KARL CHRISTIAN LAMMERS: Synet på og bevidstheden om det nazistiske Tysklands udryddelse af Europas jøder.

KARL CHRISTIAN LAMMERS: Synet på og bevidstheden om det nazistiske Tysklands udryddelse af Europas jøder. Den 31. juli 1941 havde Hermann Göring, den politisk ansvarlige for det nazisterne kaldte "det jødiske spørgsmål", givet Reinhard Heydrich, leder af Reichssicherheitshauptamt RSHA, fuldmagt til at træffe alle nødvendige praktiske og organisatoriske forberedelser med henblik på det han betegnede som den "endelige løsning af det jødiske spørgsmål", "Endlösung der Judenfrage". Det var i øvrigt første gang der fra nazistisk side blev talt om "Endlösung". Hvis vi kan fæstne lid til propagandaminister Joseph Goebbels syntes det i midten af december 1941 afgjort at Endlösung herefter faktisk betød "Vernichtung des Judentums", altså udryddelse af jøderne 1). Det der i nazisternes særlige magt- eller kodesprog omtaltes som Endlösung, har siden begyndelsen af 1980 erne dog efterhånden prentet sig ind som Holocaust, et efter min mening ikke særligt dækkende begreb herfor. Men da begrebet i offentligheden og i den kollektive erindring på det nærmeste er blevet synonymt med nazisternes udryddelse af jøderne, vil Holocaust i det følgende blive brugt parallelt til Endlösung 2). 1. Endlösungs plads i den tyske efterkrigstid Konfrontationen med det nazistiske Tysklands brutale race- og udryddelsespolitik, herunder folkemordet på jøderne i Europa, og ansvaret herfor blev i 1945 af de allierede sejrherrer gjort til uomgængelig del af den tyske efterkrigshistorie. De lod forstå at der som følge deraf hvilede en moralsk skyld på Tyskland, der var grænseløs. Men det førte ikke straks til indsigt hos tyskerne, snarere afværgelse og behov for at fortrænge og glemme det. Det er grunden til at erfaringen med folkemordet på jøderne og erindringen om det og ikke mindst diskussionen om folkemordets plads i tysk historie har måttet igennem en lang og kompliceret proces fra fortielse og fortrængning til erkendelse inden folkemordet trods alt til sidst blev bevidstgjort og anerkendt som det det faktisk var. Nemlig et af den tyske stat iværksat og bevidst og beslutsomt gennemført folkemord, som det tyske folk der ikke ville kende til det, havde affundet sig med. Det forklarer også hvorfor erindringen om folkemordet fortsat indgår som en vigtig bestanddel i det nu genforenede Tysklands selvforståelse og nationale identitet. Det blev officielt understreget i 1996, da den daværende tyske præsident Roman Herzog lod 27. januar, altså dagen for den Røde Hærs befrielse af tilintetgørelseslejren Auschwitz, udråbe til national mindedag for det nye Tyskland, ikke mindst for at sikre at mindet om ofrene for de nazistiske forbrydelser aldrig måtte forekomme til rent ritual 3). Og den samme tendens vil komme offentligt til udtryk når den tyske Forbundsrepubliks officielle Holocaust-Denkmal for de jødiske ofre for den tyske stats politik i løbet af nogle år vil stå færdigt midt i den tyske hovedstad Berlin og dermed symbolsk markere at den tyske Forbundsrepublik har overtaget det historiske ansvar for jødeudryddelsen. Holocaust søges på den måde fastholdt og tydeliggjort som særligt tysk ansvar og som del af den tyske nationale historie. Det indebærer at Holocaust nu også fremstår som en slags symbol på det onde, men især som det specielle synonym for det mest barbarisk gennemførte og samtidig mest ubegribelige folkemord. Og som Holocaust er det efterhånden blevet en vigtig del af tyskernes og vor samtids bevidsthed og erindring, således som det er blevet markeret ved at 27. januar også mange andre steder er gjort til mindedag om Holocaust. Holocaust er blevet del af den offentlige erindring og nationale historie ikke bare i det Tyskland, der masseindustrielt og bureaukratisk effektivt søgte at gennemføre den omtalte Endlösung der Judenfrage, men også i mange andre lande som 1

