IDRÆTTENS STØRSTE ARENAER

1 IDRÆTTENS STØRSTE ARENAER fra OL til hverdag Ulrik Almlund, Søren Bang og Henrik H. Brandt LOKALE- & ANLÆGSFONDENS SKRIFTRÆKKE 12

2 Andre publikationer i skriftrækken: 1. Fra sportsbassin til superbassin 1997 (udsolgt, men kan downloades fra www.loa-fonden.dk) 2. Nyt liv i gamle idrætshaller 1998 3. Kunstis og skøjtekultur 1998 4. Fremtidens idræts- og kulturbyggeri 2000 5. Forsamles og forenes om idræt 2000 6. Vandkulturhuse 2002 7. Arkitekturpsykologi 2003 8. Den tredje bølge 2003 9. En idrætslegeplads skal ligge i vejen! 2004 10. Idrættens fornemmelse for byrum 2004 11. Idrætshaller for fremtiden 2005 Ulrik Almlund, Søren Bang, Henrik H. Brandt, Idrættens Analyseinstitut IDRÆTTENS STØRSTE ARENAER fra OL til hverdag Lokale- & Anlægsfonden Farvefotos fra Sydney og Athen, hvor intet andet er anført: Ulrik Almlund Små sort-hvide vignet-fotos: Sports Foto Forsidefoto: Øverst: Corbis/Scanpix. Nederst: Miriam Dalsgaard/Polfoto Grafisk tilrettelægning: Anne von Holck, Tegnestuen Trojka Tryk: P.J. Schmidt Grafisk Juni 2007 ISBN: 978-87-989966-2-0

3 Indhold Forord 5 Indledning 6 SYDNEY 9 Sydney Olympic Stadium/Stadium Australia/Telstra Stadium 18 Sydney Superdome/Acer Arena 22 Fra verdenselite til vandland, Sydney International Aquatic Centre 25 Fra olympisk elite til lokalt idrætscentrum, Dunc Gray Velodrome 28 ATHEN 31 Athens olympiske stadion Spyros Louis 40 Athens indendørs olympiske sportshal 42 Athens olympiske svømmecenter 45 Athens olympiske cykelarena 48 ATHEN OG SYDNEY: OLYMPISKE ERFARINGER 50 DANSKE ARENASATSNINGER 53 Balancegang mellem events og foreningsliv, Ballerup Super Arena 55 Fra topsportsarena til breddefacilitet, Farum Arena (Hal 1+2) 63 Fleksibilitet med begrænsninger, NRGi Arena, Atletion, Århus 69 Regionalt samlingspunkt for idræt og kultur, Arena Nord, Frederikshavn 77 10 BUD OM STORE OPVISNINGSANLÆG 84 Anbefalet læsning 88

5 Forord Vi må have intelligente løsninger er et ofte brugt udtryk, når faciliteter til store idrætsbegivenheder drøftes i både Danmark og udlandet. Der er almindelig enighed om, at de såkaldte hvide elefanter skal undgås store stadioner og haller, der i årevis står tomme og ubrugte som mausoleer for de mesterskaber, der for en kort stund fyldte tilskuerpladserne og banerne. Intelligente løsninger skal sikre, at de store og dyre anlæg også har en funktion i hverdagen efter mesterskaberne til glæde for de borgere, hvis by har været vært for sportslige udfoldelser. Den Internationale Olympiske Komité har i dag så meget fokus på problematikken, at den kræver, at mulige værtsbyer til kommende olympiske lege i deres ansøgermateriale skal fremlægge planer for, hvordan hvide elefanter undgås. Når jagten går ind på de gode løsninger også i Danmark, er der al mulig grund til at lade sig inspirere af og vurdere de tiltag, der allerede er afprøvet i udlandet. Derfor har Lokale- og Anlægsfonden bedt Idrættens Analyseinstitut (Idan) om at skrive en bog i Fondens skriftrække om de erfaringer, OL-byerne Athen og Sydney har fået i deres jagt på intelligente løsninger. Idan har på studierejser i de to byer og gennem omfattende research forsøgt at samle så megen gangbar viden som overhovedet mulig. Den kan forhåbentlig bruges af danske beslutningstagere og planlæggere i deres videre arbejde. Her i landet har vi ikke idrætsanlæg, der kan sammenlignes med OL-anlæg i elefant-størrelsen. Men der findes rundt om i Danmark idrætshaller, som er bygget med det dobbelte formål både at fungere som opvisningsbane for den danske elite og samtidig have en daglig funktion for den enkelte bys idrætsudøvere. De danske erfaringer er taget med i Idrættens største arenaer fra OL til hverdag. De to vinkler kan forhåbentlig gøre arbejdet lidt lettere, når vi i Danmark skal fi nde vores egne intelligente løsninger. Hans Toft Formand for Lokale- og Anlægsfonden

