Mødet mellem den anbragte unge og pædagogen

Mødet mellem den anbragte unge og pædagogen Relation, normalitetsforventninger og selvopfattelse Skrevet af: Thilde Rugaard, FroE10-085, Hold D Benedikte Irene Nielsen, FroE10-178, Hold H Vejleder: Janne Jørgensen Professionsbachelor - Pædagoguddannelsen Frøbel UCC Januar 2014

Indholdsfortegnelse Indledning... 3 Metode og afgrænsning... 4 Indsamling af empiri... 7 Teoriafsnit og analyseafsnit 1... 10 Normalitet og sociale afvigelser... 10 Pierre Bourdieu... 11 Analyse... 13 Opsummering... 17 Teoriafsnit og analyseafsnit 2... 18 Kategorisering og udfordringer i den pædagogiske praksis... 18 Kategorisering... 18 Social arv... 20 Den socialpædagogiske opgave... 23 Analyse... 25 Opsummering... 30 Teoriafsnit og analyseafsnit 3... 31 Anerkendelse og selvopfattelse... 31 Axel Honneth... 31 Berit Bae... 34 George Herbert Mead... 36 Analyse... 38 Opsummering... 44 Diskussion... 44 Konklusion... 46 Metodekritik... 48 Litteraturliste... 49 Bilag 1-6:...

Indledning Med DR s dokumentarserie 'kæft, trit og knus' fra behandlingshjemmet Schuberts Minde, blev anbragte unge, deres udfordringer og vilkår, sat til debat. Mange havde en mening om de magtanvendelser der blev vist på tv i bedste sendetid, og den dannede da også grund for megen diskussion blandt undervisere og studerende på seminariet. Serien giver dog også et mere nuanceret billede af de unges livsverdner. For hvad er det det ligger til grund for deres adfærd? Og hvordan ser de unge på dem selv og deres udviklingsmuligheder? Med denne opgave og opgavens opfang, ligger en unik mulighed for at fordybe sig i et emne og en målgruppe, vi personligt ikke tidligere har tilegnet os en større viden om. Da vores specialisering henholdsvist har omhandlet anbragte børn og sindslidende voksne, ser vi en stor vinding i at udfordre vores nuværende viden, med viden om en ny målgruppe, men med et fokus vi ser som yderst relevant for store dele af den pædagogiske praksis. Pædagogik er et flertydigt begreb, og der er mange forskellige forståelser af, hvad pædagogik egentlig går ud på. En ting er dog sikkert, nemlig at det pædagogiske arbejde altid udspiller sig i relationen mellem mennesker. De forskellige forståelser af begrebet, indvirker på hvordan pædagogikken rent faktisk kommer til udtryk i praksis. Mens målsætningerne som oftest er defineret ud fra lovgivningsmæssige bestemmelser og paragrafer, så er måden hvorpå målet opnås, sjældent defineret i samme grad. Det er et særligt vilkår for den pædagogiske praksis, at der ikke findes konkrete facitlister med løsningsmodeller, og vi må derfor som pædagoger handle ud fra, hvad vi i situationen finder rigtigt at gøre. Denne ageren tager afsæt i personlige, såvel som faglige elementer og vi må gennem bevidsthed herom, arbejde for at balancen er og forbliver hensigtsmæssig i forhold til udøvelse af praksis. Vi mener at en positiv selvopfattelse er afgørende for den unges mod på at tage imod nye udfordringer, hvilket derfor også må have stor betydning for hvordan den unge forholder sig til fremtidige forventninger og krav. Her mener vi ligeledes, at den pædagogiske profession har en stor forpligtigelse i at skabe fremmende vilkår for den unges positive syn på sig selv.

Med ønske om at tilegne os en større indsigt i den pædagogiske opgave med anbragte unge, vil vi kigge nærmere på hvordan forskellige forforståelser og opfattelser har betydning for relationsarbejdet, samt den unges selvopfattelse og udvikling. Vores problemformulering lyder derfor som følger: Hvilken betydning har pædagogens forforståelser og opfattelser, for måden hvorpå han/hun møder den anbragte unge? Hvordan kan man som pædagog arbejde med at støtte den anbragte unge i en positiv selvopfattelse, der bidrager til at skabe de bedste udviklingsmuligheder? Metode og afgrænsning Vi har valgt titlen på opgaven; Mødet mellem pædagogen og den anbragte unge relation, normalitetsforventninger og selvopfattelse, da vi mener at disse tre elementer hænger uløseligt sammen. Som borger i et samfund, stilles der forventninger til os alle sammen. Grundet anbragte børns personlige og sociale vanskeligheder, kan de have en særlig udfordring i at leve op til disse forventninger, på samme måde som deres jævnaldrende. I ordet mødet ligger både mødet mellem forskellige normalitetsopfattelser - og forventninger, men også det direkte møde mellem pædagogen og den anbragte unge. Overordnet set, har vi valgt at inddele den anvendte teori i tre hovedafsnit, med hver deres efterfølgende analyse og opsummering. Efter disse tre afsnit, vil vi præsentere en fælles diskussion, som afsluttes med konklusionen. I andet og tredje afsnit har vi endvidere valgt at inddele afsnittene i mindre underafsnit, med hver deres overskrift. For overskuelighedens skyld, har vi valgt at markere hvert nøgleord med kursiv for at skærpe opmærksomhed på disse, da de har særlig relevans for vores besvarelse af ovenstående problemformulering. I første afsnit af opgaven har valgt at indlede den teoretiske del med sociolog Morten Ejrnæs definitioner af begreberne normalitet og afvigelse, ud fra kapitlet Normalitet og sociale afvigelser i Schou og Pedersens Samfundet i pædagogisk arbejde. Dette for at belyse hvilke opfattelser der hæfter sig ved begreberne da vi gennem hele opgaven forholder os til denne skelnen, anser vi denne