eksempelvis Israel og USA. Og behovet herfor ser ikke ud til at være blevet mindre af at det efter det kommunistiske Østeuropas sammenbrud og adgangen til nye arkiver med detaljerede oplysninger om jødeudryddelsen de steder hvor den blev udført, har vist sig, at jødemordet var langt slemmere og brutalere end forskningen hidtil havde antaget. Men sådan har det ikke altid forholdt sig med erkendelsen af Holocaust, måske snarere tværtimod; historisk dokumentation om jødeudryddelsen og offentlig bevidsthed om den har ikke altid fulgtes ad, og viden og erkendelse gled fra hinanden. Man skulle helt frem til 1980 erne inden begrebet Holocaust forbandt viden med erkendelse. Og trods mange endnu ikke tilbundsgående undersøgte og ikke fuldt oplyste aspekter må Holocaust, dens forhistorie og forløb efterhånden alligevel siges at udgøre et ganske omfattende udforsket og empirisk belyst emne 4). Desuden synes der også nu at herske en vis konsensus inden for forskningen om at en racistisk antisemitisme og følgelig en særlig jødepolitik, men ikke nødvendigvis jødeudryddelsen, allerede tidligt udgjorde et centralt punkt i det nazistiske regimes politik og dermed i en vis forstand, mener nogle, også nøgle til at forklare dets historie 5). Samtidig er det dog nødvendigt at spørge, som den tyske historiker Norbert Frei har gjort det, hvad konsekvenserne vil være af at nazismens historie i den kollektive erindring stadig mere bliver koncentreret på Holocaust, ja måske reduceret til Holocaust 6). En så fremtrædende plads har jødeforfølgelsen og jødeudryddelsen ikke altid haft eller indtaget i den historiske og kollektive erindring, og sådan er det heller ikke blevet opfattet til trods for at det allerede fra 1945, ja endda før havde været kendt at flere millioner af Europas jøder var blevet ofre for det nazistiske regimes jødemord. Det kan hænge sammen med at jødeudryddelsen bl.a. under krigsforbryderprocessen mod en række af det nazistiske regimes ledere i Nürnberg i 1945 "kun" fremstod som én blandt regimets forbrydelser mod menneskeheden. Dette forhold fremtræder klart hvis Holocaust/Endlösung søges anskuet i et historiografisk eller rettere receptionshistorisk perspektiv. Historiografisk iøjnefaldende er det nemlig, at det reelt først var fra slutningen af 1970 erne og i forstærket grad efter det kommunistiske Østeuropas sammenbrud, at Endlösung/Holocaust som nazismens ultimative forbrydelse kom til at stå i centrum for udforskningen af nazismens historie og ikke mindst for den offentlige og mediale interesse for den. Sigtet med denne historiografiske oversigt er at søge at forklare, hvorfor der relativt sent blev sat fokus på denne usammenlignelige forbrydelse som det nazistiske regime havde sat i gang, og især hvorfor den først langt senere blev taget op af en ellers meget historisk interesseret offentlighed. For dokumentationen og viden om den nazistiske tilintetgørelsespolitik og også jødeudryddelsen havde foreligget siden Nürnberg-processen i 1945/46 hvorfor ville det tyske og det internationale samfund ikke vide af Holocaust og forholde sig til den? Den tyske historiker Peter Reichel har meget rigtigt peget på, at der med Nürnberg-processen ikke blev skabt og heller ikke opstod nogen samfundsmæssig bevidsthed i Tyskland om et medansvar for jødeudryddelsen, ansvaret blev alene placeret hos en klike af anklagede og dømte nazister og hos som kriminelle stemplede NS-organisationer, især SS 7). Endlösung var med andre ord Hitlers, Himmlers og SS værk, ikke tyskernes. For det fremstår som overraskende at det omfattende materiale herom, der var indeholdt i den dokumenterede bevisførelse i forbindelse med Nürnberg-processen og i den bevisbyrde der blev fremlagt senere i forbindelse med retssagerne mod de særlige SS- 2

Einsatzgruppen i 1958, mod organisatoren af deportationerne Adolf Eichmann i 1961 og ikke mindst under Auschwitz-processen 1963-1965, ikke bevirkede at Endlösung blev gjort til centralt aspekt af det III. Riges historie, ja gjort synonymt med det nazistiske systems udryddelsespolitik. Og hvorfor førte de tidlige, men stadig vigtige undersøgelser der fra Gerald Reitlinger i 1953 til Raul Hilberg i 1961 sammen med mere emotionelt anlagte skildringer som Anna Franks dagbog eller fotodokumentationen Der Gelbe Stern dokumenterede det katastrofale og ødelæggende omfang af nazisternes jødepolitik, ikke til at historikerne i større omfang søgte at beskrive og forklare den nazistiske Endlösung og at offentligheden interesserede sig herfor? Hvorfor blev udforskningen af Holocaust først fra 1980 erne et tyngdepunkt i tysk og international samtidshistorisk forskning? Det er disse spørgsmål, som jeg i det følgende skal forsøge at undersøge og forklare med Holocausts plads i den historiske erindring i de to Tysklande og nu det forenede Tyskland som eksemplificering. 2. 