6 Indledning Man skal gøre sig klart, at det er langt sværere at drive et stadion end en fodboldklub. Flemming Østergaard i Politiken den 18. marts 2007. Store idrætsanlæg har sjældent været så meget i fokus som i disse år. Næsten dagligt kan aviser og tv berette om nye ambitiøse stadion- og halprojekter, der skal være med til at profilere og styrke den lokale idræt og erhvervsudvikling. Udviklingen har rødder i de seneste års professionalisering inden for dansk fodbold og håndbold. Behovet for flere tilskuerpladser og bedre sponsorfaciliteter har været katalysator for opførelser eller udvidelser af en række stadioner og indendørs opvisningsanlæg siden midten af 1990 erne. Men på det seneste har også kommunesammenlægningerne i 2007 og følelsen af at være udsat for stigende national og global konkurrence sat skub i flere arenaprojekter. Mange kommunale beslutningstagere ser opførelsen af store multifunktionelle arenaer som en måde at få kommunen på landkortet og samtidig skabe et lokalt idrætsligt og kulturelt samlingspunkt. En tendens, som den store interesse for et begreb som oplevelsesøkonomi kun er med til at forstærke. Udviklingen er med til at hæve ambitionsniveauet markant. Mens de hidtil færdiggjorte nyopførelser og udbygninger typisk har opereret med maks. 4.000-5.000 siddepladser som oftest færre er væsentligt større multiarenaer nu til debat i bl.a. Århus, Kolding, Næstved, Sønderborg og København. Endelig har overvejelserne om, hvorvidt København skal søge OL, forstærket interessen for de meget store opvisningsanlæg med 10.000 siddepladser eller mere. Netop erfaringerne med meget store anlæg er emnet for denne bog. Med udgangspunkt i erfaringerne fra Sydney og Athen sætter vi lys på, hvilke erfaringer OL-værtsbyerne fra henholdsvis 2000 og 2004 har gjort sig, når det gælder den daglige brug af meget store eller specialiserede anlæg. I den sidste del af bogen vender vi næsen hjemad og trækker paralleller til en række danske arenabyggerier i en noget mindre skala. Ambitionen er, at ikke mindst beslutningstagere med interesse for opførelse af store anlæg får del i nogle af de gode og dårligere erfaringer, som allerede er gjort. Desuden håber vi at tilføre debatten om store arenaer lidt mere realisme. Som både forskere og den Internationale Olympiske Komité har advaret om, kan de

Jesper Nørgaard Sørensen / Polfoto 7 store prestigebyggerier i værste fald ende som hvide elefanter dvs. som anlæg, der står mere eller mindre ubenyttede hen. Udfordringen er at undgå det. Her er også mindre opvisningsanlæg udsatte. For lige så fristende det er for lokalpolitikere at gøre arenaprojekter til eksponenter for dynamik og fremtidsparathed, lige så svært kan det i praksis være at fylde dem med attraktive aktiviteter, skabe balance mellem forskellige brugerinteresser og sikre en bæredygtig økonomi. Denne udgivelse kommer ikke med simple svar på denne udfordring, og det er næppe muligt at lave en kogebog med enkle opskrifter på succes. Men vi har alligevel bestræbt os på at destillere nogle af de generelle erfaringer fra ind- og udland i en række overskrifter til allersidst. Metodisk har udgangspunktet været at beskrive de oprindelige intentioner med anlæggene og sammenligne disse med den faktiske udnyttelse målt på parametre som bl.a. antal og typer af gennemførte events, oversigter over daglige brugere og den generelle kapacitetsudnyttelse. Disse informationer er blevet suppleret med en række kvalitative interviews blandt bygherrer/anlægsansvarlige samt for Ballerup Super Arenas vedkommende en brugerundersøgelse gennemført af Lokale- og Anlægsfonden. Det tilgængelige datamateriale og anlæggenes særlige historik varierer stærkt, hvilket især har været en udfordring i kapitlet om Athen. Der er derfor ikke tale om en ensartet og videnskabelig funderet evaluering af anlæggene dette kan heller ikke klares på knapt 100 sider men derimod om en faktuelt baseret formidling af en række væsentlige erfaringer. Fordi anlæggene i Athen og Sydney indgik i en samlet OL-plan, er opbygningen af de to udenlandske kapitler lidt anderledes end det danske, hvor de fire medtagne anlæg er beskrevet uafhængigt af hinanden. Forfatterne har selv besøgt bogens lokaliteter. Ulrik Almlund er således hovedansvarlig for kapitlerne om Athen og Sydney. Søren Bang er ansvarlig for beskrivelsen af Ballerup Super Arena og Farum Arena, mens Henrik H. Brandt har udarbejdet afsnittene om Atletion i Århus samt Arena Nord i Frederikshavn. Det korte konkluderende kapitel er skrevet af de tre forfattere i fællesskab. God fornøjelse! Ulrik Almlund, Søren Bang og Henrik H. Brandt, Idrættens Analyseinstitut