skelnen som værende betydningsfuld for den pædagogiske praksis. Vi har i opgaven, løbende valgt at lægge fokus på de udfordringer, vi som pædagoger skal være bevidste om i arbejdet med anbragte unge. Ud fra definitionerne af begreberne normalitet og afvigelse, vil vi i dette afsnit komme med en beskrivelse af hvordan pædagogen er del af en profession, der er medvirkende til at definere hvad der anses for værende normal eller afvigende adfærd. Vi finder dette relevant, da pædagogens primære arbejde finder sted i mødet med den unge, hvorfor hans eller hendes opfattelser af normalitet og afvigelse, kan have stor betydning for tilrettelæggelsen og gennemførelse af pædagogisk praksis. Dernæst har vi i første afsnit valgt at tage udgangspunkt i Søren Gytz Olesens udlægning af den franske sociolog Pierre Bourdieus teorier. Dette har vi valgt fordi, Bourdieu tager højde for menneskets vilkår i form af de strukturerer der omgiver mennesket, men ligeledes for menneskets selvstændige indflydelse på eget liv. Bourdieu belyser nogle almenmenneskelige mekanismer, der er med til at synliggøre de bagvedliggende faktorer eller årsager til hvorfor vi handler, opfatter og forstår ting som vi gør. Ud fra hans teori bliver det derfor muligt at forklare hvorfor nogle mennesker indtager en adfærd, der kan anses for værende af afvigende karakter. For at besvare vores problemformulering, finder vi Bourdieus teori relevant, da han med sit habitus begreb er med til at belyse et ubevidst aspekt ved menneskets handlen, som vi finder relevant i forhold til hvordan vi som pædagoger forholder os professionelt til praksis. Teorien kan ligeledes være med til at skabe bevidsthed og forståelse for den anbragte unges livssituation og handlemønstre, hvilket vi anser som afgørende, med henblik på en positiv relation der bidrager til at skabe gode forudsætninger for udvikling hos den unge. I opgavens andet afsnit vil vi belyse kategoriseringsprocessors betydning for den enkeltes selvopfattelse. Senere i samme afsnit vil vi præsentere hvilke konsekvenser kategorisering kan have, hvis kategorien fremkalder negative forestillinger hos den der kategoriserer. Denne repræsentation bygger på Marianne Skyttes, lektor i socialt arbejde ved Aalborg universitet, afsnit om Kategorisering og kulturopfattelse i Schou og Pedersens Samfundet i pædagogisk arbejde. Da vores fokus er rettet mod kategoriseringsprocesser, ser vi bort fra det kulturelle aspekt i afsnittet. Formålet med dette afsnit, er at fremhæve hvilken betydning pædagogens forestillinger om forskellige afvigende kategorier, kan have for relationen mellem pædagogen og den anbragte unge.

Begrebet social arv anvendes ofte i den pædagogiske praksis, samt i de samfundsmæssige debatter. Vi har dog en oplevelse af, at denne brede anvendelse kan være medvirkende til at kategorisere visse børn og unge på en uhensigtsmæssig måde, hvilken kan have betydning for den enkeltes opfattelse af egne udviklingsmuligheder. Da Morten Ejrnæs forholder sig kritisk til begrebet social arv, har vi valgt at gøre brug af hans bog Det ved vi om social arv, for at synliggøre hvilke følger der kan være af den brede anvendelse. Afsnittet vil desuden blive indledt af psykolog Gustav Jonssons definition af begrebet social arv, samt en definition af begrebet ud fra Psykologisk pædagogisk ordbog. Da vores formål er at undersøge, hvad anvendelsen af begrebet kan betyde for praksis, fravælger vi at forholde os til statistikker, til trods for at de også kan være med til at sige noget om et omfang af problematikken. Vi er dog bevidste om at der er en øget risiko for at børn og unge overtager deres forældres sociale problematikker. Som pædagog bruger man sig selv som arbejdsredskab, hvilket både medfører forcer og udfordringer. I forlængelse af de problematikker vi ser i forbindelse med anvendelsen af begrebet social arv, finder vi det relevant at medtage cand. Pæd. Bent Madsens beskrivelse af de vilkår, samt faldgrupper der kan være i den pædagogiske praksis. Til dette har vi valgt at benytte hans tekst Udvikling i socialpædagogisk teori og metode i hans bog Socialpædagogik, integration og inklusion i det moderne samfund. Vi anser hans beskrivelse af faglighed, og vigtigheden heraf, som en afgørende viden pædagogen må besidde, for at kunne udføre sit arbejde på bedste vis. I opgavens tredje teoretiske afsnit, har vi valgt at lægge fokus på individets selvopfattelse, og hvordan anerkendelse kan have betydning for denne. Vi mener at en positiv selvopfattelse er afgørende for den unges mod på at tage imod nye udfordringer, hvilket kan have stor betydning for hvordan den unge forholder sig til fremtidige samfundsmæssige forventninger og krav. For at præsenterer et blik på selvopfattelse, har vi valgt at anvende George Herbert Meads teori ud fra professor Erik Laursens kapitel; George Herbert Mead selvets sociale genese i Anders Petersens bog Selvet sociologiske perspektiver. Mead er især optaget af individets egen forståelse af sig selv, og beskriver bl.a. hvordan individets selvforhold udvikles gennem et handlende og et refleksivt jeg. Ud fra dette, ønsker vi at belyse hvordan pædagogen kan arbejde for at fremme

netop denne del af identitetsdannelsen, men også hvordan pædagogens tilgang til den unge anbragte opleves af den unge selv. I forlængelse ovenstående, finder vi det væsentligt at anvende socialfilosof Axel Honneths teori om anerkendelse, samt professor Berit Baes teori om anerkendende relationer. For at belyse Axel Honneths teori anvender vi sociolog Carsten Frank Olesens kapitel om Magt og anerkendelse i Schou og Pedersens Samfundet i pædagogisk arbejde, samt Lektor Britta Nørgaards tekst Axel Honneth og en teori om anerkendelse i Tidsskrift for Socialpædagogik nr. 16, fra 2005. Til at præsentere Berit Baes teori om anerkendelse, har vi valgt at anvende hendes tekst om Voksnes definitionsmagt og børns selvoplevelse fra Social kritik nr. 47, fra 1996. Da vores problemformulering indeholder et led med fokus på, hvordan pædagogen kan støtte den unge i en positiv selvopfattelse, ønsker vi at skabe forståelse for hvilke handlemuligheder pædagogen kan benytte med henblik på denne indsats. Som beskrevet i indledningen, finder vi unge i alderen 16-18 år interessant, hvorfor vi har valgt at fokusere på denne målgruppe. Selvom vores empiriindsamling har fundet sted på et behandlingshjem, har vi fravalgt at forholde os til konkrete behandlingsmetoder. Vi anvender betegnelsen behandlingshjem, samt behandlingsmæssige kontekster da målgruppen på stedet overordnede set, har vanskeligheder af en sådan karakter, der betyder at de har behov for behandling. Vi er bevidste om at den behandlingsmæssige metode har betydning for tilgangen til den unge, men finder det vigtigere at rette fokus mod samspillet mellem pædagog og ung, samt hvilken betydning dette samspil har for den unges selvopfattelse. Indsamling af empiri For at kunne besvare spørgsmålet i problemformuleringen, har vi fundet det nødvendigt også at tilegne os et brugerperspektiv, hvorfor vi har fundet det relevant også at indsamle egen empiri på et behandlingstilbud, der bl.a. arbejder med målgruppen anbragte unge i alderen 16-18 år. For at få størst relevant viden ud af besøget, valgte vi at lave et kvalitativt studie interview. Det kvalitative interview tager udgangspunkt i den interviewedes livsverden, oplevelser og erfaring. Som informant har vi valgt at anvende en pædagog der har arbejdserfaring med målgruppen, da vi anser ham for værende i besiddelse af en vigtig viden om hvordan man yder støtte til unge i en daglig pædagogisk