1950 ernes fortielse og fortrængning For naturligvis kan dette forløb omkring bevidstgørelsen af Holocaust forklares. Overordnet hænger forklaringen sammen med hvordan jødeforfølgelse og jødeudryddelse i Holocaust har indgået og fået lov til at indgå i den kollektive bevidsthed og erindring og dermed i hvad der kunne kaldes erindringskulturen og erindringspolitikken efter 1945 i de berørte og involverede lande. Og her havde den eksempelvis i Tyskland i begyndelsen ikke nogen plads, idet de der aktivt havde medvirket, de såkaldte Täter ("gerningsmænd"), af letforståelige årsager har tiet eller hævdet uvidenhed, men det har de overlevende jødiske ofre også. Og de andre tyskere forblev tavse, ikke mindst fordi de i deres erindring snarere så sig selv som ofre og deres sorg gjaldt dem selv. Desuden er forklaringen herpå forskellig fra land til land. Således varede det en del år, inden Israel i slutningen af 1950 erne med Yad Vashem-mindestedet gjorde erindringen om Sho ah og derefter Holocaust og dermed om jøderne som ofre til et centralt element i den nye stats nationale identitet og selvforståelse. Og også i andre lande gled jødeudryddelsen muligvis som følge af skamfølelse over at der under verdenskrigen ikke blev reageret på de informationer der fra 1942 slap ud om udryddelsen af jøderne, men også pga. den Kolde krig 8) mere i baggrunden, da historikernes udforskning af nazismen og især dens krig begyndte. Det er tilstrækkeligt bare at kaste et blik i Alan Bullocks tidlige Hitler-biografi fra 1953 for at blive overbevist om hvilken ringe plads jødeudryddelsen indtog i den historiske erindring i Europa og i beskrivelsen af nazismen og dens krig mod Europas stater og folk 9). Noget tilsvarende gjaldt og i endnu højere grad mht. Tyskland, som jeg i det følgende skal analysere nærmere. Den tyske stat var blevet opløst i 1945, opgøret med nazismen havde de allierede taget på sig, og de gennemførte en stort anlagt afnazificering for at finde frem til de mere end nominelt aktive nazister, altså krigsforbrydere, mens befolkningen var mest optaget af dens egen situation og at slippe helskindet gennem afnazificeringen. De der blev "taget" under afnazificeringen, var skyldige, de andre holdt mund. Det store flertal opfattede i 1945 desuden sig selv som ofre, dels for Adolf Hitler og hans forførelse og demagogi, dels for en krig og bombekrig, der trods alt også havde krævet over 5 mio. tyske ofre, dels for fordrivelse og flugt. I deres kollektive erindring var tyskerne selv først og fremmest ofre, og de fortrængte derfor andre aspekter af nazismen. Måske også som reaktion på at deres egen erindring efter 1945 ikke blev betragtet som politisk korrekt. 3

Tyskerne blev dog hurtigt efter nazismens fald gjort bekendte med det nazistiske regimes forbrydelser. Allierede styrkers indtagelse af Auschwitz og især af koncentrationslejrene Dachau og Bergen-Belsen i april 1945 førte til at de allierede sejrherrer konfronterede tyskerne med regimets forbrydelser og deres egen medskyld, de allierede sejrherrer mindede senere i Potsdamerklæringen tyskerne om deres kollektive og moralske ansvarlighed, også for de krigsforbrydelser der blev pådømt under Nürnberg-processen og de efterfølgende krigsforbryderprocesser. Her indgik udryddelsen af jøderne dog ikke som noget specielt anklagepunkt, men som del af punktet om forbrydelser mod menneskeheden. Men tyskerne der som nævnt så og forstod sig selv som ofre, ikke bare for Hitlers forfølgelse, men også for bombekrig og fordrivelse fra Østeuropa, tav og søgte at fortrænge den side af den nazistiske tid fra erindringen. Ikke mindst hvis de aktivt havde medvirket og dermed risikerede retsforfølgelse og straf. Derfor er det i grunden meget præcist blevet udtrykt af en ung historiker Marc von Miquel at efterkrigstiden og især 1950 erne i vid udstrækning stadig blev bestemt af det (nazistiske) Volksgemeinschaft, der var blevet skabt tilbage i 1930 rne, 1950 erne var stadig i en vis forstand et Tätergesellschaft, et fællesskab der holdt sammen om tavsheden og fortrængningen 10). Viden om forfølgelsen og udryddelsen af de tyske og europæiske jøder eksisterede nemlig allerede i 1950 erne, den var veldokumenteret og også beskrevet i enkelte analyser, men offentligheden og i grunden også historikerne tog det ikke til kendskab. Det må ses i sammenhæng med at inden for den historiske erindring dominerede historismen stadig, og for den dominerende historistiske linje i tysk historievidenskab betegnede nazismen og dens forbrydelser en så stor moralsk udfordring at den med forskellige begrundelser, eksempelvis at nazismen ikke var "historiemoden", reelt søgte at fortrænge den og undgå at