8 Foto: Byrn Press / Polfoto Sydneys olympiske stadion.

9 Sydney Sydneys olympiske park ligger i Sydneys vestlige forstæder cirka 14 kilometer fra det centrale Sydney. En rejse fra centrum til den olympiske park med det velfungerende S-tog tager cirka en halv time til forstaden Lidcombe, hvor man skal skifte tog til den såkaldte Olympic Sprint, der fragter en de sidste 10 minutter til den olympiske park. Turen går gennem lavt boligbyggeri og industrikvarterer, der ligger tilfældigt langs med jernbanen. Kun ved større begivenheder i den olympiske park er der hyppige direkte togafgange fra Sydneys hovedbanegård, og manglen på direkte togafgange til parken er med til at forstærke følelsen af, at den olympiske park ligger i en fjern forstad, når man kommer fra det centrale Sydney. Den olympiske park står i kontrast til de omgivende, nedslidte forstæder. Stationen i den olympiske parks bycentrum er placeret underjordisk, og når man kommer op til overfladen, møder man en stor, åben, brolagt plads med det gigantiske olympiske stadion der er omdøbt til Telstra Stadium i baggrunden. Man befinder sig nu i midten af den olympiske parks bycentrum, hvor langt hovedparten af de olympiske idrætsfaciliteter lå under legene i 2000. Mod øst ses det gigantiske Telstra Stadium, olympisk stadion og atletikstadion under OL, og længere væk skimtes den store multihal Acer Arena, der blev brugt til gymnastik og basketball. Mod nord ses et tilsyneladende nærmest endeløst system af mindre haller, der ligger side om side. Disse haller husede hovedparten af de mindre, indendørs begivenheder under OL og fungerer i dag hovedsageligt som messehaller. Mod syd kan man bag nogle høje hotelbygninger se det store svømmecenter samt opvarmningsbanerne til atletik, der i dag udgør parkens atletikcenter. Mod vest ses moderne kontorbygninger og en stor byggeplads, og bagved kan skimtes enkelte gamle bygninger, bl.a. en arsenalbygning fra 1800-tallet, der har overlevet parkens modernisering. Endnu længere mod syd findes flere olympiske faciliteter, herunder tenniscentret og et hockeystadion. Et mindre parkanlæg pryder bycentret, og såvel øst som nord for bycentret ligger andre store parkanlæg, lige fra den velmanicurerede Bicentennial Park med bløde bakker, løbe- og cykelruter samt en sø og et udkigstårn, til det vilde Badu Mangroves, der bortset fra de asfalterede stier er en uigennemtrængelig mangrovesump.

10 Når man ser hele dette enorme, pæne og velholdte forstadsparkområde, er det vanskeligt at forestille sig, at arealet omkring den olympiske park indtil for forholdsvis nylig var en stor giftgrund og industriel ødemark. Ikke desto mindre lå hele området, der ellers er omkranset af mange kilometers bymæssig bebyggelse, stort set ubenyttet hen indtil begyndelsen af 1990 erne. Et par hundrede års intensiv industriel aktivitet samt anvendelse af dele af området som losseplads havde gjort det til ét af de mest forurenede i Australien. Området havde rummet kemisk industri, et slagteri, et militært ammunitionsdepot samt et teglværk med tilhørende lergrave, der efterfølgende blev anvendt til bl.a. dumpning af affald. Der var i midten af 1980 erne et mislykket forsøg Kort over bycentret i Sydney Olympic Park. Kilde: Sydney Olympic Park Authority.