praksis. Vi er dog bevidste om at interviewet er et øjebliksbillede af virkeligheden, og at svarene vil være præget af pædagogens egne oplevelser og holdninger. 1 I forbindelse med planlægningen af interviewet, åbnede pædagogen muligheden for at vi muligvis også kunne komme i tale med de unge selv. Da dette ikke kunne afklares på forhånd, udarbejdede vi en ekstra interviewguide, hvor spørgsmålene var formuleret særligt til de unge, og med den etiske overvejelse, at vores spørgsmål ikke måtte fremkalde følelser om afvigelse og stempling. Spørgsmålene er derfor ligeledes udarbejdet med fokus på de unges nutidige og fremtidige perspektiver, hvorfor vi har valgt at afholde os fra spørgsmål vedrørende deres opvækst og fortid. Ydermere har dette betydning for at vi kunne forholde os så objektivt som muligt til deres udtalelser. Ved fremmøde på behandlingshjemmet viste de unge sig at være meget imødekommende overfor vores ønske om at tale med dem, hvilket resulterede i fem individuelle interviews. Disse interviews har givet os gode forudsætninger for at kunne belyse vores problemformulering ud fra de unges eget perspektiv. Interviewene er vedlagt som bilag, sidst i opgaven. Vi er bevidste om vores tavshedspligt, hvorfor vi har ændret institutionens egentlige navn, samt anonymiseret de interviewedes navne ved at kalde dem ved andre navne. Ud fra svarene på vores interviewspørgsmål får vi en meget begrænset viden om de seks interviewpersoners fortid. Vi ved hvor længe de enkelte unge har været anbragt uden for hjemmet, hvor længe de har boet på Skovbrynet, hvor gamle de er, og hvilken uddannelse de er tilknyttet. Vi har ingen viden om anbringelsernes baggrund, og kun begrænset viden om deres adfærd og indbyrdes relationer gennem pædagogens udtalelse. Vi ved at pædagogen Jonas, har været uddannet i syv år, og at han har arbejdet på Skovbrynet lige siden. Vi har ingen viden om hvorvidt han har særlig tilknytning til nogle af de unge, i kraft af kontaktperson rolle etc. 1 Metodebogen, s. 112

Institutionsbeskrivelse 2 Behandlingshjemmet Skovbrynet er en døgninstitution med plads til 32 børn og unge i alderen 5 18 år. Institutionen er delt op i tre afdelinger, hvoraf den ene afdeling for nyligt har oprettet fire særlige pladser for unge mellem 16-18 år. Skovbrynet har intern skole hvor nogle af de anbragte børn og unge modtager undervisning. De øvrige børn er tilknyttet andre undervisningsforløb udenfor institutionen, herunder særligt tilrettelagte undervisnings forløb, almen folkeskole samt gymnasiale udannelser. Fælles for de anbragte børn og unge, er at de alle har været udsat for omsorgssvigt så som seksuelle overgreb, vold og manglende tilstedeværelse fra forældrenes side. Børnenes opvækst har gjort, at flere af dem er præget af angst og usikkerhed, hvilket kommer til udtryk i deres adfærd. Børnenes problematikker gør det svært for dem at indgå i en tillidsfuld relation, hvorfor de har brug for et trygt miljø der kan danne grundlag for at opbygge relationer til omsorgsfulde voksne, hvis opgave bl.a. er at udvise tydelighed og troværdighed over for den anbragte. Dagligdagen på Skovbrynet er struktureret, dog stadig med plads til egne input og fritidsaktiviteter. Da formålet med afdelingen Hjørnehuset for unge, er botræning, gælder der her andre regler. I Hjørnehuset anses de unge delvist som voksne, hvilket betyder at pædagogerne har en forventning til de unge om medansvar. Dette kommer til udtryk i måden hvorpå der indgås aftaler. Der ligger bl.a. faste aftaler omkring at de unge selv skal stå op, lave mad, gøre rent osv. Disse opgaver stilles med henblik på at klargøre de unge til på sigt at kunne klare sig selv bedst muligt når anbringelsesperioden på Skovbrynet ophører. Et eksempel på nogle af de opstillede regler er, at de unge beboer skal være hjemme på hverdage senest kl. 22 og det forventes at beoerne er på værelserne senest kl. 23.30. Venner er velkomne på afdelingen og det er mulig at have en overnattende gæst, også på hverdage. Beboerne skal ikke spørge, men give besked omkring hvad de skal og hvor de befinder sig når de er uden for Skovbrynet. 2 Grundet anonymisering henvises der ikke til de konkrete kilder. Oplysninger i institutionsbeskrivelsen stammer fra interviewsvarene i bilag, behandlingshjemmets hjemmeside samt udleverede papirer fra behandlingsstedet i forbindelse med udførelsen af interview.

Teoriafsnit og analyseafsnit 1 Vi har valgt at indlede første afsnit i opgaven med en definition af begreberne normalitet og afvigelse, da vi finder det relevant at afklare hvilke opfattelser der knytter sig til forskellige forståelser af begreberne. Herefter vil vi benytte Pierre Bourdieus teori til at kaste et sociologisk blik over hvilke processer i samfundet der bl.a. er med til at påvirke vores umiddelbare måde at handle på. Vi finder hans teori særligt vigtig i forhold til arbejdet med anbragte børn og unge, da vi som pædagoger må forholde os til disse børns tidligere erfaringer og oplevelser. Disse baggrunde kan bl.a. have været medvirkende til de unges nuværende vanskeligheder, hvorfor vi mener de bør indtænkes som et led i behandlings- og relationsarbejdet. Vi har valgt at benytte os af Bourdieus teori, da vi finder den bidragende til større forståelse for den anbragte unges vanskeligheder og adfærd. Normalitet og sociale afvigelser I arbejdet med anbragte unge, opstår der et dilemma når pædagogens arbejde på den ene side består i at skabe rum for selvudvikling, og på den anden side at gribe ind overfor samt korrigere uacceptable sociale forhold altså forhold der vurderes at være af en så afvigende karakter at det kan have konsekvenser for den unge. Det er bl.a. pædagogens opgave, set i lyset af samfundets eksisterende normalitetsopfattelser, at skelne mellem hvad der signalerer en normal adfærd og hvad der signalerer socialt afvigende adfærd. Socialt afvigende adfærd henviser til en adfærd der ikke passer ind i samfundets normer for normal adfærd. Disse tilfælde kan vurderes at være truende for den unges udvikling. Der er altså tale om en adfærd, der samfundsmæssigt set, kan betegnes som uacceptabel. 3 Morten Ejrnæs henviser til Holsts måde at skelne mellem tre forskellige opfattelser af normalitet: Statistisk normalitet henviser til det gennemsnitlige, og det normale kan derfor beregnes ud fra statistikker. Det statistiske normalitetsbegreb bliver ofte brugt i videnskabelige undersøgelser og tabeller, men begrebet indeholder ingen opfattelse eller forklaring på hvad der er normalt og hvad der er afvigende. 3 Schou og Pedersen, 2010, s. 191-192