beskæftige sig med den. Nazismen kunne i historistisk forstand ikke "forstås". Eller som det meget pointeret blev udtrykt af historikeren Wolfgang Sauer i 1967:"Hvis vi ikke forstår, hvordan kan vi så skrive historie? Vi kan udarbejde forklarende teorier, men når vi konfronteres direkte med kendsgerningerne, synes enhver forklaring svag. Derfor konfronterer nazismens historie historikeren med et tilsyneladende dilemma, og det rejser spørgsmålet om hvad historisk forståelse og historisk objektivitet betyder i forhold til nazismen": nazismen og ikke mindst Holocaust var ubegribeligt 11). Det var det problem den nu afdøde nazismeforsker Martin Broszat tog op i 1985 med fordringen om "historisering" af nazismen. Dermed fastslog han nødvendigheden af at affinde sig med nazismen som del af Tysklands historie, den skulle historiseres for at den kunne forklares, ikke nødvendigvis forstås 12). Men flertallet blandt historikerne i og uden for Tyskland, der arbejdede med samtidshistoriske emner som nazismens epoke, beskæftigede sig ikke dermed. Da nazismen fra midten af 1950 erne efterhånden blev et tema for forskningen, kom initiativet karakteristisk nok fra politologisk orienterede historikere som Karl Dietrich Bracher, Wolfgang Sauer og Gerhard Schulz; det bevirkede at der først og fremmest blev fokuseret på stat og politik, på hvorfor den demokratiske Weimarrepublik bukkede under for nazismen i begyndelsen af 1930 erne og på karakteren af det nazistiske diktatur som antidemokratisk og totalitært, på dets udenrigspolitik og på den antinazistiske modstand for at understrege det brud der var sket i Tysklands historie med 1933 13). Men ikke på forfølgelsen og udryddelsen af jøderne. Alligevel blev også det nazistiske regimes jødepolitik undersøgt, og centrale dokumenter hertil blev fra 1953 publiceret i det nye samtidshistoriske tidsskrift Vierteljahreshefte für 4

Zeitgeschichte 14). Pioner i udforskningen var dog en britisk historiker Gerald Reitlinger, hvis bog om Endlösung, der beskrev Hitlers forsøg på at udrydde Europas jøder, allerede i 1956 blev oversat til tysk 15). Han blev fulgt op af Wolfgang Scheffler, der i 1960 dokumenterede det nazistiske regimes jødeforfølgelse, og ikke mindst af den amerikanske historiker Raul Hilbergs udførlige behandling af tilintetgørelsen af jøderne i Europa 16). Og ikke at forglemme det stærkt virkende billedbind fra 1960, lavet af Gerhard Schoenberner, der i samtidige fotos fastholdt jødeforfølgelsen og jødemordet i gruopvækkende og voldsomt emotionelle billeder; denne bog blev for øvrigt min egen første konfrontation med naziregimets Endlösung, da jeg i 1963 i Tübingen faldt over disse rystende billeder 17). Men disse informationer og udgivelser gjorde ikke jødeudryddelsen til samfundsmæssig bevidsthed eller satte den på dagsordenen; Raul Hilbergs grundlæggende analyse blev langt hen ignoreret under den Kolde Krig, den kom for tidligt som det blev sagt, og den blev heller ikke oversat til tysk før langt senere, og ifølge Hilberg hang det også sammen med at den tyskamerikanske jødiske forfatterinde Hannah Arendt med sin beretning om Eichmann-processen i Jerusalem og anklagen mod jøderne for selv at have medvirket og bidraget, "stjal" opmærksomheden og dermed forhindrede at udforskningen af nazismens historie som følge af Hilbergs dokumentation kom til at fokusere på jødeudryddelsen 18). 3. Retssagerne i 1960 erne om regimets forbrydelser I 1960 erne kom et første vendepunkt og årtiet bragte mere fokus på jødeudryddelsen som følge af de store retssager der fra 1958 af blev ført mod personer fra det nazistiske terrorapparat, der aktivt havde medvirket, og dermed blev det nazistiske regimes masseforbrydelser gjort til et vigtigt indenrigspolitisk og offentligt emne; og især Eichmann- og Auschwitz-processen fik stor mediebevågenhed. Det var begyndt i 1958 med retssagen mod medlemmer af SS Einsatzgruppen, der i 1941 havde ført en brutal udryddelseskrig mod østeuropæiske jøder og dræbt over ½ mio., det fortsatte med Eichmann-processen i 1961 mod den angiveligt logistiske hjerne i jødeudryddelsen Adolf Eichmann, og det kulminerede i 1963 med den store Auschwitz-proces i Frankfurt mod en række medlemmer af SS-vagtmandskabet i udryddelseslejren Auschwitz. Den var en retssag om arbejdsgangen dvs. jødeudryddelsen og almindelige SS eres medvirken i den største af de nazistiske tilintetgørelseslejre eller "dødsfabrikker", og den bidrog et stykke tid til at jødeudryddelsen især i