11 på at markedsføre dele af området som en teknologipark for højteknologiske virksomheder, men det slog aldrig rigtigt igennem, og kun få virksomheder flyttede til området. Derfor havde de lokale myndigheder som én af de vigtigste visioner for de olympiske byggerier at løfte Homebush-området ud af de miljømæssige problemer med en massiv oprensning. Det gav mening, fordi området var et af de få steder i Sydney, hvor der var plads til en ambitiøs olympisk park. Samtidig håbede planlæggerne, at de massive investeringer for at klargøre området til OL ville give området det påkrævede løft, så mennesker eller virksomheder ville bosætte sig her igen. Samtidig faldt denne vision godt i tråd med de idéer, som den Internationale Olympiske Komité (IOC) på dette tidspunkt havde fået om, at de olympiske lege skulle tilføres en miljømæssig dimension. Visionen var dermed et væsentligt argument for Sydneys olympiske projekt i forhold til indbyggerne i New South Wales og Sydneys vestlige forstæder, men også internationalt i forhold til IOC. Et gammelt ammunitionsdepot er en af de få bevarede bygninger fra Sydney Olympic Parks industrielle fortid. Da IOC tildelte Sydney legene i 1993, forelå der derfor et omfattende arbejde med at oprense de forurenede områder i det 640 hektar store område, inden byggeriet af selve sportsfaciliteterne kunne begynde. Også overvejelser om de store anlægsinvesteringer indgik i den tidlige planlægningsproces. For byggeriet af selve idrætsanlæggene havde arrangørerne den politik, at man ville undgå at opføre faciliteter, som ville være for vanskelige at udnytte efter OL. For at undgå at bygge sådanne hvide elefanter traf organisationskomitéen og delstatsregeringen i New South Wales det strategiske valg, at de kun ville opføre permanente faciliteter til legene, hvis der kunne identificeres et lokalt behov og en potentiel brugergruppe også efter OL. Allerhelst ville arrangørerne indgå partnerskaber med interesserede, eksterne aktører om opførelsen, driften af de enkelte faciliteter og om muligt også om finansieringen. Nogle af disse partnerskaber blev klassiske offenligt-private partnerskaber, hvor private virksomheder tilvejebragte størstedelen af finansieringen. Først og fremmest blev det store, olympiske stadion Stadium Australia opført af et privat, børsnoteret konsortium efter denne model, mens den store multihal i parken Sydney Superdome blev bygget af et privatejet selskab. Mere kreativt var partnerskabet med Royal Agricultural Society of New South Wales, som hvert år afholder et gigantisk dyrskue ved navn The Royal Easter Show. Landbrugsorganisationen gik med til at flytte sit dyrskue til den kommende olympiske park og samtidig opføre en lang række udstillingshaller, der ved hjælp af hovedsageligt midlertidige tilskuertribuner kunne benyttes til de fleste af de mindre og mellemstore indendørs olympiske events. Desuden bestod anlægget af et udendørs stadion med 12.000 siddepladser plus nogle græsskråninger, der også kan benyttes til tilskuere. Dette anlæg blev under OL brugt til baseballstadion og bliver i dag bl.a. brugt til dyrskuer, koncerter og lidt rugby. Det var således et elegant svar på det for olympiske værtsbyer tilbagevendende spørgsmål: Hvad stiller man op med et baseballstadion efter OL?