I den medicinsk-moralske normalitetsopfattelse repræsenterer det normale det sunde, og det afvigende det usunde eller syge, hvilket er kategorier der er defineret ud fra lægevidenskaben. I forhold til somatiske sygdomme giver den medicinske normalitetsopfattelse mening for de fleste, hvorimod det ofte er omdebatteret om denne opfattelse er ligeså meningsfuld, når det kommer til psykiske sygdomme. Foruden den medicinske opfattelse af normalitet, findes der også en moralsk. Denne opfattelse bruges i forhold til at definere rigtig opførsel. Her anses det normale for det der er moralsk korrekt, mens det afvigende er det, der strider mod moralen. I den sociologiske normalitet defineres normalitet, som den adfærd og tilstand der anses for værende socialt accepteret og i overensstemmelse med samfundets normer. Sociale afvigelser vil således være defineret som de tilstande og adfærd der strider mod samfundets normer, og derfor anses som uacceptable. 4 Pierre Bourdieu Pierre Bourdieu er kendt for sin sociologiske tilgang til teoridannelse og det er især begreber som habitus, kapital, felt og doxa der har været betydningsfulde i hans teori om menneskelig praktik. I denne teori skelner han ikke mellem det objektive og subjektive, men inddrager elementer af både fænomenologisk og strukturalistisk tænkning. Disse to tilgange betyder, at Bourdieu ser mennesket som aktør i egen dannelse og menneskets dannelse som påvirket af ydre omstændigheder (strukturer). Bourdieu synes især at være inspireret af den franske filosof Merleau-Pontys kropsfænomenologiske teori. Dette skal forstås som at erkendelser ikke kun sker via sproget og dets fortællinger, men især gennem kroppen som kropsligt forankrede erkendelser. 5 Bourdieus begreber er på en måde vævet ind i hinanden og det kan være svært at redegøre for et enkelt af hans begreber, uden at nævne de andre. Bourdieus habitus begreb skal forstås som menneskets praktiske sans. Den praktiske sans er den, vi som mennesker hele tiden benytter, når vi opfatter, forstår og handler i givne situationer. Denne sans udfolder sig i de relationer vi indgår i. 4 Schou og Pedersen, 2010, s. 201-203 5 Olesen, Søren Gyts 137-138

Habitus skal derfor ses som et produkt af socialiseringen, og kan ligeledes kaldes for det sociale livs hukommelse. Habitus kan altså kobles meget tæt sammen med enhver form for menneskelig handlen og følelse, og er kropsligt forankret, som en slags væremåde der er indlejret i mennesket gennem socialisering. Habitus dannes gennem de erfaringer mennesket gør sig og kommer bl.a. til udtryk i form af vores reaktionsmønstre. Disse følelser og handlemønstre, mener Bourdieu derfor kan være med til at vidne om individets fortid og har betydning for hvordan vi opfatter og forholder os til forskellige situationer. 6 Bourdieu forklarer, hvorledes de objektive strukturer gennem agentens praktik sætter sig i det enkelte individ og dermed sedimenteres i form af holdninger og opfattelser til sig selv og sin verden 7. Bourdieu beskriver habitus som varige dispositioner der varer ved hele livet igennem. Men habitus kan også forandres, hvis et menneske gennem længere tid indgår i andre sociale sammenhænge, hvor individets forudsætninger eller vilkår er anderledes. Dette omtales i følgende citat; Når den enkelte i en langstrakt periode er underkastet bestemte sociale forhold, resulterer det i et system af varige og transponérbare holdninger, der udtrykker internaliseringen af de materielle omstændigheder, der er karakteristisk for et bestemt miljø, og som indskriver sig i den enkeltes bevidsthed som uomgængelige og indiskutable 8. De transponérbare holdninger som Bourdieu betegner som karakteristiske for et bestemt miljø, benævner han med begrebet doxa. Bourdieu mener bl.a. at samfundets måde at opretholde og legitimere en herskende social orden, kommer af doxa den almindelige mening, som bl.a. bidrager til samfundets sammenhængskraft. Doxa skal forstås som en slags common sence forestillinger og er et udtryk for det naturlige eller det selvfølgelige at gøre. Doxaen dækker derfor over en række forestillinger om hvad der for eksempel er ret og uret, eller normalt og unormalt (normalt og afvigende) inden for et givent felt. 9 Begrebet felt er endnu et centralt begreb i Bourdieus teori, som han benytter om de rum hvor praktikken udfoldes. Vi er som individer i et samfund, alle deltagere af forskellige sociale rum og det er disse rum Bourdieu betegner som felter. Et felt opstår der, hvor mennesker kæmper om de symbolske og materielle tilgange, der er fælles for dem. I ethvert felt befinder sig forskellige interesser, og der gør sig specifikke regler og værdier gældende, alt efter hvilket felt man står i. Felterne har deres egen relative egen logik og det er disse logikker Bourdieu betegner som doxa. 10 De forskellige felter er ikke kun præget af doxaen, men er også domineret af kapitaler. Kapital er de 6 Schou, Carsten 2010 s. 91 7 Olesen, Søren Gytz, 2000, s. 141 8 Olesen, Søren Gytz, 2000, s. 145 9 Schou og Pedersen, 2010 s. 88-90 10 Schou og Pedersen, 2010 s. 90