pressen og offentligheden, i mindre grad blandt historikerne, kom til at tegne billedet af det nazistiske III. Rige. Det fik konsekvenser under 1960 ernes ophidsede diskussioner om hvorvidt der skulle gælde en forældelsesfrist for mord begået under nazismen, altså også for jødemordet. Som bekendt blev forældelsesfristen ophævet, og så sent som i år er personer tilhørende SS Friedrich Engel - blevet anklaget for mord og folkemord. I almenhed kom 1960 erne dermed til at bryde den samfundsmæssige og offentlige tavshed om eller fortrængning af Holocaust, regimets racistiske masseforbrydelser og tyskernes delagtighed kom på dagsordenen, og resultatet blev fra slutningen af 1960 erne flere historiske undersøgelser, der især fokuserede på regimets jødepolitik. Det hang endvidere sammen med at der i 1958 i Ludwigsburg var blevet indrettet et centralt dokumentationscentrum for NS-regimets forbrydelser der leverede dokumentarisk bevismateriale til retssagerne. Og ikke mindst med at en gruppe historikerne fra det specielt til udforskning af 5

nazismens historie i 1951 oprettede Institut für Zeitgeschichte i München med Hans Buchheim og Martin Broszat i spidsen fremlagde et udførligt historisk responsum om det nazistiske terror- og undertrykkelsessystem til Auschwitz-processen. Det blev udgivet under titlen "Anatomie des SS- Staates", og det kom til at blive trendsættende for beskæftigelsen med NS-statens undertrykkelsesapparat og udryddelsespolitik. Heri blev regimets jødeforfølgelse og -udryddelse, koncentrationslejrsystemet, SS og politiets rolle og de forbryderiske ordrer givet i forbindelse med Ruslandskrigen udførligt behandlet, og bogen blev i mange år bestemmende for kendskabet til den nazistiske udryddelsespolitik 19). Dette gennembrud i udforskningen blev fulgt op af flere studier i det III. Riges jødepolitik og jødeforfølgelse i 1930 erne, mens masseudryddelsespolitikken i forbindelse med NS-regimets krig i Østeuropa langt fra kom til at spille nogen central rolle, og jødepolitikken blev som regel fremstillet isoleret i forhold til krigen 20). 4. Nye tendenser i Holocaust-forskningen siden 1980 erne Trods disse ansatser forblev jødeforfølgelsen og jødemordet dog "marginaliseret" (Ulrich Herbert) 21), ja det blev på en måde igen fortrængt, måske fordi det trods Uwe D. Adams grundige fremstilling af det nazistiske regimes jødepolitik 22) - langt hen blev skildret og diskuteret abstrakt på basis af en fremstilling af det anonyme magtsystem og især SS apparat, og konkret mere som spørgsmålet om der eksisterede en ordre fra Hitlers hånd herom, om intention eller struktur, om fortolkningen af Holocaust, om det var et særligt tysk fænomen etc. Sådan foregik det indtil den omdiskuterede amerikanske Tv-produktion "Holocaust" i 1979 med sin personalistiske skildring af de tyske jøders skæbne og tyskernes ligegyldighed fik bragt jødeforfølgelse og jødeudryddelse meget konkret og realistisk frem i den offentlige bevidsthed; Holocaust var med ét blevet virkeligt og menneskeligt vedkommende. Og også inden for historieforskningen resulterede det efterhånden i et perspektivskifte der i empiriske undersøgelser satte massemordet på Europas jøder i fokus og gjorde det konkret ved at fortælle om hvordan det foregik, om brutalitet og umenneskelighed i overgrebene mod jøderne, om bødler, tilskuere og ofre, altså om hvem der udøvede det og hvem det gik ud over. Også den såkaldte "Historikerstrid" i midten af 1980 erne om tendenser til at relativere jødeudryddelsen, bidrog snarere til at underbygge jødemordets centrale plads i nazismen. Og denne udvikling blev ikke mindst i 1990 erne styrket af at historieforskningen med de kommunistiske staters sammenbrud fik omfattende materiale i hænde om hvordan jødeforfølgelse og -udryddelse var forløbet i de seks udryddelseslejre og i felten i Polen, Baltikum og det tidligere Sovjetunion. Jødemordet var endelig ved at blive konkret. Man kan som Ulrich Herbert hævde at udforskningen af Holocaust fra begyndelsen af 1990 erne var begyndt at omhandle det, som det faktisk var. Nemlig massemord og masseudryddelse af mere end 6 mio. jøder, gerningsmændenes motiver og ofrenes lidelser 23). Massemordet var i dets brutalitet og bestialitet blevet gjort konkret, og det viste sig at have involveret mange mennesker. Som bødler og ofre. Det er efterhånden grundigt undersøgt og skildret i mange regional- og detailstudier over jødepolitik og jødeforfølgelse i Østeuropa, der har demonstreret, at massemordet ikke bare blev udført i de store kendte udryddelseslejre som Auschwitz og Treblinka, 6

