære sprog, men lytte med det primære øre. Og at ordene ikke per automatik igangsætter affektiv forandring hos klienten, vil enhver terapeut nok umiddelbart kunne skrive under på. For det andet viser effektstudier, at relationen mellem klient og terapeut er af mere afgørende betydning for terapiens succes, end hvilken specifik terapiform der tages afsæt i (fx Barber 2000, Keijsers et al. 2000, Hougaard 1996). Så talen kan tydeligvis ikke stå alene den udspiller sig på baggrund af en betydningsfuld, nonverbal kommunikation mellem terapeut og klient det, vi med et beskrivende udtryk kunne kalde tavsheden. For det tredje kan man konstatere, at de såkaldte kropsterapier har vundet 14 PSYKOLOG NYT Nr

15 Nr PSYKOLOG NYT 15

16 stor udbredelse. Slår man op under kropsterapi på Google, får man over hits på dansk alene betegnelsen dækker over et vidt spektrum af terapiformer, lige fra former, hvor den fysiske krop inddrages, til former, hvor det er fornemmelsen og oplevelserne i kroppen, der er genstand for opmærksomhed. Man kan derfor spørge, hvordan man i den akademiske psykologi teoretisk kan begrunde, hvorfor og hvordan verbal terapi er mere effektiv end andre terapiformer, fx healing. Hvorfor er det lige, man ikke bare kan heale eller massere alle klientens psykologiske vanskeligheder bort? Hvori består de verbale terapiformers force egentlig? Disse spørgsmål har jeg gjort til genstand for behandling i bogform (Nørgaard, 2007), idet jeg uddrager tre af tidens fremherskende psykologiske teoriers syn på talens og tavshedens rolle i terapeutiske forandringsprocesseer: den psykodynamiske (Freud, Laplanche), den kognitive (Beck) og den systemisk narrative (White). På baggrund af de forskellige teoriers særlige opmærksomheder udformer jeg en integreret model af både talens og tavshedens rolle i terapeutiske forandringsprocesser. I det følgende vil jeg undersøge, hvordan et fælles fundament kunne se ud for en integrativ model af, hvad det er, talen på et generelt niveau kan i psykoterapi. Hvad kan så talen Så hvordan er det, at talen kan ændre klientens psykiske realitet? På den ene side pointeres det i de tre undersøgte teorier, at talen fastholder og bærer klientens psykiske problemer, men på den anden side også netop er det middel, der enten direkte eller indirekte kan forandre de selv samme problemer. Talen kan skabe psykisk forandring, fordi den gør det muligt at (re-)symbolisere klientens verden for klienten selv, hvorved han får mulighed for at stille sig uden for sig selv og sine sædvanlige tænke-, føle- og handlemønstre i en situation, hvor disse er blevet utilstrækkelige. Denne symbolisering er værdifuld, fordi den tillader, at der skabes nye kognitive og emotionelle meningsstrukturer, der kan åbne for nye handlerum. Mens det er relativt let at begribe talens evne til at forandre klientens bevidste selvforståelse eller livshistorie gennem en reformulering, sådan som det særligt fremhæves af den narrative teori, er det mere vanskeligt at begribe talens indirekte effekt på klientens førbevidste og ubevidste kognitive og affektive strukturer, sådan som det fremhæves af de psykodynamiske og kognitive teorier, da disse strukturer per definition netop ligger uden for det, der umiddelbart lader sig italesætte. At talen alligevel kan få greb om og forandre klientens før- og ubevidste strukturer på en psykologisk helbredende måde, mener jeg kan forstås ud fra talens evne til at igangsætte en integrationsproces mellem to ellers adskilte informationsbearbejdningsformer i klienten, to grundlæggende forskellige måder at bearbejde information på nemlig den symbolske og den sub-symbolske (inspireret af Wilma Buccis Multiple Code Theory, 1997). Disse to erfaringsformer adskiller sig ved, at den symbolske informationsbearbejdning er primært kognitivt funderet, den kan finde sted både i ord og billeder, den karakteriseres ved at opdele erfaringen i adskilte enheder med reference til noget i verden, og man oplever den som intentionel kontrollerbar. Den sub-symbolske informationsbearbejdning er derimod primært kropsligt og motorisk funderet, det er den, der er i spil i vores sanselige erfaring af verden, hvor mange sanseindtryk arbejder samtidig og i konstant samspil med hinanden, ligesom når man sidder på en græseng, mærker græsset under fødderne, men også vinden mod huden, en lille sten, der trykker i skoen, hører fuglenes sang, mærker solens varme og alt sammen erfares i samme åndedrag, som én oplevelse! Denne sub-symbolske form for informationsbearbejdning oplever man ikke som noget, man er bevidst om eller kan kontrollere, mens den foregår. 16 PSYKOLOG NYT Nr

