FORTÆLLINGER AF KIT SANNE NIELSEN

FORTÆLLINGER AF KIT SANNE NIELSEN 10 PSYKOLOG NYT Nr. 23. 2006 FOTOS: CHRISTINA HAUSCHILDT

Gensyn med Michael White Den australske terapeut og udvikler Michael White har afholdt en workshop i Danmark. Emnet var narrativ praksis i grupper, samfund og organisationer. En junidag i 2006: Michael White er i Danmark for at holde workshop for 30 deltagere, der alle arbejder som enten HR-konsulenter, organisationskonsulenter og undervisere. Michael White er kendt som guru inden for det narrative perspektiv i terapi, organisationer og samfund. I Danmark hedder det narrativ praksis, når historier bliver brugt i familieterapi, erhvervspsykologisk praksis, organisationsudvikling og HR. Den narrative metode har fået fodfæste herhjemme og mange tilhængere. Michael White har som en af den narrative metodes grundlæggere været i Danmark flere gange. Vi skal høre Michael White fortælle, hvordan fortællinger flytter og forandrer menneskers identitet gennem livsfortællinger. Gennem nye fortællinger kan der løses op for problematiserende historier og konflikter. Det handler om at dekonstruere de tykke og problemmættende historier og få belyst andre mulige fortællinger, der kan gøre mennesker mere robuste og forankrede i deres liv. Det er bevægende at være tilskuer til. Baggrund Som alle rigtig store mænd med autoritet, karisma og noget vigtigt på hjerte behøver Michael White ikke de store virkemidler. Han står lige så stille og roligt i lokalet. En krydsning mellem en yngre Woody Allen og den far, du aldrig fik, fordi han smiler næsten kærligt til alle de fremmede mennesker, der myldrer ind i kursuslokalet, som en medvirkende journalist senere skrev. Han er til stede i rummet på en måde, man sjældent ser hos store kanoner, der drøner verden rundt og taler for skarer af forventningsfulde mennesker. Han er her bare, på en meget nærværende måde. Men hans arbejde er jo også at være der for folk. At forstå, lytte og holde af så alt det gode og kloge i mennesker kan komme frem. Faktisk rejser han over hele verden, og hans bøger er et must for dem, der interesserer sig for det narrative. De sidste bøger på dansk hedder Narrativ praksis og Narrativ teori og er udkommet på Hans Reitzels Forlag i maj 2006. Michael White begyndte først i 1970 erne at interessere sig for samtaleterapi med voksne, børn og familier. Desuden var han aktiv i fredsbevægelsen og Vietnam-demonstrationerne. Som politisk aktiv terapeut og autodidakt udviklede han sin praksis, inspireret af bl.a. Michael Faucaults arbejde. Han har været i tæt parløb med David Epston om at udvikle metoder til at behandle anorexipatienter og familier og børn med forskellige problemer. Igennem årene har han stået for store udviklingsprojekter i lokalsamfund, hvor den oprindelige australske befolkning, aboriginals, genrejser deres fælles identitet og kultur som led i sociale projekter. Folk har mange historier - Alle mennesker fortæller historier, indleder han. Grupper, familier, venner, kolleger. Også hvis de har det dårligt, er i krise eller er depressive, fortæller de historier. Mennesker er ofte meget præcise omkring tid og sted, når de gengiver et forløb, ikke mindst når det gælder traumatiske forløb, som en skilsmisse, et dødsfald, ja et mord, siger han. At fortælle i tid, sted og forløb, ligger til os. - Ikke mindst når omstændighederne virker ubeskrivelige, deler vi vores liv op i sekvenser, der kan fortælles. Storytelling is constantly taking place. Derfor er det uhyre relevant at tale om historiers struktur, siger Michael White. - Der er hele tiden plots. Mennesker reflekterer over disse plots og deler deres konklusioner med andre, og disse plots bliver en del af deres identitet: People shape lives, shape identities through plots. - Folk har ikke én historie, de har mange historier om deres liv. Men når mennesker har problemer, så er det typisk en historie om at være fastholdt i en bestemt situation, der bliver den historie, som dominerer over de andre. - Mennesker skaber mening i deres liv og i de begivenheder, de oplever, ud fra de historier, de fortæller. En hændelse tillægges mening, i det øjeblik den bliver fortalt til andre. En velfungerende personlighed bygger på den adaptive fortælling om og forståelse af selvet. Det er når der er en indre sammenhæng i personen, at liv og historie hænger sammen og giver mening. Fortællingen tjener til, at personen Nr. 23. 2006 PSYKOLOG NYT 11