men at det faktisk blev gennemført overalt i de østeuropæiske lande, hvor tyskerne under deres krig stødte på jøder. Holocaust var i Østeuropa foregået overalt, det blev udført overalt, hvilket understreges af at godt halvdelen af jøderne blev myrdet uden for lejrene 24). Disse studier har endvidere kunnet eftervise at det var mange andre end folk fra de særlige SS-korps der medvirkede i Holocaust; også soldater og officerer, politifolk, folk fra forvaltningen og femårsplanapparatet lod sig sammen med et stort antal ikke-tyske kollaboratører fra de baltiske lande, Hviderusland, Ukraine etc. involvere i regimets krigsforbrydelser. Forskningen har kunnet dokumentere at den såkaldte Täterkreds var meget større end antaget og at de af tyskerne udførte forbrydelser også var langt brutalere, mere bevidste og ofte ideologisk dvs. antisemitisk motiverede. Og især i kølvandet på den amerikanske politolog Daniel J. Goldhagens simplificerende og stærkt kritiserede undersøgelse af tyskernes medvirken i jødemordet som han med begrebet "eliminatorisk antisemitisme" som kendetegnende tyskerne over en kam gjorde kollektivt skyldige i folkedrabet 25) har den offentlige diskussion om Holocaust forandret sig, og forskningen har stillet sig spørgsmålet om hvorfor så mange tyskere (og også andre) frivilligt lod sig engagere og involvere i jødeudryddelsen og i mord på jøder. Skyldtes det at de var ideologisk, altså racistisk og antisemitisk og dermed nazistisk motiverede? Eller havde deres medvirken andre grunde? Goldhagen havde i virkeligheden fremsat en ny version af kollektivskylden, der viste sig uholdbar, men med sin tilspidsede tolkning havde han held til at gøre Holocaust konkret og vedkommende som menneskers værk. Hans bog og dens unuancerede teser kom dog til at virke som en stor udfordring for historievidenskaben. Den har på sin side da også taget udfordringen op og i stadig større omfang fokuseret på udryddelsespolitikken som kærnen i det nazistiske styre under krigen, på forløbet af Holocaust, på hvordan det konkret foregik i Østeuropa og på hvilke mennesker der medvirkede i den umenneskelige jødeforfølgelsespolitik. Resultatet er blevet en udførlig dokumentation af hvorledes jødeforfølgelse og jødemordet konkret foregik i mange områder af Østeuropa som Galizien og Hviderusland 26), en eftervisning af en meget stor Täterkreds, der ikke bare af, men også af ideologiske og andre grunde var parate til at medvirke i denne regimets mest hensynsløse forbrydelse eller forberede den. Det gælder politifolk, soldater, administratorer og læger, men også andre akademikere 27). Sidst, men ikke mindst har denne stærkere interesse for Holocaust også ført til at vi med den tyske historiker Peter Longerichs store syntese over det nazistiske regimes udryddelsespolitik endelig har fået den første gode samlede og detaljerede fremstilling af regimets jødepolitik fra 1933 til 1945, af dens ikke fastlagte faser diskriminering, forfølgelse, deportationer, likvidering og udryddelse af over 6 mio. jøder 28). Holocaust må nu alt i alt siges at være ganske godt, men endnu ikke udtømmende udforsket og beskrevet. Det gælder Endlösungs forhistorie som den ofte "snirklede vej" (Karl Schleunes) fra de første overgreb og indgreb mod de tyske jøder i 1933 over diskriminering og deportation frem til de første massemord på russiske jøder fordi de var jøder, i 1941. Det gælder især NS-regimets politik og praksis, det gælder de mange involverede organer og institutioner, det gælder de områder hvor jødeudryddelsen foregik, og de op imod ½ mio. mennesker, der medvirkede. Vi ved efterhånden meget om hvor, hvordan og hvornår det foregik, om hvem der udførte folkemordet 7

men uafklaret og omdiskuteret er stadig spørgsmålet om hvorfor. Hvorfor iværksatte det nazistiske regime dette barbariske og umenneskelige projekt, der i sin brutale konsekvens oversteg alle hidtil sete overgreb på etniske mindretal? Og hvorfor accepterede så mange at medvirke i forfølgelse og mord, mens det store flertal udeltagende og passivt så til og dermed var med til at muliggøre masseforbrydelsen? Det er, sikkert med rette blevet indvendt at den hidtidige udforskning af jødeudryddelsen og Holocaust i for høj grad har centreret sig omkring Tätersiden, altså på regimets racistiske jødepolitik, på udryddelsessystemet og dets institutioner og strukturer, men også på det store antal mennesker der konkret medvirkede i og udførte regimets forbryderiske politik. Til gengæld må den siges i nogen grad at have forsømt at tage fat på Holocaust set ud fra de mange jødiske ofres og færre overlevendes perspektiv, altså ud fra ofrenes perspektiv 29). Holocaust er blevet skildret som statsligt iværksat masseforbrydelse, men kun i begrænset omfang som ydmygelse af mennesker og deres lidelser. Derfor har den israelske historiker Yehuda Bauer i forlængelse heraf plæderet for at det afgørende var at anskue Holocaust i et jødisk perspektiv 30). 