værdier der er anerkendt indenfor et givent felt. Bourdieu taler om tre forskellige kapitalformer: økonomisk (penge og materielle ressourcer), kulturel og social kapital. Værdien af de forskellige kapitalformer kommer an på efterspørgslen i feltet. Kulturel kapital kan eksempelvis være forholdet til musik og bøger, eller kropsliggjorte manerer. Det kan være institutionsbundne titler, æresdiplomer og uddannelsestitler. Med kulturel kapital er der tale om symbolske goder i form af dannelse og uddannelse. Bourdieu bruger betegnelsen social kapital for de sociale ressourcer en agent har. Ressourcerne kan være indflydelsesrige relationer, som for eksempel at være medlem af en bestemt gruppe og skal i feltet være anerkendt værdi. Har man rigelige mængder af disse kapitalformer, får man stor symbolsk gennemslagskraft hvilket Bourdieu benævner symbolsk kapital. Denne overordnede kapitalform udgør det samlede omdømme, som de andre kapitalformer transformeres til, når de opfattes som legitime i et specifikt felt 11. Summen af menneskets symbolske kapital udgør altså et samlet omdømme. Symbolsk kapital er en magt vi bruger i omgang med andre mennesker og som bygger på doxabaserede forestillinger. Når magten udøves, er der ifølge Bourdieu tale om symbolsk vold. Denne symbolske vold, bliver af dem den udøves overfor opfattet som selvfølgelig og nødvendig, hvorfor den accepteres af både den udøvende og den magten udøves mod. Et eksempel på dette er når en underviser formidler viden til sine elever. Den der har magten overfører en viden, som anerkendes, og opfattes derfor ikke som vold. 12 Ud fra denne præsentation af Bourdieus teoretiske begreber, vil vi nu sammenholde dem med udvalgte citater fra vores interview af den empiri vi indsamlede på behandlingshjemmet Skovbrynet. Analyse De anbragte unge på Skovbrynet har forskellige vanskeligheder, der ifølge pædagogen Jonas, alle kan relateres til omsorgsvigt fra forældrenes side. Måden hvorpå de unge opfatter, forstår og handler i givne situationer, kan ud fra Bourdieus teori, vidne om de unges tidligere oplevelser. 11 Schou og Pedersen, 2010, s. 92 12 Schou og Pedersen s. 92-93

De holdninger og opfattelser der knytter sig til de ydre omstændigheder, som inden anbringelsen har dannet ramme om de unges liv, kan med tiden igennem internalisering, komme til udtryk som den unges egen opfattelse og holdning, det Bourdieu betegner som de transponèrbare holdninger. Ud fra et Bourdieu perspektiv vil de unges adfærd, såsom udad reagerende adfærd og manglende tillid til pædagogerne, kunne relateres til deres tidligere erfarede oplevelser, og er med til at danne grundlag for deres habituelle handlen. Bourdieu mener at et individs habitus rummer varige dispositioner der er gældende livet igennem. Disse dispositioner mener Bourdieu dog kan ændres, såfremt den enkelte gennem længere tid indgår i andre sociale sammenhænge, hvor den enkeltes forudsætninger og vilkår er anderledes. Med dette fremsætter Bourdieu en teori, der kan anvendes som argumentation for behandlingshjemmenes berettigelse nemlig at en længerevarende indsats godt kan erstatte tidligere normers forståelser og opfattelser, og dermed skabe en ændring af den habituelle adfærd. Et eksempel på dette kan ses i interviewet med Morten. Morten har boet på Skovbrynet i to år, og boede hjemme inden da. Han er 16 år gammel, og går på den interne skole på 9. klassetrin. Morten bor ikke på Skovbrynets ungeafdeling Hjørnehuset, men på den tilhørende afdeling. Han kommer dog tit på besøg i Hjørnehuset. Interviewer: Er der noget du syntes du er blevet bedre til, mens du har boet på Skovbrynet? Morten: Ikke at slå så meget. Og har lært at ikke slå på piger. Og så det som jeg sagde før, at passe min skole. 13 Som tidligere nævnt, besidder vi ingen viden om Mortens baggrund eller begrundelse for anbringelse, og ej heller øvrig viden om det hjem og miljø han kommer fra. Ud fra ovenstående svar, kan det tyde på, at før Morten kom til Skovbrynet, slog på andre og var fraværende i forhold til skolen. Det kan derfor tænkes at Morten efter anbringelsen har tilegnet sig en bevidsthed omkring en norm, der siger at det ikke er i orden at slå andre, og at det godt kan betale sig at passe sin skolegang. Denne norm kan ses som et udtryk for Skovbrynets doxa og repræsenterer ligeledes en herskende samfundsmæssig doxa, der er udtryk for hvad der kan betegnes som acceptabel adfærd. 13 Bilag 5, s. 9

Da Bourdieu både ser habitus som varig og foranderlig, kan den habituelle handlen over en langstrakt periode, delvist ændres. Dette betyder at det kan tage tid for Morten at integrere et nyt handlemønster, hvorfor det kan være svært for Morten at ændre sin voldelige adfærd. Ud fra denne påstand kan det tænkes, at til trods for at Morten giver udtryk for en ny tillært norm, vil hans habituelle handlen stadig være præget af tidligere erfaringers påvirkning, hvorfor Morten kan risikere at genoptage tidligere handlemønstre. Dette kan skyldes at der i forskellige sociale kontekster, gør sig forskellige kapitaler gældende som værdifulde. Såfremt Morten har opnået social kapital i et miljø ved voldelig adfærd eller har indgået i et miljø med voldelig adfærd, anser vi det for værende muligt, at han genoptager denne adfærd, hvis han indgår i denne kontekst igen. Da de pædagogiske institutioner repræsenterer nogle generelle samfundsnormer, må det antages at det på Skovbrynet er værdifuldt at udvise gode manere hvilket kan vidne om tilegnede kompetencer der kan forbindes med en sund udvikling. Pædagogen Jonas omtalte af flere omgange, en af de unge, Patricia, som værende pligtopfyldende, hvilket kan være med til at sige noget om Jonas forestillinger om normal adfærd. Det kan samtidig også være et udtryk for hvad Jonas og Skovbrynet vægter som en værdifuld kulturel kapital, og at Patricia lever op til Jonas og Skovbrynets normalitetsforventninger. Som tidligere nævnt gør der sig en doxa gældende i samfundet, der er med til at definere hvad der anses for normal og afvigende adfærd. Mortens voldelige adfærd kan ud fra disse definitioner, opfattes som afvigende, da den i dette tilfælde ikke er socialt accepteret og i overensstemmelse med samfundets normer. I samfundets doxa ligger der en række normalitetsopfattelser for accepterede samværsmåder, samt normalitetsforventninger der er nødvendige for at samfundet kan bestå. Disse forventninger gælder os alle sammen, men kan være problematiske for nogle mennesker at leve op til hvis han/hun er vokset op i et afvigende miljø, med normer der ikke er accepteret af samfundet. Hvis Mortens voldelige adfærd fortsatte, ville det på sigt få uhensigtsmæssige konsekvenser som ville kunne begrænse hans fremtidige muligheder. Derfor må det anses for afgørende at pædagogerne omkring Morten arbejder på at overføre Skovbrynets og de overordnede samfundsnormer til Morten. Dette omtales i nedenstående interview med pædagogen Jonas: Pædagogen: Hvis eksempelvis Morten som har boet her nogle år. Der er det sværere at ændre hans selvopfattelse. Jeg vil våge den påstand at med den måde vi arbejder på, som også langt hen