17 Lidt populært kunne man kalde det henholdsvis et mentalt og et kropsligt funderet erfaringsniveau. Fra følelser til ord Pointen er, at vi med denne skelnen kan forstå, hvorfor der er større afstand imellem talen og følelserne, end der er imellem talen og de kognitive processer: Det skyldes, at følelserne overvejende er domineret af sub-symbolsk information i modsætning til kognitive processer, der overvejende er domineret af symbolsk information. Så når man forsøger at sætte ord på følelsen, så forsøger man altså at tvinge de mange samtidigt opererende aspekter af den sub-symbolsk formede erfaring, der i udgangspunktet er formet på tværs af de enkelte sansemodaliteter, ned i en ganske anden slags logik nemlig talens adskilte, mere ordnede og hierarkiske logik. Talens evne til at udtrykke stærke følelser er derfor også ret begrænset, hvad en del hverdagsagtige udtryk vidner om: Jeg var helt målløs af overraskelse, Jeg kan slet ikke fortælle dig, hvor meget du betyder for mig osv. Her fremstår motorik, mimik, kropsholdning, stemmeleje mv. som langt mere direkte midler til at udtrykke emotioner, da disse med deres motoriske præg selv er eksempler på nogle af de karakteristiske komponenter, der kendetegner følelserne. Derfor kan symboliseringen i bedste fald også kun være delvis i forhold til det, den forsøger at repræsentere. Og omvendt kan vi med denne skelnen også umiddelbart forstå populariteten af de såkaldte kropsterapier idet de så at sige går lige i kødet på den subsymbolske dimension. Talens kraft Og hvorfor er det så ikke tilstrækkeligt? Hvis kroppen virkelig i så høj grad er sæde for de problematiske emotioner, hvorfor så ikke bare behandle den? Jeg mener her, at vi med en skelnen mellem sub-symbolsk og symbolsk informationsbearbejdning netop får forudsætningerne for at forstå nødvendigheden af talen som terapeutisk instrument. For at forstå, hvorfor talen kan virke helbredende i forhold til klientens før- og ubevidste kognitive og affektive strukturer, selv om den mangler evnen til at repræsentere følelser fuldt og helt. Det skyldes, at klientens psykologiske vanskeligheder netop kan begribes som funderet på en dissociation/ adskillelse af de sub-symbolske og symbolske informationsbearbejdningsformer fra hinanden: De uhensigtsmæssige følelsesmæssige grunderfaringer, der med afsæt i Daniel Sterns (1985) begreb om RIGs (Representations of Interactions that have become Generalized) kan ses som fundamentet for klientens psykologiske vanskeligheder, er nemlig karakteriseret ved at være rigide og dissocierede en dissociation, der kan udtrykke sig som en decideret undgåelse af symboler eller som et tilsyneladende forsøg på at skabe mening, men hvor den underliggende dissociation opretholdes. I forhold til en sådan dissocia tion/ adskillelse kan talen muliggøre en symboliseringsproces, hvor sub-symbolsk information oversættes til symbolsk, hvor de to typer integreres, og hvor der altså skabes en forbindelse mellem ellers helt eller delvist dissocierede elementer. Hermed kan der også skabes ny betydning hos klienten. Talens evne til at skabe psykologisk forandring og helbredelse består kort sagt i en integration af disse to ellers adskilte erfaringsformer. Denne integrationsproces kan man med afsæt i Bucci (1997) beskrive som et forløb, hvor sub-symbolsk information, herunder emotioner, skal oversættes til først non-verbale symboler (billeder af prototypisk karakter) og dernæst til ord. I og med at der er tale om et tovejs proces, kan vi også forstå, hvordan det krav om verbalisering, der ligger i den psykoterapeutiske situa tion, kan aktivere klientens underliggende prototypiske billeder og sub-symbolske erfaringer. Herved bliver det også forståeligt, hvordan talen i det terapeutiske rum kan virke forandrende på et ellers før- Nr PSYKOLOG NYT 17