5. Holocaust efter det 20. århundrede Det nazistiske regimes barske forfølgelses- og udryddelsespolitik rettede sig mod flere af de såkaldte "racemæssigt mindreværdige" grupper, jøder, sigøjnere, "laverestående" slaviske folk som russer og polakker. Men med begrebet Holocaust eller Endlösung har dets forsøg på at udslette de angiveligt 11 mio. jøder i Europa fået sin specielle betegnelse. Holocaust står slet og ret som synonym for det nazistiske regimes jødeudryddelse. Implicit heri ligger påstanden om at jødemordet og jødeudryddelsen som folkemord var unikt, noget ganske specielt, noget usammenligneligt 31). Derfor kunne termen Holocaust naturligvis heller ikke anvendes på de andre folkemord, der er blevet udført i det 20. århundrede: altså på det tyrkiske folkemord på armenerne, Stalins folkemord på kulakkerne, NS-regimets forsøg på at udrydde sigøjnerne, Pol Pot-regimets massemord eller de nylige folkrmord i Burundi og Ruanda. For slet ikke at tale om det såkaldte "Holocaust of the mountains" om et voldsomt vulkanudbrud i delstaten Washington i USA! Holocaust udgjorde et i sit omfang og konsekvens hidtil uset folkemord og derfor er det unikt og usammenligneligt. Det er påstanden. Begrundelsen herfor ligger ikke primært i det kolossale omfang af jødiske ofre for NS-regimets udryddelsespolitik, ej heller i den brutale vilje til at udrydde et helt folk. Men først og fremmest i at det var den nazistiske stat, altså nationens fællesnævner og den fælles lov-og-orden-håndhæver der satte sig som mål at udrydde og udslette et helt folk, bare fordi det var jøder, og at den også havde magt eller definitionsmagt til at afgøre hvem der tilhørte det "jødiske folk" og var af "jødisk blod" og derfor skulle udryddes. Holocaust udtrykker en grundlæggende fornægtelse af menneskerettigheder og først og fremmest af den mest fundamentale: menneskets værd og menneskets ret til at bestemme over sit liv. Noget sådant var ikke set før, det var trods alt unikt og usammenligneligt, og derfor kunne det ikke ligestilles med andre folkemord. Men spørgsmålet er om det tilstrækkeligt til at fastholde at jødeudryddelsen var usammenlignelig og at den derfor med betegnelsen Holocaust skulle fastholdes som noget ganske specielt og andet end de andre eksempler på folkemord, hvor slemme de så end var. Dette synspunkt er måske ikke længere helt indiskutabelt. 8

Karl Christian Lammers Lektor i tysk samtidshistorie, Institut for historie, KU. Skrevet bl.a. "Fascination og forbrydelse. Den nazistiske tid", 1992, "Det ny Tyskland. Fra kapitulation til genforening 1945-1992", 1993. 1. Goebbels Tagebücher, del II 1941-1945, bind 2, s. 498f, jf. hertil også Christian Gerlach, Die Wannsee-Konferenz, das Schicksal der deutschen Juden und Hitlers politische Grundsatzentscheidung, alle Juden Europas zu ermorden, i: Werkstattgeschichte 18, 1997 (temanummer om Endlösung), s. 7-44. Jf. mht. beslutningsprocessen nu også Peter Longerich, The Unwritten Order. Hitler s Role in the Final Solution, London 2001. 2. Mens Endlösung på en måde kan hævdes at udtrykke regimets beskrivelse af jødeudryddelsen, altså magthavernes sprog, kan det ikke påstås at Holocaust udtrykker ofrenes perspektiv; det gør ordet Sho ah langt bedre. 3. Således beskrev Wolfgang Thierse, formand for Forbundsdagen, i 1999 Auschwitz-dagens betydning, Bulletin 5, Bonn 1999, s. 49. 4. Jf. den historiografiske oversigt hos Michael R. Marrus, The Holocaust in History, Hammondsworth 1993, endvidere Ian Kersham, The Nazi Dictatorship. Problems & Perspectives of Interpretation, London 2000, s. 93f, Dieter Pohl, Holocaust. Die Ursachen, das Geschehen, die Folgen, Freiburg 2000, The Holocaust. Origins, Implementations, Aftermath, udg. af Omar Bartov, London 2000, og senest Yehuda Bauer, Rethinking the Holocaust, Yale 2001. Jvf. endvidere den webbaserede bibliografi hos Brian larsen/peter Vogelsang (www.holocaust-uddannelse.dk). Vigtigt hjælpemiddel er leksikonnet Encyclopedia of the Holocaust, udg. af I. Gutman London 1990 (tysk udvidet udgave Enzyklopädie des Holocausts, udg. af Peter Longerich m.fl., München 1994. 