af vejen er ret positiv, så er der mange muligheder for at ændre hans selvopfattelse også fordi vi har intern skole så det er ligesom et helhedstilbud kan man sige det er ikke kun i dagtimerne eller i skoletiden der bliver arbejdet, men døgnet rundt. 14 Pædagogen omtaler igen Morten senere i interviewet: Har Morten godt af at gå i træningscenter, ja på nogle punkter, ego mæssigt nej.. det er altså en individuel vurdering. 15 Ud fra disse udtalelser ser det ud som om pædagogerne har en opfattelse af Morten, der ikke stemmer overens med Mortens egen selvopfattelse. Dette ser vi som et udtryk for pædagogens normalitetsopfattelser af, hvad der bidrager til en positiv selvopfattelse hos Morten. Pædagogens vurdering støttes af det sidst nævnte citat, hvor pædagogen vurderer, at Morten ikke har godt af at gå i træningscenter pga. sit ego. Pædagogens svar om, at der arbejdes på Mortens selvopfattelse som et helhedstilbud, der er gældende hele døgnet, tyder på at Mortens adfærd og selvopfattelse stadig er afvigende i en sådan grad at pædagogerne vurderer at denne indsats er nødvendig. Med disse forskellige opfattelser af Morten, forestiller vi os at der kan opstå konflikter mellem pædagogerne og Morten, hvilket kan være en udfordring for pædagogens relationsarbejde. Dette understøttes af følgende citat: Interviewer: Hvad syntes du at pædagogerne kunne blive bedre til? Morten: Og lade vær med at råbe. For det nytter ikke at råbe, for så kan man ikke snakke sammen. 16 Det er umiddelbart svært at sige noget om doxaen pædagogerne i mellem, da vi kun har et interview med en enkelt pædagog. Men med viden om at han har arbejdet på Skovbrynet i syv år, formoder vi at hans udtalelser i høj grad af præget af den herskende doxa på stedet. Lige som de unge, internaliserer pædagogerne også de holdninger og opfattelser der findes i miljøet, og med tiden vil de komme til udtryk som egne holdninger og opfattelser. Med afsæt i de tre definerede opfattelser af normalitetsbegrebet, kan man fremsætte de anbragte unge på Skovbrynet som afvigende ud fra alle tre betragtninger. Da den statiske 14 Bilag 6, s. 12 15 Bilag 6, s. 14 16 Bilag 5 s. 9

normalitetsopfattelse forholder sig til tal og statistikker, bliver det afvigende det der er i mindretal. Man kan her tale for at anbragte børn og unge kan være normale i eksempelvis højde, men afvigende i forhold til opvækstform. Den medicinske og moralske normalitetsopfattelse er interessant for denne målgruppe, afhængigt af hvilken opfattelse man har af psykiske lidelser. I kraft af de unges behandlingsbehov, kan det antages at nogle af dem har psykiske diagnoser, hvilket betyder at de ud fra den medicinske opfattelse ville anses for værende afvigende. Den moralske opfattelse er særlig interessant, set i forhold til eksemplet med Morten, hvor Mortens voldelige adfærd må anses som værende moralsk forkert, og dermed afvigende. Denne adfærd kan også defineres som afvigende ud fra den sociologiske normalitetsopfattelse, da det normale og afvigende her defineres ud fra samfundets normer. Opsummering Med afsæt i den redegørende del, har vi gennem analysen opnået en forståelse for hvad der kan ligge til grund for Mortens måder at handle på. Da vi ikke besidder nogen viden om Mortens opvækstmiljø, kan forståelsen dog kun udspringe af den tolkning der er fundet sted, ud fra hans egne udtalelser og af pædagogens udtalelser om ham. I denne tolkning fremgår det, at Morten kommer fra et miljø med andre normer, end den der er herskende på Skovbrynet. Med tanke på problemformuleringen, er Bourdieus teori altså medvirkende til at skabe en forståelse for menneskets opfattelser, forventninger og handlen. Bourdieus teori vægter to forskellige aspekter, hvor han både medtænker vilkår og de ydre omstændigheder, samt anerkender mennesket som et selvstændigt handlende individ. Ud fra hans teori, kan man påpege den force der ligger i at man i den pædagogiske praksis anvender et dobbeltblik, der har øje for både den unges fortid og fremtid. Med denne præsentation og analyse af Bourdieus teori, vil vi nu gå videre med et afsnit om kategorisering og udfordringer i den pædagogiske praksis.

Teoriafsnit og analyseafsnit 2 Kategorisering og udfordringer i den pædagogiske praksis I det følgende har vi valgt at præsentere begreber og definitioner, som vi finder særligt relevant i forhold til at kunne besvare problemformuleringens første led, omhandlende hvilken betydning pædagogens forforståelser har, for måden hvorpå han/hun møder den anbragte unge. Da det følgende afsnits begreber bl.a. behandler nogle tendenser der kan være med til at sige noget om hvordan vi opfatter forskellige situationer samt forskellige kategorier af mennesker, finder vi tendenserne vigtige at rette opmærksomhed på. Da kategoriseng også fungerer som en naturlig måde at sortere i vores livsverden, samt afgrænse egen identitet, ser vi et dilemma i at balancere mellem de hensigtsmæssige og uhensigtsmæssige kategoriseringer. Vi har ydermere valgt at rette opmærksomhed på begrebet social arv for at eksemplificere hvilke opfattelser der hæfter sig ved begrebet, og dernæst hvordan brugen af begrebet sammen med disse opfattelser, kan indvirke på mødet mellem pædagog og anbragt ung, og ligeledes på den unges udviklingsmuligheder. Afslutningsvis vil vi anvende Bent Madsen da han er med til at sætte fokus på forholdet mellem en personlig og professionel tilgang. Dette for at kaste lys over nogle af de dilemmaer der udspiller sig i praksis og som vi finder vigtigt at være bevidste om. Kategorisering Ved hjælp af kategoriseringer kan mennesket systematisere sin sociale verden, ligesom det kan være med til at danne og skabe større bevidsthed om egen sociale identitet. Kategorisering skaber social orden i samfundet, ved at danne grupperinger ud fra ligheder og forskelle. Hele livet igennem kategoriserer vi for at skabe forståelse for sociale handlinger. Sideløbende tilegner vi os et kulturelt syn på hvordan vi skal og bør omgås andre mennesker, alt efter hvilken kategori de hører til. Ved at