18 a bevidst eller ligefrem ubevidst psykisk indhold hos klienten. Pointen er, at man muliggør koblingen mellem de to niveauer i de verbale terapiformer i modsætning til i kropsterapierne, hvor man så at sige forbliver i den subsymbolske dimension. Sproget trøster, men Mens talens force er umiddelbar i forhold til at få adgang til og skabe ændringer i klientens bevidste selvforståelse, bliver talens begrænsning åbenbar, når stærkt emotionelle erfaringer skal udtrykkes og forandres. Når talen alligevel kan virke forandrende for klientens førbevidste og ubevidste kognitive og affektive strukturer, er det, fordi der igennem talen kan skabes forbindelse mellem to ellers dissocierede erfaringsformer i klienten erfaringer gjort i to forskellige informationsbearbejdningssystemer, nemlig det subsymbolske og det symbolske. Ved denne skaben forbindelse mellem ellers dissocierede erfaringer bliver det muligt at danne nye kognitive og affektive meningsstrukturer hos klienten. Så ja sproget trøster! Men ikke uden forbehold. For hvad med klienter, der ikke rigtig kan finde ord for deres indre verden (såkaldte alexithymi-patienter)? Eller klienter, der snakker og snakker, men uden rigtigt at komme nogen vegne? Kravet i det terapeutiske rum om, at klienten skal udtrykke sine erfaringer verbalt, rummer implicit kravet om, at klienten overhovedet evner at symbolisere erfaringerne i sin indre verden. Og hvad er det, der afgør, om klienten evner dette og i hvilket omfang? Og hvordan kan man som terapeut hjælpe klienten til at gøre god brug af den verbale terapi? For at forstå klienters varierende grad af evne til at symbolisere kan vi vende os imod en teori, der beskriver denne som interpersonelt funderet: Peter Fonagys teori om udvikling af evnen til mentalisering. Fonagy (2002) skelner mellem ækvivalens og pretendmode, to grundlæggende infantile erfaringsformer, der normalt integreres i evnen til symbolisering i det han kalder mentalisering. Denne udvikling kan dog slå fejl, og de to infantile erfaringsformer kan fortsætte som separate ind i voksenalderen, idet barnet i respons på traumatisering/mang lende samspil med omsorgspersonen enten helt vil afvise mentalisering eller udvikle hyper-mentalisering en blot tilsyneladende hypersensitivitet over for andres følelser og tanker, der imidlertid er funderet i en som-om (pretend-)mode og er en scanning af omgivelserne med henblik på at undgå yderligere traumatisering. Med denne teori bliver det muligt at forstå, hvorfor klienter i varierende grad evner symbolisering (de normale tilstande), eller hvorfor denne evne kan være beskadiget eller helt fraværende (de patologiske tilstande). Man kan også forstå, hvorfor visse klienters tale kan opleves som blot og bar fyld uden reel forbindelse til klientens virkelighed på trods af imponerende formuleringsevne og tilsyneladende psykologisk indsigt (jf. begrebet om hyper-mentalisering ). Litteratur Barber, J. (2000) Alliance predicts patients outcome beyond in-treatment change in symptoms, i: Journal of Consulting and Clinical Psychology 68: Bucci, W. (1997) Psychoanalysis and cognitive science, A Multiple Code Theory, The Guildford Press, New York/Lon don. Fonagy, P. et al. (2002) Affect Regulation, Mentalization and the Development of the Self, Karnac, London. Hougaard, E. (1996) Psykoterapi, Teori og forskning, Dansk psykologisk Forlag, København. Keijser et al. (2000) The impact of interpersonal patient and therapist behaviour on outcome of cognitive therapy, i: Behaviour Modification 24 (2): Nørgaard, Nana. (2007) Den helbredende samtale. Samfundslitteratur, København. Stern, D.N. (1985) The Interpersonal World of the Infant, Basic Books, New York. At klientens evne til at symbolisere i udgangspunktet er formet i samspillet med den primære omsorgsperson, har praktisk betydning: Terapeuten får nemlig i rollen som stedfortrædende forælder mulighed for at rette op på en manglende udvikling af klientens symboliseringsevne. En sådan genopretning af klientens grundlæggende evne til at symbolisere finder nødvendigvis sted i den non-verbale kommunikation ( tavsheden ), hvor terapeuten med sin egen mentaliserende holdning giver klienten mulighed for efterhånden at komme til at opfatte sine egne indre tilstande som repræsentationer frem for som lig med eller uden forbindelse til den ydre virkelighed. Nana Lund Nørgaard, cand.psych., Psykologisk Klinik Hellerup nana.noergaard@cand-psych.com 18 PSYKOLOG NYT Nr