12 Sydney Showground Main Arena blev oprindelig opført til baseball under OL. I dag benyttes den bl.a. til dyrskuer og motorsport. Samlet set fylder Sydney Showground med sine 30 hektar omkring en fjerdedel af det olympiske bycenter og råder over 100.000 m 2 udstillingsareal. Det olympiske stadion dengang Stadium Australia, nu Telstra Stadium den store multihal Sydney Superdome og Sydney Showground fylder til sammen den nordlige halvdel af det olympiske bycentrum, og de er alle sammen opført i samarbejde med private investorer. Området umiddelbart syd for den centrale plads er derimod præget af anlæg, der er opført og drevet direkte af delstatsregeringen i New South Wales, nemlig svømmecentret og atletikcentret, der begge blev opført på stedet allerede inden Sydneys succesrige OL-bud i 1993. Atletikcentret fungerede som opvarmningsbaner til atletik under selve OL. I dag fungerer det bl.a. som træningsfaciliteter for NSW Institute of Sports, delstatens svar på Team Danmark. Svømmecentret, der senere bliver beskrevet mere detaljeret, var fra projekteringen tænkt som både elite- og breddefacilitet og rummer bl..a. et vandland. Centret fungerer i det daglige som en gigantisk offentlig svømmehal. Under svømmehallens parkeringsplads, der er anlagt på toppen af en flad bakke, ligger parkens største depot af forurenet jord, der er fjernet fra andre dele af parken. Atletik- og svømmecentrene havde ingen kommerciel interesse og kunne derfor ikke opføres i samarbejde med private investorer, selv om det dyre svømmecenter havde potentialet til at blive et trækplaster for området som breddeidrætsfacilitet og blev påbegyndt allerede i 1992 længe før de øvrige store anlæg.

13 Længst mod syd i den olympiske park finder man yderligere et par olympiske idrætsanlæg. Den mellemstore multihal State Sports Centre blev taget i brug som det første anlæg i området allerede i 1984. Der blev i tilknytning til denne hal opført et hockeycenter til OL. Her ligger også tenniscentret, der er opført i samarbejde med tennisforbundene Tennis NSW og Tennis Australia, der er ansvarlig for bl.a. Australian Open. Tennisforbundene bidrog med 15 % af byggeomkostningerne. OL-værternes samlede investering i idrætsfaciliteter til legene løb op i 3,3 mia. australske dollars i datidens valuta, svarende til cirka 15 mia. danske kroner, hvoraf den private sektor bidrog med 1,2 mia. dollars, mens resten af anlægsomkostningerne var offentligt finansieret. De nævnte idrætsanlæg var alle anlæg, som man antog ville have en rimelig eksistensberettigelse efter OL, og de blev derfor opført som permanente anlæg. I mange tilfælde stod det dog klart, at behovet for tilskuerpladser ville være markant lavere efter OL. En del af tilskuerpladserne på mange nye faciliteter var derfor midlertidige eller eksisterende faciliteter blev udvidet med midlertidige tilskuerpladser under OL. Mest markant havde hockeycentret 15.000 tilskuerpladser under OL, hvoraf kun 1.500 var permanente. Stadium Australia var forsynet med gigantiske, midlertidige endetribuner, der kunne rumme 30.000 ekstra tilskuere, og baseballstadionet på Sydney Showground havde en halvcirkel med almindelige tilskuertribuner og en halvcirkel med skrå græsterrasser, der kunne fungere som ekstra tilskuerpladser under OL eller ved senere, enkeltstående arrangementer. I svømmecentret, der oprindeligt var dimensioneret til 4.500 tilskuere, opførte man en midlertidig udvidelse, så det kunne rumme 17.500 tilskuere, og på den store, åbne gulvplads i de mange udstillingshaller på Sydney Showground blev der opført midlertidige tilskuertribuner og øvrige faciliteter til en lang række mindre events. Den eneste helt midlertidige, større konstruktion var et stadion til beachvolley, der noget kontroversielt blev opført midt på den fashionable Bondi Beach i det østlige Sydney. Sammen med andre idrætsfaciliteter, der lå yderligere seks steder i Sydney, dannede alle disse faciliteter tilsammen en velfungerende ramme om afholdelsen af det generelt roste OL i 2000. Det helt store spørgsmål var dog, om de meget ambitiøse mål for den olympiske parks udvikling efter OL kunne opfyldes. Herunder ikke mindst om man ville være i stand til at bruge de mange nye opvisningsfaciliteter, der var blevet konstrueret som permanente idrætsfaciliteter, og om man dermed ville kunne skabe liv i den olympiske park og igangsætte en god cirkel for hele området. På trods af ambitionen om at skabe en bæredygtig arv efter OL og kun opføre permanente anlæg i det omfang, der var identificeret en lokal efterspørgsel, endte man som beskrevet med hovedsageligt at benytte nyopførte, permanente