definere en række modsætningsforhold, kan kategorisering skabe mening i tilværelsen, fordi det samtidig er en måde hvorpå mennesket kan skabe orden i sin livsverden. For at skabe bevidsthed om og afgrænse egen identitet, definerer vi andre, fordi det samtidig er med til at sige noget om os selv. Det kan være en måde at distancere sig fra nogen eller noget, eller det kan være en måde at sammenligne os selv med andre indenfor en bestemt kategori. Til de forskellige kategorier tilhører forskellige værdier og følelsesmæssige betydninger. Ud fra de forskellige værdier ligger nogle forventninger til hvert enkelt kategorimedlem, som er med til at give hvert medlem en rolle og et socialt tilhørsforhold. 17 Der er grund til at kigge nærmere på fænomenet, da kategorisering kan udgøre elementer i processer, der kan have konsekvenser for dem som kategoriseres. En af de yderste konsekvenser kan være en stempling af det enkelte individ. Denne alvorlige konsekvens kan have rødder i en tendens vi mennesker ofte benytter os af når vi definerer nogen eller noget. Tendensen betyder at vi ofte situations eller egenskabsforklarer menneskers adfærd. Når vi situationsforklarer en adfærd, er det ofte ud fra handlinger eller afvigelser hos mennesker vi anser os selv for værende i kategori med. Denne forståelse tager udgangspunkt i den sociale kontekst han eller hun befinder sig i. Når vi derimod skal forklarer handlinger og afvigelser hos mennesker vi ikke definerer os selv i kategori med, vil tendensen ofte være at vi egenskabsforklarer. 18 Når vi egenskabsforklarer hæfter vi os ofte ved de egenskaber vi oplever som afvigende fra os selv eller afvigelser vi ikke forstår. Den forklaring vi benytter, fortæller noget om vores forestillinger og forventninger til den eller det vi forklarer, og kan derfor have afgørende betydning for hvordan vi forholder os til andre mennesker. Vores forestillinger kan i nogle tilfælde virke som en fordom og kan med andre ord beskrives som stereotypier. Stereotypier er ofte ensidige, overdrevne og fordomsfulde antagelser, der forventes at være gældende for alle individer inden for samme kategori. 19 Stereotypier dukker oftest frem i mødet med mennesker der afviger fra os selv. Problematikken ligger i, at frem for at forholde os til den enkelte, er der med stereotypier fokus på de forventninger vi har til en bestemt kategori, og som vi forestiller os at den enkelte tilhører. En alvorlig konsekvens ved stereotypering er, at de kan føre til stigmatisering og med tiden fungerer som selvopfyldende profetier. Ved stigmatisering er der tale om en proces, hvorved den enkelte tillægges negative egenskaber, som er baseret på enkelte eller tilfældige handlinger, social position 17 Schou og Pedersen, 2010, s 116-117 18 Schou og Pedersen, 2010, s. 117 19 Schou og Pedersen, 2010 s. 118

eller lignende. Omgivelsernes fokusering på disse egenskaber giver den enkelte en etiket der synes at blive siddende og som definerer den enkelte person ud fra omgivelsernes fokus. 20 Hvis en person kontinuerligt mødes med negative forventninger, kan dette medføre at han eller hun på sigt udvikler en negativ selvopfattelse, hvilket kan sidestilles med det negative stigma. Stemplingsprocesserne kan føre til at individet begynder at opleve sig selv i overensstemmelse med de negative egenskaber som omgivelserne har hæftet på individet, og kan betyde at den stemplede begynder at indleve sig i rollen som afviger. På den måde kan kategoriseringer bidrage til processer, der igennem egenskabsforklaringer kan føre til problematiske stemplingsprocesser. Det er vigtigt at pointere at kategoriseringer ikke kan undgås og at de samtidig fungerer effektivt i forhold til udvikling af social identitet. Måden hvorpå vi kategoriserer, har betydning for hvordan vi indgår i sociale sammenhænge og de bliver dermed en del af vores sociale kompetencer, når vi tilpasser os forskellige kontekster. Det er et dilemmafyldt fænomen fordi kategoriseringer indeholder mekanismer der på den ene side er konstruktive i forhold til vores identitetsdannelse samt evne til at indgå i forskellige sociale fællesskaber, og på den anden side kan være med til at udvikle en større kløft mellem det der betragtes som normalt og det der betragtes som afvigende. 21 I det følgende vil vi rette vores fokus mod begrebet social arv. Dette, som tidligere nævnt, med henblik på at eksemplificere en problematik omkring brugen af begrebet. Et eksempel på en ud af mange faktorer, der kan have afgørende betydning for hvordan pædagogen forholder sig til den anbragte unge. Social arv Social arv som begreb, stammer fra den svenske psykiater Gustav Jonsson, der i 1968 udgav bogen Den sociale arv. Bogen bygger på hans doktorafhandling om samme emne. Her præsenterer han en tese om, at kriminalitet og anden form for afvigelse arves fra generation til generation, at afvigelsen bliver talmæssigt mere omfattende og, at afvigelsen bliver mere alvorlig over tiden. Hans afhandling indeholdte følgende citat;.. man siger i England, at det tager tre generationer at skabe 20 Schou og Pedersen, 2010 s. 117-119 21 Schou, Carsten 2010 s. 119-120