19 BØGER præsenterer løbende de nye bogudgivelser primært inden for det psykologiske område. Det redaktionelle princip er at søge inspiration til omtalen fx i forlagenes pressemeddelelser. En omtale er en omtale ikke redaktionens anbefaling af bogen. Prisangivelserne er vejledende. Knud Ramian: Casestudiet i praksis. Casestudiet undersøger mennesker, organisationer og processer i deres naturlige omgivelser. Det er en forskningsstrategi, som skaber dybtgående forståelse af de fænomener, der studeres. Bogen er en indføring i casestudiet, og indeholder de spørgsmål, man skal forholde sig til ved planlægningen af et casestudie. Hvert spørgsmål belyser et nyt aspekt af casestudiets særlige strategi. Akademisk Forlag, 2007, 224 sider, 249 kr. Tune Hein. Stig Kjerulf: Handlekraft. Kunsten at eksekvere. Bogens omdrejningspunkt er en model, som illustrerer det helt afgørende samspil mellem lederskab, individ og organisation. Med baggrund i modellen udfoldes handlekraftens psykologi samt mulighederne for konkret at arbejde med at skabe handlekraft i organisationen. Endelig anvises det, hvordan handlekraft kan indarbejdes i blandt andet forandringsprocesser. Børsens Forlag, 2007, 230 sider, 460 kr. ib. Scott W. Henggeler, Sonja K. Schoenwald, Charles M. Borduin, Melisa D. Rowland, Phillippe B. Cunningham: Multisystemisk behandling af antisocial adfærd hos børn og unge. Introduktion til teori, forskning og praksis bag multisystemisk behandling af antisocial adfærd hos børn og unge. Behandlingsformen er et familieorienteret og barnecentreret system, der inddrager forskellige bestemmende faktorer til de opståede problemer i det sociale system (hjem, skole, lokalmiljø). Dansk psykologisk Forlag, 2007, 336 sider, 348 kr. Berit Hertz. Frank Iversen (red.): Mere anerkendelse i børnehøjde. Demonstrerer, hvordan skabelsen af anerkendende relationer danner grundlag for en anerkendende pædagogik. Det gælder både de professionelle voksnes relationer til hinanden, relationerne til de børn, de arbejder med, samt børnenes indbyrdes relationer. Bogen igennem lægges der især vægt på at opdage, fortælle og fremelske det, vi ønsker frem for det, vi ikke ønsker. Bogen veksler mellem cases og teo retisk prægede afsnit baseret på systemisk tænkning og anerkendende praksis. Dansk psykologisk Forlag, 2007, 224 sider, 298 kr. Marta Cullberg Weston: At kende sig selv. Forfatteren søger at vise, hvordan man kan hjælpe mennesker til at få en større selvindsigt og bedre selvfølelse bl.a. ved at arbejde med symboldrama i det terapeutiske møde. Hun tilbyder en guidet tur i menneskets psykologiske univers med forslag til, hvordan vi ved at arbejde med de negative selvbilleder, kan finde os selv vores indre centrum og opnå fornyet selvrespekt og livsglæde. Akademisk Forlag, 2007, 208 sider, 249 kr. Thorkil-Molly Søholm, Andreas Juhl, Jakob Nørlem, Jacob Storch, Asbjørn Molly-Søholm: Lederen som teamcoach. Præsentation af en række redskaber, der gør lederen i stand til at fungere som teamcoach. Bogen definerer, hvad team er, og hvordan et team ofte vil udvikle sig, og forklarer, hvordan man kan forstå de mekanismer, der udvikler og bevæger et team. Mange eksempler og cases, konkrete værktøjer, spørgeteknikker, fasemodeller mv. Børsens Forlag, 2007, 109 sider, 199 kr. Nr PSYKOLOG NYT 19

20 FORSKNINGSNYT Hypokondri: terapi bedre end piller? Mens de to mest udbredte psykiske lidelser: angstlidelser og depressioner især er kostbare for samfundet på grund af afbrudte uddannelsesforløb (især angst) og tabte arbejdsdage og tidlig pensionering (især depression), er en tredje psykisk lidelse, hypokondri, særlig kostbar for samfundet på grund af omfattende udgifter til undersøgelser og ofte ganske nyttesløse behandlinger på almindelige hospitalsafdelinger. Mennesker, der lider af hypokondri, er nemlig karakteriseret ved at være enten kronisk angste for at have eller at få en farlig sygdom, eller de nærer en fast overbevisning ( en tvangstanke ) om allerede at have fået en sådan sygdom, selv om det endnu ikke er lykkedes for lægerne at bekræfte det endnu. I begge tilfælde hvad enten hypokondrien overvejende drejer sig om sygdomsangst eller tvangstanker eller en blanding af de to ting vil de pågældende langt oftere end andre henvende sig til lægerne for at