14 faciliteter, selv om mange som nævnt havde delvist midlertidige tilskuertribuner. På grund af det store antal anlæg, der var koncentreret i den olympiske park, var udfordringen stor. I perioden efter OL var der næsten helt stille om den olympiske park. Rent fysisk var parken tom og lignede ifølge den australske OL-forsker Richard Cashman en spøgelsesby i 2001-2002. Det er meget sigende, at den daværende formand for den Internationale Olympiske Komité (IOC), Juan Antonio Samaranch, under legene i 2000 betegnede flere af de store idrætsfaciliteter (svømmecentret og det olympiske stadion) som den bedste jeg har set. Et år senere betegnede IOC s nye formand, Jacques Rogge, parken som en hvid elefant. Dette var til dels udtryk for et politisk skifte i IOC, men også for et skifte i, hvordan den olympiske park tog sig ud for beskueren. Også planlægningsmæssigt skete der meget lidt, der kunne give håb om øget aktivitet i en ikke for fjern fremtid. Kraftanstrengelsen med at afholde selve OL havde taget al tid og energi for planlæggerne, og der eksisterede ikke detaljerede planer for, hvad man skulle stille op med parken og de enkelte idrætsfaciliteter. Trods tankerne om den langsigtede anvendelse i den tidlige planlægningsfase var man ikke kommet meget længere med den konkrete udmøntning af disse tanker. Der skulle derfor gå halvandet år, før et udkast til en ny masterplan for området endelig blev vedtaget i 2002. I perioden indtil da var aktiviteten i parken begrænset, den olympiske organisation var under afvikling, og en ny myndighed var endnu ikke på plads. Den lokale presse var i tiltagende omfang stærkt kritisk og udnævnte lejlighedsvis hele parken eller dele af den til hvide elefanter. Da masterplanen endelig lå klar, kunne der komme gang i de ombygninger, der skulle til for at forvandle parken til sin permanente funktion samt de ombygninger, der ligeledes skulle til på flere af idrætsfaciliteterne. Samtidig kunne man så småt begynde at planlægge det øvrige byggeri i området, der skulle være med til at skabe liv, herunder både boliger, kontorer, flere hoteller og uddannelsesinstitutioner. Sydney International Aquatic Centre. Det er ikke en udfordring, der er blevet løst i en håndevending, og der har undervejs været store vanskeligheder, men det er dog gået væsentligt fremad for parken som helhed i perioden fra 2001-02 til 2007, hvilket illustreres af grafen på næste side, der viser udviklingen i det samlede tilskuertal på det tidligere olympiske stadion, hvor navnerettighederne i mellemtiden var blevet solgt til det tidligere australske telemonopol.

15 SAMLET TILSKUERTAL PÅ TELSTRA STADIUM Kilde: Telstra Stadium 1.400.000 1.200.000 1.000.000 800.000 600.000 400.000 200.000 0 550.795 1.195.696 782.787 811.961 819.874 633.438 2002 2003 2004 2005 2006 Rugby-VM Tilskuere generelt Seks år efter afholdelsen af OL er det efterhånden lykkedes at vende kurven for den olympiske park. Dette har krævet en stor indsats fra ikke mindst delstatsregeringens side. Ud over den omtalte masterplan for området oprettede man en myndighed Sydney Olympic Park Authority til at føre den ud i livet og være ansvarlig for udviklingen af den nye bydel, og man gav organisationen 50 mio. australske dollars i startkapital samt en årlig driftsbevilling frem til 2010. I dag er strategien så småt ved at bære frugt, og der er i løbet af perioden kommet en støt stigende interesse for at benytte såvel bredde- som opvisningsfaciliteterne i parken. Svømmecentret har længe fungeret som en attraktiv breddeidrætsfacilitet, der i dag har 115.000 svømmende besøgende om måneden, hvilket gør det til Australiens mest populære breddeidrætsfacilitet. Nogle af de mange haller i forbindelse med Sydney Showground drives til hverdag af Sydney Sports Centre som almindelige idrætshaller for bredden, hvor der kan dyrkes alskens indendørs sportsgrene i praksis er badminton dog mest populært, og man har mulighed for at komme ind fra gaden og leje en bane for cirka 70 kroner for en time. Ligeledes i forbindelse med én af Sydney Showgrounds haller er der lavet en kommerciel inden- og udendørs skatepark, komplet med entré på 70 kroner og høj rapmusik. Længst mod syd i parkens bycenter er der opført et kommercielt golfcenter med driving range. Udviklingen i opfattelsen af den olympiske park kan illustreres med avisoverskrifterne i den lokale presse. Den 12. april 2002 havde Sydney Morning Herald, den største seriøse morgenavis i Australien, en artikel med titlen Olympisk regning: $1,3 mia. plus nogle nye fliser, og så sent som 26. juli 2004 kørte Sydney Morning Herald en artikel med overskriften Olympiske byggerier er en hård omgang for skatteyderne. Den påpeger, at det koster skatteyderne 46 mio. australske dollars årligt at drive den olympiske park. Den 13. juli 2006 var stemningen vendt igen, og overskriften lød Endelig en olympisk drøm, der holder hele vejen til banken.