kan være i samklang med den sociale og kulturelle kontekst, som personen lever i. Identitet er således ikke fastlagt for tid og evighed men formes i historien. Fortællingen er dermed en vigtig rolle som byggesten for virkelighedsopfattelsen. - Menneskets identitetsudvikling er forbundet med et socialt og kulturelt fællesskab. Organisationer udgør fællesskaber. Michael White minder sine tilhørere om, at der ved siden af den dominerende historie er andre historier. De ligger i skyggen, de lever men de lever en skjult tilværelse. Det er disse historier, de svage historier, det handler om at finde frem i bevidstheden. Det er opgaven at støtte folk i at gøre dem tykkere, som Michael White siger. Det kan være historier om, at de faktisk har udviklet sig, faktisk har klaret en række udfordringer eller har udviklet deres måde at klare relationer på. De skal frem i lyset og fortælles. Han understreger, at de tynde og svage historier ikke bare skal findes og fortælles de skal også have og tilføres mening. Det er personen selv, der skal give dem mening, ikke konsulenten eller terapeuten. Konsulenten er ikke forfatteren. Han skal gøre det muligt for personen at udvikle sin egen historie - ved at åbne og fremvise muligheder. Historier kan altså lige så vel hæmme, som de kan skabe frihed. Derfor er det også en vigtig opgave for konsulenten at dekonstruere de historier, der hæmmer personen. Michael White fortæller os, at der er nogle antagelser om menneskers psykologi, der tages for givent i vores samfund. - Den menneskelige natur, det menneskelige selv og vores psykiske behov er fx ideer, som er kulturelt skabte. De har ikke eksisteret til alle tider, men er opstået som metaforer, billeder på noget, vi ville udtrykke, og når metaforen ikke længere var bevidst, men gled ind i sproget, blev den en kulturel idé. Det samme gælder udtryk som styrker, ressourcer osv. Det er metaforer fra den materielle verden, udtryk for noget, der kan ejes og besiddes, hentet fra fx industrialiseringen, fra landbosamfundet eller fra krige. Dianes historie Michael White har mange casehistorier med. Blandt andet den om Diane på 11 år, der bor hos sin anden plejefamilie. Hun har meget lav selvtillid og føler, at hun selv er ansvarlig for det liv, hun har fået, et liv uden forældrenes kærlighed. Som lille løb Diane flere gange væk fra sine forældre. Hun kæmper med sine relationer og dømmer sig selv hårdt. Må jeg spørge dig om noget?, siger Michael White til Diane på det videoklip, som vi ser. Hvis nu to små babyer bliver født i hver sin familie, den ene får en masse kærlighed og har to kærlige forældre og lever et dejligt sted og den anden har ingen. Er det så fair?. Diane er kun 11 år, men i den alder er retfærdighedssansen meget veludviklet, så hun går ind i historien. Michael White bruger dette som en parallelhistorie og spørger så Diane. Hvordan kan du synes, du er skyld i dit liv, når det ikke er fair? Spørgsmålet virker som en øjenåbner for Diane. Michael får så den idé at læse op fra bogen om Pippi Langstrømpe. I denne historie finder Diane fortællingen om den stærke og frimodige pige, der står op og kæmper for retfærdigheden en forældreløs pige, der klarer sig på anden vis end andre. Diane forandrer igennem denne proces sit syn på sig selv. Hun er ikke længere et dårligt og uværdigt menneske, som ingen kan elske. Hun er verdens stærkeste pige, en lille helt, som skal skabe sit eget liv. Er dette terapi? Mange af deltagerne på workshoppen bruger i forvejen den narrative metode, fordi de er uddannet i narrativ proceskonsultation. Men de spørger alligevel kritisk til Michael White og de metoder, vi ser ham bruge på video: Er det terapi, det han laver? Hvorfor han holder han 12 PSYKOLOG NYT Nr. 23. 2006