en gentleman, måske gælder den samme talemåde for asociale drenge. Med dette citat og udgivelsen af bogen, blev begrebet den sociale arv sat på dagsordenen. 22 I psykologisk - pædagogisk ordbog bliver begrebet social arv defineret som; tilegnelse af viden, holdninger og personlighedstræk gennem opvækstmiljøet; barnets overtagelse af forældrenes personlighedstræk og dermed udfoldelsesmuligheder; anvendes hyppigst i betydningen negativ social arv, hvor børn viderefører og bliver bærere af forældrenes belastende livs og reaktionsmønstre. 23 Ud fra denne definition betegnes social arv som barnets overtagelse af forældrenes holdninger, viden og personlighedstræk og dermed udfoldelsesmuligheder. Definitionen i sig selv, ser vi ikke nogen problematik omkring, før i sidstnævnte del af citatet, hvor begrebet forbindes med en negativ association. Morten Ejrnæs stiller sig kritisk overfor begrebet social arv, da han mener, at forståelsen ofte er misvisende overfor dens reelle betydning. Han har undersøgt hvorledes pædagoger, sygeplejersker, sagsbehandlere og lærere forstår begrebet social arv. Undersøgelsens svar påviste, at 85 procent af pædagogerne mente, at; social arv er en betegnelse for sociale problemer, der overføres fra forældre til børn. Tallene var sammenlignelige med svarene fra de øvrige professioner, hvor gennemsnittet for de fire faggrupper endte på 80 procent. 24 Ejrnæs fremhæver to konsekvenser ved at anvende begrebet. For det første kan det betyde at der lægges et uhensigtsmæssigt fokus på risikovurdering, hvilket igen kan betyde, at indsatsen ikke tilrettelægges ud fra faglige vurderinger. Han fremhæver i et eksempel, hvor 24 procent af de professionelle angiver, at der er ca. 50 procent sandsynlighed for, at en ung søn, hvis far er dømt for vold, også selv får en voldsdom i alderen 13-27 år. Den reelle risiko for at sønnen af den voldsdømte far, selv dømmes, er dog på blot 15 procent. 25 En anden konsekvens kan være at de professionelle anser disse børns udviklingsmuligheder for begrænsede, og de kan derfor blive anset som værende potentielle tabere. Det kan betyde en 22 Ploug, s. 7 23 Psykologisk pædagogisk ordbog, s. 464 24 Ejrnæs 2010, s. 24 25 Ejrnæs 2010, s. 35

stempling eller stigmatisering af disse børn. Dette er uhensigtsmæssigt, da det kan skabe en stereotypi der fratager de professionelles fokus på børnenes ressourcer, og derved også de samme udviklingsbetingelser som andre børn. Dette mangelsyn på denne gruppe børn, kan lede til nedvurderinger og manglende forventninger, som i sidste ende kan få betydning for børnene eller den unges selvopfattelse. Disse børn og unge kan internalisere omgivelsernes fejlagtige opfattelse, hvorfor de omgivende negative opfattelser bliver en del af deres selvopfattelse. De påtager sig derfor rollen som potentielle sociale tabere, og opfører sig i overensstemmelse med dette negative billede. Herved kan de negative forventninger, stigmatisering og internaliseringen igangsætte en negativ spiral, som føre til en selvopfyldende profeti. 26 Når begrebet anvendes politisk eller i den pædagogiske praksis, bliver konsekvensen ofte at forældrene gøres ansvarlige for de unges sociale problemer. Når forældrene får skylden, fjernes opmærksomheden fra at årsagerne til problemerne kan være af strukturel karakter, hvor fattigdom, bolig område, dårlig normering i institutionerne, mobning eller den pædagogiske indsats kan være en del af årsagen. 27 Da Ejrnæs finder begrebet social arv uhensigtsmæssigt, argumenterer han i stedet for at anvende begreberne risiko og chance. Chance skal forstås som sandsynligheden for, at den enkelte opnår gode fremtidsmuligheder, mens risikoen skal forstås som værende sandsynligheden for, at man senere i livet oplever sociale problemer. Han argumenterer for, at det ikke er muligt forudse fremtiden, og vi kan derfor ikke vide, om vi som voksne kommer til at leve et godt liv, med uddannelse og gode jobmuligheder. Dog mener Ejrnæs at chancen for at leve det gode liv, afhænger af livsomstændighederne. 28 Som beskrevet i ovenstående, sætter Morten Ejrnæs fokus på de problematikker der kan relateres til brugen af begrebet social arv. Eksemplet kan være med til at give en forståelse for, hvordan vores forestillinger kan virke hæmmende for den eller det forestillingerne handler om. I det følgende vil vi ud fra Bent Madsen sætte fokus på en lidt bredere problematik indenfor den pædagogiske profession. Problematikken omhandler forholdet mellem pædagogens faglighed og personlige holdninger og opfattelser, som kan være en dilemmafyldt balancegang i praksis. 26 Ejrnæs 2010, s. 35-36 27 Ejrnæs 2010, s. 37 28 Ejrnæs 2010, s. 45

Den socialpædagogiske opgave Socialpædagogens opgave defineres overordnet set af samfundet, hvorfor der kan stilles bestemte forventninger til fagligheden. Denne faglighed har betydning indbyrdes for den gruppe af kollegaer der arbejder med samme pædagogiske mål i sigte, altså som et fælles anliggende, men også for den enkelte pædagog, da fagligheden tolkes og tilpasses de personlige forudsætninger. Med forventningen om faglighed, gives pædagogen den nødvendige autoritet til udførelsen af sine opgaver. Fagligheden kan inddeles i tre dimensioner som er viden, metoder og værdier. 29 I den faglige viden trækkes der på en række teorier der muliggør en begrundelse for indsatsen, samt et forventet resultat. Der arbejdes ud fra et vidensgrundlag med bestemte forståelser af målgruppen, samt et formuleret målperspektiv for denne. Teorierne skal endvidere kunne fungere som et redskab til analyse, udvikling og formidling af praksis. Ud over den teoretiske viden, produceres der også en betydningsfuld viden ud fra den daglige pædagogiske praksis. Disse forskellige former for viden, er med til at definere professionen ud fra fælles og individuelle forståelser. 30 Metoder kan ses som en række konkrete procedurer for, hvordan den socialpædagogiske indsats skal udføres i forhold til en bestemt målgruppe. Det handler om måden, hvorpå den professionelle intervenerer i andre menneskers liv med en grundlæggende målsætning om at skabe forandringer, der kan danne grundlag for udvikling. Metoder kan eksemplificeres ved de måder, hvorpå dagligdagen struktureres, og derved også hvilke roller de forskellige pædagoger indtager, hvordan der kommunikeres og hvordan der indgås i relationer. 31 De faglige værdier kan ses som en rettesnor i socialpædagogikken, da det er dem som udgør de formelle eller uformelle kriterier for, hvordan den faglige viden anvendes i praksis. De er således med i vurderingen, når metoder bliver anset for værende anerkendte og forsvarlige, eller uhensigtsmæssige for målgruppen. En metode er ikke kun god, hvis den giver resultater og synlighed en god metode kan også være at respektere andres ret til selvbestemmelse og derved retten til at træffe egne valg, om end man er enige i dem eller ej. Da den personlige dimension er afgørende for hvordan socialpædagogen handler i praksis, kan det være svært at skelne de faglige værdier fra de personlige. Når socialpædagogen omtales som en fagperson, fortæller det at 29 Madsen, Bent, s. 61 30 Madsen, Bent 2005, s. 62 31 Madsen, Bent 2005, s. 62-63