16 Parken The Overflow i centrum af Sydneys olympiske bycenter benyttes som rekreativt område af lokalbefolkningen. Den 19. januar 2007 lød en overskrift samme sted Gnisterne fløj, da menneskemasser skabte trafikkaos af olympiske dimensioner. Mens stemningen omkring den olympiske park og de olympiske anlæg således vendte sig til det særdeles negative i årene efter OL, er der i dag en langt mere positiv opfattelse af stedet og dets værdi for Sydney. Ifølge OL-forskeren Richard Cashman, der så sent som i 2006 udgav bogen The Bitter-Sweet Awakening om Sydneys post-olympiske depression, er der i dag grund til optimisme på parkens vegne, selv om der stadig mangler restauranter og tilstrækkelig offentlig transport: Jeg var temmelig pessimistisk et års tid eller to, men nu er den olympiske arv realiseret, siger Cashman og tilføjer, at i starten skete der noget i parken en gang i mellem. Nu sker der altid noget. Som noget relativt nyt er der i 2006 for alvor kommet gang i salget af grunde til private firmaer og byggeriet af nye erhvervs- og boligbyggerier i området.

17 I dag forsøger Sydney Olympic Park og Telstra Stadium at tiltrække turister med flere slags rundvisninger. Bl.a. vil det franske hotelimperium Accor, der i forvejen ejer de to hoteller i parken, opføre yderligere to hoteller, og en af australiens største finansinstitutioner Commonwealth Bank er ved at opføre sit nye hovedkvarter til 5.000 medarbejdere. Der er desuden konkrete planer om at lægge videregående uddannelsesinstitutioner i parken. Mere end seks år efter OL kan man således så småt begynde at se nogle af de ambitiøse visioner med området blive ført ud i livet. Men det var ikke gjort med blot at afholde OL og investere massivt i infrastruktur og idrætsbyggerier i området. Det krævede en fortsat offentlig indsats og fortsatte offentlige investeringer i en årrække, før området kom til at fremstå som andet end et halvøde forstadsområde med en række store byggerier. I de følgende afsnit vil vi se lidt nærmere på nogle af de største olympiske byggerier i Sydney, nemlig det olympiske stadion, den store multihal, svømmecentret og cykelarenaen.

18 Sydney Olympic Stadium/ Stadium Australia/Telstra Stadium IBRUGTAGET: Marts 1999 BYGGESUM: 710 mio. AUD, ca. 3,2 mia. danske kroner TILSKUERKAPACITET: Op til 115.600 under OL, nu op til 83.000 EJERFORHOLD: Ejet af Stadium Australia Management Ltd., et privat selskab stiftet med det formål at eje stadion. Driften er udlagt til det professionelle ejendomsdriftsselskab Ogden International Facilities Corp. OPRINDELIG ANVENDELSE UNDER OL: Atletikstadion og fodboldfinale Det olympiske hovedstadion blev opført specifikt til OL med navnet Stadium Australia, og det blev allerede inden OL anvendt til rugby, fodbold og atletik. Stadionet er bygget, så det både kan benyttes med en rektangulær græsbane, som det kendes fra bl.a. almindelig fodbold, og med en større, oval bane. Den oprindelige konfiguration var oval med en standard 400 m løbebane, rektangulær græsbane i midten og springgrave i siderne. I dag er atletikbanen solgt, og den ovale bane benyttes til cricket og australsk fodbold. Dette sker ved at skyde de nederste tribuner på langsiderne tilbage og montere ekstra græs, der sidder på løse gulvplader. Hele operationen kan klares på en nat, således at der kan spilles australsk fodbold om lørdagen og rugby om søndagen. Tribunerne har VIP-faciliteter til ca. 1.500 personer og sponsor-lounges til et tilsvarende antal. Sponsorfirmaerne har deres egne små bokse med glasfacade ud til stadion samt et antal sæder ud for boksen på selve stadion. Alle disse faciliteter er stort set udlejet, og heraf er 600 VIP-sæder solgt frem til 2030 og videresælges i dag til meget høje priser. Stadium Australia blev først og fremmest bygget ud fra en ambition om, at det skulle være det største og bedste olympiske stadion nogensinde, og denne rekord er det da også fortsat indehaver af. Op til Sydneys OL-bud havde IOC desuden indført nye målsætninger om, at OL skulle være et forbillede på miljøområdet, og taget er derfor konstrueret af gennemsigtig polycarbonat med henblik på at lukke mest muligt naturligt lys ind, ligesom taget er konstrueret til at opsamle og genanvende regnvandet. OL-værterne forsynede stadionet med de meget store midlertidige endetribuner, der kan ses på fotoet side 8, og som bragte kapaciteten op på 115.600 siddepladser. Planen var, at de efterfølgende kunne afmonteres, hvorved kapaciteten kunne komme ned på mere beskedne 80.000 regulære siddepladser og i alt 3.000 VIP-pladser af forskellig slags. Der var desuden planlagt en fleksibilitet, således at sidetribunerne kunne skydes frem og tilbage, hvorved banen som nævnt kunne skifte mellem en større oval og en mindre rektangulær form. Dermed ville stadion efter OL blive mere velegnet til fodbold og rugby end et traditionelt atletikstadion, hvor afstanden mellem tilskuerne og banen let kan blive for stor. Den ovale form var desuden lavet, så den passede til cricket og australsk fodbold.