ikke sin egen person i baggrunden? - Jeg synes egentlig ikke, det er terapi. Det handler jo om livet. Handler det ikke bare om livet? Det er at skabe en rigere forståelse af livet, det er det, jeg forsøger at gøre, siger han. Det er i høj grad HR-chefer og HRkonsulenter, der fylder kursuslokalet, så spørgsmålet trænger sig på, hvordan Michael Whites metoder bruges i grupper, i virksomheder, organisationer og institutioner. De arbejder med forandring og udvikling i deres respektive virksomheder og er derfor meget interesseret i at høre, hvordan Michaels arbejde kan inspirere dem til at arbejde med lederes og medarbejderes forandringsprocesser, så også det psykologiske og narrative aspekt inddrages. De har allerede oplevet, hvilken forskel det narrative har skabt for dem i deres konsulentarbejde. Community-work I denne forbindelse er Michael White blevet bedt om at fortælle om sit community-work, som har mange paralleller til organisationsarbejdet med at løse op for spændinger og få mod til de mange forandringer, som folk møder i deres arbejdsliv. Grundlæggende handler det om at få skabt fællespraksis i arbejdskonteksten. Michael fortæller derfor om sit arbejde med et bysamfund i store vanskelig- Nr. 23. 2006 PSYKOLOG NYT 13

heder. Sammen tager vi med hans videooptagelser på rejse til den lille by Roeburne i Midtaustralien. Et samfund med voksne, der enten er på druk eller drugs eller begge dele, med børn, der bliver forsømt og misbrugt og lever på gaden og sniffer lim. Roeburne er domineret af aboriginals. Mange af dem lever dårligt i de moderne byer, hvor deres oprindelige livsstil er umuliggjort med misbrug, arbejdsløshed, drab og vold. Dette er den dominerende historie om byen, konstaterer Michael White. I sit arbejde med dette bysamfund har Michael White igen taget udgangspunkt i de svage, men sande historier, som viser vejen ud af sumpen. Ligesom i arbejdet med de enkelte børn og unge er det igen de historier, der lever i skyggen af den dominerende historie, der skal hentes frem. Historier om kvinder, der forsøger at beskytte deres børn. Om mødre, der bekymrer sig for samfundets ve og vel. Kvindernes bekymring, deres kærlighed og omsorg. Disse historier findes, de skal bare synliggøres. Det er fortællinger om det, der opbygger og understøtter relationerne, og der er mange eksempler på forhold, hvor kvinderne er hjælpsomme og har vilje til at modstå vanskelighederne. Ved at benytte modellen fra de eksterne vidner genfortælles de værdifulde handlinger, som også forekommer i samfundet. Metoden hjælper mennesker med at skabe mere hensigtsmæssige historier. Man tilbyder et rum og en proces, hvor personerne har mulighed for at fortælle, reflektere og skabe nye alternative historier, som er mere hensigtsmæssige at leve i og handle ud fra. De eksterne vidners genfortællinger har til formål er at genrejse de historier om personens liv og valg, som ellers ikke ville få plads i bevidstheden. White arbejder meget med denne model, og modellen anvendes især i forbindelse med kulturelle fællesskaber, hvor et omliggende samfund har marginaliseret bestemte befolkningsgrupper. Der bliver skabt et nyt design i relationerne således at folks vilje, selvopholdelsesdrift, energi og ønsker for et godt liv kan fremmes og integreres. Det gælder også for mændenes vedkommende. De kommer senere ind i billedet, fordi der først skal bygges en ny, fremadrettet historie op, som mændene kan knytte deres fortællinger an til. Desperationen og vreden mod mændene skal ikke stå alene. De vil gerne fortælle om, hvordan de kæmper for at blive fri af drugs og vold, og om, hvordan de indimellem har forsøgt at drage omsorg for kvinder og børn. De fortæller og genfortæller de gode eksempler. Mens de fortæller, åbnes deres øjne for, hvordan de rent faktisk kan vise omsorg for hinanden, mere forståelse og tolerance. De får mere indsigt i, hvordan problemet, som de er en del af, breder sig ud og berører mange mennesker. I arbejdet med dette lokalsamfund benytter Michael Whites team en gruppe kvindelige aboriginals, som lever et andet sted i Australien. De hører historierne fra Roeburne, reflekterer over dem og indtager rollerne som eksterne vidner til historierne. Genfortællingen formidles via videokamera og får den virkning på Roeburnes beboere, at de føler sig set og bekræftet. Dette giver styrke og selvtillid i samfundet. - - - Det narrative har spredt sig rundt omkring i både det terapeutiske arbejdsfelt og inden for organisationspsykologien. Tilbagemeldingerne er, at den narrative tilgang åbner for mange nye muligheder og understøtter folks arbejdsliv, så de bliver motiverede og engagerede i det, de laver. Desuden finder de ny og bedre mening med det, de gør, og de gode kræfter slippes løs. Fortællinger appellerer til hjertet og samhørighedsfølelsen. Vi er ikke så alene, som vi troede! Kit Sanne Nielsen, organisationspsykolog 14 PSYKOLOG NYT Nr. 23. 2006