5. Jf. Ulrich Herbert, Vernichtungspolitik. Neue Antworten und Fragen zur Geschichte des Holocaust", i: Ulrich Herbert (udg.), Nationalsozialistische Vernichtungspolitik 1939-1945. Neue Forschungen und Kontroversen, Frankfurt/M. 1998, s. 63f, endvidere Kershaw s. 269. 6. Norbert Frei i diskussion om Der Umgang mit dem Holocaust", i: Beschweigen und Bekennen. Die deutsche Nachkriegsgesellschaft und der Holocaust, udg. af Norbert Frei og Sybille Steinbacher, Göttingen 2001, s. 137. 7. Peter Reichel, Nationale Erinnerungen an Weltkrieg und Judenmord, i: Holocaust. Der nationalsozialistische Völkermord und die Motive seiner Erinnerung, Berlin 2002, s. 218. 8. Problemet som følge af den Kolde Krig var at hovedparten af ofrene kom fra den anden side". 9. Alan Bullock, Hitler. A Study in Tyranny, London 1953. 10. Cit. hos Frei s. 151. 11. Jf. Wolfgang Sauer, National Socialism: Totalitarianism or Fascism?, i: The American Historical Review 73, 2, 1967, s. 408. 12. Cit. efter Martin Broszat, Nach Hitler. Der schwierige Umgang mit unserer Geschichte, München 1988, s. 281. 13. Jf. Karl Dietrich Bracher, Die Auflösung der Weimarer Republik, Villingen 1955, Bracher/Sauer/Schulz, Die nationalsozialistische Machtergreifung. Studien zur Errichtung des totalitären Herrschaftssystems in Deutschland 1933/34, Opladen 1962, Hans Rothfels, Die deutsche Opposition gegen Hitler, Frankfurt/M. 1948, samt samme Zum Vermächtnis des Widerstandes, Vierteljahreshefte für Zeitgeschichte (VfZG), 2, 1954, s. 329-343.. 14. Allerede i første årgang 1953 aftryktes den såkaldte Gerstein-beretning om et besøg i lejrene Belzec, Treblinka og Majdanek og i 1957 SSlederen Heinrich Himmlers vigtige memorandum om behandlingen af de fremmede (Fremdvölkischen), herunder jøderne, VfZG, 1 og 5, 1953-57. Meget tidsbestemte er i øvrigt også de historiske introduktioner til dokumenterne. Egentlige historiske analyser lod dog vente længe på sig. 15. Gerald Reitlinger, Die Endlösung. Hitlers Versuch der Ausrottung der Juden Europas 1939-1945, Berlin 1956. 16. Wolfgang Scheffler, Judenverfolgung im Dritten Reich, 1933-1945, Berlin 1960, Raul Hilberg, The Destruction of the Jews in Europe, Chicago 1961. 17. Gerhard Schoenberner, Der Gelbe Stern, Hamborg 1960. 9

18. Hannah Arendt, Eichmann in Jerusalem, New York 1963 (ty. Udg. München 1965), Raul Hilberg, Unerbetene Erinnerung. Der Weg eines Holocaust-Forschers, Frankfurt/M. 1994, s. 107f. 19. Anatomie des SS-Staates, udg. af Hans Buchheim m.fl., Freiburg 1965. 20. Jf. Ulrich Herbert, Vernichtungspolitik, s. 15f. 21. Ulrich Herbert, Vernichtungspolitik.(Anm. 3), s. 15. 22. Uwe D. Adam, Judenpolitik im Dritten Reich, Düsseldorf 1972. 23. Herbert, s. 9. 24. Jf. hertil Wolfgang Benz (Udg.), Dimensionen des Völkermordes. Die Zahl der jüdischen Opfer des Nationalsozialismus, München 1991. 25. Daniel J. Goldhagen, Hitler s Willing Executioners, New York 1995. 26. Jf. eksempelvis de vigtige undersøgelser af Dieter Pohl, Von der "Judenpolitik" zum Judenmord. Der Distrikt Lublin des Generalgouvernements, Frankfurt/M. 1993, samme Nationalsozialistische Judenverfolgung in Ostgalizien. Organisation und Durchführrung eines staatlichen Massenverbrechens, München 1996, Thomas Sandkühler, Endlösung" in Galizien. Der Judenmord in Ostpolen, Bonn 1996, Christian Gerlach, Kalkulierte Morde. Die deutsche Wirtschafts- und Vernichtungspolitik in Weissrussland 1941 bis 1944, Hamborg 1999. 27. Jf. hertil Götz Aly, Endlösung, Frankfurt/M. 1995, Goetz Aly/Suzanne Heim, Vordenker der Vernichtung, Hamborg 1991, Christopher Browning, Ordinary Men. Reserve Police Battalion 101 and the Final Solution in Poland, New York 1992. 28. Peter Longerich, Politik der Vernichtung. Eine Gesamtdarstellung der nationalsozialistischen Judenverfolgung, München 1998. Andre samlede fremstillinger er Dieter Pohls lille om Holocaust (Anm. 3), samt Saul Friedländer, Nazi Germany and the Jews, I: 1933-1939, New York 1997, der dog endnu ikke er færdiggjort. 29. Jf. hertil Herbert, s. 11, endvidere Yehuda Bauer (Anm. 3), s. XV, samt Therkel Stræde, Holocaust-forskningens aktuelle stade (Ms, 2001). 30. Bauer, s. VIII. 31. Det har jeg også selv argumenteret for, jf. Karl Christian Lammers, Vejen til Auschwitz. Det nazistiske Tysklands mord på Europas jøder, København 2000, s. 18. 10