blive undersøgte eller behandlede for en indbildt sygdom. Da de almindelige praktiserende læger forståeligt nok er forsigtige med at afvise patienter, der kunne fejle noget alvorligt, bliver de hypokondre mennesker meget ofte af deres praktiserende læger henvist til adskillige kostbare undersøgelser hos speciallæger, og i ikke så få tilfælde endog til alvorlige behandlinger fx operationer der ikke nytter det mindste. Ligesom det ved behandling af angst og depression drejer sig både om hensynet til den enkeltes lidelser og samfundets omkostninger, således gælder det også, at man i de senere år er begyndt at interessere sig for behandling af hypokondri for både at lette de pågældendes ofte lidelsesfulde hverdag og for at lette presset på de kostbare lægelige undersøgelser og behandlinger. I en hollandsk undersøgelse har en forskergruppe derfor først fået kontakt med 112 mennesker, som dels efter en psykologisk undersøgelse viste meget klare tegn på hypokondri, og dels efter forskellige medicinske undersøgelser ikke viste noget tegn på nogen fysisk sygdom. Disse 112 personer indvilligede i at deltage i en undersøgelse, hvor de enten fik kognitiv adfærdsterapi eller piller af SSRI-typen, der er egnet til at dæmpe både den angst og depressivitet, der ofte ligger bag et tilfælde af hypokondri. De patienter, der kom i pillegruppen, fik endvidere at vide, at de ved tilfældig lodtrækning ville blive tildelt enten rigtige piller eller placebopiller, der skulle tage højde for den omstændighed, at de rigtige piller måske blot virkede psykologisk ved at indgyde patienterne håb om bedring og i så tilfælde skulle placebopillerne jo virke lige så godt. Men hvis de rigtige piller virkede helbredende på grund af kemiske ændringer i hjernen, skulle man finde en forskel mellem pilleog placebogrupperne. Efter behandlingsperioden på ca. ti uger blev hver patient undersøgt for graden af hypokondri og ud fra specifikke kriterier blev hver enkelt patient bedømt som enten klart bedre eller ikke klart bedre. Procenten af patienter, der således blev bedømt som klart bedre, var 54 % i terapigruppen, 38 % i pillegruppen (med rigtige piller) og 12 % i placebogruppen. Det tyder altså på, at terapi var bedre end piller, som igen var bedre end placebopiller til behandling af den forholdsvis almindelige og ganske kostbare psykiske lidelse, der hedder hypokondri. tn Kilde: Greeven, A., van Balkom, A.J.L.M., Visser, S., Merkelbach, J.W., van Rood, Y.R., van Dyck, R., Van der Does, A.J.W., Zitman, F.G. & Spinhoven, P. (2007). Cognitive Behavior Therapy and Paroxetine in the Treatment of Hypochondriasis: A Randomized- Controlled Trial. American Journal of Psychiatry, Temperament og opdragelse bag unges psykiske problemer Tidligere benyttede man mest ordet temperament i daglig tale om mennesker med særlig tendens til heftige vredesudbrud. Når et menneske for op ved den mindste provokation og skældte voldsomt ud og måske ligefrem gik korporligt til angreb på den formastelige, talte man om et heftigt temperament som forklaring på den voldsomme vrede. I de senere år er man inden for psykologien begyndt at benytte temperamentsbegrebet oftere end tidligere, men også i noget mere bred betydning end den dagligdags betydning. Man har nemlig i den nyere psykologiske forskning kunnet dokumentere, at vores følelsesmæssige reaktionsmønstre i nogen grad ser ud til at være medfødte. Da det fra gammel tid ligger i begrebet temperament, at det går på noget dybtliggende, formodentlig medfødt i vores personlighed, så benytter man altså inden for den moderne psykologi begrebet temperament til at betegne denne overvejende medfødte tendens til særlige følelsesmæssige reaktionsmønstre. Det kunne give anledning til et meget opsplittet temperamentsbegreb, hvis man skulle betegne den medfødte tendens til enhver følelse med et særligt temperamentsbegreb, fx vredladenhed eller angsttilbøjelighed. Men den nyere psykologiske udforskning af følelseslivet har meget interessant fundet, at den medfødte del af vores følelsesliv stort set kun eller overvejende optræder i to former: En tilbøjelighed til positive følelser og en tilbøjelighed til negative følelser. Hver af disse to tilbøjeligheder kan altså af medfødte grunde være særlig stærk eller svag. Således har mennesker 20 PSYKOLOG NYT Nr