19 Anvendelsen i dag I de første år efter OL levede Stadium Australia en noget omtumlet tilværelse, hvor driftsselskabet ikke fik etableret tilstrækkelige aftaler med hold, der ville bruge det som fremtidig hjemmebane. Det stod derfor heller ikke umiddelbart klart, hvordan stadionet skulle ombygges til sin permanente konfiguration. Det endte dog med, at man fjernede de ekstra endetribuner og atletikbanerne og bevarede muligheden for at skifte mellem en oval og en firkantet bane. Samtidig blev navnerettighederne solgt til det tidligere australske telemonopol, Telstra. Da det stadig var vanskeligt at finde hold, der var villige til at skifte til Telstra Stadium som permanent hjemmebane, blev det strategien at tiltrække de største kampe fra flest mulige hold, som måtte ønske en større kapacitet end deres sædvanlige hjemmebane. Efter en vanskelig start er dette efterhånden ved at lykkes, og Telstra Stadium er i dag hjemmebane for de to rugbyhold South Sydney Rabbitohs og Canterbury Bulldogs og har derudover de største kampe fra yderligere ni forskellige hold og sportsorganisationer. DE BRUGER TELSTRA STADIUM I DAG: Australian Rugby Union New South Wales Rugby Union National Rugby League Australian Football League Australian Cricket Board Football Federation Australia QBE Sydney Swans Bulldogs Wests Tigers Den tidligere olympiske ild fungerer i dag som springvand. I baggrunden Telstra Stadium.

20 Ved at krydre sportsbegivenhederne med enkelte, meget store koncerter samt mindre firmaarrangementer er det lykkedes at få fyldt weekenderne i sæsonerne ganske godt op, selv om tilskuerkapaciteten sjældent udnyttes fuldt ud. Der spilles hele fire slags fodbold på Telstra Stadium: Australsk fodbold, to slags rugby og almindelig europæisk fodbold. To Rugby League klubber bruger stadionet som hjemmebane, og rugby fylder derfor mest i programmet. Stadionet fungerer ikke bare som en klassisk hjemmebane for de faste hold, men som nævnt også som stedet, hvor Sydneys og Australiens hold kan lægge nogle af deres største kampe, hvis de har brug for ekstra tilskuerkapacitet. Telstra Stadium er et selvstændigt børsnoteret, kommercielt selskab og har i dag et hæderligt driftsoverskud, der nogenlunde kan dække de meget høje rentebetalinger på investeringen. Selv om resultatet svinger omkring nul, kan investorerne som følge af prisudviklingen på Sydneys ejendomsmarked formentlig se frem til en pæn fortjeneste i forbindelse med et aktuelt købstilbud. Telstra Stadium som det ser ud i dag, her konfigureret til australsk fodbold. Tribunen nederst til højre kan skydes frem, hvorved banens form ændres til rektangulær, så der kan spilles rugby eller europæisk fodbold.